Page 1

lindhardt og ringhof

Ane Riel Jeg kæmpede med et bæst Mød forfatterne

Maren Uthaug Usømmelig omgang med døden

Thomas Korsgaard • Knud Romer • Mattias Hundebøll • Ellen og Kjeld Hillingsø • Puk Elgård • Patrick Ness Anne-Cathrine Riebnitzsky • Steffen Jacobsen • Lone Theils • Michael Katz Krefeld • Siri Ranva Hjelm Jacobsen Sarah Skytt Persson • Amalie Langballe • Niels Krause-Kjær • Anja C. Andersen • Ole Sønnichsen


2

STORE SMUKKE GAVEBØGER

LINDHARDT OG RINGHOF kører i efteråret en kampagne for at gøde læseglæden i Danmark. De tre ambassa­dører for kampagnen fortæller her om deres egne læseoplevelser.

Ellen Hillingsø

mattias hundebøll

Hvad fik tændt op under din læselyst? Som lille var jeg ikke den bedste læser – og slet ikke i skolen. Min farmor var meget praktisk anlagt. Hun satte sig ned med mig ved siden af, og så fik jeg ellers bare lov til at læse alt, hvad vi overhovedet kunne komme i nærheden af. Min mor gik mere formativt til værks med anbefalinger af bøger. For hende var littera­ tur og læsning kighuller ind til mennesker, der tænker og føler på en anden måde end en selv. Da porten til skolebiblioteket blev åbnet, var det helt naturligt at hive Astrid Lindgren, De Fem og alle de andre klassiske børnebøger frem. Hvad er din største læseoplevelse? Man taler så meget om at tage kosttilskud. Jeg er hver­ ken overbelæst eller intellektuel, men for mig er store tekster en form for kulturelt eller mentalt kosttilskud. Bøger kan få mig til at vokse i højden og i dybden og giver næring til at tænke nuanceret, nyt og anderledes. At vælge én ud er lidt som at vælge mellem venner. Dét sagt, så har de store amerikanere gjort et uudsletteligt indtryk på mig; Fitzgerald med skønheden og det poeti­ ske. Steinbeck med det politiske og Hemingway med hans enormt indtagende skrivestil. 

Hvad fik tændt op under din læselyst? Nogle af mine stærkeste barndomsminder er knyttet til bøger og højtlæsning. Først var det Halfdans ABC, Strudsen Rasmus og Pipaluk & Gonzales, men senere blev det de store børneklassikere som Mio, min Mio og Kaskelotternes sang. Fantastiske fortællinger, som udfoldede sig først på papiret og gennem højtlæsningen – og efter­ følgende fortsatte historierne i fantasiens grænseløse verden. Som far til 2 små drenge, har bøgernes verden fra dag 1 været et magisk sted, hvor vi mødes på lige fod. Følelsen af at have sit barn på skødet, mens man læser op, er ren balsam for mit faderhjerte.

knud romer Hvad fik i sin tid tændt op under din læselyst? Lysten til at læse er medfødt, og alle har den: nysgerrig­ hed – videbegær. Fra første øjeblik jeg åbnede en bog, åbnede den verden for mig – og gav mig en ny horisont, der udvidede sig og ændrede sig for hver bog. Historier, landskaber, stemninger, følelser og tankegange – man kunne rejse i tid og rum i fantasien uden at rejse sig fra stolen – og lige meget hvor jeg var, behøvede jeg bare at åbne en bog, og jeg var inde i mig selv. Børnebiblioteket var en skov af bøger, hvor man kunne fare vild og blev spist af Brødrene Grimm. Til sidst fandt jeg Hobbitten af Tolkien og Narniabøgerne af C. S. Lewis, og jeg gik ind i klædeskabet og kom aldrig tilbage igen.

Pragtværk med mere end 300 fotos

Hvad er din største læse­oplevelse? Mit voksne livs største læse­oplevelse fik jeg, da jeg ved et tilfælde faldt over den amerikanske forfatter og jour­ nalist David Foster Wallace. Hans måde at skrive på kan give mig en berusende blanding af åndenød, ærefrygt og grineflip. Tekstsamlingen Dette er vand er et ham­ rende godt sted at starte rejsen ind i hans univers. Højt­ læsningens kunst er også noget min kone og jeg dyrker sammen i perioder. Bl.a. under en rejse til Østen, hvor vi i fællesskab dykkede ned i Ryszard Kapuścińskis emi­ nente afrikanske rejsebeskrivelser i bogen Ibenholt. Der var mange eftermiddage på den ferie, hvor vi mentalt befandt os mere i Afrika i 1970’erne end på en strand i Thailand.

For Karen Blixen var gastronomi en kunst på lige fod med litteratur, musik og maleri.

”Forrygende godt”

Hvad er din største læseoplevelse - og hvorfor? Hver bog har sin besøgstid – og man kan for det meste aldrig vende tilbage til den. Efter Ringenes Herre af Tolkien var jeg fortabt for denne verden, Steppeulven af Hermann Hesse bragte mig på vildspor for altid, Gormenghast af Mervyn Peake slugte mig, og Kanelbutikkerne af Bruno Schulz og Barndom i Berlin af Walter Benjamin fortryllede min egen barndom. Jeg råbte digte højt for mig selv, når jeg gik fuld hjem fra byen – Dylan Thomas – men mit ét og alt er Rainer Maria Rilke: Malte Laurids Brigges optegnelser. Den blev mit liv.

Ansvarshavende redaktør: Søren Anker Madsen Redaktion: Bjørk Busk Vang

Asle Lundorff

Skribenter: Bjørk Busk Vang Asle Lundorff Ole Sønnichsen Henriette Harris Dennis Andersen Søren Anker Madsen Grafisk design: Imperiet

BERLINGSKE

Projektledelse: Charlotte Louise Paludan Christian Reinholtz Udgiver: Lindhardt og Ringhof www.lindhardtogringhof.dk www.bog.dk www.carlsen.dk facebook.com/lindhardtogringhof Oplag: 20.000

Forsidefoto: Thomas A

En gave til både børn og voksne om 374 fantastiske dyr og planter i den danske natur


4

5

Det kan føles meget hensynsløst at skrive THOMAS KORSGAARDS novellesamling Tyverier er femten fortællinger om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger. Af Bjørk Busk Vang

Som forfatter kan man godt føle, at man kommer til at stjæle alt muligt uden helt at gøre det med vilje. Sådan er det. Skamløst, men sandt.” Thomas Kors­ gaard siger det med et skævt smil: ”Nogle gange ser man noget, hører noget, eller læg­ ger mærke til noget, som man kommer til at tage med i sine tekster, fordi det er så godt, at man ikke kan lade være. Det kan være et blik, man ser på gaden, en sæt­ ning man overhører i bussen eller en anekdote, ens venner fortæller en. En lillebitte detalje, der bare er for god til, at man kan lade den ligge. Og det kan godt føles som et tyveri nogle gange.”

Er du hele tiden i den slags ”forfatterberedskab”? ”Fuldstændig. Jeg har lært af Suzanne Brøgger, at man ikke kan gøre for det, og at man lige så godt kan prøve at lade være med at få kvaler over det. For der kommer bare bedre bøger ud af, at man stjæler fra virkeligheden. Det kan føles meget hensynsløst at skrive, for man kan ikke undgå at bruge noget fra andres liv eller noget, man har set. Men man kan lige så godt prøve at lade være med at have dårlig samvittighed over det, for så går man i stå. Hvis jeg begynder at tænke: Hvad nu hvis den person læser det her?, kan jeg ikke skrive det færdigt.” Hvordan er det at skrive noveller i stedet for romaner? ”I noveller skal alting være SÅ præcist. Der er ikke

plads til noget, der er ligegyldigt, eller en lille sidesæt­ ning om, hvordan en dag var for 30 år siden. Man skal virkelig kunne argumentere benhårdt for, hvorfor hver en sætning skal være der. Jeg har kæmpet for at komme i gang med at skrive noveller, for jeg elsker selv at læse dem. Lige fra H. C. Andersens eventyr til Vita Andersen. Hvis noveller virkelig er gode, kan man zoome ind på et lille øjeblik, et lille glimt i et større liv, som kan sige virkelig meget.” Er dine replikker sjove at skrive? ”Det er det sjoveste i verden at skrive replikker! Det er dem, jeg begynder med. Jeg synes, der er så meget i, hvad vi siger, og jeg kan som regel sige meget mere med replikker end med alt muligt andet. Jeg morer mig så

meget med det – det er den største glæde for mig ved det her arbejde. Jeg troede engang, at jeg skulle være journalist. Jeg arbejdede på en ugeavis i Skive. Men jeg kan huske, at når jeg kom hjem fra et interview og skulle skrive det ned, så tænkte jeg: Arh, jeg kan skrive de replikker lidt bedre. Det må man jo desværre ikke. Men det er nok det, der ubevidst har bragt mig hen til at skrive replik­ ker på den her måde.”

for. Jeg har bare en meget stor trang til at være alene – det tror jeg, man skal have for at kunne skrive. Jeg har nogle gange en stor trang til at isolere mig fuldstændig og for­ svinde i 14 dage. Sætte mig til at skrive i et sommerhus eller tage på hotel i en weekend. Bare sidde med min tekst og være hemme­ lig og føle, at jeg er stukket af.”

Du skriver meget om socialt udsatte – folk, der har været i fængsel eller mangler penge. Skriver du om klasse? ”Jeg skriver nok mere om klasse, end jeg selv er bevidst om. Jeg tror, mine karakterer ender med at blive ’ta­ bere’, fordi jeg identificerer mig meget med dem. Hvis mit liv var gået bare en my anderledes, kunne jeg meget vel have endt som dem i bogen. Jeg er nok i virkelighe­ den meget klassebevidst et sted derinde. Jeg var aktiv i ungdomspolitik, da jeg var yngre, og jeg har altid haft en meget stærk retfærdighedssans. Den kommer meget med i det, jeg skriver, det gør den sgu. Men staklerne kan også være nogle lede svin! På den måde behandler jeg alle mennesker ens.”

Hvorfor udsætter du dine karakterer for så mange pinlige ting? ”Det kan gå så galt med folks forventninger, og derfor er det inter­essant at skrive om. Per­ sonligt har jeg det f.eks. vildt svært med gaver, fordi det kan blive så pinligt. Men jeg elsker at tale med folk om, hvad de har fået i gave. Jeg har en ven, der fik et kabel til at forbinde sit ka­ mera med printeren fra sin mor. Det er jo verdens kedeligste gave! Men man bliver nødt til at spille taknemmelig. Det er forventning versus reality. Sådan er det at være menneske. Sådan er mit liv i hvert fald.”

Dine noveller kredser også meget om ensomhed. Hvor kommer det fra? ”Ensomheden kommer helt klart fra mig selv. Det er ikke fordi, jeg er et ensomt menneske, som det er synd

THOMAS KORSGAARD (f. 1995) debuterede i 2017 med den meget omtalte og anmelderroste roman Hvis der skulle komme et menneske forbi. Romanen foregår i Nørre Ørum uden for Skive, hvor forfatteren selv er vokset op. Året efter fulgte fortsættelsen En dag vil vi grine af det.

”Fyldt med gode historier” BERLINGSKE

”Brutal, rørende og smuk ... Uhyre vellykket debutroman. På en gang over­bevisende og livsbekræftende” KRISTELIGT DAGBLAD

KRISTELIGT DAGBLAD

”Korsgaard er begavet med en sprud­ lende fortælleevne, en kritisk selv­ bevidsthed og en sikker og humoristisk sans for menneskelige relationer. Han forsøger ikke som så mange andre at blive forfatter; han er det” BERLINGSKE

FYENS STIFTSTIDENDE

Tyverier er 15 fortællinger om betydningsfulde øje­ blikke i en række personers liv. Om at kravle ud ad vinduet til en familiefrokost efter at have fået sandheden at vide. Om at være på jagt efter årets nytårsmiddag i en container. Om at forsøge at sælge en forsikring til en døende og meget mere. Ikke mindst handler fortællingerne om at stjæle ting og sager – og liste hemmeligheder ud af folk – uden at det nogensinde bliver opdaget.

