Issuu on Google+

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 42 MAJ/JUN 2008 8. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Krisen i Socialdemokratiet og SFs fremgang (s. 4-7) • SFU går fremad (s. 8) • Konflikten - kun gennem endhed kan kampen vindes (s. 15-17) • Europa: Strejker i det offentlige (s. 9) • Succesfuld konference i Socialistisk Standpunkt (s. 12-13) • Frankrig maj ‘68: Historiens største generalstrejke (s. 20-23)

FOR HØJERE LØN OG BEDRE VELFÆRD

Arbejderbevægelsen må kæmpe samlet

MARXIST DK


Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Krisen i Socialdemokratiet

4

Socialdemokratiet og SF

6

SFU

8

Strejker i Europa

9

Metal Hovedstaden

10

Malernes Fagforening

10

DGS

11

Konference

12

In Defence of Marxism

13

Bank til bankerne

15

Konflikten

16

USA

18

Maj 1968

20

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Enhed imod de borgerlige Første maj i år har en ganske sær- De strejkende har vist arbejderlig betydning. Den falder sammen klassens sande ansigt. Desværre med den største konflikt siden er strejken blevet meget svagere, 1998, hvor der rent faktisk her- end den burde. FOA og Sundskede storkonflikt. Strejkerne i den hedskartellet er blevet efterladt offentlige sektor viser, at modsæt- alene i kamp imod den borgerlige ningerne i det danske samfund er regering. Ansvaret for splittelsen ved at finde en vej til overfladen. I i fagbevægelsen hviler tungt på årevis har ”kloge” hoveder sagt, at skuldrene af de faglige ledere, der klassekampen er død, at socialis- har accepteret rammen på 12,8 men er død, at arbejderne er døde procent over tre år, som den boreller, at ungdommen er død. Den gerlige regering har dikteret. I stefantastiske vilje til at kæmpe for det burde lederne have gjort det bedre forhold, som de offentligt an- klart, at alle fagforbundene står satte har udvist, viser, at det ikke sammen, indtil alle har opnået et forholder sig sådan – tværtimod er tilfredsstillende resultat. det disse ”eksperter”, der befinder ”Arbejderpartierne Det bedste udgangspunkt for arbejdsgisig på et stadie, må opstille et verne er en splittet som ligger meget fælles program for arbejderbevægelse tæt på døden. og det værste de genopretning af Den borgerlige rekan forevelfærden og for borgerlige gering fører klasstille sig, er en ararbejderpolitik” sepolitik til fordel bejderbevægelse, for arbejdsgiverne der står samlet imod og de rige. Sidste år gav regerin- alle angreb på velfærden, og som gen 10 mia. i skattelettelser til de tør kæmpe for ordentlige forhold; rigeste i Danmark. Skattestoppet for højere løn, flere ansatte, stop har desuden – viser tal fra AE- for nedskæringer og en anstændig rådet – i praksis været en skat- tilværelse for flertallet i det danske telettelse på 32 mia. til de rigeste samfund. danskere. Samtidig har regeringen angrebet efterløn, folkepension og Al erfaring fra arbejderbevægeldagpenge. Uddannelsessektoren sens historie viser, at vi kun kan er systematisk blevet beskåret. vinde kampe imod arbejdsgiverne Ingen steder i den offentlige sek- og deres politiske repræsentanter tor er der blevet kompenseret for i de borgerlige partier, ved at stå stigende inflation – dermed er der samlet. Den vigtigste og mest påi realiteten blevet skåret adskillige trængende opgave for den danske procent hvert eneste år. Der er alt- arbejderbevægelse i dag, er derfor så al grund til, at arbejderbevægel- at stå samlet om et klart alternativ sen skal stå sammen imod de bor- til den borgerlige regering og deres gerlige og kæmpe for en regering, arbejdsgiverpolitik. Arbejderpartider i stedet vil forsvare arbejder- erne må opstille et fælles program klassens forhold og udbygge vel- for genopretning af velfærden og for arbejderpolitik. For beskatning færden i stedet for at skære ned. af bankerne og kapitalisterne og Efter årevis, hvor den borgerlige for et solidarisk velfærdssamfund regering kynisk har udsultet den med en demokratisk planlægning offentlige sektor, har de ikke haft af banker, forsikringsselskaber og andre valg, end at strejke. Alle de vigtigste virksomheder. levende kræfter i Danmark har samlet sig om de strejkendes krav. I løbet af den seneste periode har

2 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42


Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Socialdemokratiet lidt under en historisk krise. Denne krise er skabt af den højrepolitik, som ledelsen under Helle Thorning-Schmidt har ført. Højrekursen har ikke løst partiets problemer – tværtimod. Alle forsøg på at kopiere de borgerliges politik har ført til nederlag. Ved at acceptere nedskæringer i forlig om finanslov, folkepension og på andre områder, har ledelsen blåstemplet den borgerlige politik og svækket Socialdemokratiet. Der er intet alternativ til de borgerlige uden om Socialdemokratiet og derfor gavner et svækket Socialdemokrati kun de borgerlige. Det er en påtrængende opgave for aktive i arbejderbevægelsen – og navnlig Socialdemokratiet – at kæmpe for en ledelse, der vil være ansvarlig overfor de danske arbejdere og unge i stedet for kapitalisterne og bankerne. Fremgangen til SF kommer efter, at partiet har fremført de offentligt ansattes krav og fordi partiet aktivt har forsøgt at give et politisk svar til de pædagoger, SOSU-arbejdere, syge-

plejersker og andre, der har været i strejke og protest i løbet af de sidste to år. Det viser, at en politik baseret på arbejdspladsernes krav, giver fremgang. Egentlig er det meget logisk: et arbejderparti med arbejderpolitik, går frem, et arbejderparti på højrekurs, går tilbage. SFs fremgang viser med al ønskelig tydelighed, at vejen til sejr over de borgerlige, findes gennem et forsvar for velfærden, klare krav om udvidelse af den offentlige sektor og en kamp imod den danske overklasse. Lederne for arbejderpartierne må derfor droppe alliancen med de Radikale og i stedet fører en politik baseret på arbejderklassens interesser og krav om ordentlig pension, god og gratis uddannelse, lærepladser til alle, dyrtidsregulering imod prisstigninger, gode og gratis børneinstitutioner samt andre konkrete udbygninger af velfærden.

områder og desuden alliere sig med det lille borgerlige parti, det Radikale Venstre. Men de Radikale er et arbejdsgiverparti, der aldrig har bestilt andet, end at blokere for en politik, der tilgodeser arbejderne på bekostning af kapitalisterne og bankerne. Hvis lederne af Socialdemokratiet og SF binder sig til de Radikale, opgiver de på forhånd at føre kravene om genopretning af velfærden igennem. Det er en vej til nederlag for vores bevægelse. De borgerlige må slås med enhed i arbejderbevægelsen og arbejderpolitik. Vi opfordrer alle aktive i arbejderbevægelsen, der sympatiserer med denne idé, til at kontakte os og sammen kæmpe for en kæmpende arbejderbevægelse på et socialistisk program. □

Desværre tror mange ledere af arbejderpartierne, at man kan vinde over de borgerlige ved helt eller delvist at kopiere deres politik på en række

På Spidsen: For løntilbageholdenhed! Her på ”På spidsen”-redaktionen har vi for længe siden indset, at det ikke nytter noget for arbejdere at kæmpe for velfærd og løn og vi har for længst forladt ethvert klassestandpunkt. Vi har til stadighed prædiket løntilbageholdenhed og ansvarlighed overfor pøbelen af arbejdende mennesker, som jo egentlig har det meget godt. Løntilbageholdenhed fordi en opskruet lønomkostning ville komme til at gå ud over skattelettelserne til de rigeste og ansvarlighed fordi man jo skal have nogen at placere ansvaret hos, når vi står over for en økonomisk krise. Det var derfor, også med stor bekymring, at det kom os for øre, at sundheds- og plejepersonalet den 16. april havde indledt en storstrejke. Arbejderne havde til vores frygt taget deres værste

våben i brug. Strejke! Skulle man nu til at tage sagesløse ældre og syge mennesker som gidsler for at få mere i lønningsposen? Så urimelige og egoistiske aktionsformer håbede vi, man var gået bort fra i kongeriget Danmark. Vi troede at arbejderklassen var blevet klogere. Men hvad der så ud til at blive et problem for Fogh, Løkke og resten af den ansvarlige borgerlige regering, har vendt sig til at blive lidt af en god forretning. Selvfølgelig har man ikke i sinde at lægge flere penge i lønningsposerne for de offentlige ansatte (det skulle da lige være kommunaldirektører med årslønninger op mod en million kroner) men det er lykkedes at udsulte store dele af den offentlige sektor og velfærdssamfundet

så meget, at det nødberedskab, som fagforeningerne har forpligtet sig til at stille med i mange tilfælde, er bedre end den bemanding der er til daglig. Man har fået en billig og effektiv sundheds- og plejesektor. Med den udvikling kan det kun være en opfordring til, at de offentligt ansatte at nedlægger arbejdet mindst et par gange om året - for det vil give plads til flere skattelettelse for direktører og andet produktivt godtfolk. Her fra redaktionen skal lyde et stor tillykke til den borgerlige regering. To fluer med et smæk. Nedskæringer på velfærden og øget arbejdspres og samtidig få folk til at arbejde uden at betale dem for det. □

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 3


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Helle for magten? – Arbejderpolitik er vejen frem

SOCIALDEMOKRATIET

Af Frederik Ohsten For nylig fremlagde Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt sin politik i to kronikker i dagbladet Politiken. Den historiske krise for det store arbejderparti gør, at der i høj grad er behov for at evaluere den politik, som Socialdemokratiets ledelse har ført i den seneste periode og alle forsøg på at optegne situationen og pege på en vej fremad, må hilses velkommen. Desværre peger Helle Thorning-Schmidts analyse på mere af det samme: mere af den højrekurs, der har ført partiet ud i den historiske krise og givet det dårligste valgresultat i 100 år.

Den ”tredje vej” til nederlag Helle Thorning-Schmidt siger åbent, at hun er begejstret tilhænger af ”den tredje vej” og den britiske sociolog Anthony Giddens – chefideologen bag højrekursen i det britiske arbejderparti Labour. Helle siger, at højrekursen i Labour er ”opskriften på moderne socialdemokratisk politik”.

Hun glemmer bare, at netop denne Socialdemokratiet til at gå tilbage ”opskrift” har ført til, at Labour står hi- fra næsten 40 procents tilslutning til storisk svagt i England og de konser- omkring 25 procent. Den ”tredje vej” vative står til at vinde næste valg. År- har ført til nederlag eller tilbagegang sagen er, at Labours højrekurs under for arbejderpartierne i England, TyskTony Blair har land, Sverige, Itaskuffet de millien, Grækenland ”Der er brug for, at lioner af engelog alle andre stearbejderpartiet fører ske arbejdere, der, hvor den er en politik, der baserer der har stemt blevet afprøvet. I sig på kravene fra på Labour for stedet for at føre arbejdspladserne.” at forbedre artil sejr, fører ”den bejdernes levetredje vej” altså til vilkår, men i stedet har set Labour- nederlag for arbejderbevægelsen. regeringen privatisere, skære ned og give skattelettelser til de rige. ”Eksperterne” bortforklarer Logikken bag ved ”den tredje vej” er simpel: det handler bare om at overtage en del af de borgerliges politik og så vil mange af de, der har stemt borgerligt, i stedet stemme på Socialdemokratiet. Men borgerlig politik betyder nedskæringer i velfærden, angreb på arbejdsløse og privatiseringer. Derfor fungerer denne form for logik ikke i virkeligheden. I 1990’erne var det denne kurs, som Nyrup førte og dem kurs, som fik

Den danske arbejderklasse har skabt faglige og politiske organisationer for at kæmpe for sine krav og rettigheder. Socialdemokratiet er den danske arbejderklasses største og traditionelle parti. Men mange arbejdere har efterhånden svært ved at se en god grund til at stemme på Socialdemokratiet eller melde sig ind. Diverse ”eksperter” prøver at forklare det med, at partiet har et forkert navn, at logoet er dårligt eller andre overfladiske ting. Men det forklarer ingenting. Den virkelige årsag til partiets krise er, at ledelsen ikke har ført en politik, der baserer sig på arbejderklassens krav om en udvidelse af velfærden i stedet for nedskæringer.

