Issuu on Google+

Kunsten at finde balancen Det kræver meget af både arbejdsgiver og den ansatte, når stress får fat. Kristina Ferenkamp Lillemose fra Abakion har igen fået tingene til at hænge sammen. Af Marya Ennesen Kromann    Foto Torben Klint

O

ktober startede med et kort håb om indian summer. Nu trænger efteråret sig i stedet for alvor på. Det blæser kraftigt. Træernes røde og gule blade vælter mod jorden og ligger

efterhånden som tætte tæpper på stier og fortove. Farvespillet på jorden står i skarp kontrast til den ensfarvede grå himmel, der lover heldagsregn. Og regnen falder da også allerede over villakvarteret i Svogerslev, uden for 

14

Computerworld job  •  28. oktober 2011

Computerworld job  •  28. oktober 2010

15


Kunsten at finde balancen 

Roskilde, hvor 39-årige Kristina Ferenkamp Lillemose bor sammen med sin mand og deres to drenge. Computerworld skal møde en kvinde, som er ansat i it-branchen, og som på egen krop har oplevet, hvad det vil sige, når det hele bliver for meget, og man pludselig kun kan tude af det hele. Men i dag er der ikke længere gråd i Kristina Ferenkamp Lillemoses liv, og det dystre efterårsvejr påvirker ikke humøret i tresservillaen i Svogerslev. Her er humøret på højde med musikken, der fylder hele huset, og ude i bryggerset vrikker fireårige Rasmus’ hofter i takt til Maroon 5’s seneste hit Moves like Jagger, mens familien i fællesskab klarer opvasken. “For mig er det et privilegium at være på nedsat tid. Det stresser mig ikke at have tid til mine børn. Jeg vil mere end at aflevere dem om morgenen, hente, lave mad, spise, bade og putte dem. Jeg er privilegeret, fordi jeg arbejder et sted, hvor jeg har kunnet få lov til at vælge at bruge mere tid med mine børn,” fortæller hun.

Brug for at geare ned Kristina Ferenkamp Lillemose arbejder i konsulentvirksomheden Abakion, der holder til på Østerbro i København. Her har hun arbejdet i snart 10 år. Abakion adskiller sig fra mange andre virksomheder i it-branchen, der typisk er præget af en performance-kultur, hvor den enkelte medarbejder skal præstere hele tiden. Der skal også præsteres hos Abakion, men virksomheden hviler på en række værdier, der fokuserer på medarbejdernes velfærd. Det betød, at Kristina Ferenkamp Lillemose blot skulle spørge, da hun med to små børn ønskede at gå ned i tid. Virksomhedens ledelse så intet problem i, at hun arbejdede 30 timer om ugen, hvis det betød, at hun kunne få familieliv og arbejde til at passe sammen. Den imødekommenhed stod i skarp kontrast til det miljø, Kristina Ferenkamp Lillemose kom fra. “Jeg havde blandt andet arbejdet for en frisør i tre og et halvt år. Der var der ikke tid til andet end at arbejde. Og jeg blev altid syg, når jeg havde ferie. Så var det, jeg blev klar over, at den var gal. Så jeg sagde op,” fortæller hun. 16

Computerworld job  •  28. oktober 2011

Efter jobbet hos frisøren, blev hun anbefalet til en stilling som kærlighedskonsulent hos Abakion. En stilling, der i første omgang gik ud på at hygge om medarbejderne, når de var hjemme på kontoret, og ellers forefaldende arbejde. “De var lidt i tvivl, om jeg ville komme til at kede mig, men jeg havde brug for at gå ned i gear, så det passede mig rigtig godt på det tidspunkt,” fortæller hun. I starten var der lidt hyggetante over stillingen som kærlighedskonsulent. Men jobbet udviklede sig stille og roligt i en mere teknisk retning. Selvom Kristina Ferenkamp Lillemose stadig er ansvarlig for de sociale arrangementer og stemningen på kontoret, har hun i dag fået flere og andre opgaver. ”Jeg er vel det, man kalder en gammeldags blæksprutte. Jeg er chefsekretær for Kenneth, Lars og Henrik. Jeg har mange ad

Det hele kørte simpelthen på automatpilot. Jeg var ikke glad. Jeg var ikke mig selv hoc opgaver og er desuden ansvarlig for at tilpasse alle licenserne til kunderne. Og så er vi jo Microsoft Guldpartner. Her er det mit ansvar at holde øje med, at vi opfylder alle krav, når skæringsdatoen kommer,” fortæller hun. Kristina Ferenkamp Lillemose er dog ikke bange for at sige, at hun ikke havde mange it-kompetencer, da hun startede. “Jeg kunne lige åbne et Word-dokument, men det var også det. Så jeg føler lidt, at ledelsen i Abakion har taget mig under sine vinger og har oplært og udfordret mig.” For fire år siden præsenterede Abakions direktør, Kenneth Gram Kryger, hende for endnu en udfordring, hvor hun fik mulighed for at lære nogle nye egenskaber. “Han spurgte, om jeg havde lyst til at tage en mellemlederuddannelse. Jeg blev rigtig glad for tilbuddet. Det var jo en anerkendelse,” fortæller hun.