”Førsteklasses håndværk”

I 1919 UDRUSTEDE KAREN BLIXENS ONKEL ET PRIVAT KORPS TIL AT KÆMPE MOD BOLSJEVIKKERNE ... Mikkel Kirkebæk kortlægger én af de mest kontroversielle affærer i mellemkrigstiden, hvor unge danske mænd trodsede neutralitetspolitikken og drog i krig med regeringens hemmelige accept. Kampene var uhørt brutale, og mange af de frivillige vendte radikaliserede hjem.

”Thomas Korsgaard er en gudsbenådet fortæller”

WEEKENDAVISEN OM CLIFTON-KRØNIKEN

Nyhed Sidste bind i Cliftonkrøniken

MERE END 130.000 SOLGTE BØGER


6

7

Den har også været et bæst for mig at skrive ”Jeg føler lidt, at jeg har været oppe at slås med et vildt dyr gennem to år,” siger ANE RIEL om sin nye roman Bæst.

”Det bliver ikke meget bedre ...!”

”Riel skriver brandgodt, glasklart og dødsjovt”

”Sindssygt, uhyggeligt og farligt”

SØNDAG

WEEKENDAVISEN

POLITIKEN

Af Bjørk Busk Vang

B

æst er historien om et venskab mellem den unaturligt stærke Leon, der elsker at kæle, og drengen Mirko, som forelsker sig brændende og meget uheldigt i Leons mor. ”Da jeg skulle finde idéer til min nye bog, søgte jeg alt muligt mærkeligt frem på nettet. Der stødte jeg på en artikel om en dreng, som blev født i Berlin i 2004 og havde vakt opmærksomhed allerede som spæd, fordi han havde usædvanligt store muskler. Det viste sig, at han havde en meget sjælden dobbelt gen­ mutation, som betød, at han ikke producerede det stof, der regulerer vores muskelvækst, og det gav ham jo nogle uhyrlige kræfter. Som bare fireårig kunne han for eksempel holde to 3,5 kilos vægte frem for sig i strakte arme! Den pågældende dreng bliver holdt hemmelig, så jeg kunne ikke læse så meget om ham. Men der var noget spændende ved tanken om en lille fyr, der bli­ ver født som en supermand. Et ideal. Men hvad nu, hvis han ikke kan finde ud at styre de her ekstreme kræfter? Så bliver hans styrke måske en svag­ hed. Et handicap. Det ville jeg gerne skrive om,” fortæller Ane Riel. Først og fremmest handler Ane Riels nye bog om bæster i mange forskellige for­ mer. Men der ligger også en mere person­ lig årsag bag titlen. ”Den har været et bæst for mig at skrive. Jeg føler lidt, at jeg har været oppe at slås med et vildt dyr gennem to år,” siger Ane. „Det var, som om histo­ rien havde en egen vilje, og jeg havde virkelig svært ved at tæmme den. Den pegede på alle mine svagheder, og det var jo ikke rart, så jeg var mange gange ved at opgive. Men jeg tog det alligevel som en udfor­ dring, og så endte vi som perleven­ ner, bæstet og jeg.” Til at begynde med placerede Ane Riel historien i en lille by i Vendsyssel i 1980’erne, men efter et halvt års arbejde måtte hun sande, at det ikke var det rigtige valg. ”Historien passede simpelthen ikke ind i de snævre rammer, jeg havde anbragt den i, og det var nok derfor, at jeg hele tiden følte en modstand. Der er jo mange småting, man skal have styr på, når tid og sted er så definerede. Jeg har intet imod at researche, hvis det er givende for fortællingen, men denne gang følte jeg det begrænsende. Bæstet ville bare ikke bo i Bindslev! Til sidst besluttede jeg mig for at løfte mine hovedkarakterer ud af 80’erne og den danske provins og anbringe dem et sted med videre rammer, hvor min fantasi kunne få lov at sprælle,” siger Ane. Derfor endte den stærke Leon og vennen Mirko i en unavngivet dal i et varmt land, som man aldrig helt finder ud af hvor ligger. Vi ved heller ikke rigtig, hvil­ ken tid de lever i. På den måde var det helt op til Ane, hvordan alting hang sammen. ”Jeg gav mig selv det løfte, at nu måtte alt ske.” Det kunne aldrig falde Ane Riel ind at lave en tidslinje og udtænke handlingen, inden hun går i gang med en roman. Ligesom læseren aner hun ikke, hvor det hele skal ende. ”Det bliver bedst, hvis jeg improviserer. Og i vir­ keligheden skal jeg nok helst være lidt ude at skide; lidt usikker på hvad jeg har gang i. Det skaber en sær­ lig spænding i mig, som med lidt held forplanter sig som noget godt i teksten. Nogle gange løber det af med mig. Så skriver jeg en masse uden at ane, hvad det går ud på. Og så sidder jeg pludselig dér og bliver bevæget af den drejning, tingene tog. Eller skraldgri­ ner. Jeg elsker den uforudsigelighed, der skabes ved,

at jeg ikke ved, hvor historien lander. OM den overho­ vedet lander! Det lyder måske let, men sandheden er, at det er enormt udmattende at skrive på den måde. Ikke mindst kræver det et stort redigeringsarbejde bagefter, fordi du skal have filet denne her store rå klump fortælling til, samtidig med at du forsøger at bevare improvisationens friskhed. Men der sker også noget i redigeringen, som indimellem kan føles helt magisk. Pludselig forstår du, hvorfor du skrev det, du gjorde.” ”Da jeg gik i gang med at skrive min debutroman, havde jeg ikke læst skønlitteratur i 12 år. Jeg fulgte slet ikke med i, hvem der var noget, eller hvordan man skrev. Jeg anede for eksempel ikke, hvem Knaus­ gård var. Jeg havde bare haft hovedet begravet i jazz i årevis. Jeg tror, det betød, at jeg kom med noget, som var lidt anderledes og ikke rigtig fulgte nogle regler. Efter min første bog udkom, har jeg læst en masse romaner og er blevet både betaget og inspireret af det, men jeg tror alligevel, at jeg med debuten fik fanget min egen spæde tone, skabt mig et forsigtigt udgangs­ punkt, som jeg nu er i færd med at bygge ovenpå.” Ane Riels bøger handler mildt sagt om det bizarre. Om gamle damer, der planlægger at myrde postbuddet med afkalkervæske. Om folk, der har sam­ let så mange ting, at det er ved at skubbe dem ud af huset. Og Bæst om muskelbundtet Leon, som ikke kan styre sine kræfter. Men hvad blev der af Mark Twains gode råd om at skrive om det velkendte? ”Jeg vil gerne udfordre mig selv, og det gør jeg bedst ved at skrive om det, jeg ikke ved en pind om. I Harpiks beskriver jeg for eksempel en hoarders kao­ tiske tilværelse, mens jeg selv kommer jeg fra et eks­ tremt ryddeligt hjem, hvor der var orden på alt.” ”Jeg tror, at det ville kede mig at skrive om mit eget liv, for det kender jeg jo så udmærket i forvejen. Jeg vil gerne overraskes og blive klogere på andre og dermed måske også mig selv. At skrive handler for mig om at få sat fantasien, forestillingsevnen og em­ patien i spil.” Vi er altså langt fra autofiktionen i Ane Riels for­ fatterskab. Og så alligevel. ”Det mest fascinerende ved at skrive om nogen, som umiddelbart synes fuldkommen fremmed for mig, er faktisk, at jeg altid finder noget genkendeligt – og så er vi slet ikke er så langt fra hinanden. Vi er forbundet af de samme følelser, den samme angst, den samme længsel efter accept og kærlighed. Det frem­ mede bliver på den måde nærværende, forhåbentlig ikke bare for mig, men også for læseren. Det virkelig interessante opstår, når man ikke helt kan finde ud af, hvor man skal placere sine sympatier. For man kan da ikke sympatisere med en far, som spærrer sin lille datter inde i container. Eller en fyr, som vil dræbe sin bedste ven. Eller et grotesk muskelbundt uden for­ nemmelse for godt og ondt. Eller hvad?”

ANE RIEL (f. 1971) debuterede som romanfor­ fatter med den prisbelønnede Slagteren i Liseleje (2013). Det store gennembrud kom med romanen Harpiks (2015), der har vundet flere danske og internationale priser, er solgt til foreløbig 21 lande og filmatiseres med Sofie Gråbøl og Ghita Nørby på rollelisten. Bæst er Ane Riels tredje roman.


8

9

Vinder af DR Romanprisen 2018

”Sej, smertelig og humoristisk” ”Vidunderlig, diabolsk, kontroversiel og en kulturhistorisk døds-tour de force”

POLITIKEN

”Ibsen og Strindberg ville være imponerede” JYLLANDS-POSTEN

BERLINGSKE

Af Asle Lundorff

M

aren Uthaug og jeg havde en aftale om, at der skulle tages billeder til interviewet og forsi­ den. Det var hun helt med på, men svarede også ret kortfattet ”bare det ikke bliver nuttet”. Og så­ dan begynder vores samtale en regnfuld morgen på Frederiksberg.

Bare det ikke bliver nuttet I MAREN UTHAUGS nye roman følger vi en sorgfuld nekrofils kamp med livet og døde(n), mens læserne ledsages gennem dødens kulturhistorie med syv generationer af bedemænd.

Hvorfor må det ikke være nuttet? ”Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige. Som kvinde skal man være flink, likeable og please. Og hvis nogen ikke kan lide én, er det en ka­ tastrofe. Vi kan ikke skeje ud uden pludselig at være sure eller hysteriske. Og jeg har altid hadet det! For jeg er ikke særlig sød. Men jeg prøver at tage et vist hensyn til mine medmennesker. Jeg lærer mine børn, at de ikke må genere andre mennesker. De behøver ikke at over­ holde nogle regler. De behøver ikke engang overholde loven – de må bare ikke genere nogen. Alt det her med at være nuttet startede jo med, at jeg skulle have taget fotos til et andet interview. Et photo shoot, hvor både journalist og fotograf blev ved med at fortælle, at jeg ikke kan have bare arme i en no­ vemberudgave - og om jeg ikke også skulle have krøllet håret? Og selvfølgelig også have en lille strik på, så de der arme var dækket. Det er ligesom dét, man forventer. Men jeg vil sgu ikke sidde der med krøller og en lille strik, jeg ikke en­ gang ejer. Og på en eller anden måde, så bliver det bare værre med alderen; den der forventning til, at man er sådan en med en lille strik. Jeg endte jo så alligevel i en lille jakke og med krøller. Ja, jeg ved ikke hvem fanden, jeg lignede. Men så er det jo heldigt, at jeg ikke skal leve af mit udseende.” En lykkelig slutning er titlen på Maren Uthaugs nye­ ste bog. Og trods den sobre titel er indholdet alt andet. Da slet ikke nuttet. I bogen følger vi en sorgfuld nekro­ fils kamp med livet og døde(n), mens vi i bogstavelige og litterære sidespring ledsages gennem dødens kultur­ historie i de københavnske stræder. Vi tages også ved hånden af syv generationer af bedemænd, der fører os ind og ud af deres både hede og kistekolde affærer. Jeg fik lidt dumt spurgt Maren ”hvorfor hun da ikke bare skriver en helt almindelig kærlighedsroman” og fik selvforskyldt igen, at ”det var det da i den grad også – og har du overhovedet læst den?” Og heldigt nok for det vi­ dere forløb, så havde jeg faktisk det.

