Page 1

10 책r med

1998 - 2008


FORORD Af formand Marika Sabroe

INDHOLD Forord..................................................................................... side

1

Social innovation................................................................ side

4

Værdier.................................................................................. side

8

Indflydelse............................................................................. side 13 Opkvalificering..................................................................... side 18 Lyst til forandring................................................................ side 21

Aldrig den smukke svane................................................. side 25

Tidslinie.................................................................................. side 28

Publikationsliste.................................................................. side 29

1998 var på mange måder et mindeværdigt år. Nogle vil huske 1998 som året, hvor EU indførte euroen som fælles valuta, andre vil huske det som året, hvor snoren blev klippet til den nye Storebæltsbro eller året, hvor Aqua hittede verden over med ”I’m a barbiegirl”. Men 1998 var faktisk også det år, hvor Landsforeningen af VæreSteder først så dagens lys. Landsforeningen er et produkt af den sociale og socialpolitiske udvikling op gennem 1990’erne. Historien om Landsforeningen er historien om, hvordan ’de nye væresteder’ så sig selv som noget nyt, og hvordan de greb muligheden for at berige og udvikle hinanden og dermed indsatsen for de mennesker, der lever på kanten af samfundet Danmark. Landsforeningen af VæreSteder har været drevet af trangen til at skabe og kendes på begejstringen og modet til at gå nye veje. I bakspejlet udfolder sig derfor i dag – på Landsforeningens 10 års dag – en farverig og enestående beretning om en markant og vedvarende vækst i antallet og kvaliteten af væresteder i hele landet. Værestederne har bevæget sig fra et image som cafeterier for udsatte mennesker til at også at være væksthuse for mønsterbrydere. Vi kan i al ubeskedenhed konstatere, at det går den rigtige vej. Tiderne er gunstige, fordi værestederne og deres forening oplever anerkendelse og værdsættelse, og fordi mange års hårdt arbejde er blevet kvitteret for med fornyet opbakning til initiativer og muligheder for dem, vi er her for: De mennesker som har brug for et fristed og reelle muligheder for at komme videre med deres liv.

en forhåbentlig mere ydmyg slags. Nemlig at tegne karikaturen af, hvorledes Landsforeningen af VæreSteders tilblivelse og udvikling har taget form gennem et årti, der udgør en endnu ikke afsluttet epoke i indsatsen overfor socialt udsatte. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en varm hilsen og en tak til alle, der har støttet os og hjulpet os på vores vej gennem det første tiår. At opliste alle vil føre for vidt, og at fremhæve nogle frem for andre vil ikke være rimeligt. En særlig tak skal dog tilgå de embedsmænd og -kvinder i Social- nu Velfærdsministeriet, som har set mulighederne i Landsforeningen af VæreSteder, og som har haft modet til at tænke stort og givet os muligheden for at tage på opdagelsesrejse i det udsatte Danmark. Bagest i bogen findes en fortegnelse over de publikationer Landsforeningen af VæreSteder har udgivet. I dem vil man kunne finde mere udførlige beretninger om de kampagner, vi har gennemført og et anderledes indblik i værestedernes verden. Historien tager sin begyndelse på et tidspunkt, hvor gode råd er dyre, og store dele af den sociale indsats synes at have spillet sig selv af banen…

Den historie vi har valgt at bringe, er blot én af mange, og kan under ingen omstændigheder rumme de mange nuancer, som værestedernes særlige univers ellers er så kendt for. Vores ærinde er imidlertid også et andet og af 




Social innovation Fra øverste trin på sin stige højt hævet over Fredericia kunne vinduespudseren Kaj have set et syn, som hverken var særligt opsigtsvækkende eller specielt for en jysk købstad dengang i 1990’erne. Hvis han bare havde vidst, hvorhen han skulle kigge. På torvet under ham var en lille gruppe mennesker trådt sammen. På overfladen skilte de sig ikke synderligt ud fra mængden, men de var fælles om at fostre en idé, som skulle få et liv, de aldrig havde forestillet sig – et liv som også skulle få betydning for vinduespudseren Kaj. Det var på den tid, hvor valgsproget ”Når det ser sortest ud, så gør noget vildt!” meget vel kunne og i visse tilfælde måske burde have hersket i dansk socialpolitik for ikke at tale om indsatsen lokalt i kommuner og amter. Det var dengang, man med SUM-puljen lod de 1000 blomster blomstre. Det var dengang Socialministeriets 7. kontor bar navnet: ”Kontoret for handicappede og ressourcesvage”, og det var dengang hjælp og ydelser endnu var hjemlet i Bistandsloven.

Tegning af Claus Deleuran fra bogen »Stofmisbrug – en faktabog af Jørgen Green, Forlaget Grifo. 2004.



Den sociale indsats overfor de mest udsatte mennesker stod i skyggen af Kampen mod Narkoen. Billedet af de uafvendeligt ’udstødte’ blev malet i sort/hvid og var præget af en entydig formidling om stoffernes dæmoni, kriminaliteten og misbrugernes efterladenskaber - altså i realiteten mest i sort. Ensidigheden og en kraftig insisteren på at bekæmpe stofferne, og dermed de mennesker der tog dem, var slående. For eksempel kunne FN i 1998 annoncere en global strategi for en stoffri verden i 2008! Fængslerne var overfyldte, og tilbagefald i kriminalitet og stofmisbrug efter endt afsoning blev nærmest betragtet som uundgåeligt. Stresspolitikken med nultolerance og målrettede politiaktioner, som fra den 20. august 1990 holdt sit indtog på Vesterbro var en del af årsagen til, at de fysiske skader og dødeligheden blandt misbrugere eskalerede. I midten af 1990’erne sker der pludseligt en voldsom stigning i aktivitetsniveauet i behandlingsindsatsen. Således kunne socialminister Karen Jespersen i STOF nr. 6 fra 1998 på baggrund af Narkofølgegruppen konstatere, at antallet af visitationer til ambulant behandling fra 1996 til 1997 steg med 43 %, og at antallet af visitationer til døgnbehandling steg med 137 %. Kommuner og amters udgifter til den sociale behandlingsindsats for stofmisbrugere steg ligeledes væsentligt i perioden. Kommunernes budgetter for 1998 lød på 132,8 mio. kr. til stofmisbrugsbehandlingen mod 41,4 mio. kr. i 1995, og det samlede amtsbudget for 1998 var på ca. 203,7 mio. kr. mod 53,4 mio. kr. i 1995. En sådan stigning siger både noget om en vellykket og målrettet indsats, men den taler også sit eget sørgelige sprog om den baggrund, som udviklingen er blevet til på. Mangel på behandlingspladser, som følge af mangel på tro på behandlingens effekt, gav ikke sjældent flere måneders ventetid på behandling for stofafhængighed.

Initiativer og strategier på forskellige ressortområder strittede i alle retninger. Mangel på dialog og koordinering betød, at gode hensigter og mennesker med stor indsigt på hver deres felt i realiteten modarbejdede hinanden. Anledningerne til at gøre noget vildt skortede det altså ikke på. Om det var et udslag af vildskab, at den store sociallovreform blev præsenteret i 1998, skal lades usagt, men om ikke andet er det vel en god indikator for situationens alvor, at så gennemgribende forandringer blev sat i værk. Oprettelsen af Narkotikarådet i 1995 og udgivelsen af bladet STOF var i 1990’erne nogle af de få reelle lyspunk”Stemningen omkring misbrugerne såvel som psykisk syge var dengang; En gang misbruger eller psykisk syg, altid misbruger eller psykisk syg. De fleste steder havde kommunen berøringsangst og ingen tro på at kunne løfte opgaven. Det tror jeg er den største årsag til, at kun 5 kommuner med delegationsretten i 1995 valgte at påtage sig opgaven med misbrugsindsatsen. Behandlingen lå dengang også tit langt væk fra borgerens bopæl, så når en borger var i behandling anså man sagen for at være i bero. En psykiatrisk diagnose eller et misbrug betød, at borgerens sag overgik til amtets psykiatri – eller misbrugsbehandling. Det forårsagede en tendens til at parkere de udsatte udenfor den kommunale indsats, og frem for alt en sagsbehandling der ikke tog det hele menneske i betragtning. Man kunne ligeså godt have bedt dem om at tage blindtarmen. Det var et sygdomsbillede der herskede mere end noget andet og et meget entydigt syn på misbrugerne”. Bent Larsen, tidligere beskæftigelseschef ved Fredericia Kommune (og senere LVS-konsulent).

Fra kampagnen Rygeheroin suger livet ud af dig, fra Ungdomsskolernes Udviklingscenter 1998.

ter. Gennem Narkotikarådet og STOF fik man samlet viden og ekspertise, og kompleksiteten i problemstillingerne omkring misbrug og udsathed blev nuanceret. Men selvom der var lyspunkter, manglede der ideer og mod til at gå nye veje, og som i så mange andre tilfælde af social innovation (Andelsbevægelsen, Kvindebevægelsen eller Grameen bank) skulle der et konkret problem eller behov til, før den sociale innovations frø for alvor ville spire. Værestedernes fremvækst Netop sådan et behov var det, der havde bragt den lille gruppe Fredericia-borgere sammen i indledningen af dette kapitel. Just hjemvendt fra behandling for deres stofmisbrug stod de på gaden som ved et nulpunkt. På behandlingshjemmet havde de ikke blot efterladt sig deres stoftrang men også det fællesskab og de venner, som i den første svære tid havde hjulpet dem til at holde stoftrangen i ave. Ingen vidste bedre end de, hvilken risiko der var forbundet med at rejse hjem fra behandlingsstedet. Statistikkerne talte deres tydelige sprog; stoffrihed var en mulighed, så længe man var i behandling, hjemrejse var så godt som lig med tilbagefald. Behovet var enkelt: Et sted hvor man kunne være og sammen med ligesindede, skabe sig et indhold i tilværelsen og hjælpe hinanden til at forblive stoffri. 