Hvor skal vi hen, Helle?

Helle Thorning-Schmidts højredrejning af Socialdemokratiet er en katastrofe. Socialdemokratiet skal ikke stå til ansvar for arbejdsgiverene. Det skal kæmpe for højere løn og bedre velfærd til alle arbejdere og unge.

4 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42

Efter valgnederlaget i november 2007 forsøgte Helle Thorning-Schmidt og andre fra partiets top at fremstille det som om, at det værste resultat siden 1906 ikke var så slemt endda, men tværtimod et skridt på vejen til at få væltet Fogh. Socialdemokratiet blev grundlagt for at forsvare arbejderklassens interesser. Partiet voksede sig stort og stærkt ved at lave reformer, der hævede arbejdernes levestandard, sikrede gratis uddannelse, pension og alle andre elementer af velfærdsstaten, der blev opbygget i 1960’erne. Men i de senere år har lederne af partiet drejet politikken væk


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk fra forbedringer og udbygning af velfærden, og har flere gange deltaget i nedskæringer og privatiseringer. En politik med privatiseringer, offentlige besparelser, lavere skat for overklassen og så videre, har altid været de borgerliges program. De borgerlige partier er oprettet for at varetage arbejdsgivernes interesser med sådan en politik – og i takt med, at lederne for Socialdemokratiet har bevæget politikken mod højre under sloganet om at erobre midtervælgerne, har de skuffet de socialdemokratiske vælgere og skubbet arbejderne fra sig. Mange har tænkt: ”de er alle sammen ens!” Det har demoraliseret mange af de arbejdere, der ser til Socialdemokratiet efter en løsning på deres problemer.

”Socialdemokraterne er en politisk bevægelse, der har sin rod i den internationale arbejderbevægelse. Med udgangspunkt i den demokratiske socialisme, som bygger på respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder, har Socialdemokraterne sammen med fagbevægelsen gennem mere end 130 år været en afgørende drivkraft i forandringen og udviklingen af Danmark.” Socialdemokratiets principprogram vedtaget 2004 Partiet tilbage til klassen Fej de borgerlige ud af regeringskontorerne!

Den borgerlige regering har skabt et Danmark, hvor hver sjette københavner lever under fattigdomsgrænsen. Ifølge Red Barnet lever hver tolvte barn i Danmark i fattigdom. Siden Et arbejderparti med arbej1980’erne har der været en støt stigderpolitik ning i børnefamilier, der lever i fatDet er på tide at optegne erfaringertigdom. Teorien om ”den tredje vej” ne med ledelsens kurs og den ”tredje betyder, at de arbejdsløse skal ”tilvej”. Hvad enten Helle Thorning-Schskyndes” til at finde arbejde gennem midt kan lide det eller ej, så er det en blanding af en død vej. Soangreb på uncialdemokratiets ”Den virkelige årsag derstøttelse og erfaringer taler sit til partiets krise er, at økonomisk tileget sprog: parskud til arbejdsledelsen ikke har ført en tiet er vokset, når giverne, der politik, der baserer sig på det har kæmpet ansætter dem. arbejderklassens krav.” for arbejderklasDet er ikke sysens krav, udbygstemet, men get den offentlige menneskene den er gal med, ifølge sektor, styrket dagpengene, pensiodenne teori. nerne og uddannelsessektoren. Partiet er derimod gået tilbage under de Problemet er bare, at en kapitalistisk seneste års ledelser, der har bevæ- økonomi i nedgang ikke kan sikre noget politikken mod højre i fejlslagne gen vej fremad for udvidelse af velforsøg på at erobre midterstemmer. færden – heller ikke en ”tredje vej”. Der er brug for, at arbejderpartiet fører en politik, der baserer sig på kravene fra arbejdspladserne. Der er brug for, at arbejderpartiet fører en politik, der styrker den offentlige sektor på bekostning af bankerne og de store virksomheder. Der er brug for at arbejderpartiet fører en politik, der peger i retning af et solidarisk velfærdssamfund med demokratisk planlægning af bankerne og de vigtigste virksomheder. Helle ThorningSchmidt og resten af partiets absolutte højrefløj har ført partiet i den stik modsatte retning. Resultatet er klart for alle.

Der er ikke bare brug for et opgør med den borgerlige regering, men der er også brug for et opgør i arbejderpartierne, med alle tanker om privatiseringer og nedskæringer.

”Den tredje vej” har for Labour i England, hvor idéen blev født, markeret en vej væk fra en klassepolitik og væk fra arbejderbevægelsen. ”Den tredje vej” har blandt andet handlet om at kappe alle bånd mellem fagbevægelsen og arbejderpartiet. En fatal udvikling. Det er det modsatte der er brug for, nemlig at styrke båndene. Det er den eneste måde, hvorpå Socialdemokratiet kan vinde arbejderne tilbage.

Blandt alle aktive i arbejderbevægelsen er der ét spørgsmål, som står over alle andre: hvordan slipper vi af med den borgerlige regering og deres arbejdsgiverpolitik? Spørgsmålet er trådt endnu mere i forgrunden under strejkerne i den offentlige sektor. Det er den borgerlige regerings systematiske udsultning af den offentlige sektor, der har fremtvunget strejkerne. Privatiseringer og udliciteringer har ikke løst problemerne i den offentlige velfærd – tværtimod har det skabt ineffektivitet og forringelser og det er derfor ikke et alternativ til investeringer i det offentlige. Socialdemokratiet må og skal gå fremad, hvis den borgerlige regering skal vippes af pinden. For at gøre det, må Socialdemokratiets ledelse tilbyde et alternativ til de borgerliges nedskæringspolitik. Socialdemokratiet skal ikke stå til ansvar overfor bankerne og kapitalisterne. Socialdemokratiet er ikke sat i verden for at administrere en kapitalistisk økonomi, der ikke kan sikre forbedringer. Socialdemokratiet må genfinde sine rødder hos arbejderne. I den kommende periode vil polariseringen i Danmark – og ikke mindst den begyndende venstredrejning i fagbevægelsen – finde et udtryk i partiet og der vil på ny opstå kamp om, hvilken linje, der skal lede partiet. ”Den tredje vej” har ført til nederlag på nederlag. For at genrejse Socialdemokratiet, så vi kan komme af med de borgerlige, er der brug for arbejderpolitik og der er brug for et reelt alternativ til den borgerlige nedskæringsregering: En regering af arbejderpartierne, sammen på et socialistisk program. □

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 5


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Borgerlig politik er for borgerlige SF og S må føre arbejderpolitik SF OG SOCIALDEMOKRATIET

Af Karen Larsen Vi har nu haft en borgerlig regering i syv år. Det er på tide, at arbejderpartierne tager føringen og får smidt de borgerlige på porten. SF stormer for tiden frem i alle meningsmålinger så meget, at de i en enkelt måling havde flere stemmer end Socialdemokraterne. Hele partiets fremgang må siges at være en bemærkelsesværdig og flot præstation. Ved folketingsvalget i 2007 fordoblede de deres mandatantal i forhold til sidste valg. Samtidig formåede de at bruge valget til at tiltrække folk til partiet som medlemmer. Det har betydet, at de har over 14.000 medlemmer, hvilket er en fremgang på 1/3 i forhold til for ét år siden.

SFs taktik var den helt rigtige til at sikre stor fremgang og allerede n,u er de i gang med at forberede sig til næste folketingvalg. Målet er at komme i regering, men desværre har det ind til videre ført til, at SF har nærmet sig de Radikale. SFs ledelse er de seneste måneder trådt så meget tilbage, at der nu ikke er noget som står i vejen for et regeringssamarbejde med de radikale. De er trådt tilbage på spørgsmålet om EU forbeholdene, som de er parat til at opgive. Dette har ellers været en af SFs mærkesager. SFs indrømmelser til EU kommer på et tidspunkt, hvor der er kommet store angreb på arbejderklassen fra EU med blandt andet Vaxholm og Rüffert-sagerne. På indvandrerspørgsmålet er SFs ledelse ligeledes trådt tilbage og bruger nu den retorik, som de borgerlige politikere. Ledelsen har sagt at de ikke har nogen ultimative krav på noget område. I praksis betyder det, at de kan give alt op for at komme i regering på hvilket som helst grundlag.

Årsagen til, at SF gik så voldsomt frem ved sidste valg, skal findes i deres evne til at forbinde sig med vælgernes krav. Op til valget i november, havde oktober været præget at kæmpe demonstrationer og Årsagen til at SF gik så markant frem arbejdsnedlæggelser blandt offent- ved sidste folkeafstemning var netop, ligt ansatte. Deres at de fremførte en krav var flere hænder klar politik på en lang ”Når arbejderne og mere i løn. Mange række områder, som i Danmark vil offentlige ansatte ser blandt andet skulle til SF, som det parti sikre ordentlige forforsvare deres der bedst sikrer deforhold, vil de søge hold for flertallet og res interesser. Derfor de offentligt ansatte mod arbejdernes fik det en ekstra stor - en løn der var til at traditionelle effekt på SFs opbakleve af. Det er derfor organisationer...” ning, at denne gruppe en utrolig dårlig idé havde været i kamp at opgive kravene umiddelbart op til valget. og underlægge sig borgerlige partier. Fortsætter ledelsen med denne kurs, Kravene fra protesterne tog SF med vil vælgerne ikke længere se nogen over i valgkampen og forbandt sig idé i at støtte SF frem for de Radikale dermed direkte med de offentligt eller andre borgerlige partier. I stedet ansattes krav. SF fremsatte klare burde SF bruge opbakningen til deparoler om mindst 2000 mere i løn res politik til at skabe enhed blandt til offentligt ansatte og 5000 flere til arbejderpartierne for deres politik. at klare opgaverne. Det var på disse klare paroler de vandt den store Hvorfor skulle SF opgive den politik fremgang. og de krav, der har givet fremgang, for at kunne samarbejde med de Ra-

6 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42

dikale? Det er absurd. En stor del af de nye medlemmer og mange af de, som stemte på SF ved valget, kommer fra Socialdemokraterne. Årsagen til, at de har flyttet deres kryds er, at mange arbejdere, der ser til Socialdemokratiet efter en løsning på samfundets problemer, er blevet frastødt af den højrekurs, som ledelsen fører. SFs fremgang og Socialdemokratiets krise understreger det, som marxisterne hele tiden har sagt: at et arbejderparti, der baserer sig på arbejdspladsernes krav, vil gå fremad, mens

højrekurs og ”ansvarlighed” over for den danske erhvervstop kun vil give nederlag. Ledelsen af Socialdemokraterne har hverken ved valget i november eller siden formået at fremstå som et reelt alternativ til VKOregeringen. Der har

Det er blevet forår i Danmark og vi trænger til en alvorlig forårsrengøring. Arbejderpartierne må i fællesskab rydde op, vaske gulvet og smide den borgerlige regering på porten.