”Det er da en kærlighedshistorie!? Han er dybt forel­ sket. Og jeg synes, at scenerne med de døde er helt fan­ tastiske at prøve og skrive, som var det erotik og kærlig­ hed. Hvis man nu tager ud af det, at det er en død, det handler om, så kunne det faktisk godt stå i enhver an­ den kærlighedsroman. Han kysser jo hendes hånd, for­ tæller hende hvor smuk hun er og hvisker undskyld. Og så er der selvfølgelig det med, at hun er død. Detalje”. Hvordan kommer man på at skrive om en sorgfuld nekrofil? ”Da jeg begyndte, vidste jeg blot, at det skulle handle om bedemænd og dødens kulturhistorie. Men en dag, mens jeg tegnede striber, så jeg en dokumentar om en flok pædofile, der i en gruppe talte sammen med en psykolog. Og jeg har jo altid tænkt ’pædofile er assho­ les’. De skal ud. De skal have pikken af; væk med dem. Men her var nogle, der aldrig havde rørt et barn og alli­ gevel var helt utroligt kede af det. Én af dem sagde ’det ødelægger hele mit liv, og jeg har aldrig gjort noget. Jeg har aldrig nogensinde forgrebet mig på et barn, jeg øn­ sker ikke at forgribe mig på et barn. Jeg håber aldrig nogensinde, det kommer til at ske’. Og pludselig blev de til mennesker for mig, og idéen om den sorgfulde ne­ krofile opstod. Det er jo en enorm udfordring at tage én, som alle vrænger på næsen af, og så gøre ham sympatisk. Og vi har jo at gøre med et ellers ordentligt og ansvarsbevidst menneske. Men prædikatet ‘nekrofil’ står ud på en måde, hvor han vil være én, som langt de fleste vil pege fingre af. På den måde er vi nådesløse. Både dem, der tænder på at kæresten ligger lidt stille i soveværelset og dem, der graver lig op og sidder og sutter på en knogle, bliver sidestillet. Alle får de stemplet nekrofile.  I vores kultur burde det i sagens natur ikke være et problem at have sex med døde. Dem brænder vi ofte, fordi vi netop betragter det sådan, at når man er død, så er sjælen væk. Så er det et tomt hylster. Så hvad er det egentlig, man forbryder sig mod? Man kan jo ikke selv planlægge, hvem man forelsker sig i. Du kan jo ikke sige ”det er også fordi, at min mor var sådan her og gjorde det her”. Så hvor er jeg dog lykkelig for, at mine egne seksuelle præferencer ligger inden for lovens rammer.” ‘Inden for lovens rammer’ er til gengæld ikke en gængs fællesnævner i det karaktergalleri, man finder i Marens forfatterskab. Her er både incestuøse forhold, nekrofili, lidt for ung kærlighed og alt det midt imellem.

Er der en grænse for, hvad man kan skrive om? ”Altså, nu har folk jo ikke læst den her endnu. Men jeg har forsøgt at gøre nekrofilien i den her bog spiselig. Det er virkelig tonet ned – og der er slettet meget, som I skal være glade for, at I ikke får – og som nu bare skal bo inde i mit hoved, hvor det bidrager med en konstant snert af kvalme. Men jeg synes jo, at det skal være en bog, som alle kan læse, som samtidig godt må bide lidt fra sig. Da jeg skrev Hvor der er fugle var jeg faktisk lidt bange for modtagelsen, fordi der er incest i - og måske i højere grad fordi, at jeg ikke gør det store melodrama ud af incestforholdet. Jeg lader ikke pigen blive til et of­ fer, og hun får på sin vis også noget ud af det selv. Og der er man jo altid bange for at få skudt i skoene, at man går ind for den slags - eller at det bliver fremstillet som om offeret jo selv spillede op. Og det er jo ikke dét, jeg siger. Men jeg mener, at man altid har et valg. Og nogle gange er det så et lortevalg, som i min anden roman: Vil jeg knalde min far, så han kan sweettalkes til en billet væk? Eller vil jeg blive her?” Hvorfor går familiedrama igen i alle dine bøger? ”Alle kan jo genkende sig i det dysfunktionelle i fami­ lien. Jeg prøver jo selv at skabe min egen lille perfekte en af slagsen, men efter at have haft børn i over 17 år må jeg også bare se i øjnene, at alle familier er dysfunk­ tionelle. Også vores. Der er bare nogle steder, hvor man må se i øjnene, at ”okay, det her magter vi så tydeligvis ikke”. Det værste er, at det bliver sådan noget, man ikke må tale om. At man skal lade som om, at der ikke er et stort skrummel af en elefant i rummet. Specielt som barn kan man sidde ved aftensbordet, mens det eneste der bliver sagt er, ’nå men hvordan går det så med ar­ bejdet og alt det’. Og det er rædselsfuldt. Jeg prøver at se mine egne fejl i øjnene. Og jeg prøver at fortælle mine børn, at de ikke skal lade sig tricke af det og i ste­ det fortælle mig, at jeg skal tage mig sammen, hvis det er min opførsel, der udgør elefanten. Så tror jeg, at man bliver stærkere.”

MAREN UTHAUG (f. 1972) debuterede i 2013 med den anmelderroste Og sådan blev det, som er oversat til flere sprog. I 2017 udgav hun slægts­ krøniken Hvor der er fugle, der foregår i Uthaug i det nordlige Norge. Ud over sit forfatterskab tegner Maren Uthaug striben Ting jeg gjorde i Politiken dagligt.


10

11

At være forsker er også at tro på det umulige I virkeligheden var månelandingen i 1969 et mirakel og kunne ikke lade sig gøre teknologisk. Nu har astrofysiker ANJA C. ANDERSEN skrevet en bog om sin fascination af månen, som anmelderne kalder ”international klasse”.

”En stor bog for alle os, der ved for lidt om månen” FYENS STIFTSTIDENDE

”International klasse” JYLLANDS-POSTEN

Hvor langt de fleste af os tænker ’nå men okay, det kan man så åbenbart ikke’, så der er altid én, der tæn­ ker ’det skal du bare ikke bestemme’. Det skal jeg nok vise dig. Og det er jo dem, som bare bliver ved og ved, der en sjælden gang imellem får hul igennem til noget større. Nogle gange med livet som indsats.” Anja C. Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Institutet og forsker i støv. Stjernestøv vel at mærke. Og så er hun et af beviserne på, at man ikke behøver at være jagerpilot og hedde Armstrong til efternavn for at være én af rummets pionerer. Ved siden af sin forsk­ ning er Anja C. Andersen professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskab og forfatter til bøgerne En lille bog om månen og En lille bog om universet, hvor du kan finde svar på mange af de spørgsmål, der træn­ ger sig på, når man en mørk nat står og kigger ud mod himmelrummet. ”Havde nogen sagt til mig ’du ender med at blive international ekspert i støvkorn’ havde jeg protesteret på det kraftigste. For det er jo virkelig nørdet og specia­ liseret. Og i virkeligheden er det de helt store forsk­ ningsspørgsmål, der driver mig. Jeg vil jo forstå vores oprindelse: Hvordan blev jorden dannet? Hvordan er livet opstået på jorden? Men forskning er noget med at stille spørgsmål, man kan give et svar på. Og det er ikke nemt at svare på, hvor mange jordkloder der er.” Anja C. Andersen forklarer, at man tager et skridt tilbage og siger ”okay, hvordan laver man en jord­ klode?” ”Vi ved, at sådan én kommer af støv. Så vi skal have styr på støvkornet, før vi kan sige noget om pla­ netdannelse. Og vi skal have styr på planetdannelse, før vi kan sige noget om hyppigheden af jordkloder. Og pludselig er man blevet ekspert i stjernestøv.  Vi mennesker er skabt af stjernestøv. Så når vi står og kigger ud mod stjernerne, er det ikke underligt, at vi føler en form for længsel og en samhørighed. Og selvom det hører lidt ude over forskning, tror jeg, at de fleste mennesker kan have en småspirituel oplevelse en mørk aften”, fortæller Anja C. Andersen.

”At være forsker er også at tro på det umulige. Man skal aldrig underkende menneskeheden. Hvis mennesket sætter sig et mål, og alle arbejder konstruktivt sammen omkring det mål, så er det utroligt, hvad vi kan som menneskehed!” Månen er et godt eksempel, mener Anja, for den har bare stået og ventet på, at vi teknologisk nåede dertil, hvor vi kunne rejse derhen igen. I virkeligheden var det et mirakel med månelandingen i 1969, og at det kunne lade sig gøre på det tidspunkt. Men det var en indsats, hvor man satsede alt på, at det her skulle lykkes. ”Jeg synes jo, det er sådan et godt signal at sende. For det betyder også, at nu har vi erkendt, at for eksem­pel plastik er noget bøvl. Og nu rydder vi op. Tag en dyb indånding. Det fikser vi. Der kan man godt kigge sine børn ind i øjnene og sige: Det skal vi nok ordne for jer, for det er os, der har lavet lorten. Nu rydder vi op, for det havde vi ikke indset.” Første gang man sendte en astronaut ud i rummet, vidste man intet om, hvordan det ville påvirke krop­ pen. Anja C. Andersen fortæller, at der endda var læger, der mente, at så snart et menneske kom i vægtløs til­ stand, ville hjertet stoppe med at slå. Alligevel var der folk, der sagde ’jeg vil da gerne afsted‘ – og det havde ikke været mig, tilføjer hun – men det viser, at der altid er nogen, der er nysgerrige. Og nu vil vi så gerne lidt længere, og det er vores styrke som menneskehed. ”Som forsker er man i den stædige kategori. Ja, man skal faktisk været decideret afslagsresistent. For hver 10 gode idéer du får, bliver 9 skudt ned. Så skal man tænke ’ahhhh, jeg vil virkelig have svar på det her spørgsmål!’. Og selv når man tænker, at der måske slet ikke er et svar, så skal man blive ved. Bare lige dét læn­ gere.” Det kræver et vist tunnelsyn at være forsker. Og det er givetvis også derfor, at forskere jo – lidt med rette – har ry for at være nørdede og lidt distræte. ”Graver man sig dybt ned i et emne og isolerer sig fra omverdenen, så er det jo klart, at det bliver tolket som manglende social kompetence. Men lige når man sidder der, så har man ikke øje for andet.”

”En velkomponeret jagtdagbog. Det er skildringer, der rummer poesi” KRISTELIGT DAGBLAD

Mit hjerte hamrer. Skoven er tyst. Forfatteren ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY fortæller om at jage med bue og pil i ny bog.

Uddrag Af Anne-Cathrine Riebnitzsky

E

ANJA CETTI ANDERSEN (f. 1965) er astrofysiker og professor i offentlighedens forståelse for viden­ skaben ved Niels Bohr Institutet. Hun har modtaget en lang række priser for sit arbejde, bl.a. prestige­ fyldte Descartes Prize for Science Communication, og har skrevet bestselleren En lille bog om universet. Om bogen: Anja C. Andersen guider dig gennem sandt og falsk om månen og fortæller, hvad vi har lært, siden den sidste astronaut vendte hjem i 1972. Og om hvorfor vi ikke er færdige med månen, hvis mennesket skal videre ud i rummet.

n lørdag eftermiddag i december 2016 ankom­ mer vi til vores jagt på Lolland. Vores jagtkam­ merater har været i gang allerede fra morgen­ stunden, men på grund af andre arrangementer dukker vi først op til kaffetid. Vi hører om deres oplevelser. Der er skudt et par fasaner og en hare, men ikke rådyr. Da vi skal fordele jagtstiger og områder til de sidste timer, inden solen går ned, vælger jeg en jagtstige, der ligger små 200 meter fra den plads, hvor vi har holdt kaffe­ pause. Det er et valg, der er truffet ud fra, hvad der er tilbage, og hvad der er nemt. Stigen har ikke været me­ get benyttet, men selv hvis der ikke kommer til at ske noget, så vil jeg formentlig få en flot solnedgangsudsigt. Jeg kravler til vejrs og sidder et par meter oppe i et træ med udsigt over en lille å med et par plankeover­ gange, som rådyrene gladelig benytter, hvis de ikke gider hoppe over åen. Rådyr er økonomiske dyr, der sparer på kalorieforbruget, til der er fare på færde. Om­ rådet omkring mig er halvåben skov – i denne tid i en kedelig gråbrun farve. Det er frost. Jeg fryser om fingrene, og skovbun­ dens visne blade lyder fuldstændig som cornflakes, hver gang et akrobatisk egern gemmer vinterforråd af vejen, men ellers sker der ikke så meget. Jeg tyer til min tele­ fon og surfer lidt rundt på nettet. Ret mange rådyr har formodentlig reddet livet, siden jægere fik mobiltele­ foner. Pludselig lyder der en voldsom skramlen af knæk­ kede grene. Til venstre for mig kommer en råbuk fa­ rende, og foran ham løber en forskræmt rå. Det er tyde­ ligt, at bukken vil af med hende. Måske er hun irrite­ rende. Måske er der blot kamp om maden. Mobiltelefo­ nen ryger i lommen, og jeg fatter buen. Hurtigt er jeg oppe at stå. Bukken forfølger råen, der springer over

