Page 1

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 10 H 2. ÅRG. H DECEMBER 2002

PRIS KR. 10,-

En anden verden ER mulig...

lisa i r e mp ocialI t : om møde Irak - S lads Læ g top tan - ejdsp t o EU Pakis t - Arb mege e g me okrati et - o d dem har or sen e... r me

...men kun med socialisme!

For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!


INDHOLD OG LEDER

INDHOLD: Leder

2

Nyrups afgang

3

Arbejdsmarkedsreform 4 Arbejdspladsen har ordet

5

Hvem vi er

6

Malerforbundets kongres

7

Hvad er imperialisme? 8 Strejker i Europa

9

EU-topmødet

10

EU - set fra Sverige og Tyrkiet

11

Marxist i det pakistanske parlament 12 Irak og FN’s rolle

13

Den sorte bog

13

Røde Mor 2002

14

Hvad er en stat?

15

Russiske revolution 2

18

Universitetsreform

20

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10 2200 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

2

EN ANDEN VERDEN ER MULIG – MEN KUN MED SOCIALISME! Det kapitalistiske verdenssystem rystes af den ene eksplosion efter den anden. Ustabilitet og uro er blevet dagens orden – både på det økonomiske, sociale, politiske og militære plan. Kapitalismen kan ikke løse de enorme problemer, den selv har skabt, og den har kastet menneskeheden ud i en tid med nedgang og store rystelser. Globaliseringen har draget alle verdens lande tættere og tættere ind i verdensmarkedet og viser sig nu som begyndelsen til en global krise. Urolig periode Uligheden stiger. Ifølge FN lever 1,2 mia. mennesker i absolut fattigdom (for under 1 $ om dagen), og skellet mellem rige og fattige lande er vokset enormt. I det ene land efter det andet viser kapitalismen sin fallit, og den verdensøkonomiske krise, der udvikler sig på trods af de fromme håb om snarlig bedring, truer med at forværre forholdene yderligere. Imperialismen, med USA i spidsen, gør sig klar til at gribe ind over for reaktionerne på kapitalismens nedtur via øget militær og mere magt. Afghanistan og Irak er kun de første skridt – vi er gået ind i en af historiens mest urolige perioder, hvor imperialisterne forbereder sig på at gribe ind over for alle, der ikke gør, som de ønsker. Nedskæringer og pres Kapitalismen øger ikke bare skellet mellem det fattige flertal af jordens befolkning og de få rige udbytterstater. Også i landene i Vesten vokser skellene og konflikterne, mens klassekampen blusser op. Den velfærd, som arbejderklassen kæmpede sig til i efterkrigstidens opsving, udsættes nu overalt for nedskæringer og voldsomt pres. Kapitalismen kan ikke længere tillade arbejdere den luksus, som “velfærdssamfundet” var.

EU – et redskab for kapitalisterne I den sidste periode er verden blevet mere og mere opdelt mellem blokke af imperialistiske lande – USA, Japan, og Europa, hvor det midlertidigt er lykkedes kapitalisterne at samle sig i EU, fortrinsvis under tysk kontrol og med stærke interne spændinger og konflikter, som vil komme mere og mere i forgrunden, efterhånden som økonomien synker dybere i krise. EU er en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Kapitalisterne og deres regeringer bruger EU som undskyldning for at skære ned og fjerne den velfærd, som de europæiske arbejdere har tilkæmpet sig i de sidste 50 år. Internationalisme Socialister forklarer, at det ikke er nogen løsning for Østeuropas befolkning at komme med i EU - ikke fordi vi ønsker national opsplitning – tværtimod. Socialister er konsekvente internationalister. Vi går ind for et samlet Europa, men ikke på kapitalistisk grundlag, for det vil aldrig blive et ægte fællesskab, men bare de store staters dominans og udnyttelse af de mindre. Menneskeheden har udviklet teknologien og produktionen så langt, at der let kan laves nok til, at alle kan få et godt liv uden nedskæringer, kriser og krige. Men kapitalismen forhindrer en fornuftig brug af verdens ressourcer. Den eneste måde at få et forenet Europa og en forenet verden med fremgang og velfærd for alle er ved at sætte en stopper for kapitalismen i Danmark og i de andre lande og opbygge et forbund af socialistiske stater, hvor arbejderklassen selv kan styre samfundet til gavn for det store flertal.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


INDLAND

Nyrups afgang – der skal andet og mere til! Efter lang tids utilfredshed og intern uro i Socialdemokratiet måtte Poul Nyrup Rasmussen endelig gå af som formand tirsdag den 19. november. Efter det store valgnederlag sidste år har ledelsen desperat forsøgt at “forny” partiet, og samtidig har forskellige ledelsesmedlemmer manøvreret for selv at komme fremad. Efter Nyrups afgang er der nu indkaldt til ekstraordinær kongres, hvor der skal vælges en ny formand. Mogens Lykketoft har allerede meldt sig som kandidat, men er blevet udfordret af den arbejdsløse specialarbejder Bo Rohde fra Hashøj partiforening, der stiller op for at forhindre Lykketoft i at komme til. Denne udvikling er et tegn på dyb krise og splittelse mellem den etablerede ledelse og de almindelige medlemmer i partiet. Nyrups betydning I anledning af Nyrups beslutning udsendte SiD’s formand Poul Erik Skov Christensen en pressemeddelelse, der bl.a. siger, at “Poul Nyrup Rasmussen vil gå over i historien som en af Socialdemokratiets helt store personligheder, og står som arkitekten bag genopbygningen af vores velfærdssamfund efter årtier med arbejdsløshed og tilbagegang. Som regeringsleder stod han i spidsen for det økonomiske mirakel, der fik hele Europa til at vende blikket mod Danmark. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Poul Nyrup Rasmussen - bortset fra efterlønnen - har opfyldt sine løfter til vælgerne”. Dette er vel nok en sandhed med væsentlige modifikationer. Det er korrekt, at Nyrup som statsminister var så heldig, at store dele af hans periode faldt sammen med et økonomisk opsving, som gjorde at stigningen i arbejdsløsheden kunne bremses. Men genopbygning af velfærdssamfundet var der langt fra tale om – tværtimod var det

NR. 10 DECEMBER 2002

netop under Nyrup-regeringen, at der virkelig blev sat fart på nedrivningen af de fremskridt, som arbejderbevægelsen tidligere havde tilkæmpet sig, men som nu var blevet for dyre for kapitalismen, selv under et opsving. Samtidig var der generelt forfald på mange områder af velfærdssamfundet – ventelister på sygehuse, dårlig behandling af ældre, faldefærdige skoler og generel mangel på vedligeholdelse. Alt dette på trods af det økonomiske opsving, som i det store og hele ikke var til at mærke i særlig grad for almindelige lønmodtagere. Det var netop Nyrup-regeringens politik med stadige angreb på velfærden og arbejderklassen, som førte til det svidende nederlag ved valget i 2001. Hvis Nyrup var sådan en stor socialdemokrat, der havde kæmpet for velfærden, så er og bliver det helt uforståeligt, hvorfor folk skulle stemme på Fogh og de borgerlige.

Der er altså ingen speciel grund til at være ked af Nyrups afgang – med det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, i hvilken grad et formandsskifte vil føre til en ændring af den førte politik. Rigtig fornyelse! Personer kan spille en stor rolle, men i sidste ende er det politikken og de klasseinteresser, som ligger bag, der tæller. Hvis Socialdemokratiet fortsætter med at føre borgerlig politik, støtte det meste af regeringens nedskæringspolitik og kun komme med små indvendinger en gang imellem, så betyder det mindre, om formanden hedder Poul eller Mogens. Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil skrev i en pressemeddelelse, at Socialdemokratiet jo kunne prøve med kollektiv ledelse ligesom Enhedslisten. Men det er andet og mere end bare en udskiftning af personer eller organisatoriske ændringer, der skal til. Om der er én eller ti formænd spiller ingen rolle, når man ikke fører en klar arbejderpolitik. Der er brug for et Socialdemokrati, der holder op med slavisk at følge en skrantende kapitalismes krav om nedskæringer og forringelser af velfærden. Et parti, der tør udfordre de borgerlige med et socialistisk alternativ, og som tør mobilisere arbejderklassen og ungdommen for en politik for virkelig genopbygning af velfærdssamfundet, hvilket kun kan lade sig gøre ved at bryde med kapitalismens snævre rammer.

At Bo Rohde har valgt at stille op imod Lykketoft, tyder på, at en voksende del af partiets medlemmer nærer dyb mistillid til den etablerede ledelse. Det er altafgørende, at modstanden mod højreledelsen bevæbnes med et klart socialistisk program til gavn for arbejderklassen og ungdommen.

Det kræver, at partiledelsen ikke får lov til at køre videre som før bare med en anden frontfigur - at aktive arbejdere og unge tvinger en helt anden kurs igennem i hele arbejderbevægelsen. SK

3


INDLAND

Arbejdsmarkedsreformen: Kan den fjerne arbejdsløsheden? Den borgerlige regering indgik for nylig forlig med Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkepart, de Radikale og Socialdemokratiet om en såkaldt arbejdsmarkedsreform. Det betyder voldsomme forringelser for de arbejdsløse – og dermed for hele den danske arbejderklasse.

ikke først og fremmest af polikernes “gode intentioner” eller af diverse tvangsforanstaltninger over for de arbejdsløse. Det er den økonomiske situation, der er afgørende. Regeringens reform er bare endnu en måde at spare penge på, og et direkte angreb på alle arbejdere, både med og uden job.

