Page 41

BAGGRUND

“Garderoben bliver bæredygtig – og mindre” Mathilde Aggebo, fagleder på Kunstakademiets Designskole “Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed vil være en gennemgående tendens i fremtiden, for klodens knappe ressourcer kommer i den grad til at præge moden. Derfor vil vi se endnu mere genbrug, stor brug af råmaterialer såsom uld, skind og pels samt lokal produktion – muligvis ved brug af sy-robotter, hvilket allerede nu testes på et nyt SyLab i Herning. Når man laver en T-shirt, bruger man 1.400 liter vand, og derfor vil man genbruge vandet og kemikalierne i lukkede produktionssystemer. Samtidig kommer vi til at se mere polyester. Det kan noget andet i dag end for 10 år siden, både i udtryk og funktionalitet. Se bare på det lækre sportstøj, vi har i dag. Det er lavet af plastik, og dermed kan det også blive genbrugt. I Japan har de udviklet genbrugsmetoder til polyester, og vi vil også komme til at genbruge polyester, som vi genbruger anden plastik i dag. På den måde får vi glæde af polyesteren som et genanvendeligt og bæredygtigt materiale, frem for at det bliver smidt ud og skader miljøet. Vi vil også mindske vores garderobe, vælge nye bæredygtige materialer og tøj i så god kvalitet, at vi kan have det i årevis. Når man forsøger at forudsige tendenser i moden, kigger man ofte på ekstremerne for at se, hvilken retning moden vil gå i, og det er helt tydeligt i mine studerendes kollektioner, at bæredygtigheden, men også en større udforskning af kønnet, kommer til at være gennemgående. For det bliver snart OK for mænd at gå i stiletter, ligesom det i mange år har været OK for kvinder at gå maskulint klædt – bare vent at se!”

TØJ, DER HJÆLPER DIN SUNDHED

Dit tøj bliver også mere digitaliseret. Forskere har opfundet tøj med biokemiske sensorer, der kan måle puls, sved og blod og tjekke, om du er ved at blive stresset. Det kaldes wearable tech, og trendforskere forudser, at intelligent tøj bliver et hit i fremtiden. Både anti-sved-bukser, antibakterielle strømpebukser og ergonomiske sneakers, som kan rette foden, vil blive mainstream, ligesom magnetiske rygbøjler i bluser vil kunne hjælpe på rygproblemer. I Korea har man opfundet en bh, som har så god en støtte til store barme, at den kan stoppe rygsmerter og vejrtrækningsproblemer, og i USA har man skabt holdningskorrigerende tøj, som skal afhjælpe rygsmerter ud fra samme princip, som den elastiske kinesiotape, som fysioterapeuter og kiropraktorer bruger. Og ligesom vi i dag måler vores puls og træningspræstationer med armbånds-gadgets, kan man i fremtiden forestille sig, at det for alvor inkorporeres i tøjet, så det bliver normalt, at sweateren måler din vejrtræning og puls.

“Det bliver normalt, at sweateren måler din vejrtræning og puls”

SKØN 41

Skøn december