Page 1

+ DØDEN 2015 +

Helsingør stift #4 | 2015

Til JORD SKAl Du BlivE JEG TAGER DET SOM DET KOMMER | DET uAfvEnDEliGE | Af JORDEn SKAl Du iGEn OPSTÅ | TiDEn ER ET BEDRAG | MinDESMÆRKER | i viRKEliGHEDEn | lAD OS TAlE OM DØDEn | fAKTA OM DØDEn | DEnnE ØDElÆGGER Af AlT

1


+ DØDEN 2015 +

Memento mori – husk at du skal dø Vanitas – Pieter Claesz, 1630.

KOlOfOn Folk & Kirke udgives af Helsingør Stift Hestemøllestræde 3A 3000 Helsingør 4921 3500 Ansvarshavende redaktør Rebecca Rudd Redaktion Ninna Brenøe, Jannik Theilgaard, Rebecca Rudd Redaktionsudvalg Lise-Lotte Rebel, Anders Haubart Madsen, Grethe Bøje, Kirsten Diemer, Ove Kollerup, Grafisk tilrettelæggelse salomet grafik Fotograf Miklos Szabo Magasinet er finansieret af stiftsrådet, Helsingør stift. 1. udgave, 4. årgang, 2015 ISBN 2245-8816 Tryk PE Offset, Tømrervej 9, 6800 Varde Papir Munken Lynx

A

t leve er at miste – og der er mange måder at miste på. Vi kan miste os selv. Vi kan miste den virkelighed, som er vores verden. Vi kan miste en, vi holder af. Hver gang det sker, er det samtidig en øvelse i at indse, at vi selv og de vigtigste mennesker i vores liv skal væk herfra. For det skal de, og det skal vi, i en fjern fremtid måske, eller allerede i morgen.

og slægtninge? Når vi nu ikke lever for os selv, hvorfor skulle vi så dø for os selv? Når vi er sammen og erindrer de familiemedlemmer, der er døde, er de så ikke til stede – på en eller anden måde i hvert fald? Hvordan føles sorgen, og hvor gør man af den? Hvad har kristendommen at sige om det evige liv og opstandelsen? Det er emner som disse, man kan læse om i dette magasin.

Ingen kan gå igennem tilværelsen uden at miste. Tabet af en nærtstående person er en kilde til sorg og savn. Udsættes tabet, kan man ånde lettet op. Det blev gudskelov ikke nu. Det menneske, hvis liv man frygtede for, forblev ved siden af en. Men efter en sådan erfaring bliver vi dødelige på en mere håndgribelig måde. Du skal dø. Jeg skal dø. Vi skal dø.

At beskrive døden som et tabu er efterhånden blevet en banalitet – og nok heller ikke helt sandt længere. Men i de lange perioder, hvor døden ikke trænger sig på, vender vi den gerne ryggen. Langt hen ad vejen er det sikkert ganske sundt. Vi skal jo først og fremmest leve. Men vi er også nødt til at se på døden med åbne øjne i forskellige faser af livet. Om ikke andet bør vi vide, hvad der skal ske, når vi selv eller vores nærmeste er ved at dø. Hvad med begravelsen? Skal der være et gravsted, skal vi jordfæstes eller bisættes? Døden er også konkret.

På magasinets omslag kan man se en moderne udgave af et Memento mori eller det, som også kaldes et Vanitas-motiv. Det viser et kranium, et timeglas, mønter og andre elementer, der peger på livets forgængelighed. I 1600-tallet var disse motiver udbredt. Memento mori betyder husk, at du skal dø. Allerede de gamle romerske hærførere lod en slave hviske ordene i deres øre som en advarsel mod overmodig. Men et er at huske på og lære at, man skal dø, noget andet er, hvad der er på den anden side af livet. Er der et sted, hvor vi engang skal samles med vores venner

Læs Folk&Kirke på tablet, computer eller smartphone

www.fkmagasin.dk 2

Intet menneske er uberørt af døden, for den er det givne vilkår, vi har allermest tilfælles, hvad enten vi er rige eller fattige, konger eller korsangere. Og netop derfor er tanken om døden, vores egen og andres, måske også det som mest af alt kan huske os på vores kærlighed til livet og til hinanden, nær som fjern. Nu mens vi er her på jorden. Redaktionen

Folk & Kirke er et gratismagasin udgivet af Helsingør Stift – en del af Folkekirken


+ folk&kirke 2015 +

4 JEG TAGER DET SOM DET KOMMER Forfatteren Maria Marcus er 88 år og ikke bange for at tale om døden.

8 Det uafvendelige

Antropologen Kathrine Tschemerinski fortæller om bisættelsen af sin reservebedstemor, Karen.

14 TIL JORD SKAL DU BLIVE

Vi har mødt dem som bugserer den døde krop, begraver eller brænder den og hugger vores navne i sten.

20 AF JORDEN SKAL DU IGEN OPSTÅ Hvad forstår vi ved kødets opstandelse, og i hvilket sprog kan vi tale om hvad der sker efter døden?

29 MINDESMÆRKER

Hvordan mindes og fastholder vi de døde i de levendes verden?

32 I VIRKELIGHEDEN

Om døden på nettet og den virtuelle sorgproces.

36 lad os TALE OM DØDEN

Sundhedsvæsenet og folkekirken har mødet med den døende og de efterladte tilfælles.

42 Denne ødelægger af alt Biskop Lise-Lotte Rebel lader troen, håbet og kærligheden få det sidste ord.

28 TIDEN ER ET BEDRAG

Gertrud Højlund skriver om tabet af sin far, højskoleforstanderen Niels Højlund.

3


4


+ livet +

Forfatteren Maria Markus om døden

Jeg er indstillet på at tage det som det kommer

Kan man tale om sin egen forestående død? Forfatteren Maria Marcus har aldrig været bleg for at skrive om de intime sider af tilværelsen, og derfor vovede vi pelsen og bad hende svare på en række spørgsmål om døden. Ikke den abstrakte død, men den konkrete død, som hun – og vi alle – må møde om ikke før, så siden.

Du er født i 1926, så du er 88 – hvordan har du det med tanke på, at der nok ikke er så længe til, at du skal dø? ”Jeg har aldrig været bange for at dø, og det er jeg heller ikke i dag. Selvfølgelig har jeg en selvopholdelsesdrift – hvis nogen skulle finde på at pege på mig med en pistol, ville jeg nok skrige så højt jeg kunne. Men ellers – nej! Når jeg er død, så er jeg der jo ikke, hvorfor skulle jeg så være bange? Og jeg ved jo, at jeg skal dø under alle omstændigheder, så jeg er indstillet på at tage det som det kommer. Måske endda som en fantastisk oplevelse, som jeg for så vidt ser frem til – jeg er jo født nysgerrig, så jeg kommer vel også til at dø nysgerrig!” Har du altid haft det sådan – eller hvad skyldes det, at du i dag ikke er bange for døden? ”Jeg har læst en hel masse om døden. I 1970'erne slugte jeg Raymond Moodys

bøger med interviews med mennesker, der har været klinisk døde, men vendte tilbage til livet, og de fortæller næsten enstemmigt om en stor salighed og et vidunderligt hvidt lys, der møder dem. Det lyder jo ikke ligefrem skræmmende. Og det samme fortæller mennesker herhjemme, der har været igennem en såkaldt nærdødsoplevelse. Hvad der så sker efter den fase … ja, der er jo mennesker, der har en særlig evne til at følge dødsprocessen et stykke længere ind, og noget af det de fortæller, lyder knap så rosenrødt. Men jeg vil indtil videre holde fast ved min barnlige tillid til, at enten så sker der ikke noget, fordi jeg simpelt hen forsvinder – eller også sker der noget godt.” Er du da totalt ligeglad med døden? ”Nu har jeg jo ingen små børn, som jeg ville efterlade uden mor det ville være så forfærdeligt, ikke til at over-

Q 5


Jeg vil for eksempel gerne have en pæn neglelak på – ja, nu ryster du nok på hovedet og det gør jeg også selv! – men jeg vil altså gerne så vidt muligt have en værdig død på det ydre plan.

+ livet +

skue, hvordan det ville være. I dag er det nærmest omvendt: Jeg kan ikke overskue, hvordan det ville være, hvis nogen af mine nærmeste døde – ordet savn slår slet ikke til. Og det bliver mere og mere aktuelt hele tiden; for med den alder jeg har, er jeg jo altid den ældste. Så det tynder ud blandt dem jeg har regnet som en del af mit liv – pludselig er de der ikke mere! Det er en meget underlig, absurd fornemmelse: Mit eget liv bliver mere og mere indskrænket. Og samtidig er de der på en måde alligevel for altid – de har jo været der! Men jeg har en veninde, der har det ligesom jeg, og jeg har lovet hende, at hun godt må have lov til at dø før mig …” Hvordan forbereder du dig til døden? ”Rent praktisk, så har jeg allerede for mange år siden skrevet nogle sider ned om, hvordan jeg gerne vil have, at det skal foregå: At jeg gerne vil dø på et hospice, hvor der er fred og ro. Hvordan jeg vil begraves, at der skal være gravøl, at jeg gerne vil se ordentlig ud når jeg ligger dér og er død. Jeg vil for eksempel gerne have en pæn neglelak på – ja, nu ryster du nok på hovedet og det gør jeg også selv! – men jeg vil altså gerne så vidt muligt have en værdig død på det ydre plan. Og så har jeg selvfølgelig skrevet op, hvor mine vigtigste papirer ligger, og den slags, så det ikke bliver mere besværligt for mine børn end højst nødvendigt.” Du lyder meget realistisk … ”Det er jeg nok også. Endda så realistisk, at jeg ganske vist ikke er bange for døden – men jeg er til gengæld bange for det modsatte: Nemlig at jeg ikke får lov til at dø den dag, hvor jeg har det forfærdeligt og ikke kan hverken det ene eller det andet, så jeg bogstaveligt talt ikke er mig selv længere. Så er jeg bange for, at jeg ikke selv kan gøre en ende på mit liv, nu hvor de gammeldags sovepiller ikke eksisterer mere og hvor aktiv dødshjælp er kriminelt – hvor får man så nogle piller, så man selv kan bestemme, hvornår man ikke vil være her længere?”

