Page 1

AT GIVE OP HAR ALDRIG VÆRET EN MULIGHED Autentiske beretninger fra tidligere plejebørn

Verner Knudsen


Birgitte møder jeg første gang i en lille lejlighed midt inde i København. Senere flytter Birgitte og hendes familie ”på landet” uden storbyens pulserende liv. Jeg blev født i Vestsjælland hvor jeg boede sammen med min mor og mine to søstre. Vi boede på tredje sal i et socialt boligbyggeri. Det var en fireværelses lejlighed og vi havde hvert vores værelse. Min mor boede alene med os, og sådan har det været så længe jeg kan huske. Der har dog indimellem været mænd inde i billedet, men ikke noget længerevarende. Mine søstre og jeg har forskellige fædre. Jeg kender ikke noget til min far. Jeg har måske et navn på ham, men jeg har aldrig fundet ud af hvem han er. Min lillesøsters far boede lige overfor os, så ham kendte vi lidt til, men min storesøsters far var der heller ingen kontakt til. Min mor har fortalt mig, at hun og min far var gået fra hinanden før hun fandt ud af, at hun var gravid. Så han ved ikke, at han har et barn. Det kan være svært at beskrive min mor for i mine øjne var hun hverken syg eller drak - hun var bare min mor. Hun lagde aldrig skjul på, at hun elskede os. Men uanset hvor meget hun ønskede det så magtede hun bare ikke at være mor til 3 børn. Hun var næsten altid fuld og var sjældent hjemme. Hun havde selv haft et hårdt liv, og flyttede hjemmefra i en meget tidlig alder. Hendes far havde misbrugt hende og hendes forhold til hendes egen mor var rigtigt dårligt. Så hendes liv har heller ikke været nemt.


I perioder gik hun hjemme, hun var nok på bistandshjælp, tidligere havde hun været tjener.

Jeg husker min mor dengang godt kunne lide og lave mad. Der var en kage, hun bagte meget, det var med nødder i. Hun havde ikke noget at hakke nødderne med, så hun puttede dem ind i et viskestykke, og slog dem i stykker med en træsko, så det endte med at den kage kom til at hedde ”Marias træskokage”. Min mor drak altid, hun var konstant fuld. Da vi var mindre spiste hun også. Men det stoppede hun med senere- der drak hun kun. Vi har tit været med hende på værtshuse. Hun havde et stamværtshus, vi tit var med på. Jeg husker jeg altid fik kakao eller sodavand, folk kendte os, det var faktisk et hyggeligt sted. Hvis ikke vi var med på værtshus, var vi oftest alene hjemme. Jeg kan huske nogle gange i børnehaven, hvor hun ikke kom og hentede os. Så blev de nødt til at ringe til min moster eller mormor og få dem til at hente os. Børnehaven har siden fortalt, at de underrettede kommunen om vores situation, men der skete ikke noget ved det. Min mor var aldrig aggressiv, når hun var beruset. Jeg har aldrig på den måde været angst i forbindelse med, at hun drak. Når jeg ikke har kunnet holde det ud, flygtede jeg ud til min moster, som også boede i byen. Det var nok et overlevelsesinstinkt, når jeg fornemmede, at der var fare på færde, for eksempel hvis hun var ekstra fuld, hvis der var for mange mænd inde i billedet, eller hvis vi var for meget alene hjemme. Min storesøster var den der passede os og specielt min lillesøster., Derfor har de to også haft et meget tæt forhold til hinanden. Det har været et kæmpe ansvar hun har haft over for vores lillesøster. Hun var kun 7 år, da hun skulle tage vare på hende. Men jeg flygtede ud til min moster og boede der nogle gange i flere uger. Min moster boede også


i lejlighed og havde et barn, der var lidt ældre end mig. Hun havde et job og drak ikke, men havde det også hårdt. Hun har fortalt mig, at hun gerne ville tage sig af os dengang, men at hun ikke kunne hverken økonomisk eller overskudsmæssigt. Det har været hårdt for hende at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre noget mere for os. Hun har fortalt mig om en episode fra en sommerdag, hvor min mor var meget beruset, og havde ladet min lillesøster, som var spæd, sidde i solen og heden i barnevognen i flere timer. Hun var derfor blevet helt dehydreret. Min moster var kommet forbi og havde set det hvorefter hun havde taget hende med hjem. Jeg opbyggede også en mekanisme, hvor jeg besvimede, hvis noget var for svært. Det har jeg gjort meget, og jeg besvimede reelt. Det har forfulgt mig meget senere. Jeg tror de overlevelsesstrategier har sparet mig for mange dårlige oplevelser. Jeg gik i skole, om end det var sjældent, jeg var der. Der var jo ikke nogen kontrol på det. Jeg tror, jeg var glad for at gå i skole, men det var svært at tage sig sammen til at komme af sted, når der ikke var nogen, der vækkede en eller smurte madpakker. Det måtte vi selv gøre. Da jeg var mellem 8 og 9 år fik min mor et tilbud om afvænning et sted på Fyn. Det ville hun godt, hvis hun kunne få sine børn med. Det fik hun så helt ekstraordinært lov til, det var de ikke vant til på stedet.

