Page 1

En rejse i det udsatte Danmark - Logbog Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige Curt Sørensen


En rejse i det udsatte Danmark Logbog fra Haabet Den 15. september – 27. september 2002 Januar 2003 ISBN-nr.: 87-989362-0-4 Udgiver: Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige Calvinsvej 1, 7000 Fredericia Tlf. 75 924000 www.vaeresteder.dk E.mail: lytteinfo@post.tele.dk Tekst: Curt Sørensen, cand.phil., konsulent Freecomm. Tlf. 62 207999 Foto: Mads Noack Lindell, fotograf Tlf. 28 978437 Layout og tryk: HR Offset A/S, Vejle Tlf. 75 828911 Skrift: Times Oplag: 1000 stk.


I sensommeren 2002 sejlede galeasen Haabet ud på en usædvanlig rejse. Ved roret stod Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige.


PROLOG - Håbet er regnbuen over livets nedstyrtende bæk - Friedrich Nietzsche I sensommeren 2002 sejlede galeasen Haabet ud på en usædvanlig rejse. Om bord var ludere og lommetyve, hjemløse og misbrugere, exmisbrugere og halvgale, socialarbejdere og politikere, journalister og TV-folk. Alt sammen en broget skare af mennesker og godtfolk, som har prøvet lidt af hvert. Og mere til. Denne bog er en fortælling om Haabets rejse i det udsatte Danmark. Rejsen fandt sted i de to sidste uger af september i Det Herrens Aar 2002. Formålet var at gennemføre en landsdækkende høringsrunde om indsatsen for de mest udsatte grupper og at styrke dialogen mellem brugere af de sociale tilbud, praktikere i det sociale arbejde og beslutningstagere. Og ikke mindst at skabe en platform, hvor brugernes egne behov og forventninger kunne formuleres. Hvordan opleves indsatsen, hvad er der brug for, og hvad kunne vi – som brugere og socialarbejdere – foreslå politikere til forbedring af indsatsen for de mest udsatte grupper? Brugernes platform var det gode skib Haabet og de forsamlingshuse, der skød op på kajen, når skibet kom i havn. Brugerhøringer trives ikke godt på hoteller og konferencepalæer med de sædvanlige eksperter på rad og række, men kan langt bedre udfolde sig i forlængelse af gaderne og havnen – de steder, hvor mennesker, der er udsatte og udstødte, lever deres liv. ­2


neskes eget håb. Sejlturen blev netop gennemført med det gode skib Haabet for at understrege, at håb og forventning til et bedre liv er noget fundamentalt i alt socialt arbejde.

Sejlturen med Haabet startede i Ålborg og forsatte dernæst til Århus, Fredericia, Odense, Helsingør og København. Der var sol og varme, regn og kulde, let luft og blæst med styrke af en halv pelikan. Om bord var smil og glæde, søsyge og bræk. Der blev sejlet for sejl, men også for motor, når det var nødvendigt for at klare skærene i den socialpolitiske odyssé. Undervejs var der høringer om hjemløshed, prostitution, behandling og stofmisbrug, indsatsen for de mest udsatte grupper blandt de etniske minoritetsborgere og om socialpsykiatrien. Rejsen med Haabet var en socialpolitisk havneknejpe, hvor der tillige blev tid til at diskutere arbejdsmarkedsforhold og virksomhedernes sociale ansvar. Over 1000 mennesker deltog aktivt i høringerne – heraf mindst halvdelen med brugerbaggrund. Samtidig blev initiativet og de forskellige arrangementer mødt med en betydelig interesse fra presse og TV.

Ved roret stod Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige. Bag det lange navn gemmer sig en frivillig landsorganisation, der yder støtte og rådgivning til væresteder i Danmark. Udviklingen i den danske misbrugsindsats har placeret værestederne i en central rolle som indgangs- og udgangsdør i forhold til det etablerede behandlingssystem og som selvstændige omsorgs- og samværstilbud. Siden 1995 har området været præget af stor vækst og i dag er ca. 60 væresteder, med kontakt til ca. 6000 brugere, medlem af Landsforeningen. Sejlturen med Haabet var derfor også en lejlighed til at synliggøre værestedernes arbejde og til at tage et opgør med de sociale etiketter og stereotyper, der reducerer den enkelte til stofmisbruger eller hjemløs eller traumatiseret flygtning eller prostitueret eller psykisk syg. På værestederne kommer der mange forskellige mennesker. Her kommer stofafhængige og tidligere stofafhængige, men også mennesker, der er eller har været f.eks. hjemløse, psykisk syge eller noget helt tredje. Denne mangfoldighed har skabt en kultur, der sætter mennesket i stedet for problemet i centrum. En kultur, hvor nøgleordene er respekt og ligeværdighed, og hvor der arbejdes intenst for at styrke brugerorganisering, hjælp-til-selvhjælp og selvansvarlighed i et fællesskab, der giver mening for den enkelte.

Menneskers håb er en vigtig livskraft. Alle mennesker nærer håb og forventninger til deres liv. Ikke desto mindre har den sociale indsats over for de mest udsatte grupper ofte været præget af mismod og mangel på respekt. Sejlturen var derfor også en kampagne for håbet og optimismen - ikke for den enfoldige og lalleglade af slagsen, men for den optimisme, der tror på menneskers livskraft og på vores evne og vilje til fortsat at udvikle et socialt system, der kan tage hånd om de svageste. Den rigtige hjælp og støtte forudsætter en udviklet evne til at spørge, lytte og forstå det enkelte men-

Med afsæt i disse erfaringer – og med ønsket om at dele dem med andre - blev høringsrunden med Haabet sat i søen. Undervejs har der været et bredt samarbejde med en

­­­­3


足4


lang række frivillige organisationer, offentlige aktører og politikere – lokalt som landsdækkende. Fra Landsforeningen skal der lyde en stor tak til de nøglepersoner, der sejlede med på turen, til de lokalkomitéer, der har bistået med planlægning og gennemførelse af de enkelte høringer, til lokalpolitikere, til havnemyndigheder, til kunstnere der har optrådt frivilligt og ulønnet undervejs, til Socialministeriet og til socialminister Henriette Kjær.

optegnelser sammenskrevet og redigeret i oktober og november 2002 til brug for den endelige udgivelse, som hermed foreligger. I redaktionsfasen har manuskript og faglige spørgsmål været drøftet med initiativtagerne til kampagnen i Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige og i særdeleshed med sekretariatsleder Cliff Kaltoft. Logbogen indeholder en række daterede optegnelser med inspiration og ideer til en fortsat udvikling af socialpolitikken over for de mest udsatte grupper. Den indeholder konkrete forslag, sådan som de kom frem på høringerne undervejs, og den indeholder indtryk fra livet om bord. Endelig præsenterer logbogen en række løbende refleksioner over brugernes indflydelse og pressens jagt på den gode historie.

Fortællingen om Haabets rejse i det udsatte Danmark er udformet som en logbog. En logbog er en slags journal, hvori der rapporteres om begivenheder på en sørejse med optegnelser om fart, kurs, vind, strøm, vejr og begivenheder om bord. Det fortælles, at Columbus på sin vej mod opdagelsen af Den Nye Verden, skrev færre sømil ind i logbogen end de i virkeligheden sejlede. Ved at fifle med sømilene reducerede han mandskabets frygt og risikoen for mytteri. Logbogen fra Haabet snyder ikke, selvom den selvfølgelig gennem sit sprog, stofvalg og synsvinkel blot fortæller én blandt mange af de andre fortællinger, der også kunne berettes fra turen.

God læselyst.

Curt Sørensen logbogsfører og konsulent

Logbogen forsøger at kommentere farten og kursen i den del af socialpolitikken, der omhandler de mest udsatte grupper, sådan som sejlturens logbogsfører oplevede det undervejs gennem diskussionerne om bord og i gennemførelsen af de enkelte høringer. Logbogsnotaterne er skrevet fra søndag d. 15. september til turen sluttede d. 27. september i Landstingssalen på Christiansborg, hvor socialministeren fik bogen overdraget i sin foreløbige form. Efterfølgende er alle

­­­­5


足6


Hjemløshed i forandring . . . . . . . . . . . . 11 Ålborg

Reden Kriminalisering Herrens pris Glemslernes kaj

Søndag den 15. september

Torsdag den 19. september

Ålborg i Front

Undren og persillesovs

Mandag den 16. september

Behandling og stofmisbrug . . . . . . . . . . 29 Fredericia

Banko på kajen Hjælp de svage – gi’ os pengene tilbage Skæve boliger til skæve eksistenser Udstødt og udsøgt

Fredag den 20. september

Tirsdag den 17. september

Prostitution realiteter og myter . . . . . 19 Århus

Strategier i stofmisbrugsindsatsen Nærhedsprincippet Hvis Haabet forliser Vi spørger ikke om lov Behandling er en gåde Behandlingsgarantien Værestederne Aften

Onsdag den 18. september

Lørdag den 21. september

Svensk eller dansk Problemeksport Aparte og pikant Paradokser Findes lykken på så stejle stier?

Fra Haabets agterdæk

Sydover for halvvind

Søndag den 22. september Hård kuling

­­­­7


Udsat og fremmed . . . . 39 Odense Mandag den 23. september Koldfront For få Traumer og social indsats Arktisk svimmelhed og kajaksyge Forskellige traditioner Udstødelse fra væresteder En paragraf og et charter

Nationalt Bundmøde . . 47 Aften Neptuns menu Et rummeligt arbejdsmarked Mentorordninger Tipperary Ved bordellet på havnen i Buenos Aires

Tirsdag den 24. september Galease, ketch og yawl Her er dit liv

­8


Rundt om social- psykiatrien . . . . . . . . . . . 55 Helsingør Onsdag den 25. september Afmagt Ensomhed Brugerindflydelse Recovery – at komme sig Suset Omvendt udvandring Go’aften Danmark

Torsdag den 26. september Sejlene sættes TV og underholdning

Haabet i Folketinget . . . 65 København Fredag den 27. september Logbogen afleveres

Epilog . . . . . . . . . . . . . . . 69

­­­­9


足10


HJEMLØSHED I FORANDRING

Ålborg Kommune er kendt for en ordentlig indsats over for de mest udsatte grupper. Politikere og socialarbejdere har her ofret de hjemløse og udstødte mere opmærksomhed, end man måske har gjort det andre steder i landet. Byen har også et stærkt miljø for forskning og udvikling af viden på området, og kommunen har været god til at udnytte puljemidler og til at sætte forsøgsprojekter i gang i sam-arbejde med de frivillige organisationer. Under dampen fra kaffekrus og tobak kredser snakken om disse erfaringer og om, hvordan vi kan medvirke til at viderebringe de gode historier fra bl.a. det opsøgende gadeplansarbejde, botilbuddene, de sociale aktiveringsprojekter og den række af dag- og døgntilbud, som tilbydes de hjemløse i kommunen.

- Håbet er forvekslingen mellem ønsket om en begivenhed og dens sandsynlighed – Arthur Schopenhauer Søndag den 15. september Ålborg i front Så er vi her. Haabet er fortøjet ved Honnørkajen, kajplads 4041 lige neden for Ålborg Slot. Det er aften, og Ålborg by anes stadig i det svindende dagslys. Grejet kommer om bord og bliver fordelt rundt omkring, hvor der nu er plads på det gamle træskib. Plakater, brochurer og bøger for sig, TV-udstyr, kameraer og lamper for sig plus alt det andet, som skal stuves til brug for de næste par uger.

Jannie Petersen, der selv har været hjemløs, giver samtidig en række oplevede eksempler på, hvor det halter, og hvordan indsatsen kan forbedres på bl.a. § 94-institutionerne. Hende Jannie er god at have om- bord. Samtidig skal vi huske, at fokus ikke blot rettes mod indsatsen for de hjemløse, men også mod de udstødelsesmekanismer, som gør at mennesker ud-stødes og bliver hjemløse. At være hjemløs er en kompleks affære, som ud over manglen på et hjem også omfatter, at man som oftest er arbejdsløs, pengeløs, familieløs, venneløs. Hvordan kan det være, at det fin-des og måske endda er stigende i et velfærdssamfund som vores?

Vi rykker sammen nede om læ under en af de store petroleumslamper af messing. Projektgruppen er samlet sammen med et par af de mennesker, som vil gøre hele turen med fra Ålborg til København. Her er Cliff Kaltoft og Hans Ishøy fra Landsforeningen, John B. Andersen og Thomas Prange, henholdsvis TV-fotograf og journalist og Mads Noack Lindell, som skal billeddække hele turen. Desuden sidder Jannie Petersen fra Hotellet – Projekt Menneske i København og Jette Stjernholm med omkring det lakerede bord, hvor papirer, notesbøger og program for høringen i morgen ligger spredt. Jette kommer fra Fredericia, hvor hun til daglig arbejder som afdelingsleder på det kommunale misbrugscenter.

Det er vanskeligt at få et præcist overblik over, hvor mange hjemløse der reelt findes i Danmark. Der findes selvfølgelig opgørelser over, hvor mange brugere, der hen over året indskrives på en såkaldt § 94-boform, det vil bl.a. sige forsorgshjem og herberg. Men tallene dækker også over, at mange brugere af boformerne ind- og udskrives flere gange i løbet af året. Samtidig findes der

­­­­11


mange hjemløse, som systemet ikke har kontakt til. De seneste tal anfører ca. 11.000 mennesker, som i løbet af året er berørt af hjemløshed – et antal, der efter sigende er stigende, og som tillige indeholder en række skræmmende udviklingstendenser. Der bliver flere unge og flere flygtninge og indvandrere blandt de hjemløse. Så selv om hjemløsheden har fået større bevågenhed, og der er igangsat mas-ser af forsøgsprojekter, er problemet langt fra løst. Sammenhængen er enkel og samtidig uhyggelig. For på samme tid som vi etablerer botilbud og sætter projekter i gang, som bl.a. her i Ålborg, så fortsætter udstødelsen i forlængelse af normalsamfundets stigende krav til kvalifikationer, effektivitet og strømlinet adfærd. Aftenen går på hæld. Vi luner os ved fællesskabet og ved tanken om, at vi alle har en køje at sove i. Messinglampen slukkes i det kardanske ophæng. Mandag den 16. september Banko på kajen Himmelen er klar og lyset banker ned på kajen denne mandag morgen. Frank er ankommet fra Kolding og er – sammen med teltfolkene – i fuld gang med at rejse pavillonen her lige ved siden af skibet. Teltfolkene arbejder som besatte med rørstativer, teltdug, borde og stole. Det første af turens forsamlingshuse, som kan rumme i hvert fald 250 deltagere, ser dagens lys. Frank og kæresten Ellen vil i hver eneste havn sørge for, at alt klapper og er klart mht. vand og el, og at alle aftaler i øvrigt med kommune og ­12


havnemyndigheder bliver overholdt.

Salling: Nummer 17…, nummer 17…, nummer 35…, - nummer 35…, hvorpå stilhed og spændt venten på det næste opråb bliver afbrudt af: 1, 2, 3, - dette er en hjemløsehøring…, - dette er en hjemløsehøring…

Nye folk dukker forventningsfulde op efter en lang morgens togrejse gennem det meste af landet. Det drejer sig om Line Ervolder, sygeplejerske fra Projekt Udenfor og Carsten Bachmann fra Hjemløseradioen i København samt Kjeld Jørgensen fra Værestedet Brugerforeningen i Herning. Line, Carsten og Kjeld er nogle af de vigtige stafetter, som vil gøre store dele af turen med. Ideen er, at vi løbende sikrer viden og indspil fra praktikere og brugere, og at vi mellem de enkelte høringer får raffineret diskussionerne om bord.

