Page 1

At gribe nuet Mundtlighedens væsen og vilkår Dette første kapitel om mundtlighedens filosofi, læring og dannelse begynder med en lille opgave, som vil anskueliggøre mange grundlæggende pointer: Prøv at beskæftige dig med ordet "naturligvis" i to minutter og gør dig herefter klart, hvad du kom i tanke om, og hvad du foretog dig.

Langt de fleste læsere vil sandsynligvis, når tiden er gået, have set ordet for sig som en grafisk struktur af bogstaver samt kortlagt ordets semantiske betydning og grammatiske ordklasse. Mange vil også have udformet eksempler på sætninger, hvor ”naturligvis” indgår, og nogle vil have stavet ordet og have angivet antallet af stavelser. Få vil derimod have tænkt på ordet som lyd i tid og have gjort sig udtalen af ordet klart og fx beskrevet tryk og stød samt længden, placeringen og åbningsgraden af de fire vokaler. Færre endnu vil nok have inddraget den mundtlige fremførelse af ordet og måske selv have afprøvet de meget forskellige følelsesmæssige virkninger, som ordet kan have, hvis man giver det stemme og bruger gestus. Man kunne bl.a. have undersøgt, hvad der sker med betydningen, hvis man siger ordet kraftigt med ret ryg, stille med sammenfalden krop, langsomt med et dovent kropssprog, hurtigt med energiske bevægelser samt i et højt og i et dybt leje. Man kunne også prøve at artikulere ”naturligvis” tydeligt med spændt kæbe, mumle det, snerre det med armene overkors eller sige det på forskellige dialekter og med accent.

1


Mundtlighed over for skriftlighed Jeg tillader mig at indlede på denne utraditionelle måde for at pege på den internaliserede skriftlighed og den analytiske bevidsthed (som kommer heraf), der sandsynligvis karakteriserer mange af bogens læsere. Sprogfilosoffen Walter J. Ong tillægger således den skriftlige kultur imperialistiske træk: Har man først lært at læse og skrive, vil en skriftlig tænkemåde altid præge den måde, som man opfatter på og forstår.i Man vil i den foregående øvelse fx fokusere på ordets semantiske betydning og se ordet for sig som en konstruktion af bogstaver frem for at opfatte ordet som en lydlig manifestation i et tidsforløb. Man vil derfor heller ikke inddrage performative aspekter i undersøgelsen. Forskere, der beskæftiger sig med forskellene på mundtlighed og skriftlighed, bruger begrebet fonocentrisme, når de skal beskrive mundtlighedens væsen og vilkår og den primært auditive perception, der knytter sig hertil. Det komplementære begreb er logocentrisme, som er bundet til skriftligheden og til den visuelle perception.ii Hvis man indledningsvis betragter tale og tekst i deres mundtlige og skriftlige ”urformer” og ikke medregner de mange nye genrer, der kendetegner det 20. og 21. århundredes kommunikation, kan man opstille nogle grundlæggende forskelle: Mundtlighed Den mundtlige situation er konkret, dialogisk og knyttet til tiden. En tale foregår og udfolder sig i en sammenhæng, og taleren er direkte konfronteret med sit publikum. For lytterne er taleren og hans ord tæt forbundet, derfor har stemmen og kropssproget også stor betydning.

Skriftlighed Skriftlig kommunikation er ikke på sammen måde knyttet til tiden og til en konkret situation. Ofte kan det også være usikkert, hvem teksten henvender sig til, fordi afsender ikke er direkte konfronteret med sine modtagere. En tekst eksisterer derfor i højere grad i sig selv. Skriften fremma-

2


ner den forestilling, at tingene er, i stedet for at de sker. Hukommelsen er vigtig at medtænke i forbindelse med mundtlig formidling. Der er både grænser for, hvad en formidler kan lære udenad, og hvad et lyttende publikum kan huske.

Nedskrift var oprindeligt en hjælp for hukommelsen. Man kan læse et afsnit om og om igen i en tekst. Der er derfor langtrækkende hukommelse i den skriftlige kultur.

Talen appellerer først og fremmest til hørelsen.

Skriften appellerer til synet.

