HISTORIEN DRØVTYGGER I STALDEN GAMLE HUSDYRRACER SOM JYSK KVÆG EGNER SIG IKKE TIL MODERNE LANDBRUG, MEN BØR IFØLGE EN MUSEUMSMAND OG KVÆGAVLER FRA BÆKMARKSBRO BEVARES I DET VESTJYSKE LANDSKAB. SOM EN LEVENDE KULTURARV FRA DENGANG, HVOR AFGRÆSNING PÅ FJORDENGENE OG STUDE-EKSPORT TIL UDLANDET SKABTE ET RIGT GRUNDLAG FOR UDVIKLING AF NORDVESTJYLLAND.
TEKST: ERIK POULSEN. FOTO: HENRIK VINTHER KROGH
Mens andre kvægavlere stræber efter mere mælk og flere kilo kød, så kigger Søren Poulsen fra Bækmarksbro på guldaldermalerier og i historiske besætningsoversigter, når han skal vurdere kvaliteten og udseende af sine kreaturer. Som formentlig den eneste gård i Nordvestjylland huser hans stald nemlig den levendegjorte kulturarv efter det jyske kvæg, der under studedriften i især 1800-tallet var med til at skabe rigdom og fremgang i denne del af landet. Et landskab med masser af ådale og strandenge ved de vestjyske fjorde og åer var en guldgrube af græs og hø til opfedning af kreaturracen Jysk Kvæg, der via studegårde som Kabbel Hovedgaard ved Lemvig, herregården Nr. Vosborg ved Vemb og en række andre af datidens vestjyske storlandbrug blev drevet til Hamborg og Husum for at blive solgt til det nordtyske marked. Senere skete eksporten ad søvejen fra først Agger og siden Esbjerg til England. De lange rejser krævede godt opfedede dyr, der under studedrifterne sydpå tabte 80-100 kilo. Museumsinspektør Esben Graugaard fra Holstebro Museum har i sin doktordisputats ’Nordjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet’ fra 2006
10
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 04 | NOVEMBER 2016
fastslået, at datidens studedrift langs vestkysten afslørede udsyn, handelstalent og internationale forbindelser. En fortælling som ofte er overskygget af beretninger om det mørke Jylland, hvor hedebønder gik blandt får på lyngen og bandt hoser. Historien om de driftige, vestjyske handelsbønder, der ubesværet solgte kreaturer i Nordeuropas store havnebyer, har sit udgangspunkt i de fede engjorde, som istidslandskabet har skabt langs åer og fjorde i Limfjordslandet. Ifølge Thomas Holst Christensen, der er leder af Geopark Vestjylland, er studedriften derfor en vigtig fortælling om landskabets betydning for den lokale erhvervsudvikling. Spørgsmålet er dog, om vi i større stil igen kommer til at se datidens lavstammede kvæg med horn græsse i tunneldale og på fjordenge i geoparken som andet end et levende, historisk minde.
ANDERLEDES OKSEKØD Jysk Kvæg er nemlig for længst overhalet af andre og mere produktive kvægracer. Et tilbud til turister om at sætte tænderne i en bøf fra de historiske dyr kræver derfor, at de er villige til at betale en merpris for fortællingen om studedrift og istidslandskab:
”Vores problem med Jysk Kvæg er, at dyrene vokser langsommere end de moderne racer. De skal være mindst tre-fire måneder ældre end de 14-15 måneder, som er optimalt for eksempelvis en Hereford. Kødkvalificeringen på slagteriet for Jysk Kvæg er dog fin, og kødet er meget mørt og flot marmoreret. Fyldt med små, hvide prikker af det fedt, der giver smag uden at være så stærkt smagende som Hereford. Kødet fra Jysk Kvæg er også lidt lysere og lidt mindre fedt at se på”. fortæller Søren Poulsen. Han er 69 år og opvokset på Flyndergaard ved Bækmarksbro. Som dreng nåede han derfor at opleve, hvordan gården udskiftede Jysk Kvæg med de sortbrogede Dansk Holstein. De er i dag det vigtigste grundlag for den vestjyske mejeriproduktion, som overtog studedriftens internationale rolle i 1900-tallet. ”Der stod 20 Jysk Kvæg i stalden, da min far overtog gården, og jeg forstod godt, at han krydsede de hollandske holstein-køer ind i besætningen. De var jo både større og tungere – og så gav de mere mælk. Jeg har selv som karl på en gård i Sønderjylland oplevet, hvordan en enkelt holstein-ko alene kunne fylde mere end én spand ved malkningen. Det gjorde de altså ikke derhjemme”, husker Søren Poulsen.