Hjælp de svage – gi’ os pengene tilbage I Ålborg Kommune er man i gang med budgetlægningen. Det er svært, der skal prioriteres og forhandles. 46 millioner kroner skal der spares blot på det sociale område, lyder udspillet, hvilket vil ramme de hjemløse og udstødte. Af mange opleves det dybt forstemmende og som en meget risikofyldt sjakren med et socialt omsorgsarbejde, man ellers er stolt af.

Der er lidt panik i pavillonen. En nydelig, ældre dame med stålgråt hår skælder ud over vores lydprøver. Frekvensen på det trådløse mikrofonanlæg, som vi just har afprøvet, er åbenbart sammenfaldende med frekvensen på det lydanlæg, der er i brug i den røde toetagers bygning ved siden af, hvor pensionistforeningen har gang i et stort anlagt bankospil. »Vi kan høre alt, hvad I siger, det går lige ind i vores højttaler«, siger hun, temmelig skingert »- og vi vil have lov til at spille i fred«. Frank forsøger sig med lidt aktivt diplomati og maner til forståelse for vores opgave – socialpolitik, udsatte grupper, hjemløshed, rådmand, socialminister og hvad har vi - , men lige lidt hjælper det. »I har knagen sparke mig bare at få det problem løst«, fortsætter damen mindre pænt, mens hun vender sig mod lidt opbakning fra et par bankofæller, der er kommet til. Og synspunktet er jo sådan set fair nok, og problemet til at overse. Teknikeren dukker op og finder en anden frekvens. Spøjst må det ha’ lydt under spillet om flæskestegen, den halve gris og købmandskurven fra

Af samme grund er der demonstration fra byen og ned til Haabet og pavillonen. Nu skal der tales alvors-ord med byens socialrådmand Birgit Ekstrøm og hvem der ellers måtte være ansvarlig. Der er mange mennesker, der synges og råbes slagord. Bannere og skilte taler deres eget enkle sprog: »Udstødt og svag, vi støtter jeres sag«, »Man skal ikke trampe på dem der ligger ned«, »Bevar Parasollen«, »Der findes et sted i Aalborgs midte – Café Parasollen – lad ingen det splitte«. Her er masser af repræsentanter og brugere fra Café Parasollen, som åbenbart er lukningstruet, her er brugere af det Hjemløsekorps, som ifølge planerne skal reduceres betragteligt, her er brugere og frivillige fra Frelsens Hærs projekt i Nørholm, og her er folk fra Kirkens Korshær med mange flere. Midt i det hele står to velklædte kvinder og putter sig lidt med deres eget lille banner. Det er en hilsen til socialministeren, når hun nu dukker op om lidt: »Hjælp de svage, giv os pengene tilbage«, lyder det fra de to byrådsmedlemmer, der ikke er her for at demonstrere mod sig

­­­­13


selv, men mod regeringen. Det er ikke vores skyld, men regeringens! Så ved vi det. Inden høringen egentlig er startet, er der således masser af gang i debatten. Ikke mindst den socialdemokratiske socialrådmand er i kraftig krydsild på havnefronten. Hvad ligner det – og så over for de allersvageste? Her i lyset fra middagssolen er vel samlet en 250-300 mennesker. Det myldrer af brugere og praktikere, lokale politikere som sagt, tillige med TV-folk og journalister fra den nordjyske presse. Socialministeren er også ankommet. Skæve boliger til skæve eksistenser Høringen lærer os mange ting. Først og sidst at det tilsyneladende er en god idé på denne måde at give plads til brugerne. Det virker, det her med havnen og teltet som et folkeligt forsamlingshus. Der bliver meldt ind, stillet spørgsmål og kommenteret i et væk. Folk er kritiske og vrede. Og mest af alt – engagerede. Det lærer os også, at det er svært på forhånd at planlægge retning og indhold for en høring, der i den grad har ramt en nerve i den lokale socialpolitik. Høringen kommer meget til at cirkle om budgetforhand-lingerne og udsigten til de dramatiske nedskæringer. Birgit Ekstrøm fastholder i sin velkomst at ingen – hun selv mindst af alle – bryder sig om sparemålene, men at de er nødvendige på grund af regeringens skattestop og en alt for stram kommuneaftale. »Sådan kan bolden losses op på Månen, når forsvaret er trængt«, hvisker min sidemand. Henriette Kjær pointerer på sin side intentionerne i regeringens handlingsprogram for ­14


de svageste grupper, behandlingsgarantien for stofmisbrugere samt forøgelsen af Satspuljen til en forstærket indsat over de næste år.

tilbud for de næstdårligste, og en gråzone, hvor diverse frivillige og halvfrivillige organisationer eller projekter tager sig af indsatsen for de allermest udsatte grupper. Der skal sættes ind begge steder – og ikke blot ukritisk lefles for mere frivillighed og privat initiativ i løsningen af sociale opgaver.

Og sådan er der så meget, der kalder på svar og gensvar. Et behjertet menneske tolker meget godt indtrykket blandt forsamlingen ved at formulere en tydelig frustration over de partipolitiske spil og taktiske drillerier mellem kommuner og regering, hvad angår indsatsen for de svage og udsatte. Det burde ansvarlige politikere været hævet over, lyder meldingen. »Socialpolitik er vigtigere end partipolitik« er der en kvindelig bruger der siger, meget indigneret.

Høringen handler også om NIMBY-fænomenet, altså det forhold at almindelige pæne mennesker ikke ønsker boliger eller behandlingsinstitutioner for de mest udsatte grupper placeret for tæt på egen matrikel: »Not in my backyard«, lyder den kontante afvisning! I Ålborg Kommune arbejdes der med at forebygge problemet gennem opsøgende arbejde og andre dialogskabende foranstaltninger. Men det er svært, og det halter. Flere giver udtryk for, at kommunen langt fra er offensiv nok, og at man i Ålborg ikke kan eller vil finde plads til de botilbud, der er brug for. Politikerne skal træffe disse beslutninger, det er derfor, de er valgt. For eksempel har amt og kommune i flere år forsøgt at finde en placering for et bo-sted for psykisk syge misbrugere i Nordjylland – fra centralt hold er pengene der til formålet, men at tage ansvaret for placeringen…

Høringen understreger tydeligt de frivillige organisationers betydning for indsatsen. F. eks. da en bruger giver udtryk for »at Kirkens Korshær gør et enormt stort stykke arbejde for de hjemløse og udsatte. Havde det ikke været for dem, så ville jeg ikke ha’ været her i dag. Kommunen skulle skamme sig«. Samtidig illustrerer diskussionen om de frivillige organisationer og de offentlige tilbud en central problemstilling i socialpolitikken. Tina Ussing Bømler og Per Thomsen, der er oplægsholdere på høringen, er begge inde på problemet, der handler om opgaver og ansvar i mødet mellem det offentlige og det frivillige. De frivillige organisationers tilbud er vigtige og betydningsfulde, men de løser ikke i sig selv udstødelsen al den stund, at de jo retter sig mod dem, der allerede er udstødte af normalsamfundet. Det er derfor afgørende, at der satses meget mere på at skabe rummelighed i det etablerede offentlige system. I modsat fald får vi et todelt samfund, hvor vi har et offentligt system, der har en række

Sociallovgivningen fastlægger rammer for brugerindflydelse – også når det handler om beboere på § 94-institutionerne. Men der opleves klare grænser for, hvor langt indflydelsen rækker. Der er oplevelser af, at man kan trues på sit ophold – og dermed på sin midlertidige bolig – hvis man som bruger bliver for bøvlet, for kritisk eller har for store forventninger til kvaliteten af tilbuddet. Et paradoks er det samtidig, at hjemløse kan smides ud af en § 94-institution, hvis der er misbrug på stedet, når misbruget ofte er en del af forklaringen på, at man overhovedet befinder sig på institutionen. Den officielle holdning til misbrug er hverken logisk eller omsorgsfuld. Samtidig opleves der kønsforskelle i adgangen til institutionen: »Jeg har oplevet at blive afvist ude på

­­­­15


Svenstrup, fordi jeg er pige«, siger en bruger bl.a. »Det er vigtig og helt afgørende, at man ikke bliver truet på sin bolig«, bliver der sagt. Kommunens anvisningsret til dele af boligmassen skal bruges fuldt ud, så der kan etableres »skæve boliger til skæve eksistenser«. Det handler om en aktiv boligpolitik og om at skabe en langt større rummelighed, hvor vilkår og regler for de enkelte botilbud kan være så tilpas »skæve«, at de matcher den enkelte. Udstødt og udsøgt Det er aften. De mange indtryk fra dagen præger samvær og samtale om bord. Vi taler en del om indholdet i høringen, men i særdeleshed om selve stemningen omkring den. Der var krudt på og megen frustration over udsigten til de kommunale besparelser. Stor vrede tilsyneladende også over et socialdemokratisk bystyre og et parti, som i de aktuelle budgetforhandlinger ikke har formået at stå vagt om de svageste. Tænker lidt over det her med brugerbehov og brugerundersøgelser. Tina Ussing Bømler sagde i dag et eller andet om, at den viden, vi får, når vi undersøger brugernes behov og ønsker, måske i virkeligheden handler om en viden om normalsamfundets udstødelsesprocesser. Normoverskriderne skaber ubehag i normalsamfundet, de truer og skræmmer os, hvorefter vi udstøder dem. Samtidig er vi afhængige af det udstødte for at bevare vores egen forståelse af normalitet. Historisk har vi anvendt forskellige modeller til sikring af en alment accepteret udstødelse i form af f.eks. dårekister, fattiggårde, for­16


sorgshjem, herberger og § 94-institutioner. Det nye er derfor ikke udstødelsen, men snarere den efterfølgende interesse for at undersøge, hvem det er vi udstøder, og hvad de udstødte mon synes om det! Først udstøder vi dem, bagefter opsøger vi dem og interesserer os for, hvad de mener. Det er en sær form for antropologisk praksis, - aflad og selvspejling forklædt som omsorgsfuld interesse…

men på. 13 timer på et gyngende dæk sætter umærkeligt tiden i stå. Vi går ned i tempo og taler dæmpet om indtrykkene fra i går og om dét, der ligger lige for. Cliff er ikke om bord, men blev i Ålborg for at flyve til København for at deltage i TV2’s Go’Aften Danmark. Han har lige ringet og fortalt, at indslaget af en eller anden grund er blevet udsat til onsdag i næste uge. Lidt surt, når vi andre sejler herude, og han er henvist til sig selv i Ålborg.

Tirsdag den 17. september

Politikens journalist Lise Bondesen er kommet om bord sammen med en fotograf. Politiken vil dække sejladsen og høringsrunden her de første fem dage, hvilket betyder artikler og omtale fra Ålborg til og med Fredericia. Det er vi glade for.

Sydover for halvvind Vi vågner tidligt og får gang i de stive kroppe efter en nat i de trange køjer. Duften af kaffe og friskbagt brød breder sig fra kabyssen, hvor vores kok Hanne rumsterer. Hanne er fra Langeland og har meget langt hår. Vejret er flot, men der hænger stadig lidt tåge over Limfjorden og kajpladsen her i Ålborg. Men solen har magt og vil brænde igennem inden længe. Vinden er svag til jævn fra vest og nordvest. Vi har en afslappet halvvinds sejlads sydover, da vi er ude af Limfjorden og fri af Hals Barre. Nye folk fra værestederne i Ålborg er kommet om bord. Her er brugere og praktikere i den lokale misbrugsindsats – alle med lyst til nye diskussioner i forlængelse af gårsdagens høring og med mod på det lange stræk ned over Kattegat. Vi sætter sejl og logger mellem 7 og 9 knob. John, vores TV-fotograf, og jeg bliver klippet og får håret afbleget. Det er Jannie, der svinger saksen.

John og Thomas har for alvor gang i den produktion af lyd og billeder, som senere skal blive til et dokumentarprogram om turen. Programmet skal prikke lidt til vores stereotype forestillinger om, hvad et godt liv er og kan være. Ideen er at lave et program, der kan lægge op til undren og eftertanke, et program der skal formidle holdninger og skabe respekt – ikke medlidenhed. Fortællingen skal bygges op om en række portrætter, hvor vi vil undgå den socialporno, der ofte præger mediernes fremstilling af de udsatte grupper.

En almindelig og lidt tilbagelænet sejlerstem-ning breder sig. Havets og skibets rytme forplanter sig til måden at være sam-

­­­­17


足18


PROSTITUTION – REALITETER OG MYTER

De rosenrøde konsekvenser, som præsenteres fra Sverige, går da heller ikke rent hjem hos det danske politi. »Jo mere lyst, åbent og trygt det er for pigerne, jo mindre arbejde får jeg med at samle piger op af baggårde – følgekriminaliteten i form af drab, vold og tyveri er mindre på denne her måde«, udtaler en drabschef fra Københavns Politi til Politiken.

- Så længe mennesket har håb, er intet forfærdeligt - Tove Ditlevsen Onsdag den 18. september Svensk eller dansk Vi er ankommet til Århus. Haabet ligger fortøjet her ved den gamle honnørkaj, så tæt på den indre by, man overhovedet kan komme fra søsiden. Ret forude i forlængelse af bovsprydet anes lige akkurat domkirkens spir, der rejser sig mod himlen bag den første række af bygninger og beboelser her ved havnefronten. Vejret er skyfrit og solrigt.

Problemeksport Line Ervolder fra Projekt Udenfor i København minder os om, at der jo kan være flere forklaringer på de svenske tal. Prostitutionens veje og vildveje er mangfoldige og gad vide, om mange af forretningerne nu ikke formidles over Internettet i stedet for direkte på gaden, hvor kunden risikerer anholdelse og udskamning med hvad deraf følger.

Morgenaviserne bringer nyt krudt til dagens debat om prostitution. Socialdemokratiets nye kulturordfører Mette Frederiksen har udtænkt et forslag, der går ud på at kriminalisere kundernes køb af sex. Modellen er hentet i Sverige, hvor man siden januar 1999 ved lov har haft forbud mod mændenes køb af prostituerede. Angiveligt med stor virkning, ifølge en lokal politibetjent hinsidan, som aviserne flittigt refererer. »I Stockholm var der 250 gadeprostituerede før loven blev indført, i dag er tallet reduceret til 100«, citeres betjenten, mens der henvises til lignende udviklingstendenser i Göteborg og Malmø. Alene i Stockholm er der i de sidste tre år rapporteret omkring 200 formastelige, hvoraf 80 er blevet dømt for forbrydelsen. Moralen i Sverige må være endnu højere end ellers med den slags håndfaste resultater.

