PÅ RAV-JAGT I RØRSKOVEN DEN TIDLIGERE SOGNEPRÆST I HVIDE SANDE, THOMAS KRISTENSEN, ER PASSIONERET RAVSAMLER OG FORTÆLLER I EN NY BOG OM OPLEVELSER OG TANKER, NÅR HAN LEDER I RØRSKOVEN PÅ ØSTSIDEN AF RINGKØBING FJORD
Vel over diget er jeg nu på vej ud til rørskov og strandkant. Det første sted, jeg undersøger, gav ikke resultat sidste år, men gør det i år. Måske fordi mange vandlommer og indsøer allerede er så tørre, at jeg kan komme til med min rive. Faktisk finder jeg små stykker rav i det helt rigtige rør- og træsmuld så langt inde på land som 10-15 meter fra strandkanten. Så langt har vandet nemlig været oppe i vintermånederne. Ja, nogle steder endnu længere inde. Måske med orkanen Bodil som den største drivkraft? Jeg finder rav hele 30 meter inde på land! Det lover godt for min eftermiddag på Skjern Enge… Sidste år oplevede jeg noget mærkeligt netop på dette sted, jeg nu betræder. Da jeg kom her hen for at tage fat, blev jeg temmelig forskrækket, idet en stor skare måger pludseligt lettede. Sammen med flere fiskehejrer end jeg er vant til at se i disse omgivelser. Faktisk forstyrrede jeg dem lige i et større festmåltid. Der lå skyllet i hundredvis af døde fisk op på stranden i den lille vig. Skaller, aborrer og andre rundfisk. Hvorfor det? Jo, nogle af fjordens fiskere fortæller mig, at sådan noget sker, når slusevagterne lukker store mængder saltvand fra havet ind i fjorden. Det skal vagterne gøre med mellemrum for at overholde det af Naturstyrelsen påbudte saltindhold i fjorden. Men da mange af fjordens fisk er ferskvandsfisk, flygter de rædselsslagne fra det indstrømmende saltvand. Og nogle af dem ender i deres flugt helt oppe på land, som nu denne dag i vigen på Skjern Enge. Fjordfiskerne raser over denne politik. Har de kloge da ingen forståelse for fjordens eget liv? Det har ’de kloge’ åbenbart ikke. I hvert fald lægger de deres egen vidensbaserede politik ned over fjorden, i stedet for de lokalkendte fiskeres erfaringsbaserede forståelse for livet i dette farvand.
EN KOLLEGIAL SNAK I dag forskrækkes jeg ikke af fugle og døde fisk i vigen. Måger og fiskehejrer må skaffe deres frokost på anden og mere slidsom vis. Jeg finder heller ingen indsøer og vandhuller, hvor småfisk er strandet. Andre år har jeg set, hvordan de ligger døde hen. Dels fordi de har søgt ind i lommerne med ferskvand, og dels fordi de så er blevet overrasket af forårets synkende vandstand, så de er blevet afskåret fra at komme fra vandhullerne ud i fjorden igen. Til gengæld oplever jeg i dag at møde mennesker helt ude ved fjorden. Og jeg ser straks, at de er ude i samme ærinde som jeg. Den ene har allerede gået den tur, jeg planlægger, men har efter eget udsagn ikke fundet noget. Hvis dette holder stik, tror jeg simpelthen ikke, hun har set ordentlig efter. Hvad jeg bliver bekræftet i, da jeg senere minutiøst bevæger mig igennem samme rute som hende. Hun havde så heller ikke nogle redskaber i hånden, men gik kun efter det, hun umiddelbart kunne se ligge og glimte. Det er selvfølgelig en helt legitim måde at gå efter rav på. Nogle ser kun efter rav, hvor det ligger frit fremme lige foran deres fødder. Og sandelig om ikke de kan være mere heldige end rimeligt er. Dog er min påstand, at både spændingen og glæden – og resultatet bliver bedre ved at gå møjsommeligt frem, også inde mellem de kradsende rør, med hakke og kese. For øvrigt havde hun et par løsgående hunde med, som skulle hen at snuse til mig, hvad jeg ikke bryder mig om. Men ellers opførte hundene sig pænt. Mange steder er det rigtigt træls med løsgående hunde, hvor de burde føres i snor. Men netop her ude i engene gør det ikke så meget. Når der ellers ikke er lam og får, hundene kan forskrække. Vi fik en hyggelig, kollegial snak, damen og jeg. Var straks på bølgelængde. Vi er jo ikke konkurren-
ter, men netop kolleger og på jagt efter den samme skønhed. Vi er fyldt af den samme iver, men også den samme langsommelighed.
RAVSAMLERE BANDER IKKE En indskudt bemærkning: Det er sjældent, jeg møder en ravkollega, som griser sit sprog til med bandeord. Når sindet er optaget af den skønhed, som findes i rav, og i jagten på selvsamme, så er der bare ikke plads til edernes sproglige ukrudt. Faktisk tror jeg, at ravsamlere, som ellers bruger sådanne ukvemsord, straks kan høre, hvor forkert det lyder, når der er så stor skønhed lige ved siden af. Du bander ikke, når du overvældes af skønhed. Hverken når det er din elskedes skønhed, eller når det er ravs og andre perlers skønne smil. Den næste, som jeg træffer, er en ældre herre, som er udstyret med en gammel havekultivator, der rigtigt kan kratte i bunden. Han ved, hvad han går efter, kan jeg straks se. Også vi får en hyggelig snak om vejr og vind og rav. Han har fundet en del i årenes løb, forstår jeg. Ikke for at prale, men bare for lige at markere over for mig, at jeg står over for en kender. Så uden at skilte med det får vi nu begge to lidt travlt, for at vi hver især ikke skal blive udkonkurreret af vores nye bekendte. Jo, vel er vi kolleger og taler indforstået om vores metier, men lidt konkurrenter er man vel også, da rav kun kan findes én gang. Han går i hvert fald målrettet efter et af de gode steder, jeg også kender til. Til gengæld giver han sig ikke tid til at undersøge på den rute, hvor jeg nu går. Åbenbart har jeg stadigvæk nogle af ’mine’ steder for mig selv. Og selv om jeg ser ham gå på nogle af de strækninger, hvor jeg normalt går, så kigger jeg lige efter, om han nu også har været grundig nok med sin kultivator.
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 04 | NOVEMBER 2015
37