Folk&kirke 2013

Helsingør Stift # 2 b 2013

Tema: Mad, tro og traditioner Stender og Gjerris b Helsekost og hummerhale b De sammenspiste Maden indenfor bymuren b Novelle: Det sande ansigt Æd mit Kød og drik mit blod b Lakridstæer b Jeg fik ingenting 3

Kirkekalenderen

Vil du i kirke søndag formiddag, til spaghettigudstjeneste torsdag aften, til julekoncert i december, eller bare tale med en præst og vide hvornår kontoret har åbent, så hent den nye App ”Kirkekalenderen” til din smartphone. Den er en praktisk vejviser for dig, der vil vide hvad der sker din i Folkekirke – lige rundt om hjørnet eller hvor som helst i landet.

Hent Kirkekalenderen gratis til Andriod og Iphone i Appstore.

kolofon Folk & Kirke udgives af Helsingør Stift Hestemøllestræde 3A 3000 Helsingør tlf. 49 21 35 00

indhold 3 Redaktøren Hvad næres vi af?

4 Stender og Gjerris Blæksprutten, der græd sorte tårer

Ansvarshavende redaktør: Rebecca Rudd

10 Forloren hare Café Hjertetræet

Redaktion: Lise-Lotte Rebel Kåre Gade Kristian Ditlev-Jensen Rebecca Rudd

18 Bymuren Avedøre Stationsby

Grafisk tilrettelæggelse: Maria Hagerup Fotograf: Miklos Szabo 1. udgave, 2013 ISSN: 2245-8816 Tryk: Clemenstrykkeriet A/S Papir: Munken Lynx

26 Novelle Det sande ansigt

22 Religion i maden Om helsekost og hummerhaler

28 Madkasser Vidste du mon ...

30 Kød og blod Om nadveren 32 Måltidsfællesskabet De sammenspiste 36 Opskrifter Nye kager 39 Det sidste ord Biskoppen

4

+ redaktøren +

Hvad næres vi mennesker af ?

Dette nummer af Folk & Kirke handler om mad. Men hvad har mad og kirke med hinanden at gøre?

Ja, en hel del hvis man ser på det lidt udefra. Kirkernes største succes i den seneste tid har været de såkaldte spaghettigudstjenester. Om de så kaldes Hellige Hotdogs og Bibelburger, som de gør i Oppe Sundby og Snostrup, eller bare Tirsdagsspisning som i Ledøje og Smørum, så er de kendetegnet ved at være båret af frivillige kræfter, og af at være et tilbud til travle børnefamilier, enlige forældre eller dem, der trænger til at komme lidt ud blandt andre og få snakket og leget lidt.

Til voksne uden børn er der Bøn og Brunch i Taastrup, Samtaler og Suppe i Slangerup, Messe og Mad i Hillerød og Kyndelmisse med Biksemad i Nørre Herlev.

Iderigdommen er stor, og der bliver langet nogle fade over bordet og bedt nogle bønner rundt omkring for folk, der kan finde vej til deres lokale kirke.

Kirkens folk har altid kogt suppe og bagt brød til de trængende. Det er en del af kirkens sociale indsats, og det gør man stadig i stor stil gennem Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp og et utal af hjælpeorganisationer, der opererer på et kristent grundlag.

Men langt de fleste danskere sulter jo ikke. Så hvorfor alt den mad i kirken?

Burde kirken ikke koncentrere sig om det åndelige?

Den danske folkekirke er ikke en asketisk kirke, der vil skille kroppen fra ånden.

Vi tror på, at Gud blev menneske, vandrede på jorden og spiste og drak som vi. Intet af det menneskelige er uden for Guds rige.

Næring til kroppen er det mest centrale for den menneskelige eksistens næst efter ilt og væske. Og det var Jesus selv, der indstiftede nadveren, og derved gjorde uddelingen af brød og vin til et centralt element i gudstjenesten. Tænk engang.

Vi slæber brød, vin, jord og vand med ind i kirkerummet. Vi siger: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Dette er mit kød, dette er mit blod, drik det og spis det.

Vi hælder frisk lifligt vand over hovedet på hinanden og siger: Du er Guds barn.

Så selvfølgelig kan et magasin om kristendommen også handle om mad. På de følgende sider kan du læse om vegetarisme og religiøse spiseregler. Om Cafe Hjertetræet, der laver forloren hare til borgerne i Avedøre. Og om folks livretter, og hvordan de tilberedes.

Du kan læse om, hvordan de kristne kirker forstår nadveren: Hvad betyder brødet og vinen? Er der mon andet i den menneskelige eksistens end maden, vandet og ilten? Hvad betyder det, når man knæler ved alterbordet, modtager nadveren og får at vide, at man er styrket, tilgivet og indsat i et liv, der har evighedens fortegn?

Måske er den bedste måde at finde ud af det på at erfare det. Heldigvis er der en kirke lige i nærheden. Den er nem at finde – bare gå efter tårnet, lyden eller duften. Der er servering hver søndag.

Redaktøren

Ansvarshavende redaktør Rebecca Rudd Mediekonsulent, Helsingør Stift

Folk&Kirke er et gratismagasin udgivet af Helsingør stift – en del af Folkekirken

5

6

Om blæksprutten, der græd sorte tårer Præsten Poul Joakim Stender og bioetikeren Mickey Gjerris i en samtale om kødspisning, klimaforandringer og kristendom. tekst Kåre Gade foto Miklos Szabo

Q 7

+ stender og gjerris +

Mickey Gjerris er vegetar og lektor i bioetik. Poul Joachim Stender er sognepræst, kogebogsforfatter og altædende gourmet. De to er sat i stævne på en veganerrestaurant i København for at tale om mad og kristendom.

S

tender bestiller Grønkål masseret med ingefær – ”Jeg spiser tit vegetarisk uden at tænke over det”, siger han. Han har ændret kostvaner efter, at familiens tre drenge er flyttet hjemmefra. “Så spiser vi ikke så meget kød længere. Fisk og vegetarretter er tilbage på spisebordet.”

Mickey Gjerris nikker genkendende.

Han er far til tre sønner og to bonus-børn, så han ved godt, hvordan man steger en flæskesteg. Men han spiser aldrig kød selv.

Han er medlem af Det Etiske Råd, optaget af dyrevelfærd og synes, at det er forkert at slå dyr ihjel.

“På et kursus for syv år siden sad jeg hver dag og hørte om, hvad dyr kunne lære og opfatte. Om aftenen gik vi ud og spiste grillstegt kød. Pludselig kunne jeg ikke være med længere og bestilte en skål salat.”

Han holder sig så vidt muligt også fra æg, mælk og ost. “Hønsene, der lægger æggene, har det lige så dårligt, som dem vi spiser – ja, endda værre, for de skal leve i længere tid,” siger han. ”Det kommer vel an på, om det er frilandshøns?” indvender Poul Joakim Stender.

Mickey Gjerris svarer: “Der er nuanceforskelle, men der er ingen landbrugsdyr, der har et rimeligt liv. Yngelpleje er en grundlæggende adfærd blandt pattedyr, men både konventionelle og økologiske bønder tager kalven fra koen kort tid efter

Ulven og lammet Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem.

Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen.

Esajas 11, vers 6-7 8

fødslen. Vi afliver 30.000 jerseykalve om året med en boltpistol, fordi de ikke passer til produktionsforholdene.”

“Men jeg har læst, at man har sat elektroder på træer og fundet ud af, at de får stress, når man fælder træet ved siden af.

Hvad nu hvis det er på samme måde med rødbeder, agurker og salat? Det mente munken Frans af Assisi, han talte både med træerne og blomsterne,” fortsætter Stender.

Gjerris ryster på hovedet: “Man kan ikke måle, hvad der foregår i en salat. Stress og smerte kræver en bevidsthed, og vi har endnu ikke kunnet spore nogen form for bevidsthed i planter. Men det betyder ikke, at vi bare kan behandle dem, som vi vil.

Det handler om en ydmyghed over for livet.

Grundlæggende er det en tragedie, at vi er nødt til at slå ihjel for at leve. Den opfattelse møder vi også i Det Gamle Testamente: I paradiset skal løven og lammet leve side om side.”

“Men teologisk har vi jo accepteret, at det femte bud, der lyder at du ikke må slå ihjel, ikke skal opfattes så kategorisk. Vi tillader provokerede aborter, nødvendige krige og passiv dødshjælp”, fortsætter Stender sin argumentation.

Og Gjerris nikker: “Nogle gange er vi nødt til at vælge den ene tragedie frem for den anden. Men at spise kød er ikke noget, vi er nødt til. Vi kan lade være.”

En lukket Netto er som at se sin egen dødsattest

“Er der ikke tale om en form for nymoralisme, hvor vi kan spise os gode? Hvis vi spiser økologisk og vegetarisk, så behøver vi ikke at give penge til tiggeren eller at have dårlig samvittighed over at besøge bedstemor for sjældent? En ny frelsereligion, der udfolder sig gennem måltidet?” spørger Stender.

“Jeg støder ofte på holdningen, at ’nu skal man jo ikke være så frelst.’ Men de fleste vegetarer opfatter sig ikke som frelste, de siger bare, at det er uetisk at spise kød.

Det er moralsk forkert at slå sine børn eller at gå i seng med naboens datter, ligesom det er moralsk forkert at spise kød, og derfor lader jeg være,” svarer Gjerris.

+ stender og gjerris +

Stender bryder ind: “Jeg synes nu, at der er en tendens til, at vi må æde og drikke som svin, bare vi husker at affaldssortere og smide flaskerne i containeren. En slags afladstanke.” Han ryster på hovedet.

“Måske. Der er i hvert fald en forestilling om, at vi kan fastholde vores groteske overforbrug, bare vi køber de rigtige produkter”, svarer Gjerris.

“Men vores overforbrug hænger måske sammen med, at vi køber dårlige råvarer?

For at blive tomatmæt skal vi have ti smagløse tomater i stedet for én med intens og kraftig smag,” indvender Stender.

“Vores overforbrug skyldes også, at en tredjedel af den mad, vi bærer hjem, ryger ud. Vi vil have friske varer, også når vi går ned i supermarkedet lige før lukketid klokken … hvornår lukker de egentlig? Lukker de nogensinde?” spørger Gjerris og kigger spørgende på Stender.

“Næ, de har altid åbent. Det er en måde at undgå at tænke på døden. Der er intet så skræmmende som en lukket Netto. Det er

ligesom at se sin egen dødsattest,” griner Stender tilbage.

Kristus betyder ’den olivenolieindsmurte’

For Poul Joachim Stender er sammenhængen mellem maden og den kristne fortælling vigtig. I hans kogebøger er hver eneste opskrift også et stykke bibelhistorie.

“Vi kan lære af jøderne, for de husker deres frelseshistorie med smagsløgene.

Lammet, de usyrede brød og de bitre urter minder dem om udvandringen fra Ægypten.”

Poul Joachim Stender blev landskendt, da han i samarbejde med kokken Claus Meyer inviterede sin menighed til gudstjeneste skærtorsdagsaften med efterfølgende påskemåltid i kirkerummet. Mange blev forargede over sammenblandingen af gudstjeneste og gastronomi. I dag er der skærtorsdagsmåltider i mange sogne, og folkekirken har – med Stenders ord – ’nærmest spist sig ihjel’.

”

”Jeg faster 40 dage om året, og jeg har det godt, når jeg faster, måske endda bedre end resten af året.

Men jeg kan også godt lide gensynet med kødet, fisken, vinen, sprutten og cigaretterne.”

