Issuu on Google+

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 40 FEB/MAR 2008 7. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Dansk kapitalisme i en blindgyde (s. 4-5) • SUFs ledelse smadrer SUF (s. 6-7) • Fasthold kravene til OK08 (s. 8-9) • Forsvar arbejdsforholdene i byggeriet (s. 10-11) • Blodbad på børsen (s. 12-13) • Kvindekamp er klassekamp (s. 17-19) • Overproduktionskriser marxistisk kriseteori (s. 20-24)

KRISEN TRUER Arbejdernes løn og forhold står for skud

MARXIST DK


Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

2

Dansk kapitalisme i blindgyde

4

SUFs ledelse smadrer SUF

6

OK08

8

Det var satans

9

Byggeriet

10

Blodbad på børsen

12

Rebus

13

Modet på Bhutto

14

Kvindekamp er klassekamp

17

In Defence of Marxism

19

Marxistisk kriseteori

20

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

Halløj på børsen Vi lever i en forunderlig verden. Ting, der ikke burde kunne lade sig gøre, sker alligevel. I årevis har borgerlige økonomer, politikere og bankfolk lovet os, at det økonomiske opsving ville vare til evig tid, at festen på boligmarkedet aldrig ville slutte og at kapitalismen ville give os alle en lys fremtid med lykke og fremgang. Den bedste af alle verdener! Alligevel opfører økonomien sig anderledes. Alligevel ser vi den værste periode i årtier på verdens aktiemarkeder. Alligevel er de borgerlige økonomer vågnet op af deres jubelrus og har opdaget, at økonomien formentlig er på vej ind i en alvorlig nedtur. Alligevel oplever vi, at prisen på transport og fødevarer er eksploderet. Alligevel ser det ud til, at den borgerlige økonomiske teori er bankerot og marxisternes prognose holder stik. De drastiske fald på aktiemarkederne har mellem august 2007 og januar i år allerede kostet staten mellem 15 og 20 milliarder, hovedsageligt på grund af tabte skatteindtægter på pensioner. Det er næsten det samme, som alle ungdomsuddannelserne tilsammen koster. Der vil komme flere af sådanne fald i fremtiden i takt med, at økonomien forværres. De grundlæggende årsager til aktiemarkedernes fald er nemlig, at kapitalisternes tillid til mulighederne for fremtidig profit i den virkelige produktion er meget lav. Når kapitalisterne ikke øjner tilstrækkelig profit, så hiver de pengene hjem i en fart og alle investeringer stopper. Profitterne i USA

2 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

ser ud til at være faldet med op til 10 procent i sidste kvartal af 2007. Der er ingen tvivl om, at faldet vil fortsætte – og vokse – i år. Det vil sætte en stopper for investeringer. Det vil sætte en stopper for produktion. Det vil sætte en stopper for ”fuld beskæftigelse”. Det vil sætte en stopper for andre økonomier i verden, der er afhængige af at handle med USA – herunder Kina og Europa. Og Danmark. Det vil sætte en stopper for illusionerne om, at kapitalismen i det 21. århundrede er den bedste af alle verdener. I England har vi allerede set, hvordan fallerede finanskapitalister reagerer på, at deres eget system er i krise: højlydt kræver de kompensation fra det offentlige – og den britiske regering er ilet til hjælp med en blankocheck til banken Northern Rock. De samme politikere, der til daglig er travlt beskæftiget med at være åh-så ”ansvarlige” og privatisere og skære ned på de offentlige udgifter til uddannelse, sundhed, transport og velfærd, tilbyder omgående økonomisk bistandshjælp i milliardklassen, så snart det begynder at gøre ondt på finansfyrsterne. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se samme udvikling i Danmark i den næste periode. Regningen for


Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk det økonomiske rod, som det kapitalistiske system har skabt, vil blive betalt af skattepengene, som igen kommer fra de danske arbejderfamilier. Den økonomiske nedtur har været undervejs i mange år. Egentlig har forholdene for en økonomisk krise været til stede i en årrække, men opsvinget er blevet kunstigt forlænget gennem øget låntagning, som kunstigt har pumpet penge ud i økonomien. Problemet er, at gælden er tæt bundet til boligmarkedet, der nu er på vej nedad. Dertil kommer, at kapitalisterne i høj grad har spekuleret i aktier og værdipapirer, i stedet for at investere i udvikling af produktion. Ud fra den enkelte kapitalists synspunkt er det ganske forståeligt at forsøge at ”tjene penge på penge”, som Marx formulerede det, men for samfundet som helhed er det vanvid. Sandheden er, at kriser, hvor velfungerende fabrikker, transportmidler og maskiner får lov at ligge urørte samtidig med, at arbejdere går ledige, er en fast del af kapitalismen. Det skyldes, at der under kapitalismen produceres efter profit og ikke efter en rationel plan. Alle kapitalister planlæg-

ger produktionen i deres egen virksomhed, ofte flere år ud i fremtiden. Alligevel hævder de borgerlige, at planlægning af økonomiens vigtigste dele er af det onde. Det er det måske også for et lille mindretal, der lever af spekulation, profit og renter. Men for det store flertal i Danmark og på verdensplan, der kommer til at betale dyrt for den krise, der nu er begyndt, betyder ”det frie marked” alene frihed til at gå ned i levestandard for at bevare et ubrugeligt og forældet økonomisk system. I denne sammenhæng skal det nævnes, at forhandlingerne om de offentlige overenskomster vil afspejle den stigende polarisering i økonomien og samfundet som helhed. Kapitalisternes politiske repræsentanter i de borgerlige partier vil kæmpe med næb og klør for, at det er arbejderklassen, der kommer til at bære byrden for en økonomisk nedgang. Men det er fuldstændig uacceptabelt. De offentligt ansattes krav er yderst beskedne og helt igennem rimelige. Der er brug for at kæmpe en overenskomst igennem, som sikrer de offentligt ansattes forhold og sætter en stopper for alle angreb på velfærden.

I den kommende periode vil den klassiske reformistiske parole om at ”der er penge nok” til at betale for forbedringer inden for kapitalismen, blive til støv og aske. I en periode, hvor økonomien går nedad og der vil komme underskud på statens finanser, bliver alle politiske retninger, der accepterer kapitalisternes private ejendomsret til banker, forsikringsselskaber og de store virksomheder, nødt til at følge den kapitalistiske økonomiske ”logik” og acceptere angreb på velfærd og arbejdspladser. Der er brug for, at arbejderbevægelsen sætter hårdt mod hårdt i denne situation. Arbejderklassen er ikke forpligtet til at betale for, at kapitalisternes system ikke dur. Hvis kapitalisterne ikke kan drive økonomien fremad, så må de 200 største virksomheder overtages af staten og drives under arbejdernes egen ledelse og kontrol. Det er den linje, vi fremfører i arbejderbevægelsen. Vi opfordrer alle læsere, der er enige med os i dette, om at kontakte os for at opbygge den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen.

På spidsen - Demokrati i Mellemøsten Den amerikanske præsident, George W. Bush, var en smuttur i Mellemøsten omkring nytår. Han vil nemlig udbrede demokrati. Derfor solgte han for 20 milliarder dollars demokratisk militært isenkram til det yderst demokratiske enevælde i Saudi Arabien. Og det blev da også til en anseelig våbenleverance til de demokratiske fyrstedømmer i de Forenede Arabiske Emirater. Israel, der på demokratisk og forbilledlig vis, besætter de palæstinensiske områder, fik også amerikanske våben. De fik dem dog gratis - og meget demokratisk. Næst efter Israel er Egypten det land i verden, der modtager flest penge fra USA. Egyptens præsident Mubaraks styre, er da også kendt for sine demokratiske tor-

turkamre samt demokratiske politiindsatser mod fagligt aktive og politisk opposition.

blot for at hente udemokratiske luksusgoder som mad, gas og cigaretter.

Der er dog ét demokratisk problem i Mellemøsten: palæstinenserne i Gaza. De havde nemlig stemt på Hamas ved valget i 2006, så nu er de blevet belejret og blokeret indtil de kan lære at stemme på nogle andre, på demokratisk vis. Disse udemokratiske mænd, kvinder og børn viste oven i købet deres foragt over for demokratiet, ved at vælte den flotte mur, som Egypten har lavet,

George W. Bush har på demokratisk vis skåret 100 millioner dollars af hjælpen til demokraten Mubarak, indtil den demokratiske orden er genoprettet og palæstinenserne er blevet sat på plads. Her ’på spidsen’ kan vi kun støtte op om disse demokratiske bestræbelser.

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 3


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Dagpengeangreb, økonomisk nedgang og prisstigninger:

Dansk kapitalisme i en blindgyde VELFÆRD

Angreb på dagpengene

som arbejder på nedsat tid med supplerende dagpenge. Hvad alle disse arbejdere skal stille op, når dagpengeperioden udløber, har Claus Hjort et svar på: de må søge fuldtidsarbejde! Hvilke arbejdsgivere, der opslår fuldtidsstillinger for disse ansatte, fortoner sig imidlertid. Det er jo ikke de arbejdsløse, der ikke vil ansætte sig selv.

Fremover skal retten til supplerende dagpenge begrænses, så man højst kan modtage supplerende dagpenge i 26 uger inden for tre år. Det er en halvering fra de nuværende 52 uger. I medierne har der været stor fokus på, at det vil ramme skuespillere og andre scenekunstnere. Det er også rigtigt, men det rammer meget bredere. Ansatte på fiskefabrikker, havnearbejdere, håndværkere på vejrlig og deltidstjenere kommer også til at stå for skud. Desuden er der tusindvis af ansatte i den offentlige sektor,

Den borgerlige regering og Dansk Folkeparti lavede allerede i 2002 – som en af de første større ting – en deltidslov, der gjorde alle overenskomstaftaler om deltid ugyldige. Denne lov har ført til, at antallet af deltidsansatte er steget kraftigt, fordi arbejdsgiverne har fået meget bedre mulighed for at nedsætte de ansatte fra fuldtid til deltid, når det passer dem. Det er altså den borgerlige regering selv, der – på foranledning af sit bagland i Dansk Industri – har sendt tusindvis af arbejdere ud i del-

Af Frederik Ohsten Hvis der var nogle af læserne, der mod forventning var kommet i tvivl om, at den borgerlige regering er overklassens regering, så blev tvivlen ryddet af vejen for nylig.

Arbejdere i fiskeindustrien står for skud i regeringens angreb på dagpengene

4 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

tidsansættelser og på supplerende dagpenge. Netop de dagpenge, som nu bliver angrebet.

DI: flere angreb, tak! Arbejdsgivernes repræsentanter har ikke været helt tilfredse med de foreslåede angreb – hverken Dansk Industri eller den højreorienterede ”tænketank” CEPOS mener, at angrebene er hårde nok. Dansk Industris direktør Kim Graugaard sagde til Jyllands-Posten d. 22. januar, at ”det ville have været ønskeligt, om regeringen havde haft modet til at gå videre og sænke perioden til maksimalt 13 uger”. Underdirektør Lars Storr-Hansen fra Handel, Transport & Service sagde i samme anledning, at han gerne så selve dagpengeperioden halveret fra fire til to år. CEPOS siger, at angrebene er ”uambitiøse” og efterlyser indgreb i efterløn og selve dagpengeperioden. Det er altså tydeligt, at de tunge drenge i dansk erhvervsliv ikke er tilfredse med ”småtterier” som det nuværende angreb på dagpengene – de ønsker at vende tilbage til ”de gode gamle dage” uden efterløn, dagpenge og alt det andet ”overflødige”, som til daglig går under betegnelsen ”velfærd”. Deltidsansatte er en fleksibel arbejdsstyrke, som arbejdsgiverne kan presse til at arbejde mere eller mindre, alt afhængig af virksomhedernes ordreindgang. For de ansatte er det en katastrofe. I USA er det ikke ualmindeligt, at arbejdere har to, tre eller fire deltidsjob. Det er disse tilstande, som de borgerlige gerne vil indføre i Danmark.


