Issuu on Google+


DE GLEMTES VOGTER Af Maria Erica Jensen

Udgivet af forlaget Den flyvende kamel


1. kapitel: Kaffekoppen Han stod helt ude på klippen og kunne mærke, at de kom nærmere bagfra. Hvad skulle han dog gøre? Hvis han blev stående ret meget længere, ville de fange ham. De måtte bare ikke få fat i den. Men han kunne ikke løbe nogen steder, for hvis han faldt ud over klippen, ville han slå sig ihjel på de store, skarpe sten, der lå langt nedenunder. Pludselig kunne han høre deres åndedræt og sejrshyl bag sig. Han kunne fornemme deres stank få meter fra sig. Han måtte gøre noget; de måtte for alt i verden ikke få fat i den. Han hoppede lige idet, anføreren ville tage ham. Han sprang ud fra klippen og mærkede straks, hvordan luften fyldte hans lunger. Han hvirvlede gennem luften og kunne se de skarpe sten nærme sig med lynets hast; om et øjeblik ville han blive knust mod deres kanter. I det samme hørtes en svag lyd gennem luften, som om der var en, der forsøgte at tale til ham. ”Joachim ...” lød stemmen og igen: ”Joachim ...”. ”Kom så Joachim. Nu skal du sgu stå op!” Hans far stod bøjet over hans seng og forsøgte at ruske liv i ham. Joachim åbnede øjnene og missede mod det stærke lys, der kom strømmende ind fra vinduet, som hans far lige havde åbnet. ”Vi har travlt i dag. Du skal være færdig med at pakke. Det sagde Karin til dig allerede i går aftes.” ”Hvor er de?” Joachim så sig forskrækket om. ”Hvem?” ”De var lige ved at nå mig, men så hoppede jeg. De må jo ikke få fat i den.” ”Helt ærligt, jeg har altså ikke tid til at høre på dine drømme nu. Se så at komme op og få tøj på. Karin har sat mad frem til dig på køkkenbordet. Spisebordet og stolene er allerede båret ud i bilen.” Joachim trak tæppet af og satte sig op. De skulle flytte i dag, selvom Joachim havde gjort alt, hvad han kunne for at undgå det. Han havde punkteret et dæk på bilen, så den ikke kunne køre. Desværre havde hans far opdaget, at det var ham, der havde gjort det. Så Joachim havde måttet aflive sparegrisen for at få penge til et nyt dæk. Efter det med dækket havde han fået Emma og Klara til at hjælpe sig med at skrive et brev til sin far. I brevet stod der, at en så dygtig


elev som Joachim burde blive på sin skole og ikke flytte til en ny. Det skulle se ud som om, det kom fra skolen. Men hans far havde bare ringet til Joachims klasselærer, for at høre om brevet nu også var fra skolen. Og det var det jo ikke. Joachim havde derefter spillet dødssyg, men da han så ikke fik fredagsslik eller lov til at se Disney Sjov, droppede han også den idé. Han havde endda spurgt, om han ikke kunne flytte over til sin mor bare for at få lov til at slippe for at skifte skole. Joachims mor havde et arbejde, der gjorde, at hun tit var ud at rejse. Så Joachim skulle have barnepige det meste af tiden, hvis han skulle bo derovre. Men hans mor havde sagt nej, og hans far var blevet vildt ked af det, fordi Joachim ville flytte over til sin mor. Så sådan noget ville Joachim ikke gøre igen. Nu var der ingen vej udenom, og Joachim måtte se at få pakket sin Playstation, spillene og tv'et, før hans far blev rigtig sur. Han fiskede joggingbukserne op fra gulvet og tog dem på. Han tog også T-shirten på, som han havde kylet op i vindueskarmen over sengen, da han fik det for varmt i aftes, mens han spillede sit Guitar Hero-spil. Joachim vidste ikke helt, om han turde, men han kiggede alligevel ned under sengen. Han ville være helt sikker på, at der ikke var nogle af monstrene fra den drøm, han havde drømt lige før. Han var en af de seje drenge i sin klasse, i sin gamle klasse altså, og han ville aldrig indrømme overfor nogen, at han stadig var bange for monstre under sengen. Joachim vidste, at Janne også kiggede under sin seng efter monstre, og det selvom hun var 16 år og lækker, som hun selv sagde. Men hans storesøster var jo heller aldrig bange for at blive til grin, så hun sagde bare tingene, som hun syntes, de var. Måske var det derfor, hun ikke blev til grin, tænkte Joachim. Joachim gjorde tit grin med hende, selvom han syntes, at hun faktisk var ret sej. De havde kørt i tre kvarter nu. Joachims far kunne vist ikke finde vej. Janne sad og kiggede ud ad vinduet, og Karin, farens kæreste, sad og kom med gode vejvisningsråd, som vist bare var irriterende for Joachims far. Joachim rystede på hovedet; hvor kunne voksne dog være åndssvage ind imellem. Nå, men nu var de altså i Horsens. Der ville nok gå et stykke tid endnu, før de fandt den rigtige vej, så Joachim kunne lige så godt kigge lidt på det, de kørte forbi. Horsens skulle jo trods alt være hans hjemby fra nu af. De var vist inde i centrum af byen, men Joachim syntes, at alting så mindre ud end i Aarhus, hvor han kom fra. ”Far, er det ikke den næste vej til venstre, vi skal ind ad? Jeg synes altså, at vi har kørt forbi skiltet til Frederiksgade flere gange nu,” sagde Janne. Hun var vist meget træt af bare at køre rundt. ”Er det dig eller mig, der sidder foran, Janne?” Karin så surt på hende. I familien havde de en regel om, at det var den, der sad på forsædet, der var vejviser. Ellers kom de op at skændes, hvis de alle sammen ville holde kortet. ”Vi skulle altså bare købe en GPS, så kunne vi måske finde vej for en gangs skyld!”


sagde Joachim. Karin havde været for streng ved Janne, syntes han, så han ville være skrap mod hende. ”Klap så i, begge to.” Deres far sendte dem et skarpt blik i bakspejlet. Bilen bremsede ud for den næste vej på venstre hånd, og faren satte blinklyset til. Derefter drejede han bilen ind ad Frederiksgade. ”Ha,” hørte Joachim Janne mumle for sig selv, så havde hun haft ret. Nr. 26 lå i den første del af gaden, så det var ikke svært at finde. Flyttebilen var ikke kommet endnu, så de havde lidt tid, før møblerne kom, og kaos sikkert ville bryde ud, som faren havde sagt, da de havde sat sig ind i bilen i Aarhus. Deres nye hus var et byhus, ligesom mange af de andre huse i gaden var. Det var hvidt med en blå dør. Joachims far og Karin havde set det en dag, hvor de var ude at køre, og det var absolut der, de ville bo. Joachim blev stående lidt ude på gaden, mens de andre gik ind. Han skulle lige binde sit snørebånd, havde han sagt. Gad vide hvad det var for nogle mennesker, der boede her på Frederiksgade? Der var helt stille og ingen mennesker at se. Huset overfor Joachims families nye hus var også hvidt. Det havde en rød dør, lige som der var på det gule hus, der lå ved siden af Joachims families hus. Huset, der lå overfor, var ikke så stort som Joachims hus, men det så meget hyggeligt ud. Nr. 27 var det. Joachim stod og kiggede lidt på huset, inden han gik ind i sit eget. Der var næsten helt tomt inde i stuen. Der var kun de par kasser, de havde haft med i bilen. Joachim gik op ad trappen og ind på sit værelse. Her skulle han altså bo. Han trak på skuldrene. Det var vist okay, selvom værelset ikke var så stort, som det han havde haft i huset i Aarhus. ”Joachim, kom!” Janne kaldte på ham nede fra stuen. Han skulle hjælpe med at bære ting ind fra flyttebilen. Han gik ned og ud på gaden, hvor flyttebilen holdt. Han fik straks stukket sin læselampe i hånden. Joachim følte hele tiden, at han gik i vejen, for han kunne jo ikke løfte lige så meget som de andre. Så da manden i nr. 27 kom ud og hjalp til, bestemte Joachim sig for at gå en tur op ad Frederiksgade. Han gik først et par skridt væk og stoppede så op, for at se om nogen holdt øje med ham. Men det var der ikke nogen, der gjorde, så han vendte sig om og gik videre. Han kom forbi det gule hus med den røde dør. Der sad en sort og hvid kat med lyserød snude i vinduet, men ellers var der ingen hjemme. Han gik også forbi det næste hus. Det tredje hus fra Joachims families var et lille gråt hus med grønne vinduer og gammeldags gardiner. Da han skulle til at gå forbi, blev det ene af vinduerne åbnet, og en gammel dame med hårnet stak hovedet ud. ”Halløj, du der.”