Store forringelser Reglerne for aktivering ændres, så det i praksis bliver endnu lettere for arbejdsgiverne at bruge arbejdsløse som løntrykkere og som en trussel mod ordinære jobs. Det hårdeste slag i reformen rettes mod kontanthjælpsmodtagernes levestandard. Der indføres et loft for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i ydelser – dvs. deciderede nedskæringer af de penge, arbejdsløse modtager. Det er blevet vurderet, at denne nedskæring vil ramme 11.500 familier og koste dem 910 kr. i snit, hvilket ifølge Nyhederne er ca. 6% af den nuværende gennemsnitsindkomst for kontanthjælpsmodtagere! Ydermere indføres der straffeforanstaltninger på tre uger for folk, der opgiver jobbet eller afslår en jobformidling eller aktivering.

Hvorfor arbejdsløshed? “Det skal kunne betale sig at arbejde”, siger de borgerlige – javel, ja, men før det kan lade sig gøre, skal der jo være arbejde at få for alle! Og det er som bekendt ikke de arbejdsløse, der styrer landets virksomheder og dermed undlader at ansætte sig selv. Det er arbejdsgiverne, der står for den slags i det kapitalistiske samfund, og derfor

Flere i arbejde? Målet med reformen er efter sigende at få flere i arbejde – 87.000 flere indtil 2010. Idéen bag nedskæringerne og den pisk, der svinges over de arbejdsløses hoveder, må være, at man dybest set mener, at arbejdsløshed er selvforskyldt, at der er masser af jobs, og at det bare drejer sig om at tvinge de dovne hunde til at bestille noget vha. lavere kontanthjælp og straf. Men som formanden for landets socialchefer bl.a. har udtalt, så er rigtig mange motiverede til at komme i job, men de kan bare ikke få et. Beskæftigelsen bestemmes

4

Nye tal fra Finansministeriet viser, at ledigheden stiger voldsommere end i de sidste 10 år.8

ligger ansvaret for arbejdsløsheden ene og alene hos dem. Det er ikke den danske arbejderklasses skyld, at der findes arbejdsløshed – det er et produkt af kapitalismens idioti, hvor enorme ressourcer går til spilde, fordi hele showet går ud på at skrabe penge sammen til arbejdsgiverne og ikke at bygge et velfungerende samfund med plads til alle. Baggrunden for regeringens forringelser af arbejdsløses vilkår er den triste udsigt for den danske økonomi, som

oven i købet er tæt integreret med verdensøkonomien, og der er der intet, der tyder på, at krisen er ved at vende, tværtimod. Det er en forventning om dårligere tider og flere arbejdsløse, der får regeringen til at gennemføre sine voldsomme angreb på arbejdsløse – for at spare penge og for at sikre arbejdsgiverne billigere arbejdskraft ved at gøre truslen om arbejdsløshed stadig værre. Kortere arbejdstid uden lønnedgang! Hele arbejderbevægelsen må stå fast på, at det ikke skal være arbejderklassen, og især de mest udsatte dele af den, der skal bære byrden for kapitalismens fallit, sådan som der er lagt op til med regeringens reform. Vi må fremføre en virkelig løsning på arbejdsløshedsproblemet: drastisk kortere arbejdstid uden lønnedgang og med tvungen ansættelse af flere folk. Dette er den eneste logiske løsning - det er kun kapitalismen, der kan gøre noget så simpelt til et problem, for det ville jo betyde en betragtelig merudgift for arbejdsgiverne. Men det viser blot hen til den virkelige løsning på problemet: at arbejderklassen fratager arbejdsgiverne retten til at skalte og valte med økonomien, som de har lyst til – det har de tit nok bevist, at de slet ikke kan håndtere. En økonomi, der demokratisk ledes af den arbejdende befolkning selv, vil ganske smertefrit kunne fordele det arbejde, der skal gøres, og sørge for, at ingen skal gå ledig. Men det kræver et opgør med arbejdsgivernes ret til at styre vores samfund, og det kræver på sin side en kamp for en socialistisk arbejderpolitik i fagforeningerne og arbejderpartierne. SK

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


FAGLIGT

Arbejdspladsen har ordet Denne gang har Socialistisk Standpunkt talt med Ken Fischer, fællestillidsmand i Kastrup Lufthavn. Ken Fischer er en ud af mange tusinde ansatte i lufthavnen. Han arbejder i et af de to cateringfirmaer, der laver flymad. Ken Fischer er fælledstillidsmand for dem af firmaets ansatte, der er medlem af SID. Ken Fischer fortæller, at hans arbejdsdag har ændret sig meget de sidste år. “90% af vores produktion går til SAS, og det firma jeg tidligere var ansat i, Gate Gourmet, tabte ordren til SAS. Det betød at et nyt firma, LSG, overtog cateringen. Vi skrev et brev til LSG, om at vi ville have de samme arbejds- og lønvilkår, som før, og at de måtte ansætte os alle sammen. Det fik vi faktisk igennem, og det gav fra starten af vores faglige klub mere indflydelse, end vi havde haft i det gamle firma. Før skulle vi slås for selv den mindste ting, men i det nye firma er der mere dialog om tingene. Det har selvfølgelig også givet mere arbejde til klubben, så min hverdag har ændret sig meget”. Ken Fischers dagligdag går med på den ene side at besvare spørgsmål fra kollegaerne og på den anden side at være med i planlægningen af arbejdet på fabrikken. “Den gang vi blev ansat her i det nye firma, var vi 640 ansatte, nu er vi 1100. Det har også betydet, at selve fabrikken har været igennem en voldsom omstillingsfase med store udbygninger. Ledelsen var klog at tage klubben med på råd, ellers havde omstillingen aldrig kunnet lade sig gøre”. Omkring det faglige arbejde siger Ken Fischer: “Vi er lige nu tre tillidsmænd på fuldtid, fra tre forskellige fagforeninger; SiD, KAD (kvindeligt arbejder-

NR. 10 DECEMBER 2002

forbund) og RBF (Resturationsbranchen). Vi i SiD organiserer alle de ufaglærte mænd, KAD alle de ufaglærte kvinder og RBF de faglærte (især kokkene). Men det er ikke noget problem, for vi har et tæt samarbejde. SiD og KAD ligner jo hinanden. RBF er lidt anderledes, fordi de er faglærte, men det betyder ikke så meget. I dagligdagen tager vi os af hinandens kollegaer, og vi har fået et fælles aftalesæt. Før havde vi forskellige overenskomster, hvilket gav nogle tvister. Men nu da vores aftaler er ens, er der ingen uoverensstemmelser”. På mit spørgsmål om Ken Fischer er glad for sit arbejde svarer han: “Ja… men min drøm eller vision er, at man som tillidsvalgt kan skifte måske en gang om måneden for at være i selve produktionen. Hvis man bare render til møder hele tiden, kan man godt glemme, hvordan det er. Kollegaerne fortæller selvfølgelig, hvordan de har det, men det er ikke det samme, man må selv se, hvor kollegaerne er, og hvad de slås med. Der har desværre ikke været tid til det endnu, men måske kunne det blive f.eks. en uge i kvartalet”. Jeg spørger ham, hvad han mener om rygterne om en sammenlægning mellem SiD og KAD og TiB: “Mine følelser omkring det er blandede. Jeg er bange for, at traditionen i SiD går tabt. Vi har en struktur, så vi er tilstede i alle kommuner, også selvom de måske ikke kan løbe rundt. Hvis forbundet bliver for stort, er jeg også bange for, at der kan blive for langt til toppen. .. men samtidig kan man sige, at det er tåbeligt med to forbund som SiD og KAD, der kæmper for det samme. Det, jeg vender mig stærkest imod i denne sammenhæng, er det, som Børge Frederiksen fra SiD har snakket om. Han

har sagt, at hvis ikke sammenlægningen kommer i hus, så må vi lave et samlet industriforbund. Men det, jeg synes er godt ved SiD, er forskellen og tværfagligheden, som er en af SiDs største styrker. Hvis vi lavede et storforbund, ville vi få en masse specialiserede enheder, og det ville højst sandsynligt gå ud over de ufaglærte. Samtidig ville det måske også betyde, at de offentligt ansatte trak sig ud, hvilket ville være tåbeligt”. For nogle er det måske svært at sætte sig ind i, hvad arbejdet konkret går ud på, på sådan en fabrik, men Ken Fischer forklarer: “Altså, helt konkret er det jo maden til flyene, vi laver den mad, I alle spiser, når I er oppe og flyve. Som sagt går 90% af det, vi laver, til SAS. Udover maden står vi også for spiritussen om bord, både det, man kan købe, og det, der udleveres. Men reelt er det kun 10% af produktionen, der omhandler selve maden. Resten af arbejdet omhandler udstyret, som bakker o.l. Der er nogle ansat til at lave maden, til at portionere og anrette den, nogle der kører den på køl, og nogle der tjekker den efter, og så skal den jo køres ud og hæves op til flyene. Derudover har vi et stort toldlager til spiritussen, fordi lufthavnen jo er toldfrit område. Og det at maden bliver lavet, er jo ikke nok – der skal også tages fra. Vi har en kæmpe vaskehal, hvor der også sorteres ting fra til genbrug. Vi i klubben synes, det er fint af hensyn til miljøet, firmaet af hensyn til pengene”. Omkring krisen i flybranchen og hos SAS fortæller Ken Fischer, at det har de i høj grad kunnet mærke. “Grunden til at der ansat så mange er først og fremmest, at man ikke havde styr på Fortsættes på næste side.

