Page 1

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 49 JUL-AUG 2009 9. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Arbejdsløshedsbevægelsen i 30’erne (s. 4-6) • SFs forsvarspolitik (s. 7) • En varm juni: Revolutionen i Iran er begyndt (s. 9-12) • Frankrig - erfaringerne fra en arbejderregering (s. 1617) • Kina (s. 18-19) • Nyt fra Hands off Venezuela (s. 20) • Tredje Internationales storhed og fald (s. 21-23)

REVOLUTIONEN i Iran er begyndt

MARXIST DK


Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Arbejdsløshedsbevægelsen

4

SFs forsvarspolitik

7

Ny pjece om staten

8

Iran

9

Fremgang til IMT

12

Bekæmp fyringerne

13

EU-valget

14

Frankrig

16

Kina

18

Hands off Venezuela

20

Tredje Internationale

21

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Revolution i Iran Masseopstanden i Iran i juni viste endnu engang den utilfredshed og oprørske stemning, der simrer under overfladen i samfund, der forkrøbles af kapitalismens nedgang og forfald. Vi taler her ikke kun om Iran. Verdenskrisen har ført til yderligere katastrofe og desperation for arbejdere og fattige verden over. På trods af, at det fundamentalistiske regime i Teheran er et af de mest undertrykkende og hårdhændede i verden, var selve regimets eksistens på spil i de voldsomme dage i juni. Det var kun første akt. Masserne er stadig utilfredse, og de har draget deres første, revolutionære erfaringer. Den russiske revolutionære Leon Trotskij bemærkede engang, at en revolution er, når almindelige mænd og kvinder træder ind på historiens scene og tager deres skæbne i egne hænder. Jævne folk, der normalt overlader beslutningerne til politikere, embedsfolk, arbejdsgivere, faglige ledere og andre – alle andre end arbejderklassen selv. Når almindelige mennesker – hvoraf mange normalt ikke læser andet end sportssektionen i avisen – i massiv skala sætter sig i bevægelse for at ændre samfundet. Det er en revolution. Eller rettere: det er begyndelsen på en revolution. Det er det, vi ser i Iran. Der er intet styre i verden, der kan overleve, når først almindelige mennesker på den måde siger stop. Vi så også det tilsyneladende almægtige regime under Shahen – med alle dets modbydelige undertrykkelsesmekanismer som det hemmelige politi Savak – falde sammen som et korthus på grund af en massebevægelse. Den amerikanske regering har forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse. Obama har tidligere gjort tilnærmelser til regimet i Teheran. Washington har brug for Teherans

2 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

assistance for at trække sig tilbage fra det blodige roderi, de har skabt i Irak. Desuden har imperialisterne brug for Irans hjælp til kampen mod Taleban i Afghanistan – en krig som også Iran er indblandet i. Iran har mistet hundredvis af soldater på grænsen til Afghanistan i kamp mod narkosmuglere. I modsætning til, hvad en del – også på venstrefløjen – har hævdet, er Washington lettede over, at protesterne midlertidigt er blevet stoppet. Barack Obama har ikke brug for et ustabilt Iran – tværtimod. I denne kamp står Obama på samme side som Khamenei og mullaherne. Overalt i verden er de borgerlige skræmte over de revolutionære begivenheder i Iran. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller skyndte sig at erklære Ahmadinejad for valgets retfærdige vinder. Senere var han dog presset til at mumle noget om, at det søreme også er beklageligt, at de iranske demonstranter bliver pryglet, massakreret og torteret af regimets styrker. Vore hjemlige racister i Dansk Folkeparti har også haft en hård tid med revolutionen i Iran. De vil så gerne fremstille muslimer som nogen, der ønsker et samfund i stil med mullah-regimet. Men det er lidt svært at hævde det, når befolkningen i Iran laver masseprotest imod selv samme regime. Dansk Folkeparti er som bekendt et parti, der baserer sig på en uhørt hetz imod flygtninge og indvandrere generelt, og muslimer i særdeleshed. Derfor har det uden tvivl været nogle meget ubehagelige uger for de fine herrer og damer i DF, når de har set, at masserne i en af de største muslimske nationer har rejst sig imod et brutalt diktatur – med samme krav, som masserne kæmper for overalt i verden. For frihed til organisering. For strejkeret. For lønstigninger.


Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk For demokratiske rettigheder. For ytringsfrihed. For en social fordeling af landets rigdomme. Det har ikke været gavnligt for Dansk Folkeparti, at den iranske revolution så strålende viser, at arbejderklassens interesser er de samme uanset nationalitet og religion. Potentialet for en før-revolutionær eller revolutionær situation i Iran har spillet en fremtrædende rolle i de perspektiver, vi har udgivet tidligere. Men det er ikke tilstrækkeligt med en revolutionær situation, hvor millioner af almindelige mænd og kvinder forsøger at tage skæbnen i egne hænder. Der er brug for organiseret handling fra arbejderklassens side. Jo mere uorganiseret, arbejderklassen er, des længere får det rådne regime i Iran lov at leve videre, selv om det er uendeligt svækket af egne interne stridigheder og dybe modsætninger. Der er brug for aktiv støtte til vore iranske brødre og søstre. De har kastet handsken og erklæret, at de vil kæmpe imod det tyranniske regime. Der er brug for at opbygge de iranske arbejderes solidaritetsnetværk, og der er brug for at opbygge den Internationale Marxistiske Tendens og dens arbejde i Iran. □

På Spidsen: Borgerlig medicin Seks dage. Så lang tid gik der, før den meget prominente minister Ulla Tørnæs (I ved, hende med de underbetalte litauiske landbrugselever) mumlede noget om, at hun skam ikke var tilhænger af militærkuppet i Honduras i juni. I venstreorienterede kredse brokkede de sig over, at den festlige regering under Lars Løkke ikke fordømte det højreorienterede kup. Men det er typisk, at disse fodslæbende socialister altid skal brokke sig over et raskt lille kup imod en venstreorienteret regering i en eller anden banan-stat. Derfor var det også anderledes glædeligt at se, hvordan Per Stig Møller omgående udtrykte sin

enighed med Vogternes Råd i Iran og erklærede, at Ahmadinejad (en af de store handelspartnere for Arla og Mærsk) naturligvis var valgets retfærdige vinder. Det er godt gået, Per Stig! Her fra Spidsen skal der bestemt lyde et ”hip-hip!” for en minister, der tør stå fast imod hjemlige socialister og pøbel-demonstrationer i Teheran. Men også et godt råd til Lars Løkke om at skille sig af med Ulla Tørnæs. Hun har tydeligvis ladet sig presse af den skammelige internationale fordømmelse af den nye, dygtige liberalistiske militær-regering i Honduras. Den kløgtige justitsminister Brian Mikkelsen har tidligere vist vejen ved at udtrykke sin fulde

opbakning til Apartheid-styret i Sydafrika, og alle de borgerlige partier var for nyligt enige om at erklære, at det er de udemokratisk anlagte palæstinensere, der er skyld i, at de bliver massakreret af det dygtige, humane og fremsynede israelske militær. De pokkers arabere har nemlig stemt på de forkerte. Mod folk, der stemmer på de forkerte er der som bekendt en godt afprøvet kur: flotte bombefly, festlige fosforbomber, velfungerende torturkamre og glade små militærkup. Lige fra Honduras til Palæstina virker den borgerlige medicin fremragende. □

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 3


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Arbejdsløshedsbevægelsen i 30’ernes Danmark ARBEJDSLØSHED

Af Jonas Foldager 30’erne var en tid plaget af krise, massearbejdsløshed og fattigdom for store dele af arbejderklassen. Den nuværende krise gør det mere aktuelt end det har været i mange år at se tilbage på erfaringerne fra dengang. Erfaringer der kan give os et fingerpeg om hvordan kampen for tålelige forhold for arbejdsløse kan kæmpes, og ikke mindst hvilke metoder der er en hindring for sejr.

Arbejdsløsheden vender tilbage Ifølge Danmarks Statistik er den officielle arbejdsløshed er steget med 10.600 fuldtidspersoner fra marts til april 2009. I sig selv en drastisk udvikling. Over 700.000 danske arbejdere, eller omtrent 1/3af arbejdsstyrken er i dag ikke medlem af en A-kasse (ftf. dk). Dvs at de ved fyring, først skal opbruge hele deres ”formue”, inden de kan modtage kontanthjælp. Konkret betyder det salg eller belåning

af bolig, bil osv. Med andre ord står en tredjedel af arbejderklassen til at miste alt, hvis deres chef skulle finde på at fyre dem. Det stiller selvfølgelig en stor opgave til arbejderbevægelsen. Hele arbejderklassen har en ganske materiel interesse i at sikre ordentlige forhold for folk hvis arbejde er blevet taget fra dem af arbejdsgiverne. Det gælder selvfølgelig arbejdsløse, men i allerhøjeste grad også arbejdende. Jo flere der står i kø uden for fabriksporten og jo mere desperate de er, jo dybere kan arbejdsgiverne sænke lønniveauet. Og det var lige præcis en sådan situation arbejdsgiverne benyttede sig af i 30’erne.

Den økonomiske baggrund Depressionen i 1930’erne ramte Danmark som resten af verden. Den voldsomme krise resulterede i en kraftig stigning i arbejdsløsheden. Blandt Akasse medlemmer steg den fra 13,7 procent i 1930 til 17,9 procent i 1931 og så et spring til hele 31,7 procent i 1932 hvor arbejdsløsheden toppede. Samlet set dannede massearbejds-

løsheden baggrunden for gentagne negative overenskomstresultater, og sammenholdt med inflationen et kraftigt fald i arbejderklassens levestandard. Det skabte en sprængfarlig situation i den danske arbejderklasse.

De arbejdsløses forhold Man kunne som arbejdsløs i 30’erne modtage understøttelse af A-kassen, men kun i meget begrænset periode på 70-140 dage. Herefter måtte den arbejdsløse søge hjælp hos de kommunale ”Hjælpekasser”. Imidlertid satte kommunerne selv taksterne, hvilket resulterede i meget forskellig størrelse, naturligvis mest ringe hvor de borgerlige havde flertal. Efter kort tid i hjælpekassen, overgik man til ”fattighjælp”, hvilket samtidig betød tab af samtlige borgerrettigheder, blandt andet stemmeretten. Så det var ikke let at være arbejdsløs dengang, og man aner hvorfra de borgerlige henter inspiration til deres nutidige angreb.

Kampen for de arbejdsløses forhold Allerede i 20’erne og før havde en halv-syndikalistisk organisation set dagens lys i Danmark, udenfor den etablerede arbejderbevægelse. ”De Arbejdsløses Organisation”(DAO). Det havde blandt andet været folk omkring DAO der den 11. februar 1918 organiserede stormløbet på Børsen og pryglede børsmæglerne. Imidlertid var virkeligheden passeret forbi sydikalismen, med dens ensidige orientering på fagforeningerne og indædte modstand mod politiske partier. De bedste var, under indtryk af de russiske og tyske revolutioner gået med i Danmarks Kommunistiske Parti og tilbage stod kun enkeltelementer i starten af 1930’erne.

Arbejdsløse i 1930’erne foran Smedenes Hus i København

4 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Den politiske situation Socialdemokratiet kom til magten i ’29 sammen med det Radikale Venstre og førte ligesom de socialdemokratiske ledere i resten af Europa en politik med samarbejde med de borgerlige og arbejdsgiverne. Da partiet var i opposition havde det dog ført en hård kampagne mod den borgerlige regerings hårde arbejdsløshedslove, men da S og R kom i regering udeblev ændringer af lovene indtil 1940, med argumentet om at man var nødt til at bøje sig for de Radikale. På den anden side besluttede stalinisterne i Kommunistiske Internationale netop her i 1928 at ændre deres taktik fra Enhedsfront med Socialdemokraterne til Stalins ide om den ”3.periode”. At kapitalismen nu gennemlevede sin endelige krise, og at kapitalismens død og stalinisternes sejr var lige uundgåelige. Det eneste, der stod i vejen, var socialdemokraterne, de såkaldte ”socialfascister”. De var ifølge stalinisterne farligere end fascisterne, fordi de forurenede arbejdernes bevidsthed. Derfor så kommunisterne det som deres opgave at afsløre ”socialfascisterne” og splitte arbejderbevægelsen og derved fravriste socialdemokraterne ledelsen. DKP var meget svagt i starten af 30’erne og havde ikke megen indflydelse i fagbevægelsen. Imidlertid åbnede krisen en gylden mulighed for vækst for DKP. Et potentiale som de socialdemokratiske ledere havde kastet fra sig: De arbejdsløse.