Når man lytter til en tale, er man underlagt temporalitetens begrænsninger. Lyd forsvinder. Man fokuserer derfor som lytter først og fremmest på at få fat i de overordnede linjer i kommunikationen og fortolke dem.

Når man læser, kan man oftest også genlæse. Skriften muliggør derfor kritisk tænkning og analyse.

Lyttere bliver hjulpet af:

Læsere kan bedre rumme:

En enkel grammatik med sideordnede sætninger (paratakse).

Mere kompakt diskurs med underordnede ledsætninger (hypotakse).

Eksempler, billeder og stilfigurer, som kan gøre abstrakte afsnit konkrete og memorable.

Abstrakt begrebsdannelse. Den deduktive logik er fx et barn af skriftkulturen.

Redundans. Gentagelser, variation og bredde hjælper publikum, så de bliver fastholdt i det kommunikative forløb og siden kan huske talens indhold.

Koncentreret information. Gentagelser i rigt mål er ikke nødvendige i en skreven tekst. De vækker derimod ofte irritation hos læseren.

3


Det at udvikle skriftlige og analytiske kompetencer har i mange år været et ideal for dannelse og mange former for boglig uddannelse i den vestlige kultur, hvilket udtrykket ”boglig” også signalerer. Mange mundtlige genrer prioriteres derfor ikke så højt som de skriftlige, hverken teorien om dem eller den praktiske udførelse af dem. Derfor er digtning også for mange blevet noget optisk; ord opstillet grafisk på en side. Men det er faktisk noget relativt nyt. Helt op i det 19. årh. betød læsning højtlæsning, og det er et relativt moderne fænomen at læse indenad, tidligere sagde de fleste mennesker ordene, også når de læste for sig selv.iii Vi skal heller ikke så mange årtier tilbage, før man skulle kunne recitere salmevers, når man blev konfirmeret, og hvor historiefortælling og højtlæsning også indgik som en naturlig del af mange familiers samvær – og ikke kun i relationen mellem børn og voksne. Men vi skriver ikke kun; vi taler også på baggrund af en skriftlig bevidsthed. Hvis man i mange år er blevet præget af den skriftlige kulturs målsætninger, vil man uvægerligt møde nye mundtlige udfordringer med en skriftlig forudforståelse. Man bliver derfor nødt til at genopdage mundtligheden. Når jeg underviser i mundtlig retorik, møder jeg fx mange akademikere, som i deres taler bruger et for koncentreret sprog, som man kunne sammenligne med en bouillonterning: Der er meget lidt redundans, til gengæld er der lange forfelter og mange underordnede sætninger (hypotakse). Teoretiske afsnit dominerer, og tit er disse ikke anskueliggjort med konkrete eksempler. I talemanuskriptet er der også skriftlige ord og vendinger som ”disse”, ”dette”, ”samt” og ”under henvisning til”. Det kræver både en sansemæssig omstilling, øvelse og erfaring at bli-

4


ve god til at høre, hvilke formuleringer der fungerer i mundtlig formidling. Hvis man forbereder et fuldt manuskript, kan man hjælpe sig selv ved at læse sætningerne op, allerede mens de står på skærmen. På den måde kan man mærke, hvilke ord der er svære at sige og som ikke synes at imødekomme den performative situation. Man må også tænke på en særlig måde, når man skal formulere noget, som senere skal folde sig ud og virke i det mundtlige rum. I modsætning til tekster, der er beregnet til at læse, kan fx et talemanuskript eller et udkast til undervisning nemlig opfattes som en slags skitse. Man kan sammenligne det med dramatiske tekster eller et musikalsk partitur. Fælles for disse diskurstyper er, at de stiler mod en fremførelse, hvor formidlingen er underlagt tidens og nuets flygtighed. Man skal derfor medtænke selve situationen og modtagernes korttidshukommelse på ca. otte sekunder, når man forbereder sig.iv Når vi lytter, har vi heller ikke samme evne til at analysere, som når vi læser. Vi koncentrerer os derfor om at fortolke, så vi får fat i de overordnede linjer i kommunikationen, og vi har brug for gentagelser og konkrete eksempler, hvis vi skal begribe teoretisk stof. Er sætningerne for lange, emnerne for abstrakte og problemstillingerne for komplicerede, bliver talen eller oplægget ikke forstået og husket. Et godt, fuldt talemanuskript ser derfor ofte banalt ud på skrift: Det er præget af relativt korte helsætninger og sideordning (paratakse), og det vigtigste siges først i den enkelte sætning. Det er også vigtigt, at talemanuskriptet indeholder få men velvalgte emner og argumenter. Dispositionen skal være overskuelig og logisk, så hvert afsnit i talen leder naturligt hen til det næste. Det enkle manuskript hjælper ikke bare lytteren men også formidleren, som vil have større frihed under selve fremførelsen. Han vil kunne være til stede i nuet, kigge op og