Samtidig er det velkendt, at sociale problemer jo ikke blot forsvinder, fordi vi i lovgivningen siger, at de ikke må være der. Sociale problemer kan gemmes, de kan flyttes eller ligefrem eksporteres. I København er der mange eksempler på, at svenske og norske borgere med omfattende sociale problemer i stigende omfang havner her. Det drejer sig bl.a. om stofmisbrugere, der ikke kan finde indpas i den stoffri behandlingsstrategi, der præger narkopolitikken i Norge og Sverige, hvor skadesreduktion og substitutionsbehandling er byer - ikke i et fjernt Rusland – men i Danmark. Det drejer sig også om psykisk syge mennesker, der reagerer på tvangspsykiatriske tiltag. Den danske tvangspsykiatrilovgivning er væsentlig mere liberal end f.eks. den svenske, hvilket for nogen betyder, at man undslipper eller forlader behandlingen i hjemlandet for i stedet at drage til København, hvor tilværelsen udfordres som psykisk syg og hjemløs. I Sverige ville der være tale om

­­­­19


indlæggelse. I Danmark har de eksilerede ikke mulighed for at få en ordentlig hjælp fra de offentlige, sociale myndigheder. Også her udgør frivillige organisationer som f. eks. Mændenes Hjem, Missionen Blandt Hjemløse og Kirkens Korshær en livsvigtig forskel for den enkelte med deres tilbud om et måltid varmt mad, en seng at sove i og en smule menneskelig omsorg. Moral kan være godtroende og stæreblind naiv. Også i sine politiske udtryk. Maria Magdalena er ikke for ingenting en del af kristendommens tusindårige overlevering. Hun bliver næppe frelst sådan lige med det første gennem forenklede politiske markeringer eller lovgivningsmæssige snuptag. Men kan ske hun for en stund rejser fra Malmø til København.

­20


karikatur - ignorerer alt, hvad der tager mere end 30 sekunder at formidle og 5 sekunder at forstå. Et gøglermarked, hvor den vansirede krøbling og pygmæen fra Langbordistan er afløst af den benamputerede junkie og den forhutlede narkoluder med skærmtække. Må vi ta’ dig i profil? De udstødtes portrætgalleri sat til skue for et nyfigent publikums skrækblandede fascination af det aparte og pikante.

Aparte og pikant Honnørkajen og skibet summer af aktivitet. Vi jagter de sidste presseaftaler pr. telefon i forlængelse af de tidligere kontakter, der har været. DR-nyhederne har meldt deres ankomst og vil lave et nyhedsindslag. TV-2 er også på banen. Der er ligeledes aftaler med TVDanmark 2, interview med Radio Østjylland samt samtaler med pressefolk fra Jyllandsposten og Århus Stiftstidende. TVDanmark glemmer at melde tilbage for så pludselig at stå på kajen med journalist og fotograf 45 min. inden høringen skal starte. DR-folkene kommer tilsvarende sent, og vi må på det høfligste sende dem fra borde blot 20 min. før, vi skal på inde i pavillonen.

Paradokser Høringen forløber fint. Der er mange praktikere fra det sociale arbejde, og der er også en mindre gruppe piger fra prostitutionsmiljøet i Århus – alle brugere af Redens tilbud. Vi er vel alt i alt en 60 stykker samlet i pavillonen, ikke så mange som i Ålborg, men dog nok til at vi med rimelighed kan fastholde, at vi har talt med andre end os selv. Emnet er kontroversielt og ikke helt enkelt at få styr på, selvom det har fået en dagsaktuel vinkel. Ud over byens borgmester, der er ambassadør for Haabet her i Århus, er der ikke andre byrådsmedlemmer til stede.

Senere myldrer nogle af kamerafolkene ind under selve høringen, hvor de må gennes ud. Deltagerne føler sig beklemte, og pigerne fra prostitutionsmiljøet i Århus direkte krænkede. Vi er selvfølgelig glade for interessen, og for den omtale vi kan få, specielt når den handler om det ærinde, vi er ude i. Og opmærksomheden har vi selv søgt, må det anstændigvis tilføjes. Men samarbejdet med pressen er svært, og fornemmelsen af selvsving og vanetænkning parret med en ikke ringe arrogance kan til tider være slående. Ikke mindst når interessen helt kontant handler om tyngden af skæbne: Hvor er der en misbrugt luder, jeg kan tale med, hvor har vi en narkoman, der vil på TV eller hvor finder jeg en lurvet hjemløs, der kan gøre sig med en god historie? Det er en karikatur af en fri, engageret og kritisk presse, der - netop som

Borgmester Louise Gade holder en fin velkomsttale for Haabet og gør i sin indledning opmærksom på en række af de dilemmaer, der knytter sig til prostitutionens historiske udvikling. Helt aktuelt kan det undre, at prostitutionen er stigende i vores del af verden, selv om vi måske går og forestiller os noget andet i betragtning af den stigende liberalisering og de friere omgangstoner mellem kønnene. Samtidig pointeres behovet for et stærkt, fælles og solidarisk ansvar for de mest udsatte grupper blandt de prostituerede. Høringen belyser også de lovgivningsmæssige paradokser, der præger den danske virkelighed. Marie Louise Nørrelykke og Hanne Mainz understreger klart disse paradokser. Begge er de ansat i det amtslige Modelprojekt

­­­­21


tution er et problem, der kan indebære endog meget store menneskelige omkostninger. Samtidig understreges det gang på gang, at prostitution er et komplekst fænomen. Der er stor forskel på at være escortpige, at arbejde på massageklinik og bordel eller at samle kunderne op på gaden, fordi der skal skaffes penge til junk. Der er forskel på alder, og der er forskel på frekvens – på den lejlighedsvise prostitution og på det permanente salg af sex. Og der er forskel på pris, på kunder, på omstændigheder og betingelser. På at drive egen forretning og på at være underlagt en fremmedstyret udbytning i et magtfuldt alfonseri. Alt sammen forskelle, der også bærer ved til de mange myter om den prostituerede som enten den sexglade kvinde, den lykkelige luder, samfundshjælperen, der afbøder voldtægter og hjælper den handicappede, offeret, den dumme kvinde etc. Der er langt - meget langt - fra Julia Roberts, der som ung luder i »Pretty Woman« sælger sex til mangemillionæren i skikkelse af Richard Gere til virkeligheden som narkoprostitueret i Århus.

PRO Århus, hvor målgruppen er de prostituerede på klinikker eller bordeller, hvoraf der alene findes ca. 65 i Århus Amt. Målet for PRO’s indsats er at sikre trivsel for kvinderne og minimere den sociale udstødelse, hvilket søges løst gennem rådgivning og forebyggende arbejde. Der indsamles viden om klinikprostituti-onen, og i den samlede indsats indgår bl.a. uanmeldte besøg på klinikkerne. I 1999 blev det lovligt at være prostitueret i Danmark, men det betyder ikke, at prostitution er et lovligt erhverv. Betaler en prostitueret skat af sin indtægt – og det skal hun i følge skattelovgivningen – er hun ikke omfattet af arbejdsmarkedets aftaler om f.eks. pension. Erhvervet giver ikke adgang til A-kasse, sygedagpenge eller arbejdsskadeforsikring. Samtidig fastslås det i straffelovens § 119, at der ikke må tjenes penge på andres prostitution. Skønt prostitution er tilladt, rufferi er forbudt, og erhvervet helt uden for de fagretlige aftaler, så nævnes prostitution alligevel som et sundhedsfagligt redskab i en vejledning fra Socialministeriet. Vejledningen, der bl.a. er henvendt til pædagoger og socialarbejdere, der arbejder med handicappede, nævner som en mulighed, at de kan bringe en handi-cappet mand til en prostitueret, hvis han gerne vil have en seksuel oplæring. Lovgivningen alene kaster således et meget tvetydigt lys ind over den samfundsmæssige forståelse af prostitution: Er prostitution et frivilligt valg, et fagområde eller et socialt problem?

Findes lykken på så stejle stier? Jannie reagerer spontant undervejs og er meget opmærksom på debatten om offerrollen. »Prostituerede kvinder bliver altid udlagt som ofre«, siger hun. Virkeligheden er langt mere sammensat. Langt fra alle opfatter sig som stakkels ofre, og mange føler, at de i grunden har et udmærket liv. At de har en forretning og et serviceerhverv. Jannie henviser samtidig til egne erfaringer og gør opmærksom på, at hun som tidligere prostitueret også udførte en mission. »Der var mange ubehagelige oplevelser, men de

Høringens indlæg fra oplægsholdere og øvrige deltagere levner dog ikke megen tvivl om, at prostitution er stigmatiserende, at prostituerede er socialt udsatte, og at prosti­22


fleste mænd fik jeg også et fortroligt forhold til. Det var ikke bare sex, men også megen omsorg og snak«. »Jeg har aldrig mødt en lykkelig luder«, er der en der siger, hvortil der hurtigt svares: »Hvad er lykke, findes der en håndværker, der er nærmest lykkelig«?

Minna Gaarsskjær, der er oplægsholder og kommer fra Kirkens Korshærs Nattjeneste i Århus, siger – vist mest som advokat for pigerne – »Vi vil elskes som mennesker, og sker det ikke, så gør vi alt muligt andet«. Samme Minna kan kun støtte det svensk inspi-rerede forslag. Prostitution skal forbydes – hellere i dag end i morgen. Menneskehandel er ikke acceptabel, og prostitution er udtryk for en ekstrem kvindeforagt. »Hvad der skænkes i kærlighed, kan ikke udveksles for ussel mammon«, lyder det. Er sex en vare eller en værdi, der ikke kan prissættes?

Der er myter om pigerne, men også om mændene. Arketypen er ikke uhyret eller udyret. Kunderne er ofte helt almindelige mænd. Mange er gift, andre er single, nogle er flinke, andre er dumme. Nogle er voldelige, mens andre blot er ensomme, syge, handicappede, ældre. Heller ikke mændene er bare nogle svin, men også mennesker der ved pengenes mellemkomst rækker ud efter kontakt.

Andre, herunder Hans Ishøy fra LVS, der har et lokalt kendskab til byen gennem sit virke som leder af værestedet Madam Grøn, erindrer om, at prostitutionen jo også omfatter den mandlige af slagsen. Altså kvinders køb af mænd og mænds

­­­­23


køb af andre mænd. Den mandlige prostitution glemmes ofte i debatten, også her i Århus, hvor der jo kunne sættes ind med et opsøgende socialt arbejde i forhold til de mandlige prostituerede, der om aftenen trækker her på den selvsamme kaj, hvor høringen foregår. Reden Høringen byder også på en præsentation af det arbejde, Reden udfører som frivillig organisation i Århus. Reden i Sjællandsgade er et værested, et fristed for de piger, der arbejder på gaden. Også i København og Odense findes der Reder, alle drevet af KFUK’s Sociale Arbejde i Danmark. Reden har åbent i aften- og nattetimerne og har kontakt med godt 100 kvinder, der arbejder som gadeprostituerede i Århus. Hvor PRO’s indsats som amtskommunalt projekt retter sig mod klinikprostitutionen, så virker Reden i forhold til de piger, der typisk betjener kunderne i baggårde og biler eller hvor det nu måtte være muligt. Stofafhængigheden er afsættet for pigernes prostitution. Reden er pigernes fristed, der er ingen krav om registrering, men alle kan komme anonymt og få hjælp og omsorg, et måltid mad og en seng at sove i. På Reden kan der også skabes kontakt til myndigheder og sundhedsvæsen, såfremt pigerne selv ønsker det – og »vi løfter aldrig en pegefinger over for pigerne, heller ikke når der er tale om tilbagefald, anholdelser og fængselsstraf«, siger Joan Fisker Hougaard, leder af Reden. På Reden er der aktuelt ansat fire faste medarbejdere, og der er tilknyttet ca. 35 frivillige, der hjælper til på skift og sikrer vagtdækningen i åbningstiden. ­24


Gadeprostitutionen i Århus er steget betydeligt gennem de seneste år, og der er specielt kommet flere unge piger til. Væksten afspejler et øget stofmisbrug. »Hvis ikke der skulle skaffes penge til narkotika, så ville en del af gadeprostituti-onen stoppe af sig selv«, som der bliver sagt.

kommet for at blive, og det er sygt at gøre det ulovligt, og lade som om det ikke eksisterer længere«, som der meget hurtigt svares fra en anden. Herrens pris Høringen er slut. Cliff har styret indlæg og debat på bedste vis. Diskussionen har været livlig og udbytterig. Der er en lille reception på dækket, hvor snakken fortsætter, og hvor vi hygger os med folkene i Living Gospel, der har været med til at gøre afslutningen i pavillonen til noget af en oplevelse. Ca. 30 mennesker under ledelse af Steve Cameron sang gospel, så selv den mest forhærdede måtte overgive sig til Herrens pris. Og det kan der jo godt være brug for.

Kriminalisering Høringens debat handler meget om Mette Frederiksens forslag, og der siges en del for og imod. Generelt er der dog en udtalt skepsis, mest af hensyn til de piger alle ønsker at hjælpe og beskytte mest muligt. Bekymringen går helt klart på, at en øget kriminalisering vil bevirke, at de mest udsatte prostituerede vil blive ramt allerhårdest. De pæne og almindelige kunder vil betænke sig mere end en gang ved udsigten til anholdelse og strafforfølgelse, og tilbage vil blive de mere sære og bizarre kunder. Samtidig presses de prostituerede til at gennemføre forretningerne på endnu mere ydmyge og udsatte steder, end det allerede er tilfældet. Hvis prostitutionsmarkedet forbydes, flyttes aktørerne længere ud i mørket. »Vi vil ikke acceptere den sociale udstødelse, som bliver en følge af kriminaliseringen«, pointerer bl.a. Hans.

Har en snak med Cliff og Hans på dækket. Vi er lidt optaget af den tvivl, der hersker om det faktiske antal af de målgrupper, vi diskuterer. Der er store usikkerhedsmomenter – måske særligt på prostitutionsområdet. I de seneste tal fra Socialministeriet skønnes der at være mellem ca. 5.000 og 7.000 prostituerede i Danmark. Tallene dækker skønsmæssigt en opgørelse over de forskellige former for prostitution: Ca. 600-750 gadeprostituerede, 1.300-2.700 escortprostituerede, 400-500 værtshusprostituerede, ca. 3.600 på massage-klinikker samt anslået ca. 200 prostituerede, som udfører andre former for prostitution.

Der anes en lille forventning om, at forslaget måske kan aftvinge offentlighed og politikere en mere konsekvent stillingtagen til prostitution som fænomen, således at de eksisterende paradokser i lovgivningen kan ryddes af vejen og dobbelt- eller trippelmoralen forsvinde. Men langt tydeligere er den udtalte skepsis mod mere lovgivning. »Prostitution er en overlevelsesstrategi, der udtrykker et socialt problem«, som der bliver sagt, men »prostitutionen er også

Er der i virkeligheden flere gadeprostituerede, når man alene på Reden her i Århus har kontakt til ca. 100 piger? Og hvordan ser det ud med alkoholproblemer og stofmisbrug i forhold til f.eks. den store gruppe af prostituerede, der arbejder på massageklinikkerne? Glemslernes kaj

­­­­25


TV-2 Nyhederne ringer og spørger om bistand til et nyhedsindslag kl. 22. I løbet af dagen har et analyseinstitut gennemført en mindre, men repræsentativ undersøgelse af befolkningens holdninger til Socialdemokratiets forslag om kriminalisering af prostitutionskunderne. Resultatet er en buldrende hovedrysten. 73% finder ikke, at det ville være en god idé, 13% siger ja, mens resten er i tvivl. I befolkningen er der tilsyne-ladende ikke megen opbakning at hente. Gad vide om det ikke bliver enden på den historie - en krusning her ved glemslernes kaj? Jannie stiller beredvilligt op for en kort kommentar til to spørgsmål: Hvad synes hun om forslaget, og hvad er hendes vurdering af undersøgelsens resultater? Vi får TV-folk om bord igen, og resultatet ses nede i lukafet kl. 22. Godt nok. Torsdag den 19. september Undren og persillesovs Vejret er stadig flot, solrigt og kun let vind. Vi fortrækker til Fiskerihavnen for at bunkre vand. 2000 liter bliver det til i tankene. Haabet glider stille ud af havnen, ud på det rigtige vand, hvor sejlene sættes. Fotograferne er gået om bord i en mindre båd for at tage billeder af den gamle galease, sådan som hun tager sig smukkest ud – i hel figur og under sejl. Kunne her til morgen læse i Politiken, at jeg har fået håret afbleget. Jeg er også tidligere stofmisbruger, står der. Det første er korrekt, det andet usandt. Det må være meget svært at spørge, når man er journalist, for der har ­26


været hele tre dage til rådighed! Undrer mig tillige over, hvorfor afblegning og et tidligere stofmisbrug i sig selv er interessant på Hørups gamle avis? Det virker lidt for småt og proportionsløst i lyset af de historier, der kunne fortælles. Vi sejler fortsat sydpå, nu med kurs mod Fredericia. Vinden er gået i syd, og selvom solen er fremme og vinden let, så føles det lidt koldt. Også her nede om læ. Vi går for motor og logger en ca. 7 knob. Ankomst til den gamle fæstningsby hen under aften omkring kl. 19. Vi er sejlet helt ind i hjertet af byen til anløbspladsen i Gl. Havn lige over for J.B. Nielsens Plads, hvor høringen i morgen skal foregå. Vi får stegt flæsk og persillesovs. Folk går fra borde, og lukafet virker pludselig stort. Mads eksperimenterer med lys og eksponering for at få nogle smukke aften- og natfotos i kassen.

