Issuu on Google+

Blinde kræver hjælp i hverdagen Talesyntese. Forstørrelsesglas. Personlig hjælper. Ledelinjer. Hjælpemulighederne er mange, men også nødvendige for de blinde og svagtseende i dagens Danmark. Af Malte Abildgaard Christensen Hos SynDanmarks afdeling i Odense hjælper de 20 ansatte omkring 5.000 blinde eller svagsynede med alt fra it-undervisning og madlavningshjælp til mere seriøse ansøgninger til kommunen om stok, talesyntese eller oplæsningsmaskiner. Lis Fløe Pedersen, der er chef for SynDanmarks Odense afdeling, forklarer, at det er »forbandet upraktisk« at være blind: »At være synshandicappet har indflydelse på hele menneskets hverdag. Det er der altid, både når man barberer sig, laver mad, læser bøger eller færdes i samfundet.« Netop derfor er der flere instanser, der er til for udelukkende at hjælpe de synshandicappede i hverdagen. Hos SynDanmark er man glade for at hjælpe med de basale behov, men erkender, at deres hjælp ikke er nok. Blinde og svagtseende har brug for hjælp med mange af deres gøremål, og Lis Fløe Pedersen vurderer, at alle danskere skal hjælpe de handicappede for at deres hverdag ikke bliver for uoverkommelig. Hjælp er nødvendig »Mange synshandicappede kommer ikke ud af huset særlig tit, da de mangler hjælp. Det er et kæmpemæssigt problem.« Så kontant vurderer Søren Grotum, der er næstformand for afdelingen ”tilgængelighed og hjælpemidler” hos Dansk Blinde Samfund (DBS), situationen. Han mener, at det er nødvendigt, at blinde får hjælp, og at alle blinde automatisk får en Daisymaskine stillet til rådighed: »Det burde være en naturlighed at hjælpe

mennesker med problemer. Eksempelvis ville en svagtseende persons liv blive væsentligt nemmere med en Daisy, der kan læse ting op for en. Hvis ikke man« Hos SynDanmark i Odense følger og hjælper man den synshandicappede i alle faser af livet. »Det er vigtigt, at personen forstår sit handicap, og anerkender, at han har brug for hjælp,« siger afdelingsleder Lis Fløe Pedersen. Hun vurderer, at især de sociale elementer i en blind eller svagtseende persons liv er problematiske. Derfor arrangerer SynDanmark ture, hvor synshandicappede kan møde andre på samme alder med de samme problemer som en selv. Det giver dem »et fristed«, hvor de kan deltage i alle aktiviteter og lege, siger Lis Fløe Pedersen. Uheldig udvikling Hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har Steen Bengtsson forsket i handicappedes problemer i dagligdagen, og han kan tydeligt se forskellen på de svagtseendes og de almindelige menneskers hverdag: »Det kræver meget mere af en blind eller svagtseende at tage vare på sit eget liv. Mange ting, som andre tager for givet, er svært for en med begrænset syn.« Forskningen har vist, at det manglende syn kan gå ud over helbredet: »De blinde kan ikke se, hvad de spiser, og kan heller ikke se, hvis de får en ellers synlig sygdom.« Steen Bengtssons forskning har også vist, at færre og færre synshandicappede får en uddannelse eller et arbejde.


»Det er en meget uheldig udvikling, at antallet af svagtseende i arbejde eller under uddannelse er faldet. Det skyldes formentlig motivation eller frygt, både fra arbejdsmarkedet og fra den handicappede selv, for med de hjælpemidler, de kan få stillet til rådighed, er der ikke de store hindringer for, at en blind eller svagsynet kan lave kontorarbejde eksempelvis,« siger han. Afdelingsleder for SynDanmarks Odense afdeling Lis Fløe Pedersen mener også, at samfundsudviklingen har ændret de synshandicappedes liv. »Hver anden sag omhandler efterhånden it. Det er jo nødvendigt, at kunne bruge en computer, da alt fra de offentlige myndigheder kommer der.« Derfor har afdelingen ansat to personer, der udelukkende arbejder med it, udover de fire voksen konsulenter, der også kan rådgive og undervise om internettet. Den blinde it-tekniker En af dem, der arbejder som it-tekniker hos SynDanmark i Odense, er Hans Christian Andersen. Han er blind og fortæller, at han har brug for hjælp i hverdagen: »Man kan jo ikke mærke forskel på let- og sødmælk, så der bliver jeg nød til at spørge andre om hjælp. Det samme skal jeg, hvis jeg befinder mig nye steder, da jeg ikke kan læse skiltene.« Hans Christian Andersen har arbejdet hos SynDanmark siden 1996, hvor han har specialiseret sig i at installere og afprøve hjælpeprogrammer til blinde på pc’er. Da Hans Christian ikke kan se, har han systematiseret sit liv; nøglerne, saksen og hans blindecomputer ligger altid de samme steder, og med høresansen kan han fornemme, hvor i et rum han er, eller hvor tæt han er på en mur, lygtepæl eller lignende. Derfor kan han

Fakta om synshandicappede i Danmark:   

Cirka en procent af danskerne er blinde eller stærkt svagsynede Over 5.000 personer modtager hjælp af SynDanmarks Odense-afdeling Man kan modtage hjælp, hvis man har 6/18 syn eller dårligere på sit bedste øje. Det vil sige, at man kan se 6 meter, hvor andre ser 18 meter Størstedelen af de svagsynede i Danmark er ældre, der har sygdommen aldersbetinget degeneration af nethinden (AMD) Cirka hver anden sag handler om hjælp til it-brug, både i form af undervisning og af hjælpemidler. Kilde: SynDanmark, Odense

navigere rundt på arbejdet og i samfundet uden stok eller førerhund. Generelt bruger han kun hjælpemidler til computeren – resten kan han klare med andres hjælp eller via egne sanser. Hans Christian Andersen er ikke eneste synshandicappede, der arbejder hos SynDanmark i Odense. Hans kollega Nikolaj Lisby er stærkt svagtseende, faktisk så meget, at han ikke kan se andres ansigter eller øjne. Han blev født tre måneder for tidligt, og har siden haft et gevaldigt nedsat synsfelt. Det gav ham problemer allerede i folkeskolen. »Jeg havde et specialdesignet bord, fik større fotokopier og sad altid på forreste række, men alligevel var det svært sat følge med i undervisningen,« siger han. Også på det sociale var Nikolaj Lisby udenfor. »Jeg kunne ikke spille bold eller hinke i frikvartererne, så jeg sad normalt bare ved siden af og ventede,« mindes han.


Siden da er Nikolaj dog blevet uddannet og har fået et arbejde, men han er stadig afhængig af andres hjælp: »Jeg får hjælp til påklædning, da jeg ikke kan

se, om det jeg tager på passer sammen eller er rent. Derudover kan jeg hverken cykle eller køre bil, så jeg er også afhængig af den offentlige transport.«


Baggrund