Page 1

Malene Hasselblad Forfatter, skribent & foredragsholder

Følgende sider indeholder mine klummer fra Livsstilsmagasinet C'est


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 8 / J u n i 2 010 / G R AT I S

designeren

Jeanne

lanvin De hotteste musthaves nu

6 super hollywoodfif Shopping Tema

vintage

stores

hvad er det

foråret gør

C’est har fokus på den lyse tid

læs om skuespillerinden

naomithurman watts uma


Klummen

Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

Hvem stjal Amors pil?

Alle har prøvet at være ramt af dyb ulykkelig kærlighed, hvor Amors pil er knækket, visnet og i værste fald peger i retning af en anden ny kærlighed. Hans forstås. Man vil så gerne vise ham, at man er ovenpå, for ”living well is the best revenge”. Vise at man er sooooo over him, at han er so last season. At der nu er en ny mand i ens liv, der får begæret til at sprutte som romerlys i en bananasplit, og man konstant render rundt med fugtskader i nederste del af ansigtsregionen, fordi man bare MÅ kysse på ham hele tiden. Bedre endnu, HAN bare må kysse på én hele tiden. Ens stolthed og ære kræver, at man ikke i så meget som et splitsekund afslører, at man er helt ude i tovene og mest af alt har lyst til at vikle sig ind i et sørgebind fra top til tå. Men kors, hvor man bare falder igennem, de få gange det lykkedes at få ham overtalt til en snak, for man vil jo gerne bare lige af med det sidste. Ud kommer en bitter bemærkning eller to, man sidder der og er ved at tømme hele Samsonite-kufferten fyldt med bebrejdelser, som man har slæbt med, selv om man lovede sig selv at lade være. Problemet er jo, at mænd for længst har glemt alt, hvad der har været af uoverensstemmelser, specielt hvis det har været dem, der har jokket i spinaten. Der sidder de så og er ramt af den vildeste Alzheimer. Ens egen retfærdighedssans er ved at koge over, og man prøver febrilsk at opfriske deres memory card. Men deres ”gem” er deleted. Nu er det: ”Det har jeg ALDRIG sagt,” eller ”Hvad har jeg gjort?”. Man kan jo slet ikke fatte, at de kan være så dumme at sige eller spørge om den slags. HVAD de har gjort og sagt, er jo indlysende. I den slags situationer ønsker man virkelig, at et kompagni fredsbevarende styrker lige kunne slå sig ned i opgangen og sende specialtrænede forhandlere på konfliktløsende mission i entréen. For en ting er sikker, VI glemmer aldrig, husker hvert et ord, hver en hændelse, og specielt hænger vi fast i det, der var godt. Lidt som en blodtørstig igle, selv om ens fornuft jo godt ved, at det aldrig kommer igen med ham, hvis man er kommet så langt

146

www.c-est.dk

ud eller så langt væk fra hinanden. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, hvor kort distance der er fra kærlighed til had. Man kan overmandes af ubeskrivelig vrede, der føles, som om den vil æde én op. Der, hvor man ønsker, at ens forliste forhold havde været en bog, man aldrig havde læst. Her ville det også være skønt at kunne lave strudsefinten, hvor man med det vildeste tilløb kan tyre hovedet ind i en busk, og høps, VÆK er problemet = Ham. Tilbage er man, hvor kun det søde kan være sødt nok. Men den der ubeskrivelige ”det føles så rigtigt”-ting er oftest bare en skyklap, hvor man ikke ser fuseren komme. Man skal langt ud over av-med-dobbeltav-stadiet, før man vil se/indse alle de ting, hvor man gik på kompromis med egne ønsker, behov, drømme og forhåbninger. Det tager tid, men en dag udkommer en ny bestseller, som man bare ikke kan slippe ... og så indser man endelig, at det, man engang troede var verdens bedste bog, viste sig at være en middelmådig en af slagsen, en paperback uden indhold ... at det måske i sidste ende, selv om det har gjort ulideligt ondt at erfare, var det bedste, der kunne ske, så man ikke brugte flere år af sit liv på ønsker og forhåbninger til fremtiden, som aldrig var blevet indfriet, på trods af at man havde lagt det fine puslespil. Der ville bare altid have været brikker, der ikke passede ind. Så hvis jeg skal komme med bare en lille opmuntring til dig, som sidder med den største knude i maven, fordi din store kærlighed nu er en andens eller bare er væk, så kommer den her: Instead of thinking about what you’re missing, try thinking about what you have that everyone else is missing!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 27 / A p r i l 2 010 / G R AT I S

Isabel

Marant Læs om den stilsikre designer Arghhh! De river sig selv i håret

C’est har fokus på selvstændige kvinder

high heels Historien bag yndlingsskoene


Klummen

Jeg forstår mig ikke på

Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

mænd!

Hvis du køber en ny mobil eller dvdmaskine, så ledsages produktet altid af en fin lille brochure, der fortæller om alle dets funktioner, oplyser dig om, hvordan du undgår at komme til skade og hjælper dig samtidig også til at forstå produktet. Men hvordan er det så lige, når emnet falder på mænd? Vi kvinder ’bruger’ jo mænd mere end vores andre ’redskaber’, men det forventes gud hjælpe mig, at vi selv finder ud af, hvordan de fungerer. Vi prøver at forstå dem, tage os af dem, støtte dem, kommunikere med dem, elske dem og samtidig få dem til at gengælde vores følelser. Når det fungerer, synes vi jo, at mænd er fantastiske og kan ikke leve uden dem. Men når det ikke fungerer, synes vi, at de er umulige og har så mest af alt lyst til at levere manden ’tilbage til fabrikken’, for han fungerer jo ikke som forventet. Lidt ligesom en defekt model, som nu er gået ud af produktion, og som der ikke længere findes reservedele til. Og når det nu samtidig er bevist, at sex er den absolut bedste form for motion, hvorfor kan man så ikke købe en mand i Intersport i stedet for nye løbesko? Så kunne man jo prøve nogle forskellige, inden man købte den, man helst ville have, og smide de andre ud, når de blev sure. Der følger desværre ikke garantibevis med de mænd, vi møder, men gjorde der det, så synes jeg godt, man kunne stille krav om en overordentlig god og effektiv byttegaranti. Der er også noget med mænd og sport. De fleste vil jo mene, at de dyrker sport på både elite- og motionsplan. Eliteplan på sofaen foran flimmeren til diverse kvalifikations- og landskampe. Så er der skihop? Findes der noget mere gabende kedeligt, for ikke at tale om trist, end at se folk i al for stramme satindragter hoppe ud fra

146

www.c-est.dk

en bakketop? Det samme gælder mænd på ’cikel’ i årets Tour de fucking-France uden kropsbehåring, fordi det får dem til at køre en meter mere i sekundet og med vaseline på kuglerne for ikke at få siddesår, iført gul førertrøje, bjergtrøje, eller hvad fanden det nu hedder, og så for lige at fuldende det hele, med lidt skum i mundvigene og epo i låret. Motionsplanen er så, hvis man er så heldig, at de trimmer deres krop i det lokale fitnesscenter. Heldigvis har jeg været så heldig udelukkende at have haft kærester, der var mere eller mindre sportsdebile, i hvert fald når det gjaldt sport i fjerneren. Og hvad er der med mænd og øl? Genkender du denne her: I er til påskefrokost, din kæreste rækker over bordet efter en pilsner og spørger i det samme, om du vil have vin eller øl. Du svarer: ”Jeg tager bare det samme som dig skat, men jeg tror altså ikke, jeg kan drikke en hel, kan vi ikke dele?”.Og i lige nøjagtig det øjeblik kunne du lige så vel have fortalt ham, at du var gravid. Hans ansigtskulør går fra nul komma fem, fra en rimelig sund farve, til hvad man kan betegne som værende ligbleg. Og aldrig kunne du have taget så grueligt fejl … En mand deler ALDRIG sin øl! Faktum er, at mænd kun kommer i en udgave, som kan indtage 33 cl eller derover! Til gengæld er jeg også sikker på, at der sidder masser af mænd derude, der ville ønske, at der på os kvinder fandtes en stopknap. Jeg sad forleden på en café og overhørte to mænds indbyrdes samtale. Den ene brokkede sig højlydt og fortalte, at han var ved at få spat af kærestens evindelige snakkeri. Som han udtrykte det: ”Hun snakker kraftedeme fra morgen til aften, non stop.” Her afbrød den anden og sagde: ”Det er dét, der er så skønt ved et blowjob ... stilheden!” Men nu var det heldigvis ikke os, der skulle snakkes om, så tilbage til mændene ... Med de her mænd må de fleste af os jo også erkende, at vi hellere vil leve med dem end uden dem, og så er mænd jo også bedre end chokolade. Nødderne sidder ikke fast mellem tænderne, du slipper for at dele med ungerne og godteposen bliver automatisk fyldt op!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 6 / M a r t s 2 010 / G R AT I S