åen, og først da er han tilfreds. Stolt spankulerer han til­ bage gennem skoven, til han pludselig får øje på en ny rå. Hun skal også smides på porten. Han driver rundt med hende, og hun traver i min retning. Jeg tænker, at hun er en god kandidat til min nytårsmenu. En fin rå og ingen lam, hun skal tage sig af. Jeg trækker buen og føl­ ger hende i sigtet. Hun lunter af sted langs åen og kommer tættere på. Bukken kaster med hovedet og mener åbenbart, at hun har fattet beskeden. Endnu løber hun, men jeg bevarer håbet om, at hun måske vil standse. Hun lunter ind på en veksel lige foran mig og tøver et kort sekund på stien ti meter foran mig. Jeg slipper pilen i samme øjeblik. Chancerne er få og kræver beslutsomhed. Pilen træffer – en smule højere og lidt længere fremme end jeg havde ønsket mig, men få centimeter midt i en rådyrlunge gør ingen forskel. Hun går ned på stedet. For en sikkerheds skyld trækker jeg buen igen og sender en pil direkte i hjertet på hende. Hun ligger stille. Mit hjerte hamrer. Skoven er tyst. En pil larmer ikke, og livet går hurtigt videre. Det lille frække egern suser atter rundt i skovbunden. En regnbyge dekorerer grenene med de fineste dråber. Træerne antager en svagt lilla farve i den blege eftermiddagssol. En stille glæde breder sig. Det er så mange timer, man bruger i skoven. Det er de få vellykkede øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed, der bliver hængende i bevidsthe­ den længe efter.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Af Asle Lundorff

En pil larmer ikke

Anne-Cathrine Riebnitzsky (f. 1974) er foruden en ivrig buejæger også prisbelønnet forfatter, tid­ ligere soldat, faldskærmsudspringer og medlem af Kvindelige Eventyreres Klub. Med bue og pil er Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra de første ture ud med buen i 2013 til i dag. Det er historier, der kan læses af jægere og af alle med interesse for natur og naturoplevelse.


12

13

Den største dansker du aldrig har hørt om

”Når alle var kede af det, så klædte jeg mig ud og fjollede rundt. Når der var dårlig stemning, så fortalte jeg vittigheder.”

Bestsellerbiografien One Dollar Man om cykelsmeden William S. Knudsen, der udvandrede med ganske få dollars på lommen og endte som danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig, er blevet til gennem syv års research i amerikanske arkiver. Her fortæller bogens forfatter, OLE SØNNICHSEN, om kampen for at finde de historiske detaljer. Af Ole Sønnichsen

I

oktober 2012 sad jeg på et lille arkiv i byen Blair i Nebraska langt ude på den amerikanske prærie og åbnede kasse efter kasse for at finde gamle breve og dagbøger, der kunne kaste en god historie af sig om nogle af de 350.000 danskere, der udvandrede til Ame­ rika mellem 1850 og 1920. Danish American Archive & Library, hedder arki­ vet, der er drevet af en bunke frivillige med rødder i Danmark. Arkivet ligger på hovedgaden i den lille by, hvor det ikke kræver meget fantasi at forestille sig en scene fra Det Vilde Vesten med støvede cowboys og knirkende døre til de lokale saloons. Man skal forestille sig et arkivrum på størrelse med en gymnastiksal, fyldt med reoler med små, sorte bokse. Jeg vidste ikke, hvad der var i boksene, så jeg begyndte fra en ende af at linde på lågene og kigge på indholdet. Nogle gange er man heldig at finde guld i form af le­ vende beskrivelser og følelsesladede fortællinger, andre gang er det bare uinteressante, gulnede papirer, der fal­ der fra hinanden, når man rører ved dem. Arbejdet tog fire dage, men jeg elsker nørderiet og fordybelsen – og fik masser af stof til det, der blev til tobindsværket Rejsen til Amerika, der udkom i 2013 og 2015. Men undervejs åbnede jeg også en kasse og fandt en lille oversigt over prominente danskere i USA i 1930’erne. Her læste jeg første gang om cykelsmeden William S. Knudsen, der udvandrede til USA med 30 dollars på lommen og endte som øverste direktør for verdens største bilkoncern, General Motors. Senere søgte jeg på mere om ham og fandt ud af, at han også havde spillet en altafgørende rolle som chef for den amerikanske krigsproduktion under Anden Verdens­ krig, var blevet hentet til Washington af præsident Roo­ sevelt personligt og endte som trestjernet general, den højest placerede civile nogensinde i den amerikanske hær. Alligevel var hans historie stort set glemt både i USA og Danmark 70 år efter – og jeg vidste på stedet, at jeg måtte skrive bogen om ham. Derfor underspillede jeg fortællingen om William S. Knudsen i mine udvan­ dringsbøger – og gemte alt det gode til One Dollar Man, der udkom i marts i år. Undervejs affotograferede jeg over 20.000 dokumenter og besøgte syv forskellige ar­ kiver i fire forskellige amerikanske stater for at jagte de historiske detaljer om hans liv. Det meste af fortællingen om William S. Knudsen er i dag gemt væk i store arkivkasser på forskellige adresser i Detroit. Når man linder på lågene, finder man gulnede avisartikler, håndskrevne udkast til taler på det karakteristiske gule kladdepapir, han altid brugte, gamle pas og hædersbevisninger, korte hilsner fra Roosevelt

med sirlig håndskrift, sort-hvide fotos, breve hjemme­ fra Danmark, et nydeligt sammenfoldet amerikansk flag og mindst én af de dollarsedler, han modtog for sit ar­ bejde for præsidenten. De tusindvis af dokumenter, fo­ tos og genstande lægger tilsammen brikkerne til histo­ rien om cykelsmeden, der levede den amerikanske drøm. Det er som at bladre i en anderledes udgave af verdenshistorien, når han arbejder tæt sammen med Henry Ford, bliver introduceret til Thomas Edison og rådgiver Roosevelt under hele 44 besøg i Det Hvide Hus mellem 1938 og 1944. Især to arkivbesøg står tilbage som lysende eksem­ pler på, hvad det er, man som forfatter jagter i forsøget på at få billedet af en for længst afdød person til at træde tydeligt frem. Jeg vidste fx tidligt, at jeg måtte en tur til Yale University på den amerikanske østkyst et par timers kørsel nord for New York. Her har General Motors nemlig parkeret deres arkiv med materiale fra Anden

Verdens­krig, og det forlød, at der lå et referat af et møde, som Knudsen havde med Hitlers næstkomman­ derende, Hermann Göring, i Berlin i 1938, altså inden Anden Verdenskrig gik i gang. Jeg fandt referatet og kunne dokumentere, at Knudsen på alle måder havde siddet på første parket til nogle af verdenshistoriens mest dramatiske begivenhe­ der. Det blev bekræftet på mit næste stop – præsident Roosevelts personlige arkiv. Her kom jeg egentlig for at få bekræftet, hvor mange gange Knudsen havde været i Det Hvide Hus for at besøge præsidenten, men den vild­este opdagelse var en række dokumenter, der på­ viste, at Roosevelt i slutningen af 1944 bad Knudsen om at rejse hjem til Danmark efter krigen for derfra at stå for genopbygningen af Europa. Danskeren afslog venligt, men bestemt. Det havde ellers været en helt utrolig slutning på fortællingen om cykelsmeden, der blev en af hovedpersonerne under Anden Verdenskrig.

”Elgård skal roses for sit mod, sin fandenivoldskhed og sin insisteren på at leve” FEMINA

Jeg var et erstatnings­barn ordineret af lægerne Se mor, jeg danser er fortællingen om en ukuelig tro på, at man kan vælge sin egen vej på trods af en udfordrende barndom. PUK ELGÅRD fortæller historien om at komme til verden som erstatningsbarn i et hjem præget af misbrug og svigt. Uddrag Af Puk Elgård

”Fremragende ... indsigtsfuld erhvervsbiografi” JYLLANDS-POSTEN

”Inspirerende” BØRSEN

OLE SØNNICHSEN (f. 1973) er journalist og forfatter og har udgivet en lang række bestsellere inden for genrerne biografi og historie. One Dollar Man er skrevet i samarbejde med Brian Dan Chris­ tensen (f. 1970), der er forfatter og oversætter.

D

a Pia døde, sagde lægerne til min mor og far, at de skulle få et andet barn. Et andet. Det var eneste vej ud af sorgen, sagde de. Et par dage efter Pias begravelse tog mine sønderknuste forældre på ferie på Mallorca, og der blev jeg lavet. Min mor blev gravid på ferien, og i en krop fuld af sorg og savn skulle hun i gang med at skabe et nyt barn. Bære det, føde det og forsøge at elske det. Hun gjorde det garanteret, så godt hun kunne, og ni måneder efter hun havde sagt farvel til Pia, skulle hun en februar aften tage imod mig. Jeg var et erstatningsbarn. Sådan var det. Et barn ordineret af lægerne. Jeg ved, hun ikke var parat til endnu et barn. Jeg ved det, fordi en halvfuld moster talte over sig til en fa­ miliefest og sagde til mig, at min mor ikke ville se mig, da jeg var nyfødt, og jordemoderen holdt mig frem. Min mor vendte sig rundt i sengen. Der gik flere dage, før hun kunne åbne armene og

tage mig ind til sig. Efter jeg kom til verden, blev der al­ drig mere talt om Pia. Hun blev ikke nævnt med et ord. Men så var der navnene. Pia/Puk. De var så tæt på hin­ anden, som de næsten kunne være. Ingen sagde det, men alle tænkte det. På trods af tavsheden gennemsku­ ede jeg hurtigt, at jeg var kommet til verden for at lin­ dre en sorg. Når alle var kede af det, så klædte jeg mig ud og fjollede rundt. Når der var dårlig stemning, så for­ talte jeg vittigheder. Når min far sov, lagde jeg et tæppe over ham, og når min mor havde hovedpine, masserede jeg hendes nakke. Sådan begyndte mine opgaver, og i takt med at jeg voksede op, blev mit ansvar større. Jeg holdt øje med pillerne og alkoholen, og jeg fandt en slags ro i at handle og opfylde de andres behov og passe på dem. Hvis jeg selv følte mig svigtet, bange eller ensom, så syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at sige noget om det, for jeg var den heldige. Jeg var den, der var i live. Den, der skulle gøre sig fortjent til de andres kærlighed. Sådan måtte opgaven være for et erstatningsbarn.

PUK ELGÅRD (f. 1968) har siden sin tv-debut i 1995 været en af landets mest populære tv-værter på både DR og TV2. I dag er hun vært på weekend­ udgaven af Go’Morgen Danmark på TV2. Se mor, jeg danser Puk Elgård har skrevet sin personlige historie om at være mønsterbryder. En åben, stærk og humo­ ristisk fortælling, der rækker hånden ud til alle, der gerne vil finde deres egen vej i livet.