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk og de endte med et dårligste valgresultat i 100 år. Men på trods af ledelsens højrekurs er det afgørende at forstå, at partiet har dybe rødder i arbejderklassen. Bare det faktum at partiet har omkring 56.000 medlemmer viser dette. Mange som er aktive i deres fagforening, er samtidig medlemmer af Socialdemokraterne og kæmper derigennem for bedre forhold for arbejdere og unge i Danmark. Det er disse tusinder af almindelige arbejdere, som gør Socialdemokraterne til en helt unik magtfaktor i Danmark. Når arbejderne i Danmark vil forsvare deres forhold, vil de søge mod arbejdernes traditionelle organisationer og dermed Socialdemokraterne som deres traditionelle parti – ikke på grund af ledelsen, men på trods af den nuværende højredrejede ledelse. SF store landsmøde i april var et tegn på partiets enorme fremgang.

været tiltag som velfærdsrettighederne og nu Mette Frederiksens teser, som bruges til at diskutere, hvad der er vejen frem for partiet. At diskutere årsagen til krisen bredt i partiet, er en positiv udvikling. Og hvis diskussionerne bruges konstruktivt kan det ændre Socialdemokraternes kurs, til at fremføre en egentlig arbejderpolitik. Så længe højrekursen ikke stoppes, vil krisen i partiet fortsætte. Ledelsen fik ved valget i 2007 en kraftig advarsel, da vælgerne flygtede fra partiet

Det er derfor afgørende, at Socialdemokraternes kurs lægges om. Arbejdere og unge ønsker ikke en fortsættelse af VKOs nedskæringspolitik, men en arbejderpolitik, som forsvarer velfærden. De ønsker ikke, at der skæres én eneste krone på uddannelser eller på ældrepleje, de ønsker, at der tilføres penge til den offentlige sektor, at offentlig transport bliver til at betale, at ventetider på sygehusene elimineres og at ingen skal bekymre sig om at kunne betale regningerne hver måned.

Radikale. De Radikale var i regering i 90’erne, hvor de havde muligheden for at vise, at de kunne føre en politik til gavn for flertallet. De Radikale er et arbejdsgiverparti, stiftet med det formål at trække Socialdemokraterne til højre og kan dermed aldrig blive et arbejderparti. De har intet at gøre i en regering med SF og Socialdemokraterne. De borgerlige partier skal være velkomne til at føre borgerlig politik, men de skal ikke gøre det i samarbejde med arbejderpartierne. Den form for klassesamarbejdspolitik har aldrig medført andet, end dårligere forhold for flertallet af befolkningen. Netop kassesamarbejdspolitikken i 90’erne var årsagen til, at vælgerne blev skuffede og VKO fik flertal ved folketingsvalget i 2001. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er de tre eneste arbejderpartier i Danmark. De må gå sammen om at danne en arbejderregering, som kan føre en politik uden nedskæringer og som er til gavn for arbejdere, unge og gamle, altså flertallet af befolkningen. Det var den politik som i efterkrigstiden gav arbejderne markant bedre forhold og opbyggede det velfærdssamfund, som de borgerlige er i fuld gang med at smadre. Gør de dette på en seriøs og konsekvent måde, vil vælgerne ikke tøve med at vælte den borgerlige regering i løbet af ganske kort tid og erstatte den med en arbejderregering. □

Socialdemokraterne og SFs ledelse må derfor holde op med at bejle til de

Rebus - gæt og vind gavekort Kan du gætte denne rebus? Så indsend dit svar til rebus@marxist.dk og deltag i konkurrencen om et gavekort på 50 kr. til vores internetbutik på www.marxist.dk/butik.

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 7


Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SFU går fremad SFU

Af Frederik Ohsten Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) blev allerede sidste år Danmarks største ungdomsorganisation. Alle i arbejderbevægelsen må glæde sig over den store fremgang, som SFU har oplevet i den seneste periode. At SFU nu er den mest populære politiske organisation i den danske ungdom viser den venstredrejning, som sker blandt danske unge. SFU har nu omkring 3.000 medlemmer, der er en fordobling i forhold til tallet for 2005 og det viser, at mange unge ønsker at organisere sig for at kæmpe imod den borgerlige regering og for en socialistisk fremtid. SFU er vokset på en bølge af protest i ungdommen imod den borgerlige regerings angreb på uddannelsessektoren og velfærdsstaten generelt samt et ønske om grundlæggende samfundsforandringer hos tusindvis af unge. Disse unge ønsker at kæmpe for, at den borgerlige regering bliver væltet og, at den borgerlige nedskæringspolitik bliver skiftet ud til fordel for en genopretning af velfærden, stop for dansk krigsdeltagelse og en socialistisk omdannelse af samfundet i Danmark og på inter-

nationalt plan. Det er glædeligt, at de har valgt at organisere sig i SFU for at stå sammen og kæmpe for disse mål.

Kamp om formandsposten

derimod for en mere kritisk indstilling over for disse ting. Årsagen er, at det er klart, at en socialistisk politik aldrig vil blive gennemført i samarbejde med de radikale. SFUs højrefløj har imidlertid kørt kampagne for, at organisationen skal lægge sine krav om forbedringer for ungdommen på hylden og arbejde for, at SF allierer sig med de Radikale.

I påsken afholdt SFU landsmøde. Landsmødet, der var rekordstort og samlede over 400 medlemmer, diskuterede blandt andet et nyt principprogram og der var kampvalg til forBehov for et stærkt SFU mandsposten. Dette valg stod mellem en kandidat fra organisationens ven- Venstrefløjens kandidat, Peter Westrefløj – Peter Westermann - og en stermann, stod ved formandsvalkandidat, der repræsenterede SFUs get for en politik om, at SFU skulle højrefløj, Emilie Tufastholde en uafhængig ”SFUs store runen. Det var første linje i forhold til SF og fremgang viser, at gang i SFUs historie, huske moderpartiet på det er muligt at gå at der var kampvalg ungdommens krav og fremad med klare til formandsposten. perspektiverne for sokrav om forbedringer Valget gav en snæver cialisme. For eksempel og et program for sejr – fire stemmers stillede Peter Westersocialisme.” forspring – til Emilie mann og venstrefløjen Turunen. Det viser, at et forslag, der talte om polariseringen i samfundet samt den nødvendigheden af at planlægge store tilstrømning af medlemmer, af- økonomien demokratisk. SFU har spejler sig i øget kamp om, hvilken en vigtig rolle i at huske SF på unglinje der skal stå i spidsen for SFU. dommens krav og i næste periode vil det vise sig, om SFUs højrefløj, der Organisationens højrefløj har forsøgt vandt formandsvalget, i tilstrækkelig at slække på modstanden mod EU grad vil være i stand til at leve op til og acceptere, at SF indgår i alliance dette. med det lille borgerlige parti det Radikale Venstre. Venstrefløjen stod SFUs store fremgang viser, at det er muligt at gå fremad med klare krav om forbedringer og et program for socialisme. Nu er det vigtigt, at fremgangen bliver brugt til at samle og organisere brede lag af ungdommen, for eksempel gennem fælles initiativer med de andre politiske ungdomsorganisationer i arbejderbevægelsen og de faglige ungdomsorganisationer. SFU har mulighed for at spille en stærk rolle i sådan et samarbejde i ungdommen imod den borgerlige regering og for en ny regering med arbejderpartierne på et program for arbejderpolitik. □

SFU er nu landets største ungdomsorganisation. Landsmødet i Påsken blev under formandsvalget en direkte konfrontation mellem venstre- og højrefløjen.

8 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Et spøgelse går gennem Europa:

Strejker i det offentlige OFFENTLIGE STREJKER

Af Frank Andersen I hele Europa er der en bølge af protest og storstrejker, især i den offentlige sektor. Inden for det sidste år har vi set en massiv bølge af strejker og massemobiliseringer i Frankrig, Tyskland, Grækenland, Spanien, Finland, Sverige, Slovenien, Portugal og England. Storstrejkerne fejer over Europa.

Tyskland I Europas vigtigste land, Tyskland, har økonomien haltet af sted med ynkelige vækstrater i årevis. For at genoprette profitraten og holde sig oven vande på verdensmarkedet, har de tyske kapitalister været tvunget til at presse arbejderne endnu hårdere. Svaret har været en bølge af strejker. Transportarbejderne i Berlin, de ansatte i postvæsenet og de ansatte i den offentlige sektor har været i front. For nyligt viste en undersøgelse, at almindelige menneskers indkomst er gået tilbage i Tyskland, samtidig med, at samfundets top er blevet forgyldt. Desuden har der været en række skandaler, der har afsløret toppen af tysk erhvervsliv som systematiske skattesvindlere. Det ansete borgerlige tyske magasin Der Spiegel har nævnt, at der er alvorlig fare for, at den tyske befolkning ”mister tilliden til markedsøkonomien”.

Inflation udhuler lønnen Over hele Europa drejer protesterne og strejkerne sig især om løn. Arbejdernes købekraft bliver udhulet af prisstigningerne. Officielt er inflationen i euroområdet på 3,5 procent (reelt er den højere) men lønningerne er kun steget med 2,0 procent indenfor det sidste år. Dermed har den europæ Jernbane- og postarbejdere strejker i Tyskland. iske arbejderklasse oplearbejdsforhold, angreb på offentlige vet en reallønsnedgang. Prisstigningerne på fødevarer, trans- pensioner, højere tilbagetrækningsport og boligudgifter – som største- alder, samt angreb på arbejdsløsdelen af arbejdernes indkomster går hedsunderstøttelse. Sidste år var der til – er langt højere, end den officielle generalstrejke og i marts i år, var der inflation, derfor er nedgangen i real- stor mobilisering blandt lærerne. Den lønnen også større, end den umid- øgede klassekamp afspejler sig også i Socialistpartiet, hvor en venstrefløj delbart ser ud til. nu er ved at krystallisere sig, og i øget tilslutning til Kommunistpartiet. England I England er omkring 400.000 ansatte i den offentlige sektor nu gået i strejke. Lærernes lønninger er i årevis blevet udhulet, fordi lønstigningerne har været under inflationens niveau. Socialrådgiverne er også i strejke, fordi arbejdsgiverne kun tilbyder omkring to procents lønstigninger, mens inflationen er på 3,8 procent. De ansatte i det offentlige sundhedsvæsen er også blevet tilbudt ”lønstigninger”, som ikke holder trit med inflationen. Sidste år fik de 1,9 procent og i år vil arbejdsgiverne give 1,75 procent. Men det er stadig en reallønsnedgang.

Portugal

Lærerestrejken i England.

I Portugal har vi for nylig set de største mobiliseringer i 20 år. For at højne profitraten har de portugisiske kapitalister angrebet arbejderklassen og dens forhold. Det er den samme historie over hele Europa – angreb på faglige rettigheder, ”fleksible”

Slovenien I Slovenien demonstrerede 70.000 arbejdere i november imod lønnedgang og dårlige forhold. De slovenske arbejdere fik at vide, at medlemskab af EU ville betyde bedre forhold. Men resultatet har i stedet været angreb på levestandarden og dårligere vilkår. I marts i år var der arbejdsnedlæggelser og en massiv demonstration med 145.000 arbejdere – en stor begivenhed i et land med blot to millioner indbyggere. De europæiske arbejdere har ikke haft gavn af det seneste opsving og forude venter en økonomisk nedtur, der vil tvinge arbejdsgiverne endnu mere i offensiven. Det er nødvendigt for arbejderne at svare igen. Krav om dyrtidsregulering vil komme frem igen i næste periode. Igennem de store kampe forude vil arbejderne være nødt til at generobre deres egne organisationer for at sætte hårdt imod hårdt over for kapitalismens angreb på de rettigheder, der blev opnået under opsvinget i efterkrigstiden. □

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 9


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Metal Hovedstadens generalforsamling METAL

for vores branche.