Q 9

+ stender og gjerris +

Munken, der talte med dyrene Fransiskanerordenens stifter Frans af Assisi (1181-1226) havde ifølge legenderne en dyb kærlighed til dyr. Han er ofte afbildet, mens han prædiker for fuglene. Det fortælles, at han fik en glubsk ulv til at slutte fred med indbyggerne i Gubbio, som til gengæld lovede at fodre den. I 1979 blev Sankt Frans skytshelgen for økologi i den katolske kirke.

“Det er meget svært at undgå mad, når man kommer i en kirke. Men jeg synes, der er for meget fokus på spaghettigudstjenester. Man kan fortælle bedre bibelhistorie for børn ved at servere spændende ting som dadler, granatæbler, koriander og

“Grundlæggende er det en tragedie, at vi er nødt til at slå ihjel for at leve.”

10

kanel. Og olivenolie: Kristus oversætter vi med ’den salvede’, men det betyder jo ’den olivenolieindsmurte’.”

Får han nogensinde dårlig samvittighed, når han spiser kød?

“Næ, det gør jeg faktisk ikke. Da mennesket blev smidt ud af paradisets have og fik lov at æde kød, var det på en måde også en gave. De bibelske personer er vegetarer det meste af tiden, men når den fortabte søn kommer hjem, slagter de fedekalven.”

Jamen, hvad så med juleaften?

Mickey Gjerris synes, det er underligt, at nogen kan adskille glæde ved mad fra tanken om, hvor det kommer fra. ”For mig er måltidet en gudstjeneste en måde at bekræfte mit fællesskab med planeten på. Det handler jo ikke kun om hensynet til dyrene. Vi har ikke nok ressourcer til det. Andre dør af sult, fordi vi vil æde bøffer. Der er én grund til at spise

+ stender og gjerris +

det, og det er, at ‘jeg kan så godt lide det’.

Er den grund så vigtig, at den overtrumfer alle de andre?” spørger Gjerris.

Stender svarer: “Det er et godt argument, men jeg vil nu nødig undvære kødet.

Der er så mange erindringer forbundet med kødspisning - fester og runde fødselsdage med suppe og oksesteg. Jeg faster 40 dage om året, og jeg har det godt, når jeg faster, måske endda bedre end resten af året. Men jeg kan også godt lide gensynet med kødet, fisken, vinen, sprutten og cigaretterne,” siger Stender.

“Jeg kan godt følge dig. Da jeg sagde til min mor, at jeg ikke længere ville spise kød, svarede hun – og hun er gammel venstrefløjsaktivist – ’jamen, hvad så med juleaften?’ Det ville være godt, hvis kød var forbeholdt særlige lejligheder. Men hvordan får man folk til det?” Gjerris ser spørgende hen på Stender.

Græshoppespisende tosser i kameluld

Dyrevelfærd og ressourcemangel er ikke de eneste grunde til, at Mickey Gjerris lever vegetarisk. Det handler også om at reducere CO2-udslippet.

“Klimaforandringerne kommer til at betyde gigantiske, katastrofelignende omvæltninger for milliarder af mennesker.

Og vi ved at minimum 25 procent af drivhusgasserne kommer fra vores produktion af kød,” siger Gjerris.

Han er træt af, at folk bruger religiøse begreber som dommedagsprædikant og asket om ham og andre klimaforkæmpere.

“I vores kultur falder vi normalt på knæ for naturvidenskaben og dyrker den som den eneste sandhed. Men når der står en masse naturvidenskabsfolk og forklarer, hvordan CO2 påvirker atmosfæren, så bliver de sammenlignet med græshoppespisende tosser i kameluld, som man ikke behøver tage alvorligt,” siger han og fortsætter: ”Klimaforandringerne er faktisk ikke jordens undergang. Det er kun vores egen kultur, vi smadrer. Jorden skal nok blive her. Den bliver sikkert kun begejstret, hvis vi skrider i svinget.”

Poul Joachim Stender mener, at der

tales for meget om økologi og klimatrussel i folkekirken. ”Efterhånden handler det slet ikke om Jesus Kristus længere. Folk bliver mismodige af alle de forbud og trusler. Jeg vil hellere give min menighed lyst til mere liv – ikke et længere liv, men et sjovere og bedre liv. Når de mærker suset ved at leve, så tror jeg også, de vil begynde at passe bedre på jorden.“ siger han.

Gjerris nikker: “Jeg er enig. Det kristne ligger i at vise, at der er overskud i livsglæden. Det er farligt, hvis klimadiskussionen kommer til at handle om at ofre sig, for det kan man fandeme ikke. Det kan Jesus tage sig af. Derfor reagerer jeg også, når jeg bliver kaldt for asket, for jeg prøver egentlig at nyde livet. Der ligger et fantastisk liv, som bare venter på at blive samlet op og levet.”

Blæksprutten græder sorte tårer

Apropos liv, hvad er så deres livretter?

Mickey Gjerris tænker sig lidt om, inden han beslutter sig for falafel. Poul Joachim Stender svarer straks ’ottearmet blæksprutte’ og forklarer, hvordan man tilbereder den.

“Når man fjerner øjnene, græder den sorte tårer, og når den så kommer ned i den tørre, varme gryde, så får muskelsammentrækningerne den til virke levende, mens der siver lyserød sved ud af den.

Henrik Nordbrandt har et fantastisk digt om at spise blæksprutte. Han sammenligner det med kannibalisme, for dens kød er hvidt og sødligt som menneskekød. Og så slutter han digtet med at sige, at ‘netop af den grund spiser jeg blæksprutte’.”

Mickey Gjerris bryder ind: “Det er interessant, at netop det er din livret.

Blæksprutte er et af de mest intelligente og komplekse dyr, der findes. De kan forstå og lære en masse ting, og de har en akut opfattelse af smerte. Hvis man tager to blæksprutter, som har levet sammen, og påfører den ene smerte, så får man en meget voldsom reaktion fra den anden.”

“Så er jeg ikke helt sikker på, det er min livret længere”, tilføjer Stender og hæver øjenbrynene.

Poul Joachim Stender, f. 1956. Siden 1982 sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn i Roskilde Stift.

Skabte debat, da han i 2001 sammen med kokken Claus Meyer indbød menigheden til skærtorsdagsgudstjeneste med fem-retters gourmetmenu. Medforfatter til kogebogen Præsten og Kogejomfruen (Unitas 2003), hvor opskrifter knyttes sammen med bibelske fortællinger. Ivrig debattør og fortaler for en sanselig kristendom.

Mickey Gjerris, f. 1969.

Siden 2007 lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Medlem af Etisk Råd siden 2011.

Medredaktør af bogen Kød (Tidernes Skifter 2011), om kødets betydning for mennesker og dyr. Flittig foredragsholder og debattør med fokus på bl.a. klimaetik, bioetik og dyrevelfærd.

11

Café Hjertetræet

I Avedøre kirke mødes det himmelske og det jordnære i et menukort med traditionel mad, som vor mor troede, at hun lavede den. tekst Kåre Gade foto Miklos Szabo

12

Q 13

+ Hvad næres vi af? / Kød og blod +

Hjertetræet: Et kommunalt-kirkeligt samarbejde Café Hjertetræet blev etableret i 1995 som et samarbejde mellem Avedøre Kirke og Hvidovre Kommune.

Caféen ligger i kirken, og køkkenfaciliteterne er bl.a. finansieret med tilskud fra et kvarterløft-projekt.

Udover en kommunalt ansat projektleder består personalet af mennesker i virksomhedspraktik, samfundstjeneste, frivillige, flexjob mm.

Kunderne har indflydelse på caféen gennem Caféforeningen, som er repræsenteret i caféens styregruppe.

14

D

Det er stadig halvmørkt, da jeg står af toget. Jeg står alene på perronen og kigger ud over betonbyggeriet.

Det var den forlorne hare, der lokkede mig.

Hvis man vil have hjemmelavet forloren hare, skal man besøge Café Hjertetræet. Og for at komme til Café Hjertetræet, skal man stå af Linje A i Avedøre Stationsby – et stednavn, hvis sidste del klinger nostalgisk af jernbanehotel, stationsforstander, bolsjestribede bomme i bygaden og sommersøndag i provinsen.

Avedøre Stationsby er imidlertid ingen provinsidyl, og den morgen, jeg står af S-toget, er det ikke sommer. Men her er søndagsstille, også selv om det er torsdag.

Og planlæggerne bag den almennyttige 70‘er-bebyggelse må have ment, at den modernistiske betonarkitektur manglede lidt nostalgi, for alle vejene er opkaldt efter gamle traditionelle håndværk. Jeg går således forbi Sadelmagerportens butiksarkade med Netto, apoteksudsalg og shawarmagrill og sætter kurs mod Trædrejerporten gennem parken med den kunstige sø. På vejen passerer jeg Bødkerporten og Karetmagerporten.

De få mennesker, jeg møder, er på vej i modsat retning, mod stationen, mens de skutter sig i februarkulden. Langs stien ligger daginstitutioner, hvor de søvndrukne børn endnu ikke er ude på legepladsen, og tandlægeklinikker, hvor personalet endnu ikke er mødt på arbejde. Så når jeg frem til Avedøre Kirke, som også virker morgenlukket. En firlænget bygning i blødpressede, rødbrune teglsten, med mange små vinduer og et klokketårn. Indtrykket ligger et sted mellem det kommunale og det kirkelige, og det gør indholdet også.

Ud mod den tomme parkeringsplads bag kirken er der lys i vinduerne. Jeg kan se industriovn, emhætte og stålhylder pakket med konservesdåser og plasticbøtter.

Jeg har nået målet for min morgenudflugt: Café Hjertetræets køkken. Café Hjertetræet lyder som navnet på et velmenende, kommunalt finansieret caféprojekt med socialt sigte – og det er det også. I omkring 15 år har caféen fungeret som en af Hvidovre Kommunes indslusningskanaler til arbejdsmarkedet.

Men Café Hjertetræet er også noget andet. Den er et unikt samarbejde mellem kirke og kommune, som alle involverede parter har udbytte af. Det er en interesseforening, som holder festaftener med

+ café hjertetræet +

mad, musik og dans. Og så er det en folkekær frokostrestaurant med et menukort, som ville være meget trendy, hvis caféen lå på Vesterbro og var møbleret med skramlede genbrugsmøbler: Et stort udvalg af klassisk smørrebrød, og dertil dagens varme ret. Gullasch med hjemmelavet kartoffelmos. Krebinetter med kartofler og stuvet hvidkål. Boller i karry.

Og denne torsdag i februar, forloren hare med kartofler, brun sovs og ribsgelé. Mit hjerte, hvad vil du mere?

Rotpunkt-termokander

En kvinde lukker op, da jeg banker på køkkendøren. Hun fører mig gennem køkkenet, hvor en håndfuld medarbejdere er ved at begynde på dagens arbejde, giver mig en kop kaffe og placerer mig ved et bord i den tomme café. Her er pænt og nydeligt på den kantineagtige måde. Rispapirlamper og Rotpunkt-termokander. Ingen designersmartness her.

Jeg ser, hvordan personalet pusler morgentrætte rundt i køkkenet uden at veksle mange ord. Så kommer caféens daglige projektleder, Laila Ullmann, ind ad døren, og rytmen forandrer sig. Hun hilser på alle med deres fornavn og spørger, hvordan de har det.

Med et rutineret blik danner hun sig et overblik over dagens opgaver, inden hun sætter sig med en kop kaffe over for mig.