16

Ravn er tilbage

og København står i flammer Hans Petter Hougen

UDENFOR SKINNER SOLEN

MICHAEL KATZ KREFELD åbner ”anden sæson” af sin Ravn-serie med et blodigt attentat på Christianshavn. Af Søren Anker Madsen

M

ichael Katz Krefeld har været utro med Ceci­ lie Mars. I hvert fald hvis man spørger Ravn-seri­ ens mange dedikerede læsere, som dog heldigvis også elskede hans stand-alone krimi Mørket kalder med politi­ kommisær Cecilie Mars, der ud over bestsellerplacerin­ ger høstede topkarakterer hos anmelderne. Men nu er Krefeld tilbage med sjette selvstændige bind om privatopdageren Thomas ”Ravn” Ravnsholdt, som bor på en båd i Christianshavn med sin hund Møffe. ”Efter femte bind, Pagten, følte jeg ligesom, at første sæson af Ravn var afsluttet. Og at både han og jeg trængte til ferie. Jeg holdt fri med et nyt godt bekendtskab i Cecilie Mars, som jeg ikke vil udelukke, kan vende tilbage en anden gang. Og eftersom Ravn bor på en båd, har jeg længe tænkt, at han da snart skulle ud at sejle. Så han har været på et togt op langs Sverige, som han vender hjem fra i begyn­ delsen af min nye roman Skytsengel.” Men det er ikke det hyggelige og trygge Christians­ havn med hele det skæve persongal­ leri af barejeren

Johnson, Victoria med antikvariatet, journalisten Edu­ ardo og hans gravide hustru Belinda, som Ravn vender hjem til, da han sejler ind i kanalen. I stedet er det til blå blink og kampklædte betjente. For fra toppen af Frelserkirkens spir har en skytte spredt død og ødelæg­ gelse over bydelen. Og i blodet på brostenene ligger også en af Ravns nære venner. ”Jeg kørte selv gennem byen den nat, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein skød og dræbte to mennesker ved Krudttønden og Synagogen i 2015. Det var en for­ vandlet by med mennesker, der blev gennet væk fra åbne pladser af maskinpistolbevæbnede betjente. Det gjorde et stort indtryk på mig,” fortæller Krefeld. Ravn indleder jagten på skytten og får undervejs følgeskab af den unge advokat Miriam Østergaard. Sam­ men forsøger de at stoppe den ukendte gerningsmand, før hans planer om endnu et attentat bliver til virkelig­ hed. ”Det er selvfølgelig en voldsom historie, som i min roman har noget med PTSD-ramte veteraner at gøre, uden at jeg vil afsløre for meget,” siger Krefeld: ”Omvendt har det for mig været superdejligt at vende tilbage til Christianshavn og genoptage kontak­ ten til alle personerne i mine bøger. Og fra de mange, mange positive reaktioner fra læserne ved jeg også, at der er mange, som har savnet Ravn-universet.” En klar indikation på det fik Michael Katz Krefeld, da han skulle navngive en af hovedpersonernes kat, og han spurgte ud på de sociale medier, hvad katten mon skulle hedde? I løbet af et døgn fik han 2.700 svar – mange med lange personlige forklaringer på, hvorfor katten skulle hedde lige præcis det. ”Navnet? Det må læserne selv finde ud af i Skytsengel,” griner Krefeld.

En retsmediciners erindringer fra 30 års tro tjeneste med levende og døde. ”Indblik i alle former for ondskab ... smerteligt fascinerende” POLITIKEN

Ove Pedersen

KOMMISSÆRENr

’Roskildes Wallander’ se ger. tilbage på de største sa

Bedste formidling 2019 Foreningen for Undersøgende Journalistik

Kristian Corfixen

SYGEPLEJERSKEN En af Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager. JP BERLINGSKE

”En af de bedste bøger jeg har læst i år ... ville ønske jeg havde flere stjerner til rådighed”

ime-bøger ”En af de bedste true cr jeg har læst” BOGFIDUSEN

POLITIKEN

Frederik Strand

JAGTEN PÅ MORDERNE STOPPER ALDRIG

Genåbnede danske kriminalsager.

BOGFIDUSEN BERLINGSKE POLITIKEN

MICHAEL KATZ KREFELD (f. 1966) modtog Martha­-prisen i 2016 som danskernes yndlings­ forfatter, og han modtog publikumsprisen på Krimimessen i Horsens i 2018.


18 BESTSELLERE ÅRETS BEDSTE ROMANER SKYTSENGEL

af Michael Katz Krefeld

“En af de bedste bøger jeg har læst i år … ville ønske jeg havde flere stjerner til rådighed” BOGFIDUSEN

EN LYKKELIG SLUTNING af Maren Uthaug

“Vidunderlig, diabolsk, kontroversiel og en kultur historisk døds-tour de force” BERLINGSKE

GILEADS DØTRE af Margaret Atwood

“En (stærk!) fortsættelse af Tjenerindens fortælling”

19

Kan man svindle med et folketingSvalg? NIELS KRAUSE-KJÆRS bestseller Mørkeland er en politisk spændingsroman om skjult magtspil og manipulation op til et folketingsvalg. Bogen er en uafhængig fortsættelse af forfatterens bestseller Kongekabale.

BERLINGSKE

Af Dennis Andersen

TYVERIER

af Thomas Korsgaard

“Thomas Korsgaard novelle debuterer tragikomisk fortrinligt” BERLINGSKE

BÆST

af Ane Riel “I allerhøjeste grad værd at læse” BERLINGSKE

PROXY af Steffen Jacobsen “En højoktan film, der spiller for læserens indre blik” EKSTRA BLADET

V

algsvindel – det er noget, der foregår i u-lande og ustabile regimer. Men kunne det ske i Danmark? Det er omdrejningspunktet for Niels Krause-Kjærs roman Mørkeland. ”Da jeg som nyuddannet journalist var redak­ tionssekretær på Jyllands-Postens udlandsredaktion belærte udlandsredaktøren mig om forskelle og lighe­ der på oprørsgrupper, frihedskæmpere og terrorister. Hvornår man er hvad, afhænger meget af øjnene, der ser. Den tid, vi lever i, skubber meget til vante forestil­ linger. Jeg ledte efter et plot, hvor journalisten Ulrik Torp kunne bevæge sig i dette dilemma. Og tænkte – hvorfor ikke forsøge at svindle med et folketingsvalg? Bare en lillebitte smule.” Er det overhovedet muligt? ”Hmm. Jeg er sikker på, at Indenrigsministeriet vil sige nej. Danmark siges – sammen med Finland – at have verdens sikreste valgsystem. Det er f.eks. svært at fuske med en blyant. Jeg har konsulteret den bed­

ste viden på området i forbindelse med min research, og hvis det overhovedet er muligt, så har jeg fundet måden.” Mørkeland er en selvstændig fortsættelse af Kongekabale fra 2000. Bogen var en kæmpe succes. For ikke at tale om filmen. Kongekabale blev i 2004 filmati­ seret af instruktøren Nikolaj Arcel. Filmen løb med ikke mindre end 8 Robert-priser og 2 Bodil-statuetter ved årets prisuddelinger og blev årets mest succesrige spillefilm i de danske biografer. ”Det er sjovt, at Kongekabale blev og bliver opfat­ tet som thriller og krimi. Det tænkte jeg overhovedet ikke over, da jeg skrev den. Jeg ville blot forsøge at fortælle en historie om nogle af de magtmekanismer, der er i politik, og hvad der kan ske, når kæden hop­ per af og egentlig fornuftige mennesker – der har ka­ stet sig ud i politik af et godt og ædelt hjerte – pludse­ lig slipper bremserne og har svært ved at finde dem igen. Vi har det alle sammen – det lille rum i maven eller sjælen, som kan vokse og blive rigtig grimt. Nor­ malt er vi i stand til at tøjle det lille rum, men nogle

MØRKELAND

af Niels Krause-Kjær

“Et godt plot og smæk for skillingen … Niels Krause Kjær leverer varen” BERLINGSKE

BERLINGSKE

STILLELEG

af Lone Theils

“Lone Theils sprudler i sin fjerde krimi”

FYENS STIFTSTIDENDE

FAMILIEJOURNAL

HER VAR EN MAND

af Jeffrey Archer “Jeffrey Archer sætter et flot punktum i sin stærkt under holdende og dramatiske saga”

gange går det galt – det kan være en borgerkrig i Jugo­ slavien, det kan være en grim skilsmisse, og det kan være en kamp om magt på Christiansborg. Det var de mekanismer, jeg ville beskrive og forklare. Ikke mindst fordi jeg selv som pressechef under den konservative magtkamp i slut-­halvfemserne oplevede, at det lille og ikke særligt kønne rum i min egen mave voksede og i perioder truede med at tage over. Sagt på en anden måde: Jeg op­levede, at jeg accepterede nogle metoder og en adfærd, som jeg ikke troede rimede med mig. Min egen baggrund var altafgørende for romanen. Jeg kender den journalistiske måde at se verden på, for det er sådan, jeg er. Samtidig har jeg beskæftiget mig med politik hele mit voksne liv og lidt til. Magtkampen i Det Konservative Folkeparti i slut 90'erne forskrækkede alle involverede og iagttagere.” Ved udgivelsen i 2000 talte alle om spindoktorer som ”mørkets fyrster”. Hvordan ser du på de politiske rådgiveres magt i dag? ”De politiske rådgiveres magt var og er overdrevet. Man skal ikke undervurdere de politiske partiledere og mini­ stre. De er kommet til, hvor de er, gennem en meget lang og ubarmhjertig udvælgelsesproces. De kan både substans, magtspil og menneskeforståelse. At tro, at en spindoktor, uddannet fra Journalisthøjskolen eller stats­ kundskab med få års erfaring på Christiansborg og i en alder af 34 år kan matche eller overrule en Anders Fogh, Lars Løkke eller Mette Frederiksen er ikke bare naivt. Det er helt ude i hampen at tro det. De politiske rådgivere får lige præcis så meget magt og indflydelse, som deres chef tillader. TV-serien Borgen havde mange kvaliteter, men beskrivelsen af spindoktorens indfly­ delse var helt skæv. Siden Kongekabales udgivelse har alle mistet magt og indflydelse. Mediebilledet er på godt og ondt langt mere differentieret og diffust. En historie kan holde i nogle få timer eller få dage – og så går man videre til næste emne. Kampen om opmærksomheden er blevet voldsom, og meget få har i virkeligheden hånden på rattet lang tid ad gangen.” Kongekabale blev af mange læst som en nøgleroman over magtkampene hos de Konservative. Hvordan ser du på den virak i dag? ”Der var stor virak. Forsøg på at få nedlagt fogedforbud, trussel om injuriesag mod mig og mere til. Det var en overdrevet reaktion, fordi det først og fremmest var en roman – altså fiktion, selv om jeg naturligvis var inspi­ reret af min egen erfaring som journalist og rådgiver. Omvendt var der også en vis logik i reaktionen – politik handler om magt, og her tackler man igennem. Nogle bliver indimellem forskrækket over konfronta­tionerne i politik, men politik kan og skal ikke være anderledes. Det er en kamp om magten og i den forstand et nul­ sums-spil – jo mere magt, jeg får, des mindre får du.” Mørkeland er resultatet af forfatterens 6 måneder lange arbejdslejr på en lille ø i Middelhavet. ”Jeg skal fysisk væk, når jeg skriver. Væk fra min dagligdag, vante omgivelser og forpligtelser. Et familie­ sommerhus i Himmerland har tidligere været mit refu­ gium. I forbindelse med Mørkeland rev min kone og jeg et halvt år ud af kalenderen og tog hunden med til Gozo – en lille ø ud for Malta. 5-6 timers skrivning hver dag på terrassen. En tur med hunden. En lang løbetur og et hop i Middelhavet efterfulgt af sen aftenmiddag og en flaske vin til deling. I seng, op, 5-6 timers skrivning … og så videre. Det virkede!”

LITTERATURSIDEN

OPLYST

af Tara Westover

“På sejlads mellem tro og oplysning … fortræffelig læsning” KRISTELIGT DAGBLAD

LINDHARDT OG RINGHOF

Mørkeland (2019) En ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet myrdes, dagen før der udskrives folketingsvalg. Han havde angi­ veligt fået færten af et omfattende bedrag, og sammen med en praktikant kommer journalisten Ulrik Torp på sporet af en lille kreds af tidligere politikere og top­ embedsmænd, der bruger udemokratiske og kriminelle metoder for at forsvare den eksisterende samfundsorden.