6

Har du nogle bestemte forestillinger om, hvad der sker til allersidst? ”Jeg tror, jeg har hørt lidt for meget om den korrekte død, sådan rent energimæssigt – hvordan energien forlader kroppen, hvilke centre eller chakraer eller hvad man nu vil kalde det, der holder op med at fungere i hvilken rækkefølge, alt efter hvilken spirituel retning man selv eller ens nærmeste følger. Men jeg stoler så meget på døden, at jeg nok vil have mig frabedt at skulle leve op til andres korrekthedsdirektiver, når jeg dør. Jeg stoler på, at det går af sig selv og at det ender godt.” Har du gjort dig tanker om, hvad der sker bagefter? ”Jeg er jo ikke katolik, så jeg er ikke bange for at havne i helvede. Men derfor kan det jo godt tænkes, at når tid og rum forsvinder, at der så er en slags skærsild, eller dommedag, hvor jeg på en måde kommer til at stå til regnskab og bliver konfronteret med, om jeg nu har fuldført min mission her i livet – hvordan jeg har forvaltet mine talenter, for at tale bibelsk.” Tror du på et liv efter døden? ”Det ved jeg ikke, det vil vise sig. Spørgsmålet er jo også, om der var et liv før fødslen. Jeg ved jo, at der vitterlig er almindelige mennesker, der via en slags hypnose, en form for regressionsterapi, kan komme i kontakt med noget der virker som et tidligere liv. De oplever steder, hvor de aldrig har været i dette liv, og hvor de beskriver bygninger helt ned i detaljer – som ved nærmere undersøgelse viser sig at være autentiske. Jeg afskriver ingen muligheder, men igen: Jeg får det jo nok at vide, når det sker.” Hvad tænker du selv? ”Der er jo så mange utrolig spændende tanker og praksisser omkring døden i de forskellige religioner. Den tibetanske Dødebog som den mest kendte – men også vestlige bøger, f.eks. af Elisabeth KüblerRoss. Eller af vores egen Jes Bertelsen, som har så usædvanlige erfaringer med sin kontakt til … skal vi kalde det Dødsriget? Jeg synes det er utrolig interessant at


+ livet +

høre andres beretninger – men for mit eget vedkommende, så vedkender jeg mig mine begrænsninger. Jeg venter, til jeg selv får førstehåndskendskab til processerne.” Hvordan har du det så med de danske, kristne begravelsesritualer? ”Jeg har det rigtig godt med dem. Jeg vil faktisk helst have, at det foregår i en kirke, selv om jeg ikke er medlem af folkekirken – hvis der ellers er nogen præst, der vil stå for det. Jeg har også skrevet ned, hvilke salmer der skal synges til min begravelse. Jeg har elsket de danske salmer, fra jeg var barn, og kan mange af dem udenad den dag i dag. Vi skulle jo lære salmer udenad, da jeg gik i skole, og jeg kan huske vores klasselærerinde fortalte en historie om en gammel kvinde, der var blevet blind og døv, men i sit hoved havde hun stadig de gamle salmer hun havde lært udenad. De var

hendes faste holdepunkt. Den historie har jeg aldrig glemt.” Hvordan tænker du om de sidste år af dit liv – uanset hvor mange det bliver? ”Jeg er optaget af, hvad jeg kan nå. Hvad det er vigtigt for mig at bruge mine kræfter på, om jeg har gjort det, jeg skulle her på Jorden – i det hele taget: Hvordan jeg skal udnytte min sidste tid så ordentligt som muligt. Og da mit arbejde altid har været noget, der virkelig har optaget mig, så satser jeg da på, at jeg kan fortsætte ad den vej. Altså skrive, have klienter i min konsultation – og så elske mest muligt! Af jord er jeg kommet, til jord skal jeg blive – men jeg er jo ikke bare jord og krop, jeg er jo også noget mere, hvad enten vi kalder det sjæl eller ånd eller hvad ved jeg. Og i virkeligheden har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig noget af alt, det vi snakker om her.” +

” Jeg er optaget af, hvad jeg kan nå... Hvordan jeg skal udnytte min sidste tid så ordentligt som muligt.

Maria Marcus, f. 1926. mag.art i litteraturvidenskab, kulturjournalist og debattør på diverse dagblade og i DR’s Kulturafdeling 1962-79. I dag privatpraktiserende psykoterapeut MPF og aut. sexolog. Forfatter til en lang række bøger, især om kvinder og seksualitet. 7


+ Bisættelsen +

Først nu bliver

døden helt uafvendelig

“Hvad tid begynder begravelsen?” spørger jeg min mor. “Bisættelse,” retter hun mig. “Karen skal bisættes”. Af Kathrine Tschemerinsky

S

ommeren er purung, og Karen, som i en årrække levede sammen med min morfar, er død femogfirs år gammel. Hun var min, min bror og vores kusiners reservebedstemor – selvom vi aldrig italesatte det med titler. Nu er hun væk, og vi skal til hendes bisættelse. Den begynder klokken tolv. Vi ankommer i god tid. Hendes datter tager imod os og peger på midtergangen, som allerede er dækket af blomster. Selv i døden, og måske endda særligt i døden, konfronteres man med menneskers sociale kapital. Var der bårebuketter? Hvor mange? Og fra hvem? Var kirken fyldt, halvtom eller helt tom? Karen betød tydeligvis noget for mange, og for enden af kirketjenerens sirligt udførte blomsterløber ligger hun. Det vil sige; står kisten. Den er også dækket af blomster. På hele turen derop har jeg tænkt over, hvor i kirken vi mon skal sidde. Stolene tættest på kisten er forbeholdt de nærmeste slægtninge. De forreste bænkerækker er til nære venner. Bænkerækkerne nærmest udgangen er til de perifere bekendt-

8

skaber. Siddepladserne i kirken er altså ikke kun ren logistik, men afslører også, hvordan vi betragter – og placerer – os selv og hinanden i forhold til den afdøde. Men hvad er det egentlig, der gør os nære eller fjerne for hinanden? Og hvad nu hvis ens plads i kirken ikke afspejler det tab, man føler? Jeg deltog engang i en begravelse for en ældre herre. Han havde tilbragt sine sidste år på et plejehjem, og udover familie og venner var personalet fra plejehjemmet også til stede. Både i kapellet og under den efterfølgende kistenedsættelse holdt personalet sig i den absolutte baggrund. Det var, som det skulle være – deres relation til den døde var jo på den ene side udelukkende af professionel karakter – men jeg kunne samtidig ikke lade være med at bemærke, at det alligevel var lidt underligt, at de, som i vores tid ofte ender med at pleje og leve allermest intenst med vores ældre i deres sidste år, stod og gemte sig lidt akavet i begravelsesoptogets absolutte ende, som om de var i vejen. Selvom der her er tale om en helt anden situation, havde Karen også sin egen familie. Men et vink med hånden og et nik fra

Q


9


+ Bisættelsen +

Uddrag af præstens tale

Når et menneske dør, et menneske man har haft det privilegium at kende – og som mange af jer har kendt godt og gennem mange år – og der så stilles det krav til én, at den sindsstemning, som dette dødsfald vækker, på en eller anden måde skal komme til udtryk og formes i ord, så melder der sig – helt af sig selv – visse tankeforbindelser, der efterhånden tager skikkelse og bliver til et billede af den døde. Sådan går det måske ikke altid, men allerede i mandags faldt der mig nogle linjer ind af Søren Kirkegaard. Sådan siger han i en af sine taler: ”Hvad er glæde, eller det at være glad? Det er: I sandhed at være sig selv nærværende; men dette at være sig selv i sandhed nærværende, det er dette ”i dag”, dette at være i sandhed i dag. Og i samme grad at det er sandere, at du er i dag, i samme grad som du mere er dig selv ganske nærværende i at være ”i dag”, i samme grad er ulykkens dag i morgen ikke til for dig. Glæden er den nærværende tid, med hele eftertrykket på ”den nærværende tid.” 10


+ Bisættelsen +

Det er underligt at få noget nyt at vide om en person til vedkommendes begravelse.

hendes datter sender os op til stolerækkerne, og denne rørende gestus fjerner både logistisk angst og smålig jalousi. Der er plads til os alle. Og så går begravelsen i gang. Orglet bruser, vi synger en salme, og præsten, som kendte Karen og besøgte hende kort før hun døde, stiller sig klar for enden af kisten. Med udgangspunkt i et citat af Kirkegaard og på ikke mere end ti minutter oprulles et helt liv. Barndom. Karriere. Kærlighed. Sorg. Børn og børnebørn. Men en prædiken er, som præsten også selv bemærker, ikke blot en biografi, men også et forsøg på

at fremkalde et billede af den døde. Deres essens, så at sige. Når det lykkes – hvis det lykkes – efterlader præstens prædiken de efterladte med et aftryk af den afdøde, som man kan tage med sig videre i livet. I Karens tilfælde fremhæver præsten hendes evne til gennem hele livet at forblive nysgerrig og nærværende – både når det gjaldt sig selv og andre. Men som det præsenteres, er det ikke blot et minde der overdrages, men et ideal, man kan tage til sig og efterleve i sit eget liv. Men begravelsestalen beskæftiger sig ikke kun med de sider af personen, vi i forvejen kender til og er fortrolige

med. Karen skiltede for eksempel sjældent med sin tro og tilknytning til kirken. Men det er, som præsten bemærker, ikke usædvanligt. ”Der er nok altid en vis blufærdighed knyttet til at beskæftige sig med den side af tilværelsen, med metafysik.” Det er underligt at få noget nyt at vide om en person til vedkommendes begravelse. Som om aftrykket afslører noget mere om personen – eller i hvert fald noget andet – end personen nogensinde selv kunne eller ønskede at vise. Eller også spurgte jeg bare aldrig. Vi synger Se, nu stiger solen, og præsten hælder jord på kisten med en lille skovl. 11

Q


+ Bisættelsen +

Min lillebror begynder at græde. Det er som om døden først nu bliver helt uafvendelig.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå Min lillebror begynder at græde. Det er som om døden først nu bliver helt uafvendelig. Orglet spiller igen, og selvom vi ikke har modtaget en drejebog på forhånd, ved vi alle, hvad der nu skal ske. Begravelsen er nemlig i store træk fuldkommen identisk med enhver anden begravelse forrettet af den danske folkekirke, og selvom det hele føles utroligt intimt og særligt, er vi samtidig også del af et ritual, som er det samme, fælles og tilgængeligt for enhver, der vælger at være en del af det. Kisten løftes op fra gulvet af medlemmer fra den nærmeste familie, og begravelsesoptoget begynder langsomt at bevæge sig ud ad kirken. Uanset om der er tale om en begravelse eller en bisættelse, har jeg altid betragtet dette øjeblik som begravelsesritualets absolut mest dramatiske. Uafven-

delig er nemlig i alle tilfælde adskillelsen. Men netop i sådanne øjeblikke tror jeg, at begravelsesritualets industrielle kvalitet er en fordel. Udover at de efterladte ikke selv skal til at opfinde et begravelsesritual, men kan give sig hen til sorgen, er trøsten også eksistentiel; selvom ritualet handler om et bestemt individ, er det ikke forbeholdt et enkelt individ. Døden er uafvendelig, og idet uafvendeligheden afspejles i ritualet, anerkendes døden både som noget meget sørgeligt, men også ganske naturligt. Og så pludselig er bisættelsen forbi. Rustvognen kører væk, og præsten hilser på alle, før han skridter over kirkepladsen med præstekjolen flagrende efter sig. Den tyske syttenhundredetalsdigter Novalis skriver et sted: ”Døden er på samme tid afslutning og begyndelse, på samme tid adskillelse og tættere forbundenhed.” Deri ligger en trøst. Også – og måske særligt – for det moderne menneske. +

CV: Journalist Kathrine Tschemerinsky (f. 1988) master i social antropologi fra Columbia University. Medredaktør af ATLAS Magasin. Tak til personale og beboere ved Reerslev kirke, til bedemand John Schärfe og til blomsterhandler Casa Blanca i Hedehusene for velvillighed og engagement ved fotooptagelsen. 12


+ BisĂŚttelsen +

13


Til jord skal du blive 14


Det er os, der konstaterer, hvornår dit liv er slut. Vi beder en bøn, bugserer din døde krop, brænder den eller graver den ned i jorden. Vi hugger dit navn i sten. Af Anders Haubart Madsen Q 15


+ til jord skal du blive +

Jeg lytter først til dit hjerte Helle Kristensen, læge, Glostrup Hospital Jeg har kun været læge i to år, og derfor er det en af mine opgaver at konstatere dødens indtræden hos patienter. Det er nyuddannede læger, der laver det, vi kalder ‘ligsyn’, og de første gange var det lidt grænseoverskridende for mig. Når du er død, skal du gennem en længere kontrol, så vi sikrer os, at du er det, vi kalder ‘uopretteligt død’. Jeg kommer som regel ind på din stue, når plejepersonalet og dine pårørende mener, du er sovet ind. Har du været syg længe, kan du blive kold

flere timer, inden du dør, omvendt kan du stadig være varm, hvis du dør meget pludseligt. Jeg lytter først til dit hjerte og dine lunger, så løfter jeg dine øjenlåg og lyser med en lygte for at se, om pupillerne reagerer. Nogle gange er der bare tale om en stille søvn, der har fået sygeplejersken og din familie til at tro, at du har forladt dem. Men får jeg ingen reaktion fra disse tre steder, kan jeg erklære dig død. Det slutter dog ikke her. Jeg skal være helt sikker, så jeg åbner et par vinduer og lader dig ligge

