Page 1

22,5 mm

JENNY HAN

Med dæmpet stemme siger Peter: ”Bare så

du ved det, så har jeg altså ikke nogen kønssygdomme.”

E N N E W Y O R K T I M E S BESTSELLER

JENNY HAN

”Jeg har aldrig sagt, at du havde nogen kønssygdomme!” ”Det var det, du skrev. I brevet. At jeg er en egoistisk fyr, som går rundt og giver piger kønssygdomme. Ikke?” ”Hvilket brev? Jeg har aldrig skrevet noget brev til dig!” Hov. Vent. Jo, det har jeg. Jeg skrev faktisk et brev til ham for omkring en milliard år siden. Men det er ikke det brev, han taler om. Det kan det ikke være.

Lara Jean skriver hemmelige kærlighedsbreve til de drenge, hun har været forelsket i, for at komme over dem. Især ham, som hendes storesøster blev kæreste med, for ham må hun aldrig tænke på igen. Brevene gemmer hun i en hemmelig æske – indtil nogen en dag sender alle brevene. Pludselig er Lara Jeans hemmeligheder ikke så hemmelige længere, og hendes kærlighedsliv går fra ikke-eksisterende til ude af kontrol.

hvis bare du var min cover.indd 1

03/09/15 11.53


Jenny Han

Pü dansk ved Randi Bjerre Høfring


Sonar er til dig, der kan lide at læse om livet. Både når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. Du vil møde venskab og vildskab, konflikter og kærlighed, eufori og fortvivlelse. Sonar dykker ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det, som kan ske, når livet griber fat …

Hvis bare du var min Af Jenny Han Oversat fra engelsk af Randi Bjerre Høfring efter To All the Boys I’ve Loved Before Copyright © 2014 by Jenny Han. Published by arrangement with Folio Literary Management, LLC and Ulf Töregård Agency AB All rights reserved Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2015 Først udgivet af Simon & Schuster BFYR, an imprint of Simon & Schuster Children’s Publishing Division, 1230 Avenue of the Americas, New York, New York 10020 Omslagsfoto: © 2014 by Anna Wolf Omslagsdesign: Lucy Ruth Cummins Sat med Adobe Caslon Pro og trykt hos Livonia Print, 2016 ISBN 9788711458068 1. udgave, 1. oplag, 2015 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen

‒ et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Af samme forfatter: Den sommer alting ændrede sig


Til min søster, Susan – Han-piger for evigt


Jeg kan godt lide at gemme ting. Ikke vigtige ting som dåbsattester eller kostbare smykker eller eksamensbeviser. Fjollede ting. Porcelænsklokker, den slags, som man kan få i souvenirbutikker. Kageudstikkere, som man aldrig kommer til at bruge, for hvem har brug for en småkage formet som en fod ? Bånd til håret. Kærlighedsbreve. Men ud af alle de ting, som jeg gemmer, er mine kærlighedsbreve nok min mest dyrebare ejendom. Jeg opbevarer mine breve i en turkis hatteæske, som min mor købte til mig i en vintagebutik inde i byen. Det er ikke kærlighedsbreve, som andre har skrevet til mig. Dem har jeg ikke nogen af. Det her er breve, som jeg har skrevet. Der er et for hver dreng, som jeg nogensinde har været forelsket i – fem i alt. Når jeg skriver, fortæller jeg alt. Jeg skriver, som om han aldrig vil læse det. For det vil han aldrig. Hver eneste hemmelige tanke, hver eneste omhyggelige iagttagelse, alt, jeg har gemt og sparet sammen inden i mig – alt det skriver jeg i brevet. Når jeg er færdig, lukker jeg kuverten, jeg skriver adresse på, og derefter lægger jeg det ned i min petroleumsblå hatteæske. Det er ikke kærlighedsbreve i ordets egentlige betydning. Mine kærlighedsbreve er til, når jeg ikke vil være forelsket længere. For efter at jeg har skrevet brevet, er jeg ikke længere opslugt af min altopslugende kærlighed. Jeg kan spise morgenmad uden at spekulere på, om han også kan lide at få bananer på sine Cheerios ; jeg kan synge med på kærlighedssange uden at synge dem til ham. Hvis kærlighed er som en besættelse, så er brevene måske min eksorcisme. Brevene gør mig fri igen. Eller det er det i det mindste meningen, at de skal gøre. 7