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Krise-forberedelse Fra arbejderbevægelsens side har reaktionen på regeringens angreb været blandet. Næstformanden i LO, Lizette Risgaard, har kaldt angrebet ”dybt uretfærdigt”, da det jo er arbejdsgiverne og ikke arbejderne, der bestemmer, hvor mange deltidsansatte, der skal være. Socialdemokratiet var til at begynde med villige til at gå med til et angreb på de supplerende dagpenge, men er siden vendt rundt og siger nu, at de ikke vil være med til at forringe dagpengene. Dette skyldes uden tvivl et pres fra neden – presset fra arbejdspladserne. Men hvad er årsagen til, at regeringen angriber dagpengene nu? Jyllands-Posten skriver d. 22. januar: ”Udviklingen i de økonomiske konjunkturer med tegn på overophedning er den bagvedliggende årsag til, at regeringen efter valget nøje har arbejdet på et dagpengeindgreb.” Oversat til dansk betyder det, at de danske arbejdsgivere og deres regering er i fuldt sving med at ruste sig til en periode med økonomisk nedgang og øget arbejdsløshed. Hvis perspektivet var en lang periode med opsving og fuld beskæftigelse, så ville det være ligegyldigt for regeringen at angribe dagpengereglerne.

Dansk kapitalisme er svag Sagen er, at dansk kapitalisme står i en meget svag position. Kapitalisternes evne til at udvikle den danske økonomi er ikke-eksisterende, hvilket kan ses på udviklingen i produktiviteten. Den økonomiske vækst der har været i Danmark siden 1970’erne skyldes ikke effektivisering af produktionsapparatet, men at nye lag – især kvinder – er kommet ind på arbejdsmarkedet og derfor er antallet af arbejdstimer pr. familie steget kraftigt. Nøglen til udvikling af økonomien ligger imidlertid i produktiviteten – altså, hvor meget der kan produceres pr. arbejdstime. I begyndelsen af 1970’erne under det store efterkrigsopsving, voksede produktiviteten ifølge Nationalbanken med over 7 procent om året. Fra 1996 til 2006 oplyser Nationalbanken, at produktiviteten kun er vokset med knap 1,4 procent om året. Det

er mindre, end tilsvarende tal for Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA. Ser vi nærmere på tallet ser vi, at næsten hele stigningen skyldes, at arbejderne betjener flere maskiner end før – altså, at det er arbejdspresset der er forøget. Det kan også ses på, at danskerne i snit arbejder 50 timer ekstra om året i forhold til 1995 – reelt er der altså blevet indført en ekstra årlig arbejdsuge. Væksten i det, som kapitalisterne kalder totalfaktorproduktiviteten, der dækker over opfindsomhed og innovation, har i denne periode været direkte negativ, med et gennemsnitligt fald på 0,1 procent om året. Det er denne kendsgerning, der er nøglen til den svage position, som dansk kapitalisme står i. For at sige det helt klart: I alle de fremskredne kapitalistiske lande er der klar tendens til, at produktivkræfterne ikke bliver udviklet. Denne kendsgerning alene tvinger kapitalisterne til at presse arbejderne endnu hårdere i konkurrencen om mest mulig profit – men i Danmark er kapitalisterne nødt til at gå hårdere til værks, end i andre lande, hvis ikke de skal blive udkonkurreret på verdensmarkedet. Det er en færdig opskrift på nye eksplosioner i klassekampen.

Den er gal med profitten For at de danske kapitalister ikke skal blive udkonkurreret af udenlandske virksomheder, så er det nødvendigt for dem at få en profitrate (profit i forhold til investeringerne) der er mindst lige så høj, som deres konkurrenters. Og siden de danske kapitalister ikke dur til at udvikle produktionen og være innovative (som det ellers er det, de borgerlige plejer at fremhæve som kapitalismens styrke), så må profitten hentes andre steder – ved at sænke lønniveauet, hæve arbejdstiden og stramme arbejdspresset endnu en gang. Med andre ord er det arbejderklassen, der må betale for, at det kapitalistiske system er i nedgang.

bejdsgiverne, med truslen om fyring i hånden, bedre tvinge arbejderne til at acceptere øget pres og løntilbageholdenhed.

Arbejderbevægelsen må kæmpe Det er imidlertid langt fra sikkert, at de borgerlige kommer igennem med angrebene på dagpengene. Da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i 2003 forsøgte at angribe dagpengene, endte det i et ydmygende tilbagetog for den borgerlige regering, fordi fagbevægelsen viste tænder og truede med storstrejke ved overenskomstforhandlingerne. Alene truslen om storstrejke var tilstrækkeligt til, at alle de borgerlige planer om angreb på dagpengene røg direkte i papirkurven. Det er en vigtig pointe, som aktive i arbejderbevægelsen må huske på. Hvis arbejderpartierne – især Socialdemokratiet, som det vigtigste arbejderparti – klart afviser al snak om angreb på dagpengene og fagbevægelsen gør det klart, at sådanne angreb er uacceptable – og truer med strejker, hvis det bliver nødvendigt – så er der ingen tvivl om, at selv den mest højreradikale regering vil droppe alle planer i den retning. Hvis de borgerlige til gengæld lugter svaghed i arbejderbevægelsens ledelse, er der ingen tvivl om, at de vil fortsætte deres angreb – og de vil intensivere dem i fremtiden. Den økonomiske situation, som dansk kapitalisme befinder sig i, tillader ikke, at det velfærdssamfund, som blev opbygget under opsvinget i 1960’erne, fortsat kan eksistere. Det eneste, der kan sætte en stopper for de borgerliges planer om intense angreb på arbejderklassen, er enhed i arbejderbevægelsen og en ledelse, der er villig til at tage de nødvendige opgør med grundlaget for de borgerliges angreb – bankerne og de store virksomheders diktatoriske magt over økonomien.

Det er i dette lys vi skal se dagpenge-angrebene i. Ved at de arbejdsløses forhold bliver forringet, stiger frygten for arbejdsløshed blandt de, der er i arbejde. Og dermed kan ar-

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 5


Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

SUFs ledelse smadrer SUF SUF

Af redaktionen I januar tog ledelsen i Socialistisk Ungdomsfront (SUF) det drastiske skridt at lukke fire af sine aktive lokalgrupper, ud af 20-30 lokalgrupper. Det er et fuldstændig uhørt skridt, som viser, at SUFs ledelse hellere vil smadre SUF, end tillade en revolutionær kritik af deres politik og handlinger. Dette er endnu en kulmination i det længerevarende angreb, der har været på den revolutionære fløj i SUF, fra ledelsens side. Angrebene har indtil nu talt forsøget på eksklusion af 15 aktive marxister, derefter eksklusionen af indtil videre 29 marxister sidste forår, brug af tyveri og manipulation af dokumenter og nu lukning af lokalgrupper med omkring 50 aktive socialister.

Udemokratiske manøvrer Efter snart to års åben heksejagt på enhver kritisk røst i SUF, kan lukningen af lokalgrupperne måske opleves af mange SUF’ere, som ”bare endnu en ting”. Det er nærmest blevet hverdag, kan det virke som. Men lukning af lokalgrupper er, ligesom masseeksklusioner, IKKE hverdagskost i en revolutionær ungdomsorganisation – eller burde i hvert fald ikke være det! Uanset hvad SUFs ledelse siger, så er lukning af lokalgrupper en manøvre som mest af alt ligner dem der blev brugt at lederne af de stalinistiske organisationer tilbage i 1930’erne. 1000 unge socialister har meldt sig ind i SUF for at ændre verden og nu opdrages de af SUFs ledelse i de værste traditioner fra arbejderbevægelsens bureaukratiske apparater. Men disse metoder smadrer enhver organisation. Ingen orker i længden at være aktiv i en organisation, hvor enhver politisk kritik eller bare selvstændig tanke, besvares med trussel om eksklusion eller lukning af lokalgrupper. En revolutionær organisation kan ikke ud-

vikle sig med disse bureaukratiske, organisatoriske manøvrer! Tværtimod kræver en revolutionær organisation, hvis den skal kunne spille en rolle, plads til politiske diskussioner, og plads til at alle medlemmer og tendenser kan fremsætte deres egne holdninger i en demokratisk debat.

Hvorfor? Umiddelbart virker det som om der ikke er et fornuftigt svar på, hvorfor dette finder sted. Ledelsen i SUF forsøger at fremstille konflikten som ”organisatorisk”. Eksklusionerne af de 29 marxister begrundede de med ”illoyalt arbejde”, baseret på stjålne og manipulerede dokumenter og lukningen af lokalgrupperne begrundes med, at de ikke vil rette sig efter stormødets beslutning, fordi de stadig inviterer gæster fra Socialistisk Standpunkt til deres møder. Udelukkelserne er altså politiske: hvad kan disse gæster gøre andet, end at fremføre deres egne politiske holdninger i lokalgruppernes diskussion? Intet! Denne konflikt handler om, hvilken vej SUF skal tage politisk.

To veje for SUF Opbakningen til Socialistisk Standpunkts politik voksede i SUF, både voksede antallet af støtter af avisen og samtidig voksede stemmeandelen på forskellige spørgsmål på stormøderne. Støtter af Socialistisk Standpunkt rejste en lang række politiske spørgsmål, bl.a. at SUF burde støtte revolutionen i Venezuela og resten af Latinamerika, mens ledelsen i sin politiske beretning skrev, at man ikke kunne tale om en generel venstredrejning i Latinamerika og at et hovedfokus i forhold til Latinamerika var, at SUF måtte kritisere brud på menneskerettighederne i disse lande. Et andet spørgsmål var spørgsmålet om kvindeundertrykkelse, hvor marxisterne forklarede, at kvindekampen ikke kan ses adskilt fra klassekampen og at ethvert forsøg på at

6 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

opsplitte arbejderklassens enhed er skadelig, hvorfor vi også kæmpede imod kønsseperatistiske grupper (og alle andre separatistiske grupper) samt kønsopdelte talerlister o. lign. Vi gik også imod den politiske tendens blandt ledende SUF’ere, der i Enhedslisten havde arbejdet imod SUFs program ved at stille forslag om, at Enhedslisten nu ikke længere skulle kæmpe imod EU, men at EU kunne reformeres. Denne reformistiske holdning ser helt bort fra EU som et symptom på imperialismens udvikling.

Reformisme eller revolution Den røde tråd der løber gennem samtlige af de politiske stridspunkter i SUF gennem tiden, er forskellen på reformisme og revolutionær socialisme; marxisme. Det grundlæggende problem i ledelsen i SUF og laget omkring denne ledelse er manglen på det socialistiske revolutionære perspektiv. I velfærds- og studenterbevægelsen har ledende SUF’ere fuldstændig underlagt sig ledelserne i disse bevægelser, i stedet for at forsøge at forklare, hvad nedskæringerne skyldes og hvorfor og hvordan socialismen kan løse disse problemer. Argumentet fra SUFs ledelse for denne strategi er ”bevægelsen er alt”, fuldstændig ligesom den socialdemokratiske reformist Bernstein sagde i starten af sidste århundrede. Valgkampen, hvor SUF indgik i Enhedslistens valgkamp, var endnu et tydeligt eksempel på dette. Enhedslistens spidskandidater fremsatte krav om omfordeling af skatten og 100 procents vedvarende energi som eksempel på revolutionen, mens SUF intet havde at sige til dette. SUFs ledelse har på intet tidspunkt anfægtet Enhedslistens idé om at være ”vagthunden” i parlamentet, uden nogensinde at rejse målet om et stats- og klasseløst samfund. SUFs ledelse har altså ikke givet


Ungdom

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk delse med overenskomsterne 2008 for de offentlige ansatte forklarer de, at der er penge nok i det danske samfund. Det er rigtigt, at der de seneste år har været store overskud på statens budgetter og at Anders Fogh ikke ønsker at give de offentligt ansatte højere løn. Men sandheden er desværre, at den danske økonomi ser ud til at stå over for en alvorlig krise – og hvad vil ledelsen i SUF så sige, når der er underskud på statens budgetter? I Socialistisk Standpunkt kæmper vi også for højere løn til sygeplejersker, SOSU’ere, pædagoger ect., men vi forklarer samtidig, at hvorvidt velfærden udbygges og lønne sættes op, ikke kan afhænge af den kapitalistiske økonomis anarkistiske natur, med indbyggede kriser. Det eneste der kan sikre, at økonomien fortsætter med at gå fremad og dermed sikre velfærd og løn, er en planøkonomi, hvor de 200 største virksomheder nationaliseres.

es perkan du læse marxistern verI Dansk Perspektiv 07 resten af og ark nm Da i tion spektiv for en revolu ik på www.marxist.dk/but den. Køb det for 20 kr.