De arbejdsløse i fagforeningerne De arbejdsløse har altid haft en dårlig stilling i fagbevægelsen. Da arbejdsløse i sagens natur ikke er på en arbejdsplads, ikke besidder de samme pressionsmidler (strejker osv.) og ikke har mange penge til kontingent, er de mange gange blevet ladt i stikken af forbundene. Arbejdsgiverne var parat til at bruge de arbejdsløse, der var noget nær desperate for at få til dagen og vejen, som skruebrækkere mod deres arbejdende kolleger, når de gik i ”ulovlig” strejke. Kapitalisternes

repræsentanter

i

Ledighedsudviklingen nu og tidligere Tusind personer 120

Tusind personer 120

100

100

80

80

60

60

40

40

20

20

0

0 0

2

4

6

8

10

12

14

16

18

20

22

24

Måneder efter krisens udbrud 1. oliekrise (jan 1974)

2. oliekrise (jan 1980)

Nuværende krise (jul 2008)

Siden juli 2008 er arbejdsløsheden steget med næsten 50.000 personer. Det er næsten lige så kraftigt, som under oliekriserne. Men da arbejdsstyrken den gang voksede og den nu bliver mindre, er udviklingen faktisk mere voldsom i dag.

form af Venstreregeringen i 20’erne udformede lovene så snedigt, at alle arbejdsløshedsudbetalinger blev standset indenfor et fag, når der udbrød strejke eller lockout, og at alle der var blevet arbejdsløse indenfor 60 dage før konflikten også mistede understøttelsen indtil konflikten var ovre. På den måde håbede arbejdsgiverne at kunne splitte arbejderklassen. Det var på denne baggrund, at de arbejdsløse rent fysisk blev tvunget i kamp for bedre forhold.

Den første organisering I starten af 30’erne opstarter DKP, på foranledning af Komintern, aktionsudvalg på kontrolstederne hvor de arbejdsløse skal møde op for at få deres understøttelse, og der vælges hurtigt regionale ”fællesudvalg”. I mange byer laver fællesudvalgene marcher til byrådene for at aflevere krav om lokale forbedringer af understøttelse, boligforholdene (mange arbejdsløse blev hjemløse) osv. I starten samler disse demonstrationer opbakning bredt. I flere byer, særligt hvor Socialdemokratiet er i opposition, bliver den socialdemokratiske ledelse tvunget til at tage de arbejdsløses side, fordi bevægelsen også udgøres af en betydelig del socialde-

mokratiske arbejdere, der naturligvis er frustrerede over den manglende handling fra den socialdemokratisk/ Radikale regering.

Kulminationen Det hele kulminerer i starten af 1931. Rundt om i landet har de arbejdsløse med DKP i spidsen oprettet fællesudvalg og den 25. februar afholder de arbejdsløse en national aktionsdag med massedemonstrationer i en lang række byer, med op imod 100.000 deltagere landet over. I blandt andet Århus og Ålborg nedlægger de socialdemokratiske borgmestrer forbud mod demonstrationerne og det kommer til voldsomme sammenstød mellem politi og arbejdsløse. Men særligt i Nakskov udvikler tingene sig.

Nakskov D.A.O. i Nakskov blev dannet 5. december 1930. Det skete uden tilknytning til det syndikalistiske DAO i København eller DKP. I virkelighed var dannelsen af DAO i Naksov en undtagelse i mange henseender. Dannelsen kom i høj grad som reaktion internt i den lokale socialdemokratiske partiforening, der havde flertal i byrådet. Den udløsende faktor var beslutning i partiforeningen om at

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 5


Historie foretage voldsomme nedskæringer i kommunen i starten af december 1930. Det førte til dannelsen af DAO i Nakskov, på foranledning af utilfredse socialdemokrater, som forsvar for de arbejdsløses forhold.

Presset virker Den 1. februar 1931 holdes der møde i DAO hvor DKP bl.a. indbydes som hovedtalere og DAO Nakskov vedtager en række krav om bedre forhold til de arbejdsløse. Allerede dagen efter samles en march der i geled begiver sig til rådhuset for at overrække byrådet kravene. 15-1600 står udenfor rådhuset og forsøger at følge med og byrådssalen fyldes med arbejdsløse. De præsenterer deres krav og får lagt tilstrækkeligt pres på byrådet til at de vedtager en ekstrabevilling på 20.000kroner til hjælpekassen. Imidlertid spreder nyheden sig til resten af landet og borgerskabet er ikke sene til at forstå hvor farligt eksemplet fra Nakskov kan være for arbejdere i resten af landet. De borgerlige kræver at byrådets beslutning trækkes tilbage, da den ”blev taget under pres”. Til sidst bøjer de socialdemokratiske ledere sig. Politimesteren lå heller ikke på den lade side og gik straks i aktion og anholdte to af ”hovedmændene”. Den lokale DAO’s succes giver kimen til opstarten af en DKP afdeling i Nakskov. ”Arbejderbladet” meddeler, at 150 meldte sig ind i DKP efter mødet den 1. februar.

Forårskampene Den 1. maj gennemførte DKP en demonstration til trods for politiforbud og blev grundigt pryglet af politiet. 2. maj afholdtes et protestmøde imod politiets brutale fremfærd. Under hele forløbet har kommunisterne fået mere eller mindre hjælp af venstrefløjen af den lokale socialdemokratiske partiafdeling, også til arrangeringen af protestmødet den 2. maj. Efter mødet forsatte deltagerne i demonstration til Ting- og arresthuset. Her trængte 10 politifolk kommunisterne tilbage med stave, indtil de nåede havnen hvor demonstranterne bevæbnede sig med sten og det var nu politiets tur til at få benene på

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk nakken. Politimesteren blev grebet af panik og der blev tilkaldt forstærkning fra Nykøbing og garnisonen i Vordingborg der sendte en enhed på 6 befalingsmænd og 15 menige i fuld kampudrustning, inklusiv såvel skarp som løs ammunition. Da de nåede frem til den ”belejrede” politistation, var de fleste demonstranter imidlertid taget hjem og militær og politi overtog kontrollen med gaderne.

og ”splittelsesmageri”.

DAO i Nakskov var altså mere et udtryk for en politisk deling i den socialdemokratiske partiforening og kommunisternes ujævne fremmarch, end den var en selvstændig organisation, ej heller en syndikalistisk organisation, som i København. Men eksemplet er et af de få fra perioden der viser hvor stor kraft arbejderbevægelsen og herunder de arbejdsløse, besidder når de står sammen. Imidlertid var samarbejdet mellem socialdemokraternes venstrefløj og DKP’erne i Nakskov en enlig og kort foreteelse.

Alt i alt må vi sige at arbejdsløshedsbevægelsen repræsenterede et enormt potentiale i arbejderklassens kamp mod kapitalisternes angreb under krisen i 30’erne. Dette sås tydeligt på eksemplet fra Nakskov. I spørgsmålet om arbejde er enhed altså afgørende. Enhed imellem arbejderklassen på tværs af partiskel og enhed mellem arbejdende og arbejdsløse. Uden denne enhed er arbejderklassen, og særligt de arbejdsløse som det nederste lag, bare råmateriale for kapitalisternes udbytning.

DKP’s ”afsløringer”

Organisering nødvendig

DKP’s linje i starten af 1930’erne er at ”politisere” de arbejdsløse. I DKPsprog betød det blandt andet at afsløre de ”socialfascistiske” ledere af Socialdemokratiet og fagbevægelsen overfor disse organisationers medlemmer. Det betyder konkret, at demonstrationer på baggrund af krav om konkrete forbedringer, drejes over i taler om ”socialfascisternes forræderi”.

Arbejdsløshedsbevægelsen blev da også en relativt kort fornøjelse. På grund af DKP’s ultra-venstre linje var det næsten umuligt for dem at bygge bro mellem de arbejdsløse og de arbejdende i fagforbundene der var kontrolleret af socialdemokraterne.

Erfaringerne

Derfor er det også så afgørende at der i alle fagforbund, allerede nu inden arbejdsløsheden for alvor slår igennem, tages skridt for at organisere de arbejdsløse indenfor forbundene og landsdækkende indenfor LO. De arbejdsløse kan udgøre en enorm ressource for fagbevægelsen ved arbejdskampe, blokader osv. Arbejdsløshed er en alvorlig fjende. Men arbejdsløshedens produkt: de arbejdsløse, er en enorm ressource, såfremt de bliver organiseret indenfor en arbejderbevægelse, der er parat til at kæmpe. □

Den slags sekterisme var direkte årsag til at den brede opbakning til DKP’s arbejdsløshedsarbejde hurtigt svandt. I virkeligheden var DKP og hele Kominterns ultra-venstrelinje overfor socialdemokraterne den største hjælp til de reformistiske ledere i Socialdemokratiet. DKP’s skingre ”afsløringer” gjorde det såre simpelt for disse ledere at afvise de arbejdsløses bevægelse som ”kommunisme” DKPs avis fra 1935.

6 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SF’s forsvarspolitik:

NATO og forsvarsforliget SF

Af Adam Ring I juni indgik Socialistisk Folkeparti i Forsvarsforliget sammen med Socialdemokraterne, de Radikale og VKO. Det er første gang i SF’s historie at partiet er med i et forsvarsforlig. SF har siden partiets grundlæggelse i 1958 været modstander af NATO og argumenteret for Danmarks udmeldelse af organisationen. Endvidere har SF gået forrest imod krigen i Afghanistan. Forsvarsforliget betyder at det danske Forsvar over de næste fem år modtager yderligere 3,5 mia. kr. årligt. Socialdemokraterne og SF gik ind til forhandlingerne med krav om at Forsvarets årlige udgifter ikke måtte vokse. Men i stedet blev de årlige udgifter til militæret øget fra 20 mia. til 22,8 mia. kr. Dertil kommer diverse ”engangsbevillinger”. Marxisterne i SF mener, at partiet skal fastholde modstanden mod NATO og derfor ikke burde være indgået i Forsvarsforliget med de borgerlige.

Hvad forestiller SF’s ledere sig, at nyindkøbte bombefly skal købes til? De kan kun bruges til én eneste ting: at slå fattige mennesker ihjel i fremmede lande.

SF’s nuværende program: ”SF vil arbejde for en afvikling af NATO, som skal afløses af nye sikkerhedspolitiske strukturer, der defineres af en ikke-militær sikkerhedspolitik.”

mener imidlertid, at tallet er langt højere, blandt andet fordi ingen kender de reelle dødstal efter NATOs tæppebombninger i Afghanistans øde egne.

NATO løser intet NATO kan ikke løse noget som helst i Afghanistan eller andre steder i verden. Det så vi under NATOs bombardement af Jugoslavien i 1999. En ny rapport fra Amnesty International slår fast, at NATO under bombardementet af Jugoslavien begik adskillige krigsforbrydelser.

NATO blev stiftet ved den kolde krigs start i 1949 som en militærblok imod Sovjetunionen. USA har siden NATO’s stiftelse været den altdominerende magt, og organisationen har udelukkende fungeret som et udenrigspolitisk redskab for USA’s imperialistiske interesser. Dette er Afghanistan-krigen et godt eksempel på, hvor NATO entydigt har støttet USA’s forbryderiske krig mod den afghanske befolkning.

SF er et af de partier i Danmark, der er gået forrest mod Afghanistan-krigen, og flere meningsmålinger viser, at over halvdelen af danskerne er modstandere af krigen – en krig som hver dag kræver nye ofre og som har kostet over 30.000 civile afghanere livet. SF nå derfor stå fast på sin modstand imod Afghanistan-krigen og NATO, og kæmpe for at krigen stoppes. Det er også værd at bemærke at det eneste punkt, hvor SF’s ledelse under landsmødet blev nedstemt var på spørgsmålet om at gå i krig uden FN-mandat. Blandt SF’s medlemmer er der altså ikke opbakning til NATO.