Et næsten identisk behov skulle paradoksalt nok manifestere sig blandt en anden gruppe mennesker: Blandt de aktive stofmisbrugere, som i større eller mindre grad levede deres liv på gaden opslugt af kampen for stoffer og kampen for daglig overlevelse. Også de havde (og har) behov for et sted, hvor de kunne være i fred for en stund og møde mennesker, der tog dem, for hvad de var. Klemt mellem det hårde liv på gaden og hjælpesystemernes krav og forventninger var der ikke mange steder, man kunne finde et pusterum og restituere sig, endsige få hvad man selv betragtede som hjælp.

”Ideen til Lytte- og informationscentralen, som dannede grundlag for Landsforeningen af VæreSteder, blev født på det første værested for tidligere stofmisbrugere, Solstrålen i Fredericia. Cliff og jeg havde sammen været på et 3 måneders studieophold på CEIS (Centro Italiano di Solidarietà di Roma) i Rom, og vores inspiration derfra blev direkte omsat herhjemme i værestederne og siden i Landsforeningen.” Hans Ishøy, tidligere leder af Værestedet Madam Grøn, Århus og bestyrelsesformand i LVS

En tredje part fandt ligeledes sig selv med et behov som spillede godt sammen med de to ovenstående. Kommunerne havde - og har den dag i dag - behov for kvalificeret kontakt til de mest udsatte borgere. Kontakt er som bekendt den første forudsætning for at kunne levere de ydelser og den hjælp, som kommunerne er forpligtede på at levere. Enkelte kommuner var hurtigt ude og greb muligheden for gennem væresteder at skabe en tættere og bedre kontakt til de mest udsatte; andre har endnu meget til gode på den konto.



”Social innovation er fornyelse i sociale sammenhænge. […] Social innovation er mindst lige så afgørende for den verden, vi lever i, som teknologisk eller økonomisk innovation. Og den er mindst lige så nødvendig. Ofte er den f.eks. en forudsætning for andre typer af innovation. Og lige så ofte er den vigtig i sig selv, fordi den skaber bedre livsbetingelser.” www.publicfutures.dk

Kendetegnende for de første væresteder i denne nye bølge var, at de blev sat i verden uden nogen forkromet plan og tilsyneladende uden nogen retning; andet end brugernes helt basale ønske om et fællesskab og et sted at være. Det har mere end noget andet været med til at forme værestederne. Brugernes egen indflydelse på værestederne betød, at værestederne fra starten helt naturligt kom til at rumme elementer af misbrugsindsatsens fire søjler. Det nye var, at forebyggende, skadesreducerende, kontrollerende, behandlingsforberedende og -støttende tilbud blev givet på en ny måde; på brugernes præmisser. Landsforeningen af VæreSteder Med tiden opstod der blandt værestederne et behov for et netværk og senere en egentlig landsforening. Det var pionerarbejde, der blev udført på værestederne, og det afspejlede sig i ønskerne til netværket og foreningen. Øverst på listen stod erfaringsudveksling gennem netværk med henblik på at fremme udviklingen af væresteder i forhold til faglighed og i forhold til de politiske systemer. På den baggrund lod LVS (Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige) sig stifte den 11. februar 1998. Formålet med den nye forening var (det sam-

me som i dag): At støtte etableringen af og forbedre vilkårene for værestederne. Timingen af den nye Landsforening kunne ikke have været bedre. For eksempel kunne LVS i de tidlige år bistå Center for Rusmiddelforskning i arbejdet med den store evaluering af værestederne. En evaluering, som skulle vise sig at få kolossal betydning for eksponeringen af værestederne og deres muligheder for at udvikle sig. Evalueringen udkom i 2002 samtidig med regeringens første handlingsplan for de svageste grupper ”Det Fælles Ansvar”. Med handlingsplanen forholdt man sig for første gang direkte til problemstillingen omkring mangel på kontakt til de allersvageste og behovet for en styrkelse af det tværsektorielle samarbejde. Værestedsevalueringen gav et nuanceret og dybtborende billede af værestederne, som et socialt tilbud i kraftig vækst både hvad angik antallet af væresteder, men også i lige så høj grad hvad angik aktiviteter, indhold og faglighed. Det Fælles Ansvar tegnede på en række punkter et tilsvarende billede af den fremtidige indsats og lagde dermed grunden for mange nye væresteder og en styrkelse af de eksisterende. Det var startskuddet til en langsigtet satsning, som hen over årene gradvist er blevet styrket. Allerede i 2005 kunne filosoffen Michael Jourdan ved LVS’ landsmøde konstatere, at pionértiden var ovre; at værestederne havde vundet terræn og var på vej til at slå sig fast som den 5. søjle i misbrugsindsatsen. På det tidspunkt havde antallet af væresteder i LVS rundet 70, og der meldte sig et behov for en afklaring af fællestræk og forskelligheder, som kunne give den hastigt voksende forening et klart fokus ind for fremtiden.

vative karakter har været et adelsmærke fra starten, og det er noget som til stadighed dyrkes, og som søges videreført i værestedernes landsforening. Der er et vedvarende behov for at tænke i nye veje og nye muligheder for værestederne og for de mennesker, der kommer på værestederne. Ligeså er der et vedvarende behov for at tænke i nye baner i forhold til den måde, man organiserer sig på. Der fandtes allerede en række aldrende organisationer for væresteder, som den nye organisation naturligvis måtte forholde sig til. ”De nye væresteder” havde behov for et fællesskab på grundlag af de værdier, de stod for. De måtte have en organisation, der var gearet til at udnytte det potentiale, som lå i værestederne i forhold til tilpasningsevne og tro på brugernes egne ressourcer. Frem for alt var der behov for en organisation, som kunne sætte handling bag ordene og bidrage til forandringer i synet på de udsatte. Der blev med andre ord tænkt nyt på alle planer. Kredsen af væresteder der stiftede LVS bestod af: Madam Grøn, Århus Lyset, Odense Kagshuset, Herlev Rampen, Thisted X’et, Aalborg Tinpotten, Hjørring Regnbuen, Kolding Linie 14, København Solstrålen, Fredericia The Clean House, København

Værestedernes pragmatiske natur og inno


værdier Ønsket om et fællesskab med andre mennesker, hvor forskelligheder ikke bare tolereredes, men faktisk var et kardinalpunkt, skulle vise sig at blive grobund for en ny filosofi og en ny forståelse af det sociale arbejde på værestederne. Værestederne blev etableret og udviklet med det ene for øje at skabe gode betingelser for mennesker. Menneskeligheden, det, at man ser mennesket før misbrugeren, mennesket før diagnosen eller mennesket før elendigheden, er den altdominerende værdi. Heri ligger vel også en del af grunden til, at værestederne ofte opleves som rare og trygge steder at komme, ikke kun for brugerne men også for dem, der kommer som frivillige, som pårørende eller som fagpersoner på besøg. ”Det er en kunst at kunne drikke kaffe på et værested, der sker mange ting i sådan en situation. Det tager tid at indse og lære det. Som leder på Regnbuen i Kolding oplevede jeg tit praktikanter, som troede at arbejdet på værestedet mest handlede om at sætte en masse projekter i gang. I virkeligheden skulle de lære at sidde på deres hænder og mest af alt være nærværende, troværdige og lyttende. De skulle virkelig lære, at man på værestedet laver et stykke kvalificeret arbejde ved at drikke kaffe.” Ea Damgaard Vester, formand for LVS fra 2003-2007 og tidligere leder af Regnbuen i Kolding.

