Page 1

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS I SF OG ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 50 SEP-OKT 2009 9. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• SF og kommunalvalg (s. 4-5) • Lærlingene hårdt ramt af krisen (s. 6-7) • Gymnasieeleverne og krisen (s. 9) • Eksklusioner i SF (s. 12-15) • Arbejderregeringen i Norge (s. 16-17) • Che - revolutionshelten der aldrig vil dø (s. 20-22) • Hands off Venzuela (s. 23)

SF må stille op på et socialistisk program

• Sæt gang i offentlige investeringer • Lukningstruede virksomheder må nationaliseres • Overtag bankerne

MARXIST DK


Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Kommunalvalg

4

Lærlinge

6

Spild af arbejdskraft

8

Millionærskat

8

Gymnasieeleverne

9

SFU skolestart

10

Eksklusioner i SF

12

Arbejderregering i Norge

16

Honduras

18

Che

20

Hands off Venezuela

23

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Ægteskab mellem S og SF I slutningen af august meddelte lederne for Socialdemokratiet og SF, at de to arbejderpartier har indgået et ”ægteskab” – en samlet front for et klart, venstreorienteret alternativ til den borgerlige regering. Det er et meget positivt skridt, som alle i arbejderbevægelsen må hilse velkomment. Der er god brug for en enhedsfront mellem Socialdemokratiet og SF. Den økonomiske krise er en katastrofe for den danske arbejderklasse. Antallet af lærlinge, der ikke kan få læreplads, er eksploderet. Antallet af arbejdsløse er i hastig vækst. Store, traditionelle arbejdspladser lukker eller skærer ned på stribe. Vi behøver blot at nævne Sauer-Danfoss, MAN, Diesel, Lindø og SAS. Ikke nok med, at det rammer tusindvis af arbejderfamilier, der muligvis skal gå fra hus og hjem, rammer det også organiseringen i arbejderklassen hårdt, fordi det er rygraden i den danske fagbevægelse, der rammes af krisen. Arbejdsgiverne er allerede ude og kræve lønstop eller direkte lønnedgang til overenskomsterne næste år. Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Jørn Neergaard Larsen har allerede ”lovet” sine overklasse-venner i den borgerlige regering, at der ikke vil komme lønstigninger. Det er tydeligt, at kapitalisterne skruer bissen på og forbereder sig til store slag. I denne sammenhæng er der brug for fuld enhed i arbejderbevægelsen. Der er brug for enhed på den faglige front for at kæmpe kravene om lavere arbejdstid og højere løn igennem, så arbejderne bliver holdt skadesløse for krisen. Der er brug for enhed på den politiske front for at sikre, at vi kan få en ny regering, der vil gøre op med den borgerlige politik.

2 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

For aktive i SF og resten af arbejderbevægelsen står kampen mod den borgerlige regering øverst på dagsordenen. Især SF bliver af de bedste aktivister set som et middel til forsvar imod arbejdsgivernes fyrings-vanvid og andre angreb samt imod de borgerliges angreb på resterne af velfærdsstaten. Men SF og resten af arbejderbevægelsen lever ikke i et tomrum. Socialdemokratiets ledelse er et eksempel på, at årevis med højredrejning har skadet partiet. Partiet har i en længere periode accepteret privatiseringer, angreb på velfærden og krigsdeltagelse i fremmede lande. Højrekursen har sat Socialdemokratiet i en historisk svag position, hvor en så lav tilslutning som 25 procent nu bliver anset for et ”godt resultat”. Det pres, som Socialdemokratiet har været underkastet, er et pres fra arbejdsgiverne og det borgerlige statsmaskineri med al dets prestige og privilegier. Dette pres er SF ikke immun overfor. Lederne af SF er under massivt pres for at kaste de socialistiske principper over bord og holde sig inden for ”markedsøkonomiens” rammer. Hvis lederne fortsætter den tilpasning til Socialdemokratiets højrefløj, som de har gennemført indtil videre, vil der på et tidspunkt komme en krise i SF. Allerede nu ser vi begyndelsen på en brudflade mellem højre- og venstrefløjen i partiet. Der er brug for at støtte og styrke denne venstrefløj for at undgå, at højrefløjen fører partiet i krise. For aktive i partiet er det nødvendigt at kæmpe for at bevare partiets socialistiske grundlag. Vi glæder os – ligesom resten af SF – over den styrke, som partiet har opnået. Vi glæder os over progressive tiltag som for eksempel millionærskatten. Men alle sådanne tiltag vil blive mødt med massiv modstand og sabotage fra


Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

En enhedsfront mellem SF og Socialdemokratiet er nødvendig. Men grundlaget er afgørende.

arbejdsgiverne, de borgerlige partier og det bureaukratiske apparat i ministerierne. Der er brug for at tage alle nødvendige skridt for at fastholde arbejdspladser, udvide velfærden og beskytte levestandarden imod virkningerne fra krisen i den kapitalistiske økonomi. Et oplagt skridt vil være, at staten overtager alle lukningstruede virksomheder og driver dem under arbejderkontrol. Alle regnskabsbøger må åbnes for at sikre, at spekulanter og andre parasitter ikke fører værdier ud af selskaberne. Alle selskaber, der er blevet privatiseret i den tidligere periode (DONG, TDC, Post Danmark, DSB og andre), må igen blive offentlig ejendom og underkastes demokratisk arbejderkontrol. Men en klar modstand hos SF imod privatiseringer, virksomhedslukninger og andre uhyrligheder vil ikke blot blive mødt med modstand fra arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i den borgerlige regering. Også de socialdemokratiske ledere vil i første omgang gå imod sådanne tiltag. SF’s ledere må appellere til medlemmerne af Socialdemokratiet og fagbevægelsen om at støtte disse tiltag gennem mobilisering fra neden. Det vil gøre det, de nu

siger, er umuligt, muligt. Det er ikke nemt at være SF’er. Vi må modstå presset fra de borgerlige. Vi må samle fuld støtte til at få valgt partiets repræsentanter ved kommunalvalget og til det folketingsvalg, som vil komme. Disse positioner må bruges til at forsvare arbejderklassens rettigheder og levestandard. Marxister bliver ofte beskyldt for at ville for meget for hurtigt. Vi bliver beskyldt for at føre ”de rene hænders politik”. Men det er én ting at leve med, at økonomien domineres af en lille håndfuld aktionærer – altså at leve med kapitalismen – når systemet er i fremgang, og der er råd til at forbedre flertallets levestandard, at sænke arbejdstiden og udvide velfærden. Det er en ganske anden ting at acceptere kapitalismens rammer i en tid, hvor vi er i den dybeste krise siden 1930’erne, og der ikke engang er råd til at fastholde de fremskridt, som blev gjort i 1960’erne. For kapitalismen er det blevet et vigtigt krav, at de sociale fremskridt fra tidligere tider skal destrueres. Det højborgerlige engelske finansmagasin The Economist sagde i sin

udgave 25. juni, at tiden med offentlig pension nu er overstået. Ud fra det kapitalistiske systems synspunkt er der ikke råd til at opretholde sådanne ”luksusgoder” i den vestlige verden. Den grundlæggende konflikt: at kapitalismen ikke hår råd til tidligere sociale forbedringer og at arbejderne ikke har råd til at undvære dem, er en opskrift på eksplosioner i fremtiden. Her må SF’s ledere tage klar stilling til forsvar for arbejderne, de unge og pensionisterne. Der er ledere i SF og resten af arbejderbevægelsen, som taler om, at marxisme skulle være ”gammeldags”. Som om, at der skulle være noget som helst ”moderne” ved lukning af arbejdspladser, lønnedgang, privatiseringer og nedskæringer i kommunerne. Det virkelige gammeldags er de bestående ejendomsforhold, som har kastet samfundet ud i dyb krise. Den nye enhedsfront mellem SF og Socialdemokratiet må bruges til at tage de nødvendige skridt i retning af at afløse dette håbløst forældede kapitalistiske system med et socialistisk demokrati, hvor økonomiske kriser, bolignød, arbejdsløshed og fattigdom kun hører til på et museum ved siden af stenøkser og bronzesværd. □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 3


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SF og kommunalvalget 2009 – til kamp mod regeringen KOMMUNALVALG

Af Marie Frederiksen Den økonomiske krise med arbejdsløshed og nedskæringer er det vigtigste problem for den danske arbejderklasse og ungdom. Lokalsamfund rammes massivt af fabrikslukninger, budgetter i kommuner og regioner strammes af ekstraudgifter og nedskæringskrav, tusinder er stavnsbundet til deres boliger - der er masser af problemer at tage fat på i kommunalvalget og SF har alle muligheder for at vinde stor fremgang.

Et program for bedre velfærd De konkrete krav og slogans til kommunalvalget kan selvfølgelig kun udarbejdes lokalt, men det generelle program må være; for en udbygning af den offentlige service, god og billig kollektiv trafik og bevar arbejdspladserne. Under de seneste års økonomiske opsving har den borgerlige regering skåret ned på velfærden gennem kommuner og regioner, så der nu er skåret langt ind til benet. Aftalen mellem kommunerne og re-

geringen, der blev indgået inden sommerferien, lægger op til endnu hårdere nedskæringer og det var fuldstændig korrekt af SF at stemme nej til aftalen. SF må gå forrest for at rette op på alle de seneste års nedskæringer og fremsætte de krav, der kan forbedre livet for arbejdere og unge der, hvor de bor.

Intet ansvar for regeringens nedskæringspolitik Kommunernes økonomi er fuldstændig dikteret af den borgerlige regering, og SF’ere rundt omkring lokalt har de seneste år været med til at indføre forringelser med den begrundelse, at der ikke var andet at gøre. For eksempel var SF’erne i Vordingborg Kommune med til at gennemføre besparelser på SFO’erne. Der er store problemer i kommunerne. Det skyldes, at regeringen udsulter kommunernes økonomi og lader kommunalbestyrelserne stå med ansvaret for at gennemføre nedskæringerne. Det er uacceptabelt, at regeringen på den måde dikterer, hvad kommunerne skal gøre. Derfor er der

brug for, at SF og Socialdemokratiet stiller sig i spidsen for et kommunalt oprør. I de største byer har arbejderpartierne flertallet. Dette flertal må bruges til klart at afvise regeringens diktater og mobilisere imod den borgerlige regerings økonomiske spændetrøje.

Venstre: Vi giver op Venstre har allerede nu sagt, at de ikke tror, de kan vinde kommunalvalget i hverken København, Århus, Odense eller Aalborg. For de borgerlige er det imidlertid ikke så skidt, hvis arbejderpartierne har flertal i de største byer og derigennem kan tvinges til at tage medansvar for angreb på arbejderklassen, hvilket vil svække dem op til folketingsvalg, der skal komme senest i 2011. Nogle siger, at kommunerne blot vil komme under administration, hvis de nægter at udføre regeringens diktater. Men hvis arbejderpartierne i de store byer, hvor de har flertallet, danner samlet front, vil de borgerlige nok tænke sig om to gange, før de sætter alle de vigtigste kommuner under administration. I 2006 vaklede den borgerlige regering, da et kommunalt oprør ulmede. Det viser, at regeringens diktater kan presses tilbage.

Hvem skal bære byrden?

Krisen og arbejdsløsheden er arbejderklassen og ungdommens største problem. SF må præsentere et klart socialistisk alternativ.

4 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

Den borgerlige regering har i hele sin levetid ført en politik til gavn for kapitalisterne. Regeringens såkaldte krisepakker har primært bestået af skattelettelser og renoveringspulje, alt sammen tiltag, der hovedsageligt kommer den rigeste del af befolkningen til gode. I deres finanslovsudspil fremstiller de sig selv som velfærdens forsvarere, fordi de øger de offentlige udgifter – men det er det rene hykleri. For eksempel er pengene afsat til renovering af offentligt byggeri i finansloven fremrykning af allerede besluttede planer. En Rambøll-rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører konkluderede sidste år, at


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk der er et samlet efterslæb på mellem 100 og 200 milliarder kroner – og, at jernbaner, veje og kloakker er så nedslidte, at de ikke kan varetage deres funktion uden kraftige investeringer. Der er brug for en helt anden politik.