8


1

Josh er Margots kæreste, men man kan nok godt sige, at hele min familie er en lille smule forelsket i ham. Det er svært at sige, hvem der er mest forelsket. Før han blev Margots kæreste, var han bare Josh. Han har altid været her. Jeg siger ’altid’, men det er ikke helt rigtigt. Han flyttede ind ved siden af for fem år siden, men det føles som altid. Min far elsker Josh, fordi han er en dreng, og far er omgivet af piger. Jeg mener det: Hele dagen lang er han omgivet af hunkønsvæsner. Min far er gynækolog, og han er også tilfældigvis far til tre døtre, så det er bare piger, piger, piger hele dagen. Han kan også godt lide Josh, fordi Josh kan lide tegneserier, og fordi han gider tage med ham på fisketur. Far forsøgte engang at tage os med på fisketur, og jeg græd, da jeg fik mudder på skoene, og Margot græd, da hendes bøger blev våde, og Kitty græd, fordi hun praktisk talt stadig var en baby. Kitty elsker Josh, fordi han gider spille kort med hende og ikke keder sig. Eller i det mindste lader han, som om han ikke keder sig. De indgår aftaler med hinanden – hvis jeg vinder den næste hånd, skal du lave en ristet sandwich med crunchy peanutbutter og uden skorper til mig. Det er Kitty. Og der er så godt som aldrig noget crunchy peanutbutter, og Josh siger, at det bare er ærgerligt ‒ vælg noget andet. Men så plager og plager Kitty ham, indtil han løber ud og køber noget, for sådan er Josh. Hvis jeg skulle sige, hvorfor Margot elsker ham, tror jeg, at jeg måske ville sige, at det er, fordi vi alle gør det. Vi sidder i stuen, og Kitty er i gang med at klistre billeder af 9


hunde fast på et gigantisk stykke pap. Overalt omkring hende er der stumper og stykker af papir. Mens hun nynner for sig selv, siger hun: ”Når far spørger, hvad jeg ønsker mig til jul, siger jeg bare: ’Du kan vælge en af alle de her racer, og så har vi en aftale’.” Margot og Josh sidder i sofaen, og jeg ligger på gulvet og ser fjernsyn. Josh har lavet en stor skål popcorn, og jeg helliger mig håndfuld efter håndfuld af dem. En parfumereklame dukker op på skærmen: En pige løber gennem gaderne i Paris i en orkidéfarvet halter-kjole, der er lige så tynd som silkepapir. Hvad jeg ikke ville give for at være den pige i den silkepapirkjole, der løb omkring i Paris om foråret ! Jeg sætter mig op så hurtigt, at jeg får en popcornkerne galt i halsen. Ind imellem host siger jeg: ”Margot, lad os mødes i Paris, når jeg har ferie til foråret !” Jeg ser allerede mig selv snurre rundt med en pistaciemacaron i den ene hånd og en med hindbær i den anden. Margots øjne lyser op. ”Tror du, at far vil give dig lov til det ?” ”Ja, selvfølgelig. Det er jo kultur. Han bliver nødt til at give mig lov.” Men det er rigtigt, at jeg aldrig har fløjet alene før. Og jeg har heller aldrig været ude af landet før. Ville Margot møde mig på hotellet, eller ville jeg blive nødt til at finde hen til vandrehjemmet på egen hånd? Josh må kunne se, at jeg pludselig bliver bekymret, for han siger: ”Det skal du ikke være bange for. Jeres far vil helt sikkert lade dig tage af sted, hvis jeg tager med dig.” Jeg klarer op. ”Ja ! Vi kan bo på vandrehjem og kun spise kager og ost til alle måltider.” ”Vi kan besøge Jim Morrisons grav,” byder Josh ind med. ”Vi kan tage på et parfumerie og få lavet vores egen personlige duft !” jubler jeg, og Josh fnyser. 10