“Jeg ved aldrig helt, hvor mange der møder om morgenen. Fra kommunen kommer der aktiverede ledige, folk i skånejob, og andre til arbejdsevnevurdering. Og fra kriminalforsorgen får jeg folk, som er idømt samfundstjeneste eller har fodlænke. De er ikke alle en lige stabil arbejdskraft, men de kan dække hinandens arbejdsopgaver, og hvis det kniber, går jeg selv i køkkenet. Vi får altid maden klar,” fortæller Laila Ullmann.

Kirkens personale bruger caféen som kantine, caféen laver kage og saftevand til konfirmanderne, og når der har været dåb, kan køkkenet servere en dåbsbrunch i caféen. Hjertetræet er bogstaveligt talt vokset sammen med kirken.

“Mange har paraderne oppe, når det går op for dem, hvor kommunen har sendt dem hen. En kirke - uha! Nogle af muslimerne vil ikke arbejde med svinekød. Men det varer aldrig længe, før fordommene er brudt ned.

”

De trives bedst her, måske fordi vi lægger vægt på at være et rummeligt sted.

Q 15

”

Vi går også nogle gange over til dem i skuret med smørrebrødsrester.

Men de begyndte at blive lidt for fordringsfulde, så jeg har lagt dem på is et stykke tid.

16

Det gælder også vores gæster, som kommer her for maden og pludselig sidder og spiser sammen med præsten”, siger Laila Ullmann.

Mens jeg taler med hende, dækker et par af medarbejderne morgenbord til personalet. De sætter sig om bordet og sender franskbrød, ost, syltetøj, juice og kaffe rundt. Her er Roxana Chelu, som er souschef og ansat af kirken. Her er Jytte Hansen, der tager sig af smørrebrødet, og hendes assistent Karina Hertsdahl, som er mor til to for tidligt fødte tvillinger. Her er Canan Karaca, der har været i køkkenet på en produktionsskole og helst laver desserter. Her er Lise Geisner Christensen, der tager sig af rengøringen, og som fortæller, at hun har flere uddannelser bag sig. Og her er Dzemadeja Esini, som står for salatbar og bagning, og har arbejdet i caféen som flexjobber i mere end fem år.

“Her er som regel flest kvinder. Nogle er her kun i kort tid, men mange kommer tilbage igen. De trives bedst her, måske fordi vi lægger vægt på at være et rummeligt sted,” fortæller Laila Ullmann.

Hun sender nye medarbejdere i rotation, så de får prøvet de forskellige arbejdsopgaver. I vid udstrækning vælger de derefter selv, hvad de vil arbejde med.

“Man må ikke have ansvar, når man er i aktivering, men det har de så alligevel.

Ansvar forpligter. Her er alle små ledere.”

En duft af forloren hare

Klokken nærmer sig 10, hvor caféen åbner, og maden skal være klar – ikke kun smørrebrødet, men også den forlorne hare. Roxana Chelu har forberedt det meste dagen i forvejen, så ”harerne” blot skal i ovnen.

De er ikke spækket, men barderet med bacon. Til gengæld er farsen ren svinefars i stedet for halvt okse, halvt svin. Snart breder en besnærende duft sig i caféen.

“Vi laver al mad fra bunden og tilpasser opskrifterne en lille smule til moderne smag, så det ikke er alt for fedt, men ellers er det meget traditionel mad, vi laver. Da jeg begyndte som leder, ville jeg gerne gøre maden grønnere og mere eksperimenterende, men det vil gæsterne ikke have. De vil have god, gammeldags mad, og det får

de så,” siger Laila Ullmann.

Når caféen leverer mad til særlige arrangementer, kan menuen være en nutidig buffet. Men til den varme frokost, der serveres mandag til fredag året rundt, er grundbogen Tørsleff’s Den røde Kogebog (forsiden prydes af en tegning af en tørklædeklædt husmor ved kødgryderne fra en tid hvor, hverken tørklæder eller husmødre var politisk debatstof).

Avedøre Kirke er engageret i religionsdialog med de lokale muslimer, den har del i et missionsprojekt i Tanzania, og om lørdagen er den lånt ud til God’s Ambassadors, en afrikansk migrantmenighed. Men menuen i Café Hjertetræet henvender sig til de daglige gæster, som næsten alle tilhører det etnisk danske segment af Avedøre Stationsbys multikulturelle befolkning.

Maden på bordet

En af dagens første kunder er en kvinde i efterlønsalderen. Hun har bestilt 22 stykker smørrebrød ud af huset. Det er til yogaholdet. Så kommer antikvitetshandleren, maleren og de ansatte fra tandlægeklinikkerne.

“Jeg henter altid dagens ret. Mad, som vor mor troede, at hun lavede den,” fortæl-

ler Per Kusk, som er leder af materielgården bag ved kirken. Han og kollegerne bruger også kirkens lokaler til møder og kurser. Og giver en hjælpende hånd, hvis der skal skovles sne.

Bent Jensen og Birthe Andersen sidder ved samme bord og spiser forloren hare.

De er genboer. Han har spist frokost på Café Hjertetræet, siden han blev pensioneret fra jobbet hos KTAS for 15 år siden.

“Jeg har altid boet alene, og da jeg arbejdede spiste jeg varm mad i kantinen. Siden er jeg kommet her, og så tager jeg lidt rugbrød om aftenen,” siger Bent Jensen.

Birthe Andersen har været med et par gange, siden hendes mand blev begravet fra kirken. Caféen stod for maden bagefter.

“Det gjorde de rigtigt godt. Det pynter meget på en begravelse, at man får lov at sidde og spise sammen bagefter. Så begynder folk at snakke,” fortæller hun.

Dagens ret koster 45 kr. For en femmer oveni kan man få ekstra kød. Et stykke almindeligt smørrebrød koster 12 kr., mens luksussmørrebrød koster 25 kr. Og så er der dagens salat til 30 kr. – den er der også et publikum til. Niklas Hansen arbejder for en VVS-virksomhed og kører hver dag i området.

”

Og fra kriminal­ forsorgen får jeg folk, som er idømt samfundstjeneste eller har fodlænke.

Q 17

”

+ café hjertetræet +

Og denne torsdag i februar, forloren hare med kartofler, brun sovs og ribsgelé.

18

+ café hjertetræet +

“Jeg træner meget, så jeg er bevidst om, hvad jeg spiser. Jeg kunne ikke lave en stor salat billigere selv, så jeg spiser altid min frokost her mellem kl. 10 og 11,” siger han.

Ved nabobordet rejser Birgit Frausing sig fra sin faste plads og binder sit tørklæde. Hun har en lille portion forloren hare med sig hjem i en madkasse.

“Jeg spiser her hver dag og tager lidt med hjem til aftensmad. Man kan sagtens varme det. Vi flyttede herud i 1974. Nu er min mand kommet på plejehjem,” siger hun.

Laila Ullmann gør mig opmærksom på, at jeg nok bør stille mig op i køen, hvis jeg vil være sikker på at få forloren hare.

Roxana Chelu øser en velvoksen håndværkerportion op på min tallerken. Jeg beslutter, at det vil være en misforståelse at tage salat til - ribsgeléen må gøre det ud for det grønne islæt. Det smager himmelsk og jordnært på én gang. Uforfalsket stationsbys nostalgi.

Mens jeg spiser, fortæller Laila Ullmann, at Café Hjertetræets økonomi hviler i sig selv. Men rent bortset fra det kan Café Hjertetræets værdi for lokalområdet slet ikke gøres op i kroner og øre.

“Cafépersonalet spiser også deres frokost her og hvis der er rester, kan de få noget med hjem,” fortæller hun.

Hun peger ud af vinduet på en træbygning bag p-pladsen, hvor mænd med hunde og hang til øl har deres tilholdssted.

“Vi går også nogle gange over til dem i skuret med smørrebrødsrester. Men de begyndte at blive lidt for fordringsfulde, så jeg har lagt dem på is et stykke tid.”

Køkkenet er ved at gøre klar til næste dag, da jeg siger farvel. Jeg får ikke en ekstra portion med til at varme op derhjemme, men det gør ikke noget. Da det bliver aften, er jeg stadig mæt på den nostalgiske måde.

Forloren hare 250 g hakket oksekød 250 g hakket svinekød 2 dl rasp 2 æg 1-2 tsk salt 1 spsk hakkede timianblade 1 dl mælk 100 g bacon i skiver 50 g smør Vildtsauce: 1 spsk. smør 2 spsk. hvedemel 1/4 l oksefond 1/4 l mælk evt. kulør sort peber ribsgelé

Det hakkede kød blandes med rasp og æltes med sammenpiskede æg. Krydderier og mælk røres sammen og tilsættes. Farsen formes til en aflang pølse, der lægges i et ildfast, smørsmurt fad og dækkes med baconskiver. Haren brunes i ovnen i fadet i 15 min. ved 250°. Saucen bages sammen, farves evt. med kulør og smages til. Den hældes omkring haren.

Fadet dækkes med låg eller folie. Haren steger 25 min. ved 175°. Den serveres i fadet, evt. med rødkål, halve æbler med gelé og brunede kartofler. Kogte kartofler og æble-selleri-salat er også godt hertil.

Tørsleffs Husmoder Service blev opret-

tet i 1939 med det formål at hjælpe danske husmødre med råd og vejledning om Tørsleffs produkter. Det viste sig hurtigt, at behovet for vejledning i alle husholdningsspørgsmål var stort, og især under besættelsen med vareknaphed var der en udbredt interesse for at lære nyt. Da bogen udkom første gang i 1939 kostede den 1 kr.

(Frit efter “Moderne mad - Den røde Kogebog” fra Tørsleffs Husmoder Service, 47. oplag)

19

+ Avedøre stationsby +

Bymuren

Avedøre Stationsby Syd tekst Kåre Gade foto Miklos Szabo

20

+ Avedøre stationsby +

Lone og Thorstein

Programmør og efterlønner Flyttede til Avedøre i 1991 efter nogle år i Australien Vi har sjældent ret meget pålæg i køleskabet, men der er altid ost. Dagen begynder med en skive ost på Thorsteins hjemmebagte rugbrød. Mens jeg er på arbejde, spiser Thorstein nærmest ingenting. Når jeg kommer hjem, har han lavet varm mad.

Vi har både grill og rygeovn i gårdhaven. Thorstein køber fersk bacon, som han salter og ryger. Han ryger også fisk og beef jerky. Men selv om vi begge to er fynboer, er det aldrig lykkedes at lave rygeost.

Min datter og svigersøn bor i Sverige.

Der køber vi tit ind. Udvalget er meget større i de svenske butikker.

Onsdag er mormordag. Så kører jeg til Sverige, henter børnebørnene i børnehaven og overnatter hos vores datter, mens Thorstein, svigersønnen og to naboer holder mandeaften her. De har et bryggerlaug sammen. Så laver de thaimad eller noget andet stærkt. Jeg er mere til traditionel mad.

”

Men selv om vi begge to er fynboer, er det aldrig lykkedes at lave rygeost.

Q 21

+ Avedøre stationsby +

Avedøre Stationsby er et almennyttigt boligbyggeri og samtlige lejemål hører under boligselskabet AKB. Bebyggelsen ligner et typisk 70’er betonbyggeri, og ligger i umiddelbar nærhed af en S-togsstation. Bymuren er en sammenhængende 4-etagers ejendom der omkranser hele bydelen. Bygningen er udstyret med porte, der giver adgang til de rekreative områder uden for bebyggelsen.

Vi besøgte tre tilfældige beboere i Bymuren, som venligt lukkede vores fotograf ind i køkkenet og fortalte vores journalist om deres madvaner.

