Page 1

133 mm

Ikke alle drømme dør

Men det er langt fra en drømmetur. De andre på turen er ’utilpassede unge’, omgivelserne er rædselsfulde og Ingrid hader hvert øjeblik, for turen roder op i nogle tanker om et tab, som hun har nægtet at se i øjnene.

Danielle Younge-Ullman

17-årige Ingrid skal på overlevelsestur for at bevise over for sin familie, at hun er i stand til at gennemføre de ting, hun drømmer om.

29,8 mm

133 mm

Danielle Younge - Ullman

Ikke alle drømme dør

9 788711 513620

IkkeAlleDrømmeDør_DanielleYoungeUllman_ok.indd 1

29/06/16 10.37


SONAR er til dig, der kan lide at læse om livet. Når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. Du vil møde venskab og vildskab, konflikter og kærlighed, eufori og fortvivlelse. Sonar er dyk ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det, som kan ske, når livet griber fat …

I serien SONAR: For altid af Jennifer L. Armentrout Moskitoland af David Arnold Kun tæt på af Sara Barnard Guderne af Elin Cullhed 99 dage af Katie Cotugno Hjertet er 1 organ af Sarah Engell 21 måder at dø af Sarah Engell Forbandede mødom + Forpulede kærlighed af Sarah Engell Hvis bare du var min af Jenny Han Hvad hjertet ved af Jessie Kirby Sandheden om Alice af Jennifer Mathieu Indespærret af Amy Christine Parker Skal – skal ikke af Kasie West Alt eller intet af Nicola Yoon Ikke alle drømme dør af Danielle Younge-Ullman

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 2

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Danielle Younge-Ullman

Ikke alle drømme dør

Oversat af Louise Urth Olsen

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 3

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Shakespeare-citatet side 167 er fra Henrik den Fjerde, oversat af Edvard Lembcke, P. Haase & Søns Forlag

IKKE ALLE DRØMME DØR Er oversat fra amerikansk efter Everything Beautiful is not Ruined af Louise Urth Olsen Tekst © 2017 Danielle Younge-Ullman First published in the United States of America by Viking, an imprint of Penguin Random House LLC, 2017 Omslag: Malene Henssel Sat med Adobe Caslon Pro Trykt hos Livonia, 2016 ISBN: 9788711513620 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S et selskab i Emont

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 4

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Denne bog er tilegnet min vidunderlige, generøse, søde, morsomme og kloge ener af en mor, Cindy Ullman … der slet ikke ligner Margot-Sophia, men som muligvis har sendt mig på en vildmarkstur engang for længe siden.

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 5

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 6

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


KAPITEL 1

”Ferie” (Peak Wilderness, dag 1)

Kære mor Tak. Virkelig. Jeg kan næsten ikke vente, til det her latterligt lille fly letter for at transportere mig langt ud på fucking Lars Tyndskids mark. Midt i den smukke, uspolerede Moder Natur, mener jeg selvfølgelig. Jeg er ikke bange, hvis det er det, du tror. Det ville være langt mere skræmmende at passe børn, ligesom mine veninder gør, eller være backpacker i Asien uden en voksen. Det her? Det er jo bare træer og søer. Den fantastiske natur. Der er ikke noget at være bange for. Selvom jeg går ud fra, vi er backpackere. På ture ud i naturen fuld af eksotiske insekter og planter og lejrliv, hvilket jeg har forstået betyder sang, køjesenge, ristede skumfiduser, flettede venskabsarmbånd lavet af kviste, præmier til dem, der svømmer i det koldeste vand, og at vi vil lære at fiske og den slags. Jeps, jeg er på vej på ødemarkslejr. Jeg ved godt, du tror, jeg kommer til at hade det og bliver så lille som en kylling og vil hjem. Og at du mener, jeg har brudt vores aftale, hvis det sker. Men du undervurderer mig og min beslutsomhed. For 7

