Issuu on Google+

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN

PRIS KR. 10,-

NR. 2 H 1. ÅRG. H MAJ 2001

NEDTUREN ER BEGYNDT

- EFTER ET „OPSVING“ SOM ALT FOR MANGE ARBEJDERE KUN HAR MÆRKET I FORM AF ØGET PRES OG STRESS, PEGER ALLE TEGN NU PÅ NEDGANG FOR DEN KAPITALISTISKE ØKONOMI PÅ VERDENSPLAN OG I DANMARK Læs side 2 og 18

LÆS OGSÅ OM: - Færøerne: republik eller hjemmestyre? - Arbejderbevægelsens historie. - Kampen for ligeløn. - Medicinalfirmaernes angreb på AIDS-ofre. - Det „frie“ marked eller en demokratisk planlagt økonomi? - Og meget mere . . . En bekymret børsmægler følger nervøst med i aktiemarkedets rutschetur.

Arbejderklassen må generobre Socialdemokratiet - for arbejderpolitik!

Kommer snart: SOCIALISTISK STANDPUNKTs INTERNETSIDE

WWW.MARXIST.DK


INDHOLD: Leder

2

På spidsen

3

Attac

4

Fælles kamp for ligeløn

5

Arbejdsløses vilkår

6

Arbejdspladsen har ordet

7

Arbejderbevægelsens historie del 1

8

Færøerne: republik eller hjemmestyre?

10

Hvem vi er

12

AIDS / Sydafrika

13

Det „frie“ marked eller en demokratisk planlagt økonomi?

15

Økonomi: Nedturen er begyndt

18

Boligproblemer

20

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, c/o Skt. Hansgade 4A, st.th., 220 Kbh. N. Tlf.: 21 69 43 36, marxist_dk@hotmail.com Ansv. red.: M. Frederiksen. 2

Sort udsigt for økonomien og sort politik i Socialdemokratiet jde efter julestor-men i ’99 - aller“Den Nye Økonomis” fortalere må være godt og grundigt skuffede. I stedet for artikler om IT-revolutionen, fantastisk produk-tivitetsfremgang, en ny form for kapitalisme uden kriser o.s.v. ser man nu faldende kurver fra aktiemarkederne, dårlige regnskaber fra flere og flere virksomheder, faldende vækst og flere afskedigelser. Det vrimler med overskrifter som “Værste krise i 15 år for aktier” (Børsen), “Når aktiemarkedet punkterer”, “Kursfaldet er ikke slut endnu”, “Økonomien i Europa er begyndt at vakle” og “Med fuld fart mod afgrunden” (Politiken), “Nye krisetegn i USA’s økonomi” (Berlingske), “The next downturn” (Business week), “Here comes the recession” (Time) o.s.v. Og det er ikke bare i USA, at økonomien går imod sorte tider. Japan har siddet fast i krise i en del år nu, og Europa går heller ikke ram forbi. De europæiske børser er hårdt ramt, ligesom den amerikanske, og i den rigtige økonomi blvier forventningerne nedjusteret. Topdirektøren i den Europæiske Centralbank, Otmar Issing, udtaler, at risikoen i øjebliket er, at det går dårligere end ventet med Europa. I Danmark nedjusterer Danske Banks økonomer deres forvent-ninger til den fremtidige vækst, og det samme gør mange virksom-heder. Politiken skriver 4. april: “Dansk erhvervsliv står til øretæver, når nedturen i USA slår igennem i verdensøkonomien. Oven på et år med flotte regnskaber og kæmpeoverskud er der udsigt til faldende resultater og hug til aktiekurserne.” Og de gode resultater fra 2000 skyldtes endda for en stor dels vedkommende reparationsarbe-

ede i sidste halvdel af 2000 gik det nedad. De første fyringer med baggrund i den voksende krise er sket: mobil-telefonfirmaet Flextronic i Nordjylland måtte fyre 474 (hver tredje arbejder). Og det er kun begyn-delsen. Der er altså alt mulig grund til at tro, at vi går økonomisk dystre tider i møde. Finansminister Pia Gjellerup fra Socialdemokratiet advarer mod “at tale en krise frem” - men det er ikke et spørgsmål om snak, det er de hårde realiteter. Nogle økonomer har sagt, at det kun er øget dansk privatforbrug, der kan redde opsvinget - er det de fyrede arbejdere fra Flextronic, der skal øge deres forbrug med de penge de ikke har? Tallene viser også noget andet: bilsalget har oplevet et 28% fald på ét år, og næsten halvdelen af de danske butikker levede ikke op til deres egne forventninger til aslget i første kvartal i år.

Sandheden er, at der ikke er nogen mirakelkur. Kapitalismen kan ikke have opsving altid - og i den nuværende periode betyder selv et opsving øget pres og nedskæringer for de fleste. Det kapitalistiske system er uadskilleligt forbundet med periodisk krise og nedgang. Det opsving, der har været, har øget uligheden: den mest velhavende fjerdel af befolkningen havde fra ’93 til ’98 en forbrugs-stigning på 10 procent, mens forbruget for hele befolkningen steg med seks procent, og for de lavest-lønnede blot med to procent. Og for alt for mange har “opsvinget” ført og fremmest betydet øget pres og stress, mens kapitalisterne har godtet sig. Og når krisen sætter ind for alvor, kan det kun blive værre. Af og til ser vi noget, der ligner bedring, f.eks. med stigende aktiekurser i nogle dage, men hver gang afløses

SOCIALISTISK STANDPUNKT


det af nye store fald. Tidens tegn er ustabilitet, og der er ingen grund til at tro, at bunden er nået. I denne situation er der mere end nogensinde brug for en arbejder-bevægelse, der kan tage kampen op imod nedskæringer, fyringer og de dårlige tider, der vil komme. Men det skal man lede længe efter hos fagtop og partiledelsen i Socialdemokratiet. I stedet for konkrete forslag og kamp for forbedringer bruges der tid og kræfter på Anders Fogh og hans minimalstatsbog. Folk kan se, at den socialdemokratiske ledelse er desperat, og det skræm-mende er jo ikke så meget, at Fogh lyder lidt mindre rabiat nu for at score stemmer, men i hvor høj grad Social-demokratiets ledelse er rykket til højre og er kommet til at ligne Venstres liberalister. Den evindelige løben i hælene på Dansk Folkeparti med nye sorte udtalelser er del af samme uheldige tendens. Nu mener Karen Jespersen, at indvandrere skal lære at arbejde, fordi det gør man jo ikke i deres

kultur. Intet under, at rapporter viser et halvracistisk klima blandt danske medier og poltikere. Det er ikke kun partiledelsen, der har fjernet sig fra deres grundlag - det har arbejderbevægelsens avis Aktuelt også. Nu så meget, at den er blevet lukket, fordi der ikke var nok, der ville læse den, og LO ikke ville dække udgifterne mere (til gengæld poster de stadig penge i ungdomspopbladet Tjeck!). Det er en stor nødvendighed for arbejderbevægelsen at have sine egne medier, men det skal være på arbejderbevægelsens eget grundlag og på arbejdernes side i kampen. Når man fjerne sig fra det grundlag og bevæger sig væk fra almindelige arbejderes hverdag og ønsker, så går man galt i byen: for Socialdemokratiets vedkommende svigter medlemstal og stemmeandel, og for Aktuelts vedkom-mende gider ingen læse den mere.

Hvad er marxisme? Læs om marxismens grundidéer: om økonomien, filosofien, historieopfattelsen og klassekampen. Bestil pamfletten „Hvad er Marxisme“ hos Socialistisk Standpunkt nu!

Der er en ting, der er brug for, og det er en ægte socialistisk politik over hele linjen. Det er det, Socialistisk standpunkt kæmper for, og det vores støtter arbejder for, at der skal blive

PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN - PÅ SPIDSEN Bekymring om helbred Der er en stigende bekymring for arbejdernes helbred her i Danmark. Især fra arbejdsgiverside har bekymringen været voksende. Denne bekymring er bl.a.kommet til udtryk i et forslag om, at de arbejdere som ryger, får en ekstra fridag, hvis de holder op med at ryge. For rygning er jo skadeligt for helbredet, og hvis helbredet svigter, ja så er man kun en udgift for arbejdsgiveren, så det er klart, at man er bekymret om helbredet hos arbejderne. Men det overraskende og forbavsende er imidlertid at arbejdernes egen organisation LO, som burde være interesseret i, at

NR. 2 MAJ 2001

medlemmerne har et godt helbred, er imod forslaget og siger, at man ikke skal blande sundhedspolitik og lønpolitik sammen! Men intet kunne være mere forkert.I de her nye tider med ny økonomi og globalisering og IT er skellet mellem arbejde og fritid ved at blive visket ud, udtaler en professor ved Københavns universitet og denne udvikling vil nok fortsætte ud i fremtiden. Denne udvikling sker bl.a. fordi arbejdet er så interessant og arbejdsgiverne er mere afhængige af lønmodtagernes fantasi og kreativitet. Og hvad nu hvis man pludselig får en god idé kl. 4 om søndagen? Nej, den der der traditi-onelle lønarbejdertankegang med 8 timers fritid og 8 timers arbejde, det hører det nu bortgangne industri-samfund til. Nu

er det nødvendigt at virksomhederne specialiserer sig i det, de er dygtige til. Dette kan gøres ved at udlicitere arbejdsopgaver. Det er alle arbejdsgivere enige om er nødvendigt og gavnligt. Men udlicitering fører til øget arbejdstempo, og for at kunne holde til det så må arbejderne have et jernhelbred. Højt arbejdstempo fører bl.a. også til stress, og at man får mindre energi til familien, men det gør jo ikke så meget, når skellet mellem arbejde og fritid er visket ud. Og øget arbejds-tempo fører også til nedslidning af arbejdere og dermed dårligere helbred. Men det er der ikke nogen bekym-

3


ATTAC -

løsningen på kapitalismens fallit?

I det sidste stykke tid har der i medierne været talt og skrevet en del om Attac, men hvad er Attac egentlig for en størrelse, og kan deres programpunkter hjælpe med til at fjerne verdens ulighed? Begyndelsen til Attac I 1997 skrev redaktøren på den kritiske franske avis Le Monde Diplomatique, inspireret af krisen i Asien, en leder imod de uheldige konsekvenser, den finansielle globalisering havde. Han afsluttede med at foreslå, at man lavede en verdensomspæn-dende bevægelse for indføring af en skat på internationale valuta-transaktioner, den såkaldte Tobinskat, opkaldt efter den amerikanske økonom James Tobin, der fik ideen i 1971. Ideen fik hurtigt masser af tilslutning både fra enkeltpersoner, fagforeninger etc. Så d. 3. juni 1998 holdt bevægelsen stiftende generalforsamling i Frankrig, senere har bevægelsen spredt sig til over 20 lande bl.a. Danmark, Sverige og Schweiz. Attacs fire krav Attac baserer sig på fire krav, som de mener er nødvendige for at afbøde den ukontrollerbare kapitalismes skade-virkninger. -Indførelse af den såkaldte Tobinskat, som er en skat på 0,1% på valuta-transaktioner. Denne skat skal dæmpe den kortsigtede spekulation, der flere gange har været med til at få markedet til at bryde sammen. Senest i Asien.