designeren

ilaria

Nistri

De bedste musthaves nu

6 Hollywoodfif Lille spejl på

væggen der

C’est har fokus på extentionstiden læs om skuespillerinden

naomi watts


Klummen

Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

Drageånde & champagne på stilk

De er her kun for at blive set. Rent-a-crowd. Og de fiser alle sammen desperate rundt i rummet som maniske heliumballoner. Pigerne på jagt efter et par gratis flasker sprut, mændene med pengebundtet fremme, klar til et lille hurtigt, hygge-hejsa, når kvindemennesket er drukket fra sans og samling. Jeg havde haft en hyggelig aften med forudgående middag sammen med min tøseloge. Nu sad vi her, på en såkaldte hip in-klub, vi skulle prøve noget nyt. Og det skal jeg love for. Vi er på ingen måde snobbede, typerne, der kan more os de fleste steder uagtet klientellet, bare vi er sammen. Men her kom vi til kort, sad bare måbende ved vores bord med hver vores drink i hånden og studerede ... Endnu en mand på vej i endnu et lidt for smart jakkesæt, håret tilbage og hævet tandkød. Hr. Verdensmand, Hr. Spassernar, Hr. Jeg-er-for-gammel-til-at-sætte-mit-hår-på-denneher-måde. Hr. Jeg-har-en-meget-stor-bil-der-er-omvendt-proportionel-med-størrelsen-på-min-penis. Du kender typen. Hvem kan se sig fri for på et tidspunkt at have haft en ”charmetrold” hængende som en brostensfyldt Fjällræv klæbende til sin ryg? Min ”charmetrold” kastede sig så over mig i selvsamme sekund, jeg udfyldte den ellers så trange plads i baren ved siden af ham. Og nu gætter du nok, hvem charmetrolden var. YES SIR, Hr. Verdensmand, Hr. Spassernar, Hr. Jeger-for-gammel-til-at-sætte-mit-hår-på-denne-her-måde. Hr. Jeg-har-en-meget-stor-bil-der-er-omvendt-proportionel-medstørrelsen-på-min-penis. Der stod han og gjorde sig til. Mindede mere om Jim Carrey i rollen som Lloyd Christmas i ”Dum og Dummere”, den scene hvor han står i orange, kikset jakkesæt i baren og stritter med

146

www.c-est.dk

nummeren og gør sig til, da han vil gøre kur til en pige. Men ham her ... Hooooold nu op en belastningsfaktor. Scenariet er: Malene står bagoverbøjet som det skæve tårn i Pisa, Hr. Spassernar står ligeså foroverbøjet og så tæt, at havde jeg brugt bøjle, så havde han siddet fast. Om det var fordi, at jeg ikke faldt i svime over hans umiddelbare ”charme” i form af pomadehår, charmeklud og et par helt urimelige skidte laksko skal jeg ikke kunne sige. Faktum er i hvert fald, at jeg fandt mig selv stå i et ufrivilligt brusebad af stænk fra Hr. Verdensmands mundhule, så da han meget charmerende sagde: ”Du har nogle gode patter”, havde jeg åbenbart drukket mit holdkæft-filter i hegnet, for ud røg det: JA, og du har kraftstejsme røv-dårlig ånde, og nu skrider du, eller jeg smider dig ud! FLOT, Malene, DU smider ham ud?! But what the hell, det virkede, for Hr. Spassernar, flettede næbet, der ellers ikke havde stået stille, siden jeg (desværre) indtog pladsen ved siden af ham, vendte mig ryggen og kastede sig over kvinden på den anden side af ham. Hun må åbenbart være af den race, som kronisk har mistet lugtesansen og samtidig bliver tændt af at føle sig som en bil i discount-vaskehal med halvråddent vand, for inden jeg havde nået at bestille fem Mojitoer, stod han med hende på dansegulvet, flakkende med armene som en sønderskudt krage og hende som vred sig op af ham, som var hun til en time i stang-dans. Kort efter forlod de stedet sammen. Bartenderen må have set min kæbe ramme gulvet, for han sagde. ”Bare rolig, hun er en af dem, der tager sig godt betalt”. Jeg var skam helt rolig, såmænd bare glad for, at der stadig findes såkaldte ”champagne piger”, der tager over, hvor vi andre slap. Er det, hvad man kalder for en win-win situation? Gid man kunne putte dem i håndtasken og gemme dem til en anden gang, man møder en klamrian på sin vej.


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 5 / F e b r u a r 2 0 1 0 / G R AT I S

lĂŚs om stjernen

kim cattrall

FAshion 0 1 20


Klummen

Værge søges ... Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

Nytårsaften opstiller vi ­pligtskyldigt et nytårs­forsæt, for hvem har ikke et par ømme punkter, som skyldfølelsen konstant ­gnaver i som en loppebefængt pungræv? Desværre ­glipper det ofte. Intentionen er god, men de gode tanker går ­desværre ofte tabt allerede midt i januar.

Hvad var dit nytårsforsæt? At dine aktier vil stige, og din vægt vil falde? Mere tid til dig selv og familien? Kvitte smøgerne? At udvikle din virksomhed og blæse krisen en lang march? At smide dit tv ud, så du ikke spilder dit liv på genudsendelser? Gøre mere for at bevare kontakten til venner og familie, for at relationerne ikke løber ud med badevandet? Eller drømmer du bare om at starte til polsk folkedans og anlægge en hvidløgsplantage i baghaven? Jeg har aldrig rigtig gjort mig i nytårsforsætter, men mit nytårsforsæt til næste år må helt klart være, at jeg kan lære at holde min store, tykke, fede mund. At jeg vil være bare lidt mindre eventyrlysten, og at jeg bare én gang kan sige nej tak til en udfordring. Men ærligt, så tror jeg ikke, jeg kan holde det, før jeg får en værge, der kan svare på mine vegne. Ja, jeg har engang fjollet rundt og leget survivor på en ”øde” ø i 42 døgn. Den eneste udfordring, jeg kunne snakke om i den forbindelse, skulle da lige være, at jeg holdt nogle af de paranoide testosteron neanderthalere ud dag efter dag, som havde sendt psyken af sted med flaskepost, og som derfor hverken kunne holde fokus på spillet, taktik eller deres egne alliancer, fordi de så spøgelser overalt og kun kunne slå sig selv på brystet og brøle, at der absolut ikke kunne være tale om, at en ”Robinson”vinder kunne være en kvinde. Som bekendt tænker nogle mænd ikke altid med det øverste hovede, og jeg kan godt afsløre, at de to små rosiner i æsken dernede ikke er hjerneceller, så de endte alligevel med at blive slået af en kvinde, der til forskel kunne finde ud af at støbe kuglerne. Selvfed? Nej! Realitet? Ja! Jeg har på Se & Hørs opfordring sprunget i vandet i minusgrader i februar måned. Faktisk bildte jeg mig selv ind, at det var så lækkert og forfriskende, at NU skulle jeg da blive vinterbader. Det blev heldigvis ved tanken, helt i tråd og ånd med de flestes nytårsforsætter og tro mig, der har været flere udfordringer, jeg har sagt ja til, hvor jeg burde have sagt nej, taget det faktum i betragtning, at min krop med sine to tidligere discusprolapser og piskesmæld mere er velegnet til at modtage 2.500 kr. i skrotpris. Nu har jeg igen fået et momentært anfald af sindssyge. Jeg ”store idiot” har sagt ja til at cykle 174 km for et velgørende formål. Men vi snakker jo ikke bare sådan Amager Rundt plus det løse, næh nej ... La Marmotte, siger jeg til dig. La mar-hvad-fornoget? Ja, det er navnet på et endags cykelløb for ”motionister”, hvor man liiiige skal forcere fire af de mest legendariske Tour de France-bjerge med en samlet højdedifference på 5000 m helt uden epo i låret. Hvordan synes du lige, det klinger med det faktum, at det allerede er nu her til juli? At jeg absolut ikke har dyrket nogen form for motion, siden jeg var i 8. måned med min søn? Han bliver så bare lige 12 år i næste måned. You do the math. Dertil kommer en anden ikke helt ubetydelig pointe. Jeg kan ikke engang nå at stave ordet cykel eller køre en km på min bedstemorcykel, uden jeg får ondt i røven. Jeg er så spidsrøvet, at jeg kunne save brænde med nummi alene, så tror I, der er nogle, der vil løfte et bryn, hvis jeg erstatter racersadlen med en rokokopude og i øvrigt kommer cyklende i et specialsyet Erna Iversen cykel-outfit? Men jeg har sagt A, og så siger jeg også B, og i mål skal jeg satme. Men næste gang nogle giver mig en udfordring, så håber jeg, der står nogle andre klar med nål og tråd, så de kan sy mine tænder sammen og på mine vegne sige: Tak, men nej tak!