Joachim vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han var ikke vant til at snakke med gamle damer. ”Mig?” spurgte han damen. ”Ja, dig. Kom lige indenfor. Døren er åben.” Den gamle dame smækkede vinduet hårdt i, så hårdt at vinduerne klirrede. Joachim turde ikke andet end at gå ind. Døren var ganske rigtigt åben, og Joachim kom ind i en lille entré med brune vægge og brunt gulv. Han vidste ikke, om han skulle tage sin jakke eller sine sko af, men han tænkte, at han hellere måtte gøre begge dele; det var vist det høfligste, når han nu var i en gammel dames hus. ”Godt du kom. Jeg har sådan ventet på dig.” Den gamle dame troede vist, at han var en, hun kendte, tænkte Joachim, men han lod som ingenting. Damen var jo meget gammel. ”Og du vil gerne have kaffe?” spurgte hun. Hun satte sig i sin lænestol og viste Joachim hen til en meget gammel og slidt fodskammel. ”Nej tak.” Han forsøgte virkelig at være høflig, men han kunne ikke lide kaffe. ”Nå, men det vil jeg. Pil lige ud og lav mig en kop. Jeg trænger.” Joachim vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han sad i en gammel dames stue, der i grunden lugtede meget underligt. Der lugtede nærmest som i en af de der fremmede butikker, der solgte alle mulige sten og krystaller inde i Aarhus. Han var blevet tilbudt stuens dårligste stol, og nu tvang den gamle dame ham til at gå ud og lave kaffe til hende. ”Hvorfor kommer du ikke i gang?” Damen lød meget bestemt. ”Har du ikke lavet kaffe før, om man må spørge?” ”Næh, ikke rigtigt ...” Joachim så ned på sine sko. ”Jamen, du er da Joachim, ikke?” Joachim så måbende på hende. Det løb ham koldt ned ad ryggen, for hvor i alverden kendte den gamle dame hans navn fra? ”Joh, det er jeg ...” ”Godt. Du skal bare tænde på kontakten på kaffemaskinen. Jeg har kommet kaffepulver og vand på, så den var klar til at blive tændt, når du kom.” Joachim var så nervøs, at han næsten ikke kunne rejse sig fra sin skammel, men han kom da op at stå. Det var som om, den gamle dame havde ventet på ham. Det var faktisk ret uhyggeligt. Joachim fandt kaffemaskinen lige indenfor køkkendøren. Han tændte for maskinen på knappen, der nu kom til at lyse orange, hvorefter maskinen gav en brummende lyd fra sig. Det var underligt, at der lå noget kaffepulver på bunden af kanden på maskinen. Men Joachim havde ikke lyst til at være for meget til besvær, så han bestemte sig for ikke at sige noget om det. I stedet stavrede han tilbage til sin dårlige siddeplads og satte


sig på kanten af skamlen. ”Er kaffemaskinen i gang?” spurgte damen. ”Ja,” skyndte Joachim sig at sige. ”Godt. Så kan vi bare vente.” Damen satte sig tilbage i sin stol og lukkede øjnene. Joachim sad et halvt minut og så på den gamle dame, der vist havde sat sig til at sove. Hun begyndte at grynte lidt og smaskede en enkelt gang. Joachim vidste ikke, om han turde forlade stuen. Han var bange for at komme til at vække damen. Hun ville måske blive sur over, at han ville gå. Pludselig sad han og følte sig virkelig bange. Mon det var et heksehus, han var kommet ind i? Nej, nej, hekse fandtes selvfølgelig ikke. Men der hang godt nok flere bundter blomster og planter til tørre oppe under loftet. Og der var i hvert fald en lille knop af en slags på damens næse. Pludselig satte den gamle dame sig frem i stolen med et kraftigt ryk og stirrede på Joachim. ”Åh, du er her endnu, gudskelov. Jeg var bange for, at du var gået. Jeg faldt da vist lidt hen.” ”Jah,” sagde Joachim bare. ”Er kaffen klar?” ”Det … det ved jeg ikke.” ”Så gå da ud og se efter, knægt!” Joachim skyndte sig ud i køkkenet. Han vidste ikke, om alt vandet var løbet igennem maskinen, men han råbte til den gamle dame, at kaffen var færdig. ”Så hæld den op i de to kopper, der står på bordet.” På bordet stod der to kopper med blå blomster malet på. Joachim hældte hurtigt men forsigtigt kaffen op i kopperne og satte kanden tilbage på maskinen. Så gik han forsigtigt tilbage til stuen med en kaffekop i hver hånd. ”Mange tak for det. Og drik nu din kaffe lidt hurtigt, ikke?” Den gamle dame havde allerede hældt halvdelen af sin kaffe indenbords. Joachim havde aldrig kunnet lide kaffe, og han havde jo også allerede sagt nej tak til den gamle dame. Men han tog alligevel en ordentlig slurk af sin kop. Han følte, at han var ved at blive kvalt, for kaffen var så stærk og så varm, at han brændte sig hele vejen ned i halsen. Men han var for høflig til ikke at drikke noget. Damen havde allerede tømt sin kop, og Joachim var bange for, at han skulle lave mere kaffe til hende. I stedet satte hun sig tilbage i sin stol og så på Joachim. ”Nu skal du altså lade en lille sjat blive tilbage i koppen, min ven, ellers kan vi jo ikke gøre det.” Joachim tænkte på, hvad det var, de skulle gøre, men han turde ikke spørge. Han tog i stedet mod til sig og drak næsten det sidste af kaffen, men lod en lille sjat blive tilbage, som han var blevet bedt om. ”Og nu skal du svinge indholdet i koppen tre gange rundt mod venstre sådan her.” Den gamle dame viste ham, hvordan han skulle gøre. Joachim svingede indholdet tre gange rundt i koppen og gav den så til damen. Hun


vendte koppen på hovedet på en flad bakke, ligesom hun havde gjort med sin egen. Hun så på Joachim og smilede til ham. Det var et varmt smil, som kom helt bag på Joachim. ”Du er en god dreng,” sagde hun bare og så ned på kopperne. Joachim måbede. Hvad var hun mon for en underlig dame? ”Hvilken en af kopperne var din?” spurgte hun endelig. ”Den der.” Joachim pegede på den rigtige, han turde ikke andet. ”Det mente jeg nok, jeg skulle jo bare lige være helt sikker. Nu er vandet løbet fra grumset, der så sidder tilbage i koppen. Sådan her.” Hun tog koppen op fra bakken og viste Joachim, hvordan kaffegrumset sad klistret til bunden af koppen, mens vandet var løbet ned på bakken. ”Så nu kan vi læse det.” ”Læse hvad?” Joachim hviskede helt og så på damen, der smilede til ham. ”Dit grums.” Joachim måbede igen. Damen tog koppen op og drejede den frem og tilbage, inden hun igen så på ham og smilede. ”Altså Joachim, du skal ikke være så ked af det. Du skal se, det skal nok gå alt sammen.” Det løb igen koldt ned ad ryggen på Joachim. Hvordan i alverden kunne den gamle dame vide, at han var ked af det? ”Jeg kan jo se, at du er ked af at flytte. Du er ked af at miste dine gamle venner, din kæreste, og dit gamle hus, som du var glad for. Du er ked af at bryde op og skulle starte forfra, hvilket du jo har prøvet tidligere.” Hun så alvorligt på ham og så tilbage på koppen. ”Du er bange for alt det nye, der kommer til at ske. Du er bange for at mislykkes, for ikke at være god nok. Men mest af alt er du bange for det, du ikke kender til, det ukendte.”