5


ud på publikum og fremstå dialogisk. Han vil også have mere overskud til at understøtte pointerne i talen med stemmen og kropssproget – noget som vi ved har kolossal stor betydning for talens modtagelse og lytternes indtryk af formidlerens karakter og troværdighed (etos). Det er vigtigt for lærere at kende til forskellene på mundtlighed og skriftlighed. Det vil 1) kunne forbedre underviserens egen formidling og 2) gøre underviseren fagligt kompetent inden for fag, som rummer forskellige former for kommunikation: 1) Et godt manuskript, som skal bruges ved mundtlig formidling som undervisning, feedback, møder eller forældresamtaler bør fx være baseret på en viden om, hvordan man imødekommer det mundtlige. Manuskriptet skal let kunne transformeres til levende tale. På den måde får en lærer et godt og konstruktivt afsæt, der også giver en følelse af overskud i den konkrete situation foran eleverne, kollegerne eller forældrene. 2) Viden om mundtlighed kan fx bruges som en indfaldsvinkel til oplæsning og til mundtlig digtning som folkeviser og myter. Men den hurtige udvikling inden for informationsteknologi sætter også fokus på forskellene og samspillet mellem mundtlighed og skriftlighed, fordi mange genrer, bl.a. chat og sms, både har skriftlige og mundtlige træk. Der er naturligvis stadig tale om skriftlige genrer, hvis forkortelser og anvendelse af grafiske tegn kan have karakter af koder. Samtidig er den tidsmæssige afstand i udveksling af sms ofte så kort, at kommunikationen på nogle områder næsten får karakter af en mundtlig samtale.v Viden om udenadslære (memoria) samt stemme og

6


kropssprog (actio) bliver også yderligere aktualiseret af, at bl.a. video og webcam vinder frem – i såvel undervisning og pædagogisk materiale som almindelig hverdagskommunikation. Her er der tale om en form for teknologisk mundtlighed, hvor man ikke længere er direkte konfronteret med sit publikum. Begreberne memoria og actio stammer fra den klassiske retorik: Retorikkens fem partes En central del af den retoriske teori udgøres af de fem partes.vi Partes betyder ”dele” på latin og kan oversættes med forarbejdningsfaser: Inventio Dispositio Elocutio Memoria Actio Man kan opfatte forarbejdningsfaserne som en systematisering af de erfaringer, som enhver person, der skal formidle mundtligt, må gøre sig: Først finder man frem til sine emner og argumenter (inventio) og disponerer disse (dispositio), derpå giver man indholdet en sproglig form (elocutio). Herefter memorerer/indøver man sin tale (memoria), og til sidst fremfører man den (actio). Faserne hænger tæt sammen, og i en god og vellykket tale forudsætter de også hinanden. En tale er fx svær at huske for både taleren og lytterne, hvis den ikke har en klar og logisk disposition og velvalgte eksempler, der kan konkretisere og aktualisere abstrakte emner. Talen kan også være