­­­­27


足28


BEHANDLING OG STOFMISBRUG - Håbet er intet andet end de vågnes drøm - Matthew Prior

omsorg og forståelse man - for sjældent måske - kan opleve i mødet med socialarbejdere, sagsbehandlere, politi og fængselsvæsen. Små skridt er også rent værktøj, et varmt bad, det er sårbehandling, det er god og sund mad og en seng at sove i. Jørgen Kjær fra Brugerforeningen i København taler også varmt for etablering af fixerum, hvor man som stof-afhængig helt legalt og uden stress kan indtage sit stof under hygiejniske forhold. Jørgen er just ankommet med toget og er påmønstret som stafet herfra og til København.

Fredag den 20. september Strategier i stofmisbrugsindsatsen På dækket er der gang i en god diskussion om mål og strategier i misbrugsindsatsen. »Målet er i nogle situationer en stoffri tilværelse, i andre tilfælde er det ikke sådan«, siger Cliff og Hans samstemmende. Og de ved, hvad de taler om. For selvom stoffri behandling fortsat er en væsentlig søjle i indsatsen, så kan forestillingen om et stoffrit liv ikke umiddelbart indløses for alle. Stofferne er kommet for at blive, og der kommer hele tiden nye til sammen med nye grupper af unge. Stofscenen udvikler sig konstant. Sådan er virkeligheden i Danmark og i alle de andre lande, vi med rimelighed kan sammenligne os med. Udfordringen er derfor at udvikle en bredspektret strategi, der indeholder forebyggelse og oplysningsvirksomhed, behandlings- og efterbehandlingstilbud, job og en varieret skadesreducerende indsats. »Uden at man politisk falder for fristelsen til at skævvride de enkelte elementer i den samlede vifte«, siger Hans, mens han ser lidt fiffig ud.

Endelig er skadesreduktion også tilbud om substitutionsbehandling, bl.a. i form af lægeordineret metadon til erstatning for de stoffer, der ellers skal skaffes på gaden gennem opslidende kriminel aktivitet. De nyeste skøn fra Sundhedsstyrelsen opererer med et samlet antal på ca. 14.000 behand-lingskrævende stofmisbrugere, heraf er ca. 7.500 i den såkaldte substitutionsbehandling og andre ca. 700 i stoffri behandling. Nærhedsprincippet Bagtæppet er klar for høringen her på J.B. Nielsens Plads. Pavillonen rejses atter og en stor blokvogn, som kommunen har stillet til rådighed for den afsluttende koncert med rockgruppen Antasid, rangeres på plads. Det ser ganske flot og imponerende ud med denne treenighed af galease, rockscene og pavillon. Mange mennesker er her også. Det myldrer med folk om bord, både på dækket og nede om læ, hvor der bydes på spandevis af kaffe og vises rundt. Vejret er stadig flot, men skyerne er begyndt at trække en anelse sammen. »Det kan give en

Målet kan derfor også være et bedre liv med stoffer, hvad det så end måtte betyde for den enkelte. Det kan være små personlige skridt i samværet med andre på det lokale værested, og det kan være den

­­­­29


enkelt byge op af dagen«, siger vores skipper John Vestergård, som har forstand på den slags. I en eller forstand er vi kommet hjem. Jette Stjernholm, der gør hele turen med, arbejder her til daglig. Også værestedet Solstrålen, som var det første værested for tidligere stofmisbrugere i Danmark, etableret i 1994, har adresse i Fredericia. Værestedsbevægelsen er udsprunget her ved Lillebælt og er siden ført med strømmen rundt i det ganske land. Endelig har LVS sit kontor i byen, så Cliff inviterer generøst på varmt bad og gode toiletforhold på Calvinsvej for de stakler, der trænger til sligt og er trætte af den lange kø ved det ene toilet, vi ellers bruger om bord. Bad er godt, men det fjerner ikke helt den lugt af våd ged og tjære, som hænger ved tøjet og alt det pikpak, vi i øvrigt fragter rundt. Tror efterhånden vi kan kende hinanden alene på lugten. I Fredericia er der godt at være, og der er gode historier at fortælle. Jette har undervejs bidraget med masser af viden og eksempler på, hvordan kommunens misbrugsindsats er skruet sammen. Og høringen i dag vil give nye eksempler til bedste. Det særlige er, at man som frikommune har valgt at behandle alle stofmisbrugere lokalt, fremfor at lade Vejle Amt klare opgaven. »Nærhedsprincippet er helt afgørende«, siger Jette og henviser til en bred vifte af tilbud, der omfatter terapeutiske forløb i stoffri behandling, afgiftning eller metadonbehandling, ledsaget af en lang række andre væsentlige initiativer. Stofmisbrugerne bor hjemme eller på en af de 24 pladser, kommunen råder over i Prinsessegade, Bjerge­30


gade og Vendersgade. Enkelte behandles dog stadig på døgninstitution. Antallet af stofmisbrugere i behandling er rimelig konstant og ligger på ca. 110 i Fredericia Kommune. Misbrugscentret, hvor Jette arbejder, er normeret til 90 behandlingstilbud, men »vi sætter en ære i, at der ikke er ventetid, hvis der kommer et menneske og er motiveret for behandling«, fortsætter hun.

Udmeldingen er, at konsekvensen af sparekataloget i givet fald vil være, at flere misbrugere måtte blive på metadon i længere tid - og det er uacceptabelt! Der er på mange måder langt fra Ålborg til Fredericia. Og dog. Vi har i dag fået tilbagemeldinger fra lokalkomitéen i Ålborg om, at kommunen har taget de 46 millioner kr. af bordet. Så nu ser det ud til, at der ikke skal spares alligevel!

Modellen i Fredericia hviler på en solid politisk opbakning, hvilket vi bl.a. kan læse om i Fredericia Dagblad, hvor socialudvalgsformand Henning Due Lorentzen lover, at et netop færdiggjort embedsmands-katalog over kommunale spareforslag ikke vil komme til at berøre misbrugsindsatsen.

Hvis Haabet forliser Så sidder vi her igen, i pavillonen, mens historien om logbogen bliver fortalt en gang til. »Jo, ser I«, forklarer ordstyreren og holder logbogen med træomslaget frem, »når omslaget er gjort af godt og solidt træ, så skyldes det, at logbogen skal

­­­­31


kunne flyde på vandet, hvis nu det gode skib Haabet skulle gå ned i en storm. Det bedste er dog, at logbogen med de strøm- og vindforhold, der gør sig gældende her til lands, under alle omstændigheder vil dukke op i København, hvor socialministeren vil få den at se«! Det sidste er nu nok lidt tvivlsomt, men historien går fint hjem. Folk smiler og slapper af – her er tænkt over tingene. Der er fuldt hus – godt og vel et par hundrede mennesker samt dyr. Store og små hunde med kulørte tørklæder flintrer rundt mellem benene på joggingbukser og jakkesæt. Her er unge piger med barnevogne, ældre koner med gangstativer, midaldrende nybarberede samt de mere rå typer med skægstubbe, piercinger og tatoveringer. Det er en herlig broget flok, masser af brugere, praktikere, lokale beslutningstagere samt et par folketingsmedlemmer. Vi spørger ikke om lov Socialudvalgsformand Henning Due Lorentzen er tydelig stolt af den politik, der er udviklet på behandlingsområdet. Også Bent Larsen, der er afdelingsleder i kommunen, anslår de samme strenge uden at der lægges skjul på, at opgaven er vanskelig. I Fredericia vil socialudvalget gerne måles på sin indsats over for de mest udsatte grupper. Derfor kræves der et tæt samarbejde mellem det personale, der er involveret i opgaven, ligesom der skal koordineres og samarbejdes på tværs af forvaltninger og offentlige myndigheder, så der er helhed i indsatsen. Medarbejderne skal i alt, hvad de foretager sig, skabe tillid til og tro på, at de er værd at tale med. »Husk på«, siger Bent Larsen, »at ingen jo kun er misbruger, men også far, ­32


mor, bror, onkel – og borger med sociale rettigheder«. Der må ikke være ventelister, og man vil strække sig meget langt for at undgå egentlige tvangsfjernelser af børn fra misbrugsforældre. Behandlingen skal foregå lige her i blandt os og ikke så langt væk som muligt. Der er stor tilfredshed med, at kommunen selv løser opgaven på vegne af amtet – både hvad angår pris og kvalitet. Når der skal placeres behandlingstilbud, væresteder og boliger, så spørger man ikke borgerne om lov. Politikere og kommune går ud fra, at alle vil bidrage til opbakning omkring den indsats, der er nødvendig. »Vi holder ikke store borgerhøringer om det spørgsmål«, som det formuleres af Bent Larsen, »men vi gør altid hvad vi kan for at skabe dialog og forståelse i en direkte snak med de berørte parter, naboer osv.«

Behandling er en gåde Høringen har også besøg af en sjælden mand. Han er filosof og taler samtidig, så folk kan forstå det. Michael Jourdan tænker højt på to spørgsmål. Det første handler om, hvad vi egentlig forstår ved behandling. Er det nedtrapning, substitutionsbehandling, terapi, samtale, rene sprøjter, snak, hypnose eller hånds-pålæggelse? Eller handler behandling om hjælp, støtte, omsorg og fællesskab – om at behandle hinanden ordentligt? Pointen er, at vi aldrig har gjort os umage med at blive enige om, hvad vi egentlig forstår ved behandling af stofmisbrug. Behandling er i en vis forstand en gåde, for når vi taler med hinanden om det, så refererer begrebet til en grænseløs blandet landhandel, hvis eneste fællesnævner er, at behandling er noget, der er gjort i en god mening, og som man som behandlingsinstitution kan få penge for i forventning om en vis effekt! »Der er brug for, at vi får styr på, hvad vi mener, og for at vi nærmer os nogle standarder for, hvad der er god og dermed mindre god behandling«.

Niels Danstrup, der er leder af kommunens misbrugscenter, beskriver meget tydeligt den enorme udvikling, stofmisbrugsindsatsen har undergået på en ganske kort årrække. I dag er der opmærksomhed og udvikling på området, og der er et udtalt samarbejde mellem de offentlige tilbud og de frivillige projekter og netværk. Der er for- og efterbehandling, der er forskellige væresteder og støtteforeninger. Der er kurser for pårørende, og der sættes i det hele taget bredt og varieret ind – også i den støtte der gives gennem de forskellige selvhjælpsinitiativer, NA-grupper m.m. Den enkelte misbruger inddrages aktivt i tilrettelæggelsen af behandlingsforløbet i modsætning til den elitære position, behand-lingssystemet ellers traditionelt har indtaget over for misbrugeren: Jeg ved godt, hvad du har brug for, lille ven!

Det andet spørgsmål handler om overoptimismen og pessimismen. De to udgangspunkter er lige uheldige, hvis man vil gøre en forskel. Det drejer sig om at finde en realistisk kurs, der baserer sig på konkrete håb for forandring, og ikke om at udtænke vidtløftige planer for en stoffri verden i 2005. Eller modsat – opgive behandlingsindsatsen, fordi nogen mener den tilsyneladende kun kan hjælpe så få. Behandlingsgarantien Debatten går lystigt, og stemningen i pavillonen er præget af en egen fortrolighed. Det fyger med fornavne og henvisninger til »kan du huske dengang«. Det virker som de fleste kan nikke genkendende til den beskrivelse, der er givet af kommunens misbrugsindsats. I pavillonen

­­­­33


gør en hund af en anden hund der gør, mens regeringens forslag om en be- handlingsgaranti for stofmisbrugere diskuteres. Der er bred opbakning til forslaget, der går på, at misbrugeren skal have en garanti for behandling inden for 14 dage. Ordningen giver også mulighed for frit valg mellem forskellige tilbud, selvom det af forslaget er svært at gennemskue, hvad det reelt vil indebære. Der er store forventninger til, at behandlingsgarantien kan medvirke til at udligne de kolossale forskelle, der er i amternes politik omkring døgnbehandling og metadonudle-vering. Og der er endnu større forventninger til, at lovforslaget kan sætte gang i en helt nødvendig afklaring af, hvad det egentlig er for et tilbud, man vil garantere. »Hvis vi skal have en behandlingsgaranti, så skal vi også tage stilling til, hvad behandling er. Samtidig skal vi huske på, at behandling jo ikke blot er et mantra til løsning af alt. Det handler også om udsathed på andre fronter, om job, om familierelationer og om netværk«, siger Bent Larsen. Indsatsen skal ikke blot fokusere på antallet af iværksatte behandlingsforløb, men også på kvaliteten. »Der skal arbejdes med minimumsstandarder for, hvad der er god behandling«, siger Frank, der er bruger af et værested i Kolding. »Der skal satses langt mere målrettet på uddannelse og efteruddannelse af personalet«, siger en anden, mens der udvikler sig en mere omfattende diskussion af indhold og kvalitet. Folketingsmedlem Karen Klint opfordrer til, at brugerne går positivt med ind i en diskussion af indholdet i behandlingen og i en afklaring af, hvad der virker og ikke virker. »Vi ved meget godt selv, hvad der gør en forskel«, er der en der siger. Rundt omkring nikkes der. ­34


Lørdag den 21. september

Værestederne

Fra Haabets agterdæk

Debatten handler også om værestederne – og om deres betydning. Helle, der kommer fra Center for Rusmiddelforskning, gør opmærksom på en ny evaluering af værestederne i Danmark, som netop er færdiggjort. Det er vigtigt, at værestedernes fundament sikres, og at »værestedernes særlige værdier og kvaliteter som fristeder og sociale træningslokaler fastholdes«, som der bl.a. siges. Bekymringen er, at værestederne kan miste noget af deres autonomi i mødet med det offentlige system, og at værestederne kan blive tillagt kontrolfunktioner i forbindelse med udlevering af metadon, som vil modvirke de bærende værdier i være-stedskulturen. Også på værestedsområdet er der brug for at gennemføre en diskussion om indhold og kvalitet. »Hvad er et være-sted egentlig for en størrelse«, spørges der bl.a.? Og hvordan kan der skabes mere viden om disse tilbud i amter og kommuner, således at arbejdet kan støttes ordentligt med respekt for brugernes egne behov og ideer?

