folk&kirke 2014 by Helsingør Stift

+ XXXXXX 2014 +

HELSINGØR STIFT # 3 | 2014

KÆR LIG HED

XXXXXXXX 2014 2014++ ++FOLK&KIRKE

Krop, kærlighed og kristendom Anvarshavende redaktør Rebecca Rudd Helsingør Stift

Folk&Kirke er et gratismagasin udgivet af Helsingør Stift – en del af Folkekirken

KOLOFON Folk&Kirke udgives af Helsingør Stift Hestemøllestræde 3A 3000 Helsingør 4921 3500 Ansvarshavende redaktør Rebecca Rudd, rr@km.dk Redaktion Rebecca Rudd, Ninna Brenøe, Signe Malene Berg, Jannik Theilgaard, Lise-Lotte Rebel Grafisk tilrettelæggelse salomet grafik Fotograf Miklos Szabo 1. udgave, 3. årgang, 2014 Tryk PE Offset, Tømrervej 9, 6800 Varde Papir Munken Lynx

vis man kunne kigge ind i folks hjerner og se, hvordan ord og begreber var placeret, er jeg sikker på, at man hos mange ville finde forestillingen om kristendommen, liggende tæt ved begrebet kærlighed. Om det så er kirkebrylluppet, den indremissionske seksualmoral eller buddet om næstekærlighed, der bærer ansvaret for den sortering, vil jeg lade stå usagt. Det kan skyldes så mange ting. Man kommer heller ikke uden om, at kærligheden spiller en stor rolle i ethvert menneskes liv, uanset om man synes at stå alene i verden eller om man er omgivet af familie og venner. I dette magasin kan man møde flere indgange til emnet krop, kærlighed og kristendom. Vi møder det unge par, der skal giftes, og hører om deres liv sammen. Hverdagen er vigtig, siger de, og selv om den store dag er noget helt særligt, så er det det lange seje træk, der gør en forskel – at være der for hinanden i hverdagen. Enhver ved, at Jesus sagde: ”Du skal elske din næste, som dig selv.” Men man kan nemt forledes til at tro, at der er tale om en åndelig, selvopofrende kærlighed, som ingen i virkeligheden kan leve op til. Så svært behøver det dog ikke at være. ”Det kan blive meget umiddelbart,

hvad meningen med livet er. Det sker simpelthen i udvekslingen – hvor man viser sin sårbarhed og griber ud efter hinanden og standser op, fordi der er en, der har brug for hjælp,” konstaterer præsten Pernille Østrem, der fungerede som rådgiver for deltagerne i realityprogrammet Gift ved første blik. Og der er plads til den menneskelige kærlighed i kirken, så kompleks, svigtende og optaget af egne behov den end kan tage sig ud. Det kan ikke helt komme bag på den, der kender historien om Gud, der blev menneske, blev krop. I artiklen 'Kirken og de kødelige kvaler' drager journalisten ud for at undersøge, om der i det kirkelige landskab stadig er nogen, der sover med hænderne over dynen og afholder sig fra sex før ægteskabet. Det er sjældent tilfældet. Men det fastholdes stadig, at vi skal passe på hinanden. Det er klart. For vi mennesker har ikke bare en krop, vi er en krop. Og med denne krop er vi til for hinandens skyld. En hånd at holde i, et par stærke arme der løfter, en krop der er ved ens side livet igennem. + ”Tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” - Paulus God fornøjelse med magasinet, redaktøren

+ FOLK&KIRKE 2014 +

BRYLLUPPET – ”HVERDAGEN ER VIGTIG”

PARFORHOLDET KRÆVER BENHÅRDT ARBEJDE

Hverdagen er et fælles anliggende for Janni og Kresten, der blev gift en efterårsdag i Jørlunde.

Præsten Pernille Østrem, fra tv-programmet Gift ved første blik fortæller om vanskelighederne i det moderne parforhold.

KIRKEN OG DE KØDELIGE KVALER

DE BEDSTE VENNER

Portrætserie af en række gode venner. Ethvert godt venskab indeholder lige dele solidaritet, ærlighed og kærlig overbærenhed.

Massageolie og seksualvejledning i missionshuset. Er kristendommen seksualforskrækket? Anders Haubart Madsen undersøger sagen.

GUDS SØNDERBRUDTE KROP

DEN SVÆRE KÆRLIGHED OG SALMEDIGTERNE

Kristendommen er fuld af krop, bare ikke af den formfuldendte type. Ph.d. Nete Helene Enggaard udfordrer tanken.

Paula Larrain møder Erik A. Nielsen til en samtale om de kendte salmedigtere og deres kærlighedsliv.

DEN HIMMELSKE BRUDEFÆRD

KLOGE ORD OM KÆRLIGHED

Dorte Karrebæk tegner kærlighedens veje og vildveje.

Litterære citater.

ER KÆRLIGHED GRATIS?

KÆRLIGHED OG TILGIVELSE

Sissel-Jo Gazan, Kathrine Lilleør, Bjarne Reuter og Marianne Jelved svarer på spørgsmål om kærlighed.

Biskoppen fortæller om den menneskelige synd: at lukke andre ude fra fællesskabet. Tilgivelse er nødvendigt.

46 VIL DU VIDE MERE ...

Vejviser til videre færd.

+ BRYLLUPPET +

BRYLLUPPET

â&#x20AC;&#x201C; hverdagen er vigtig

Q 5

+ BRYLLUPPET +

Nygifte Janni og Kresten på 27 er enige om, at hverdagen er vigtigst, når de skal formulere, hvad der udgør fundamentet i deres forhold. For dem er kærligheden en følelse af at høre sammen; det, man ikke altid kan forklare andre, men som andre måske alligevel kan se. Af Marianne Lentz

ores historie begynder i Ribe i 2005. Det er første weekend i maj, og den årlige tulipanfest har traditionen tro forvandlet byen til en festivalarena med livemusik, blomsteroptog og omrejsende tivoli. Solen står højt på himlen og branker de forårsblege næser, der er troppet op fra nær og fjern for at deltage i festlighederne. Der kan blive varmt på sådan en utrolig tør måde i Vestjylland, og Ribe er ingen undtagelse denne weekend. Janni og Kresten er begge 19 år og bor på camping en halv times gang fra bymidten med en gruppe fælles venner. Janni er kommet fra højskolen lidt uden for Ribe og Kresten fra Sønderborg, hvor han er i lære som skovarbejder. De har mødt hinanden en enkelt gang før, til en dobbelt attenårsfødselsdag. Janni synes, Kresten er en irriterende københavnertype, selvom han kommer fra Frederikssund og bor i Sønderborg. Sådan en med stribet skjorte og hørbukser og lædersko. Selv har hun piercing i hagen og går i kinasko og blomstrede nederdele, hun ikke selv har syet, men som ser sådan ud. Kresten har ikke rigtig taget stilling til Janni. De er med andre ord ganske uvidende om, at denne weekend i Ribe vil sætte en ny kurs for deres liv. Tilfældet vil, at det er de to, der kommer til at følges fra campingpladsen ind til byen den første aften. De har fået et par øl i lejren, og samtalen flyder overraskende let. De taler om satireprogrammet Lex og Klatten, som de er enige om, er vellykket, mens de går ned ad bakken gennem skoven mod byen. Og de griner; de føler sig godt tilpas i hinandens selskab. På vejen kommer de forbi en traktorforhandler, og Kresten, der har noget med traktorer, hiver Janni med rundt mellem de store

maskiner. Hun følger tålmodigt med ham, og måske er det her, hun første gang tænker, at der alligevel er noget over den store skovarbejder. Da de kommer ned til byfesten, får hun ham til at prøve en karrusel. Det gør Kresten ellers aldrig, han er hundeangst for dem. Der er fifty-fifty chance for at dø i sådan en ting, siger han, man ved jo ikke om de er skruet ordentligt sammen. Men han overvinder sig selv – og det er godt, for det er lige her, i karrusellen, at de kysser første gang. Bagved sidder Jannis veninder og hujer og pifter.

Hverdagen er vigtig

Otte år senere, i oktober 2013, bliver Janni og Kresten gift i Jørlunde kirke. I dag bor de lidt uden for Frederikssund med hunden Otto. Parret, der efter eget udsagn er blevet ”65 år indeni”, beskriver fundamentet for kærligheden med ord som ærlighed, tryghed, humor, tilgivelse – og prioritering. Man skal vælge hinanden til, siger de. Men det skal helst ikke føles som en pligt. ”Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg virkelig gerne ville i byen med mine venner i stedet for at være sammen med Janni,” siger Kresten. Han er en høj mand med lyst hår og en drengs ansigt. ”Det handler om, at vi prioriterer hinanden – at vi tilbringer kvalitetstid sammen,” lyder det fra Janni, der allerede har forudset Krestens slet skjulte rullen med øjnene, og tilføjer henvendt til ham: ”Jeg ved godt, at du ikke kan lide det ord, men du ved godt, hvad jeg mener. At man ikke altid skal fare ud til alt muligt ude i byen.” Kresten nikker: ”Og at det nogle gange er okay bare at ligge på sofaen og se et halvt program af

+ BRYLLUPPET +

’Vild med dans’. Og så er det bare det. At man ikke skal ud og vise sig frem eller hele tiden skal et eller andet.” Janni er professionsbachelor i sundhed og ernæring, og har for nylig skiftet et job som kampagnemedarbejder i København ud med et som madmor for en udflytterbørnehave, i nærheden af hvor de bor. Når den ene dag tager den anden med arbejde og aftaler hver for sig, kan man nemt gå skævt af hinanden, mener Kresten: ”Så er det meget sådan bumbumbum. Hvorfor har du ikke ryddet op, hvorfor har du ikke gjort det, og du har også glemt at købe ind. Sådan nogle dumme, dumme ting. I stedet for bare at sige: Så kører vi lige i Netto sammen og køber ind. Det er nok det, jeg tror, kan presse et parforhold mest, det er tiden. Og så kan det godt være, at man tager tre uger til Thailand en gang om året og synes, man får plejet forholdet, men

”

Hvad hvis man lige pludselig en dag glemmer, hvad man har at komme hjem til?

jeg tror aldrig nogensinde, det kan gøre det ud for at have en ordentlig hverdag sammen, hvor man ikke er fuldstændig sønderstresset.” Kresten er selvstændig, og forretningen går godt – han har nok at lave. Men han kan godt være bekymret for, at projektmennesket i ham kommer til at tage over. ”Hvad hvis man lige pludselig en dag glemmer, hvad man har at komme hjem til? Jeg bliver hele tiden tilbudt mere og mere arbejde. Og det er nemt at sige ja, for så tjener man endnu flere penge. Den stress, verden pisker op i dag – at man skal blive til noget, hele tiden være noget mere. Det synes jeg, er en trussel.”

Man kan ikke regne med noget

Det er tidlig morgen i oktober, og Jørlunde kirke lyser hvidt mod den klare efterårshimmel. På den anden side af Bygaden 7

+ BRYLLUPPET +

ligger den gamle præstegård. Går man ind i entreen og tager første dør til højre, kommer man ind på sognepræst Peter Nejsums kontor. Her sidder Janni og Kresten i sofaen med kaffekopper og termokande på bordet foran sig. Der er tre dage, til de skal give hinanden deres ja i kirken, og de har den obligatoriske samtale med præsten. De taler om, hvad de sætter højt ved hinanden og ved deres forhold. Janni synes, at det rareste er, at hun føler, at Kresten er en del af hende. Hun savner ham meget hurtigt, når de ikke er sammen. Kresten nævner Jannis hengivenhed og den tryghed, der omgiver hende. At han altid kan komme hjem til hende og fortælle, hvordan hans dag har været. At han ikke behøver sige noget for at smigre, og ikke skal forstille sig i hendes selskab. De taler om vielsesritualet, og Peter Nejsum gennemgår de uddrag fra Bibelen, som læses op under ceremonien. Et af dem er fra Skabelsesberetningen, der ifølge Nejsum ikke så meget handler om, hvordan universet er opstået, men snarere om, at det er Gud, vi har vores liv fra. ”Det har jo vidtrækkende konsekvenser, for det vil sige, at livet ikke er noget, 8

man har, fordi man har gjort sig fortjent til det. Det er heller ikke et sammenrend af tilfældigheder. Det er noget, man får som gave, dag for dag. Og det betyder jo noget for, hvordan du ser det, du har,” siger Peter Nejsum. Han peger på, at netop denne erkendelse kan skabe et værn mod det, Kresten ser som en trussel mod parforholdet: At man glemmer, det man har og kommer til at tage hinanden for givet. ”Skabelsestanken fejer det væk. Dybest set kan man ikke regne med noget som helst,” siger Peter Nejsum. Det får Kresten til at reagere. Han hæfter sig ved det ansvar, udsagnet lægger på individets skuldre: ”Jeg synes, det er meget stort lige pludselig. Det er meget sigende – at man får noget givet, og så er det op til en selv, hvordan man forvalter det.”