Fra bakspejlet i rustvognen Christian Andersen, bedemand, Albertslund Jeg sammenligner mig selv med en

tandlæge – du kan ikke rigtig komme uden om at skulle besøge mig, og det er ikke ligefrem lykke, du får for pengene. Sådan er mit lod i livet. Jeg holder af at snakke med dine pårørende, og kan gøre det både hurtigt og længe. Når nogen dør, sidder jeg nogle gange med de efterladte allerede en halv time efter. Med mig har jeg min sorte skuldertaske, der rummer min ‘bibel’, som jeg kalder den – et opslagsværk med telefonnumre på præster, kordegne og alle de andre, der ledsager dig på din rejse efter døden. Den udgør mit vigtigste redskab til at udfylde rollen som den, der sørger for alt det praktiske. Den rigtige bibel har jeg ikke noget imod, men jeg har valgt at fjerne den fra vinduet i min forretning – hinduer, muslimer og jøder skal også kunne føle sig velkomne. Du kan måske tro, at folk som mig udnytter, at man er i sorg. Jeg er lidt træt af den fordom, for jo, man kan godt spare noget – for eksempel ved selv at fragte urnen fra krematoriet til kirkegården –

16

men de fleste ting, kan man ikke komme uden om, og derfor koster et menneske i gennemsnit 20.000 kroner at sige farvel til. Det er de færreste, der selv kan lave en kiste og selv have den med på bagsædet til kirkegården. Ni ud af ti vælger den samme hvide kiste og mange putter enten en tegning, en pakke cigaretter eller et brev ned i den. Det mest pudsige jeg har hørt om, var en undulat, men dyr er faktisk forbudte ledsagere. Ni ud af ti dage ligner også hinanden for mig. Jeg udfylder de samme papirer og frekventerer de samme kirker, krematorier og kapeller. Hvad får jeg så ud af at være din praktiske altmuligmand? Menneskeliv, lyder det korte svar. Alle de historier, jeg får om dit levede liv. Jeg kunne også forklare min glæde ved jobbet med den tilfredshed, jeg nogle gange føler, når du ligger på bagsædet i rustvognen, og jeg kigger i bakspejlet. Jeg ser din familie stå sammen med præsten, mens vi kører væk. “Det gik godt, det her,” kan jeg tænke. “Det hele faldt i hak, blomsterne var flotte og måske skinnede solen endda.” +

Ni ud af ti vælger den samme hvide kiste og mange putter enten en tegning, en pakke cigaretter eller et brev ned i den.


+ til jord skal du blive +

på din stue i seks timer. Så undersøger jeg dig for ‘sikre dødstegn’. Efter seks timer ser jeg efter purpurrøde pletter på huden. Tegnet kaldes livores mortis eller ligpletter, som opstår, fordi proteinet hæmoglobin bundfalder sig i kroppen sammen med blodet, når hjertet stopper med at slå. Det manglende protein skaber misfarvninger, og opstår allerede efter cirka en halv time. Ligesom tegnet rigor mortis, også kaldet dødsstivhed, kan det bruges

til at konstatere, hvornår døden præcis er indtrådt. Rigor mortis indtræder typisk efter to til fire timer, og kan ses ved, at albueleddet springer tilbage som en springkniv ved udfoldelse. Når jeg har konstateret de sikre dødstegn, udfylder jeg side ét på dødsattesten og attesten bliver overdraget til begravelsesmyndigheden. Som ung læge var ligsyn lidt skræmmende, nu har jeg vænnet mig til det. Døden er i virkeligheden meget fredfyldt. +

Efter seks timer ser jeg efter purpurrøde pletter på huden.

Genkendeligheden ved en præst Trine Kernel, hospitalspræst, Glostrup Hospital

Det er ofte bedemanden, der kontak-

ter mig på din families vegne, efter du er død. Vi aftaler tid og sted for, hvornår du skal bisættes eller begraves, og for en personlig samtale med din familie. Hvis det er muligt, foregår samtalen i dit hjem eller hos noget af din familie. Jeg medbringer min ritualbog og nogle salmebøger, og mange gange vil din familie byde på kaffe eller te, mens vi taler sammen. Der er mange ting, vi skal omkring ved sådan en samtale, for jeg vil gerne nå både at få et indtryk af dig som person, høre om din livshistorie, hvilke begivenheder, der har formet dig og gjort dig til det menneske, du var. Vi taler også om tro og om, hvordan dit liv kan ses i lyset af Guds historie med os mennesker. Kristendommen lover os, at døden aldrig er det sidste, der er at sige om et menneskes liv. Vi skal også vælge salmer til den kirkelige handling. Havde du nogle ønsker til begivenheden? Hvem skal bære kisten ud, og hvor skal man sidde?

Derefter går jeg hjem og skriver en tale ud fra det, vi har talt om. Jeg vælger bibeltekster og bønner, som jeg mener, vil være meningsfulde og trøsterige for netop dine pårørende, og fletter dit livs historie sammen med evangeliets budskab. Hvis du eller dine pårørende ønsker det, hjælper jeg også med afskeden til livet, når du er døende. Jeg tilbyder en åndelig bistand i en overgang, der kan være svær for mange. “Det er i orden at give slip på livet,” kan jeg eksempelvis sige til dig. Ved dødslejet oplever nogle pårørende en barriere ved at skulle røre en død, fordi vi ikke ser døde så ofte længere. Men det er en god måde at sige farvel på, så jeg spørger, om de vil lægge en hånd på dig. Så lyser jeg velsignelsen over alle, der er tilstede: “Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og giv dig fred!” +

Der er mange ting, vi skal omkring ved sådan en samtale, for jeg vil gerne have et indtryk af dig.

Q 17


+ til jord skal du blive +

Skrøner fra krematorieovnen Henning Bahn, krematoriearbejder, Glostrup krematorium

Jeg har sådan et job, der får folk til at træde tre skridt tilbage, første gang de hører mig fortælle, hvad jeg laver otte timer om dagen; jeg brænder lig af. Fire til fem kister med kroppe kan jeg nå at forvandle til aske i løbet af en arbejdsdag. Jeg sender kisten ind i den 872 grader brændende naturgas, og derefter monitorerer jeg nøje forløbet på tre computerskærme; en på mit kontor, en på væggen i pausekøkkenet og en ved ovnen. Det tager omkring to timer at brænde et menneske, der ligger i en kiste.

Når ovnen er i gang, åbner jeg af og til et vindue i lågen for at følge processen, men de fleste brændinger ligner hinanden, når først kisten er opslugt af ilden. Eneste tydelige forskel er, at for eksempel kræftramte kan være længere tid om at brænde, fordi de har mindre fedt på kroppen. Efter brændingen tager det tre til fire timer at køle asken ned, før den kommer i en urne. Noget af varmen fra din brændte krop bliver genbrugt hos os. For at rense røgen fra ovnen bliver den kølet ned til 159 grader og sendt gennem støv- og kulfiltre.

Når hullet i jorden er fyldt Mads Jensen, graver og gartner, Søndre Kirkegård, Glostrup Trods min traditionelle stillingsbeteg-

nelse, er det ikke mig, der graver hullet ud til din kiste. Når jeg får beskeden om, at du skal begraves her på kirkegården, ringer vi til en entreprenør, der så kommer med sin gravemaskine for at lave et 1,6 meter dybt hul. Min moderne titel, gartner, er derfor mere dækkende, for det meste af min arbejdstid går med at pleje – jeg pusler med både huller, planter og pårørende. Min første rolle er at tage imod dine nærmeste, når de skal finde en plads til dig på kirkegården. Alternativt kan asken med en særlig tilladelse strøs ud over havet eller urnen kan blive begravet i en tilpas stor privat have. Ellers vil jeg finde en tom plads til dig her, og er dine efterladte som de fleste, vil de have lysindfald på din grav, måske et træ tæt på og omkranset af en hæk. Inden du i tilfælde af en begravelse ankommer i kiste, vil jeg glatte hullet ud og afstive det med metalspænder, som jeg efterfølgende dækker med grønne tæpper. Du skal vide, at det kan være, jeg har fjernet

18

knoglerester for at få plads til din kiste. En kistegrav er fredet mindst 20 år, men for det meste er det ikke nok til at opløse knogler, så hvis jeg finder nogle, graver jeg dem længere ned end de 1,6 meter, du skal ligge på. Til sidst placerer jeg gangstativer rundt om hullet, og derefter trækker jeg mig tilbage, mens begravelsen står på. Efter at alle dine pårørende har forladt kirkegården, fylder jeg hullet med jord. Medmindre, du er blevet brændt, og der derfor skal afholdes en bisættelse, for så er det faktisk mig, der både graver hullet ud til urnen, ligesom jeg er til stede iført sort jakkesæt. De fleste vælger en urnebisættelse. En stor del af mit job begynder først, når du ligger under jorden, og det er faktisk den del, jeg holder mest af. Kirkegården er livsbekræftende, og menneskene, der besøger den, giver mig en oplevelse af nærvær. Hvis du er som de fleste, er det blevet nemmere for dine efterladte at tale åbent om døden med mig. Mange fortæller mig fantastiske historier om dit liv. +

Er dine efterladte som de fleste, vil de have lysindfald på din grav.


+ til jord skal du blive +

Den overskydende varme bliver sendt gennem rør under jorden fra krematoriet til Glostrup Hospital, hvor du sikkert også kom fra, da du kom hertil – halvdelen af os dør jo på hospitalet. Men du skal huske, at det kun er omkring 15 procent, der kommer fra dig. Resten af energien kommer fra kisten og naturgassen. Har du en kunstig hofte, ryger den ned i en spand, der står ved siden af ovnen. Proteserne er lavet af titanium, og de smeltes om i Holland til nye proteser. Kunstige hofter er lavet af det

samme, man bruger til at beklæde rumskibe med. Debatten om etikken ved ligbrænding har efterhånden lagt sig lidt. Når jeg fortæller om mit arbejde til en udenforstående nu, er de fleste mest nysgerrige efter at høre, om ikke liget rejser sig inde i ovnen. Det er åbenbart en myte, der er opstået. Arme og ben kan godt flytte sig lidt, i takt med, at sener og muskler brænder væk fra knoglerne. Jeg plejer at forklare bevægelsen med det samme, der sker, hvis du klipper snoren på en bue.+

Det tager omkring to timer at brænde et menneske, der ligger i en kiste.