Afvænning Jeg vidste ikke helt, hvad det var, vi skulle. Der var ikke andre børn på stedet. Det var lidt hektisk med skoleskift, men folk var søde mod os, og vi havde et fint værelse.


Men min mor forandrede sig ikke under opholdet. Der gik ikke længe før hun fandt ud af hvordan hun kunne snyde med antabussen, så det hjalp jo ingenting. Hun lagde ikke skjul på det og sagde åbenlyst til os, at hun snød med det.

Vi fik vitaminpiller og mor fik antabuspiller og hun gik direkte herefter ud på toilettet og skyllede dem ud, og så ned i byen efter sprut. Så det gav ikke så meget. Vi var der i alt i tre måneder, og jeg var næsten ikke i skole i den periode. Jeg kan huske jeg havde en kontaktbog, hvor der stod, at jeg ikke havde været i skole i ti ud af de sidste 14 dage. Hvad lavede jeg så? Hver dag gik vi med vores mor ned i byen og rundt der, så alle troede vi var i skole. Efter opholdet flyttede vi til en nærliggende by, hvor vi fik underetagen i et hus med have. Nu ville mor starte på en frisk. Men der er værtshuse alle steder, og det fortsatte. Hun bildte os ind, at hun havde fået et job. Senere gik det op for mig, at det job var at gå på værtshus. På den nye skole fik jeg ret hurtigt nogle gode veninder, som jeg tit sov hos, og mere eller mindre flyttede ind hos i perioder. Igen en overlevelsesstrategi. Jeg kom meget mere i skole på det tidspunkt. Det var en god periode. Jeg havde aldrig veninder med hjem, det har jeg aldrig haft. Hjemme hos veninderne var der altid mad i køleskabet, lidt mere styr på tingene, en mor og en far og lidt tryghed. Jeg husker min mor tit var nede ved den lokale brugs efter lukketid og rode i deres container efter mad. Det kunne være frugt eller grøntsager, der var blevet smidt ud. Så skar vi bare de brune pletter eller muggen væk. Selvfølgelig købte hun også mad indimellem, det var bare ikke regelmæssigt.... LÆS RESTEN AF HISTORIEN I DEN FULDE BOG.


FOR DE BØRN DER OPLEVER at blive anbragt er det en afgørende begivenhed i livet. Måske den mest afgørende. Alligevel ved vi meget lidt om børns oplevelser i forbindelse med at de bliver anbragt. Denne bog er et forsøg på at lægge øre til børnenes egne oplevelser og prøve at forstå, hvordan anbragte børn oplever de indgreb i deres liv, som vi foretager i den bedste mening. GENNEM FORTÆLLINGER fra 10 tidligere plejebørn, får vi et indblik i, hvordan livet har formet sig for dem, før under og efter de er blevet anbragt i plejefamilie. I BOGENS ANDEN DEL, er de tidligere plejebørn blevet taget med på råd og giver både forvaltning, plejeforældre og nuværende plejebørn, en række anbefalinger, som fra deres perspektiv kan være med til at gøre livet som plejebarn lidt lettere. Forfatteren er uddannet pædagog og har arbejdet indenfor Børn & Unge området i over 25 år, de seneste 7 år som familieplejekonsulent. De ti tidligere plejebørn er nu i alderen 19 - 30 år. De har i gennemsnit boet i plejefamilie i 14 år.

Jeg husker mine plejeforældre kommer ind i stuen. Jeg ligger på sofaen. De sætter sig på hver side og jeg har mit hoved liggende i skødet på min plejemor. Hun nusser mig i håret. Jeg kigger på det store ur i stuen og tænker, at tiden ikke må gå så hurtigt og jeg spørger dem, om jeg ikke må komme med hjem med det samme. Jeg er bange for, at de glemmer mig, og siger til dem, at de skal huske mig og ikke efterlade mig her.

www.familieplejebog.dk

ISBN 978-87-995567-0-0

At give op har aldrig været en mulighed - uddrag  

Dette er et uddrag af bogen: "At give op har aldrig været en mulighed" - en bog om 10 tidligere plejebørn der har brudt den sociale arv. Du...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you