7


næsten umulig at fremføre, hvis man bruger en knudret og kompliceret syntaks og ikke vænner sig til at efterligne det mundtlige sprogs enklere grammatiske struktur. Et kreativt sprog med stilfigurer og god rytme virker derimod befordrende i selve situationen og stabiliserer både stemme og vejrtrækning. De sidste to forarbejdningsfaser, memoria og actio, retter sig specifikt mod mundtlige talehandlinger, derfor vil jeg behandle dem særskilt: At huske og blive husket – en temporal udfordring Lyd er flygtig og knyttet til nuet. Det at kunne huske talen i situationen, og det at kunne tale, så lytterne husker, hvad taleren har sagt, har alle dage optaget talere og andre mundtlige formidlere. De to aspekter hænger tæt sammen – er en tale opbygget, så den er let at memorere, er den ofte også let at huske for publikum. Som formidler kan man lære meget af mundtlig digtning som folkeviser, myter og eventyr, fordi det sprog, den struktur og de emner, som vi møder i dette univers, afspejler den mundtlige kultur og dens begrænsninger. De mange genfortællinger har slebet historierne til, så kun det, som kunne huskes fra gang til gang, er tilbage. I mundtlige kulturer er både loven, den historiske kanon og digtning ofte udformet ved hjælp af formler. Man bruger desuden metriske mønstre, antitetiske strukturer, gentagelser, faste, smykkende adjektiver samt en standardiseret tematik for at hjælpe hukommelsen.vii Et særligt karaktertræk ved mundtlig diskurs er også en udtalt brug af eksempler, der gør abstrakte problemstillinger konkrete. Mange eventyr og myter har fx karakter af gennemførte allegorier, der anskueliggør filosofiske og moralske problemstillinger. På den måde kan medlem-

8


merne af en mundtlig kultur huske dem og lader sig måske også overbevise om deres sandhedsværdi og relevans. Gode eksempler er bl.a. lignelserne i Det Nye Testamente: Historierne om den fortabte søn, den barmhjertige samaritaner og farisæeren og tolderen er eminente eksempler på, hvordan man kan anskueliggøre moral og etik på en effektiv måde. Mange gange lægger historierne også op til en særlig fremførelse, der stiller krav til kropssprog og stemmebrug, hvis man som formidler fx skal lægge stemme til direkte tale og agere særlige karakterer. Man kan også hjælpe sig selv og sine lyttere ved at skabe indre billeder hos modtagerne og tale til sanserne. Dette kaldes evidentia i den retoriske teori. Man kan fx udmale en scene med perspektiv og farver. Evidentia har tit også en stærk patos-effekt (appel til følelserne). Et effektivt eksempel på evidentia ses i Thit Jensens tale ”Frivilligt moderskab eller kultiveret forældrefølelse” fra 1924. Thit Jensen advokerer i talen for, at kvinder bør have ret til seksualvejledning og prævention. I et afsnit om gifte kvinder beretter hun om en ung hustru og mor, der, efter bare fire års ægteskab, allerede venter sit femte barn: ”Vil De se for Dem en Landsby med smaa Huse og Haver, der mødtes i Kronerne over Vejen og dannede grønne Portaler; de første visne smaa Blade laa allerede i Vejkantens Støv – de var saa guldgule som Rav, det er alt sammen brændt uforgængeligt ind i min Erindring. – Med sin arm i min gik hun, og eftersom hun talte fyldtes hendes øjne med store Taarer, der gled ned ad hendes Kinder; hendes Stemme var saa blød og saa kvindelig og saa sitrende i sin beherskede Graad.”viii

9


Thit Jensen får med sin naturskildring skabt en parallel mellem det begyndende efterår og den udslidte kvinde. Afsnittet har også karakter af commiseratio (appel om medlidenhed) Man føler med kvinden og får derfor også lyst til at være med til at ændre hendes situation. Foruden eksempler og billeder kan man med fordel anvende gentagelsesfigurer, allitterationer og assonans. Stilfigurer har ikke kun en forskønnende funktion, de gør også talen lettere at huske for både taleren og lytterne. Som formidler kan man på den måde både æstetisere og tydeliggøre en tales pointer. Idealer for stemmebrug og kropssprog Allerede antikkens teorier om actio (den retoriske fremførelse) belærer os om, hvor stærk en persuasiv (overbevisende) faktor stemmen og kropssproget er, når actio understøtter og forstærker selve talen og dens pointer. Stemme og krop kan nemlig også være forhindrende faktorer, en slags støj på formidlingen. Når stemmebrugen rummer uheldige paralingvistiske signaler (aspekter ved talen som ikke fremgår af en transskription)ix kan den suge al lytternes koncentration til sig: Hvis taleren fx rømmer sig hele tiden, eller hvis stemmen lyder meget hæs og presset, eller hvis formidleren har en uegal og stødvis frasering, der ikke matcher den mundtlige fremførelses naturlige pauser og periodedannelse. Kropssproget kan på samme måde være præget af gentagende bevægelser eller handlinger. Nogle formidlere retter fx hele tiden på deres hår, slår i pulten med deres kuglepen eller bevæger sig frem og tilbage i små ryk.