Vi vil ikke betale for deres krise Allerede før budgetforhandlingerne er startet, er det tydeligt, at kommuner og regioner må spare. Der er for eksempel bebudet besparelser på 300 millioner på hovedstadens sygehuse alene og 71 kommuner ud af 98 har søgt om tilskud som ”vanskeligt stillet kommune”. Udgifterne stiger under krisen både til arbejdsløse og flere socialt udsatte. SF må gå forrest i forsvaret for arbejderklassens interesser. Der er brug for et program for flere offentlige investeringer; i skoler, daginstitutioner, ældreplejen, for handicappede, den kollektive trafik og så videre. Pengene til bedre sygehuse skal ikke komme fra, at almindelige mennesker betaler højere afgifter for slik eller transport i egen bil, men må være en del af en større plan for omfordeling af økonomien. Penge må tages, hvor de virkelig findes; i virksomhederne, Nordsøolien og hos de rigeste.

Sæt gang i økonomien - Start produktionen Ifølge Danmarks Statistik er det kun 73 procent af industriens produktionskapacitet, der bliver udnyttet. Det er et enormt spild af ressourcer. Arbejdsløsheden er eksploderet. Regeringen forventer, at den vil være tredoblet på halvandet år til sommer, og for eksempel er arbejdsløsheden blandt faglærte i byggeriet steget fra 1,6 procent i juni 2008 til 10,6 procent i juni 2009 (AE-rådet). Arbejdsløsheden har katastrofale effekt -ikke bare på samfundsøkonomien, hvor det afslører et absurd system, hvor maskiner står ubrugte, mens mennesker nægtes at arbejde - men også på lokalsamfund hvor lukningen af en stor arbejdsplads kan lægge et helt samfund øde.

Åbn virksomhedernes regnskaber Mange af de større virksomheder, der har gennemført massefyringer, har skovlet enorme rekord-overskud ind i den tidligere periode, og de har stadig enorme formuer. For eksempel Vestas, Mærsk og Man Diesel. Hvor en fabrik lukkes eller der fyres mange, må SF gå forrest i at kræve, at regnskabsbøgerne åbnes. Er der overskud, må vi kræve, at produktionen holdes i gang. Nægter kapitalisterne, må SF rejse kravet om virksomhedens nationalisering på nationalt plan. Der står en masse fabrikker tomme med fuldt ud brugbare og dyrebare maskiner – de må sættes i gang under arbejdernes egen kontrol til lokalsamfundet og nationaløkonomiens bedste. På den måde kan der lægges en plan for udviklingen af økonomien, så vi undgår kriser, og så regningen for det massive statsunderskud kan betales med andet end skat på arbejderklassen.

For venstresving i arbejderbevægelsen Kommunalvalget bliver en vigtig del af kampen om magten på nationalt plan. Så længe den borgerlige regering bliver siddende, er der ingen udsigt til ordentlig velfærd i kommuner og regioner. Første skridt må være et venstresving i arbejderbevægelsen. Al samarbejde med borgerlige partier, inklusive de radikale, må stoppes; de Radikale har med deres skatteudspil vist, at deres økonomiske politik i

bund og grund er den samme som regeringens. Et program for bedre velfærd kan ikke gennemføres med de Radikale, hverken i kommuner eller nationalt – tværtimod kan de Radikale bruges som undskyldning for højrefløjen i arbejderbevægelsen, der ikke ønsker et reelt skred til venstre.

SF fremad på et socialistisk program En del af de politiske udmeldinger, der er kommet fra ledelsen i SF i den seneste tid, har godtaget de præmisser, som de borgerlige med Dansk Folkeparti har opstillet; at det handler om ”lov og orden” og så videre. Fortsætter denne linje, risikerer vi, at SF og resten af arbejderpartierne mister den store opbakning, der er opbygget de seneste år og ikke formår at vælte regeringen. Skal regeringen væltes, kræver det et tydeligt alternativ. Det kræver en venstredrejning i SF og resten af arbejderbevægelsen. Og det kræver samtidig en aktiv mobilisering imod regeringen. Det er oplagt at bruge kommunalvalgkampen til at mobilisere bredt og for eksempel tage ud på alle store virksomheder, ikke mindst dem, der trues af lukning, og dér, fremlægge et klart program for at lægge krisens byrde på kapitalisterne og ikke arbejderne. Skal det ske, kræver det en opbygning af venstrefløjen indeni SF. Socialistisk Standpunkt opfordrer alle unge og arbejdere til at føre valgkamp for SF og samtidig kæmpe for et socialistisk program imod krisen i SF. □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 5


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Mangel på lærepladser, bolignød og arrogante politikere:

Lærlingene hårdt ramt af krisen LÆRLINGE

Af Frederik Ohsten Maskinerne kører for fuldt sving på Teknisk Skole på Tuborgvej i København. Der er nemlig fyldt med lærlinge. Det er selvfølgelig meget normalt, men for tiden er der ekstra mange lærlinge på skolen. Mange kan nemlig ikke få praktikplads, og de er henvist til skolepraktik. Vi møder Mikael, Jesper og Carsten. De er industritekniker-lærlinge. De kan tydeligvis godt lide deres fag. Men de forhold, de har til at lære faget, er de mildt sagt ikke begejstrede for. ”Man skal virkelig være heldig for at få en læreplads, især hvis det ikke skal være rent slavearbejde,” lyder det fra Mikael. Han har gået på skolens grundforløb i 20 uger før han skulle have en læreplads. Men der er en desperat mangel på lærepladser i industrien for tiden. Tallene taler deres eget kedelige sprog. På en måned er antallet af unge, der mangler en praktikplads, steget 15 pct. fra 5.587 personer i maj til 6.424 i juni. Tusindvis af unge står altså i den situation, at de ikke kan få en uddannelse.

Han hiver en liste frem fra Metal Ungdom, hvor man kan se løntaksterne for lærlinge. Selv om lærlingelønnen langt fra er imponerende, er den dog højere end de 17 kroner, som lærlingene på skolen bliver budt. ”Det kan godt være, at det er mere end små børn i Afrika tjener, men Danmark er jo et meget rigere land, og det er helt vanvittigt med 17 kroner i timen,” konstaterer Mikael.

Mangel på faglighed ”Det bliver aldrig det samme som en rigtig læreplads,” forklarer Mikael, Carsten og Jesper. ”Skolen får meget få penge fra staten for at have os gående her. Og fagligt er der ikke de samme udfordringer som på en rigtig læreplads. Ude blandt virksomhederne har skolepraktikken også et dårligt rygte,” uddyber de. Lærlingene på skolen går tre om en enkelt maskine. De kan sætte den i gang, og så kan de gå ud og ryge. Det lærer man ikke meget af, forklarer de. ”Vi burde jo komme ud på nogle af virksomhederne,” siger Jesper. ”Man føler sig helt på bar bund over, hvad man kan gøre. Da jeg startede lød uddannelsen helt rigtig,

Skolepraktik Alternativet til en praktikplads er at komme i skolepraktik (SKP), men det er en meget begrænset ordning, og der er en bunke bureaukratiske krav, man skal opfylde, for at få lov til at komme i skolepraktik. Blandt andet kræves det, at man skal skifte uddannelse, hvis man kan få praktikplads inden for et andet fag. Dermed er lærlingenes mulighed for frit at vælge, hvad de vil uddanne sig til, blevet afskaffet. Desuden er det langt fra alle fag, der er omfattet af SKP’en. Selv om 5000 lærlinge på Sjælland mangler en læreplads, er der kun omkring 122 SKP-pladser. ”Vi får 17 kroner i timen under vores skolepraktik her,” fortæller Mikael.

I juni stod 6.424 elever uden praktikplads.

6 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

og der var brug for lærlinge. Så gik der to måneder, og pludselig var der ingen pladser mere. Så mistede jeg lysten til at være faglært og tænkte på i stedet at arbejde i Døgn-Netto. Men jeg hørte om SKP, og det er lidt bedre. Men det er vigtigt, at der bliver lagt en plan for at uddanne lærlingene,” forklarer Mikael.

Regeringen passiv For at få lov til at være i skolepraktik skal man vise, at man har søgt på mindst fire pladser. Men hvis man først får en plads, kan man ikke komme tilbage i skolepraktik, hvis virksomheden for eksempel går fallit. ”Det er som om, at politikerne ikke har gjort noget ved denne her krise. De er først begyndt at gøre lidt, når det hele går galt. Men de burde sætte gang i en redningsplan,” siger Jesper. Han fortsætter: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde holdningen hos arbejdsgiverne og politikerne. På den ene side er vi billig arbejdskraft. På den anden side er der lærepladser, der er godkendt til seks lærlinge, men kun har én lærling gående. Staten burde gøre noget for at rette op på det.” □


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Formand for Metal Ungdom Hovedstaden:

Arbejdsgiverne udnytter krisen LÆRLINGE

Af Frederik Ohsten Vi mødte formand for Metal Ungdom Hovedstaden, Majid Atik, til en kort snak om lærlingenes situation. Hvilke problemer står lærlingene over for i dag? Der er flere problemer, men det mest presserende er nok mangelen på lærepladser. Som lærling bliver der længere og længere mellem lærepladserne. For mange har det betydet farvel til håbet om en uddannelse, mens det for andre har betydet et liv som SKP’er. Desværre er en SKP uddannelse i dag ikke det, som man lige forventer. Nogle bliver sat til at reparere eller bygge på skolerne, så skolen ikke skal bruge penge på faglært arbejdskraft. Andre bliver efterladt alene på værkstederne af de overbebyrdede lærere. Desuden er lønnen heller ikke noget at råbe hurra for. At betale en husleje er helt udelukket. Men selv hvis man skal betale en husleje bliver lønnen ædt op af normale udgifter som langt de fleste unge har.

Tømrerlærlinge i skolepraktik: ”Godt med SKP – men lønnen er elendig” Fire tømrerlærlinge er ved at bygge en terasse på Teknisk Skole på Tuborgvej i København. Mads, Emil, Daniel og Benjamin er i skolepraktik. Der kommer en lærer en gang om dagen og tjekker deres arbejde og giver dem råd om byggeriet. ”Det er hyggeligt nok, og vi lærer også en del ved at gå og prøve at gøre tingene selv. I lære på en plads får man mange lorteopgaver,” forklarer de. De har alle søgt massevis af lærepladser. Resultatet har været afslag på afslag, fordi byggeriet er hårdt ramt af krisen. Derfor er de glade for, at de kan komme i skolepraktik. De er også glade for at slippe for rutinepræget og ensidigt arbejde, som man

derne har tjent rekord-overskud i tiden med opsving. Dengang sagde de, at de havde for travlt til at tage lærlinge ind. Desuden må vi spørge, hvad der Hvilken betydning har krisen for er blevet af alle de enorme profitter, lærlingene? som er blevet skabt de seneste 10 år. For at få overblik over, hvilke værdier, Arbejdsgiverne bruger krisen som der er hevet ud af virksomhederne, undskyldning til at ødelægge alle må regnskaberne åbnes. Vi må også arbejdsforhold. Det betyder flere maspørge, hvorfor chefernes lønninger skiner pr. mand, lavere løn og mere stadig stiger, mens de kræver lønarbejdsløshed. Mange lærlinge blinedgang for arbejderne. Endelig må ver kun udlært til arvi også spørge bejdsløshed. For os om, hvordan ”Arbejdsgiverne er spørgsmålet, om den borgerlige vi skal acceptere fybruger krisen som regering mener, ringer og nedskærinundskyldning til der er råd til milger, eller om vi skal liard-pakker til at ødelægge alle kæmpe imod. I Metal bankernes spearbejdsforhold.” Ungdom Hovedstakulanter, men den er vi helt klare der ikke er råd til på spørgsmålet: Vi vil velfærd. ikke betale for arbejdsgivernes krise. Men er det ikke forståeligt, at der bliver skåret lidt ned i en midlertidig periode? Kun på overfladen. For virksomhe-