4

-Gældslettelse til de fattigste lande. Som det ser ud nu er mange lande, bl.a. i Afrika, nødt til at bruge op til to femtedele af deres statsindtægter på at betale af på deres gæld, samtidig med at der hele tiden kommer nye renter oveni. -Stop for skattely. Det er vel ikke nogen nyhed, at størstedelen af de rigeste mennesker flytter sig selv eller deres formuer derhen, hvor det er mest gunstigt for dem selv. Og derved

slipper de for at betale for de goder, de selv har fået. -Krav om etiske investeringer fra pensionskassernes side. Attacs problem Et af Attacs problemer er først og fremmest deres program. Socialister går selvfølgelig ind for beskatning af kapitalisterne, men hvem skulle indrive Tobin-skatten? FN ville aldrig kunne gøre det - de har nok proble-

mer med at indrive medlemskontingenterne, samtidig med at stormagterne har vetoret. Kapi-talismens problemer kan heller ikke løses ved at behandle symptomerne, da det er hele systemet, der er sygt. Det er positivt, at så mange folk er begyndt at se de uligheder, som den overdrevne spekulation og gælds-sætning af ulandene (plus åger-renterne) medfører. Det er også posi-tivt, at unge mennesker endnu engang er begyndt at gå på gaden for at demonstrere imod disse uligheder. Det næste skridt må så bare være at indse, at disse problemer ikke kan afhjælpes under kapitalismen. Den

eneste løsning, der er på de problemer, det kapitalistiske system har skabt, er, at arbejderklassen overtager de store virksomheder og banker og selv demo-kratisk styrer produktionen, så der bliver nok til alle uden hensyn til profit. Samtidig med at de eftergiver ulandene deres gæld og med penge og knowhow hjælper dem til at opbygge deres egen produktion under ledelse af deres egen arbejderklasse, så vi kan arbejde hen imod verdens forenede socialistiske stater!

SOCIALISTISK STANDPUNKT


FÆLLES KAMP FOR LIGE LØN Selvom der har været kvindekamp i Danmark i mere end 100 år, har kvinderne stadig dårlige vilkår. I denne artikel vil vi koncentrere os om lønspørgsmålet, men i kommende artikler vil vi behandle andre former for kvindeundertrykkelse, f.eks. i hjemmet, i film og reklamer, og vi vil beskrive den historiske baggrund for kvindens stilling. Uligeløn Kvindernes løn er i Danmark gennemsnitligt 18% mindre end mændenes. Der er langt flere mænd, der er ansat i de høje stillinger, dette gælder i alle lag fx. som leder af børneinstitutioner eller skoler, selvom dette i høj grad er kvindedominerede områder. Der er mange forslag til løsninger på problemerne fra politikere, fagforeninger, arbejdsgivere, kvindebevægelser osv. Disse forslag er fx positiv diskriminering af kvinder, så man skal ansætte en kvinde, hvis der er to lige kvalificerede ansøgere, „mainstreaming“, som man snakker meget om i politik, der går ud på at der skal være lige mange kvinder og mænd i fx. bestyrelser, råd o.l. Derudover er der det seneste forslag fra arbejdsminister Ove Hygum (S). Forslaget går ud på, at arbejdsgiverne skal fremvise lønstatistikker, hvis de bliver bedt om det, så det bliver synligt, om mændene tjener mere end kvinderne. Det er så op til medar-bejderne og fagforeningerne at kæmpe en bedre løn igennem for kvinderne. Det er selvfølgelig en god ide at få dokumentation på problemerne, men forslaget er kun en dokumentation og ikke en løsning. Ingen af disse forslag løser problemerne for kvinderne! Positiv kønsdiskriminering og mainstreaming vil betyde, at der vil blive set ned

NR. 2 MAJ 2001

på kvinderne, da der altid vil herske tvivl om, hvorvidt kvinden var bedst kvalificeret, eller hun fik jobbet, fordi hun er en kvinde. Derudover vil disse forslag være med til at splitte arbejder-klassen mellem mænd og kvinder. Vi har set lignende eksempler i integrationsdebatten. Mændene bliver utilfredse over, at kvinderne får jobsene foræret, bare fordi de er kvinder, og denne utilfredshed rettes så mod kvinderne. Det betyder, at kampen for bedre vilkår bliver splittet, så mændene i stedet kommer til at kæmpe imod kvinderne. Men det er ikke bare politikernes forslag, der er med til at splitte arbejderklassen. Også en stor del af de venstreorienterede feministers kamp er med til at splitte arbejderklassen. Ikke sådan at forstå, at alle der kalder sig feminister, er med til at splitte arbejderklassen. Men både venstresekteriske feminister og middelklassens feministers retorik om at kvindernes problemer først og fremmest skyldes mændene, og at det er disse, der undertrykker kvinderne, og derfor dem der er ”fjenden”, øger splittelsen blandt arbejderne i mænd og kvinder. Men det er forfejlet at tro, at det er mændene som sådan, der er skyld i kvindernes problemer! Hvorfor har vi ikke ligestilling, og hvordan opnår vi det? Det er ikke mændene der er skyld i kvindernes undertrykkelse, men det kapitalistiske samfund. Ligesom man ikke kan skære kvinder over en kam, kan man heller ikke gøre det med mændene. Undertrykkelsen af kvinder er en del af det kapitalistiske samfunds undertrykkelse af arbejderklassen, der består af både mænd og kvinder. Det er altså kapitalistklassen, der jo også indeholder kvinder, der er skyld i undertrykkelsen af kvinderne.

Der findes i ligestillingsdebatten i dag en masse bortforklaringer på kvindernes undertrykkelse. Disse er bl.a., at kvinderne er en ustabil arbejdskraft, at de er dårligere til at forhandle end mændene, og at kvinderne vælger „kvindejobs“, hvor der generelt er en lav løn, som fx. pædagog, lærer og sygeplejerske. Men selv inden for de samme områder får kvinderne lavere løn end mændene, og hvorfor er det lige netop „kvinde-jobsene“ der er lavtlønsjob. Disse bortforklaringer kan ikke undskylde problemet. Under kapitalismen prøver arbejdsgiverne altid at presse lønninger og arbejdsforhold nedad, og derfor udnytter de enhver mulighed for at diskriminere forskellige grupper af arbejdere. Kapitalisterne har sørget for, at kvinderne er blevet en form for reservearbejdskraft, der kan trækkes på, når der er mangel på arbejdskraft, og som kan bruges som løntrykkere. Den eneste måde undertrykkelsen af kvinder kan løses på, er hvis kvinderne organiserer sig i fagforeninger og arbejderpartierne og dér sammen med mændene kæmper arbejderklassens sag imod kapitalismen. Selvom ligestilling delvist kan opnås i dette samfund under økonomiske opsving, vil der stadig være undertrykkelse af de kvindelige arbejdere, da kapitalismen bygger på ulighed og undertrykkelse af hele arbejderklassen. Den eneste måde vi kan skabe reel ligestilling på, er hvis arbejderklassen står sammen, mænd og kvinder. Det er kun i et samfund, hvor det ikke er profit der er afgørende, og hvor arbejderklassen selv bestemmer og styrer løn- og ansættelsesspørgmål, at man kan opnå reel ligestilling og afskaffe undertrykkelsen. Arbejder-klassen, mænd og kvinder, må altså stå sammen og kæmpe for at ændre samfundet, så dette kan blive muligt.

5


FORSLAG OM AT FORRINGE ARBEJDSLØSES VILKÅR - IGEN

Siden nytår har der været to forslag på banen om at forringe de arbejdsløses vilkår - igen. Det ene forslag går ud på, at man vil overlade aktiveringen af bistandsklienter til private virksomheder. Det andet forslag er, at de kontanthjælps-modtagere, der nægter at deltage i eller udebliver ubegrundet fra et akti-veringstilbud, skal have skåret deres kontanthjælp ned til 50 kr. om dagen. Begge forslag vil gøre de arbejdsløses vilkår endnu værre. Forslaget om at skære de arbejdsløses understøttelse ned til 50 kr. om dagen, hvis de udebliver ubegrundet fra aktivering, vil betyde, at en gruppe af i forvejen hårdt belastede mennesker vil blive sat ud på et sidespor i samfundet i fattigdom. Der er i forvejen indført sanktioner, som arbejdsformidlingen kan sætte i kraft, hvis folk udebliver fra aktivering. Disse sanktioner trådte i kraft for 357 personer i sidste kvartal i 1999, det er altså en meget lille gruppe, det drejer sig om. Disse mennesker har i langt de fleste tilfælde større sociale problemer end arbejdsløshed og er derfor uarbejds-dygtige, først og fremmest pga. vores dårligt fungerende sociale system.

__ Jeg vil høre mere om Socialistisk standpunkt! __ Jeg vil abonnere på Socialistisk standpunkt! (40,- for 4 nr., støtte 80,- ) Navn:__________________ __ Adresse:_________________ ________________________ Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, c/o Skt.Hansgade 4A, st.th., 2200 Kbh. N. 6

Forslaget om at privatisere akti-veringen vil betyde, at virksomheder skal aktivere folk og kunne få en profit ud af det. Virksomhederne skal altså kunne tjene penge på at aktivere arbejdsløse. Det vil betyde, at det overordnede mål for aktivering vil blive at tjene penge og ikke at få den arbejdsløse i arbejde igen, eller i en meningsfuld aktivering. I forvejen sparer virksomheder og det offentlige mange penge på at ansætte aktiverede i stedet for reel arbejdskraft. De aktiverede ansættes til 11,20 kr. i timen udover kontanthjælpen, og samtidig får virksomhederne tilskud, hvis de tager aktiverede. Meningen er, at de aktiverede ikke må udføre et job, som en ansat kan lave, det vil altså sige, at aktiveringen er fuldstændig menings-løs, for alt arbejde ville kunne udføres af ansatte. I langt de fleste tilfælde laver aktiverede da også et job, som ansatte kunne lave, og det til en latterlig løn uden nogen rettigheder eller strejkeret. Det betyder, at de aktiverede rent faktisk kommer til at virke som løntrykkere, og kommer til at holde arbejdsløsheden oppe, da virksomhederne kan spare penge på ikke at ansætte folk, men i stedet have aktiverede. Regeringen presser altså de arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet som løntrykkere i stedet for at skabe reelle jobs til de arbejdsløse. Arbejdsløshed er ikke den arbejdsløses skyld, men skyldes kapitalismens manglende evne til at skabe jobs. I dagens Danmark er der en masse ting, der kunne bruges arbejdere til, men som der ikke er penge i at producere, såsom ungdomsboliger, vedligeholdelse og reparation af skoler, flere daginstitutioner, plejehjem osv. Man kan altså ikke klandre den enkelte arbejder for at blive arbejdsløs. Antallet

af arbejdsløse følger konjunkturerne i økonomien, ved nedgang eller krise i økonomien stiger arbejdsløsheden, selvom der er brug for at blive produceret ting, og arbejderne stadig ønsker at arbejde. Der har i de seneste år været alvorlige forringelser for de arbejdsløse. Dagpengene er ikke fulgt med lønudviklingen, hvis man tager hensyn til inflationen er realværdien af dagpengene faktisk faldet, mens der har været en reallønsstigning på 15% i industrien fra 1990 til 1999. Perioden hvor man kan få dagpenge er skåret ned fra 9 år til 4 år, og efter et år skal man aktiveres for dagpengene. Derudover får unge under 25 år kun halve dagpenge efter ½ års arbejdsløshed. Under den økonomiske krise i 70’erne kunne regeringen ikke skære i de arbejdsløses forhold pga. arbejderklassens kampvilje, og krisen ramte derfor ikke så hårdt, som den kunne have gjort. De arbejdsløses forhold er nu blevet forringet i en periode med økonomiske opsving, uden at fagbevægelsen har sagt stop. Vi kan se frem til en krise eller økonomisk nedgang i den kommende periode, og en sådan vil ramme de tusindvis af arbejdere, der vil blive arbejdsløse ekstra hårdt. Fagbevægelsen må kræve, at Socialdemokratiet forbedrer for-holdene for de arbejdsløse nu! Derudover må fagbevægelsen kræve at der skabes jobs til alle! FM