10


Men hvad er det så, der kendetegner den gode fremførelse? Her mener jeg, at vi kan hente hjælp i begreberne transparens og opacitet (gennemsigtighed og uigennemsigtighed), som både benyttes af sprogfilosoffen Susan K. Langer, retorikeren Jørgen Fafner og kunsthistorikeren Louis Marin.x Stemmen og kroppen fremstår transparente, hvis en formidlers actio ikke gør opmærksom på sig selv. Stemmen og kroppen er ikke betydningsbærende, men synes at knytte sig tæt til inventio ved at tydeliggøre og forstærke det sagte. Når stemmebrug og gestus er transparente, vil lytterne ikke tænke specielt over talerens stemme og kropssprog. Efter min mening kan evnen til vokal og kropslig transparens opstilles som et ideal for mange typer af mundtlig formidling. I visse situationer stilles der også specielle krav til vokal opacitet, som er det modsatte af transparens. Opacitet betyder altså i denne sammenhæng, at stemmen og kroppen gør opmærksom på sig selv under kommunikationen – at selve det vokale materiale eller kropssproget træder frem og trækker lytternes koncentration til sig. På den måde kan stemme- og kropsbrugen få en semantisk funktion. I nogle lejlighedstaler, der har en æstetisk eller rituel karakter, stilles der særlige krav til formidlerens fremførelse. Der kan fx være krav om bestemte gestiske bevægelser i forbindelse med et ritual. Roland Barthes’ begreb grain er også relevant i forbindelse med actio.xi Grain betegner kroppen i stemmen, som den sanses af lytterne, under en vokal fremførelse. Barthes beskriver sang, men jeg mener godt, at man med held kan overføre Barthes’ begreber til talehandlinger. Her vil grain være en stor kvalitet, hvis kropsligheden i det talte giver

11


lytterne en oplevelse af, at der er et velafbalanceret forhold mellem krop og stemme hos formidleren. Der er tit tale om en ubevidst, empatisk sansning, der vil få lytterne til at føle sig godt tilpas i det dialogiske rum, så de kan slappe af og koncentrere sig om talens indhold og pointer. Men grain kan også være en negativ og støjende faktor i mundtlig formidling, når der er ubalance mellem krop og stemme hos formidleren. Man kan forestille sig en politisk taler, som forsøger at italesætte sig selv som en handlekraftig leder for sit parti med en høj, kortåndet og pibende vejrtrækning, eller gårdvagten, som skal stoppe et vildt slagsmål i spisefrikvarteret med en lille, lys og luftfyldt stemme, der helt synes at mangle krop (eller grain). I begge tilfælde vil modtagerne opleve et decideret modsætningsforhold mellem selve indholdet i meddelelsen og den psykofysiske sansning under fremførelsen. Men der er også mange meget mere subtile tilfælde, hvor dybgående viden om stemmen og kroppens funktioner vil kunne hjælpe med til at afdække, hvorfor mundtlig kommunikation ikke virkede efter hensigten, eller hvorfor den faldt i god jord hos modtagerne.xii Publikums betydning Mundtlig formidling stiller særlige krav til både afsender og modtager, og begge parter har et ansvar for kommunikationen. Når lytterne fremstår som aktive og opmærksomme medspillere, er de nemlig med til at højne den dialog, som er målet såvel ved enetale som ved samtale. Selv når afsender fører ordet i forbindelse med undervisning eller et foredrag, kan lytterne med et nonverbalt sprog give udtryk for, om de er koncentrerede, og om afsenders ord gør indtryk. Dette ses og sanses bl.a. ved måden, lytterne sidder på, øjenkontakten og gestus. Er der god kontakt