Helt grundlæggende er det jo det glade vanvid, at ekstremt højteknologiske fabrikker bliver lukket, når maskinerne virker, arbejderne gerne vil arbejder, og der er god brug for de

ingenting lærer af, hvilket mange lærlinge ellers kender til ude på pladserne. Imidlertid er de ualmindeligt utilfredse med lønnen. ”Man gider jo ikke knokle løs for 17 kroner i timen. Man føler sig totalt til grin på den måde,” siger Daniel. Han og de andre lærlinge mener, at SKP er nødvendigt, men også, at det ikke er tilstrækkeligt. Der er brug for en klar indsats for at sikre, at alle kan få en læreplads. ”Om fem år kommer der til at mangle 80.000 lærlinge. Hvis der ikke kommer nogle nye lærlinge går det helt død. Det vil betyde, at flere årgange ikke kan blive faglærte.” □

ting, der kan produceres. Hvad kan der gøres? Det er vigtigt at organisere sig for at sætte handling bag ordene. Vi har vedtaget et arbejdsprogram, hvor vi kræver, at der bliver sat gang i byggeriet. Vi kræver, at lukningstruede virksomheder overtages af staten. Vi kræver, at alle lærlinge får en læreplads, og at der bliver indført kvoteordninger for virksomhederne. Vi kræver, at de tomme spekulationslejligheder bliver lavet om til billige, almennyttige boliger. Vi har deltaget i demonstrationer med disse krav, og vi holder møder sammen med de politiske arbejderpartier. Det har indtil videre været succesfuldt, men målet er ikke nået. Det kan kun nås hvis vi spreder kampen og inddrager flere lærlinge og arbejdere. Jo stærkere, vores sammenhold er imod arbejdsgiverne og de borgerlige, desto større bliver vores resultater. □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 7


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kapitalismens evige spild af arbejdskraft ARBEJDSLØSHED

Af Jesper Dahl Arbejdsløsheden er eksploderet. Den officielle arbejdsløshed ligger nu på 104.000 mod kun 46.000 for et år siden. Set for samfundet som helhed, er arbejdsløshed fuldstændig vanvittigt. De borgerliges idé om ”naturlig” arbejdsløshed er det rene sludder. Det er intet naturligt ved, at arbejdsføre mænd og kvinder ikke laver noget. Arbejdsløshed findes kun fordi kapitalismen bygger på den evige jagt på profit. Hvis kapitalisterne ikke kan tjene penge på dig, fyrer de dig. I en krise kan de ikke tjene penge og derfor fyres titusinder. Men det gør kun krisen værre, fordi kapitalisterne så har endnu færre, som de kan sælge deres varer til.

I virkeligheden er arbejdsløsheden dog langt over 100.000. Som den ærkekonservative engelske premierminister Winston Churchill engang har udtalt: ”Stol aldrig på en statistik, medmindre du selv har forfalsket den”. Lad os se på, hvor mange der modtager en række arbejdsløshedsydelser:

er der 343.000 personer, som modtager revalidering, førtidspension eller sygedagpenge. Mange af disse er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet på grund af det opskruede tempo og den enorme nedslidning. Men hvis der var mulighed for det, ville mange kunne yde en indsats i et eller andet omfang.

Dagpenge: Kontanthjælp: Starthjælp: Aktivering: Introduktionsydelse: Ledighedsydelse: I alt:

I alt var der i juli derfor 560.000, som stod uden arbejde. Det er spild af gode, menneskelige, kreative kræfter. Arbejdet må fordeles ligeligt og arbejdsløsheden udslettes. Beslutninger om at hyre og fyre børtages demokratisk og ikke bag lukkede døre på direktionsgangene. Dette er kun muligt i en demokratisk planlagt økonomi. □

78.000 74:000 2.500 50.000 2.000 12.500 218.000

Samlet set er der 218.000 modtagere af disse ydelser, som alle gives til arbejdsdygtige folk, selv om de grundet manglende ”arbejdsmarkedsparathed” ikke tælles med i statistikkerne. Men det slutter ikke der. For samtidig

Millionærskatten er en torn i øjet på overklassen FAIR FORDELING

Af Jesper Dahl I slutningen af august lancerede Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne sammen et skatteudspil under navnet ”Fair Forandring”. CEPOS fik sandsynligvis morgenkaffen galt i halsen. Efter den borgerlige regering gentagende gange har sænket selskabsskatten og lettet beskatningen på de rigeste, valgte Søvndal og Thorning, at nok nu måtte være nok. Samlet skal den danske overklasse af med omtrent 18 milliarder kroner mere i form af højere selskabsskat, øgede afgifter på forurening, beskatning af aktiehandel og endelig: millionærskatten på de største indkomster. Pengene bruges i stedet på bedre velfærd til arbejdere og unge. Sundhedssystemet tilføjes fem milliarder kroner, folkeskolen to milliarder, klima og offentlig trafik fire milliarder, mens

skatten på arbejde sænkes med fem milliarder kroner. Samtidig omlægges en række miljø- og sundhedsmæssige afgifter dog, hvilket gør, at der ikke er tale om et generelt fald i skatteniveauet. Desuden hæves pensionsudbetalingerne og overførselsindkomsterne for at modgå den ulighed, som de højere afgifter medfører.

til direktører, bestyrelsesmedlemmer og så videre samt afskrivninger og fradag, har de danske virksomheder (eksklusive post, telekommunikation), hvert år et overskud på over 220 milliarder kroner. Det er tydeligt, at 18 milliarder kroner ikke er andet end småpenge.

Der er desværre også usolidariske afgifter i forslaget. For eksempel ”betalingsring” i København samt andre afgifter, der rammer almindelige arbejdere langt hårdere end direktørerne.

Hvis den borgerlige regering skal væltes, er det vigtigt, at SF sammen med resten af arbejderpartierne stiller op på et klart program til fordel for unge og arbejdere. Her er ”Fair Forandring” en vigtig brik, som viser grundlaget, hvorpå et opgør med hele det kapitalistiske samfund og udbytningen af arbejderklassen må begynde.

De borgerlige hyklere Den borgerlige regering var ikke sen til at himle op om forringet konkurrenceevne og hjerneflugt. Sandheden er, at de bare forsvarer deres kapitalistiske venner, som uden at røre en finger, tjener på vores andres arbejde. Efter udbetalingen af lønninger og gyldne bonusser

8 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

Mere af samme skuffe

Det er vigtigt, at ledelsen i SF presser på for mere af samme skuffe og ikke lader sig true af kapitalisternes trusler om at lukke eller flytte udenlands. Svaret må være klart: En lukket eller udflyttet fabrik er en nationaliseret fabrik. □


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Gymnasieeleverne og krisen GYMNASIUM

Af Simon Henriksen (elev på Christianhavns Gymnasium) Elever og studerende har under hele den borgerlige regering stået under angreb. Vores uddannelser er konsekvent blevet skåret ned år efter år i form af det, der er blevet kendt som ’’salamimetoden’’. Vores generation er den første generation, som ikke får det bedre end vores forældre - og sammen med de store samfundsmæssige kriser, sætter dette bevidstheden i bevægelse. I bevægelsen omkring de irakiske flygtninge i Borsonskirken på Nørrebro så vi noget af den utilfredshed, som ulmer i ungdommen. Igen i år står uddannelserne under angreb. Bare på den gymnasiale uddannelse bliver der på finansloven skåret 100 millioner! Dette kommer til at gå kraftigt ud over gymnasierne. Gymnasierne har ikke råd til nye materialer og dem, de allerede har, forfalder. Dette gælder både undervisningsmaterialer og lokaler. Flere gymnasier melder om klasser med optil 40 elever. Dette forværrer yderligere undervisningen. Vi får at vide, vores samfund skal overleve på vi-

den og uddannelse, men lige meget hvad vi uddanner os til, står vi over for arbejdsløshed, når vi er færdige.

Elever i protest Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS) indkalder optil folketingets åbning til proteststafet imod nedskæringerne. Protesterne skal starte i Nordjylland og så rejse igennem landet og aktivere alle skoler. Stafetten afsluttes med fire store demonstrationer i Danmarks storbyer. Dette er et yderst positivt skridt i den rigtige retning. DGS har over de sidste år ikke tilstrækkeligt formået at involvere de enkelte elever i kampen. Derfor må DGS nå ud til alle landets gymnasier, arrangere politiske protester lokalt, og massemobilisere til de store demonstrationer.

Alliance med arbejderne Men bevægelsen må ikke bare stoppe ved demonstrationer, - den må føres videre. Først og fremmest er der brug for en alliance med arbejderne. DGS må stå i spidsen for en kampagne, hvor eleverne besøger store arbejdspladser i lokalområdet og appellerer om støtte. Der må rettes henvendelser til faglige klubber,

De borgerlige siger, at eleverne ikke mere interesserer sig for politik. Dette er dog kun de borgerlige politikeres våde drøm.

lærlingenes organisationer og lokale fagforeninger. Alene kan eleverne ikke presse regeringen. Massemobiliseringer sammen med arbejderbevægelsen vil få de borgerlige til at ryste i bukserne.

Politisering Den politiske og økonomiske situation sætter spørgsmål ved alt det, vi ellers har lært i den sidste periode. Vi har igennem skolen og medierne hørt, at kapitalismen er stabil og giver evigt fremskridt til alle. Disse løgne bliver smadret mod virkeligheden, som en bølge mod brændingen. Kapitalismen i det 21 århundrede er præget af tilbagevendende kriser og stor ulighed. Situationen politiserer ungdommen og politiske diskussioner udvikler sig på alle gymnasier. Vi står over for store kampe, og derfor må vi ungdommen lære politik. Derfor er en gruppe elever begyndt at bygge politiske platforme på Christianshavns Gymnasium.

Diskussioner Eleverne manglede et sted at diskutere større politiske emner og på baggrund af diskussionerne, sammen gå ind i forskellige kampe. Den politiske platform er åben for alle elever, som anser sig som en del af venstrefløjen, og det er eleverne, der vælger emnerne. Platformen har været en stor succes sidste skoleår, hvor vi havde gode diskussioner om blandt andet krigen i Gaza og den økonomiske krise. På andre skoler, som for eksempel Roskilde Gymnasium og Det Frie Gymnasium, er andre elever i gang med at lave lignende grupper. De borgerlige siger, at eleverne ikke mere interesserer sig for politik. Dette er dog kun de borgerlige politikeres våde drøm. Mange gange i historien har ungdommen gået forrest i bevægelser og virket som arbejdernes fortrop - og det vil ske igen. Ungdommen interesserer sig for politik, en politik mod nedskæringer, for mere velfærd og for en ny regering der vil investere i alle uddannelser! □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 9


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Hvad vil du lave om? – SFU’s skolestartskampagne SFU

Af Rasmus Jensen Nu er tiden kommet til skolestart for mange unge mennesker. Gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler er blevet fyldt med håbefulde nye elever, der forventer, at den uddannelse de skal i gang har de ressourcer til rådighed, som er nødvendige for at kunne tilbyde ordentlig uddannelse. Men mange vil hurtigt blive skuffede. Den borgerlige regering har gennem de seneste 8 år skåret på hele uddannelsessystemet og for den sags skyld på resten af velfærden. Der har været forringelser på sundhedsområdet, uddannelsesområdet og inden for den offentlige trafik, og det samtidig med, at man har gennemført skattelettelser for virksomhederne og de allerrigeste i det danske samfund. Alle disse nedskæringer og forringelser er sket i en periode, hvor de danske virksomheder har scoret kæmpe profitter. Men den borgerlige regering har i stedet for at lade disse folk betale for en bedre velfærd, givet dem kæmpe skattelettelser.

Krise og nedskæringer I SFU’s skolestartskampagne er temaet lige præcis de her nedskæringer. Der er særligt fokus på bedre forhold på uddannelsesinstitutionerne, et bedre og et lige sundhedsvæsen og bedre og billigere offentlig transport. Dette er vigtige områder, hvor socialister selvfølgelig må kæmpe mod enhver forringelse og for den mindste forbedring. De fleste unge mennesker har mærket de utallige forringelser, der er kommet, mens den borgerlige regering har siddet ved magten. Samtidig skal må man også se denne kampagne i den sammenhæng, at dansk økonomi er i en historisk krise. Dansk økonomi skrumper for hver dag og tusindvis af arbejdere, unge som gamle, bliver fyret hver måned. Vi er uden tvivl gået ind i en periode,

hvor det bliver klart for rigtig mange, at det kapitalistiske system har spillet fallit.