var lav. Udbredte forestillinger og stolthed blandt misbrugere og hjemløse betød, at det at komme på værestedet var noget af det laveste, man kunne synke til. En ting var, at man levede på gaden i kriminalitetens og stoffernes vold, men hvis man kom på værestedet, så havde man kastet håndklædet i ringen og erkendt, at bunden var nået og den sidste rest af selvrespekten forduftet. I takt med at værestederne så sig selv som andet og mere end cafeterier for socialt udsatte, begyndte man at tænke andre former for kvalitet og udvikling ind i værestederne; man ville lave væresteder, som personale og brugere kunne være stolte af på en måde, som man ikke tidligere havde kendt til. Værestedstanken Værdier og grundlæggende antagelser er det som regel sundt at blive udfordret på. En meget kontant og lidt uventet udfordring kom, da Cliff Kaltoft under nedtællingen til TV2s Go’ Morgen Danmark i forbindelse med Haabet-sejladsen i september 2002 fik følgende oplæg af Ole Stephensen: ”Cliff, når vi starter, kan du så ikke lige i to sætninger sige, hvad et værested er?” Nedtællingen fortsatte 7-6-5 … For en sekretariatsleder, der kunne holde

timelange foredrag om væresteder og deres fortræffeligheder, burde det måske være en smal sag at forklare, hvad et værested er for en størrelse, men den berømte klap var faretruende tæt på at gå ned. For hvordan lyder egentlig den ultrakorte og til medierne egnede version af, hvad et værested er? Hvad er det, der binder de tilsyneladende så forskellige væresteder sammen? Behovet for en afklaring trængte sig på. Som led i LVS’ Udviklingsplan 2003-05 blev processen med formuleringen af en deklaration for væresteder, det, der senere skulle blive til Værestedstanken, sat i gang. Alle gode kræfter fra værestedernes egne rækker og enkelte udefra blev samlet, og på generalforsamlingen den 13. april 2005 fik værestederne i LVS endelig et fælles arbejds- og værdigrundlag. Værestedstanken: Et værested er et beskyttelsesrum – et fristed fra såvel gadens rå miljø som fra behandlernes og myndighedspersonernes krav og forventninger. Men værestedet rummer også nye muligheder og veje for det enkelte menneske. Værestedet er ofte både indgangsdør og udgangsdør i forhold til den samlede indsats, men kan også have mere permanent karakter for den enkelte; derfor skal værestedet kunne yde beskyttelse og støtte i respekt for personens unikke livssituation og behandle alle lige på

forskellig vis. Værestedet betyder mere sammenhæng i den enkeltes hverdag. Ligesom værestedet bygger bro mellem forskellige aktører og instanser i samfundet og det enkelte menneske. Værestedet er det væksthus, hvorfra man - i sit eget individuelle tempo og ud fra sine individuelle personlige kompetencer - kan få hjælp til at forbedre sin livssituation via ”de små skridts metode”. Derfor tilstræbes det, at stedet ud fra en vurdering af brugernes ressourcer indeholder aktiviteter, der kan give indhold i den enkeltes hverdag, medvirke til at fastholde og udvikle sociale og andre færdigheder, give nye perspektiver på livet eller kan bidrage til en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Den særlige samværsform i ”fællesskabsfamilien” på værestedet danner grundlaget for skabelsen af det beskyttede vækstmiljø og etableringen af et personligt netværk. Ingen er usynlige på værestedet, der også fungerer som et socialt træningslokale. På værestedet inddrages man i beslutninger og praktiske opgaver efter lyst og evne. Det er vigtigt, at inddragelsen er reel og følges af reelle, meningsfulde ansvarsområder. På værestedet involveres alle, og der tages behørigt hensyn til de svageste så yderligere udstødelse mindskes. På værestedet gælder det, at ”ingen får lov til at gå i hundene i ubemærkethed”. Man drager omsorg – både socialt, mentalt og fysisk. Omsorgen er ikke kun skadesreducerende men også

Go’ Morgen Danmark

De nye væresteder definerede sig i et vist omfang i opposition til allerede eksisterende tilbud og som en ventil for de frustrationer, der opstod i mødet med hjælpesystemet. Men man opfattede også sig selv som et alternativ til de væresteder og varmestuer, der allerede fandtes, og som langt hen ad vejen havde deres fulde berettigelse deri, at deres dørtærskel 




fremmende for den enkeltes sundhed og muligheder for et bedre liv. Et værested er rummeligt, men kan ikke rumme alt. Derfor er det essentielt, at værestedet selv har indflydelse på brugergruppens sammensætning samt værestedets aktiviteter. Værestedstanken kan anskues fra to vinkler. Den kan på den ene side ses som en udfoldelse eller eksplicitering af værestedsledernes eget syn på deres steder, som de er, og som man ønsker, de skal være, og så kan den på den anden side betragtes som et overgangsritual. En markering af en udvikling i selvopfattelsen fra bare at være omsorgs- og kaffeudskænkningssteder med lav dørtærskel til også at være steder med samvær, aktiviteter og muligheder for vækst. Værestederne skal, set under ét og i princippet, kunne rumme og give tilbud til alle. Hensigten kan være så forskellig som at nedbremse en eskalerende social deroute eller at bringe mennesker ud på arbejdsmarkedet. Men uanset målet er midlet det samme: At skabe et fristed med muligheder for vækst. At Værestedstanken ikke er en samling floskler og hurra-ord, men et originalt bidrag til den socialfaglige teoridannelse fremgår af den underliggende præmis: Forandringsparadokset. Ifølge forandringsparadokset er det netop i kraft af fraværet af krav om forandring (fristedet), at forandringen og den personlige vækst fremmes. Kravløsheden er et princip, og som med alle andre principper gælder det, at de kun er begyndelsen af historien. Kravløsheden hverken kan eller skal opretholdes. På rette sted i rette tid opbygges der i alle menneskelige relationer gensidige forventninger. Fra selvhjælpsgrupperne havde man lært, at mennesker samlet i en gruppe langt hen ad vejen selv regulerer gruppens sociale liv til gavn for den enkelte, og det var en afgørende del af 10

tankesættet hos de drivende kræfter i Landsforeningens første år. Den brobygning, som Værestedstanken taler om, antager et væld af former. Der bygges bro til socialforvaltningen, behandlingssystemet, sundhedsvæsenet, politiet, foreningslivet, lokale erhvervsdrivende osv. Kendetegnende for brobygning i væresteds-regi er en utrættelig insisteren på at navigere brugeren sikkert gennem hjælpesystemerne og vise dem forskellen på at være med- eller modspiller i sit eget liv. Omvendt består opgaven også i at vise fagpersonalet i forvaltninger, på sygehuse og lignende steder, at der er andre måder at håndtere socialt udsatte mennesker på end med fordomme og afvisning. Når brobygning og i et bredere perspektiv samarbejde er blevet så integreret en del af Landsforeningens måde at tænke og arbejde på, så skyldes det en række faktorer. En faktor var, at initiativet voksede ud af et kommunalt miljø, hvor delegationskompetencen til misbrugsbehandlingen var hjemtaget så tidligt som 1994, og hvor der således allerede var tænkt i brede og sammenhængende løsninger. En anden faktor var at de folk, der tegnede Landsforeningen i de første år, op gennem 1980’erne og 1990’erne på egen krop havde oplevet konsekvenserne af mangel på samarbejde og koordinering af indsatsen, og at de var meget bevidste om, at en af de væsentligste barrierer for en vellykket social indsats lå netop deri.

De tanker og ambitioner Landsforeningen har orienteret sig efter er først formuleret i ”LVS’ Udviklingsplan 2003-05” og senere videreudviklet i ”Mønsterbryderplanen 2006-09”. Begge planer kan læses på: www.vaeresteder.dk

De små skridts metode Når værestedernes metode omtales i Værestedstanken, så er det et forsøg på at sætte ord på den fælles, men endnu tavse viden i værestedernes selvforståelse. På værestederne er der tid. Der er ingen tidsbegrænsninger eller fastlagte målsætninger for den enkeltes personlige udvikling. De store skridt, som man går efter i det etablerede hjælpesystem, brydes op i mindre, overskuelige skridt; deraf navnet ”Formuleringen af værestedstanken var i høj grad med til at få alle med om bord på båden. Den blev enstemmigt godkendt, og blandt alle, som var en del af processen, var det soleklart; det er jo det her, vi er og står for. Værestedstanken udtrykker en tilstræbelse på værdimæssige standarder, og den var blandt andet ment som et redskab for værestederne til at tilbyde sig i forhold til kommunerne, og jeg tror, at tidspunktet for udgivelsen var det helt rigtige. Vi var op til arbejdsprocessens start blevet modne til at diskutere et grundlag, som var funderet i praksis. Værestederne oplevede at få mere og mere opmærksomhed, så det var virkelig vigtigt, at vi kunne vise samarbejdspartnere, hvad det er, værestederne kan. Med værestedstanken blev det muligt.” Ea Damgaard Vester, formand for LVS fra 2003-2007 og tidligere leder af Regnbuen i Kolding.

”De små skridts metode”. En af de helt store udfordringer i LVS i disse år er at få beskrevet De små skridts metode. Det er et arbejde, som pågår, og som vi har meget store forventninger til. Arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af 2008, og målet er, at metodebeskrivelsen skal løfte fagligheden på værestederne og gøre den langt mere synlig, på samme måde som vi har oplevet Værestedstanken gøre det.

Dokumenter som Værestedstanken ledsages altid af en frygt for, at de fødes til et kort liv og en evighed i glemsel. Sådan er det langt fra gået. Værestedstanken lever, og den kaster dagligt lys over landet. At værestederne har taget Værestedstanken til sig, og bruger den som et arbejdsredskab, ses blandt andet deraf, at flere og flere væresteder tilpasser formuleringen til deres eget sted og deres egen kultur. Værestedstanken har frem for alt bidraget med den afklaring, man søgte. Med afklaringen er fulgt en kvalificering af fagligheden og debatten om fagligheden på værestederne. Ud ad til har den bidraget til at synliggøre kompleksiteten af og visionen for det arbejde, der udføres på værestederne. Dermed har den også gjort det klart, at man på væresteder og i kommunerne hele tiden må tænke i opkvalificering af personalet i forhold til de ambitioner og ønsker, man måtte have for værestederne. Endelig har Værestedstanken styrket foreningens synlighed i forhold til de politiske systemer, skabt et klart afgrænset spillerum og knyttet baglandet tættere sammen. Værestedstanken er uomtvisteligt en central brik i sekretariatets værdier. Den spiller en afgørende rolle i vores måde at arbejde med væresteder på. Sekretariatet opererer på værestedernes præmisser og betragter sig selv som værestedernes værested; der hvor der bygges bro, der hvor man (som værestedsleder) bliver taget alvorligt, der hvor der bliver lyttet, der hvor der er mulighed for indflydelse, og der hvor der tænkes i muligheder og udvikling.