Af en metallærling Tirsdag den 8. april var der generalforsamling i Metal Hovedstaden. 258 af de 18.000 medlemmer fra afdelingen var til stede. Formand René Nielsen holdt sin beretning, hvori han blandt andet nævnte, at afdelingen er begyndt at pege på kandidater fra alle tre arbejderpartier til valgene, hvilket også gjort det muligt at stille konkrete politiske krav til disse kandidater. Han nævnte også, hvordan Villy Søvndal og SF har formået at forny sig og tage udgangspunkt i hverdagen og at de derigennem er gået en del frem. Dette må Metal Hovedstaden lære af, mente han. Udover det, talte han også om, hvorledes udenlandsk arbejdskraft blive brugt mere og mere til at underbyde lønnen - også inden

Generelt set har afdelingen det ok, men der er stadig behov for at skære i udgifterne, da medlemstallet stadig falder. Derfor er flere stillinger ikke blevet genbesat efter, at faglige sekretærer er gået på pension. Efter beretningen var der flere interessante indlæg. Blandt andet forklarede Tillidsmanden fra Radiometer om, hvordan Lean konceptet kun er noget der bruges som undskyldning for almindelige rationaliseringer. Dette var noget der forværrede det psykiske arbejdsmiljø og skabte en voldsom stress. Han konkluderede, at man måtte genforhandle hovedaftalen således at psykisk arbejdsmiljø indgik i den.

andet om lærlingenes arbejde i det seneste år (Som vi også tidligere har rapporteret om) Han forklarede, hvordan fagforeningen i den kommende situation med økonomisk krise, må organisere levende klubber på hver enkelt arbejdsplads. Det vil være den eneste måde, hvorpå man vil kunne sikre, at medlemmernes stemme blev hørt i ledelsen, men også den eneste måde, at fagforeningen vil kunne bekæmpe de angreb der utvivlsomt ville komme på arbejderklassen. Da hele ledelsens sammensætning på forhånd var aftalt for en toårig periode, var der desværre ikke valg til ledelsen. Dog var der en vejledende afstemning der enstemmigt støttede ledelsen □

Fra ungdommens side var lærlingeformanden fra Industrisekretariatet på talerstolen. Han fortalte blandt

Generalforsamling hos Malernes Fagforening Storkøbenhavn MALERNES FAGFORENING

Af Lasse Bertelsen Den 26. marts var der generalforsamling i Malernes Fagforening Storkøbenhavn. Omkring 70 medlemmer var mødt op. På forhånd havde fagforeningens ledelse lagt op til store ændringer i, hvilke personer der skulle være i ledelsen. Formanden Steen Harup havde meddelt, at han stopper som formand i slutningen af juni og generalforsamlingen valgte derfor, at næstformanden Bo Rosschou skulle overtage posten på det tidspunkt. Steen Harup forklarede i sin beretning, at det var vigtigt, at fagforenin-

gen var medlemmernes organ og, at fagforeningen på baggrund af 400 færre medlemmer siden 2003 alene i København havde igangsat en diskussion med tillidsfolkene om, hvilken vej fagforeningen skal bevæge sig. Dette havde, ifølge Steen Harup, mundet ud i sloganet: Back to basics. Dette betyder, at fagforeningen i samarbejde med Byggefagenes Samvirke skal gøre en ekstraordinær indsats for at få organiseret flere. Inden generalforsamlingen have tre malersvende haft et indlæg i Københavns medlemsblad, Malernyt, hvor de efterspurgte en mere aktiv fagforening. På mødet var der også flere kritiske rygter, som stillede spørgsmålstegn ved om organise-

ringskampagnen koncentrerede for mange kræfter på organisering af østeuropæiske kollegaer i stedet for at arbejde for alle maleres arbejdsforhold. Også ansættelsen af et bestyrelsesmedlem som kontorfunktionær blev kritiseret samt fyringen af en kontordame, som skal erstattes med en telefonsvare. En gruppe af malersvende har besluttet at starte et netværk for at sikrer, at fagforeningen kæmper for medlemmernes krav og at alle de fine ord munder ud i handling. □

Læs flere faglige nyheder og reportager på www.marxist.dk 10 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42


Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

DGS må mobilisere til samlet front mod nedskæringerne DGS

Af Rasmus Jeppesen (gymnasieelev) Den 11. til 13. april blev DGS’ (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) landsmøde afholdt, som et ud af to årlige møder. Det er denne gang om året, hvor vi gymnasieelever skal diskutere vores, hvordan vi kan kæmpe for bedre forhold og imod nedskæringerne samt vælge en bestyrelse til at lede organisationen det næste år. DGS er en gammel organisation med over 40 år på bagen og repræsenteret ved 111 elevråd landet over ud af 132 gymnasier i Danmark – altså en organisation der er godt fasttømret fra Struer til København. Demonstrationen den 4. marts var en begivenhed, som blev diskuteret heftigt på landsmødet. Den borgerlige regering havde endnu en gang lavet en Finanslov med en såkaldt ”grønhøster” – besparelser, som ville betyde, at gymnasierne skulle strejke deres allerede mere end udpinte økonomi ud over, hvad der er muligt, ved at spare en procent på næste år budget. Derfor er konsekvenserne klare; lærerfri timer, mere brugerbetaling(!) ingen indkøb af nye materialer og så videre. DGS allierede sig med nogle af de andre studenterorganisationer, som også ville blive ramt af disse nedskæringer og indkaldte til demonstration den 4. marts med parolen ’’Ansvarlighed nu – Nedskæringerne ud!’’. Desværre røg alle nedskæringerne ikke ud og man skulle stadig spare en halv procent. Kun 1500 mennesker mødte op på Christiansborgs Slotsplads og demonstrationen bar også præg af, at det skulle være ’’en fed demo’’ med masser af musik på tre forskellige lydvogne, balloner og et farverigt show på scenen. Til gengæld var der gymnasier der for eksempel slet ikke havde fået sent materialer ud og ikke vidste der skete noget, før end på selve dagen. DGS havde simpelthen demobiliseret ele-

verne på deres medlemsskoler. Efter flere år med enkelte demonstrationsdage, hvor man ikke har vundet kampen imod de årlige nedskæringer og hvor DGS’ ledelse ikke har givet et perspektiv for at vinde kampen, er der mange elever, der ikke kan se noget formål med sådanne demonstrationer. Roskilde og Christianshavns Gymnasium havde, med støtte fra Det Frie Gymnasium, stillet en udtalelse, som præcist omhandlede den 4. marts og som sagde, at man ikke kunne kalde det for en sejr, da der jo stadig er nedskæringer på vej og det ville ramme alle i DGS. Derfor skulle man have fortsat og intensiveret kampen, så man kunne have fået fjernet alle nedskæringer, ved blandt andet at kalde til nationale møder i stedet for at blive ved med at forhandle med Dansk Folkeparti, som år efter år har stemt for nedskæringer på uddannelsesområdet. Udtalelsen blev diskuteret på landsmødet. Nogle sagde det virkede ’’useriøst’’ at blive ved med at demonstrere og man derfor ville virke afskrækkende for politikerne. Men er det useriøst, når elever forlanger en ordentlig uddannelse og kæmper for det, som politikerne kalder ’’uddannelse i verdensklasse’’? Disse ord falder jo godt i jord under valgkampen, men jo længere og længere tid der går, jo mere kan man se, at det er en billig frase fra de borgerlige politikere, hvis skjulte dagsorden blot er at afmontere den gode og gratis uddannelse. Det lyder lidt hen af GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation) retorik,

hvor det egentlig mest handler om at tække politikerne, så man kan sidde ’’med ved bordet’’. Det eneste, der er ”useriøst” er, hvis man bliver ved med kun at mobilisere til enkelte demonstrationsdage eller mindre aktioner uden et perspektiv for at vinde kampen imod nedskæringerne, alliere sig med arbejderbevægelsen og arbejde for en ny regering, der vil investere i uddannelserne i stedet for at skære ned. Andre sagde, at man, ved at kalde det en fiasko, ikke respekt over for alle de DGS aktive, der havde lagt en masse arbejde i projektet den 4. marts. Det er et sidespor at komme ud på, for selvfølgelig har man det – der er masser af elever rundt om i landet, som har lavet et knaldgodt stykke arbejde! Spørgsmålet er, om de politikere man sidder og forhandler med inde på Christiansborg har det? For at presse politikerne til at droppe nedskæringerne, må DGS mobilisere ude på skolerne med oplægsholdere og materialer, fælles demonstrationer og konferencer, der kan beslutte, hvordan man videre skal kæmpe samt en alliance med arbejderbevægelsen. Ved at alliere os med arbejderbevægelsen, står vi styrket i kampen for forbedringer! □

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 11


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Succesfuld konference i Socialistisk Standpunkt SOCIALISTISK STANDPUNKT

Af Lasse Bertelsen Fredag den 18. april på stor bededag startede Socialistisk Standpunkt sin årlige konference. Konferencen fandt sted hos elektrikernes fagforening i København. Omkring 45 arbejdere og unge fra hele landet deltog i mødet. Der var også gæster fra den svenske søsteravis Socialisten samt den italienske søsteravis Falce Martello, repræsenteret ved Roberto Sarti. Konferencen fandt sted midt under konflikten på det offentlige område, hvilket kastede et endnu mere alvorligt lys over mødet. Mange af de tilstedeværende har i de forgangne år kæmpet imod højredrejningen af ungdomsorganisationen SUF og de bureaukratiske angreb på marxister i SUF. Mødet blev åbnet af Marie Frederiksen, der forklarede, at konferencen fandt sted i en periode, hvor klassekampen er spidset til og hvor der har været gentagne bevægelse blandt arbejdere og unge; senest strejken

blandt de offentligt ansatte – men, at ledelsen for arbejderbevægelsen gang på gang har bremset bevægelsen og, at dette beviste nødvendigheden af at vise der er en alternativ vej; en socialistisk vej og sidst, men ikke mindst; nødvendigheden af at opbygge en marxistisk tendens i arbejderbevægelsen.

2008 er kun 0,5 procent. 28 millioner mennesker i USA modtager madkuponer for ikke at sulte.”

Efter at have forklaret, at den begyndende økonomiske krise i USA ville påvirke Europa – blandt andet på grund af faldende eksport – forklarede Roberto Sarti, at regeringerne i mange af de Bagefter blev europæiske lande ”Der er ingen tvivl om, at ordet givet til er yderst ustabile. konferencen, der var den Roberto Sarti, At den højreorienmedlem af restørste hidtil, repræsenterer terede præsident daktionskomi- et vigtigt skidt i opbyggelsen Sarkozy i Frankteen i den itaaf den marxistiske tendens i rig i løbet af kort lienske marxitid var blevet eksDanmark...” stiske avis trem upopulær, i Falce Martello. Tyskland har der Roberto Sarti været en splittelvar inviteret til at fortælle om de inter- se i det tyske socialdemokrati og den nationale situation under punktet om nye koalitionsregering bliver mindre verdensperspektiv. og mindre populær. I Italien var venstrefløjen ikke længere repræsenteRoberto Sarti startede med at for- ret i parlamentet efter sidste valg i klare om den økonomiske situation: midten af april, hvilket har startet en ”Det opsving vi har set, var på grund krise blandt venstrefløjen. af en kraftig udvidelse af brugen af kredit. Nu er boligboblen sprunget i Derefter forklarede taleren om situaUSA, hvilket igen har medført falden- tionen i Latinamerika. ”Den internade vækst. USAs vækst prognose for tionale marxistiske tendens var den eneste der forklarede, at der ville komme en revolutionær bølge over hele Latinamerika. I dag er vores idéer tilstede i en lang række latinamerikanske lande”. Efter at have forklaret om den revolutionære udvikling i Latinamerika, forklarede Roberto Sarti også om problemet i blandt andet Venezuela, hvor revolutionen ikke er blevet ført til enden, hvilket har skabt fødevaremangel på grund af sabotage fra kapitalisterne i Venezuela. Efter pres fra 15.000 arbejdere på den store stålfabrik SIDOR blev fabrikken gennationaliseret den 9. april. Dette repræsenterer en vigtig sejr for arbejderne i Venezuela.

18. april samlede 45 unge til konference om klassekampens udvikling og perspektivet for en revolution.