Ghazi Wardeh Israelsk palæstinenser Pensioneret og fraskilt

Altid salat: Tomater, agurk og løg.

Det er vigtigt med salat.

22

Jeg har haft en restauration i Købmagergade. De fleste dage laver jeg mad, selv om det ikke er så sjovt, når man kun er sig selv.

Det meste af min pension går til huslejen, så det skal helst være billigt - spaghetti, frossen kylling og den slags. Og altid salat: Tomater, agurk og løg. Det er vigtigt med salat.

Nogle gange laver jeg kefta. Det er arabiske frikadeller af okse- eller lammefars blandet med persille, løg og krydderier. Der

skal spidskommen i. Danske frikadeller er runde, men kefta er aflange.

Jeg køber altid halal. Der er mange halalslagtere i nærheden. Superbest i Brøndby har også en halalslagter.

Min livret er forloren hare. Jeg har været dansk gift to gange, og jeg elsker dansk mad. Andesteg, som man får den juleaften, er også rigtig godt. Jeg køber tit andelår til mig selv.

+ Avedøre stationsby +

Rauf, Fereshteh og Mana Iransk-kurdisk familie Kom til Danmark for 30 år siden Vi bruger ikke ret meget olie, smør og fedt.

Vi er meget bevidste om, at det skal være sundt. I går købte vi frosne pizzaer for første gang nogensinde. Det smagte o.k., men vi er modstandere af frossen mad og færdigretter.

Vi skiftes til at købe ind og lave mad, når vi kommer fra arbejde. Det kommer an på, hvem der har tid. Til hverdag skal det helst være hurtigt. Det kan være en suppe eller noget med pasta eller kartofler.

Et par gange om måneden laver vi traditionel iransk mad. Det kræver god tid. Det kan være en lammegryde med røde bønner, koriander og tørrede limefrugter. Eller koofteh, som er store krydrede, kødboller formet omkring et hårdkogt æg.

Raufs yndlingsret er fortyndet yoghurt med presset hvidløg – opvarmet og tilsat revet brød. Den anrettes i en dyb tallerken, og rundt langs kanten placeres ovnbagte auberginer, squash, tomater – og spejlæg.

Et par gange om måneden laver vi traditionel iransk mad.

Det kræver god tid.

23

+ religion i maden +

Der er religion i maden

– fra helsekost til hummerhale Kristendommen brød med den religiøse skelnen mellem forbudt og tilladt mad. I dag er spisereglerne kommet tilbage i form af sundhedsbud, der ikke kan diskuteres. tekst Kåre Gade foto Miklos Szabo

I Tine Bach har udgivet bogen ‘Nu bor vi her’ på Tiderne Skifter. I bogen taler hun med tolv jødiske kvinder, som alle bor i Danmark, men har rødder i andre lande – fra Marokko og Yemen til Transsylvanien og Rusland.

24

20 år har Tine Bach boet i en lejlighed ved søerne i København. I omtrent lige så mange år er hun taget ud på Lyngbyvej for at købe ind. I en hjørnebutik, kort før Helsingørmotorvejen begynder, ligger hovedstadens eneste jødiske slagter, Copenhagen Kosher og Deli. Hvis man følger de ortodokse jødiske spiseregler, er det her, man køber kød og pålæg – af dyr, som er rituelt slagtet efter forskrifterne for ‘schechtning’ og som har overrabbinerens velsignelse.

“Den jødiske Caroline-skole ligger i nærheden, så børnefamilierne plejer at købe ind på vejen. Men for os andre ligger butikken ret upraktisk placeret”, siger Tine Bach, som er coach, forfatter og ph.d. i jødisk litteratur.

Som ung besluttede Tine Bach sig til at konvertere til jødedommen. Dermed pålagde hun sig selv at leve kosher, også selv om det har sine omkostninger.

“Min jødiske far, som aldrig selv overholdt spisereglerne, spurgte, om det nu virkelig var nødvendigt. Man er jo den, man er, mente han. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg følte, at jeg skulle vælge.

Min mor er ikke jøde, og i jødedommen regnes man kun for jødisk, hvis ens mor er

jøde. Derfor konverterede jeg. Og når man konverterer, er det et krav, at man køber hele pakken,” forklarer Tine Bach.

Ligesom islam skelner mellem ‘halal’ og ‘haram’, skelner jødedommen mellem ‘kosher’ og ‘treifah’ – tilladt og forbudt. Der er 613 regler i jødedommen, og en stor del af dem handler om mad. Dyr skal slagtes, så blodet løber af det, og det er ikke tilladt at spise svinekød og skaldyr. Der er også regler for, hvilke madvarer, man må blande, og hvilke gryder, fade og tallerkner, der må bruges til hvad.

“Hvis du spørger, hvorfor vi lever sådan, er svaret ‘fordi det står der, at vi skal’. Det er love, som Gud har givet jøderne, da han skrev Torah. Men som moderne menneske, kan man godt efterrationalisere: Skaldyr har en tendens til at holde på skidtet under skallen, så man kan blive syg af at spise det, og svinekød er lettere fordærveligt end oksekød. Og forbuddet mod at blande kød og mælk er for eksempel begrundet i den regel, der siger, at ‘et kid må ikke koge i sin moders mælk’, og det kan man jo godt sige er en meget etisk regel,” siger Tine Bach.

+ religion i maden +

Spisereglerne har reddet jødedommen

Selv om hun vedgår at være ‘lidt religiøs’, er det ikke frygt for Gud, der forhindrer hende i at spise en frikadelle eller en rejemad. Og når hun spiser andre steder end hjemme, forholder hun sig pragmatisk til reglerne – for eksempel kan hendes mor godt servere en kylling, som ikke er kosher. Men derhjemme lever Tine Bach og hendes ikkejødiske mand efter reglerne, ligesom deres søn på 22 er opdraget til at tjekke, om vingummiet indeholder gelatine.

“At spise kosher er en forpligtelse i forhold til fællesskabet. Det handler jo også om, hvem man kan invitere hjem til middag, for hvis vi slækkede på reglerne, ville de venner, som lever kosher, ikke kunne spise hos os,” siger Tine Bach.

“Man mener faktisk, at spisereglerne er grunden til, at jødedommen har overlevet.

Man skal jo kunne spise sammen med sin udkårne, og derfor har jøder traditionelt giftet sig med jøder. Reglerne, som er en svaghed udadtil, er en styrke indadtil.”

Religiøse spiseregler er både inkluderende og ekskluderende – alt efter hvilken synsvinkel, man vælger. Jesus vakte opsigt

ved at spise sammen med ikkejøder. Men i den tidlige kristendom truede spørgsmålet om, hvem der kunne spise sammen, med at splitte menighederne. Mange af de første kristne var jøder, som fortsatte med at leve efter de jødiske regler, mens andre kristne var ‘hedninge’, altså ikkejøder. Det gav konflikter.

I Galaterbrevet i Det Nye Testamente fortæller apostlen Paulus om et opgør, han har haft med apostlen Peter. Peter, som var jøde, plejede at spise sammen med ikkejøderne i menigheden i Antiokia, men efter et besøg af udsendinge fra Jerusalem ændrer han praksis. Paulus, som også var jøde, bliver rasende og kalder Peter en hykler: “Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus”.

I antikken var alt kød helligt

Gitte Buch-Hansen er professor ved Det Teologiske Fakultet i København. Hun peger på, at kristendommens fravær af spiseregler og ritualisering af måltidet repræsenterer et helt nyt syn på mad.

“Paulus skal ikke kun forholde sig til spørgsmålet, om jøder kan have bordfællesskab med hedninge. Han skal også

Hvis du spørger, hvorfor vi lever sådan, er svaret ‘fordi det står der, at vi skal.’

Q 25

+ religion i maden +

Om rent og urent

… og han så himlen åben og noget komme ned, som lignede en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden. I den var der alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle. Og en røst lød til ham: “Rejs dig, Peter, slagt og spis!” Men Peter svarede: “Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent.” Så lød røsten igen til ham, for anden gang: “Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.” Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.

Apostlen Peters syn i Apostlenes Gerninger

Der kom flere og flere regler for, at kristne burde faste på visse dage, for eksempel i adventstiden og mellem fastelavn og påske.

26

tage stilling til, om kristne må spise kød, der er ofret til guder fra andre religioner.

Man skal huske, at i antikken var alt kød offerkød. Store dyr blev typisk slagtet som led i en offerkult, mens mindre dyr blev velsignet. Der fandtes kun ritualiseret, helligt kød,” siger Gitte Buch-Hansen.

Paulus tager problemet op i 1. Korintherbrev og konkluderer, at kristne godt må spise offerkød: “Mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.” Kristendommen betyder et historisk brud med forestillingen om tilladt og ikke-tilladt mad.

“Men selv om Paulus principielt mener, at alt kød er tilladt, lægger han i Korintherbrevet vægt på, at man skal tage hensyn til dem, som mener at de har brug for regler.

Det allervigtigste for Paulus er nemlig at sikre fællesskabet i Kristus,” siger Gitte Buch-Hansen.

Med kristendommens udbredelse i Europa forsvandt den religiøse skelnen mellem ren og uren mad, og man holdt op med at ofre mad. Tilbage stod kun nadvermåltidet som et tegn på det ultimative offer – at Gud lod sin søn dø for at sone menneskets synder. Nadverens fortolkning gennem tiderne er en historie for sig, som man kan læse på side 32 her i magasinet.

“Op gennem middelalderen fastholdt man, at al mad var tilladt. Mad var Guds gave som en del af skabelsen,” siger professor Brian Patrick McGuire, som er ekspert i middelalderens kirkehistorie.

Fråseri og faste i middelalderen

Til gengæld havde kirken en mening om mængden af mad - med Paulus’ ord: ‘Alt er tilladt, men ikke alt gavner.’ Mådehold var godt, mens fråseri betragtedes som en dødssynd. Det slog af og til over i en dyrkelse af askesen – for eksempel hos ørkenfædrene i Ægypten i 200 - 400-tallet, som kunne faste i månedsvis. Men middelalderkirken var ikke begejstret for de kristne sultekunstnere.

“Teologerne mente, at hadet til maden grænsede til et dualistisk kætteri, hvor man forsøgte at helliggøre ånden ved at slå kroppen ihjel. Også i klosterordnerne havde man et balanceret syn på mad, hvor man nok viste mådehold, men samtidig forstod at sætte pris på god mad og vin. Det ser man for eksempel i Benedikts klosterregel fra 500-tallet,” siger Brian Patrick McGuire.

“Men i senmiddelalderen omkring 1300 opstod der en heroiserende kult omkring askesen. Der kom flere og flere regler for, at kristne burde faste på visse dage, for eksempel i adventstiden og mellem fastelavn og påske. Det kom fra lægfolket snarere end kirken og accelererede sammen med helgendyrkelsen, relikviekulten og flagellanteriet.”

“Dualismen ligger som en understrøm i middelalderens kristendom. Når den blomstrer op i senmiddelalderen, skyldes det et intenst behov for, at det hellige skal være nærværende, og en intens frygt for helvede. I Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet er der en udpræget søgen efter at helliggøre sig gennem valfart til hellige steder og overdreven faste,” siger Brian Patrick McGuire.

Det var blandt andet dette, munken Martin Luther reagerede mod, da han i 1517 indledte sit opgør med kirken og gav startskuddet til den protestantiske reformation. Luther havde genopdaget Paulus og ville gøre op med forestillingen om, at

+ religion i maden +

man kunne nærme sig frelsen gennem sine handlinger – den såkaldte gerningsretfærdighed.