Hvad vil du lave om? I den kontekst må det siges, at oplæget til kampagnen, som skolestatskampagnegruppe under SFU’s landsledelse har lavet, er noget vag. Overskriften på kampagnen er: ”Hvad vil du lave om?” og ”Bedre hverdag”. Men spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan man får ændret på tingene. SFU har allerede vedtaget klare svar på krisen som for eksempel, at olien i Nordsøen skal nationaliseres, og at bankerne må overtages af staten, så det demokratisk kan planlægges, hvordan samfundets ressourcer skal bruges. Disse krav blev vedtaget på SFU’s landsmøde i foråret, og det er disse krav, der må tages frem i kampagnen.

SFU’s rolle SFU er vokset enormt de seneste par år, og er blevet den største politiske ungdomsorganisation. Unge har meldt sig ind i SFU, fordi vi er blevet set som dem, der har ført an i mange af de kampe, der har været de seneste år. SFU’s rolle er at hæve bevidstheden hos de unge mennesker de kommer i kontakt med og give konkrete svar

på de står overfor. I den nuværende situation, hvor det alt overskyggende emne er krisen og dens konsekvenser, kan man ikke just sige, at der er særlig meget perspektiv i at spørge: Hvad vil du lave om? Hvorfor stille et spørgsmål, når det der er brug for er konkrete svar fra Danmarks største socialistiske ungdomsorganisation? Selvfølgelig er det vigtigt at komme ud og diskutere politik på forskellige uddannelsesinstitutioner, og høre på hvad eleverne der mener, men hvis ikke SFU stiller et klart perspektiv op, tiltrækker man ikke alle de mange unge, der vil kæmpe mod regeringen, racisme, krig og kapitalismen, men som ikke har et perspektiv for kampen. Det, der er brug for, er, at ledelsenudvikler et konkret program, der viser de tusindvis af potentielle nye medlemmer, hvordan man kan bekæmpe krisen med socialistisk politik.

Flere angreb i vente Den økonomiske krise bliver i den næste periode den afgørende faktor i klassekampen. Den borgerlige regering har med deres udspil til finanslov allerede varslet at dansk økonomi skrumper betydeligt. De har også lagt frem, at de ikke ønsker at lade kapitalisterne betale for krisen, men at de har tænkt sig, at skære

Fra aktion i SFU-Århus. ”Skab job, renover vores skoler”.

10 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk ned forskellige steder i den offentlige sektor. Blandt andet skrev Berlingske.dk den 28. august, at der i finanslovsforslaget for næste år skal spares” 85,2 millioner på gymnasiernes kontorarbejde for at få råd til bedre fængsler”. Derudover vil tusindvis af unge blive ramt mere direkte af krisen. Elever på de tekniske skoler og unge arbejdere oplever allerede nu, at det er svært at få praktikplads og få et arbejde efter de har afsluttet deres uddannelse. Ungdomsarbejdsløsheden er allerede begyndt at stige kraftigt. Fra april 2008 til april 2009 er arbejdsløsheden blandt de 16-24-årige på landsplan vokset med 125 procent. Fra aktion i SFU-Silkeborg. ”Uddannelse er fremtiden”.

Historisk mulighed for SFU Ungdommen er et vigtigt pejlemærke for klassekampen. De vil hurtigt blive påvirket af krisens konsekvenser. De vil opleve krisen direkte ved arbejdsløshed og kraftigt forringede vilkår. I sådan en situation er det ikke godt nok bare og spørge: ”Hvad vil du lave om?”. Det er tydeligt, hvad der skal laves om: krisen skal stoppes, nedskæringerne rulles tilbage og ungdommens forhold forbedres. Det må være SFU’s opgave at vise en vej frem og forklare, hvordan disse ting kan ændres gennem nationaliserin-

ger og demokratisk planlægning af økonomiens vigtigste dele. Rigtig mange unge vil i den kommende periode drage den konklusion, at man må lave hele systemet om. Det, der er brug for, er et klart program, der viser unge, hvordan det først og fremmest er nødvendig at vælte den borgerlige regering, men også hvordan man kan lægge byrden af krisen over på skuldrene af de folk, der har skabt den - nemlig kapitalisterne. SFU må forklare, at man under kapita-

lis-

men ikke kan løse de her problemer. Det handler ikke kun om at flytte nogle penge i finansloven. Det handler om at gøre op med det kapitalistiske system, der igen og igen vil komme ind i kriser. En skolestartskampagne i SFU burde udnytte denne historiske mulighed for at forklare kapitalismens fallit og krisens natur. Den burde fremlægge et socialistisk program, der viser vejen for unge der vil kæmpe. □

På Spidsen: Tilpas DIG! Her til lands har vi et samdrægtigt og solidarisk samfund. Alle har det godt her i det bedste af alle lande i den bedste af alle verdener. Alligevel findes der tilsyneladende stadig undergravende elementer. Det var derfor helt på sin plads, da det store og lysende politiske talent Naser Khader tidligere på året proklamerede, at staten kræver ”total tilpasning og loyalitet” fra sine undersåtter. Her på Spidsen har vi altid fulgt Naser Khader med beundring. Christiansborgs svar på Albert Einstein. Det var en fryd at følge succes-historien med Ny/Liberal Alliance. Og det er med endnu

økonomi lader nogle ganske få gå ledige og andre ned i løn, kan Naser Khader triumferende fremføre sit ædle burka-budskab.

større glæde, at vi nu følger denne karrierekomet i det Konservative Folkeparti. Forslaget om forbud mod burkaer var et sjældent relevant indslag i dansk politik. Mens socialisterne står og brokker sig over, at den fri markeds-

Som om, at denne genistreg ikke var nok, understregede Naser Khader også, at det er en alvorlig forbrydelse, hvis man vil lave samfundet om. Over for det borgerlige demokrati, det rare politi, den frie markedsøkonomi og det ”visdommens fyrtårn”, som vi kender som Christiansborg, skal der nu være ”total tilpasning og loyalitet”. Det kunne ikke siges mere rammende. Så kære læser: tilpas dig! □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 11


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Eksklusioner i SF SF

Af Marie Frederiksen

sens forsøg på at gå imod en venstredrejning og kritiske idéer.

bejde for at få mest mulig indflydelse, men det skal være indflydelse til at få gennemført SF’s politik, ikke indflydelse fordi SF har opgivet sin politik.

Den 2. september behandlede SF’s forretningsudvalg (FU) eksklusion af 13 medlemmer af SF med den begrundelse, at de havde tilknytning til avisen Socialistisk Standpunkt. De ekskluderede fik blot fire dages varsel til at møde op og forsvare sig. Efterfølgende har alle 13 modtaget et brev, hvori der står, at FU har besluttet at ekskludere dem.

Regeringssamarbejde Samme dag som brevene om eksklusion blev sendt af sted fra FU til støtterne af Socialistisk Standpunkt, blev der på Christiansborg holdt et storstilet pressemøde med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, hvor det for første gang blev officielt, at Socialdemokraterne vil have SF med i en kommende regering.

Det er partiets ledelses strategi om regeringsdeltagelse for enhver pris, og deraf følgende højredrejning, der er årsagen til eksklusionen af SF’ere med sympati for Socialistisk Standpunkt.

Marxistisk avis eksklusionsgrund?

Socialistisk Standpunkt har konsekvent talt for enhed mellem arbejderpartierne, og vi har støttet det øgede samarbejde mellem S og SF i den seneste periode. Vi har støttet ethvert progressivt forslag som for eksempel millionærskatten og forslaget om øget skat på virksomhederne.

Det er helt korrekt, at vi i avisen og på hjemmesiden har udgivet en række artikler, der kritiserer dele af SF’s politiske linje. Et parti uden retten til intern kritik er et parti, der før eller senere vil dø. Kritik, fremsat med det formål at styrke partiet, som Socialistisk Standpunkt altid har gjort det, kan kun være en styrke for SF.

Det ubesvarede spørgsmål er, hvad det er, der er galt med at være tilknyttet denne avis som medlem af SF. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis i SF og resten af arbejderbevægelsen. Vi har altid forsvaret opbyggelsen af arbejderpartierne og fra sidste sommer peget specifikt på SF som det parti, alle aktive klassekæmpere må stemme på og ikke mindst gå ind i og opbygge. Socialistisk standpunkt er en avis, der forsvarer de marxistiske idéer i arbejderbevægelsen, fordi vi mener, det er de eneste idéer, der kan sikre, at vi når vores mål om et socialistisk samfund. Det burde ikke være noget problem, da SF’s program slår fast, at ”SF’s udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse”.

Manglende begrundelse Vi kan ikke finde en eneste grund i hverken vedtægter, program eller andet, der kan begrunde eksklusionen af folk, der støtter vores avis. SF’s forretningsudvalg bør komme med en klar og skriftlig begrundelse, så det bliver klart for SF’s medlemmer, hvilke idéer eller hvilken opførsel det er, der er uforeneligt med medlemskab af SF. Socialistisk Standpunkt har støttet SF og været loyale overfor partiet, men har samtidig forsvaret venstreorienterede idéer og en klar klasselinje i partiet og vi kan ikke se eksklusionerne som andet end ledel-

Kritik af højrekurs Men vi har samtidig kritiseret, at enheden ind til nu har været baseret på, at SF’s ledelse har fulgt den socialdemokratiske ledelse til højre, som ved indgåelsen af forsvarsforliget – og dermed accept af Afghanistankrigen – og som da de stemte ja til den borgerlige regerings finanslov, som var fyldt med nedskæringer. Enhed må være baseret på et principielt grundlag. FU’s plan var klar op til landsmødet. De ønskede at afskaffe principprogrammets snak om socialisme og erstatte det med mere eller mindre abstrakte krav i reformprogrammet. Heldigvis blev principprogrammet fastholdt, men som flere påpegede på landsmødet, så er sammenkædningen af principprogrammets perspektiv om socialisme og reformprogrammets konkrete krav fraværende, og det blev tydeligt, at for i hvert fald FU, er socialisme noget, der ligger langt ude i fremtiden. SF’s FU forsvarer gang på gang denne strategi med, at SF skal være et indflydelsesparti og ikke føre de ”rene hænders politik” og ”stå på sidelinjen”. Det er klart, at SF skal ar-

12 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

Ret til kritik – en del af SF’s tradition

En del af grundlaget for dannelsen af SF var netop et opgør med det interne partidemokrati, eller manglen på samme i DKP og hele traditionen fra den degenererede kommunistiske (stalinistiske) internationale. SF er kendt for et levende internt partidemokrati og det er sådan, partiet er styrket.

For et levende parti Et af de kritikpunkter vi har rejst her i avisen, har netop været udviklingen i retning af mere topstyring og centralisering. Et tydeligt eksempel var ledelsens forslag til ny struktur, som blev vedtaget på landsmødet. Afskaffelsen af hovedbestyrelsen, regionsrepræsentanter og forretningsudvalg til fordel for en landsledelse og et kontaktudvalg, er en kraftig indskrænkning af partiet, og eksklusionen af SF’ere med tilknytning til Socialistisk Standpunkt er en del af denne tendens til centralisering og et forsøg på at styre det interne liv i partiet.

Højrekurs forbereder kritik og uenigheder Men ledelsen vil få sig en overra-


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk skelse. Nu går partiet fremad og mange medlemmer klør sig i håret og tænker, at ledelsen jo nok har ret i ændringerne; hvis SF vil have indflydelse, så kan det godt være, det er nødvendigt at afskaffe hovedbestyrelsen. Måske er det nødvendigt at imitere de borgerliges retorik om ”lov og orden” og ”skrid ad helvede til” overfor kriminelle og indvandrere. Måske er det nødvendigt, at landsmødesalen ligner Dansk Folkepartis med Dannebrog vejende fra scenen i stedet for de røde faner. Sådan tænker mange medlemmer nu. De er skeptiske, men tænker, at det gælder om at få væltet den borgerlige regering. Men én ting turde ledelsen ikke foreslå på landsmødet og det var ændringen af programmet. Det er her, sagens kerne er. Medlemmerne har meldt sig ind, fordi de ønsker at kæmpe for SF’s holdninger, de ønsker at diskutere politik og de ønsker ikke at opgive alt, hvad partiet står for. Der vil uden tvivl komme kritik og intern diskussion, når det bliver tydeligt, at Dannebrog frem for røde faner, og den højredrejning disse symboler udtrykker, ikke fører til fremgang på længere sigt.