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 7

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


ved du hvad? Jeg har tillagt mig en ny og positiv indstilling. Jeg vil ikke længere være en lille sammenkrøbet og såret hundehvalp. Det er slut. Jeg vil have det godt! Jeg vil have nye venner, finde ind til min indre naturpige. Jeg vil være suveræn og sej og klar til at møde dommedag/voksenlivet/andet uforudset lort, og jeg vil have det sjovt. Og du skal bare se: Jeg kan klare det, jeg er stærk nok til at træffe mine egne beslutninger om min fremtid. Min fremtid. Det burde ikke være nødvendigt, at jeg beviste netop det, efter alt det, jeg har været igennem. Men jeg sagde jo, at det ville jeg, så det gør jeg, og jeg skriver det alt sammen ned i den her dagbog, du har givet mig, som dit eneste forsøg på at opmuntre mig til at ”fordøje det hele”. Et hundrede dagbogssider. Det er rimelig meget fordøjelse, mor. Så nu skal du høre: Jeg har ikke tænkt mig at være sådan en føle-føle-pige, som skriver dagbog. Det her er bare breve. Og det er bare en lejrtur. Hvor slemt kan det være? Selvom jeg ikke er en moderne tomboy, der sagtens kan overleve i naturen, kan jeg altså godt gennemføre det her. Wauw, det har været noget af en dag indtil nu. En ret interessant begyndelse på den her ”ferie”. Når nu det er meningen, at det her skal være sjovt, så lad mig give dig de mest underholdende højdepunkter … Først var der flyveturen. Jeg fik med det samme en følelse af at være udødelig. Det er sikkert grunden til, at de benytter sådan et lille fly; så man rigtigt kan føle luften, man flyver i, føle hvert eneste rystende lufthul, og straks konverterer til alle religioner, man overhovedet kan komme i tanke om, og lover de forskellige guder alt muligt, 8

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 8

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


blandt andet hvor meget bedre et menneske, man vil være, hvis man kommer levende gennem turen. Mission accomplished. Når man så endelig har fast grund under fødderne, på trods af at det er en noget anden jord, end man havde forventet, er man så fandens taknemmelig, at man har lyst til at rulle rundt på jorden og tude. Af glæde, selvfølgelig. Altid af glæde. Og måske er det også, fordi man gerne vil bonde med nogen. For selvom jeg ikke helt havde fået mig gejlet op til at gøre en indsats for at få nye venner endnu, endte det med, at jeg sad der og talte med den stærkt behårede, stærkt lugtende (ikke at det nødvendigvis hænger sammen, men det gør det så i det her tilfælde) person ved siden af mig, da der var for mange lufthuller til, at jeg kunne skrive, blot for at få noget andet at tænke på. Jeg må tilstå, at jeg, på baggrund af det allerførste og meget overfladiske bekendtskab, ikke kunne lide ham. Men det er vigtigt at se forbi fordommene og møde folk med et åbent sind, sådan at man kan se mennesket indeni. Ikke? Det sande menneske inde i denne meget behårede fyr afslørede sig selv temmelig hurtigt, da vi ramte et af de mere kvalmefremkaldende lufthuller, og jeg ved et uheld greb fat i hans arm på det fælles armlæn. ”Åh, undskyld!” udbrød jeg og trak hånden til mig. Og han sagde, med et venligt smil og et blik ned i sit skød: ”Grib du bare fat i en hvilken som helst del af min krop, babe. Det er helt fint med mig.” Jeg elsker virkelig at blive kaldt ”babe” og har kun fået et lillebitte traume ved tanken om, hvad hans lumre smil kunne føre med sig. Det er jo meningen, at jeg skal få mig nogle nye venner, også selvom de er ulækre, stinkende, behårede og perverse … på overfladen. 9

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 9

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Så landede vi. Jeg behøver ikke sige mere. Men jeg kan faktisk godt sige mere. Vi landede på en mark, og det lykkedes først tredje gang. Tredje gang, mor. De første to gange, vi nærmede os og var hjertestoppende tæt på jorden, blev flyet rettet op igen i allersidste øjeblik, millimeter fra at ramme træerne. Vi nuppede faktisk lige et par af de øverste grene på vejen. Jeg havde troet, at det første, vi ville gøre, når vi trådte ud i naturen, var blot at rynke let på næsen, men måske er ægte rædsel en del af alt det sjove …? De fangede i hvert fald min opmærksomhed. Under tredje forsøg sagde piloten rent faktisk noget i stil med: ”Landingsbanen er en smule kortere, end reglerne kræver, men vi skal nok klare det. Hold godt fast!” (betryggende, ik’?), og så hoppede og svingede og rystede vi fremad, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi var vildt tæt på at hamre ind i træerne på vejen. Hey, fik jeg sagt, at der ikke var nogen landingsbane? Eller en lufthavn? Niks. Kun en meget bumlet, ikke særligt lang mark. Til sidst holdt flyet stille, og piloten råbte: ”Der snød vi igen døden!”, og jeg tumlede, bleg, vaklende og rystet helt ind i sjælen, ud af flyet og ned ad trappen, ned på jorden. Min forbindelse til jorden var så intens i det øjeblik. Så dyb. Da jeg kiggede op igen, var vores bagage blevet smidt ud af flyet, og piloten var trådt ind i sin lille himmelvogn igen. Og inden nogen af os overhovedet havde fået chancen for at tænke over det, lettede han i allerførste forsøg og forsvandt op i den blå himmel – og beviste dermed, at det kun er det at lande og flyve, han er så pissedårlig til … Så stod vi der med en bunke bagage, midt i den gudsforladte ødemark, aka den nordlige del af Ontario, Canada. 10