Da reformationen delte kirken i Europa, betød det et farvel til fasten i de protestantiske lande. Men spændingsforholdet mellem madglæde og mådehold levede videre, også i den lutherske kristendom.

Og måske er det netop denne moralske konflikt, der står tilbage i dag: I takt med, at kristendommen har mistet sin autoritet, er vi begyndt at dyrke sundheden som religionens erstatning.

Det mener lektor ved Copenhagen Business School Nanna Mik-Meyer. Hun er sociolog og forsker blandt andet i sundhed, politik og moral.

“I dag er sundhed en meget central værdi, vi orienterer os efter, og med det store sundhedsfokus følger spiseregler. De gode disciple er dem, der formår at efterleve de bud, som nutidens præster – lægerne, ernæringsforskerne og sundhedsfanatikerne ­ pålægger os. Vi skal spise ‘seks om dagen’, mere grønt, mindre fedt, drikke mindre alkohol, og vi må ikke ryge,” siger hun.

Det sunde liv er lig med det gode liv

Nanna Mik-Meyer nævner den nye spiseforstyrrelse, som har fået navnet ortorexi - en besættelse af at spise sundt.

“Ligesom i klassiske religioner er der nogle, der bliver fanatikere - som løber ironman, er i fitnesscenteret hver dag eller kun spiser økologisk rawfood. Men sundhedsdyrkelsen rummer også alle os almindelige borgere, som er knap så ekstreme i vores livsførelse, men hvor sundhed stadig er et vigtigt pejlemærke i tilværelsen.”

Hun er godt klar over, hvad fortalerne for mindre frås og mere motion vil indvende, når hun kalder dem religiøse: At deres helseråd er sund fornuft, videnskabeligt sande og at de giver et godt liv.

“Men religiøse fanatikere hævder jo nøjagtig det samme! For i følge de klassiske religioner er det religiøse liv ensbetydende med et godt liv. Det er et moralsk forhold. Og i dagens Danmark er det sunde liv blevet ensbetydende med et godt liv – altså også et moralsk forhold. I virkeligheden kan det jo godt være, at det sunde

Om offerkød

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre.

Apostlen Paulus i 1. Korintherbrev

liv for nogle mennesker er et rædselsfuldt liv. Men at sundhed er godt, er blevet så indlysende rigtigt for dem, der går op i det, at det slet ikke kan diskuteres. Og når et moralsk forhold bliver til en sandhed, som ikke kan modsiges, er det blevet til en religion,” argumenterer Nanna Mik-Meyer.

Hun peger på, at der er mange forklaringer på sundhedsdyrkelsen. Dels individualiseringen, som gør den enkelte ansvarlig for sit liv, dels den eksplosive udvikling i lægevidenskaben, som har sat kroppen i fokus. Men måske er der også en tredje faktor: At helserådene opfylder et elementært, menneskeligt behov for regler og regulering.

“Aldrig har vi set så stort et udvalg af madprodukter som i dag. Det er overvældende for os hele tiden at skulle vælge.

Ligesom når en religion udstikker retningslinjer, der gør tilværelsen lettere at overskue, er det også en lettelse, når du får at vide, at du ikke behøver at vælge mellem 16 forskellige slags letmælk – du skal bare tage en soyamælk, for det er det sunde og derved rigtige valg,” siger Nanna Mik-Meyer.

At spiseregler også fungerer som praktiske pejlemærker i tilværelsen, kan Tine Bach nikke genkendende til.

“Det er først, når man begynder at leve kosher, at man finder ud af, hvorfor det giver mening. I en tilværelse, hvor der hele tiden skal træffes beslutninger, tilbyder reglerne et frirum. Andre tager på yogakursus eller stilleretræte, jøderne holder sabbat. Det samme gælder spisereglerne – det, som andre forbinder med begrænsninger, forbindes af jøder med frihed.”

De gode disciple er dem, der formår at efterleve de bud, som nutidens præster – lægerne, ernæringsforskerne og sundhedsfanatikerne ­ pålægger os.

Men måske er der også en tredje faktor: At helserådene opfylder et elementært, menneskeligt behov for regler og regulering.

27

+ novelle +

Det sande ansigt novelle og illustration af Iben Krogsdal

F

ørst i september lå halmballerne som skakbrikker under et net af elmaster på markerne rundt om Kalsted. Med knap 6000 indbyggere og mangel på seværdigheder (udover den gamle middelalderkirke og den nedlagte mølle, der husede det årlige julemarked) var Kalsted ikke en by, der tiltrak sig opmærksomhed. Nogle kaldte byen en soveby. Man sov langs hovedgaden, man sov i sidegaderne, man sov og kørte på arbejde og klippede hår og hund og hæk, når vejret var til det. En mindre skare af ældre gik i kirke om søndagen. Dér havde det stået på siden høstgudstjenesten, det var ulideligt, og ingen vidste, hvem den fremmede var, eller hvorfor han opførte sig så uappetitligt under nadveren.

Det foregik sådan: Når præsten, Svend Sahle, havde sagt indstiftelsesordene og menigheden én efter én modtog nadverbrødet, begyndte manden at sige lyde.

Først takkede han for brødet, som om det var en helt personlig gave til ham. Så proppede han det i munden med fingrene og smaskede så nydelsesfyldt, at det kunne høres helt ned på de forreste bænkerækker. Der sad dåbsgæsterne i festtøj og fnes.

Når han skulle indtage vinen, hengav han sig helt. Han rystede på hænderne, og mens han langsomt førte bægeret op til munden, stønnende han ”dette er Jesu Kristi blod”. Så slubrede han vinen i sig, begærligt som en udsultet, der ikke havde drukket i flere døgn.

Alle lagde mærke til det. Og alle hørte, når han sluttede af med at sukke ”aaah” og ”uhm” og ”tak, Gud” og samtidig løftede hænderne op mod altertavlen som usynlige skåle af tilbedelse.

Svend Sahle havde hermed et problem.

Der blev sendt blikke, og der blev hvisket på kirkebænkene, efterhånden så åbenlyst, at Svend ville have følt sig fornærmet over uroen, hvis ikke han også selv rødmede over al den svælgen og smasken. Han

kunne ikke ha det; det var som om manden fik al den opmærksomhed, der burde være gået til Gud. – Han er jo fuldkommen uden hæmninger, hviskede en af de faste kirkegængere til sin sidemand, da de havde forladt nadverbordet og nu overværede det højstemte fråseri fra første stolerække.

– Han har nok set lyset, smilede sidemanden sigende.

– Eller han er syg, tilføjede hun.

De fulgte hans tunge gang, da han rejste sig fra knæfaldet og med ansigtet ligesom fromt indadvendt fandt sin plads. Under udgangssalmen blev han ved med at se op i loftet, og mens versene skred frem, skete der præcis det samme som de forrige søndage: En stadig mere grådkvalt vibrato voksede i en boren af himmelstræbende insisteren op fra bænken, en slingrende tonerække af inderlighed, der nev og nagede i øregangene. Folk sad og skubbede sig sidelæns på bænkene, ude af sig selv, som om det var dem, der var noget galt med.

– Han går da i det mindste op i det, sagde de til præsten i våbenhuset efter gudstjenesten.

– Men så I, hvor beskidt han var. Den stakkel!

– Hvem er han egentlig, Svend? spurgte de.

Svend havde ingen anelse. Manden var dukket op til en højmesse, kort efter Svend var vendt hjem fra sommerferie på Malta.

Han havde ikke givet sig nærmere til kende. Tøjet var tarveligt og alt for varmt for august: han var i en godt brugt uldjakke og strikhue, og når han trak huen af, sad håret uglet og elektrisk rundt om issen. Under prædikenen så han Svend direkte i øjnene. Der var noget bambi-vådt i hans blik, noget varmestrømmende, en alt for overdreven hengivenhed, der fik Svend til at skamme sig. Hans egne ord blev tynde, de kunne ikke holde til al den opmærksomhed, de knækkede i munden

Tøjet var tarveligt og alt for varmt for august: han var i en godt brugt uldjakke og strikhue, og når han trak huen af, sad håret uglet og elektrisk rundt om issen.

Q 29

+ novelle +

Der var ikke antydningen af skam i hans ansigt.

Så slubrede han vinen i sig og stillede glasset på plads med et suk, der fik Svend til at tænke på de sidste sekunder af en erotisk anstrengelse.

30

og efterlod Svend storsvedende inde under præstekjolens sorte stativ.

– Det er jo ikke, fordi han ikke må være der. Men det er jo decideret ulækkert, sagde en af damerne.

– Det er ikke engang sikkert, han selv ved det.

– Hvis det var mig, ville jeg gerne vide det.

– Man burde faktisk sige noget.

– Men vi er jo så berøringsangste i dag. Vi tør ikke sig noget til nogen.

– Kan du ikke sige noget? spurgte de Svend.

Det kunne han godt. Problemet var, at han ikke havde lyst. Når manden nu så ud til at nyde det nadvermåltid så intenst. Måske havde han ikke andet i sit liv? Måske var de nydelsesfyldte minutter ved alterbordet det eneste tidspunkt, han fik lov at være en del af de andres fællesskab? At han var dukket op netop i Kalsted kirke, så pludseligt og uden forhistorie, fortalte jo det hele.

Svend Sahle bestemte, at han ville gribe sagen blidt an. Han ville starte med at henvende sig til manden efter næste gudstjeneste for at byde ham velkommen.

Det krævede en ekstra indsats, for han var altid den første, der forlod kirken, og Svend havde aldrig fået lejlighed til at trykke ham i hånden. Nu bad han kirketjeneren om at standse ham og sige, at præsten gerne lige ville hilse.

Allerede under første salme den følgende søndag indledte manden helt ublu sine tilbedelsessuk og jamrelyde; denne gang måske endda lidt højere end sidst. Og under prædikenen bifaldt han alle Svends pointer med nikkende ”jaer” og overgav sig stadig mere sanseligt til alt, der skete oppe på prædikestolen. Hans øjne var vidtåbne.

Mundvigen våd. Og lyset stak i hårets pjuskede rede, der som en aura af lugt og sprit og forfald fik ham til at ligne en forhutlet munk. En munk nogen på en eller anden ubehøvlet måde havde placeret netop der og overladt det til Svend at redde.

Svend havde kun hån tilovers for sin egen pludselige snert af overtro. Mennesker blev ikke placeret i verden af nogen.

Mennesker placerede sig selv. Ligesom

Svend nu af egen fri vilje stillede sig foran alteret og begyndte at dele nadver ud.

Denne gang hvilede manges øjne nervøst på ham; de kom i grå glimt fra højre og venstre; men Svend holdt blikket fast på alterbrødene og tænkte stramt og firkantet på Jesus Kristus i den udgave, han havde fået i oblaternes mønster. Den fremmede knælede midt i alterkredsen og tog imod.

Med et hæst tak. Han prustede ud af næsen, mens han tyggede. Den lille oblat blev suttet og knaset som et festmåltid.

Det blev ikke bedre ved vinen. Før han drak, rakte manden vinglasset i strakt arm op mod altertavlen. Så slubrede han vinen i sig og stillede glasset på plads med et suk, der fik Svend til at tænke på de sidste sekunder af en erotisk anstrengelse. At dømme efter de omkringsiddendes ansigter var det ikke helt ved siden af. Lyden stod malet i blikkenes store skærme.