”Øhm, jeg er rimelig sikker på, at det ville koste det samme ’at få lavet vores dufte’ på et parfumerie som en hel uge på vandrehjem,” siger han. Han puffer til Margot. ”Din søster har storhedsvanvid.” ”Hun har altid været den mest fancy af os tre,” medgiver Margot. ”Hvad med mig?” klynker Kitty. ”Dig ?” håner jeg. ”Du er den mindst fancy Song-pige. Jeg er nødt til at tigge dig om at vaske dine fødder om aftenen, for slet ikke at tale om at tage et bad.” Kitty bliver stram og rød i ansigtet. ”Det var ikke dét, jeg talte om, din narhat. Jeg talte om Paris.” Jeg vifter hende let af. ”Du er for lille til at bo på vandrehjem.” Hun mosler hen til Margot og kravler op på hendes skød, selv om hun er ni år, og ni år er for gammel til at sidde på folks skød. ”Margot, du vil da godt lade mig komme med, ikke ?” ”Måske kunne det være en familieferie,” siger Margot og giver hende et kys på kinden. ”Du og Lara Jean og far kunne alle sammen komme.” Jeg rynker panden. Det er overhovedet ikke den tur til Paris, som jeg forestillede mig. Hen over Kittys hoved siger Josh lydløst til mig: Vi snakker om det senere, og jeg giver ham en diskret thumbs-up. Det er senere samme aften, og Josh er for længst gået. Kitty og vores far sover. Vi er i køkkenet. Margot sidder ved bordet med sin computer, og jeg sidder ved siden af hende og triller småkagedej i kugler, før jeg dypper dem i kanel og sukker. Jeg laver snickerdoodles for at blive gode venner med Kitty igen. Da jeg var inde for at sige godnat, rullede Kitty om på den anden side og ville ikke snakke med mig, fordi hun stadig er overbevist om, 11


at jeg vil forsøge at forhindre hende i at komme med på Paristuren. Min plan er at sætte snickerdoodles på en tallerken lige ved siden af hendes pude, så hun vågner op til duften af friskbagte småkager. Margot er endnu mere stille end normalt, og så, ud af det blå, ser hun op fra computeren og siger: ”Jeg slog op med Josh her til aften. Efter at vi havde spist.” Min dejkugle falder ud mellem fingrene på mig og ned i sukkerskålen. ”Altså, det var nu, det skulle gøres,” siger hun. Hendes øjne er ikke rødrandede, så hun har ikke grædt, tror jeg ikke. Hendes stemme er rolig og sikker. Enhver, der så på hende, ville tro, at hun var helt okay. For Margot er altid helt okay, selv når hun ikke er det. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du var nødt til at slå op,” siger jeg. ”Bare fordi du skal på college, betyder det da ikke, at du er nødt til at slå op.” ”Lara Jean, jeg skal til Skotland, ikke UVA eller et andet universitet i Virginia. Saint Andrews ligger over seks tusind kilometer væk.” Hun skubber sine briller på plads. ”Så hvad skulle pointen være med det ?” Jeg fatter slet ikke, at hun kan finde på at sige det. ”Pointen er, at det er Josh. Josh, som elsker dig højere, end nogen anden dreng nogensinde har elsket en pige !” Margot vender øjne, da jeg siger det. Hun synes, at jeg er overdrevet dramatisk, men det er jeg ikke. Det er sandt – det er så højt, Josh elsker Margot. Han ville aldrig så meget som se på en anden pige. Pludselig siger hun: ”Ved du, hvad mor engang sagde til mig ?” ”Hvad ?” Et øjeblik glemmer jeg alt om Josh. For ligegyldigt 12