Jeg er stolt af mine hænders arbejde Stig Andersen, stenhugger, Raadvad Stenhuggeri, Gilleleje Tålmodighed. Jeg er den sidste, der

besøges ved din død, men egentlig ville jeg gerne have, at dine pårørende ventede lidt længere med at komme til mig. Jeg laver symbolet på din død, den sten, dine pårørende og forbipasserende vil forbinde dig med, når de står ved din grav. Jeg kan godt forstå, at mange bare gerne vil have det overstået, men lad mig alligevel fortælle lidt om de valgmuligheder der er. Det er fint med mig, hvis du eller dine pårørende bare ønsker at passe ind i mængden – stenen må ikke være større end de andre, og må gerne have efterskriften “Hvil i fred” eller “Altid i vore hjerter”. Stenen skal være billig, så den er sendt fra Kina eller Indien, hvorfra den koster ned til 300 kroner at importere. Måske står der kun “Grethe” eller “Far”, og skriften er ofte designet af en computer og sandblæst med maskine. Men jeg holder nu af kulturhistorien. Vi er kun omkring 50 rigtige stenhuggere tilbage i Danmark, og koryfæet som Niels Hansen Jacobsen er næsten glemt. Ved århundredeskiftet gjorde han stenhuggeriet

kunstnerisk anerkendt med sine mønstre og ansigter, sirligt formet med hammer og mejsel. Stenhuggerne tjente dengang ikke nok på skulpturer, og begyndte derfor at tage gravstenene til sig. Når man hugger bogstaver i hånden, hugger man fordybninger formet som v´er. Jeg synes, det giver et fantastisk lysindfald og et personligt præg. Nu står computere og maskiner for hovedparten. Fladt og fantasiforladt. Jeg ser det, fordi jeg er begyndt at genbruge gravsten fra kirkegården, de ligner alle sammen hinanden. De fleste står højest i 25 år, før de normalt bliver knust og brugt til at producere asfalt. Jeg synes, det er spild. Nu kan man også få QR-koder, som gør det muligt at skanne en digital fortælling om dig med en telefon, men det er ikke rigtig slået igennem endnu. Til gengæld er en gammel tendens kommet igen. Måske har du set ældre gravsten med titler som “professor”, “revisor” eller “husejer”. Forleden ønskede en kvinde, at jeg huggede “landinspektør” ind i hendes afdøde mands gravsten. Han var så stolt af sit job. +

Når man hugger bogstaver i hånden, hugger man fordybninger formet som v’er. 19


... af jorden skal du igen opst책

20


21


+ kødets opstandelse + I 1952 holdt den danske teolog P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole, hvor han agiterede mod datidens forestillinger om kødets opstandelse og det evige liv. Lindhardts opfordring til at fokusere mere på dette liv mødte først stor modstand, men er med tiden blevet så udbredt, at kirken, ifølge nogle præster og teologer, er kommet til at mangle et sprog til at tale om, hvad der sker efter døden. Af Kathrine Tschemerinsky

Opstandelsestro er ikke fremtidstro, men gudstro er ikke et forsøg på at redde sig en tilværelse ud over den, som er os beskåret, men er just vores bekendelse af, at vi ingen anden tilværelse har end den, Gud har undt os. Opstandelsestroen siger om fremtiden kun det, at fremtiden er Guds. For hans er riget, magten og æren.

m

ed disse ord afsluttede den danske teolog P.G. Lindhardt (1910-1988) sit foredrag på Askov Højskole den 14. september 1952. Ifølge Lindhardt kunne mennesker ikke gøre krav på at få et liv efter døden ved at opføre sig moralsk pænt i dette liv. Menneskelig moral og kristendom er to forskellige ting, og hvor tilværelsen her og nu er vores, hører fremtiden til Gud. Det evige liv er altså nu, og ikke noget der ligger ude i fremtiden. Foredraget skabte stor opstand. Nogle var begejstrede; endelig var der en teolog, som tog menneskets eksistens her og nu alvorlig. Kritikere derimod mente, at Lindhardts fortolkning lagde låg på enhver forestilling om det hinsides, og derved fjernede en helt central idé i den kristne tro. Tres år efter Lindhardts foredrag

22

er hans eksistensteologi for længst accepteret, men samtidig konstaterer både præster og teologer, at der de seneste par år er opstået en fornyet interesse for at tale om kødets opstandelse og det evige liv. Det, forklarer de, skyldes både tendenser i vores tid, men kan også ses som en modreaktion til den stilhed, der indfandt sig efter Lindhardts tale, når det gjaldt spørgsmål om kødets opstandelse og det evige liv. Menneskets interesse for hvad der sker efter døden, er dog på ingen måde ny.

De gode belønnes

“På Jesu tid var der langtfra enighed om opstandelse og evigt liv,” fortæller lektor Søren Holst fra Afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet. “På det tidspunkt eksisterede der flere jødiske bevægelser, som hver især havde meget forskellige forestillinger om de dødes opstandelse. Farisæerne havde en forventning om, at de dødes legemer engang i fremtiden bogstaveligt talt ville stå op af graven eller på anden vis bringes til live. Sadukæerne derimod afviste helt et liv efter døden, og så var der Essæerne, som troede på, at der ventede sjælen et andet liv, umiddelbart efter man døde, hvorimod kroppen blev tilbage.” At interessen for efterliv og opstandelse overhovedet opstår skyldes, ifølge Søren Holst, flere ting. “Der er ikke kun ét godt svar. Men man kan sige, at det var en almen tendens i denne periode at skifte fokus fra det, man kan se, til det man kan forestille sig. En række historiske begivenheder fik datidens jøder til at genoverveje deres skæbne. I de apokryfe skrifter finder man beretninger om en lang række


+ kødets opstandelse +

opstande og krige, hvor unge mænd blev nedslagtet på grusomste vis. Indtil da eksisterede en tro på, at vi kun har dette ene liv, og at det er godt, men eksemplet viste, at det ikke engang er sikkert, at de frommeste får deres belønning i dette liv, og det resulterede i en tilpasning af deres skæbneforståelse. Regnskabet må nødvendigvis først gøres op efter døden.” Denne problematik omtaler Geert Hallbäck, tidligere lektor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, som “retfærdighedsproblematikken”. “I den gammeltestamentlige jødedom opstår forestillingen om et differentieret efterliv. Det vil sige, at de gode belønnes, og de onde straffes. Kristendommen overtager denne forestilling.” Hallbäck påpeger dog, at den kristne opstandelsestanke også adskiller sig på andre måder: “Ifølge kristen tro er Kristus opstået som både Gud og menneske, og som Paulus skriver i sit første brev til Korintherne: Hvis man tror på Kristus, tror man også på opstandelse.” Men, som Hallbäck påpeger, forstod de tidlige kristne ikke kun opstandelsen som et åndeligt fænomen. “Paulus skriver sit brev til Korintherne på et tidspunkt, hvor nogle har afvist forestillingen om en legemlig opstandelse og i stedet forestiller sig opstandelsen som en tilstand, hvor sjælen lever videre befriet for legemet. Men Paulus mener altså også, at opstandelsen er legemlig.” Som en illustration af opstandelsens legemlighed formulerer Paulus lignelsen om bonden, der planter et sædekorn, som vokser og bliver til en plante, og som skal symbolisere den forvandling, der finder sted ved

opstandelsen. På den ene side er der kontinuitet mellem sædekornet og planten, på den anden side er der også tale om en helt anden form for legemlighed – opstandelseskroppen er altså både den samme og en helt anden, end den vi er givet i dette liv. “Og gudskelov for det.” Konstaterer Geert Hallbäck. “For hvilken krop skulle det i så fald være? Vores gamle krop? Unge krop? Hvornår i vores liv er vi mest os selv?”

Mistro til kroppen

Diskussionerne om hvorvidt opstandelsen involverer krop, sjæl eller begge dele er, ifølge Geert Hallbäck, blandt andet en reaktion på datidens stærke påvirkning fra den hellenistiske tradition, som den tidlige kristendom forsøgte at gøre op med. “Alt det her skal ses som et forsøg på at formulere et alternativ til antikkens Grækenland, hvor man nærede stor mistro til kroppen. Grækerne var ekstremt kropsfokuserede og forsøgte blandt andet gennem stor anstrengelse at disciplinere kroppen, men samtidig var der også en kolossal opmærksomhed på kroppens sårbarhed. Lidt ligesom i dag.” Hvor grækerne måske mest af alt ønskede sig befriede fra kroppen, og betragtede den fysiske verden som mindre værdifuld, var der blandt de tidlige kristne et behov for at fremhæve det legemlige og skabte som noget godt. Som Søren Holst forklarer: “Denne modsætning ser man komme til udtryk i den apostolske trosbekendelse, som stadig siges den dag i dag, og hvori man netop bekræfter troen på kødets opstandelse.” Trosbekendelsen er, ifølge Søren Holst, en programQ

Troen på kødets opstandelse er i høj grad med i begravelsestaler og når jeg taler med pårørende. Det er en helt central del af den kristne tro. Sognepræst Eva Holmegaard Larsen fra Nøddebo sogn

23


erklæring, der har til formål at understrege, at krop og sjæl er forbundne og ligeværdige. “Gud har nemlig skabt begge ting, og derfor må det være godt.”

Kødets opstandelse

Selvom det er over to tusinde år siden, Paulus formulerede sin lignelse om sædekornet, er det stadig den, som præster og teologer tager i brug, når de skal sætte ord på kødets opstandelse. Som sognepræst Eva Holmegaard Larsen fra Nøddebo sogn forklarer: “Troen på kødets opstandelse er i høj grad med i begravelsestaler og når jeg taler med pårørende. Det er en helt central del af den kristne tro. Men det er vigtigt at få gjort klart, at vi ikke taler om kød i slagtermæssig forstand. Enhver kan jo se, at kroppen ligger tilbage som efterårets blade.” Men ligesom for oldtidens kristne er kristendommen fortsat kendetegnet ved en høj agtelse for det levede liv. “Det legemlige handler om det levede liv og er vigtigt for at udtrykke, at Gud favner hele den afdødes livshistorie. Et menneske er en helhed af krop og ånd. Og at tale om kødets opstandelse er en agtelse for ethvert menneskeliv, som det leves her på jorden i krop, kød og blod. Derfor gør vi os også umage med at sige noget ved hvert eneste dødsfald, om det så kun er bedemanden, der er mødt op til bisættelsen.” Sognepræst Ole Backer Mogensen fra Græsted sogn oplever generelt et stort behov for at finde ord til at beskrive det evige liv, og i den forbindelse finder han det vigtigt at understrege, at kødets

Kristus er gået i forvejen, og derfor går man ikke alene ind i døden. Sognepræst Ole Backer Mogensen fra Græsted sogn

24


+ kødets opstandelse +

opstandelse ikke kun sker symbolsk men også konkret. ”Kristus har gjort noget ved døden, og det har gjort noget ved os.” Denne håbsdimension er ifølge Ole Backer Mogensen helt central for hans tro, da den giver ham noget at rette sin taknemlighed mod, men troen er også en trøst, da den gør døden mindre dramatisk. ”Kristus er gået i forvejen, og derfor går man ikke alene ind i døden. Det giver mig en tro på, at mine håb og tvivl en dag vil afløses af skuen og viden, samtidig med at det også giver mig et håb om, at jeg en dag vil blive genforenet med mine elskede.”

Tusinde år

Også Eva Holmegaard Larsen fremhæver opstandelsen som helt central for den kristne tro. ”Det giver simpelthen ikke mening at tale om Gud, hvis man ikke taler om en skabende Gud. Hvad er Gud så? Med Gud må man gå all in. Man kan ikke have en Gud, der kun lige får lov at smutte ind i de få mellemrum, vi tillader holdes åbne for det gådefulde. Og tror man på en skabende Gud – en Gud, der har sat hele universet i spil og derfor er herre over tiden – så er troen på de dødes opstandelse en helt naturlig del af det hele.” Hun understreger til gengæld samtidig også vigtigheden af at formidle, at det evige liv ikke skal forstås som en fortsættelse af det liv, man slap ved døden. ”At vi er i Guds hånd, er netop den trøstende tanke, der gør det muligt at slippe den døde – ligesom det er vigtigt at lade den døde slippe os. Der er noget, der er definitivt forbi. Og det liv, vi tror, Gud fortsat bevarer os i, er i en anden dimension, uden for tiden og afgrænset fra jordens liv.” Eva Holmegaard Larsen talte på et tidspunkt med en ung kvinde, som havde mistet sin mor. Det viste sig, at den unge kvinde

gik med tanker om at skynde sig at følge efter, hvis hendes mor sad og ventede. ”Oplevelsen fik mig til at tage sætningen fra Det Gamle Testamente ’tusind år er i dine øjne som én dag’ alvorligt. Den døde sidder ikke og venter. Den døde er hos Gud, og der er fred. Også fred fra os.” At der skulle være et stigende behov for at tale om kødets opstandelse og det evige liv, er noget, tidligere sognepræst Johannes Værge kan nikke genkendende til. ”Min bog Efter Døden udkommer nu i femte oplag, men også i forbindelse med foredrag oplever jeg stor interesse for dette emne.” Ifølge Johannes Værge indfandt der sig, som et resultat af Lindhardts tale, en modvilje mod at beskæftige sig med spørgsmål om døden og det evige liv, som er fortsat helt op til i dag. ”Lindhardt ville gerne gøre op med diverse folkelige forestillinger om det evige liv. I stedet mente han, at vi bør have tillid til Gud.” Problemet er, ifølge Johannes Værge, at spørgsmålet optager folk uanset hvad. ”Vi har brug for billeder. Vi har brug for sprog. Og hvis kirken ikke kan besvare vores spørgsmål, begynder vi bare at trække på andre traditioner.” Af samme grund finder han det meget positivt, at der især blandt yngre præster er langt mindre berøringsangst, når det gælder spørgsmål om opstandelsen og det evige liv.