noget alternativ til den nuværende situation med en borgerlig nedskæringsregering. En valgkamp kan være udmærket at deltage i for revolutionære, med det eneste formål at forklare at årsagen til, at regeringen skærer ned og arbejdsforhold og leveforhold forringes er, at vi lever i et samfund, hvor kapitalisternes jagt på profit er det bestemmende. SUFs ledelse har på intet tidspunkt forklaret, hvorfor SUF i sit program slår fast, at de kæmper for en demokratisk planøkonomi. I det hele taget er SUFs ledelse gået fuldstændig bort fra programmet. For marxister er et program ikke en ”hensigtserklæring” eller et papir, der kun skal bruges i festtaler. Tværtimod er et program, som for eksempel SUFs revolutionære program, en grundlæggende analyse, som må bruges i al organisationens arbejde og forbindes til de daglige krav. Men i stedet gør SUFs ledelse intet som helst for at følge programmet. Tværtimod! De modarbejder i praksis programmet på samtlige politiske felter; spørgsmålet om revolution, EU, kvindekamp, staten, parlamentarisme ect. I deres kampagnemateriale i forbin-

Byg den marxistiske tendens SUFs ledelse er ved at smide de mest konsekvente revolutionære ud gennem eksklusioner eller lukning af lokalgrupper. SUFs ledelse er ved at gøre SUF til (endnu) en reformistisk ungdomsorganisation, bare med fokus på fristeder og økologi, men der er ikke brug for endnu en reformistisk ungdomsorganisation. Grundlæggende viser SUFs ledelse en fuldstændig mangel på tillid til den danske arbejderklasse og ungdoms evne til at ændre samfundet; ”de kan ikke forstå vores politik, derfor må vi hellere pakke den ind,” synes de at mene. På samme måde viser de ingen tillid til deres egne medlemmers

evne til selv at tage stilling, når f.eks. gæster fra Socialistisk Standpunkt fremlægger deres politiske idéer i lokalgrupperne. SUFs ledelse har ikke fremlagt nogen som helst perspektiver for, hvad en revolution er eller hvordan SUF kan arbejde for denne. En revolution er ikke når og hvis Enhedslisten vinder flertal i Folketinget. En revolution er, når flertallet af arbejderklassen gennem kamp indser, at det kapitalistiske samfund ikke kan løse nogen af deres problemer og at de selv må overtage styringen i deres eget liv og dermed også overtage økonomien. Det er det perspektiv vi i Socialistisk Standpunkt konsekvent har fremlagt og kæmpet for – i SUF og i hele arbejderbevægelsen. Vi har fremlagt paroler, som vi mente kunne højne arbejderklassen og ungdommens bevidsthed om egen styrke og magt. Som socialist kan man være uenig eller enig i de konkrete paroler – det er taktiske spørgsmål. Det vigtige er det revolutionære program. Der er to veje i SUF og vi opfordrer ALLE ærlige revolutionære SUF’ere, der ønsker at kæmpe for en revolutionær politik i SUF, til at tilslutte sig den Internationale Marxistiske Tendens i Danmark – Socialistisk Standpunkt – og derigennem fortsætte kampen for et stærkt, demokratisk og revolutionært SUF.

Kontakt os

Tlf.: 61 65 10 88. E-mail: marxist@marxist.dk

Møder:

14. februar - Møde om marxistisk kriseteori (Verdenskulturcentret, Nørre Allé 16, kl. 19-21) 16. februar - Møde med oplæg om hhv. 1) basal marxistisk økonomi, 2) marxistisk kriseteori samt 3) perspektivet for revolutionen i Danmark, verden og hvordan vi bygger en marxistisk tendens i arbejderbevægelsen. (Sted endnu ukendt - ring til os) Derudover følg med på www.marxist.dk

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 7


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fasthold kravene til OK08 OK08

Ubrugeligt forlig

For en fuld dyrtidsregulering!

Af Frederik Ohsten

Det har imidlertid ikke løst problemerne – tværtimod. Hvis ikke kravene fra arbejdspladserne bliver hørt og hvis ikke kravene bliver opfyldt ved overenskomstforhandlingerne, så er en storkonflikt nærmest uundgåelig. Ansvaret for, at en konflikt bryder ud, vil dermed ligge på den borgerlige regerings skuldre. Desværre ligger der også et tungt ansvar på lederne fra Socialdemokratiet, der har indgået aftalen om de offentlige lønkroner med finansminister Lars Løkke Rasmussen. Som arbejderklassens største parti er det ikke Socialdemokratiets opgave at indgå forlig om løntilbageholdenhed med de borgerlige – tværtimod burde de kæmpe for, at de krav, der er rejst blandt sygeplejersker, pædagoger, lærere, politifolk og andre offentligt ansatte, bliver fremført og gennemført. I de kommunale budgetters ramme, er der kun indlagt lønstigninger på omkring 600 kr. om måneden. Det er utilstrækkeligt. Rammen må brydes og staten må give kommunerne fuld økonomisk kompensation.

Der er brug for massive lønstigninger ved den nye overenskomst for de offentlige. Priserne på el, transport og fødevarer er steget massivt de senere år. Siden 2001 er prisen på offentlig transport i hovedstadsområdet ifølge AE-rådet, steget med 40 procent. I løbet af de sidste syv måneder af 2007 er priserne på smør steget 55 procent, prisen på mel er steget 74 procent, havregryn er steget 28 procent. At inflationen som helhed ikke er steget voldsomt skyldes, at det især er livsfornødenheder, der er steget – altså de udgifter, som arbejderfamilier har. Der er med andre ord behov for at genindføre dyrtidsreguleringen for at sikre, at lønningerne ikke udhules af prisstigningerne.

Øget stress, jag, arbejdspres, bureaukratiske ydmygelser og minuttyranni. Sådan har størstedelen af de offentlige ansatte oplevet den seneste periode. Det er oven i købet en periode, hvor der har været økonomisk opsving. Socialdemokratiets ledelse var sent sidste år ude med krav om fem milliarder ekstra i puljen til de offentlige overenskomster. Det var endda et af deres valgløfter. Det var uden tvivl et skridt i den rigtige retning. Under valgkampen sidste år blev selv Dansk Folkeparti presset til at love markante lønstigninger til nogle grupper af offentligt ansatte. Men det er blevet til det rene ingenting. Under forhandlinger med Finansministeriet er alle krav om ekstra lønkroner til de offentlige blevet til det rene ingenting, hvor der bliver flyttet lidt rundt på tallene, så lønstigninger det ene år tages fra det andet år. Hunden bliver fodret med dens egen hale.

Kravene er blevet udvandet De konkrete krav om lønstigninger på 8.400 om måneden, som sygeplejerskerne har krævet, eller 6.800, som sosu’erne har krævet, er blevet udskiftet med krav om ”generelle lønstigninger” i de papirer, som forbundenes ledelser har udgivet. Men det er ikke godt nok. Medlemmerne har valgt en ledelse for at lederne skal gå forrest og kæmpe for kravene, ikke for at de skal nedtone eller udvande kravene fra arbejdspladserne. Ledelsen må altså holdes fast på de konkrete krav.

Arbejderledere på arbejderløn

De offentlige overenskomster vil bringe de offentligt ansatte, deriblandt SOSUarbejdere, ud på gaderne ligesom vi bl.a. så det 2. oktober 2007.

8 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

Hvis de faglige ledere selv skulle leve for den løn, deres medlemmer modtager, så kunne det uden tvivl medvirke til større kampvilje blandt lederne. Arbejderledere på ar-


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk bejderløn er det bedste middel til at sikre, at ledelsen ikke nærmer sig de forhold og dermed den bevidsthed, som findes hos arbejdsgiverne og deres repræsentanter.

Brug for enhed De mange års nedskæringer på den offentlige sektor er foregået uden, at det formelt har brudt overenskomsten. Det vil altså sige, at arbejdsgiverne har forringet forholdene uden at de ansatte har haft ”lovlig” mulighed for at svare igen. Det er uacceptabelt. Alle begrænsninger i strejkeretten, herunder bodssystemet, må afskaffes. Desuden må arbejdsforhold, såsom antallet af ansatte, skrives ind i overenskomsten, så arbejdsgiverne ikke kan forringe forholdene uden om overenskomsten. Et andet problem de senere år, har været lokale lønforhandlinger. Det eneste, disse tiltag gør, er, at splitte forskellige grupper af ansatte ud mod hinanden samt splitte de ansatte på samme arbejdsplads. Vejen frem er at afskaffe de lokale forhandlinger og i stedet sikre store lønstigninger i de centrale forhandlinger.

En konflikt må være effektiv Den konflikt, der er under opsejling, må desuden gøres effektiv. HK-

Kommunal har meldt ud, at de vil gå samlet i strejke, hvis der udbryder konflikt. FOA har foreløbig meldt ud, at de vil sende 23.000 i strejke og Dansk Sygeplejeråd vil sende 50.000 i strejke. Der er brug for, at konflikten bliver så omfattende, som muligt, hvis den bryder ud, så presset på den borgerlige regering bliver så stort, som muligt. Der er ingen tvivl om, at de borgerlige og deres medier vil føre hetz imod de strejkende i tilfælde af konflikt og sige, at syge og gamle ”bliver taget som gidsler”. Men hvis ikke arbejdsgiverne vil imødekomme de rimelige og beskedne krav fra arbejdspladserne, så er det alene dem, der har ansvaret for en konflikt. Desuden: jo mere effektiv og så omfattende en strejke er, des større sandsynlighed er der for at vinde en hurtig og afgørende sejr og dermed sikre bedre forhold for, at syge, gamle og børn i fremtiden kan blive passet under ordentlige forhold. De borgerliges argumenter er rent hykleri og skræmmekampagne.

parter”, som argument imod at bevillige penge til lønstigninger. Hvis den borgerlige regering griber ind i en konflikt vil den afsløre sit eget hykleri. Men et regeringsindgreb kan slås tilbage ved en udvidelse af strejkerne. Aktive i de faglige organisationer må kæmpe for, at et regeringsindgreb bliver mødt af en landsomfattende arbejdsnedlæggelse for de privatansatte – altså en generalstrejke for alle medlemmer i LO og FTF. Kun gennem enhed kan kravene blive presset igennem. • Opfyld kravene fra arbejdspladserne – mindst 6000 ekstra om måneden hvert år! • Nej til lokal lønfastsættelse! • Enhed blandt alle offentligt ansatte! • Forbered en effektiv konflikt! • Nej til regeringsindgreb!

Nej til regeringsindgreb Et regeringsindgreb er absolut uacceptabelt! Da den økonomiske ramme skulle forhandles, sagde de borgerlige konstant, at overenskomsten ”er en sag mellem arbejdsmarkedets

Det var satans! Vi har i flere artikler og dokumenter forklaret, at det opsving vi oplever lige nu, er bygget på en kæmpe gældsboble. I de sidste 7 år er

der blevet optaget nye boliglån for 700.000.000.000 kr. (Realkreditrådets udlånsstatistik).

700.000 600.000 500.000 400.000 300.000 200.000 100.000 0 Boligboble 00-07

Undervisning

Sundhedsvæsen

Forsvar, politi mm.

Miljøbeskyttelse

Note: Her sammenlignes boligboblen med statens udgifter til forskellige velfærdsudgifter.

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 9


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Forsvar byggeriets arbejdsforhold BYGGERIET

Af Lasse Bertelsen De sidste ti år, har der været forholdsvis godt gang i byggeriet. Beskæftigelsen er steget og steget og blandt mange sjak har der også været pæne lønstigninger. Men denne situation ser ikke ud til at være ved. Faldet i boligpriserne medfører i øjeblikket en voksende pessimisme blandt landets store byggevirksomheder og dette har betydet fyringer i flere firmaer.

Pessimisme blandt arbejdsgiverne Umiddelbart er nedgangen i byggeriet ikke slået igennem for alvor. Arbejdsløsheden er stadig rekordlav, men næsten alle større entreprenørselskaber regner med færre arbejdsopgaver, især inden for nybyggeri. Børsen skriver blandt andet: ”En ny

konjunkturundersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen blandt 776 danske topchefer, afslører en kraftig afkøling af forventningerne til fremtiden blandt byggevirksomhederne, som melder om vigende ordreindgang og mindre salg og bebuder fyringsrunder i de kommende seks måneder. Ifølge undersøgelsen er det i dag 34 pct. af byggevirksomhederne, som planlægger at reducere staben, mens kun hver fjerde ønsker at ansætte flere. Det er første gang i tre år, at byggevirksomhederne samlet set bebuder afskedigelser og udviklingen er mere markant, end i landets øvrige hovedbrancher.” BAT-kartellet, byggefagforbundenes samarbejdsorganisation regner med et fald på 3.500 ansatte i 2008 og i værste tilfælde 6.500.