For et sving til venstre Den borgerlige regering er de seneste år blevet fuldstændig miskrediteret, og vi har set enorme bevægelser rettet imod regeringens politik. Det er disse bevægelser, der har givet fremgang til SF. Den økonomiske krise har undermineret troen på det kapitalistiske system blandt arbejdere og unge. I en sådan situation burde oppositionen kunne tordne frem og vælte de borgerlige af pinden. For alle de, der har været aktive i de seneste års mobiliseringer, er fokus klart; vi skal af med den borgerlige regering og have en regering med S og SF. Men trods den gunstige situation skifter flertallet i meningsmålingerne med jævne mellemrum. SF’s fremgang er ikke sket på grund ledelsens højresving, men på trods af det – fordi SF ses som alternativet til venstre for Socialdemokraterne. Ledelsens højresving risikerer at sætte fremgan-

gen over styr, allerede inden den borgerlige regering er blevet væltet. Der er brug for et klart alternativ til den borgerlige regering og den socialdemokratiske ledelses højresving, det er den eneste måde, at SF kan stå så stærkt, som muligt ved næste valg - og den eneste måde vi kan sikre en ny regering med en ny politik.

SF’s regeringsdeltagelse Forhåbentlig lykkes det at vælte den borgerlige regering ved næste valg; men hvad skal regeringsprogrammet bestå af? SF’s ledelse afviste på landsmødet flere ændringsforslag til reformprogrammet om, for eksempel gratis tandlæge, med, at det ville blive for dyrt. I det fælles skatteudspil ”fair forandring” med socialdemokraterne

er der mange rigtig gode elementer som forslaget om millionærskat og øget selskabsskat. Men samtidig står der, at øget selskabsskat først vil blive gennemført, når krisen er ovre. Der er imidlertid brug for et program for at øge velfærden nu, og for at komme ud af krisen nu. SF må gå til valg på et regeringsprogram imod alle nedskæringer, men en forbedring af velfærden, for arbejde til alle og imod enhver forhøjelse af skatten på arbejderklassen, ungdommen og de ældre, hvad enten det er gennem skat på arbejde eller gennem afgifter. Det kræver en plan for at komme ud af krisen, der er grundlæggende forskellig fra den borgerlige regering og kapitalisternes.

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 13


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Eksklusioner bag om ryggen Forløbet omkring eksklusionerne af de 13 SF-medlemmer har været udemokratisk. Eksklusionerne begrundes i en enkelt linje ”Kære xxx. SF’s forretningsudvalg overvejer at udelukke dig som medlem af SF. Grunden er, at din nære tilknytning til Socialistisk Standpunkt ikke findes forenelig med medlemskab af SF.” Da medlemmerne på mødet bad om en nærmere forklaring på, hvorfor man ikke må have tilknytning til Socialistisk Standpunkt, fik de at vide, at sagen allerede havde været behandlet i Hovedbestyrelsen (HB) i juni. På dette møde havde HB ifølge den udsendte dagsorden i løbet af maksimalt 15 minutter (referatet er i skrivende

Lad overklassen betale for krisen Men skal reformerne gennemføres, er der ingen vej uden om. Der må sættes gang i produktionen, de lukkede og lukningstruede virksomheder må overtages af staten og producere for samfundets bedste. Virksomhedsskatten må sættes i vejret allerede nu. Nordsøolien og bankerne må nationaliseres. Marxister sidder ikke, som kritikere prøver at påstå, på sidelinjen med korslagte arme og rene hænder indtil socialismens komme i modsætning til ”praktiske” reformister. Vi siger, at mens vi må kæmpe for selv den mindste reform, der kommer arbejdere, unge og gamle til gode, må vi kæde de konkrete krav sammen med vores generelle program om socialisme, fordi det er den eneste måde til at sikre og udbygge disse krav. Man må vælge side i klassekampen, for det er umuligt at være ansvarlig og fair overfor både kapitalister og arbejdere. Det er SF’s ansvar at forsvare arbejdernes interesse imod kapitalisternes angreb på løn, arbejdspladser, rettigheder, velfærd og generelle leveforhold.

stund ikke kommet ud) fastslået, at Socialistisk Standpunkt er en partilignende organisation. Hvad denne beslutning bygger på, ville FU ikke oplyse, ud over, at det var foregået for lukkede døre. Ifølge SF’s vedtægter har man som indstillet til eksklusion ret til at være til de møder, der behandler ens udelukkelse, og forsvare sig. Der står endvidere, at det er SF’s HB, der kan udelukke folk, ikke FU. Det må siges at være temmelig udemokratisk, at 13 medlemmer af SF er ekskluderet på baggrund af en beslutning, der er taget på et møde, uden at de berørte medlemmer er blevet informeret om dette møde, og efterfølgende en halv times FU møde.

Eksklusionerne er foregået fuldstændig bag om ryggen på medlemmerne. Ethvert medlem må spørge sig selv, hvor mange lignende ting der foregår? Generelt er der behov for langt større åbenhed i partiet. Hvor meget informeres medlemmerne om de beslutninger, der tages i FU og HB? Hvad med de politisk helt afgørende ting, som for eksempel aftalerne mellem SF og socialdemokraterne? Bliver medlemmerne tilstrækkeligt informeret om disse aftaler? Bliver de tilstrækkeligt åbent lagt frem for medlemmerne, så vi kan diskutere dem? I et demokratisk parti må medlemmerne informeres om og involveres i de vigtige beslutninger. □

Afvis de Radikale

Erfaringen fra Norge

Et klart alternativ til den borgerlige regering kræver først et brud med det Radikale Venstre. I diskussionen om skattepolitikken viste det Det Radikale Venstre sig endnu engang som det borgerlige parti, det er. På overfladen ser de Radikale ud til på nogle punkter at være ”venstreorienteret”, når det kommer til indvandrere, miljø og andre sekundære punkter. Men det afgørende punkt er den økonomiske politik, og her har det Radikale altid forsvaret kapitalisternes interesser.

Vi har set utallige eksempler på, at arbejderpartierne er kommet til magten båret frem af håbet om forandring. Et eksempel er Norge, hvor SF’s søsterparti SV i 2005 kom i regering på baggrund af en venstredrejning og mobilisering fra neden. Men vi har også set, at den nye regering i Norge har stoppet de mere radikale tiltag, hvor de kom i strid med magtfulde økonomiske interesser, og det var endda under et økonomisk opsving. Regeringen har også forringet vilkårene for de norske pensionister.

Socialdemokratiets ledelse har brugt de Radikale som undskyldning for nedskæringer i tidligere regeringer. SF må gøre det klart, at de Radikale ikke hører til i en ny regering. Vi har brug for en venstreorienteret regering, ikke en ”centrum-venstre” regering, hvor et borgerligt parti vil få afgørende indflydelse. SF kan med et klart venstreorienteret program for velfærd og arbejde til alle vinde sympati hos de socialdemokratiske medlemmer og vælgere og derigennem presse den socialdemokratiske ledelse i forbindelse med indgåelsen af regeringsgrundlaget. SF må fastholde retten til at fastholde egne politiske standpunkter på trods af regeringsdeltagelse.

14 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

En arbejderregering vil komme under enormt pres, så snart den kommer til magten. Den økonomiske krise har udhulet statens finanser, og ethvert forsøg på at få arbejdsgiverne til at betale for krisen, vil blive mødt med hård modstand. En arbejderregering med SF må være parat til at bryde med dette pres og gennemføre en socialistisk politik til gavn for arbejderne. Hvis ikke det lykkes, vil den enorme fremgang den seneste periode blive sat fuldstændig over styr og partiets fremtid komme i fare. SF’s eneste styrke imod presset fra kapitalisterne er arbejderklassen og ungdommens mobiliseringer. Det er disse, der har båret partiet fremad indtil nu, og det er den, der kan


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk vælte regeringen og sikre en stærk regering med SF. SF må fremlægge en plan for at mobilisere på arbejdspladser, skoler og så videre imod den borgerlige regering. Kommunalvalget er et oplagt sted at starte denne mobilisering.

For en skærpelse af ideologien På det nyligt overståede sommertræf sagde mange nye medlemmer, at de har meldt sig ind i SF, fordi de ønsker at være aktive, at være med til at ændre noget. Aktiviteterne, de blev tilbudt, var plakatopsætning og uddeling af flyers, hvilket er gode aktiviteter, men flere påpegede, at det ikke er nok. De ønsker også at være med til at diskutere partiets politik og strategi. Og det er absolut nødvendigt! Klassekampen er en kamp på flere fronter. Det er både den økonomiske kamp for løn og arbejdsforhold, den politiske kamp for byrådspladser, folketingsmedlemmer og så videre. Men det er også den helt afgørende kamp for idéer. De borgerlige har siden Berlinmurens fald kørt en hård ideologisk offensiv. Selv en række af lederne i arbejderbevægelsen er blevet overbevist af denne offensiv og har godtaget en lang række af

de borgerliges præmisser. En afklaring af ideologisk spørgsmål er afgørende for en afklaring af alle de spørgsmål, der rejser sig i den konkrete kamp. Det er en kamp, der er blevet forsømt, hvis ikke nærmest opgivet, i SF de sidste år.

Marxismen er i programmet – den må bruges I øjeblikket er økonomien et helt afgørende spørgsmål. I det seneste nummer af medlemsbladet F! er temaet finanskrise. Det er meget relevant. Desværre er der en række problemer og mangler i de artikler, der er i bladet. Her overlades ordet til en økonom fra Copenhagen Buisness School, to selvstændige og en fremtidsforsker, der kalder de danskere, der ikke forbruger så meget som tidligere, for ”landsforrædere” og siger, at det er os, der er medansvarlige for krisen! Intet sted kommer partiets ledelse med en forklaring på, hvorfor krisen er opstået. Intet sted kommer partiets ledelse med en plan for at komme ud af krisen. Intet sted forklares der, om de alvorlige konsekvenser krisen har for de titusinder af mennesker, der mister deres arbejde, må gå fra hus og hjem og kommer til at opleve nedskæringer. Marxismen kan forklare, hvordan kriser er en indbygget del af det kapitalistiske samfund, og at den nuværende krise ikke er en finanskrise, men en krise i kapitalismen som system, og at det derfor er nødvendigt at kæmpe for at afskaffe kapitalismen og erstatte det med et socialistisk samfund. Dette og lignende spørgsmål må diskuteres blandt alle SF’s medlemmer.

Opbyg venstrefløjen

/butik for 5 kr.