NATO skal afskaffes

Dødsfald i Afghanistan

Det danske ”forsvar” = angreb på verdens fattige

Ifølge FN døde 2118 civile afghanere som følge af krigshandlinger i 2008. 55 procent blev slået ihjel af regeringsfjendtlige militser, herunder Taleban. 39 procent af de civile dødsfald – 828 afghanere – blev slået ihjel af NATOs bomber og angreb. Forskellige menneskerettighedsgrupper

SF’s indgåelse i Forsvarsforliget er ensbetydende med en forsættelse af krigen i Afghanistan i form af penge til kampfly og andet offensivt materiel. Hvad forestiller SF’s ledere sig, at nyindkøbte bombefly skal købes til? De kan kun bruges til én eneste ting: at slå fattige mennesker ihjel i

SF og NATO

Spørgsmålet om militæret, om krig og fred, har altid været et kernespørgsmål i SF. Et af de vigtigste punkter, da man oprettede partiet, var kravet om nedrustning og at Danmark skulle melde sig ud af NATO. I den sammenhæng kan man citere

Så længe NATO, herunder Danmark, militært er til stede i Afghanistan, lige så længe vil blodudgydelserne forsætte. NATO’s krige på Balkan og i Afghanistan er krige for overklassen i Vesten.

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 7


Danmark fremmede lande. Det danske ”forsvar” bliver ikke længere brugt til at forsvare Danmark, men til brutale angreb på fattige befolkninger i resten af verdenen – befolkninger der aldrig har gjort Danmark noget. De borgerliges retorik om ”humanitære interventioner” er løgn og hykleri. Der er ikke en eneste af deres krige, der har forbedret forholdene for almindelige mennesker – hverken på Balkan, i Afghanistan eller Irak.

”Ansvarlig” forsvarspolitik SF’s deltagelse i Forsvarsforliget betyder, at partiet for første gang i partiets 50-årige historie tager ansvar for den borgerlige krigspolitik. Hvert år er der afsat 20 mia. kr. på finansloven som går til det danske militær. Nu stemmer SF’s ledelse for, at dette uhyrligt store beløb stiger endnu mere. Venstres Forsvarspolitiske ordfører

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Søren Pind udtalte under forhandlingerne om Forsvarsforliget: ”SF er et uforsvarligt parti. Det gælder den økonomiske politik, men det gælder så sandelig også forsvarspolitikken.” For de borgerlige betyder ”ansvarlig” forsvarspolitik at deltage i f.eks. Irakkrigen som har kostet en million civile irakere livet og har resulteret i at fire millioner irakere er drevet på flugt. SF skal ikke være ansvarlige over for de borgerlige – en ”ansvarlig” forsvarspolitik er medvirkende til at unge danske soldater sendes i døden og at civile hver dag mister livet.

Forsvarsforliget betyder mindre velfærd De 22,8 milliarder, som nu skal gå til militæret, er over det dobbelte af det beløb, som sidste år blev udbetalt i understøttelse i form af dagpenge. Alene de 3,5 mia. kr. som skal bruges ekstra på det danske militær, kunne i stedet været blevet brugt på offentlige investeringer i form af skoler, sy-

gehuse og plejehjem og den slags. Ifølge Danmarks Lærerforening vil det koste 3,3 mia. at istandsætte de nedslidte skoler. De ekstra milliarder, som går til det danske militær kunne dermed snildt bruges til at istandsætte de nedslidte skoler. Men når lærerne eller sygeplejerskerne beder om ekstra penge er der åbenbart ikke råd? I stedet går pengene til at forsætte krigen i Afghanistan. SF burde derfor aldrig have deltaget i Forsvarsforliget og bør klart stå fast på sin modstand mod krigen i Afghanistan. SF bør trække sig fra forliget og i stedet gå sammen med de andre arbejderpartier (Socialdemokraterne og Enhedslisten) om en alternativ forsvarspolitik, som skal sikre, at de danske soldater trækkes ud af Afghanistan. Det vil betyde, at ingen danskere skal dø i Afghanistan. Og det vil betyde penge til velfærd i stedet for krudt og kugler. □

Ny pjece: Staten og klassesamfundet ”Historien viser, at staten, som et specielt apparat til at tvinge folk, opstod, da samfundet blev delt i klasser, dvs. en opdeling i grupper, hvoraf nogle permanent er i den situation, at de kan tilrane sig andres arbejde, hvor nogle mennesker udbytter andre.” (Lenin i ”Staten”) Mange i arbejderbevægelsen ser staten som en neutral faktor. Marx, og Lenin med ham, forklarede derimod, at staten grundlæggende set er et instrument i den herskende klasses hænder. Men det er kun spørgsmålets overflade. Staten er en yderst kompleks størrelse og har til alle tider udtrykt klassesamfundets modsætninger. Et nærgående studie er derfor vigtigt. For hvad er en stat egentlig? Hvad er forskellen på en arbejderstat og en borgerlig stat? Den nye pjece indeholder tre artikler af den store russiske revolutionære

Vladimir Lenin, som omhandler staten fra forskellige vinkler. Den første artikel er et foredrag, som Lenin holdt på Sverdlov universitetet, hvor de grundlæggende retningsliner for marxisters syn på staten ridses op. Derefter følger ”aprilteserne”, som klart opridser Lenins syn på arbejderklassens opgaver i den russiske revolution i april 1917. Aprilteserne blev afgørende for bolsjevikpartiets taktik efter februarrevolutionen, og dermed også for oktoberrevolutionens sejr. Den sidste artikel i hæftet er en kort artikel ”om dobbeltmagten”, der også er skrevet i april 1917. Artiklen forklarer, hvordan et særkende ved situationen i Rusland efter februarrevolutionen i 1917 var en situation, hvor der eksisterede en dobbeltmagt, med på den ene side borgerskabets magt organiseret i den provisoriske regering og på den anden side arbejderne og soldaternes magt organiseret i sovjetter (råd).

8 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

Begge artikler er levende vidnesbyrd om den kamp, der foregik i Rusland i 1917, også blandt socialister og bolsjevikkerne, hvor Lenins linje til sidst sejrede og sikrede arbejderklassens sejr i Rusland oktober 1917. Pjecen koster 10 kroner plus porto og kan bestilles hos Socialistisk Standpunkt.


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

En varm juni:

Revolutionen i Iran er begyndt IRAN

Af Jesper Dahl Iran er af mange på både højre- og venstrefløjen blevet betragtet som én stor reaktionær masse. Borgerlige overalt i vesten har brugt Iran, som et skræmmeeksempel på det dystopia, som alle muslimer skulle hige efter. Få overvejede, at der også i Iran er arbejdere, unge og kvinder som kræver mad på bordet og tag over hovedet. Derfor kom de massive protester i kølvandet på det iranske valg 12. juni bag på mange.

over en længere periode og begyndte i virkeligheden med studenterprotesterne i 1999, der blev slået hårdt ned. De sidste år er en strejkebølge begyndte at rulle. Blandt de største kan nævnes strejkerne på Haft Tapeh sukkerfabriikken og blandt Vahed buschaufførerne.

kun præster kan side. For det andet vælger Khamenei, sammen med det af ham direkte eller indirekte valgte Vogternes Råd, hvem der overhovedet kan stille op til præsident. Ud af 450 håbefulde kandidater valgt de kun fem, heraf ingen af de 42 kvinder.

Forholdene for almindelige mennesker i Iran er forfærdelige. Officielt er inflationen på 26 pct. og arbejdsløsheden mellem 20 og 30 pct.; for unge er den endnu højere. Det viser sort på hvidt, at den iranske revolution i 1979 (se Socialistisk Standpunkt nr. 47) ikke løste nogle af de mest grundlæggende problemer.

Alle fem var klare støtter af regimet og en del af den herskende klasse. Men hver for sig repræsenterede de fem to fløje i den herskende iranske klasse. På den fundamentalistiske fløj stod Ahmadinejad og på den reformistiske fløj stod især Karroubi og Mousavi. Begge fløjene forsvarer det absurd udemokratiske valgsystem, ingen vil lave grundlæggende ændringer og ingen forsvarer arbejderrettigheder. Mousavi var eksempelvis premierminister i perioden 1981-89 og kommer altså direkte fra regimets top.

I Verdensperspektivet 2008 fra den Internationale Marxistiske Tendens, som Socialistisk Standpunkt er tilknyttet, ser vi derimod en klar forstå- Den succesfulde islamiske kontrarevolution, der konsoliderede sig i else af de begibegyndelsen venheder, som af 1980’erne, udfoldede sig i har indført, ” De sidste illusioner til det juni i Iran: hvad der ikke islamiske regime er nu på kan betegnes ”Den iranske vej ud af arbejderklassens som andet arbejderklasse bevidsthed. Igennem den end et semier blevet vacfacistisk diknæste periode er der store cineret mod tatur, hvor arislamisk funmuligheder for de iranske bejdere ikke damentalisme. marxister for at være med engang har Det er ungt og til at opbygge den ledelse, ret til at orfriskt og frigjort ganisere sig, fra fordomme som kan stå i front for de endsige strejog forvrængkommende protester” ke. Kvinders ninger fra rerettigheder formismen og er ydermere stalinismen. også yderst Det kan meget hurtigt bevæge sig i retning af de begrænset. Men erfaringerne og mest avancerede revolutionære ide- minderne fra arbejderkontrollen gener. Den iranske revolution vil komme nem de såkaldte Shora’er (komiteer) på tværs af atmosfæren af stilstand ude på fabrikkerne under 1979 revoog reaktion, hvor man ikke kan ånde, lutionen lever videre i det skjulte. der hænger over regionen. Det vil kaste den religiøse fundamentalismes Valg og svindel åg af sig og beslutsomt tage vejen At tale om et iransk valg til præsidentmod socialisme og arbejdermagt.” posten er noget af en tilsnigelse. For (udgivet august 2008) det første ligger det meste af magten hos den øverste leder KhameDen historiske baggrund nei, som ikke er på valg, og kun kan Protesterne i Iran har udviklet sig afsættes af Eksperternes Råd, hvori

Forskellen består ikke i mål, men i midler. Ahmadinejad tror på, at en hård kurs er bedst til at holde masserne i ro, mens at reformfløjen håber, at de ved at gennemføre nogle kosmetiske reformer kan holde masserne i ro. På trods af dette kom Mousavi hurtigt til at repræsentere mange iraneres inderlige ønske om reel forandring. Vi har utallige historiske eksempler på, hvordan at folk som Mousavi, der kun vil lave kosmetiske ændringer, pludselig kommer til at stå i front for revolutionære bevægelser. Den russiske arbejderklasse trådt ind på historiens scene i 1905 med den russisk ortodoks præst, Fader Gapon, i spidsen, bærende et relikvie af Jomfru Marie og en bøn til den ”Lille Fader” (Tsaren) om bedre forhold for arbejdere og bønder. Præcis som i Iran endte det i et blodbad. Fundamentalisterne, som sidder på statsapparatet, var fastbesluttet på, at de ikke vil afgive bare en flig af

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 9


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

magten til reformisterne. De turde ikke engang tage en anden valgrunde, hvor konfrontationen mellem Ahmadinejad og Mousavi ville blive fuldstændig klar. Derfor organiserede de massiv valgsvindel og erklærede, at Ahmadinejad havde vundet usandsynlige 63 pct. af stemmerne.

Og da man endelig gjorde det, var eksempelvis det kurdiske mindretal pludselig store støtter af Ahmadinejad! Karroubi som for fire år siden fik fem mio. stemmer, fik pludselig kun 340.000 stemmer, selvom mange af landets største popstjerner havde støttet ham under valgkampen.

Selv offentliggørelsen af valgresultatet på selve valgdagen var mistænkelig. For det første er Iran stadig på mange områder et tilbagestående land, hvor infrastrukturen slet ikke tillader en så hurtig (fair) optælling. For det andet valgte man først, stik mod sædvane, ikke at offentliggøre resultatet for de enkelte regioner.

Beviserne på valgsvindel er endeløse. Op mod 10.000 stemmer var uden identifikationsnumre og kan derfor ikke spores. Den endelige optælling blev kun overværet af indenrigsministeren og to af hans underordnede, hvor af i hvert fald en af dem er en kendt nær ven af Ahmadinejad.