Kritiske røster i Malernes Fagforening I slutningen af januar, kunne de 3.000 medlemmer af Malernes Fagforening, Storkøbenhavn læse et indlæg i deres fagblad, Maler-nyt, fra tre utilfredse kollegaer. Indlægget opremser en række problemer fagforeningen står overfor, som f.eks. faldende medlemstal, dårlig økonomi, skuffende overenskomst og pres på løn- og arbejdsforhold. I lederen af Maler-nyt giver formanden for fagforeningen, Steen Harup, de tre skribenter ret i, at der er mange problemer, men mener at fagforeningsbestyrelsen er fuldt opmærksom på problemerne. Samtidig forklarer han, at det må være medlemmerne selv, i samarbejde med fagforeningen, som sikre bedrer arbejdsforhold. En af de tre skribenter, Lasse Bertelsen, kommenterer til Socialistisk Standpunkt: ”Det er da altid noget, at formanden er enig med os i, at der er problemer - men det vi efterlyser, er handling. I de sidste ti år, har jeg hørt på, at det er medlemmerne, der må tage boksehandskerne på. Men fagforeningsledelsen skal passe på det ikke bliver en dårlig undskyldning fra dem selv, til ikke at involvere sig. Mit indtryk er, at mange medlemmer mener, at fagforeningen er usynlig. Det er det vi vil have lavet om.” Det kritiske indlæg sluttes af med en opfordring til malersvende og malerlærlinge om at dukke op på den næstkommende generalforsamling for at bakke op om behovet for en mere udadvendt og aktiv fagforening. Den opfordring er hermed givet videre.

10 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

Lønstigninger i fare Det er tydeligt, at krisen i byggeriet ikke er slået igennem for alvor, men alt taler for, at det vil den gøre. Lønningerne i byggeriet er steget pænt det sidste stykke tid, en ser man på minimumslønningerne, halter de langt bagefter. Mens mange håndværkere tjener mellem 200 kr. og 280 kr., udgør mindstelønnen kun omkring 106 kr. For arbejdere der ikke arbejder i byggeriet, kan dette virke underligt. Men i byggeriet er meget af arbejdet akkordarbejde, hvor man enten får en opmålt pris på sit arbejde eller aftaler en bestem løn for arbejdet. På grund af den gode beskæftigelse, har det ude på pladserne været muligt at presse arbejdsgiverne til at lade lønningerne stige - men større arbejdsløshed vil betyde et pres på lønningerne og hvis krisen i byggeriet for alvor slår igennem, vil der hurtigt kunne blive tale om tilbagegang i lønnen, da det nuværende lønningsniveau er højere, end hvad overenskomsten giver. Fagbevægelsens ledelse havde ved overenskomstforhandlingerne i 2007 muligheden for at få kæmpet bedre lønningsforhold hjem. I stedet forspildte de chancen, ved at gå ud og anbefale et ’ja’ til overenskomster, der på ingen måde sikrer de nuværende arbejdsforhold.

Masser af dårlige arbejdsforhold Da Byggefagenes Samvirke i København gennemførte 300 arbejdspladsbesøg i en storstilet aktion d. 28.11-07, kunne de 225 aktionerende bygningshåndværkere konstatere skræmmende tilstande blandt deres kollegaer. Lønninger på ned til 36 kr. i timen og arbejdsuger på over 60 timer samt skræmmende skur- og velfærdsforhold! Især udenlandsk arbejdskraft fra Tyskland og de østeuropæiske lande havde elendige forhold. Dette viser blot den kynisme der hersker blandt pengemændene i byggeriet. En voksende arbejds-


Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Et billede som dette kan blive et sjældent syn: Både hvis boligpriserne forsat falder og der kommer flere fyringer af håndværkere samt hvis de resterende arbejderes forhold forværres.

løshed vil betyde yderligere angreb. Allerede ved de første tegn på en vending i byggeriet, har flere arbejdspladser rapporteret om mestre der kræver lønnedgang. I lang tid har arbejdsgiverne måttet finde sig i svendenes krav pga. den høje beskæftigelse, men nu øjner de muligheden for at slå igen. Samtidig er sikkerhedsforholdene på arbejdspladserne under al kritik. Den borgerlige regerings besparelser på arbejdstilsynet har ikke gjort tingene bedre. Der er stadig alt for mange der dør af at arbejde i byggeriet eller som kommer til skade.

Østarbejderne En ny stor udfordring for bygningsarbejderne, har været åbningen for arbejdskraft fra øst. Det har betydet en større mængde udenlandsk arbejdskraft i Danmark fra især Polen, de Baltiske lande og Tyskland. De flygter fra massearbejdsløshed og sultelønninger og håber på bedre forhold i Danmark. Men en del af dem, er blevet skuffede. For mange er havnet hos skruppelløse pengemænd, der under brug af trusler og andre mafiametoder, til at presse de udenlandske kollegaer til uanstændige arbejdsforhold. Fagbevægelsen, især de lokale fagforeninger, har gjort et stort stykke arbejde for at sikrer de danske overenskomster blev overholdt. Men dette er langtfra lykkedes endnu. Et problem der også er opstået, er, at nogle arbejdsgivere af-

lønner den udenlandske arbejdskraft med mindstelønnen. På den måde bryder arbejdsgiverne ikke overenskomsten, men aflønner samtidig deres folk med en løn, der udgør under det halve af, hvad de danske kollegaer tjener – endnu et argument for en mindsteløn på minimum 150 kr.! Nogle arbejdsgivere har været ude og forklare, at de ville fyre de danske bygningsarbejdere og beholde de udenlandske. Dette er uden tvivl ment som en provokation. Lige meget hvad, må der fortsat kæmpes for, at arbejdsforholdene ikke forringes, - om man kommer fra Danmark eller ej.

Nej til spekulation i byggeri Det danske boligmarked er en skændsel. Der er lange ventetider på almennyttigt boligbyggeri og en arbejderfamilie har ikke råd til at bo i de fleste andels- og ejerboliger, i hvert fald i de større byer. De arbejderfamilier, der har vovet sig til at købe en ejerbolig, kan nu se sig selv fanget i en gældsfælde. Spekulationen i gæld og boliger har en taber: arbejderne og en vinder: bankerne. Nu er man så igen ved at indstille byggeriet af boliger. Der er tilsyneladende ikke nok profit at hente hjem på det. Samtidig står masser af luksuslejligheder tomme, fordi de koster kæmpe millionbeløb. Med andre ord, er boligmarkedet præget af en ekstrem form for planløshed. Dette er

aldeles uacceptabelt. Der er stadig et stort behov for flere boliger, men det må være til en husleje, der er til at betale. Staten må igangsætte en plan for nybyggeri og derudover må der være kontrol med priserne på boliger, gældsatte arbejdere må have den nødvendige hjælp og alle tomme luksuslejligheder bør konfiskeres af staten og udlejes til arbejderfamilier, til en billig husleje. Udover det, må der med det samme indføres huslejestop for alle almennyttige boliger og de dyreste lejeboliger må gøres billiger. Samtidig må der igangsættes en kampagne, for at sikre ordnede arbejdsforhold i byggeriet. Fagbevægelsen skal have ret til at overtage kontrollen med ethvert byggefirma der bryder overenskomsten. Underbetaling, ussel behandling af arbejdere og brud på sikkerhedsreglerne, bør medfører fængselsstraf for ejeren af firmaet. Der må arbejdes for at gennemsnitslønnen i byggeriet bliver satsen for en mindsteløn og der må tages skridt der forhindrer vinterarbejdsløshed. Med den borgerlige regering ved magten, vil dette aldrig kunne lade sig gøre. Den eneste mulighed for at få ordentlige forhold, er ved at kæmpe for, at arbejderpartierne få flertal og at de får en ledelse der ikke er bange for at bryde med kapitalismen.

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 11


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Blodbad på børsen AKTIEKRAKKET

Af Jonas Foldager ”Debatten går ikke på, om vi får en blød eller hård landing, men hvor hård landingen vil blive. Vi vil få en alvorlig recession”. Sådan sagde Nouriel Roubini, grundlægger og formand for Roubini Global Economics LLC på World Economic Forum, Davos d. 22. januar 2008. Og baggrunden for hans udtalelse er ikke helt upassende. Forud er gået snart et halvt år med stadige nedskrivninger i bankerne og de finansielle selskabers regnskaber og fald på det amerikanske boligmarked. Den sidste uge (ved redaktionens afslutning) har været en af de hårdeste for verdens aktiemarkeder siden 11. september, med daglige fald i omegnen af 4-5-6procent på verdens største børser. Hvad vi er vidner til, er en begyndende krise i den grundlæggende økonomi (se artikel andetsteds). Men den får sit udtryk gennem en kreditkrise, hvis udgangspunkt har været et kollaps på det oppustede boligmarked. Vi har de sidste to år forklaret, hvordan den markante nedsættelse af renten efter IT-boblen omkring årtusindskiftet, førte til massiv låntagning og eksploderende boligpriser. Den ekspansive stigning i boligpriserne affødte yderligere låntagning i friværdi til forbrug og låntagning til køb af ejendom. Og vi forklarede allerede der, at netop boblen på boligmarkedet, i mere eller mindre hele den udviklede kapitalistiske verden, ville være den udløsende faktor for en fremtidig krise. Nu peger alt på, at det er her vi står. Det amerikanske boligmarked er kollapset og startende fra bunden, begynder almindelige arbejderfamilier at få problemer med at betale renter og afdrag på deres huslån. I takt med at stadigt flere (igen startende med det nederste lag af arbejderklassen) må erklære sig fallit og gå fra hus og

hjem, spreder problemerne sig til de selskaber, der har udbudt de mest tvivlsomme lån. De er til gengæld ejet af respektable banker, der dermed også får problemer. Citigroup, verdens største bank, måtte i midten af januar meddele, at den nedskrev værdien af dens mere eksotiske kreditpapirer med yderligere 90½mia kroner og samtidigt rapportere et underskud på ca. 49mia kroner i fjerde kvartal 2007 (economist. com, d. 17. jan).

Når forsikringen svigter I den spekulative boble, der ledte op til det nuværende kollaps, både på aktie-, kredit- og boligmarkedet, har det været normalt for selskaber der spekulerede i kreditpapirer at forsikre sig mod at de folk der blev udlånt til, gik konkurs. På den måde mente man at sikre sig mod fremtidige problemer. Problemet er bare, at den sidste periodes stadigt stigende boligpriser og dermed historisk lave antal falliterklæringer, gjorde disse finansforsikringsselskaber overmodige. Nu er markedet vendt og de står med håret i postkassen. En af verdens største inden for branchen, Ambac, måtte d. 22. januar meddele et underskud det seneste kvartal, på ca. 17mia. Men det er ikke det værste.

Disse selskaber lever af at ”låne” selskabets kreditværdighed til papirer af ringere standard. Men pga. Ambacs involvering i eksotiske kreditpapirer, har de fået nedvurderet deres kreditværdighed. Det rammer samtidig værdien af alle de værdipapirer de sidder som garant for. Og det drejer sig om obligationer til en samlet værdi af 12billioner kroner. (economist. com, d. 18. jan) Siden problemerne med de mest risikable boliglån startede sidst i juli 2007 (den såkaldte sub-prime krise) er Ambacs aktieværdi faldet ikke mindre end 90 procent. Selskabet er nu truet af konkurs, hvilket vil få store konsekvenser for resten af banksektoren. Alle steder vi kigger hen, ser vi tegnene på et spekulativt opsving, der vender sig til sin modsætning. Flere år i træk er vi blevet pumpet hovederne fulde om, at alt kun kunne gå fremad, at tidligere tiders økonomiske cykler var fortid. Nu er stemningen gået fra eufori til panik. De massive aktiefald i midten af januar, var mere, end hvad den amerikanske centralbank (FED) kunne holde til. I panik over de voldsomme fald sænkede de den amerikanske rente med 0,75 procentpoint, for at

Folk i kø foran Northern Rock for at redde deres sparepenge, da banken krakkede i 2007, og staten måtte redde resterne. Et klart krisetegn.