2. kapitel: Skolen ”Hej.” ”Hej.” Joachim stod op ad radiatoren i sin nye klasse. Han havde fået lov til først at møde klokken 10, så Liva, der havde klassen til dansk, kunne tage imod ham. Joachim havde allermest lyst til at holde sin far i hånden, mens de stod der, men det ville nok virke pattebarnsagtigt. Han ville ikke risikere, at hans nye klassekammerater troede, han var en tøsedreng. Pigen, der havde sagt hej før, satte sin skoletaske fast på sin stol og kom derefter over til Joachim og hans far. ”Er du ny?” spurgte hun. Joachim syntes, det måtte være ret oplagt, at han var ny, men nikkede alligevel; det kunne jo ikke skade at være høflig selv over for en hestetøs. Pigen lignede Lisa og Katrine fra Joachims gamle klasse. De var sådan nogle piger, der interesserede sig for heste og Build-A-Bear-bamser og altså bare var totalt barnlige og umodne. De var slet ikke som hans Emma, der havde været hans kæreste i mere end et år nu, og hendes veninder Klara og Cecilie. Men indtil de virkelig seje piger i klassen kom, kunne han vel godt snakke lidt med hende her. ”Hvad hedder du?” spurgte pigen interesseret. ”Joachim,” sagde han ligegyldigt og drejede hovedet for at se ud ad vinduet. ”Jeg hedder Anne. Det betyder mor på tyrkisk.” Joachims far smilede til pigen, men Joachim blev bare ved med at kigge ud ad vinduet. ”Er det jer, der er flyttet ind på Frederiksgade?” Anne snakkede nu kun med Joachims far, for Joachim virkede jo ikke, som om han gad snakke med hende. ”Ja, det er os. Vi flyttede ind i går,” sagde Joachims far. ”Jeg så jer godt. Jeg bor i huset lige overfor jer. Det var min far, der hjalp jer med at flytte ind.” ”Det var rigtig pænt af ham,” sagde Joachims far og smilede igen til hende. Klokken ringede til time, og nu kom eleverne myldrende ind. De gloede alle sammen på Joachim, der bare blev ved med at kigge ud ad vinduet. Anne gik hen til sin bedste veninde, der havde sat sin taske på gulvet ved siden af sin stol. ”Han er ny og hedder Joachim.” Hendes veninde så hen på Joachim. ”Mon han har fået øje på noget spændende, sådan som han kigger ud ad vinduet?” Hun fnes lidt.


”Ej, Tara! Han er da bare genert. Han bor i det hvide hus overfor mig.” Liva, der var klasselærer for 5.a kom ind i klassen og gik straks hen for at tale med Joachim og hans far. Hun fik Joachim til at gå med og stille sig op ved siden af kateteret. ”Hej alle sammen,” sagde hun. ”Hej Liva,” mumlede børnene, mens de stirrede på den nye dreng i klassen, der stod og holdt fat i sin taske, som der var skrevet en masse ting på med tusch. ”Joachim skal gå her i klassen, og vi tager rigtig godt imod ham alle sammen.” Liva så smilende ud over klassen, der blev ved med at stirre på Joachim. ”Hvis der er nogen, der har nogle spørgsmål til Joachim, så har han sagt, at han godt vil svare på dem.” Efuru rakte straks hånden op. Hun havde altid en masse spørgsmål til alting. ”Hvor kommer du fra?” ”Aarhus,” svarede Joachim kort. Nu rakte Birger hånden op. ”Holder du så med AGF i fodbold?” ”S´følgelig.” ”Hmm. Her i byen holder vi altså med Horsens - Den Gule Fare!” sagde Birger bestemt. ”Så så.” Liva brød ind. Hun kendte Birger lidt for godt til at lade ham starte en fodbolddiskussion. ”Ellers nogle spørgsmål?” Victor stak hånden i vejret. ”Hvor bor du?” ”Frederiksgade,” sagde Joachim igen kort. ”Ligesom mig,” sagde Anne og smilede. ”Jeg tror, vi siger tak til Joachim nu, så kan I snakke mere med ham i frikvarterene,” sagde Liva. Joachim fik en plads ved firmandsbordet, hvor Anne og Tara også sad. Han satte sig ved siden af en dreng, der straks flyttede sit penalhus for at gøre mere plads til Joachim og hans ting. Joachims far forlod klasseværelset, men han havde lovet at komme igen, når Joachim fik fri. ”Jeg hedder Mads,” sagde drengen, som Joachim havde sat sig ved siden af. ”Hej.” ”Og jeg hedder Tara,” sagde Tara, der havde så travlt med at finde noget i sin taske, at hun ikke kiggede på Joachim, mens hun sagde det. Liva kom over til Joachim med nogle bøger, der viste sig at være en læsebog og en opgavebog. De var helt magen til dem, Joachim havde haft i Aarhus. Det var helt rart, at han i hvert fald kendte bøgerne, når alt andet nu var nyt for ham. ”Må jeg lige sige noget?” En pige rakte hånden op.


”Ja, Joanna?” ”Vi har lige haft natur/teknik …” sagde pigen. Liva rettede sig op, hun smilede lidt underfundigt. ”Ja?” ”Det er bare det, at Andreas altså bare er mærkelig.” ”Giv ham lige en chance, ik´, han er lige startet her. I kan ikke forvente, at han er som Inge-Lise. Hun var jo en gammel lærer, og Andreas er helt ny. Så det er klart, at de ikke underviser på samme måde.” ”Nej, det tror jeg!” råbte en dreng. ”Hvad mener du, Abdel?” ”Han fortæller sådan noget mærkeligt noget.” ”Hvad fortæller han?” Liva var vist lige ved at grine. ”Han fortalte i dag om en sylfide, om hvor den lever, hvad den gør og så´n noget. Og at det er den, der laver de der lufthuller, man kan mærke, når man er oppe i en flyvemaskine ...” ”Ha ha, fortalte han jer det?” Liva grinede højt. ”Troede I på ham?” ”Selvfølgelig troede vi ikke på ham. Han er bare dum.” Abdel spruttede næsten af arrigskab. ”Selvfølgelig er han ikke dum, Abdel. Han har sikkert bare villet se, om han kunne bilde jer noget ind.” ”Nej, Liva, han lød altså som om, han selv troede på det, han sagde. Han er sindssyg,” sagde ham drengen, der hed Victor. ”Han driller jer bare.” ”Nej!” Da dagens sidste time var slut, kom Liva hen til Joachim. De havde haft billedkunst, og han havde fået lov til at være med i Frederikke og Joannas projekt med en lyserød dinosaurus-verden. ”Din far kan ikke nå at hente dig. Men måske kan du følges med Anne hjem? Hun bor jo lige over for dig,” sagde Liva. Joachim nikkede bare til svar. Æv at hans far ikke kunne komme, og så skulle han følges med hende Anne hjem. ”Er du klar?” Anne kom hen til ham. Hun havde allerede fået jakke på. ”Ja. Hej!” Joachim vinkede til Joanna og Frederikke, der i det samme gik ud af klassen. Anne så langt efter dem. Joachim og Anne gik ud af skolen og drejede mod venstre op ad Carolinelundsvej. ”Det deroppe er kunstmuseet.” Anne pegede over mod en stor bygning, der lå lidt længere oppe ad vejen. ”Nå,” sagde Joachim bare. ”Kan du lide at gå på museer?” spurgte Anne.