5


FAGLIGT det. SAS’ tal er raslet ned, før producerede vi 110.000 måltider om ugen, nu er vi nede på kun 90.000. Lige nu bliver 50 kollegaer fyret – så jeg har haft rimelig travlt. I klubben håber vi, at firmaet får kontrakter med andre end SAS, så vi ikke er så afhængige af ét selskab. Men det vil nok betyde nedgang for det andet cateringfirma i lufthavnen. Derfor har vi lavet en aftale om, at hvis et firma skal ansætte flere, overtager man dem først og fremmest fra det andet firma”. Lufthavnsfolkene har i de seneste år været i en del strejker: “Tidligere var vi tit uenige med ledelsen, men det er som sagt blevet meget bedre. Men vi kan da godt mærke det nu, hvor der er nedgang i SAS, at ledelsen er presset. Da vi var ansat i det gamle firma blev folk til sidst lidt trætte af de mange arbejdsnedlæggelser, det sker når man ikke kan se et perspektiv med dem. Men der har da også været lidt på det

sidste i lufthavnen. Der er nedsat et aktionsudvalg for alle ansatte, som stimler sammen for at drøfte tingene, når der er optræk til nye arbejdsgivere, og hvis regeringen fremkommer med tiltag, der kunne vedrøre os. Når hele det netværk går sammen er vi ret stærke. Der er en uskreven regel om at alle i lufthavnen skal være organiseret, og vi er næsten oppe på 100% organisationsgrad. Vi har også en fælles aftale om, at arbejdet bør ligne hinanden så meget som muligt i arbejdsvilkår, så vi ikke slås internt om det”. Men der er jo ikke bare sket ting i lufthavnen, der er fx oprettet nye tillidsmandsnetværk i København. Ken Fischer fortæller, at man her orienterer hinanden og udformer krav sammen, det giver nye samspil. “Vi udformer kravene, og de partier, der vil støtte de krav, opfordrer vi til, at man stemmer på. Vi prøver at se bort fra de politiske forskelle i netværket, for det kan

give problemer under en socialdemokratisk regering, det er derfor, vi opstiller vores krav og ikke retter os efter nogen regering“. Ken Fischer fortæller, at opbygningen af netværket har været svært, især pga. de mange forskellige faglige baggrunde: “Os i lufthavnen, jord- og betonarbejderne o.l. har en lang tradition for fagligt arbejde, og det kan være svært at vente på de andre, hvis der er noget, vi er utilfredse med. Mit eget bagland var med til at starte netværket, men engang imellem er LO-storkøbenhavn kommet til at sige at det er deres – men det er det altså ikke! Før dette netværk blev oprettet var der også et, som var mere venstreorienteret, men mange af os er gået med i det nye netværk - vi må finde fælles veje til en ordentlig arbejderpolitik!” FM

Hvem vi er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde det store flertal andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for det, ville det være muligt at stoppe alle de borgerliges nedskæringer og kæmpe gode forbedringer igennem. Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen.

6

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under sin egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program. Kontakt Socialistisk Standpunkt og hør mere! Du kan tegne abonnement på bladet, 6 numre for 60,eller 120,Vi holder jævnligt møder, hvor der diskuteres aktuel politik, situationen i arbejder- og elevbevægelsen og teoretiske spørgsmål fra marxismen. Kontakt os og hør hvornår, hvis du vil være med! SOCIALISTISK STANDPUNKT, www.marxist.dk Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N.

Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


FAGLIGT

Malerforbundets kongres 21.-25. oktober Malerforbundet afholdt kongres den 21. til 25. oktober i Herning. Kongressen fik blandt andet vedtaget en halvering af hovedbestyrelsen samt en reducering af delegerede til fremtidige kongresser. Derudover blev a-kassen åbnet op for organisering af fiskere og selvstændige malermestre. Dette blev besluttet, for at malernes a-kasse kunne leve op til lovkravet om at have minimum 10.000 medlemmer. Kongressen gav udtryk for en forholdsvis stor enighed blandt de delegerede. Forbundsformanden lagde da også op til, at lønsystemet skulle ændres: “Hos flertallet af bygningsmalerne har vi overhovedet intet, der minder om garantiløn. Og det er måske en af årsagerne til akkordens tilbagegang”. Københavns formand Steen Harup kritiserede regeringens indgreb overfor fagbevægelsen og stillede spørgsmålstegn ved, om hovedaftalen skulle bevares.

kordoverenskomsten, var der meget få bud på, hvad man skulle gøre for at sikre en overenskomst, som medlemmerne ville bruge. En delegeret fra København, klubformanden fra firmaet Petersen og Andersen, gjorde dog klart, at situationen var uholdbar, og at der måtte indføres en mindsteløn på 150,-. Han kritiserede også unødvendig fråds på kongressen, og at de delegeredes løn (som svarer til forbundets lønninger) var langt over, hvad gennemsnittet af medlemmerne fik. Selvom kongressen gav udtryk for forholdsvis enighed, kunne den dog ikke helt skjule, at malerforbundet langt fra er så solidt ,som det gerne vil give udtryk for. Medlemmerne har “stemt med fødderne” om overenskomsten, da over 85% ser sig selv i stand til at forhandle noget bedre igennem. Dette er sandsynligvis også en af grundene til,

at flere og flere medlemmer melder sig ud. Lovkravene om, at a-kasserne skal have mindst 10.000 medlemmer, vil også give problemer i fremtiden, hvis medlemstilbagegangen fortsætter. Til trods for at forbundsformanden omtalte problemerne i beretningen, var han ikke i stand til at vise vejen frem. Socialistisk Standpunkt havde lavet en særudgave i anledning af kongressen (kan ses på www.marxist.dk), som sluttede sådan her: “Malerne står meget svagt lønmæssigt. Man må individuelt, fra plads til plads, forsøge at hente pengene hjem. Det er på tide, at man organiserer alle malere på landsplan om kravet om en mindsteløn, der kan garantere en ordentlig levestandard”. BL, delegeret på kongressen.

Men debatten var i hovedtræk rimelig tam. Før i tiden bar kongressen præg af også politiske uenigheder. Dem så man ikke meget til på kongressen. Der var stor enighed om modstanden mod den borgerlige regering, men næsten ikke et ord om Socialdemokratiets accept af flere af regeringens nedskæringer. Til trods for at kun mellem 10 og 15% af medlemmerne bruger ak-

NR. 10 DECEMBER 2002

7


TEORI

Hvad er imperialisme? I folkeskolerne er det fast pensum, at imperialismen er en historisk epoke, der for længst er overstået. At det er noget, der har med dampmaskiner, negerslaver og bomuldsplantager at gøre. Det er kun delvist rigtigt. For ganske vist er imperialismen en historisk epoke. Men den er langt fra overstået, tværtimod. Marx og Engels skrev for mere end 150 år siden, at kapitalismen ville brede sig ud over hele verden og, som de udtrykte det, “skabe en verden i sit eget billede”. De forklarede, at der ville opstå et verdensmarked, der ville opnå knusende dominans over samtlige lande i verden. Verdensmarkedet er større, tættere og mere altomfattende end nogensinde før, og bliver mere og mere domineret af en stadig mindre gruppe Lenin om imperialismen For mere end 80 år siden skrev Lenin sin bog “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”. Der kommer han ind på imperialismens forskellige kendetegn: 1) Produktion og kapital koncentreres. I imperialismen er det de store monopoler, der dominerer. 2) Bank- og industrikapitalen smelter mere og mere sammen, og denne finanskapital bliver den dominerende magt. 3) Eksport af kapital får stor betydning - produktion flyttes til udlandet. 4) De internationale grupper af monopolkapitalister deler verden op mellem sig. 5) De kapitalistiske stormagter har delt verden mellem sig, og slås om interesseområder, indflydelse og magt over markeder og lande.

8

af kapitalister fra verdens rigeste lande. Ikke et eneste land, end ikke det mest magtfulde, kan sige sig fri for, at blive påvirket af verdensmarkedet. De fleste lande i verden, med det overvældende flertal af verdens befolkning, er helt underkastet verdensmarkedets love. Koncentration af magt og kapital På globalt plan ser vi således, at stadig færre personer råder over mere og mere magt, flere ressourcer og mere kapital. De skalter og valter med klodens enorme værdier. Ikke under hensyn til, hvordan det kommer menneskeheden mest til gode, men derimod under hensyn til kold, klingende profit. Derfor lever hundredevis af millioner mennesker på sultegrænsen, mens de rige lande brænder fødevarer af. Derfor bruges den mest avancerede teknologi i verden til våben, til en kæmpe morderindustri, der er en af verdens største forretninger. Derfor måles hensynet til mennesker og miljø ikke i sundhed, levealder, livskvalitet og velfærd, men i dollars. Den kolossale koncentration af magten på globalt plan er ikke et tilfælde. Fænomenet udspringer af selve kapitalismens natur. Imperialistisk udnyttelse før og nu Lenin beskrev for 85 år siden, i sin mesterlige bog “Imperialismen”, hvordan de dominerende kapitalistiske lande havde opdelt verden mellem sig for at udbytte verdens lande. Dette gælder stadig – selvom de store bevægelser for selvstændighed har ført til, at den direkte militære kontrol med kolonier nu er afløst af en situation, hvor de samme gamle imperialistmagter udnytter de samme forhenværende kolonier gennem verdenshandelens mekanismer, ulige bytteforhold, gæld og

forskellige betingelser. Militær magt bliver også stadig anvendt for at true imperialisternes vilje igennem – det er den egentlige baggrund for USA’s aggressive fremturen med sit militær over alt i verden. Globalisering Marxister har altid set det som en progressiv udvikling, at verden bliver mere integreret og sammenhængende. Det giver muligheder for transport af varer, informationer og almindelige mennesker, som der ikke har været før. Den nye teknologi giver mulighed for en kolossal nedsættelse af arbejdstid. Problemet er bare, at beslutningsmagten er deponeret i kapitalisternes lommer. Derfor kæmper marxisterne ikke for “national selvstændighed” på kapitalistisk basis, eller for at “rulle globaliseringen tilbage”. Løsningen er at afskaffe det kapitalistiske system på verdensplan og erstatte det med demokratisk socialisme, hvor almindelige mennesker i fællesskab kan bestemme, hvad klodens enorme ressourcer skal bruges til. OF

Læs også Socialistisk Baggrund nr. 4: “Marxisme og kampen mod imperialismen”. Hvad er imperialismen, og hvordan har den udviklet sig siden Lenins tid? Metoderne er anderledes, men en lille gruppe imperialisters udnyttelse af verdens folk er stadig den samme, på trods af at den tredje verdens folk gennem hårde kampe i vid udstrækning har opnået formel uafhængighed. Hvorfor kan kapitalismen ikke løse folks problemer, og hvad er vejen frem mod rigtig befrielse fra imperialismens dominans? Bestil dit eksemplar NU!