Kongekabale (2000) Da lederen af Det Demokratiske Parti bliver alvorligt kvæstet, kastes partiet ud i en beskidt magtkamp mellem gruppeformanden og den politiske ordfører. En af de to skal overtage den fremtidige ledelse af partiet. Alle bruger alle i det politiske spil, og også journalisterne på Christiansborg har deres egne agendaer. Er netop genudgivet.

NIELS KRAUSE-KJÆR (1963) er uddannet journalist og arbejder i dag som vært på DR2 Deadline. Tidligere har han blandt andet været journalist på JyllandsPosten, pressechef for den konservative folketings­ gruppe, radiovært i ’Krause på Tværs’ på DR P1, klum­ meskribent på Berlingske, lektor i politisk journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Institut­ leder på journalistuddannelsen, Syddansk Universitet samt vært på ’DR 2 Morgen’.


20

21

Desværre kan jeg ikke se meget af mine helte i mig selv Du kender STEFFEN JACOBSEN som forfatteren til krimiserien med makker­parret Sander & Jensen. I sin kommende krimi, Proxy, introducerer Steffen Jacobsen læserne for et nyt efterforskningspar i en historie, der ikke er til at slippe. ”Lone Theils sprudler i sin fjerde krimi i serien om den danske journalist Nora Sand ... efterlader os i ulidelig venten efter den femte roman”

Det var svært at researche uden at blive utroligt vred

SØNDAG

I den nye krimi af LONE THEILS kastes hendes hovedperson som altid ud i et nervepirrende drama, som tager udgangspunkt i en virkelig historie. Denne gang en kæmpe skandale fra England om misbrug af helt unge piger. Læs om den virkelige sag, der inspirerede Lone Theils til at skrive Stilleleg.

Af Søren Anker Madsen

I

2012, da Lone Theils arbejdede i London som kor­ respondent for Politiken, rullede en skandale uden sidestykke i britisk retshistorie. Omkring 1.400 pi­ ger fra byen Rotherham var i årene 1980 til 2010 blevet seksuelt udnyttet af voksne mænd, som gennem et sindrigt netværk havde udviklet en modbydelig måde at lokke sårbare piger fra børnehjem og skoler. Sagen blev kendt som Rotherham Grooming Skan­ dalen – grooming er en slags smørelse, som i dette til­ fælde kunne være lidt ældre piger, som inviterede de unge piger med til fester, hvor de fik alkohol og cigaret­ ter. Og pludselig skyldte pigerne en tjeneste. En ring af primært pakistanske taxachauffører blev dømt for overgrebene, men den virkelige skandale var, at myndighederne i årevis gang på gang var blevet gjort opmærksom på overgrebene uden at reagere. Bekym­ rede forældre var blevet afvist igen og igen, og piger på blot 12 år blev gravide uden at politi eller sociale myn­ digheder greb ind. Nogle af pigerne var blevet over­ hældt med petroleum og truet med at blive sat ild til, hvis de sladrede. Andre var blevet voldtaget, og vold­ tægtsmændene truede med også at voldtage deres mødre og søstre, hvis de sladrede. ”Sagen blev ved med at spøge i mit baghoved. Hvorfor greb ingen ind? Politiet havde ransaget huse, hvor de fandt nøgne 13-årige piger i seng med voksne pakistanske mænd, men der var et raceaspekt i sagen, hvor ingen ønskede at blive beskyldt for at være raci­

ster. Det var en svær sag at dække som journalist, og det var svært at researche til min roman uden at blive utro­ lig vred,” siger Lone Theils. En af de misbrugte piger udgav senere bogen Violated – hendes søster var blevet slået ihjel af en mand, som senere blev dømt i det omfattende sagskompleks, hvor omkring 25 mænd og kvinder blev dømt. Enkelte fik op til 25 og 35 års fængsel. Efterfølgende måtte flere politifolk og politikere tage deres afsked. ”Historien egner sig til en roman om Nora Sand, som jo altid kæmper for kvinderne. Men jeg er nødt til at gøre historien til min egen, at lægge en mosaik, hvor der altid er spor, som fører hende tilbage til Danmark. Det er vigtigt for en Nora-historie,” fortæller Lone Theils. ”Når jeg går i gang, læser og læser jeg. Der er utro­ lig mange kilder. Også en dramatisering af sagen fra BBC. Så bundfældes detaljerne efterhånden, og perso­ ner og episoder begynder at tegne sig for mig.” I slutningen af sidste bog, Heksedrengen, forlod Nora Sand sin arbejdsplads, avisen GLOBALT, og smækkede med døren i frustration. ”I den kommende bog, Stilleleg, er hun rejst langt væk. Hun er i Thailand for at træne thaiboksning. Men så ser hun på TV, at der tilsyneladende har været et ter­ rorangreb i England, og så ved hun godt, at hendes chef fra GLOBALT ringer lige om lidt. Og ganske rigtigt. Så er hun nødt til at lægge boksehandskerne og rejse hjem og arbejde. For hun er jo rigtig journalist.”

Af Søren Anker Madsen

D

en pensionerede bogholder og terapeut Anne Holst bliver brutalt myrdet med en afrikansk ritualkniv. Kort efter ryster endnu et mord be­ boerne i Holbæk i Steffen Jacobsens nye krimi: En lokal læge findes stranguleret i et udbrændt bilvrag i sin ga­ rage. Efterforsker og krigsveteran Jacob Nordstedt sæt­ tes på sagen sammen med sin yngre kollega Tanya Niel­ sen. De får travlt med at kortlægge de tilsyneladende umotiverede forbrydelser, hvor eneste fællesnævner er den kronisk syge teenagepige Emma, som er lænket til sin kørestol. Romanen hedder Proxy – kan du uden at plotspoile fortælle hvorfor? ”Det er vanskeligt. Men én af de særeste psykiatriske afvigelser for almindelige mennesker – og måske i særdeleshed os, der er forældre – er jo syndromet Münchausen By Proxy. Her vil én af barnets forældre bevidst skade sit eget barn typisk ved at påføre barnet stump vold og traumer med kranieskader og fraktur af arme, ben og ribben til følge, kvælninger eller forgift­ ninger. I 85 procent af tilfældene er det barnets mor.” Hvorfor lige Holbæk som scene? ”Jeg ville gerne skrive en ’rigtig’ krimi denne gang. Det vil sige en bog, hvor personlige mo­tiver driver fortæl­ lingen, fremfor de mere sam­ fundsorienterede plots, jeg

LONE THEILS’ krimier om den danske korrespondent Nora Sand i London tager altid udgangspunkt i kon­ krete sager fra virkeligheden. Pigerne fra Englandsbåden: Et foto af to danske piger på Københavns Hovedbanegård dukkede for år tilbage op hos en amerikansk seriemorder, der gemte fotos af sine ofre. Den blå digters kone: Inspireret af den barske britiske asyl-industri, hvor private koncerner varetager flygt­ ninges ophold i landet for regeringen. Heksedrengen: For få år siden dukkede en torso af en lille dreng op i Themsen. Sagen afslørede et okkult miljø i London, hvor menneskeofringer fandt sted.

tidligere har gjort brug af. Jeg ville gerne henlægge handlingen til ’en by i provinsen’, og jeg holder af Hol­ bæk. Jeg har boet og arbejdet som læge i byen i næsten tre år.” Steffen Jacobsens højoktan spændingsromaner har med god grund en stor og trofast læserskare, som elsker hans knivskarpe sprog og raffinerede plots. Efter successerien med Sander og Jensen introducerer han her i Proxy et nyt makkerpar, Jacob Nordstedt og Tanya Nielsen, der får til op­ gave at opklare en række bestialske mord i en sjællandsk provinsby. Hvorfor introducerer du læseren for et nyt efter­ forskerpar, i stedet for at fortsætte med dit gamle makkerpar? ”Jeg syntes, historien var relevant og interessant, men det er ikke alle historier, der lige egner sig for Sander & Jensen, der hjemmevant optræder på den mere internationale scene. Så syntes jeg, at jeg får en del konflikter serveret ved at ’parre’ to så åbenlyse modsætninger som den aristokratiske, snobbede Jakob Nordstedt fra Charlottenlund, og den noget mere jordnære og uimponerede Tanja fra Vestegnen. Men der er i støbeskeen i hvert fald én ­historie, der egner sig rigtig godt til Sander & Jensen, som har potentialet til at blive meget spændende.”

Hvor meget bruger du dig fra dig selv, når du bygger dine karakterer og handlingen op? ”Desværre kan jeg ikke se ret meget af mig selv i mine helte og heltinder. Ikke engang i en skamløst idealiseret udgave. De repræsenterer imidlertid nogle af de karaktertræk, jeg generelt på­ EKSTRA BLADET skønner hos andre mennesker: De er kompetente, man kan vurdere ”Nyt højpotent makkerpar dem på deres handlinger fremfor deres udsagn. i dansk krimi” De er enormt stædige, mo­ JYLLANDS-POSTEN dige, humoristiske og frem­ for alt realistiske. De holder af virkeligheden, som den nu er, de bilder sig ikke ind at virkeligheden er, som de måske kunne håbe, den var. Med hensyn til min baggrund som læge, er det for så vidt kun fragmenter herfra, jeg bruger. Jeg skal f.eks. ikke bruge tiden på research af retsme­ dicinske forhold, resultatet af vold osv. Det har jeg set så rigeligt af igennem 30 år STEFFEN JACOBSEN (f. 1956) er forfatter og som læge.”

kirurg. Han debuterede i 2008 med Passageren, og fik i 2013 sit store gennembrud med Trofæ. De udenlandske anmeldere har sammenlignet ham med John le Carré, Frederich Forsyth og Jan Guillou.


22

23

”Stort fortalt og flot udtænkt” POLITIKEN

PATRICK NESS, forfatteren til Chaos Walking-serien, fortæller her om tilblivelsen af sin trilogi og om hans seneste roman, som er en slags omvendt Moby Dick. Af Bjørk Busk Vang og Asle Lundorff