146

www.c-est.dk


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 4 / D e c / J a n 2 0 0 9 / 2 0 1 0 / G R AT I S

Nyt책rs inspiration

den succesfulde designer

christopher

bailey

oplev sangerinden

Medina


Klummen

Når måsen dufter bare

Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

lidt af jul

Spejlene skal dækkes til her sidst på måneden, for det er ikke bare julen, der står for døren, det gør nytårsaften også. Aftenen, hvor vi skal iføre os det store og ofte stramme skrud, og hvor spejlet afslører indtagelsen af månedens mængder af julegodter. Juleflæsket er vandret direkte fra grisen og ned på maven og hofterne ... Fordømt! Gid julemanden havde den menneskelige natur, og gid han tog de stædige deller med sig. Heldigvis er det ikke pænt at pege fingre, ellers kunne man hurtigt komme til at pege på sig selv som værende fedtmæssigt udfordret. Faktisk kan man godt sige, at kvinders vægt overgår samtlige kriminalromaner af Agatha Christie. Noget af et mysterium. Et kg tabt er for lidt. Et kg på er for meget. Der er som bekendt de gode kg (dem, som sætter sig på brysterne) og de onde kg (alle andre steder), og de sidste fylder altid meget mere end de første, drøn uretfærdigt. Det er jo ikke fedt ... eller jo, måske netop det, men på den ufede måde. Indrømmet, julen har de senere år ikke været min højtid. Lysten har været lille og julestemningen endnu mindre. Kæresten har manglet. Jeg har været ved at brække mig over stormagasinernes og storcentrenes juleklimten i højtalerne, som starter allerede et godt stykke inde i oktober. Hvornår er det lige, det er jul? 24. december. DECEMBER, sgu da ikke oktober, hvornår lærer de det? I år må jeg dog krybe til korset og sige, at jeg mere end én gang har taget mig selv i at nynne med på de der latterlige rekomponerede julesange. Juletræet kom op den 30. november, klar til at kunne huse pakkekalenderen til to forventningsfulde unger første dag i december. Forventningen hos den mindste på 10 måneder er måske som så; hun går mere op i papir og gavebånd, så for hendes skyld (og min egen pengepung) kunne jeg bare hver dag lægge en lille kugle papir med en sløjfe om, og hun ville hvine lige så henrykt. Der er for min søn og jeg også gået sport i, hvor hurtigt vi kan nå at få pynten på plads igen, i takt med at hun river det ned og propper det i munden, mors egen lille rumpenisse. Men i denne dejlige julemåned har jeg sat mig nogle mål. Rumpenissen på de der godt og vel 84 cm har den dejligste bløde lille barnenumse, fyldt med appelsinhud. Så jeg vil prøve et lille eksperiment, der i sin enkelthed går ud på at mase så mange tørrede nelliker op i rumpetten på hende som

146

www.c-est.dk

muligt, og så er det bare op at hænge i loftet med en rød snor om maven; det må da kunne få lejligheden til at dufte bare lidt af jul. Jeg vil i kirke og høre julegospel. Om man er religiøs eller ej, kan man ikke blive i andet end godt humør af gospel. Det er fyldt med så meget energi og glæde, at det kan smitte selv den mest juledeprimerede. Så inden du kan nå at stave til gås, finder du dig selv stå der helt Lajla Lalleglad og skråle med i bedste Aretha Franklin-stil. I deler måske ikke samme toneart eller hudfarve, men ligegyldigt, det er jul, og det er cool. Jeg vil også have noget skrald, og vi snakker ikke den type, du kan sende til Vestforbrænding. Næh nej, et af dem, der leveres af et ordentligt stykke mandfolk. Her snakker vi altså både julemorgen, juledag, juleaften, 1. juledag og 2. juledag, og som bekendt varer julen jo lige til påske. Jeg kan også sige det kort ... Mit sexliv er så sløjt, at hvis jeg deltog i verdensmesterskabet i cølibat, ville jeg møde paven i finalen. Men når nu vi snakker mandfolk, så hører julemanden ikke under denne kategori. Ham sender jeg over at kysse på min mor. De har nok sådan nogenlunde samme alder, højde og drøjde, og lur mig om hun ikke også godt kunne trænge til en tur i kanen om ikke andet for at hjælpe lidt til med uddelegeringen af gaver. Og ved nærmere eftertanke, så vil jeg skide kalorierne en lang march. Jeg vil mæske mig i julefrokoster, i and med fyld af svesker og æbler, flæskesteg, marcipan, konfekt og nødder. Købe nytårskjolen et nummer større eller sørge for, at det er en model, der kan snøres ind til timeglas-facon. Ja, ganske enkelt byde de ekstra kg velkommen, om det er de gode eller de onde, og når nu julemanden alligevel altid glemmer at komme forbi og hente overflødigt fedt på tilbagevejen, så sender jeg dellerne af sted med nytårsraketterne. God jul, god røv og godt nytår!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 3 / N o v e m b e r 2 0 0 9 / G R AT I S

ida

corr viser sit klĂŚdeskab

Ivana

Helsinki lĂŚs om mode-designeren

lĂŚs artiklen om

ikonet Fergie


Klummen

Fyrre, fit &

fjumregøj Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

Gisp, det slår mig lige, at jeg snart nærmer mig de fyrre. Betyder det så, at jeg er fyrre, fed og færdig? Jeg synes ikke altid, at den passer til én, synes faktisk, den strammer lidt, alderen altså!

Tæt på de 40, nærmere de 39, helt nøjagtig 38 ... endnu, men den 20. er det slut med det, så er der faktisk kun ét år til, jeg rammer det magiske tal. Synes faktisk, FYRRE lyder helt vildt gammelt; indeni føler jeg mig jo som én sidst i tyverne, hvor det dengang var TREDIVE, der var det magiske tal. Så er der kun 10 år til, jeg er 50, 20 år til jeg får inkontinens, bruger rollator, får hår i ørerne, et enkelt stift heksehår på hagen og stiller toiletrens i køleskabslågen ... Når jeg kigger ned af mig selv, både med og uden tøj på (helst det første), så synes jeg ikke, jeg ser gammel ud. Er måske lidt pergamentagtig i huden, men det kan jeg jo heldigvis ikke se, hvis jeg beholder tøjet på. En god kropslotion ville nok også få has på det problem, men der er bare så mange m2 at smøre ind på, at jeg sjældent får det gjort. Jeg går ikke i Hellerupdamet spadseredragt. Tager stadig hip hop, timer iført hængerøvsbukser, og jeg er trods alt heller ikke begyndt at skrive dosmerseddel forud for indkøb. Ahaaa Malene ... Måske det er derfor, du altid kommer hjem, manglende lige netop det, du rent faktisk tog i supermarkedet for at købe? Se, der gik lige en prås op for mig. Ordet prås hører sig vidst også til dem over 40, skulle bare lige øve mig lidt. Men måske det så også er mere legalt at sige visse vasse, ih du godeste, og det skal man ikke kimse af? Når man er i trediverne, går man ikke rundt og tænker på, at man ikke er i fyrrerne. Man småmugger over, at man ikke længere er i tyverne, og jeg vil vædde på, at når man kommer i fyrrerne, ærgrer man sig over, at trediverne gik så hurtigt, og at man ikke lige nød det noget mere, mens man nu var der. Når det gælder ens alder, kigger man tilbage og ikke frem. Måske fordi man ikke kan huske, at det ikke var spor bedre at være 25 end at være 38; det sidste bliver man jo nødt til at tro på. Nu gælder det bare om at ældes med ynde, når man finder ud af, at alt det, der kan hænge nedad på ens krop, rent faktisk også gør det ... Som om man vader rundt med et magnetfelt i skoene, der trækker alt i sydgående retning. Lad mig sige det sådan: jeg observerer, at mit spejlbillede gør ting, jeg ikke helt kan stå inde for. Da jeg var yngre, kunne jeg, hvis jeg virkelig anstrengte mig og spændte ballerne helt ind, godt ane lidt appelsinhud. Nu ser jeg et net