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


INTERN ATION AL T INTERNA TIONAL ALT

Strejker og protester i Europa At EU skulle være til gavn for almindelige arbejdere og unge og sikre gode forhold, er en løgn, der er blevet afsløret mange gange. I den sidste periode har vi i det ene land efter det andet set, hvordan arbejderklassen har rørt på sig og kastet sig ud i store protester. EU har altså ikke løst de problemer, almindelige mennesker slås med, tværtimod. Her er et lille udsnit af de bevægelser, der skyller hen over Europa. På www.marxist.dk og www.marxist.com findes artikler om alle emnerne.

England Engelske brandmænd har i flere omgange strejket for højere lønninger. Blairs Labour-regering har gjort alt for at sabotere forhandlingerne og har i sinde at bruge denne konflikt til at give hele arbejderbevægelsen én på trynen. De borgerlige medier har gjort, hvad de kunne, for at svine brandmændene og skyde skylden for eventuelle dødsfald under strejken på dem. Ikke desto mindre er der blandt almindelige arbejdere stor opbakning til strejken og brandmændenes krav om en retfærdig løn for deres utroligt vigtige arbejde, hvor de sætter livet på spil hver eneste dag. Billedet er fra en af brandmændenes blokader.

Italien Spanien 20. juni var Spanien totalt lukket ned i generalstrejke mod højreregeringens angreb på arbejdsløse og forsøget på at gøre det lettere at fyre arbejdere. Det endte med, at regeringen måtte trække nogle punkter i planen tilbage. Også elever og studerende har i den sidste tid været ude i store protester mod regeringens forringelser af uddannelserne. For et år siden så vi de største studenterprotester siden 80’erne mod angreb på universiteterne, og den 29. oktober i år gik mere end en halv million elever og arbejdere i uddannelsessektoren på gaden imod forringelser på de gymnasiale uddannelser. Senest har de spanske elever igen været ude i strejker og demonstrationer i slutningen af november.

NR. 10 DECEMBER 2002

Arbejdere på Fiat strejkede i slutningen af november i protest mod varslinger om flere tusinder fyringer i firmaet, som i første halvdel af 2002 havde en gæld på 49 milliarder. 5. december brød forhandlingerne mellem firmaet og fagforeningerne sammen, og der er udsigt til nye strejker. Tidligere i november deltog omkring 1 million mennesker i en kæmpedemonstration i Firenze mod en kommende krig i Irak og den italienske højreregering. Den fandt sted oven på 4 dage med “European Social Forum”, hvor mere end 50.000 mennesker havde mødtes for at diskutere, hvordan man kan slås mod angrebene på uddannelse, velfærd osv.

Frankrig, Portugal 26. november gik mange tusinder offentligt ansatte gennem Paris’ gader imod dårlige lønforhold og planer om privatiseringer. 14. november lammede over en halv million arbejdere den offentlige sektor i Portugal.

9


INTERN ATION AL T INTERNA TIONAL ALT

EU-topmøde Kbh. 2002 I midten af december kulminerer det danske formandskab for EU med et stort anlagt topmøde, hvor de europæiske regeringsledere skal diskutere alverdens vigtige emner, i sikker afstand fra almindelige mennesker, der har en noget anden opfattelse af, hvad der er vigtigt for fremtidens Europa. Ekstra kontrol ved grænserne, mediehistorier om påståede terroraktioner og voldspsykopater, voldsomt politiopbud og meget mere understreger endnu engang afstanden mellem befolkningernes krav og det, som EU-bureaukraterne sidder og fifler med. EU ynder at fremstå som demokratiets vogter, men i praksis er det finanskapitalens og erhvervslivets lobbyorganisationer, der bestemmer spillets regler, mens arbejderklassens og ungdommens reelle indflydelse kan ligge på et meget lille sted. En eventuel ny EUtraktat eller forfatning vil ikke løse nogen problemer i den retning, men kun underlægge befolkningerne EU’s udemokratiske styre endnu mere.

Udvidelse mod øst Det helt store tema omkring topmødet har været udvidelsen af EU med en række østeuropæiske stater og Cypern og Malta, og evt. på sigt Tyrkiet. Det er blevet fremstillet som et fredens og solidaritetens projekt, men det er det langt fra. Især de tyske kapitalister har presset på for at få de østlige stater, som i forvejen er dybt afhængige af tysk kapital, endnu mere under kontrol. Udvidelsen er ikke en håndsrækning til befolkningen i Østeuropa, men kun til kapitalisterne, som vil få udvidet deres markeder osv. Almindelige arbejdere og bønder i Polen og de andre østeuropæiske lande har lidt store tab under overgangen fra planøkonomi til kapitalisme, og det er mere af den slags, de nu skal udsættes for – arbejdsløsheden, som allerede er skyhøj, vil stige, og landbruget undermineres. Socialister og internationalisme Socialister har til alle tider været internationalister. Vi går ind for en europæisk union, men det skal være i form

af Europas forenede socialistiske stater. Når vi er imod EU, er det ikke, fordi det er en union eller et overstatsligt samarbejde. Det er, fordi EU er en kapitalistisk konstruktion, som de europæiske kapitalister har skabt imod de europæiske arbejdere, og fordi et samlet kapitalistisk Europa kun vil være de svagere staters underordning under de stærkeste økonomiers kontrol. Socialister går imod EU, ligesom vi går imod alt, kapitalistklassen bruger til at angribe arbejderklassen med, men vi forstår, at det ikke er det, der er problemets rod: med eller uden EU ville kapitalisterne skulle skære ned, og med eller uden EU vil arbejderne blive tvunget i kamp for bedre forhold. Det er kapitalismen, der har spillet fallit, og løsningen er at mobilisere arbejderklassen og ungdommen til kamp for bedre forhold og imod alle de angreb på velfærden, som kapitalisternes repræsentanter prøver at gennemføre, og konsekvent føre kampen videre og forbinde den med behovet for en socialistisk omdannelse af samfundet. SK

Store demonstrationer og massiv deltagelse fra arbejderbevægelsens side kan sætte seriøse spørgsmålstegn ved EU-toppens planer. Billede fra demonstration i forbindelse med EU-topmødet i Göteborg sidste år.

10

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


INTERN ATION AL T INTERNA TIONAL ALT

EU - set fra Sverige Hver dag bliver vi fyldt med borgerlig propaganda om, “hvor godt EU er for freden”, og “hvor godt det er til at mindske kløfterne mellem landene”. Man vil have det til at fremstå, som om EU blev bygget efter anden verdenskrig bare for at opretholde freden. I virkeligheden er det helt det modsatte. EU, eller “kul- og stålunionen” som det hed i starten, blev bygget af en række borgerlige stater i Europa med Tyskland og Frankrig i spidsen, og deres formål var ikke at “mindske kløfter” eller at opretholde nogen fred, men helt enkelt at understøtte kapitalisterne i de pågældende lande. I Sverige har vi ikke fået nogen sociale reformer, som har været nævneværdigt gode for arbejderklassen, i de sidste 20 år. I stedet har vi oplevet en del kontrareformer, som har sænket det relativt høje velfærdsniveau, som arbejderklassen havde tilkæmpet sig, og i stedet har man nu opnået en middelmådig europæisk “velfærd”. Alt for ofte bruger højrepolitikere og socialdemokratiets højrefløj EU som noget, de kan skyde skylden på, når de skærer ned på den sociale velfærd. De hævder, at vi må tilpasse os til den europæiske økonomi. Og dette sker også for lande udenfor EU, hvor de så siger, at man må skære ned på velfærden for at styrke økonomien for at ikke at blive “trådt under fode” af EU. Og hvem tjener generelt på en nedskæring af den offentlige sektor? Kapitalistklassen! EU er i bund og grund et arbejderfjendtligt og udemokratisk projekt, som går ud på at forsvare de europæiske kapitalisters interesser og opretholde klasseundertrykkelsen. Udemokratisk, selvom man har et “demokratisk valgt” EUparlament, som grundlæggende udgør et demokratisk alibi, når dets opgave udelukkende er at være rådgivende ift. EU-kommissionen og EU’s ministerråd, som så igen styres af det europæiske marked. De svagere svenske kapitalister har nærmet sig de europæiske kapitalister gennem indtrædelsen i EU. Og det, som gavner de svenske kapitalister, gavner ikke os almindelige mennesker. Per Waller, fra de svenske marxisters blad Socialisten. Oversat af MK