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 10

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Jeg vaklede afsted chokeret og forundret over den noget bratte levering. Chokeret over, at himlen var så uventet stor, den manglende by rundt om mig så enorm, ja, over bare det at være her, fordi det som så meget andet ikke føltes helt rigtigt. Nå, men … Sikke en oplevelse. Kærlig hilsen Ingrid Jeg sætter mig på min rejsetaske, og selvom det er længe siden, jeg har været social, prøver jeg at få øjenkontakt med nogle af de andre lejrdeltagere (bortset fra Den behårede, hvis blik jeg bevidst undgår). Men alle de andre er enten i deres egen verden eller stadig i chok over flyturen og landingen, og ingen prøver at fange min interesse. Det er både underligt og nedslående nok til at sende mig direkte på tilbagetog. Og så ankommer myggene. Jeg taler ikke om et rimeligt antal myg. Jeg taler om en sand plage, om myg i bibelske dimensioner. Jeg har nægtet at tænke på den her tur i flere måneder, gjort mit bedste for at lade, som om den slet ikke ville komme, men så fik jeg endelig taget mig sammen for et par dage siden. Jeg tog pakkelisten op af den skrivebordsskuffe, jeg havde proppet den ned i tilbage i februar, og memorerede den, nærmest OCD-agtigt, så jeg var sikker på, at jeg fik pakket alt det, der stod på den, og mere til, samtidig med at jeg forsøgte at komme i tanke om alt det, min mors chefs datter, Ella, havde fortalt os om sin ”livsforandrende” oplevelse i Peak Wilderness. (Ellas hurtige referat af eventyret, fortalt til en sommerfest på min 11

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 11

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


mors arbejde for to år siden, komplet med ord som ”intens” og ”mystisk”, var uden tvivl det, der inspirerede min mor til at tvinge den samme oplevelse ned i halsen på mig. Det var også Peak Wilderness, som resulterede i, at Ella besluttede sig for at læse jura). Blot for at sige, at jeg godt vidste, der ville være myg. Jeg er forberedt. Jeg dykker ned i min rejsetaske, finder min naturparfume, der også fungerer som myggespray, og dupper den på mine pulspunkter. Rundt om mig er de andre lejrdeltagere i færd med det samme, men jeg lægger med det samme mærke til, at jeg er den eneste, der bruger en naturlig, ikke giftig myggespray – alle de andre bruger en af de der superstinkende slags. Som om ingen af dem har fået meddelelsen om, at hele turen handler om naturen og om at passe på miljøet og alt det. En af lejrlederne – manden og kvinden, der kort præsenterede sig i lufthavnen – sætter dem vel hurtigt på plads. To minutter senere bliver jeg stadig stukket, selv gennem tøjet, hvilket betyder, at få dråber på mine pulspunkter ikke var nok. Godt så. Jeg tager min fine myggespray op af tasken igen og giver hele kroppen en tur. Desværre går det snart op for mig, at det er supermyg, immune over for mit fantastiske ”naturlægemiddel”. De er målrettede og sultne, og jeg er deres mad. Så begynder jeg at slå dem ihjel en ad gangen. Jeg er kommet til den niende, da jeg får øjenkontakt med en dreng, som pludselig står lige foran mig. Da jeg ser hans ansigt, er det, som om alt inden i mig trækker sig sammen, og i et kort øjeblik glemmer jeg at trække vejret. 12