12 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40


Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk give markedet tillid til, at FED nok skulle sørge for at rette den skrantende amerikanske økonomi op. Det var den største enkeltsænkning i 25 år og den største enkeltsænkning uden for et fastsat rentemøde i FEDs historie. FEDs håb var, at markederne ville stabilisere sig. Desværre ændrer rentenedsættelsen intet grundlæggende og effekten var ikke som håbet. Efter kort at stabilisere sig i ca. halvanden time, fortsatte faldene. Børsspekulanterne så rentenedsættelsen som enten et tegn på, at FED havde viden om, at den amerikanske økonomi var endnu værre end de troede eller som et tegn på svaghed. Som Morgan Stanleys formand for den asiatiske afdeling, Stephen Roach, sagde: ”Det, der bekymrer mig er, at beslutningstagerne, særligt i USA, griber efter den samme taktik som skabte rodet i første omgang. Vi har en centralbank der ikke mener den bør se efter prisen på aktiver (bl.a. aktier, red.) men at vi bare skal rydde op efter boblen er sprunget”. Og videre: ”Det er en farlig, dumdristig og uansvarlig måde at styre verdens største økonomi. Ved at lette aggressivt [på renten] uden at gøre det på baggrund af ny information, sender de en besked om, at de skal beskytte og forsvare markederne” (bloomberg.com, d. 22. jan)

”Spill-over”? De borgerlige eksperter taler meget om frygten for at den finansielle krise

får ”spill-over” effekt på den virkelige økonomi. Med andre ord, om den virkelige økonomi vil blive trukket med ned. Imidlertid er det en grundlæggende fejlagtig måde at se på kapitalistiske kriser. Alle problemerne med kredit, boligboble, spekulation ect., er nemlig konsekvenser eller, om man vil, forskellige måder de grundlæggende modsætninger kommer til udtryk på overfladen i det kapitalistiske samfund. En kapitalistisk økonomi kan ikke undgå at komme i krise, - det er indbygget i dens natur (se artiklen om kriseteori) Derfor er det også fuldstændigt omsonst at forsøge at undgå en krise, ved at sænke renterne eller på anden måde pumpe penge ud i samfundet. Det er kun at skubbe problemerne foran sig. Kriser i kapitalismen er ikke til at komme udenom. Dog slipper kapitalisterne let igennem. De sidste mange år har bankerne høstet rekordoverskud på at forgælde stort set hele den vestlige arbejderklasse. Tag f.eks. den britiske storbank Northern Rocks massive overskud på 4.532mio kroner i 2006, en stigning på ca. 26 procent i forhold til året før (Northern Rock plc, Annual Report and Accounts 2006) Imens konjunkturen gik op, har kapitalisterne nærmest konkurreret om at kunne lovprise det fri marked i de mest fantastiske vendinger. Men når f.eks. Northern Rock står i problemer til halsen, pga. massiv spekulation, kommer finanskapitalisterne løbende med tårer i øjne for at forlange, at

staten kompenserer spekulanterne og redder dødsboet. Så meget for det fri marked. Når det er krisetid er det nemlig arbejderklassen der skal bære byrden. Det er arbejderklassens skattepenge der skal redde finanskapitalisternes investeringer. Det er arbejdere der står uden job og det er arbejdere der bliver sat fra hus og hjem. Hvor mange gange har man set million-direktører i kø for at få kontanthjælp? Men ikke nok med, at arbejderklassen skal bære de reelle byrder som kapitalisternes system har skabt. Enhver udsigt til økonomiske problemer i det kapitalistiske maskineri, bliver øjeblikkeligt udnyttet af kapitalistklassen til at intensivere alle angreb og tilbagerulle, hvad arbejderklassen har vundet i opgangstider. Allerede de seneste år er borgerskabets krigstrommer begyndt at lyde mere højlydt. Og den nærmeste fremtid vil bringe endnu hårdere angreb på arbejderklassen, i takt med at, økonomien forværres. Det kan godt være, at enkelte kapitalister ryger i svinget under en krise, men i det store hele er det kapitalisterne der vinder på arbejderklassens ulykke. Sådan vil det uundgåeligt fortsætte indtil den dag et rationelt, demokratisk planlagt økonomisk system sættes i stedet for kapitalismens anarki.

Rebus - gæt og vind gavekort Kan du gætte denne rebus? Så indsend dit svar til rebus@marxist.dk og deltag i konkurrencen om et gavekort på 50 kr. til vores internetbutik på www.marxist.dk/butik.

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 13


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Mordet på Bhutto skærper klassekampen PAKISTAN

Af Karen Larsen Masserne rykker på sig over alt i verden. I alle verdensdele er der en uro, ulig noget vi længe har set. Ét af de lande, hvor det for alvor koger, er Pakistan. Situationen i landet tilspidses for hver eneste dag der går. Arbejderklassens bevidsthed om nødvendigheden af et brud med systemet øges dag for dag og med denne alverdens kapitalisters frygt for, at situationen skal eksplodere i et opgør med landets undertrykkere.

Benazir Bhuttos død I sidste nummer af Socialistisk Standpunkt bragte vi en længere artikel omhandlende Pakistans historie, Benazir Bhuttos hjemkomst fra London og massernes voldsomme og ivrige modtagelse af hende. Artiklen kan læses på www.marxist.dk. Flere millioner pakistanere tog imod Benazir. Deres håb var, at hun ville gennemføre massernes krav om mad, husly og tøj på kroppen. Vi forklarede i artiklen, at Benazir aldrig ville gennemføre de basale krav, da hun var en tæt allieret med den herskende klasse og hendes formål med

at vende tilbage til Pakistan udelukkende var, at holde arbejderklassen i ro, efter Musharrafs indførelse af undtagelsestilstand. Vi forklarede også, at selv om Benazir ikke ville føre arbejderklassen til sejr, ville hendes blotte tilstedeværelse og hjemkomst kunne virke som en drivkraft eller som et ekstra skub, til at få tændt deres håb om muligheden for at ændre deres situation. Denne udsigt til, at masserne skulle rejse sig, var mere end den herskende klasse kunne bære. D. 27. december blev Benazir dræbt efter et møde, hvor hun havde været taler til en større forsamling. Hvem der præcist stod bag attentatet er endnu, og vil nok forblive, uklart. Men regeringens utilstedelige forsøg på at dække over forbrydelsen og bortforklare hendes død, som en hændelig ulykke forårsaget af en solskærm, står klart for alle og giver yderligere stof til eftertanke for, hvem der kunne have interesse i, at Benazir blev uskadeliggjort. Man kunne pege på flere, både indeog udenlandske organisationer eller regeringer, men fælles er, at de alle

har interesse i, at den pakistanske arbejderklasse får udslukt deres håb om forandring og social revolution. Det afgørende, når vi man ser på Pakistan, er dog ikke hvem der slog Benazir ihjel, men hvilken betydning det får for klassekampens udvikling i landet. Benazir var en trussel for den herskende klasses fortsatte undertrykkelse af masserne. Ikke Benazir som person, men det håb og den tro på fremtiden, som Benazirs hjemkost skabte hos masserne, var farlig for dem. Deres håb var, at de, ved at danne en alliance mellem Musharraf og Benazir, kunne nedtone arbejderklassens forventninger. Men planen så ud til at ville gå i vasken; Benazir talte om, alligevel ikke at indgå alliance med Musharraf og samtidig var massernes forventninger og pres så overvældende, at Benazir måske ikke ville kunne holde dem tilbage.

Fascister bekæmper demokratiet D. 8. januar skulle der have været parlamentsvalg, men dette blev udskudt til d. 18. februar, efter Benazir Bhuttos død. PPP står til at vinde valget med overvældende flertal, men der er mange farer og der er mange, der ikke ønsker, at arbejderklassen tager del i valget. Undskyldningen for at udskyde valget var bl.a. frygt for terror. Den fascistiske og islamisk fundamentalistiske gruppe MQM, som er allieret med Musharraf, hærger i Pakistan. Deres mål er, i høj grad lige som kapitalisterne at skabe så stor usikkerhed blandt masserne, som muligt. MQM stod bag den forfærdelige tragedie, hvor en bombe sprang i Karachi og 11 blev slået ihjel og 50 såret.

Ødelæggelser efter bomben i Karachi, som dræbte 11 og sårede 50. Bomben blev sprængt af fascister fra MQM, som søger at skabe frygt blandt Pakistans arbejderklasse.

14 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

Området, hvor bomben sprang, er et større industrikvarter, hvor bl.a. store tekstilmøller og stålvalseværker er placeret. Oprindeligt var det også


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

The Struggle deltager i kampen I dagene efter mordet på Benazir Bhutto deltog kammerater fra The Struggle, som er den pakistanske del af den Internationale Marxistiske Tendens, i massedemonstrationer af sørgende pakistanere. Ved demonstrationerne rejste de slogans som ”Benazir fra dit blod vil revolutionen komme” og ”Bhutto er i live, i live” og disse vandt stor opbakning fra de sørgende og ændrede stemningen fra sorg og modløshed til en stemning af at tage hævn over mordet. D. 6. januar deltog kammerat Riaz Lund i et byrådsmøde i distriktet Sindh. På dette møde præsenterede han et revolutionært program for PPP til brug i den nuværende krisesituation. Programmet blev

støttet af de fleste tilstedeværende ved mødet. The Stuggle har produceret og uddelt 250.000 eksemplarer af en folder, som bl.a. opstiller følgende krav: - PPP-regeringen, dannet af bevægelsen og folkets stemme, må gennemføre det socialistiske program og tage ægte hæv for dets lederes, unge og arbejdere, ved at gøre en ende på det forfærdelige kapitalistiske system, dets grusomme institutioner, imperialistisk herredømme og religiøs terrorisme. Kampagne imod dette blodbadsstyre og deres brutale stat og dens institutioner og sørge for deres nederlag til den revolu-

et område, hvor PPP havde rigtig stor opbakning, men gennem de senere år har de fascistiske elementer trængt sig mere og mere på og bomben i Karachi er blot den foreløbige kulmination.

tiet og arbejderklassen, som tror, at man ved at fjerne én person fra jordens overflade eller ved at bombe tilfældige mennesker, kan bremse arbejderklassens bevidsthed, tager grueligt fejl.

I valgområdet Karachi er PPPs kandidat Kammerat Riaz Hussain Lund Baloch, der leder en revolutionær valgkamp i hans valgkreds imod det fascistiske MQM. Han står for den revolutionære socialismes idéer og er med i The Struggle, der kæmper for de samme idéer og som er en del af den Internationale Marxistiske Tendens, som også Socialistisk Standpunkt er en del af.

Over alt i Pakistan tager arbejderklassen lige nu stormskridt fremad. For hver dag rykker en revolutionær situation længere frem. Den marxistiske tendens, The Struggle, i Pakistan rapporter om en uendelig række af progressive tiltag, som bl.a. de er med til at lede. På www.marxist.com kan man læse en længere rapport fra kammeraterne.

Attentatet var utvivlsomt tiltænkt Riaz Lund, som to minutter forinden bomben sprang, havde forladt stedet. Fascisterne fra MQMs taktik er at afholde den pakistanske arbejderklasse fra at tage del i den politiske proces, ved at sprede så meget frygt, som muligt. Med terror og bomber forsøger de at skabe usikkerhed og mistillid blandt befolkningen.

Arbejderklassen Men de herrer fjender af demokra-

The Struggle arbejder aktivt for, at PPP skal gå tilbage til sit originale program fra 1970, som er et socialistisk program der viser, at et brud med kapitalismen er den eneste vej ud af nød og elendighed for Pakistan. Programmet bygger på, at man må ekspropriere de store jordejere og virksomhedsejere i det store flertals interesse.