Overvældende at blive gift

Parkeringspladsen bag sognehuset er fyldt op denne eftermiddag i Jørlunde. Skyerne hænger lavt og en fugtig kulde trænger ind under tøjet på de mange festklædte gæster, der er på vej mod kirken. En lystonet jeep iklædt brudeslør holder bag den hvidkal-

” + BRYLLUPPET +

kede bygning og venter på at få sine femten minutter i rampelyset. Indenfor er kirken godt halvt fyldt op. Ved alteret står Kresten. Dem, der sidder tættest på, de nærmeste familiemedlemmer, kan måske se, at han er rørt til tårer. I våbenhuset står Janni med sin far og venter, indtil orgelets første toner lyder, og de to langsomt skrider op ad kirkegulvet. De tilstedeværende kroppe drejes, ansigter, øjne, smil og foldede hænder følger dem hele vejen op til stolene, der er stillet frem foran alteret. Da Peter Nejsum holder sin tale til parret, vender han tilbage til noget, der blev diskuteret under vielsessamtalen – projektmennesket: ”Det lægger I alt sammen afstand til, og godt for det. Man har ind imellem fornemmelsen af, at sådan et projektmenneske er som Atlas fra den græske mytologi – ham der som straf må bære hele jorden på sine skuldre, under stort besvær, så han næsten ikke magter det, og bare længes efter en pause.” Og han fortsætter: ”Så nej, man skal ikke se det, der sker her nu, som jeres projekt – at blive gift. Det synes jeg, er helt rigtigt set. Nej, det er Guds projekt det her, ikke jeres. Det er Gud, der har velsignet jer med alt det, I uforvarende har fået del i, ved at have hinanden, det I får hver dag uden at have gjort jer fortjent til det, ved at opleve at være elsket selv der, hvor man føler, man ikke har noget at give. Det er ikke noget, man kan regne med, det er ikke noget, man har krav på, det er noget, man får givet.” Janni prøver at få øjenkontakt med Kresten, men kan se, at han er så følelsesmæssigt berørt, at det ikke er en god ide. ”Det er altså noget, Kresten gør, når han er i kirke,” forklarer Janni senere. ”Eller når han foretager sig andre følsomme ting.” ”Min familie har aldrig nogensinde været gode til at håndtere følelser. Det er ikke rigtig noget, vi har rodet med,” lyder det fra Kresten. Det er efterhånden en stående vittighed i Krestens familie, at hvis man græder til en fest, så er det fordi, man er allergisk over for stearinlysene eller blomsterne.

Det er ikke, fordi vi nødvendigvis skal sidde og snakke Adam og Eva, men det med næstekærlighed og at være der for hinanden giver jo god mening Janni

Hverken Janni eller Kresten tager let på det at blive gift. En uge inden brylluppet fik Kresten nærmest et panikanfald, da det gik op for ham, hvor stort det hele var. ”Det er mærkeligt at sætte sig ind i sådan et ritual, der betyder så meget. Jeg synes, det kræver enormt meget af mennesket at vælge, at det her vil jeg. Og så gøre det.”

Kirken som tilflugtssted

Hverken Janni eller Kresten betragter sig selv som udpræget troende, men der var alligevel ingen tvivl om, at brylluppet skulle foregå i kirken. Som Kresten formulerer det: ”Man behøver jo ikke overrende stedet for at være glad for, at det er der. Og synes, at det er vigtigt, at det er der. Og hvis der er nogen, der har gjort noget i 2000 år – som at bruge kirken – så er det jo nok, fordi det ikke er en dårlig ide.” Han tilføjer, at det er en rar tanke, at ægteskabet er et sted, hvor man kan søge tilflugt fra alle kravene til det moderne menneske. Og at man kan se kirken som det samme. Som et sted, der altid har været der og bliver, hvor det er. Janni mener, at kirken passer til højtideligheden. Det er her, de store livsbegivenheder finder sted. Kristendommens grundlæggende værdier kunne man godt bruge noget mere af i dag, mener de begge. ”Det er ikke, fordi vi nødvendigvis skal sidde og snakke Adam og Eva, men det med næstekærlighed og at være der for hinanden giver jo god mening,” siger Kresten. Kirken skal bare blive bedre til at formidle sit budskab mere tidssvarende, mener han. Janni stemmer i: ”Især efter vores vielse kunne jeg godt finde på at tage i kirke en gang imellem. Jeg synes, det var et rart rum, præsten skabte, og at han sagde nogle gode ting. Man kan bruge mange af de ting, der er i kristendommen, men formidlingen er tit lidt for gammeldags.” Kresten tilføjer, at de danske præster godt kunne gøre mere ud af at bringe kristendommen ind i samfundsdebatten, som efter hans mening ofte er helt blottet for næstekærlighedstanken. ”Det er en mærkelig grundholdning, at 9

+ BRYLLUPPET +

” Kærlighed er ligesom en dyb indånding og en udånding. Så er man der Kresten

man bare gerne vil have lidt mere til sig selv. Sådan er kristendommen jo ikke bygget op – at man skal være sig selv nærmest og at folk, der er på bistand, bare er nogle dovne svin. Og jeg synes, præsterne går og putter sig inde på de der præstegårde i stedet for at losse døren ind i folks bevidsthed.”

Ikke noget fnidder

Der er sket meget siden den lyse majaften i Ribe for snart ni år siden. De to teenagere er blevet voksne sammen – og er vokset sammen. De har ofte nok i sig selv, siger de, og er næsten flove over det. Deres humor er så intern, at det end ikke giver mening at prøve at forklare andre, hvad den går ud på. Som for eksempel at give køerne på marken stemmer eller spille percussions til dårlige sange i bilradioen. De kører tur med hunden Otto og hører P4. Kresten har fået sin egen traktor, som han bruger i arbejdet som skovarbejder. Janni var naturligvis med ham rundt og kigge, indtil han fandt den helt rigtige. De kan stadig skændes, men er blevet

bedre til at indrømme, når de har opført sig idiotisk. Og samtalen, der begyndte på turen ned ad bakken gennem skoven mod byen dengang i det sønderjyske, er stadig i gang. ”Det er vel egentlig bare det, vi har sammen. Det er det, der er kærligheden. Det, man ikke kan beskrive for andre,” siger Janni og fortsætter: ”Som hvorfor vi stadig nogle gange, når jeg er hjemme hos mine forældre, kan snakke i telefon sammen i halvanden time uden egentlig at have noget at sige til hinanden. Bare fordi det er rart at snakke sammen.” For Kresten er det helt enkelt: ”Kærlighed er ligesom en dyb indånding og en udånding. Så er man der. Og så kan man godt bare sidde og kigge på hinanden.” +

+ BRYLLUPPET +

Vielse i folkekirken

Af Peter Nejsum, sognepræst

2012 blev 11.500 par gift eller velsignet i folkekirken – tallene for 2013 foreligger ikke endnu. Tallet har ligget konstant de seneste år, men har oplevet et dyk fra ca. 17.000 i 2008/09 – året for finanskrisen. Det er blevet hævdet, at der er en sammenhæng: En dyr bryllupsfest er en luksus, man ikke har råd til. Men det viser i så fald også, at det er noget, man mener, man kan undvære, eller udskyde til bedre tider. Til sammenligning blev ca. 17.000 par gift på rådhuset i 2012. Det svarer til, at ca. en tredjedel af alle ægteskaber indgås i kirken. Regner man forsigtigt med, at der i gennemsnit er 30 gæster med i kirken, bliver det 350.000 danskere, der hvert år går i kirke i anledning af indgåelse af et ægteskab. På trods af faldet i antallet af vielser, er det immervæk en temmelig stor menighed. Det er ikke kun brudeparret, der forkyndes for, men for alle tilstedeværende.

men er snarere en lejlighed til at stadfæste det forhold, der er, foran venner og familie. Vielsen finder mange gange først sted, længe efter at parret har mødt hinanden og er flyttet sammen, og ikke sjældent er der både ét og to børn, der følger mor med op ad kirkegulvet. Vielsen markerede førhen over-

som ulighed, skyld, fortidens skygger og trusler mod ægteskabet. Det får betydning for den forudgående samtale med præsten. Her er det ikke kun de praktiske spørgsmål ved ritualet, der bliver gennemgået, hvor de skal gå og stå, og hvad der skal siges hvornår, men en lejlighed til at lære parret at kende, og sam-

gangen til et ægteskabeligt samliv, i dag snarere en stadfæstelse af det.

men med dem klargøre, hvordan det kristne evangelium forbinder sig med deres liv, og hvordan den velsignelse, de modtager i kirken, udmønter sig i deres liv. Den bliver vigtigere end den har været førhen. Nogle steder indbydes årets brudepar til en fælles aften, hvor kærlighed og ægteskab tematiseres, andre steder får brudepar tilsendt materiale inden samtale, så de kan forberede sig. Talen til brudeparret ligger i forlængelse heraf. Her bliver evangeliet forkyndt i den særlige anledning, at netop disse to skal giftes. +

Vielsen har forandret sig

Ægteskabsindgåelse har ændret karakter de sidste 50-100 år, og det afspejler sig også i et ændret syn på vielsen kirkeligt set. Førhen havde indgåelse af ægteskab en lang række juridiske, sociale og moralske konsekvenser. Man delte ikke seng og bord, før man var gift. Og endnu skulle man i 1960’erne være gift for at få en lejlighed. Den aktuelle diskussion om ægtefolks særstatus og mulige ligestilling med papirløse forhold vidner om, at der endnu er rester af den samfundsmæssige særstatus, som ægteskabet har, men også om, at den er på vej til at forsvinde. I dag gifter de fleste sig ikke af andre grunde, end at de har lyst til det. Vielsen markerer kun sjældent overgangen til et ny fase i samlivet,

Parret i fokus

Det har også haft betydning for, hvordan man har opfattet vielsen i kirken, og hvad der skulle siges og gøres i den anledning. Førhen var det en embedshandling, hvor begrundelsen så at sige var givet på forhånd, og det enkelte par ikke påkaldte sig særlig interesse. I dag er det snarere det enkelte par og deres historie, der giver anledning til teologisk refleksion over temaer som kærlighed, tilgivelse, forpligtethed, fællesskab, osv., men også temaer

+ XXXXXXXX 2014 +

Kirken

kødelige kvaler

Sex og skam har været tæt forbundet i min kristne familie, og det har givet mig en opfattelse af kirken som en seksualforskrækket institution. Derfor ville jeg afprøve mit syn på den kristne seksualitet med en rejse gennem det kirkelige landskab. af Anders Haubart Madsen

+ XXXXXX 2014 +

+ XXXXXXXX 2014 +

”

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg ikke synes, det er en god idé, at unge par dyrker sex, før de er gift Birgitte Laursen, Indre Mission

t enkelt samleje, et enkelt døgn. For nylig fandt jeg ud af, at min morfar havde angret sin seksuelle adfærd og skammet sig hele sit voksenliv. Dagen før han skulle giftes med min mormor, gik de i seng sammen – til min morfars store fortrydelse. For det var i hans øjne en alvorlig synd. Min morfar og mormor var begge troende og medlemmer af Indre Mission. Min mormor nåede inden sin død at afsløre, hvad der havde tynget hendes mands samvittighed gennem hele deres ægteskab. Selv kendte jeg kun meget lidt til mine bedsteforældres seksuelle forhold som barn. Jeg mindes ikke at have set dem kysse eller kærtegne hinanden. Jeg kan dog huske, at min mor fortalte, hvorfor min morfar nægtede at tale med hende, da hun var gravid med min storebror – hun var ikke gift. Det har formentlig præget min opfattelse af kristendommen som et sted, hvor ugifte, seksuelt aktive som mig ikke kunne finde accept. Men er folkekirken virkelig så seksualforskrækket , som mange tror? Mener kirken, at jeg bør skamme mig over min seksuelle adfærd?