”Nej.” ”Det kan jeg godt. Jeg har været på rigtig mange. Jeg synes, det er rigtig spændende. Nogle af dem er selvfølgelig lidt kedelige, men de fleste er spændende.” Anne gik og snakkede, mens Joachim lod som om, han ikke hørte efter. Lidt efter drejede de til venstre ned ad Frederiksgade. De gik ned ad bakke, så de gik ret hurtigt. De kom forbi en stor træport. Joachim havde godt lagt mærke til den, da hans far fulgte ham i skole i morges. ”Hvad er det for en port? Hvad er der bagved?” spurgte han Anne. Hun stoppede op og så på porten. ”En kirkegård,” sagde hun. ”Nå.” Joachim blev lidt underlig i maven. Han var ikke så god til kirkegårde. Han brød sig ikke ret meget om døde mennesker. Han syntes altid, det var mærkeligt at være på en kirkegård. Og han fik altid at vide, at han skulle være stille, når han var der. Han vidste faktisk ikke rigtig, hvorfor han skulle være stille, men måske var det fordi, han kunne komme til at vække de døde, hvis han råbte for højt. Det havde Janne i hvert fald sagt, at man kunne, men Joachim vidste ikke, om det var rigtigt. ”Og derovre,” Anne pegede lidt tilbage på vejen, hvor de lige havde gået. ”Der er Nordre Kirkegård.” ”Er der to kirkegårde på vores vej?” ”Ja. Og hvad så?” Anne så undrende på Joachim; hun virkede ikke til at have noget imod kirkegårde. ”Det er da bare døde mennesker, der er der,” sagde hun så. De gik lidt i tavshed, inden Joachim sagde noget. ”Kender du for resten den gamle dame, der bor i nr. 32?” Joachim havde tidligere på dagen tænkt på at spørge Anne, om hun kendte den gamle dame, som han havde besøgt dagen før. Han havde ikke sovet så meget om natten, fordi han havde tænkt på, hvordan det kunne være, at damen havde kendt hans navn. Han havde været rigtig bange for hende. Men han ville ikke spørge Anne om hende henne i skolen, for Anne var jo ikke en af de seje i klassen. Måske ville hans kommende seje kammerater synes, at han var underlig, hvis han snakkede med Anne. ”Hende kender jeg godt. Eller nej, det gør jeg ikke.” Anne smilede skævt til ham. ”Hvad mener du?” Joachim så på hende. Det var da et underligt svar. ”Jeg ved godt, hvem hun er, men jeg kender hende altså ikke. Jeg vil aldrig besøge hende. Hun er så underligt hekseagtig.” Anne så på ham og rynkede på næsen, så han forstod, at hun ikke brød sig om den gamle dame. ”Kender du hende, Joachim?” ”Nårh, ikke sådan rigtig …” Han havde ikke rigtig lyst til at fortælle om sit besøg hos


den gamle dame. ”Noget ved du da om hende, når du ved, at hun bor i nr. 32!” Joachim så ned på sine fødder, mens han gik. ”Jeg besøgte hende i går,” sagde han så. ”HVA’?” Anne stoppede helt op og så på ham med store, undrende øjne. Joachim syntes pludselig, at det ikke ville være så skrækkeligt at fortælle Anne om besøget hos damen. ”Jeg skulle lave kaffe til hende.” Han kom helt til at grine, nu virkede det pludselig lidt sjovt. ”Lave kaffe?” Anne så på ham og grinede også lidt. ”Ja. Og så læste hun mit kaffegrums bagefter.” Nu grinede Anne ikke mere. Joachim forstod ikke hvorfor. Hun havde jo lige syntes, at det var lidt morsomt. ”Gjorde hun?” spurgte Anne stille. ”Ja. Hvad er der galt i det?” Anne stod lidt uden at vide, hvad hun skulle sige. ”Du tror da vel ikke på, at man kan læse noget i kaffegrums, gør du?” Joachim så overlegent på Anne. ”Vi var engang i Armenien, og der var der en pige, der læste grumset i nogle damers kaffekopper. Damerne sagde, at det passede, det pigen havde sagt om dem.” ”Nå.” Joachim kunne mærke, at han blev lidt bange nede i maven. ”Sagde hun noget om, hvad hun kunne læse i dit grums?” Anne så på Joachim. ”Nårh, ikke sådan noget særligt …” ”Det er helt ok, hvis du ikke vil sige, hvad hun sagde. Men er det rigtigt, det hun sagde?” ”Ja, det var,” sagde Joachim stille. ”Det tænkte jeg nok,” sagde Anne.


3. kapitel: Brevet Onsdag morgen havde 5.a på Caroline Amalie Skolen matematik. Joachim brød sig virkelig ikke meget om matematik. Det værste ved faget var faktisk ikke selve faget, men det at Joachim hele sit liv havde fået at vide, at matematik var omtrent det vigtigste skolefag i hele verden. Og hvis han nogensinde skulle have en uddannelse, så skulle han bruge matematik til ALT! Joachim var nu bare ikke helt sikker på, at det var rigtigt, at man skulle bruge matematik til alle uddannelser i hele verden. Men han gjorde alligevel alt, hvad han kunne for at blive dygtig til faget. Også bare for ikke at komme til at skuffe nogen. Det var svært for Joachim at lære den måde, de regnede på her i klassen. Men Anne viste ham, hvordan de lavede gangestykkerne, og så gik det ligesom lidt lettere. Efter matematik havde de en times historie og to timers håndarbejde; fag som Joachim absolut syntes var spild af tid. Da frokostpausen var slut, og Joachim havde snakket om musik med Tobias, Oliver, Abdel og Rasmus, skulle de have engelsk. Og så endelig blev det tid til dagens sidste time, natur/teknik. ”Nu skal jeg lige spørge dig om noget, Joachim.” Frederikke kom over til Joachim, og de andre seje i klassen fulgte hende med øjnene. Det gjorde de altid, når Frederikke rejste sig op for at sige noget. ”Havde I også en total uduelig natur/tekniklærer i Aarhus?” ”Det synes jeg ikke,” sagde Joachim. ”Ham vi har fået i år, han er bare et fjols!” sagde Frederikke. ”Hvor mange af jer har måske nogensinde set en sylfide?” spurgte Oliver. Det var der ingen, der havde. Natur/tekniklæreren Andreas kom ind i klassen, så snart klokken ringede, men han virkede da helt normal, syntes Joachim. ”Hej,” sagde Andreas til klassen, satte sin taske på bordet og fandt sine bøger frem. ”Har I haft en god dag indtil nu?” Andreas puttede en hvid golfbold tilbage i sin taske, som den var trillet ud af. ”Ja, lige indtil nu,” hørte Joachim Joanna hviske højt til Abdel, der sad ved siden af hende. ”Skal vi lære noget ordentlig i dag?” Frederik J. så på Andreas, der nu var ved at tørre tavlen ren.


”Jeg vil fortælle jer noget mere om sylfiderne. Det blev jeg jo ikke færdig med sidste gang.” Joachim så over på Frederik J., der himlede med øjnene. ”Hvem kan huske, hvor man finder en sylfide?” Der var ingen, der rakte hånden op. Joachim sad og følte sig virkelig dum, for han havde aldrig hørt om sådan et væsen før. Jo altså, han havde hørt gamle damer tale om små tynde piger og kalde dem for sylfider. Men han havde da altid regnet med, at det bare var noget, man sagde, ligesom hvis man sagde, at en stor, tyk mand var en klump. ”Ej, kom nu, hvor finder man en sylfide? Jeg fortalte det i mandags, så det kan da ikke passe, at I ikke kan huske det.” Andreas så ud over klassen. Joachim vidste ikke, om Andreas virkelig mente, at der fandtes sylfider. Men han syntes pludselig, at deres lærer var meget mærkelig. ”Jeg ved, hvor man finder en dumpap,” sagde Victor højt. ”Der står en oppe ved tavlen.” Hele klassen grinede. Joachim kom til at se hen på Anne. Som den eneste i klassen grinede hun ikke, men sad i stedet og bladrede i en biblioteksbog. Joachim syntes måske egentlig også, at Victor havde været ret provokerende. Andreas lod som ingenting og spurgte igen, om de ikke kunne huske, hvor man kunne finde en sylfide. Joachim tænkte, at det måske var et godt tidspunkt at spørge, hvad en sylfide var. De andre grinede stadig, så han turde godt række hånden op. ”Ja?” Andreas så håbefuldt på Joachim. ”Hvad er en sylfide egentlig?” ”Åh, du var måske syg i sidste uge?” Joachim skulle lige til at sige, at han var ny i klassen, men Andreas afbrød ham. ”Og hvem kan så fortælle mig, hvad en sylfide er?” Anne rakte hånden op. ”Ja?” ”Det er væsener, der lever i luften. Deres kroppe er lavet af luft, så de vejer ikke noget. De ser nærmest bare ud som en hvid tåge.” Joachim stirrede på Anne. Det lød ret uhyggeligt, det hun fortalte. Præcis sådan havde Joachim altid tænkt, at spøgelser så ud. Det var virkelig den mest underlige natur/tekniktime, han nogensinde havde haft. ”Helt rigtigt,” sagde Andreas til Anne. ”Men hvis man ikke rigtig kan se dem, hvordan kan man så vide, at de er der?” spurgte han hende. ”Når de er i nærheden af én, føles luften tyk på en måde …” Joachim syntes, det lød meget mærkeligt. Han havde virkelig ikke lyst til at møde sådan en sylfide. ”Netop. Er der nogen af jer, der har prøvet, at luften føltes tyk?” Den fornemmelse kendte Joachim rigtig godt, så han rakte hånden op. Andreas nikkede