Kristina Ferenkamp Lillemose kastede sig ud i projektet. Det var spændende, og hun fik rigtig gode karakterer undervejs. Men da den afsluttende eksamen nærmede sig, begyndte hun at mærke presset. ”Jeg havde to små børn derhjemme. Jeg arbejdede hele ugen og brugte aftenerne på at læse. Jeg kunne simpelthen ikke strække mig længere, men jeg var flov over at sige, at jeg ikke kunne overskue slutopgaven. Virksomheden havde jo betalt mange penge for, at jeg gik på den uddannelse,” fortæller hun. Men hun mødte forståelse fra sine arbejdsgivere. ”Kenneth sagde bare: ’Pyt med den eksamen. Det vigtigste er, at det fungerer for dig. Du skal have ro på hjemmefronten. Du har lært en masse, så det skal du ikke tænke på.” Alligevel var hverdagens jag ved at knække hende. “Jeg stod op klokken fem om morgenen for at kunne køre klokken seks, så jeg kunne slå myldretiden. Om eftermiddagen kunne det godt tage mellem halvanden og to timer at komme hjem, så jeg brugte rigtig meget tid på transport,” fortæller hun og har nu en rynke i panden. Den lange transport stjal tid fra familien og gav lange dage. Det tærede på energien, og Kristina Ferenkamp Lillemose overvejede kraftigt at sige op og finde et job tættere på hjemmet. “Det hele kørte simpelthen på automatpilot. Jeg var ikke glad. Jeg var ikke mig selv. Jeg holdt op med at deltage i sociale arrangementer. Jeg meldte mig til, men sprang altid fra i sidste øjeblik.” Sådan husker Kristina Ferenkamp Lillemose tiden op til sin seks måneder lange sygemelding. ”Min mand rejste en del med sit arbejde på det tidspunkt. Kombineret med min lange transport var det simpelthen umuligt at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen, selv om jeg arbejdede 30 timer,” fortæller hun. Samtidig med, at hun jonglerede med familieliv, karriere og udmattelse, gennemgik hun nogle følelsesmæssigt hårde ting i sit privatliv, som hun ikke gav sig selv tid til at håndtere. Det hele byggede op, og det overmandede hende til sidst, da hun i juni 2010 havde en samtale med sine chefer. “Jeg sad til en MUS-samtale med Kenneth og Henrik (økonomichefen, red.). Han spurgte, hvad der var det værste ved at være ansat hos Abakion. ’Det er, at I ligger 


Kunsten at finde balancen 

for langt væk,’ svarede jeg. Og så knækkede filmen. Jeg tudede simpelthen, og det blev jeg ved med i en uge.” Den meget følelsesmæssige reaktion på spørgsmålet afslørede, hvor presset hun var. Hun blev derfor sygemeldt hende med øjeblikkelig virkning med fuld opbakning fra cheferne.

Den eneste stadig i job Sygemeldingen betød mødet med et offentligt system, hvor arbejdsgiverne bliver betragtet som skurkene, der er årsag til at folk bliver syge, husker Kristina Ferenkamp Lillemose. Hun måtte flere gange forsvare sin arbejdsplads, som behandlede hende godt og kun var interesseret i at få hende tilbage.

“Jeg blev sendt på stresskursus. Vi var ni kvinder og ikke en eneste mand. Og jeg var den eneste, der ikke var blevet fyret. Når de andre fortalte deres historier, blev jeg klar over, hvor heldig jeg var at arbejde hos Abakion. De andre var blevet behandlet virkelig dårligt,” fortæller hun. Det var frustrerende at opleve, at kommunens folk talte om hendes arbejdsgivere, som om de kun havde til hensigt at slippe af med hende på den hurtigste og billigste måde, for Kristina Ferenkamp Lillemose oplevede, at Abakions ledelse var meget optaget af, at hun skulle komme hel igennem sit sygdomsforløb og vende tilbage. “Alle mine kolleger var utrolig søde. Og det eneste, Kenneth sagde, var, at han var ked af, at han ikke havde set det komme. Jeg fik tid til at komme tilbage i mit eget tempo. Da jeg overvejede at stoppe og finde noget tættere på, hvor vi bor, sagde Kenneth, at han var ligeglad med, hvor lidt jeg arbejdede, bare jeg kom tilbage til dem,” fortæller hun. Det varmer at være ønsket, og det var ikke kun chefen, der ønskede hende tilbage.

“Min selvtillid havde fået et knæk. Jeg troede ikke på, at jeg kunne noget som helst. Jeg troede, de andre gik og tænkte: ’Nå, hvor sødt’ om det, jeg lavede. Men da jeg var inde og pynte op til jul, kom selv de mandlige kolleger hen og krammede mig. Jeg var helt høj, da jeg tog derindefra. Jeg følte, at de var oprigtigt interesserede i mig og mit helbred,” fortæller hun.

Ingen stress I dag har Kristina Ferenkamp Lillemose trappet sin arbejdstid op til 21 timer om ugen. Hun arbejder nu fra 9.30 til 17 tirsdag til torsdag. Det betyder, at hun har tid om morgenen til at danse rundt med drengene i det lille hjem i udkanten af Roskilde, langt fra Østerbro, uden at skulle bekymre sig om myldretidstrafik og børnepasning. “Vi spiser morgenmad sammen og cykler så eller løber på løbehjul hen til skolen og børnehaven. Bagefter kan jeg køre hjem og gøre mig færdig i fred og ro, uden det tager tid fra mine drenge,” fortæller Kristina Ferenkamp Lillemose  

Vi spiser morgenmad sammen og cykler så eller løber på løbehjul hen til skolen og børnehaven. Bagefter kan jeg køre hjem og gøre mig færdig i fred og ro, uden det tager tid fra mine drenge, fortæller Kristina Ferenkamp Lillemose. 18

Computerworld job  •  28. oktober 2011


Kunsten at finde balancen