Køb pjcen på marxist.dk

Eksklusionerne er et symptom på den indre politiske differentiering, der nu foregår i SF. Partiets opbakning er vokset enormt på baggrund af opsvinget i klassekam-

pen og ledelsen har på denne baggrund ført partiet langt til højre. Allerede nu begynder flere og flere medlemmer at overveje, om partiet er på rette kurs. Før eller siden, nok først efter et massivt valgnederlag eller regeringsdeltagelse, vil partiet komme i krise. Radikaliseringen i samfundet vil krystallisere sig i en venstrefløj indeni arbejderpartierne når først arbejderklassen for alvor begynder at bevæge sig ind på historiens scene. En del af denne proces vil foregå i og omkring SF. Det er nødvendigt nu at bygge en venstrefløj, der er så stærk som mulig. De kræfter, der har trukket partiet til højre, er velorganiserede og velforberedte. En venstrefløj må være velorganiseret og må bygges på et klart program. Processen bliver kompliceret og ujævn. Alle mulige strømninger vil opstå. Gavner eksklusionerne partiet? Er formålet andet end at smide bestemte idéer ud? Hvis man ikke må støtte Socialistisk Standpunkt i dag, hvem må man så ikke støtte i morgen? Det burde ikke være en synd, at man argumenterer for, at partiet må holde fast i sit politiske grundlag, og se til programmet for løsninger på den nuværende krise. Det er ikke et ekstremt synspunkt at argumentere for at ledelsen skal kæmpe for et gennemføre partiets program om et socialistisk samfund – det er et helt logisk synspunkt. Selv om FU nu har ekskluderet 13 for deres tilknytning til Socialistisk Standpunkt, fastholder denne avis støtten til SF. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at SF bliver styrket så meget som muligt i kommunalvalget, og for at vi snarest muligt får en regering med SF. Vi synes, at ledelsen bør gøre det samme, frem for at smide 13 socialister ud af partiet for deres støtte til en marxistisk avis. Vi ved, at mange SF’ere er enige, måske ikke i alt, men i hvert fald en del af ovenstående. Det afgørende er, at der må startes en diskussion og program og regeringsgrundlag inden SF kommer i regering blandt alle partiets medlemmer. □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 15


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Arbejderregering i Norge:

Arbejderbevægelsen ved en korsvej Arbejderregering

Af Frederik Ohsten Blandt aktive i SF og andre dele af den danske arbejderbevægelse bliver erfaringen med arbejderregeringen i Norge ofte fremhævet som et eksempel på, at det kan lade sig gøre at bryde med den borgerlige politik. Uanset hvad man mener om den norske regering er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at se på, hvilke styrker og svagheder, som den norske regering har udvist. For aktive i SF, SFU og andre steder i arbejderbevægelsen står det øverst på dagsordenen at skabe et slagkraftigt, venstreorienteret alternativ til den borgerlige regering og deres overklasse-politik. Alternativet må være en regering med arbejderpartierne, og den må bruges til at gennemføre en politik, der gavner det store flertal – arbejderklassen, ungdommen og pensionisterne. Erfaringerne fra Norge er værdifulde, fordi de viser, hvilke metoder, der virker, og hvilke der slår fejl.

Norges regering Den norske regering er en koalition mellem de to arbejderpartier Arbejderpartiet (AP) og Sosialistisk Venstreparti (SV). Disse to partier kan sammenlignes med det danske Socialdemokrati og SF. Desuden indgår det lille borgerlige Senterpartiet også i regeringen.

”Selv om centrumvenstreregeringen fortsat vedtager enkelte progressive skridt som at slette ulandenes gæld og anerkende den nye palæstinensiske regering, ser det ud som om, at grænsen for dens radikale tiltag går der, hvor den ville blive nødt til at konfrontere stærke økonomiske interesser i samfundet.”, Asbjørn Wahl (norsk faglig leder) vis har haft enorme indtægter på olie, er det meste af væksten sket i den private sektor mens den offentlige sektor er sakket bagud. I 1992 var den offentlige sektors andel af den samlede økonomi på 52 procent. Blot seks år senere var dette tal faldet til 43 procent. Dette skete oven i købet i en periode, hvor AP havde regeringsmagten under statsministrene Gro Harlem Brundtland og Thorbjørn Jagland.

Arbejderpartiet havde magten fra 2000 til 2001, men mistede stor støtte på grund af, at regeringen gennemførte store privatiseringer (blandt andet delvise privatiseringer af Statoil og Telenor) og systematisk nægtede at bruge statens overskud fra olie på mere velfærd. I stedet kom en konservativt ledet regering, som angreb velfærden endnu hårdere. Men erfaringen fra 2000-2001, hvor arbejderbevægelsen mistede regeringsmagten på grund af ledelsens højrekurs, førte til diskussioner og øget pres for et sving til venstre – især i fagbevægelsen.

Valgkampen i Trondheim I 2001 blev Arbejderpartiet straffet hårdt for sine privatiseringsprogrammer og markedsreformer i blandt andet sundhedssektoren. Partiet mistede en tredjedel af sine stemmer og fik kun 24 procent. Det var det værste resultat siden 1920’erne. Mange aktive så korrekt, at den højredrejede kurs bar skylden for nederlaget. Det fik især et udtryk i kommunalvalget i Norges tredjestørste by Trondheim i 2003. En koalition af fagforeninger i Trondheim samlede sig med det formål at

Ved valget i 2005 lykkedes det at slippe af med den borgerlige Bondevik-regering, som havde siddet siden 2001. Dette var en stor sejr, og det lovede også godt, at SF’s søsterparti SV indgik i den nye regering. Sejren skyldtes ikke mindst, at Norges LO gennem en omfattende kampagne havde presset især Arbejderpartiet til at føre en mere venstreorienteret kurs på baggrund af 54 konkrete krav fra LO om forbedringer af velfærden.

Baggrunden På trods af, at den norske stat i åre-

Arbejderpartiernes højredrejningen efter valget i 2005 kan føre til, at de borgerlige vinder regeringsmagten tilbage. Billedet viser aktivister fra Socialistisk Ungdoms, Socialitisk Venstres ungdomsorganisation.

16 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk dreje arbejderpartierne til venstre. De udviklede i fællesskab et politisk program med 19 konkrete krav om forbedringer. Disse krav blev sendt til alle partierne med følgende besked: vi vil støtte de partier, der støtter vores krav. Kravene omfattede blandt andet stop for alle privatiseringer og en tilbagerulning af allerede gennemførte privatiseringer. Disse krav vandt genklang blandt partiernes medlemmer, og det førte til en klar venstredrejning i AP. Det konservative Høyre, som havde haft magten i Trondheim, tabte valget stort. I stedet fik de tre arbejderpartier AP, SV og Rød Valgalliance (et mindre venstrefløjsparti, der ikke har pladser i parlamentet) flertal. Det var en klar sejr, der viser, at det er muligt at besejre de borgerlige gennem et venstresving i arbejderbevægelsen.

Sejr over de borgerlige Eksemplet fra Trondheim vakte genklang i hele den norske arbejderbevægelse. I 2005 blev det delvist gentaget på landsplan. LO rejste 54 krav og førte valgkamp for en ny politisk kurs og en regering med arbejderpartierne og Senterpartiet. De gik til valg på et program om at standse privatiseringer og udbygge velfærden. Det blev set som en klar venstredrejning, og det skabte en stor entusiasme omkring AP og SV. Igen blev resultatet en syngende lussing til de borgerlige. Det norske borgerskabs traditionelle parti, Høyre, mistede en tredjedel af sine stemmer og gik fra 21 procent til 14 procent. AP genvandt til gengæld en del af de stemmer, partiet tidligere have mistet under højrekursen.

enterede faglige leder Asbjørn Wahl siger ”Selv om centrum-venstreregeringen fortsat vedtager enkelte progressive skridt som at slette ulandenes gæld og anerkende den nye palæstinensiske regering, ser det ud som om, at grænsen for dens radikale tiltag går der, hvor den ville blive nødt til at konfrontere stærke økonomiske interesser i samfundet.”

En skillevej Arbejderpartierne i Norge gik klart frem ved valget i 2005, men kort efter valget begyndte lederne at dreje mod højre igen. Lederne af SV har til og med opfordret til social ro, så de kan ”gennemføre politikken”. Men grunden til, at de kom til magten, var lige præcis mobilisering fra neden – mobilisering uden for parlamentet. Mobilisering på arbejdspladserne, demonstrationer og lignende, burde være en styrke for en arbejderregering, fordi det giver bedre mulighed for at presse borgerskabet tilbage. Men lederne af AP og SV har i praksis standset alle vigtige reformer, når det ville komme i konflikt med de norske kapitalister og den private ejendomsret til banker, olieselskaber og store virksomheder.

Desuden har de gennemført en ”pensionsreform”, som dækker over nedskæringer og mere social skævhed i pensionssystemet. De grundlæggende sociale modsætninger i det norske samfund er stadig ikke løst. Økonomien er ramt af krisen, og arbejdsløsheden er stigende. Disse forhold må der gøres noget ved. Hvis ikke arbejderbevægelsen i Norge mobiliserer for at løse disse problemer gennem et livtag med arbejdsgiverne og bankerne, så er der stor risiko for, at de borgerlige kan vende tilbage. Højrekursen har bragt regeringen i fare. Denne lære må også tages op i Danmark, og aktive i SF og resten af arbejderbevægelsen må presse på for en socialistisk kurs for at feje de borgerlige af banen én gang for alle. □

Resultaterne Den nye regering med AP, SV og det borgerlige Senterpartiet tog straks fat på at rette op på nogle af de borgerliges værste ulykker. Alle privatiseringer indenfor jernbaner, sundhed og uddannelse blev omgående stoppet. De borgerliges ødelæggelse af arbejdsmiljøloven blev omgjort og de norske tropper blev trukket hjem fra Irak. Men siden disse tiltag, har det været småt med reformerne og fremskridtene. Den kendte norske venstreori-

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 17


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kup og klassekamp i Honduras HONDURAS

Af Jorge Martin Modstandsbevægelsen i Honduras fortsætter med at mobilisere titusindvis af arbejdere, unge og bønder. Det er en bevægelse, som kupmagernes undertrykkelse endnu ikke har formået at smadre, siden de tog magten ved et militærkup den 28. juni. Diplomatiske manøvrer for at finde en ”forhandlingsløsning” har indtil videre reddet kuppet fra at blive væltet af en folkelig opstand.

Obama – stadig imperialist Da Obama overtog det Hvide Hus, ønskede han at ændre USA’s udenrigspolitik. Bush’ politik med krigerisk chikane over for den revolutionære bevægelse på kontinentet, herunder støtte til og organisering af kupforsøg i Bolivia og Venezuela, har ikke givet gode resultater for den amerikanske imperialisme i Latinamerika – tværtimod er USA blevet isoleret. USA’s hensigter er stadig de samme. Imperialisterne ønsker at dominere kontinentet som kilde til råmaterialer, som marked og strategisk interesseområde. Men Obama ønsker at nå de samme mål med andre metoder.

primær valgkamp mod Obama, var Lanny Davis. Han er nu repræsentant for ”The Latin American Business Council”. En sammenslutning af virksomheder, der stod bag kuppet i Honduras. Selv hvis Obama ønsker en politik med roligt diplomati over for Latinamerika, er det ikke sikkert, at han har kontrol over USA’s statsapparat, som har tætte bånd til Honduras’ overklasse og kupmagerne.

Repression Selv om det er vigtigt at se på de splittelser, der er i den amerikanske herskende klasse og delingerne i statsapparatet, så repræsenterer de alle imperialismens interesser, selv om de bruger forskellige metoder. I sidste ende er Obama, som repræsentant for imperialismens politik i Honduras, også ansvarlig for repressionen og kuppet.

Forhandlinger I løbet af juli var der forhandlinger mellem kup-regimet under Micheletti og Zelayas legitime regering. Disse forhandlinger, der foregik i San José i Costa Rica, mundede ud i en aftale, som blandt andet omfatter følgende: •

Zelaya kan vende tilbage, men kun på grundlag af en ”national samlingsregering”, der vil binde ham på hænder og fødder og forhindre sociale reformer.

Amnesti til kupmagerne.

Grundloven må ikke ændres, som det ellers var planen med folkeafstemningen.

Der udskrives nyvalg, som skal kontrolleres af kupmagerne.

USA’s rolle Honduras har altid været underlagt USA og ingen militærkup finder sted uden, at Washington godkender det. Den lokale overklasse frygtede, at de ville lide stort nederlag i en folkeafstemning om en demokratisering af grundloven. Derfor besluttede de at sætte militæret ind og arrestere den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya. USA har en militærbase i Honduras, hvor de har kommandosoldater udstationeret. Det er en strategisk base i regionen. Desuden hober beviserne sig op for, at i hvert fald dele af den amerikanske regering og CIA var indblandet i kuppet. Nogle af kupmagernes tætte rådgivere har tætte bånd til Clinton-familien. En af Hillary Clintons nøglerådgivere i hendes

Desværre accepterede Zelaya disse betingelser, hvilket svarer til fuldstændig kapitulation. Kupmagerne nægtede imidlertid at underskrive aftalen.