C

haos Walking-trilogien har begejstret unge læsere verden over, og næste år udkommer første bind i serien som film med en stjernespækket rolleliste – bl.a. danske Mads Mikkelsen. Men selv om det oprin­ deligt ikke var meningen, at serien skulle henvende sig til unge, elsker Patrick Ness at skrive til lige netop det publikum. ”Knivens stemme var oprindeligt ikke tænkt som en Young Adult-roman. Jeg skrev på en idé, jeg havde, og langsomt viste den sig at være for unge mennesker. Jeg fandt det virkelig befriende, faktisk. Unge er et fanta­ stisk publikum. Du er nødt til at respektere dem, ellers dropper de dig med det samme. De har ingen sentimen­ talitet; og de er ikke snobbede i forhold til genre, men hvis du kan få dem til at følge dig, er de villige til at følge dig overalt. Meget længere end et voksent publi­ kum. De vil bare have en historie.” I Chaos Walking-bøgerne kan alle høre hinandens tanker – det er helt umuligt at holde noget for sig selv. Og det er en situation, som mange unge kan genkende i dag, mener Patrick Ness. ”Unge nu til dags har mindre privatliv end nogen­ sinde før. En meget stor del af nutidens teenageliv leves online. Det var utænkeligt for bare ti år siden; du kan ikke engang gøre noget dumt længere, uden at nogen filmer det på deres mobiltelefon og lægger det på YouTube fem minutter senere. Med internettet og sociale medier er alle oplysnin­ ger tilgængelige overalt. Jeg begyndte at spekulere på, hvordan det ville være, hvis du bare ikke kunne und­ slippe – hvis du virkelig ikke havde noget privatliv overhovedet, lige på det tidspunkt hvor du havde mest brug for det. Hvor svært ville det være, hvis du kunne høre, hvad alle tænkte hele tiden? Og hvor meget van­ skeligere, hvis du var en teenager, når dine tanker er tumultagtige, når privatliv er vigtigt? Og det fødte både Støjen og hovedpersonen Todd, der lider under vægten af al denne offentlige viden. Så en dag møder han Viola, og han erfarer, at reel kommu­ nikation, reel forbindelse, stadig er mulig.” Christian Bach, der er forlagschef hos Carlsen, har

fulgt med i Patrick Ness’ forfatterskab, lige siden han i 2011 udkom på dansk med romanen Monster. ”Allerede her blev jeg vanvittigt fascineret af hans helt særlige fortællerstemme. Hans sprog, hans histo­ rieopbygning, hans leg med at blande realisme og ele­ menter fra fantasy-genren. Og jeg kan stadig – nu ti romaner senere – falde fuldstændig i svime over hans sprog. Jeg kan genlæse sætninger igen og igen og igen, fordi der gemmer sig så meget godt i næsten hver ene­ ste sætning. Ness’ historier lykkes altid med at opsluge mig to­ talt i deres univers. Han kan få mig med på alt. Jeg tror på, at der findes en verden, hvor alt hvad vi tænker kan høres af andre, som i Chaos Walking. Og jeg tror på, at hvaler har deres helt eget og liv og tankevirksomhed dybt under havets overflade, og på at de kan bygge skibe – på trods af, at de ikke har hænder – som i Og havet var vores himmel. Og jeg tror på, at der i 1950’ernes USA fandtes talende drager, der hjalp til på gårdene som i hans endnu ikke udkomne nye roman, Burn. Jeg køber præmissen, fordi han er en fantastisk historiefor­ tæller. Også selv om jeg for længst er vokset ud af YAmålgruppen. Og sådan har læsere over hele verden det. Ness’ fortællinger er ikke aldersbestemte. De er alment gyldige. De er ret unikke, og de er vidunderlige.” Hvad nu, hvis Moby Dick blev fortalt af hvalen? Det var dén tanke, der fik Patrick Ness til at skrive Og havet var vores himmel, hvor hvalerne kæmper en evig kamp mod menneskene. ”Der er kun et vist antal historier til i verden. For det meste genfortæller vi bare gamle historier med nye stemmer. Det er der intet galt i overhovedet. Farerne i Moby Dick – at besættelse fører til vanvid – er stadig aktuelle i dag. Se bare på de sociale medier! Kreativitet er en fælles oplevelse. Ingen skriver en bog uden at have læst hundreder eller tusinder bøger før det. Vi bygger på andres historier, og disse historier blev bygget på historier før dem. En bog er ikke en sang; Det er udførelsen af en sang. Vælg en god sang, men en læser betaler for at høre, hvordan du synger den,” siger Patrick Ness.

Og som forfatter er det vigtigt, at man engagerer sig i verden, slår Patrick Ness fast. ”Hvis en forfatter ikke er en aktiv borger i verden, hvordan kan du så stole på dem til at fortælle dig sand­ heden om verden, som den er? Og er det i virkeligheden ikke det, fiktion gør? I 2016 startede jeg en indsamling på Twitter, efter at have set billedet af Aylan Kurdi, den tre år gamle immigrant, der druknede på kysten af Europa. Jeg hå­ bede, at vi måske kunne samle £10.000. Vi endte med at indsamle over en million dollars i små donationer. Historier er stort set det, der gør os menneskelige. Og der er dårlige historier derude, så vi skal fortælle gode historier for at modvirke dem.”

PATRICK NESS (f. 1971) bor i Los Angeles og har skrevet bøger for både voksne og unge. Han har begejstret læserne med bøger som Monster og Chaos Walking-trilogien. Chaos Walking-serien I byen Prentisstown er privatliv umuligt – alle kan høre hinandens tanker i en endeløs strøm af Støj. En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, opdager han en hemmelighed så grusom, at han må flygte fra byen, hvis han vil gøre sig håb om at over­ leve. I 2020 udkommer Chaos Walking – Knivens stemme som film med Mads Mikkelsen i en af hoved­ rollerne. Og havet var vores himmel Bathsheba og de andre hvaler kæmper en evig kamp mod menneskene. Men en dag – da de angriber et af menneskenes skibe – finder de et menneske, som bæ­ rer på den største hemmelighed af alle. For første gang kommer hvalerne på sporet af ham - monsteret, myten, djævelen selv ... Historien er inspireret af klassikeren Moby Dick.

Vi skal fortælle gode historier for at modvirke de dårlige ude i verden


24

25 BESTSELLERE ÅRETS BEDSTE BØGER TIL BØRN OG UNGE SEBASTIANS STORE QUIZ OM DYR

af Sebastian Klein Bliv klog og underholdt på samme tid – 100 kategorier og 1000 spørgsmål.

6+

EN LØVE I ZEBRAKLÆDER

af Mattias Hundebøll Mattias Hundebøll debuterer med en stribe rablende, rimende remser om dyr.

Kjeld med en nyfødt Ellen i marts 1967

Som min latinlærer i 1. g. udbrød:

Guuuud, du er en dameudgave af din far! ”Er der ikke udvikling, er der afvikling!” Sådan lyder ELLEN og KJELD HILLINGSØS fælles motto. I Generalens datter kommer vi tæt på far og datter gennem en række åbenhjertige samtaler. Uddrag Af Henriette Harris

E

llen: Der er et ordsprog, der siger, at kærlighed er som med sand. Man skal bare holde det sådan, løst, ikke klemme, for så ryger det ud mellem fingrene. Den usynlige tråd, som man ruller ud, så man altid kan komme tilbage igen. Da Thomas [Ellens søn, red.] var lille, var du og han perlevenner. Men så under­ gik barnet jo Syndefaldet og blev bevidst og stor, og så skete der noget i relationen. I stedet for at mase på med skyld og skam eller være for meget, så respekterede du som morfar den afstand, Thomas lagde, og tog det stille og roligt. Du kunne godt se, at Thomas begyndte at blive rigtig vild med fodbold, så du begyndte at følge godt med i fodbold. Men du masede ikke på. En dag var I ude sammen, og så spurgte du lige til Liverpools resul­ tater, og så kørte det. Den bevidsthed og selvfølgelig også sorg, der ligger i, at du har haft det der lille barn,

som du har været det hele for. Og så bliver man ung, og man er ude, og ja ja, jeg elsker mine bedsteforældre, men det er bare ikke lige der, man er, vel? Den respekt synes jeg virkelig har været en ret unik måde at tackle relationen på. Ved ikke at klemme til. Men sætte sig ind i deres verden og byde ind og ellers bare afstå. Være der. Til rådighed, hvis der nogen sinde er et problem. Det er genialt. Sådan gjorde du også med mig, da jeg var teen­ ager. Jeg havde en ret massiv pubertet, kan man godt sige. Min mor siger, at jeg har stået for historiens læng­ ste pubertet. Den begyndte, da jeg var ni år, og hun me­ ner, at den sluttede, da jeg mødte Christoffer. I stedet for at mose og mase og råbe og skrige og klemme og af­ kræve, så træd et skridt tilbage. Vær til rådighed. Kjeld: Pylle og jeg havde lange diskussioner om, hvad vi skulle gøre med både Jens og dig. Jeg havde den tese, og den er naturligvis fra forsvaret, at hvis der er noget, du ikke kan kontrollere... Ellen: Det er Machiavelli!

Kjeld: … så lad være. Ja, det er Fyrsten af Machiavelli. Den bygger vi meget på. Hvis der er noget, du ikke kan kontrollere, så lad være med at udstede dekreter om det, for så taber du kun. Derfor: Vide rammer. Frihed under ansvar. Gode venners børn klatrede ned ad ned­ løbsrøret og snuppede en pose med guldbajere, som de havde gemt i hækken, og som de så tog med i roklub­ ben. Det var for ydmygende, syntes jeg. For begge par­ ter. Og hvordan skulle du lære om livet, hvis ikke du fik lov at spore selv? Ellen: Det var en kæmpestor rummelighed. Rum­ melighed er uangst. Man kan sige meget om dig, men du lider ikke af angst. ’Bange for’ er noget andet. Men angst lider du ikke af. Hvis du vidste, hvordan det tyn­ ger mennesker, Far. En udefinerbar angst af eksistentiel karakter. Du kender det bare ikke. Kjeld: Jamen, din mors familie led ikke af angst, for hvorfor skulle man lide af angst, når man havde alt og havde haft alt i tilstrækkelig mange generationer? Og

min familie led heller ikke af angst. Men jeg var der jo ikke meget, da I var børn. Hovedparten af opdragel­ sen stod Pylle for. Hun arbejdede også, men gik først virkelig i gang med heldagsarbejde i begyndelsen af 1980’erne. Men da var løbet kørt. Da var I store. Jeg var meget væk, men så kom jeg til gengæld hjem og så, hvad det var, der sled, og så forsøgte jeg at glatte ud, så sindene faldt til ro. Ellen: Jeg ligner dig så meget. Som min latinlæ­ rer i 1. g. udbrød: ’Guuuud, du er en dameudgave af din far!’ Ja, det var en kvindelig lærer. Og det er jeg på mange måder. Jeg havde brug for dig. Men det var mit vilkår at savne dig. Jeg kan forstå det i dag. Hvis man skal nå noget i sit liv, hvis man skal blive general, så er man nødt til at stikke næsen i sporet. Så jeg er blevet stimuleret. Men jeg var også på mange måder en tom­ boy. En drenge-pige. Kjeld: Neiiij! Ellen: Var jeg ikke? Kjeld: Nej. Du gjorde bare tingene på din måde. Nogle af de der tomboys, de klatrer i træer og er helt vilde. Det var du ikke. Næ, vi gik der. Og fik snakket meget. Ellen: Kærester var aldrig noget problem. De kom med hjem, og du var skidesød. Den mand, jeg endte med at gifte mig med, når jeg ser på ham og dig, så tænker jeg: Hvor er I forskellige! Christoffer er blond og spinkel og blåøjet. Han har et vidunderligt hår, mens du er skaldet. Kjeld bemærker lidt fornærmet, at han selv har besluttet at rage sit hår af. Ellen: Ja. Eller resterne af det. Men nu taler jeg kun om det ydre. For ellers minder han om dig. Han har også en enorm rummelighed. Han har ingen angst. Han er ukorrumperbar. Han er fuld-stæn-dig ligeglad med, hvad andre tænker. Men det moralske og etiske kompas er meget sensitivt. Drrrr! Så på den måde har jeg fundet en mand, der minder om dig. Kjeld: Den dag han kom og spurgte mig, om han måtte få lov at gifte sig med dig, var der en landskamp i fjernsynet. ’Det var venligt af dig at spørge. Det må du gerne. Skal vi ikke gå ind at se fodbold?’ spurgte jeg. Og så gjorde vi det og drak en øl. Han hviler i sig selv. Ellen: Han hviler totalt i sig selv. Han er uneuro­ tisk. Han er ikke bange for at have en kone, der råber. ’Hold nu kæft,’ siger han så bare. Han råber selv, hvis det skal være. Men han går ikke så tit til yderligheder. En mand, jeg engang kendte, sagde til mig: ’Ellen, du er for liebhavere!’ Kjeld: Ha ha! Ellen: Jeg har fundet en mand, der har sans for det. Han har vist mig uden nogen sinde at sige det: Du får kun den frihed, du giver. Sådan har du også altid

3+

NAJA MÜNSTER - EN TEMMELIG TOSSET TELTTUR

af Line Kyed Knudsen En sjov historie om Naja Münster og hendes tossede youtube-familie. gjort, Far. Christoffer giver mig meget frihed og får selv meget frihed ud af det. Han elsker at være i som­ merhuset, at gå på jagt og fiske. Kjeld: Det mest rosende, man kan sige om Chri­ stoffer, er, at han passer fuldkommen fantastisk sam­ men med os andre. Ellen: Du og Mor sagde til hinanden og til mig, at I glædede jer til at blive præsenteret for Heinrich, en polsk kortfilminstruktør med langt hår og næsering. Kjeld: Nej nej nej! En polsk gaffer med langt lilla rastafarihår og 19 ansigtspiercinger. Det regnede vi faktisk med. Og så kom... Ellen: Den ulastelige. Kjeld: Den ulastelige fra min kones miljø. Ellen: Den velopdragne, velsoignerede, overskud­ sagtige, begavede, klassiske fyr. Pæne hænder, pænt hår. Kjeld: Det var stærkt chokerende.

