I den digitale æstetiks optik er værket en overenskomst mellem parallelle iagttagelsesoperationer: kunstnerens og publikums [Walther, 2003:127]. Konceptet ved NIKEiD realiseres på lignende vis i en overenskomst mellem Nikes designskabelon og brugerens omgang med den. I den ovenstående figur angiver den store firkant i midten ifølge Walther det ”[…] hybride realiseringsfelt, som udgøres af det digitale stof” [ibid.:127]. Blandt de dynamikker Walther identificerer som de, der foregår mellem værket som potentiale og værket som realisering, fremhæver afhandlingen her interaktion. Her spørger Walther til, i hvilken grad værkets materialisering er åben for brugerens intervention via det digitale medium. Det er næppe tilfældigt, at Walther i forbindelse med netop interaktion ændrer omtalen af beskueren til brugeren. NIKEiD er ikke alene åben for brugerens intervention, men er i sit væsen afhængig af denne. NIKEiD er ikke et digitalt kunstværk, men kan analyseres under den digitale æstetiks optik, fordi websitet i høj grad radikaliserer overskridelsen af de samme grænser, som den digitale, interaktive kunst har gjort det. Lars Qvortrup har peget på, at vi med den digitale kunst kan tale om en overgang fra en epistemologisk rekursivitet til en ontologisk ditto. Den traditionelle kunst byder nemlig ifølge Qvortrup på en virkningsforbindelse mellem kunst, værk og publikum, der alene er epistemologisk, dvs. baseret på iagttagelse og kommunikation. ”Jeg fortolker værket og præger det dermed, fordi det i min fortolkning bliver ’anderledes’, ligesom værket igennem min fortolkning ændrer mig. Der opstår med andre ord en rekursiv proces. Men denne proces er begrænset. Der kan alene […] etableres en epistemologisk rekursivitet.” [Qvortrup in Engholm og Klastrup, 2004:126-127] Den digitale, interaktive kunst har radikaliseret overskridelsen af fortolkningens hermeneutiske grænser, som avantgardekunsten tidligere har udfordret. Det er sket i den forstand, at publikum har fået mulighed for at ’flytte ind i kunstværket’ og er blevet aktør i værkets fiktive verden. Her er der tale om en ontologisk rekursivitet [ibid.:127]. Men der kan med digital, interaktiv kunst blive tale om en yderligere radikalisering i det moment, at et værk kan flytte ud i vores verden, og dét er netop tilfældet med NIKEiD. Websitet er jo netop ikke blot en kreativ leg inden for rammerne af den handlevirkelighed, som de digitale rammer skaber, fordi slutproduktet, fx de designede sko, faktisk bliver produceret og bliver en del af den virkelighed, hvor forbrugerens selvfortælling
60