Tomme begreber

Selvom der i dag også er andre spørgsmål, der optager os, bør Lindhardts kritik, ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor fra Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet, hverken betragtes som forkert eller irrelevant. ”Langt hen ad vejen kan jeg sagtens følge Lindhardt i hans opgør. Hans eskatologi [eskatologi er læren om Q

25


Vores tid er præget af ekstremt høje forventninger både til os selv og andre. Vi tæller kalorier. Vi tæller skridt. Måske folk i dag har behov for andre fortolkninger. Sognepræst Eva Holmegaard Larsen fra Nøddebo sogn

26

+ kødets opstandelse +

verdens undergang og den yderste dom, red.] var både et opgør med den naturlige teologi, altså ideen om at vi kan vide noget om opstandelsen ud fra vores egen natur, og gerningsretfærdigheden, ideen om at opstandelse er noget, man kan gøre sig fortjent til. Derfor er det også en fejl at tro, at man skal gå bag om Lindhardt. Hans kritik er i mine øjne ikke et sidespor, men et af højdepunkterne for dansk eskatologi i det 20. århundrede.” Men også hendes eget ph.d.-projekt var anfægtet af, at den danske kirke og teologi stort set ikke har beskæftiget sig med opstandelsestanken siden Lindhardts foredrag. ”Mens Lindhardts ambition var at skelne mellem begreber, så man kunne værne om opstandelsestankens sande indhold, så er jeg optaget af, hvordan den gør sig gældende under bestemte vilkår og sammenhænge. For det er dybt problematisk, hvis en forfinet distinktion har som konsekvens, at vi slet ikke kan sige noget om indholdet af vores håb.”

Det vi håber på

Og hvad er det så, der kendetegner det kristne håb? Ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er håbet bundet til Kristus: ”Jeg forstår ikke opstandelse som en isoleret begivenhed, men som en relation, en bevægelse eller forvandling. Det er et perspektiv, der hverken er optimistisk eller pessimistisk, men forsøger at tage menneskets endelighed og begrænsede handlemulighed – både i tid og rum – alvorligt. Selvom vi ikke kan slippe for lidelsen, er der måder at omgås endeligheden, så den bliver andet end blot lidelsesfuld.” Med det sagt skynder Johanne Stubbe

Teglbjærg Kristensen sig at understrege, at hun nødigt vil lyde, som om hun fremhæver en eneste eller en bestemt udlægning af opstandelsen som ubetinget bedre end andre. ”Det, jeg forsøger at gøre, er at undersøge nogle erfaringer og forestillinger, og hvilke sammenhænge de blev til i. Det er en refleksion over, hvad nogle ord i vores tradition kunne betyde. Men ligesom Lindhardt ender man hurtigt med at fokusere på rene begreber. Det er svært at undgå. Jeg selv har også et dårligt sprog til at tale om det.” Heller ikke Eva Holmegaard Larsen mener, at man bare skal affeje Lindhardts kritik af datidens og tidligere tiders forestillinger om det evige liv. I stedet skal man forsøge at forstå den i forhold til hans samtid. ”Da Lindhardt holdt sin tale, blev livet i visse kristne kredse betragtet som en jammerdal, der bare skulle overstås, og det evige liv var en slags gulerod for bedre at kunne udholde denne verdens usselhed. Det var hverken en særlig handlekraftig eller livsglad forståelse, hverken af jorden eller himmelens liv. Derfor var det en frisk og tiltrængt udrensning af den sentimentale gensynsforestilling at tænke det evige liv mere eksistentielt.” Problemet er bare, ifølge Eva Holmegaard Larsen, at der med denne fortolkning følger en risiko for, at man kommer til at gøre den kristne forkyndelse lidt for flad og lidt for meget fokuseret på dette liv. ”I kirken til begravelsen vil vi høre: ’Fik du set det du ville. Fik du hørt din melodi.’ Vores tid er præget af ekstremt høje forventninger både til os selv og andre. Vi tæller kalorier. Vi tæller skridt. Måske folk i dag har behov for andre fortolkninger, ligesom dengang Lindhardt holdt sin tale.” +


+ fakta om dØDEN +

52.110 døde i Danmark i 2013 . Det svarer til 0,9 procent af befolkningen. Kilde: Danmarks Statistik

1000 nygifte var over 65 år i 2006, og af dem var 36% enker eller enkemænd. Kilde: Danmarks Statistik

48

procent dør på hospitalet, viser de seneste tal fra 20042006. Kilde: Dødsårsagsregistreret

122 sorggrupper er etableret i folkekirker ud over landet, for børn, unge og voksne. Se mere: sorg.folkekirken.dk

år er det minimum antal år et urnegravsted er fredet. 20 år for et kistegravsted. Kilde: Kirkeministeriet

procent. Så meget er antallet af begravelser med medvirken fra sognets præst faldet mellem 2009 og 2013. Kilde: Danmarks Statistik

63 år og op efter, er en alder hvor sorg over at miste en partner ofte betragtes som ’andenrangs’ sorg af omgivelserne. Kilde: Ensomme Gamles Værn

81,9

år er den gennemsnitlige levetid for danske kvinder. Mænd bliver 78 år. Levetiden er steget stødt for begge køn siden midten af 1990’erne.

31

Kilde: Danmarks Statistik

1.692

ønskede i 2008 en askespredning over hav, mens kun 80 ytrede samme ønske i 1988. Kilde: Kristeligt Dagblad

hjul kan fra 2014 udgøre en rustvogn, da Begravelse Danmark har indkøbt en motorcykel til formålet. Årets andet nybrud blev en specialbygget ladcykel.

950 kroner koster det at få en QR-kode på sin gravsten med henvisning til online-foto og tekst. Kilde: livsminder.dk

procent af alle døde i 2012 gik bort på grund af kræft som landets mest udbredte dødsårsag. Kilde: PAVI

2

6

5,2 procent færre begik selvmord i 2013 i forhold til året før. Faldet skyldes færre mandlige selvmord. Kilde: Dødsårsagsregistreret

gange optræder ordet ‘dig’ i den aronitiske velsignelse, der blandt andet ledsager begravelsen.

Af Anders Haubart Madsen

10

14

27


+ tiden +

Tiden er et bedrag Af Gertrud Thisted Højlund

D

et er torsdag. De lyse nætters tid, og sommeren er gavmild. Naturen svulmer af liv, og mellem de grønne bakker og den blå himmel sejler hvide totter af kumulusskyer fra evighed, og til evighed i deres kredsløb med kloden. Af rislende vand opstået, til rislende vand skal de blive, og deraf skal de igen opstige. Sort-hvide svaler flakser rundt efter insekter. Hestene græsser, mens deres haler dasker til de summende fluer. Og min far er død. Det sidste kan jeg ikke forstå. Vi fik kun et par dages varsel. Dage, hvor håbet og rædslen kæmpede om pladsen. Uvirkelige dage skåret ud i små skiver af absurde øjeblikke. Nogle helt apatiske. Bedrageriske i deres almindelighed. Hvorfor skal ens latterlige krop stadig på toilettet, når en man elsker ligger for døden? Tør man gå i bad, når man føler sig helt porøs? Står jeg og skærer i en agurk, mens jeg mister min far? Kroppen insisterer med sine trivielle behov, selvom det er dén, som en dag giver op og hiver livet med i døden. Andre øjeblikke er fyldt med panik, alle alarmer blinker og hyler og alting skriger nej-nej-nej. Man er i oprør mod tiden. Nej, jeg vil ikke følge med dig længere, tid. Spar mig for fremtiden. Jeg vil slå neglene i alt, som er. I alt det som om lidt bliver til datid. Og alligevel presser tiden mig – med ophøjet ligegyldighed – ind i en fremtid, jeg ikke vil kendes ved.

En fremtid, som gør mit ‘er’ til et ‘var’, og roder rundt i alle mine tider. Jeg vil have dommen omgjort, men døden er den ubarmhjertige knytnæve, der blæser mig baglæns ind i den uønskede fremtid, som nu er min nutid, hvor min far herfra pludselig skal omtales i datid. Niels Højlund var min far. Men jeg er stadig hans datter. Hvor kan man få sine tider synkroniseret igen? Min far er død, og i dagene lige efter opdager jeg, at tiden er ubrugelig, når hjertet går i stykker af sorg. Fortiden er ubærlig, fordi den er fyldt med den ubekymrethed, der aldrig kommer tilbage. Fremtiden en uvelkommen gæst, fordi døden ikke kan genforhandles. Den er så permanent, og jeg vil ikke tænke på, at min far både er død nu og i fremtiden. Alle dage i resten af mit liv, skal min far være død. Forhåbentlig bliver mit liv uden ham længere, end mit liv med ham blev. Og når fortiden minder om savnet og fremtiden minder om sorgen – så er der kun et lille snævert ‘nu’, et hjerteslag ad gangen, hvor livet er udholdeligt. En smal sprække, hvor man skal forsøge at få plads til sit skræmte væsen. Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson skriver bøger, der er gode at læse, når man brydes med døden. Og han har ret, når han skriver, at “tiden er et bedrag, den eneste brugbare måleenhed er livet”. Min far er død. Det er så banalt og så svært at bære på samme tid, og alligevel ved jeg, at det er sådan, livet skal være. Det værste er ikke at miste sin far. Det er bare slægt, der følger slægters gang. Det værste er at miste sit barn. Det værste ville have været ikke at miste ham. Det er meningen, at man skal miste sine forældre. Det forekommer mig vanvittigt. Døden er bagsiden af den sælsomme medalje, vi kalder livet. Jeg forstår begge dele mindre og mindre, des mere jeg lærer om dem. Hvordan kan alt opstå ud af intet – for derefter endnu en gang at blive til intet? Jón Kalman igen: “Hver bevidsthed er trods alt en verden udspændt mellem jord og himmel, og hvordan kan noget så stort forsvinde så let, blive til ingenting, ikke engang efterlade en smule skum, ikke engang et ekko?” Det føles nu, som om der stadig er et ekko inde i mig. Et ekko af faderlig kærlighed og omsorg. Fysikkens ekko dør ud, men i sjælen runger det væsentlige længe efter. +

CV: Gertrud Thisted Højlund (født 1981) er journalist på Radio24syv og datter af Niels Højlund, tidl. højskoleforstander og vært for tv-programmet Højlunds Forsamlinghus. 28


mindes + mindet +

Mindesmærke

Forskeren Anne Kjærsgaard har undersøgt, hvordan vi mindes de døde i Danmark i dag. Kirkegårdene bærer vidnesbyrd om vores skikke og traditioner, men også derhjemme har vi særlige måder at give den afdøde en plads i hverdagen. af Anne Kjærsgaard foto Maria Llambias

V

i sætter blomster ved gravstenen for ære, den dødes minde og tænke tilbage på det liv, vi engang havde sammen. Sådan siger vi. Men måske handler det også om noget andet. For gravsten og andre mindesmærker kan mere end blot at markere det, der ikke mere er. De kan også forankre forsatte relationer og give stof til en følelse af den fraværendes nærvær. De kan lade fortid og nutid mødes, så det mærkes. Vi kommer med blomster til mormor, hvad enten vi besøger hende hjemme eller på kirkegården, og vi opfordrer stadig børnene til at lave en tegning eller en perleplade og tage med til hende. Vi pusler om graven og gør den pænt i stand på samme måde, som vi ville have gjort med vores gamle fars hjem eller vores barns værelse. Bænke til at sidde på og breve på graven fortæller om ophold hos de døde og vedblivende kommunikation, og det hænder også at mad og drikke på et gravsted vidner om et forsat måltidsfælleskab. Med døden er vores relation forandret, men ikke ophørt. Mindesmærker materialiserer denne sociale virkelighed og gør den synlig og mærkbar. Og det sker ikke kun på kirkegården; også andre ting kan gøre den døde nærværende i hverdagen.