SOCIALISTISK STANDPUNKT


ARBEJDSPLADSEN HAR ORDET Socialistisk Standpunkt har været på besøg i børnehaven Hjorten i Albertslund og interviewet lederen Anna og tillidsmanden Lise om arbejdesforholdene, som begge mener er kritiske. Lise er uddannet pædagog og tillidsmand for pædagogerne i børne-haven Hjorten. Hun blev uddannet i 1965 og har på nær 2 år altid arbejdet. Anna er også uddannet pædagog og blev færdig i 1980. Har arbejdet i Hjorten i 13 år og været leder for institutionen de 12 af årene. Hvordan er jeres arbejdsforhold - bliver de bedre eller hvad? Lise: Det har aldrig været så hårdt at være pædagog, som det er idag. Mange pædagoger har oparbejdet en pukkel med afspadsering, som de ikke ved hvordan de skal komme af med. Kommunen har skåret ned på deres personale og i decentraliseringens hellige navn givet os de administrative opgaver, hvilket gør, at alle skal løbe hurtigere. Anna: De har indført salamimetoden - de tager hele tiden en bid af æblet, og nu har de nået skroget. Vi får flere administrative opgaver, hvilket går ud over den tid, der er til børnene. Vi skal på leder-heldagskurser i forbindelse med ny løn, der har været tre dages administrative temadage og så videre. Alle disse kurser gør, at personale ryger væk fra institutionen, men vi får ikke nogen vikardækning. Det går ud over resten, der er på arbejde. Samtidig hober de administrative opgaver sig op. Lise: Det er også hårdt og frustrerende, fordi vi ikke får tid til de store problemer, som børn har i dag. Børnenes tid med voksne er meget kneben, derfor er det vigtigt, at vi har tid - hvilket vi ikke har. Alle er stressede; os, forældrene og også børnene. Anna: Kommunen siger nogle ting, som ikke er i overenstemmelse med den virkelighed der er. De siger, at

NR. 2 MAJ 2001

lederen frit kan tilrettelægge sin arbejdstid. Men sker der nogle akutte ting, skal lederen træde til. Man bliver bedt om at møde før, men man kan ikke bare gå før - for så er der ikke nok personale. Man bliver aldrig tilfreds og får aldrig lavet det, man kan. Man får ikke tid til at være pædagog. Anna har selv været på efterud-dannelse og mener, at det er en god ting, men siger: „Men sålænge at der ikke er vikardækning, så er det en belastning for institutionen.“ Hvad mener i om Ny løn? Anna: Det gamle system var firkantet og betød blandt andet, at man som fyrreårig skulle stå på samme løntrin, til man gik på pension. Men det nye bruger en masse ressourcer i administration, men det giver ikke rigtigt noget i lønningsposen. I stedet burde man have et solidarisk, åbent og ærligt lønsystem. Lise er endnu mere præcis: Alle her på institutionen er imod. Der er flertal i Albertslund imod den nye løn. Den er usolidarisk - alles kamp mod alle. Det burde ikke være, fordi man vil have løntillæg, at man gør noget for børnene. Men nu hvor det er indført, bliver vi jo nødt til at arbejde med det. Jeg har selv lige været på kursus. I Albetslund prøver vi at få aftalt så mange forhåndsaftaler med kom-munen, så vi undgår for mange diskussioner mellem de ansatte på de forskellige institutioner. Hvad er jeres forhold til fagforeningen? Lise: I stedet for at bruge så meget tid på Ny løn, så skulle de hellere bruge noget tid på arbejdsforholdene, så normeringerne bliver bedre. Ansæt flere og put færre børn i grupperne. I BUPL Albertslund gør de meget for, at vi skal holde os til arbejdstidsreglerne. Men gjorde vi det, ville det blive kaos. Det gør vi ikke, vi er jo mennesker, og derfor bliver vi slidt ned. Anna: Fagforeningen har ikke gjort

Arbejdspladsen har ordet vil fremover være et fast indslag i Socialistisk standpunkt. Vi mener, at det er på høje tid, at kvinderne og mændene „på gulvet“ får ordet. Virksomhedsledere og politikere har en masse fine ord – men det er de ansatte på arbejdspladserne, der får hjulene til at køre rundt og tingene til at hænge sammen. det godt nok. De har romantiseret den Nye løn - de ser ikke virkeligheden i øjnene. Burde gå til aviserne og forklare, hvor meget vi laver. Hvis I kunne sige noget direkte til politikerne, hvad skulle det så være? Anna: Prøv vores vilkår bare i en måned, eller bare en uge. Så ville tingene ændre sig. Efter en dag med 20 unger ville de være færdige. Forresten er det fyringsgrundlag, hvis vi snakker direkte til politikerne og uden om børneforvaltningen. Lise: Afsæt flere penge til mere personale og sænk antallet af børn til 15 pr. gruppe. De siger, at vi skal lære børnene dansk og gøre dem skoleklar, men det kan vi ikke uden bedre normeringer. Derudover skal vikarbudgettet være langt større. Anna mener desuden, at alle ansatte i en børneinstitution bør være uddannede: Vi underviser børn hver dag - i livet. Men dem der er sammen med børnene er ufaglærte, der kommer lige ind fra gaden, mens vi, der er uddannede til at arbejde med børn, skal bruge alle vores kræfter på administration - hvor vi er ufaglærte. Jeg vil også opfordre unge, der vil tage pædagoguddannelsen, til at prøve nogle sjove ting, inden de bliver uddannet. Der bliver krævet meget. Man skal kunne arbejdet med det samme. Hvis ikke man har noget ballast knækker man. BL

7


ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE 1 LO har udgivet 2 store historiebøger i forbindelse med deres 100 års jubilæum. Disse lægger stor vægt på samarbejdet mellem arbejderbevægelsen og arbejdsgiverne. Til gengæld nævnes der alt for lidt om de kæmpe strejkebevægelser og kampe, som er skyld i, at lederne havde styrke til at presse arbejdsgiverne. Vi mener, derfor at historiebøgerne er misvisende og prøver at skabe et billede af, at arbejdernes tilkæmpede rettigheder er opnået ved fredelig diskussioner med kapitalisterne. Intet kunne være mindre rigtigt. SOCIALISTISK STANDPUNKT vil derfor i dette og kommende numre prøve at give en redegørelse for de kampe og diskussioner, som udgør nogle af de væsentligste begivenheder i den danske arbejderklasses historie. Ud fra dette vil vi bevise den danske arbejderklasses kamptradition og udfordre ledelsen for LO og deres fortolkning af historien og deres politiske linje i dag. Den danske arbejderklasses fødsel Den voksende danske arbejderklasse dannedes sammen med det kapitalistiske system. I takt med at handlen øgedes og at landbruget blev mere effektiviseret blev grundlaget for det kapitalistiske system lagt. Nemlig akkumulering af kapital i hænderne på handlende og håndværkere som med teknologiske fremskridt som damp begyndte at seriefremstille produkter på store værksteder, som senere blev til fabrikker. Den anden væsentlige faktor var det eksplosivt voksende proletariat, der var blevet fortrængt fra landet og tvunget til at søge overlevelse i byerne. Det danske landbrug var, indtil 1780erne, underlagt godse-

8

jerne, hvor husmænd og fæstebønder var tvunget (stavns-bundet) til at arbejde gratis for godsejerne mod bagefter at kunne arbejde på deres eget jordlod. Bønderne kunne ikke flytte væk, men var stavnsbundet til at blive. I 1780erne fik godsejerne gennemført en række landbrugsreformer. Den jord som fæstebønderne tidligere havde dyrket til deres eget forbrug, men som tilhørte godsejerne, solgte godsejerne nu til fæstebønderne. Dette sikrede godsejerne kapital til at investere i maskiner som kunne modernisere landbruget. Stavnsbåndet blev ophævet, så man kunne få en mere bevægelig arbejdskraft, og de fæste-bønder, der ikke kunne købe deres egen jord, måtte sælge deres arbejdskraft som landarbejdere til godsejerne. Disse landbrugsreformer gjorde, at landbruget kunne eksportere sine produkter til udlandet (især England). Det betød også en øget handel mellem land og by, hvor landet solgte fødevarer mod maskiner og redskaber fra byens handlende. Landbrugs-reformerne skabte også landarbejderproletariatet, som levede under utrolig dårlige forhold. Da der ikke var arbejde til alle på landet søgte mange mod byerne. Mellem 1845 og 1890 vandrede ca. 250.000 mod byerne Dette var med til at skabe fremgang og udvikling i byerne. I 1787 boede der ca. 175.000 i byerne i Danmark og i 1855 240.000. Byerne var styret af laug indtil indførelsen af næringsfrihedsloven i 1862. Disse laug bestod af håndværksmestre og svende og skulle indadtil regulere antallet af mestre, svende og lær-

linge og udadtil fastholde priserne. Indførelsen af landbrugsreformerne var med til dannelsen af kapitalistklassen. De handlende opkøbte nu landbrugsproduktionen og solgte den videre til udenlandske markeder ( især England). Inden for håndværket blev mestrerne større, ansatte flere svende og bevægede sig derfor ind i kapita-listklassen. Flere af mestrerne startede også mindre fabrikker. Alt dette gjorde laugssystemet forældet, da laugene havde en vis lighed mellem svende og mestre hvilket gjorde, at de blev en hindring for kapitalisternes udvikling. Den voksende kapitalist- og middelklasse i land og by stillede derfor krav om et endeligt brud med feudalismen og det enevældige kongestyre. I Frankrig blev den borgerlige revolution gennemført i 1789, hvilket sikrede mere magt til den opvoksende kapitalist klasse. Endnu en revolution i 1848 fastslog kapitalisternes sejr i Frankrig. Dette skabte dønninger over hele Europa. I Danmark foregik den borgerlige revolution fredeligt ved, at borgerskabet marcherede op til kongen og krævede enevælden opløst. Belært af den franske revolution i 1789 vidste den danske konge, at hans hoved var på spil, og af frygt for en voldelig revolution opløste kongen enevælden og erstattede det med parlamen-tarisme, hvor monarkiet dog stadig havde stor indflydelse. Parlamen-tarismen var begrænset til kapitalist- og middelklassen, da lønarbejdere ikke havde stemmeret. Alt dette blev slået fast med grundloven i 1849, som garanterede ejendomsrettens ukræn-kelighed. Med

SOCIALISTISK STANDPUNKT


indførelsen af tyendeloven fra 1854 og straffeloven fra 1866 blev kapitalisternes magt yderligere slået fast. Den borgerlige revolution i Danmark var dermed gennemført. Men med den opblomstrende kapitalisme kom også arbejderklassen. Med Karl Marx’ ord fra Det Kommunistiske Manifest: “De våben, som bourgeoisiet (kapitalisterne) brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne. .... Den moderne industri har forvandlet den

Arbejderklassens begyndende organisering Kapitalismen og den borgerlige revolution bød ikke på gode vilkår for den arbejdende befolkning. Dødeligheden var høj, hvert 3. arbejderbarn døde, før det blev 6 år. 15% af lejlighederne i København i 1885 var etværelses, hvor der i gennemsnit boede 2,5 mennesker. Det normale ugentlige indkøb af mad bestod af : 3 rugbrød, ½ kg fedt, ½ kg smør, 125 gram kaffe, 1 kg puddersukker og kartofler eller grød som varm mad en gang om ugen. Arbejdsdagen var på 14-16 timer, der eksisterede børnearbejde og der var udbredt sult og sygdomme i arbejderkvartererne. Arbejderne var ikke organiseret som

Internationalen kommer!

patriarkalske mesters lille værksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdermasserne, som stuves sam-men i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industris-oldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisklassens, bourgeoisstatens trælle, men de underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og først og fremmest den enkelte fabrikant selv. Jo mere åbent dette despoti proklamerer profit som sit mål, jo mere småligt, afskyeligt og oprørende virker det.”