Masseprotester Men valgsvindlen var for åbenlys og for tyk en svinestreg. Lørdag, dagen efter valget, eksploderede protesterne i Teheran. Affaldscontainere blev sat i brænd, butiksruder smadret og overalt endte demonstrationer i slåskamp med politiet. Sloganene var radikale: ”Præsidenten begår en forbrydelse og den øverste leder støtter ham”. Det i et land, hvor kritik af den øverste leder kan betragtes som højforræderi og straffes med døden til følge. Protester var fuldstændig spontane. Ingen organiserede dem. Især ikke de reformistiske ledere. I stedet blev budskabet spredt med lynets hast gennem e-mail, Facebook, Twitter og SMS. Og da de én efter én blev lukket ned af myndigheder, var det mund til mund metoden. Studerende og unge fyldte meget i disse protester. Ungdommens mangel på forpligtelser i form af job og familie gør den til den mest bevægelige gruppe i klassekampen. Det har vi set gang på gang; lige fra den russiske revolution i 1905 til studenteroprøret i Paris i maj 1968. Protesterne varede weekenden over, men om mandag skiftede de karakter, da en demonstration på over en million mennesker i stilhed vandrede gennem Teherans gader. Panikken begyndte at sprede sig blandt de fundamentalistiske ledere. Khamenei beordrede Vogternes Råd til at se nærmere på valgresultatet. En udtalelse som blev bragt i radioen hvert 15. minut.

15. juni gik over en million på gaden i Teheran i protest mod valgsvindlen og regimet.

10 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

Men når først kaninen er hoppet ud af hatten, kan den være svær at få derned igen. Mousavi opfordrede folk til at blive hjemme, men igen og igen gik masserne på gaden i den ene store demonstration efter den anden. Det var ikke længere kun unge, som demonstrerede, og protesterne fandt ikke længere kun sted i Teheran. Da Vogternes Råd erklærede, at 10 pct. af stemmerne ville blive talt om, havde det ingen betydning længere. Protesterne blev i højere og højere grad rettet direkte imod regimet. Valgsvindlen blev bare til endnu et eksempel i rækken på regimets råd-


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Solidaritet med Irans arbejdere Den 26. juni demonstrerede omkring 250 foran den iranske ambassade i København. Demonstrationen var et led i en global aktionsdag til støtte for de iranske arbejdere. Deltagerne til demonstrationen var for størstedelens vedkommende iranere, men også en del danskere deltog. Blandt andet aktivister fra de iranske arbejderes solidaritetsnetværk, Socialistisk Standpunkt og unge DSU’ere med faner. En fyldig rapport kan læses på www.marxist.dk. Her kan du også læse den tale, som Socialistisk Standpunkts repræsentant holdt til demonstrationen.

denskab.

En revolution? Lenin opstillede fire betingelser for en succesfuld revolution. De tre objektive er klart opfyldt i Iran. Den herskende klasse er åbenlyst dybt splittet mellem fundamentalister og reformister. Middelklassen vakler mellem revolution og kontrarevolution. Således truede de små handelsfolk i bazererne med strejke under protesterne. Sluttelig har arbejderklassen vist, at den er villig til at kæmpe. Både med den allerede omtalte strejkebølge og de nuværende protester. Men den fjerde og afgørende betingelse Lenin opstillede var et revolutionært masseparti, som kunne samle og lede kampene. Den sidste betingelse var og er ikke til stede i Iran. Det satte sit klare aftryk på begivenhederne. Kampene forblev spredte

og ukoordinerede, og efter en uges tid begyndte regimes brutale undertrykkelse af enhver form for protest og indførsel af en de facto undtagelsestilstand at virke. Det blev igen i højere og højere grad studerende, som var at se på gaderne. Og som blev dræbt og slået til blods på gaderne. Arbejderklassen støtte forblev uden tvivl intakt. Således er der mange rapporter om, hvordan at demonstranter på flygt fra politiet blev gemt i trappeopgange, butikker og private hjem. Men uden et klart perspektiv og en vej til sejr, kan mange arbejdere ikke risikere deres liv ved at fortsætte ukoordinerede protester, som ingen vegne fører. En ledelse er nødvendig.

Ingen farve-revolution Nogen på venstrefløjen har fremsat det synspunkt, at vi har at gøre med endnu en ”farve-revolution”. At

det hele er organiseret af vestlige imperialistiske kræfter i stil med den orange ”revolution” i Ukraine, rose ”revolutionen” i Georgien, osv. Nogen er sågar gået så langt som til at forsvare Ahmadinejad efter devisen, at en fjendes fjende er en ven. Baggrunden for synspunktet er åbenlys. Man drager parallel til de fascistiske bander, vi lige nu ser i både Bolivia og Venezuela, og som USA støtter for at destabilisere Morales og Chavez’ demokratisk valgte regeringer. Men det er en fejlslutning. I Bolivia og Venezuela har vi at gøre med progressive styrer, som USA ingen handler kan gøre med. I Iran har USA tværtimod brug for et stabilt regime, som kan hjælpe dem med både at forlade Irak nogenlunde roligt og samtidig lette adgangen til Afghanistan. Kaos i Iran er det værste for den amerikanske imperialisme. Kun sådan kan vi forklare Washingtons

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 11


Internationalt meget svage og yderst ukonkrete protest mod valgsvindlen.

Behovet for en generalstrejke Selv om den iranske arbejderklasse deltog i protesterne mod regimet, gjorde den det ikke som klasse. Protesterne kunne kun være fortsat, hvis der var blevet indkaldt til en generalstrejke og arbejderne samlet havde vist og oplevet, at uden dem, er der ikke en elpære, som lyser eller en bus som kører i hele Iran. Trotskij sagde engang, at en revolution er når masserne træder ind på historiens scene. I Iran stod masserne på historiens scene. Magten begyndte at flyde ud på gaden. Men der var ingen instruktør, og masserne stod på scenen uden at spille sin historiske rolle. Vahed buschaufførerne udsendte en støttemeddelelse, og arbejderne på bilfabrikken Iran Khodro havde en række halvtimes strejker. Men det er blevet ved det.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk I revolutionen i 1979 var det oliearbejderne 33 dages lange strejke, som paralyserede regimet og i praksis væltede Shahen. En generalstrejke i juni ville have haft den samme effekt. At Mousavi nok er imod Ahmadinejad, men for alt i verden vil bevare regimet, blev klart, når det står klart, at han uden problemer kunne have indkaldt til en generalstrejke.

Solen står op igen I øjeblikket ser det ud til, at roen på overfladen er vendt tilbage til de iranske gader og 1. juli godkendte Vogternes Råd endeligt valget. Men det er vigtigt at forstå, at en revolution er en langstrakt proces, som kan vare både måneder og år. I de danske medier er der blevet fokuseret meget på den brutale nedslagtning af demonstrationerne. Men realistisk set kunne man ikke forvente andet. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at iranske unge og arbejdere igen og igen er strømmet ud på ga-

derne i protest mod regimet og for at kæmpe for et ordentligt liv, velvidende hvad de ville møde. De sidste illusioner til det islamiske regime er nu på vej ud af arbejderklassens bevidsthed. Igennem den næste periode er der store muligheder for de iranske marxister for at være med til at opbygge den ledelse, som kan stå i front for de kommende protester, og et netværk af undergrundskomiteer, som kan koordinere og samle kampene. Det er kun et spørgsmål om tid før vi vil se nye protester og de vil begynde, hvor de seneste sluttede. Ned med diktatur og undertrykkelse Længe leve den iranske revolution Arbejdere i alle lande, foren jer! □

Fremgang til IMT IMT

Af Niklas Zenius Jespersen

onal tendens, der eksisterer i over 30 lande på seks kontinenter. Her er et uddrag af den seneste tids udvikling:

Økonomisk krise, sult, racisme, krige, flygtninge, fattigdom, arbejdsløshed, global opvarmning og forurening er internationale problemer, derfor må også den socialistiske bevægelse være international. Socialistisk Standpunkt er den danske del af den Internationale Marxistiske Tendens – IMT. IMT er en internati-

I Venezuela har CMR (Den Revolutionære Marxistiske Strømning) der udgiver Socialistisk Standpunkts søsteravis El Militante (Aktivisten), netop holdt kongres på den nationaliserede fabrik SIDOR. Kongressen blev indledt med et offentligt møde med 300 deltagere. CMR er den marxistiske tendens i Hugo Chavez’ socialistparti PSUV. På det amerikanske kontinent er der sket store fremskridt. IMT var initiativtager til et fælles latinamerikansk møde for fabrikker, der er besat af arbejderne eller kører under arbejderkontrol. På mødet, der blev afholdt i Venezuela, var der deltagere fra en del latinamerikanske lande, og desuden fra Tyrkiet, Irak og Canada. IMT er nu begyndt at udgive bladet America Socialista (Socialistisk Amerika) på tværs af kontinentet.

12 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

JKNSF, der er Kashmirs studenterforbund og en del af IMT, samlede til sin kongres 4000 deltagere og var dermed et af de største ungdomsmøder i hele Pakistan. Kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger PTUDC, der blev startet af IMT, har desuden oprettet socialistiske flygtningelejre over hele landet for at hjælpe ofrene for regeringens og Talebans krig i det vestlige Pakistan. I Sverige står kammerater fra IMTs svenske avis Socialisten i spidsen for en af de mest opsigtsvækkende strejker i årevis. Arbejderne på et af Systembolagets underselskaber har gennemført en af de længste overenskomststridige strejker nogensinde, og de er blevet et fokuspunkt for fagligt aktive i hele Sverige. Du kan følge med i IMT’s arbejde og læse analyser og nyheder på www. marxist.dk □


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Bekæmp fyringerne ARBEJDSLØSHED

Af Lasse Bertelsen Til trods for rygter om en forbedring af den økonomiske situation fortsætter arbejdsløsheden med at stige. Krisen er på ingen måde slut, men kun lige begyndt. Derfor er det nødvendigt at arbejderbevægelsen diskutere hvilke skridt der skal tages mod det stigende antal arbejdere der mister deres jobs.

Hvem skal betale prisen

kompensation.

op om kampen og sprede den ud til hele arbejderklassen.

Protester mod fyringer Når ejerne af et firma forklare hvor kede de er af at skulle fyre folk, og at krisen tvinger dem er den umiddelbare reaktion at det er da også ærgerligt. Men hvad kan man gøre ved det. Men man må ikke lade sig forlede af arbejdsgivernes krokodilletårer. Dansk Industri har flere gange gjort klart at de ønskede en større arbejdsløshed for at presse lønningerne ned. Der er ingen anden udvej en at kæmpe imod fyringer og lønnedgang. Sker det ikke vil krisen betyde at vores forhold bliver trængt flere årtier tilbage.