12 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42

Roberto Sarti sluttede af med at forklare, at marxister ikke selv laver revolutioner. Men at det er begivenhederne der får arbejderne til at drage revolutionære konklusioner og det var marxisternes opgave at intervenere og accelerere bevægelsen frem


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk mod en socialistisk revolution på verdensplan. Punktet efter var oplæg og præsentation af dokumentet Dansk Perspektiv 2008. Dette blev holdt af Frederik Ohsten, som indledte med at forklare, at den internationale økonomiske turbulent havde en direkte effekt på økonomien i Danmark. Der har været en ekstrem gældssætning i økonomien i Danmark, især ført an af boligboblen, der nu er ved at briste. I øjeblikket er salget af huse nede på 1993 niveau. Frederik Ohsten gik derefter over til den politiske situation og forklarede, at den borgerlige regerings valgsejr bundede i det manglende alternativ fra arbejderpartierne. Men også at de gentagne gigantiske demonstrationer og bevægelser blandt arbejdere og unge ville få et udtryk i arbejder-

partierne. For eksempel fremhævede Frederik Ohsten valget af LO formand Harald Børsting som et stop for højrefløjen i fagbevægelsens ultimative kontrol over bevægelsen. Frederik Ohsten sluttede af med at forklare, at den politiske situation var ustabil, at arbejderne og ungdommen er i bevægelse og kampe gjaldt om at kæmpe for en socialistisk politik i arbejderbevægelsen. Stemningen på konferencen var rigtig god. Der var især mange unge mennesker. Den gode stemning på konferencen resulterede blandt andet i, at der blev indsamlet 6.377 kroner, hvilket er et meget højt beløb, især i betragtning af den lave gennemsnitsalder til mødet. Også i diskussioner var der mange indlæg fra folk aktive i elev, lærling, studenter- og fagbevægelsen. En af konklusionerne på

konferencen var nødvendigheden af at komme af med den borgerlige regering og behovet for, at der i arbejderpartierne starter en diskussion af tilbagevenden til et socialistisk program. Dette gælder ikke mindst arbejderpartiernes ungdomsorganisationer DSU, SFU og SUF. Det blev også besluttet, at man skulle arbejde hen imod at øge de årlige udgivelser af Socialistisk Standpunkt fra seks til ti om året. Konferencen sluttede af med afsyngelsen af Internationale. Der er ingen tvivl om, at konferencen, der var den største hidtil, repræsenterer et vigtigt skidt i opbyggelsen af den marxistiske tendens i Danmark og at alle de tilstedeværende var parat til at gå i gang med opgaver med krum hals. □

Socialistisk Standpunkt er en del af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) der står bag hjemmesiden www.marxist.com. Her kan du blandt andet læse om:

get deres købekraft og nu forsøger arbejdsgiverne at gennemføre en lov, der vil gøre det lettere for dem at fyre folk under den kommende økonomiske nedgang.

Klassekampen i Egypten

Samtidig med, at profitterne hos bankerne er steget med ca. 40 procent, bliver arbejdernes forhold angrebet og der er nedskæringer på uddannelse og sundhed. En ud af fire portugisere lever nu i fattigdom. Men arbejderne svarer igen med de største protester i 20 år.

Diktaturet i Egypten under den USAstøttede Hosni Mubarak er i krise. Arbejdernes bevægelse har rystet regimet med store strejker og fabriksbesættelser siden december 2006. For nyligt besatte 27.000 arbejdere på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla deres arbejdsplads, med krav om højere løn og bedre forhold. Regimet har svaret igen med repression, tortur og har myrdet mindst fem. Men undertrykkelsen har ikke slået arbejderne og nye eksplosioner er i vente.

Vigtig nationalisering i Venezuela Arbejderne på stålværket SIDOR i Venezuela har ført en kampagne

for at få nationaliseret deres fabrik. SIDOR er med 15.000 ansatte den vigtigste fabrik i Venezuela. Kampen har stået på i 15 måneder og de private arbejdsgivere har nægtet at imødekomme krav om ordentlig løn, arbejdsforhold og sikkerhed i ansættelsen. Nationaliseringen er et vigtigt skridt fremad for revolutionen og et slag i ansigtet på de kapitalister, der for tiden kører en kampagne med økonomisk sabotage af landet for at tvinge befolkningen i knæ.

Desuden kan du læse aktuelle analyser om den internationale økonomiske krise, maoisternes valgsejr i Nepal, arbejdernes kampe i Iran, marxistisk kongres i Pakistan samt strejker over hele Europa.

Protestbølge i Portugal Arbejderne i Portugal har fået forrin-

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 13


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Bank til bankerne? FINANSVERDENEN

Af Jonas Foldager Citi Group, Bear Stearns, Northern Rock; den fashionable finansverden har mistet flere stjerner på det seneste. I Danmark har vi også vores egen faldne, dog med knapt så eksotisk navn: BankTrelleborg.

Mangel på penge I de senere år har bankerne lånt meget mere ud end der er blevet sat ind. Der er, hvad direktøren for Finanstilsynet Henrik Bjerre-Nielsen i Børsen den 23. april kalder, ”et pengemarkedsunderskud” på 500 mia. i Danmark. Det betyder, at de danske banker bliver nødt til at låne penge i udlandet for at finansiere det, de selv låner ud til andre. Men det er svært og dyrt, for mistilliden er stor på pengemarkedet, efter det har vist sig, at næsten alle banker direkte eller indirekte er involveret i spekulation i værdipapirer relateret til det kollapsede amerikanske boligmarked.

Fra raket til fuser Som eksempel på de problemer det medfører, kan nævnes fænomenet BankTrelleborg. Den blev den 7. juni 2007 noteret

på fondsbørsen, med en fantastisk start. På dens første dag, der ellers var præget af kursfald, steg dens aktiekurs med 68 procent og markedsværdien steg fra 1,2 mia. til 1,9 mia. Det var en stolt direktør, der berettede om den lille banks store planer om ekspansion og udvidelse. Her kunne man virkeligt beundre den frie konkurrence og iværksætteråndens lyksaligheder! Ligesom alle andre banker, havde Bank Trelleborg insisterende opfordret alle kunder til at investere i bankens egne aktier. Børneopsparinger og pensionskonti blev ændret til aktier. Men blot et halvt år senere den 21. januar oplevede aktionærerne et fald på hele 75 procent. Banken havde ikke kunnet rejse de 1,5 mia. på pengemarkedet, som dens kreditorer krævede. Den lille bank var kollapset og overtaget af Sydbank for 250 mio. Et fald i markedsværdi på 87 procent. Enkelte pensionister måtte gå fra hus og hjem, fordi deres pensionsopsparing var røget i svinget (borsen.dk den 04.02.08).

De små banker i skudlinjen Når økonomien går ned, står de små banker forrest i skudlinien. De har nemlig ikke s a m m e spredning i risiko som de store og langt mindre kapital at tære på, når de kommer i modvind. For eksempel har Roskilde Bank over hele året fået halveret sin kursværdi med 67 procent. I januar måtte banken nedskrive sine udlån med en kvart mia. To tredjedele var nedskrivninger på

14 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42

ejendomsmarkedet, som udgør 40 procent af bankens udlån på grund af krisen på dette marked (Børsen den 25. april). Problemerne er generelle for de mindre banker. I Efteråret udsendte finanstilsynet brev til 60 banker de mente, var i risikozonen for at lide samme skæbne som Bank Trelleborg, og Finanstilsynets direktør mener, at flere nu kan begynde at kigge sig om efter nogen at blive opkøbt af, for flere af dem vil ikke kunne klare mosten (Børsen onsdag den 23. april).

Boligmarkedet Men stadig beroliges vi med, at krisen ikke for alvor vil komme til Danmark. Men, som vi forklarede for flere år siden er og var de danske boliger overvurderede i pris. Prisfald på boligmarkedet vil få enorme konsekvenser, ikke bare for de arbejderfamilier der vil blive sat på gaden, men også for det finansielle system - ikke mindst bankerne. I første kvartal af 2008 slog prisfaldene ifølge Realkreditrådet igennem på landsgennemsnittet herhjemme, ejerlejlighederne faldt 8,7 procent, men også parcel- og rækkehusene faldt med 0,4 procent over hele landet og omkring minus 10 procent i omegnen af København. De kalder det stabile priser på parcel- og rækkehuse - vi kalder det en udvikling, der kun lige er vendt. Og eksemplet fra BankTrelleborg viser, at det er almindelige mennesker der bliver ofrene, når opsparinger og pensioner over natten forvandles til ingenting. De store banker er de eneste vindere. Krisen i finansverdenen afslører det fuldstændige anarki i et vitalt område af økonomien. Det finansielle system mangler kontrol og den eneste måde det kan sikres er, hvis bankerne er i statens hænder. □


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Støt de strejkende - kun gennem enhed kan kampen vindes

KONFLIKT

Af Marie Frederiksen NB: Ved redaktionens afslutning, har strejken varet mere end en uge, og er endnu ikke afsluttet. I øjeblikket er mere end 100.000 sygeplejersker og FOA ansatte i strejke. Dette er den største strejke nogensinde blandt de offentlige ansatte. Hovedkravet fra de strejkende er helt klart; mere i løn

Årtiers nedskæringer – en kamp om velfærd Strejken handler ikke bare om kravet om en højere løn, men kommer som svar på årtiers nedskæringer. De elendige forhold har betydet, at mange søger væk eller langtidssygemeldes og det betyder, at de, der er tilbage, skal løbe endnu hurtigere til en latterlig lav løn. Det er en ond spiral, så der oven i nedskæringerne er utallige ubesatte stillinger. Der mangler for eksempel 2.400 sygeplejerskerne.

Medierne har kørt en ren propaganda virksomhed mod strejken med historier om gamle og syge der ”svigtes” under konflikten. Men sandheden er, at ethvert svigt ene og alene er regeringens ansvar. Regeringen har vist sin uansvarlighed overfor de gamle, syge og børnene gennem årtiers nedskæringer. Det er disse nedskæringer der har ført til den nuværende strejke og det er regeringen der har nøglen til at stoppe konflikten; nemlig flere penge. At nødberedskabet flere steder er bedre end hverdagen, viser den sande historie – at det ikke er strejken der er problemet, men hverdagen der ikke kan hænge sammen. De offentlige ansatte har tværtimod vist, at de vil gøre alt i verden for at skåne brugerne af den offentlige velfærd. Til hverdag stormer de rundt for at få ressourcer til at slå til. De arbejder over og udfører ofte gratis opgaver, fordi det ikke skal gå ud over nogen uskyldige. Det resulterer for mange i stress, sygdom og nedslidning. Hvis ikke de siger stop nu, vil historier om gamle der ikke kommer i bad, syge der ikke kan passes ordentlig og så videre, blive hverdagskost på trods af, at de offentlige ansatte gør alt, hvad

de kan og mere til.

Ligeløn og lønkommission Hovedkravet til denne overenskomst var som sagt højere løn. SOSU’erne fik for alvor sat dette på dagsordenen med deres strejker i sommers. I efteråret, da kravene skulle formuleres, var der intet at tage fejl af. I efteråret viste en undersøgelse fra Analyse Danmark at SOSU’erne krævede 6.800 kr. mere om måneden og sygeplejerskerne 8.400 kr. Allerede under forhandlingerne blev kravet sænket fra fagforeningslederne. De 12.5 procent ville give cirka 4.000 kr. mere om måneden, mens de 15 procent, som FOA og Sundhedskartellet krævede, ville give cirka 4.700 kroner. Derudover kom der undervejs et krav om en ligelønskommission. Især fra DSR (Dansk Sygeplejeråd) lød det, at sygeplejerskerne var forkert indplaceret lønmæssigt. DSR har i hele konflikten slået på, at sygeplejersker skal belønnes for deres ud-

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 15


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

dannelseslængde. Dette er sådan set korrekt nok, men der er en række problemer med kravet om en ligelønskommission. For det første, er der store chancer for, at en lønkommission vil blive en syltekrukke, som ikke fører til nogen konkrete resultater. Det er nu politikerne kan presses til at give indrømmelser gennem strejken. Når strejken første er slut forsvinder dette pres og kommissionen kan udskyde resultaterne i det uendelige. For det andet, er en ligelønskommission fuldstændig ubrugelig uden penge. Vi ved jo alle sammen godt, at der er noget galt – det er ikke problemet. Problemet er, at der skal gives flere penge til løn. For det tredje, kan en ligelønskommission fungere som yderligere splitter. Problemet er jo ikke, at nogen får lidt flere penge end andre. Problemet er, at lønningerne er for lave. En lønkommission der skal sammenligne lønninger der i forvejen alle sammen er for lave, fjerner fokus fra det essentielle, nemlig, at lønningerne generelt bør stige.