hvad jeg foretager mig – om Margot og jeg er midt i et skænderi, om jeg er lige ved at blive ramt af en bil – så vil jeg altid stoppe op og lytte til en historie om mor. Hver eneste detalje, hvert eneste minde, som Margot har, vil jeg også have. Men jeg er alligevel bedre stillet end Kitty. Kitty har ikke et eneste minde om mor, som hun ikke har fået af os. Vi har fortalt hende så mange historier så mange gange, at de er hendes nu. ”Kan I huske dengang …” siger hun. Og så fortæller hun historien, som om hun var der og ikke bare var en lille baby. ”Hun sagde til mig, at jeg skulle prøve på at lade være med at have en kæreste, når jeg tog på college. Hun sagde, at hun ikke ønskede, at jeg skulle blive hende, der græder i telefonen til sin kæreste og siger nej til ting i stedet for ja.” Skotland er nok Margots ja. Jeg skovler fraværende et bjerg af kagedej op og stopper det i munden. ”Du burde ikke spise rå kagedej,” siger Margot. Jeg ignorerer hende. ”Josh ville aldrig afholde dig fra at gøre ting. Sådan er han ikke. Tænk på dengang, du bestemte dig for at stille op som formand for elevrådet, og han ledede din valgkamp ? Han er din største fan !” Det får Margots mundvige til at pege nedad, og jeg rejser mig og kaster armene om halsen på hende. Hun læner hovedet tilbage og smiler op til mig. ”Jeg er okay,” siger hun, men det er hun ikke ; det ved jeg, at hun ikke er. ”Det er jo ikke for sent. Du kan gå derover lige nu og sige til ham, at du har ombestemt dig.” Margot ryster på hovedet. ”Det er slut, Lara Jean.” Jeg slipper hende, og hun lukker sin bærbare. ”Hvornår er den første plade færdig ? Jeg er sulten.” 13


Jeg ser på det magnetiske æggeur på køleskabet. ”Om fire minutter.” Jeg sætter mig igen og siger: ”Jeg er ligeglad med, hvad du siger, Margot. I er ikke færdige med hinanden. Du elsker ham for højt.” Hun ryster på hovedet. ”Lara Jean,” begynder hun med sin tålmodige Margot-stemme, som om jeg er et barn, og hun er en vis gammel kvinde på toogfyrre. Jeg vifter en skefuld kagedej under Margots næse, og hun tøver og åbner så munden. Jeg giver den til hende som en baby. ”Bare vent og se. Du og Josh er sammen igen i løbet af en dag, måske to.” Men selv mens jeg siger det, ved jeg, at det ikke er rigtigt. Margot er ikke typen, som slår op efter en pludselig indskydelse og derefter finder sammen igen. Når først hun har bestemt sig for noget, så er det sådan, det er. Der er ikke noget vrøvl og ingen fortrydelse. Det er, som hun sagde: Når hun er færdig med noget, så er hun bare færdig. Jeg ville ønske ( og det er en tanke, som jeg har haft mange, mange gange, alt for mange gange til at tælle ), at jeg var mere som Margot. For nogle gange føles det, som om jeg aldrig bliver færdig med noget. Senere, efter at jeg har vasket op og lagt småkagerne på en tallerken og stillet den ved Kittys pude, går jeg ind på mit værelse. Jeg går hen til vinduet. Josh har stadig lyset tændt.

