Page 1

SOLBJERG BY NIGHT Foto og tekst: Magnus Hove Johansson


Den sidste bus fra Aarhus mod Solbjerg kører kl 00:00. Den første bus fra Solbjerg mod Aarhus kører kl 05:00. Hvad sker der i det tidsrum, en vilkårlig tirsdag nat i en forstad til Århus? Turen tager præcis en halv time. Jeg hører Peter Sommer for at komme i den helt rigtige, underfundige forstads stemning. Der er kun én anden passager tilbage i bussen, da vi når til Solbjerg. En midaldrende mand med et arret ansigt og tætklippet blond hår. Han er iført en blå regnjakke og har en sort og grøn sportstaske svunget over skulderen. Det er Keld. Keld har boet i Solbjerg i 4 år men kommer oprindeligt inde fra byen (Århus). Det gør han også i aften. Keld er en mand af få ord, men inden vores veje skilles, får jeg ham til at pege mig i retning af søen.


Solbjerg Sø er, udover at være hjemsted for et væld af søsportsklubber, omgærdet af en hel del mystik. Forskellige sagn fortæller om forskellige skatte der, efter sigende, skulle gemme sig på bunden af søen. Èt sagn går på, at en gruppe danske soldater, under svenskekrigene i 1643, rejste fra Skanderborg slot mod Århus. Med sig havde de en kiste fuld af sølvmønter og gulddublater, som skulle bruges til at betale nye lejesoldater. Men omkring Solbjerg Sø kom de under svensk beskydning og besluttede at synke skatten i den frosne sø.


Et andet sagn lyder, at der under overfladen skulle ligge en kirke. Kirken skulle efter sigende være sunket i søen midt under messen, fordi præsten var ugudelig. I 2010 blev der faktisk fundet en skat. 10.000 kr. i danske 500 kr. sedler. Pengene stammede dog fra et tyveri på posthuset i Lichtenbersgade i Horsens og var blevet ødelagt af en farvepatron.


På vej tilbage til Solbjerg by skal jeg igennem en tunnel. Det er den type tunnel, som de fleste kvinder nok ville undgå sådan en mørk tirsdag nat. Nede i tunellen er der fuldstændig stille, som om nogen har trykket ’mute’ på vindens rusken i trætoppene. Indtil en bil suser ud af Gammel Horsensvej hen over hovedet på mig og bryder stilheden. En bænkebider kæmper sig ligeså langsomt op ad cykelsporet ved siden af trappen. Jeg tæller syv edderkoppespind ved den ene lampe, og det ser ud som om, det også gælder for de resterende fem lamper. I det største af spindende sidder en ordentlig krabat af en korsedderkop. Den ser ud som om den får rigeligt at spise her nede i tunellen. På væggene er der malet små malerier, allesammen med hvide rammer. Selv graffitien her er småborgerlig.


Tilbage på Solbjerg ovedgade kommer jeg forbi Solbjerg bodega, 1-2-3 tankstation. Der er lukket for i aften, men der holder to cykler udenfor. Deres ejermænd har måske fået en snabelvand for meget. Godt de lod dem stå, vi skal ikke have nogen spritcyklister til at fræse rundt på Solbjergs villaveje.


På Elmevangsvej holder en bil i tomgang uden for Lokalcentret. Døren åbner, og sydamerikanske basrytmer flyder ud i natten efterfulgt af en mand i en gul refleksvest. Han er vidst ude og dele reklamer ud. Kort tid efter han er steget ud af bilen, sætter han sig i hvert fald ind igen og fortsætter ned af Elmevangsvej ud af syne. Et par minutter senere kommer endnu en bil ned ad Kærgårdsvej, jeg befinder mig simpelthen i Solbjergs trafikknudepunkt.


Hos SuperBrugsen i Solbjerg tager man ikke blomsterne ind om natten eller tændbrikketterne, kølervæsken, havehandskerne, vildfuglefrøene. Eller græskarrene for den sags skyld. Her stoler man på hinanden eller måske bare på at der ikke sker en skid.


Himlen begynder at klare op over Solbjerg, nu kan man se stjerner, det er stadig mørkt men ikke lige så mørkt som tidligere. Skyerne er lysegrå mod den sorte himmel med de klare hvide stjerner. Den lille søvnige jyske forstad er så småt ved at vågne. En lastbil fra Arla kommer med friske mejeriprodukter til SuperBrugsen, en varevogn kommer med bakeoff til bageriet og de morgenfriske er på vej på arbejde. Jeg sidder igen i busskuret, et dyr kravler bag mit venstre øre, jeg vifter det væk, tager en slurk kaffe, nu kommer bussen.

Profile for Magnus Hove Johansson

Solbjerg By Night  

Solbjerg By Night  

Advertisement