146

www.c-est.dk

med appelsiner på hver balle, helt uden at spænde, men det er selvfølgelig også en præstation i sig selv. Hmmm, ja, man må vel bare acceptere, at den tid, hvor ens bryster var så faste og spidse, at de kunne indgravere håndboldpokaler, er slut. Hvis man ser bort fra tallene på papiret, så føler jeg mig nogen gange som en 10-årig, der har sneget mig ind til de voksnes fest, forklædt i lidt for store sko, jeg ikke kan gå i. Faktisk har jeg alt for få voksenpoint. Hvis jeg tæller dem sammen, er jeg ikke engang sikker på, at jeg har lov til at stemme eller drikke alkohol. Jeg synes stadig som en anden bralrende knægt, at det er skide sjovt at række pegefingeren til min 11-årige søn og sige: ”Prøv lige at hive i denne her”, hvorefter jeg slår en skid og fniser totalt teenageagtigt. Han hopper så bare ikke på den mere, men det afholder mig da ikke for selv at hive i fingeren, for så er der lovlig grund til at slå en skid, ellers er det nemlig forbudt her på matriklen, i hvert fald når det er hans prutter. Regler gælder for alle, bare ikke for mig. Det vil sige, han må ikke prutte og bøvse, jeg må godt. Jeg giver også stadig fingeren i trafikken, vil sidde bagerst i ruchebanen, for der kilder det mest, priser mig lykkelig for, at jeg har børn, så jeg kan bruge dem som undskyldning for at komme ind og se animerede tegnefilm a la Ice Age og SHREK og fniser også stadig af latrinære udtryk og ordet diller, HELT UMÅDELIGT BARNLIGT, I know. Hvis jeg skal finde noget i alfabetisk rækkefølge, bliver jeg også stadig nødt til at synge alfabetet, før jeg finder bogstavet. Jeg har ikke et automatisk indre overblik over, hvilket bogstav der kommer efter det andet. Jeg ved dog, at jeg er klog nok til at vide, hvad jeg ikke ved! Så i stedet for at frygte en ”fyrre, fed og færdig”-titel, vil jeg hellere se mig selv som kommende fyrre, fit og fjumregøjsagtig; jeg har trods alt et år til at komme i god form. Når vi kommer til den 19. november 2010, kan det dog godt være, at jeg pludselig får et anfald af alzheimer light, så jeg kun kan huske, at jeg bliver 39 år ... igen ...­­ og igen ... og igen!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 2 / O k t o b e r 2 0 0 9 / G R AT I S

lĂŚs om ikonet

johnny

DEPP

malene

hasselblad viser sine favoritter

klĂŚdeskabet

LUlu Henckel

Lotus

Turell kvinde med ambitioner

designeren

alexander

McQueen


Klummen

Grovsortering med

Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

nænsom hånd

Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg føler, mit hjem og mine ting lever sit helt eget liv, og hvis jeg så meget som blinker eller kigger væk et øjeblik, rotter det sig sammen og okkuperer hver en lægbar flade. Hader rod, MEN for filen da, hvor kan jeg, inden du kan nå at stave til Ib, rode på meget få kvadratmeter. Ligger det ikke lidt i kortene, at det er manden, der er et rodehoved? Manden, der smider underhylerne i hjørnet, ikke slår brættet ned og nænsomt tørrer udenom alle forhindringerne på bordet, når han tørrer af? Hmmm, ikke de mænd, jeg har haft; der er det lige omvendt, ikke at jeg glemmer at slå brættet ned eller smider om mig med trusletterne, men HOLD NU OP, hvor er jeg bare meget god til at sprede om mig med tingene, specielt har jeg noget med at parkere alt på mine borde. Her ligger det så vrissent og overset og samler bunker: Tasker, magasiner, post, makeup, bøger, tøj, diverse diller-daller, ja you name it. Jeg har tit en del hængepartier, og det er ikke dem på kroppen. Når jeg endelig aftaler en date med støvsugeren, foregår det lidt ligesom en James Brown-shuffle, løseligt og ikke helt ud i kanterne, men så er de værste nullerbasser pacificeret, indtil de igen kommer krybende ud fra alle paneler, hvis ikke jeg får dem trampet ned i tide. Støv er satme noget, fanden har skabt, ikke så snart man får tørret fladerne fri, så ligger der et nyt lag og griner hånligt af én. Synes til gengæld, jeg vasker tøj HELE tiden, og alligevel ser jeg aldrig bunden af vasketøjskurven. Så er jeg bare heller ikke en skid struktureret i min oprydning eller rengøring, man kan vist kalde det for rodet rengøring. Starter et sted, begynder pludselig et nyt for at fortsætte et tredje, og så flytter jeg rundt på tingene og putter ind. Ikke under gulvtæpperne, men på hylder, i skabe og skuffer, hvor halvdelen af det lige så godt kunne være havnet i skralderen. En god gang grovsortering med nænsom hånd kalder jeg det. Ville ønske jeg var lidt mere ferm i etiketten: finere rengøring. Og når nu vi snakker finere, så skulle jeg måske komme ind på begrebet finere madlavning? Jeg ved ikke, om det manglende oprydningsgen kan relateres direkte over til det manglende gourmetgen. Faktum er, at jeg er ligeså håbløs i et køkken, som jeg er til at rydde op. Og når jeg skal handle ind, står jeg og snurrer rundt om mig selv og ligner noget, der er gået i tomgang (det er jeg også). Mit problem er, at jeg er håbløs fantasiløs i kategorien MAD, kedelig politisk ukorrekt og ualmindelig tilberedningsdoven på den ufede måde. Jeg ved også, at samtlige af mine køkkenredskaber (som jeg på forunderlig vis har i alle afstøbninger og til ethvert brug) står og fniser bag min ryg med himmelvendte øjne. Kort sagt, madlavning interesserer 146

www.c-est.dk

mig ikke. Der er dog få ting, jeg er rigtig god til, hjemmelavet koldskål og thai (gerne hver for sig), men kan man kalde det mad? Nogen Michelinstjerne skal jeg nok ikke regne med. I hvert fald ikke in this life time. Det samme gælder planter. Hvor andre har grønne fingre, må jeg have vissentbrune. KAN bare ikke holde dem, de visner og bladene falder af ... Kan ikke styre det med vandmængden, hvis de da overhovedet når at få vand, før de sygner hen. Skulle jeg en dag være så heldig at få en have, så skal den være så lille, at en gartner ville komme og levere karsefrø, men ikke engang dét ville jeg kunne holde. Jeg har de bedste intentioner og slår altid stort op, men når jeg husker tilbage på dengang, jeg havde sommerhus og brugte formuer på smukke blomster, planter og træer til haven, så må jeg bare indse, at jeg ikke altid kunne se forskel på krydderurter og ukrudt. Men hvem fanden andre end Søren Ryge kan det? For mig svarer det til at se et scanningsbillede af et foster i 18. uge og udbryde: ”Guuud se, han er jo som snydt ud af næsen på sin far”. Nå tilbage til rengøringen ... Hader (sjovt nok) uventede gæster, for mit hjem ligner sjældent (læs: aldrig) noget, som er taget ud af Bo Bedre. Og den holder heller ikke helt at prøve at bilde de dersens uventede gæster ind, at jeg er i gang med at lave kulisser til en dogmeagtig BZ-film, eller at jeg prøver at finde ud af, hvordan det mon ville være at bo i en container fra UFF. Jeg vil ikke sige, jeg er en klammo, for jeg er trods alt ikke et svin. Her er mere bare sådan lokalvist rodet. Kan man sige, at jeg prioriterer mine kræfter og sætter dem ind der, hvor det virkelig gælder? Derfor: Rengøringshjælp søges!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 1 / S e p t e m b e r 2 0 0 9 / G R AT I S