14


2

Næste morgen er Margot i gang med at lave kaffe, og jeg hælder morgenmad op i skåle, og jeg siger det, som jeg har tænkt hele morgenen. ”Bare så du ved det, så bliver både far og Kitty rigtig kede af det.” Jeg var fristet til at buse ud med det, da Kitty og jeg børstede tænder for lidt siden, men Kitty var stadig vred på mig fra i går, så jeg sagde ikke noget. Hun sagde ikke engang noget om småkagerne, selv om jeg ved, at hun spiste dem, for der var ikke andet end krummer tilbage på tallerkenen. Margot sukker dybt. ”Så jeg skal blive sammen med Josh for jeres skyld ?” ”Nej. Jeg siger det bare.” ”Han ville jo alligevel ikke komme her lige så meget, når jeg er taget af sted.” Jeg rynker panden. Jeg havde slet ikke tænkt over, at Josh ville holde op med at komme, fordi Margot var væk. Han kom her længe før, at de overhovedet blev et par, så jeg kan ikke se, hvorfor han skulle holde op med det. ”Jo, det kan da godt være, at han vil,” siger jeg. ”Han elsker virkelig Kitty.” Hun trykker på startknappen til kaffemaskinen. Jeg holder vildt godt øje med hende, for det har altid været Margot, som lavede kaffen, og det har jeg aldrig gjort, og nu hvor hun skal af sted ( kun seks dage til ), må jeg hellere finde ud af, hvordan man gør. Med ryggen til mig siger hun: ”Måske nævner jeg det slet ikke for dem.” 15


”Øhm, jeg tror, at de regner det ud, når han ikke dukker op i lufthavnen, Gogo.” Gogo er mit kælenavn til Margot. Som i gogo-støvlerne fra tresserne. ”Hvor mange kopper vand kom du i ? Og hvor mange skefulde kaffebønner ?” ”Jeg skriver det hele ned til dig,” beroliger Margot mig. ”I bogen.” Vi har en fælles notesbog, som ligger ved skrivebordet. Margots ide, selvfølgelig. Der står alle de vigtige numre, fars arbejdstider og Kittys kørselsordning til skolen. ”Husk, at du skal skrive nummeret til det nye renseri,” siger jeg. ”Det har jeg allerede gjort.” Margot skærer en banan ud til sin morgenmad. Hver skive er perfekt tynd. ”Og desuden ville Josh alligevel ikke være kommet med til lufthavnen sammen med os. Du ved, hvordan jeg har det med sørgelige farveller.” Margot skærer ansigt, sådan Irdk, følelser. Og ja. Det ved jeg godt. Da Margot bestemte sig for at tage på college i Skotland, føltes det som forræderi. Også selv om jeg vidste, at det ville ske, for selvfølgelig skulle hun på college et eller andet sted langt væk. Og selvfølgelig ville hun bestemme sig for at tage på college i Skotland og læse antropologi, for hun er Margot, pigen med kortene og rejsebøgerne og planerne. Selvfølgelig ville hun rejse fra os en dag. Jeg er stadig vred på hende. Bare en lille smule. Bare en lillebitte smule. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er hendes skyld. Men hun skal så langt væk, og vi sagde altid, at vi ville være Song-pigerne for evigt. Margot først, mig i midten og min søster Kitty til sidst. På hendes fødselsattest er hun Katherine – for os er hun Kitty. Fra tid til anden kalder vi hende Kitten, ligesom en 16