12


parterne imellem, falder formidleren til ro, får selvtillid og kan koncentrere sig om sit emne og formålet med formidlingen. Lytternes attitude har altså også stor betydning for kommunikationens kvalitet, hvilket er en erfaring, som bl.a. lærere gør sig. En dag kan man gå glad og energifyldt hjem fra arbejde og føle sig som den fødte pædagog. Den næste, hvor man måske skulle gennemgå nøjagtigt det samme stof i en anden klasse, slæber man sig udbrændt væk fra undervisningslokalet og synes slet ikke, at man egner sig til at være lærer. Reflekterer man over, hvorfor oplevelserne var så forskellige, kan det naturligvis have med ens egen oplagthed at gøre, men ofte handler det også om graden af dialog. Der er ikke noget mere udmattende end at skulle undervise, hvis lytterne ikke fremstår som aktive medspillere og påtager sig deres del af ansvaret for læringen. Er de derimod med og viser det i den mundtlige situation, kan de faktisk gøre læreren til en endnu bedre underviser, som får tænkt nye tanker undervejs og tør formidle sin inspiration spontant til lytterne, fordi atmosfæren i rummet tillader det. Undervisningen tager her form som en slags interaktiv pingpong. Man kan derfor med fordel inddrage lytterøvelser, der illustrerer publikums betydning, når man arbejder med mundtlig kommunikation. Kairos - et situationelt nøglebegreb I den mundtlige ”ursituation”, hvor formidleren er konfronteret direkte med sine lyttere, er det et ideal at kunne gribe nuet og forholde sig eksplicit til både det fremmødte publikum, det reelle tidspunkt og det sted, hvor talehandlingen foregår. Retorikkens antikke begreb kairos udtrykker denne målsætning: At kunne sige lige de ord, som skal siges, til et bestemt publikum i en særlig situation.xiii Ofte kan idealet implicere improvisation; mange talere har op-

13


levet, at først da de stod på talerstolen foran deres lyttere, blev de i stand til at vurdere, om de kunne samle dem med en bestemt vittighed, eller om den ville falde til jorden og gøre mere skade end gavn. Et illustrativt eksempel på kairos – på evnen til at kunne gribe nuet og tale direkte ind i en konkret situation – ses i en indledning til M. C. Lyngsies brandtale i Nykøbing Falster fra den første maj 1925. Lyngsie taler her til et stort antal arbejdere, der er blevet lockoutede af deres arbejdsgivere i forbindelse med en strejke. Målet med Lyngsies tale er derfor at indgyde arbejderne mod og kampgejst på trods af den alvorlige situation. Han skal også træde i karakter som leder for arbejderbevægelsen, så tilhørerne fatter tillid til ham og deres fælles projekt, nemlig at skaffe arbejderne bedre vilkår. Da Lyngsie skal på talerstolen, regner det voldsomt, men fordi han er en så erfaren taler, der ikke er bange for at improvisere, får han vendt denne begrænsning for selve talesituationen til sin egen fordel: ”Folketidende! Stiftstidende! og Venstrebladet! – disse Blade vil i Morgen skadefro skrive, at Vorherre er ikke med Socialisterne, for Regnen strømmede ned, deres Faner var slatne, og Humøret var sløjt. Jeg slaas for Tiden med de Godtfolk, og jeg vil sige til dem: De har slet ikke Ret! Naar himlen græder i Dag, saa er det ikke over os, men over Lockoutherrernes Taabelighed. Naar Himlens væde falder, saa er det for at skaffe Grøde paa Jorden, for at Væksterne kan vokse op og bøde paa Dumheden og Tabene, som Lockoutherrerne forvolder Landet.”xiv

Citatet kan også ses som en klog vaccinering, der kan tage brodden ud af modstandernes efterfølgende argumentation. De aviser, som støtter lockoutherrene, kan den følgen-