NR. 2 MAJ 2001

klasse og prøvede at klare sig individuelt i konkurrence med de andre arbejdere. Men allerede i 1851 startede murersvendene omgangsskruen. Da de ikke havde økonomiske midler til, at alle gik i strejke, lavede de derfor strejke hos skiftende mestre, så de murersvende, der ikke var i strejke, kunne give strejkebidrag fra deres løn til deres strejkende kammerater. På den måde gik de fra mester til mester og „skruede“ forholdene bedre. Denne strejke blev imidlertid slået hårdt ned af politiet. Gennem 1850erne og 60erne voksede arbejdernes utilfreds-hed med deres arbejdsgivere og diverse lokale strejker og kampe fandt sted. Kapitalisterne var

ikke så glade for dette, og så helst, at arbejderne frivilligt tog imod hårdere arbejds-byrder. I en revyvise sagde man blandt andet: “Om end din lod er fattigdom - så bliv du glad, blot du er from.” Den Internationale Arbejder-association Ikke kun i Danmark blev mod-sætningerne mellem de nye magt-havere kapitalisterne og den voksende arbejderklasse større. Det samme fandt sted i alle de lande, hvor industrialiseringen var begyndt. I 1848 udgav den internationale arbejdersammenslutning “Kommunisternes forbund” det kommunistiske manifest skrevet af Karl Marx og Friedrich Engels. Disse to var de væsentligste skikkelser i at samle den internationale arbejderklasse i én organisation med et klart revolutionært og socialistisk program. Deres ideer, som siden er blevet kaldt marxismen, vandt tilslutning overalt. Det førte til dannelsen af International Working Men´s Association på dansk Den Internationale ArbejderAssociation IAA. Denne internationale sammenslutning, som siden er blevet kaldt 1. internationale, var en revolutionær internationale, der forsøgte at samle verdens arbejdere i en verdens-organisation, hvor de nationale sektioner var afdelinger. Dette gjorde man for at sikre, at arbejdere i et land ikke skulle kæmpe alene mod deres nationale kapitalister, men få støtte fra hele verden. Samtidig havde kapi-talismen allerede på det tidspunkt udviklet et verdensmarked, hvilket gjorde, at kampen for socialisme ikke kunne isoleres til nationale kampe, men var en international kamp. BL I næste nummer fortsætter denne artikel med starten på den danske

9


FÆRØERNE: REPUBLIK ELLER HJEMMESTYRE?

De sidste 2 år har Færøerne prøvet at forhandle med den danske regering om at blive en selvstændig nation. De færøske krav har været at trappe bloktilskuddet ned i de næste 15 år. Men den socialdemokratiske regering har nægtet dette, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen har givet til udtryk i medierne, at færingerne kun vil nasse penge fra Danmark og have danske skatteydere til at betale for selvstændigheden.

Det er ingen tvivl om at Færøerne er en nation og at vi som marxister anerkender, at alle nationer har ret til national selvbestemmelse. Men vi mener at grundlæggende er det nationale spørgsmål underlagt klassespørgsmålet. Gavner det den færøske arbejderklasse, at Færøerne bliver selvstændige? Styrker færøsk løsrivelse velfærden og på længere sigt mulighed for at indføre socialismen? Som marxister mener vi at disse spørgsmål er vigtigere end det nationale spørgsmål. Andre interessante spørgsmål i denne sammenhæng er at se på hvorfor den danske regering er så meget imod at Færøerne får selvstændighed, når den hårdnakket påstår at færinger er nassere og kun en udgift på den danske finanslov. Så burde det være oplagt at skære denne udgift ned på finansloven de næste 15 år, når regeringen ellers er så nedskæringsliderlig. Kampen startes Færøerne har været en koloni af skiftevis Norge og Danmark igennem tiderne, hvor Danmark så har været kolonimagt de seneste 600 år, hvor Danmark har undertrykt Færøerne både økonomisk, politisk og kulturelt. For eksempel var det færøske sprog forbudt i skolen og alle andre steder i det offentlige rum lige til 1938. Lagtinget, der havde eksisteret siden 1200 tallet, blev afskaffet i 1816 og Færøerne blev til et amt i Danmark. Da overtog amtmanden alle lagtingets

10

opgaver. Men i 1852 blev lagtinget gendannet, men kun som et rådgivende organ, hvor amtmanden og provsten automatisk var medlemmer uden at være valgt.

I forbindelse med den spirende kapitalisme opstår en selvstæn-dighedsbevægelse i 1880´erne. Den formulerer nogle progressive krav, bl.a.: 1) Lagtinget bliver fuldstændigt folkevalgt og lagtinget selv vælger formand og næstformand. 2) Ingen love skal være gældende på Færøerne uden at de er vedtaget i lagtinget. Omkring århundredeskiftet var der to partier, nemlig Sambandspartiet, et reaktionært borgerligt parti der var imod selv små forbedringer af kulturelle rettigheder og så Selvstyrepartiet, der gik ind for selvstændighed. Arbejderne fik først i 1928 deres eget parti, da Social-demokratiet blev dannet. Partiet var i starten imod selvstændighed og er det stadigvæk. At der var problemer med at få øget selvstændighed ses i 1901, da storbonden Jóannes Pæturson bliver valgt som færøsk kandidat i folketinget for Selvstyrepartiet. Regeringen med partiet Venstre i spidsen var villig til at lade Færøerne få mere selvstændighed. Færøerne skulle bl.a. betale for at udbygge infrastrukturen. Men det var mere end Færøerne kunne bære på det tidspunkt, og Selvstyrepartiet tabte sit folketingsmandat til Sambandspartiet ved næste valg. Hjemmestyreloven Op igennem 30´erne kom der splittelse i selvstændighedsbevægelsen, da Jóannes Pæturson brød ud af Selvstyrepartiet og sammen med nogle kapitalister dannede det reaktionære parti Folkepartiet. Og under 2. verdenskrig bliver Færøerne besat af England, mens Danmark bliver besat af NaziTyskland. Dermed bliver al forbind-

else mellem Færøerne og Danmark brudt. Derfor var det uundgåeligt at der kom folke-afstemning efter krigen i 1946, om man skulle fortsætte som hidtil eller skulle have fuldt selvstyre. Resultatet af folkeafstemningen blev et snævert flertal for løsrivelse, men kongen sendte lagtinget hjem, samtidig med at dansk militær blev sendt op til Færøerne. I 1948 lavede Sambands-partiet, Selvstyrepartiet og Social-demokratiet hjemmestyreloven, der gav landsstyret mulighed for langsomt at overtage område efter område. Den danske stat skal overføre penge fra Danmark til Færøerne til at finansiere de områder, som hører under Danmark. Hjemmestyreloven gælder stadig. I 1948 blev partiet Republikanerne dannet efter at resultatet af folkeafstemningen hånligt blev fejet af bordet. Men Republikanerne var i modsætning til Folkeflokken et arbejderparti, der gik ind for løsrivelse. Nu var arbejderklassen så reelt splittet på det spørgsmål, da Socialdemokraterne var imod selvstændighed. Økonomien bryder sammen I 1959 kom den første social-demokratiske regering. Og Socialdemokratiet kommer med få undtagelser til at sidde på lagmands-posten i de næste 35 år. I den periode opbygges et delvist velfærdssystem og det nationale spørgsmål er ikke på den politiske dagsorden helt op til 1990´erne hvor Færøernes kapita-listiske økonomi gik fallit. I 1992 gik alle færøske banker fallit. Også den filial som Den Danske Bank havde på Færøerne. Den Danske Bank nægtede reelt at støtte filialen økonomisk og regningen for redningen af den og de andre banker blev sendt til den færøske befolkning, samtidig med at den danske regering tvang landsstyret til massive nedskæringer på arbejderklassen. Hele affæren blev afsløret i et dokumentarprogram

SOCIALISTISK STANDPUNKT


af nuværende vicelagmand Høgni Hoydal, hvor det blev afsløret at Den Danske Bank havde solgt sin filial til landskassen på falske præmisser og med stort tab til følge for landskassen. Det der gjorde krisen ekstra hård, var at kapitalisterne i deres jagt på øget profit, havde fået garanti om økonomisk støtte fra landskassen, hvis de gik konkurs. Senere sker det, at mange kapitalister går fallit samtidig og landskassen skulle udbetale ca. 1,5 milliard kr. til kapi-talisterne. Derfor begyndte tanken om selvstændighed igen at vinde indflydelse, og Republikanerne blev det største parti ved valget i 1998. Republikanerne argu-menterer for at en væsentlig årsag til krisen i den færøske økonomi var at landsstyret ikke havde noget reelt ansvar og handlede derefter. Og for at undgå en lignende krise skal færinger tage fuldt ansvar for at styre landet. Men årsagen til krisen i den færøske økonomi er ikke manglende politisk ansvar, men skyldes kapitalismen. En grund til at regeringen ikke tager konsekvensen af sit synspunkt, om at færinger er nassere, er at Danmark tjener penge på at have Færøerne som koloni. En stor del af den færøske import af varer bliver importeret fra Danmark og på den måde tjener danske kapitalister på Færøerne. Færøerne skylder også Danmark en masse penge og ca. halvdelen af bloktilskuddet kommer tilbage til den danske statskasse. Den danske stat trækker også noget fra kontingentet til NATO på grund af Færøerne. Bloktilskuddet Bloktilskuddet fra Danmark er i dag på 1, 3 milliard kr., mens finansloven er på 3 milliarder kr. Bloktilskuddet

NR. 2 MAJ 2001

udgør således en tredjedel af finansloven. Færøerne har i forhandlingerne med den danske regering krævet, at bloktilskuddet skal mindskes på 15 år, til det til sidst er væk. Argumentet for dette krav, er at den færøske eksport skal have tid til øge indtægterne, så den svarer til den 1 milliard kroner bloktilskuddet udgør og på den måde undgå massenedskæringer. Men problemet er, at produktionsmidlerne er på private hænder og størstedelen af profitten havner hos nogen få kapitalister. Og

fentlige virksomheder. Man har allerede privatiseret telefonselskabet, og landsstyret presser på at få postvæsnet og den offentlige transport privatiseret, men det er ikke lykkedes for dem hidtil. Men at udlicitere løser ingen problemer, men skaber dårlige forhold for arbejderklassen i form af øget pres, fyringer og pres på lønnen, som i forvejen er lavere end lønnen i Danmark (f.eks. tjente en ufaglært kvinde i gennemsnit 92,20 kr. på Færøerne i ’99, og 115,65 kr. i Danmark i ’98).