kattekilling, for det var det, jeg syntes, hun lignede, da hun blev født: en splejset, hårløs killing. Vi er de tre Song-piger. Før i tiden var der fire. Min mor, Eve Song. Far kaldte hende Evie, for os var hun Mor, og for alle andre Eve. Song er, var, min mors efternavn. Vores sidste efternavn er Covey – Covey med samme ’o’-lyd som kop, ikke tog. Men grunden til, at vi er Song-pigerne og ikke Covey-pigerne, er, at mor plejede at sige, at hun aldrig ville holde op med at være en Song-pige, og Margot sagde, at så ville vi heller ikke. Vi hedder alle sammen Song til mellemnavn, og vi ser alligevel også mere Song-agtige end Covey-agtige ud, mere koreanske end hvide. Eller det gør Margot og jeg i hvert fald – Kitty ligner mere far: Hendes hår er lysebrunt ligesom hans. Folk siger, at jeg er den, som ligner mor mest, men jeg synes, at det er Margot, med hendes høje kindben og mørke øjne. Det er næsten seks år siden nu, og nogle gange føles det, som om hun var her i går, og andre gange føles det, som om hun aldrig har været her, kun i drømme. Hun havde vasket gulvet den morgen. Det skinnede, og alting lugtede af citroner og rent hus. Telefonen ringede i køkkenet, hun kom løbende ind for at tage den, og hun gled. Hun slog hovedet mod gulvet og var bevidstløs, men så vågnede hun op og havde det fint. Det var hendes frie interval. Det er det, man kalder det. Lidt senere sagde hun, at hun havde hovedpine. Hun gik hen for at lægge sig på sofaen, og så vågnede hun aldrig op igen. Det var Margot, som fandt hende. Hun var tolv. Hun tog sig af det hele: Hun ringede efter ambulancen, hun ringede til far, hun sagde til mig, at jeg skulle tage mig af Kitty, som kun var tre år. Jeg tændte for fjernsynet i legeværelset, og jeg sad sammen med Kitty. Det var det eneste, jeg gjorde. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis ikke Margot havde været der. Selv om 17


Margot kun er to år ældre end mig, ser jeg mere op til hende end til nogen anden. Når andre voksne finder ud af, at far er alenefar til tre piger, ryster de beundrende på hovedet, som i Hvordan gør han det dog ? Hvordan klarer han nogensinde alt det selv ? Svaret er Margot. Hun har lige fra starten af været en organisator, som fik alting rubriceret og planlagt og arrangeret i snorlige rækker. Margot er en pæn pige, og Kitty og jeg har nok bare fulgt hendes eksempel. Jeg har aldrig snydt eller drukket mig fuld eller røget en cigaret eller endda bare haft en kæreste. Vi driller far og siger, hvor heldig han er med, at vi alle sammen opfører os så pænt, men i virkeligheden er det os, der er de heldige. Han er en rigtig god far. Og han gør alt, hvad han kan. Det er ikke altid, at han forstår os, men han prøver, og det er det vigtigste. Vi tre Song-piger har en uskreven aftale: at gøre livet så let som muligt for far. Men på den anden side er den måske ikke helt så uskreven, for hvor tit har jeg ikke hørt Margot sige: ”Shh, vær stille. Far tager en lur, før han skal tilbage på hospitalet”, eller ”Lad være med at forstyrre far med det der. Gør det selv” ? Jeg har spurgt Margot, hvordan hun tror, at det ville have været, hvis ikke mor var død. Altså, ville vi bruge mere tid sammen med den koreanske side af familien og ikke bare til Thanksgiving og nytårsdag ? Eller – Margot kan ikke se, hvad det skal gøre godt for at spekulere over det. Det her er vores liv, og man får ikke noget ud af at spørge ’hvad nu hvis’. Ingen ville nogensinde kunne svare på det. Jeg prøver, det gør jeg virkelig, men det er svært for mig at komme overens med at tænke på den måde. Jeg spekulerer altid over livets ’hvad nu hvis’er’, over den vej, som man ikke gik ned ad.

18


Far og Kitty kommer nedenunder på samme tid. Margot hælder en kop kaffe op til far, sort, og jeg hælder mælk i Kittys morgenmadsskål. Jeg skubber den hen foran hende, og hun vender hovedet væk fra mig og tager yoghurt ud af køleskabet. Hun tager den med ind i stuen for at spise foran fjernsynet. Så hun er altså stadig sur. ”Jeg tager ud for at købe ind senere i dag, så I må lave en liste over, hvad I har brug for,” beder far os om, mens han tager en tår kaffe. ”Jeg tror, at jeg vil finde nogle New York strip steaks til aftensmad. Vi kan grille udenfor. Skal jeg også tage en til Josh ?” Jeg vender lynhurtigt hovedet mod Margot. Hun åbner munden og lukker den. Så siger hun: ”Nej, bare tag, så der er nok til os fire, far.” Jeg sender hende et irettesættende blik, og hun ignorerer mig. Margot har aldrig før været typen, som ikke tog tyren ved hornene, men når det drejer sig om ting, der har med kærlighed at gøre, kan man nok bare ikke forudsige, hvordan folk opfører sig.