Modstandsbevægelsen Formålet med forhandlingerne var (ud over at binde Zelaya på hænder

18 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

og fødder) at lede opmærksomheden bort fra den nationale modstand mod kuppet, bort fra massemobiliseringer. Men lederne af modstanden gik ikke i denne fælde: ”De sociale bevægelser har ikke mange forventninger til de forhandlinger, der finder sted i Costa Rica; det, de prøver på, er at vinde tid til denne de facto regering, så de kan konsolidere deres magt og bryde modstanden,” sagde Juan Barahona, leder af Folkets Blok. Forhandlingerne i San José slog fejl på grund af, at kupmagerne nægtede at acceptere den første betingelse, altså genindsættelse af Zelaya. De forstod korrekt, at Zelayas tilbagevenden, selv om han er bastet og bundet, i en kontekst med massemobiliseringer som fortsætter, vil blive set som en sejr for massebevægelsen. Zelaya kunne blive et omdrejningspunkt for yderligere massekamp uanset, hvad der står i aftalen,og uanset, hvad han selv ønsker.

Bevægelsen fortsætter Kupmagerne føler sig trygge med de støttepunkter, de har i Washington - både blandt republikanerne og i Obamas regering. De er klar over, at Washington måske vil udøve et vist diplomatisk pres, men ikke vil gå hele vejen. De forsøger at vinde tid, formentlig med en idé om, at et valg i november eller oktober vil give regimet en ”demokratisk legitimitet” Mobiliseringerne imod kuppet er blevet organiseret gennem den ”Nationale Front for Modstand imod Kuppet”. Denne front samler alle de fagforeninger, bondeorganisationer, ungdomsorganisationer og politiske organisationer i landet, som går imod kuppet. Selv USA’s ambassadør har været nødt til at mødes med frontens ledelse. Det viser, at enhver ”løsning”, som imperialisterne vil indføre, afhænger af, om fronten godkender det. I august var der massive demonstrationer imod kup-regeringen. Den generalstrejke, der havde været i kraft


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Demonstration mod kuppet i lufthavnen i Toncontin.

hver tirsdag og fredag i juli, blev udvidet til at omfatte hele uge 33. Denne optrapning af kampen har fundet sted på trods af, at den statslige undertrykkelse et taget til i styrke. Mange aktive er blevet fundet døde, efter de er blevet anholdt af politiet. Nogle er blevet skudt af hæren eller blevet ofre for bombe-attentater.

Hvilken vej frem for bevægelsen? Modstandsbevægelsen har nået et vendepunkt. På den ene side er overklassen ikke i stand til at knuse modstanden, hverken med kneb eller undertrykkelse. På den anden side har Fronten vist sig at være i stand til at mobilisere i stort tal, og befolkningen i Honduras har støttet op om mobiliseringerne og stået imod brutale overgreb. Imidlertid har Fronten endnu ikke været i stand til at vælte kuppet. Det er nødvendigt at sætte handling bag ordene i form af en komplet generalstrejke, der kan stille spørgsmålet: hvem styrer landet? Over for den brutale statslige undertrykkelse er det nødvendigt, at modstandsbevægelsen organiserer sig

til selvforsvar. Selvforsvars-enheder må være underlagt streng demokratisk kontrol under de forskellige organisationer. Sådanne enheder kan beskytte demonstrationer imod provokatører og om nødvendigt forsvare demonstrationerne imod politiet og hæren. Hvis sådanne skridt ikke bliver taget, er der fare for, at dele af aktivisterne i frustration vil organisere små væbnede grupper løsrevet fra massebevægelsen, hvilket vil have en skadelig virkning.

Ned med kuppet! Kup-regimet vil ikke blive væltet med mindre statens undertrykkelsesapparat bliver ødelagt. I kuppets første dage var der mange menige soldater, der sympatiserede med befolkningen. Det er nødvendigt for Fronten at organisere en koordineret kampagne rettet imod de menige i hæren for at nedbryde moralen. Der bør laves løbesedler specielt rettet til soldater. Soldaterne bør kontaktes gennem familie og naboer. Kombinationen af en generalstrejke, international solidaritet med faglige blokader mod handel med Honduras, samt en appel til hærens menige, er den eneste strategi, der kan give sejr

over kuppet. Frem for alt kan modstandsbevægelsen kun stole på sine egne kræfter. Det diplomatiske pres på Micheletti vil kun vokse, jo stærkere massebevægelsen er, fordi den største frygt hos de borgerlige regeringer i USA, Latinamerika og EU er, at kuppet bliver væltet gennem en folkelig opstand. Fronten har allerede gjort det klart, at det ikke kun handler om at få Zelaya tilbage. Det handler også om at få en grundlovsgivende forsamling for grundlæggende at ændre de politiske institutioner i landet. Sammen med et krav om retsforfølgelse af kupmagerne er det et helt korrekt krav. Men en grundlovsgivende forsamling kan ikke løse noget i sig selv, hvilket erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador viser. Arbejderne og bønderne må tage magten gennem komiteer med valgte repræsentanter, der kan trækkes tilbage. Det vil sætte en stopper for farcen med det borgerlige ”demokrati” og erstatte det med ægte demokrati – socialistisk arbejderdemokrati. □

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 19


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Che: Revolutionshelten der aldrig vil dø CHE GUEVARA

Af Karen Larsen Efter sin død blev Che Guevara et ikon for socialistisk revolution og en nøglefigur i moderne popkultur verden over. I de senere år har der været en bølge af både litteratur og film om Ches liv, person og bedrifter. Mange af disse forsøger at fremstille Che Guevara som en ufarlig revolutionsromantiker, en anarkist eller en pacifist. Intet af dette er korrekt, men forsøgene på at forvandle ham til et harmløst ikon, er et yndet trick blandt borgerlige kræfter. På samme måde blev Lenin af det stalinistiske bureaukrati, efter sin død, brugt til at legitimere deres forrykte politik. Ved at påberåbe sig disse hjemmelavede ikoner i tide og utide forplumres og bortgemmes den politik, som de stod for.

Barndom og uddannelse Født i Argentina den 14. juni 1928 voksede Ernesto Guevara de la Serna, som var hans rigtige navn, op i en tryk middelklassefamilie uden at lide under den sult og fattigdom som, dengang som nu, prægede hele Latinamerika. Med en naturlig interesse for mennesker og deres velbefindende, læste han medicin, med speciale indenfor spedalskhed. På dette tidspunkt var han som alle andre unge mænd fra middelklassen og drømte om en god uddannelse og et godt job, hvor han kunne forske og opnå anerkendelse indenfor sit fag og samtidig hjælpe mennesker i nød. Che Guevaras eventyrlyst fik ham til at tage på en rejse gennem Sydamerika på motorcykel. Rejsen til fjerntliggende egne åbnede langsomt Che Guevaras øjne for de enorme modsætninger, som kontinentet bød på. Den enorme fattigdom overfor en overflod af naturlige ressourcer og

rigdom. Langsomt udviklede der sig i Che Guevara en revolutionær bevidsthed. Han begyndte at læse vidt og bredt – en vane som han beholdt livet igennem – og han begyndte at studere marxisme.

Første revolutionære erfaringer Allerede før Che Guevara ankom til Guatemala, hvor han ville lære om de jordreformer, der skulle styrte det gamle godsejersystem, som præsident Jacobo Arbenz Guzmán var i gang med at gennemføre, var han en dedikeret revolutionær. Men CIA og United Fruit Company ville det anderledes og gennemførte et kup med støtte fra det amerikanske luftvåben. Che Guevara sluttede sig omgående til den bevæbnede milits som Kommunistisk Ungdom ledte. Han var dog meget frustreret over militsens manglende handling. Da kuppet havde sejret, måtte Che Guevara søge tilflugt i det Argentinske konsulat for at undgå arrestation. Herfra besluttede han at flygte til Mexico, hvor han i 1956 sluttede sig til ”26. julibevægelsen”. Denne revolutionære bevægelse, anført af Fidel Castro, var i gang med at planlægge omstyrtelsen af General Fulgencio Batistas diktatur på Cuba. At det netop blev 26. juli-bevægelsen, Che Guevara sluttede sig til, var mere eller mindre en tilfældighed. Men han havde set reformismens uduelighed i Guatemala og var overbevist om, at kun en væbnet kamp, kunne føre til socialisme. Da Fidel Castro manglede pålidelige folk, slog han til. På trods af sit dårlige helbred, deltog han i militær træning og beviste sit værd som kriger, side om side med de øvrige medlemmer af bevægelsen.

I Cuba Da alt var klart, sejlede skibet Gran-

20 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50

ma den 25. november 1956 fra land. Om bord var Che Guevara og omkring 40 andre medlemmer af 26. juli-bevægelsen. De var nødt til at gå i land et andet sted end planlagt, de blev fanget i sumpene og angrebet af regeringstropper. Kun omkring halvdelen af gruppens medlemmer overlevede disse første strabadser. Nyheden om bevægelsens ankomst til Cuba og deres hårde prøvelser spredte sig til masserne og ungdommen, som i vid udstrækning fattede sympati for aktionen og hurtigt fyldtes de tomme pladser i gruppen og guerillaerne spredte sig ud over hele det østlige Cuba. Den egentlige styrke i opstanden lå i det gamle regimes svaghed. Det var råddent fra inderst til yderst af korruption og forfald. På trods af massiv økonomisk og militær støtte fra den amerikanske imperialisme, kunne Batista ikke forhindre revolutionens fremmarch. Regimets soldater var demoraliserede og ikke villige til at sætte deres liv på spil for at redde det gamle regime. Svækket og ødelagt af hårde angreb i Sierra Meastra-bjergene mødte guerillaerne ikke megen modstand fra hæren, da de satte de sidste angreb ind.

Revolutionens sejr Ordrerne om den offensiv blev givet til oprørshæren den 1. januar 1959. Men diktaturet havde allerede på dette tidspunkt modtaget dødsstødet, leveret af arbejderne i Havana gennem en generalstrejke. Batista flygtede til Den Domonikanske Republik nytårsdag, samme dag som de sidste angreb blev sat ind. Sejren for den cubanske revolution blev hyldet af marxister verden over. Den var et hårdt slag mod imperialismen, kapitalismen og godsejere i hele verden og den gav håb for alverdens undertrykte masser.


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

”Hasta la victoria siempre” Revolutionen i Cuba fandt sted på en måde som var meget forskellige fra den russiske revolution i oktober 1917, hvor arbejderne tog magten gennem sovjetter. I Cuba spillede arbejderne ikke nogen ledende rolle i revolutionen. Netop heri lå revolutionens svaghed. For den eneste klasse som kan gennemføre en socialistisk revolution er arbejderklassen. Årsagen til dette skal findes i dens plads i samfundet og i dens kollektive rolle i produktionen.

Guerillakrig Guerillakrig er i sin natur baseret på bønderne, men bønderne er en klasse, som er splittet op i en mængde grupper, med forskellige interesser. Med dét sagt, kan guerillakrig virke som en form for hjælpetropper for arbejdernes revolutionære kamp i byerne i tilbagestående lande, hvor en stor del af befolkningen er bønder, og under disse betingel-

ser kan guerillakrig spille en progressiv rolle. Desværre har vi især i 1970’erne set, hvordan guerillakamp i en række latinamerikanske lande havde en skadelig effekt på klassekampen, fordi de mest revolutionære arbejdere blev trukket bort fra byerne og ud i junglen til guerillakamp. De eneste resultater, der er blevet opnået af de minoritetsgrupper, som fremførte disse idéer i Latinamerika, har været totalt negative: meningsløse og unødvendige tab af en række unge og heltemodige kammerater. Mange af disse grupper hævdede at træde i Che Guevaras fodspor, fordi de havde ensidig fokus på guerillakrig. Men i virkeligheden gentog de kun de svage sider hos Che Guevara uden en eneste af hans stærke sider, som langt

overgik svaghederne.