Det sidste problem med en lønkommission er, at den aldrig kan være objektiv. Allerede nu er det tydeligt, at statistikker og tal kan produceres på vidt forskellige måder. OECD siger, at danske sygeplejersker tjener over 30.000 kroner om måneden, et beløb, som ingen almindelige sygeplejersker kan nikke genkendende til. Ligegyldigt hvad en ligelønskommission kommer frem til, vil tallene skulle diskuteres i det uendelige.

Falske forudsætninger for ja’et I første omgang er det FOA og Sundhedskartellet der er gået i strejke, mens mange andre grupper, blandt andet lærerne og politibetjentene, har sagt ja til deres overenskomstforlig. Men de har sagt ja under falske forudsætninger. De fik at vide af deres faglige ledere, at en lønstigning på 12,8 procent var historisk godt, men dette tal ser langt bedre ud, end det er. For det første er de 12,8 procent ikke lønstigninger, men den generelle udgiftsramme for overenskomsterne. De dækker således også over pension og andre ordninger, som ikke

kommer alle til gode. Men endnu vigtigere er det, at prisstigningerne også er historisk høje. Hvis de nuværende prisstigninger fortsætter, vil lønnen, i stedet for at stige, blive udhulet og de offentlige ansatte vil i virkeligheden få en reallønsnedgang i løbet af de næste tre år. Inflationen har de seneste seks måneder været på seks procent på årlig basis, hvilket hurtigt udhuler lønningerne. Et krav bør derfor være en genindførsel af dyrtidsreguleringen udover lønstigningerne.

Pædagogerne rasende på egen ledelse Mest tydelig er utilfredsheden med ikke at komme ud i strejke, blandt pædagogerne. BUPLs hovedbestyrelse sagde først nej til forliget på de 12,8 procent, men ombestemte sig så i sidste øjeblik på grund af mindre ændringer. Men rammen i det forlig hovedbestyrelsen har sagt ja til, er den samme som de først havde forkastet. Det betyder, at pædagogerne skal stemme om forliget en måned efter alle andre og på den måde risikere at stå alene i en eventuel konflikt. Det har ført til massive protester fra

Strejken handler ikke bare om kravet om en højere løn, men kommer som svar på årtiers nedskæringer.

16 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk pædagogerne mod deres egen ledelse. På BUPLs hjemmeside var der de første dage en massiv kritik og nogle hundrede pædagogerne mødtes til demonstration foran BUPLs kontorer på en hverdag. Flere rejste forslag om udmelding af BUPL. Men problemet er ikke fagforeningen som sådan, men ledelsen. Arbejderklassens styrke er enhed, det er derfor arbejderne er gået sammen i fagforeninger, men BUPL-ledelsens opførsel viser også at der er brug for fagforeninger med en rigtige ledelse. Alle de utilfredse pædagoger må blive i BUPL og kæmpe for en ledelse der følger medlemmernes ønsker og går forrest i kampene.

Der skal flere penge til Det er klart, at regeringen er direkte ansvarlig for konflikten. Regionerne og kommunerne er, af den borgerlige regering, år efter år blevet tvunget til at skære ned. Hvis regionerne og kommunerne skal kunne give de offentlige ansatte mere i løn, må de have flere penge fra Folketinget. Regeringen er i sidste ende arbejdsgivere for de offentlige ansatte og det er dem, der skal presses gennem strejken.

Regeringsindgreb = Generalstrejke Hver dag under strejken har medierne hevet såkaldte eksperter ind for at fortælle, at man ikke kan få noget ud af at strejke, fordi at historien viser at det er sådan. Det er rigtigt historien viser, at regeringsindgrebene ofte ikke giver mere, end det afviste forlig. Men her skal man huske på to ting. For det første, har de efterfølgende overenskomstforhandlinger medført fremskridt, af frygt for flere strejker. Og for det andet, kan dette kun lade sig gøre så længe fagforeningerne accepterer et regeringsindgreb. Hvis regeringen ved, at fagforeningerne accepterer indgrebet, kan de jo trygt gribe ind. Vi mener, at et regeringsindgreb må afvises på det kraftigste. Det betyder i realiteten en afskaffelse af strejkeretten, hvilket er en demokratisk ret. I denne situation er et regeringsindgreb totalt absurd; det svarer til,

at Dansk Arbejdsgiverforening kan stoppe en overenskomststrejke på det private område, når de har lyst. I 1985 greb den borgerlige Schlüterregering ind efter bare to dages konflikt. Men det nægtede arbejderklassen at finde sig i, hvilket førte til påskestrejkerne, der er en af de mest omfattende konflikter herhjemme. Griber regeringen ind i strejken og ophæver det forkastede forlig til lov, er det et angreb på hele den danske arbejderklasse. Sker det, må hele arbejderklassen svarer igen. FOA og Sundhedskartellet må sammen med LO og FTF gå imod regeringsindgrebet med en generalstrejke. Hvis ikke, acceptere de, at arbejdere i Danmark ikke har mulighed for at strejke

Fælles strejkemøder Strejken har vist den danske arbejderklasses traditioner og kampvilje. Under hele strejken har der været en enorm kampgejst blandt de strejkende og gennem utallige aktiviteter har de sat fokus på strejken. Sundhedskartellet samlede 50.000 deltagere på strejkens anden dag i en kæmpe demonstration på Christiansborgs Slotsplads og FOA har også haft holdt nogle aktiviteter. Men disse aktiviteter har ikke samlet de strejkende fra både sundhedskartellet og FOA. Det er en alvorlig fejl. De strejkende må samles i fælles front. Dette kunne starte med et fælles strejkemøde for valgte repræsentanter fra de forskellige arbejdspladser som kan diskutere de næste skridt. Det er vigtigt, at det er arbejdspladserne direkte der styrer strejken, da det er dem der har bedst føling med situationen.

Hele arbejderklassen må slutte op Men skal strejken vindes må hele arbejderklassen slutte op. En uge inde i strejken var der et overvældende flertal på 80 procent der støttede strejken. Denne opbakning må bruges aktivt. Første skridt burde være en samlet demonstration for alle med krav om højere løn og bedre velfærd. Hvis LO og FTF mobilisere alle deres medlemmer til en fælles demonstration, vil det vise regeringen, at fagbe-

vægelsen er parat til at handle. Derudover bør der indkaldes til fælles tillidsmandsmøde mellem den private og offentlige sektor, hvor der diskuteres, hvordan det private område kan slutte op. Hvis den borgerlige regering ikke forstår, at et overvældende flertal af befolkningen bakker op om kravene, må den borgerlige regering føle. En fælles strejke på hele arbejdsmarkedet vil gøre det klart, at enten giver regeringen efter for kravene, eller også går samfundet i stå. En fælles strejke vil vise, at det er arbejderne der får hjulene til at kører rundt og også dem, der kan få dem til at stoppe. Derfor har de også ret til en ordentlig løn og ordentlige forhold.

Vælt de borgerlige - For en arbejderregering Strejken har vist, hvad den borgerlige regering mener om den offentlige sektor. Gennem nedskæringer har regeringen udhulet den offentlige velfærd og i stedet forsøgt at opbygge det private. Sygeplejersker, SOSU’er, pædagoger og så videre, har knoklet en vis del ud af bukserne for at fastholde den offentlige velfærd til en elendig løn. Disse nedskæringer er kommet til trods for et mindre økonomisk opsving i samfundet. Udsigten i den danske økonomi er nu en nedgang, hvilket uden tvivl vil byde på yderligere angreb fra regeringen. Konklusionen på strejken er helt klar; der er brug for, at arbejderpartierne går sammen på et program for udbygning af velfærden, hvilket indbefatter højere løn til de offentligt ansatte. Ligesom arbejderklassen skabte fagforeninger til at gå forrest i kampene, skabte den også partier til at kæmpe vores sag i Folketinget. De partier er Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. De 80 procents opbakning til strejken viser disse partiers potentiale. Problemet er, at de ikke har fremstillet et klart alternativ, men kampen for løn og ordentlig velfærd må tages ind i disse partier. Vi må kræve en arbejderregering på et socialistisk program. □

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 17


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

USA: Krigen, økonomien og valget USA

Af Socialist Appeal Vi bringer her lederen fra de amerikanske marxisters marts-nummer af deres avis Socialist Appeal. Uddybende materiale om den amerikanske klassekamp, det demokratiske parti og den amerikanske arbejderbevægelse kan findes på www.socialistappeal.org Det er nu 5 år siden, at amerikanerne invaderede Irak. Omkostningerne i liv, menneskelige lidelser og økonomiske ressourcer overstiger alt, hvad man kan fatte. Pentagon selv siger, at 37.500 civile er blevet dræbt i Irak. Et uafhængigt undersøgelsesinstitut sætter tallet 32 gange højere, så det kommer op på over en million. Næsten 4.000 amerikanske soldater er blevet dræbt og 30.000 er blevet såret, mange med permanent hjerneskade eller amputationer. Dette er kun toppen af isbjerget og medregner ikke de langsigtede effekter af armeret uran, post-traumatisk stres, depression, selvmord og så videre. Økonomisk koster krigene i Irak og Afghanistan 275 millioner dollars hver dag. Der er blevet brugt næsten en halv billion dollars indtil videre. Det er 4.100 dollars for hver eneste hus-

stand i USA. Ifølge den nyeste rapport fra Kongressens Undersøgelses Service (CRS) steg de gennemsnitlige månedlige omkostninger til 10,3 milliarder i 2007 fra 4,4 milliarder dollars i 2004. Ved slutningen af 2009 kan omkostningerne for krigene i Irak og Afghanistan nå 1 billion dollars. Selv et land så rigt som USA kan ikke klare et sådan dræn for altid. Hver eneste dollar, som bruges på krig, bruges ikke herhjemme til sundhed, uddannelse, boliger til rimelige priser, job eller reparationer af landets infrastruktur, som er i forfald. Krigens virkninger føles direkte herhjemme. Og det er under en såkaldt økonomisk optur. Den officielle erklæring om, at landet er gået ind i en recession, kommer sædvanligvis ikke før flere måneder efter, at den faktisk er begyndt, når analytikerne fra National Bureau of Economic Research (NBER) ser tilbage på fakta og tal. Men topøkonomer fra store Wall Street virksomheder, såsom Merrill Lynch og Goldman Sachs tror, at vi allerede lige akkurat er trådt ind i en recession. Arbejdsløsheden steg skarpt i december til 5,0 procent fra et cyklisk lavpunkt på 4,4 procent i marts.