19


3

Nu er det de sidste dage af sommeren og vores sidste dage sammen med Margot. Måske er det alligevel ikke helt skidt, at hun slog op med Josh, for på den her måde har vi mere tid sammen bare os søstre. Jeg er sikker på, at hun har tænkt på det. Jeg er sikker på, at det var en del af planen. Vi er på vej ud af kvarteret i bil, da vi ser Josh komme løbende forbi. Han kom på skolens løbehold sidste år, så nu løber han altid. Kitty råber på ham, men vinduerne er rullet op, og det nytter alligevel ikke noget – han lader, som om han ikke hører os. ”Vend om,” tilskynder Kitty Margot. ”Måske vil han med os.” ”I dag er det kun for Song-piger,” siger jeg til hende. Vi bruger resten af formiddagen i et supermarked, hvor vi finder de allersidste ting, såsom nøddemix til flyveturen og deodorant og elastikker til håret. Vi lader Kitty skubbe indkøbsvognen, så hun kan lave det der, hvor hun sætter i løb og får fart på og derefter kører på vognen, som om hun stod bag på en karet. Margot lader hende dog kun gøre det et par gange, før hun får hende til at holde op, så hun ikke generer de andre kunder. Derefter tager vi hjem og laver hønsesalat med grønne druer til frokost, og så er det næsten tid til Kittys svømmestævne. Vi pakker en picnickurv med ost- og skinkesandwhicher og frugtsalat og tager Margots bærbare med til at se film på, for svømmestævner kan trække ud til langt ud på aftenen. Vi laver også et skilt, hvor der står Kom så, Kitty ! Jeg tegner en hund på det. Det ender med, at far ikke når stævnet, for han skal hjælpe ved en fødsel, og det må siges at være en rimelig god undskyldning. 20


( Det blev en pige, og hun skal hedde Patricia Rose efter sine to bedstemødre. Far finder altid ud af, hvad for- og mellemnavnet skal være, for det er det første, jeg spørger ham om, når han kommer hjem fra en fødsel ). Kitty er så begejstret over at vinde to førstepladsrosetter og en andenplads, at hun glemmer at spørge, hvor Josh er, indtil vi sidder i bilen på vej hjem. Hun sidder på bagsædet, og hun har viklet sit håndklæde rundt om hovedet som en turban, og hendes rosetter dingler fra ørerne som øreringe. Hun læner sig frem og siger: ”Hey ! Hvorfor kom Josh ikke til mit stævne ?” Jeg kan se, at Margot tøver, så jeg svarer, før hun kan nå det. Måske er det eneste, som jeg er bedre til end Margot, at lyve. ”Han skulle arbejde i boghandlen i aften. Men han ville rigtig gerne have været der.” Margot rækker hen over midterkonsollen og giver min hånd et taknemmeligt klem. Kitty stikker underlæben frem og siger: ”Det var det sidste rigtige stævne. Han lovede, at han ville komme og se mig svømme.” ”Det var i sidste øjeblik, at han var nødt til det,” siger jeg. ”Han kunne ikke komme ud af den vagt, fordi en af hans kolleger havde en nødsituation.” Kitty nikker modstræbende. Selv om hun ikke er så gammel, så forstår hun nødvagter. ”Lad os få en is,” siger Margot pludselig. Kitty lyser op, og Josh og hans fantasi-nødvagt er glemt. ”Jah ! Jeg vil have min i en stor vaffel ! Må jeg få en stor vaffel med to kugler? Jeg vil have en med pebermynte og en med peanutknas. Nej, regnbueis og ekstra karamel. Nej, vent –” Jeg vender mig om i sædet. ”Du kan ikke spise to kugler og en stor vaffel,” siger jeg til 21