Da manden forlod kirken, fulgte kirketjeneren ham lige i hælene. Og kort efter kom hun tilbage med et triumferende nik, der blev set af hele menigheden. Svend rømmede sig og havde en tudse i halsen resten af gudstjenesten, og den forsvandt ikke, mens han gav hånd i våbenhuset og gennem kirkedøren registrerede, at manden stod ude på parkeringspladsen ved kirkegårdsgærdet og ventede.

Svend gik derud uden at ane, hvad han skulle sige. Da han stod over for manden, strakte han hånden frem.

– Dav. Svend Sahle. Er du her fra byen?

Manden svarede ikke. Håret filtrede i vinden, øjenkrogene var røde og blinkende. Hvor gammel var han? Fyrre? Den ubarberede hage vibrerede. Der sad lidt skidt i begge mundvige og hans skjortebryst var stænket til af noget sovseagtigt inde under jakken.

– Tak fordi jeg måtte komme, hviskede han. – Tusind tak.

Manden næsten bukkede.

– Selv tak, sagde Svend.

– Det var … så godt, sagde han.

Så nikkede han og drejede om på hælen. Uden videre. Svend så ham skridte langsomt om stengærdet med blikket mod jorden. Så var han væk.

+ novelle +

Da Svend kom tilbage til våbenhuset, lod de få tilbageværende sig ikke mærke med noget. Der blev serveret the og kaffe i plastikkrus. Svend blev også budt.

– Hvem var han så? spurgte kvinden, der hældte kaffen op. Fik du snakket med ham?

Svend tog en småkage fra en paptallerken.

– Uhm! Kokostoppe! sagde han bare.

Til gudstjenesten ugen efter gik det helt galt. Manden kom i samme mundering.

Men denne gang næsten kravlede han op til nadverbordet. Han græd. Tårerne trillede, mens han smaskede. Og han tog ikke selv fat om bægeret til vinen. Svend ventede nogle sekunder. Så hældte han vinen op og rakte den ned mod manden.

Som i et uventet samarbejde åbnede han pludselig munden og strakte hagen frem.

Svend sank. Den fremmede strakte hagen længere frem.

Med en fornemmelse af tågesyn satte Svend bægeret for mandens mund. Han havde aldrig madet andre end sine egne børn. Manden drak lydigt og grådigt på én gang. Så stønnede han ”tak, Herre” og udstødte en bøvs, der rungede hen over alterrækken. Kvinden ved siden af ham skar ansigt. Hun rykkede sig lidt til siden.

Så bøvsede manden igen. Denne gang i en regulær ræben.

– Tak for mad! smilede han.

Der var ikke antydningen af skam i hans ansigt. Kun et saligt blik af mæthed.

Efter gudstjenesten forsvandt han, som han plejede. Svend blev trukket til side i kirkedøren af to damer fra menighedsrådet. Der måtte gøres noget. Hvis ikke Svend ville, måtte de få en anden til det.

De kunne tage det op på næste menighedsrådsmøde under ’eventuelt’. Var det ikke en idé?

Svend lovede at gøre noget. Hvis det blev ved. Og hvis lejligheden bød sig. Hvad han mere og mere inderligt håbede, at den ikke gjorde.

Men lidt efter, da Svend skrånede fra kirkegården hen over parkeringspladsen, så han ud af øjenkrogen nogen komme ud fra

den bøgehæk, der hegnede pladsen ind. En strikhue glødede umiskendeligt i solen, og den fremmede stod helt stille.

Svend standsede, og manden, der var halvt foroverbøjet og kroget helt ind i sig selv, vendte langsomt ansigtet mod ham.

Han savlede i vinden og det trak let i hans kind.

– Undskyld, hr., sagde han.

– Ja? sagde Svend.

– Jeg ville bare sig tak. For alt.

– Jamen, jeg har jo ikke gjort noget.

– Åh, jo, begyndte manden at nikke energisk. – Du har gjort virkelig meget for mig.

Jeg ville faktisk spørge dig, om …

Han ventede lidt, blikket fór rundt, som jagede det ene øje forgæves det andet i retning af en udgang, der måtte findes.

– Jeg ville høre, om jeg måtte kysse dine fødder.

Svend holdt op med at trække vejret.

– Bare én gang?

Svend rystede på hovedet, så umærkeligt, at manden tilsyneladende ikke så det. I stedet gik den fremmede plumpt i knæ, som om en ekstrem udmattelse trak ned gennem hans krop og noget omsider forlod ham. Han så kort op på Svend, alt for langt nede fra og med flydende øjne. Så bøjede han hovedet og kyssede lynhurtigt Svends blankpudsede skosnuder.

Svend vred sig i strømperne. Det brændte i hælene. Manden rejste sig op.

– Du skal vide, sagde han, – at det betyder alt for mig, at I har taget så godt imod mig.

Svend nikkede.

– Hvor kan man ellers få lov at være den, man er? Helt dybest inde?

– Næh, hviskede Svend.

– Hvor kan man ellers få lov at vise sit sande jeg?

Svend svimlede bag panden.

– Tak! Tak fordi ingen har sagt noget.

Tak, gentog han.

Så lagde han hånden på Svends skulder og gik bort med et lille håndtryk, der ikke kom fra en forhutlet mand uden fremtid, fra en mand med sovs på trøjen eller fra en mand, der drev uelsket og forladt rundt i dagenes omskiftelige luner. Det kom fra en anden slags mand.

Iben Krogsdal,

født 1967. Debuterede som forfatter i 2000 med novellesamlingen ”Træfpunkter” og har siden skrevet en række skønlitterære bøger, senest novellesamlingen ”Terapi og dyr i baghaven” (2011) og ”De tre træer” (2012). Hun har også skrevet salmesamlingen ”Vi som er søgende.”

Frem til 2011 var Iben ansat som religonsforsker ved Århus Universitet. I dag er hun forfatter og salmedigter på fuld tid. Se mere på: www.krogsdal.dk

31

+ madkasser +

madkasser vidste du mon ... ?

Smag på Bibelen

At Bibelselskabet har udgivet en lille gratis folder med opskrifter inspireret af Bibelen – fra Adams æble til den sidste nadver?

Find opskrifterne her: www.bibelselskabet.dk/ressourcer

+

Kirkekaffe At kirkekaffen engang var noget, mange sogne så med skepsis på? I dag er den såkaldte kirkekaffe snarere reglen end undtagelsen efter søndagens gudstjeneste. Oftest består den af en hurtig kop kaffe og en småkage i våbenhuset, serveret af kirketjeneren eller et menighedsrådsmedlem.

Babettes Gæstebud At Karen Blixens berømte novelle Babettes Gæstebud har referencer til en række bibelske fortællinger, især den sidste nadver? Blixen skildrer det overdådige festmåltid som en selvopofrende kærlighedsgerning, og der er inviteret 12 gæster ligesom til Jesus sidste måltid med disciplene.

Hestekød

At Hippofagi, ”at spise hest”, i middelalderen blev forbudt i mange europæiske lande, fordi blev betragtet som en hedensk skik? Det skyldes formentlig Pave Gregor lll, som i 700-tallet fordømte indtagelse af hestekød. Historikerne peger på, at han var fra Syrien, hvor man ikke havde tradition for at spise hest.

Flymad At flyselskaberne benytter lille en kode på fire bogstaver til at skelne mellem passagerernes ønsker om specialmåltider - også de religiøst betingede? HNML dækker f.eks. over et Hindumåltid, KSML er Kosher mens JNML betyder et Jain-måltid. De fleste af de 26 koder handler dog om medicinsk bestemte diæter og allergier. Endelig er der BLML, der står for Bland Meal – Kedeligt Måltid.

32

Kærlighedsmåltid

At nadveren ikke var ritualiseret i den tidligste kristendom? Den var et sammenskudsgilde, hvor menigheden mødtes til et fælles aftensmåltid og delte, hvad de havde. Det græske ord agape, som betyder kærlighed, gav navn til måltidet. Man sluttede med at mindes, at Jesus døde for menneskenes skyld. Det gjorde man ved at uddele brød og vin og sige en takkebøn.

+ madkasser +

Bordvers

Ernæringspose

At det i lange tider været skik og brug at indlede et måltid med bordvers, som ofte var uddrag af kendte salmer? Verset fungerede samlende og som en lille takkebøn til Gud. For nogle kristne samfund greb det om sig, så man sang både morgen, middag og aften. Skulle man så også synge inden man tog en bid af et æble?

Man løste sagen ved at sige, at bordvers hørte til når der var kartofler på bordet, altså til aftensmåltidet.

Velkendte bordvers:

Ham takke alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet!

At Total Parenteral Nutricion betyder total ernæring forbi tarmen og dækker over en ernæringsform, som man anvender til patienter, der hverken kan indtage eller fordøje føde på egen hånd? Man giver en injektion direkte i blodet fra en pose, der indeholder det totale behov for ernæring, som et menneske har: Aminosyre, dextrose, lipider, natrium, kalium, calcium, magnesium, acetat, klorid, fosfor, multivitaminer og sporelementer. I daglig tale: protein, sukker, fedt, salt, vitaminer og mineraler.

Selvom man har regnet sig frem til at disse bestanddele er nok, er det svært at overleve alene på denne kost.

”Nu falmer skoven trindt om land” af Grundtvig.

Alle gode gaver de kommer oven ned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed! ”Vi pløjed, og vi så’de” ældre tysk salme oversat af Jakob Knudsen.

Doggybag At restauranter og cafeer i Danmark hver år smider over 140.000 ton mad i skraldespanden?

Og det spild er unødigt stort, viser en undersøgelse af TNS Gallup.

60% af den danske befolkning vil nemlig gerne have resterne med hjem, når de er ude at spise. Men tjeneren skal selv tilbyde det, maden må ikke blive rodet sammen, og den skal kunne komme hjem i køleskabet med det samme.

Foreningen Stop Spild af Mad har i samarbejde med Unilever udviklet en udviklet en doggybag, som kan bestilles gratis af restauranter og cafeer til uddeling. Læs mere på: www.stopspildafmad.dk

Spaghetti At der afholdes over 50 spaghettigudstjenester om måneden i Helsingør Stift?

Spaghettigudstjenesten er opstået for omkring 15 år siden, for at give børnefamilier mulighed for at komme til gudstjeneste under forhold der kunne rumme børnene. Nu er gudstjenesterne de fleste steder blevet til rene børnegudstjenester, med fast servering af mad til familierne før eller efter kirkebesøget.

Find en spaghettigudstjeneste nær dig på www.kirkekalenderen.dk eller hent den som App.

Hippokrates At Hippokrates der levede i det 5. årh. før Kristi fødsel, havde ideer om den menneskelige ernæring og sundhed, der prægede sundhedsvidenskaben helt frem til 1800–tallet?

Hippokrates var især optaget af at regulere forholdet mellem koldt og varmt, fugtigt og tørt. I hans skrifter kan man læse, at man også for 2500 år siden havde problemer med vægten: ”Tykke mennesker som ønsker at blive slanke, skal gøre alle hårde, fysiske aktiviteter på fastende hjerte og begynde at spise, mens de endnu er forpustede og ikke er kølet af, og først drikke ikke alt for kold vin med vand i og tilberede deres madretter med sesam eller søde krydderier og andet af den slags. De skal nøjes med et måltid om dagen og ikke bade, de skal ligge på et hårdt leje og gå omkring upåklædt så meget som det nu kan lade sig gøre.”

Læs mere om Hippokrates på: www.museion.ku.dk 33

+ måltidet +

De sammenspiste

Når vi spiser sammen ved aftensmåltidet, så sker der noget særligt.

