PORTRÆT AF EN LEGENDE
MÅLMANDEN, DER SPARKEDE STRAFFE TEKST: ANDREAS SØNDERGAARD PETERSEN | FOTOS: JESPER HEDE & FODBOLDBILLEDER.DK
Det er ikke for sjov, at Søren Jensen har fået tilnavnet Mål. Det er bestemt heller ikke for sjov, at den tidligere Lyngby-målmand er æresmedlem i Lyngby Boldklubs moderklub. Men det er bestemt sjovt, at møde ham!
M
an mærker det hurtigt. Søren ’Mål’ Jensens lederegenskaber fra sin tid som anfører og førsteholdsmålmand gør sig stadig gældende den dag i dag. Han tager hurtigt styringen, dog uden at være dominerende eller bestemt, men nærmere med en selvfølgelighed, der nok kommer sig af mere end et halvt århundredes tilknytning til Lyngby Boldklub. Han er på hjemmebane og vil helst sidde udenfor, for som han påpeger, er det jo dejligt vejr på trods af, at kalenderen viser sidste uge i september. Desuden giver det ham også anledning til en cigaret eller to og en ung knægt som jeg, hvis mor blev født det år, Søren ’Mål’ fik debut på Lyngbys førstehold, har bestemt ikke tænkt sig at sige ham imod, så det bliver, som legenden foreslår. For Søren ’Mål’ er netop en vaskeægte Lyngby-legende. Et ord, der ellers bliver brugt i unødig flæng nu til dags, men faktisk må siges at være sparsomt dækkende, når man tager et kig på den tidligere anførers karriere. Som otteårig løb han sine første meter i et par fodboldstøvler i Lyngby Boldklub, og cirka ti år senere fik han debut på Lyngbys førstehold, der dengang lå i Danmarks tredje bedste række. ”Jeg er altid blevet rykket
op før tid, og jeg blev faktisk ynglingedanmarksmester som juniorspiller et af årene. Næsten alle ynglingene blev så rykket op i førsteholdstruppen, og det gik mildt sagt ikke særlig godt. Jeg spillede på ynglingelandsholdet på daværende tidspunkt, og man kom så og spurgte mig, om jeg ville spille på førsteholdet,” fortæller Søren ’Mål’ om de spæde år af sin lange karriere. Og selvom overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold selvsagt ikke var nogen nem opgave, klarede det unge Lyngby-hold frisag i deres første halvsæson sammen, hvor man undgik nedrykning og desuden fik indsamlet værdifuld erfaring til fremtiden. De unge knægte havde været vant til at smage sejrens sødme fra ynglinge- og juniortiden, og vinderkulturen kombineret med det rå talent kulminerede i 1965 med en førsteplads i tredje division. Udviklingen gik dog lige hurtigt nok for klubbens ledelse, der ifølge Søren ’Mål’ ikke var helt gearet i hverken tanke eller handling til at støtte det talentfulde Lyngby-kulds videre færd: ”Vi var måske det mest talentfulde hold, Lyngby nogensinde har haft, men ledelsen var nok ikke til det. Det var jo en amatørdrevet klub, og de kunne ikke lige se
potentialet i holdet, men det er ikke for at bebrejde dem noget, for de vidste ikke bedre. Og det gjorde vi heller ikke selv dengang, så det er udelukkende set i bagklogskabens klare lys,” funderer han. Den manglende støtte på de indre linjer kunne dog ikke holde talentet nede, og efterhånden fandt Lyngby-drengene for alvor fodfæste i de voksnes rækker. I 1970 havde de spillet sig frem til klubbens på daværende tidspunkt største kamp, da AaB var modstanderen i pokalfinalen, som desværre blev tabt 2-1. Potentialet var der altså, og inden længe fulgte også de visioner, der skulle sikre Lyngby Boldklubs fortsatte fremfærd. Hans Bjerg-æraen I 1974 tiltrådte Hans BjergPedersen som ny formand i klubben, og det betød en markant ændring på de indre linjer. Ifølge Søren ’Mål’ var ledelsen nu langt mere visionær, og den revolution, der fandt sted i disse år, skal i høj grad tilskrives Hans BjergPedersen. ”Hans havde en anden indgangsvinkel til det end amatørerne, om man vil. I modsætning til dem havde han nogle visioner om, hvordan det skulle drives, og det rykkede derfra. Han var
en handlingens mand,” siger Søren ’Mål’, når han bliver bedt om at fortælle om, hvordan han oplevede det dengang. Også på trænerfronten stiftede Lyngby-truppen bekendtskab med flere dygtige trænere fra midten af 70’erne og frem, men specielt en tager sig særligt ud i Søren ’Måls’ bevidsthed, nemlig Jørgen Hvidemose, der var træner af to omgange, heriblandt i mesterskabssæsonen i 1983. ”Jørgen havde en stor stjerne, ikke bare hos mig, men hos hele truppen og i klubben. Han var god til at samle folk og kigge på det enkelte menneske, for alle skal jo ikke behandles ens. Jeg havde eksempelvis et voldsomt temperament, men det klarede Jørgen med sit rolige gemyt og en lille sludder. Han var meget pædagogisk,” husker Søren ’Mål’ med eftertænksomhed i stemmen. De nye toner og fremgangen heraf er da også nem at spore, når man tager et kig på resultaterne op gennem 70’erne. Allerede tre år efter Hans Bjerg-Pedersens ankomst rykkede førsteholdet op i anden division, og i 1979 sikrede de sig endegyldigt oprykning til første division, som dengang var landets bedste fodboldrække. Her blev Lyngbyholdet hurtigt en etableret del af rækken med navne som John
Magasinet Kongeblå 53