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 12

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Han minder mig om Isaac – han ligner ham ikke, det er ikke det, men der er noget ved hans kæbe og de mørkeblå øjne, der minder så meget om Isaac. Da mit indre har foldet sig ud igen, ser jeg selvfølgelig med det samme, at han overhovedet ikke ligner Isaac. Han er højere, og han har noget tøj på, som Isaac aldrig kunne drømme om at trække i – afklippede jeans og en T-shirt så stram, at den er lige ved at sprække rundt om hans triceps og biceps … og alle de andre muskelgrupper, jeg har lært om i biologi, men glemt, hvad hedder. Desuden er han kronraget, og der er ikke et strejf af sødme over ham. Det er i virkeligheden kun øjnene. Og selv de ville kun ligne Isaacs, hvis nogen tog Isaac og tvang ham i militæret eller med i en rå bande og så spyttede ham ud i den vilde natur igen. Jeg er bare underlig. For måske er jeg stadig en lillebitte smule besat af Isaac. Det gør stadig ondt, og jeg er stadig forvirret, hver gang jeg tænker på ham. Kære Isaac … Jeg kunne også skrive breve til ham i min fancy dagbog. Jeg har haft så ufatteligt mange imaginære samtaler med ham i det sidste halvandet års tid, mens afstanden mellem os blev større og større, tyk og uigennemtrængelig som arvæv, som en tåge, der hænger tungt over byen en hel dag, indtil vi begge var så gode til vores nye roller som mennesker, der ikke betyder noget for hinanden, at det var umuligt at bryde fri af dem. Men det føles stadig ikke endeligt afsluttet. Dødt, men ikke begravet. Eller begravet, men ikke dødt. Hvad ville der ske ved at skrive et brev til ham? Jeg har jo ikke tænkt mig at sende det – det føles bare så lamt at skrive Kære dagbog, eller hvad man nu skriver. Nej. Det er noget af det, jeg ikke skal tænke på. 13

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 13

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Det er der pænt meget af. Min hånd glider ned til det sted på mit skinneben, hvor der indtil for tre uger siden var sting. Det burde ikke gøre ondt mere. Det gør ikke ondt mere … kun nogle gange, når jeg tænker på det, jeg ikke burde tænke på, for eksempel, så dunker det og gør ondt, og indimellem sendes en varm, stikkende smerte op gennem mit ben. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke giver nogen mening, men det er rigtigt; når smerten kommer, er den ægte. Og jeg har ondt nu. Jeg trækker vejret, og en myg forsøger at sætte sig på min næse. Jeg klapper i hænderne, og fyren siger med en stemme så langt fra Isaacs: ”Jeg tror ikke, det der hjælper.” ”Nej, måske ikke lige nu,” svarer jeg, klapper igen i hænderne og sætter endnu en streg på min imaginære liste over døde myg. Elleve styk. Han hæver et spørgende øjenbryn, og jeg tøver. Alt, hvad jeg gør, eller ikke gør, kræver en beslutning. Og en beslutning kræver energi. Og al den energi, man bruger på at træffe en beslutning om alt muligt latterligt, fjerner energi fra det, der er vigtigt. Det har jeg lagt mærke til gennem de seneste par måneder. Jeg har en begrænset mængde energi. Nogle dage har jeg ingen. Jeg har en lille smal stribe af ting, jeg vil lukke ind, og en masse, jeg ikke vil slippe ind, og jeg er nødt til at holde fokus på dem, og kun på dem. Ellers bliver det ubehageligt. Smertefuldt. Og alligevel beslutter jeg mig for at besvare spørgsmålet, for fyren ser ret vedholdende ud, og derfor kræver det måske mere energi ikke at gøre det. ”Alle hunmyggene lægger et absurd stort antal æg, fem hundrede mindst,” siger jeg, ”hvis halvdelen af dem, der stikker, er hunner, så lægger de altså hver især fem hundrede æg, og det betyder, at der kommer noget i stil med femogtyve tusind myg, 14