til ham. ”Hvis nogen har skændtes ...” sagde Joachim ”Hvis nogen har skændtes, kan luften godt føles tyk, ja. Eller hvis man bliver spurgt om noget, og man ikke kan huske svaret, og man så sidder og tænker sig godt om, så kan luften også føles tyk,” sagde Andreas. ”Hvis man så lige pludselig kommer i tanke om det, man gerne ville huske, så kommer man i tanke om det, fordi sylfiderne hvisker det i ens øre.” ”Hvad mener du?” Joanna så meget skeptisk på Andreas. ”Sylfiderne fortæller én det, man gerne vil huske.” Andreas smilede et underligt smil til dem. ”Men der findes også uvejrssylfider,” sagde han så. ”De er sorte og suser frem og tilbage i uvejrsskyerne. Dem kan man sagtens gå hen og blive ganske bange for.” Der var helt stille i klassen. Joachim så på Tara, der så bange ud. ”Tror du virkelig selv på al det pjat, du fortæller os?” sagde Joanna og rystede på hovedet af Andreas. ”Hvad mener du?” Andreas så undrende på Joanna. ”De findes jo ikke.” ”Hvad findes ikke?” ”Sylfider!” vrængede Joanna. ”Hvad?” Andreas virkede underligt overrasket over Joannas kommentar, syntes Joachim. ”Hvorfor tror du ikke, de findes?” Joanna himlede med øjnene. ”Fordi det gør de da bare ikke. Du tror måske også på nisser?” Joanna så overlegent på Andreas, der nu så ud over klassen. ”Sig mig, er der heller ingen af jer andre, der ved, at der findes sylfider?” De så alle sammen på ham. Stod han virkelig der og gjorde grin med dem? ”Er der ingen af jer, der nogensinde har hørt om ”de glemte”?” ”Hvad snakker du om, dit tågehoved?” Birger stod underligt halvvejs op med åben mund og bare stirrede på Andreas. ”Kom nu, ”de glemte”?” Andreas så alt for overrasket ud, til at Joachim brød sig om det. Han sad i sin første natur/tekniktime på sin nye skole og var bange for sin lærer. Efuru rakte hånden op. ”Ja?” ”Hvem er ”de glemte”?” ”Jamen det er da for eksempel sylfider og nisser, som du siger Joanna, og lygtemænd og havfruer og …” Klassen skreg af grin; nu vidste de, at Andreas bare gjorde grin med dem. De lo så meget, at selv Andreas kom til at grine. Joachim havde et kort øjeblik virkelig troet, at Andreas havde ment det med ”de glemte”. Nu var han ikke spor bange mere. Det hele var bare noget, Andreas fandt på.


Joachim kom ind i entréen og hængte sin jakke på en knage, som en eller anden havde hængt op, mens han havde været i skole. I det samme kom hans far ud til ham. ”Hej, Joachim. Vil du have en kop te? Karin har hentet boller ved bageren.” De havde nået at få sat meget på plads i stuen, mens Joachim havde været i skole. Karin havde åbenbart også været hjemme i dag. Janne kom ned til dem, da de havde sat sig ved bordet og fået te i krusene. ”Har du sagt til Joachim, at han skal gå over med det der brev?” Janne så på sin far. ”Åh nej, godt du siger det. Vi har fået et brev, der er til nr. 32. Vil du gå over med det senere?” Joachim nikkede til svar. ”Godt, tak skal du have,” sagde hans far. ”Hvorfor er du ikke i skole?” Joachim så på Janne. ”Jeg havde fri kl. 12,” sagde Janne. ”Stik mig lige en bolle.” Joachim rakte hende fadet, og hun så overrasket på ham. ”Du kastede den ikke efter mig.” Joachim himlede med øjnene. Janne var åbenbart i sit irriterende drillehumør. ”Det plejer du da at gøre.” ”Vel gør jeg ej,” sagde Joachim surt ned i bordet. ”Det gør du da!” Joachim skulle lige til at tage en bolle og kaste i hovedet på hende, da deres far afbrød dem. ”Janne, kan du ikke drikke resten af din te oppe på værelset?” Joachim stod og klemte brevet i hånden. Han vidste ikke, om han skulle banke på eller bare lægge brevet udenfor døren. Den gamle dame i nr. 32 havde tilsyneladende hverken brevsprække eller postkasse. Han tog mod til sig og bankede på døren. Joachim stod og ventede i mere end et minut, men der kom ikke nogen og åbnede. Han bankede igen, denne gang noget hårdere. Damen kunne jo være faldet i søvn, hvorfor hun så ikke havde hørt hans første bank. Men der kom stadig ikke nogen og åbnede døren. Tænk hvis hun er faldet, tænkte Joachim. Eller måske er død! Uh ha, det kunne han ikke lide at tænke på. Hvad nu hvis hun lå derinde og var begyndt at rådne, eller var blevet spist af rotter eller store ulækre edderkopper … Han tog fat i dørens håndtag. Sidst han var der, havde den jo været åben, så måske var den det også nu. Den var åben, så han skubbede den forsigtigt op og gik ind. ”Hallo?” Han stod stille og lyttede. Han kunne ikke høre nogen mystiske lyde, men han syntes, der lugtede underligt. Han kom til at tænke på et dødt pindsvin, han engang havde set ligge i en spand. Det var begyndt at rådne og havde været fyldt med hvide maddiker. Det havde lugtet helt vildt ulækkert. ”Hallo,” råbte han igen.


Han hørte nu en lyd, der kunne lyde som et overrasket udbrud, der kom ude fra køkkenet. Den gamle dame kom ind i stuen. Hun havde et langt tørklæde om hovedet og kroppen. ”Åh, hej Joachim.” Hun kom smilende hen til ham. Joachim kom igen til at tænke på, at han aldrig havde fortalt hende sit navn, men at hun bare vidste, hvem han var. ”Hvad kan jeg gøre for dig i dag?” Han syntes, at hun lidt lød som om, hun gerne ville have, at han ikke blev for længe. Det virkede som om, hun lavede noget hemmeligt ude i køkkenet. ”Jeg har et brev til dig.” Han gav hende brevet. ”Det kom i vores postkasse, selvom det er til dig.” ”Ja, sådan noget sker jo engang imellem. Mange tak skal du have. Og farvel igen.” Hun tog om hans skulder og ville til at følge ham ud. Men nu var Joachim blevet rigtig nysgerrig. Han ville meget gerne vide, hvad hun havde lavet ude i køkkenet. ”Jeg vil gerne have en kop kaffe,” sagde han. Han var alt for nysgerrig efter at finde ud af, hvad den gamle dame lavede, til at han kunne være bange for hende. ”Kaffe? Det har jeg desværre ikke tid til i dag. Men du kan komme en anden dag og få kaffe. Farvel med dig.” ”Hvad så med te?” Joachim var ved at blive stædig. Den gamle dame gav slip på ham, og han skyndte sig at vende sig om, så de stod ansigt til ansigt. Den gamle dame var bare lidt højere end Joachim. Hun så lidt træt på ham og gjorde sine læber smalle. ”Vil du andet end at aflevere brevet?” Joachim vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Han vidste jo faktisk ikke, hvad det var, han gerne ville hos den gamle dame. Ud over at få at vide hvad hun lavede. Han måtte hurtigt finde på noget at sige. ”Øh, jeg … jeg, øhm … Det er bare det, at jeg har tænkt på det med kaffegrumset.” ”Kaffegrumset?” ”Ja.” ”Hvad er der med det?” ”Jeg vil gerne vide, hvordan du gjorde?” ”Hvordan jeg læste i kaffegrumset?” ”Ja,” løj Joachim. ”Det der fik du vist lige fra en sylfide, hva?” ”Øhh ...” Joachim så overrasket på damen. ”Det var bare noget, du lige fandt på, det med kaffegrumset, ik’? Du anede ikke, hvad du skulle sige, og så var du heldig, at der var en sylfide, der kunne hviske dig i øret,