EU – set fra Tyrkiet ...Hvis man kun ser på det, der vises frem, så går det fremad med at komme tættere på EU. Men i virkeligheden er der meget alvorlige problemer i denne proces. På den ene side er der i den industrialiserede vestlige del af Tyrkiet en febrilsk forandringsproces i gang for at komme med i EU. Men på den anden side er der enorme problemer, som EU også selv vil komme til at stå over for som følge af verdenskapitalismens krise. I lang tid har det tyrkiske borgerskab været delt i to lejre. På den ene side er der dem, der gerne vil tættere på Europa og opfylde københavner-kriterierne hurtigt. Og på den anden side er der dem, der er tøvende over for EU, og som især ikke vil opfylde københavner-kriterierne. Men nu er det den første fløj, der har medvind... Meningsmålinger viser, at næsten 70% af befolkningen i Tyrkiet er for optagelse i EU. Grunden til dette kan ikke forklares ved økonomiske faktorer alene. Den fundamentale faktor, der får tyrkerne til at ønske at gå med i EU, er spørgsmålet om demokrati. For eksempel ønsker det kurdiske folk, som har lidt under den tyrkiske stats undertrykkelse i mange år, ikke et Tyrkiet isoleret fra EU. Som marxister ved vi, hvad det borgerlige demokrati i Vesteuropa virkelig betyder. Men selv den slags demokrati anses for at være en lettelse for de tyrkiske og kurdiske arbejdende masser, som aldrig har oplevet demokrati i Tyrkiet, som gennem næsten hele historien har haft undertrykkende og autoritære politiske strukturer. Der er en betragtelig del af arbejderne, der mener, at EU-medlemskab vil føre til i hvert fald en relativ forbedring af forholdene... Og på baggrund af realiteterne i Tyrkiet må denne situation anerkendes, og kravet om forbedring af arbejdernes rettigheder skal støttes. Men forsvaret for arbejderklassens langsigtede interesser kan ikke baseres på at vælge mellem en „national kapitalisme“ eller en „kapitalisme integreret i verdenskapitalismen“. Hvis et kapitalistisk Tyrkiet integreret i EU anses for at være en redning for arbejderklassen, så er det en alvorlig fordrejning af realiteterne. Vi er imod denne opfattelse. Vores holdning kan ikke begrænses til at vælge mellem to kapitalistiske alternativer. Vi siger, at på den ene side er integrering indbygget i kapitalismen, og i et undertrykkende land som Tyrkiet kan isolering ikke være bedre. Og på den anden side understreger vi konstant, at arbejderklassens frigørelse alene afhænger af, at den styrter kapitalismen helt… Elif Çagli

NR. 10 DECEMBER 2002

11


INTERN ATION AL T INTERNA TIONAL ALT

Marxist i parlamentet i Pakistan!!! Som mange måske ved, blev der for nyligt afholdt valg i Pakistan. Den vestlige dækning af valgene har været meget mangelfuld, da man kun har valgt at fokusere på de steder, hvor muslimske fundamentalister blev valgt. Deres idé med dette er selvfølgelig at give folk i Vesten et billede af Pakistan som et tilbagestående og

er både rige og store landejere, men på det seneste er modstanden imod dem blevet større, og de marxistiske idéer har fået mere indflydelse blandt medlemmerne, hvilket gjorde, at en mand som Manzoor Ahmed kunne stille op. Da valgkampen begyndte at komme i gang, kunne folk se, at her var en mand, der kæmpede for dem

lingen, som de også har gjort i resten af landet. De måtte dog opgive i NA139 Kazur II, da støtten til Manzoor Ahmed var så overvældende, at de var bange for folks reaktioner. I andre valgkredse, hvor socialister stillede op, havde styrets folk dog held til at fuske med stemmerne endog ganske åbenlyst – dette viser hvor bange den pakistan-

En af Manzoor Ahmeds valgplakater fra den succesfulde valgkampagne. Et af kampagnens slogans var “uafbrudt kamp for socialistisk revolution”.

fundamentalistisk land. I valgkredsen NA-139 Kazur II var billedet dog et helt andet. Her stillede en pakistansk marxist ved navn Manzoor Ahmed nemlig op for partiet PPP (Pakistan People’s Party), og han blev valgt ind i parlamentet efter en kampagne, der klart talte for en socialistisk revolutionær løsning på problemerne. Dette oven i købet på trods af, at medierne støttede den ene modkandidat, samtidig med at flere af modkandidaterne tilhørte nogle af Pakistans rigeste familier og derved havde betydeligt flere midler end Manzoor. Partiet han stillede op for – PPP – er et parti med rødder tilbage i arbejderopstandene i slutningen af 60’erne. Flertallet af ledelsen

12

og ikke bare for at rage mest muligt til sig. Dette betød, at støtten til ham var overvældende. Hans valgmøder blev større og større for hver uge, der gik indtil, de sidste 20 møder, hvor der mødte mere end 10.000 mennesker op. Der blev også holdt nogle separate møder for kvinder, eftersom kvinderne i nogle områder i Pakistan er meget undertrykte og ellers ikke ville kunne møde op. Som kampagnen skred frem begyndte flere og flere folk også at donere penge til hans kampagne, dette på trods af at almindelige arbejdere i Pakistan ikke lige frem svømmer i penge. Regimet prøvede selvfølgelig på selve valgdagen at fuske med stemmeoptæl-

ske elite er for at de marxistiske idéer får tag i befolkningen og får gjort op med dem og deres styre. Valget af Manzoor Ahmed er et kæmpe skridt fremad for den pakistanske arbejderklasse, ikke fordi man vil kunne få gennemført forbedringer i parlamentet, som ikke har nogen reel magt under Musharrafs diktatur. Men fordi det kan bruges som et talerør til at få de marxistiske idéer ud til en større del af befolkningen og få skærpet kampen for bedre forhold, en kamp der uløseligt hænger sammen med kampen for socialisme. AT

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


INTERN ATION AL T INTERNA TIONAL ALT

Situationen i Irak og FN’s rolle FN’s våbeninspektører er nu i fuld gang med at føre FN’s resolution 1441 ud i livet. Resolutionen blev enstemmigt vedtaget af de 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet, inklusiv Syrien, det eneste arabiske medlem, og har givet grønt lys til krigsmagerne i Washington og London. Det er blevet sagt, at resolutionen har afværget en krig, men amerikanske talsmænd har gjort det klart, at resolutionen har givet Washington et legalt grundlag for at gå i krig alene, hvis ikke Sikkerhedsrådet kan blive enige om, hvordan det skal reagere, hvis Irak bryder med det, som resolutionen foreskriver. Og USA har også gjort klart, at ligegyldigt hvordan Irak måtte opføre sig og hvad våbeninspektørerne måtte finde eller ikke finde, så betyder

det ikke det store. Våbeninspektørerne vil højst sandsynligt blive brugt til at provokere Irak og skabe et sammenstød, som straks vil blive brugt til at påbegynde fjendtlighederne. Dette viser, hvor reaktionært FN er, og hvor håbløst utopisk det er, når nogle på “venstrefløjen” og pacifister gang på gang appellerer til FN om at “forsvare freden”. FN er ikke en neutral dommer, men bare et forum for kapitalistiske magter, som af og til kan komme frem til aftaler om sekundære spørgsmål, men som ikke kan gøre noget som helst i fundamentale spørgsmål. Kontrasten mellem FN’s mangel på aktivitet i forbindelse med Palæstina og dets åbenlyse forsvar for USA’s aggression mod Irak er tydeligt for enhver. De steder, hvor FN har grebet

“Kommunismens” forbrydelser – de borgerliges historieskrivning For nylig udkom den berygtede “Kommunismens Sorte Bog” på dansk. Den blev først udgivet i 1997 af en fransk historiker ved navn Stephanie Courtois. Bogen handler om “kommunismens” forbrydelser, som ifølge forfatteren tæller op mod 100 millioner menneskeliv. I anledning af den danske udgivelse har de fleste borgerlige medier bragt en rosende omtale, og der har været flere særtillæg, bl.a. i Jyllandsposten om “den røde terror”. Hele JP-tillægget er et forsøg på at linke Karl Marx og Lenins idéer med de totalitære stalinistiske regimer, men idéen om at kommunismen og Lenins idéer er det samme som stalinismen, er absurd. Den overser helt det faktum, at stalinister-

NR. 10 DECEMBER 2002

ne netop var nødt til at udrydde alle spor af Bolsjevikpartiet og Lenins lære totalt, før de kunne befæste deres magt. Alt, hvad der kunne minde om Oktoberrevolutionens ægte traditioner, blev druknet i blod. Kommunisme og stalinisme er hinandens modsætninger. Ydermere er det bemærkelsesværdigt, at de konsekvent ser forbi Lenins idéer om arbejderdemokrati og det udbredte demokrati, som rent faktisk fandtes i Sovjetunionens første periode, eller Lenins sidste kamp mod det fremherskende bureaukrati, kort inden hans død. Karl Marx sagde engang, at “de herskende idéer er den herskende klasses idéer”. I dag står det mere tydeligt end nogensinde. Borgerskabet udbreder

ind, som i Korea og Congo, har det spillet en åbent kontrarevolutionær rolle. Kapitalisme betyder krig Lenin forklarede for længe siden, at kapitalisme betyder krig. I den nuværende periode med kapitalistisk nedgang er denne sætning endnu mere sand, end dengang den først blev skrevet. Kapitalismens globale krise kommer til udtryk i generel ustabilitet – økonomisk, politisk og militært. Krige forhindres ikke af FN eller pacifistiske appeller om fred. Krig kan kun forhindres af massernes indsats og gennem revolutionær kamp imod imperialismen og kapitalismen. Efter artikler af Alan Woods

deres filosofi og søger at eliminere alle, der har andre idéer, og især folk som vil ændre samfundet. På skoler og universiteter, i medier og nu også i den nye bog lærer man, at ægte arbejdermagt er en illusion og aldrig kan lade sig gøre. Deres formål er at desillusionere alle arbejdere og unge, der vil kæmpe for et andet samfund. Og samtidig går man bekvemt uden om kapitalismens forbrydelser, som hver dag dømmer tusinder af mennesker til døden pga. sult, fattigdom, sygdomme, som let kunne helbredes, dårlige arbejdsforhold, krige og deciderede myrderier. Men ligegyldigt hvor meget propaganda de fylder os med, vil det aldrig lykkes at udslette de idéer og håb om en anden verden, som findes i tusinder og atter tusinder af mennesker over hele verden. AB