Den voksende arbejdsløshed kommer efter at de danske og udenlandske kapitalister har tjent enorme rekord overskud. Der er aldrig før blevet skabt så mange milliarder, milliarder På de enkelte arder er røget bejdspladser må direkte i lom” Den eneste måde der protesteres hvis merne på ejerne ønsker at fyre virksomhedsejerne kan ejerne af virksomhederne. forstå at arbejderne mener ansatte. Den eneste måde virksomhedsNu hvor kridet alvorligt er hvis der ejerne kan forstå at sen kradbliver sat magt bag ved arbejderne mener ser forsøger det alvorligt er hvis ordene.” ejerne af virkder bliver sat magt somhederne bag ved ordene. at lade arbejHvis ejerne vil afderne betale ved at fyre dem. Men den voksende skedige folk må der gennemføres arbejdsløshed er uacceptabel. Kapi- strejker der viser at arbejderne ikke talisterne har skabt krisen og det bør vil betale regningen for kapitalisterne fejlslagne spekulationer. Ved at acvære dem der betaler prisen. ceptere fyringer vil vi kunne se frem til gentagne fyringsrunder. I stedet Glidende arbejdstidsskala må arbejdet fordeles med fuld lønPå flere industriarbejdspladser har kompensation. man indført ordningen ”arbejdsfordeling” hvor arbejderne går på arbejde Besæt lukningstruede fabriken uge og derefter går arbejdsløse i ker en uge. På den måde er det stadig arbejderne der bære byrden af arbejds- De store virksomheder har travlt med løshed på deres skuldrer. Arbejdsfor- at nedlægge fabrikker. Dette har flere deling ændre ikke ved det faktum at steder ført til at arbejderne har besat den voksende arbejdsløshed tvin- fabrikkerne. Dette så vi blandt andet ger tusinder af arbejderfamilier til at på den engelske arbejdsplads Vistegå fra hus og hjem. Den eneste vej on som er ejet af Ford. Her besatte frem er at kæmpe for at arbejdstiden arbejderne fabrikken i 7 uger med generelt sættes ned så ingen bliver krav om ordentlige aftrædelsesordramt af arbejdsløshed. Ved at indføre ninger. Et krav de vandt. Det viser at en 30 timers arbejdsuge vil titusinder det er muligt at kæmpe imod fabrikkunne komme i arbejde. Det er klart slukninger og fyringer. Men det viser at enhver arbejdstidsnedsættelse også at det er afgørende at fagbevæskal følges af fuld personale- og løn- gelsen og arbejderpartierne slutter

Kæmp i arbejderpartierne Fagbevægelsen må tage denne kamp op. Den voksende arbejdsløshed er en trussel mod de tilkæmpede rettigheder arbejderne har. Derudover er virksomhedslukningerne og fyringerne en trussel mod hele samfundet. Arbejderpartierne Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten må tage klart stilling i det her spørgsmål. Kapitalisterne krise må modarbejdes med alle midler. Hvis dette skal lykkes er det nødvendigt at arbejderne i fællesskab bliver aktive både i fagforeningerne, men også i arbejderpartierne og der kæmper for at ledelsen fremlægger et program mod krisen. Dette program må udover at kræve igangsættelse af offentlige investeringer også kræve at staten overtager alle lukningstruede virksomheder.

Kan det lade sig gøre? De bankerne, på grund af deres overdrevne spekulationer, var ved at få problemer blev de med det samme belønnet med 100 milliarder kroner samt garanti for alle deres indskud hvilket løber op i 3.000 milliarder. Men regeringen har tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre noget nu hvor titusinder mister jobbet. Det er sagtens muligt at gennemføre et program der stopper krisen – det er viljen der er problemet. Hvis ikke den borgerlige regering har tænkt sig at handle må den væltes. Trotskij skrev i Overgangsprogrammet at der ikke er anden vej fem end at kæmpe for de overstående krav: Ejendomsbesidderne og deres advokater vil bevise det ”uigennemførlige” i disse krav. Mindre, især ruinerede kapitalister, vil desuden henvise til deres regnskabsbøger. Arbejderne fordømmer på det bestemteste sådanne slutninger og henvisninger. Det drejer sig ikke om et ”normalt” sammenstød mellem modsatrettede materielle interesser. Det drejer sig om liv og død for den eneste ska-

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 13


Fagligt bende og progressive klasse og dermed om menneskehedens fremtid. Hvis kapitalismen er ude af stand til at tilfredsstille de krav, som uundgåeligt opstår af de ulykker, den selv har skabt, så lad den gå til grunde. ’Gennemførlighed” eller ”uigennemførlighed” er i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om styrkeforholdet, som kun kan afgøres gennem kamp. Gennem denne kamp vil arbejderne, ligegyldigt hvad dens øjeblikkelige praktiske resultater end bliver, bedst nå til forståelse af nødvendigheden af at rydde det kapitalistiske slaveri af vejen.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Kæmp for at styrke marxismen i arbejderbevægelsen Krisen viser kapitalismens sande ansigt. Kapitalisme i dag betyder krise, arbejdsløshed og tvangsauktioner af boliger. Kampen mod krisen er i sidste ende en kamp mod kapitalismen som samfundssystem. De ledere af arbejderbevægelsen der igennem tiden har erklæret marxismen for forældet står nu uden svar. Al snak om at samarbejde og forhandling med arbejdsgiverne er vejen til bedre forhold bliver nu afsløret som utopi. Marxisterne har været de eneste der har forklaret at opsvinget ville ende

i en dyb krise. Dette understreger nødvendigheden af at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen og vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program, der en gang for alle kan afskaffe uligheden, arbejdsløsheden og boligkrisen ved at overtage de 200 største banker, forsikringsselskaber og virksomheder under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol. □

Blev højrefløjen styrket ved EU-valget? EU-VALG

Af Frank Andersen

cents tilslutning ved et valg. Men det skyldes aldeles ikke, at de danske arbejdere er racister – tværtimod.

Ifølge de borgerlige medier var EUvalget en storslået sejr til højrefløjen overalt i Europa, også i Danmark. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti blev den kandidat, der modtog flest personlige stemmer. Men hvis vi ser nærmere på resultatet ser vi, at der tegner sig et ganske andet billede. Valget var tværtimod udtryk for en polarisering og en udbredt mistillid til de etablerede politikere.

Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der har som formål at splitte arbejderklassen langs nationale linjer. Men tilslutningen til Dansk Folkeparti skyldes en økonomisk situation, der tvinger mange til at se sig om efter andre løsninger end de, som de etablerede partier tilbyder, samt fraværet af et klart alternativ fra arbejderklassens traditionelle ledere – især den socialdemokratiske top.

På landsplan fik Socialdemokratiet 21,5 procent af stemmerne. SF fik 15,9. Tilsammen fik de to arbejderpartier altså 37,4 procent. Hvis vi medregner de stemmer, som gik til Folkebevægelsen mod EU og junibevægelsen (som de fleste opfatter som en venstreorienteret EU-modstand og –skepsis) ser vi, at venstrefløjen fik 47 procent af stemmerne. Det er især SF’s store fremgang, der sikrede, at venstrefløjen ikke led et afgørende nederlag ved EU-valget.

Dansk Folkeparti Mange aktivister på venstrefløjen er chokerede over den store tilslutning, som Dansk Folkeparti fik ved valget. For mange er det uforståeligt, at et åbenlyst racistisk parti kan få 15 pro-

Dansk Folkeparti formåede på demagogisk vis at kæde sociale krav sammen med skepsis over for EU. Det har uden tvivl appelleret til mange, der (korrekt) ser EU som et instrument for udhuling af lønninger, arbejdsforhold og arbejdernes levestandard generelt, samtidig med at de har mistet tiltroen til de nuværende ledere for arbejderpartierne.

Reformismen Den såkaldte ”tredje vej” er i krise. Vi har set, at såkaldte centrum-venstre regeringer i Østrig og Italien kun har varet i halvandet år, før de brød sammen. Vi ser, at på trods af, at de traditionelle borgerlige partier i Europa er i krise, er de reformistiske partier ude af stand til at drage fordel af dette. Et

14 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

parti som SF er gået stærkt frem. Det er ikke sket på grund af ledelsens EU-venlige linje, men fordi partiet bliver set som et alternativ til det etablerede system. Selv de steder, hvor reformisterne er i opposition, har deres svar på problemerne ikke overbevist nogen. Arbejderne har ganske enkelt ikke engang fundet det værd at prøve disse ledere af på trods af utilfredsheden med de borgerlige.

Katastrofekurs Selv de borgerlige medier er overraskede over, at arbejderpartierne ikke er gået mere frem i en tid med økonomisk krise, hvor det er tydeligt, at kapitalismen ikke fungerer. Reformisterne drager den konklusion, at de må bevæge sig yderligere til højre. Men det er en kurs, der kun kan føre til nye katastrofer. Så længe, ledelsen for arbejderbevægelsen accepterer kapitalismens rammer, og dermed accepterer de borgerlige partiers rammer, så vil en del af arbejderne forholde sig indifferent over for politik.

Land og by Tilbage til EU-valget. I de store byer i Danmark så vi en stærk tilslutning til Socialdemokratiet, SF og Folke-


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Dansk Folkeparti formåede på demagogisk vis at kæde sociale krav sammen med skepsis over for EU

bevægelsen mod EU. Særligt SF gik kraftigt frem. Det skyldes især, at SF i manges øjne ikke er forbundet med det etablerede politiske system, men bliver opfattet som et parti, der vil føre en politik, der gavner arbejderklassen på bekostning af overklassen. Spørgsmål som underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, miljøproblemer og den økonomiske krise har især været vigtige. Ethvert valg er et øjebliksbillede af stemningen i samfundet. Men forudsætningerne kan hurtigt ændre sig igen, da bevidstheden – særligt i en urolig periode som den nuværende – absolut ikke er en statisk størrelse, men en dynamisk. Desuden tæller et valg alle de sociale kræfter i samfundet lige. Den organiserede arbejderklasse i de store byer tæller lige så meget som uorganiserede elementer i små perifere erhverv, småhandlende, selvstændige, hjemmegående og så videre. Men for samfundets drift, og for klassekampen, er det arbejderklassen i byerne, der er den vigtigste og afgørende faktor.

København På Nørrebro i København blev SF det suverænt største parti med 33,2 procent af stemmerne. Socialdemokratiet fulgte efter med 19,8 procent, og Folkebevægelsen mod EU fik 14,8

procent. De tre store borgerlige partier – Venstre Konservative og Dansk Folkeparti – fik tilsammen sølle 18,9 procent. Lignende tal kan ses i stort set hele København. Vi så desuden en bemærkelsesværdig sejr til SF på Frederiksberg, som ellers går for at være en konservativ højborg, hvor de Konservative traditionelt er det største parti. Men SF blev det største parti, Socialdemokratiet nummer to, og de Konservative blev henvist til en ydmygende tredjeplads.

Århus I Århus Nord fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 57,8 procent. VKO fik 32,7. I Århus Vest fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 53,8 procent. VKO fik 40,3 procent. I Århus Syd fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 50,9 procent. VKO fik 40,6 procent. Noget lignende gjorde sig gældende overalt i Århus’ arbejderkvarterer.

arbejderklasse-domineret. I Odense Øst fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 57,8 procent. VKO fik 35,1 procent. Odense Vest havde lignende tal. I Esbjerg by fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 51 procent af stemmerne. VKO fik 43,9 procent.

Polarisering Alt i alt viser resultatet af den danske EU-afstemning entydigt, at den borgerlige politik er helt og aldeles miskrediteret, og at arbejderklassen i stigende grad ser til SF som et parti, der kan kæmpe klassens krav igennem. Det er det stik modsatte af en højredrejning. Der tegner der sig et klart billede af en polarisering til både højre og venstre. Midterpartierne (herunder Junibevægelsen, der er drejet til højre) blev fuldstændig udraderet. Polariseringen i det danske samfund vil vise sig i eksplosive udviklinger i den næste periode. □

Aalborg og Odense I Aalborg Øst fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 51,4 procent af stemmerne. VKO fik 40,1 procent. I resten af Aalborg så man lignende tal, med de forventelige afvigelser i områder, som traditionelt er mindre

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 15


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Erfaring med arbejderregering i Frankrig:

Højrekurs førte til nederlag ARBEJDERREGERING

Af Frederik Ohsten I løbet af de senere år har der været utallige nedskæringer i Frankrig. Sakozy og hans højreorienterede regering er uden tvivl den mest højredrejede regering siden Anden Verdenskrigs Vichy-regime. Hvordan kan det være, at denne højreorienterede regering, der er fast besluttet på at redde den franske overklasse på bekostning af arbejdere, unge og pensionister, er kommet til, og oven i købet er blevet genvalgt? Aktive i arbejderbevægelsen i Frankrig spørger sig selv, hvordan det kan være, at den Sarkozy og den højreorienterede regering er blevet genvalgt efter en bølge af masseprotester og storstrejker, der har stået på siden 2005 til i år. Hvordan kan det være, at den venstredrejning, der er sket med massebevægelser, generalstrejker og studenterprotester ikke er slået igennem på det parlamentariske plan? Svaret skal findes i den ringe tillid, som lederne af arbejderbevægelsen nyder.