hvad du skulle sige til mig.” Nu var Joachim helt rundt på gulvet. Hvorfor i alverden snakkede den gamle dame nu også om sylfider, ligesom Andreas havde gjort i natur/tekniktimen? ”Én kop te så! Bare sæt dig ned, så kommer jeg med den lige om lidt.” Den gamle dame vendte sig for at gå ud i køkkenet. ”Jamen, jeg kan da lave den?” Joachim havde fundet på en måde at komme ud i køkkenet og finde ud af, hvad damen havde lavet, lige før han var kommet. Han kunne jo lave teen. ”Nej, nu lavede du kaffen sidste gang, og te-brygning er ikke for nybegyndere.” Den gamle dame lo lidt, inden hun trissede ud i køkkenet. ”Her.” Hun rakte ham et krus med duftende te. ”Vil du have teen ødelagt med sukker og mælk, eller forstår du at nyde ordentlig te, som den er?” ”Øhh, jeg skal ikke have mælk og sukker i,” skyndte Joachim sig at sige ”Godt, min ven. Du er da et mandfolk!” Den gamle dame satte sig tungt ned i sin lænestol. ”Øhm ...” ”Ja, min ven?” Den gamle dame så interesseret på Joachim, der ville have spurgt hende om noget, men alligevel ikke turde. ”Du snakkede om en sylfide ...” ”Ja?” ”Sådan nogen findes da ikke.” Den gamle dame smilede til ham. ”Og hvorfor mener du, at de ikke gør det?” ”Jamen, det gør de da bare ikke. Har du måske nogensinde set en sylfide?” ”Jeg har set luften blive hvidlig og nærmest ulden, og jeg har også prøvet det med at gribe i luften efter noget, jeg ikke kunne huske, og så har sylfiderne fortalt mig det, jeg havde glemt.” Hun smilede til ham. ”Har du nogensinde set noget, der flimrer hen over markerne på en varm sommerdag?” spurgte hun. ”Ja da, men det er bare fordi, varmen får jordens fugtighed til at fordampe, og der så opstår sådan noget flimrende dis,” sagde Joachim. ”Ja, det sker også nogle gange.” Joachim så uforstående på hende. ”Men nogle gange er det sylfiderne, der svæver rundt og nyder varmen,” sagde den gamle dame. ”De skaber diset flimmer, og de skaber luftspejlinger, hvilket selvfølgelig er noget helt andet. Ved du, hvad det er?” spurgte hun. ”Ja. Det er, hvis man går på en vej, og man så synes, det ser ud til, at vejen bliver spejlet op i luften, ik’? Min farfar har et fotografi, der ser sådan ud.” ”Jo, sådan kan man godt sige det. Det er sylfiderne, der skaber den illusion. De kan få folk til at tro, at verden ser anderledes ud, end den egentlig er ved at skabe forskellige


billeder i luften.” ”Lidt som et fatamorgana?” ”Netop. Sylfider er faktisk i familie med fatamorgana. Men fatamorgana er meget farligt. Det kan virkelig gøre folk tossede. Mennesker kan gå ude i en ørken og tro, at de pludselig ser en sø. Når de så når hen til det sted, hvor de synes, at søen skulle være, er den der ikke. Og sådan noget kan gøre ethvert menneske sindssygt.” ”Hvorfor er sylfider så onde?” ”Hov, det er fatamorgana, der skaber de farlige billeder for mennesker. Sylfiderne er ikke nær så drilske. De kan godt lave luftspejlinger, men de får oftere folk ind i fantasiens verden, hvor der jo som regel er rart at være, som for eksempel når man dagdrømmer. Men de kan også gøre sådan, at man bliver tungsindig og trist. Det er jo også en del af fantasien, at man forestiller sig triste ting.” ”Det er underligt.” ”Hvad min ven?” ”Min lærer fortalte os i dag om sylfider. Ingen af os troede selvfølgelig på ham. Han sagde, at sylfider er en del af ”de glemte” ... ” Den gamle dame gjorde store øjne og nikkede forstående. ”Oh ja, ”de glemte” ... Var det Andreas, I havde? Han er ellers meget dygtig.” ”Hvor kender du ham fra?” Joachim så overrasket på den gamle dame, der bare smilede til ham. ”Jeg har været hans lærer, forstår du.” Joachim kunne ikke sove, da han kom i seng om aftenen. De sidste par dage havde bare været for underlige. Ikke nok med at han skulle lære en ny by og en ny skole at kende, så var der altså noget underligt med den gamle dame og hans lærer Andreas. Tænk sig at den gamle dame også havde været skolelærer og tilmed havde undervist Joachims lærer, det var da sjovt. Men de der ”glemte”, han forstod ikke rigtig, hvorfor den gamle dame også havde drillet ham med dem. De fandtes jo ikke. Sylfider og nisser ... !


12. kapitel: Mændene Joachim, Tara og Anne var cyklet ud til Døve Dortes Høj. De havde vinterferie og var rigtig glade for at slippe for skolearbejdet i en hel uge. Vejret var bare rigtig godt i forhold til, at det var februar, så de havde bestemt sig til at kigge nærmere på den gravhøj, som de var sikre på, at Andreas var nede i. ”Hvor er det underligt, at han er lige derinde,” sagde Tara og stirrede på højen. Hun havde svært ved helt at tro på, at deres lærer virkelig var derinde. Men Joachim og Anne var vist helt sikre på, at Andreas var blevet inviteret ned i højen af elverne, og at han måske var ved at blive gennemsigtig! Tara kom til at gyse – tænk at blive gennemsigtig. Hun tænkte på, hvordan det måtte være at tro, at man er i en drømmeverden, hvor man ikke kan huske den verden, man plejer at være i. Så kom man til at glemme sine venner og hvor man bor; det havde der jo i hvert fald stået i Broder Christobals bog, at man gjorde. Måske ville man så også glemme, hvem ens mor og far var. Tara blev ked af det. Hun syntes, det ville være slemt nok, hvis hun glemte, hvem hendes farmor og farfar var. Men det ville være rigtig slemt, hvis hun ikke kunne huske, hvem hendes mor og far var ... ”Er der en å her omkring?” spurgte Anne Tara, der straks glemte sine tanker om elvernes drømmeverden. ”Øh, ja. Der er en å nede ved Vandværkssøen.” ”Er det langt væk?” ”En kilometer tror jeg.” ”Kom,” sagde Anne, ”vi cykler derned.” De hoppede alle tre på cyklerne og kørte gennem skoven. Joachim undrede sig over, hvorfor Anne ville ned til en å, men Anne kørte så hurtigt, at han ikke kunne nå at spørge hende. De kom til parkeringspladsen, hvor de tidligere havde været sammen med Taras far, farmor og farfar. Her satte de cyklerne, og Anne bad Tara vise vej hen til åen. ”Hvad skal vi egentlig, Anne?” fik Joachim endelig spurgt. ”Det næste væsen, vi skal finde, er et vandvæsen. Og jeg tror, jeg har gættet, hvad det er for et. Står der noget om åmænd i Broder Christobals bog?” ”Åmænd?” Tara og Joachim så på hinanden, sådan nogle væsener havde de aldrig hørt om før. Joachim tog sin rygsæk af ryggen, og trak Broder Christobals bog op. Han bladrede lidt frem og tilbage i bogen og fandt et sted, hvor der var en tegning af en meget stor mand, der stod i en brusende å med en fisk i den ene hånd og et spyd i den anden. Det