Missionsk massageolie

Jeg starter med at gå i min morfars fodspor. Indre Mission er en kristen bevægelse, der består af enkelte frimenigheder, men som hovedsageligt fortsat holder fast i en tilværelse under folkekirkens vinger. Hvilken plads har seksualiteten hos bevægelsen i dag? Jeg drager mod Diakonhøjskolen i Aarhus, hvor jeg skal møde parrene bag kurset ‘Godt begyndt’ – et indremissionsk tilbud til ægtepar, der har været gift i færre end fem år. En del af kurset handler om seksualitet, og overskriften lyder blandt andet: “Seksualitet - en gave eller en byrde?” Jeg mødes med de tre erfarne indremissionske ægtepar, der skal undervise de unge ægtefæller om sund seksualitet, for at få svar på, om Indre Mission stadig deler min morfars syn på sex.

+ SEKSUALITETEN +

“I vores ungdomstid var seksualitet aldrig på programmet. Sådan er jeg vokset op. Det var ikke noget, man snakkede om,” siger Carsten Christensen. Han har været gift med Karin Christensen i 30 år, og kender til flere i Indre Mission, der har delt min morfars syn på sex uden for ægteskab. Der har været megen skam forbundet med sex, vedkender de sig gerne i Indre Mission. Men underviseren Birgitte Lauersen mener, at det hører fortiden til – til den tid og de holdninger, som man kender fra tv-serien Fiskerne fra 1977, der bygger på Hans Kirks bog af samme navn, og som underviserne mener, viser et meget fordomsfuldt billede af deres kirkelige organisation. “Jeg kan huske, at vi så Fiskerne i fjernsynet, og min mor sagde: ’Det er vigtigt for mig at sige, at hvis du bliver gravid uden for ægteskab, så er der ikke nogen, der støder dig ud,’” siger Birgitte Laursen. Man er ikke nødvendigvis seksualforskrækket, fordi man er indremissionsk. Seksualitet er en gave fra Gud, der skal udforskes, mener underviserne. Så længe det bliver inden for et monogamt parforhold mellem mand og kvinde, indskyder de. Kurset starter med en grundig indføring i kroppens anatomi fra klitoris til anus. Parrene bliver oplyst om kvindens orgasme og får udleveret materiale om forskellige samlejestillinger. Underviserne uddeler endda forskellige olier med en opfordring til, at ægteparrene masserer hinanden på deres værelser. “Indre Mission har altid været stærke til at forkynde. Nu prioriterer vi også at ansætte nogle til at tage hånd om ægteskabet og det hele menneske. Ikke kun frelsen, men også livet indtil frelsen – de rent praktiske foranstaltninger, der er med til at skabe et sundt liv på Jorden med Gud,” siger Carsten Christensen. Men det betyder ikke, at Indre Mission dermed bifalder sex før ægteskab. “Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg ikke synes, det er en god idé, at unge par dyrker sex, før de er gift. I Indre Mission mener vi fortsat, at det er Guds gode regler, som er lavet for at beskytte os,” siger Birgitte Laursen.

Bevægelsen i Indre Mission drejer sig altså i dag om at få skyld og skam til at fylde mindre i livet som kristen. Indre Mission har regler om, hvad der er rigtigt og forkert. Man kan altså fortsat have en forkert seksuel adfærd, men det skal ikke fordømmes. Er det selvmodsigende eller giver bevægelsen her individet mulighed for at reflektere over rigtigt og forkert – om noget er mere rigtigt end noget andet?

Erotisk normløshed

Folkekirken består af mange ansigter, forskellige trosretninger og politiske strømninger. Men jeg vil alligevel gerne prøve at finde nogle repræsentanter for den mest udbredte del af folkekirken, den del de fleste har mødt gennem enten dåb, konfirmation, bryllup eller bisættelse. Allerede ved de første spæde skridt i min undersøgelse støder jeg på en foredragsrække under navnet: “Sex, ægteskab, erotik og kristendom.” Der er vin i glassene og chips på bordene. Lyset er dæmpet, og varmen fra stearinlys spreder sig i Vedbæk Sognegård nord for København. Sammen med en flok på omkring 15 fremmødte kigger jeg op mod talerstolen, hvor sognepræst Ingrid Halkjær-Lassen taler ud fra Det Gamle Testamentes fortælling om at blive ét kød. Sognepræsten fremhæver De Ti Bud fra Det Gamle Testamente, der byder på indskrænkninger af den seksuelle frihed: ”Du må ikke begære din næstes hustru” og ”Du må ikke bryde ægteskabet”. Nuvel, i 2012 blev over 42 procent af alle gifte skilt igen på et tidspunkt, siger Danmarks Statistik. Måske fordi mange gav efter for lysten til sin næstes hustru eller ægtemand. Men de gamle skrifter skal ikke tages så bogstaveligt, understreger sognepræsten: “Biblen er ikke en opslagsbog, hvor vi kan finde moralsk vejledning til, hvordan vi skal leve sammen i et parforhold. Vi skal have in mente, at Biblen er skrevet i en helt anden tid med en anden opfattelse af køn, samliv og seksualitet,” siger hun. Sognepræsterne fra Vedbæk Kirke hævder begge, at Biblen betragter sex som en gave, og at det derfor er det forkerte sted

Anders Haubart Madsen Uddannet bachelor i journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Samlevende, 28 år gammel.

Seksualitet Seksualitet er en naturlig del af menneskets udvikling gennem alle livets faser og inddrager både fysiske, psykologiske og sociale komponenter. Seksuel sundhed indebærer en positiv tilgang til menneskelig seksualitet, og er derfor en essentiel del af den reproduktive sundhed. Den omfatter integration af et individs kropslige, følelsesmæssige, intellektuelle og sociale aspekter på en måde, som positivt beriger og forstærker personlighed, kommunikation, kærlighed og almenmenneskelige relationer. KILDE: WHO

+ XXXXXXXX 2014 +

at lede efter en kristen seksualforskrækkelse. “Mange tror, at kristendommen er en sexfjendsk religion. Men det er en sandhed med modifikationer,” siger sognepræst Ingrid Halkjær-Lassen, mens Klaus Rosenborg-Larsen uddyber: “Der er en tydelig modsætning mellem Biblen og kirken. Biblen har et overvejende realistisk og poetisk syn på seksualitet. Så når kristendommen har haft et anstrengt forhold til det seksuelle, må vi først og fremmest finde årsagen i kirkehistorien. Den ændrer sig faktisk i positiv retning i disse år,” siger han og henviser til seksualitetens aktuelle position som udbredt debatemne i kirken. Jeg forlader det første foredrag om sex og kristendom i Vedbæk Sognegård med fornyet optimisme. Det er altså kun en sandhed med modifikationer, at kristendommen er sexfjendsk, hævder sognepræsterne fra Vedbæk. Men hvilke modifikationer? Jeg må dykke ned i teksten.

Cølibat – et moderne tabu

Min undersøgelse fører mig gennem flere skriftlige kilder, der bekymrer mig. I Det Gamle Testamente læser jeg blandt andet om David, der har seksuelt samkvem med Batseba uden for ægteskab. Gud lader deres førstefødte barn dø på grund af den synd, de har begået. I historien om Onan, som Gud ligeledes lader dø, kan det tolkes, som om, det er forbudt at onanere. Onan spilder gentagne gange sin sæd på gulvet, da han bliver bedt om at have sex med sin afdøde brors hustru. I Det Nye Testamente beskriver Jesus sex før ægteskab som en synd, og apostlen Paulus mener, man lever tættest på Gud ved helt at afholde sig fra at være seksuelt aktiv. Jeg forstår ikke, hvordan jeg skulle kunne bruge Biblen til at komme overens med min seksualitet. Jeg opsøger derfor en teologisk vismand, der har brugt det meste af sin tankevirksomhed på at analysere Det 16

Nye Testamente. Den pensionerede lektor i teologi ved Københavns Universitet, Geert Hallbäck, mener, det er en misforståelse at tro, at seksualforskrækkelse hører til i den oprindelige kristendom. “Det er næsten komisk at hævde, at folk i Det Nye Testamente skulle være seksualforskrækkede,” mener han. Han har inviteret indenfor på det kontor, han stadig råder over på Det Teologiske Fakultet i København. Jeg hviler mine arme på de 20 centimeter af skrivebordet mellem os, der endnu ikke er besat af teologisk tankegods. Jeg venter på en forklaring. Det Nye Testamente handler om et folk, der levede omkring Middelhavet for omkring 2.000 år siden. På den ene side består den af omvandrende karakterer som Jesus og apostle som Paulus. Ellers domineres fortællingen af folk, som lever fast på landet. “Ude på landet er man jo ikke seksualforskrækkede. Her har man jo sex, som både dyrkes af mennesker og dyr, tæt inde på livet. Det er en machokultur, som vi kender den fra Middelhavet i dag, hvor man kun får skam, hvis man ikke er tilstrækkelig seksuel aktiv.” For at kunne forstå Biblens syn på seksualitet, må man læse den som en myte, hævder Hallbäck. I Det Gamle Testamente er overlevelse uden for Edens Have betinget af, at mand og kvinde dyrker sex for at leve videre som nye generationer efter døden. Sex er dermed en betingelse for at overvinde døden. I Det Nye Testamente har Jesus overvundet døden med sin genopstandelse og kan vise det enkelte menneske vejen til det evige liv efter Jordens kommende undergang. Derfor er Jesus seksuelt afholdende. Alt andet ville være en selvmodsigelse mod myten, forklarer teologen. Hvordan kan det så være, at kun få i dag bifalder Det Nye Testamentes syn på seksualitet? “Fordi mange har en fornemmelse af, at kristendom har forbundet sex med synd. Det går tilbage til slutningen af

” + XXXXXX 2014 +

1800-tallet, hvor seksualforskrækkelsen fik en renæssance. Derfor har man stadig en folkelig opfattelse, som ikke baserer sig på viden om Det Nye Testamente.” Geert Hallbäck fremhæver, at hverken apostlen Paulus eller Jesus forbandt sex med synd, så længe det foregik inden for et ægteskab. Og netop det forhold skulle ses i et historisk perspektiv, hvor ægteskabet udgjorde en beskyttende ramme i et samfund, der var præget af konkurrence, også på markedet for parforhold. Nuvel, Paulus hævdede, at homoseksualitet ligefrem var en straf for en synd, man havde begået. “Men Paulus har også det syn, at en slave skal forblive slave. Det er der vel ikke engang nogen fra Indre Mission, der ville være enige i,” funderer Geert Hallbäck. Selv om både Jesus og Paulus anbefalede seksuel afholdenhed, var de klar over, at alle ikke var i stand til at leve som dem. Anbefalingen bygger på ideen om, at enden er nær, og at hvis man kan leve tæt forbundet med det åndelige på Jorden, har man ikke brug for sex. Så når jeg spørger den teologiske vismand foran mig til kirkens opgør med sin egen seksualforskrækkelse, smiler han. Han mener, den bunder i det moderne samfunds grænseløse omfavnelse af seksualitet. “Det eneste, der står i Det Nye Testamente, som kan vække anstød i dag, er anbefalingen af cølibat. Alt andet er jo tilladt.” Geert Hallbäck mener altså, at jeg havde stået langt dårligere i et folkekirkeligt lys, hvis jeg havde været seksuelt afholdende. Som for eksempel de katolske præster. Jeg mangler dog stadig et bud på en nutidig tolkning af de bibelske tekster. Geert Hallbäck henviser til den tyske teologiprofessor, Rudolf Bultmann, der egentlig afviste kristendommens mytologiske fortællinger. “Men Bultmann mente ikke, at man bare skulle smide kristendommen ud og beholde den naturvidenskabelige forklaring, men derimod at den mytologiske forklaring drejer sig om, hvad det vil sige at være menneske. Vi kan ikke forstå vores liv udelukkende ud fra de erfaringer, vi høster som jordiske mennesker. Det vil være kri-

Det eneste, der står i biblen, som kan vække anstød i dag, er anbefalingen af cølibat. Alt andet er jo tilladt Gert Hallbäck, lektor i teologi

Q 17

+ XXXXXXXX 2014 +

stendommens påstand. Vi bliver nødt til at søge svar fra den himmelske verden.”