Færøske arbejdere på en fiskefabrik. Den færøske og danske arbejderklasse må knytte stærke bånd i kampen for socialismen.

derfor vil de penge ikke ses igen på finansloven igen selvom eksporten øges. Og så længe vi har kapitalisme vil størstedelen af profitten tilfalde kapitalisterne. Derfor løser en øget eksport ikke problemet om at sikre og udbygge velfærd efter løsrivelsen. Men på den anden side er det heller ikke nogen løsning at blive i rigsfællesskabet, da man også vil være tvunget til at skære ned på arbejderklassen indenfor rigsfælles-skabet, som begivenhederne i 1990´erne viser. Men bloktilskuddet sikrer at der er lidt bedre mulighed for at sikre nogen velfærdsydelser. Finansieringen af selvstændigheden Landstyret har lagt op til at selvstændigheden skal finansieres ved at udlicitere og privatisere of-

Udlicitering fremmer altså en kapitalistisk krise, fordi udlicitering forstærker udhulningen af arbejdernes købekraft. Resultatet er en klassisk kapitalistisk overproduk-tionskrise. Landsstyret mener også at en kommende olieindustri kan finansiere løsrivelsen, men det er allerede udlovet til store transnationale olieselskaber, at bore efter olien, og derfor kommer der desværre ikke mange penge i landskassen på den måde. Færøerne er for lille en økonomisk enhed til at have en møntfod. Derfor mener landsstyret, at Færøerne skal bruge euroen som møntfod. Men hvis man skal bruge euroen som møntfod skal man overholde strenge økonomiske krav og dermed afgive suverænitet til EU-bureaukraterne

11


og markedet med endnu flere nedskæringer til følge. At løsrive sig fra Danmark for at afgive suværenitet til EU er absurd. Svaret på spørgsmålet om Færøerne skal blive en republik, må derfor være nej fra vores side, fordi en kapitalistisk færøsk republik vil ikke skabe mere indflydelse for arbejdere på eget liv og heller ikke udbygge velfærdssamfundet. Men det vil et kapitalistisk Færøerne med hjemmestyre heller ikke gøre. Løsningen på det nationale spørgsmål er at de færøske arbejdere selv kæmper for at opbygge et socialistisk Færøerne og at det bliver spredt til Danmark og resten af Europa. Det retfærdige krav om indflydelse på eget liv og hverdag kan aldrig realiseres, så længe kapitalisterne kontrollerer økonomi og stat - det kan kun opnås, når politik og økonomi er i arbejdernes hænder gennem demokratisk valgte arbejderråd. For at sikre dette er det nødvendigt med international solidaritet. Derfor er det meget vigtigt at der knyttes stærke bånd mellem den færøske, grønlandske og danske arbejderklasse i kampen for socialismen. SJ

Denne artikel kan snart læses på færøsk på www. marxist.dk - hvor man også vil kunne

finde en færøsk version af det Kommunistiske Manifest.

12

HVEM VI ER OG HVAD VI STÅR FOR

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejds-pres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrol-lerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapi-talisternes jagt på profit. Vi støtter den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejds-pladserne, som f.eks.:

- National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende. - Genindførelse af dyrtidsregu-leringen samt fuld dagpengere-gulering, så inflationen ikke udhuler lønnen. - Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne. - 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation – den eneste vej væk fra arbejdsløsheden. - Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v. - Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten. - Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere. - Ægte demokrati i arbejder-bevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn. - Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på

yderligere afmontering af velfærdssamfundet. - Nej til nedskæringer og privati-seringer i den offentlige sektor – udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol. - Ordentlige og betalelige boliger til alle. - Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det. Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen for Social-demokratiet og fagbevægelsen und-skylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, har arbejderklassen ikke råd til kapitalismen. Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

Karl Marx

Karl Marx SOCIALISTISK STANDPUNKT


ADVARSEL: PROFIT DRÆBER! Medicinalfirmaer sætter profit før menneskeliv. Omkring 40 medicinalfirmaer, deriblandt de danske Novo og Lundbeck, har lagt sag an imod Sydafrikas regering for at forsvare deres enorme profitter, selvom det betyder døden for millioner af HIV-positive mennesker. Sagen gik i gang ved højesteret i Pretoria den femte marts i år. I 1997 vedtog den sydafrikanske regering en medicinallov (Medicines and Related Substances Control Amendment Act), som ville give regeringen mulighed for i visse tilfælde at bruge parallelimport (at importere medicin fra andre lande, hvor patenthaveren sælger dem billigere) og tvungen licens (at tvinge medici-nalfirmaerne til at frigive information, så regeringen kan få produceret billigere versioner af medicinen). Trips Den sydafrikanske lov blev vedtaget i overensstemmelse med den såkaldte Trips-aftale (Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights), som medlemmer af WTO (Verdenshandelsorganisationen) skal følge. Trips medfører meget hårde regler til beskyttelse af „intelektuelle ejendomsrettigheder,“ hvor firmaer har ret til at have patent på produkter i tyve år. Da disse regler er så stramme, blev der lavet en tilføjelse til Trips, som siger, at i særlige nødstilfælde må man gerne tvinge firmaer til at give informationer, så man kan producere billigere udgaver af medicinen. Alle landene gik med til dette, inklusiv USA og EU, men de begyndte straks at lægge pres på tredjeverdensregeringer for at sikre, at de aldrig ville gøre brug af tilføjelsen til loven. Som altid når en international organisation vedtager noget, der ikke er i de store magters interesse, så bliver det bare ikke ført ud i livet.

NR. 2 MAJ 2001

AIDS-epidemien Rundt omkring i verden er der ca. 35 millioner, der har HIV / AIDS, og 25 millioner af dem kommer fra Afrika syd for Sahara. 80% af de 2,8 millioner, der døde af AIDS i 1999 kom fra samme område. I Sydafrika er ca. fire millioner smittet, det er omkring 20% af den voksne befolkning. Den enorme udbredelse af sygdommen i Afrika er ikke uden forbindelse til den massive udplyndring, som de imperialistiske magter har udsat disse lande for. I løbet af det sidste årti har USA og Europa tvunget lande i Afrika og andre dele af den tredje verden til at åbne deres markeder og privatisere deres offentlige sektorer, inklusiv sundheds- og uddannelsessystemerne. I nogle tilfælde er selve statsstrukturen brudt sammen eller er ved at forsvinde under presset fra den imperialistiske udnyttelse. Det er under disse forhold, at HIV / AIDS har kunnet sprede sig hurtigere end alle andre steder. Profit kommer før folks behov Medicinalfirmaerne køres efter profit, og det betyder, at de simpelthen ikke er interesserede i at udvikle behandlinger til sygdomme, der især rammer folk i den tredje verden, fordi disse folk ikke har nogen købekraft til at købe medicinen for. Mellem 1975 og 1997 sendte de multinationale medicinalfirmaer 1.233 nye medikamenter på markedet. Kun 1% af disse var beregnet til at behandle tropiske sygdomme, som plager den tredje verden og dræber millioner hvert år. De vil hellere bruge deres ressourcer på såkaldt „life style“-medicin, der behandler fedme, skaldethed, rynker, impotens o.s.v. Roy Vangelos, tidligere direktør for Merck, der kontrollerer 10% af verdens medicinalmarked, har udtalt sig helt åbent om dette: „Et firma med aktionærer kan ikke fokusere på tred-

jeverdenssygdomme, for så ville det gå fallit.“ (The Nation 20/8/99). Men medicinalgiganterne sidder ikke ligefrem hårdt i det! Det er en ekstremt profitabel industri, og der har fundet en hel række fusioner og overtagelser sted, så der er opstået kæmpestore firmaer, der er mere værd end mange tredjeverdenslandes årlige BNP. Det sidste eksempel er fusionen mellem SmithKlineBeecham og GlaxoWel-come (som selv var resultat af tidligere fusioner). De „fem stores“ samlede værdi er to gange BNP for hele Afrika syd for Sahara! A.J.Slater, der har undersøgt forskellige medicinalfirmaer, kon-kluderede: „Udviklingen af nye antibiotika er meget kostbar, og hvis de kun skal bruges i tredjeverdens-lande, kan det aldrig blive profitabelt.“ (The Nation 20/8/99). Med andre ord kommer profit før folks liv. Og firmaerne gør alt hvad de kan for at forsvare deres profit, som er den højeste i nogen legal industri i verden. Alene i USAbruger medicinal-firmaerne årligt 75 millioner dollars på lobbyvirksomhed, så de kan være sikre på, at ligegyldigt hvilken regering, der sidder i det Hvide Hus, så vil den forsvare deres interesser verden over. Der er én medici-nallobbyist for hvert andet kongresmedlem. De multinationales lamme undskyldninger Et af argumenterne, som firmaerne bruger til at forsvare deres profitter, er de enorme omkostninger ved at udvikle ny medicin. Men det holder ikke ved nærmere eftersyn. De bruger f.eks. dobbelt så meget på marketing som på forskning og udvikling. Og desuden er der mange produkter, der faktisk er blevet udviklet af amerikanske statslaboratorier eller andre offentligt finansierede institutioner! Faktisk er nogle af de AIDS-medikamenter, den aktuelle sag handler om, blevet opdaget af offentligt finansierede laboratorier. Men firmaerne

13


insisterer på at holde priserne oppe og blokere for billigere alternative udgaver af medicinen til tredjeverdenslande, selv når det drejer sig om medicin, som de tjener store summer på i Vesten. Indrømmelser? Sidste år erklærede USA’s regering efter hård kritik, at de ville give 1 milliard dollars til AIDS-forebyggelse, men da de afrikanske lande læste det,der stod med småt på bagsiden af aftalen, så de, at det, der faktisk blev „givet“, var lån med normale kommercielle renter, som skulle bruges kun på amerikansk fremstillet medicin! Med andre ord, så var det „generøse“ tilbud ikke andet end, at den amerikanske regering gav støtte til de amerikanske medicinalfirmaer og fik en god profit ud af det gennem renterne! For de afrikanske lande ville det ikke betyde andet end, at de ville komme endnu dybere ud i gældssumpen.