Imod privilegier og bureaukrati Med diktaturet væltet og revolutionens sejr, besad Che Guevara flere poster i den revolutionære administration. Han var blandt andet formand for Nationalbanken og arbejdede med jordreformen. Som minister og med de mange poster han besad, havde han muligheden for mange privilegier såsom højere løn, men Che Guevara havde en naturlig forståelse af, at den revolutionære administration ikke bør hæve sig over masserne og han hævede derfor kun den løn, han fik som comandante i hæren og udførte frivilligt arbejde med at høste sukkerrør side om side med resten af befolkningen. I det hele taget kunne Che Guevara ikke udstå enhver form for bureaukrati, karrieremageri og privilegier. Efter et besøg i Rusland og Østeuropa var han chokeret over det, han så og mistede enhver illusion til stalinismen og han blev stadig mere kritisk overfor lederne i Sovjetunionen. Ofte er Che Guevara blevet beskyldt for at være maoist, men årsagen til dette skal findes i, at han dér fandt støtte i sin kritik af den sovjetiske ledelses beslutning om at fjerne sovjetiske missiler fra Cuba og dermed gøre landet mere sårbart overfor angreb. Dette forhold antyder på ingen måde at Che Guevara hældte til maoismen.

Socialistisk revolution Som en ærlig revolutionær var Che Guevara en person, som altid søgte efter sandheden. Han var åben overfor mange teorier og studerede ivrigt mange teoretikere, heriblandt Leon Trotskij, som han anså for at være en uortodoks marxist. Både når han var hjemme og på sine rejser, medbragte han altid meget litteratur. Således også på sin sidste rejse til Bolivia, som han regnede me,d ville blive en

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 21


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

lang rejse for at befri de bolivianske masser. Med sig på denne farefulde rejse medbragte han Leon Trotskijs bøger ”Den Permanente Revolution” og ”Den russiske revolutions historie”.

hold, kan den borgerlige revolutions opgaver i koloniale og forhenværende koloniale lande kun realiseres ved at ekspropriere godsejere og kapitalister og påbegynde en socialistisk omdannelse af samfundet.

Fidel Castro, som efter revolutionens sejr kom til at lede Cuba, havde i begyndelsen intet perspektiv om, at revolutionen skulle føre til nationaliseringer. Che Guevara insisterede dog på, at revolutionen måtte være socialistisk for at lykkes. Dette perspektiv blev bekræftet, da Castro, grundet den amerikanske imperialismes pres på revolutionen, var tvunget til at nationalisere den amerikanske ejendom i Cuba. Forløbet bekræfter fuldstændig teorien om den permanente revolution, som netop Leon Trotskij havde udviklet på baggrund af erfaringer fra den russiske revolution.

Internationalisme

Trotskij forklarer i Den Permanente Revolution, at under moderne for-

Den anden side af teorien om den permanente revolution forklarer, at en revolution aldrig kan forblive isoleret i ét land, men må spredes til andre lande og hele regioner for ikke at degenerere til bureaukrati, som det skete i Rusland efter Lenins død. Che Guevara forstod, at den socialistiske revolution måtte spredes til andre land for ikke at ende med bureaukrati og korruption, - problemer som i dag er den cubanske revolutions største udfordringer. Han tog endog dette ansvar på sine egne skuldre, da han i 1965 tog til Congo for at forsøge at vælte diktaturet der. Missionen slog dog fejl.

Af nederlaget i Congo lærte han, at revolutionen først og fremmest måtte spredes til resten af Latinamerika for at kunne bygge ud fra en hel region i verden. At han valgte Bolivia som den næste guerillamission, hang sammen med landets placering, grænsende op til de fleste vigtige lande i Sydamerika.

Sidste mission - Bolivia I Bolivia mødte han store udfordringer med at opbygge en guerillahær. Landets bønder forstod ikke spansk, men talte kun deres indianske sprog, hvilket voldte problemer. Dertil kom det ekstremt ufremkommelige terræn i den bolivianske jungle og med en guerillahær, der kun talte omkring 40 soldater, var missionen fra staten dømt til at mislykkes. Imperialisterne var informeret om, at Che Guevara havde planer om at gennemføre en revolution i Bolivia og var forberedte på hans besøg. De havde lært af erfaringen på Cuba, de havde læst Che Guevaras skrifter om guerillakrig og de var velforberedte på at nedkæmpe guerillaerne. Washington havde sendt CIA til at overtage ansvaret for operationen. Den 8. oktober blev Ernesto Che Guevara, efter tip fra en stikker, omringet og taget til fange af bolivianske specialstyrker. Dagen efter blev revolutionshelten henrettet af en sergent fra den bolivianske hær. Beslutningen om at henrette Che Guevara blev taget straks efter hans tilfangetagelse. Imperialismen ville ikke risikere en retssag, hvor han ville have ret til at forvare sig selv og revolutionen. Che Guevara endte sit alt for korte liv på tragisk vis. Han havde modet til at kæmpe for retfærdighed og det er tusind gange mere værd end at gøre intet. Han blev overvundet, men han døde ikke. Mindet om de fattige og undertryktes forsvarer, en kæmper, en revolutionshelt og en martyr for den revolutionære socialisme, vil leve for evigt. □ Che Guevara forstod, at den socialistiske revolution måtte spredes til andre land for ikke at ende med bureaukrati og korruption, - problemer som i dag er den cubanske revolutions største udfordringer.

22 • www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Nyt fra Hands off Venezuela HoV

Af koordinationsgruppen Siden sidste ”Nyt fra Hands Off Venezuela kampagnen” er der sket meget, både i Venezuela og med vores arbejde i Danmark. Først og fremmest er der nu sat gang i en månedlig møderække. Det næste møde vil blive holdt den 28. september og kommer til at handle om fabriksbesættelser, arbejderkontrol og fagforeningernes rolle i Venezuela. Se mere om mødet andetsteds her på siden. Fremover vil der blive afholdt lignende møder hver den sidste mandag i måneden. Vi håber, at dette vil bane vej for en øget interesse og aktivitet i solidariteten med den venezuelanske revolution. Vi vil også gerne sige mange tak til ambassaden og Chargé d’Affaires Roger Corbacho for deres samarbejde.

Medieløgne imod Chávez Flere borgerlige medier i såvel Dan-

Meld dig ind! Hands Off Venezuela er en medlemsdrevet kampagne. Vi opfordrer alle, der sympatiserer med revolutionen i Venezuela, til at gå med i kampagnen. Hands Off Venezuela er ikke en ukritisk støttegruppe for præsident Chávez (vi har blandt andet kritiseret hans forhold til de iranske mullaher), men en kampagne til forsvar for revolutionen. Individuelt medlemskab koster 75 kr. om året. For organisationer koster det mellem 200 og 5000 kroner om året alt efter størrelse og økonomi.

mark som internationalt rapporterer for tiden om, at Venezuelas myndigheder vil lukke 34 medier, heraf 32 radiostationer og 2 tv-stationer. Øjensynligt skulle disse lukninger foregår for at lukke munden på kritikere af Chávez. Mange af disse medier er ejet af højreorienterede medie-baroner, og de har gentagne gange opfordret til militærkup mod den valgte regering. Hvis TV2 i Danmark opfordrede hæren til at gribe til våben imod regeringen, ville det naturligvis også få konsekvenser. Men selv alle disse uhyrligheder er faktisk blevet tolereret af regeringen i Venezuela. Ingen af disse medier er blevet lukket, de har blot ikke længere lov til at sende på statens telenet. De kan fortsat sende på kabel eller over internettet. Antallet af private medier er faktisk vokset under Chávez-regeringen. Vigtigere er det, at folkelige medier, hvor almindelige mennesker har indflydelse på hvad der bliver vist, vokset frem i stort tal.

Militæroptrapning fra USA og Colombia I Colombia har USA øget deres militære tilstedeværelse med yderligere syv militærbaser ud over dem, de allerede havde i landet. Dette er et klart tegn på Obamas fortsættelse af USA’s imperialistiske politik. Fra kampagnens side kræver vi en øjeblikkelig og ubetinget tilbagetrækning af alle amerikanske baser fra Latinamerika. Desuden kræver vi, at Colombias angreb ind over Ecuadors

Møde om arbejderkontrol Den 28. september afholder Hands Off Venezuela et møde om fabriksbesættelser, arbejderkontrol og fagforeningernes rolle i Venezuela. Mødet vil finde sted fra kl. 19-21 på den Venezuelas ambassade, Toldbodgade 31, 3. th., København K. og Venezuelas grænser hører op, samt et stop for den colombianske regerings støtte til dødspatruljer.

Militærkup i Honduras Den 28. juni blev Honduras demokratisk valgte venstreorienterede præsident, Manuel Zelaya, væltet ved et militærkup fordi han ville holde en folkeafstemning der skulle bane vej for en forfatningsændring der ville sikre bedre vilkår for demokratiet og den fattige befolkning. Derfor afholdt Hands Off Venezuela en demonstration foran udenrigsministeriet den 11. august på den Internationale aktionsdag imod militærkuppet i Honduras. Vores krav er, at Zelaya bliver genindsat, ingen kompromiser med kup-regeringen, og ingen dansk anerkendelse af kup-regeringen. Fagforeninger må blokere for handel med Honduras. Vi planlægger for tiden flere aktiviteter til støtte for den folkelige modstand imod kuppet. □

Kontakt os og meld dig ind på www. Handsoffvenezuela.dk eller hov.denmark@gmail.com.

www.marxist.dk • Sep-Okt 9. årgang nr. 50 • 23


SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

Socialistisk Standpunkt er den marxistiske tendens i SF og arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis der udgives af elever, lærlinge og arbejdere, der er aktive i arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod den borgerlige regering må være øverst på dagsordenen for arbejderbevægelsen. Kampen mod den borgerlige regering er en kamp imod nedskæringer og privatiseringer, krig, miljøødelæggelse og racisme. Enhed i arbejderbevægelsen er en forudsætning for at kunne vælte den borgerlige regering; der er brug for et alternativ. Ikke enhed på bekostning af kravene, men en enhed omkring en socialistisk politik, et fælles handlingsprogram imod den borgerlige politik. Konkret opfordrer vi alle, der ønsker at vælte den borgerlige regering til at gå ind i SF og SFU, og derigennem arbejde for at skabe enhed mellem arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for en anden regering; for en arbejderregering på et socialistisk program. I de tidligere år har der været et opsving i økonomien, men det er ikke kommet almindelige mennesker til gode. Nu er økonomien på vej ind i en alvorlig nedtur, og arbejdsgiverne og deres borgerlige partier vil angribe velfærden endnu hårdere og presse endnu mere arbejdskraft ud af arbejderne for en lavere realløn.

Socialistisk Standpunkt kæmper for at arbejderbevægelsen går samlet imod forringelserne af arbejderklassens og ungdommens rettigheder. Socialistisk Standpunkt deltager i den daglige kamp, og støtter kravene fra arbejdspladserne (se nedenfor) Nogle mener, at disse krav er urealistiske. Men hvis LO, med støtte fra de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, gik til kamp for disse krav ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der ikke produceres efter menneskelige behov eller en rationel plan, men efter et lille mindretals jagt på profit. Det skaber ubalancer, ulighed og tilbagevendende kriser med angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Der er behov for at styre de vigtigste dele af økonomien efter en demokratisk plan. Men man kan ikke styre hvad man ikke ejer, derfor må arbejderklassen overtage de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker under deres egen ledelse og kontrol. Socialistisk Standpunkt afholder med jævne mellemrum diskussionsmøder om indholdet af vores avis, vejen frem for arbejderbevægelsen og marxistisk teori. Vi opfordrer alle der ønsker at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen til at kontakte os, og sammen med os arbejde for et socialistisk program i arbejderbevægelsen.

• Alle nedskæringer i den offentlige sektor må rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

• Fuld beskæftigelse. For en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Afskaf obligatorisk overarbejde.

• Fuld dyrtidsregulering, så lønningerne følger med prisstigningerne.

• Stop udsalget af den offentlige sektor. Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

• Stop for finanskriser, spekulation og gældsfælder. Bankerne må overtages af staten. Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo som Roskilde Bank • For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

• Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene. • Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret det nødvendige antal lærepladser.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK | Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde. Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-). Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 19, st. tv., 2400 København NV.

nr50  

SF må stille op på et socialistisk program

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you