Også økonomien sænkede farten kraftigt i det fjerde kvartal af 2007, hvor væksten kun var 0,6 procent, hvilket gør den samlede årlige vækst på 2,2 procent til den værste vækst siden 2002. I de sidste 60 år har en så skarp stigning i arbejdsløsheden sammen med en så lav vækst ikke ført til en recession. Bolig- og kreditkrisen er begyndt at sprede sig til den bredere økonomi. Misligholdelsen af lån med variabel rente udstedt i 2007 nåede 11,2 procent i november. Det er det dobbelte af misligholdelsesraten i 2006. Det mest bekymrende er, at ingen af disse lån endnu var blevet ”tilpasset” til den højere rate. Det repræsenterer cirka 300.000 husholdninger, endnu flere folk, som med næsten fuldstændig sikkerhed vil miste deres hjem som et resultat af denne krise. Forbruget på boligprojekter faldt i 2007 med 16,9 procent, det værste fald i 25 år. Og som reporteret af Reuters, faldt servicesektoren, der repræsenterer to-tredjedele af den amerikanske økonomi, skarpt i januar til niveauer ikke set siden 2001-recessionen. Det forbrugerprisindeks Reuters og University of Michigan laver, faldt til 69,6 i februar fra 78,4 i januar, det laveste siden februar 1992. Indekset har kun været så lavet under recessionerne i midten af 1970’erne, de tidlige 1980’ere og de tidlige 1990’ere. Det indeks “Institute for Supply Management” laver for den ikke-industrielle sektor faldt til 41,9 fra 54,4 i december; et tal under 50 indikerer fald. Beskæftigelsesindekset faldt til 43,9 fra 51,8. hvilket bekræftede rapporterne sent i januar om amerikanske lønudbetalinger, som viste det første månedlige nettofald på arbejdsmarkedet i mere end fire år. Mens det er umuligt at sige præcis, hvornår og hvor dyb eller hvor lang den vil blive, så vil krisen komme. Det føles allerede som krise for millioner af amerikanske arbejdere.

Bush’ krige i Irak og Afghanistan koster 275 millioner dollars hver dag. Penge der kunne have været brugt til velfærd.

18 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42

Det har allerede ført til faldende statsindtægter og alligevel foreslår Bush et budget, der overgå 3 billioner dollars for første gang i amerikansk hi-


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Pentagon påstår, der blevet dræbt 37.500 civile i Irak. Uafhængige undersøgelser siger mere end en milion. Hertil kommer næsten 4.000 amerikanske soldater.

storie. Efter Bush’ egne beregninger vil det føre til et underskud på 410 milliarder dollars i 2008 og 407 milliarder dollars i 2007, hvilket bringer det samlede føderale underskud op på 5,9 billioner dollars, fra 3,3 billioner dollars, da han blev præsident. 2,3 billioner dollars af denne gæld er til udenlandske banker og investorer. (til sammenligning er Danmarks samlede BNP på 0,36 billioner dollars, red.) Det fremsatte budget vil betyde dramatiske stigninger i forbruget på militær og militærhjælp til ”nøgleallierede” rundt om i verden. Med andre ord, lande som aktivt undertrykker deres egne folk for at forsvare amerikanske erhvervsinteresser. For at betale for alt dette vil regering være nødt til at skære yderligere på allerede udpinte hjemlige programmer såsom Medicare (sygehjælp) og nedlægge dusinvis af andre sociale serviceprogrammer. Ikke overraskende bevilliger budgettet 515 milliarder dollars til Forsvarsministeriet, herunder ikke en separat anmodning på flere billioner til krigene i Irak og Afghanistan. Justeret for inflation vil det være en af de største militærbudgetter siden 2. Verdenskrig. Det er sandelig et ”guns before butter” (våben før smør) budget, en åben erklæring om øget oversøisk militarisme og flere ubarmhjertige angreb på arbejderne her hjemme.

Den amerikanske herskende klasse vil forventer flere af de samme skånselsløse nedskæringer fra den næste republikaner eller demokrater, som sidder i det Ovale Kontor. For at føje spot til skade, så indeholder Bush’ økonomiske stimuleringsplan for at prøve at undgå overgangen til recession 300 millioner dollars til fattige børn i de indre byer: lidt mere, end det han brugte på en enkelt dag på krigene i Irak og Afghanistan. Og hvis du laver udregningerne – 300 millioner dollars delt ud på 15 millioner amerikanske børn som lever i fattigdom – det er hele 20 dollars per barn. Alt dette har en effekt på den amerikanske bevidsthed. I et valgår er det mange mennesker, som ser efter en valgmæssig løsning på de seriøse og voksende problemer de står overfor. Mens krigen i Irak står stadigt højt på listen over vælgernes bekymringer, er økonomien nu nummer et for begge de store partiers vælgere. Især mange unge ser til demokraterne og især til Barack Obama. Republikanernes næsten helt sikre kandidat, John McCain, har satset hele sin politiske fremtid på at fortsætte krigen i Irak. Men tilbyder de demokratiske kandidater noget som overhovedet kommer tæt på flertallets af amerikanernes krav om at trække tropperne hjem?

På trods af alle de flotte valgårsløfter så viser erfaringerne fra de sidste fem år klart, at vi ikke kan stole på, at hverken Republikanerne eller Demokraterne vil sætte en stopper for krigen. Det er derfor WIL (Workers International League) arbejder med en bred koalition af organisationer og individer for at hjælpe med at opbygge en bred, samlet og demokratisk anti-krigsbevægelse, med målet om at organisere massive demonstrationer i de kommende måneder og år. Vi må også arbejde energisk for at opbygge et politisk alternativ til Demokraternes og Republikanernes duopol: et massearbejderparti på grundlag af fagforeningerne. Massemobiliseringer og opbygningen af et parti af og for det arbejdende folk, er den eneste måde at stoppe krigen og forbedre vores livskvalitet. I en epoke med voksende polarisering og ulighed, vil den næste præsident uundgåeligt appellere om national og tværpolitisk ”enhed”. Med andre ord vil han eller hun tale for, at de amerikanske arbejdere skal underordne deres interesser under de riges interesser, stramme deres bælter mere for at bevare det system, som skaber profitter på deres arbejde. Men i takt med, at den ”amerikanske drøm” forvandles til et ”amerikansk mareridt” vil flere og flere folk begynde at stille spørgsmål ved selve systemet, som fører til en sådan ustabilitet. □

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 19


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Frankrig maj ’68 Historiens største generalstrejke

MAJ 68

opsving i økonomien.

Af Karen Larsen Historien er fuld af begivenheder, som viser arbejderklassens enorme styrke. Desværre skjules og fordrejes disse ofte af borgerlige historikere. Men ikke desto mindre må alle som ønsker at ændre samfundet studere og lære af arbejderklassen erfaringer, både i Danmark og resten af verden. En af de store, vigtige begivenheder er majdagene i Frankrig i 1968. 10 millioner arbejdere gik i strejke. Det var historiens største generalstrejke og den viste arbejderklassens enorme styrke og viste potentialet for, at arbejderne i Europa kan tage magten. Millioner af arbejdere i et af de mest udviklede kapitalistiske lande i verden lavede historiens største generalstrejke midt i et stort økonomisk opsving. Arbejderne kan lave store protester når de står overfor forringede forhold, men selv når der er økonomisk opsving, kan kapitalismen ikke skabe ordentlige forhold for arbejderne og derfor kan arbejderne, som i Frankrig 1968, gå i kamp under

Kapitalister i hele verden så med stor angst på begivenhederne i Frankrig. For dem var det en brat opvågning, efter efterkrigstidens boom i økonomien og fremgang og tilsyneladende tilfredshed alle vegne. Frankrig stod i maj 1968 i en situation, som udviklede sig revolutionært, derfor kunne man både i Times og The Economist læse, at revolutionen nu igen stod for døren.

Studerende på gaden Mange borgerlige historikere prøver at fremstille maj 1968 oprøret udelukkende som et studenteroprør. Det er fuldstændig forkert, men det er rigtigt at det var de franske studerende som begyndte oprøret. Universiteterne både i Frankrig og mange andre europæiske lande, var op gennem 60’erne blevet åbnet op for den lavere middelklasse og arbejderklassen, hvilket var medvirkende til at de Franske studenter havde været på gade flere gange op gennem 60’erne bl.a. mod krigen i Algeriet og Vietnam. I en uges tid op til den 2. maj havde

der på universitetet Nanterre været en række sammenstød mellem ekstreme højreorienterede studerende og studerende som demonstrerede imod Vietnam-krigen, hvilket medførte at rektoren den 2. maj besluttede at lukke universitetet. Dagen efter var der indkaldt til et fredeligt møde på universitetet Sorbonne som protest mod lukningen. Universitetets autoriteter brugte rygter om angreb fra højrefløjen som undskyldning for at tilkalde politiet for at lukke mødet. Det franske politi intervenerede aggressivt i det, som udviklede sig til regulære kampe og arresterede 600 unge studerende som havde deltaget i mødet og i kampene. Over de næste par dage voksede protesterne og demonstrationerne for løsladelse af de arresterede. Den 6. maj var over 60.000, primært elever og lærer, men også unge arbejdere, i demonstration. De blev mødt med voldsomme politiaggressioner og tåregas. Stemningen imod politiet var enorm både blandt studerende og resten af den franske befolkning.

Befolkningens opbakning Opbakningen fra befolkningen var ikke til at tage fejl af og tog til i styrke; for hver dag voksede demonstrationerne, med fortsatte politiaggressioner til følge. Den 10. maj omringede politiet demonstranterne i Latinerkvarteret. Demonstranterne opsatte barrikader for at beskytte sig mod politiet. Kravene var: politiet ud af gaderne, genåbning af Sorbonne og løsladelse af de arresterede. Kravene blev afvist og CRS, det særlige og brutale franske ”uro-korps” blev sat ind imod demonstranterne. De fyrede tåregas ind i tilfældige butikker og cafeer og nægtede at lade Røde Kors passere for at samle sårede op bag ved politiets blokader. Det var tydeligt at regeringen var gået for langt i kampen mod de studerende, og befolkningen var rasende.

”Studerende, lærere, arbejdere, solidaritet”

20 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Nedskæringer trods opsving Selv om der havde været økonomisk opsving i en årrække og folk generelt var blevet rigere, var der stadig en stor del arbejdere som ikke mærkede opvinget. Hele samfundet var gennemsyret af modsætninger, som blev stadig større og dybere under opsvinget. Staten begyndt at skære ned, man stod bl.a. overfor at skulle skære voldsomt ned på sundhedssektoren og andre ydelser, og samtidig steg arbejdsløsheden voldsomt. De som var på arbejdsmarkedet blev presset hårdere og hårdere og på trods af den ved lov fastsatte arbejdsuge på 40 timer, havde arbejderne i gennemsnit 45 timers arbejde om ugen. Især var bilfabrikkerne slemme. Her arbejde mange tusinde arbejdere hver dag under horrible forhold, tilsvarende det man i dag ser fra tekstilfabrikkerne i Kina. Arbejderne måtte ikke tale sammen heller ikke når de havde fri, hvor mange af dem var tvunget til at bo på fabrikkens hostels, hvilket var en slags hjem hvor de spiste og sov. Fabrikkerne havde ydermere deres eget interne og hemmelige politi og arbejde blandt arbejderne og skulle finde frem til mulige uromagere eller fagforeningsfolk, og rapportere så disse kunne fyres omgående.

Kamptraditioner Op gennem 60’erne havde tusindvis af franske arbejdere været involveret i en lang række af kampe for bedre forhold. Især de store bilfabrikker var præget af uro op gennem 60’erne. I perioden fra begyndelsen af marts til begyndelsen af maj, havde der været 80 tilfælde af én eller anden form for fagforeningsmæssig kamp. Og der var allerede før begivenhederne tog fart arrangeret demonstrationer for social sikkerhed og imod arbejdsløshed. Selv de først dage af maj var præget af spredte arbejdsnedlæggelser i forskellige industrigrene. Man talte allerede på dette tidspunkt om en førrevolutionær situation i Vestfrankrig, hvor omkrig 100.000 var på gaden for bedre forhold i deres region af landet.

Sammenstød mellem politi og studerende,hvor op imod tusind blev såret førte til opbyggelsen af barrikader i de parisiske gader.

Potentialet for en gigantisk eksplosion i arbejderbevægelsen var overvældende.