Kirken på briksen

Min mor gav mig engang bogen Den lille hvide, som hun fik af sine forældre som ung. Bogen er fra 1972, og er udgivet af en gruppe kristne missionærer som en praktisk håndbog til teenagere. “En uhæmmet praktisering af onani kan medføre en sådan opelskning af selviskhed i kønslivet, at det senere kan vise sig meget svært at opleve et lykkeligt og harmonisk ægteskabeligt samliv med et andet menneske,” lyder det blandt andet i bogen. Indrømmet, jeg onanerer nogle gange, og ofte sker det til porno. Skal jeg tage den slags tolkninger og formaninger fra Den lille hvide til mig for at være en god kristen? “Nej, ikke så længe det ikke fjerner din lyst til din partner,” lyder det korte svar gennem min telefon. Jeg har fået fat i en af de eneste af landets præster, der også er uddannet sexolog. Benedikte Baggesgaard, sognepræst ved Ovsted Sogn ved Skanderborg, mener dels, at vores samfund har udviklet en seksuel normløshed, der kan give problemer under dynerne. Omvendt har hun i medierne advaret om, at visse kristne miljøer har fostret unge, hvis seksualitet er blevet blokeret af bibelsk begrundede restriktioner. Derfor har hun gennem flere år været ivrig fortaler for, at kirken bliver mere favnende i forhold til seksualitetens mange facetter. “Når kirken taler om seksualitet, er der ofte en undertone af, at man kan have sex med et forkert menneske eller man kan have et forkert begær. Og så forveksler man lyst med begær. Lysten har lidt under alle de her restriktioner i kirken.” Sexologen taler om, at kirken længe har forbundet sex med synd. Hun peger blandt andet på kirkefaderen og teologen Augustin af Hippo, der forbandt seksualiteten med syndefaldet, hvor Adam og Eva bliver fristet til at spise et æble fra kundskabens træ. “Seksualiteten er den mudrede kanal, 18

+ XXXXXX 2014 +

hvor igennem synden nedarves,” skrev Augustin. Benedikte Baggesgaard er ikke enig: “Den frugt handler jo ikke om erotik, den handler om kundskab, om magt og de titler, vi går og smykker os med. Synd er ikke lig med sex, men sådan er det blevet i manges opfattelse af kristendommen. Men det har på den tid (hvor Biblen blev skrevet, red.) været helt nødvendigt at være restriktiv omkring seksualitet. Vi taler jo om en tid, hvor der hverken var p-piller eller kondomer.” Men hun opfordrer dog til, at kirken tager en del af fortidens etik og moral i brug i nutiden. For at give unge en ballast i deres udforskning af seksualiteten skal kirken for eksempel opfordre dem til at tage vare på hinanden, når de går på opdagelse i sig selv og hinanden. “De af os, der er mere frisindede, vi er ofte bange for at tale om moral, fordi det bliver noget med løftede pegefingre. Men det ganske almindelige næstekærlighedsbudskab – at man skal tage vare på de mennesker, man kommer i berøring med – det gælder i høj grad også, når vi taler om seksualitet, hvor et andet menneske deler sin krop og sig selv med os.” De fleste i folkekirken er altså enige om, at kirken må tage seksualiteten alvorligt uden at fordømme og udstøde. Så sex stadig dyrkes i kærlighedens navn, og vi tager vare på hinanden, når vi åbner os og giver af os selv. Min morfar tog måske fejl, da han mente, det var nødvendigt at angre sin seksuelle adfærd med sit hjertes udkårne. Men han var i hvert fald ikke ligeglad med sin seksualitet. Forskellen mellem ham og mig, er, at han ikke havde samme mulighed for at vælge livstolkning. Han voksede op i en kultur, hvor børn kunne være bastarder, og hvor det at dyrke sex uden for ægteskab betød, at man horede eller begik utugt. I dag kan jeg rejse i det kirkelige landskab, som jeg har lyst til og måske finde en retning, der kan rumme mig og min adfærd. Eller stille mig uden for den kristne tolkning. Til fælles har vi, at jeg heller ikke er ligeglad med min seksualitet. +

”

Vi taler jo om en tid hvor der hverken var p-piller eller kondomer Benedikte Baggesgaard, sexolog og præst

+ KÆRLIGHEDEN +

Den svære kærlighed og salmedigterne

+ KÆRLIGHEDEN +

”

Den danske salmebog har, om noget værk, gennem generationerne været brugt som både musikalsk bagtæppe og refleksionsrum for de store begivenheder i den almindelige danskers liv, dåb, bryllup, begravelse. Så hvordan med kærligheden mellem mand og kvinde? spørger journalist Paula Larrain litteraturhistoriker Erik A. Nielsen. Kan vi blive klogere på den gennem salmebogen? Den er nærmest ikke berørt i salmebogen, bliver det skuffende svar fra professoren. I en tid, hvor det moderne menneske ser ud til at være vanvittigt optaget af det erotiske og af at finde kærligheden, leve den og forstå den, undrer det både litteraturhistorikeren og journalisten: Er det mon derfor, folk kan mene, at kirken ikke følger med tiden? Af Paula Larrain

er er masser af kærlighed gengivet i salmebogen. Men langt det meste af den kærlighed, som beskrives af de store salmedigtere, er kærligheden til Gud. Den vertikale kærlighed som bevæger sig over flere niveauer – oppefra og ned, nedefra og op – om man vil. Hvad med kærligheden mellem mennesker? Den er der, men først gennem Grundtvig bliver den tydelig. Som den seneste af de tre store kendte salmedigtere, er han den, der kommer nærmest kærligheden mellem mand og kvinde. Kingo (1634-1703) var fra Oplysningstiden, Brorson (1694-1764) repræsenterede Pietismen og Grundtvig (1783-1872) var en del af Romantikken. Erik A. Nielsen fortæller: ”Grundtvig havde menneskers indbyrdes, jordiske kærlighed med, fordi han så den som kimen til den himmelske kærlighed. I modsætning til Kingo og Brorson. Det mærkelige ved Kingo og Brorson er, at man skal lede forgæves efter et eneste kærligt ord om kvinden og kærligheden til kvinden. Det eneste Kingo skriver om kvinden, er i salmen ’Far Verden, Far vel’: ”Din skål synes honning, men drikken er led.” En fæl konstatering man i dag kan trække på smilebåndet af. Litteraturhistorikeren forklarer: ”Det var en klar hentydning til tidens nye opdagelse, kønssygdomme. Altså var den menneskelige kærlighed, omsat til erotikken, ensbetydende med at man blev syg, og det kan være forklaringen på denne bitre hentydning til kvinden. Kingo var i det hele taget ikke optaget af den jordiske kærlighed i salmedigtningen, men kun kærligheden til Gud. Verset begynder med ”Ak, kødelig lyst” og slutter i ”forfængelighed”.

De har skrevet mange kærlighedsdigte, men ingen salmer, der omhandler kærlighed til kvinden

Ak, kødelig lyst, som mangen med dødelig læbe har kyss't! dit fængende tønder, din flyvende gnist blev mangen til evige luer til sidst; din skål synes honning, men drikken er led, forfængelighed! Thomas Kingo, Far verden, farvel, – 1681 Kan den nærliggende forklaring være den, at Kingo og Brorson ikke elskede deres kvinder? Erik A. Nielsen: ”Nej, det handler om, at de ikke syntes, at det kom salmerne ved. De har skrevet mange kærlighedsdigte, men ingen salmer, der omhandler kærlighed til kvinden. Brorson var gift to gange og havde masser af børn og var derfor hyppig gæst i kvindernes seng, men der er ikke et eneste taknemmeligt ord om det i salmerne. Den type kærlighed kommer først til i salmerne med Grundtvig. Pietisten Brorson benytter flittigt ordene fra Højsangen i Det Gamle Testamente, men disse bliver udlagt som kærligheden til Gud og ikke mellem mennesker. Det viser, at Brorson og Kingo og samtiden i øvrigt meget energisk forsøger at flytte alt, hvad man ved om kærlighed til en lodret størrelse, altså det vertikale, forholdet til Gud. Hos Grundtvig er der et meget mere passioneret forhold til kærligheden, et mere moderne forhold, om man vil. Men stadig vil jeg sige, at der i hele vores salmebog ikke er et eneste digt, der handler om at være forelsket og alt det, der kan opstå mellem mennesker af glæde, lykke og smerte. Jeg synes, det er en stor udfordring til en moderne kirke, at den ikke rummer tekster, som forholder sig til, hvordan vi lever vores liv – til hvordan du har det i dit forhold her og nu. Er du lykkelig eller ulykkelig i dit forhold? Hvad har kirkens tekster at sige til det? Dette handler jo i høj grad om det liv, vi lever og de ting, vi går 21

+ XXXXXXXX 2014 +

allermest op i gennem vores liv. Det gælder også i forhold til kærlighed til børn og forældre. De er heller ikke med i salmebogen. Og det er da mærkeligt.” Ja, det er mærkeligt, nu du siger det. Men næstekærligheden, den er da med? Erik A. Nielsen: ”Den er langt mere med. Ja, den er et kristent hovedtema. Det var afgørende for pietisterne, at næstekærligheden kom til udtryk, men det er underligt, at kirken i sit sprog mangler dét, der rummer kilden til folks største lykke eller ulykke, nemlig erotikken. Det betyder jo også, at præsterne må gå på særlige kurser i sexologi eller andet, der hører til parforholdet, hvis de pludseligt bliver involveret i noget, som de ikke kan finde nogen fornuftige ord om hverken i Bibelen eller i salmebogen.” Jeg undrer mig over, hvorfor kroppens oplevelse ikke er med? Krop og ånd hænger jo sammen. Kroppen er vel en del af den treenighed, der gør 22

os til mennesker: Krop, ånd og sind? Vi er på jorden i fysisk form, som kroppe, så den kærlighed vi oplever, er i allerhøjeste grad fysisk. Hvordan kan vi dog have skabt et sprog i kirken, der ser bort fra kroppen, når kroppen er en logisk del af det at være menneske? Erik A. Nielsen: ”Helt tilbage fra Luther er der i kristendommen kommet en underlig barriere mellem det himmelske og det jordiske. Og kroppen blev i meget lang tid kun opfattet som en kilde til forstyrrelse. Syndens kilde. Man skulle helst forsage det fysiske og kontrollere kroppens forskellige tilskyndelser. På den baggrund kan det være svært pludseligt at skulle hylde al den herlighed, som vi kan opleve med kroppen. Når vi oplever det, som er allermest dejligt, så mener salmedigterne, at det skal omfortolkes til en åndelig taknemmelighed over, at verden er skabt så skønt.” Og det kan man da godt undre sig over, når Gud skabte både mand og kvinde og altså herunder den fysiske

relation og seksualiteten. Hænger forsagelsen af kroppen sammen med fortællingen om Adam og Eva, og deres skamfulde nøgenhed efter syndefaldet? Erik A. Nielsen: ”Jeg er ved at genlæse Miltons Det tabte paradis, og her går han da ud fra, at Adam og Eva havde et aldeles fortræffeligt seksuelt forhold, mens de var i Paradiset, med ekstase, troskyldighed og hengivelse. Men efter Eva fik Adam til at bide med af æblet, ændrede det sig, og med nøgenheden kom liderligheden. Saligheden blev gennemtrængt af den lyst, som Fanden har besat, og vi fik den perverterede lyst, der vender sit ansigt bort fra kærligheden. Her sondrer Milton meget fint mellem det seksuelle før syndefaldet og efter. Altså, at der pludseligt kommer en lyst, som ikke opfylder kærlighedens sande formål. Så mens nogle har ment, at der gik et udpræget skel mellem kærlighed og lyst, mente Milton, nej, lysten findes i to former: I en salig form og i en forbandet form. Og her er altså et religiøst tema, der inkluderer det erotiske og lysten, men som man i salmedigtningen på den tid ikke har villet tage op.” Så det, der optager folk i deres dagligdag, og som også egentlig forbindes med Gud og hans skabelse, bliver først taget op i salmedigtningen på Grundtvigs tid? Erik A. Nielsen: ”Ja, man skulle tro, at den romantiske digter B.S. Ingemann, som har skrevet glødende kærlighedsdigte, ville gøre noget ud af det. Da han endelig skal bidrage til salmebogen, så holder han sig til at skrive om børn! Grundtvig har eros med, men meget dæmpet ned, formodentlig fordi den har været svær at placere i salmedigtningen i øvrigt. Mesterværket i denne henseende er bryllupssalmen ’Jeg ved en blomst så fager og fin’. Den bygger på forestillingen om, at kærligheden er en smuk rose, der vokser i det jordiske, men plantet ud fra det sted, hvor den egentlig vokser, nemlig i Paradiset. Så kærligheden på Jorden er en vildtvoksende rose, som Adam og Eva måske oven i købet har haft med sig fra Paradiset.”