mærke

Q

29


mindes + mindet +

De forsatte bånd

Døden sætter en brat stopper for vores fysiske liv med hinanden, men den døde kan forsat være en vigtig del af vores sociale virkelighed. Vi forstår stadig os selv som den dødes søn, datter, forældre, ven eller bekendte. Derfor kan det være vigtigt for os stadig at drage omsorg for de døde, give dem gaver, berette om sidste nyt eller spørge dem til råds, sådan som vi altid har gjort. +

Inderst inde

Den døde giver med arven også ting til os, men det er ikke alt vi beholder. Smykker er typiske arvestykker, vi gemmer, og bestemt ikke kun på grund af deres økonomiske værdi. De ting, der er mest betydningsfulde for os, er ofte kendetegnet ved, at de har været i direkte berøring med den døde. Som de gamle udtrådte sko, der får os til at høre lyden af fars trin på trappen. Eller sweateren der dufter af ægtefællen, og som måske for en tid er rar at tage på og mærke mod huden, så det er som at blive omfavnet igen. + 30


mærke + mindet +

Stadig med i billedet

Fotos kan føles meget livagtige og opleves som noget, der gør den afbildede nærværende. Når vi hænger fotos af levende og døde side om side på væggen, sætter vi tiden ud af kraft og udvisker dødens abrupte adskillelse. Mange sætter også fotos af gravstedsbesøg ind i fotoalbummet, på samme måde som de gør med billeder fra familiesammenkomster. Når vi tager billeder på graven, hvor stenen giver den døde krop, får vi alle med; de døde er stadig en del af familien. +

Mærkedage

Nogle dage mærkes savnet af den døde stærkere end andre; dage, hvor vi plejede at være sammen, og hvor vi skulle have været sammen. Hvordan kommer man gennem fødselsdagen uden barnet, morsdag uden mor og brylluppet uden far? Det er især på sådanne svære dage, at vi gør brug af ting og opsøger særlige steder, som kan forbinde os med den døde. Det styrker vores oplevelse af, at den døde stadig er en del af vores liv. Døden har ændret vores relation radikalt, men ikke tilintetgjort den. + CV: Anne Kjærsgaard f. 1974 er uddannet teolog og præst, og er pt. ph.d.-studerende ved Center for Thanatologi [læren om døden, red.] ved Radboud Universitet Nijmegen i Holland. 31


+ sorgen +

I virkeligheden om døden på nettet

Vores brug af internettet har skabt nye måder at sørge på. Stine og Anna-Sofie fandt rum for sorgen på de sociale medier, her var der mulighed for at give den afdøde et virtuelt efterliv og for at dele sorgen med andre i et onlinefællesskab. Af Sarah Auken

Hvad er det der gør, at det er svært at vise billeder af døde børn? Hvad er det for tabuer, vi selv er med til at videreføre? Stine

32

D

et er syv år siden at Klemens døde. Jeg undrer mig stadig over hvordan vi som forældre kunne stå på gaden kun 12 timer efter med tom autostol, jeg med brændende brystbetændelse og uden livline. Jeg ved aldrig om jeg rigtig fik sagt tak dengang til alle der greb os og var der. Tak! Sådan skriver Stine på Facebook på årsdagen for sin søns død. Hendes venner reagerer venligt og imødekommende på hendes opdatering og de sender knus, tanker og hjerter i retning af Stine og hendes familie. Internettet er blevet hverdag for de fleste. Man handler, man finder oplysninger, og man taler sammen over nettet. Derfor er internettet også et naturligt sted for mange at drøfte holdninger, oplevelser og følelser. Nogle siger, at det billede, vi tegner af os selv på internettet, er et glansbillede. Men som Stines historie viser, kan internettet også skabe et rum for de svære følelser. De fællesskaber, der dannes, kan handle om dybt alvorlige emner, så det at fremlægge og drøfte sine følelser på

internettet, fx på Facebook eller i personlige webdagbøger, blogs, kan blive en del af sorgarbejdet omkring afgørende begivenheder i ens liv, skilsmisser, sygdomme, dødsfald. For syv år siden blev Stine og hendes mand indlagt med deres nyfødte søn, som viste sig at have en uhelbredelig hjertesygdom: Han var født med kun et halvt hjerte. Efter et hektisk forløb med ambulance og hjertestop, banker Klemens halve hjerte en sidste gang, og han dør i sine forældres arme. Fra at være nybagte forældre med alle drømme og håb til familielivet, er de med et slag blevet forældre til et dødt barn. Klemens blev 22 dage gammel. ”Vi vidste ikke, at vores søn var syg – og så kom vi ind, og så døde han, og så stod vi dér – bogstavelig talt på gaden; uden barn, men med en masse følelser, chok, forvirring, vrede og sorg. Jeg kendte ikke nogen, som havde det ligesom mig, forældre, der havde et dødt barn og gudskelov for det.”

Den virtuelle sorggruppe

Da Stine kommer hjem fra hospitalet uden sit barn, leder hun først og fremmest efter


+ sorgen +

viden og oplysning om sin søns sygdom. I sin søgen på nettet forsøger hun at finde ud af, hvordan andre har det i sorgen. ”Det var et helt nyt landskab for mig at navigere i,” fortæller hun, ”jeg havde knap nok fundet ud af, hvordan man er mor til et spædbarn, og nu skulle jeg finde ud af hvordan man er mor til sit døde barn. Det var vigtigt for mig at det skete på den rigtige måde, og at jeg stadig var en god mor. Hvordan sørger man rigtigt, og hvad er det her sorg for noget?” Stine læser blogs fra andre, der har oplevet lignende tab, og mens hun læser, begynder hun også selv at skrive sin historie ned. Det giver god mening for hende, og hun oplever at brikkerne gradvis begynder at falde på plads. Til at begynde med, er det bare vigtigt for hende at få skrevet Klemens historie ned og få greb om den, men efterhånden bliver det også en fortælling om hendes sorg. Hun vælger at oprette en blog selv. På den måde er hun med til at bidrage til den virtuelle sorggruppe, der udgøres af blogs, hvor mødre fortæller om deres sorg og deler erfaringer og trøst. ”Jeg blev del af et blogfællesskab for mødre, der havde mistet et barn. Det var den mødregruppe, jeg ikke havde, og det var det sted, hvor vi kunne tale om det at være mødre. Her kunne jeg spejle min sorg i de andres. Det var et meget vigtigt fællesskab i en periode, hvor jeg kunne genfinde nogle af de følelser, som jeg ellers stod alene med, hos de andre. Der var andre, der havde været der før mig, og det jeg oplevede som stærkt, var at nogen vidste noget om, hvad jeg gik igennem, og kommenterede på min historie.”

Tabuer

Stine lægger mærke til, at andre på deres blog beroliger læserne: ”bare rolig – her

er der ingen billeder af døde børn”. Dette provokerer hende, for hun har allerede på det tidspunkt lagt billeder af sin lille søn på internettet. Vel at mærke både fra de 22 dage, hvor han levede, og fra efter hans død. ”Hvad er det der gør, at det er svært at vise billeder af døde børn?” spørger hun, ”hvad er det for tabuer, vi selv er med til at videreføre?” Hun stiller også spørgsmålene på sin blog, og diskussionen viser, at folk er meget forskellige i deres sorgproces. Det svinger fra person til person, hvor grænsen går for, hvad de finder acceptabelt, og for, hvad der slår dem ud. Stine selv synes ikke, at det er billederne, hvor Klemens er død, som er voldsomme, men dem, hvor han ligger pakket ind i slanger og iltmaske. Da han kommer fri af maskinerne, ligner han sig selv – også selvom han er død. Stines mand bakker op omkring bloggen, men vennerne er nervøse. Er sådan en blog for selvudleverende? Hvilket signal sender man til kommende kolleger – eller til arbejdsgivere? Men frygten viser sig ubegrundet. ”Jeg har faktisk været til en jobsamtale, hvor arbejdsgiveren var kommet forbi bloggen. Men det viste sig at være helt igennem positivt. Hun syntes, at det var stærkt, at jeg var åben omkring en så tragisk og skelsættende begivenhed i mit liv.”

Mindesiden

Et andet sted på internettet, der giver plads til død og sorg, er siden mindet.dk. Det er en side, hvor pårørende kan gå ind, tænde et lys for en afdød og skrive en lille hilsen. Det er også muligt at oprette deciderede sørgeprofiler, og der er offentlige diskussionsgrupper. Siden er ejet af Kristeligt Dagblad, og der er tilknyttet nogle sognepræster, som man kan skrive til og få sjælesorg over nettet.

Jeg ved ikke, hvorfor vi var tavse, måske var vi for unge. Ingen af os havde mødt døden før. Vi vidste ikke, hvordan man gør; det var simpelthen for svært. Anna-Sofie

Q 33


+ sorgen +

Jeg bryder mig ikke om at gå på kirkegården, jeg synes ikke det er et rart sted. Her på Facebook er en verden, jeg kender, den er mere normal for mig. Anna-Sofie

Kjetil Sandvik, lektor i medievidenskab på Københavns Universitet, har studeret mindet.dk med specielt fokus på spædbarnsdød. Han fortæller at flere og flere forældre søger på internettet for at finde svar og et fællesskab i sorgen. Tendensen er, at forældrene ret hurtigt efter et tab opretter et minde, at de er aktive i en periode, og at intensiteten så fortager sig efter ca. et år. Fælles for brugerne er, at de forsøger at få greb om livet efter tabet. Det handler om, hvordan man kommer videre. Den fremtid, man har set for sig med sit barn, og som man har forberedt sig på ved at købe barnevogn og børnetøj og måske ved at indrette et børneværelse, er forsvundet. I stedet står man tilbage med et hul i sin tilværelse og en forfærdelig sorg. Brugerne ved, at mindet.dk har rum til sorgen; her er den det normale; ikke let, men heller ikke tabubelagt. De søger et sted, hvor der er andre som dem selv – hvor de kan støtte hinanden. Det meningsbærende i lang tid – alt det man ventede sig af at skulle være forældre – er gået i smadder, og man har brug for at få styr på livet. I en vis forstand har man brug for at få barnet tilbage: ”Vi er stadig forældre, selvom vores barn døde.” En sørgepraksis på nettet udelukker ikke et fysisk gravsted, og en gang imellem er der en QR-kode på gravstenene, der viser hen til en mindeside på nettet, – det fysiske og det digitale mindested bindes sammen. Kjetil Sandvik konkluderer: Det er vigtigt at sådanne steder findes, døden er en del af livet, og det er vigtigt at kunne tale om den. Vi kan se, at det har hjulpet mange forældre. De er kommet videre i livet, og sorgen er bearbejdet. De har lært at leve med sorgen og trods den – eller med den - skabt et meningsfuldt liv.