Afrikanske børn, der har mistet Firmaerne har afp.g.a. frygt AIDS. for at miste deres forældre

markeder erklæret, at de vil gennemføre store prisnedsættelser på AIDS / HIV-medicin. Men det er blevet påpeget, at selv med den 85%’s nedsættelse, som de „fem store“ havde tilbudt, ville det ikke gøre nogen forskel for det store antal mennesker, der ikke har råd til medicinen. Tal fra Kenya viser, at 25% af kenyanerne er HIV-positive, men kun 2% har råd til behandling. I Sydafrika er det endnu værre: der er kun 10.000 ud af fire millioner smittede, der har råd

14

til den korrekte behandling, som kan koste op til 10.000 dollars om året. De fleste sydafrikanske arbejdere, som har et arbejde, tjener mindre end 250 dollars om måneden. Hvis man importerede medicinen fra Indien, kunne prisen komme ned på mindre end 300 dollars om året. Som Zackie Achmat, der er leder af den sydafrikanske aktivist-gruppe Treatment Action Coalition, siger: „Det drejer sig ikke om donationer, men om at skaffe billig medicin også på længere sigt. Og det kan man kun gøre ved at producere billige alternativer til patent-medicinen.“ ANC-regeringen Selvom ANC-regeringen nu er blevet slæbt i retten af medicinalfirmaerne, betyder det ikke, at de ellers har ført en politik til gavn for de mange mennesker med HIV / AIDS. Regeringen har privatiseret store dele af denoffentlig sektor, vandfor-syningen m.m., og deres pro-kapi-talistiske politik har smadret tusindvis af jobs. Fattigdom hjælper i høj grad med til at sprede de mange sygdomme, som HIV-smittede er ekstremt sårbare overfor, men ANC-regeringen gør intet for at løse fattigdomsproblemet og manglen på boliger, vand og elektricitet. Tværtimod så har ANC-ledede byråd i hele landet haft travlt med at sætte folk på gaden, når de ikke kan betale huslejen, og afskære fattige fra vand- og strømforsyning, når de ikke har penge nok, o.s.v. Advarsel: profit dræber! Det er klart, at profitmotivet, som driver de store multinationale firmaer, hvert år dræber millioner af mennesker med sygdomme, der let kunne have været kureret. Den eneste grund til, at folk i fattige lande ikke bliver behandlet, er, at de ikke har råd til det. Der er mange sygdomme, der kunne kureres, men der forskes ikke i det, da man ikke ville kunne tjene på det, selvom man fandt en kur. Men det ville være forkert at sige, at det bare er fordi medicinalfirmaerne er specielt grådige. Det er ikke kun dem - det er

hele kapitalismens logik. Henry Ford sagde engang: „Jeg driver ikke denne forretning for at lave biler, men for at lave profit.“ Under kapitalismen sker produktionen med henblik på profit, og man kan ikke forvente andet, så længe det system eksisterer. Det er nødvendigt at føre kampagne imod de store medicinalfirmaer og tvinge regeringerne til at producere og importere billige kopiprodukter, ikke bare af HIV / AIDS-medicin, men også medicin imod de mange andre sygdomme, som de multinationale er ligeglade med. Men samtidig er det nødvendigt at kræve, at medicinalmafiaen bliver nationaliseret. Disse gigantfirmaer, som sidder med millioner af menneskers liv i hænderne, må sættes under arbejder-nes demokratiske kontrol og køres efter befolkningsflertallets interesser og ikke efter de fås ønsker om profit. Sundhedsproblemerne i den tredje verden hverken starter eller slutter med HIV / AIDS. Den mest effektive måde at bekæmpe sygdomme på er at slås for ordentlige jobs, boliger, adgang til rindende vand, elektricitet, god uddannelse o.s.v. og der er ikke noget af dette, som den tredje verdens befolkninger kan opnå under kapitalismen. AIDS-epidemien er blevet sammenlignet med den Sorte Død i middelalderen, men den store forskel er, at dengang fandtes der ikke muligheder for at bekæmpe sygdommen. Det gør der nu, og det eneste, der forhindrer dem i at blive udnyttet, er en håndfuld medicinal-firmaers profit. Den nuværende AIDS-epidemi understreger endnu engang det valg, vi står over for idag: Socialisme eller barbari!

MJ

SOCIALISTISK STANDPUNKT


DET „FRIE“ MARKED ELLER EN DEMOKRATISK PLANLAGT ØKONOMI I Socialdemokratiets principprogram kan man finde følgende udsagn: “Derimod viser al erfaring, at planøkonomi og formynderi betyder stagnation og fattigdom.” Der er ingen yderligere forklaring på denne påstand, og der er ingen argumentation. Det forudsættes åbenbart, at alle med det samme accepterer denne beskrivelse af planøkonomi som korrekt uden videre. Det er da også denne holdning, man sædvanligvis opfostres med i historiebøger, i skolerne, i medierne og så videre. Marxisterne deler ikke denne holdning. Dag efter dag kan man se, hvordan det i virkeligheden er kapitalismen, der hæmmer udvikling, forårsager nedskæringer, forringelser og usikkerhed og dømmer millioner af mennesker over hele verden til ulidelig fattigdom. Samtidig afslører et kig på historien, at planøkonomien i f.eks. Sovjetunionen rent faktisk medførte enorme fremskridt og netop viste en vej væk fra fattigdom og dårlige livsvilkår. Det er især nu, under de sidste over ti års forsøg på at genindføre kapitalisme og markedsøkonomi i Rusland og Østeuropa, at den almindelige, arbejdende befolkning i de lande har oplevet stagnation, fattigdom, arbejdsløshed, ødelæggelse af sundhedssystemet, uddannelsessystemet o.s.v. Unødvendigt spild Det kapitalistiske økonomiske system – baseret på det “frie” marked og privat ejendomsret til produktions-midlerne – er kendetegnet ved et enormt spild af de ressourcer, som bliver brugt. Rige menneskers overforbrug af luksusvarer er kun et af de mest tydelige eksempler på dette – og de har virkelig pengene til det: på verdensplan har de rigeste 447 milliardærer en samlet indkomst, der er større end, hvad de fattigste 3 mia. mennesker i verden har. I beyndelsen af 1800-tallet var forskellen

NR. 2 MAJ 2001

i indkomst mellem verdens rigeste og fattigste lande 3:1, i 1900 var den 10:1, i 1973 44:1, og i 1997 så meget som 727:1! Selv i Danmark, som altid fremstilles som “verdens mest lige samfund,” sidder de 10% rigeste familier f.eks. med 26,6% af den samlede indkomst (1997-tal. I 1990 lå det på 25,7%), og efter skat er det 24,0% ( i 1990 var det kun 22,0% - d.v.s. mellem ’90 og ’97 blev der omfordelt fra lavind-komstfamilier til de rigere familier). Inden for det offentlige er det også let at få øje på penge, der bruges unødigt: f.eks. udgifter til militær og afbetaling af gæld til rige kapitalister, der har for meget i forvejen (i 1999 var den samlede offentlige gæld på 639,7 mia. kr., eller 52,6% af årets BNP). Det “frie” marked, hvor konkurrerende enkeltkapitalister kæmper om at tjene mest muligt profit, fører til dobbeltarbejde og en masse unødige udgifter: konkurrerende firmaer, der i stedet for at samarbejde bruger millioner på at lave den samme forskning og udvikling, på reklamer, der skal lokke os til at købe netop deres produkt, på lobbyister, der skal tale deres firmas sag over for regering og forskellige organisationer, på sagførere til de sager, der uundgåeligt opstår under konkurrence o.s.v., o.s.v. Et andet slående eksempel på spild er den enorme spekulation, der finder sted på verdens børser og valutamarkeder: hver dag flyttes mere end 1800 mia. dollars rundt på markederne med det ene formål at gøre rige finansfyrster rigere i stedet for at bruge disse ressourcer på nyttige ting, som verdens befolkning har behov for. For under kapitalismen er “behov” aldrig nok – her gælder det at “har du penge, så kan du få; har du ingen , så må du gå,” og dø af sult om nødvendigt. Derfor ser vi det absurde, at man i f.eks. Europa har kæmpe lagre af mad, og landmænd,

der bruger deres korn som brændstof, mens millioner af mennesker i verden ikke har nok at spise. Arbejdsløsheden Når man ved, hvor mange ting der rent faktisk er brug for i verden – ikke bare blandt sultende i Afrika, men lige så meget i et land som Danmark i form af boliger, nye skoler, bedre hospitaler o.s.v., o.s.v, - så er det allerstørste spild i kapitalismen alle de ressourcer, der kunne bruges, men som ikke bliver brugt. Overalt i verden er der arbejdsløshed – det er en vanvittig sygdom, som kapitalismen er kronisk inficeret med. Selv under perioder med “opsving”, som i den sidste periode i f.eks. Danmark, er der på trods af regeringens optimisme alt for mange ledige. Det første man skal gøre, er at droppe de officielle, glade tal , og til antallet af officielt arbejdsløse lægge alle dem, der er på orlov, kontanthjælp og de aktiverede dagpengeberettigede: så var arbejdsløsheden i 1994 på 22,6% af arbejdsstyrken og i 1999 på 16,1%. Det er under et opsving – det er det bedste, kapitalismen kan præstere nu! Hvorfor er der arbejdsløshed? Arbejdsløshed er et af de mest iøjnefaldende og absurde træk ved kapitalismen, og derfor prøver borgerlige og reformister konstant at bortfoklare den ved at skyde skylden på alt muligt: det er de arbejdsløse, der er dovne og arbejdssky, aktive-ringsindsatsen er for ineffektiv, understøttelsen er for høj og motivationen til at arbejde for lav, siger de. Påstanden om, at arbejdsløse selv er skyld i arbejdsløsheden, er arrogant og nedladende, og findes vel kun hos folk, der ikke selv har haft arbejdsløsheden tæt inde på livet. Tvangsaktiveringspolitikken med “lær-at-stå-op-om-morgenen”-kurser m.m. hører til i samme kategori. Hvordan man end vender og drejer den, står det fast, at det ikke er de arbejdsløse arbejdere, der har fyret sig

15


selv eller undlader at ansætte sig selv – i kapitalismen er det kapitalisterne, der står for disse ting, så ansvaret for arbejdsløsheden ligger ene og alene hos dem. Det er blot endnu et udtryk for kapitalismens fallit. Derfor må det også være et klart krav fra arbejderbevægelsen, at arbejdsløse økonomisk må kompenseres fuldt ud, når de udelukkes fra et arbejdsmarked, der ikke står til rådighed for dem. Dette er et krav, der kan samle alle arbejdere – med og uden arbejde – fordi en hær af arbejdsløse på sultebudget er en stor trussel mod bevægelsens kampkraft og stilling i kampen mod arbejdsgiverne. Kapitalismen virker ikke Dette er blot nogle eksempler på, at kapitalismen har spillet fallit, men der er masser af andre: er toget forsinket om morgenen? – så er det nok fordi der åbenbart ikke er nok penge i at sikre ordentlig offentlig transport, og der er jo også nogle, der skal tjene penge på biler og benzin. Sådan er kapitalismens logik. Bliver vi syge af maden og bliver køerne gale? – så er det fordi konkurrencen på markedet og jagten på profit gør det umuligt at tænke på vores og dyrenes vel. Er der krige og strid mellem folkene i verden? – så er det fordi forskellige kapitalistiske stater kæmper om indflydelse, magt og markeder. Og sådan kunne man fortsætte og fortsætte – kapitalismen virker ganske enkelt ikke, og det får flere og flere ubehagelige konsekvenser. Og alle problemerne vil blive yderligere forværret, når kapitalismen igen dykker ned i en af sine tilbagevendende kriser. I det Kommunistiske Manifest skrev Marx og Engels: “Under handelskriserne bliver en stor del af ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.” Arbejderklassen sælger sin arbejds-kraft til