+ XXXXXX 2014 +

Jeg ved en blomst så favr og fin, dens duft gør hjerter glade, dens saft er som den klare vin, så liflig fin som rosens er dens blade. Den favre blomst er kærlighed, et kunstværk af Guds finger, den vokser op, før støv det ved, i lønlighed, til dejlig den udspringer. Den vokser vildt dog kun på jord, undtagen i Guds Eden, kun dér, ved livets flod, den gror og står i flor med duft for evigheden. Ved brudeblus i Jesu navn dog gode råd vi finde, thi Paradis er i hans favn: sin fødestavn skal blomsten atter vinde. Velsignelsen af Jesu mund, hvor kærlighed er inde, omplanter i en salig stund på hellig grund den blomst hos mand og kvinde. De to da vorder ét på ny ved kærligheds vidunder, som kun forklares over sky, hvor lysets by på kærlighed sig grunder. N.F.S. Grundtvig, 1843

”

”Grundtvigs konklusion her er, at der er en smuk jordisk rose i den jordiske kærlighed, men at der findes en endnu skønnere rose i Paradiset. Og så opstår den grænse, hvor Grundtvig korresponderer mellem kærligheden her og i Himlen, og deraf ser en sammenhæng mellem kærligheden til Gud og kærlighed mellem mennesker. Det er hans andet ægteskab med Marie Toft, der for alvor lukker op for denne nye indsigt, og hvor han finder den dybere fortolkning af, hvad menneskers kærlighedsevne er.”

Vi i vor tid har meget fokus på den brændende forelskelse og på den overdrevne seksualitet, måske på bekostning af den langvarige og blivende kærlighed

Nikolai Frederik Severin Grundtvig, 1783-1872, dansk salmedigter, præst og politiker. Var gift 3 gange, og skrev den kendte bryllupssalme ’Det er så yndigt at følges ad’ til et sølvbryllup. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har Grundtvig skrevet de 163 salmer og lavet 90 gendigtninger. De kendteste er ’Nu falmer skoven trindt om land’ (DDS 729), ’Et barn er født i Bethlehem ’(DDS 104), ’Dejlig er den himmel blå’ (DDS 136) og ’Vær velkommen Herrens år’ (DDS 74). 23

+ KÆRLIGHEDEN +

Thomas Hansen Kingo, 1634 – 1703, dansk biskop og salmedigter. Var gift tre gange, og skrev det glødende kærlighedsdigt, Chrysillis, på 16 vers til sin anden kone, Sille Balchenborg. Hun døde dog allerede et år efter deres ægteskab blev indgået. I Den Danske Salmebog er der 82 originale salmer af Kingo. De kendteste er ’Sorrig og glæde’ (46 DDS), ’Far verden, far vel’ (614 DDS), ’Som den gyldne sol frembyder’ (727 DDS) og ’Vågn op og slå på dine strenge’ (745 DDS).

Hans Adolph Brorson, 1694-1764, dansk biskop og salmedigter. Var gift to gange og fik 16 børn. Brorson var stærkt påvirket af pietismen, en kirkelig retning der var præget af fromhed og personlig, levende tro. I Den Danske Salmebog er der 116 gendigtede eller originale salmer af Brorson. De kendteste er ’Op al den ting, som Gud har gjort’ (15 DDS), ’Den yndigste rose er funden’ (122 DDS) og ’Her vil ties, her vil bies’ (557 DDS). 24

Kan det være meningen, at vi også skal tillære os kærligheden, selvom vi er født med den, og har fået den foræret af Gud? Erik A. Nielsen: ”Hvis man ser på forelskelsens historie, så vil man opdage, at forelskelse siden antikken og op til Holbergs tid blev anset for at være vanvid, og af Ludvig Holberg (1684-1754) bliver de figurer, der hengiver sig til forelskelsen, portrætteret som de rene narre. Men så sker det, som vi har talt om, at nogen finder ud af, at det da måske nok er galskab, men at det er en himmelsk galskab, en beruselse i Himlens nektar. Og så begynder folk at gifte sig af kærlighed og ikke kun af fornuft. Som vi kender det fra Romantikken. Som forfatteren Henrik Pontoppidan har sagt det: I gamle dage skabte man ægteskab ved at sætte en kold gryde over ilden, hvorefter man langsomt lod indhol-

det varme op. Nu til dags sætter man en skoldhed gryde midt på gulvet og lader langsomt varmen køle ned.” Erik A. Nielsen fortsætter: ”Det er kommet til at betyde, at vi i vor tid har meget fokus på den brændende forelskelse og på den overdrevne seksualitet, måske på bekostning af den langvarige og blivende kærlighed. På en måde har vi gjort kærlighedens vilkår sværere for vores børn og børnebørn.” Han tilføjer: ”Alt dette må kirken og salmebogen da kunne sige noget klogt om. Man burde udskrive en salmekonkurrence, så vi fik nye salmer om kærlighed og forelskelse, og hvad det betyder set i lyset af kristendommen. Kirken og de salmer vi synger, skal da kunne sige noget klogt om vores liv med hinanden.” +

Dr. Phil. Erik A. Nielsen, f. 1941, dansk litteraturhistoriker, gift med Margrete Auken. Ansat ved Københavns Universitet fra 1969, fra 2005-11 som professor, i 14 år medlem af Kirkeministeriets liturgikommission. Forfatter til flerbindsværket om kristendommens billedsprog, ”Billed-sprog”, med værkerne ”Kristendommens retorik”, ”Thomas Kingo – barok, enevælde og kristendom”, ”H. A. Brorson. Pietisme, meditation, erotik”.

+ KÆRLIGHEDENS VEJE OG VILDVEJE +

Den himmelske

brudefærd

Mange anser Kærligheden – hvad pokker den så end er – for det største af alt og mener som Paulus, at Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt - uden Kærlighed er mennesket et rungende malm og en klingende bjælde. På den anden side sætter Meister Eckhart Afsondretheden højere end Kærligheden. For bringer Kærligheden mennesket til at udholde alt for Guds skyld, så bringer Afsondretheden det til at være modtagelig for Gud. Afsondretheden gør mennesket til Guds spejlbillede. For at Gud er Gud beror på menneskets ubevægelige Afsondrethed, så det kan blive ét med ham i stilheden. Det vil sige: Intet. Men mennesket har så mange sære ting for og vil snart det ene, snart det andet. Det vil giftes med Jesus og holde fest i Himlen, og det hele ender i et guddommeligt bryllup. Og sådan er det. + Tekst Oskar K / Tegning Dorte Karrebæk

+ XXXXXXXX 2014 +

+ XXXXXX 2014 +

+ VOXPOP +

KENDTE OM KÆRLIGHED

ER KÆRLIGHED Bjarne Reuter Hvad er kærlighed for dig? For mig er kærlighed altid konkret, skønt den er mangesidet og i evig forandring, til forvirring, til glæde, gør mig blind, skønt den er et kompas og større end noget som helst andet. Tænker på mine børn, mine venner, men frem for alt på min kone, som har lært mig dens abc. Hvad er det sværeste ved kærlighed? Der er ikke noget, der er svært ved kærlighed. Den er der bare. Ingen kan forberede sig på kærligheden, ligesom man ikke kan forberede sig på at miste den. Er kærlighed gratis? Kærligheden hører til de gratis glæder. Den er aldrig på udsalg, og man kan ikke afdrage den. Den er et vilkår. Skulle den nogensinde blive prissat, ville jeg aldrig få råd til den. +

BJARNE REUTER har gendigtet hele Biblen i ”Bogen – biblen genfortalt” en genfortælling for voksne, udgivet på Bibelselskabet.

Marianne Jelved

foto Nicolas Tobias Følsgaard

Hvad er kærlighed for dig? Kærlighed er mange slags følelser på en og samme tid. Følelser, der spænder fra hengivelse, omsorg, omhu og glæde, over følelsen af ansvar for et andet menneskes liv og for den andens opfattelse af sig selv, til angst for uerstattelige tab. Under det hele bæres kærlighed af betingelsesløshed. Kærlighed er det største. Den betingelsesløse kærlighed binder forældre/de voksne sammen og binder forældre/de voksne og børn sammen med hinanden. Kærlighed er afhængighed. Og det er rigtig svært, for så giver man sig selv.

MARIANNE JELVED, Kultur- og kirkeminister, folketingsmedlem for Radikale Venstre siden 1987.

Hvad er det sværeste ved kærlighed? Det sværeste er at beherske trangen til at forme den anden – partneren eller barnet – i sit eget billede. Og tværtimod at lade det andet menneske være beroende i sit eget unikke væsen – i sin egen ret. Fordi ethvert menneske er sig selv, og kærligheden må give rum til det andet menneske. Smerten over svigt og afsked er slem. Derfor er det bedst, hvis man kan respektere hinanden og kan ac-

ceptere den andens valg og respektere menneskets værd i sig selv, dets værdighed, integritet, sårbarhed og selvbestemmelse. Og at det er gensidigt. Er kærlighed gratis? Der er ikke nogen følelse eller engagement i den anden, der er gratis. Alt har sin pris. Vi kan føle os opløftet, som på en sky, eller vi kan føle os svigtet, og det kan opleves som en høj pris, fordi det gør ondt. Men vi er også til for hinanden, fordi vi er sociale væsener og har brug for det fællesskab, der giver os nærvær og anerkendelse og accept. Der er altid en vej, og vi har altid vort eget ansvar for at finde en vej, der giver livet mening og betydning. Og det kræver vor egen indsats og vor egen åbenhed for den anden. Vi må ikke glemme, at vi ser og hører os selv gennem andres øjne og stemmer. Med Løgstrup: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.+

+ VOXPOP +

GRATIS? Sissel-Jo Gazan Hvad er kærlighed for dig? Et blik der fortæller mig, at den der ser på mig, kender mig alt for godt. Fx når min toårige søn pludselig stryger mig over håret og siger: ”Træt, Mummy?” Eller når min mand ser op på mig fra blandt publikum, når jeg sidder veloplagt og veltalende på en scene, og jeg i hans blik kan se, at han udmærket ved, jeg er træt og ved, at jeg den dag måske hellere ville have ligget derhjemme i hans arm, uden for spotlightet. Den kærlighed giver så mange kræfter til at fortsætte og trodse al slags vejr.

Er kærlighed gratis? Kærlighed er gratis, for man elsker fuldkommen uafhængigt af alt. Kærligheden er ligeglad med, om den er ulogisk, upraktisk, besværlig og endda ugengældt. Kærligheden er mere som en flod. Nogle steder en lille rislende bæk, andre steder et brusende vand. Og det giver jo ikke mening at spørge, om en flod er gratis. Den er et naturfænomen eller en tilstand. Ligesom kærligheden. +

Hvad er det sværeste ved kærlighed? At skændes konstruktivt. Jeg er hidsig og får let sagt ting, der kompromitterer kærligheden, men det er jo meningen, at et skænderi skal bygge op og styrke, ikke tære på kærlighedens hovedstol. Det er en stor kunst at skændes konstruktivt.

SISSEL-JO GAZAN er krimiforfatter, men har også udgivet interviewbogen ”Sig Ja! Hvad præster ved om kærlighed” på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Kathrine Lilleør Hvad er kærlighed for dig? Kærlighed er, at Gud, min elskede, mine døtre, min ven, veninde, kollega, kordegn og menighed ser mine fejl, og alligevel bærer over med mig. Hvad er det sværeste ved kærlighed? At kærligheden mellem mennesker kan høre op. Og ikke nok med det. Men når kærligheden hører op, hører den altid op med tilbagevirkende kraft. Man ser den anden i et nyt lys, og den tid, man har haft sammen, drejes 180 grader. Alle de fejl, kærligheden før så mildt holdt hånden over, ligger blotlagt i al deres ubehagelighed.

KATHRINE LILLEØR er sognepræst i Slagslunde-Ganløse, og har senest udgivet bøgerne ”Kvinde, hvorfor græder du?” og ”Kærlighed er” på forlaget Bianco Luno.