Mod til Mangfoldighed LVS er alle væresteders landsforening. LVS’ ikke-ideologiske, upolitiske tilgang til det at udvikle væresteder betyder, at væresteder problemløst kan kombinere et medlemskab i LVS 11


indflydelse med det at være organiseret andetsteds; f.eks. i Kirkens Korshær, KFUM, KFUK, IOGT eller noget femte. Man må i den forbindelse glæde sig over, at det under forberedelsen af ”Lov om røgfrie miljøer” lykkedes organisationerne på udsatteområdet at finde sammen om en fælles holdning og en fælles skrivelse til Indenrigs- og Sundhedsministeren, som førte til at væresteder, varmestuer og lignende tilbud fik mulighed for at dispensere fra det generelle rygeforbud. Forskelle, etiketter og hierarkier er der mere end rigeligt af i den måde, vi som kultur betragter socialt udsatte på. Landsforeningen af VæreSteder blev stiftet som en forening for væresteder for stofafhængige og tidligere stofafhængige. Men det, der var vigtigt, var værestedet, uanset, hvem der måtte komme der. Netop den indsigt bidrog til, at man i 2003 valgte at tage navneforandring fra det lidet mundrette Landsforeningen af Væresteder for Stofafhængige og tidligere stofafhængige til slet og ret: Landsforeningen af VæreSteder. Forskellen er ikke bare kosmetisk eller praktisk. I navneforandringen lå også gemt en LVS vision Et samfund med mod til mangfoldighed og reelle muligheder for den enkelte til et bedre liv. LVS mission LVS har mod til nytænkning og til at gå forrest. LVS styrker værestederne i at hjælpe den enkelte bruger. LVS arbejder engageret, professionelt og innovativt for at opnå og sikre reelle muligheder for værestederne og brugerne. LVS bygger på holdningerne i Værestedstanken.

12

På Socialchefernes Årsmøde i 1999 udtrykte Ritt Bjerregaard bekymring over, at sammenhængen mellem de rettigheder og det ansvar, man har som borger, bliver eroderet, i takt med at borgere bliver gjort til brugere, eller i takt med at socialpolitik bliver til omsorg. Forøg udsugningen - man vil jo ikke have hvad som helst stukket i næsen Landsforeningen af VæreSteder

- man vil

Begræ

jo ikke

ns udst

have hv ad Landsfo

ødning en

som he

lst stukk et i næsen

reninge

n af Vær eSteder

LVS’ kampagne ”Begræns Udstødningen” i anledning af værestedernes dispensation fra rygeforbudet. August 2007.

invitation til de mange andre typer væresteder (end dem for stofafhængige og tidligere stofafhængige) på det sociale område, som kunne have interesse i at indgå i et netværk med andre væresteder. Invitationen blev givet i erkendelse af, at målgrupperne blev mere og mere uhomogene også på de enkelte væresteder. Brugerne lod sig simpelthen ikke længere sætte i bås på den måde. Det oprindelige navn ophørte således på alle måder med at give mening. Sammenfaldende med Landsforeningens 10 års jubilæum præsenterer bestyrelsen LVS’ vision og mission under navnet ”Mod til Mangfoldighed”. Visionen og missionen udtrykker Landsforeningens værdier og dermed den sammenhæng, Værestedstanken indgår i i forhold til bestyrelsens og sekretariatets arbejde. Med ”Mod til Mangfoldighed” skues der fremad, og på en ny måde sættes der ord på, hvorledes og på hvilket grundlag LVS i fremtiden ønsker at præge udviklingen og søge indflydelse.

Det var der sådan set ikke noget nyt i. Helt frem til 1960’erne kunne det ”at modtage fattighjælp” betyde fortabelse af grundlæggende borgerrettigheder som f.eks. retten til at indgå ægteskab eller retten til at stemme. Med andre ord: Når man fralagde sig ansvaret for forsørgelsen af sig selv, så fralagde man sig samtidig nogle af de rettigheder, der som bekendt følges med et ansvar, og som gør mennesker til borgere i et demokratisk samfund. Målet med socialpolitikken er ikke og har aldrig været omsorg; det er faktisk at gøre brugere til borgere - igen. Det er at sætte mennesker i stand til at tage vare på sig selv. Midlerne til det kan være mangeartede. Et af dem er omsorg, et andet er en aktiv beskæftigelsespolitik, og et tredje er at give brugere af tilbud under Serviceloven muligheder for at få indflydelse på behandlingen af deres egen sag og på tilrettelæggelsen af de øvrige tilbud, de gør brug af - herunder samværs- og aktivitetstilbud. Trods Folketingets velvilje var der i brede kredse mismod og mangel på tro på, at brugerne kunne omsætte tilliden og bidrage med noget konstruktivt. De vidste jo tydeligvis ikke, hvad der var bedst for dem selv. De var underlagt andre magter end fornuften og kunne derfor ikke tale deres egen sag. Spørgsmålet, som ingen stillede, var dog: Er det brugernes ’skyld’ eller skyldes den manglende evne, at præmisserne, for at de kunne tale deres egen sag, ikke var til stede? Og i hvor høj grad lå der i præmisserne en antagelse om, at disse udstødte og ressourcesvage mennesker faktisk var ude af stand til at tale deres egen sag og leve op til

på forhånd fastlagte forventninger til organiseringsformer og procedurer? Var der pr. definition en modsætning mellem udstødte og ressourcesvage og det at tale sin egen sag? Men som med så meget andet, skulle man erfare, at man - hvis man fokuserer på de ressourcer og evner, der rent faktisk er til stede, og stimulerer viljen ved at give mulighed for reel indflydelse under de rette præmisser kan komme ganske langt. Værestederne i LVS skabte meget tidligt deres egen demokratiske kultur. En del af de første væresteder var brugerstyrede og havde praktisk talt kun brugernes egne ressourcer og engagement at trække på. Det var ikke altid lige nemt, men troen på at det kunne lade sig gøre var til stede.

MEDVIRKENDE: De mest udsatte grupper Henriette Kjær, socialminister Birgit Ekstrøm, socialrådmand i Ålborg Tina Ussing Bømler, lektor i Ålborg Per Thomsen, Brobyggerselskabet Ålborg Musik Surprise Louise Gade, borgmester i Århus Marie Luise Nørrelykke, PRO Århus Hanne Mainz, PRO Århus Joan Fisker Hougaard, Reden Århus Kaptajn Nemo Kirsten Rask, Reden Århus Minna Gaarskjær, Kirkens Korshær i Århus Living Gospel med Steve Cameron Inger Davidsen, 1. viceborgmester i Fredericia Bent Larsen, afdelingschef i Fredericia Niels Danstrup, misbrugscentret i Fredericia Michael Jourdan, filosof i Danmark Rockgruppen Antasid Anker Boye, borgmester i Odense Sadia Syed, Rådet for Socialt Udsatte John Zachariasen, Traumeenheden Odense Kaptajn Klo Kirsten Mattesen, Traumeenheden Odense Rock Nalle med band Søren Gericke, kok af Guds nåde Erik Tolstrup, klassisk guitarist Per Tærsbøl, borgmester i Helsingør Karl Bach Jensen, Rådet for Socialt Udsatte Birgit Jessen Petersen, Sct.Hans Sussi Karise, afdelingschef i Helsingør SAC Sunshine Band Michael Falch, musiker og forfatter Bo Asmus Kjeldgaard, fam.- og arb.m.borgmester i København Bjarne Lenau Henriksen, Kirkens Korshær Den Grimme Ælling Preben Brandt, Rådet for Socialt Udsatte Mads Uffe Pedersen, Center for Rusmiddelforskning Medlemmer af Folketinget Sten Knudsen, Kia Kolbe og kapelmester Peder Kragerup John B. Andersen, fotograf Thomas Prange, journalist Hans Ishøy, bestyrelsesformand LVS Cliff Kaltoft, sekretariatsleder LVS Curt Sørensen, konsulent Samt mange, mange andre….

