Issuu on Google+

Teatertalenter trodser krisetendens Mens flere og flere unge satser på det sikre uddannelsesvalg, slår antallet af ansøgere til statens teaterskoler i år rekord. De er drevet af drømmen, fortæller skuespillerformand.

Mads Ellegaard Hansen

Netop nu fyldes lokalerne hos Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole i Odense af spændte ansøgere fra hele landet. Fra den 3. til 25. januar afholdes den første af i alt tre optagelsesprøver for håbefulde skuespiltalenter. Og der bliver kamp om siddepladserne i foyeren. For mens der er dømt tæppefald for flere medarbejdere på Det Kongelige Teater, står de unge aspiranter nemlig i kø for at få en plads på én af statens tre skuespillerskoler. I år sætter antallet af ansøgere rekord siden finanskrisens udbrud i 2008. I alt har 760 ansøgere lagt billet ind på en plads foran de seks censorer fra landets tre offentlige skuespilleuddannelser. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2008, og 10 procent i forhold til 2011. Og med kun 24 pladser i spil, er chancerne mere end små. Alligevel tropper spirerne op for at kæmpe om en plads på drømmeuddannelsen. Praktiske pragmatikere Dermed går de imod strømmen blandt deres kammerater. Ifølge studievejleder Birgitte Henriksen fra Studievalg Fyn er de unge nemlig generelt blevet langt mere realistiske i deres valg af uddannelse. Lyst og interesse spiller stadig en stor rolle, men de unge er blevet mere opmærksomme på det praktiske for eksempel muligheden for at få arbejde. ”Der er helt klart sket noget med finanskrisen. Der er meget fokus på, om man kan bruge uddannelsen til noget bagefter. Er der job, når jeg er færdig med det her? Og hvad kan jeg realistisk komme ind på? Det indgår i beslutningen i langt højere

TEATERTRÆNGSEL. Mange drømmer om stå på teaterscenen - blandt andet i Odense. Her ligger den ene af statens skuespilleruddannelser, mens de to andre har hjemme i Aarhus og København.

grad end for nogle år siden”, fortæller Birgitte Henriksen. Men jobsikkerhed er ikke ligefrem kendetegnende for skuespilbranchen. Tal fra Politiken Research viser, at kun 14-15 procent af de danske skuespillere er beskæftiget med dramatikken alle årets tolv måneder. Og knap 20 procent af de statsuddannede skuespiller går ledige, ifølge Kulturministeriet seneste opgørelse.

Drevet af dramatikken Men de voldsomme tal skræmmer øjensynligt ikke de unge skuespilspirer fra at gå til optagelsesprøven. Det mener Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund, der er en særlig grund til. Ifølge formanden ser mange nemlig faget som et kald. ”Hvis du har et ønske om og en passion for at fortælle historier og skildre mennesker på godt og ondt, jamen, så tænker du måske ikke så meget på økonomien og på en usikker fremtid.

Så er det dét, du må gøre”, fortæller Katja Holm. At drivkraften til skuespillerdrømmene skal hentes i lidenskaben for faget bakkes op af Eva Jørgensen, rektor for Skuespillerskolen ved Aarhus. Ifølge hende er det netop dét, man som skuespiller skal leve af – både kunstnerisk og menneskeligt. ”Chancerne for at blive rig og berømt er ikke særlig store. Man skal ville noget andet. Når man søger det her fag, så må det være fordi, at man er interesseret i at udtrykke sig indenfor kunstarten”, siger Eva Jørgensen. Rynker i rampelyset Lykkedes det for de unge at få foden inden for i skuespilfaget, kan de til gengæld se frem til en karriere næsten uden udløbsdato, fortæller Katja Holm. Forbundet har flere medlemmer, der til trods for både 70 og 80 års fødselsdag, stadig er aktive på scenen.

”Så det med, at vi skal holde længe på arbejdsmarkedet, det lever skuespillere i høj grad op til”, afslutter hun. FAKTA

De tre statslige skuespilleruddannelser har hjemme i København, Aarhus og Odense. Hver skole har plads til otte elever på hver årgang. Siden 2008 har antallet af ansøgere været stigende: 2008 633 ansøgere 2009 669 ansøgere 2010 671 ansøgere 2011 693 ansøgere 2012 760 ansøgere Kilde: Statens Teaterskole


Teatertalenter trodser krisetendens