Vi går fra at være isolerede personer til at være en sammentømret gruppe, en enhed. tekst Kristian Ditlev Jensen foto Miklos Szabo

H

istorien ser enkel ud. Gud straffer mennesket igennem hele Det Gamle Testamente, og ofrer til sidst sin egen søn.

Og med dét offer, tilgives alle menneskets synder. Jesus dør på vores vegne, og vore synder forlader os. Og derfor følger der med nadveren en syndsforladelse. Men hvor er det så lige, at maden kommer ind i billedet? Hvorfor skal vi spise vafler og drikke portvin midt i gudstjenesten?

Når man deler bord

foto Kennet Islandi Havgaard

Hvorfor skal vi spise vafler og drikke portvin midt i gudstjenesten?

34

I fjernsynets realityudsendelser følger man de kommunale hold, der skal afsløre socialt bedrageri. Kameraet zoomer ind på det slørede ansigt ved middagsbordet, - der er han! Endelig er det fastslået: Han spiser sammen med hende og barnet. Først da er de en familie – og så har de snydt med børnepengene.

Det handler ikke om, hvilket tøj, de går med. Det handler ikke om, hvor meget de rører ved hinanden. Det handler ikke – for alvor – om de har sex med hinanden. Det handler om, hvorvidt de sidder ved det samme middagsbord og spiser den samme mad. Og det handler om, hvorvidt de deler udgifterne. Altså om, hvorvidt brødet fordeles imellem dem, eller om de har hver deres. Det er sådan man afgør, om nogle individer står alene eller står sammen som en gruppe. Eventuelt bare som en lille bitte familie på tre personer. Men sagen er klar. Hvis man spiser sammen, så er man sammen.

Står man sammen

Allerede i antikken, hvor historien om Jesus foregår, var den samme forestilling på plads. Og nadveren er, på den måde betragtet, et tydeligt sprogligt og litterært billede. I de forskellige evangelier forklares det på lidt forskellige måder. Men i grove træk er historien: Jesus sætter sig under påskemiddagen til bords med sine disciple, og han bryder brødet, og han skænker vinen op. Og sådan skabes fortællingen om de kristne, der står sammen, blandt andet imod en ond verden befolket af romere, der korsfæster deres modstandere.

Ofte er sproglige, litterære eller kunst-

neriske billeder besynderlige, og det er netop sådan, vi kan konstatere, at de er kunst. Da den italienske renæssancemaler Leonardo da Vinci malede sit berømte billede af Den sidste nadver, placerede han alle deltagerne på samme side af bordet.

På samme måde virker nadverindstiftelsen i Bibelen som en noget mærkværdig affære – en middag med kun brød og vin?

Hvor er lammet? Hvor er tomaterne? Er der ikke engang salt på bordet? Vi hører kun om de symbolske madvarer. Tørt og vådt. Årsagen er, at selv om maden er i centrum, så formidler den noget andet end sig selv. Det handler ikke kun om maden. Det handler mere om det, som maden gør.

Når katolikker og anglikanere går til nadver, så kalder de det for communion.

Ordet er afledt af det latinske communio, som betyder ”fællesskab”. Kiononia, et tilsvarende græsk ord, der også anvendes, betyder sådan noget som ”kammeratskab”.

Det er altså den slags ord, man skal tænke på, når man går til det symbolske aftensmåltid i kirken: Man er sammen med sine kammerater. Man gør det for at vise, at man er et fællesskab.

Som kompagnoner

I den satiriske film Life of Brian af Monty Python har de engelske komikere fundet det morsomt at skildre Jesus som en slags revolutionær. Det er der også marxistisk inspirerede teologer, der mener, at han rent faktisk var. En mand af folket, der rejser sig imod uretfærdigheden, og som er en del af en undergrundsbevægelse på mange planer. Han er under cover, som man siger på nudansk. Og han er, mildt sagt, på kant med myndighederne.

Og den, strengt taget kriminelle, attitude er faktisk også en del af nadveren. For også de kriminelle deler brød. Og både den italienske og den amerikanske mafia er berømte for deres madorgier. De er nemlig det, vi kalder kumpaner. De står sammen imod myndighederne, og de viser det ved at spise sammen. Vi kender også ordet fra den almindelige lovlige verden, hvor vi kan møde folk, der i erhvervsøjemed har en kompagnon. På engelsk hedder firma og

vi af? / Kød + Hvad næres + måltidet + og blod +

selskab – også festligt selskab – det samme.

Det er nemlig company alt sammen.

Ordene kumpan, kompagnon og company stammer alle fra det latinske companio, som ordret betyder ”ham med hvem man deler sit brød”.

I fællesskab

Set i det lys giver det mening, når en håndværksmester siger, at han ikke har råd til lærlinge, fordi han ikke vil ”have så mange i sit brød”. Og selve ordet for dagen og vejen, ”det daglige brød”, som også indgår i Fadervor, bliver mere gennemskueligt. Det er et udtryk, som symboliserer hverdagslivet. Som gennem den fysiske næring fortæller om at være stærk og at overleve. Men som også har en medbetydning af fællesskab. Vi beder jo Vor Fader sådan: ”Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”. Brødet er altså knyttet til det sociale. Til det at være sammen og til det at hæfte for hinanden. Og til det, at vi alle sammen kan sætte hinanden fri, hvis

ellers vi husker på, at menneskeheden er ét fællesskab.

Når vi har børn og barnlige sjæle med i kirken, laver de sommetider sjov med oblaten. De siger, at den lille, hvide vaffel ligner ”pap”, eller at den smager som ”flamingo”. Og på en måde har de ret. Den er kun et symbol.

Et symbol på brødet. Men brødet er fællesskabet. Sammenholdet. Gruppen. Og gruppen er for så vidt hele menneskeheden. Vi er alle Guds børn.

Husk dét, næste gang, du går til nadver. Du skal ikke skamme dig. Du skal ikke føle dig udstillet, dér på knæ. Du skal ikke være usikker. Det, du præcis viser ved at gå til alters, er helt grundlæggende.

Faktisk viser du noget meget fundamentalt.

Du viser bare, at du er et menneske.

Ligesom Jesus. Ligesom alle os andre.

Og den, strengt taget kriminelle, attitude er faktisk også en del af nadveren. For også de kriminelle deler brød.

”... så ville det være usselt at komme med en tallerken sneglesuppe” Uddrag af Susanne Brøggers bog ”Sølve” Så snart du har passeret barnealderen, er du så ødelagt som menneske, at du – uden at vide af det – er blevet gøgler, parat til at stille dig op på markedspladsen – med eller uden applaus. Hvis du ikke er død af det, har du uvægerligt mistet oprindelighed og uskyld, du er i overlevelsesøjemed blevet listig og beregnende på utallige måder, for ellers havde du aldrig klaret dig. Selvom du har fået at vide, at du bare skal se til liljerne på marken, så ved du godt, at du som sådan ikke ville kunne høste det nødvendige udkomme. Med andre ord, du er så fuld af synder i form af forstillelse og løgnagtige følelser – der altid skader dig selv mest – at dåben og nadveren er det uomgængelige svar.

Det er let at se hvorfor. For det er synd for menneskene.

Ikke bare fordi de er udsat for konstante angreb på deres værdighed og er nødt til at bruge deres liv forkert, i mange tilfælde uden at få deres ønsker opfyldt. Det er bare totalt synd. Hvis man så vil trøste og opmuntre dem med en kærlighedsgave, så ville det være usselt at komme med en tallerken sneglesuppe. Der er i nadveren en viden om at man kun kan give sig selv. De fleste kvier sig jo. Men historien vidner om én der gik hele vejen gav sig selv helt. Og så er

det, jeg spørger: Kan man sige nej? Eller for at være høflig: Nej tak?

I hele resten af tilværelsen skal man ud og præstere, det meste af livet står man ved eksistensens gryde og disker op for andre. Pludselig er der – heureka – et sted, hvor nogen giver hele sig selv – tout entier – og du skal intet yde til gengæld, andet end at tage imod. Den eneste situation på jorden, hvor du kun skal tage imod. Hvem har råd til at sige nej?

Jeg har hørt, at man skal betragte sig selv som en meget stor synder for at deltage i det rituelle måltid. Stor og stor, jeg ved nu ikke. Er det ikke tilstrækkeligt, at man spørger sig selv: Hvor har jeg spærret for sandheden og vejen? Hvor har jeg forhindret liv?

Når jeg bliver tilbudt et måltid, der er beregnet til at gøre mig til et nyt menneske og gengive mig adgangen til min oprindelige integritet, er jeg så den der siger nej? Nej, mine kære brødre og søstre, det siger denne skabning ikke. Den siger: ”Hva´ det?”. ”Sølve” af Susanne Brøgger, Fruen til Sølves bønnebog II , s.115.

Gengivet efter aftale med forlaget Gyldendal.

35

+ nadveren +

Æd mit kød, og drik mit blod Æd mit kød, og drik mit blod, siger livets fyrste god, på mit ord med brød og vin!

Da for dig var døden min, da, oprejst af sorten jord, jeg for dig til Himmels fór.

Fra salmen ”Herre! Hvor skal vi gå hen?” af Grundtvig

Oblat

Katolikkerne I både Matthæus-, Markus- og Lukas-evangeliet og i Paulus’ første brev til korinterne nævnes det, hvordan Jesus bryder brødet på den aften, hvor han forrådes af Judas. Jesus rækker, sammen med vinen, brødet til sine disciple og siger, at dette er hans krop. Dernæst siger han, at vinen er hans blod. De udsagn tager katolikkerne helt bogstaveligt. For dem holder brødet helt op med at være brød og forvandles til Jesu Kristi legeme under indstiftelsen. Og vinen bliver til blod. Der er altså tale om en fysisk forvandling.

Den klassiske trylleformular ”hokus pokus” er en folkelig forvanskning af katolikkernes latinske glose hoc est corpus, som betyder ”her er legemet”, og som siges af præsten, når brødet – for katolikkerne – undergår den helt konkrete forandring, der med et fint ord hedder transsubstantiation.

Et katolsk nadverbrød hedder en hostie – det latinske ord betyder ”offerdyr” – og er lidt større end en protestantisk oblat normalt er. Menigheden måtte indtil 1965 ikke få vinen, og også i dag er kun katolikker velkomne.

Oblat

Jesu legeme

Jesu blod

36

Brød

Jesu legeme Vin / Jesu blod

Protestanterne I den danske folkekirke kaldes katolikkernes communion – som er latin for ”fællesskab” – bare for altergang. Katolikker ser nadveren som et ”ublodigt offer”. Det gør protestanter ikke, når menigheden går op til alteret får hvert medlem en lille møntformet oblat og skænket en tår portvin i et lille sølvbæger, en særkalk. Med udgangspunkt i Luthers tanker hævder protestanterne, at brødet og vinen ikke konkret forvandles til kød og blod, men at der snarere sker en slags forening af begreberne ”brød” og ”kød” og begreberne ”vin” og ”blod”, så Jesus er tilstede ”i, med og under” uddelingen af brødet og vinen. Luthers eget billede herpå er, at nadverelementerne er som et stykke jern, der holdes ind i ilden og bliver rødglødende. På samme måde, siger han, lades oblaten med en særlig kraft under nadveren.

I lutheranske menigheder var der oprindeligt tradition for kun at holde altergang én gang om måneden, nogle steder endnu sjældnere. På samme måde behøver hvert enkelt medlem af menigheden heller ikke i dag at gå op og modtage brød og vin hver eneste søndag. Men alle er altid velkomne.

vi af? / Kød + Hvad næres + nadveren + og blod +

Stort set alle kristne fejrer nadver for at knytte en konkret forbindelse til Jesus som kristendommens helt centrale samlingspunkt.