Vi bakker ud af det snævre havneindløb, hvis man ellers kan sige det om et skib, når stævn bli-ver til agter. Folk om bord morer sig ustyrligt over forsiden på lørdagens udgave af Fredericia Dagblad, hvor sekretariatslederen på et firefarvet foto over tre spalter mest af alt ligner vinderen af et eller andet Danmarksmesterskab . Smilet er stort, mens der med skippermine skues ind over molen fra Haabets agterdæk. Overskriften lyder »Cliff har taget håbet med til byen«. Det var her vist i forvejen! Vi sejler fra Fredericia til Bogense. Solen skinner igen, og der er en let vind. Vi har nye folk om bord – der i blandt Karen Klint og Bjørn Medom Nielsen, der begge deltog i høringen i går. Om bord er også en ny gruppe af værestedsfolk - Nico fra Fredericia, Ea Damgaard og Helle Hoen fra Kolding, Marika Sabroe fra Vejle m.fl. Vi sejler ned i Fænø Sund, dels for at forlænge turen, og dels for at nyde frokosten med en smuk udsigt fra dækket. Diskussionen om behandlingsgarantien fortsætter. Ankomst til Bogense sidst på dagen. Det småregner, og vejret er blevet en anelse koldere.

Aften Der er middag om bord med lokalkomitéen i Fredericia. Der er taget afsked med gamle stafetter og budt velkommen til nye. Line og Carsten, som vi vil savne, er returneret til København. Vi er trætte, men også tilfredse efter endnu en spændende høring. De lokale gutter i bandet Antasid lavede en flot afslutning, selvom vi sidst på eftermiddagen fik en ordentlig regnskylle. Folk blev hængende og fik sig en god oplevelse med et smittende engageret band, der vil frem over rampen.

Søndag den 22. september Hård kuling 4. kontor om bord. Det rimer. Folkene fra Socialministeriet er ankommet for at sejle med her fra Bogense og til Odense. Det er lidt sejt i betragtning af vejudsigten, men kan ske de ikke har hørt den.

­­­­35


足36


Vores skipper, der kommer fra Marstal, fortæller historier fra de syv verdenshave. Bl.a. om den gang han var styrmand på et stort forsyningsskib, der lå oppe i Nordatlanten under en fuld orkan. »Vi lagde røven til og gik med orkanen rundt i seks døgn, bølgerne var 18 meter høje«, fortæller han og kigger sigende op mod Haabets mastetop. Pointen er vist, at det kan være meget værre.

Vejret er slået om. Det øsregner, og vinden er gået om i nordøst med styrke af hård kuling. Det er noget nær det nærmeste, vi kan komme en vindretning, der er stik imod, hvor vi skal hen. Det knager rytmisk og vedvarende i riggen, og vandet vasker ind over lønning og dæk, når Haabet stikker næsen i søen. Og det gør hun tit her hen over Nordfyn, hvor bølgerne stemmes op og bliver krappe i mødet med kysten. Behagelig sejlads er det ikke. Om læ flyver det rundt med stole, soveposer og tøj. Alt, hvad der ikke er surret, ender før eller siden på dørken. Vandet finder vej til lukaf og køjer gennem de samlinger og dæksplanker, der ikke for alvor har fået vand i nu et par måneder. Sommeren har været knastør, så det er skibet også.

Socialpolitik er også kryds i hårdt vejr, hvis vi på noget tidspunkt har været i tvivl. Det er vigtigt at kende kursen, at bekæmpe ubehaget, være tålmodig og holde sammen. Samt at håbe – ikke at forglemme. Ved Enebærøje og Gabet falder vi af og kommer i læ. Skibets fyr bliver sat til, vi får så småt varmen og kommer til os selv igen. Hanne serverer varm kaffe og sen frokost. Nu tales der pludselig om turen som den fantastiske oplevelse, den også har været. Ankomst til vores kajplads i Odense Havn kl. ca. 19.

Folk ser lidt rystede ud, specielt dem der ikke har prøvet at sejle før i lidt hårdt vejr. Nogle er rigtig syge, og andre står på dækket i al for lidt tøj. Haabet er for alvor blevet et værested, hvor omsorgen skal stå sin prøve. Der er ikke megen snak. Nogle glider ind i deres egen verden af søsyge og apati. Andre stirrer stift ind over Fyns skovklædte nordkyst for at finde et fixpunkt for den indre balance. Mads og Jette gør et stort arbejde for at opmuntre og hjælpe folk, der er syge.

Der er mange spørgsmål til, hvor længe dette mon vil vare ved. Vi logger kun ca. 4 knob for mesansejl og motor, hvilket giver 5 timers temmelig rå sejlads.

­­­­37


足38


UDSAT OG FREMMED - Håbet er ofte en jagthund uden spor – William Shakespeare Mandag den 23. september Koldfront Solen er atter kommet frem, men det er koldt og blæsende. Efteråret anes i den koldfront, der skal passere. Vi er tidligt oppe, og dagen indledes med de sædvanlige kontakter til pressefolk og avisredaktioner. Der gives interview til Radio Fyn og laves aftaler med Fyens Stiftstidende, hvor høringens emne forklares og foldes ud. Overskriften »Udsat og fremmed« henviser til den særlige udsathed eller risiko etniske grupper kan opleve på grund af sprog- og kommunikationsproblemer og et manglende kendskab til dansk lovgivning og sociale rettigheder. Sociale problemstillinger og den rettidige håndtering heraf kan fortone sig i sproglige og kulturelle barrierer eller glide ud af fokus i den monomane insisteren på at diskutere integration, sprogundervisning, familiesammenføring, offentlig forsørgelse og flygtningekvoter. Tonen i den danske udlændingedebat gør det formentlig ikke nemmere at udføre et godt stykke socialt arbejde blandt de mest udsatte etniske minoritetsborgere, siger vi til hinanden under briefingen nede om læ. Vi husker hinanden på, at fokus også for denne høring er de mest udsatte grupper. Vi skal ikke begive os ind i det minefelt, udlændingedebatten har udviklet sig til. Vi vil gerne blive klogere – ikke dummere.

Aktivitetsniveauet er højt, og de praktiske gøremål mange. Der skal gøres rent og klares op overalt på skibet, så vi umiddelbart efter høringen kan være værter for aftenens nationale bundmøde. Bundmødet er en lidt skæv kommentar til det EU-topmøde, der foregår i København under det danske formandskab. For få Borgmester Anker Boye er Haabets ambassadør i Odense. I velkomsten mærker vi intet til den fratrædelsesskandale, der vil koste kommunens borgere 89 mill. kr. over de næste fire år eller til den pædagogstrejke, der ellers fylder dagens presse. Der spores heller ingen anfægtelser over de mulige besparelser, der er påtænkt i støtten til de sociale caféer og væresteder. Til gengæld får vi flotte velkomstord med på vejen og en hurtig præsentation af Danmarks 3. største kommune, der bl.a. tæller 14.000 flygtninge og indvandrere samt 5.000 efterkommere. Anker Boye påpeger eksistensen af de etniske subkulturer i Vollsmose-området og af områdets store sociale problemer. Hver især kan vi så sætte billeder på det gennemført fantasiløse boligbyggeri i byens østlige udkant, der langsomt, men sikkert er blevet gjort til kommunal ghetto, mens det offentlige billede af det pæne Odense lige så sikkert har fået sig nogle gevaldige ridser i lakken. »Der er brug for langt mere viden, samarbejde og professionalisme i indsatsen, og der skal sættes ind med job, forebyggelse og netværk, hvis problemerne med den stigende arbejdsløshed, vold og kriminalitet skal afhjælpes«, siger Anker Boye bl.a. Det er vigtigt at holde fokus og fastholde ansvaret som kommune, men også at inddrage de frivillige netværk og projekter som et vigtigt supplement i indsatsen. Odense Kommune er en foregangskommune, forstår vi, i forhold

­­­­39


til udmøntningen af § 115 midlerne, der skal støtte udvikling-en af det frivillige sociale arbejde. Teltdugen blafrer i den friske vind, mens flaskerne klirrer i en rygsæk på de bageste rækker. Vi er omkring 60 mennesker forsamlet i pavillonen. For få, forekommer det, og at dømme efter udseende alt for få af dem, det handler om. Her er noget at tænke over sammen med lokalkomitéen i Odense. Selvom vi har gjort, hvad vi synes var muligt, så er vi tilsyneladende ikke kommet igennem til de etniske grupper og foreninger, der ellers må vide, hvor skoen trykker. Traumer og social indsats »30% af alle de flygtninge, der kommer til landet, er traumatiserede«, fortæller Kirsten Mattesen med henvisning til en undersøgelse gennemført af Dansk Flygtningehjælp. Kirsten er sammen med John Zachariasen inviteret til høringen for at berette om arbejdet i den Traumeenhed, Odense Kommune har oprettet for at styrke den sociale indsats over for de mest udsatte flygtninge. Traumeenheden er tværfagligt sammensat og består af læge, psykolog, fysioterapeut, socialrådgivere og socialpædagoger og har fokus på de mennesker, der falder igennem den almindelige integrationsproces. Udover de sproglige og kulturelle barrierer vanskeliggøres opgaven ofte af de psykologiske og tidsmæssige forskydninger, der kan knytte sig til de voldsomme oplevelser af krig, forfølgelse og tortur i hjemlandene. »Brugerne kommer ikke blot af sig selv og fortæller om deres traume. Det sker måske først efter, at de har været her i landet i en 3-4 år«, siger ­40


John Zachariasen, mens han understreger vigtigheden af, at man gør sig umage med at udrede det egentlige problem. Er problemet et traume med hvad dertil hører af menneskelig smerte og psykisk lidelse, er der tale om et misbrug, om analfabetisme eller om forskellige kombinationer heraf? Bieffekten af traumerne kan ofte være et misbrug af forskellig omfang og karakter, hvilket understreger behovet for en grundig problemudredning og en egentlig strategi for behandlingen.

den etniske baggrund kan i virkeligheden modvirke en ordentlig, professionel social indsats«, siger Sadia Syed stilfærdigt og velovervejet, mens hun koncentreret samler sig om de notater, hun har medbragt fra København. Sadia Syed, der har sæde i socialminister Henriette Kjærs nyetablerede Rådet for Socialt Udsatte, ved hvad hun taler om gennem sine erfaringer fra socialt arbejde for og med mange forskellige etniske grupper i København. »Etnicitet er jo ikke i sig selv en diagnose« siger hun og henviser til vores etnoromantiske forestillinger om de nære fremmede i vores eget rigsfællesskab. Omfanget af social nød og elendighed blandt de herboende grønlændere kan ikke meningsfyldt forstås som en følge af »arktisk svimmelhed og kajaksyge«, siger hun med den mest uskyldige mine. Den professionelle socialarbejder skal se på det enkelte menneske og dets behov og ikke stirre sig blind på etnicitet og kulturel baggrund. For er der i virkeligheden forskel på de sociale pro-blemer, man har som dansker eller som flygtning eller indvandrer? lyder spørgsmålet - sådan lidt forenklet og til fælles eftertanke!

Traumeenheden har ikke noget egentlig behandlingstilbud for de traumatiserede flygtninge, men må henvise til de tilbud, der findes i Haderslev og København. Opgaven i Odense er derfor afgrænset til samtaler, problemudredning, rådgivning og vejledning samt afprøvning af arbejdsevnen. Der sættes en del ind i forhold til det virksomhedsrelaterede arbejde, »for vi skal samtidig være opmærksom på, at nogle også kan være fristet til at bruge deres krigsoplevelser og flygtningestatus til ikke at komme videre i deres liv«, som det siges. »Det handler måske ikke altid blot om traumet, men også om lavt selvværd, dårlig uddannelse og mangelfulde forudsætninger i øvrigt«. Det er derfor klogt at tænke i, hvordan de offentlige ydelser udmøntes i forhold til gruppen af flygtninge, »således at der kan skabes mere dynamik i den generelle integrationsproces«, lyder syns-punktet med et rungende ekko fra de mere dystre egne af folkedybets flygtninge og indvandrerdebat.

Sadia Syed belyser også nogle af de virksomme myter i det sociale arbejde. Bl.a. forestillingen om, at de etniske grupper nok har en stor familie og et netværk af venner og bekendte og derfor ikke har så stor brug for offentlig hjælp. Og samtidig opridses der en række faktuelle pro-blemstillinger i tilknytning til sprog- og kommunikationsforhold. Ofte tør de etniske minoritetsborgere ikke klage over oplevelsen af systemfejl eller mangelfuld behandling, fordi man er bange for konsekvenserne og/eller har et mangelfuldt kendskab til lovgivningen og egne rettigheder i forhold hertil. Også tolkningen kan skabe vanskeligheder, hvis ikke man er meget opmærksom på sin egen professiona-lisme og etik. Hvordan tolkes og diagnosticeres f.eks. en psykose eller et traume, hvis der er en mangelfuld tolkning og en dårlig

Arktisk svimmelhed og kajaksyge »Den store fokusering på fremmedheden og

­­­­41


kommunikation i øvrigt? Der er stadig for mange eksempler på, at man som offentlig myndighed fristes over evne på penge og praktiske problemer, og derfor knytter an til venner, familie eller endog børn som tolke i forhold til den bruger, man ønsker at komme i kontakt med. Eller at behandleren tror, at samtalen kan gennemføres uden tolk gennem brug af et ubehjælpsomt skoleengelsk, hvor der tales laaangsomt og tyyydeligt. Ligeværdig kommunikation er det ikke – og derfor uegnet som redskab til at fremskaffe viden om behov, ønsker og relevant behandlingsindsats. Det er vigtigt at være opmærksom på den diskrimination eller forskelsbehandling, der ikke nødvendigvis skyldes ond vilje, men som har en mere institutionel karakter. I England er det f.eks. dokumenteret, at 11% af indlæggelserne til psykiatrisk behandling er tvangsindlæggelser, når vi taler om etniske minoritetsborgere, hvorimod den tilsvarende andel af tvangsindlæggelser blandt englændere i øvrigt er nede på 2,3% Forskellige traditioner Debatten går godt, der udveksles flere informationer og mange synspunkter. Det er vanskeligt helt at få et overblik over, hvor mange mennesker vi reelt taler om i den meget udsatte gruppe af flygtninge. Kirsten Mattesen anslår det samlede tal til at være ca. 500 traumatiserede flygtninge i kommunen, men hvor mange der heraf har problemer i forhold til f.eks. et stofmisbrug, en ubehandlet psykisk lidelse eller periodisk er hjemløse kommer vi ikke nærmere. »Vi har måske ikke et ordentligt tilbud til dem, og vi har nok mere end svært ved at få kontakt til ­42


kunne integrere i det daglige liv på stedet. »Vi var nødt til at finde på noget andet«, fortæller hun. »Der var vel omkring en 25-30 mennesker, der kom til og som gjorde caféen til deres daglige opholdssted. Og samtidig skulle vi jo rumme alle de mennesker, der i forvejen kom her med deres legitime forventninger til, at der skal lyttes til og støttes op omkring netop deres vanskeligheder, personlige historie og drømme for et bedre liv. Vi har to ansatte, resten er frivillige. Den kurdiske gruppe fra Kuwait kom med et fællesskab, som var deres, de andre der kommer på værestedet søger et fællesskab«, fortsætter Kirsten. Løsningen blev etable-ring af et særligt værested, Kurdisk Værested, der ligeledes drives af KFUM’s Sociale Arbejde med økonomisk støtte fra Odense Kommune.

disse grupper«, som der bliver sagt fra en af de lokale deltagere. Folmer Huusted, der er påmønstret i Fredericia, rejser spørgsmålet om de frivillige organisationers betydning i indsatsen. Sadia Syed påpeger, at de større landsdækkende indvandrerorganisationer som f.eks. POEM og INDSAM ikke for alvor er gearet til at håndtere større udfordringer omkring organisering af frivilligt socialt arbejde eller formidling af støtte til en mere generel brugerorganisering. Der mangler viden og ressourcer, ligesom traditionerne for inddragelse af f.eks. pårørende er meget forskellige. Den danske eller nordiske tradition for frivillig foreningsdannelse, brugerorganisering og demokratisk liv kan for flygtninge og indvandrere opleves ganske fremmed og uvant.