16

gengæld for en løn, men den produktion, de leverer, er mere værd end lønnen – forskellen tilfalder kapitalisten. D.v.s. at arbejderen ikke kan købe alle de varer, kapitalisten skal have afsat. Sålænge kapitalisterne kan investere i nye ting og finde nye markeder, kan det gå fremad med opsving, men det når altid sin grænse på et tidspunkt. Så brænder kapi-talisterne inde med vare og må skære ned, fyre folk, firmaer går under og krisen sætter ind. Det er det, der er ved at begynde at ske lige nu med de før så populære itvirksomheder, der fremlæger dårlige resultater og forventinger på stribe, og de store fald på verdens børser: vi er på vej ind i endnu en af kapitalismens evindelige kriser, og noget tyder på, at det bliver en hård tur. Vejen frem er en demokratisk planlagt økonomi Hvis man vil gøre op med alle disse store problemer én gang for alle, er det nødvendigt at tage fat om ondets rod. Kapitalisterne og deres repræsentanter i diverse regeringer har haft masser af tid til vise, hvad de kan – og løse problemerne kan de i hvert fald ikke. Det er ved at være på tide, at arbejderklassen tager sagen i egen hånd, smider kapitalisterne på porten og sætter sig selv i spidsen af samfundet. Så kan man afskaffe kapitalismens kaos og det “frie” markeds vilde opog nedture (se bare på børserne verden over lige for øjeblikket). I stedet for kapitalisternes private profitjagt kan man opbygge et velfungerende socialistisk samfund baseret på arbejderklassens egen overtagelse og styring af de største virksomheder, jorden, bankerne, fordelingen o.s.v. Når produktionen ikke længere skal indrettes efter, hvor meget en tilfældig enkeltperson kan tjene, så kan man sætte sig ned og på demokratisk vis planlægge hvad der skal laves, hvordan og til hvem. Er der brug for plejehjem og skoler? – jamen, så bygger vi da nogle. Er der folk der mangler et sted at bo? – så bygger vi

da også det. Vil vi sikre ordentlige arbejdsforhold? – det vedtager vi da bare og fører ud i livet. Sådan vil man kunne sige og gøre, når det er arbejderklassen selv, der styrer samfundet og økonomien. Planøkonomien i Sovjetunionen Men lad os vende tilbage til citatet fra Socialdemokratiets proncipprogram: er planøkonomi ikke lig med stagnation og fattigdom, og viser erfaringen fra Sovjet ikke, at det vil gå helt galt? Først må vi have nogle kendsgerninger og tal på bordet: før den store Oktoberrevolution i 1917 var zarens Rusland et tilbagestående, middel-alderligt og halvbarbarisk u-land, hvor arbejderklassen kun bestod af under 4 mio. mennesker ud af en samlet befolkning på omkring 150 mio. Desuden blev landet og befolkninegn nærmest totalsmadret under verdens-krigen og i de reaktionæres blodige borgerkrig imod det nye styre. I årene efter revolutionen var der udbredt hungersnød. Ud af dette skabte planøkonomien verdens anden-mægtigste land med et enormt industrielt grundlag og et højt kulturelt og videnskabeligt niveau. Fra 1913 (som var højdepunktet i produktionen før krigen) til 1963 blev den totale industriproduktion 52 gange større (USA : 6 gange, UK: knap 2 gange) og arbejdsproduktiviteten (der er den mest afgørende måleenhed i denne sammenhæng) steg med 1310% (USA: 332%, UK: 73%)! Efter anden verdenskrig var der enorme fremskridt – uden den Marshall-hjælp, der understøttede den meget mindre fremgang i Europa. Væksten i Sovjet lå i de år på over 10%. Fra 1945-60 steg stålproduktionen fra 12,25 mio. til 65 mio. tons, olieproduktionen fra 19,4 mio. til 148 mio. tons, kulproduktionen fra 149,3 mio. til 513 mio. tons. I midtfirserne havde USSR overhalet de fleste kapitalistiske lande, og var på mange områder klart nummer et. Befolkningens levestan-dard oplevede

SOCIALISTISK STANDPUNKT


stadige stigninger, størstedelen havde ting som tv, køleskab, vaskemaskine o.s.v. Huslejen lå fast nede omkring ca. 6% af månedsindkomsten og priserne på basale ting som brød lå også fast lavt. Indtil op i 80’erne havde den sidste prisstigning på brød, sukker og de fleste andre madvarer været i 1955, og på kød og mælk i 1962 sammenlign det med en inflation på 2600% i 1993! Disse tal illustrerer en kendsgerning, der burde sige sig selv: at planlægning er tusind gange mere effektivt end kaos. Demokrati en absolut nødvendighed Fremgangen i Sovjet kunne imidlertid have været meget større. Den blev forhindret af det undertrykkende stalinistiske bureaukrati, der langsomt begyndte at vokse frem – og de nævnte fremskridt blev opnået med meget spild og enorme omkostninger. I artiklen om Trotskij, som kommer i næste numer af denne avis, kan man læse om denne proces og om trotskijsternes forsøg på at stoppe den. Her må vi blot slå fast, at bureaukrati og manglende demokrati i længden er abslout uforeneligt med planøkonomi. Til sidst måtte bureaukratiet blive en total hindring for videreudvikling af planøkonomien, efterhånden som økonomien blev mere og mere sofistikeret, sammensat og teknologisk avanceret. Det begyndte at ske i 70’erne og det førte i sidste ende til kontrarevolution og forsøg på at genindføre kapitalismen til glæde for en lille gruppe gamle bureaukrater og nyrige slyngler. For almindelige mennesker har hvert et skridt i retning af kapitalisme imidlertid betydet den ene katastrofe efter den anden, og en total ødelæggelse af produktionsapparat, velfærd, videnskab og kultur i både Rusland og de andre Østlande. Skal der planlægges fornuftigt og efter den arbejdende befolknings egne

NR. 2 MAJ 2001

behov, er det naturligvis nødvendigt at kende disse behov, og der må være frihed til at udtrykke dem. Kort sagt er ægte demokrati en absolut nødvendighed for en planøkonomi. Det vil ligeledes være nødvendigt med en drastisk nedsættelse af arbejdstiden for at sikre alle arbejdere mulighed for at deltage i demokratiet. Er disse forudsætninger til stede, og bliver udgangspunktet et fremskredent land som Danmark og en udvidelse af den socialistiske planøkonomi til stadig flere lande, så vil de kæmpefremskridt, som planøkonomien vil frembringe, få alt, der tidligere er set, til at blegne i sammenligning. I stedet for kapitalismens kaos med kriser, nedskæringer, arbejdsløshed, høje priser, ulighed og alle de andre “velsignelser” vil vi kunne bygge et samfund, der kan skabe ordentlige forhold for alle mennesker og sikre os alle en harmonisk fremtid.

SK

I NÆSTE NUMMER: -Læs mere om Sovjetunionen, bureaukratiets fremkomst og om trotskijsternes kamp imod det. -Læs mere om hvordan den kapitalistiske økonomi fungerer.

Bøger der kan bestilles gennem Socialistisk standpunkt : RUSSIA: From Revolution to Counter-Revolution af T. Grant (om Sovjetunionen og udviklingen af det stalinistiske bureaukrati). Bolshevism af A. Woods (om bolsjevismens historie frem til Oktoberrevolutionen). Reason in Revolt af A. Woods og T. Grant (om marxismen og den moderne videnskab).

17


NEDTUREN ER BEGYNDT - Sammenbruddet på børsen, dets årsager og indvirkning på den rigtige økonomi.

Verdens børser er blevet udsat for store fald i det første kvartal af 2001. De amerikanske aktiemarkeder faldt med mere end 10%, og ligesådan Englands FTSE-indeks. Indekset over alverdens børser målt i dollars faldt med 14%. Teknologisektorerne blev endnu hårdere ramt. Det amerikanske NASDAQ-indeks for højtekno-logiaktier faldt med 26% i årets første tre måneder, og Englands Techmark klarede sig næsten lige så dårligt. Hver dag hører vi, hvordan investorerne i endnu et hi-tech-firma har tabt mere end 90% af deres investeringer. Endnu mere alvorligt er det, at mange af disse firmaer nu er mindre værd på børsen end de kontanter, de har i banken. Det betyder, at aktiemarkedet ikke mener, at de nogensinde vil komme til at tjene penge ind! Hvad er en aktie? Hvis man vil forstå de tilsyneladende mystiske bevægelser på aktiemarkedet, bliver man nødt til at gå tilbage til de helt grundlæggende ting. Grundlaget for det kapitalistiske system er, at arbejderklassen pumpes for merværdi (ubetalt arbejde) i produktionsprocessen. Kapitalisterne ejer først og fremmest produktionsmidlerne i form af aktier. En aktie i en virksomhed er bare et stykke papir, der berettiger sin ejer til en dividende. En akties dividende er bare den del af virksomhedens overskud, der udbetales til aktieholderne. Denne dividende er en del af arbejderklassens ubetalte arbejde. Når en virksomhed er kommet på børsen, skifter dens aktier igen og igen ejermænd. Den pågældende virksom-hed får ingen del af salgsprisen. Hvis du køber en “brugt” Ford-aktie, får Ford ikke mere gavn af det, end hvis du køber en brugt Ford-bil. Tyre og bjørne

18

Så aktier er kun stykker af farvet papir, der forhandles på børserne. Hvordan fastsætter spekulanterne deres værdi? En af pointerne ved at eje en aktie er, at man får dividende. Så en aktiepris afspejler den forventede fremtidige profit. Men hvis profitterne forventes at stige, så vil prisen på disse stykker papir stige, efterhånden som spekulanterne kaster sig over aktierne. Så længe boblen vokser og vokser, tjener spekulanterne på begge måder – både gennem dividenden og de stigende priser på deres aktier. Vi får så den interessante situation, at prisen på aktierne stiger, fordi folk køber dem – og folk køber dem, fordi deres pris stiger - et såkaldt “bull market.” Aktiehandlernes flokinstinkt kan skabe købemanier og panik af alle mulige grunde, men i bund og grund er aktiebørsens sundhedstilstand en afspejling af hvor stor rentabiliteten er i den rigtige økonomi – selvom der kan forekomme tidsforsinkelser og overvurderinger før udviklingen i den rigtige økonomi pludselig rammer aktiebørserne. Når der opstår et “bull market,” bliver alle grebet af dyriske instinkter. Alle prøver at få noget ud af det, mens der er noget at få. Et orgie af svindel er det naturlige resultat. Dette signalerer, at opsvinget er ved at toppe. En mindre fejl kan få børsopsvinget til at kollapse, når tidspunktet er rigtigt. Når kollapset kommer, får vi en anden interessant situation, hvor spekulanterne sælger aktier, fordi deres priser falder – og aktiepriserne falder, fordi folk sælger dem. Hele opsvinget afspilles baglæns - et såkaldt “bear market.” Spørgsmålet er: betyder det noget? Når det kommer til stykket, så fører et fald på børsen jo ikke altid til sammenbrud i økonomisk vækst, invest-

eringer og beskæftigelse. Det gjorde det ikke i 1987, hvor der var et meget større og hurtigere fald. Det kunne jo være, at det nuværende fald bare er en “korrektion” i forhold til de latterligt høje niveauer, som især it-aktierne var oppe på for bare et år siden. På det tidspunkt (for et år siden) susede den amerikanske økonomi deudaf med 4% reel vækstrate, og værdien af det amerikanske aktiemarked nåede op på 181% af USA’s årlige BNP. Sammenlign det med starten på dette meget lange “bull market”, som begyndte i 1992. Dengang var de amerikanske aktiers værdi kun 45% af BNP. Den steg gradvist til 70% af BNP i 1995. Men stigningen i de sidste fem år af årtusindet var den største i kapitalismens historie, det var næsten en tredobling af aktiernes værdi i forhold til den virkelige produktion. Det vil sige, der var en såkaldt boble på aktiemarkedet. De amerikanske firmaers børsværdi var helt ude af trit med virkeligheden, og de penge, der blev investeret i dem, ville ikke kunne blive tilbagebetalt. Det måtte være ren fiktiv kapital. Og det har nu vist sig, at det var det. Omkring 4 billioner dollars er blevet slettet fra værdien på aktiemarkederne i det sidste år. Boblen måtte briste Kurven vil blive ved med at gå opad, så længe profitten, der kommer ud af investeringer, kan holde trit med investorernes forventninger. Men Marx viste, at hver enkelt kapitalist er i en evig kamp for at holde profitten oppe ved at øge investeringerne i teknologi, der reducerer produktionsomkostningerne. Hvis et firma ikke investerer, så gør konkurrenterne det og stjæler deres marked ved at sænke prisen eller ved at få mere profit, så de kan investere endnu mere. På den måde øges investeringerne over hele linjen. Men på et eller andet tidspunkt vil profitten ikke kunne matche den øgede investering, og profitabiliteten (profitraten) vil begynde at falde.