13


KUL TUR KULTUR

Røde Mor Rockshow 2002 – Skypumpe i Pumpehuset Deres udsendte reporter var onsdag den 3. december til en brag af en koncert med ingen anden end 70’er-bandet Røde Mor. Med en række af virkelig dygtige musikere (Peter Ingemann, Peter Mogensen, Ken Gudman, Henrik Strube, Lars Trier og Troels Trier) var der lagt op til en musisk oplevelse udover det sædvanlige. Koncerten var faktisk en ekstra koncert, fordi billetterne til koncerten dagen efter var blevet revet væk. Det samme skete med denne koncert. I løbet af få dage var de ekstra 600 billetter flået væk. For folk, der ikke kender så meget til Røde Mor, eller som bare har hørt alle latterliggørelserne af 70’ernes musik, vil det nok virke lidt underligt. Men efter bare få minutters tilstedeværelse i den tætpakkede koncertsal faldt al kritik pladask på jorden. Her stod en række lettere modne mænd, som havde støvet deres instrumenter af og på ingen måde havde glemt, hvordan de virkede. Lars Trier med den spanske guitar, Henrik Strube på stylter med el-guitar og sang, Troels Trier, der havde lidt svært ved at få luft til mundharmonikaen, men på ingen måde problemer med at gennemtæske elorglet og synge de ræverøde tekster. Peter Ingemann sang også og hev i strengene på bassen, og Peter Mogensen hamrede løs på trommerne. Det var virkelig unikt. Vi snak-

ker sange som: “Smæk”, “Strømer kom og dans med mig”, “Lil´ Johnnys mund” og så videre, hvoraf flere af teksterne ikke var ubekendte for publikummet, som ellers havde en bred aldersfordeling.

i 70’erne er fuldstændig ude af proportioner. Og at der rent faktisk er mange, som ikke er bange for tekster med politiske budskaber. De borgerliges hetz var ellers lykkedes meget godt. I talrige programmer og artikler har man kunnet høre tidligere venstrefløjspersoner angre deres tidligere holdninger og latterliggøre det, at man dengang kæmpede imod undertrykkelse og udnyttelse. Røde Mors koncert var som et pust med frisk luft i al denne gas af borgerliggørelse. Forhåbentligt vil mange flere også kunne få denne oplevelse. Vi ved i hvert fald nu, at der er masser, der søger efter andet end kommercielle pladeselskabers kunstige skabninger. Vi vil have musik med holdninger, og minsandten om ikke det var, hvad vi fik. Af seks mulige røde stjerner får Røde Mor syv.

At Røde Mor pludselig laver koncert, kan nok virke lidt underligt på nogle. Pressen og det borgerlige kulturliv har jo begravet alle røde og progressive kulturindslag. Man kan da ikke synge mod krig, nedslidning af arbejdere og borgerlig forsumpning. Og der kan da ikke være nogen, der gider høre på det. Og så minsandten om ikke Røde Mor genopstår og tager på en total udsolgt turné. Dette viser, hvordan hetzen fra de borgerlige mod alt, hvad der foregik

BL

DEN STORE RØDE SANGBOG! Flere af Røde Mors sange er også med i den nye sangbog “Den Store Røde Sangbog”, som indeholder 215 af de absolut bedste røde sange, som det ellers var lige ved at lykkes de borgerlig at få smidt i glemmebogen. Sangbogen koster 60,- kr. (plus evt. porto) og kan bestilles gennem Socialistisk Standpunkt, marxist@marxist.dk, tlf. 21824814.

14

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


TEORI

Hvad er en stat - og har vi brug for den? Til daglig er det måske de færreste, der tænker over, hvad en stat er. Det er bare noget, der er der – som sørger for, at forskellige ting fungerer (eller nogle gange ikke fungerer). Men af og til oplever man staten fra en anden side. I en strejkesituation sætter staten måske sit politi ind for at bryde en blokade, domstolene dømmer arbejdere, der har kæmpet for deres rettigheder osv. I sådanne tilfælde bliver det klart, at staten ikke bare er et neutralt organ, der skal sørge for os alle sammen. Staten er et redskab, som en klasse kan bruge til at tryne en anden klasse – i vores tilfælde er det arbejdsgiverklassen, der bruger staten til at holde styr på arbejderklassen. Oprindelsen til staten Staten har ikke altid eksisteret. I hele menneskehedens forhistorie – hvilket er langt det meste af den tid, der har eksisteret mennesker – havde man ikke det, vi i dag forstår ved en stat. Fælles anliggender kunne ordnes stille og roligt af alle i stammerne. Der var i hele den lange periode ikke brug for et særligt undertrykkelsesapparat til at holde de lavere klasser på plads – for der var ikke nogen klassedeling. Det opstod først, da mennesket gennem erfaring og fortsat arbejde på at blive bedre til at overleve havde fundet på ting som husdyropdræt og begyndende landbrug. Så kunne et menneske pludselig producere mere end før, hvor man kun lige ved fælles anstrengelse havde kunnet lave nok til, at alle kunne overleve. Nu kunne et enkelt menneske lave mere, end han eller hun selv skulle bruge til at leve – det betød, at der nu var nogle, der kunne lade være med at ar-

bejde. De kunne i stedet tilegne sig det, andre havde lavet, og bruge deres tid på andre ting. Det var grundlaget for klassesamfundet, hvilket i sig selv var en positiv udvikling, for det satte mennesket i stand til at udvikle kunst, kultur, videnskab osv. til et langt højere niveau, i og med at nogle nu kunne koncentrere sig om disse ting. Men samtidig var det også starten på mange tusinde år med undertrykkelse og udnyttelse. Medlemmerne af den nye overklasse, der opstod på dette grundlag, var selvfølgelig interesseret i at bevare deres nye stilling. Før havde stammerne i fællesskab forsvaret sig mod vilde dyr eller andre stammer, men nu var der pludselig også brug for at forsvare overklassen mod underklassen, og overklassen kunne selvfølgelig ikke tillade, at deres undersåtter gik bevæbnede rundt. Sådan var grundlaget for de første stater – overklassens monopol på at bruge magt for at opretholde det system, som giver dem deres privilegier.

På den måde har staten i forskellige historiske perioder været et mere eller mindre direkte udtryk for den herskende klasses interesser. I oldtiden var det slaveejernes stat, i middelalderen var det godsejernes stat, og senere under de borgerlige revolutioner tilkæmpede kapitalisterne sig den økonomiske og politiske magt og gjorde staten til deres. Så den stat, vi lever under i dag, er altså dybest set kapitalisternes redskab til at opretholde deres ret til at tjene penge på at udnytte arbejderes arbejdskraft. Velfærdsstaten? Men hvad så med velfærdsstaten? Den danske stat i dag er jo meget mere end en gruppe bevæbnede mænd, der løber rundt og sikrer kapitalisternes styre. Det skyldes flere ting – for det første, at arbejderklassen op gennem tiden har kæmpet hårdt for at få en vis indflydelse gennem demokrati og for at få staten til at stå for en masse forskellige Fortsættes på næste side.

Selv i den mest demokratiske borgerlige stat er der overvågning og kontrol med folk, der ønsker at ændre samfundet.

NR. 10 DECEMBER 2002

15


TEORI ting, såsom uddannelse, sygehuse osv. Samtidig har dette også i høj grad været i kapitalisternes interesse, for de ville jo også gerne have sunde og veluddannede arbejdere, som så endda selv kunne få lov til at betale for deres velfærd gennem skatterne, mens kapitalisterne slap væsentligt billigere. En anden grund til at stater i dag har mere “vedhæng” end den direkte klasseundertrykkelse, er den store konkurrence mellem de forskellige kapitalistiske stater – de skal også kunne klare sig over for hinanden, og kapitalisternes interne konkurrence indenlands gør også, at de har brug for at holde styr på hinanden nogle gange. Men på trods af alt dette er og bliver statens indhold stadig kapitalisternes redskab over for arbejderklassen. I situationer med krise, store strejker og uro i arbejderklassen bliver dette mere og mere tydeligt. Alle de forbedringer, som arbejderne havde tilkæmpet sig, bliver pillet af igen, og jo hårdere kampen mellem klasserne bliver, jo mere træder statsapparatet i karakter som en klassestat. Demokrati eller diktatur? Men er der da ikke stor forskel på staten i Danmark nu og så i et militærdiktatur eller i f.eks. Tyskland under nazismen? Jo, absolut. Den måde, kapitalisterne styrer arbejderklassen på, kan variere. Under særligt vanskelige forhold må de søge tilflugt til direkte voldeligt styre, som da de tillod nazisterne at overtage styringen. Men statens virkelige klasseindhold blev der ikke ændret noget ved, selvom Hitler eller andre diktatorer selvfølgelig gik imod enkelte kapitalisters interesser – men det var kun for at forsvare det kapitalistiske system som helhed. Demokrati, som vi har det i Danmark i dag, er en meget mere behagelig måde for kapitalisterne at styre på. Det giver arbejderklassen indtryk af, at de har noget at skulle have sagt – de får lov at stemme og få folk valgt ind i parlamentet, de har ret til at demonstrere og strejke og sige, hvad de vil – men