hende. ”Du kan måske spise to kugler i et bæger, men ikke i en vaffel.” ”Jo, jeg kan. I aften kan jeg. Jeg er hundesulten.” ”Okay, men du har bare at spise det hele.” Jeg ryster med fingeren ad hende og siger det truende, hvilket får hende til at vende øjne og klukke. For mit eget vedkommende skal jeg have det, som jeg altid får – kirsebæris med store chokoladestykker i en lille vaffel. Margot kører hen til drive-in-lugen, og mens vi venter på, at det bliver vores tur, siger jeg: ”Jeg vil vædde med, at de ikke har lige så god is i Skotland.” ”Sikkert ikke,” siger hun. ”Du får ikke sådan en her igen før til Thanksgiving,” siger jeg. Margot ser lige frem for sig. ”Jul,” retter hun mig. ”Thanksgiving er jo for kort til at flyve så langt, ikke ?” ”Thanksgiving bliver totalt dårlig,” surmuler Kitty. Jeg siger ikke noget. Vi har aldrig holdt en Thanksgiving uden Margot. Det er altid hende, der laver kalkunen og de cremede, gratinerede broccoli og de flødestuvede løg. Jeg laver tærterne ( græskar og pekannød ) og kartoffelmosen. Kitty er smagskontrollant og borddækker. Jeg ved ikke, hvordan man steger en kalkun. Og begge vores bedstemødre kommer, og Nana, fars mor, kan bedst lide Margot ud af os alle sammen. Hun siger, at Kitty tapper hende for kræfter, og jeg er for drømmende. Lige pludselig føler jeg mig panisk, og det er svært at få vejret, og jeg kunne ikke være mere ligeglad med kirsebæris med store chokoladestykker. Jeg kan slet ikke forestille mig Thanksgiving uden Margot. Jeg kan ikke engang forestille mig næste mandag uden hende. Jeg ved godt, at de fleste søstre ikke kommer så godt 22


ud af det med hinanden, men jeg er tættere på Margot end på nogen anden i hele verden. Hvordan kan vi være Song-pigerne uden Margot ?

23


22,5 mm

JENNY HAN

Med dæmpet stemme siger Peter: ”Bare så

du ved det, så har jeg altså ikke nogen kønssygdomme.”

E N N E W Y O R K T I M E S BESTSELLER

JENNY HAN

”Jeg har aldrig sagt, at du havde nogen kønssygdomme!” ”Det var det, du skrev. I brevet. At jeg er en egoistisk fyr, som går rundt og giver piger kønssygdomme. Ikke?” ”Hvilket brev? Jeg har aldrig skrevet noget brev til dig!” Hov. Vent. Jo, det har jeg. Jeg skrev faktisk et brev til ham for omkring en milliard år siden. Men det er ikke det brev, han taler om. Det kan det ikke være.

Lara Jean skriver hemmelige kærlighedsbreve til de drenge, hun har været forelsket i, for at komme over dem. Især ham, som hendes storesøster blev kæreste med, for ham må hun aldrig tænke på igen. Brevene gemmer hun i en hemmelig æske – indtil nogen en dag sender alle brevene. Pludselig er Lara Jeans hemmeligheder ikke så hemmelige længere, og hendes kærlighedsliv går fra ikke-eksisterende til ude af kontrol.

9 788711 458068

hvis bare du var min cover.indd 1

03/09/15 11.53

Hvis bare du var min - læseprøve  

Lara Jean har skrevet et kærlighedsbrev til hver fyr, hun har været forelsket i - og derefter har hun lukket brevet og gemt det i sin hatteæ...

Hvis bare du var min - læseprøve  

Lara Jean har skrevet et kærlighedsbrev til hver fyr, hun har været forelsket i - og derefter har hun lukket brevet og gemt det i sin hatteæ...