HØRINGSRUNDE OM HÅBET OG INDSATSEN FOR DE MEST UDSATTE GRUPPER FRA MANDAG DEN 16.9 TIL FREDAG DEN 27.9.2002 LANDSFORENINGEN AF VÆRESTEDER FOR STOFAFHÆNGIGE OG TIDLIGERE STOFAFHÆNGIGE

13


Haabet De gode erfaringer med brugerindflydelse fra de første år førte til et udslag af, hvad der dengang blev regnet for galskab. Hvis det kan lade sig gøre at inddrage de udsatte på værestederne, hvorfor så ikke prøve at høre en bredere gruppe på gadeplan om, hvordan de selv ser deres situation og fremtiden? Ideen om brugerhøringer og dermed ideen om LVS’ kampagne Haabet var klar. Med nogle få undtagelser var reaktionen på LVS’ idé om brugerhøringer – vantro. Det blev betragtet som halsløs gerning. For selvom det mod forventning skulle lykkes at lokke brugerne til, så kunne man ikke andet end regne med, at de ville splitte det hele ad og lave vilde protester. I bedste fald ville man måske ikke få ballade, men hvad kunne man så forvente at få ud af anstrengelserne; fuldemandssnak, røverhistorier og vand ud af ørerne. Alternativet var oplagt; der skulle gode mennesker til, som kunne tale de udsattes sag for dem. Mennesker som formåede at begå sig i vores demokratiske kultur og på de bonede gulve. De udsatte og værestedsbrugerne havde brug for de bedste advokater! Som for eksempel dem der sad i Narkotikarådet. Lykkeligvis kunne man i Socialministeriet se mening i galskaben, hvilket var helt afgørende for, at Haabet overhovedet kunne lægge fra land, og at Danmarks første runde af brugerhøringer for socialt udsatte kunne gennemføres i Aalborg, Århus, Fredericia, Odense, Helsingør og København. Turen rundt i Danmark var en kæmpesatsning for Landsforeningen. Alle sejl blev i bogstaveligste forstand sat. Ambitionsniveauet lå et godt stykke over ’at komme sikkert i havn’. Og alle der deltog, bidrog til at trække stikket hjem. Missionen lykkedes. Høringerne var populære, og budskabet slog klart igennem: Det kan lade sig gøre, når blot præmisserne er 14

JP ÅRHUS

19. september 2002

i orden! Brugerhøringer skal holdes på brugernes hjemmebane; gerne i et telt på brosten i havneområdet, hvor man må have hunden eller en håndbajer med. Det mest håndgribelige bevis på kampagnens succes er nok, at Rådet for Socialt Udsatte har taget ideen med brugerhøringer til sig og siden 2004 afholdt Brugernes BaZar – en national hørings- og festdag for socialt udsatte i Danmark. De seneste år har brugerorganisationerne SAND (Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark), LAP (Landforeningen af Psykiatribrugere) og SVID (Sammenslutningen af Værestedsbrugere I Danmark) stået for arrangementet. Siden 2007 er Brugerforeningen kommet med i samarbejdet.

Politiken

17. september 2002

Århus Stiftstidende 18. september 2002

Politiken

20. september 2002

SVID Etableringen af SVID blev en anden udløber af Haabet-kampagnen. Et bredt udsnit af værestedsbrugere samledes i tiden efter Haabet med det fælles ønske, at få deres egen politiske ”Med dannelsen af SVID har vi gjort forventningen – som også mange af os selv havde – om, at misbrugere og tidligere misbrugere ikke kunne finde sammen og organisere sig, eller at de i hvert fald ikke kunne holde sammen længe nok til at udrette noget, fuldstændigt til skamme. Selvom der er langt igen, og vi til stadighed må indse, at problemerne omkring brugerindflydelse i en vis forstand vokser, jo tættere man kommer på indflydelsen, og ledernes umiddelbare benovelse over initiativet lægger sig, så må vi sige, at det går godt, og at vi er nået længere, end vi turde håbe på, da vi begyndte.” Lilian Singh, formand for SVID i UDSAT nr. 5 2005 (Servicestyrelsen).

platform hvorfra de kunne gøre deres stemme og holdninger gældende. En længere arbejdsproces kulminerede med underskrivelsen af en hensigtserklæring den 19. november 2003.

SVID Brugernes stemme

Ifølge erklæringen sigtede man mod at gøre Sammenslutningen af Værestedsbrugere I Danmark til dynamoen for brugerindflydelse gennem oprettelsen af brugerråd på væresteder. Ligeledes var ønsket, at SVID kunne bidrage konstruktivt til den offentlige debat om levevilkårene blandt socialt udsatte og hjælpe brobygning på vej mellem foreninger og andre instanser. Den 27. september 2004 kunne SVID endelig officielt kalde sig en forening. Dermed fik gruppen af værestedsbrugere i Danmark for første gang en politisk stemme i en demokratisk sammenslutning. Et ønske og en beslutning, som var brugernes helt egen, var hermed indfriet. I dag tre år efter stiftelsen består SVID af brugerrepræsentanter fra 33 væresteder og et fuldtidsbemandet sekretariat. SVID har hurtigt markeret sig og er blevet en efterspurgt ressource i forhold til at mobilisere brugere lokalt. For eksempel har SVID repræsentanter i tre af de fem nye regionale udviklingsråd. Der ud over gøres der bestræbelser på at få brugerrepræsentanter i så mange af de nye kommunale udsatteråd som muligt. Spørger man folkene i SVID, så vil de nok mene, at 15


behovet for et brugernes advokatur er stærkt overvurderet.

Brobygning Selve arbejdet med brugerindflydelse på værestederne er en proces, som af mange opleves som notorisk besværlig, men som også rummer så store gevinster, når den lykkes, at man bliver ved og ved. Erfaringerne fra arbejdet med LVS’ Udviklingsplan 2003-05 og dermed også arbejdet med brugerinddragelse blev opsamlet i ”Værestedstrilogien”. Erfaringsopsamlingen på flere års forsøg med brugerråd og adhoc’krati og systematiseringen af bestræbelsen på at skabe engagement og give brugerne mulighed for at tage indflydelse betød klarhed og nyt mod på opgaven.

”Alle havde en vis skepsis. Nytter det noget at give penge til sådan noget (En Landsforening af væresteder, red.) I dag må jeg klart sige: Ja, det nytter noget. Det har flyttet utrolig meget. LVS har opnået stor anerkendelse blandt andet fordi Socialministeriet har prioriteret det hele vejen igennem. Jeg oplever, at de har lyttet og brugt LVS som en sparringspartner. Det skal Cliff om noget have ros for.”

at værestedet har forpligtelsen til at løfte en myndighedsopgave - tværtimod - men på den måde at værestederne har en mulighed for at ”Det at kunne involvere sig i og diskutere, at ’vi som værested’ skal gøre et eller andet, er et tegn på udvikling. Det ligger fint i forlængelse af, at værestedet skal hjælpe borgerne med at få et konstruktivt samarbejde med ’verden omkring’. Jeg synes, man kan sige, at det er værestedets pædagogiske udfordring at være med til at skabe gode samfundsborgere!”

Haabet var genialt. Det hævede Landforeningen op til at have betydning i kraft af, at værestederne havde noget at byde på. Værestedernes lokale betydning var absolut et grundlag for succesen med Haabet. Hans Ishøy, formand i LVS fra 1998-2003 Ses nedenfor flankeret af daværende socialminister Henriette Kjær og Cliff Kaltoft.

Palle Eli Jensen, chef for Center for Særligt Socialt Udsatte, Familieafdelingen i Århus Kommune.

bidrage til at kvalificere og effektivisere løsningen af de myndighedsopgaver, som kommunen står med, og som, brugerne har en stor interesse i, bliver løst på den bedst tænkelige måde.

Inga Skjærris Nielsen, medlem af LVS’ bestyrelse udpeget for henholdsvis Sygekassernes Helsefond og KL, forhenværende borgmester i Ramsø Kommune.

Brugerindflydelse på væresteder er ikke et isoleret fænomen. Det skal ses i samspil med de bestemmelser i Serviceloven (f.eks. §§ 16, 111 og 141) og Retsikkerhedslovens § 4, som forpligter kommunerne til at inddrage borgerne i behandlingen af deres egen sag og i tilrettelæggelsen af de tilbud, der etableres under netop Serviceloven. Ikke sådan at forstå 16

17


Opkvalificering Landsforeningen af VæreSteder kan med rette betegnes som en smeltedigel fyldt med væresteder af forskellig art, med forskellige brugergrupper og forskellige kulturer. Der er personale med vidt forskellig baggrund og forudsætninger for at løse deres opgaver på værestederne. Men fælles for værestederne er, at de hvert og ét har meldt sig ind i foreningen af egen drift, for at bidrage med det de hver i sær er bedst til, og for at tage imod hvad fællesskabet kan tilbyde dem. I denne smeltedigel manøvrerer man efter et fastlagt formål: At udvikle værestederne på deres egne præmisser. Der giver sig umiddelbart på værestederne en række oplagte opkvalificeringsbehov. Dels er der de frivillige, som ikke sjældent er eller har været brugere af væresteder. Dels er der medarbejderne, som i nogle tilfælde kan have specialist-funktioner indenfor f.eks. sygepleje, idræt og madlavning. Og endelig er der lederne, som står for at tegne fagligheden i det daglige arbejde med De små skridts metode, brobyggerfunktionen og dokumentationen af effekten af indsatsen med henblik på sikring af værestedets økonomiske grundlag og overlevelse. Over alle disse indsatsområder har det vist sig, at der var en fælles udfordring, ét slag der skulle kæmpes ud ad til: Kampen om anerkendelse af fagligheden i det sociale arbejde, som værestederne leverer. Hvordan det er gået med den, skal vi vende tilbage til.