måtte være en åmand. ”Hvorfor tror du, at det er en åmand, vi skal finde?” spurgte Joachim Anne. ”Fordi der stod i bogen, at vi skulle gå ned til noget vand, og der skulle vi finde et voldsomt væsen. Jeg har læst, at åmænd er de farligste vandvæsener, der findes.” ”Er de?” spurgte Tara stille. Anne nikkede. De sagde ikke noget til hinanden i nogle minutter. Ingen af dem havde lyst til at møde en stor mand, der måske var rigtig farlig. De var jo bare børn, og de var ikke særligt stærke nogen af dem, i hvert fald ikke så stærke som en meget stor mand. ”Er der et vers om åmænd?” spurgte Tara. ”Ja,” sagde Joachim. Han begyndte ikke at læse verset op, som han plejede at gøre, når de skulle ud at finde nye væsener. Han ville egentlig helst tage hjem og bare glemme alt om farlige vandvæsener og bare være en helt almindelig dreng, der ikke var ”de glemtes” vogter. Men så kom han i tanke om Andreas. Joachim fik helt ondt i maven, da han tænkte på ham. Han var egentlig ikke helt sikker på, om Andreas godt nok var blevet taget til fange af elverne, men Anne og Tara troede vist helt sikkert på det. Og hvis Andreas virkelig var blevet taget til fange, så ville han dø, hvis de ikke nåede at redde ham. ”Vil du ikke læse højt?” spurgte Anne. ”Jo, sagde han og tog bogen op. ”I vandets løb han gerne bo, men han kan ej finde ro, en gang om året han vil æde, et menneske skal til ham betræde.” ”Spiser han mennesker?” Anne lød bange, men Joachim bed tænderne sammen. De skulle redde Andreas, så de kunne altså ikke stikke af, selvom åmanden var livsfarlig. ”Hans stemme over vandet høres, et offer til ham nu skal føres, ellers ulykken han kaster på, og liv han tager, er ej få.” Åmanden er et monster, tænkte Joachim og var vildt bange. ”Han fisk i åen sørger for, han sikkerhed for byen sår, men betaling stor han vil have, et menneske ned i sin mave.” Tara trak vejret meget dybt. Hun var helt sikkert også bange nu. ”Du ham lystre med toner kan, så bli’r han blot en lille mand, planten god i drikken er, smager rar og visdom gi’r.” ”Så vi skal bare spille musik for åmonstret, og så giver han os en plante?” Anne lo hånligt. ”Så må vi bare håbe, at han ikke når at æde os først!” De gik langs med åen i noget tid. Det var koldt, og de frøs, og de passede hele tiden på ikke at falde ned i vandet. Det måtte være hundekoldt, for det var jo februar måned, og der var isflager i kanten af åen. ”Skal vi ikke spise madpakker?” Anne var træt og bange og havde mest lyst til at tage hjem. Hun syntes, det hele var åndssvagt, for hun troede faktisk ikke på, at Andreas var nede i den dumme gravhøj. Han lå sikkert i en hængekøje på en thailandsk ø og drak saftevand. Det kunne endda være, at det var den ø, som hun havde været på i sommers sammen med sin mor og far. Men hun var sikker på, at Joachim og Tara troede på, at


Andreas var nede i højen sammen med elverne, og så ville hun ikke sige, at hun ikke troede på det. Og måske var Andreas nede i højen, og hun tog fejl. Tænk, hvis de kunne have reddet Andreas og så gav op, fordi de frøs. Nej, de skulle finde den åmand og få den plante, som de skulle bruge til elverdrikken. ”Jo, lad os spise,” sagde Tara og fandt sin madpakke frem fra tasken. De sad og snakkede og spiste mad og nød egentlig at sidde i det flotte vinterlandskab, hvor der var en smule rimfrost på træerne. Joachim fortalte en vittighed, som han kendte om en hest og en præst. De grinede alle tre helt vildt, så Joachim lagde ikke mærke til, at noget sølvpapir fra hans madpakke gled ned i åen. ”Hov,” sagde Tara og pegede på sølvpapiret. ”Det var ikke så godt.” Joachim var sur på sig selv over, at han ikke havde holdt bedre styr på sine ting. Han rejste sig op og fik fat på en pind, som han kunne bruge til at fiske sølvpapiret op med. Pludselig kom en stor boble op fra vandet, og sølvpapiret blev trukket ned under vandet og forsvandt. Det var da underligt, tænkte Joachim, sådan en boble havde han aldrig set før. Han blev med et helt kold i hele kroppen, som om alt inden i ham var blevet til is, for nu så han en endnu større boble komme op af vandet, og inden i boblen var der et hoved. Et stort hoved med et kæmpe stort rødt skæg, som var helt fyldt med dråbeformede isklumper. Anne og Tara rejste sig op, og Tara gav et lille skrig fra sig. De var ikke i tvivl om, at det var åmanden, der så på dem. Han kom længere og længere op af vandet, så de til sidst kunne se en kæmpe stor mand stå i åen, hvor vandet gik ham til navlen. Boblen om hans hoved sprang med et lille ”plop”. Det næste der skete var underligt. Uden at åbne sin mund, begyndte åmanden at tale til dem. Hans stemme lød som en dyb brummende lyd, der nærmest bare flød gennem landskabet. Det var som om, hele verden stod stille et øjeblik, for bare at lytte til åmandens ord: ”Er det jeres?” Han holdt Joachims sølvpapir mellem to enorme fingre. Ingen af børnene sagde noget. De var så bange for, hvad åmanden kunne finde på at gøre ved dem, at de simpelthen ikke kunne sige noget af bare skræk. ”Er I ikke klar over, hvad jeres skrald kan gøre ved mine fisk? Det slår dem ihjel. Og I passer ikke på mine fisk og min å. I ødelægger min verden. I ødelægger det, jeg er glad for. Det vil jeg ikke finde mig i.” De kunne høre, at åmanden blev meget vred. Det var næsten som om, at hans stemme fik hele verden til at ryste, som om der blev jordskælv. ”Tiden er kommet,” lød det gennem luften. Joachim følte, at hans ben frøs fast til jorden, som om han ikke kunne mærke dem mere. Han var så bange nu, at han rystede over hele kroppen, for det åmanden lige havde sagt var jo noget, som Joachim havde læst om i Broder Christobals bog. Der havde stået, at åmanden ville have betaling for at passe på åerne og søerne for menneskene. Åmanden ville have, at de mennesker, der boede ved den å, som han selv boede i, skulle give ham et menneske om året at spise, for at passe på dem og på åen.


Når han ville have sin betaling, kunne man høre hans stemme komme nede fra åen: ”Tiden er kommet, men min betaling er ikke kommet.” Joachim kunne ikke græde, selvom det var det, han havde allermest lyst til. Han havde bare en kæmpe knude nede i maven, og han kunne næsten ikke trække vejret. ”Hvem af jer smed dette her i min å?” ”Det siger vi ikke!” råbte Anne pludselig. I det samme var det som om, en usynlig hånd slog hende i maven, og hun faldt om i det iskolde græs. Hun sagde ikke mere men lå bare og græd lige så stille. ”Hvem smed det?” Hverken Tara eller Joachim sagde noget, men pludselig kunne Joachim ikke stå stille. Det var som om, hans ben begyndte at gå ned mod åen helt af sig selv. Han prøvede at stoppe men kunne ikke. Åmanden kunne åbenbart styre ens ben, hvis han ville. ”Nej!” skreg Joachim. ”Hjælp mig! Hjælp mig!” Tara ville løbe hen for at hjælpe ham, men det så ud som om, hun også blev ramt af den usynlige hånd, ligesom Anne var blevet lige før. Joachim kom længere og længere hen mod åmanden, der stod og stirrede på ham. ”Kom så, kom så,” kunne Joachim høre åmandens stemme sige. Men han ville ikke se på den store mand. Åmanden brugte helt sikkert sin usynlige kraft, hvor han kunne få den, der havde gjort noget mod ham, eller den der var blevet udvalgt til ham som betaling for at passe på åen, til at komme hen til sig, uden at personen selv ville. Åmanden skulle bare tænke, at personen ville komme hen til ham, så kunne personen ikke gøre andet end at komme. Åmanden havde usynlige kræfter. ”Det var et uheld, det var et uheld med sølvpapiret!” skreg Joachim. Men hans ben stoppede ikke med at gå, og om lidt ville han være så tæt på vandet, at åmanden kunne tage fat i ham og trække ham med ned i den iskolde å. Joachim tænkte på sin far og sin mor, og han tænkte på Janne. Han vidste, at han aldrig skulle se dem igen. Han var trods alt glad for, at han var her sammen med Tara og Anne, for de var helt sikkert blevet hans bedste venner. Og det ville han gerne have haft mulighed for at fortælle hele verden. Han prøvede at gribe fat i et lille træ, der stod helt nede ved vandet. Han holdt så hårdt fast, som han kunne. Han kunne mærke, at åmanden blev vred, for det gjorde pludseligt meget ondt i hans ben. Det var som om, de var ved at blive rykket af kroppen. Joachims hænder gled på træets kolde bark, han kunne ikke blive ved med at holde fast. Han blev nødt til at slippe træet, og han forsøgte at gribe fat i en tot græs, som han måske kunne holde fast i. Men han nåede det ikke, før hans ben havde ført ham ned til vandet. Åmanden stod klar med hænderne til at gribe ham og trække ham med ned under vandet. Nu skulle han dø ... ”Fyyyyyyiii,” lød det gennem luften. ”Fyyyyiii.” Det var underligt, tænkte Joachim. Det var som om, åmandens kræfter slap hans ben.