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 14

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


når de er færdige med at formere sig senere på sommeren. Fra én hunmyg. Derfor forhindrer du potentielt cirka tre millioner syvhundrede og halvtreds tusind myg i at blive født senere, hver gang du slår en myg ihjel.” Der kan I bare se. Naturpigen. Det er mig. Ikke-Isaac hæver et hånligt øjenbryn, smiler næsten og trasker så væk. Desværre overfalder bæsterne mig stadig, og jeg indser, at jeg er nødt til at overgive mig til giftsprayen. Jeg vil rulle mig i giften, bade i den, hvis bare det holder de satans myg væk. Jeg har selvfølgelig ikke noget, og jeg har ikke tænkt mig at tigge noget hos nogen af de andre allerede den første dag – især ikke, når de alle sammen er så generte/underlige/uvenlige/perverse. Jeg er ret sikker på, der må være en eller anden form for butik, hvor jeg kan købe det, jeg får brug for. Jeg er nødt til at overleve – og stinke som et bordel – indtil da. Så selvom det er sindssygt varmt, og der ikke er nogen skygge, og det ikke ser specielt cool ud, propper jeg bukserne ned i strømperne, dykker ned i rejsetasken igen og overvejer et kort sekund at iføre mig den totalt langt ude-myggenetshat, min mor har købt til mig. Men jeg har lovet min bedste veninde, Juno, aldrig at gå med den. Hun ville jo ikke få det at vide, men alligevel. I stedet hiver jeg en hættetrøje op af tasken og binder hætten så stramt, at det kun er min næse og mine øjne, der er blottede. ”Hvorfor dækker du dig til, lækre?” Den behårede, selvfølgelig. ”Du ødelægger min dag.” ”I lige måde,” mumler jeg inde i hætten og strammer den endnu mere. Antal døde myg: femogtredive. Jeg kan faktisk godt lide naturen, men det her er jo latterligt. 15

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 15

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Kære mor Jeg sidder stadig herude på marken. Vi venter åbenbart på en eller anden fyr i en varevogn, men der er gået en time nu, og jeg skal tisse. Jeg rejser mig og går hen til de to ledere. Det er Bonnie, klædt i Moder Jord-campingoutfit, med langt hennafarvet hår og brune øjne, som sidder langt fra hinanden. Og det er Pat: senet, ikke meget hår, mørk hud og eftertænksomme brune øjne. Han har en T-shirt på, helt blød og falmet efter at have været vasket en milliard gange, seje cargobukser og en vest med utallige lynlåse og lommer med knapper, som han hele tiden klapper på. Det er ham, man skal gå til, hvis man mangler sygrej, en dåseåbner, en hemmelig proteinbar. ”Øh, hej, jeg hedder Ingrid,” siger jeg til dem. ”Hej Ingrid,” siger de på samme tid, og så siger Pat til Bonnie: ”Den tager jeg.” Og hun går væk. ”Jeg skal …” Jeg tøver, pinligt berørt. Du har altid sagt, at damer ikke taler om kroppens funktioner, mor, så det gør jeg ikke. ”Ja?” ”Øh … er vi snart i nærheden af … noget civilisation?” ”Civilisation?” siger Pat. Jeg rømmer mig. ”Toiletter.” Han rynker panden. ”Eller … et toiletskur?” Jeg krymper mig. Jeg havde håbet, der ville være rigtige toiletter, men forbereder mig på det værste. Jeg kan kun forestille mig, hvor mange myg der vil være på et toiletskur herude. For slet ikke at nævne lugten. ”Nej, nej, vi har ingen skure her,” svarer Pat. ”Nå. Ha, ha, pyha!” siger jeg og smiler for første gang. ”Hvor er jeg dum.” 16

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 16

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


”Jaa, du kan bare …” Pat slår ud med armen over mod skoven. Nu er det min tur til at rynke panden. ”Hvad … kan jeg bare?” ”Gå derind,” siger han. ”Har du brug for noget papir?” Han stikker hånden i en af de større lommer og finder en lillebitte rulle toiletpapir frem. ”Nå ja, okay,” siger jeg og tager noget papir. Toiletterne er altså ikke så veludstyrede, men det er i det mindste ikke et skur. Jeg peger i den retning, han pegede før. ”Er det derinde?” ”Undskyld … men hvad mener du?” siger Pat. ”Hvad er der derinde?” ”Toiletterne.” Han kigger på mig, som om jeg er sindssyg. Hallo, det er sgu da ham, der peger ret upræcist på en række træer, som om jeg bare kan regne ud, hvor toiletterne er. ”Hvilke toiletter?” spørger han. ”Toiletterne. Du sagde, at toiletterne var …” Min stemme forsvinder. Åh nej. Nej, nej, nej. Jeg rømmer mig. ”Nåh, det, du siger, er …” ”Det, jeg siger, er, at du tager dit toiletpapir og finder et sted inde i skoven,” siger han. ”Du skal bare huske at grave et hul til toiletpapiret bagefter. Vi vil gerne efterlade naturen, som vi finder den.” ”Grave et …? Undskyld … Hvad?” ”Lige meget,” siger han og kigger på mig, som om det er mig, der er vanvittig. ”Bonnie kommer med alle detaljerne i morgen. Hvis du ikke vil gå ind i skoven, kan du bare gå væk fra vejen her og længere ud på marken, hvor græsset er højt.” ”Hvor græsset er højt …” gentager jeg forvirret og vantro, da jeg bakker væk fra ham. ”Jeg … det er helt o.k. Jeg venter bare.” 17