De frivillige Landsforeningens første systematiske opkvalificeringstiltag var - hvis vi ser bort fra være”Vildt inspirerende undervisere.” René (Kursist - Kursus for frivillige værestedsmedarbejdere)

18

stedsledernes oprindelige netværk - rettet mod de frivillige. Kurserne for frivillige værestedsmedarbejdere, grundkursus og udvidet kursus har siden april 1999 uden afbrydelse været afviklet på Rødding og Brandbjerg Højskoler. Hundredvis af frivillige værestedsmedarbejdere fra alle egne af landet har mødt hinanden på kurserne og oplevet den særlige stemning, som er gået mange i blodet. Efterspørgslen på opfølgningskurser og forespørgsler på, om ikke man kunne komme af sted igen, vidner om, hvor let gnisten tændes, og hvor holdbart et kursus-koncept man udviklede på et meget tidligt tidspunkt. Erfarne undervisere som i sjælden grad har været trofaste og loyale har en stor del i æren for kursernes popularitet ”Det har været meget udbytterigt at være i dialog med andre frivillige fra så mange væresteder rundt omkring.” Lene (Kursist - Kursus for frivillige værestedsmedarbejdere)

Lederuddannelse I årene 2002-04 fik værestedslederne muligheden for at tage lederuddannelse på diplomniveau. Lederuddannelsen, der takket være en bevilling fra Socialministeriet kunne tilbydes gratis, blev udviklet i samarbejde med Den Sociale Højskole i Odense. Syv moduler af fem dage over to et halvt år gav deltagerne mulighed for at skabe tætte og varige relationer og sammen grave adskillelige spadestik dybere i deres faglige identitet og i de ledelsesmæssige udfordringer, de stod i. Antologien ”Mågerne over Storebælt” giver et rigtig godt indblik i tankerne bag uddannelses udformning, forløb og perspektiverne i den mest markante uddannelsesmæssige oprustning på værestederne nogensinde. I 2006-07 gennemgik endnu tolv værestedsledere en udgave af den

frem for alt dygtighed har drevet værestederne frem.

oprindelige lederuddannelse, der var reduceret i omfang, men som gav et mere intenst og sammenhængende forløb over seks måneder. Behovet for opkvalificering og uddannelse var og er næppe mere påkrævet noget andet sted end på værestederne. Kompleksiteten af opgaverne gav, sammen med den hastige udvikling på det socialpolitiske plan samt isoleringen fra det etablerede system, den faglige udvikling relativt dårlige kår i de første år. Her tænkes ikke mindst på den kendsgerning, at man var og i nogle tilfælde stadig er placeret som et tilbud ’uden på systemet’ med de nærmeste kolleger i andre byer. Dertil kommer, at uvisheden om værestedets beståen fra år til år mange steder fylder uforholdsmæssigt meget og medførte et stort ressourceforbrug i forhold til at sikre værestedets fremtid og økonomi. Når man tager ledernes forudsætninger for at løfte opgaverne med i betragtning, må man sige, at det langt fra lå i kortene, at tingene skulle udvikle sig, som de har gjort. For eksempel har en del af værestedsledernes væsentligste forudsætning for at drive et værested været, at de selv har taget turen fra gaden gennem behandling, og efterfølgende selv har løbet stedet i gang. Men vilje, dedikation og

Brugerne I tillæg til de ovennævnte oplagte opkvalificeringsbehov er der ét, som adskiller sig fra de øvrige. Det er brugernes behov for opkvalificering. En eller anden grad af social opkvalificering er vel nærmest uundgåelig, når man mødes med andre mennesker i ’det sociale træningslokale’, som Værestedstanken omtaler. Men værestederne rummer også mere specifikke former for opkvalificering af brugere. For eksempel i forhold til arbejdsmarkedet. Som led i Udviklingsplanen 2003-05’s arbejdsmarkedsrettede indsats indgik Landsforeningen af VæreSteder i udviklingen af en særlig mentorordning, hvor tidligere misbrugere blev tildelt en mentor, der selv var tidligere misbruger, og som allerede havde fundet vej ud på arbejdsmarkedet. Mentorprojektet ”Ude af misbrug - ind på arbejdsmarkedet” kom i stand i samarbejde med Fredericia Kommunes Misbrugscenter. Det var et pilotprojekt for puljen Vikar- og mentorordninger for socialt udsatte (SBIV og VIKAR) og derigennem for en række andre mentorprojekter.

www.udsat-vaerdsat.dk Bestræbelsen på at finde nye veje i den arbejdsmarkedsrettede indsats er blevet vide19


Lyst til forandring reført i endnu mere radikal og banebrydende form i iværksætteri-kampagnen ”Fra Udsat til Værdsat” under Mønsterbryderplanen. Gennem kampagnen Fra Udsat til Værdsat forsøger LVS og værestederne at skabe lyst til forandring hos brugerne ved at tage udgangspunkt i deres særlige evner og kompetencer, samtidig med at de opkvalificeres på det, de ikke har forudsætningerne for. Tanken er, at lysten og motivationen kommer indefra, når man får mulighed for at gøre det, man er god til, og at opkvalificeringen har de bedst tænkelige kår og giver mest mening i den sammenhæng. Kampagnen der er tænkt som et bevidst forsøg på at lave social innovation, kombinerer virksomhedernes sociale ansvar med værestedsbrugernes helt særlige evner og kompetencer ved at lade virksomhedsledere indgå i udviklingen af iværksætteriprojekter på værestederne.

Anerkendelsen Ønsket om anerkendelse af det særlige sociale arbejde og den faglighed, der hersker på værestederne, har sammen med ønsket om udvikling været drivkraften i Landsforeningens bestræbelser på at synliggøre værestederne. ”Det Fælles Ansvar II”s prioritering af værestederne, som en del af den opsøgende, kontaktskabende og støttende indsats, et klart bevis på, at bestræbelserne har båret frugt. Et så massivt økonomisk løft, som mange væresteder har oplevet fra 2007, kommer ikke af sig selv. Det kommer heller ikke uden øgede forventninger. Og det kommer slet ikke uden krav om, at man på den ene eller anden måde kan dokumentere en effekt af indsatsen. Udmøntningen af puljerne under Det Fælles Ansvar II har klart demonstreret, at handlingsplanen er den største samlede opkvalificeringsplan på udsatteområdet nogensinde. Det er en plan, som, i utvetydige vendinger og 20

med direkte referencer til såvel Tour de Udsat som Dansk Væresteds Idræt, knæsætter troen på lysten til forandring som et bærende socialpolitisk princip. Selv i dokumentationskravene og i særdeleshed i kravet om formulering af en forandringsteori er dette afspejlet. Det Fælles Ansvar og Det Fælles Ansvar II Med regeringens handlingsplaner for de svageste grupper FA (2002) og FAII (2006) blev der lagt en linie, som tog afsæt i en erkendelse af, at man alt for ofte ikke var i stand til at nå de mennesker, man ønskede kontakt til igennem de sociale tilbud. Over årene har disse handlingsplaner skabt et sammenhængende og kontinuerligt fokus på den kontaktskabende indsats, som i stadig højere grad har baseret sig på indsigt i og respekt for det sociale arbejde. ”Målet er altså ikke alene at skabe bedre muligheder for selvforsørgelse. Lige så vigtigt er det at skabe bedre muligheder for at kunne indgå i et større fællesskab, der skaber struktur på hverdagen, udbygger det sociale netværk, giver mulighed for socialt samvær og fører til øget værdighed og selvrespekt hos den enkelte.” FA II Forordet.

Forandringsparadokset, altså det at fraværet af krav om forandring virker befordrende for selve forandringsprocessen, udtrykker, som vi så i kapitlet om værdierne, essensen af fristedet. Værestedernes fristed er ikke et fristed i en ukvalificeret, anarkistisk forstand, men et fristed som et grundfjeld, hvor man får fast grund under fødderne, genvinder orienteringen i tilværelsen og finder grunde til at komme videre.

Tour de 

PÅ TANDEM GENNEM DANMARK 21. TIL 27. AUGUST LANDSFORENINGEN AF VÆRESTEDER

De sociale relationer, som opstår i mødet mellem mennesker på fristedet, sikrer, at der er normer og forventninger til, hvordan man agerer og behandler hinanden, men fristedet er blottet for krav om forandring - i hvert tilfælde i udgangspunktet. Socialt udsatte mennesker kommer på værestederne, fordi de der oplever, at få opfyldt nogle behov og ønsker, som de ellers ikke ville få opfyldt. På den måde bidrager væresteder-

ne til at forandre livssituationen for den enkelte. Den første og vigtigste forandring i den sammenhæng er, at håbet tændes og lysten til at gøre noget godt for sig selv indfinder sig. Man kunne måske gå så langt som til at vove den påstand, at skridtet over dørtærsklen ind på værestedet i sig selv kan være et udtryk for lysten til forandring, også selv om brugerne ikke altid er i stand til at sætte ord på det i situationen.

Tour de Udsat Påstande om at socialt udsatte kan tale deres egen sag, eller at de har et ønske om forandring, er tomme og værdiløse, hvis ikke de følges op af handling. LVS’ påstand om at brugerne kunne tale deres egen sag, og at de var interesserede i at gøre det, blev fulgt op af Haabet-kampagnen. Vores påstand om at udsatte mennesker også har ressourcer og kan leve op til andre end de negative forventninger, som vores fordomme dikterer, måtte

Den 21. august 2005 blev et de største og mest skelsættende cykelløb i Danmark skudt i gang fra Rådhuspladsen i København. Under stor pressebevågenhed og kyndig politieskorte satte feltets 130 ryttere og 20 følgebiler sig i bevægelse ud ad Vesterbrogade med kurs mod Roskilde, og via Næstved, Svendborg, Odense, Fredericia, og Kolding til Vejle. Seks dage og mere end 500 kilometer senere kunne et næsten intakt felt falde hinanden om halsen på målstregen ved Vejle Idræts Højskole. Den kampagne for livskvalitet og det gode liv, som cykelløbet var hængt op på, gav pludselig mening på en helt ny måde. Touren blev fulgt op af en konference om beskæftigelsesindsatsen og de udsatte grupper på Vejle Idrætshøjskole den 27. august.