Lars Kjærgaard, der er daglig leder af det kurdiske værested, nikker til beskrivelsen og henviser samtidig til, at der også kendes til hierarkier og social eksklusion blandt de etniske grupperinger. »Et hierarki, hvori de kuwaitiske kurdere befinder sig allerlavest«, siger Lars, samtidig med at han formulerer behovet for en udvikling af værestedet – målrettet også andre etniske grupper. »Vi skal arbejde hen imod flere forskellige tilbud, så der kan gives beskæftigelsestilbud, rådgivning og vejledning i en kombination med væresteds- eller cafedrift«. Men opgaven er ikke let, økonomien er spinkel og usikker, ligesom der er vanskeligheder med at rekruttere frivillige til opgaven. Lige nu er der fem frivillige, men behovet er langt større. Værestedstilbuddene har en usikker forank-ring og er da også endnu engang bragt i spil i forbindelse med de kommunale budgetdiskussioner. Det kan få konsekvenser for Café Paraplyen, Kurdisk Værested, Reden i Odense, Kirkens Korshærs varmestue samt andre omsorgs- og samværstilbud, drevet af de forskellige frivillige organisationer i byen. Det er mærkeligt at »indsatsen

Udstødelse fra væresteder Samtidig nævnes det, at væresteder og sociale caféer, drevet af danske frivillige organisationer, også kan have vanskeligt ved at håndtere den babylonske forvirring af sprog, kultur, forventninger og sociale problemer, der tegner sig, når nye brugere fra et fremmed land melder sig med et ønske om at gøre brug af et lokalt værested. »Kom som du er…« lyder mottoet, men inden længe klinger eftersætningen nødtvungent »og bliv som vi andre«! Kirsten Mærsk, der er leder af Café Paraplyen i Odense, som er er en del af KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark, kender til problemet. På den alkoholfri Café Paraplyen var der på et tidspunkt en relativ stor gruppe af kurdiske flygtninge, som man ikke for alvor

­­­­43


over for de mest udsatte grupper skal baseres på den mest udsatte økonomi«, som en og anden får sagt i al stilfærdighed. Anker Boye er ellers gået. En paragraf og et charter Vinden har lagt sig og med den fornemmelsen af kulde. Eftermiddagssolen kaster et skarpt og klart lys ned over Haabet og Stykgodskajen her inde i bunden af havnen. Lydene fra pavillonen er afløst af den stille undren og eftersnak blandt stafetterne om bord. Høringen forløb rigtig godt med de forbehold alle tager for dem, der ikke fandt vej fra de varme lande. Vi undrer os lidt over de afdæmpede eller underspillede reaktioner fra de lokale praktikere i det sociale arbejde med hensyn til den kommunale politik på frivillighedsområdet. Før høringen har vi fået diverse meldinger om bebudede besparelser og mærkværdige kontrolforanstaltninger omkring brugerantal og aktivitetsniveau, iværksat af kommunen, uden at det for alvor kom frem i dagens diskussion. Underligt er det også, at kommunens indsats omkring udmøntningen af de såkaldte § 115 midler kan fremstilles som en foregangsindsats, uden at det anfægtes eller i det mindste diskuteres. Paragraffen er at finde i Lov om Social Service, og den forpligter amter og kommuner til at samarbejde med det frivillige sociale arbejde. Da loven trådte i kraft i 1998, blev der samtidig indgået aftale om, at amter og kommuner skulle kompenseres med 100 millioner kroner årligt til en forøget støtte til de frivillige organisationer, netværk og projekter der udfører socialt arbejde. Som magistratskommune udmøntes støtten i ­44


Odense gennem tre forskellige forvaltninger. Der findes ikke en fælles politisk stillingtagen til det frivillige sociale arbejde og dets placering i den lokale socialpolitik i form af en egentlig frivillighedspolitik, og der er heller ikke dannet et fælles forum, hvor samarbejdet mellem kommunen og de frivillige organisationer kan drøftes og forventninger afklares. Situationen her i Odense er dog langt fra enestående, men gør sig gældende ganske mange steder – også her år fire efter at loven trådte i kraft.

anerkender de frivillige organisationers selvbestemmelsesret. Det næste skridt må blive, at de gode principper bliver omsat ude i de amter og kommuner, hvor intentioner og holdninger for alvor skal stå deres prøve. Der er stærkt brug for at øge gruppen af modelkommuner, der seriøst og forpligtet indar-bejder § 115 og charteret i en styrket social indsats. Opgaven bliver ikke mindre af, at amter og kommuners indberetningspligt til Socialministeriet vedr. anvendelsen af § 115 midlerne ophører fra næste år.

I de årlige redegørelser fra Socialministeriet omkring udmøntningen af frivillighedsparagraffen som den også bliver kaldt, springer det i øjnene, at der stadig er et pænt stykke vej inden den økonomiske støtte er udmøntet fuldt ud, sådan som det oprindeligt blev aftalt. Set under et skylder kommunerne det frivillige sociale arbejde et anseligt tocifret millionbeløb, ligesom der også er en god portion anerkendelse og forståelse, som snart må komme til udbetaling. Sidste år blev der taget et nyt skridt, da den tidligere regering tog initiativ til udarbejdelse af et charter for samarbejde mellem det offentlige og det frivillige Danmark. Charteret formulerer en række generelle principper for samarbejde og offentlig støtte, ligesom det

»Også de frivillige organisationer er vigtige i arbej-det med de svageste grupper. Både fordi de tænker i nye løsninger, og fordi de er en kritisk røst i forhold til den offentlige indsats«, skriver socialministeren i en artikel om Haabet i dagens udgave af Fyens Stiftstidende.

­­­­45


足46


NATIONALT BUNDMØDE

brie og roquefort bliver anrettet på et par planker, der sagtens kunne anvendes som skibstømmer. Hvis altså vi nu skulle springe læk! Alt er tilberedt, anrettet og serveret med en generals overblik. Der må ikke gøres stads af ham, og dårligt er middagen serveret, før vores kok er væk igen. Som en siger - »et flot billede på frivilligt arbejde, når det er allerbedst«.

- Haabet er en omvendt Don Quixote, der erklærer svært bevæbnede fjender for vindmøller - Gabriel Laub Aften Neptuns menu Lyset brænder i petroleumslamperne og giver et gyldent genskin i de lakerede borde. Der er fint dækket op. Vi har fint besøg. Her er repræsentanter fra LO og Dansk Arbejdsgiverforening, fra Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet, et par virksomhedsdirektører og chefer fra Dansk Røde Kors og KFUM’s Sociale Arbejde. Samtidig deltager flere folketingsmedlemmer samt et pænt udvalg af Haabets stafetter og oplægsholdere. Landsforeningen har inviteret til Nationalt Bundmøde for at diskutere det rummelige arbejdsmarked og virksomhedernes sociale ansvar. Hvordan ser det egentlig ud med at skaffe job og sikre ansættelser for de udsatte grupper med nedsat arbejdsevne, mangelfuld uddannelse, et underligt dansk eller et fysisk og psykisk handicap?

Et rummeligt arbejdsmarked Debatten sættes i gang med mindre indlæg af Nicolai Bøgh fra Dansk Arbejdsgiverforening, Helle Ourø Nielsen fra LO og Torben Schreiber, der er direktør for en møbelfabrik, der er langt med at skabe job – rigtige job – for mennesker, der har brug for fodfæste og særlig støtte på arbejdsmarkedet. Karl Bach Jensen, der kommer fra Landsforeningen af Psykiatribrugere og Tidligere Psykiatribrugere, er også blandt indlederne. Det er de gode viljers aften, men også en aften, hvor det bliver tydeligt, at der er langt - meget langt - hvis de seneste års politiske fokus på virksomhedernes sociale ansvar og det rummelig arbejdsmarked skal omsættes i konkrete tiltag, der for alvor kan gøre en forskel for de udsatte og marginaliserede.

Kokken Søren Gericke er ankommet med alt muligt godt. Der serveres kartoffelsuppe og mørkt friskbagt brød, dernæst laks og helt med tilbehør. Efterfølgende står den på hanekyllinger. Det er en menu for guder, og oplevelsen formentlig lidt lig Jeppes i baronens seng. Den kulinariske forfinelse fra det pæne Danmark snapper lidt efter os indtil

De forskellige positioner i diskussionen er tydelig. Debatten om det sociale ansvar handler om faldende ungdomsårgange og en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi skal derfor have flere ind på arbejdsmarkedet – også fra de mere udsatte grupper. »Der skal satses på selvforsørgelse og lavere offentlige udgifter til udbetaling af overførselsindkomster, på mindre offentlig forsørgelse og mere reelt arbejde«, lyder synspunktet fra Dansk Arbejdsgiverfor-ening. Virksomhedssynspunktet

­­­­47


understreger, at det sociale ansvar ikke handler om at gøre noget godt for blot at gøre det, men om at sikre rentabilitet og udviklingsmuligheder for erhvervslivet. Det drejer sig om positiv vækst i virksomhedernes produktion, og derfor skal en øget rummelighed være forbundet med positive økonomiske resultater. »Der skal ti gode historier til for at slette indtrykkene efter én dårlig«, siger Torben Schreiber som et eksempel på den måde, virksomhederne anskuer opgaven. Synspunktet understreger meget godt afstanden i holdninger mellem dele af erhvervslivet og det arbejde, der i øvrigt præger indsatsen for de udsatte grupper. I det sociale arbejde ville synspunktet formentlig lyde »at én god historie kan opveje indtrykkene fra ti dårlige«. Fagbevægelsen anerkender det stigende behov for arbejdskraft, men understreger også at det handler om mennesker. Hvis nogen ellers skulle være i tvivl. »Vi skal gøre op med ansætte-bruge op-og-smide væk-mentaliteten«, siger konsulent Helle Ourø, mens hun med en bred pensel skitserer et udvidet solidaritetsbegreb, der skal sikre et øget fokus på forebyggelse, fastholdelse - og integration. Bredden i indsatsen er nødvendig, så medarbejderne kan sikres mod nedslidning og sikres gode efteruddannelsesmuligheder. Men det hand-ler altså også om integration af de udsatte grupper på arbejdsmarkedet, forstår man. Flexjobordningerne skal bruges optimalt, og de sociale kapitler i overenskomsterne skal trækkes frem af glemslernes mørke. Udfordringen er ikke flere ordninger eller regler, men nok så meget en øget holdnings­48


bearbejdning ude på arbejdspladserne, hvor der skal ske noget omkring integration af nye kolleger og ansvaret for rummeligheden. »Der skal lyttes mere til arbejdsmarkedssynspunkter i debatten, også når det handler om at gennemføre hele og gode arbejdsevnevurderinger«, fastslår konsulenten fra LO.

leumslamper. »Arbejdsfællesskabet betyder enormt meget for os alle sammen«, siger han. Det er med til at give os identitet og det skaber et socialt netværk, der er virksomt også efter arbejdstid. Arbejdsevne og arbejdsfællesskab kan ikke kommanderes frem fra den ene dag til den anden, og derfor er det vigtigt, at de offentlige tilskudsordninger til virksomhederne ikke fjernes for hurtigt. Udfordringen er at styrke de reelle arbejdspladser og den enkeltes selvforsørgelse, hvilket kræver »et opgør med socialrådgivertænkningen og klientgørelsen af mennesker, der har været i kontakt med det offentlige sociale system«. »Lad projektudviklingen og kuvøsetænkningen omkring det sociale ansvar trives i erhvervslivet, og skrot de offentlige

Torben Schreiber gør ingen hemmelighed ud af, at det er en kamp op ad bakke at interessere virksomheder og fagbevægelse for det rummelige arbejdsmarked. Én ting er det solidariske fællesansvar, noget andet er varm luft, hvilket der er rigeligt af her i det gamle lastrum, hvor tobaksrøgen blander sig med varmen fra kabys, stearinlys og petro-

­­­­49


hokus-pokus-ordninger, der aldrig kan være andet end uvirkelige erstatninger for egentlig beskæftigelse«, lyder afslutningssalutten, mens industrien af arbejds-prøvninger og offentlige aktiveringsordninger passerer revue for det indre blik. Tak for kaffe. Opbevaringen af mennesker i reservater eller »som om« steder er også genstand for Karl Bach Jensens kritiske indlæg. Vi har skabt al for mange offentlige parke-ringspladser for mennesker, der reelt har et ønske om at komme videre og møde reelle udfordringer i deres liv. Der er brug for mere udvikling og dynamik i kampen mod de forældede og ensidige strategier, der tidligere gik på at sikre offentlig forsørgelse og gerne førtidspension fra det fyldte 18. år, hvis der f.eks. kunne henvises til en psykiatrisk diagnose. Der skal tænkes kreativt og langt mere fleksibelt – også lovgivningsmæssigt, påpeger Karl Bach og henviser til erfaringerne fra Italien, hvor etablering og udvikling af sociale kooperativer bevidst søges fremmet gennem lovgivning. Samtidig skal der sættes ind på alle leder og kanter i forhold til ansættelser af mennesker, der har et mere usynligt handicap. Der er alt for store forskelle i ordninger, løntilskud og praksis, hvad angår ansættelser af mennesker med synlige fysiske handicap i forhold til den store gruppe mennesker, der har psykiske problemer. De skjulte, mere følelsesmæssige problemer, den enkelte kan have som følge af f.eks. et tidligere misbrug, er ikke nær så meget i fokus som »de kongeligt privilegerede handicappede«, siges det malerisk, men ikke uden pointe. Mentorordninger ­50


Indlæggene befordrer nye kommentarer og replikker. Erik Larsen, formand for Folketingets Erhvervsudvalg, udkaster en idé om mentorordninger til støtte for integrationen af de udsatte grupper på særligt de små og mindre virksomheder. »Når folk nu går fra som 60-årige og trækker sig tilbage, så kunne det da være et spændende udviklingsfelt for dem at indgå i et mentorarbejde, der kan støtte nye kollegers entre på arbejdspladsen«. Mentorordningerne kan også udgå fra de frivillige organisationer, der udfører socialt arbejde for og med de udsatte grupper. »De frivillige organisationer er tit og ofte et startsted, hvor der kan indhøstes værdifulde erfaringer med at løse opgaver og indgå i et meningsfyldt arbejdsfællesskab«, understreger bl.a. Lars Linde Holm fra Dansk Røde Kors. En beskrivelse, der nikkes bekræftende til fra KFUM’s Sociale Arbejde og Landsforeningen af Væresteder. Begge steder arbejdes der ihærdigt for at synliggøre de sociale caféer og væresteder som sociale træningslokaler, hvor den enkelte bruger kan genvinde et fodfæste og vedligeholde den grundlæggende arbejdsevne, bl.a. gennem frivilligt arbejde. Det næste skridt forudsætter et mere udviklet samarbejde med konkrete virksomheder, så der kan skabes job. Det forudsætter uddannelsesmæssig opbakning, og det forudsætter et stadigt fokus på arbejdspladsernes fælles ansvar for at skabe mere rummelighed og tolerance. Tipperary

Der er lang vej, hvis målsætningen om en forøgelse af den samlede arbejdsstyrke på 100.000 personer skal opfyldes, sådan som det er beskrevet i »Danmarks nationale handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse«. Der er lang vej, hvis tidspres og arbejdstempo på arbejdspladserne ikke skal skabe ny udstødelse. Der er lang vej, hvis kravet om effektivitet ikke skal modvirke integrationen af en mere sårbar arbejdsstyrke. Der er lang vej, når der blandt arbejdsgivere og lønmodtagerorga-nisationer fortsat skal skabes forståelse for, at socialpolitik er andet og mere end arbejdsmarkeds-politik. Vejen er også lang, når vi skal anerkende, at der i vores velfærdssamfund lever grupper af mennesker, som vi ikke for et syns skyld - regeringens eller Vor Herres - skal plage ihjel med selvforsørgelses- retorik og vidtløftige arbejdskrav. Ved bordellet på havnen i Buenos Aires Erik Tolstrup, der er klassisk guitarist, fylder salonen med klange og rytmer fra et repertoire, der er særligt sammensat til at afslutte aftenen. Numre og passager ledsages af små anekdoter og kommentarer. Her er danske kompositioner, klassiske stykker og latinsk tango omsat til én mand med en guitar foran bunden af stormasten i Haabets salon denne særlige septemberaften. Her er koncentration og begejstring – både som udøver og som publikum. Senere under kaffen fortæller Erik, at den argentinske tango oprindeligt blev udviklet på havnen i Buenos Aires. Dengang var der et kæmpestort overskud af mandlige indvandrere i Argentina, og der var en fatal mangel på kvinder. På særlige aftener mødtes mændene på havnen, hvor tiden skulle fordrives, inden der på skift blev aflagt besøg på byens bordeller. Som en del af et

Vores ordstyrer runder af og maner til større risikovillighed. Alle vil det jo så godt – i hvert fald lige her og nu, hvor vi sidder skulder ved skulder og kun skal rumme os selv.