PortrĂŚt af

Sienna

Miller

Historien bag designeren

Roberto

Cavalli

LĂŚs artiklen om de unge og talentfulde

Fagget fairys


Klummen

Af Malene Hasselblad/Illustration: ruth crone foster

Mandens

bedste ven Hvad er det lige med mænd og deres klokkeværk? Der er næppe noget, der interesserer mænd så meget som deres eget vedhæng, lige så vel som at de ikke kan lade være med at gå og pille lidt ved lommeløgene hele tiden. Den der udelte begejstring for deres javertus kommer specielt til udtryk om morgenen, hvor den bliver hilst med en helt umådeholdent overstrømmende begejstret kløtur. Sådan én, som vi andre ellers reserverer og forbeholder Moster Ernas nyindkøbte hundehvalp. Det samme gælder, når man sidder og leger sofa-zombie. Som gravide kvinder tit lægger hånden beskyttende på maven, så ser man altså også tit kæresten sidde der og holde sig på sin bedste ven. Ikke nødvendigvis noget pilleri, bare lige hånden beskyttende om fætterløgsovs. Man sidder bare der tavs af forundring og tænker: ”Hallo sømand, den løber ligesom ingen steder”! Mange mænd spekulerer også meget på, om den er i stand til at holde flaget hejst længe nok, og om den er stor nok. Hvad er det, der gør, at de ikke kan få nok af at høre, at de har en ordentlig drønert af en avlekæp? Nogle mænd har altså uomtvisteligt et mere eller mindre anstrengt forhold til størrelsen af deres lem. Specielt i forhold til, hvor stor den er, sammenlignet med andre mænd. Så snak endelig ikke om størrelsen på tidligere kæresters veludrustning, for dette vil med garanti forårsage peniskollaps på tyve meters afstand. Al den teori om penismisundelse og fallossymboler blev selvfølgelig opfundet af en mand ved navn Freud, som selv burde have været en tur på briksen. For hvilken kvinde med bare den mindste sans for æstetik og teknik har lyst til at have sådan en humørsvingende javertus hængende der og dingle? Så er en klitoris nu til mere gavn og mindre iøjnefaldende. Okay, den kan selvfølgelig hverken ejakulere,

106

www.c-est.dk

tisse eller pege på det, den gerne vil have. Til gengæld er den kun for fornøjelsens skyld, noget kønnere, mere lydig og aldeles praktisk. Hvis mænd virkelig vil have noget at være misundelige over, hvad angår penisser så skal de rette skytset i en hel anden retning end deres egne artsfæller, nemlig mod dyrene. Der kan man virkelig snakke om penisser der vil noget. Grisen har f.eks. en 45 cm lang penis, der som en proptrækker borer sig fast i soen. Så er der hajerne, i de fleste tilfælde har de ikke bare en, men to lange penisser. For ikke at snakke om elefanterne … de har en penis på op til 1,5 m … Se, det er en penis! Men den mest trendy dyreart må nok være sneglene, de er hermafroditter og klarer derfor ærterne selv, ikke så meget pis der. Om det kan betegnes som penismisundelse, når man hører historier om kvinder, som bogstaveligt kapper pikken af deres mænd af den ene eller anden grund, er usikkert. De fleste kan huske den absurde historie med englænderen John Bobbitt, hvis kone var så fræk at gå på tyvetogt om natten og skære hans kronjuveler af, mens han sov. Hvilken skræk for en mand at vågne op ved, at dilleren får det hvide snit. Konen gik så langt at hun tog kræet med ud på en køretur og smed den ud af vinduet. Hans stakkels vedhæng blev dog fundet, og han fik javertussen syet på igen … Og hvad mere? Han scorede gudhjælpemig hovedrollen i en pornofilm …! Ja, en hjemmekastration kan føre til mangt og meget, men finder ikke lige ovenstående scenarie specielt misundelsesværdigt! Men det er måske bare det fænomen som slet og ret hedder ’kendt for enhver pris’?


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 2 0 / A u g u s t 2 0 0 9 / G R AT I S

Duffy interview

læs artiklen om hendes privatliv

Karina Von d’Ahés klædeskab Naja Munthes

favoritter


Klummen

Af Malene Hasselblad Illustration: ruth crone foster

Sensommervisen Bliver man ikke bare en lille smule lykkeligere, når man vågner op om morgenen og hører fuglene synge? Eller for den sags skyld lægger sig til at sove og hører fuglene synge? Jeg elsker sommeren, selvom den er ved at gå på hæld, fuglene har heldigvis ikke opdaget det endnu og har endnu ikke pakket deres fjer og happengut for at flyve mod syd (altså lidt længere end som i Holme Olstrup-syd). Aftenerne er så lyse og lange, at vi som på rene lykkepiller og livsappetit bliver alt for længe oppe for at få det hele med. Lyset og varmen forfører os, får os til at slappe af, give slip på stressens favntag, for bare at give efter, slappe af, strække de nu forhåbentlige gyldne lemmer og NYDE. Nyde vennerne omkring os, at gøre onsdag til lørdag og nyde et køligt glas vino om dagen og en enkelt mojito om aftenen (det er så løgn, man kan ikke nøjes med én). Jeg, som normalt ikke kan leve uden min bil, lader den så vidt muligt nu stå. Går hellere laaaaaange ture med barne-eller klapvognen, og hvis jeg er rigtig modig, kaster mig op på jernhesten. Men hooooold nu op, at forsøge sig på cykel ned af Nørrebrogade er jo som at være med i dødsdromen ... De er jo alle grebet af en eller anden form for et momentært sindssygesyndrom. Hvordan kan folk tro, at der kan være seks cyklister ved siden af hinanden på cykelstien? Oven i det overhaler de, mens de hysterisk dinger med ringklokken, selvom der kun er et papirstyndt luftsrum imellem. Andre slingrer, så man skulle tro, at de har fået gak-gak på balancenerven, eller som om de er gået tilbage til dengang, de var børn og tog den første tur uden støttehjul ... Det er bare tungen lige i munden og bede sin fadervor om velsignelse og undtagelsestilstand for hul i hovedet og brækkede lemmer. For cykelhjelm, det nægter jeg altså. Jeg er et nervevrag, når jeg er på tur på den tohjulede, så måske det ikke var for meget forlangt at bede dem bytte symaskinekørekortet med nogle timer hos en cykelpædagog. Det er jo så populært at gå til coach, så er der ikke nogen, der kunne tage teten og specialisere sig som cykelcoach, så de kan lære disse dødsforagtende metalhestegængere, hvordan man fører sig frem i trafikken? Bare sådan helt basalt med ikke at overhale, når pladsen ikke er til det, svinge en arm ud til siden, når der skal drejes (dog med fare for at metalrytteren ved siden af bliver vippet omkuld og tager resten med i en dominoeffekt), og en arm op, når der skal standses (igen med fare for ovenstående, hvis de bagvedkørende har travlt 146

www.c-est.dk

med alt muligt andet, og det har de for det meste). Til gengæld nyder jeg at cruise i min bil. Er sikker på, at jeg ville nyde det endnu mere, hvis jeg havde haft cabrioletudgaven. Normalt skal jeg stress-skide, hvis jeg kører bag bilister, der rent faktisk overholder fartbegrænsningerne ... De 50 km/t holder bare ikke, men en solskinsdag op af Strandvejen er faktisk heeeeeeeeelt okay. Der kan jeg dreje nakken af led, når jeg svælger over det ene rigmandspalæ efter det andet, tænker mig til alle de millioner, jeg ikke har, men godt ved, hvordan jeg ville spendere. Klods efter klods troner de så stolt på hver en matrikel, det eneste der kan få mig ud af drømmen om ligusterhæk, privatstrand og lige så privat tennistræner, hvad dertil hører, er, når jeg vender tilbage til Stenbroen, parkerer bilen og iført stiletter og min tynde sommerkjole passerer nogle vejarbejdere-slash-stilladsarbejdereslash-brolæggere-slash-i-den-dur, som så meget intelligent lige skal råbe: ”Fiiiiiiiiiiisse”. Jeg har ladet mig fortælle, at det ikke kun er københavnerjargon, men åbenbart det eneste ordforråd, de hårdtarbejdene mænd har, ligegyldigt hvor i landet vi befinder os. Men hver gang (og her mener jeg virkelig hver gang, for tror ikke jeg har prøvet at passere de dersens vejarbejdere-slashstilladsarbejdere-slash-brolæggere-slash-i-den-dur, uden at jeg lige har fået et bevinget ord eller to med på vejen) har jeg lyst til at gå hen og ruske op i kraven på ham ”ordgøgleren” (det er selvfølgelig lidt svært, da deres yndlingsarbejdstøj er bar overkrop) og sige: ”Hør nu her sømand, nu lukker du bare røven” eller: ”NEJ Bassemand, det var IKKE et kompliment du lige kom med der, så langt fra”, men man ved bare, den ikke fiser ind på lystavlen hos neanderthaleren. Han vil med garanti bare stå og grine fjoget og returnere med et: ”Vær nu lidt friiiiisk søster”, og så er det jeg må pakke sydfrugterne sammen og forsvinde hurtigere end min egen skygge, hvis ikke jeg skal begå mord på åben gade, og det, er der jo så rigeligt af i forvejen på Nørrebro og omegn. Men nu er det jo sensommer, og jeg er ikke gået vinterdepressionen i møde, så lad gå denne gang ... SPASSER!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 1 9 / J u n i / J u l i 2 0 0 9 / G R AT I S