21


ligeledes stå sin prøve. Hvis pointen skulle i hus, måtte forventningerne til brugerne være ekstraordinære og på grænsen til, eller gerne over grænsen for, hvad man med rimelighed kunne forvente ikke bare af alkoholikere, stofmisbrugere og tidligere misbrugere men af hvem som helst. Og der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke udfordringer man kan præsentere brugerne for, så længe de præsenteres på de rette præmisser. Så enkelt kan moralen fra Tour de Udsat udtrykkes. Satsningen var om muligt endnu større, end det var tilfældet med Haabet-sejladsen. Men det var utvivlsomt også i kraft af satsningen og det ambitionsniveau, der blev sat, at Tour de Udsat blev attraktiv for brugerne på værestederne. Meldingen var klar: Det her er et cykelløb, det er ikke en udflugt med et socialpædagogisk sigte. Udstyret var i orden, tandemcykler, tøj, lokale sponsorer til de enkelte hold, træningsplaner og motionsløb som opvarmning. Stemningen blev bygget op over en lang periode i foråret og sommeren 2005. Holdene blev tømret sammen, og langsomt opbyggede deltagerne en identitet som cykelryttere og holdkammerater.

Touren fik sit eget liv på værestederne. Konkurrencementaliteten, som faktisk er udbredt på værestederne, slog igennem allerede ved de indledende holdledermøder. Hvem trænede mest? Hvem deltog i motionsløb? Og hvem fik størst opbakning fra lokale sponsorer? Som med Haabet blev Tour de Udsat en anledning for værestederne til at vise, hvad de kunne udrette ikke bare på cyklerne men som institutioner i lokalområdet. Det hele kulminerede hen over den smukkeste uge i august 2005. Den uge blev der talt meget lidt om alkohol og stoffer og rigtig meget om ømme muskler, stigningsprocenter og bonussekunder. Det stod klart for enhver, som deltog eller på anden vis fulgte feltet fra København til Vejle, at idræt om noget kan inspirere til forandring og skabe et positivt fokus for selv meget udsatte mennesker. Tour de Udsat blev båret af troen på, at alle mennesker kan et eller andet og af troen på, at givet en reel mulighed, så ville værestedsbrugerne træde ud af skyggen og vise, hvad de er gjort af. Endnu engang var der fuld opbakning til ideen i Socialministeriet og på være-

stederne. Med opbakningen fra Ministeriet i ryggen lykkedes det LVS at skaffe sponsorater fra en lang række virksomheder (offentlige og private) samt ekspertise fra Danmarks Cykle Union.

Kaare Knudsen var den ene af to motorcykelbetjente, som fulgte rytterne fra start til mål. Han opsummerer sine oplevelser således: ”Vi var selvfølgelig spændte på opgaven. Vores kontakt til denne her gruppe mennesker havde vi jo kun haft på gadeplan i forbindelse med uro. Nu handlede det i stedet om at etablere et tæt samarbejde. Vi kunne tydeligt mærke forskel på første dag og sidste dag. I løbet af ugen opstod der et sammenhold – ikke bare mellem rytterne – men mellem alle os, som deltog. Vi kom ind under huden på hinanden. Der opstod en meget venskabelig stemning, og det er jo noget helt andet end den kontakt, de typisk har haft til politiet. For os var det også en øjenåbner. Jeg husker sidste dag, hvor det var sejt og op ad bakke på vejen op mod Vejle Idrætshøjskole. Det var meget imponerende at se, hvordan rytterne gav sig fuldt ud. Oppe ved målstregen stod tourlægen parat med genoplivelsesudstyr. Det var en særlig oplevelse, og som jeg også hørte en af rytterne sige: ”Tænk at få lov at køre over for røde lys hele vejen fra Rådhuspladsen og ud af Vesterbrogade og så endda med politiets assistance”.”

redelsesfasen. Alle havde deres tvivl. Brugerne, eller i hvert fald en stor del af dem, måtte tvivle på, om de kunne gennemføre, og om de kunne leve op til de regler, der satte rammen for løbet. Arrangørerne ville være naive, hvis ikke de havde deres tvivl om, hvorvidt deltagerne i sidste øjeblik ville leve op til de negative fordomme om udsatte mennesker som opgivende og utilregnelige, som løbet satte sig for at udfordre. Den gængse holdning at det er brugerne, der giver op, og vi andre der giver efter, synes aldeles malplaceret, for deltagerne i Tour de Udsat gav ikke op. Og hvor tit kunne ikke det modsatte være tilfældet: At det er os, der giver op, og brugerne der giver efter?

Dansk Væresteds Idræt Under forberedelserne og afviklingen af løbet modtog vi den bedst tænkelige støtte fra Danmarks Cykle Union ved Peder Pedersen og Bent Nielsen. Og ved den afsluttende konference på Vejle Idræts Højskole blev det ikke overraskende slået fast, at den etablerede idrætsverden, med dens organisationsformer og (i socialt udsattes øjne) rigide rammer, passer meget dårligt til udsatte mennesker. Det blev blandt andet sagt af direktør

I dag er det begejstringen hos dem, der var med eller på anden vis bidrog, der står tilbage. Heldigvis. Men begejstringen kan bedst forstås på baggrund af den skepsis og risiko, som omgærdede Touren i planlægnings- og forbe22

23


Aldrig den smukke svane Sekretariatsleder Cliff Kaltoft i Danmarks Idræts Forbund Karl C. Kock, som havde plads i konferencepanelet. Han gav endvidere Landsforeningen det gode og åbenhjertige råd ”at selv gå med opgaven” og etablere egnede rammer for idræt for udsatte på værestederne. Som sagt så gjort. Året efter den 27. april 2006 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Dansk Væresteds Idræt (DVI). Siden har det vist sig, at det var den helt rigtige vej at gå. Idrætsklubberne skyder frem på væresteder overalt i landet. Nye aktiviteter som Adventure Race med kano-orienteringsløb, bueskydningskonkurrencer og fodbold, friluftstur, fisketur, golf-, skak- og bordtennisturneringer ser dagens lys. Værestederne har med DVI fået nye muligheder for at lave aktiviteter sammen og mod hinanden. Idrætsorganisationen DVI udgør et hastigt voksende forbund af idrætsklubber og foreløbig fem Idrætskraftcentre, der skal agere lokomotiv for idrætsindsatsen i lokalområderne. Dertil kommer årlige landsdækkende arrangementer og blandt dem X-Games i 2008 og Udsatte Legene (UL) i 2009. Der er indledt samarbejde med række kommuner om idrætsindsatsen, herunder Odense Kommune, som er gået aktivt ind i forberedelserne til såvel XGames som UL. DVI har taget tråden op fra de væresteder som gennem en årrække har dyrket idræt under Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF) og etableret et samarbejde med hovedorganisationen.

Middel til et mål Idræt er lige som brugerinddragelse og frivillighed en måde at skabe muligheder for brugerne på. Det er ikke kun for idrættens egen skyld, men for at motivere til forandring i almindelighed. Succesoplevelser, følelsen af overskud og andre goder der kommer af 24

idræt, bidrager til at øge brugernes livskvalitet og indgyde dem mod til at stå ved deres håb og drømme. Det er et redskab på linie med andre redskaber i et stykke socialt arbejde, som har udviklet sig på værestederne. For nogle er det deltagelse i idrætsaktiviteter, der åbner for forbedringer af andre livsforhold; samvær med familie og børn, forbedring af livsstil, egenomsorg og sundhed, eller tilknytning til arbejdsmarkedet. For andre kan det være noget andet end idræt, der sætter skub i tingene. Det afgørende er, at der er en vifte af reelle muligheder for dem, der vil gribe dem. ”Når man tænker lidt positivt, så kommer man over sin psykiske grænse, og så følger det fysiske med bagefter. Det er en fornøjelse, og det har jeg ikke prøvet så mange gange, det her er det fedeste, jeg har oplevet i mange år.” Mike, deltager i Tour de Udsat ”Jeg har helt klart lært meget om mine egne grænser. Der, hvor jeg troede, de var, der er de slet ikke, så jeg skal i gang med at dyrke noget mere idræt, når jeg kommer hjem.” Christa, deltager i Tour de Udsat