16

den virkelige kontrol i samfundet holder kapitalisterne stadig for sig selv via deres eneret på økonomisk magt og via tusindvis af tråde, der forbinder embedsmænd og politikere med kapitalisternes interesser. Så længe arbejderklassen ikke rører for meget på sig, er denne form for demokrati den sikreste og billigste statsform for kapitalismen. Og fra arbejderklassens synspunkt er det selvfølgelig også at foretrække frem for diktatur eller fascisme, for i en demokratisk stat som Danmark i dag kan vi åbent kæmpe for vores sag uden at blive slået ihjel, selvom der selv i den mest “demokratiske” borgerlige stat finder undertrykkelse, overvågning osv. sted af kritiske røster. I en demokratisk borgerlig stat må arbejderbevægelsen udnytte de muligheder der er, inklusiv at få valgt repræsentanter ind i parlamentet, selvom vi er klar over, at det reelt ikke er her, den virkelige magt ligger. Men vi kan bruge det som talerstol og en måde at mobilisere arbejderklassen omkring en kamp på. Men den borgerlige stat som sådan kan vi aldrig bruge. Den er skræddersyet til at tjene kapitalisternes interesser, embedsmændene er specialuddannede til at gøre bestemte ting i kapitalisternes interesse, hele opbygningen bygger på privilegier og sikrer de øverste lag af samfundet den bedste adgang til forskellige positioner. Når arbejderklassen overtager styringen med samfundet, kræver det altså, at det borgerlige statsapparat får en ordentlig omgang og erstattes med arbejderklassens egen klassestat, som skal sikre mod kapitalisternes modstand og igangsætte opbygningen af en sund planøkonomi under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

Arbejderstat og det klasseløse samfund Man får ofte at vide, at socialisme er utopi, fordi menneskets natur ikke er i stand til at leve i et samfund, hvor alle er lige – hvor man arbejder efter evne, og får efter behov. Det er rigtigt, at bevægede man sig med det samme over i et samfund, hvor der ingen stat er, ingen kontrol er, og alle bare kunne tage, som det passede dem, ville det ikke holde længe. Menneskeheden, der er født, opdraget og opvokset i et egoistisk konkurrencesamfund, er ikke i stand til at hoppe direkte over i et samfund uden stat overhovedet. Derfor mener marxister, i modsætning til anarkisterne, at der er brug for en stat efter revolutionen: ikke en hvilken som helst stat – men arbejderklassens egen stat. Arbejderstaten Hvad skal arbejderne bruge denne arbejderstat til? Det er svært for os at svare på, hvordan forskellige ting vil være under socialismen. Fordi det, vi ønsker, er ikke at bringe os selv til magten og bestemme det hele, nej vi vil have arbejderklassen til magten – dig og mig og resten af det almindelige arbejdende folk. Men arbejderstaten skal først og fremmest være et middel til at træffe beslutninger på alverdens punkter i samfundet, det kan være både politiske og økonomiske beslutninger, fx. er det en økonomisk og administrativ opgave at skaffe arbejde til alle og sørge for godt arbejdsmiljø på alle arbejdspladser. For at en socialistisk planøkonomi kan rende rundt er det vigtigt, at der er ultimativt demokrati, at alle led i produktionen har mulighed for at snakke, diskutere og blande sig med hinanden. Dem, der laver planerne, skal både snakke og diskutere med dem, der skal producere tingene, og diverse eksperter inde på specifikke områder. Hele vejen rundt skal alle kunne blande sig i alt. Praktisk kan det lade sig gøre gennem et såkaldt rådsdemokrati, som tager udgangspunkt i

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


TEORI råd på arbejdspladser rundt omkring. Her mødes arbejderne for at snakke og diskutere forskellige ting, der vedrører dem selv eller andre. Sådan et råd kan så vælge en repræsentant til et højere råd osv. Disse repræsentanter kan altid tilbagekaldes og erstattes med nye. I dag har de fleste ikke overskud til at deltage i demokratiet, men det vil de få under socialismen. Når man ikke skal tænke på kapitalisternes profit, kan man skære ned på arbejdstiden forestil dig så, hvis man fik de mange hundredtusinde arbejdsløse i arbejde, stoppede produktionen af overflødige luksusting osv. Man kunne sagtens opretholde en almindelig og stigende levestandard med en arbejdsuge på 25 timer, så ville der også være tid til at deltage i arbejdspladsens råd og til børnene osv. Arbejderstaten må også være et middel mod kontrarevolution. Kapitalisterne er naturligvis ikke tilfredse med, at arbejderklassen tager “deres” virksomheder fra dem og degraderer dem til almindelige arbejdere. Hvad de vil gøre for få det gamle styre igen, er ikke umiddelbart til at gennemskue, men man må være forberedt på at blive angrebet militært. Derfor må staten sørge for våben og våbentræning til alle ar-

bejdere, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt. Lenin opstillede 4 kriterier for en arbejderstat: Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen. Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er “bureaukrater” på skift, er der ingen bureaukrater.

trussel for længst er forsvundet, på det tidspunkt, hvor mennesket er tilvænnet det socialistiske demokrati, først på det tidspunkt opstår betingelserne for, at staten forsvinder. Som Marx sagde, så er menneskene et produkt af samfundet. Lever man i et retfærdigt samfund, er man selv mere retfærdig osv. Mennesker, som er “tilvænnet” sammenholdet, samarbejdet og fællesskabet efter revolutionen, vil på et tidspunkt være i stand til at leve uden en stat, uden at der bliver holdt øje med dem osv. Her er der tale om rigtig frihed, ikke før. SM og SK Læs mere om staten:

Vil staten “visne” væk? Arbejderstaten er allerede kun en “halvstat”, fordi den for første gang i historien involverer og repræsenterer det store flertal af befolkningen. Og med tiden vil statens funktioner blive mere og mere overflødige. På et tidspunkt efter revolutionen vil man via planøkonomiens effektivitet have udviklet produktivkræfterne så meget, at der er nok til, at alle i hele verden kan leve i overflod. På det tidspunkt, hvor man måske kun behøver at arbejde 15 eller 20 timer om ugen, på det tidspunkt, hvor den kontrarevolutionære

Friedrich Engels “Familiens, Privatejendommens og statens oprindelse”. Lenin “Staten og revolutionen”. Socialistisk Standpunkt “Hvad er marxisme”

Fra barrikaderne under kampene for Pariserkommunen 1871. Pariserkommunen var det første forsøg på at skabe en arbejderstat, som dog hurtigt blev druknet i blod af kapitalisterne. Marx og Engels studerede Kommunen og brugte den til at drage mange af deres konklusioner vedrørende statens rolle, og mht. hvordan arbejderklassens egen stat vil blive indrette. Arbejderne i Paris indførte i den korte tid med Kommunen mange gode forholdsregler - alle embedsmænd blev direkte valgt, kunne afsættes øjeblikkeligt og skulle ikke have nogen som helst privilegier. Mange gode tiltag til forbedring af arbejderklassens forhold blev også gennemført.

NR. 10 DECEMBER 2002

17


HIST ORIE HISTORIE

Den russiske revolutions 85-årsdag Anden del “I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år i det sædvanlige søvnige liv” -Lenin. Efter revolutionen i februar 1917 var det tid at gøre status. Hvad havde man opnået? Man havde styrtet zaren, javel. Men hvad med håbene om frihed, fred, brød og jord? I stedet for frihed så man tilbagevenden til zartidens vilkårlighed. Bønderne blev stillet for retten, hvis de overtog godsejernes jord. Der genindførtes dødsstraf for soldater ved fronten. Arbejderbladenes trykkerier blev ødelagt. Arbejdernes blade blev forbudt uden retskendelse. Bolsjevikkerne blev arresteret i flæng. I stedet for fred så man en fortsættelse af krigen. Brødet måtte arbejderne kigge i vejviseren efter. Hungersnøden vendte tilbage i 1917. Samtidig med at de russiske kapitalister scorede en fed profit på krigsmateriel, herskede der en uhørt elendighed blandt folket. Inflationen eksploderede, flere blev fyret, og der var ingen varer i butikkerne. Og så var der jorden. Den beholdt godsejerne. Bøndernes kongresser vedtog gang på gang resolutioner om, at godsejernes ejendomsret til jorden var uretfærdig og måtte anses for røveri. Regeringen kom med fine hensigtserklæringer. Men alt, de gjorde var at trække sagen i langdrag, naturligvis med håb om at bøndernes krav ville blive glemt før eller siden. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som støttede regeringen, havde altså valgt side. For krigen, for godsejerne, mod bønderne, mod arbejderne. Også i Bolsjevikpartiet var der dele af ledelsen – bl.a. Stalin og Kamenev – der ønskede en mere moderat linje og samarbejde med regeringen, så da Lenin kom tilbage fra eksil i april, måt-

18

te han kæmpe for at bevæbne partiet med det korrekte revolutionære perspektiv. Opstand i juni og juli Den nye offensiv mod tyskerne kostede mange menneskeliv. For at vise det russiske folks opbakning til det nye regime og krigen, arrangerede mensjevikkerne og de socialrevolutionære demonstration 18. juni. Demonstrationen blev fyldt med hundrede tusinder af arbejdere, deriblandt bolsjevikkerne. Men til arrangørernes store fortrydelse støttede arbejderne ikke deres paroler. Arbejderne gik på gaden med paroler som “ned med de ti kapitalistministre”, “ned med offensiven” og “al magt til sovjetterne”. Dette var en stor skuffelse for de reformistiske ledere. Episoden viste med al tænkelig tydelighed, hvor langt disse ledere var fra arbejderne.

nødtvungent med i stedet for blot at lade arbejderne sejle deres egen sø. Delinger af hæren deltog i demonstrationen. Faktisk var der i Petrograd kun én eneste deling af hæren, der var loyal over for regeringen. Den angreb demonstrationen, men blev jaget på flugt. Regeringen indkaldte i denne situation soldater fra fronten til at nedkæmpe oprøret. Efter nedkæmpelsen kørte hæren og fascistiske bander rundt for at tæske de arbejdere, der ikke var gået hjem. Lenin måtte gå under jorden, Trotskij blev arresteret, og bolsjevikkernes blad blev forbudt.