Socialisternes sejr Lad os gå tilbage til 1997. Her kom Socialistpartiet – det franske socialdemokrati – til magten med et overvældende flertal sammen med kommunistpartiet PCF. Højrefløjen var splittet og demoraliseret. Den massive opbakning til venstrefløjen bragte Lionel Jospin til magten. Det var et

Arbejderregeringen i Frankrig Socialistpartiet (PS) fik sammen med Kommunistpartiet (PCF) regeringsmagten i 1997. De mistede regeringsmagten igen i 2002, hvor PCF fik halveret sin opbakning. Det var især PCF’s vælgere, der blev skuffede over en regering, der kastede de socialistiske principper over bord.

bredt ønske om grundlæggende forandring i Frankrig. Efter årevis med nedskæringspolitik, bolignød, arbejdspres og løntilbageholdenhed skulle det være slut! Nu skulle der føres arbejderpolitik, velfærden skulle udbygges og levestandarden hæves. Det var disse forhåbninger, der bragte venstrefløjen til magten – og det var disse forhåbninger, der ikke blev indfriet af arbejderbevægelsens ledere.

Manglende opgør En artikel i Business Week (22.april 2002) gjorde en knusende status over Socialistpartiets lederes politik: ”Arbejdsløsheden i Frankrig for unge under 25 er 20,8 procent, en af de højeste rater i Europa, og mere end det dobbelte af tallet for ældre franske arbejdere. Andelen af franskmænd i 20’erne, der er fattige, steg fra under seks procent i 1980’erne til næsten ni procent i slutningen af 1990’erne samtidig med at de ældres levestandard steg.” Imidlertid er det, som Business Week skrev om en bedring af levestandarden for ældre arbejdere, ikke rigtigt. Socialistpartiets premierminister Jospin havde ganske vist en ”venstreorienteret” retorik, og der blev gennemført reformer som nedsættelse af arbejdsugen til 35 timer. Men de vigtigste kendetræk ved den økonomiske politik var hele tiden en liberalistisk, borgerlig linje, som blev hentet fra den internationale valutafond IMF. De rige blev rigere, og de fattige blev fattigere. Det, der passer er, at de unge er blevet særligt hårdt ramt.

Rapport: stigende ulighed under arbejderregeringen En rapport fra Camille Landais fra Ecole d’Economie de Paris med titlen ”Top incomes in France (1998-2006): Booming inequalities?” giver en værdifuld dokumentation af den sociale ulighed i Frankrig.

16 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

Arbejderregeringer i Europa I lyset af diskussionerne om en fremtidig regering med SF, bringer vi en række artikler om erfaringerne fra forskellige europæiske lande, hvor arbejderpartierne har haft magten uden at bryde med kapitalismens rammer. Formålet er at lære af erfaringerne fra arbejderbevægelsen i udlandet. I fremtiden har vi planer om at bringe en artikel om erfaringerne fra Norge, hvor Sosialistisk Venstreparti for øjeblikket deltager i regeringen. Vi hører meget gerne fra vore læsere med kommentarer og forslag til nye artikler. Af rapporten fremgår det, at de samlede lønindtægter i Frankrig er steget med 2,52 procent om året fra 1998 til 2005. Imidlertid er medianindkomsten (den indkomst som nr. 50 ud af 100 tjener – altså et billede af den mest almindelige indkomst) kun steget med 0,6 procent årligt. Den begrænsede økonomiske fremgang, der var i Frankrig i denne periode, kom først og fremmest et lille mindretal i toppen af samfundet til gode. De nederste 90 procent på indkomstskalaen oplevede, at deres indkomst kun er steget meget svagt – og at arbejdspresset samtidig er øget.

Privatiseringer og angreb på arbejderklassen Det højborgerlige engelske finansmagasin The Economist bemærkede 20. april 2002, at Frankrig under Jospin-regeringen ”hældte mere i retning af en ’angelsaksisk’ måde at gøre tingene på. Mere af den franske stat er, endda under en socialistisk premierminister, blevet privatiseret end nogensinde før. Omkostningerne til arbejdskraft er blevet beskåret.”


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

35-timers ugen Indførelsen af en 35-timers arbejdsuge var uden tvivl det vigtigste tiltag, som var med i regeringsgrundlaget for Socialistpartiet og PCF i 1997. Det var afgørende for venstrefløjens valgsejr. Men efter fem år med arbejderregeringen var det kun hver tredje arbejder i Frankrig, der havde en 35 timers arbejdsuge.

Indrømmelser til overklassen Loven om 35-timers arbejdsuge indeholdt en lang række indrømmelser til arbejdsgiverne. Det betød blandt andet, at hvis ikke fagforeningerne var stærke nok til at forhindre det, kunne arbejdsgiverne tage langt mere tilbage fra arbejderne ved at udregne de 35 timer som et årligt gennemsnit og lade arbejderne arbejde mere i visse perioder, mindre i andre perioder. Desuden kunne arbejdsgiverne påtvinge arbejderne en række produktivitetskrav og andre tiltag, der langt oversteg, hvad arbejdsgiverne måtte opgive i forbindelse med en kortere arbejdsuge.

Gaver til arbejdsgiverne For yderligere at berolige den franske overklasse, iværksatte PS-PCF regeringen et massivt program, hvor

de delte milliarder ud til arbejdsgiverne. Alene i 1999 gav de 104 milliarder franc (langt over 100 mia. kroner) til kapitalisterne som ”kompensation” for 35-timers arbejdsugen. 35-timers arbejdsugen skulle skabe flere arbejdspladser, men regeringen nægtede at ansætte flere i den offentlige sektor, hvilket betød, at offentligt ansatte skulle udføre det samme arbejde på kortere tid. På alle punkter blev 35-timers arbejdsugen vendt indført på bekostning af arbejderklassen og til gavn for kapitalisterne.

PCF blev straffet Arbejderregeringen adskilte sig ikke fra den tidligere borgerlige regering på nogen betydelige punkter. Udenrigspolitikken forblev stort set den samme, og især det store arabiske mindretal i Frankrig blev frastødt at Jospin-regeringens pro-israelske politik. Det er karakteristisk, at det var det mest radikale parti, som blev straffet hårdest. De største forhåbninger om en alternativ politik og ægte forandring i Frankrig var til PCF. Da PCFlederne skuffede disse forhåbninger, kvitterede vælgerne i 2002 ved mere end at halvere partiets stemmeandel.

Diskussioner i PCF For tiden er der store diskussioner i PCF om, hvilken politik, partiet skal fremføre. Partiets absolutte højrefløj har ønsket at opløse partiet i en bred venstrefløjskoalition uden klare principper eller program, men dette er blevet afvist af medlemmerne på den seneste kongres. Partiets venstrefløj – herunder den marxistiske tendens omkring avisen La Riposte – gik stærkt frem på den sidste kongres. Arbejdere i og omkring PCF ser sig i stigende grad om efter et alternativ til den højredrejede linje, som har hersket i partiet i en årrække, og som de korrekt ser som ansvarlig for nederlaget i 2002, som de har lidt under lige siden. Arbejderpartierne har ikke brug for en forsonlig linje over for overklassen eller ledere, der kun er drevet af deres egne hensyn til karrierer og privilegier. Arbejderne har brug for ledere, der er ærlige klassekæmpere for arbejdernes sag, som i kamp har bevist, at de står fast, og har en solid marxistisk forståelse af opgaverne, bevægelsen står overfor. Det er vejen frem. □

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 17


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kina og verdensøkonomien KINA

Af Marie Frederiksen I den seneste periode har der været en imponerende udvikling i den kinesiske økonomi med vækstrater på over 10 pct. Nogle borgerlige økonomer mente, at Kina kunne redde verdensøkonomien, og andre, herunder nogle ledere i Kina, fremførte ideen om, at Kina kunne undslippe effekterne af en verdensomspændende økonomisk krise. De talte om såkaldt ”af-kobling”. Men den seneste periode har vist, at Kina hverken kan redde verdensøkonomien eller undslippe den globale økonomiske krise. Ikke mindst er det tydeligt, at de forhold, der verden over skaber en socialt eksplosiv situation, også er til stede i Kina.

Kinas eksport i frit fald I 1990’erne voksede Kinas eksport i gennemsnit 12,9 procent om året, men fra 2000 til 2006 fordobledes denne vækst næsten til 21,1 procent om året. Siden november 2008 er den kinesiske eksport, der udgør 40 procent af Kinas BNP, faldet, og i maj faldt den med 26,4 procent. Importen faldt med 25, 2 procent i maj. (epn. dk 18.06.09) Den faldende efterspørgsel fra især amerikanske forbrugere rammer Kina, men derigennem også resten af de asiatiske lande. Omkring 60 procent af Kinas import kommer fra resten af Asien, og omkring halvdelen af denne import er komponenter, der samles i Kina og derefter sælges til den rige verden. (economist.com 14.05.09). At Kina skulle være afkoblet verdensøkonomien er altså ikke andet end en myte.

Væksten opgraderes I første kvartal af 2009 steg Kinas BNP med 6,1 procent, men den kinesiske regering regner med, at væksten stiger til otte procent i år. Også verdensbanken har i sin seneste

prognose opgraderet sin forventning til væksten i den kinesiske økonomi fra 6,5 procent til 7,2 procent. Det er vækstrater, som landene i Vesten kun kender til i en fjern fortid. Men sagen er, at selv disse høje vækstrater kan vise sig at være langt fra nok for Kina, hvis BNP steg med 13 procent i 2007, og generelt har haft vækstrater på omkring 10 procent de seneste år. Sidste gang Kina havde en vækst på under 7 procent var i 1989-90. (Far Eastern Economic Review april 2009.) Derudover er spørgsmålet også, hvorvidt det er en vækst drevet af reel femgang i økonomien?

Overproduktionskrise

Hjælpepakke af massive dimensioner

Samtidig stiger antallet af udlån, i takt med at regeringen løsner på restriktionerne for udlån. Kinesiske banker tredoblede deres udlån i første kvartal, og frygten er nu, at mange af disse lån vil vise sig at være dårlige, dvs. ikke blive betalt tilbage.

Som en af de væsentligste årsager til opgraderingen af vækstskønnene er den massive hjælpepakke på 585 mia. dollars, som den kinesiske regering har vedtaget. Men der er alvorlige overvejelser om, hvorvidt denne hjælpepakke skaber grobund for en reel vækst i den kinesiske økonomi. Den kinesiske regering har valgt en mere keynsianistisk politik end den vestlige verden. 80 procent af Kinas hjælpepakke skal bruges til at sætte gang i investeringer i infrastrukturen. Men som vi så i slutningen af 1970’erne, så fører et øget offentligt forbrug ikke til vækst, men til stigende inflation og statsgæld. Derudover peges der på, at en del af hjælpepakken skal finansieres ved stigende udlån fra bankerne. Det er endnu ikke til at sige, hvilken effekt hjælpepakken vil få på den kinesiske økonomi, men hvis ikke produktionen kommer i gang, så når hjælpepakken hurtigt sin begrænsning. Verdensbanken har beregnet af hjælpepakken står for tre-fjerdedele af væksten i Kinas BNP i år. (Economist 16.04.09) Uden hjælpepakken ville den kinesiske økonomi altså reelt vokse yderst begrænset.

18 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

Det tyder på, at Kina lige nu kan fastholde højere vækstrater end i Vesten, men før eller senere vil det stoppe. Kina ser ud til at være på vej mod en klassisk overproduktionskrise. The Economist argumenterer for, at eksporten ikke er så afgørende for den kinesiske økonomi, som man hidtil har troet, da væksten i økonomien allerede faldt i 2007, længe inden eksporten kollapsede. Vækstratens fald blev, ifølge The Economist, drevet af et kollaps indenfor ejendomsmarkedet og i byggeriet.

Som Far Eastern Economic Review forklarer i april, så ser det ud til, at ”Kina måske snart har sin egen finansielle boble at slås med”. Men det vil kun udskyde problemet. Den kinesiske regering ser ud til at forsøge en blanding af de midler, de vestlige regeringer forsøgte i halvfjerdserne og de midler, der har været medvirkende til at øge den nuværende krises omfang. Begge dele har vist sig at spille fallit. Som The Economist skriver, ”den klare risiko er, at politiske udlån skaber mere overkapacitet, dårlige tilbagebetalingsrater og fremtidige dårlige lån for bankerne.” (16.04.09) Med andre ord; med Kinas overgang til kapitalisme har Kina fået de samme problemer at slås med som de kapitalistiske lande.