PPP er massernes parti Den egentlige base i PPP, er masserne: de millioner af arbejdere og bønder, af revolutionære unge og

tionære sejr. - I hver en egn, fabrik, skole, gymnasium, landsby og distriktsniveau må der dannes modstands- og agitationskomiteer. Disse komiteer skal fremskynde en revolutionær proces. Landets første komite, som beskrevet ovenfor, blev dannet på Pakistan Stål, hvor lederen af The Struggle Lal Khan var til stede. Også flere andre steder er der nu ved at blive dannet lignende modstandskomiteer. I Rawlakot deltog 5000 studerende i et stort optog med hovedparolen ”Revolutionær karavane for hævn over Benazir”.

arbejdsløse, af kvinder og progressive intellektuelle, som gik på gaden for få uger siden og trodsede terroristbomber og politistave for at velkomme PPPs leder, er de samme mennesker, som gik på gaden for at sørge over selv sammes død og som krævede hævn over hende. De hyldede ikke et individ, men et ideal, et ideal om et ægte og retfærdigt Pakistan. Et Pakistan uden rige og fattige, uden undertrykkere og undertrykte. Et socialistisk Pakistan. I den næste periode vil masserne være nødt til at lære nogle hårde lektier. Men masserne lærer generelt af deres erfaringer. Hvordan skulle de ellers lære? Perioden vil uden tvivl blive stormfuld. Efter valget, vil en PPP-regering blive presset fra alle sider, masserne vil kræve handling i deres interesse, - det samme vil imperialisterne, jordejerne og kapitalisterne i de riges og magtfuldes interesse. Gabet mellem de to klasser bliver vidt åbent. Oven i det, er ledelsen af PPP nu svækket kraftigt. Benazir Bhuttos mand og søn har overtaget posten som overhoveder i partiet og skal nu lede mange millioner af pakistanere.

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 15


Danmark Hendes søn er kun en halvvoksen dreng, som studerer i London og manden er kendt som mr. 10 procent, pga. af hans meget korrupte fortid. Deres autoritet er slet ikke den samme, som Benazirs og chancen for, at de formår at holde de kogende masser i ro, er endnu mindre. I sidste ende vil arbejderne og bønderne lære at skelne mellem de ledere, som sikrer arbejdernes interesser og de, som ikke gør. Marxisterne i PPP vil modsætte sig alle forsøg på at danne koalition eller indgå aftaler med de fundamentalistiske elementer i Parlamentet. De vil forlange at PPPs program, et socialistisk program baseret på ekspropriation af jordejerne og kapitalisterne, virkeliggøres. De vil udvikle de nødvendige overgangskrav for at forbinde enhver konkret kamp for fremskridt med målet om en socialistisk transformation af samfundet.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Perspektiver for valget Valget til Parlamentet skulle oprindeligt have været afholdt d. 8. januar, men det blev udskudt til d. 18. februar, med begrundelsen, at der var for meget kaos og for store risici efter mordet på Benazir. Men udskydelsen vil uden tvivl blive brugt af den herskende elite til at svindle valget. De ønsker ikke en kæmpe sejr til PPP, men vil på forskellig vis forsøge at spolere resultatet. Men om jordejerne og kapitalisternes forsøg på at spolere valgresultatet vil få den ønskede virkning, er nok tvivlsomt. Med massernes opvågning og deres fornyede tro på, at forandring er muligt, kan deres forræderiske handlinger få den modsatte virkning og sætte yderligere skub i handlingerne.

xicanere gik på gaden og krævede ”deres” præsident indsat. Resultatet af den herskende klasses svindel var flere måneder med ekstrem ustabilitet og en arbejderklasse, der trådte ind på historiens scene. Begivenhederne i Pakistan er af afgørende betydning for hele det asiatiske kontinent og dermed for resten af verden. Vi opfordrer til at støtte op om de tre marxistiske kandidaters valgkamp og om PTUDC og gå imod alle angreb fra regimet og fascisterne. Vi følger udviklingen i Pakistan og vil løbende opdatere www.marxist.dk med artikler om emnet. Se desuden www.marxist.com for endnu flere engelsksprogede analyser og artikler om Pakistan.

Situationen kan i stedet eskalere, som vi så det efter valgsvindlen i Mexico i 2006, hvor millioner af me-

Marxisterne i The Struggle arbejder i PPP og til valget den 18. februar opstiller Ali Wazir, Manzoor Ahmed og Rias Lund på et klart socialistisk program.

16 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

98 års kvindekamp – og stadig en kamp at kæmpe! KVINDEKAMP

Af Sonja Thorbjørnsen I år kan vi fejre Kvindernes Internationale Kampdag for 98. gang. I den mellemliggende tid har kvinder kæmpet for deres ret til ligestilling med mændene, deres ret til lige løn, ret til et ordentligt liv og ret til at deltage i parlamentariske forsamlinger. I dag kan det virke helt banalt at diskutere kvindekamp og ligestilling, for efter rødstrømpernes kamp følte de, at de havde vundet. Men i dag ser vi stadig en stor forskel på løn og mænd og kvinder er langt fra lige i samfundet; vi har fået de samme rettigheder, ja, men ikke på samme vilkår; det er stadig kvinden, der hovedsageligt står for tøjvasken og børnepasningen og et fuldtidsjob, hvor manden ofte står for en langt mindre del af husarbejdet i hjemmet. Mandens andel af huslige gøremål er dog gennem de sidste år steget i Danmark. Mandlige arbejdere får gennemsnitligt en højere løn, end deres kvindelige kolleger og det er derfor oftest kvinden, der går på barsel, fordi den lille familie oftest ikke kan leve for hendes indkomst, hvis manden tager barslen. Der er altså masser af grund til stadig at kæmpe for ligestilling mellem kønnene; denne kamp må dog være en del af arbejdernes fælles kamp for anstændige forhold.

Kvindens undertrykkelse Kvinden er ”altid” blevet set som det svage køn, det virker i hvert som den generelle tilgang til kvindespørgsmålet. Men ser man tilbage til den tidlige jæger/samler stenalder, levede folk i en slags ”ur-kommunisme”. Her var alle i stammen afhængige af hinanden og der blev som sådan produceret et større overskud af føde. Mændene gik på jagt, fordi de fysisk set er stærkere end kvinder, som fra naturens hånd er det eneste køn der kan føde og amme børn. Derfor var dette samt indsamling af vegetabilsk føde, som efter arkæologiske studier viser,

at det hovedsageligt var det folkene levede af dengang, kvindens hovedsaglige arbejdsopgaver. Det vil altså sige, at kvinden stod for størstedelen af maden. Det var sandsynligvis også kvinden, der først begyndte at benytte sig af jorden til en mindre form for landbrug. Langsomt skifter rollerne så i hjemmet og i stammen; manden overtaget landbrugsdriften overordnet og kvinden sørger for børnene og huset. Det er altså her, at manden begynder at kunne producere et egentligt overskud med en hvis værdi og det er her frøene til kapitalismen og kvindeundertrykkelsen bliver lagt. Kvinden bliver undertrykt op igennem tiden. I de gamle naturreligioner er kvinden et symbol på liv og hun bliver tilbedt. Det er igennem hende, at livet føres videre. I de gamle stammer var det ikke vigtigt, hvem der var faren, men at stammen bestod.

Kapitalismen undertrykker I takt med de større og større økonomiske skel der opstod mellem folk i byer og landsbyer, begyndte de ”rige” at benytte sig af de fattigere, med det formål at få endnu større rigdomme. I sådanne tilfælde har religion i starten været med til at undertrykke det arbejdende folk, med udgangspunkt i det patriarkalske med f.eks Biblen, hvor der står, at kvinden ikke må tale i større forsamlinger. Det er en tilgang til kvinder, der har hængt ved, helt ind i det 19. århundrede. Kapitalisterne brugte altså religion som et redskab til at undertrykke arbejderklassen. Det viser sig derved tydeligt at undertrykkelse af kvinder opstod som en del af det spirende klassesamfund og ikke er naturgivent. Med industrialiseringens og kapitalismens indtog i slutningen af 1800-tallet, hvor landbrugsarbejderne søgte væk fra landet og ind til byerne og fabrikkerne og nærmest endnu mere kummerlige forhold, indså arbejder-

ne vigtigheden af, at arbejderklassen arbejdede sammen om bedre arbejds- og boligforhold. Kapitalismen udnyttede den i forvejen eksisterende undertrykkelse af kvinder til at presse både mænd og kvinder i løn. Udover at kvinder kan bruges til at presse lønniveauet ned, er de også en ekstra arbejdskraft; de hives ind og ud af arbejdsmarkedet alt efter arbejdsgivere og kapitalisters behov, som hænger sammen med de økonomiske konjunkturer i samfundet. I perioder er det in at være hjemmegående husmor og have mange børn og tid til mand og hjem, i andre perioder skal kvinden være den altid strømlinede karrierekvinde med gode forbindelser på arbejdsmarkedet.

Ligestilling? Måske ville man synes, at kvinder da har det meget fint i dag, i hvert fald i Danmark og i resten af Vesten. Der er jo ligestilling og kvinderne har taleog stemmeret til parlamentet og så videre. Men hvad er ligestilling egentlig? Godt nok har vi en lov fra 1976 (altså 32 år gammel vel at mærke) som omhandler lige løn til kvinder og mænd for lige arbejde, men er der lige løn? Nej. For kommunalt ansatte er lønforskellen mellem kønnene 15 %, for statsansatte 10,7 % og for privatansatte 21,9 % - det er jo ikke just det man kan kalde for lige løn! Kvindekampen fra 60’erne og 70’erne ser umiddelbart ud som om den har mistet pusten her i det 21. århundrede og det er ikke fordi problemerne er løst – langt fra – det er nærmere, fordi medierne får det hele til at handle om kvinders manglende repræsentation i ledende stillinger og deres manglende evne til lønforhandlinger. Mediernes påvirkning omkring kvinders ligestilling får kvinder, og også mænd, til at tro at der bliver gjort noget ved problemerne. Der er fokus på ”flere kvinder i chefstolene” og det får almindelige mennesker til at tro, at der bliver gjort

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 17


Danmark

noget ved tingene, at politikerne er opmærksomme på den manglende ligestilling. De prædiker alle om bløde værdier, der skal ind på de ledende stillinger, de snakker om kvindelige rollemodeller, som arbejderkvinden kan se op til. Men kvinden på chefposten fyrer ikke færre kvinder, bare fordi hun selv er kvinde, eller giver bedre løn, end den mandlige chef. En kapitalist udbytter og udnytter sine arbejdere mest muligt – uanset køn!

Kønskvotering splitter kampen Det er altså ikke manden der undertrykker kvinden som individ. De mænd og kvinder, der har fået kæmpet sig op i de øverste klasser, behøver ikke at tænke på ligestilling. Det er det arbejdende folk, som bliver brugt efter kapitalisternes ønske; kapitalisterne udnytter forældede samfundsstrukturer, der ikke passer ind i det samfund vi lever i, i dag. Men kvinden er ikke den eneste der bliver brugt som ”lønpresser” og som bliver

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

diskrimineret af kapitalismen og dennes medier. De etniske minoriteter er i endnu højere grad, end kvinder, en udsat gruppe på arbejdsmarkedet og står sammen med kvinderne på sidelinjen og venter på at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. For at få folket til at tro at systemet rykker i den rigtige retning mod ligestilling, både mellem køn, men også racer, ses især i Sverige med en bevidst ligedeling af køn på ledende poster og i kommunalråd og i USA, hvor regeringerne er meget ”bevidste” om at få både kvinder og sorte ind. De folk, der bliver indsat på disse poster, er folk der oftest har kæmpet for ligestilling, så de har et ansigt udadtil der symboliserer for eksempel kvindefrigørelse eller antiracisme, men indadtil har de opnået, hvad de ville; en god stilling og god løn. Dette er ikke løsning på nogen som helst problemer for arbejderklassen. Kvotering af køn og racer hjælper kun enkeltpersoner, som i forvejen sidder i toppen af samfundet, til at få endnu bedre løn. Socialister kan

18 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

ikke støtte sådanne tiltag, da de giver et falskt billede af kvindekampen og splitter arbejderklassen.

Kvindekamp er klassekamp! D. 8. marts vil, som så mange år før, blive fejret som kvindernes kampdag og der har i de sidste par år været en del fokus på den separatistiske del i feminismen, som adskiller kvindekampen fra arbejderklassens kamp. Men det var ikke feminismen der startede traditionen. Kampdagen opstod, da socialistiske kvinder fra 2. Internationale i 1910 ville sympatisere med strejkende kvinder i tekstilbranchen i New York, der var blevet brændt inde af deres arbejdsgiver. Dagen opstod altså oprindeligt som et socialistisk perspektiv for arbejderkvinders kamp. Senere blev dagen brugt til at kæmpe for stemmeret til kvinder – og kampdagen er blevet hængende. Under kvindefrigørelsen i 1970’erne blev dagen brugt til at proklamere feminisme, hvilket var med til at gøre kvinder fra især middelklassen friere.


