Stillidsen læseprøve

Page 25

skødehunde, ensomme skønheder i broderede fine kjoler og portrætter af prægtige købmænd iført ædelsten og pelsværk. Hærgede festborde der flød med skrællede æbler og valnøddeskaller; draperede gobeliner og sølvtøj; trompe-l’oeil-malerier med kravlende insekter og stribede blomster. Og jo dybere vi gik ind, jo mærkeligere og smukkere blev billederne. Skrællede citroner, hvor skallen var blevet lidt hårdere der hvor kniven havde snittet, det grønlige skær af en plet mug. Lyset der faldt på randen af et halvtømt vinglas. “Jeg kan også lide dette her,” hviskede min mor da hun kom hen ved siden af mig ved en ret lille og særlig uforglemmelig nature morte: en hvid sommerfugl mod en mørk baggrund, svævende over en rød frugt. Baggrunden – en dyb, sort chokoladefarve – havde en kompliceret varme over sig der fik en til at tænke på overfyldte lagerrum og historie, tidens gang. “De hollandske malere vidste virkelig hvordan man skulle bearbejde denne grænse – hvor modenhed glider over i råddenskab. Frugten er fuldendt, men den vil ikke holde, den er lige ved at blive dårlig. Og se især her,” sagde hun og rakte hånden ind over min skulder for at tegne i luften med fingeren, “dette parti – sommerfuglen.” Den bageste vinge var så pulveragtig og sart at det så ud som om farven ville gå af hvis hun rørte ved den. “Hvor smukt han udformer det. Stilhed med en skælven af bevægelse.” “Hvor lang tid tog det ham at male det?” Min mor, der havde stået lidt for tæt på, trådte tilbage for at betragte maleriet – uden at ænse den tyggegummityggende museumsbetjent hvis opmærksomhed hun havde tiltrukket sig, og som nu stod og stirrede på hendes ryg. “Tja, hollænderne opfandt mikroskopet,” sagde hun. “De var juvelerer, linseslibere. De vil have det hele så detaljeret som muligt. Hver gang man ser fluer eller insekter på en nature morte – et visnet kronblad, en sort plet på et æble – giver maleren én en hemmelig meddelelse. Han fortæller at levende ting ikke varer – det er alt sammen midlertidigt. Døden i livet. Det er derfor man kalder det nature morte. Måske ser man den ikke i begyndelsen med al den skønhed og blomstring, den lille plet råddenskab. Men hvis du ser nøje efter – så er den der.” Jeg lænede mig ned for at læse beskrivelsen, trykt med diskrete bog­ 31

Stillidsen.indd 31

30/01/14 20.17


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.