JENNIFER

LOPEZ

MOR PÅ TÅRNHØJE STILETTER

10 SIKRE SOMMERHITS Sådan ser forårets køb ud

–få selv stilen!


Klummen

Af Malene Hasselblad Illustration: ruth crone foster

Brie i

klip-klapperne

Så så man lige mig, total sex & the beach-klar = Lækker solbrun, top trimmet (både hvad diverse kropshår og muskulatur angår), velpolerede negle og fødder med såler, der ikke føles som sandpapir i korn 12. Øøøøøøøøhh nåeh nej, vi spoler lige filmen tilbage ... 21 nrok i ripapdnas mos seløf ekki red relås osv. Vi er vist nærmere ovre i bleg som i optisk hvidt (hvidere end hvid, I ved, der hvor ens ben ligner ymer, man har puttet ned i fryseposer...) Sommeren og dertil velforberedt jeg-kan-godtvise-min-krop-i-en-bikini uden at det nødvendigvis er kvalmefrembringende, kommer sjovt nok altid bag på én. Hele foråret har man gået og håbet på, at bleghed vil være et hit denne sæson. Nytårsforsætterne, som man jo alligevel aldrig overholder, er selvfølgelig også (igen) en saga blot, så her fem min. før lukketid, eller skal vi kalde det solens komme, står man igen, ikke rank, stram og trimmet, men duknakket af skam, slatten og lige så bleg som en spion på en melfabrik ... For filen da, kunne jeg dog ikke bare have hevet mig selv i nakken lidt før? Det er sgu ikke fedt at rende rundt med en bikiniunderdel, der ser ud som om, det er en tandtråd, man har presset igennem en Jaka bov for ikke at tale om de blege tæer, som associerer til en brie, man har mast ned i klip-klapperne. Men hvis jeg nu bare finder ud af, hvordan jeg ubemærket får sneget mig ud på stranden og lagt mig ned, så går det hele nok. For dér, liggende på ryggen i helt udstrakt tilstand (altså udstrakt som i fordums strækbænk, bare på den lidt federe måde, så ser man jo ganske fornuftig ud. Ikke for mange deller, maven knap så punkteret bolledejsagtig, og man ser i hvert fald ikke baglårene, som ser ud som om, man har ligget og feset den af på en tennisketsjer (ku´ selvfølgelig tilbyde sine baglår til et pr-stunt for pommefritter for McD. Okay, eneste ulempe ved at ligge ned for os, den sjældne race, der stadig har de bryster, vi er født med og ikke nogen, der er købt og betalt (læs: som derfor strutter lige op i luften som et par vandmeloner), ja, så kan vores, hvis de ikke er gemt inde i en velsiddende og taknemmelig bikinitop, godt ligne noget, der minder om et par våde hundeører (vi snakker altså amerikansk cocker spaniel her).

146

www.c-est.dk

Heldigvis er der andre end mig, som, hvis de fik en pind i nummi, ville ligne et snobrød ... INDEN det vel at mærke har været over ilden ... Lige så bulet og nopret i kanterne, lige så bleg og kvabset. Juuuubiiii, man må godt en sjælden gang hovere lidt, men også kun lidt. Men ellers elsker jeg sommer og sol, som kalder på aktiviteter i det fri, caféture, rundbold og brunch i Fælledparken. Nu har jeg jo også fået mig ikke bare én altan i min nye lejlighed, men hele to. Godt nok er de begge på minus to kvadratmeter, hvis man slog dem sammen, ville de nok svare til halvdelen af, hvad man kan tillade sig at kalde for en altan. Men den er dog stor nok til, at der kan stå et lille, rundt cafébord med tilhørende stole ... I dukkehusformat forståes, men ud og sidde der og slikke sol, skal jeg satme, og det selvom, der er nok så meget larm fra Østerbrogade og tilhørende smog til næseborene. Har endnu ikke testet om ”bussetroldene” bliver lige så sorte som efter en dag med undergrundsbanen i London ... Når det så er sagt, vrøvl ... skrevet, så viser en RIGTIG sommer sig i Danmark (du ved sådan én, som varer gennemsnitlig tre måneder) stort set lige så hyppigt som et offentliggjort billede af Anders Fogh i negligé. Begge dele ved vi eksisterer, men det er bare så sjældent, at solen træder ud af skabet ... Undskyld, skyerne. Faktisk tenderer det hen ad, at man må stikke hovedet i ovnen bare for at få færten af varme, og drejer du samtidig knappen hen på bare et nanosekund grill-effekt, så er det lige før, du kan få kulør efter en uge i syden ... Men er det nu (trods alt) ikke bare lidt sjovere at få sand mellem tæerne, selvom vi, af egen forfængelighed, er tvunget til at ligge i helt udstrakt tilstand, end det er at risikere at ligne en forbrændt kylling nede fra den lokale kinøjsergrill?


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 1 8 / M a j 2 0 0 9 / G R AT I S

kom med p책

Forreste parket

Den nyeste pleje og tips

til dit sommerh책r

hotte og feminine Sommertrends 2009 Stylist in The City

f책 hemmelighederne

Interview med manden bag

Noir


Klummen Af Malene Hasselblad Illustration: ruth crone foster

Skat, I can’t help it

Jeg lider af PKS!

Det må være din retmæssige undskyldning, næste gang kæresten stiller spørgsmålstegn ved dit nyindkøbte ”can´t-live-without”. Man kan lide af PMS = Præ-Menstruelt-Syndrom, men vi er også mange, der lider af en så alvorlig lidelse som PKS = Præ-Købaholiske-Spændinger, og det gælder i særdeleshed i forhold til shopping af sko. Købet af endnu et par sko kan måske ikke kurere et knust hjerte eller dulme den dundrende hovedpine, men det vil fjerne nogle af symptomerne og jage det dårlige humør væk … for en stund. Jeg indrømmer blankt, at jeg kan finde på at erstatte skabs-skeletter med stiletter og begrave selv de værste kriser i skotøjsæsker. Man kan ikke snakke sko uden at nævne den populære amerikanske TV-serie ’Sex and the City’. Serien har været med til at sætte fokus på eksklusive højhælede sko a la stiletter fra Manolo Blahnik, Christian Louboutin, Jimmy Choo og Kallisté. Vandt jeg en million i lotto, kan du være sikker på, at jeg ville fylde en væg med disse ”to-die-for”-stiletter. I serien repræsenterer skoene frihed til at vælge, gennemslagskraft og overskud. Sko er derfor med til at illustrere nutidens kvinde og hendes værdier. Til forskel for en ældre form for feminisme, hvor man mente, at de høje hæle var undertrykkende og bevægelseshæmmende for kvinden. Der sker også helt automatisk noget med en kvindes gang, når hun kommer op på et par stiletter. Den bliver sådan lidt mere koket, æggende og sensuel, hvis hun vel at mærke formår at gå i dem, for der er heller ikke noget mere kikset end en kvinde, der går i høje hæle som Tina Turner. … Det holder bare ikke en meter, så hellere holde sig nede i det sunde jævne lag. Skomoden har hele tiden ændret sig. Allerede i middelalderen tydede det på, at det fortrinsvist var den såkaldte elite, der dikterede moden. Lange spidse snuder på helt op til 10 cm var dengang helt almindelige, men blev bandlyst af paven. Man mente, at de var udtryk for ren forfængelighed, at de ingen praktisk betydning havde og derfor var syndige. Ja paven må da så fryde sig noget så vederstyggeligt over det grimmeste modefænomen, der har været ever: Crocs. ALDRIG i mit liv om mine nysselige fusser skal nedværdiges til at blive invaderet af et par farvestrålende træsko ... AF GUMMI. Jeg ville jo