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 17

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Så, mor, nu sidder jeg her og venter. Og tænker. Og det, jeg tænker på, er, at lejren, hvis vi overhovedet når frem til den, bliver en lille smule mere rustik, end den så ud i brochuren. Det er for eksempel muligt, at jeg ikke kan bruge min genopladelige lommelygte. Jeg har heldigvis pakket et par ting, som vil gøre en hvilken som helst situation lidt nemmere, så jeg er stadig optimistisk. Love, altid Ingrid Da optællingen af døde myg runder de hundrede, og jeg nu også tager mig af gigantiske sorte fluer – de bæster kan faktisk bide gennem tøj – overgiver jeg mig og tager myggenetshatten på. Alle de andre har dem også, på nær Den behårede, en pige, hvis kæderygning umuliggør det, en anden pige, der er gemt bag et fedt lag makeup og tager selfies ovenfra (jeg går ud fra, man bedre kan se hendes kavalergang fra den synsvinkel) med en mobiltelefon, jeg ved, hun ikke får lov at beholde, og så lederne. Endelig kan jeg høre noget i det fjerne – et køretøj. Lyden tager til, og så ankommer det, dukker frem i et hul mellem træerne og stopper lige foran os. Redningen. Endelig. Vi skal godt nok sidde lidt tæt inde i bilen, vi elleve – ni deltagere, to ledere – men jeg er så lettet, at jeg kunne kysse chaufføren, som jeg stadig ikke har set. En enorm og muskuløs rødhåret mand folder sig ud fra førersædet, går hen til os og stiller sig med spredte ben, hænderne i

18

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 18

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


siden og glor på os, som om vi har vækket ham fra hans vinter­ dvale, snuppet den sidste kop kaffe eller noget tredje i samme stil. ”Jeg hedder Duncan,” siger han, ”og jeg skal sørge for, at I alle er her, pakket og klar til at tage afsted.” Duncan finder et stykke papir frem, folder det ud og bjæffer vores navne. ”Seth!” En sød fyr, som har syet sine standardcargopants om, så de er lige så stramme som skinny jeans, siger: ”Jaa …?” Duncan nikker til Seth og fortsætter. ”Jin!” Kæderygeren, en storbyagtig asiatisk pige med blå, lilla og lyse striber i sit korte, sorte hår, vinker slattent til ham. ”Melissa!” En høj, atletisk blondine med store øjne rækker prøvende hånden i vejret. ”Bob!” ”Jeg hedder faktisk Peace,” siger Den behårede. En tøven, så: ”Du er registreret som Bob.” ”Jeg er blevet gendøbt. Peace. Det er en vigtig del af min personlige rejse. Jeg reagerer kun på Peace.” Duncan grynter og fortsætter. Peace? Hvor langt ude kan man være? ”Ingrid!” ”Ja, det er mig.” ”Og du er ikke blevet gendøbt?” ”Øhm, nej.” Jeg smiler, klar til at tage del i joken, men Duncan stirrer bare på mig, indtil jeg kigger væk. ”Tavik!” Ikke-Isaac-med-de-svulmende-muskler kigger op. ”Yo.”