Når de døde vågner

Men der er også dem, der ikke finder det fællesskab, de søger, på mindet.dk. For fire år siden kigger Anna-Sofie ind på siden. Hun føler sig helt isoleret i sin sorg. 34

Hun kigger på de forskellige grupper for pårørende, og finder gruppen ”For dem der har mistet en kæreste”, men det viser sig at trådene er flere år gamle, og hun får ingen respons på sine indlæg. Hun fortæller: ”Jeg var 19 år gammel, og min kæreste var lige død i en skiulykke. Jeg ledte efter nogen, der kunne sige til mig, ’det er o.k., det du gør’, eller ’sådan havde jeg det også’ – nogen, der vidste noget om, hvad jeg gik igennem. Jeg var helt alene med de her følelser. Det allerværste var, at den, jeg havde allermest brug for at snakke med og blive trøstet af, var Oliver selv, og det var ham, som var død.” I stedet bliver det på Facebook, Oliver får et efterliv for Anna-Sofie. Men heller ikke det er uproblematisk. I et opslag på den døde kærestes profil skriver hun ”Elsker dig for evigt”. Mange liker det, men ingen skriver kommentarer eller sender hjerter. Til gengæld får hun sendt mange private beskeder. Sorgen over Oliver udtrykkes ikke offentligt. ”Jeg ved ikke, hvorfor vi var tavse”, fortæller hun, ”måske var vi for unge. Ingen af os havde mødt døden før. Vi vidste ikke, hvordan man gør; det var simpelthen for svært. Jeg magtede heller ikke at skrive tilbage til folk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare – der var ingen ord tilbage i verden, der gav mening.” Når et menneske dør, er der mange praktiske ting, som man pludselig skal forholde sig til. Hvad med tøjet fra skituren, vasker man det? Hvad gør man med telefonen? Og hvordan skal man forholde sig til den facebookprofil, Oliver har haft, og som jo står der endnu? Tøjet bliver vasket (undtagen en enkelt T-shirt som AnnaSofie beholder), mobiltelefonen slukkes og bliver lagt i en skuffe, og i fællesskab bliver man enige om, at Anna-Sofie skal prøve at slette profilen. Hun bruger dage på at komme ind på Olivers konto, og til sidst lykkes det. Hun kigger hele hans profil igennem, downloader alle billederne. Men hun kan ikke finde ud af at slette den og ender med blot at deaktivere profilen. Det betyder, at


+ sorgen +

Når Anna-Sofie mindes Oliver, gør hun det samme, som mange af hans venner. Hun finder hans billeder på Facebook og kigger på dem. ”Jeg bryder mig ikke om at gå på kirkegården, jeg synes ikke det er et rart sted. Her på Facebook er en verden, jeg kender, den er mere normal for mig.”

Gravstenen, der blev tavs

Olivers informationer er gemt, men at han forsvinder fra Facebook. Hun ændrer selv sin status fra at være ”I et forhold” til at være ”Single”. Deaktivering eller ej. En aften er Oliver pludselig tilbage på Facebook, som om han selv er online. ”Jeg kan huske, at jeg tænkte ”han er tilbage, han har snydt os. Nu kommer han lige om lidt, som han plejer, og henter mig.” Hun går ind på hans profil og det ser ud som om at han er tilbage. Hun er ikke den eneste, der opdager det – den gamle vennekreds omkring Oliver bliver samlet igen for at finde ud af, hvad der sker. Det lykkes ikke at opklare mysteriet, måske har Facebook ændret sig. Anna-Sofie logger igen ind på hans konto og nu beslutter hun og de andre at lade den være. Hun ændrer dog hans profilbillede, så det er et ordentligt billede, der vises, ikke det fjollebillede, som var det sidste, Oliver selv brugte.

Stine skriver ikke længere på bloggen. Den har stået urørt i lang tid, men Stine lader den stå som en virtuel gravsten for Klemens. ”Siden jeg skrev på bloggen, har mit liv ændret sig. Vi har fået tre børn, og sorgen fylder ikke min dagligdag i dag. Dermed glider også blogfællesskabet ud,” fortæller Stine, ”men jeg ved, at bloggen bliver brugt af andre både til at søge oplysning og til at finde en slags trøst, så også derfor giver det mening at lade den stå”. Stine og hendes mand er helt bevidste om, at døden stadig er et vanskeligt emne, så de har entradition med at begynde familiens fejringer og fødselsdage ved Klemens grav. ”Vi ved, at det er svært – især for de andre voksne – at starte en samtale om den bror, der ”mangler” i børnenes liv. Derfor er det ritual en hjælp. Det giver sorgen et rum, og Klemens er en del af familien.” Sådan har det også altid været for Klemens søskende. De kender gravstedet, for de har tit været forbi, og når de alligevel skal til legepladsen, er de nu og da henne og hilse på. ”Der ligger min døde bror,” råbte en af drengene en dag til en ny klassekammerat, da de cyklede forbi kirkegården. ”Det er jo ret overraskende,” fortæller Stine, ”men det giver en anledning til igen at tale om det, også selvom det måske ikke lige var dén indgangsvinkel, man selv havde forestillet sig. Men det er jo noget, man skal kunne tale om i mange sammenhænge. Det er en del af livet – vores liv.” +

” Siden jeg skrev på bloggen, har mit liv ændret sig. Vi har fået tre børn, og sorgen fylder ikke min dagligdag i dag. Stine

35


+ DØDEN +

36


+ DØDEN +

Lad os tale om

døden

Fortrængning og traditionstab præger danskernes forhold til døden. De ansatte i sundhedsvæsenet og ikke mindst hospitalspræsten kan lære den døende og de efterladte at blive bedre til at tale om døden. Af Anna-Lise Bjerager

62

-årige Claus Søndergaard og hans kone havde aldrig talt om døden forud for den forårsdag i 2010, da de sad på Herlev Hospital over for en læge, der sagde: ”Anne-Grethe, du har kræft i knoglerne, og der er desværre ikke noget, vi kan gøre.” ”Det var ubeskriveligt forfærdeligt at få den besked. Det sortnede for øjnene, og man vidste ikke, hvad man skulle sige eller gøre. Alligevel var vores første reaktion fornægtelse. Jeg kan huske, at vi sagde til hinanden, da vi gik ud fra hospitalet: ”Dette her bekæmper vi”, siger Claus Søndergaard. Han fortæller om sin kones halvandet år lange og svære sygdomsforløb, mens han byder på te hjemme i rækkehuset i Søborg, hvor hendes navn stadig står på messingskiltet ved entrédøren. Anne-Grethe var folkeskolelærer ligesom Claus selv, og de havde kendt hinanden i 18 år, da de besluttede sig for at blive gift. De mente, at et giftermål ville gøre tingene enklere, hvis en af dem skulle falde bort. ”Vi talte faktisk heller ikke om døden ved den lejlighed. Men jeg tænkte da i mit stille sind, at det nok var mig, der døde først. Jeg har røget og slet ikke levet så sundt et liv som Anne-Grethe,” siger Claus Søndergaard. På et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet kom parret i kontakt med hospitalspræst Tom Kjær, og det blev af afgørende betydning. ”Anne-Grethe og jeg havde meget svært ved at tale om døden. På en måde forstår jeg det ikke, for jeg er vokset op med døden. Min far døde, da jeg var 14 år, og som dreng læste jeg Johan Herman Wessels digt ’Smeden og bageren’ i skolen. Slutnin-

gen på digtet kan jeg stadig huske: ’Beredt til Døden altid vær! Den kommer, naar du mindst den tænker nær’. Men vi havde nok begge et stærkt håb om, at lægerne tog fejl. Vi håbede på et mirakel til det sidste. Vi havde også så mange fremtidsplaner. Vi skulle snart på pension begge to, og så skulle vi rejse. Men hospitalspræsten hjalp os med at få taget hul på det. Han talte med os både hver for sig og sammen om vores sorg og bristede forhåbninger. Men også om begravelsen og alt det praktiske. Det var meget forløsende.”

Døden er privat

Claus Søndergaards kone var en af de cirka 50.000 danskere, der dør hvert år. De fleste danskere har et ønske om at dø som Anne-Grethe, i fred og ro derhjemme eller på hospice, omgivet af deres kære. Men sådan ser virkeligheden kun ud for et fåtal. Halvdelen af dødsfaldene i Danmark sker på hospitalet, og den anden halvdel sker på enten plejehjem eller i eget hjem. Kun ganske få dør på hospice. Det viser en undersøgelse fra Pavi, Videncenter for Rehabilitering og Palliation. I det hele taget ligger danskernes forestillinger om deres egen død et stykke fra realiteterne, siger centerchef Helle Timm. ”Danskerne ved faktisk ganske meget om døden, viser vores undersøgelser. Men samtidig drømmer de om den bedst mulige død for sig selv og deres nærmeste. Nemlig at de må dø hjemme eller på hospice. Det synes jeg egentlig ikke, der er noget mærkeligt i. Jeg vil ikke sige, at døden er tabu for danskerne. Snarere at døden er noget meget privat, som man nødig vil tale om med en læge, der måske kun har ti minutter til sin rådighed,” siger hun. Helle Timm, der er professor i sundQ

Det er et eksistentielt vilkår, at vores tid på jorden ophører på et tidspunkt, men det forsøger vi at fortrænge. Helle Timm, kultursociolog og professor i sundhedsvidenskab

37


+ DØDEN +

hedsvidenskab og kultursociolog, mener at den vestlige verden lider af en slags kollektiv fortrængning i forhold til døden. ”I vores kultur gælder det om at være dynamisk og fremadstræbende og udnytte tiden. Men det er et eksistentielt vilkår, at vores tid på jorden ophører på et tidspunkt, og det forsøger vi at fortrænge,” siger Helle Timm, der forudser, at døden vil komme mere på dagsordenen i fremtiden. ”For ikke så længe siden var det børnene, der udgjorde den største gruppe i dødelighedsstatistikken. Børnene døde ofte i deres første leveår, fordi der ikke var medicin til at kurere de mest harmløse sygdomme. I dag er det de gamle, der dør, og det er i udgangspunktet godt. Men i takt med at lægevidenskaben gør det muligt for de gamle at leve med deres sygdomme i stadig længere tid, vil der opstå flere dilemmaer, som vi bliver nødt til at forholde os til,” siger hun.

Døden på film

Hospitalspræst Tom Kjær har gennem 19 år som hospitalspræst på Herlev Hospital erfaret, at mange danskere har det svært med døden. Tom Kjær taler med mange patienter og pårørende om døden. Han spørger ofte familien, om de har taget stilling til, hvad der skal ske, den dag den ene af dem dør, hvis det falder naturligt i samtalens forløb. ”De fleste får våde øjne og kigger væk. Men så sunder de sig og svarer, at det har de ikke. Så spørger jeg: ’Kunne det være 38

en idé at tale om det, mens jeg er her? Jeg har siddet ved mange dødslejer og deltaget i mange begravelser, og det kunne I måske drage nytte af.’ De fleste danskere kender kun døden fra amerikanske film og computerspil. Mange har ikke selv siddet ved et dødsleje, så der er ikke den fortrolighed,” siger Tom Kjær. For ikke så længe siden forberedte de fleste sig på døden. Man beskikkede sit hus, som det hed: Ideelt set skrev man testamente, tog afsked med sine kære og modtog nadveren for sidste gang. På landet var det almindeligt helt op til 1900-tallet, at den praktiske side af døden var et anliggende for familien. De fleste var fortrolige med dødstegn som ligpletter og dødsstivhed. Mændene snedkererede ofte selv kisten, og kvinderne gjorde den døde i stand og klædte ham eller hende i ligklæder. Den døde lå som regel i åben kiste, så familie, naboer og venner kunne komme forbi og sige farvel. Før udsyngningen blev der drukket kaffe ved den åbne kiste, inden turen gik til kirkegården. Men med flytningen fra land til by og i takt med at lægevidenskaben har udviklet medicin til bekæmpelse af stadig flere sygdomme og religionen fylder mindre i danskernes liv, har danskernes forhold til døden ændret sig.