Er kærligheden gratis? Ja. Det kan være meget svært at acceptere. Kærlighed kan ikke stampes op af jorden. Den er altid en velsignelse. Kærligheden gives ud af det blå, uden at vi aner, hvad vi har gjort for, at den sænker sig i os. Kun ét får vi på denne side af Guds evighed at vide om kærlighedens mysterium: ”Vi elsker, fordi Han elskede os først.” +

+ PARFORHOLDET +

Parforholdet kræver benhårdt arbejde

Ægteskabet er i krise, synes det at runge fra alle sider. Men skal kærligheden opfattes som en pligt eller en holdning, og hvordan passer ægteskabet og de forpligtelser, der følger med, ind i det moderne menneskes liv og selvforståelse? Samtale med sognepræst PERNILLE ØSTREM fra tv-programmet Gift ved første blik. Af Marianne Lentz

”

Det er ikke blevet sagt højt nok – og der har heller ikke rigtig været nogen talerstol at stille sig op at sige det på – men det er benhårdt arbejde at være i et parforhold Pernille Østrem fra Gift ved første blik DR3

et er lidt som et stykke tøj, der passer os utroligt dårligt. Og skal vi så sy skjorten om, skal vi træne os selv, eller skal vi helt lade være at tage den på?” Pernille Østrem er sognepræst i Stefanskirken i København, og ovenstående er hendes analogi til parforholdet, som det tilsyneladende opleves af mange i dag. Ifølge præsten er kærligheden, og i særdeleshed den ægteskabelige kærlighed, i krise. ”Det er en krise, at så mange mennesker føler sig ensomme, og at det at være i et parforhold – som jo kan skabe uendelig glæde og udvikling og har potentiale for alt muligt – også skaber så meget sorg og ulykke. Det er virkelig et samfundsproblem. Og et eksistentielt problem, og sikkert også et økonomisk problem for samfundet. Vi er alle sammen meget mere hjemløse, end vi behøver at være,” slår hun fast. Årsagen skal man ifølge Østrem finde i uoverensstemmelsen mellem vores forestilling om kærligheden og så det, man kan kalde virkelighedens kærlighed: ”Det er ikke blevet sagt højt nok – og der har heller ikke rigtig været nogen talerstol at stille sig op at sige det på – men det er benhårdt arbejde at være i et parforhold. Det kræver 120 procent. Ikke 120 kilometer i timen, men 120 procent, og så helt ned i gear.” Den 39-årige præst blev landskendt, da hun over otte uger sidste efterår gav råd og vejledning til tre unge par i DR3realityprogrammet Gift ved første blik. Her indgik seks singler på jagt efter kærligheden i et eksperiment: De skulle giftes med en person, de aldrig havde mødt før. Holde bryllupsfest, tage på bryllupsrejse, flytte sammen og få en hverdag til at fungere. Parrene blev matchet af et ekspertpanel bestående af en antropolog, to psykologer og en præst – Pernille Østrem. Programmet, der i sendeperioden var det mest sete på DRs streamingtjeneste, vakte både debat og forargelse, men fik også ros for at være autentisk, begavet og

tankevækkende. Pernille Østrem er da heller ikke i tvivl om, at Gift ved første blik ramte ned i noget centralt. ”Det var som at hælde vand på en udtørret potteplante,” siger hun. ”Parforholdet er jo en samfundsbærende struktur, som de fleste af os gerne vil ind i. Men vi har meget få redskaber til at få det til at fungere.”

Det tager tid at skændes

I 2012 var der 15.709 skilsmisser i Danmark. Det er lidt flere end de foregående år, ligesom skilsmisseprocenten på 43 procent er steget, og nu ligger på det højeste niveau siden 2005. Dertil kommer de ugifte par, som gik fra hinanden i årets løb. Det var givetvis ikke det, der var planen. De mange par, der hvert år giver hinanden deres ja foran alteret, og som lover at elske hinanden i lyst og nød til døden skiller dem ad – de indgår vel en kærlighedskontrakt, fordi de planlægger at holde fast i den. Men hvorfor går det så alligevel galt i næsten halvdelen af tilfældene? I sit arbejde som præst møder Pernille Østrem mange unge mennesker, der har svært ved det med kærligheden. Og hun har gjort sig en række observationer, som synes at gælde for et bredt udsnit af dem. ”Jeg møder tit mennesker, som ikke rigtig har brug for en anden. De kan sagtens klare sig selv økonomisk og følelsesmæssigt, og de får en masse behov dækket hos deres venner. De er ekstremt selvstændige. Og det kan gøre det lidt svært at leve i et kærlighedsforhold, for der må man faktisk godt være lidt afhængig af den anden. Dér må det gerne være sådan, at alting ville bryde sammen, hvis den anden ikke længere var der,” siger hun. Det er ikke godt for mennesket at være alene, hedder det i Bibelen, og selvom de seks singler i Gift ved første blik samstemmende sagde, at de ikke rigtig manglede noget i deres liv – bortset altså lige fra det ekstra, som parforholdet kan give – havde de jo ikke desto mindre meldt sig til at deltage i programmet. Vi vil altså gerne kærligheden, men – og det hænger sammen med en anden af Pernille Østrems observationer – vi har ikke

”

Hvis man viser sig selv frem som uperfekt, oplever jeg, at det genererer mere ærlighed og omsorg Pernille Østrem

altid plads til den i vores liv: ”Der er ikke tid. Hvor er det lige i din hverdag, at den der mand skal befinde sig henne? Jeg mener jo, at man skal bruge lige så meget krudt på sit familieliv eller sin kæreste, som man bruger på sin karriere, sin bil, sine venner, sin fitness og sit pis og papir. Men det er de færreste af os, der kan afse tid til det med den måde, vi lever på.” Parforholdet kræver fordybelse, og det er der meget lidt tid til. En diskussion kan ikke løses på fem minutter, og så er det, at konflikterne begynder at hobe sig op. ”Man fjerner sig hele tiden fra der, hvor det brænder på, og der, hvor det er svært. Hele vores samfundsstruktur og vores uafhængighed kan sætte os i nogle overfladiske situationer, som kan gøre, at vi ikke er i stand til at bevæge os dybere ned i os selv. At det bliver for hårdt at tage kampene.” For sagen er, at det at leve sammen med et andet menneske ikke bare er ’lige det ekstra’, som de unge i DRprogrammet syntes, de manglede. ”Et parforhold er banebrydende, det forandrer en. Man kommer til at gå på kompromis, som man aldrig troede, at man ville, man kommer til at gennemleve ydmygelser, hvor den anden ser en på måder, man aldrig havde lyst til at skulle ses, der kommer til at være sygdom og savn og tab, som man skal gennemleve. Det er vildt, og det kræver så meget energi og opmærksomhed.” Og det har vi måske glemt i forbifarten. Måske har vi glemt at huske hinanden på, at kærlighed nok er skønt og dejligt, men at det er alt andet end nemt.

Kærlighed som pligt

Teolog og debattør Katrine Winkel Holm er forfatter til bogen Rend mig i kødgryderne – et opgør med ideen om, at kvinder skal prioritere karrieren på lige fod med mænd. Konsekvensen af det er ifølge hende, at familien som 33

kulturbærende institution devalueres, og at børnene bliver taberne. ”Vi lever i et meget ægteskabsfjendtligt samfund. Det er hårdt at være en familie i dag, hvis man ser på normen med dobbeltarbejde og to børn. Det er meget barsk. Man er sendt i øst og vest, ser kun hinanden ved 17-tiden, og der når man lige at skændes om, hvem der skal tømme opvaskemaskinen,” siger hun. Og så går det ifølge Winkel Holm, der selv er gift og mor til tre, galt, fordi det, hun kalder pligtkærligheden, har dårlige kår i dag. Ideen om at man skal elske sin kone uanset hvor bredbaget og gråhåret, hun er blevet, er ikke længere et etos, vi efterlever. I stedet har vi med tiden opbygget en illusion om, at kærligheden udelukkende er baseret på følelser, og hvor troskaben falmer, når brusen er gået af forelskelsen. ”Det kristne ægteskab skal baseres på et løfte. I dag har man skrællet pligten ud og gjort ægteskabet til en kærlighedsfest, så hvis bare man elsker hinanden, har man krav på Guds velsignelse, for han elsker folk, der elsker hinanden. Vi har gjort kærligheden til noget religiøst – en religionserstatning. Vi forventer, at kærligheden tåler alt, udholder alt, men pointen i det skriftord er, at det er Guds kærlighed, der tåler og udholder alt. Den jordiske kærlighed kan ikke klare sig uden et løfte, og hvis du ikke har det, så overbelaster du den,” lyder det fra Winkel Holm. Hun beskriver, hvordan folk i hendes kvarter bliver skilt for et godt ord. ”Det er vores tids borgerlige moral. I dag er det blevet sådan, at når du ikke længere er forelsket, så har du ret og næsten også pligt til at gå. Så er det uoprigtigt. Det er en gammel, romantisk, kulturradikal forestilling. Og der har kirken et modbudskab, som siger, at kærlighed er meget større og meget mere krævende, indskrænkende og

”

Vi har gjort kærligheden til noget religiøst – en religionserstatning Katrine Winkel Holm

behovsudsættende – det er en afkaldsetik. Men den er ikke særlig populær i dag.”

At beslutte sig for kærligheden

Spørger man Pia Søltoft, forskningslektor og ph.d. ved Søren Kierkegaard Forskningscentret, er der kun én kærlighed, som kan være en pligt, og det er næstekærligheden. ”Men for at kunne efterkomme den pligt, som Bibelen taler om, er vi nødt til at trække på de erfaringer med kærlighed, vi har fra andre relationer – fra ægteskabet, forældreskabet, søskenderelationer og venskaber. Uden dem ville vi ikke vide, hvad det at elske var,” forklarer hun. Når forelskelsen falmer i ægteskabet – og det ved Kierkegaard godt, at den uvægerligt gør, selvom han aldrig selv blev gift – må man finde støtte i den beslutning, man traf, da man giftede sig: ”Den ægteskabelige kærlighed hviler ifølge Kierkegaard på forelskelsen og bliver ved ægteskabets indgåelse tilsat en beslutning. Hvis man som par vælger at leve sammen for Gud, forpligter man sig også til at holde den beslutning og bevare kærligheden.” Kierkegaards syn på ægteskabet stemmer altså meget godt overens med Katrine Winkel Holms udlægning; at vi må holde fast i det grundlag, vi har forpligtet os på. Men hvordan passer disse bud om forpligtelse og afkald til det moderne menneskes liv og selvopfattelse? Vi er alle blevet projektmennesker med individuelle ambitioner og behov, og spørgsmålet er, om det kan kombineres med ægteskabet, som det tager sig ud i den bibelske optik. Det spørgsmål har Pernille Østrem også stillet sig selv. Om det klassiske parforhold har spillet fallit, og vi skal til at revidere vores opfattelse af, hvad det vil sige at leve sammen i en kærlighedsrelation. Det

mener hun ikke, at vi nødvendigvis behøver. Til gengæld er hun ikke i tvivl om, at der kan være god grund til at korrigere ideen om, hvad kærlighed og ægteskab er og skal være. Til en start kunne man bruge sin sunde fornuft noget mere.

Meningen ligger i udvekslingen

”Der er ikke noget galt i at være forelsket og erotisk tiltrukket af hinanden, men vi kan faktisk godt øve os i at træffe sunde valg. Det kan godt være, det ikke er så sexet, men når forelskelsen opstår, skal man kigge på, hvor man passer dårligt sammen, og hvor man kan komme til at såre hinanden. Og sige: Her skal vi slå til. For forskelligheden kan også skabe en dynamik, som kan gøre en klogere både som individ og som par.” Dermed er vi tilbage til redskaberne. Det er i Østrems optik altafgørende, at man i begyndelsen af et forhold finder frem til nogle gode måder at løse konflikter på. For eksempel kan man øve sig i at udvise storsind over for den andens fejl og mangler. Til gengæld mener hun ikke, at man skal forvente, at det grundlag, man blev gift på – forelskelsen og kærligheden – er nok i sig selv. Og selvom hun i lyse øjeblikke godt kan blive forelsket i sin mand, som hun har kendt i ti år, er det ikke den romantiske kærlighed, hun baserer sit dagligliv på: ”Det er et valg og en sammentømring og at vi har arbejdet os gennem kriserne; alt det, vi har bygget op sammen. Det er det, at jeg kender ham så godt og ved, at når han gør sådan der, så skal jeg bare lige holde min kæft. At jeg har opbygget en mildhed, hvor jeg måske tidligere i

forholdet ville have råbt af ham hver gang, han gjorde det – nu ved jeg, at jeg bare lige så stille skal sætte mig ind ved siden af. Og det er en kærlighedshandling. Jeg ofrer mig, jeg træder til side, jeg går på kompromis med min umiddelbare måde at reagere på, og det skaber så meget dynamik, og man får så meget tilbage.” Konflikter og sorg og vrede og alle de grimme følelser kan ikke undgås, når man er tæt på et andet menneske. Til gengæld giver intimiteten og nærheden mulighed for at vise sin sårbarhed og sin uperfekthed. ”Der er chancer for at få lov til at være et meget ærligt menneske. Og hvis man viser sig selv frem som uperfekt, oplever jeg, at det genererer mere ærlighed og omsorg. Og man kommer dybere ned i sine personlige og eksistentielle lag. Det kan blive meget umiddelbart, hvad meningen med livet er. Det sker simpelthen i udvekslingen – hvor man viser sin sårbarhed og griber ud efter hinanden og standser op, fordi der er en, der har brug for hjælp.”