Men sådan var det nok, når man var død, så kunne man nok ikke længere mærke det, der før gjorde ondt. Han lukkede øjnene og lå helt stille. ”Joachim? Joachim!” Nogen ruskede i hans arm. Han åbnede sine øjne. Det var Anne. Det var Anne, der ruskede i ham. Anne? Så var han måske ikke død alligevel? Han satte sig op og stirrede på hende. ”Er du også død?” spurgte han. ”Nej, for pokker. Og det er du heller ikke. Tara reddede dit liv.” ”Hvad?” ”Tara havde sin fløjte med i sin taske. Hun havde jo været til fløjtetimer, inden hun kom hjem til mig. Hun er så klog, Joachim. Hun huskede, hvad der stod i det vers, som du læste op for os.” ”Hvad for et vers?” Joachim var forvirret. Han var ikke død, fordi Tara havde reddet ham med sin fløjte. Tara kom hen til dem. Joachim kunne se, at hun også havde grædt ligesom Anne. ”Det vers hvor der stod, at man kunne få åmanden til at gøre, som man ville, hvis han hørte en fløjte,” sagde Tara. ”Og jeg kan jo spille på fløjte.” ”Se,” sagde Anne og pegede mod Joachims fødder. Der lå en lille myntekvist på Joachims ene støvle. Det var helt sikkert én, som åmanden havde efterladt til dem, da Tara havde tvunget ham tilbage i åen med sin fløjte. Det var ved at blive mørkt, alt for mørkt faktisk. Joachim, Anne og Tara havde slet ikke lagt mærke til, at det var ved at blive aften, mens de havde kæmpet mod åmanden. ”Har I jeres cykellygter med?” spurgte Joachim, der ikke havde taget nogen lygte med selv. Det havde pigerne heller ikke. ”Hvordan skal vi kunne finde vores cykler i det her mørke?” spurgte Tara og begyndte at græde. Det havde været så uhyggeligt at møde åmanden, og nu kunne de måske ikke komme hjem. Joachims mobil virkede ikke så langt ude på landet, så de kunne ikke ringe efter hjælp. ”Jeg ved det ikke,” sagde Joachim. ”Vi bliver nødt til at holde hinanden i hænderne,” sagde Anne. ”Ellers bliver vi bare væk fra hinanden.” Tara snøftede og tog dem begge to i hånden. Det var rart, syntes Joachim, så følte han sig ikke længere så alene og bange. ”Vi må passe på, hvor vi går, for ellers falder vi i vandet,” sagde Joachim. ”Måske skal vi bare blive stående og råbe om hjælp?” sagde Tara. ”Jeg ved det ikke,” sagde Anne. Joachim kunne høre på hende, at hun også var tæt på at græde. De stod stille og holdt om hinanden. Det var meget koldt nu, og det var helt mørkt. De var meget bange, for de ville ikke kunne overleve at være ude hele natten uden at få noget varme. Mens de stod og holdt om hinanden, snakkede de om, hvad de


skulle gøre. Tara prøvede, om hun kunne se noget gennem mørket, men hun kunne ikke se deres cykler eller vejen hen til dem. ”Hvad er det der?” sagde hun og pegede med hånden. ”Hvad?” spurgte Anne og Joachim i kor. ”Det der lys?” sagde Tara. ”Hvor?” spurgte Joachim. ”Se!” sagde Anne. ”Der er godt nok et lys. Lige der.” Nu pegede hun også mod noget. Joachim kunne pludselig se et lille ,gult lys, der gik et sted i mørket lige foran dem. ”Tror I, vi skal gå derhen?” spurgte han. ”Vi ved ikke, hvor åen er, og vi må ikke falde i det kolde vand. Så dør vi,” sagde Anne. ”Her!” råbte Joachim. ”Vi er her.” Det var som om, lyset kom tættere på dem, men det så hele tiden ud til at være langt væk. ”Her,” råbte Joachim igen. Nu kom lyset så tæt på, at de kunne se, hvem der holdt det. Det var en ganske lille mand med helt mørkebrunt tøj og en fin, lille, spids hat. Han var så lille, at hans hat kun gik Joachim til hoften. Lyset, som børnene havde set, var en lille tot græs med ild i, som han holdt i hånden. Han havde ingen vanter eller halstørklæde på, selvom det var så koldt. Den lille mand stod og kiggede på dem et øjeblik. Joachim fik en fornemmelse af, at han kunne se lige ind i Joachims hoved og mærke, hvordan Joachim var. Det var som om, at den lille mand kunne mærke, om Joachim var et godt eller et ondt menneske. Den lille mand rakte sin hånd frem mod Joachim og lagde noget ned i hans hånd. Det var en lille lavendelblomst. ”Se,” sagde Joachim og viste pigerne blomsten. Den lille mand stirrede på dem, men stod helt stille. ”Tror I, det er en blomst, som vi skal bruge til drikken?” spurgte Anne. ”Hvorfor tror I, at vi skal have den?” Joachim tænkte lidt. ”Jeg tror, at han kan mærke, hvordan vi er indeni,” sagde han så. ”Jeg tror, at han synes, at vi er gode mennesker, og derfor vil han gerne hjælpe os.” Joachim så på den lille mand, der holdt en finger foran sin mund som for at få dem til at tie stille. Den lille mand gik i stilhed foran børnene og lyste vej med ilden i sin lille græstot. Ingen af dem sagde noget som helst, mens de gik. Det var som om, de vidste, at den lille mand ville få dem til at fare vild, hvis de sagde noget. De var ikke bange mere, for den lille mand viste dem, hvor der var huller, som de skulle passe på med at træde i. Og han sørgede hele tiden for, at ingen af dem faldt ned i noget vand. Den lille mand lyste for dem helt hen til deres cykler, hvorefter han lige så stille gik


videre uden at sige farvel. De stod lidt og så lyset forsvinde i mørket, før de hoppede på cyklerne og kørte hjem.


Kolofon De glemtes vogter © Maria Erica Jensen Forlaget Den flyvende kamel 1. digitale udgave, 2012 Tekst: Maria Erica Jensen © Forsideillustration: Patrick Leis Forlag: Forlaget Den flyvende kamel info@denflyvendekamel.dk ISBN 978-87-995277-0-0 Alle rettigheder forbeholdes. Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne e-bog eller dele heraf er kun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse ifølge dansk lov om ophavsret. Læs meget mere om "de glemte" på: Bogens hjemmeside Bogens Facebook-side Bogen foregår i virkelighedens Horsens og omegn, mens alle bogens personer og deres private adresser er opdigtede. Du må meget gerne vise bogen til dine venner, men vær venlig ikke at kopiere den til dem. Henvis dem i stedet til bogens hjemmeside (klik her), hvor de kan købe bogen.


Om forfatteren Maria Erica Jensen (f. 1982) er forfatter, boganmelder, verdensrejsende, blogger, amatørfotograf og meget, meget mere.

Læs mere om Maria Erica på bogens hjemmeside Maria Ericas blog med børnebogsanmeldelser og meget mere. Følg Maria Erica på Twitter


De Glemtes Vogter - læseprøve