Kina og verdenshandelen Kina stod for 19,5 procent af væksten i verden i 2007, den største andel fra nogen nation, ifølge IMF. Trods væksten er den kinesiske økonomi stadig ikke på en størrelse, hvor den, ifølge Verdensbanken, kan hive verdens-


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk økonomien ud krisen. Tværtimod er der en reel risiko for, at Kina vil være medvirkende til at trække verdenshandelen nedad og dermed hele verdensøkonomien. For det første er der den faldende eksport og import i Kina, men samtidig er der også en stigende protektionisme både i USA men også i stigende grad i Kina. Stigende protektionisme og handelskrige får verdenshandelen, der har været en vigtig drivkraft i det seneste opsving, til at skrumpe. Men trods stigende protektionisme er Kina og USA dybt afhængige af hinanden. Kina øgede sine udenlandske valutareserver fra 340 mia. dollars i 2003 til næsten 2000 mia. dollars i marts, og omkring 1200 mia. af disse er investeret i den amerikanske økonomi (Bloomberg.com 18.05.09) I takt med at USA trykker penge for at dække sit stigende underskud, bliver Kina mere og mere bekymret. En svag dollar, og truslen om inflation – nogen taler endda om hyperinflation – vil underminere de kinesiske valutareserver. Hvis dollaren falder for meget, kan det tvinge kineserne til at sælge ud, hvilket kan betyde et fuldstændigt kollaps i dollaren. Det vil betyde et total kollaps i verdenshandelen og sammentrækning af verdensøkonomien.

gende. De nyeste tal tyder på, at op mod 23 millioner (!) ud af Kinas 140 millioner migrantarbejdere er arbejdsløse. Der er ikke anden udsigt for mange af dem end at vende tilbage til landsbyerne, hvor lønninger gennemsnitligt er en tredjedel af lønningerne i byen. Hvis altså de er så heldige at få et job. Udviklingen i Kina har skabt verdens største arbejderklasse, og har undergået den hurtigste urbanisering nogensinde. Der er nu 221 byer med mere end 1 million indbyggere, Europa har til sammenligning 35 millionbyer. Allerede de seneste år er antallet af sociale protester steget markant blandt arbejder og i landsbyerne, og den forventede vækst, uanset hvor stor den er, kan altså ikke skabe nok jobs og social sikkerhed. I år vil 6,1

millioner unge afslutte universitetet, hvilket er seks gange så mange som i år 2000, men samtidig er udsigten til et job faldende. Regeringen frygter for protester fra de studerende, som hurtigt vil kunne sprede sig til arbejderklassen. Erindringen om den Himmelske Fredsplads, der i år har 20 års jubilæum, spøger blandt det kinesiske bureaukrati. Uanset om væksten bliver 6 eller 9 procent vil den kinesiske arbejderklasse lære, at kapitalismen ikke sikrer dem bedre forhold, men at de tværtimod må kæmpe for en planøkonomi, men denne gang en demokratisk planøkonomi. En ny revolution i Kina vil ændre verdenshistorien. □

Hverken USA eller Kina er interesseret i dette scenarium, men heller ingen var interesseret i at aktierne skulle falde, men det gjorde de alligevel. Tallene viser tydeligt, at Kina ikke vil kunne redde verdensøkonomien – tværtimod kan Kina blive medvirkende til at hive den ned.

Klassekamp på dagsordenen Et perspektiv for Kinas økonomi kræver en langt grundigere undersøgelse, end vi har foretaget i denne artikel. Men hvad vi med sikkerhed kan sige, er, at scenen er sat for sociale eksplosioner i Kina. Den kinesiske regering peger selv på, at der kræves en vækst på 8 procent for at fastholde beskæftigelsen og social stabilitet (Bloomberg 18.06.09).

Udviklingen i Kina har skabt verdens største arbejderklasse. Der er nu 221 byer med mere end 1 million indbyggere, Europa har til sammenligning 35 millionbyer.

Arbejdsløsheden er allerede nu sti-

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 19


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Nyt fra Hands off Venezuela Tidligere kampagner

HOV

Af Niklas Zenius Jespersen Hands Off Venezuela kampagnen i Danmark, er den danske del af den internationale kampagnen af samme navn, med afdelinger i over 30 lande, der støtter og forsvarer den venezuelanske revolution. Kampagnen blev i sin tid startet i 2002 som svar på det militærkup, der væltede Chávez’ demokratisk valgte regering før en massebevægelse slog kuppet tilbage i løbet af 48 timer. Revolutionens skæbne i Venezuela har enorm international betydning. Sejr eller nederlag i Venezuela vil påvirke resten af Latinamerika og resten af verden i samme retning. Derfor er det afgørende med international solidaritet. Vi er med i Hands Off Venezuela kampagnen for at vise international støtte til det venezuelanske folks kamp!

Meld dig ind! Hands Off Venezuela er en medlemsdrevet og demokratisk kampagne. Vi ønsker at basere os på det bredest mulige grundlag og opfordre alle der har lyst og tid, til at gå med i kampagnen. Individuelt medlemskab koster 75 kr. om året og mellem 200 og 5000 kr. for organisationer, fagforeninger, partiafdelinger og faglige klubber, alt efter størrelse og økonomi. Der er masser af muligheder for at være aktiv i solidaritetsarbejdet på alle planer. Kontakt os og meld dig ind på: www.handsoffvenezuela.dk eller hov.denmark@gmail.com

Vi har gennemført flere kampagner og aktiviteter, bl.a. en støttekampagne for fabriksbesættelsen af Mitsubishi med støtteerklæringen fra bl.a. Metal og Metal Ungdom i København, Frank Aaen fra Enhedslistens Folketingsgruppe og tidligere medlemmer af folketinget fra SF. Derudover har vi afholdt en filmfremvisning om revolutionen på den venezuelanske ambassade. Aktivister fra kampagnen har deltaget i dette års kongres hos den venezuelanske organisation Corriente Marxista Revolutionaria og vi sendte i samarbejde med den venezuelanske ambassade en repræsentant til Solidaritetskonference i Amsterdam i juni, organiseret af Venezuelas viceudenrigsminister for Europa.

Fremtidige aktiviteter Vi planlægger en række møder sammen med den venezuelanske ambassade i København. Der vil i fremtiden blive afholdt et møde hver måned på den venezuelanske ambassade på Toldbodgade 31, 3. etage, 1253 København K. Mødet i juli vil handle om den generelle situation i Venezuela, og i slutningen af august vil der blive holdt et møde om fabriksbesættelser og arbejderkontrol i Venezuela, bl.a. i anledning af ”Den 2. Forsamling af Arbejderkontrollerede Fabrikker i Latinamerika” der blev afholdt i Venezuela den 25-27. juni.

Chávez og Iran Venezuelas præsident Hugo Chávez lykønskede i juni Irans præsident Ahmadinejad med ”valgsejren”. Det skete samtidig med at de iranske masser rejser sig imod det undertrykkende regime i Iran. Hands off Venezuela kampagnen er på ingen måde en ukritisk tihænger af alt, Chávez foretager sig, og især har vi kritiseret præsidentens udtalelser om Iran. Den venezuelanske revolution har brug for venner verden over. Det

20 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

kan den få blandt Irans arbejdere og unge, men aldrig blandt de reaktionære mullaher.

Økonomisk krise Vi er desuden i gang med at organisere en ny generalforsamling og en medlemskampagne, ligesom at vi løbende deltager i og organiserer arrangementer, demonstrationer, solidaritetsbreve og debatter om Venezuela og resten af Latinamerika. Dermed tegner det til en styrkelse af det danske Venezuela-solidaritets arbejde og det er der virkelig brug for. Den økonomiske krise har ramt Venezuela hårdt. Selv om Venezuela, i modsætning til andre lande i Latinamerika, stadig har en positiv årlig økonomisk vækst, er især overskuddet fra olie og råstoffer faldet voldsomt på grund af krisen. Det har betydet at der pludselig er mangel på penge til de sociale programmer. Igennem de seneste 10 år har det været muligt at gennemføre en relativ langsom og fredelig revolutionær proces, blandt andet fordi man ved hjælp af de store olieindtægter har kunnet investere massivt i sociale programmer. Dette er ikke længere muligt. Derfor står revolutionen over for et valg: enten vil man lide det mest forfærdelige nederlag med CIA-militærkup, drastiske fald i levestandarden og i det hele taget en social katastrofe. Eller også må kapitalisterne, bankerne og godsejerne eksproprieres, økonomien planlægges og den socialistiske revolution fuldføres! Patria, Socialismo o Muerto! Færdreland, socialisme eller døden! □


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Tredje internationales storhed og fald TREDJE INTERNATIONALE

Af Mikkel Boris Tredje Internationale, også kendt som Kommunistisk Internationale eller blot Komintern, brød sammen i 1943. Politisk set var sammenbruddet sket mange år forinden, og da Stalin opløste organisationen som en gestus over for USA og England, var den endelige stopper sat for den største revolutionære organisation i det 20. århundrede. Komintern blev stiftet af Lenin og Trotskij for at sætte en verdenssocialistisk dagsorden. Formålet var at forene alle de marxistiske kræfter på verdensplan i et fælles parti, en internationale. Stiftelsen i 1919 fandt sted på baggrund af verdenshistoriske begivenheder som Første Verdenskrig (1914-1918) og den russiske revolution i 1917.

Første og anden Internationale Marx og Engels skrev i sin tid det Kommunistiske Manifest som det stiftende dokument for Kommuni-

sternes Forbund, forløberen for den me. Imidlertid blev disse ledere så første Internationale, som den dan- forbundet til det etablerede system ske arbejderbevægelse også var en med samarbejde mellem klasserne, del af. Denne organisation voksede så de endte med at forråde arbejderop under meget vanskelige forhold bevægelsen. og brød sammen efter massakren på Pariserkommunen i 1871, men lagde Forræderiet i 1914 de ideologiske grundsten for den store Socialistiske Internationale fra Da Første Verdenskrig brød ud, støt1880, der også er kendt som Anden tede de socialdemokratiske ledere i stort set alle lande InternationaRusle. Socialde- ” Komintern blev stiftet af Lenin (undtagen land og Serbien) mokratierne og Trotskij for at sætte en deres egne borover hele Europa var verdenssocialistisk dagsorden. gerlige regeringer. Det skete på trods på den måde Formålet var at forene alle af, at de tidligere sluttet samde marxistiske kræfter på havde lovet at gå men som et imod krigen med verdensplan i et fælles parti, fælles parti. alle midler – heren internationale.” under generalAnden Instrejke. Det var et ternationale kæmpe chok for blev imidlertid opbygget i en periode med enorm økonomisk fremgang, arbejderne overalt i Europa, at deres der gjorde det muligt for kapitalister- ledere på den måde kapitulerede til ne at give arbejderne højere løn og deres ”egne” kapitalister i krigen om bedre forhold for at undgå revolution. kolonier og profit. I arbejderbevægelsen fik lederne det indtryk, at man stille og roligt kunne Den russiske revolution havde skabt forhandle sig til et socialistisk sam- en bølge af optimisme og revolufund – det blev kendt som reformis- tionær inspiration, som skyllede over Europa. I Tyskland, Østrig, Ungarn, Italien, Frankrig og England var der revolutionære opstande, der nemt havde kunnet væltet kapitalismen. Men kapitalismen blev reddet af de socialdemokratiske ledere af arbejderbevægelsen. De magtfulde ledere for fagforeningerne og de socialdemokratiske partier stillede sig i spidsen for opstanden og førte kampen af harmløse kanaler.

Komintern opstår Venstrefløjen i Internationalen – med ledere som Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – arbejdede herefter for at stifte en ny Internationale – en Tredje Internationale. Den blev stiftet i 1918 i kølvandet på den russiske revolution. Tredje Internationale blev en enorm masseorganisation på verdensplan på

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 21


Historie grundlag af den revolutionære bølge, der fejede over hele verden på dette tidspunkt. Da den Kommunistiske Internationale blev stiftet i 1919 red den på en bølge med fremgang og revolutioner over hele Europa. Kapitalismen var i krise, og de borgerlige var rædselsslagne. Næsten alle borgerlige politikeres erindringer og skrifter fra den tid viser deres fortvivlelse og mangel på tillid til, at deres system kunne leve videre. De kommunistiske partier i Europa steg støt i antal og indflydelse på bekostning af socialdemokratiet.