14


de dag ikke anvende regnvejret til deres egen fordel med stor effekt, for det sagde Lyngsie jo i sin tale, at de ville. Ordene ”Ich bin ein Berliner” fra John F. Kennedys tale på Rudolph Wilde Platz i Vest-Berlin i 1963 er også et godt eksempel på kairos.xv De fleste læsere kan sandsynligvis genkende ordene, og nogle kan måske også høre Kennedys stemme og hans umiskendelige amerikanske accent for deres indre øre. Citatet er blevet afspillet igen og igen i medierne. Det, at en amerikansk præsident viste, at han identificerede sig med vestberlinerne, efter at Berlinmuren var en realitet, havde en kolossal betydning, hvilket også har været med til at gøre talen til en af de mest berømte politiske lejlighedstaler i det 20. århundrede. Det styrker altid mundtlig kommunikation, hvis den rummer delelementer, der er rettet direkte mod situationens lyttere og som viser, at formidleren kender sin målgruppe og er i stand til at tale netop deres sprog (aptum).xvi Formidleren kan på den måde samle sit publikum og skabe en følelse af fælles identitet. En tale (eller anden form for mundtlig formidling) må aldrig virke som om, der eksisterer et færdigt manuskript, som har været fast inventar i talerens taske i mange måneder, at talen har været holdt i utallige sammenhænge, og at formidleren hver gang siger nøjagtigt det samme. Mundtlig formidling bør altid tilpasses det aktuelle nu. Ofte vil det have en persuasiv (overbevisende) effekt, hvis formidleren kan inddrage helt konkrete elementer ved den specifikke talesituation – at han reagerer på netop de mennesker, som sidder eller står foran ham, eller at han omtaler tidspunktet eller andre situationelle faktorer.

15


Den klassiske retoriske topik rummer mange gode eksempler på, hvordan en taler kan tilpasse sin tale til en specifik situation. Mange af de nævnte topoi (emner) kan med fordel også anvendes i undervisning og ved møder etc. Det er fx klogt at nævne, at man er glad for at tale for netop de mennesker, der er til stede. Hvis man kan få lytterne til at smile eller grine, skaber det også en følelse af samhørighed. Hvis man har forudsætninger for det, kan man også bruge dialekter eller særlige sproglige udtryk og slang, der er direkte henvendt til de konkrete modtagere. På den måde betoner man den fælles identitet, som binder lytterne sammen. Endelig er det ofte klogt at turde improvisere. Det virker altid godt, hvis en oplægsholder fx kan henvise til, hvad der tidligere har været sagt samme dag. Det viser, at formidleren er opmærksom og dialogisk indstillet. Hvad er det så, de mundtlige genrer kan, og hvorfor skal de prioriteres? Der er mange gode grunde til at prioritere mundtlighed og mundtlige genrer: Lærere og elever bliver bedre i stand til at honorere samfundets voksende krav om persuasiv præsentationsteknik, og man imødekommer informationsteknologiens nye kommunikative genrer, som ofte fremstår som hybrider med både skriftlige og mundtlige træk. Hvis lærere beskæftiger sig med mundtlighedens teori, bliver de desuden gode til at undervise i oplæsning og mundtlig digtning som myter, eventyr og folkeviser. Man kan også vælge en praktisk indfaldsvinkel, hvor genfortællingen og dramatiseringen af de gode historier er i fokus, så man udvikler elevernes egne mundtlige kompetencer. Alligevel har jeg endnu ikke lanceret mit bedste argument: Når man

16


fortæller og taler og tier og lytter, dyrker man også fællesskabet. Mundtlighed er knyttet til nuet og implicerer et nærvær og samvær med andre mennesker, hvor man er til for hinanden, og hvor alle parter i kommunikationen har betydning. Jeg tror derfor, at der også er noget menneskeligt værdifuldt i at prioritere den mundtlige kultur og give den en plads i solen – og skolen. Arbejdet med de mundtlige genrer, den performative dialog, kropssproget og stemmen vil på den måde kunne fungere som en modvægt til den isolation og ensomhed, som mange, både børn og voksne, desværre oplever i dag. Litteratur: Andersen, Øivind: "Rette ord i rette tid. Kairos i klassisk retorik" (Rhetorica Scandinavica, nr. 4, 1997). Barthes, Roland: “Le grain de la voix”, Musique en jeu 9, Paris 1972. Bauman, Richard: Verbal Art as Performance (Waveland Press, Inc., Prospect Heights 1977). Derrida, Jacques: L’écriture et la difference (Éditions du Seuil, Paris 1967). De la grammatologie (Les Éditions de Minuit, Paris 1970). Fafner, Jørgen: Retorik. Klassisk & moderne (Akademisk Forlag, København 1977). ”Lyrikkens væsen. Introduktion til fremførelseslæren” (Retorik Studier, nr. 2, 1978). Hansen, Jette Barnholdt: ”Den intentionelle stemme. Tale og taleundervisning i et retorisk perspektiv (Rhetorica Scandinavica, nr. 44, 2007). Jensen, Thit. ”Frivilligt moderskab eller kultiveret forældrefølelse” (Garbers, Lis og Høgel, Sten: Retorik. Levende tale eller tom snak? Arnold Busck, København 1996). Jørgensen, Charlotte & Onsberg, Merete: Praktisk argumentation (Nyt Teknisk Forlag, København 2008).