19

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 19

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Så følger to drenge, som står og slår hinanden på skuldrene og klukler som to seksårige. De hedder Harvey og Henry og viser sig at være brødre. Tvillinger, måske? Og til sidst er der Ally, den pænt buttede, men alt for malede pige, der endelig er holdt op med at tage selfies og dupper sit ansigt og bryst med en bandana. ”Det var de sidste,” siger Duncan og kommer hen til mig. ”Du … Ingrid.” ”Ja?” ”Du har ikke pakket.” ”Jo, jeg har.” Jeg retter ryggen og peger på min rejsetaske. ”I rygsækken,” siger han og peger på en stak rygsække, jeg ikke har lagt mærke til før. ”Åh,” fremstammer jeg. ”Der var ingen, som sagde …” ”Der var ingen, som sagde!” efteraber han med skinger stemme. ”Op at stå, unge dame, tag en rygsæk.” Han er stor og knurrende og i besiddelse af både bil og nøgler, så jeg må hellere gøre, som han siger. Jeg snupper et par af de beskidte rygsække, vælger den mindst ulækre, og går hen til min taske … Og stopper så op ved synet af Duncan, der sidder på hug ved min bagage, i fuld gang med at gennemrode mine ting, i fuld gang med at røre ved mine ting, mine strømper, mine T-shirts, mine toiletting, mit undertøj … Han holder det op, så folk kan se det hele, inden han smider det på jorden. ”Hvad laver du?” Jeg løber over til ham og begynder at samle det hele sammen. Han holder min bog, Krig og fred, op i luften, betragter den, som var den ulovlig. ”Den her skal ikke med i rygsækken.” ”Men …” 20

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 20

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


”Alle skal bære en portion af madrationerne,” siger han. Måske er det lugten, varmen, men jeg vil godt vædde med, at jeg hørte ham sige noget i stil med ”madrationer” og ”bære”. Madrationer og bære, det var det, han sagde. ”Min opgave er at sikre, at du har det, du har brug for!” udbryder han, da jeg står der og glor på ham. ”Og kun det, du har brug for. Om fem dage er du ansvarlig for middagen, du har gået hele dagen, og dine kammerater bliver rasende, når du fortæller dem, at du har taget en bog med i stedet.” ”Jeg havde selvfølgelig ikke tænkt mig at tage den med, når vi er ude at gå, men om aftenen …” Han måber, smider bogen fra sig, griber fat i noget andet. Det er den lysegrønne fleecehættetrøje – en af dem, mor har købt til mig. ”Vil du godt lade den være?” snerrer jeg. Han fnyser, mumler et eller andet om at være ”noget af en opgave”, lader mig beholde den, men fortsætter med at minimere min oppakning. Ja, jeg har styr på pakkelisten. Og ja, jeg har tre par bukser med i stedet for to, hvis man tæller dem med, jeg har på, og seks bluser, ikke fire, et par ekstra sokker, noget undertøj plus en bikini og en badedragt. Og dagbogen – den i læder og med bindebånd – og bogen, fordi den er på pensum i det efterårssemester, jeg håber at være en del af. Jeg kan lige så godt slå to fluer med ét smæk, når jeg er herude og indfrier min del af den aftale, jeg har lavet med mor. Desuden er der et par ting mere i min taske, som ikke stod på listen, fordi listen var så kort, at jeg tænkte, den kun dækkede det allermest basale – det absolutte minimum. Derudover var jeg en anelse nervøs for at fare vild, for ikke at komme levende gennem 21

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 21

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


et voldsomt uvejr, for at nogle skulle komme til skade på de ture, hvor vi skulle overnatte ude (Ellas hold sov i telt tre nætter). Så jeg tilføjede et kompas, et regnslag, stearinlys, nødblus, en lille førstehjælpskasse, et par pakker pulverkaffe og et par andre ting. Ingen af dem var urimelige. De ligger alle sammen i min taske, fordi jeg, der aldrig har prøvet noget i den her stil, gerne vil være forberedt. Ikke desto mindre har jeg på bare fem minutter mistet en tredjedel af mine ejendele, inklusive min biologisk nedbrydelige shampoo og balsam, som rent faktisk stod på listen, men som åbenbart skulle være i rejsestørrelser. Den lillebitte smule bagage, jeg gerne må beholde, bliver proppet ned i den stinkende rygsæk, og resten bliver puttet ned i min rejsetaske igen. Det er noget usikkert, hvornår jeg får det tilbage igen. Jeg kniber læberne sammen, synker og forsøger at undgå at gå i panik. Duncan gennemgår alles ting på samme måde, bare hurtigere. Det varer ikke længe, før jeg forstår hans kontante facon en smule bedre, da hans bunke med alt det forbudte fra folks bagage også indeholder sprut, små poser med noget, der ligner blade, og til og med piller. Jeg er overrasket over, at folk har forsøgt at tage alt det med på den her tur, men endnu mere overrasket over, at det ikke lader til, at det får nogen konsekvenser, ud over Duncans ætsende kommentarer. Da han når til Jin og vil inddrage hendes cigaretter, kæmper hun stædigt imod og finder endda et brev frem. ”Fra min læge,” siger hun, nærmest snerrende. ”Det er urtecigaretter, ingen nikotin, og jeg har brug for dem.”