146

www.c-est.dk

skulle sende dem i efterfølgende livslang terapi, og jeg kan garantere, at de aldrig ville komme sig over chokket. Det er, hvad jeg vil kalde ”so misunderstood fashion”. Jeg eeeelsker stiletter og helst dem med frit syn til tæerne. Jeg er også den type, der kan løbe maraton i mine høje hæle, eller som står og klapper geder i zoologisk have, iført et par stiletter med hæle så høje, tynde og spidse, at de kan spidde en flue i røven. Det værste, man kan sige til en skofreak som mig, er, som en journalist engang spurgte: ”Hvor mange penge bruger du om måneden på fodtøj ?”… FODTØJ ??? Ordet ”fodtøj” er i sig selv en fornærmelse. Jeg er også ved at besvime, når en kæreste, med håbløst rullende øjne, proklamerer, at mine nyindkøbte sorte stiletter er nøjagtig magen til de 40 andre par sorte?! ”Undskyld, siden hvornår er du blevet cand. stilet? På de her er der tre smalle remme på …Du kan vel se, at på de der er der kun 2 remme OG en lille blomst. På det par der, sidder remmen på skrå, og denne her er spidsere, og hælen er slankere og sidder på en helt bestemt måde, som INGEN af de andres hæle gør”, og så vil enhver kæreste, der gerne vil have sit liv kært, vide, at damen har talt, og konversationen er tilendebragt. Det kan godt være, at Imelda Marcos var en fæl, medsammensvoren diktatorviv, der i over 20 år snød de filippinske borgere for millioner af pesos, men jeg beundrer og misunder alligevel hendes enorme skosamling, som efter sigende var oppe på over 3000 par. Jeg gentager: TRE-TUSINDE ...! Jeg bliver stadig i ny og næ af mine venner kaldt Imelda på grund af min lidenskab for sko. Det forstår jeg ikke! Min skosamling kommer jo ikke tilnærmelsesvist i nærheden af Imeldas. Jeg har ryddet ud, så jeg har altså kun lidt over 120 par sko, cirka 20 par støvler og en 10-15 par gummisko, så hvor er sammenligningen henne? Ja, jeg spørger bare?!


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 1 7 / A p r i l 2 0 0 9 / G R AT I S

Christian Louboutin

interview

Spring

2009 se de nye, FEDE trends og farver

for책r/sommer 2009

Cameron

Diaz Hollywoods

sjoveste singlepige


Klummen

Afblegning i sydgående region

Af Malene Hasselblad Illustration: ruth crone foster

Synes jeg har set mange celebrities på den røde løber, men jeg har ved gud aldrig set nogen, som stod med månen fremme og flashede sherifstjernen. Hverken af hun- eller hankøn. ALDRIG, blev der sagt. Så så man lige mig næsten lade livet ved at kløjes i min frokost. Og for en gangs skyld var det ikke, fordi jeg var forslugen, men fordi jeg læste en overskrift på en artikel i en avis, der ikke helt hang sammen med den ellers så gastronomiske nydelse, jeg havde gang i. Du kender godt det der med, at man læser en sætning, og på forunderlig vis får ordene til noget helt andet end det skrevne ... Gid det var så vel, men denne her gang var den god nok. Et stk. læst sætning igen, et sts. samme resultat. Og nu kommer overskriften: ”Nu skal numsehullet være lysere ... Ja, jeg lader den lige stå ’bøjet i neon’, mens du tænker dit ...” Undskyld, sorry, entschuldigung, excuse moi ... Er det ikke det, man kalder toppen af forfængelighed? Ifølge artiklen skulle denne numsehulstrend være det nye ”hot to do” blandt celebrities i USA. Ja, det tror fanden, hvem andre end USA kan finde på at hoppe på noget så åndsvagt som at sætte en produktion af rumpehulscreme i produktion? Der er f lere udenlandske webshops, der har specialiseret sig i udelukkende at sælge creme til rumpehulshud. Blandt andet et firma, der hedder det lidet f latterende, men, må jeg også sige, meget ublu og kontante navn www.analbleaching.net. Selvsamme rumpehulscreme kan også bruges, hvis man synes, at stænklapperne gerne må være et par nuancer lysere, eller brystvorterne skal avancere fra nougatfarve til fordærvet kødpølsefarve. Og nej, i min terminologi er kødpølsefarve altså ikke den nye sort! Det skræmmende er, at der efter sigende er stor efterspørgsel på både creme til intimblegning derhjemme, men også på behandling på eksklusive skønhedsklinikker, hvor du ikke selv skal bekymre dig om, hvordan du holder ballerne adskilt, mens cremen tørrer. I starten var behandlingerne næsten udelukkende forbeholdt og efterspurgt af skuespillere og berømtheder i Hollywood, der gerne ville være endnu smukkere, når de viste sig i offentligheden. Synes jeg har set mange celebrities på den røde løber, men jeg har ved gud aldrig set nogen, som stod med månen fremme og flashede sherifstjernen. Hverken af hun- eller hankøn. ALDRIG, blev der sagt.

146

www.c-est.dk

På den anden side ved man selvfølgelig aldrig, om der kommer et røvhul forbi, ikke mindst hvis man selv er et, så er det jo i bund og grund et meget fint koncept, at ”man” i det mindste er lidt tjekket i sydgående retning. Men igen, efter sigende skulle det også være almindelige mennesker som dig og mig. Nok er jeg rap i kæften, men ALDRIG om nogen fik mig ned på alle fire for at få en gang undervognslakering hos blegemesteren. HVERKEN på missen eller i 2´eren, om jeg må be´. Men jeg undrer mig stadig ... HVEM er det, der kommer SÅ tæt på? Er den sidste idiot virkelig ikke født endnu? Er der virkelig én, der er hoppet på den der: ”Vil du med hjem og se min frimærkesamling?” Ingen har vel for helvede en så sjælden og værdifuld frimærkesamling, at de gemmer den oppe i anus og efterfølgende inviterer til fernisering med frit udleveret forstørrelsesglas ... eller?


L I V S S T I L S M A G A S I N E T For storbykvinder med eget dankort N o . 1 6 / M a r t s 2 0 0 9 / G R AT I S

Britney

Spears

Tilbage på toppen Læs interviewet med pop-ikonet

Dior Læs mere om det Glamouriøse og chikke mærke


Klummen

Af Malene Hasselblad Illustration: ruth crone foster

Gravid – GraHVAD?

Niksen biksen Karen Blixen, om jeg skal have flere børn. Jeg har lige født én af slagsen og ALDRIG mere siger jeg dig! For mænd som af naturlige årsager ikke helt kan følge hvad det er ”de” påfører os kvinder af smerte, synes jeg faktisk det måtte være på sin plads, at de før de ytrer ønske om børn, skal igennem træskostøvle-testen, som i al sin enkelhed går ud på, at de skal klemme en træskostøvle ud af rectum. På den anden side, ville verden jo så gå under. Aldrig ville der blive født flere børn – That´s for sure! Hvis vi lige spoler tiden tilbage til før fødslen, sådan ca. 1 md. før. Så så man lige mig stå der nytårsaften, som én af Askepots 2 onde stedsøstre, der prøvede at proppe deres fusselanker i en alt for lille sko. Et par højhælede sko som var lavet til folk med ualmindelige slanke og smalle fødder og ikke til gravide jeg-har-vand-i-fuckingdet-meste-af-kroppen, så jeg-ku-fylde-en-hel-brønd-i-en-udtørretnegerlandsby agtige fødder. På daværende tidspunkt var mine bagpoter så godt som kvadratiske, og hvis min selvopfattelse havde været bare en anelse mindre forkvaklet, så havde jeg smidt skoene ud, og var taget til fest i æskerne. På trods af, at jeg var temmelig privilegeret og jeg umiddelbart før jeg skulle føde, kun havde taget 14 kg på, og folk smilende kom hen til mig og sagde: ”hvor er du bare flot gravid”, og rent faktisk også lød- og så ud som om de mente det, så er jeg ikke skide ferm i etiketten om at tage imod komplimenter. Der gik tit lige nøjagtig et nanoskund til jeg hørte mig selv stå og undskylde: ”Jeg var faktisk slank engang, for sådan ca. 9 mdr. siden mens jeg kiggede ned af mig selv og løftede ud i min rummelige og meget tækkelige bluse og sagde ”Hey bryster, kan I huske dengang I var bare halvt så store, hvor jeg viste bare et lille bitte stykke kavalergang frem fra udringede og skønne silketoppe. Brysterne var forståeligt nok, tavse som graven. Det var så længe siden, at der havde været afholdt bryst-udflugter, at de nok havde fået Alzheimer.