Kirkens ansvar

Østrem italesætter ikke kærlighed som pligt eller beslutning, men snarere som noget, der er nedlagt i os fra fødslen. Noget, der strømmer igennem os, og som det ville være dumt ikke at give videre. ”Vi er tanket op fra starten. Meningen er givet, og den var, at vi skulle sprede kærlighed og have mellemværender med hinanden – ikke være alene. Grundlaget er sat, vi skal bare kaste os ind i kampen.” Og kirken, hvor befinder den sig i alt det her? Den har naturligvis et

ansvar, mener Pernille Østrem. Den måtte godt være langt mere på banen, end den er i dag, når det kommer til at hjælpe folk gennem de perioder, hvor kærligheden har trange kår. ”Vi er jo toastmaster ved den første time af folks bryllup. Og man kan med hele sit væsen vise, at det her er jeres kirke, jeg er jeres præst, og her får I hjem, når I gifter jer. Det er her, I kan vende tilbage, både når I skal sige tak, men også, når I føler jer hjemløse og ikke ved, hvor I ellers skal gå hen. Hvis det spejles og vises og siges i alt, hvad der sker, så synes jeg, kirken har taget ansvar.” For tiden arbejder hun på at udvikle et koncept, hvor kirken stiller sig til rådighed før eller efter brylluppet. Det involverer både parterapi og samtale, livstydning og snak om kropslighed. Og der er mange ting, man kan tale om på forhånd, hvis man spørger Pernille Østrem: ”Jeg kunne godt tænke mig, at alle par, der blev gift, havde mulighed for at tale om deres syn på utroskab på et oplyst grundlag – hvor der for eksempel var en psykolog eller præst med særlige evner til stede, som kunne give nogle redskaber til at føre den samtale.” Hun afslutter: ”Og hvad med om vi var lidt mere ærlige om, at parforhold er megasvært. Vi må godt se hinanden lidt nøgne. Det er jo et kollektivt problem, når en samfundsbærende struktur som ægteskabet vakler. Det må vi ikke være nonchalante med.” +

”

Daniel er værd at spørge til råds, fordi han siger sin mening, også når sandheden er ilde hørt Tao

+ VENSKABET +

”

Tao er Impulsiv, får idé på idé på idé og er fyldt med alle de kvaliteter jeg savner. Et venskab, der får energi af forskelligheden Daniel

”

Du er min åndsfælle, min livsledsager og min allerbedste ven Marianne

+ VENSKABET +

”

Det er rart, at Marianne stadig kan se på mig med sådan et blik efter næsten halvtreds år Bjarne

”

Når man er sammen med Bjørk så sker der altid noget, man får aldrig lov til bare at lave ingenting Valdemar

+ VENSKABET +

”

Valdemar har altid været lidt langsom og drømmende, men det falder ligesom på plads for jeg kan godt lide at bestemme Bjørk

â&#x20AC;?

Malle er min klippe Katrine

+ VENSKABET +

â&#x20AC;?

At Katrine er der, som ven og vidne til mit liv, giver mig en grundlĂŚggende tryghed og bevidstheden om, at selv om jeg strejfer omkring i livets op og nedture, farer jeg aldrig helt vild Malle

+ FÆLLESSKABET +

Guds

SØNDERBRUDTE krop

ropsløs, kønsløs, verdensforsagende og seksualforskrækket. Kritikken af kristendommens syn på kroppen er ikke til at tage fejl af. Og den er værd at tage alvorlig. Kritikken kommer fra en kultur, hvor kroppen og det kropslige på en helt anden måde end tidligere er til debat: Vi diskuterer krop som aldrig før, lige fra sundhed, etik og biologi til kroppens erotisering og pornoficering. Det er også en udfordring til kirken og dens selvforståelse. Kan kirken være andet end en moralsk bastion, der står værn om traditionen? Kan – og skal – den gå i dialog med sin samtid i forhold til de gældende kropsnormer og -idealer? Kirken forstår ikke bare sig selv som ’Guds krop’, et kristent fællesskab: Den uddeler og udskænker også søndag efter søndag Guds kød og blod i nadveren, ligesom den i dåb, konfirmation, ægteskab og begravelse har at gøre med kroppen i alle dens aldre og overgangsfaser. Umiddelbart er der masser af krop i kristendommen.

Religion og krop – arv og udfordring

Vender man sig til Martin Luther, protestantismens og reformationens fader, for at se hvad han har at sige om krop, kød og legeme, bliver man mødt af et barsk scenarie. Luther kredser i bogstaveligste forstand om Guds lidende og døende krop. Hans tekster udtrykker en voldsom fascination af den ødelagte, den ’sønderbrudte krop’, der kunne være hentet ud af Mel Gibsons The Passion of the Christ. Umiddelbart står denne sønderbrudte krop i grel kontrast til nutidens oplyste og formfuldendte krop. I motions- og fitnesscentre stortrives forestillingen om den fuldendte, ’fitte’ krop, så det næsten ligner en nyreligiøs fanatisme. Kroppen er blevet en ’effektiv maskine’, et billede på det vellykkede og kompetente menneske. Kroppen 40

Nogen vil hævde, at kroppen glemmes i kristendommen, men kristendommen er fuld af krop, siger cand. theol. ph.d. Nete Helene Enggaard, der mener, at den åbne og ødelagte krop på korset er en udfordring til vores kropsfikserede kultur, hvor den stærke og veltrænede krop bliver et panser, der ligesom vores sociale fællesskaber truer med at lukke sig veltilfreds om sig selv. Af Nete Helene Enggaard

dyrkes for sin egen skyld. Men kropsdyrkelsen har ikke fået følge af en tilsvarende ”åndens akrobatik”. De effektive kropsmaskiner udfordres derfor kun sporadisk af en spirende spirituel vækkelse: Kurser i meditation, yoga, clairvoyance og healing tilbyder mental hygiejne og åndelig udvikling; man forsøger at drage omsorg for sjælen og dens spirituelle sundhed for at udfri den fra kropsdyrkelsens konsumkultur. Ifølge kulturkritiske dagbladsskribenter har samtidens kropskult genindført en ældgammel modsætning mellem legeme og sjæl, uden dog at medtænke det indbyrdes forhold mellem kroppen og ånden, ånden og kroppen. Tankevækkende nok har den nye kropsdyrkelse det til fælles med den samtid, Luther diskuterede med, at den betragter kroppen som en foreløbig form: En form, der er på vej mod sin egen fuldendelse. Derfor er der måske alligevel god grund til også i 2014 at genbesøge Luthers forestilling om den sønderbrudte krop?

Luther om krop og sprog: Guds sønderbrudte krop

I 1528 indleder Luther et af sine mest hidsige kampskifter. Skriftet er rettet både mod romerkirken og dens spiritualistiske modbevægelse. Luthers vrede skyldtes den ukritiske accept af modsætningen mellem krop og ånd, legeme og sjæl, der dominerede datidens forståelse af kristendommen. At kroppen skulle være mere eller mindre ’hellig’, at dens hellighed blev gjort afhængig af seksuel afholdenhed i munke- og klostervæsenet, eller af den for kirken indbringende forretning med afladsbreve, faldt i den grad faldt Luther for brystet. Men det var særligt den katolske forståelse af nadveren og Guds krop som en ’hellig føde’, der forargede ham. Nadverelementerne blev anset for en art fyldte chokolader, der gradvist forvandler kroppen til en anden og

+ FÆLLESSKABET +

helligere form. Noget bedre alternativ fandt Luther ikke i samtidens spirituelle bevægelse. Her blev kroppen nemlig reduceret til et tomt hylster, en form, der pegede mod åndeligere og sandere værdier et sted i himlen. Spiritualisterne så nadveren som et symbolsk fællesskabsmåltid: I måltidet erindrede deltagerne Kristus som en slags åndeligt forbillede til efterfølgelse. Begge dele fandt Luther forkerte. Begge dele var i dyb modstrid med nerven i hans forståelse af kristendommen: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.” Gud – indbegrebet af ånd – blev menneske, blev krop og kød. Hvordan skulle krop og ånd, legeme og sjæl, så kunne spilles ud over for hinanden som modsætninger? I Luthers kristendomsforståelse er det, at Gud blev menneske, så skelsættende, at krop, ånd, kød, legeme, sjæl – ja, endda Gud, menneske, skaber og skabning – må tænkes radikalt anderledes. Det er derfor, Luther kredser sådan om Guds lidende og sønderbrudte krop: Han forsøger at tale om krop og ånd, og deres indbyrdes forhold, på nye måder. Legems-brød, guds-kød, ånds-kød og blod-vin er nogle af de sproglige figurer, som Luther opfinder for at udtrykke kroppens og kødets enhed med Gud, ånd og sjæl. Forenet med Gud, ånd, blod og vin bliver kroppen noget andet end bare en tom modsætning til ånd og sjæl, mere end en foreløbig form. Hvis der gives sådan noget som en ’protestantisk’ krop, formes den bl.a. i Luthers opgør med romerkirken og spiritualisterne. Hvad dét opgør betyder for os og vores oplevelse af kroppen, giver Luther af gode grunde ingen bud på. Men han åbnede for en forestilling om en ’sønderbrudt’ krop, en krop, hvis form er brudt, hvis grænser er punkterede og åbne for diskussion. Både som arv og udfordring.

Kirken som Guds krop – og forholdet til de andre kroppe

Også i dag er der masser af krop i kristendommen og i kirken. Der er den krop, kirken har at gøre med i vigtige markeringer som dåb, konfirmation, vielse og begravelse – og som den giver et ord med på vejen. Og der er den krop, der søndag efter søndag uddeles og udskænkes: guds-kødet, ånds-kødet og blod-vinen. I lyset af samtidens kropskult er en af kirkens fornemmeste opgaver anno 2014 fortsat at binde krop og ånd sammen på tidssvarende og relevante måder. Som Guds krop må kirken ikke stivne i eller lukke sig om sig selv i en foreløbig form: Den er andet og mere end et helligt samfund, en helliggjort og forvandlet krop, der eksisterer som et slags særrum. Andet og mere end et tomt hylster, der peger mod åndeligere og sandere værdier et sted i det hinsides. Ellers kunne vi ligeså godt være forblevet katolikker eller spiritualister. Hvis kirken vil ud af rollen som moralens vogter, en sidste bastion, der står værn om traditionens måske forældede værdisæt, kan den tage udfordringen i det luthersk protestantiske arvegods op. Ikke bare ved at forholde sig kritisk til kroppens overfladiske effektivisering i motions- og fitnesskulturen, men også ved at turde indgå i en mere vidtgående kritik af de andre krops- og fællesskabsforståelser, der omgiver os: Familien, byen, folket, nationen og staten. Med Luther som ballast er der grund til kritik, også af de biologiske, etiske, sociale og ikke mindst globale ’kroppe’, eller fællesskaber, som vi i dag organiserer os i. +

+ LITTERATUREN +

Tro er ikke et spørgsmål om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Det er at tro, at kærlighed uden belønning er værdifuld. Emmanuel Levinas

Er man rigtig lykkelig, opdager man det faktisk først bagefter. Og så er det tid at skrive et digt om den tabte kærlighed. Søren Ulrik Thomsen

Hellere en ret grøntsager med kærlighed til, end en opfedet okse med had til. Ordsprogenes Bog

Vi kalder kun kærligheden blind, fordi dens evne til at se langt overskrider vores forestillingsevne. Jean-Jacques Rousseau

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Matthæus-evangeliet

Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste. Dan Turèll

+ LITTERATUREN +

Mænd og kvinder er så forskellige, at de kun kan mødes gennem kærlighed. Vi er hinandens verden og hinandens skæbne.