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Den del af feminismen kæmpede for krav, som var vigtige, men som ikke var en del af klassekampen. Arbejderkvinderne kæmpede for ligestilling med mændene på et klasseperspektiv. Feminismen, dengang som i dag, glemmer det større perspektiv; det sker fordi feminisme i sig selv lægger op til en splittelse mellem kønnene. Kvinderne samler sig i små separatistiske grupper og ser mændene som den primære grund til undertrykkelse. Mange tager feminismen og lægger den ud over hele vores samfund. De ser et ligestillingsproblem mellem alle klasseskel og muligvis er der manglende ligestilling i de øverste lag, men det er langt fra der problemerne er størst. Vil man løse problemerne på tværs af klasserne, når man aldrig ud over kapitalismens indsnævrede rammer. Man forsøger forgæves at finde en løsning, som i virkeligheden tilfreds-

stiller undertrykkerne, kapitalisterne, man reformerer lidt her og lidt der, men det er ikke noget, der gør noget som helst udslag på den generelle ligestilling.

Socialistisk Standpunkt er en del af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) der bl.a. udgiver internetsiden www.marxist.com – In Defence of Marxism. Læs bl.a. følgende artikler:

rialismen og oligarkiet i stand til at underminere og i sidste ende besejre revolution. Læren af den nicaraguanske revolution må tages alvorligt den dag i dag - især i Venezuela.

Nicaragua I artiklen “Nicaragua: Lessons of a country that did not finish its revolution” ser Claudio Villas nærmere på den nicaraguanske revolution. Den gjorde en ende på Somosadiktaturet og gav masserne håb om en bedre fremtid. Sandinisterne gennemførte masser af sociale reformer, men undlod at behandle spørgsmålet om overtagelse af produktionsmidlerne. Det gjorde impe-

Kampen i dag Med de offentlige overenskomster lige om hjørnet, er der en speciel kamp for kvinderne i år. Det er nemlig kvindeerhvervene, de sociale fag som sygeplejerske og SOSU-arbejdere, hvis løn ikke har oplevet nogen stigning gennem de sidste mange år, fordi, nå ja, det var jo bare kvinder og de producerer jo ikke noget, så hvorfor give dem en lønstigning? Det er hos disse kvinder, i disse fag, lønnen skal stige og ikke hos deres chefer.

tankegang der er undertrykkende og det er den der holder arbejderne i de faste kønsroller. Der er nemlig intet grundlag for diskriminering af kvinder i dag, da vi lever i et samfund, hvor produktionsforholdene giver mulighed for total ligestilling. Kampen mod undertrykkelse af kvinder og etniske minoriteter er en del af den samme kamp - en klasses kamp. Arbejderkvinderne må gå sammen med mændene og alle arbejdere må gå sammen og kæmpe for en generel ændring af vores samfund, en ændring til et socialistisk samfund, hvor alle er lige. For vi bør alle stå forenede mod kapitalismen og de virkelige undertrykkere!

Søger man at udviske uligheden mellem kønnene, er man også nødt til at afskaffe kapitalismen. Det er dennes

Ny bog om teorien om den permanente revolution John Peter Roberts ”Lenin, Trotsky and the Theory of the Permanent Revolution” er en analyse af, hvordan Lenin og Trotskijs syn på, hvordan den russiske revolution ville komme til at se ud, udviklede sig. Redaktør for www.marxist.com, Alan Woods, udtaler om bogen: ”Forfatteren viser klart, at bolsjevikkernes mål ikke var at opnå ”en russisk vej

til socialisme”, men at antænde den internationale revolution”. Bogen kan inden længe bestilles på www.marxist.dk/butik.

Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht Den 15. januar var 89 året for mordet på de revolutionære ledere af den tyske arbejderklasse Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Udover en række materiale af Luxemburg og Liebknechts selv (herunder Liebknechts berømte tale imod krigsbevillingerne) bragte www.marxist.com også en række artikler af Lenin og Trotskij. Derudover kan du læse artikler om det amerikanske valg, situationen i Bolivia, finanskrisen, krisen i Gaza, den tiltagende klassekamp i Egypten, splittelsen i det britiske RESPECT og meget mere.

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 19


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Overproduktionskriser - marxistisk kriseteori KRISETEORI

Af Jeppe Druedahl Hvorfor har vi brug for en teori om kapitalistiske kriser? Som Marxister mener vi, at det er nødvendigt at forstå de basale bevægelseslove for det kapitalistiske system. Lige nu ser vi kæmpe udsving på aktiemarkederne og truslen om en økonomisk krise er reel. De borgerlige økonomer forklarer kriserne med alle mulige enkeltstående ”tilfælde” såsom for høje boligpriser, fejl på kreditmarkedet, ”overophedning” eller tilsvarende. Målet med denne artikel er at vise, at kriser en indbygget del af kapitalismen, som ikke kan undgås. Artiklen bygger i høj grad på Mick Brooks artikelserie om marxistisk kriseteori, der kan læses på www.marxist.dk. De få sider der er til stede her, er på ingen måde nok til at give en gennemgribende indføring i marxistisk kriseteori. Teksten forudsætter i en vis grad forståelse af marxistiske begreber som merværdi, kapital og klasse, men vi håber, at det på denne baggrund er lykkedes at give en forståelig introduktion til emnet.

Overproduktion Kriserne i det kapitalistiske samfund adskiller sig grundlæggende fra alle former for hungersnød og kriser vi kender fra tidligere samfundsformer. Under kapitalismen har kriserne de sidste 200 år haft en periodisk karakter. Cirka hver tiende år er økonomien gået i krise. Ikke fordi der pludselig blev produceret for lidt, grundet eksempelvis fejlslåen høst, men faktisk omvendt; fordi der blev produceret for meget. Det er, hvad Marx i ”Det Kommunistiske Manifest” kalder overproduktionskriser. Og hvad der egentlig gemmer sig bag de borgerlige økonomers forvirrede idé om ”overophedning”. Overproduktion kan finde sted under

kapitalismen fordi produktionen i kapitalismen ikke styres af behov, men derimod af muligheden for at skabe profit til kapitalisterne. Når de AIDS ramte i Afrika ikke kan betale for deres medicin, producerer de kapitalistiske medicinalfirmaer den ikke. Med ”overproduktion” menes altså ikke, at alle har for meget, men derimod at kapitalisterne ikke kan sælge de sidst producerede produkter og samtidig skabe profit. De kan altså ikke realisere den værdi de har investeret i produktion. Vi har altså, hvad man kalder en realisationskrise. Det får dem til at stoppe nyinvesteringer, sætte produktionen i stå, fyre arbejdere ect. Og så ruller snebolden.

Den røde tråd Men videnskabeligt set har idéen om overproduktion (og underforbrug) i sig selv ingen forklarende værdi for konjunkturcyklussen. Den kan ikke fortælle os hvornår, hvor og hvorfor krisen bryder ud. I bind III af Kapitalen pointerer Marx, at i slutningen af en højkonjunktur på det tidspunkt, hvor den er lige ved at tippe over og falde samme, når der er relativ fuldbeskæftigelse, det er tidspunktet, hvor arbejderne har størst sandsynlighed for at få stigninger i reallønnen og en højere del af nationalindkomsten. Jeg vil prøve at vise, at den fundamentale årsag til kriser og den grundlæggende forklaring på cyklussen, er bevægelser i profitraten. Disse bevægelser kan selv blive analyseret ved at bruge Marx’ lov om profitratens tendens til fald, som manifesterer sig selv som periodisk overakkumulering af kapital.

Merværdi Vi må dog først træde et skridt tilbage og se på de mest basale bevægelseslove for det kapitalistiske system. Grundlaget for det kapitalistiske system, er udbytningen af arbejderklassen. På den ene side

20 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

står klassen af kapitalister, der ejer alle produktionsmidlerne (maskiner, computere, bygninger ect.) På den anden side står arbejderne, som kun ejer deres arbejdskraft. Derfor er arbejderne tvunget til at arbejde for kapitalisterne, hvis de skal overleve. Men de betales ikke værdien af det arbejde de laver, men værdien af deres arbejdskraft. Det arbejderen sælger til kapitalisten, er dennes ret til at bruge hans arbejdskraft, som han lyster. Arbejdskraftens værdi er det, som det koster for arbejderne at leve og reproducere sig selv. Denne værdi kan stige og falde, men vil altid lægge under værdien af det, de producerer, da de ellers ikke ville være blevet ansat. Sådan får kapitalisten merværdi. En del af arbejdsdagen bruger arbejderen altså på at reproducere værdien af egen løn – nødvendigt og betalt arbejde. Resten af arbejdsdagen bruger arbejderen på at producerer merværdi for kapital – ubetalt merarbejde.

Flere maskiner, mindre arbejde Den første beslutning en industriel kapitalist tager, er, hvilken andel af merværdien, som skal forbruges uproduktivt på hans egens opretholdelse og hvilken andel, der skal kapitaliseres, investeres tilbage i udvidet produktion. Vi har her præsenteret det som en individuel beslutning, men faktisk er der pres på den individuelle kapitalist. Han konkurrerer med andre kapitalister, så han må enten konkurrere med dem på prisen eller gå neden om og hjem. I Marx’ øjne, var det kapitalismens progressive natur, der udviklede produktivkræfterne og derved forberedte vejen for et klasseløst kommunistisk samfund i overflod. Produktivkræfterne blev udviklet fordi individuelle kapitalister blev tvunget til at putte en stor del af merværdien tilbage i


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Møder med Mick Brooks I starten af februar kommer den britiske marxist og økonom Mick Brooks til Danmark på invitation af Socialistisk Standpunkt. Mick Brooks’ seneste værk, marxistisk kriseteori, har vi oversat til dansk og lagt op på www.marxist.dk i flere dele. Desuden har han skrevet en række artikler om samme emne og andet, som kan findes på www.marxist.com og www.socialist.net. Mick Brooks er mangeårig skribent på Socialist Appeal og har en enorm viden indenfor marxisme og socialisme i det hele taget. Under besøget i Danmark vil Mick Brooks give et foredrag på Verdenskulturcentret (Nørre Allé 7, København) torsdag den 14. februar kl. 19.00 til 21.00, hvor han vil tale om krisen på aktiemarkederne og hvordan den afspejler den iboende tendens til kriser i kapitalismen. Efter oplæget vil der også være tid til spørgsmål og diskussion om såvel marxistisk økonomi og bredere marxistisk samfundsforståelse. Så hvis du har spørgsmål om marxistisk økonomi eller bare vil vide mere, så mød op.

produktionen snarere, end kun bruge den uproduktivt. Pointen er her, at ved at investere en stor andel af merværdien i produktionen gennem for eksempel maskiner, så får man arbejderne til at producerer hurtigere. Når arbejderne producerer hurtigere og hvis de producerer goder, som arbejderklassen køber, så falder værdien af deres løn og den nødvendige arbejdstid falder. Vi kan forestille os en økonomi, hvor der kun produceres og forbruges bananer. En arbejder skal spise 10 bananer for at overleve. Normalt ”producerer” han 20 bananer på en given arbejdsdag. Altså 10 til ham selv og 10 til kapitalisten. Nu investerer kapitalisten i en smart tang, så arbejderen kan ”producere” 30 bananer på den samme arbejdsdag. Pludseligt får kapitalisten 20 banner uden, at arbejdsdagen er blevet ændret. Merværdien stiger altså, selvom arbejdsdagen er konstant – den stiger relativt. Derfor kaldes det relativ merværdi.

Kapitalens stigende organiske sammensætning Lad os se på et andet, vigtigt forhold i den kapitalistiske produktion. Nemlig kapitalens organiske sammensætning. Det vil sige forholdet mellem variabel og konstant kapital. Altså forholdet mellem det udlæg kapitalisten har til hhv. lønninger og maskiner, bygninger ect. Dette forhold er interessant fordi det kun er variabel kapital, i form af levende arbejde, som producerer nu værdi, mens at konstant kapital er dødt arbejde, som bare videreføres. Tilføjer vi nu hertil den tendens vi så ovenfor til, at kapitalisten indfører flere og flere maskiner, så kan vi altså se, at kapitalens organiske sammensætning må stige i takt med kapitalismens udvikling.