SOCIALISTISK STANDPUNKT


Dette kan kapitalisten undgå for en tid, først og fremmest ved at øge arbejds-kraftens produktivitet så meget, at den merværdi, der udpresses af arbejderne, stiger endnu mere end investeringerne i den nye teknologi. Men kapitalismen kan ikke slippe af med sin grundlæggende virkemåde. Det er umuligt for kapitalismen at komme ud over den fundamentale modsætning, at arbejderklassen ikke bliver betalt så meget som den producerer. Den merværdi, som arbejderne producerer ud over, hvad de får i løn, er der, hvor kapitalisten får sin profit fra. Arbejderne kan altså aldrig købe alt det tilbage, som de producerer. Efter en periode med opsving, investeringer, øget produktivitet og vækst vil økonomien altid vende og komme i krise eller det, der er værre. Virkelige produktivitetsstigninger? Kapitalistiske økonomer, formanden for den amerikanske centralbank Alan Greenspan m.fl. er alle overbeviste om, at produktivitetsvæksten denne gang, i den “nye økonomi,” er så hurtig, at den kan sikre væksten i USA i fremtiden. Og det ser da også umiddelbart ud til, at væksten i produktiviteten i USA er hoppet opad. Fra 1889 til 1917 øgedes produk-tiviteten i USA med 1,7% om året. 1917-27, lige før den store depression fra 29 til 33, var der produk-tivitetsvækst på hele 3,7% om året. 1927-48 var det ca. 1,8%. Så i verdenskapitalismens såkaldte “guld-alder” under efterkrigsopsvinget var det 2,7%. 1973-95 faldt væksten i produktivtet til kun 1,4% om året. Men i hi-techårene i slutningen af århundredet steg produktiviteten med 2,8% om året d.v.s. med mere end i “guldalderen.” Men er dette hop opad i produktivitet virkeligt? Sandheden er, at de høje tal næsten helt og holdent skyldes en uacceptabel ændring i den måde, produktiviteten måles på. Det er kun i USA, at denne målemetode bruges, og det er kun i USA, at vi har set den tilsyneladende store produktivitets-

NR. 2 MAJ 2001

vækst. I Europa ligger produktivitets-væksten nede på 1980’erniveau. Det de amerikanske statistikere har gjort er at korrigere tallene for f.eks. computeres værdi opad fordi computerne er blevet hurtigere og bedere og derfor mere værd. Det kan være, at en maskine koster 1.000 dollars ligesom sidste år, men fordi den er hurtigere end den gamle model, skal den “rigtige” værdi sættes højere. Og det er sådanne korrigerede tal, de tager som udgangspunkt for deres bereg-ninger, hvilket betyder, at tallene for investeringer m.m. bliver omkring tre gange højere! Denne tilføjelse til nationalproduktet og produktiviteten er stort set fiktiv. Og husk på, at alle disse investeringer kun har givet investorerne lidt profit. Det har været en enorm udgift, alle kapitalister har måttet tage, fordi konkurrenterne gjorde det. Men det har ikke givet de resultater, statistikerne hævder. Det er ikke underligt, at boblen er bristet, og økonomien har sat farten ned - i USA faldt væksten til 1% i sidste kvartal af 2000. Så meget for den meget omtalte “nye økonomi” - der er intet nyt ved det. IT’s “revolutionerende” virkning på økonomien er ikke anderledes end, hvad der er sket i kapitalismen mange gange før. Virkningen på den rigtige økonomi Denne gang vil kapitalismens økonomiske cyklus blive anderledes - men ikke på den måde, Greenspan m.fl. tror. Denne gang vil faldet på verdens aktiemarkeder få stor indvirkning på den rigtige kapitalis-tiske økonomi. De penge, der er blevet spildt på højteknologiske internet-aktier, er bl.a. millioner af amerikan-ske husholdningers surt tjente, lånte og opsparede penge, som er blevet suget ind i børsboomet, især i de sidste fem år. På nuværende tidspunkt ejer mere end en tredjedel af alle amerikanske husholdninger aktier, og deres pensionsopsparinger er også for en

stor dels vedkommende investeret i aktiemarkedet. Amerikanerne bruger mere, end de tjener. De sidste tal viser, at husholdningernes opsparing er den laveste siden optegnelserne begyndte i 1933, helt nede på -1,3%. Med andre ord så har amerikanerne lånt mere, end de tjener. Når bunden rigtig falder ud af børsen, vil det ramme mange almindelige mennesker meget hårdt, for ikke at tale om fyringer o.s.v. Boomet på børsen, især i de sidste fem år op til marts 2000, var brændstof for det økonomiske opsving, og omvendt. Nu er det den modsatte proces vi vil komme til at se. Der er selvfølgelig stadig mange kapitalister, der er optimister. Aktiepriserne er faldet, så nu er de billige, siger optimisterne. Når investorerne indser det, vil de begynde at købe igen. Markedet vil komme til sig selv, og tiltroen til det vil vende tilbage. Det er sandt, at aktiepriserne er nede, selvom de stadig er meget højere end i 1995. Men profitterne går også nedad. De amerikanske firmaers absolutte profit faldt med næsten 5% i det sidste kvartal af 2000. Og profitraten har faldet siden slutningen af 1997. Så det hele vil ende galt. Centralbankens rentesænkninger har ikke kunnet stoppe faldet, og det ser ikke ud til at vi har nået bunden. Fremtidsudsigten for verdens-økonomien - der er så stærkt afhængig af udviklingen i USA - er sort. Kapitalismen vil komme i krise - det er ikke første gang, og det bliver heller ikke den sidste, før arbejderklassen én gang for alle sætter en stopper for kapitalismens kaotiske svingninger og tager styringen i egen hånd. Baseret på artikler fra de engelske marxisters blad Socialist Appeal.

19


SOCIALISTISK STANDPUNKT SOCIALISTISK STANDPUNKT DDen marxistiskeavis avisfor forarbejderbevægelsen arbejderbevægelsenog ungdommen Den marxistiske

STØTTEPRIS KR. 20,-

NR. 2 MAJ 2001

SÆT GANG I BOLIGBYGGERIET !!

Arbejdere, lærlinge og studerende må lave en fælles kampagne for at presse Socialdemokratiet til at indføre betalelige boliger til alle.

Boligproblemet i Danmark vokser. Et samfund, der ikke kan sikre alle en bolig, er et dårligt indrettet samfund. Københavns kommune har ligesom næsten alle andre kommuner indført love og regler, der skal begrænse antallet af mindre boliger. Dette gør de for at få folk med små indkomster, enlige, lærlinge, studerende, arbejdsløse og lignende til at bosætte sig i andre byer. Københavns kommune er ligesom alle andre kommuner interesseret i at have velhavende indbyggere, som betaler meget i skat og de vil gerne af med dem, som tjener lidt. Alle kommuner har i øjeblikket en meget stram økonomi. Det skyldes, at de fra staten er blevet pålagt at have minimale stigninger i deres udgifter. Dette fører til, at kommunerne mange steder indfører katastrofale nedskærings-indgreb, som nedlægger plejehjem, daginstitutioner, rengøring på skoler, vedligeholdelse af bygninger osv. Det er også den stramme økonomi, der gør, at nogle kommuner nedlægger almennyttigt boligbyggeri for at slippe af med personer, som udgør en udgift for kommunen. Men det er klart, at hvis alle kommuner nedlægger boliger, som en arbejdsløs eller studerende har råd til at betale – så bliver de stude-rende og de arbejdsløse boligløse. Med andre ord hersker der i dag en fuld-stændig umenneskelig logik. Staten pålægger kommunerne stramme budgetter, der gør, at kommunerne fører en politik til gavn for kommu-nerne, men til skade for samfundet. Denne politik må stoppes.

20

Pres fra ungdommen En række elevorganisationer med støtte fra politiske ungdomsorganisationer har startet en kampagne for flere ungdomsboliger. Dette er meget godt. Men det er vigtigt at slå fast, at det ikke kun er unge, der har problemer med boliger. Den økonomiske politik, staten har påført kommunerne, har gjort boligmangelen til et generelt problem for alle med en lav indkomst. Derfor bør elevorganisationerne gå sammen med fagbevægelsen om et generelt krav for flere boliger. Samtidig må de lægge pres på Socialdemokratiet for at ændre deres politik. Borgerlig logik skyld i boligmangel Socialdemokratiet med støtte fra resten af arbejderbevægelsen har hidtil stået i spidsen for at opføre boliger til arbejdere og unge. At ledelsen for Socialdemokratiet nu fører en anden politik, kan kun stoppes ved, at arbejdere og unge kræver en ny politik gennemført. Hvis man stoler på de borgerlige, vil man blive slemt skuffet. De borgerlige har aldrig ført en politik til gavn for unge arbejdere og studerende. Især Venstre har erklæret deres lid til „markedet.“ Dette vil sætte boligpolitikken år tilbage.

Entre-prenører i dag bygger primært kontorer, storcentre og lignende erhvervsbyggeri, da de kan tjene flest penge på dette. Dette er kapitalismens logik. Selvom man har titusinder uden bolig, opfører man store kontordomæner og storcentre som på Fisketorvet og nu i Ørestaden. Boligløse bør derfor på intet tidspunkt samarbejde med de borgelige organisationer og partier. Den eneste løsning er at presse Socialdemokratiet til at føre en anden politik. Samtidig med at der

er stor boligmangel, er der stadig stor arbejdsløshed blandt bygnings-arbejderne. Det er nødvendigt, at staten i samarbejde med de almen-nyttige boligselskaber og fagbevæ-gelsen udarbejder en plan for nybyg-geri. Hvis byggeentreprenørerne ikke vil, må arbejderne selv overtage byggeriet under deres egen ledelse og kontrol. Arbejdere og unge må tilbage-erobre Socialdemokratiet! Kapitalismen og det frie marked byder ingen fremtid for ungdommen og arbejderklassen. En „styret“ kapitalisme, som Socialdemokratiet står for, er utopi. Dette kan ses på den sidste tids mange nedskæringer. Under dette opsving har Socialdemokratiets såkaldt ansvarlige politik betydet nedgang for arbejdere og unge. Deres „ansvarlighed“ går ud på at betale af på den danske statsgæld. Men hvis et opsving, som vi har nu, betyder nedskæringer, for at gælden kan blive mindre, hvad så nå vi kommer i krise igen, hvilket var lige ved at ske i 1998? En krise vil betyde, at arbejdsløsheden vokser igen og dermed også statsgælden. En „ansvarlig“ politik og „styret“ kapitalisme betyder nedskæringer, lige meget om vi som nu har et opsving, eller når vi får en krise. Den eneste vej til at få et ordentligt samfund med boliger, arbejde og uddannelse til alle er ved at bryde med det kapitalistiske system. Arbejderklassen må overtage de største virksomheder under deres egen ledelse og kontrol for at sikre, at samfundets værdier kommer alle til gode. Dette må ungdommen og arbejderklassen kæmpe for, at Socialdemokratiet får som sit mål. BL

SOCIALISTISK STANDPUNKT


nr2