Desværre var en demonstration, hvor arbejderne bar bolsjevikkernes revolutionære paroler, ikke nok til at løse problemerne. Der var dengang anarkister, der mente at man skulle lave væbnet opstand mod magthaverne. Marxisterne ønskede (og ønsker) en revolution, men kun fordi det er den eneste måde, hvorved man kan opbygge et nyt og bedre samfund. Marxister har aldrig ønsket at holde arbejderne væk fra revolutionen, men man skal ikke lede arbejderne lige lukt i nederlag. Petrograd var i disse dage på randen af revolution. Problemet var blot, at det var resten af landet ikke. Bolsjevikkerne mente derfor, at det ville ende med borgerkrig og nederlag, hvis man startede revolutionen på det tidspunkt.

Oktoberrevolutionen Flere og flere af de betydningsfulde sovjetter støttede op om bolsjevikkerne. De fik flertal i blandt andet Petrograd og Moskva. Den 10. oktober fremsatte Lenin en resolution, der blev vedtaget af Bolsjevikpartiets ledelse. Nu skulle man forberede en væbnet opstand mod regimet. Begivenhederne gik nu slag i slag. Den 20. oktober begyndte de militære forberedelser til opstanden. I dagene herefter var der massemøder, hvor arbejderne sluttede op om bolsjevikkerne. 23. oktober gik de sidste to militære delinger i Petrograd over på sovjetternes side. 24. oktober forsøgte regeringschefen Kerenskij at få bolsjevikkerne arresteret. Men ordren blev ikke efterkommet. Ingen lyttede længere til ham. Dagen efter (eller natten), den 25. oktober kl. 2 om morgenen startede opstanden. Kl. 11 om aftenen blev den anden alrussiske sovjetkongres afholdt. Her vedtog repræsentanter fra bønder, arbejdere og soldater fra hele landet at fortsætte revolutionen.

Mange arbejdere havde dog mistet tålmodigheden og indkaldte til demonstration den 3. juli. Bolsjevikkerne gik

26. oktober indtog røde soldater Vinterpaladset, hvor Kerenskij og hans lakajer havde barrikaderet sig. Herefter

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK


HIST ORIE HISTORIE besluttede sovjetterne at lave en ny regering. Den ny regering kaldtes Folkekommissærernes Råd. Revolutionen var en realitet.

Lenin rydder op efter kapitalismen...

Revolutionens følger Straks efter revolutionen blev Rusland angrebet af ikke færre end 21 kapitalistiske hære. Dertil kom resterne af zarens hær. Gennem massiv opbakning i befolkningen overlevede revolutionen dog dette kæmpeangreb. Man førte først og fremmest en propagandakrig fra bolsjevikkernes side. Man nedkastede socialistiske flyveblade over fjendens soldater. Man opfordrede dem til at skyde deres officerer i stedet for deres klassefæller i Rusland. Dette førte til mytteri blandt mange af de udenlandske tropper. Og mange soldater vendte hjem til de kapitalistiske lande som overbeviste revolutionære. Herefter var der revolutioner i bl.a. Tyskland, Østrig og Ungarn. Desværre led de alle nederlag. At Sovjetstaten dermed stod isoleret kom til at spille en fatal rolle senere hen. Hvad kan vi lære? Den russiske revolution er utvivlsomt en af de største begivenheder i verdenshistorien. Den viser, at et andet samfund er muligt, hvor almindelige arbejdere kan styre deres liv uden kapitalisterne. Planøkonomien skabte de mest imponerende resultater. Og det i et land, som var mere tilbagestående, end Indien er i dag. Man fik afskaffet arbejdsløsheden, man fik standset krigen og man fik højnet levestandarden for almindelige mennesker. Intet kapitalistisk land har hverken før eller siden præsteret de samme vækstrater som arbejderstatens planøkonomi. Ud af hungersnød, barbari og borgerkrig skabte planøkonomien verdens anden mægtigste land med et enormt industrielt grundlag og et højt kulturelt og videnskabeligt niveau. Alle disse fremskridt kunne imidlertid have blevet meget større, hvis ikke demokratiet var blevet rullet tilbage under Stalins blodige diktatur, som med vold søgte at

NR. 10 DECEMBER 2002

udrydde alt, hvad der kunne minde om Oktoberrevolutionens ægte idéer. Den russiske revolution viser også nødvendigheden af et revolutionært parti med klart grundlag i arbejdernes masser, som kan stå frem med det korrekte perspektiv. I tiden før revolutionen stod bolsjevikkerne på trods af de værst tænkelige forhold fast. De var imod krigen, selv da alle andre støttede den. De var en lille gruppe på 8.000 ved starten af 1917. På under et år voksede de til et masseparti med kæmpeopbakning. Og de blev sat i spidsen for en revolution. Dette var ikke en tilfældighed, men et udslag af de korrekte paroler og løsninger på folkets problemer og evnen til at forbinde disse med masserne.

Hvad de russiske arbejdere fandt ud af for 85 år siden, var at der findes et alternativ til nedslidning, stress, høje priser, nedskæringer, krige og kriser. Det forudsætter bare et brud med kapitalismen. Den russiske revolution viser, at socialisme og arbejdermagt er konkrete ting, der kan lade sig gøre. Også selv om ledelsen af arbejderbevægelsen i dag påstår det modsatte. En eneste succesfuld arbejderrevolution et sted i verden kan vise sig at gøre udslaget. OF Første del af denne artikel var i nr. 9. Læs den også på www.marxist.dk.

19


SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT DDen marxistiske avis for arbejderbevægelsen Den marxistiske avis for arbejderbevægelsen

WWW.MARXIST.DK

NR. 10 DECEMBER 2002

Demokratiet og forskning for samfundet truet på universiteterne Landets universiteter er i øjeblikket inde i store omvæltninger. Der forhandles om en ny universitetsreform, der fjerner det demokrati, de studerende var med til at kæmpe igennem i 1968. Reformen betyder, at ledelsen af universiteterne nu skal have et flertal af folk fra uden for universiteterne. Tidligere har flertallet bestået af ansatte, både lærere og administrativt personale, samt studerende. Samtidig skal lederne på alle niveauer – rektor, fakulteter og institutter - ansættes, i stedet for som nu, hvor de bliver valgt af ansatte og studerende og kan afsættes hvis der er utilfredshed med dem. Samtidig skal universiteterne være selvejende. Regeringen har bl.a. fundet flertal til reformen hos Socialdemokraterne. Hvorfor ingen studenterreaktioner? Selvom reformen truer demokratiet og den frie forskning, har der næsten ikke været nogen reaktioner fra de studerende. Det skyldes først og fremmest, at langt størstedelen af de studerende ikke nu føler, at de har nogen reel indflydelse. De sidste mange år er de studerendes forhold blevet forringet gennem utallige besparelser, og ledelsen for studenternes organisationer har ikke ført protester imod disse nedskæringer frem, men har i stedet været med til at prioritere nedskæringerne. Langt størstedelen af de studerende kan altså ikke se, at reformen gør nogen forskel i deres hverdag. Samtidig har regeringen brugt den samme taktik som ved sidste års finanslovsforhandlinger, hvor bebudede besparelser er blevet udskudt. Universiteterne er de sidste mange år blevet skåret og kan ikke klare flere nedskæringer. På den måde har den borgerlige regering formået at ska-

20

be lettelse over, at nedskæringerne blev udskudt, i stedet for utilfredshed med reformen. Reformen er en del af en større tendens At universiteterne skal gøres selvejende betyder, at erhvervslivet lettere kan bestemme, hvad der skal lægges vægt på i undervisningen, og hvilken retning forskningen skal gå. Når universiteterne selv skal køre økonomien, og den gang på gang bliver skåret, må de finde nye måder at tjene penge på, og det vil blive ved at udbyde kurser for virk-

somheder og forskning, som man kan tjene penge på, på bekostning af de studerende og forskning i, hvad samfundet har brug for. Men det er ikke kun i Danmark, at der sker ændringer på universitetsområdet. Lige nu er der forhandlinger i gang i verdenshandelsorganisationen (WTO) om en liberalisering af services som fx uddannelser, energi- og vandforsyning o.l. (det der kaldes aftalen om GATS). Hvis det kommer igennem, skal store uddannelsesfirmaer, som dem der er i USA, kunne komme til Danmark og kræve samme behandling, altså samme tilskud, som de offentlige universiteter. På den måde bliver også de offentlige universiteter markedsgjort.

Tegn på en kapitalisme i krise Kapitalismen på verdensplan er i krise og leder desperat efter nye markeder, derfor nu denne snak om en liberalisering af bl.a. uddannelserne. Det viser, hvordan kapitalismen fuldstændigt har udspillet sin progressive rolle på verdensplan. Nu gælder hver en lille profitkrone, der kan få økonomien i gang igen, og udviklingen af ny teknologi og forskning i fx arbejdsmiljø sker kun med det formål. Allerede nu er der begyndende protester imod forslaget. De studerende i Danmark må gå sammen med de ansatte imod reformen og libe-

raliseringerne i GATS. Men samtidig må de alliere sig med arbejderklassen i kampen for et uddannelsessystem for alle, der er med til at føre samfundet fremad i stedet for tilbage. Den eneste måde uddannelserne og udviklingen af ny forskning og ny teknologi kan komme alle til gavn, er i et frit samfund, altså et socialistisk, hvor alle – både ansatte, studerende og arbejderklassen generelt – kan bestemme, hvad der skal undervises og forskes i, og hvor uddannelserne ikke er underlagt private profitinteresser. FM

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

nr10  

S T Ø T T E P R I S DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN K R . 2 0 , - For en arbejderbevægelse på et socialistisk program! PRIS KR....