146

www.c-est.dk

Ikke destomindre, er de her efter fødslen der jo endnu og måske ikke helt dårlige, hvis man altså er til et udspilet dobbelt Å yveragtigt babyfodringsapparats-etablissement. Dog får jeg fnidder når folk spørger om hun skal lægges til? Undskyld, siden hvornår er mine bryster blevet til en havnekaj? Når man er kommet sig over det sindsyge cocktailsinferno er ulidelig smerte og så alligevel lykkefølelse over det lille myr af et mirakel man har produceret, og som nu ligger der med store åbne øjne og siger hej til verden og alle de indtryk der er udenfor livmoderen, så er det man kommer tilbage til virkeligheden. Kigger ned af sig selv... Og hvor klamt er det lige? Før var maven jo helt stram og udspilet, ikke en rynke eller et strækmærke at ane, nu ligner den mest af alt, en sammenstyrtet soufflé. Forstår heller ikke de mænd, der har lyst til at overvære en fødsel fra 1. parket ... Og her mener jeg med øjnene rettet direkte mod koteletten. At se en kvinde føde, må være som at se en våd Sankt Bernhard hund blive presset igennem en kattelem ... Ikke kønt, men bevares, det kan jo lade sig gøre. Heldigvis er kvinder jo så heldige at have en bækkenbund. Og hvis de træner den op igen efter en fødsel, så kan hvem som helst blive fantastisk at gå i seng med, bilder jeg mig i hvert fald ind, eller også er det ønsketænkning. Lige da jeg havde født, var det eneste jeg tænkte på, at sex var udelukket de næste tyve år. På grund af smerten? Nej! Men jeg var sikker på, at efter den ”ballonudvidelse”, så måtte mit underliv unægteligt føles som, at kaste en gummistøvle ned af Strøget en søndag formiddag. Nå, men jeg smutter igen, har slet ikke tid til at skrive det her. Jeg laver nemlig knibeøvelser... 20 år er måske alligevel liiiiiige lovlig lang tid ...


L I V SS T I L S M AGASINE T For storbykvinder med eget dankort N o . 1 5 / F e b r u a r 2 0 0 9 / G R AT I S

Shop-amok i

Lyngby Vi har fundet de bedste shoppingsteder i Lyngby

Skønhed Sæsonens øjenmakeup: En guide til dramatiske og sofistikerede øjne

Stort interview med

Pink

forårsfashion Gør din garderobe forårsklar!

Få masser af inspiration i dette nr. af C’est


Klummen

veninder når veninder er bedst vi kan grine, græde, være voksne og følsomme, umådelig barnlige og være kloge og dumme sammen. Vigtigst af alt, deler vi noget særligt og er der for hinanden. Faktisk er veninderne på mange måder den familie, som vi selv har valgt. Jeg har ikke nogen bedste veninde, ikke én jeg sidder og snakker med i timevis hver dag. Èn jeg til hver en tid vil foretrække frem for en anden. Tværtimod har jeg flere bedste veninder; veninder der alle, ligesom jeg, har travlt, men som har forståelse for, at hvor gerne vi end vil, så er det svært at presse caféture og lignende venindeselskaber ind flere gange om ugen. Der er perioder, hvor vi ses mere end andre, men fællesnævneren er, at på trods af hvor lang tid der kan gå imellem vi ses, så ved vi, at vi altid vil være der for hinanden. Ingen af mine veninder er i tvivl om, at jeg til hver en tid vil smide, hvad jeg har i hænderne, kaste rescue-kasketten på hovedet og komme dem til undsætning med nogle skuldre så brede, at Arnold ”I´ll be back” Terminator ville tude af misundelse. Det samme gælder, hvis det en perfekt serve af et velmenende los i røven efterfulgt af min ærlige og uforbeholdne mening, jeg kan mærke, de har behov for. Mine veninder spænder vidt. De er alle meget forskellige og indeholder forskellige kvaliteter, som jeg værdsætter og elsker. Jeg kender deres svagheder, ligesom de kender mine. Men det fede ved dem er, at der ikke er nogen indbyrdes konkurrencer, misundelse eller skænderier. Har aldrig været oppe at skændes med en veninde ( Ja, det skulle da lige være en småanstrengt spænding i luften efter et slag Matador). Vi spejler vores forskellige sider i forskellige veninder. En er måske bedst, når du synes, kæresten er en dum skid, en anden kan altid give gode råd, når det gælder dit job og karriere. Jeg har en veninde, som på mange områder er min diametrale modsætning. Fuldstændig devil in disguise. Hun er samtlige kærester utro. Har altid gang i flere mænd på én gang, om de har kærester eller er gift, er underordnet, for hende er det en leg, en uendelig higen efter konstant bekræftelse og en konstant uro i kroppen, hvis der ikke altid er lidt optræk til ballade. Jeg skulle stressskide på stedet, ville aldrig have samvittighed til at køre sådan et spil og ville omvendt heller aldrig have respekt for en mand, som lod sig hive rundt i manegen, og som vendte både det blinde øje og det døve øre til, hver gang hun

146

www.c-est.dk

”blev busted”. Hun er nok ikke lige den første, jeg vil ringe til, hvis jeg skulle have et seriøst råd omkring mit kæresteforhold. Til gengæld er hun altid god for en god gang forargelse og et smil på læben, for kedelig er hun fandme ikke. En anden veninde er über rummelig. Hun samler ifølge sin mand på ”weirdoes”. Hun er 31 år, og hendes seneste ven på stammen er Carl. Carl er vel nærmere de 70 og har en vis begejstring for Lada´er. Han ringer til hende i tide og utide og har aldrig helt nogen situationsfornemmelse for, om tidspunktet er det rette eller kan finde ud af, hvornår samtalen er ved at ebbe ud for 20. gang. Carl kan godt finde på at smide en finke af panden, og beklage sig over en anden af dem fælles veninde, som er i midten af 50´erne, som han ikke mener behandler sin Lada ordentligt, derfor vil han gerne, at min kære veninde køber den. Omvendt mener deres veninde i 50´erne, at Carl har et crush på hende ... Forvirret? Følg med i næste episode af SKUM. Midt i en samtale med Carl får min veninde også pludselig den der: ”Nå, men jeg har travlt, jeg løber nu ... Ding ding ding”, Carl kører nemlig Isbil ... Hjem-IS-Bilen. Det er fandme humor på topplan, og det bedste er, at min veninde virkelig værdsætter venskabet. SÅ rummelig må jeg nok erkende, at jeg ikke er, på trods af at jeg elsker det lidt skæve i menneskeligheden. Så er der min OM´er-loge. Tøselogen, hvor vi arrangerer alt fra weekend i sommerhus, bytur, spa-aften, vandski og picnic. Her træder vores alter egoer i kraft i form af: Karsten, Leif, Svend, Arne, Kaare og undertegnede Torben. Når vi er sammen, er ALT tilladt, og hvis en mand, var flue på væggen, ville han tabe vingerne og gå i choktilstand på stedet over de emner og ord, der kommer ud af vores munde. Dette er vores frirum, ALT kommer på bordet, og det er tilladt både at klø sig i skridtet og slå en ordentlig skid, der sender seismiske rystelser til nabobyen. Så skal jeg ikke bare afslutte med et ordentligt råb og ønske skål for vores veninder, uden dem ville vi være fortabte ... I hvert fald tæt på. SKÅÅÅÅL!

Af Malene Hasselblad Illustration: ruth crone foster

http://www.malenehasselblad.dk/log/fckfilebrowser/File/klummer_cest  
http://www.malenehasselblad.dk/log/fckfilebrowser/File/klummer_cest  

http://www.malenehasselblad.dk/log/fckfilebrowser/File/klummer_cest.pdf

Advertisement