22

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 22

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


Duncan skanner brevet, sender Pat et spørgende blik. Pat nikker, Duncan trækker på skuldrene og lader hende beholde cigaretterne. Til sidst hjælper han os med at fordele en bunke ekstra bagage, blandt andet metalstænger i forskellig størrelse, lærredsindpakkede bylter og små pakker, der tilsyneladende er mad – så vores rygsække er pakket til bristepunktet. Nu ville jeg ønske, han faldt død om, og selvom han fandt så mange forbudte stoffer i de andres bagage, synes jeg, han tager det her job alt for seriøst. Men det er ham, der skal køre os til lejren. Så. Okay. Jeg har alligevel ikke brug for alle mine ting. Krig og fred var måske også en anelse for ambitiøs, min sindstilstand taget i betragtning. Og sikke en lettelse at være fri for latterlige ting som rent tøj. Det er kun tre uger, ik’? To par trusser burde være mere end nok til en naturpige in spe som mig. Ingen grund til det stigende hysteri, der drøner rundt inden i mig. Jeg tager min rejsetaske, sætter den ind i bilen med en passende grimasse og går så tilbage efter min rygsæk. Vi kommer til at sidde som sild i en tønde inde i den bil, og jeg kan ikke gennemskue, hvordan det skal kunne harmonere med færdselsloven, men der vil i det mindste ikke være nogen myg. Og forhåbentlig er det en kort tur, ikke for bumpet, for jeg ville være skrækslagen bange for at tisse i bukserne. Men i samme øjeblik jeg forsøger at løfte min rygsæk – shit, den er tung! – kan jeg høre dørene smække, og netop da jeg ven-

23

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 23

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


der mig rundt, hopper Duncan ind på forsædet, smækker døren, starter motoren … og kører væk. Som i væk … uden mig. Uden os alle sammen. Oh. My. God. Det ringer for mine ører, muligvis som følge af det skrig, jeg holder tilbage, og jeg har en fornemmelse af at falde for fuld kraft, ned ad en rutsjebane, ud fra en klippe. Jeg står her, forpustet og ude af balance, ude af stand til at tænke klart eller berolige mig selv, og jeg ved, at det er en overreaktion, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg tænder ikke på den her slags overraskelser. Jeg kan ikke lide at blive efterladt … for anden gang på samme dag. Tredje gang, hvis man tæller afleveringen i lufthavnen i morges med. Som om jeg ikke allerede kæmper nok med angsten for at blive forladt.

24

IKKE ALLE DRØMME DØR af Younge-Ullman - TIL SÆTNING.indd 24

12/05/1938 SAKA 5:47 pm


133 mm

Ikke alle drømme dør

Men det er langt fra en drømmetur. De andre på turen er ’utilpassede unge’, omgivelserne er rædselsfulde og Ingrid hader hvert øjeblik, for turen roder op i nogle tanker om et tab, som hun har nægtet at se i øjnene.

Danielle Younge-Ullman

17-årige Ingrid skal på overlevelsestur for at bevise over for sin familie, at hun er i stand til at gennemføre de ting, hun drømmer om.

29,8 mm

133 mm

Danielle Younge - Ullman

Ikke alle drømme dør

9 788711 513620

IkkeAlleDrømmeDør_DanielleYoungeUllman_ok.indd 1

29/06/16 10.37

Ikke alle drømme dør - læseprøve  

En stærk bog om stor sorg, om at erkende tab og stadig føle sig hel, selvom din verden er knust...

Ikke alle drømme dør - læseprøve  

En stærk bog om stor sorg, om at erkende tab og stadig føle sig hel, selvom din verden er knust...