Hvordan forklares profitratens tendens til fald? Men kan kapitalisten ikke være bedøvende ligeglad med alt det her med relativ merværdi og organisk sammensætning? Umiddelbart kunne svaret være ja. Det, kapitalisten

interesserer sig for, er profitraten. Men profitratens størrelse viser sig bare at være tæt forbundet med lige præcis disse begreber. Den gennemsnitlige profitrate for hele økonomien er bestemt, som forholdet mellem merværdien (m) og kapitalisternes udlæg til totalkapitalen (C). Det vil altså sige, hvor meget merværdi/profit kapitalisten får, når han investere en given totalkapital. Den gennemsnitlige profitrate kan altså udregnes som m/C. Totalkapitalen kan opdeles i hhv. udlæg til variabel kapital (v) og konstant kapital (c). Og derved får vi m/(v+c). Lad os sige at merværdiraten, dvs. merværdi pr. variabel kapital (m/v), er 100 procent. Så er merværdi og variabel kapital lige store (m=v). Sætter vi nogle tal ind, fås: hvis c = 50 og v = 100, så er p’ = 100/150 = 66 2/3 % hvis c = 100 og v = 100, så er p’ = 100/200 = 50% hvis c = 200 og v = 100, så er p’ =

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 21


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

100/300 = 33 1/3 %

6. Stigningen i aktiekapital

hvis c = 300 og v = 100, så er p’ = 100/400 = 25%

Vi anser de to vigtigste hæmmende årsager for at være stigende udbytningsrate og billiggørelsen af den konstante kapitals elementer. De er de vigtigste, fordi de begge udforsker, hvordan den centrale tendens til at hæve arbejdets produktivitet, som forårsager tendensen til profitratens fald, faktisk producerer dens egne modtendenser.

hvis c = 400 og v = 100, så er p’ = 100/500 = 20%. Dette kunne være en rigtig historisk kapitalistisk udvikling, hvor de samme arbejdere får flere og flere maskiner at arbejde med (den konstante kapital stiger) Og vi ser, at profitraten falder. Vi har altså vist det, som Marx kaldte ’loven om profitratens tendens til fald’. Man kunne forestille sig, at de flere maskiner også ville føre til en stigende merværdirate, men der er ingen argumentation for, hvorfor at dette skulle fjerne tendens til, at profitraten falder i takt med, at den kapitalistiske produktion udvikler sig. Marx præsenterer i Kapital bind III, denne tendens, som en lov. Forskellige folk bruger ordet ”lov” på forskellige måder. Nogle videnskabelige forfattere bruger, fuldt ud korrekt, dette begreb om en statisk regularitet. I dette tilfælde ville der være en lov om profitratens tendens til fald, hvis vi kun observerer, at profitraten faldt kontinuerligt. Det kan vi ikke. Og Marx gør det fuldstændig klart, at det ikke er sådan profitratens tendens til fald opererer i praksis. For ham er en tendens en kraft, som trækker i en bestemt retning.

Hæmmende årsager Denne kraft udløser på dialektisk vis hæmmende kræfter, som tenderer mod at trække profitraten op. Marx nævner seks hæmmende årsager for den underliggende tendens til fald i profitraten: 1. Mere intensiv udbytning af arbejdet 2. Sænkelse af lønningerne under deres værdi 3. Billiggørelsen af den konstante kapitals elementer 4. Den relative overskudsbefolkning 5. Udenrigshandel

I tilfældet med stigende udbytningsrate, produceres de goder, som arbejderklassen køber hurtigere og derfor billigere, hvilket gør arbejderen i stand til at bruge en større del af hans arbejdstid på at producerer merværdi og mindre på at producerer hans egne overlevelsesmidler. I det andet tilfælde produceres kapitalgoder hurtigere og derfor billigere. I dette tilfælde kan prisen på disse materielle bestanddele af den konstante kapital (for kapitalens organiske sammensætning er udtrykt i priser) falde, mens massen af konstant kapital (det Marx kaldte kapitalens tekniske sammensætning) stiger. Kan disse modtendenser i al uendelighed udsætte profitratens tendens til fald? a) Stigning i udbytningsraten. Vi kan tænke på et eksempel, hvor arbejderen arbejder i fire timer for at producere hans egne overlevelsesmidlers bestanddele og fire timer på at producere merværdi. Som et resultat af ny teknik fordobles produktiviteten og arbejderen arbejder nu kun i to timer for sig selv og seks timer for bosserne. Hans levestandard er uændret – han kan stadig købe de samme varer som før, men der er grænser for denne proces, med stigning i udbytningsraten. Matematisk set tenderer m, når produktiviteten forsætter med at stige i den sektor som producerer goder som arbejderklassen køber, mod (v+ m), mens v går mod nul. Så længe som konstant kapital fortsætter med at stige (c tenderer mod uendelig), må profitraten i sidste ende falde. Intuitionen for dette er også ret klar. Den første maskine som erstattede

22 • www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40

håndkraft indenfor et givent fag var et enorm fremskridt, som uden at koste særligt meget, øgede produktiviteten og udbytningen enormt. Nye maskiner i dag, derimod, koster det hvide ud af øjne og er ikke nær så revolutionerende. Hverken produktivitet eller udbytning stiger nær så meget, selv om den organiske sammensætning vokser. b) Billiggørelsen af den konstante kapitals elementer. Billiggørelsen af den konstante kapitals bestanddele tenderer mod at sænke kapitalens organiske sammensætning udtrykt i markedspriser. Spørgsmålet er: kan dette udsætte tendensen uendeligt for at profitraten falder? Marx troede ikke på det. Vi er enige. For nyligt har Andrew Kilman i hans ”Reclaiming Marx’ Capital” på gennemgribende vis underbygget Marx’ synspunkter på området.

Hvordan tendensen manifesterer sig i praksis Marx’ analyse er faktisk dybere, end mange anser den for. Kapitalisternes behov for produktivitetsstigninger for at øge udbytningen, fører nemlig også til øget akkumulation og koncentration af kapital. I kapitel 15, bind III af Kapital, analyserer Marx forholdet mellem denne akkumulation og profitratens tendens til fald. Han konkluderer, at den stigende kapitalmasse grundet akkumulation gør profitratens tendens til fald til et tveægget lov: “I hvilken form må denne tveæggede lov fremtræde, i følge hvilken de samme årsager medfører nedgang i profitraten og samtidig opgang i den absolutte profitmasse? (Kapitalen bind III. s. 292-293) Så profitraten kan falde og falder almindeligvis, mens profitmassen, som er til rådighed for kapitalistklassen, vokser. Derudover udtrykkes profitmassen i en større og større mængde af brugsværdier (”rigdom”), hvor hver enkelt kræver mindre og mindre arbejdstid for at blive produceret, og derfor har mindre værdi størknet inde i sig. Det er præcist på dette niveau af hans analyse, at Marx introducerer


Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk begrebet om overakkumulation, som vi foretrækker, frem for overproduktion: ”Overproduktion af kapital, ikke af enkelte varer – skønt overproduktion af kapital altid indbefatter overproduktion af varer – betyder derfor ikke andet, end overakkumulation af kapital.” (ibid. s. 330)

4,0%

3,5%

2,0%

3,0%

0,0%

2,5%

-2,0%

2,0%

-4,0% 2006

2004

2002

2000

1998

1996

1994

1992

1990

1988

1986

1984

1982

1980

1978

1976

Ødelæggelsen af kapital er i hovedsagen, ikke fysisk ødelæggelse og forældethed. Ødelæggelsen af kapitalværdi under en krise forbereder faktisk vejen for en reduktion i kapitalens organiske sammensætning, og

4,0%

1974

”Den periodiske værdiforringelse af den forhåndenværende kapital, som i den kapitalistiske produktionsmåde er et immanent middel til at bremse faldet i profitraten og at fremskynde akkumulation af kapitalværdi ved dannelse af ny kapital, bringer forstyrrelse i de givne omstændigheder, hvori kapitalens cirkulations- og reproduktionsproces foregår, og er derfor ledsaget af pludselige standsninger og kriser i produktionsprocessen.” (ibid. s. 328-29)

6,0%

BNP-vækst (th.)

1972

Derudover gør det, at vi ser på kriser, som en profitabilitetskrise der gør os i stand til at forstå, hvordan nedturen forbereder grundlaget for et senere opsving. Den essentielle mekanisme er ødelæggelse af kapital under en recession:

4,5%

1970

Ingen sidste krise

8,0% Profitrate - P/C (tv.)

1968

Det er præcist faldet i profitraten, som producerer krisen og overproduktion (overakkumulation) er en fremtrædelsesform. For at sige det på en anden måde, så kan overproducerende virksomheder ses som krisens udløser, mens faldet i profitraten er som krisens årsag.

5,0%

1966

Så overakkumulation er overproduktion af kapital, der manifesterer sig selv, som overproduktion af varer. Men der produceres kun for meget kapital, i forhold til det profitskabende potentiale. Dvs. i forhold til mulighederne for at skabe profit. Og denne tendens producerer et usømmeligt slagsmål mellem kapitalister for deres chance til at slå kløerne i den profit, der er.

Profitraten i Danmark 1966-2006

Note: Profitraten er beregnet som P/C. P = Profit = BNP i faktorpriser (dvs. uden skatter) – lønninger til ansatte – forbrug af fast realkapital. C = Totalkapitalen = beholdning af fast real kapital i genanskaffelsespriser (fast konstant kapital) + lønninger til ansatte (variabel kapital). Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Ser vi på empirien for Danmark i 1966-2006 ser vi en klar og tæt sammenhæng mellem udsvingene i profitraten og konjunkturerne i Danmark. Tallene er baseret på borgerlig statistisk og derved svære at overføre til marxistiske begreb. Derfor undervurderes profitratens niveau klart, da der ikke kan tages højde for lønninger som gives merværdien, stigende uproduktive omkostninger, flydende fast kapital mm.

puster nyt liv i profitraten. På denne måde kan vi forklare hele op- og nedturscyklussen. Og vi ser samtidig, at al snak om kapitalismen ”sidst krise” er en fuldstændig udialektisk idé. Først når Marx har forklaret, hvordan profitratens bevægelse er drivfjederen i den økonomiske krise, kan han introducere hjælpefaktorer, som spiller deres egen rolle i at forklare individualiteten og kompleksiteten i alle kapitalistiske kriser. Bl.a. kan nævnes lønninger, konkurrenceforhold, råvarepriser, handelsforhold, lagrebeholdninger og sidst men bestemt ikke mindst øget gældstagning.

Ingen mulighed for reformisme Det afgørende er her, at eksempelvis en gældsbobel kan være med til at udsætte krisen, da det kunstigt øger efterspørgslen og derved presser priser og profitrate op. Men nok så meget gæld eller andre former for kunstig efterspørgsel kan ikke fjerne tendensen til kriser. Vi har ikke siden starten af 1990’erne haft en egentlig global recession.

dog parat til at tage over, men intet af dette løste profitabilitetskrisen. Undersøgelser af Robert Brenner (bl.a. The boom and the buble) viser dog, at den egentlige profitrate igennem hele perioden har været faldende. Krisen er altså blevet mere og mere presserende. Det er derfor, at reformisme ikke kan lade sig gøre. Uanset, hvor gode intentioner man har, kan ingen styrer rattet på den kapitalistiske økonomi, af den simple grund, at der intet rat er. Lige meget, om man på keynesiansk vis, pumper ufinansieret offentlig efterspørgsel ud i økonomien eller på neoklassisk vis sænker renten og af den vej øger efterspørgslen, så skaber det ikke profitable markeder på længere sigt. Og uden dem, falder profitraten. Tværtimod vil alt dette i sidst ende, bare forværre krisen når den kommer, fordi al gæld skal betales tilbage – og med renter.

Først blev krisen udskudt gennem boblen på IT-aktierne, som da den sprang i 2001 førte til en mindre tilbage gang. Boligboblen var

www.marxist.dk • Feb/Mar 8. årgang nr. 40 • 23


SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv. SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”). Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

HVAD VI STÅR FOR • En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende. • Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol • Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen. • Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne. • 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden. • Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv. • Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten. • Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere. • Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn. • Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. • Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet. • Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol. • Ordentlige boliger der kan betales til alle. • Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde. Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-). Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 10, st. tv., 2400 København NV.


nr40