Vi har en plan

I dag er døden blevet noget, vi må bekæmpe med alle midler, mener Tom Kjær. ”Engang håbede man, at når man døde,


+ DØDEN +

så ventede det evige liv. I dag er håbet ofte knyttet til, at patienten overlever. Det er ikke et håb, der levner plads til evigheden eller noget andet metafysisk. Den retorik, der knytter sig til livstruende sygdomme i dag, er: Vi har en plan. Hvis ikke planen virker, har vi et forsøg, du kan deltage i. Men både læger og sygeplejersker skulle måske hellere tale realistisk med patienten om overlevelseschancerne. Der er meget, der tyder på, at patienten kan få et bedre liv i den tid, der er tilbage, hvis man ikke behandler, som om man kan helbrede. En kvalificeret palliativ indsats kan være et fuldt lødigt alternativ til en meget intensiv behandling helt frem til, patienten dør. Men vi har en forestilling om, at livet helst ikke må ende, og den forestilling understøttes af sundhedsvæsenet,” siger Tom Kjær, der finder det paradoksalt, at et flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp samtidig med, at sundhedssystemet gør alt for at holde folk i live så længe som muligt. Det har blandt andet vakt debat, at der i de senere år er blevet opsat hjertestartere på landets plejehjem, og at en vejledning fra Sundhedsstyrelsen fastholder, at plejepersonalet er forpligtet til at forsøge genoplivning af svækkede ældre, selv om

de har givet udtryk for, at de ikke ønsker det. ”Når gamle fru Hansen vitterligt giver udtryk for, at hun er mæt af dage, så lad hende dog dø i fred af naturlige årsager og tving ikke personalet ud i en uetisk genoplivning, der strider mod alt det, de står for,” siger Tom Kjær. ”Noget helt andet er aktiv dødshjælp. Jeg har da en stor forståelse for, at uhelbredeligt syge og lidende menneske kan tænke: Hvis jeg var en hund, havde jeg fået en sprøjte hos dyrlægen. Men meget få, der arbejder i det palliative system, går ind for aktiv dødshjælp. Det ville betyde, at gamle hr. Olsen kunne blive presset til at vælge livet fra: ’Børnene har så travlt, så hvorfor spilde tid på mig.’ Også af den grund er jeg modstander af aktiv dødshjælp.”

” Døden er noget meget privat, som man nødig vil tale om med en læge, der måske kun har ti minutter til sin rådighed.

”Helbrede, trøste og lindre”

I dag er der en række medarbejdere i sundhedsvæsenet, der arbejder med palliation. Det vil sige, at de arbejder for at forebygge og lindre lidelser for mennesker, der er ramt af livstruende sygdom. Læger har altid skullet ”helbrede, trøste og lindre”, men i takt med forbedret diagnostik og behandling står en mindre gruppe patienter tilbage. Nemlig den gruppe, der må opgives, fordi ingen behandling er mulig.

Helle Timm, kultursociolog og professor i sundhedsvidenskab

Q 39


Men vi har en forestilling om, at livet helst ikke må ende, og den forestilling understøttes af sundhedsvæsenet. Tom Kjær, hospitalspræst

+ DØDEN +

Til at tage sig særligt af denne gruppe mennesker er der flere steder i Europa oprettet hospicer og særlige palliative afdelinger til pleje og behandling af alvorligt syge og døende. I middelalderen var begrebet hospice knyttet til klosterherberger for syge og udmattede pilgrimsrejsende. Den moderne hospicebevægelse tog fart i England i 1960’erne, og Danmark fik sit første hospice på Sankt Lukas Stiftelsen i København i 1992, og den første palliative afdeling blev oprettet på Bispebjerg Hospital i 1997. I dag er der ni specialiserede palliative afdelinger rundt omkring på landets hospitaler og sygehuse og 20-30 afdelinger med særligt fokus på palliation. I nogle af landets kommuner findes der egentlige palliative teams, der består af sygeplejersker, fysioterapeuter og andet sundhedsfagligt personale, som hjælper syge borgere i eget hjem. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er formålet med palliation ”at fremme livskvaliteten hos patienter og familie ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art”. Ifølge Sundhedsstyrelsens faglige retningslinjer for den palliative indsats er ”det åndelige” ikke kun synonymt med det religiøse. Snarere er der tale om ”eksistentiel og åndelig omsorg”, hedder det.

Forkyndelse eller åndelig omsorg?

”Alle sundhedsansatte skal kunne forholde sig til åndelig omsorg. De skal som et minimum kunne se, når et menneske har brug for at få talt om livets store spørgsmål og kunne medvirke til at det behov dækkes. 40

Nogle sundhedsansatte kan meget mere. En hel del sygeplejersker gør et fint stykke arbejde og møder patient og pårørende omkring livets store spørgsmål,” siger Tom Kjær. ”Sygeplejersker har ikke lov til at lade deres egen tro spille ind, når de udøver åndelig omsorg. De må ikke missionere. Men jeg er som præst forpligtet på at forkynde. Jeg bliver ofte mødt af spørgsmål som: Hvorfor skulle jeg miste mit barn? eller Hvorfor skal jeg rammes af cancer? Hvis patienten eller den pårørende er ateist, eller har en anden holdning, prøver jeg at møde dem i det. Men ofte er folk bare fortvivlede og bange. I den situation spørger jeg dem, om de vil høre, hvad jeg tænker, og det vil de fleste gerne. Så fortæller jeg dem, at jeg tror på en Gud, der er nærværende midt i det lidelsesfulde, og spørger om jeg må have lov at bede en bøn og lyse velsignelsen. De allerfleste er meget taknemmelige for det, og de pårørende giver ofte udtryk for bagefter, at det hjalp dem.”

Ritualer ved dødsfald på hospitaler

Tom Kjær efterlyser egentlige ritualer på landets hospitaler i forbindelse med døden. De andre patienter opdager ofte først, at en patient er død, når sengen pludselig er fjernet. ”De fleste dør på en travl medicinsk eller kirurgisk afdeling. Her gør personalet ofte et stort arbejde for at opretholde en værdighed omkring den døende på trods af svære betingelser. Nogle kommer måske kun på enestue de sidste timer af deres tid her på jorden. Når døden er indtrådt og de pårørende har sagt farvel, kører portøren den døde ned i hospitalets kølerum. Nogle steder via serviceelevatoren, som også bliver brugt til varetransport. På den måde


+ DØDEN +

er døden næsten blevet gjort usynlig på landets hospitaler. I det mindste synes jeg, man skulle tænde et lys synligt for alle, når en patient er afgået ved døden. Det gør man på hospice,” siger Tom Kjær.

”Med venner i lys vi tale”

Da Claus Søndergaard var kommet til sig selv igen den forårsdag i 2010, da AnneGrethe fik sin dødsdom af lægen, var hans første reaktion at bede en bøn til Gud. Bønnen var meget kort. Den lød: ”Hjælp os!” Siden han som 20-årig meldte sig ud af folkekirken, havde han ellers ikke betegnet sig selv som et troende menneske, men den dag gav det mening at sende en bøn opad. ”Når man står ved meningsløshedens yderste kant, hvad gør man så? I vores kultur har vi lært, at vi vender os til Gud. Og det var det, jeg gjorde den dag,” siger han. Da ægteparret først havde fået taget hul på at tale om døden, var de heller ikke længere så sikre på, at Anne-Grethes urne skulle sættes ned i plænen på de ukendtes

fællesgrav på Gladsaxe Kirkegård, sådan som de oprindeligt havde tænkt. Og det er Claus Søndergaard taknemmelig for i dag. ”I begyndelsen gik jeg ned til AnneGrethes grav hver dag og stod og græd lidt og tænkte på hende. Nu er der gået tre år, og sorgen er ikke så påtrængende i dag som dengang. Men jeg går stadig derned mindst en gang om ugen, og det betyder rigtig meget for mig og børnene, at vi har det sted til at mindes. Jeg kan ikke sige, at jeg er kommet til at tro på Gud. Men jeg er begyndt at gå i kirke, og jeg ville oprigtigt ønske, at jeg kunne tro. Jeg bliver altid blød om hjertet, når vi synger Grundtvigs ’Den signede dag med fryd vi ser’, hvor det til sidst lyder: ’så frydelig dér til evig tid, med venner i lys vi tale.’” ”Tænk hvis det er sandt.” +

Tak til Skt. Lukas Hospice for velvillighed, og en stor tak til Margrethe og Sacha Rudd for medvirken som statister ved fotooptagelsen.

41


+ håbet +

Denne ødelægger af alt, hvori vores glæde består Af biskop over Helsingør stift Lise-Lotte Rebel

P

är Lagerkvist fortæller i sin selvbiograf, Gæst hos virkeligheden, hvordan han som barn pludselig får den tunge tanke, at hans bedsteforældre en dag vil dø. Fra det øjeblik bliver døden noget nærværende og truende. En gru, som han ikke kan ryste af sig. Han fyldes af en angst, som ødelægger hele hans livs glæde. Fortvivlet løber han ud i skoven til et lille grantræ og en sten, som er en slags alter for ham, hvor han søger hen i svære øjeblikke. Et sted, hvor han føler, at Gud er ham nærmere. Døden er fra nu af blevet en del af hans virkelighed. Derfor må han ud til sit sted i skoven for at påkalde Gud mod denne frygtelige trussel. Så ligger han dér med hænderne knuget mod hinanden. Men han beder kun om en eneste ting: at han ikke må dø, at ingen skal dø. Absolut ingen. Far skal leve, mor, hans søskende. Han remser dem op. De gamle derude på landet, alle, alle. Slet ingen af dem skal dø, alt skal blive ved med at være, som det er, og intet forandres. Jeg tror, at vi alle, som forfatteren her, husker denne angst, da det som børn gik op for os, at vi skal dø, at dem vi elsker skal dø. Denne viden – denne angst lærer vi så med tiden at leve med. Eller gør vi? Fortrænger vi måske døden for at kunne holde ud at leve? Der er ét sted, hvor det ikke rigtig går an at fortrænge døden. Det er i kirken. Når vi samles i kirkens rum til en begravelse med en kiste foran os, så er døden alt for tydelig, til at vi kan tale udenom. Samtidig mangler vi ord, som kan rumme os. Ord kan jo i den situation så nemt virke som bobler, tomme, uvirkelige. Kun et andet, et anderledes ord, kan bryde dødens stumhed. Og et sådant ord er det kristne evangelium. Ordene om den Gud, hvis

42

kærligheds magt ikke standser for de grænser, som andre magter må standse for. End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning. Evangeliets ord er provokerende: Tænk, at Gud også vil møde os dér – midt i dødens mørke. Skuespilleren Bodil Jørgensen har fortalt om en sådan erfaring af Guds nærvær. Hun skriver om den frygtelige ulykke, der ramte hende under en filmoptagelse. I et interview siger hun: ”Jeg kæmpede en hel nat for at komme tilbage til livet, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen.” Denne verden er ikke forladt af Gud, alene er vi ikke. Såre menneskeligt fortæller kristendommen om Gud, viser os, hvem han er, gennem Jesus Kristus. Han blev født i en stald og henrettet på et kors. Men det var ham, den korsfæstede, som opstod af graven. Kærligheden er stærkere end døden. Det betyder, at der fra nu af ikke er noget gudsforladt sted, hvor Gud ikke er. Han tog de gudsforladtes plads, han tog vores død – og gjorde den til sin egen. Kristendommen kender til ”mørket” – til det onde i verden og i os – men Gud er altid der, hvor vi mindst af alt venter det, hvor overrumplende det end lyder. Selv ikke vores menneskelige død er fjern for ham. Derfor tør vi leve. Med håb. Derfor skal døden ikke gøre os stumme og tavse. I kraft af Jesus Kristus kan der siges noget nyt og andet ind i den dødsmærkede verden. Til os og af os kan det siges. Som det lyder i salme 23 fra Det Gamle Testamente: Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, da er du der, jeg frygter ej ondt. + Motiv: Rudolph Tegner, Gravmæle til min Moders Grav, 1899. Helsingør Kirkegård.


Håbet 2015 + + ++DØDEN

43


+ DØDEN 2015 +

Sorrig og glæde de vandre til hobe Vælde og visdom og timelig ære, styrke og ungdom i blomstrende år højt over andre kan hovedet bære, falder dog af og i tiden forgår. Alle ting må enden opnå, Himmelens salighed ene skal stå. Thomas Kingo, 1681 (DDS 46,4)

Helsingør S tift 44

Profile for Helsingør Stift

Folk&Kirke 2015 - Til jord skal du blive  

Livstilsmagasin om døden, udgivet af Helsingør Stift.

Folk&Kirke 2015 - Til jord skal du blive  

Livstilsmagasin om døden, udgivet af Helsingør Stift.

Profile for madsenand
Advertisement