17


Jørgensen, Jens Normann og Quist, Pia: Unges sprog (Hans Reitzels Forlag, København 2008). Katz, Steven B.: The Epistemic Music of Rhetoric. Toward the Temporal Dimension of Affect in Reader Response and Writing (Southern Illinois University Press 1996). Langer, Susanne K.: Philosophy in a New Key (Harvard University Press, Cambridge, Mass. 1967). Lindhardt, Jan: Retorik (Munksgaard, København 1987). Tale og skrift. To kulturer (Munksgaard, København 1991). Lyngsie, M. C.: ”Brandtale i Nykøbing Falster” (Danske taler gennem 100 år. Ed.: Jørgensen, Harald. Schultz, København 1945). Marin, Louis: "Opacity and Transparence in Pictorial Representation" (Est II: Grunnlagsproblemer i Estetisk Forskning. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd 1990). Ong, Walter J.: Orality & Literacy. The Technologizing of the Word (Routledge, London and New York [1982]1996).

Jeg takker Claus Tilling for kritisk gennemlæsning og gode ændringsforslag. i Ong: s. 12. ii Begreberne fonocentrisme, som er knyttet til den mundtlige fremførelse og den auditive perception, og logocentrisme, der er knyttet til skriften og den visuelle perception, introduceredes af Derrida i L’écriture et la différence (1967) og De la grammatologie (1967) ud fra den overordnede tese, at skriften ikke udelukkende kan opfattes som et supplement til det talte ord, da der er tale om store ontologiske forskelle mellem den mundtlige og den skriftlige perception. Begreberne er også centrale i Orality & Literacy. The Techologizing of the Word af Ong, Tale og skrift – to kulturer af Lindhardt og The Epistemic Music of Rhetoric. Toward the Temporal Dimension of Affect in Reader Response and Writing af Katz. iii Lindhardt, s. 17. iv Ibid., s. 35. v Se Normann Jørgensen og Quist.

18


vi

Forarbejdningsfaserne har gennem tiden haft forskellige navne. Her anvendes Fafners terminologi fra Retorik. Klassisk & moderne. vii Se Ong, kap. 2 og 3 og Lindhardt, kap. 2. viii Citeret fra Garbers og Høgel, s. 168. ix Bauman, s. 19-20. x Langer, s.75-76, Fafner: “Lyrikkens væsen”, s. 17 og Marin:”Opacity and Transparence in Pictorial Representation”. xi Barthes: ”Le grain de la voix”. xii Se mere om stemmen i relation til retorik hos Barnholdt Hansen. xiii Se Andersen. xiv Citeret fra Harald Jørgensen, s. 206-07. xv Talen analyseres og gengives i en dansk oversættelse i Jørgensen og Onsberg, kap. 7. xvi Aptum (talens formålstjenlighed i forhold til modtager) er en af de fire taledyder (virtutes elocutionis), som også omfatter puritas (grammatisk korrekthed), perspicuitas (tankemæssig klarhed) og ornatus (kunstnerisk skønhed).

Forfatterpræsentation: Jette Barnholdt Hansen (f. 1966), ph.d. og lektor i retorik på Københavns Universitet. Underviser og forsker i mundtlighed og forholdet mellem æstetik og retorik. Har tidligere været talelærer på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater og på Pastoralseminariet i København. Har desuden været retorikcoach for en række fremtrædende politikere.

19

/Jette_B_Hansen_-_at_gribe_nuet_-_artikel_i_Kv  

http://www.rhetorica.dk/fileadmin/Brugerfiler/Artikler/Jette_B_Hansen_-_at_gribe_nuet_-_artikel_i_KvaN.pdf

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you