At stoppe op og skue bagud er ikke noget vi har haft for vane at gøre i Landsforeningen af VæreSteder. Men vores 10 års jubilæum er en kærkommen anledning til at gøre status over de ting, vi har udrettet, og de oplevelser vi i foreningen, bestyrelsen og sekretariatet har haft sammen. Det er også en lejlighed til at sige tak til de mange mennesker, vi hen over årene har arbejdet sammen med, og som vi på så mange måder er blevet beriget af. Her tænkes både på politikere, embedsfolk i kommuner (amter), ministerier og på de konsulenter og andre personligheder, som har været så tæt inde i Landsforeningen, at vi i dag betragter dem som vore egne. Fredericia Kommune fortjener en særlig tak for det samarbejde, vi har haft hen over årene og ikke mindst for den støtte vi modtog allerede inden Landsforeningen, var en realitet. Ideen om Landsforeningen af VæreSteder blev, da den endnu blot var en ide i det hedengangne Lytte- og Informationscentralen, præsenteret for en række mennesker, som selv ”Jamen jeg tror jo stadig på værestederne og den indsats de udgør; Altså man kan i mine øje ikke få nok af dem. Når det sker på den måde, som I praktiserer det med ildsjæle, der også kan kommunikere med kommunerne. Der er altid plads og brug for sådan nogen mennesker som jer. Så kan det da godt være at Villy kan have ret i, at man skal passe på ikke at blive så stor en organisation. Men det vigtigste er jo sådan set at holde øje med, at det, som var ens udgangspunkt, ikke rykker sig. Men netop den måde I har grebet det an på, så har jeg meget stor tiltro til, at I fortsat kan udvikle jer til gavn for jeres brugere og selvfølgelig samfundet.” Erik Larsen (forhenværende MF)

havde ideer og visioner for socialpolitikken om end på et andet plan. Jeg husker ganske tydeligt et af de første møder, som Hans Ishøy og jeg fik stablet på benene i LVS’ første domicil på Valmuevej i Fredericia. Det var lykkedes for os at få en aftale i stand med formanden for Sygekassernes Helsefond Hans Jensen, Inga Skjærris Nielsen ligeledes Sygekassernes Helsefond og medlem af Folketinget Erik Larsen (V). Inga og jeg sad i Narkotikarådet sammen, og det var ad den vej vi fik mødet i stand. Det blev på mange måder et skælsættende møde. Sygekassernes Helsefond valgte efterfølgende at støtte vores kurser, og Inga har lige siden gjort sin indflydelse gældende som bestyrelsesmedlem i og for LVS’ bestyrelse. Erik Larsen skulle sammen med Villy Søvndal (SF) og Torben Lund (S) komme til at sikre, at LVS fik ben at stå på med en bevilling fra Sats-puljen. Umiddelbart var det midlerne, der gjorde en forskel, fordi de satte os i stand til at realisere vores planer, men det, at LVS voksede ud af et bredt politisk samarbejde fra V over S til SF har i høj grad påvirket vores måde at se os selv på, som en apolitisk spiller på en socialpolitisk bane. Det stramme fokus på det socialpolitiske og evnen til at skabe varige og mærkbare resultater gennem et bredt samarbejde har siden da været et eksempel til efterfølgelse for os i Landsforeningen af VæreSteder. At det var muligt og i alles interesse, at man søgte hinanden og fandt sammen om løsningerne, smittede af på en Landsforening i sin vorden, og den bestyrkede os i troen på, at der var behov for lige netop det, vi havde at tilbyde. Og man må sige, at behovet var der. På ti år er medlemstallet ti-doblet og har nu rundet de hundrede, og inden for de seneste fem år er to medarbejdere blevet til ti. Med sådan en vækst følger konstant nye udfordringer. 25


Med nye typer af væresteder kommer nye udfordringer, men også nye erfaringer og ideer, som man må omstille sig efter. Værestedernes forventninger, bevillingsgivernes forventninger og ikke mindst vores egne forventninger til os selv er steget støt hen over årene. Den virkelige udfordring i sådan en situation er ikke bare at leve op til de stigende forventninger, men at gøre det på en måde, hvor vi ikke giver køb på vores identitet og vores værdier. Hvis ikke vi bevarer troværdigheden i forhold til værestederne, så har vi ingen berettigelse som forening, og så er vores muligheder for at agere udtømte. Med vores kampagner og i alt hvad vi laver, lægger vi vægt på, at rammerne er i orden, og at vi har en klar mission med det, vi gør. Uanset om kampagnen eller projektet tager sigte på brugerindflydelse, sundhed, eller arbejdsmarkedet er det vigtigt for os at skabe motivation gennem gode oplevelser. Motivationen for alle os her i Landsforeningen af VæreSteder er da også netop den begejstring, vi møder, når vi kommer på værestederne, eller når vi selv har inviteret til kurser, landsmøder, idrætsstævner osv. Vi ser det som vores opgave at være dristige nok til at løfte ambitionsniveauet til en toppræstation uden at kvæle lysten til at være med, eller; at være klassens frække dreng, som gør det de andre efterfølgende ønsker de selv havde gjort. Det betyder, at man må udfordre gængse opfattelser af, hvad udsatte mennesker kan og vil, samt grundlæggende forestillinger om, hvem de er. Det gør man aldrig uden at løbe en risiko for selv at blive til grin, eller hvad værre er, at fejle totalt i forhold til brugernes egne ønsker og selvopfattelse. Jeg synes, at vi i dag med en vis rimelighed kan konkludere, at den måde at opfatte brugerne på og den måde at tænke socialt arbejde på, som LVS repræ26

senterer, har vist sin berettigelse for et bredt udsnit af de udsatte grupper. Som jeg ser det ligger den største risiko i at undervurdere brugerne og derved frarøve dem de muligheder for at skabe sig en bedre tilværelse, som de rent faktisk har.

I anledning af jubilæet har vi haft den fornøjelse at bringe Erik Larsen og Villy Søvndal sammen til uformel snak om den politiske situation LVS voksede ud af. Her følger et par bidder af det, de så tilbage på: ”Tanken var jo, at hvis vi skal ændre samfundet for de dårligst stillede, så er det fint med de offentlige tilbud. Det er helt nødvendigt, men man kan ikke gøre det uden også at have nogen, som selv vil nogle ting, og man kan ikke gøre det uden ’en ring af solidaritet’ om de svage grupperinger vi har. Det er lige som, når vi forsøger at lave politik på andre områder, så forsøger vi at lave græsrodsbevægelser, eller hvad man kalder det. Det var mit ønske at lave en bred social græsrodsbevægelse, for nogle af dem der har det svært, hvor de selv kommer til orde, og det var derfor, jeg synes det var utroligt spændende, den sommermorgen, hvor du Cliff kom herud og fremlagde ideen.”

langt hen ad vejen må betragte passivt, mens de lever deres egne liv, vokser og knopskyder i alle retninger. Intentionen har aldrig været og vil aldrig blive at lave en stor Landsforening. Intentionen er at lave store ting med en velproportioneret og velkonditioneret Landsforening; og det er en helt anden sag! Hvilken betydning fik så udviklingen af værestederne og værestedernes Landsforening for vinduespudseren Kaj, som vi mødte i begyndelsen af kapitlet om social innovation? Ja faktisk har LVS haft den samme vinduespudser på alle de fire adresser, vi har beboet. Og for ham må LVS’ vækst vel opgøres i stigningen af antallet af vinduer.

Villy Søvndal (MF) formand for Socialistisk Folkeparti

På sin vis må man sige, at Villy Søvndals ønske om at skabe en social græsrodsbevægelse er gået i opfyldelse. Det, LVS mere end noget andet har bidraget til, er netop at sætte bevægelser i gang. SVID, DVI og naturligvis værestederne i Danmark er bevægelser, som lykkeligvis er vokset ud hænderne på os, og som vi

Valmuevej seks vinduer og Vendersgade 45 vinduer. 27


tidslinie 1998 Sociallovreformen LVS stiftes med 10 medlemmer 2002 Det Fælles Ansvar Værestedsevalueringen Haabet LVS’ første lederuddannelse (2002-04) 2003 LVS’ Udviklingsplan (2003-05) SVID stiftes LVS har 56 medlemmer 2005 Værestedstanken vedtages Tour de Udsat Værestedstrilogien udkommer 2006 Idrætsorganisationen Dansk Væresteds Idræt stiftes LVS’ Mønsterbryderplan (2006-09) 2007 Kommunalreformen træder i kraft Det Fælles Ansvar II 2008 LVS runder 100 medlemmer

Øvrige publikationer fra Landsforeningen af VæreSteder: Formænd for Landsforeningen af VæreSteder: Hans Ishøy (1998-2003) Madam Grøn i Århus. Ea Damgaard Vester (2003-2007) Regnbuen i Kolding. Marika Sabroe (2007- ) Café Himmelblå i Vejle.

En rejse i det udsatte Danmark - logbog - Januar 2003 ISBN-nr.: 87-989362-0-4 Tekst Curt Sørensen Mågerne over Storebælt En antologi om lederudvikling på væresteder - August 2004 ISBN-nr.: 87-989362-1-2 Redaktion Curt Sørensen Brugernes Værested Fra omsorg og lavtærskel til samvær og aktivitet - November 2005 ISBN-nr.: 87-989362-2-0 Tekst Ulrik Korff og Ole Thisgaard Mulighedernes Værested Fra omsorg og lavtærskel til samvær og aktivitet - November 2005 ISBN-nr.: 87-989362-3-9 Tekst Ole Thisgaard Samfundets Værested Fra omsorg og lavtærskel til samvær og aktivitet - November 2005 ISBN-nr.: 87-989362-4-7 Tekst Curt Sørensen På den skæve klinge Beretning om et anderledes cykelløb - Januar 2006 ISBN-nr.: 87-989362-5-5 Tekst Curt Sørensen Ude af misbrug - ind på arbejdsmarkedet - Februar 2006 Redaktion Stig Petersen Værestedet og De Nye Kommuner / De Nye Kommuner og Værestedet - inspiration til dialog og samarbejde - juni 2006 Redaktion Ulrik Korff og Ole Thisgaard Den Grimme Ælling 1-18 Landsforeningen af VæreSteders trykte nyhedsbrev ISSN nr. 1602-8392 Læs mere på: www.vaeresteder.dk www.svid.dk www.idvi.dk www.udsat-værdsat.dk

28

29


30

10 år med lvs  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you