­­­­51


meningsfyldt tidsfordriv talte man sammen, og der blev sunget, spillet og danset. Og da kvinderne var få, dansede mændene med hinanden. Heraf kommer tangoens raffinerede kombination af stærk sensualitet og rituel distance, smægtende sentimentalitet og insisterende nærvær. »Du ser aldrig dansepartneren i øjnene, når der danses tango«, siger Erik – »for oprindeligt så var partneren af samme køn«. Guitaristens fortælling om den argentinske tango er helt på niveau med historien om, hvordan elefanten fik sin lange snabel ved den grågrønne grumsede Limpopoflod. Forrygende så langt vi på Haabet kan nå omkring i kraft af frivillige ulønnede bidrag.

Tirsdag den 24. september Galease, ketch og yawl Kaffe og nybagt brød fra morgenstunden. En dygtigere skibskok end Hanne findes næppe. Vi har sovet forrygende – og længe. Der er nye folk om bord, så der er masser af velkomstsnak og opdatering på de seneste døgns begivenheder. Snakker en del med Steen Viggo Jensen fra SAND – Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark. Dels om en række faglige spørgsmål, men også om hvordan man kan kende forskel på en galease, en ketch og en yawl. Vi er ikke helt sikre, så det spørgsmål må vi ved lejlighed have vendt med den nye skipper, som er kommet om bord her i Odense. Jesper hedder han. En solid og dygtig fyr, der i løbet af to minutter har kunnet finde ­52


klangen i det samvær, der har udviklet sig blandt alle de mange forskellige mennesker, der sejler med.

Røsnæs, Sejerø og Sjællands Odde forsvinder efter tur inde om styrbord. Mesansejl og storsejl hjælper motoren med at logge sømil. Ankomst til Helsingør først på natten. Kronborg er ikke oplyst, men konturerne af det store bygningsværk anes tydeligt her lige over for kajpladsen, hvor vi lægger til. Hamlet var ulykkelig og depressiv, i morgen skal vi diskutere socialpsykiatri.

Vejrudsigten siger svag vind fra vest, så sejladsen til Helsingør bliver vist ikke særlig dramatisk. Og godt det samme her på togtets længste etape, hvor vi skal tilbagelægge op mod 110 sømil. Vi får et mindre uheld i maskinen og bliver en anelse forsinket. Afsejling fra Odense kl. ca. 11.30. Gårsdagens begivenheder vendes endnu engang afbrudt af telefonsamtaler og opfølgningssnak med pressekontakter i Helsingør og København. Her er dit liv Dagens artikel i Fyens Stiftstidende har ikke meget at gøre med det, vi diskuterede på høringen i Odense. Jeg kunne godt fornemme det i går, da journalisten var på besøg. Uanset hvor meget stof og baggrund han fik på emnet, så var han kun optaget af at lave endnu et portræt fra galleriet af interessante personer om bord. Selv fotoet, der ledsager Stiftstidendes artikel, er i opstilling og motiv et plagiat fra Politiken. Gentagelser er kedsommelige. Ikke at der i sig selv er noget i vejen med personlige portrætter, hvis folk selv vil stille op og i øvrigt er enige i den fremstilling, der efterfølgende tegner sig i avisen. Men portrætgenren spærrer åbenbart for en bredere faglig eller socialpolitisk formidling. Der er et journalistisk arbejde i at kunne forstørre den lille personlige historie til en socialpolitisk historie, der rummer viden og engagement.

­­­­53


足54


RUNDT OM SOCIALPSYKIATRIEN - Håbet er den ulykkeliges anden sjæl – Johan Wolfgang Goethe

trænge ind og gøre deres virkning –

»Sovinaaaal« bliver der i stedet brølt tilbage

med styrke som en anskudt elgtyr fra de svenske skove på den anden side Øresund. Sovinal er en meget kraftig beroligende medicin, som blev taget ud af handelen engang i 1980’erne, fortælles det af min sidemand, der er medicinkyndig. Vreden og smerten er til at høre - og se. Og den må vi tage med, også når den er mest voldsom og frontal, hvis det skal give mening dét her med brugerhøringer. Men let er det ingenlunde.

Onsdag den 25. september Afmagt

»Haabet er afgørende og betyder meget, når man er psykisk syg«, indleder Karl Bach

Jensen. Karl var også med i diskussionen om det rummelige arbejdsmarked i Odense, men på denne dag handler det om socialpsykiatri og indsatsen for psykisk syge. »Hvis man selv har opgivet håbet, betyder andres håb utroligt meget«, fortsætter han og giver en række eksempler på, hvordan håbet forsvandt i den gammeldags psykiatri.

»Når håbet er vigtigt«, fortsætter Karl Bach, »så

er det fordi man som psykisk syg alt for ofte møder negative forventninger i behandlingssystemet«. Man tager håbet og troen fra mennesker, hvilket skaber afhængighed af systemet og af den medicin, der al for ofte er grundpillen i behandlingen. »Der er tale om en overhyppighed af mennesker, der vælger at tage deres eget liv efter indlæggelse i det psykiatriske system«, siger han. »Den overdrevne brug af psykofarmaka skaber afhængighed og slører de andre veje, man ellers kunne søge – både som psykiatribruger og som behandler«. I stedet burde man i langt højere grad være optaget af andre behandlingsformer end den strengt medicinske. Samtidig rettes der en skarp kritik mod omfanget af tvangsbehandlinger og behandlingsdomme. »Der skal gøres op med det lægelige behandlingsmonopol på psykiatriområdet«, siges det, mens der henvises til behandlingsgarantien for stofmisbrugere som et eksempel til efterfølgelse. »Også vi vil gerne have et frit valg, en ret til selv at bestemme, hvad vi som psykiatribrugere har brug for af hjælp«.

Men det er meget svært at få ørenlyd, for her i Helsingør bliver der virkelig sagt fra, brudt ind, råbt og truet fra de brugere, der er mest vrede. Og mest påvirkede, skal det tilføjes. Flaskerne klirrer i platikposerne, når en ny guldbajer skal knappes op og balancen genfindes på stolen med de fire ben. Ca. 250 mennesker er mødt op, her er mange praktikere og brugere, hvoraf i hvert fald en 3-4 stykker fylder rigtig meget. Også under borgmester Per Tærsbøls velkomst var der afbrydelser.

»Sæt dig nu ned«, »ti nu stille« og »vent nu til det bliver din tur«, lyder det stadige omkvæd fra Cliff, når han skal forsøge at overholde talerækker, styre ordene og sikre en vis orden. Men ordene har svært ved at

»Som menneske er man mest sårbar, når man føler sig

uønsket, når man er overladt til sig selv, og når angsten

­­­­55


dulmes med piller, stoffer og sprut«, fortsættes der, ledsaget af højlydte råb og afbrydelser fra et par brugere, der er kommet i klammeri over ejendomsretten til den medbragte sprut. Sårbarheden og afmagten er til at få øje på. Der er også forventninger til socialpsykiatrien, som skal udvikle sig til noget mere end blot et vedhæng til behandlingspsykiatrien. De socialpsykiatriske tilbud skal sikre tryghed, omsorg og fællesskab. I socialpsykiatrien skal der være respekt for det enkelte menneske, et sted, hvor man markerer »at her tager vi hånd om dig uden tvang«, som Karl Bach formulerer det. Ensomhed I det lille panel sidder også Birgit Jessen Petersen, psykiatrisk overlæge og tidligere afdelingsleder på Sct. Hans Hospital, hvor hun har arbejdet i 7 år med ambulant behandling af specielt psykisk syge stofmisbrugere. Birgit Jessen skitserer kort psykiatriens historie som en beretning om, hvordan den først kunne rummes indenfor familien for senere at blive skubbet væk og gemt af vejen på anstalter, for så igen at dukke op i nærmiljøet i form af socialpsykiatriske tilbud. Også Birgit har meget svært ved at komme igennem med sit forberedte indlæg. Afbrydelserne er der konstant. Birgit Jessen deler ikke blot Karl Bachs virkelighedsbeskrivelse, men er samtidig optaget af at skitsere omridsene for en række nødvendige udviklingsopgaver. Der er brug for en øget viden om »den særlige form for ensomhed«, der hænger sammen ­56


med den psykiske lidelse, og som for andre er så uhyre svær at få kontakt til og møde, fordi der ikke er nogen fælles begrebsverden. Der er også brug for en særlig indsats på andre fronter. »Vi har tal for, at 50% af alle psykisk syge tager stoffer, alkohol osv., og vi ved også, at 20% af dem, der er i ambulant behandling, aldrig ser deres familie«. Samtidig skal man være mere opmærksom på selvmordsfrekvensen. »Mellem 10 og 15% af de psykisk syge ender med at tage deres eget liv. En tilsvarende frekvens er der i øvrigt tale om for stofmisbrugere. Det er en meget stor udfordring for de professionelle, men også for venner, familie og netværk i øvrigt«, siger hun.

Brugerindflydelse Hanne Kegnæs, der er vores tredje oplægsholder er meget konkret og samtidig fremadrettet i sine bud på, hvordan indsatsen kan udvikles og forbedres. Hanne, der er aktivitetsmedarbejder i Helsingør Kommune, har en stor viden om, hvordan de socialpsykiatriske tilbud er skruet sammen lokalt. Aktuelt er der ansat 40 kommunale medarbejdere på området. Alle virker de i forhold til Springvandet, Seniorhuset, Klubben eller Petersborg, der samlet sikrer tilbud om et måltid mad, musik, foredrag, værestedsfunktioner samt rådgivning og vejledning. Desuden er der et opsøgende team, et bostøttende team og en række opgangsfællesskaber. Hanne Kegnæs lægger ikke skjul på, »at det er svært at skaffe boliger«. »Samfundet har det svært med de skæve eksistenser, når de kommer for tæt på«, lyder det med et

Afmagt, ensomhed og selvmord er en del af virkeligheden for de ca. 22.000 mennesker, der i dag har en behandlingskrævende sindslidelse i Danmark.

­­­­57


ekko fra debatten i Ålborg. Hanne nævner helt konkret behovet for flere bo- og væresteder. »Der er mange brugere, som går på gaden om natten. Måske skulle vi lave en natcafé, hvor der er mulighed for at få en kop kaffe og lidt mad i fællesskab med andre«. Der er også brug for et værestedstilbud til de unge, »der måske har svært ved at komme i f.eks. Springvandet, fordi de synes at alle over 30 år er gamle«. Samtidig skal der sættes ind med et tilbud for de mennesker, der både er psykisk syge og har et voldsomt misbrugsproblem. »Som ansat i socialpsykiatrien er det afgørende, at man arbejder med, hvordan den enkelte bruger får indflydelse og ansvar. Brugerindflydelsen er helt central, når det f.eks. gælder valg af tilbud og aktiviteter, men bør også gælde spørgsmål om økonomi og medansvar f.eks. i relation til personaleansættelser«, siger Hanne Kegnæs og fortsætter »vi skal som personale forny os, så der kan sættes gang i udviklingen af tilbud, som brugerne har det tættest mulige forhold til«. Recovery – at komme sig Det folkelige forsamlingshus udvikler sig i den tæt pakkede pavillon. »Jeg fik det dårligere af behandlingen. Den form for psykiatrisk behandling, der foregår er helt robotiseret«, mener Jack, der er psykiatribruger. »Det handler om manglende omsorg og respekt for os som mennesker«, svarer en anden. »Jeg er tidligere misbruger, og den første egentlige hjælp jeg har fået i mit liv, har jeg fået fra andre med misbrugserfaring«, er der en tredje der siger. ­58


om forskning, udviklingsarbejde og beslutninger«, fortsætter Hanne og henviser til erfaringer fra USA.

Jørgen, der også kaldes for Pinocchio kræver respekt og anerkendelse for sin måde at være på. »Jeg betaler også kirkeskat, så hvis jeg behandler jer med respekt, så skal jeg også mødes med respekt«. Debatten slingrer hid og did i sit eget forsøg på at dele sol og vind lige og holde trit med rusen og de indre stemmer. Vores ordstyrer er på hårdt arbejde.

Hele diskussionen om recovery synes at pege ind mod et centralt spørgsmål, som i virkeligheden handler om vores ambitionsniveau eller mangel på samme. Er det fint nok, som vi i stor udstrækning gør det nu, at holde psykisk syge mennesker på et lige akkurat accepteret livsniveau sikret overvejende gennem en medicinsk behandling? Eller kan vi sigte højere og udvikle målsætninger, der går på at hjælpe den enkelte til et liv, vedkommende selv føler meningsfyldt, og som kan støtte kortlæsningen undervejs i recovery-processen?

Hanne, der vist nok er aktiv i Landsforeningen af Psykiatribrugere og Tidligere Psykiatribrugere, opfordrer til, at der skal arbejdes med nye standarder og lægges et andet ambitionsniveau i behand-lingen og indsatsen for og med psykisk syge. »Vi skal inddrage erfaringer fra re-covery-tænkningen, som seriøst forpligter sig på inddragelsen af den psykisk syge selv, i alt hvad der vedrører behandlingsforløbet og det at komme videre i sit liv«.

Birgit Jessen giver udtryk for, at der i høj grad er brug for at arbejde mere intensivt i den retning, og at der i øvrigt i Danmark så småt gøres spændende erfaringer i disse år med bl.a. brugerinddragelse og psykoedukation. En og anden påpeger, at det jo egentlig er mærkeligt, at mens det i den danske misbrugsbehandling er helt anerkendt, at tidligere misbrugere har særlige erfaringer og viden at bidrage med, så er der på psykiatriområdet ingen interesse overhovedet for at ansætte nuværende eller tidligere psykia-tribrugere.