Begivenhederne tager fart Efter politiets voldsomme fremfærd mod de studerendes demonstration, ville fagforeningslederne lette presset fra de vrede arbejderne og indkaldte derfor til 24-timers generalstrejke imod politiets aggressioner, startende mandag d. 13. maj. De store fagforbund (CFDT og CGT) havde i første omgang været imod demonstrationerne men grundet presset fra medlemmerne var lederne nødt til at ændre deres syn på kampene. De håbede at de ved at indkalde til generalstrejke i 24 timer, kunne lukke tilstrækkeligt luft ud af ballonen til at få arbejderne under kontrol igen. Også lederne af de kristelige fagforeninger, følte presset fra medlemmerne og var nødt til at støtte op om generalstrejken. Dette fik præmiereministeren til at erklære Sorbonne genåbnet og løslade alle de arresterede studenter. Det var en stor indrømmelse til kampen, men på dette stadie i kampen var det allerede for sent. Der var åbnet for sluserne i arbejderbevægelsen.

Massemobiliseringer Om morgenen den 14. maj, dagen efter demonstrationen var 200 ar-

bejdere i strejke, primært unge metalarbejdere fra en fabrik hvor der i forvejen var mange strejker. Derfra spredte strejkerne sig og panikken blandt fagtoppen voksede. De kunne se at kampen var uden for deres kontrol, så for at få arbejderne under kontrol linkede de strejkerne sammen med krav om højere løn og bedre arbejdsforhold. Strejkerne spredtes fortsat, således at der den 19., fem dage senere, var to millioner arbejdere i strejke og den 21. strejkede 10 millioner arbejdere, verdenshistoriens største generalstrejke. Især bilindustriarbejdernes deltagelse gjorde at det for alvor blev store strejker. På mange af disse fabrikker låste man simpelthen direktøren inden, hvis han ikke makkede ret. Og så besatte man fabrikken og hejste det røde flag. Disse var fabrikker placeret omkring Paris, men hurtigt spredte fabriksbesættelserne sig til alle dele af Frankrig og til alle industrier.

Arbejderstyre i Nantes Ud over at vise hvor magtfuld arbejderklassen er, giver Majbegivenhederne i Frankrig også et praj om hvad der kan lade sig gøre under en revolution. Vi ser tydeligt at arbejderklassen kan overtage og organisere hele samfundet, at der ikke er brug for kapitalisterne til at kontrollere og styre.

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 21


Historie I provinsen Nantes var de fleste store fabrikker og alle skoler og offentlige institutioner besatte. Der blev opsat komiteer, ikke fordi nogen kom og sagde at arbejderne skulle, men fordi det var konkret behov der opstod, for at organisere sig. De forskellige komiteer på skolerne, på fabrikkerne, i transporten osv. blev kædet sammen og holdt planlægningsmøder med repræsentanter fra de forskellige komiteer. Dette råd, bestemte alt i byen. Det bestemte hvem som skulle have benzin for at kunne køre madvare og syge på hospitalet og det opsatte de blokader som det mente var nødvendigt. Også alle fødevare som blev solgt i Nantes var under arbejdernes kontrol. Fra skolerne solgtes alle basale fødevare, som blev hentet fra landbrugene rundt i området. Og da man ikke havde nogle mellemmænd kunne man skære priserne voldsomt ned. Nogle små butikker fik lov at holde åbent, men hver dag, kom der kontrollører fra den fælles komite og holdt øje med at de ikke solgte varerne dyrere end man gjorde på skolerne. Børnehaver blev improviseret, noget som ellers ikke var udbredt i Frankrig, og man improviserede fattighjælp i form af mad til de fattigste familier. Forholdet til bønderne er afgørende i en revolutionær situation, da det er disse som producerer fødevarer. I Nantes gjorde man alt hvad man kunne for at strejkerne ikke skulle gå ud over bønderne og deres besætning. Man sørgede for mad til dyrene og elektricitet til malkemaskinerne. Og da man afholdt demonstration i Nantes, gik bønderne side om side med arbejderne. Det giver et meget godt billede af hvad der vil kunne ske og også hvad der kan lade sig gøre under en revolution.

Middelklassens standpunkt Omkring 80 procent af de studerende på universitetet var børn af middelklassen. Det betød også, at strejkerne ikke bare spredte sig til arbejderklassen, men også til de studerendes forældre. Der var strejker blandt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk læger og hele hospitaler var besatte og blev kørt af komiteer og et andet eksempel kunne være de 10.000 ansatte på et atomforskningscenter, som nedlagde arbejdet.

ken deres egne ledere eller de valgte politikere repræsenterede dem, blev lederne buhet ud ved hvert eneste møde og på hver eneste fabrik hvor de fremlagde forligsforslaget.

Man så diskussioner blandt forfattere og musikere og billedkunstnere, på måder man ikke havde set tidligere. Der blev lavet kunst i den korte periode omkring begivenhederne, som var helt ulig noget andet man før havde set. Det skete fordi alle lag af samfundet oplevede en ny tro på en bedre fremtid og gejst for at skabe noget nyt. Kunst blev udstillet på fabrikker for arbejderne, og musikgrupper turnerede til besatte fabrikker og underholdt strejkende arbejdere.

Krav om arbejderregering

Revolutionær situation – regeringen i panik Den 29. maj stod man i en situation, som The Economist beskrev meget godt ved at sige: ”Strejkerne har opnået en fuldkommen politisk karakter, som er i stand til at vælte regimet… under ingen omstændigheder vil selv det mest generøse tilbud blive accepteret.” Der var kæmpe modsætninger mellem regeringen og arbejderne, og der så ikke ud til at være nogen mulighed for forsoning. Kun fagforeningslederne var villige til at forhandle med regeringen, da også de ønskede at kampene skulle stoppe. Så i ikke mindre end to dage og nætter forhandlede arbejderbevægelsens ledere med regeringen og kom ud med et tilbud til arbejderne. Det indeholdt bl.a. indrømmelser på 10 procent lønstigninger til alle arbejdere og tilbud om at de strejkende ville få halv løn i den periode de havde strejket. Det var indrømmelser som lederne tidligere end ikke turde drømme om. Det var ene og alene fordi kampene var tilspidset så meget som de var, at arbejderne fik tilbudt større lønforhøjelser. Det beviser at revolutionær kamp er den bedste og mest effektive måde at få gennemført reformer på. Men i den situation man stod i, hvor arbejderne reelt havde overtaget i kampen og hvor de ikke følte, at hver-

22 • www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42

Ved flere møder, hvor fagforeningslederne mødte op, råbte arbejderne i stedet på en folkeregering. En folkeregering ville i den givne situation være en arbejderregering. Det var klart, at de indrømmelser de fik nu, ville blive trukket tilbage når alt var faldet til ro igen. Arbejdernes krav var en regering som ville føre en politik til gavn for flertallet og som ikke var styret af den herskende klasse. I regeringen og hele den herskende klasse var der splittelse. Nogle dele af den herskende klasse ønskede at gennemføre markante reformer, for at holde arbejderklassen i ro. Andre dele talte for en total undertrykkelse af hele arbejderklassen, om det så betød at militæret måtte sættes ind. I begge tilfælde var formålet at undgå at kapitalismen i Frankrig blev væltet, og at kampene skulle spredes til andre lande.

Manglende ledelse Men uanset hvad den herskende klasse ville gøre for at undgå revolution, er det afgørende at forstå at for, at en revolution kan gennemføres må der være en bevidst ledelse som er parat til at føre kampene fremad. Det var der ikke i Frankrig 1968. I Frankrig var der Kommunistpartiet, som var et traditionelt arbejderparti i Frankrig, og som burde have ledt arbejderne. Kommunistpartiet kunne have samlet parolerne, strejkerne og kampene og sammenkædet dem med socialisme og overtagelse af magten. Men kommunistpartiet i Frankrig ville, hvor ironisk det end kan lyde, ikke have et socialistisk Frankrig. De gjorde alt hvad de kunne for at aflede kampen fra spørgsmålet om magten. De fremsatte udelukkende økonomiske krav om højere løn og bedre arbejdsvilkår, men det var ikke det som var spørgsmålet på dette tidspunkt. Det var spørgsmålet om hvem der skulle lede landet, som var på dagsordenen.


Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk På denne måde, med undskyldninger, tøven og afledning af kampen, smed kommunistpartiets ledere den historiske mulighed væk. Havde der i Frankrig 1968 eksisteret en stærk marxistisk tendens inden i masseorganisationerne, kunne den have ført kampen inde i de traditionelle arbejderpartier og fagforeningerne, og situationen kunne have udviklet sig anderledes.

Potentialet tabt Mulighederne for en socialistisk omvæltning var til stede i Frankrig. Også internationalt, stod de franske arbejdere ikke isolerede. Der var betydelige arbejdsnedlæggelser i bl.a. England, Italien og Spanien i solidaritet med de franske arbejdere. En del af forklaringen på Kommunistpartiets passivitet er, at Sovjet i 1968 var under stalinistisk herredømme. Det sovjetiske bureaukrati var bange for at de franske arbejdere skulle begynde en socialistisk omvæltning, som ville sprede sig til resten af Europa, og true stalinismen i østblokken. Men i hvert fald, så stod man den 29. maj i en sprængfarlig situation. To tredjedele af arbejdsstyrken var i strejke. De Gaulle vidste ikke sit levende råd og forlod Paris i helikop-

ter. Frankrig sod reelt uden regering. Men stadig rørte arbejderlederne ikke på sig for at tage magten. Arbejderne havde sådan set magten, men den politiske magtovertagelse kommer ikke af sig selv. Den skal arbejderne tage, som en bevidst handling. Men der skete intet, så den 30. maj kom De Gaulle tilbage. Han havde været i Frankrig og talt med sine generaler. Han sagde at ”landet er truet af kommunistisk diktatur”, så derfor måtte han opløse parlamentet og at et nyt valg ville finde sted midt i juni. I mellemtiden skulle alle genoptage arbejdet ellers ville ”de nødvendige midler blive taget i brug”. Samme eftermiddag var omkring en millioner reaktionære samlet til demonstration i Paris og på ringvejen omkring byen var militæret med kampvogne klar til at rykke ind. Kommunisterne kunne så let som ingenting have taget magten, men i stedet hilste lederne De Gaulles forslag velkommen. Det kom til at betyde, at de ikke foretog sig noget imod, at CRS blev sat ind mod fabrikkerne og bankede arbejderne på plads. Arbejderne blev tvunget til at genoptage arbejdet uden at have fået noget ud af kampene. Det ført

til en kæmpe desillusionering i hele arbejderbevægelsen. De havde reelt haft magten, men var blevet svigtet af deres ledere da der var allermest brug for dem. Ved valget i juni mistede Kommunistpartiet en tiendedel af stemmerne og dermed halvdelen af sine parlamentsmedlemmer. Gaullisterne fik 1,2 mio. flere stemmer end ved forrige valg og vandt altså igen. Resultatet skyldes massernes frustrationer over at arbejderlederne inklusive Kommunistpartiet ikke ville lede arbejdernes kamp. Kapitalismen selv skaber situationer som den i Frankrig 1968. Arbejderne vil gang på gang, selv når der er opsving i økonomien rejse sig til kamp mod det system som hver dag undertrykker og udsulter dem. Hvornår situationerne opstår, kommer an på mange faktorer så som de økonomiske forhold og masseorganisationernes ledelser. Men Frankrig 1968 viser klart og tydeligt at det er nødvendigt med en velforberedt marxistisk ledelse inde i arbejdernes traditionelle masseorganisationer. Det viser, at det er fuldkommen nødvendigt at opbygge en marxistisk tendens både i Frankrig og i alle andre lande. □

Arbejdermøde på Renault fabrikken i Boulogne.

www.marxist.dk • Maj/Jun 8. årgang nr. 42 • 23


SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv. SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”). Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

HVAD VI STÅR FOR • En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende. • Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol • Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen. • Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne. • 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden. • Lige l��n for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv. • Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten. • Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere. • Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn. • Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. • Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet. • Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol. • Ordentlige boliger der kan betales til alle. • Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde. Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-). Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 10, st. tv., 2400 København NV.


nr42