Nederlag i Tyskland Tyskland med sin kæmpemæssige produktionskapacitet oplevede en enorm krise med hyperinflation i 1923. Den tyske kapitalisme stod i en umulig position efter Første Verdenskrig, som de havde tabt. De skulle betale enorme krigsskadeerstatninger og skulle aflevere store mængde ressourcer og en del vigtige landområder til Frankrig og andre lande.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Kommunisterne i Tyskland fik på baggrund af krisen en kæmpe opbakning, men ledelsen vaklede, og chancen forpassede. Stalin og andre fra det russiske parti opfordrede de tyske ledere til at forholde sig passivt i et øjeblik, hvor revolutionær forandring stod på dagsordenen. Revolutionens nederlag i Europa, som skyldtes ledelsens svigt, fik alvorlige konsekvenser. Revolutionen stod isoleret i Sovjetunionen, et meget tilbagestående land. Sammen med trætheden og apatien blandt de sovjetiske masser, som havde gennemgået årevis med krig, afsavn og lidelser under borgerkrigen og de 21 udenlandske hæres intervention for at knuse arbejderstaten, deres desperation og desillusionering, da deres håb om assistance fra arbejderne i Europa blev svigtet, førte det til reaktion inden for Sovjetunionen. Arbejderne blev passive, og den bureaukratiske klike, der indtil da var blevet holdt i skak af arbejderne, kunne stige til magtens tinder. Bureaukratiet fandt sin leder i Stalin.

Stalin I 1924 udtrykte Stalin første gang sin teori om ”socialisme i et land”. Lenin havde advaret imod Stalin og bureaukratiet, men under sin sygdom blev Lenin isoleret, og hans testamente blev hemmeligholdt af stalinisterne, fordi Lenin anbefalede Trotskij til at stå i spidsen for partiet. Trotskij blev udsat for en uhyrlig smædekampagne, som Zinoviev, Kamenev og Stalin stod i spidsen for. De opfandt begrebet ”trotskisme” Så længe Lenin var i live, var Stalins klike nødt til at gå forsigtigt frem. Minderne om oktoberrevolutionen var stadig for friske, og Lenins personlige autoritet for stor. Men da Lenin var ude af billedet, begyndte de at manøvrere for at erobre kontrollen med partiet. Stalin, der frygtede Lenin, fik næring til sine ambitioner af Lenins død. Efter Lenins død gik en kaste af privilegerede embedsfolk efter magten i Sovjetunionen. I partiet var de repræsenteret ved den bureaukratiske fraktion, der dannede sig omkring Stalin.

Højredrejning Komintern overgik under Stalin fra at være et redskab for verdensrevolution til blot at være et instrument i hænderne på det nye russiske bureaukrati, der havde taget magten. Overgangen fra en politik, der sigtede på verdensrevolution til en politik, der sigtede på ”socialisme i ét land” udtrykte en skarp drejning til højre i Ruslands interne politik såvel som Kominterns politik. I Sovjetunionen fik rige bønder (kulakker) og handelsfolk (NEP-folk) frit økonomisk spillerum under den nye højrekurs. Samtidig støttede sovjet nu kinesiske kapitalister under revolutionen i 1925-27. Trotskijs Venstreopposition kritiserede dette, ligesom meget andet. Dette førte til den store hetz imod denne gruppe.

Vending 180 grader

Lenin sidder på trappen og tager noter til hans tale ved Tredje Internationales kongres i 1921.

22 • www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49

I Rusland voksede de kapitalistiske elementer nu så støt i styrke og indflydelse, at Stalin var tvunget til at gøre noget. Kulakkerne havde organiseret en kornstrejke som det første skridt hen mod kapitalistisk


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk kontrarevolution imod sovjetmagten. Ved slutningen af 1927 havde faldet i kornforsyningerne til byerne antaget alarmerende proportioner. I en 180 graders vending erklærede Stalin ”likvidering af kulakkerne som klasse.” Bureaukratiet gik i panik og indførte en karikatur af netop den politik, som Trotskij og Venstreoppositionen havde fremført, og som de var blevet ekskluderet af partiet for. Disse tiltag indebar blandt andet en gennemgribende planlægning af produktionen, hvilket skabte kæmpemæssige fremskridt og forvandlede Sovjetunionen fra et tilbagestående uland til et moderne industriland.

Den ”tredje periode” På Kominterns kongres i 1928 fremlagde Stalin teorien om den såkaldte ”tredje periode”, som var kapitalismens endelige krise. Stalin sagde, at socialdemokraterne nu var blevet ”socialfascister”, at de udgjorde den største fare for arbejderklassen og måtte tilintetgøres. Dette fik katastrofale følger. I Tyskland havde Socialdemokratiet og kommunisterne flertal hvis de ville arbejde sammen. Men kommunisterne valgte i under den ”røde afstemning” i 1932 i Berlin at stemme sammen med nazisterne imod Socialdemokratiet. Derefter var vejen åben for, at Hitler som første fascistiske leder kunne overtage ledelsen i et land uden modstand fra arbejderne, der var demoraliseret på grund af splittelsen i arbejderbevægelsen. På grund af ledernes forræderi blev det tyske kommunistparti smadret fuldstændigt. Men Stalin og de andre Komintern-ledere forstod ikke katastrofens omfang. I stedet erklærede de, at det tyske partis politik havde været fuldstændig korrekt.

Folkefront Denne vanvittige ”tredje periode” politik fortsatte frem til 1934, hvor det blev klart, at Hitler var en trussel imod Sovjetunionen. Fascisterne var på vej til at tage magten i Frankrig. Nu foretog Stalin igen en kovending. Nu skulle kommunisterne ikke blot alliere sig med socialdemokraterne imod fascisterne – de skulle søge

Ted Grant om Tredje Internationale ”Tredje Internationale er officielt blevet begravet. På den mest uværdige og usle måde, man kan forestille sig, er den forsvundet fra historiens scene Stalin har på den mest forræderiske måde, forhastet og uden at rådføre sig med de tilsluttede partier, endsige de menige medlemmer over hele verden, opgivet Komintern. Det er sket på grund af pres fra den amerikanske imperialisme uden nogen demokratisk diskussion eller beslutning.” Sådan indleder Ted Grant sin historiske artikel om verdenshistoriens største revolutionære partis storhed og fald, netop som det officielt blev opløst i 1943. Artiklen er netop udgivet som pjece og kan købes hos Socialistisk Standpunkt for 10 kr. plus porto.

koalition med liberale kapitalister og afstå fra at fremføre en uafhængig politik. Det var en politik, som Lenin havde kæmpet imod hele sit liv. Nu blev den indført under navnet ”folkefront”. Denne politik blev gennemført i både Frankrig og Spanien med nederlag til følge. I Frankrig blev arbejdernes fabriksbesættelser og strejker brudt af folkefrontsregeringen, og i Spanien åbnede folkefrontsregeringen for Francos fascistiske opstand og efterfølgende diktatur. På denne tid gennemførte bureaukratiet i Sovjetunionen de såkaldte Moskva-processer, hvor alle politiske modstandere – især ”trotskisterne” – blev udryddet. Stalins svingende politik viste sig igen da han indgik ikke-angrebspagt med Hitler. Komintern holdt op med at føre kampagne imod fascisme. Dette blev selvfølgelig ændret da Hitler overfaldt Sovjetunionen i 1941, men først da Hitler var så langt inde i Rusland, at hele det sovjetiske flyvevåben var tilintetgjort. Igen vendte Stalin 180 grader og indgik en alliance med de ”demokratiske” imperialister. Som en gestus opløste han i 1943 Komintern uden så meget som at indkalde til en kongres.

Revolution og kontrarevolution Den nuværende periode omfatter allerede revolutioner som i Latinamerika, begyndelsen på en revolution i Iran, militærkup som i Honduras, fabriksbesættelser i USA, Frankrig og England. Det er en periode med revolution og kontrarevolution. Det er på baggrund af storme og omvæltninger, at et virkeligt instrument for verdensrevolutionen vil blive skabt. Et instrument, der følger i de bedste traditioner fra Komintern under Lenin og Trotskij. Trotskij beskrev allerede i 1935 opgaverne for at begynde en ny internationale til at erstatte Komintern, der var blevet ødelagt af stalinisterne: ”Hvordan Fjerde Internationale vil tage form, gennem hvilke stadier den vil gå, hvilken færdig form den vil antage – det kan ingen sige i dag. Og der er ikke behov for at gøre dette: det vil historiske begivenheder vise os. Men det er nødvendigt at begynde med at erklære et program, der passer til vores epokes opgaver. På grundlag af dette program er det nødvendigt at mobilisere ligesindede, den nye Internationales pionerer.” □

www.marxist.dk • Jul-Aug 9. årgang nr. 49 • 23


SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

Socialistisk Standpunkt er den marxistiske tendens i SF og arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis der udgives af elever, lærlinge og arbejdere, der er aktive i arbejderbevægelsen.

Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod den borgerlige regering må være øverst på dagsordenen for arbejderbevægelsen. Kampen mod den borgerlige regering er en kamp imod nedskæringer og privatiseringer, krig, miljøødelæggelse og racisme. Enhed i arbejderbevægelsen er en forudsætning for at kunne vælte den borgerlige regering; der er brug for et alternativ. Ikke enhed på bekostning af kravene, men en enhed omkring en socialistisk politik, et fælles handlingsprogram imod den borgerlige politik. Konkret opfordrer vi alle, der ønsker at vælte den borgerlige regering til at gå ind i SF og SFU, og derigennem arbejde for at skabe enhed mellem arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for en anden regering; for en arbejderregering på et socialistisk program. I de tidligere år har der været et opsving i økonomien, men det er ikke kommet almindelige mennesker til gode. Nu er økonomien på vej ind i en alvorlig nedtur, og arbejdsgiverne og deres borgerlige partier vil angribe velfærden endnu hårdere og presse endnu mere arbejdskraft ud af arbejderne for en lavere realløn.

Socialistisk Standpunkt kæmper for at arbejderbevægelsen går samlet imod forringelserne af arbejderklassens og ungdommens rettigheder. Socialistisk Standpunkt deltager i den daglige kamp, og støtter kravene fra arbejdspladserne (se nedenfor) Nogle mener, at disse krav er urealistiske. Men hvis LO, med støtte fra de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, gik til kamp for disse krav ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der ikke produceres efter menneskelige behov eller en rationel plan, men efter et lille mindretals jagt på profit. Det skaber ubalancer, ulighed og tilbagevendende kriser med angreb på velfærd og tilkæmpede rettigheder. Der er behov for at styre de vigtigste dele af økonomien efter en demokratisk plan. Men man kan ikke styre hvad man ikke ejer, derfor må arbejderklassen overtage de 200 største virksomheder, forsikringsselskaber og banker under deres egen ledelse og kontrol. Socialistisk Standpunkt afholder med jævne mellemrum diskussionsmøder om indholdet af vores avis, vejen frem for arbejderbevægelsen og marxistisk teori. Vi opfordrer alle der ønsker at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen til at kontakte os, og sammen med os arbejde for et socialistisk program i arbejderbevægelsen.

• Alle nedskæringer i den offentlige sektor må rulles tilbage sammen med skattelettelserne til overklassen.

• Fuld beskæftigelse. For en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Afskaf obligatorisk overarbejde.

• Fuld dyrtidsregulering, så lønningerne følger med prisstigningerne.

• Stop udsalget af den offentlige sektor. Alle privatiseringer må rulles tilbage, og virksomhederne må sættes under ledelse af valgte repræsentanter fra de ansatte og fagforeningerne.

• Stop for finanskriser, spekulation og gældsfælder. Bankerne må overtages af staten. Nej til statstilskud til spekulanternes fallitbo som Roskilde Bank • For ret til pension fra 55 år med en folkepension til at leve af.

• Lige løn for lige arbejde. Hæv lønnen i kvindefagene. • Uddannelse til alle. Investér i uddannelse og opret det nødvendige antal lærepladser.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK | Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde. Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-). Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 19, st. tv., 2400 København NV.

nr49  

LÆS INDE I BLADET: DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 49 JUL-AUG 2009 9. ÅRGANG PRIS KR. 10,- • NytfraHandsoffVenezuela (s.20)...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you