Folkekirken har sin egen version af nadveren med oblater og portvin – men i de forskellige andre kirkesamfund betyder den vidt forskellige ting. tekst Kristian Ditlev Jensen

De ortodokse De hellige handlinger, som Jesus indstiftede i sin første menighed, kaldes for sakramenter. Men hvad man opfatter som ”hellige handlinger” varierer stærkt fra den ene yderlighed til den anden hen over det kristne spektrum. Protestanter, herunder de troende i den danske folkekirke, har kun to sakramenter – og altså samtidig kun to handlinger som formidler Guds nåde direkte til den troende. Det er dåben og nadveren. Men hos katolikkerne har man hele syv: Dåben, firmelsen, kommunionen, skriftemålet, den sidste olie, ægteskabet og præstevielsen.

Endnu bredere er begrebet i den ortodokse kirke, hvor man som udgangspunkt mener, at alle kirkens handlinger har noget helligt ved sig. Præsten lægger ud med en anaphora som er en lang bøn, der slutter med, at brødet og vinen indtages. Undervejs hidkaldes Helligånden, og ved Helligåndens mellemkomst forvandles brød og vin til Jesu legeme og blod. Men fordi processen er udstrakt, kan man ikke sige, at en egentlig forvandling sker på ét bestemt tidspunkt, skønt der ellers ringes med en klokke, når Helligånden kommer. Der er tale om en slags helliggørelse, der betyder, at brødet også er krop, og at vinen også er blod. I den ortodokse kirke bruger man gæret brød – det gør hverken katolikker eller protestanter. Gærens luftbobler skal symbolisere Helligånden, der gennemsyrer brødet, der dermed bliver til legemet. Vinen uddeles ikke – kun brødet.

Oblat

Brød Jesu legeme

Helligånd Vin / Jesu blod

Oblat

Brød

Druesaft

De reformerte Baptister drikker traditionelt ikke alkohol og tager udgangspunkt i passager i Bibelen, der taler om ”vinens frugt” – derfor drikker de kun druesaft. De spiser normalt også en kiks bagt på soda. Saften går ikke hos katolikkerne, hvor vinen skal være gæret for at virke forvandlende – katolske alkoholikere kan dog undtages fra reglen, hvis de drikker vinum mustum, ”ung vin”, der blot lige akkurat er gæret. Protestanten Calvin, der prægede den reformerte kirke, oplevede alene nadveren som et nutidigt minde om Jesu sidste måltid, hvor brød og vin ikke forandrer sig spor.

Protestanten Zwingli hævdede, at brød og vin betød Kristi legeme og blod, altså som en slags symboler.

I brødremenighedens kirke – som er en anden tidlig protestantisk kirkedannelse – er holdningen såkaldt økumenisk: Alle kristne er velkomne til nadveren, og det står enhver troende helt frit for at tænke sit under udførelsen.

I folkekirken er der i dag vide rammer for nadveren.

Præsten kan vælge at knække én stor oblat ud i mindre dele eller at uddele små runde, flade brød. Nogle præster har forsøgt sig med godt italiensk ciabatta-brød og dyr Barolo-vin for at skabe den rette middagsstemning, andre laver ligefrem middagsselskaber. Andre igen dypper lynhurtigt brødet i vinen, så man kun får én dråbe – en skik, der også kendes fra visse katolske kirker.

37

+ Hvad næres vi af? / Kød og blod +

Nye kager til kirkeåret Når det er jul, påske og store bededag ved vi godt hvad der skal stå på bordet. Men hvordan med fejringen af Mariæ bebudelse og Kristi himmelfartsdag? Og hvorfor findes der ikke en påskekage? Teolog og madblogger Lise Lotz har kreeret fire nye kager til højtiderne.

Af Lise Lotz

38

+ opskrifter +

Kristi himmelfart markerer den dag, da Jesus fór til himmels, og lod sine disciple fuldføre arbejdet.

Himmelfarten symboliseres ofte ved et fodaftryk. Havde Jesus lakrids mellem tæerne den dag?

Det er ikke til at vide, men der var gået fyrre dage siden han vaskede disciplenes fødder skærtorsdag.

Kristi himmelfartsfødder 2 æggehvider 2 tsk. eddike 100 g sukker 200 g hvid chokolade 3 tsk. lakridspulver evt. 1 tsk. salmiakpulver

Pisk æggehviderne stive. (Undgå at der kommer æggeblomme i hviderne, for så bliver de aldrig stive). Tilsæt eddike og halvdelen af sukkeret og pisk igen til det hele er sejt, og vend så resten af sukkeret forsigtigt i.

Sprøjt små fødder ud på en plade beklædt med bagepapir.

Bag fødderne i ca. 1 time ved 110°.

Smelt hvid chokolade meget forsigtigt i et vandbad. Rør lakridsekstrakt og evt. salmiak i chokoladen. Læg fødderne sammen to og to med ”lakridsoladen” imellem.

Fodvaskningen – Johannesevangeliet, kapitel 13: Og mens de holdt måltid, (...) så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«

Mariæ bebudelse, som fejres søndagen før palmesøndag, handler om den dag, da ærkeenglen Gabriel besøgte Maria og fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn. Den unge pige var udset til en opgave, som var rig på både glæde og sorg.

Derfor en syrlig-sød kage til denne dag.

Mariæ bebudelseskager 200 g sukker 75 g mel en knivspids salt 2 æg ½ dl citronsaft 2 tsk. revet citronskal 1½ dl mælk 1 tsk. vaniljesukker et stort hindbær pr. kage

Bland sukker, mel og salt i en skål. Tilsæt æggeblommerne. Rør citronsaft og -skal, mælk og vaniljesukker i blandingen. Pisk æggehviderne stive. Vend dem forsigtigt i dejen.

Smør otte små ovnfaste skåle (ramekiner). Fordel dejen i skålene, og stil dem i en bradepande. Kom et bær ned midt i hver kage. Hæld kogende vand i bradepanden, så det når ca. halvvejs op ad siden på formene. Bag i ca. 25 minutter ved 175°.

Kagen skal stadig være fugtig i midten. Vend kagen ud på en tallerken og drys evt. med flormelis. Spis kagen, mens den er lun.

Mariæ bebudelse – Lukasevangeliet, kapitel 1: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria!

For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.«

Q 39

+ opskrifter +

Påsken er en dramatisk højtid, hvor vi skal gennem langfredags mørke for at nå frem til påskedags lyse opstandelsesbudskab. Det kræver en kage, hvor der under et overtræk af mørk chokolade gemmer sig en eksplosion af farver.

Dramatisk påskekage 250 g blødt smør 250 g sukker 4 æg 250 g mel grøn og rød frugtfarve mandelessens revet skal af en citron rosenvand 150 g mørk chokolade 50 g smør 25 g lys chokolade

Pisk smør og sukker grundigt sammen til en ensartet masse. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Tilsæt melet og rør til det er fordelt i dejen.

Del nu dejen i tre dele: den første skal beholde sin naturlige farve og tilsmages med citron; den anden del farves lys grøn og tilsmages med nogle få dråber mandelessens; den tredje del farves lys rød og tilsmages med rosenvand.

Sprøjt de tre farvede deje i en stor smurt kageform på skift i små klatter indtil den er næsten fyldt. Bag kagen i ca. 1 time ved 175°.

Kom smør og mørk chokolade i en skål og smelt det i et vandbad eller i mikroovnen. Rør det sammen til en glat chokoladesmørcreme.

Vend kagen ud af formen og lad den køle af. Dæk kagen med et tykt lag chokoladesmørcreme. Smelt den lyse chokolade og sprøjt en tornekrone ud på kagen.

Kagen kan også laves som cupcakes. Så skal de bage i 15-20 minutter ved 200° og pyntes individuelt.

Trinitatistiden har navn efter treenigheden: Fader, Søn og Helligånd. Det er kirkeårets hverdag, en lang periode fra pinsen i juni til advent i december uden særlige helligdage.

En ydmyg, trekantet småkage minder os om, at hver søndag – også i trinitatistiden – er en fest- og helligdag. Grøn er den liturgiske farve i trinitatistiden.

40

Trinitatissmåkager 250 g smør 225 g sukker 1 æg revet skal af 1 citron 1 tsk. vaniljesukker 340 g mel 1½ tsk. bagepulver ½ æggehvide flormelis grøn frugtfarve

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt æg, citronskal og vanilje og pisk igen. Bland mel og bagepulver i dejen og rør indtil dejen er samlet og glat.

Rul dejen ud mellem to stykke bagepapir til dejplader på en tykkelse af ca. ½ cm. Læg den rullede dej med bagepapir i køleskabet i ½ time. Skær dejpladerne ud som trekanter.

Bag småkagerne ved 175° i ca. 10 minutter.

Rør en sej og glat grøn glasur. Sprøjt et treenighedssymbol af glasur på de nybagte småkager.

Sprøjteposer En frysepose kan bruges, når dej, glasur, marengsmasse eller chokolade skal sprøjtes ud. Kom massen ned i posen og lav et hul af en passende størrelse ved at klippe et lille hjørne af.

+ det sidste ord +

Det sidste ord af Lise-Lotte Rebel foto Miklos Szabo

Husker du din konfirmationspræst? Jeg hører ofte folk komme med ret så kontante meninger om folkekirken, men nogle tilføjer så: ”Men min konfirmationspræst var nu noget helt særligt”. Det var min i hvert fald.

Selvom det er mange år siden, jeg blev konfirmeret, så husker jeg flere af de fortællinger om livet, om Gud og verden, som han fortalte os. En af dem handlede om det store og hemmelighedsfulde i det helt almindelige.

Han fortalte: ”Forestil jer en gård på landet. Børn i alle aldre leger på gårdspladsen. Med ét stavrer en af de mindste på sine små ben ind til mor, der går og har travlt i køkkenet. Hvad vil du min lille dreng, siger hun. Ingenting svarer han.

Men hun ved besked. Hun tager den lille op, tørrer hans næse, giver ham et kram og sætter ham ned igen. Kan du så løbe ud og lege igen. Ude på gårdspladsen driller de andre ham.

Nå, du har nok været inde hos mor og tigge kage. Nej, siger han. Jeg fik ingenting.

Men os, der hører historien, vi ved bedre. Han fik alt. Slet og ret alt – hele sin mors kærlighed. Og det fik han i et almindeligt kram.”

Når kirken samles, så er det en sådan virkelighed, vi står med. Helt almindelige mennesker, næsten alt for almindelige, kunne man sige. Men vi mødes. Vi mødes om gamle ord, gamle tekster, salmer og bønner. Og vi mødes om nadveren og om dåben. Så lidt - ingenting vil nogle måske sige - men igennem disse smuler, et par ord, et par håndfulde vand over et barns hoved, lidt tørt brød og lidt vin ved altergangen, gennem disse smuler får vi alt.

Hele vor Guds rige kærlighed og tilgivelse.

Det rækkes os som en kærligheds- og tillidserklæring, uanset om vi har fortjent det eller ej. Vi rejses op ved disse ”smuler” – vi rejses op som værdige til at kaldes Guds elskede kære børn. Gennem Jesus og hans liv for os og med os giver Gud os hele sin kærlighed. Kirken er her for at det ord skal siges og høres af alle. Det lyder til os gennem alt, hvad en gudstjeneste rummer.

Glæd jer!

Lise-Lotte Rebel er født i 1951, og har været biskop over Helsingør stift siden 1995.

Jeg fik ingenting.

41

Helsingør Stift