Helt modsat megen såkaldt rehabilitering, hvor de professionelle gør noget for den afmægtige bruger, så er tanken om recovery forbundet med det enkelte menneskes egen, aktive indsats. Recovery eller »at komme sig« kræver at omverdenen har håb for den syge, at system, familie og netværk tror på den enkelte og er i stand til at støtte ham eller hende i processen med at komme videre. Recovery forudsætter også, at man viser og helt praktisk tilkendegiver, at de evner og ressourcer, sindslidende mennesker har, er nyttige og værdifulde. Recovery handler derfor også om, at »man i psykiatrien ansætter mennesker med brugerbaggrund på alle niveauer, både når det handler om behandling og psykosocial indsats, undervisning m.m., men også når det drejer sig

Suset Sverre Pedersen, der er leder af det stoffri værested »Suset«, siger, »at det er en stor styrke, at man som tidligere misbruger kan tilbyde hjælp til andre, der har været i den samme situation. Vi er alle mennesker, vi er skæve, vi er mærkelige og underlige. På værestedsområdet har vi oplevet og erfaret, at det kan lade sig gøre at rumme hinanden med alle de forskelligheder, vi indeholder. Og at vi kan støtte hinanden i at komme videre med vores liv«.

­­­­59


Omvendt udvandring

»Håbet er drivkraften i recovery«, siger vi til hinanden, da høringen er slut. Michael Falch har netop trukket stikket ud af forstærkeren efter en række flotte og personlige sange.

Dagen har været intens og vanskelig. Og fyldt med kontraster. Lige fra begejstringen og glæden over de udviklingshæmmede musikere i SAC-Sunshine Band, der åbnede høringen, til oplevelsen af vrede og panik blandt flere af høringens deltagere. Det har vitterligt brændt på. Brændt på for de udstødte, for misbrugerne og de psykisk syge eksistenser. Godt at de her i dag på det gamle værftsområde kunne opleve at være med og få adgang til mikrofonen. Og godt at det kunne lykkes for os at rumme det. »Og tænk så på«, som Cliff rigtig siger det, »at det vi har oplevet her i dag, det er jo ingenting ved siden af det, som alle de mennesker, der bl.a. arbejder på værestederne, oplever til daglig«. Fornemmelsen af overgreb vil ikke rigtig slippe os. »Det er da underligt«, som en og anden får sagt »at så mange af brugerne her i dag tilsyneladende har oplevet mødet med behandlingen og psykiatrien som et overgreb«. Samtidig overvejer vi på hensynet over for de mange. Der var enkelte deltagere, der undervejs rejste sig og gik. Simpelthen. Et par stykker med højlydte kommentarer om, at de var rejst langt for at deltage i arrangementet, men at denne råben og skrigen simpelt hen blev dem for meget! Hvor langt er det rimeligt at gå i ønsket om at inddrage ­60


hovedbanegården, sådan som det blev aftalt efter aflysningen i Ålborg i sidste uge. Vi andre samles endnu engang til aftensmaden om bord på Haabet. Lokalkomitéen fra Helsingør er med, snakken går lystigt. John og Thomas er i fuld sving med endnu en omgang TV-optagelser og interview med de nøglepersoner, der skal indgå i vores eget dokumentarprogram. Cliff ringer og fortæller at indslaget i Go’Aften Danmark er af-lyst endnu engang – denne gang med henvisning til, at kronprinsens mulige forlovelse er mere interessant! Det er sgu langt ude, at der skal fares til studiet i København for at få den besked.

brugere og brugersynspunkter, samtidig med at hensynet til helheden skal tilgodeses? Hvor langt skal vi strække os i ønsket om at kunne rumme enkeltpersoners galskab og dæmoni, hvis det grundlæggende strider imod hensynet til 250 andre menneskers ønske om at være med, om at deltage og om at få noget med hjem? Mange brugere har gennem år og dag forladt den ene mere velmente konference efter den anden, fordi rammerne var skræmmende, fordi de talende jakkesæt har fyldt for meget, og fordi der aldrig blev tid til at lytte til dem. Høringen her i dag var et eksempel på en omvendt udvandring. Go’aften Danmark

Torsdag den 26. september

Cliff iler af sted til København for at deltage i Go’aften Danmark fra TV-2’s studie på

Sejlene sættes Overskyet og gråvejr. Nye mennesker om bord og endnu en sejlads. Det bliver så den sidste – og den

­­­­61


korteste – inden denne rejse med Haabet i det udsatte Danmark slutter. Omtalen af gårsdagens høring i Frederiksborg Amts Avis og Helsingør Dagblad er grundig og gennemført. Det er noget nær den bedste pressedækning, turen overhovedet har fået, og er helt på niveau med de artikler, der blev bragt i Fredericia Dagblad omkring stofmisbrug og behand-lingsdiskussionen. Det er grundigt og indsigtfuldt og samtidig båret af en vilje til at formidle de synspunkter og indtryk, som ellers ikke har let ved at finde vej i den offentlige debat. TV-2 ringer og beklager aflysningen i går, med invitation til at indslaget produceres og sendes i aften. Det er så alle gode gange tre. Sejlene sættes i regntykningen ned gennem Øresund. Fald, hal, skøder, og hvad det nu alt sammen hedder i denne forvirring af tovværk, betjenes endnu engang af en ny gruppe mennesker for at sikre skibet den sidste fremdrift mod København. Vi har en del telefonsamtaler omkring de sidste aftaler vedrørende modtagelsen af Haabet i København. Familie- og arbejdsmarkedsborgmester i Københavns Kommune, Bo Asmus Kjeldgaard, har velvilligt sagt ja til at være Haabets ambassadør, når vi nu lægger til. TV og underholdning Ankomst til København og Amaliehaven midt på eftermiddagen. Her ligger vi godt. Der er festmiddag om aftenen for stafetter og særligt inviterede fra København, som har gjort et stort arbejde for at hjælpe os på gled. Hygge og varme spreder sig, men også vemod over at vores lille besætning allerede ­62


i morgen vil være spredt for alle vinde igen. Vi ser et rigtig godt 8-9 minutters indslag på TV-2, hvor Cliff beretter om sejlturen og om meningen med den. Han slipper dog ikke for at fortælle om sig selv og sit eget stofmisbrug, der nu ligger 10 år tilbage. Men der er et sprog og en fortælling omkring det, som på underfundig vis beskytter ham selv, og som samtidig åbner for en bredere forståelse. Indslaget er et godt studie i de aftaler, der skal laves - og overholdes - hvis en sober formidling skal lykkes. Vi får musik og sange af Pia Kolbe, Sten Knudsen og Peder Kragerup. Bidrag og hjælpsomhed fra kunstnere, musikere og andet godtfolk har været ganske enestående på denne tur. Vi afholder en lille konkurrence på sange, digte og underholdende indslag, som vi selv har puslet med, siden vi sejlede fra Ålborg. Hanne, vores allesammens kok, løber med førstepræmien, der bl.a. består af fri overnatning på Jannies hotel her i København, en gratis middag med Sadia, en CD af ubestemmelig herkomst og kvalitet, guld fra Bon Bon Land og vederlagsfri jobrådgivning, hvis der engang skulle blive brug for det. Førstepræmien er kreativ og stor, men det er Hannes præstation også: Mavedans fra de varme lande i det flotteste kostume nogen sinde set nord for Alperne. Håret er slået ud og når næsten dørken.

­­­­63


足64


HAABET I FOLKETINGET - Håbet er en slags lægemiddel, der ganske vist ikke helbreder, men som til gengæld tillader at man lider længe – Marcel Achard

Velkomsten fra socialministeren er særdeles positiv. Det samme er stemningen i den gamle sal med de store gobeliner og den fine akustik. I det panel, vi har samlet til lejligheden, sidder Bjarne Lenau Henriksen, der er chef for Kirkens Korshær, Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, Mads Uffe Pedersen, leder af Center for Rusmiddelforskning, familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Cliff Kaltoft fra Landsforeningen. Håbet i det sociale arbejde og i indsatsen for de mest udsatte grupper er på skift genstand for mindre indlæg fra paneldeltagerne, inden logbogen fremlægges og overgives til socialministeren.

Fredag den 27. september Logbogen afleveres Dagen er flot, sol og høj himmel. Fortøjningerne kastes, vi forlader Amaliehaven og sejler til Diamanten, hvor der er officiel velkomst kl. 10. Bo Asmus Kjeldgaard tager imod, der er velkomsttale og fotografering på kajen.

Vi har undervejs samlet op og gennemdrøftet de temaer eller overskrifter, som kan sammenfatte de sidste ugers diskussioner fra Ålborg til København. Temaerne følger ikke overraskende kursen i vores søkort, og de målgrupper vi har besøgt undervejs.

Dernæst afgang til Landstingssalen. Nu er blot tilbage at aflevere logbogen til socialminister Henriette Kjær og i øvrigt gennemføre en afslutningshøring med afsæt i de problemstillinger, der er rejst undervejs gennem de sidste to ugers rejse i det udsatte Danmark.

Det handler om en forstærket indsats i forhold til hjemløshed og prostitution, de udsatte etniske grupper, stofmisbrugere og psykisk syge. Det handler om at skabe øget brugerindflydelse i tilrettelæggelsen af tilbud og behandling, og det handler om at etablere skæve boliger til skæve eksistenser. Samtidig er der brug for at drøfte kvalitet i indsatsen. Hvad er behandling overhovedet for en størrelse, når vi taler om stofmisbrugsbehandling, og hvordan inddrages brugernes oplevelser, erfaringer og viden i udarbejdelsen af standarder for god kvalitet? Behandlingsgaranti og frit valg må være et kraftigt løfte om øget brugerindflydelse, samarbejde og kvalitet i indsatsen. Samtidig skal der skabes forståelse for værestedernes særlige tilbud og kvaliteter. Værestederne skal sikres en offentlig finansier-

Afslutningshøringen i Landstingssalen adskiller sig på mange måder fra de øvrige høringer. Dels er vi inde i Folketinget og dermed væk fra skibet, pavillonen og havnen. Dels er der af sikkerheds- og pladsmæssige grunde en forhåndstilmelding, så ikke alle og enhver kan troppe op. Det har i det mindste den fordel, at vi ved hvor mange der kommer. Der er 270 deltagere og temmelig mange, som vi desværre ikke har kunnet finde plads til.

­­­­65


ing uden at det ledsages af uhensigtsmæssige styringskrav, registrering og kontrol. Der er brug for at udbygge værestedstilbuddene i socialpsykiatrien, og der er brug for at gå nye veje i behandlingspsykiatrien. Endelig skal der mere turbo på udviklingen af det rummelige arbejdsmarked. Vi skal tænke ud over »reservaterene« og styrke indsatsen for at skabe job og sikre jobfastholdelse for en mere udsat og sårbar arbejdsstyrke. Arbejdet med at styrke det sociale ansvar ude på virksomhederne skal støttes gennem konkrete partnerskaber, gennem uddannelsesinitiativer, mentor- og coachfunktioner. Cliff og Hans overdrager Henriette Kjær den tæt skrevne logbog med træomslaget. Så fandt den alligevel vej til København, uafhængig af de herskende vind og strømforhold. Må den gøre fyldest og give nye input til en styrket indsats for de mest udsatte grupper. I den efterfølgende debat diskuterer vi brugerindflydelse og nødvendigheden af at blive hørt. Hvordan kan de udsatte grupper være med til at sætte dagsordenen for den sociale indsats? Hvordan styrkes brugerorganiseringen, hvordan kan der arbejdes sammen på tværs af de udsatte grupper, hvordan kan samarbejdet styrkes mellem de frivillige organisationer og hvordan sikres samarbejdet på tværs af det offentlige sy-stem og de frivillige organisationer? Der er nok at tale om, og rigeligt at tage fat på.

­66


足足足足67


足68


EPILOG - Håbet er i almindelighed en dårlig leder, men et godt selskab undervejs – George Savile Halifax

Det tredje indtryk handler om politik. Om oplevelsen af ansvar der fortoner sig i et sindrigt spil mellem stat, amter og kommuner, mellem en presset offentlig sektor og frivillige hjælpeorganisationer, der vil det så godt. Og mellem politiske partier, regering og opposition. Ansvaret for indsatsen mod social udstødelse og marginalisering afklares ikke gennem en sejltur fra Ålborg til København. Men rejsen med det gode skib Haabet har forhåbentlig gjort sit til, at det bliver bare lidt sværere at løbe fra det!

Forfatteren Thorkild Hansen siger i en af sine rejsedagbøger at »en vellykket rejse er en returbillet til en erfaring«. Rejsen med Haabet var vellykket, og returbilletten foreligger nu som logbog. Men erfaringen lever først og fremmest i erindringen, hvor den på mindre eller større afstand af det oplevede kan dukke frem i bevidstheden med nye indtryk og indfald. Her på falderebet vil jeg nævne tre ting fra øjeblikkets returbillet. Det første handler om glæde. En stor og uforbeholden glæde ved alt det, vi formår som mennesker - også når det ser allersortest ud. På Haabet var der aldrig sort selvom mange af de mennesker, der sejlede med, og som vi mødte undervejs, har levet et langt liv uden lys. På Haabet var der engagement om en fælles sag, og mange venskaber blev knyttet. Levet liv og forskellige livsprojekter blev byttet rundt i et virvar af samvær og samtale, som vist gav mening for alle. Det andet handler om håb. På Haabet havde vi en stærk oplevelse af at blive set og blive hørt. Ingen kan meningsfyldt siges at eksistere, hvis ikke vi sanses af andre. At blive hørt af andre mennesker, at opleve at du betyder noget, og at din mening tæller er noget helt fundamentalt. På rejsen med Haabet blev der lyttet.

­­­­69


Noget om billigrejser Jorden drejer om sin akse med en masse byer på, London, Skive, Rom og Fakse, Novgorod og Åbenrå. Alle steder bor der mennesker, som er højst forskellige. En er russer, en er svensker, og en del er hellige.

Mon hans kone bruger briller? Er hun liså køn som min? Mon han har en søn der spiller på vemodig violin? Har hans datter papilotter? Er hun dejlig og banal? Eller tømmer hun mon potter på et hinduhospital?

Jeg har hus på denne klode hus med lokum, høns og hø. Jeg er glad og vel tilmode og vil meget nødig dø. Og når jorden drejer roligt med mit lille husmandssted, syns jeg det er helt utroligt, at jeg også drejer med.

Se, nu går den satans hane og gør hønsene besat! den skal slagtes en af da’ne, så det er da noget pjat Mon de frække hinduhaner siger kykliky som vor, eller har de andre vaner som kun Muhammed forstår?

Jeg kan sidde ved mit vindu når det løber fuldt af vand, mens jeg tænker på en hindu i det fjerne Hindustan. Mon en sådan udenlandsker sidder drømmende som jeg, mens han tænker på en dansker, der sandsynligvis er mig?

Nu er solen atter fremme. Hanen bruger sin alarm. Det er rart at være hjemme ved sin egen vindueskarm. Jorden drejer om sin akse, drejer rundt med muld og vand. Der er langt fra mig til Fakse. Der er langt til Hindustan. Halfdan Rasmussen, 1952

­70


足足足足71


LANDSFORENINGEN AF VÆRESTEDER FOR STOFAFHÆNGIGE OG TIDLIGERE STOFAFHÆNGIGE CALVINSVEJ 1 - 7000 FREDERICIA - TLF. 75 92 40 00 E.mail: lytteinfo@post.tele.dk - www.vaeresteder.dk ISBN-nr.: 87-989362-0-4

Enrejse  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you