Et øjeblik smiler vi til hinanden uden at sige noget. “Øhm, skal du ind?” spørger han til sidst. Jeg ser op på døren. “Ja.” Og så gør jeg det. Jeg følger efter ham ind på posthuset. Det er ikke engang en beslutning. Eller hvis det er, har min krop allerede truffet den. Der er et eller andet ved ham. Der er en trækken i mit bryst. Der er en følelse af, at jeg må lære ham at kende, som om det er uundgåeligt. Okay, nu indrømmer jeg noget, og jeg ved godt, at det sikkert er sådan noget, som får folk til at krympe sig, men det er der så ikke noget at gøre ved. Hør nu bare, hvad jeg har at sige. Jeg tror på kærlighed ved første blik. På skæbnen og universet og alt det der. Men ikke sådan, som man skulle tro. Jeg mener det ikke på sådan en vores sjæle blev skilt ad, og du er min bedre halvdel nu og i al evighed-måde. Jeg tror bare på, at der findes folk, som det er meningen, man skal møde. Jeg tror på, at universet puffer dem ind på ens sti. Selv på tilfældige mandag eftermiddage i juli. Selv ved posthuset. Men lad os nu være ærlige – det er ikke et almindeligt posthus. Det er stort nok til at være en balsal, med spejlblanke gulve og rækker af nummererede postbokse, og der er helt seriøst også skulpturer, som på et museum. Papkassedreng går hen til en kort disk tæt ved indgangen, stiller pakken ved siden af sig og begynder at udfylde en adresseseddel. Så jeg tager en ekspres-kuvert fra et stativ i nærheden og driver hen mod hans disk. Super casual. Det her behøver 8
HVIS DET ER OS_indhold_trykklar.indd 8
21/08/18 5:51 pm