Hildegard af Bingen

K. E. Løgstrup

Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil! Højsangen

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det.

Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord. Martin Luther

Søren Kierkegaard

Det eneste vi aldrig får nok af er kærlighed. Og det eneste vi aldrig giver nok af er kærlighed. Henry Miller

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. Johannes’ Første Brev

Når en mand lige har giftet sig, skal han ikke gøre krigstjeneste, og man kan heller ikke pålægge ham andre forpligtelser. Et år skal han være fritaget til gavn for sit hus og til glæde for sin hustru. Femte Mosebog

Du skal ikke holde op med de dårlige vaner. Du skal bare begynde din kærlighed. Morti Vizki

+ TILGIVELSEN +

Kærlighed & tilgivelse Af Lise-Lotte Rebel, biskop over Helsingør stift

Forfatteren Salman Rushdie lader en af sine romaner udspille sig i en landsby i den indiske provins Kashmir. Det er et område, som gennem århundreder har været hjemsøgt af religiøse og politiske stridigheder. To unge mennesker, som tilhører to forskellige religiøse samfund, forelsker sig: Klovnen Shalimar, som tjener til føden som artist og klovn, og den meget smukke kvinde Boonyi. Så smuk er hun, at der går ry om hendes skønhed, folk sniger sig til at kigge i hendes retning, andre kommer rejsende for at se hende. Men det bliver klovnen Shalimar, som hun – på trods af familiernes tøvende og modvillige accept – gifter sig med. Men ak, landsbyen er for lille og for trang til hende. Så da lejlighed byder sig, stikker hun af og slår sig ned i storbyen, hvor hun lever som en slags konkubine for den amerikanske ambassadør. Klovnen Shalimar såres uendeligt dybt, han forsøger at få hende tilbage. Men nej. Og Boonyi, på sin side, hun får lov til at opleve bagsiden af storbyens liv. Hun svækkes af sit misbrug, misbrug af sig selv, misbrug af mad og misbrug af narkotika. Og hun beslutter sig for at vende tilbage til sin gamle landsby for der at søge tilgivelse og forsoning. Dér står hun så, ved busstoppestedet uden for landsbyen, alene i snestormen med sne på skuldrene og driver omkring benene. På vej tilbage. Landsbyfolkene får øje på hende, men det de ser, er – med bogens ord – synet af en død 44

kvinde. Ikke fysisk død. Men død – for dem. De stivnede ved synet af hende, de var som hypnotiserede, som var hun et spøgelse. For i hendes fravær havde landsbyens ældste været nødt til at erklære den forsvundne for død. De havde gennemført sorgens ritualer, de havde taget afsked med hende – den fraværende. Derfor kunne hun ikke bare vende tilbage igen. Det skete kunne ikke gøres om. Deres verden var nu en verden, hvor hun ikke mere havde nogen plads. Skønt levende var hun en død. Og nu står hun der ved busstoppestedet med et allersidste håb om genforening. Et håb, hun sætter sin lid til. Boonyi ser sin gamle far komme akavet gennem sneen, og hun er sikker på, at forbandelsen vil briste. Men faderen standser to meter fra hende, som var der en usynlig mur, og han begynder at græde, så tårerne fryser til is på hans kinder. Hun var hans eneste barn. Han havde elsket hende højere end sit eget liv – men nu var hun død. Ikke fysisk. Men erklæret død, ikke mere til stede i det liv, landsbyen havde. Jeg er nok ikke den eneste, som har læst denne gribende og frygtelige roman af Salman Rushdie, der er kommet i tanker om en anden historie, Jesu lignelse om den fortabte søn. Også her var der en, der gik hjemmefra. Sønnen i huset, som forlangte sin arv, hvorefter han gik ud i verden og brugte pengene på den lette måde. Men da pengene

var væk, forsvandt også vennerne. Også her var der en, der gik helt til bunds – han ønskede at fylde sig med de bønner, som svinene åd, som der så malende står i Lukasevangeliet. Da gik han i sig selv og vendte hjemad. Indtil dette punkt, ligner de to historier hinanden. Men her hører lighederne så også op. I modsætning til romanens frysende fortælling om faderen, der – af hensyn til samfundsordenen – ikke kunne byde den faldne datter velkommen, og den svegne ægtefælle Shalimar, som i sin bitterhed ikke kunne tage hende til nåde; til forskel fra dette, så tegner Jesus i evangeliet et andet billede. I evangeliets fortælling om den fortabte søn står, at da faderen fik øje på sønnen, som vendte tilbage, fallit, ydmyget, med nederlagene malet i ansigtet – da ynkedes faderen inderligt. Står der. Og faderen kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham. Og som om det ikke var nok: Der blev indbudt til gilde, fordi sønnen var vendt hjem. Sønnen, som var død, er blevet levende igen. Det står der direkte. Døden kan ramme midt i de stadig levende menneskers liv og der skabe forfrysninger af bitterhed, afstand og hårde hjerter. Men selv der, hvor døden synes at have sat sig igennem, selv der, hvor der råder svigt, utroskab og falskhed – selv der, ja selv der, kan der opstå nyt liv af døde. Hver gang Jesus fortæller om Gud og Guds rige, så er det – uden undtagelse! – altid fortællingen

+ TILGIVELSEN +

om, at der er noget, som er mægtigere end døden. Også mægtigere end den død, som kan kile sig ind i mellem levende menneskers levende liv, selv mellem en far og hans elskede datter eller mellem to ægtefæller – således at de bliver til spøgelsesliv. Guds rige, det er det ufortjente, det overraskende – det er mulighederne, der hvor vi troede, at alle muligheder var hørt op. Guds rige, det er der, hvor hjertet på trods af alle forfrysninger og forbitrelser, underfuldt, bliver varmt, bliver helt igen. Ja, så stærkt må vi sige det: Guds rige, det er liv af døde. Underfuldt og ubegribeligt er det. Jesus ikke blot talte sådan. Han levede det rige, den sandhed ud i hvert eneste åndedrag. En sandhed og en barmhjertighed som var større og sandere end alle de sandheder, samfundet og vi alle ellers går rundt og fortæller hinanden. Små mennesker, tabere, de elendige, bliver hos ham rejst på fode igen. Hos ham finder vi en værdighed, af ham bliver vi set – set på ny og i kærlighed, virkeligere og sandere end selv en far eller en mor kan se sit barn. Ofte nok lever vi, som om det var en anden historie, der gjaldt, den om bitterheden og de frosne hjerter. Men kirken er her for at sige til os, at det er Kristi historie, det er historien om kærligheden og barmhjertigheden – ja, det er historien om den tilgivelse, som skaber liv af døde, der er den sande, den virkelige historie. Derfor er det Kristi historie vi skal høre sammen, når vi kommer til kirken – både, når vi kommer med hjertet fyldt med glæde og taknemmelighed – ved bryllup og barnedåb – og det er Kristi historie, vi skal lytte til, når vi er tynget til jorden af sorg. + 45

+ FOLK & KIRKE 2014 +

Vil du vide mere ... Facebook Rådgivning

Center for Familieudvikling er en non-profitorganisation, som giver familier med behov en håndsrækning til udvikling af sunde relationer. Modtager støtte fra Socialministeriet.

Hjemmesiden www.folkekirken.dk har skabt en bryllupsside på Facebook, hvor man kan læse alt om bryllup i folkekirken.

WWW.FACEBOOK.COM/KIRKEBRYLLUP

WWW.FAMILIEUDVIKLING.DK

Benedikte Vejlby Baggesgaard

Er præst og sexolog. Hun holder foredrag, har klienter og skriver for Århus Stiftstidende .

WWW.KYSHINANDEN.DK

Nete Helene Enggard

Forsker i Luthers nadverteologi, og medvirker i antologien Kroppens teologi – teologiens krop, hvor også teolog Pia Sølvtoft skriver om Kierkegaards begreb om kærlighed.

WWW.ANIS.DK

Thorvaldsens Museum

Bertel Thorvaldsen levede fra 1770 til 1844, og Thorvaldsens Museum er Danmarks ældste og mest usædvanlige museumsbygning. Museet indeholder alle Thorvaldsens originale skulpturer.

WWW.THORVALDSENSMUSEUM.DK

Erik A. Nielsen

Har skrevet indgående om kristendommens billedsprog i Bibel og salmebog set fra en litterær synsvinkel. Værkerne om kristendommens retorik, Thomas Kingo og Brorson kan købes på

Salmer

WWW.SAXO.DK

Gert Halbäck

Paulus

På bagsiden af magasinet kan man læse et brev Paulus skrev til menigheden i Korinth, en by i Grækenland. Hvis man vil læse mere om eller i Biblen, kan Bibelselskabets hjemmeside være et godt sted at besøge.

WWW.BIBELSELSKABET.DK 46

Paula Larrain

Journalist og menighedsrådsformand ved Lundtofte kirke i Lyngby. Der er gudstjeneste hver søndag kl. 10.30 ved én af kirkens 3 præster.

WWW.LUNDTOFTE-KIRKE.DK

Har skrevet bogen Det Nye Testamente – en lærebog til brug for studerende på teologi. Her kan man få indtryk af hvordan Biblen læses på universitetet. Forlaget Anis udgiver bøger, der handler om kristendom, filosofi og teologi.

WWW.ANIS.DK

På www.dendanskesalmebogonline.dk kan man finde alle salmebogens salmer, læse om salmedigterne og få anbefalet bryllupssalmer.

Prøvelsesattest

Alle der skal giftes, skal først indhente en prøvelsesattest. Man skal være over 18 år, og beviseligt ugift, før en sådan attest kan udskrives. Den skal udfyldes på nettet med nemID.

WWW.BORGER.DK

& KIRKE 2014 + FOLK 2014 + XXXXXX + +

Hvem-Hvad-Hvor

Søren Kierkegaard

Har skrevet bogen Kærlighedens gerninger, som handler om menneskenes kærlighed til hinanden, men mest om forholdet mellem Gud og menneske.

Dorte Karrebæk

Oscar K. og Dorte Karrebæk har udgivet bogen Ny bibel for de fattige i ånden - Biblia Pauperum Nova, som blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for børne- og ungdomslitteratur 2013.

Jørlunde kirke

Folkekirkens Hvem-HvadHvor hedder WWW.SOGN.DK Her kan findes den kirke, man hører til og alle oplysninger om kirken. En gratis App kaldet Kirkekalenderen giver samme oplysninger.

Folk&Kirke

Er et gratismagasin som udgives af Helsingør stift. Magasinet trykkes i 13.000 ex og udgives en gang årligt. Det sendes til en række kulturinstitutioner i stiftet, og kan findes på cafeer, museer, biblioteker og i stiftets kirker.

HVIS MAN ØNSKER MAGASINET TILSENDT FREMOVER, KAN MAN SENDE EN MAIL TIL: KMHEL@KM.DK

Plakat

Ligger ikke langt fra Slangerup i Nordsjælland, og er bygget i 1100-tallet af Skjalm Hvide. Kirken er fuld af flotte kalkmalerier.

Du kan bestille tegningen på side 26-27, som plakat i A3-format ved at sende en mail til Helsingør stift: kmhel@ km.dk mærket “plakat.” Husk at skrive din adresse.

Helsingør Stift

Er Danmarks største stift med et folketal på 980.857. Stiftet består af 147 sogne med 165 kirker og er inddelt i 13 provstier. Stiftet er en administrativ enhed, der varetager sognenes interesser.

WWW.HELSINGØRSTIFT.DK

Lise-Lotte Rebel

Er biskop over Helsingør stift, og har været det siden 1995. Biskoppens opgave er at føre tilsyn med stiftets præster og at støtte op om det kirkelige arbejde rundt om i stiftets sogne.

Bryllupstaler

Tænkepauser

Aarhus Universitet har i serien Tænkepauser udgivet en bog om kærlighed. Filosoffen Anne Marie Pahuus fortæller om kærlighedens historie og former. Den kan også hentes som lydbog på

Peter Nejsum har sammen med sin kone, Ulla More Bistrup, udgivet en række bryllupstaler med et efterord om vielsens teologi. Bogen hedder Som hos dig står og kan købes på

WWW.SAXO.DK

WWW.UNIPRESS.DK 47

+ XXXXXXXX 2014 +

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Paulus’ Første Brev til Korintherne

Helsingør S tif t 48