6+

KARMABOY (6)

af Jacob Riising Ny bog om Niller fra Skovlunde Bytorv. Jacob Riising når han er bedst.

8+

OG SÅ DRUKNER JEG …

af Ditte Wiese YA-roman om forventningspres, perfektionisme og det sorte hul!

15+

ISENS HJERTE (2) - BYEN DER SMELTEDE

af Ida-Marie Rendtorff En spændende og eventyrlig fantasyserie. Højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra ca. 8 år.

6+

SALLYS FAR ER LANGT UDE I SKOVEN af Thomas Brunstrøm

Denne sjove, skønne serie er allerede en nyklassiker i dansk børnelitteratur.

4+

GUINNESS WORLD RECORDS 2020

Slip nysgerrigheden løs og gå på opdagelse i de helt utrolige rekorder.

8+

GRYDEKLAR

af Riising, Uthaug, Fupz, m.fl. 11 skønne og skøre godnathistorier, der får børn til at smile i søvne.

ELLEN HILLINGSØ (f. 1967) er en af landets mest alsidige og originale skuespillere. KJELD HILLINGSØ (f. 1935) er en af de sidste årtiers mest markante militære personligheder. I virkelig­ hedens verden er de datter og far. Og selv om deres brancher dårligt kunne være længere fra hinanden, er der langt mere, der forbinder dem, end der ad­ skiller dem.

6+

MINDRE END EN KILOMETER VÆK af Sarah Engell

Otte stærke noveller af en af de mest markante stemmer inden for YA-litteraturen.

12+


26

Mange genkender min længsel Hvad SIRI RANVA HJELM JACOBSEN troede var en lille debutroman viste sig at ramme et stort publikum i Italien. Nu er hun ved at være klar med sin tredje bog.

Af Bjørk Busk Vang

Jeg troede egentlig, jeg havde skrevet en meget lille historie.” Siri Ranva Hjelm Jacobsen er lige kommet tilbage fra Italien, hvor hun har vundet MARetica, en interna­ tional pris for sin debutroman Ø. Romanen handler om en ung kvindes længsel efter Færøerne, hvor hendes familie er fra, men hvor hun aldrig selv har boet. Det kunne lyde som en meget lokal fortælling. Men det viser sig altså, at bogen kan sige noget på tværs af landegrænser. ”Jeg har spurgt mange italienere om, hvad de får ud af bogen. Den virker jo smal, også i en dansk kontekst. Men dét at være barn af migration er i stigende grad en almenmenneskelig og global erfaring. I Italien er der en masse flygtninge og migranter, og der er også en masse intern migration fra landsbyerne ind til de store byer. Så der er mange mennesker på min alder, som oplever, at deres bedsteforældre hører til i en verden, de ikke ken­ der, og som er ved at forsvinde,” siger hun.

Ligesom hovedpersonen i Ø har Siri Ranva Hjelm Ja­ cobsen familie på Færøerne, og hun har også selv haft følelsen af at være gæst i sin egen familie. Sproget har især været en udfordring, for hvordan undgår man lige at skille sig ud, når man er den eneste, folk taler dansk til? Det har fungeret som en ”glasvæg” mellem hende selv og hendes færøske familie, forklarer Siri. Og denne følelse af hjemløshed er hun ikke ene om. ”Jeg er så utroligt privilegeret, at folk nu skriver til mig om deres længsel. Barnebarnet af tyrkiske forældre. Den ældre herre, som havde en bedstemor i Skåne – hvert år, når skoven grønnes, længes han stadig til Skåne. Jeg har et indre verdenskort, og hver gang no­ gen siger, at de kan genkende min længsel, lyser en lille prik op på kortet med en tråd fra Skåne til København eller fra Tyrkiet til Valby. Det er det fedeste, jeg har op­ levet – at folk kan bruge det, jeg skriver, til noget,” siger hun. ”Jeg skriver jo mere eller mindre mærkelige bøger,” siger Siri Ranva. ”Men det er stadig vigtigt for mig, at de tager udgangspunkt i noget, vi alle kan genkende. At de hører til i det, vi alle sammen har til fælles.”

Derfor går myter igen i hendes fortællinger. Bedste­ faren i Ø læser Odysseus højt for sit barnebarn, mens han længes efter sit eget Ithaka. I Havbrevene kan Middelhavet ikke lade være med at tænke på drengen Ikaros, der fløj for tæt på solen og styrtede ned. Og Dafnesyndromet, Siris kommende roman, henter også masser af inspiration fra myternes verden. ”Det kræver ikke, at man kan finere fransk. My­ terne er allemandseje.” Det er svært at komme udenom klima i Siri Ranvas forfatterskab. Naturen og især havet spiller hovedroller i begge hendes bøger. Men det har egentlig aldrig været med vilje, at hun skriver klimalitteratur. ”Jeg har på intet tidspunkt sat mig ned og tænkt: ’Nu skriver jeg en bog om klimakrise,’” siger hun. ”Men når man interesserer sig for den enormt store og kom­ plekse sammenhæng, som klimaforandringer eller flygtningekriser kommer ud af, er havet et godt sted at kigge hen. Den kan være en scene eller et spejl. For havet er en fællesnævner for os alle sammen,” forklarer hun.

27

Du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde At debutere har for mig betydet en titeltilføjelse, som jeg har svært ved at forholde mig til. Af Amalie Langballe

S

elv nu – over et halvt år efter udgivelse – vægrer jeg mig for at bruge ordet. Forfatter. Det lyder så fint. Så vigtigt. Det lyder så lidt som mig. Journalist – min anden titel – passer på en eller an­ den måde bedre. Jeg drikker for meget, men går på ar­ bejde om morgenen. Jeg skriver kun, når der er en deadline. Jeg har en forkærlighed for det hurtige og be­ skidte. Så hvordan ender en dagbladsskribent med at slæbe sig selv gennem den smertefulde proces, det er, at skrive en bog? For det første, fordi der stod en forlags­ redaktør klar til at rive, flå og presse hver enkelt sæt­ ning ud af mig, ligesom en jordemoder nogle gange er nødt til at presse den fødende, der har fået kolde fødder. For det andet, fordi der et eller andet sted i min un­ derbevidsthed må have eksisteret den forfatterinde, der for enhver pris ville fortælle en historie. For tag ikke fejl: Når bogen er færdig, føler du, at du har betalt en­ hver pris. Du har arbejdet som en hund for småpenge. Du har datet mænd alene for den vin, du vidste, de ville hælde på dig. Du har mistet din bedste veninde. Du har mistet din bedste veninde. Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvilken del af mig, der syntes, det var dét værd. Jeg ved bare, at den del findes. Når jeg undviger ordet forfatter, handler det

ikke kun om ærefrygt for beskæftigelsen, men lige så meget om, at det at skrive bøger i et vist omfang er ego­ istisk og gør folk fortræd. På et tidspunkt under skrive­ processen går det op for dig, at du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde, og det er ikke en ubetinget rar egenskab at opelske. Alligevel ville jeg gøre det igen, eller: Alligevel kommer jeg til at gøre det igen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget af det handler om en sær­ lig form for ensomhed – Alle kender den, men det er måske ikke alle, der tænker over den. Det handler om, at vi alle i sidste ende er alene i vores eget hoved. Jeg har den her verden indeni i mig – det her endeløse hav af billeder, følelser, sansninger og overhørte ord på overfyldte busser – og uanset hvad jeg gør, så kan jeg kun vise dig den gennem ord. Og jeg er nødt til at prøve, for alternativet er at være alene.

”Uendelig smuk ... wow for en debut!” SØNDAG POLITIKEN

”Knugende smukt” LITTERATURSIDEN.DK

AMALIE LANGBALLE (f. 1992) er opvokset på Sydfyn i en familie, hvor faren var læge, og moren var syg. I dag bor hun i København. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus. forsvindingsnumre er hendes debutroman. Om bogen: forsvindingsnumre er en rå og hudløs roman om en ung kvinde i sorg og om forsøget på at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære.

Forfatterdrømmen kom som et bagholdsangreb Jeg har altid været fascineret af bøger, og i mit barndomshjem var de overalt. Vores hund var sågar opkaldt efter min mors yndlingsforfatter – Naja Marie Aidt. Af Sarah Skyt Persson

SIRI RANVA HJELM JACOBSEN (f. 1980) er uddan­ net i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har skrevet i talrige magasiner og aviser, både poesi og debatartikler. Hendes familie stammer fra Færøerne.

”Lille saltvandsperle ... Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver med poetisk musikali­ tet” NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

”Ø er en tænksom og tankevækkende roman, som stolt og lavmælt taler om de helt store emner” WEEKENDAVISEN

Om bøgerne: Ø er en moderne slægtsroman om udvandring og fami­ lieforhold på tværs af Atlanterhavet. Marita og Fritz tager det meste af historien om deres liv med sig i gra­ ven, men to generationer senere rejser deres barnebarn tilbage til Færøerne for at få indblik i den historie, hun aldrig rigtig har kendt. Havbrevene er en alternativ undergangsberetning, en dystopi set fra havenes perspektiv, skrevet i et stærkt poetisk sprog og illustreret med originale grafiske tryk af billedkunstneren Dorte Naomi. I 2020 udkommer Siri Ranva Hjelm Jacobsens tredje roman Dafnesyndromet.

F

orfatter var noget, man kunne blive. Min far skrev børnebøger, og jeg faldt tit i søvn til lyden fra hans skrivemaskine. Jeg skrev også selv fra jeg var omkring ti, små historier og den slags, og det meste af min skoletid drev jeg mine dansklærere til van­ vid, fordi mine stile var dobbelt så lange, som de måtte være, og tit ikke besvarede opgaveformuleringen. Alli­ gevel gik der mange år, før det gik op for mig, at jeg ville være forfatter. Måske fordi det med at læse og skrive var noget, jeg bare gjorde uden rigtigt at tænke over det. Men i slutningen af mine tyvere begyndte det at fylde mere og mere. Det var lidt et bagholdsangreb, hvor forfatterdrømmen kom listende, og på et tidspunkt var der ikke andet at gøre, end at overgive sig. Min debutroman var både let og svær at skrive. Det første, jeg vidste, var, at jeg ville skrive om den her kvinde, som var omkring de 30 og helt hægtet af suc­ cesræset. Jeg vidste, hvad hun følte, at der var et tom­ rum, hun lidt desperat forsøgte at fylde bl.a. ved at tage ting, der ikke var hendes – fra kontorartikler til en an­

dens mand. Derfra var der en ret lang optakt, hvor jeg skrev en masse noter og tekststykker. Det tog tid at finde tonen, men pludselig var den der, den rigtige lyd, og indholdsmæssigt faldt brikkerne på plads, da jeg pla­ cerede kvinden i Sydbank i Herning, hvor jeg selv en­ gang har arbejdet. Der var en skatkiste af materiale at lege med, og så begyndte det at gå stærkt. Så var det en strøm, jeg sprang ned i, og det var bare om at følge med. Det er svært at beskrive, hvordan jeg har det nu, hvor romanen er udkommet. Den mest dominerende følelse er glæde. Jeg har knebet mig selv meget i armen de sidste måneder. Det er fantastisk at opleve, at bogen lever og finder læsere derude. Samtidig føler jeg mig vildt sårbar. Selvom romanen er fiktion, så kommer den jo fra et sted inde i mig, og alt der foregår omkring den vender tilbage til samme sted. Men så er det fantastisk at have fået et forlag. Pludselig er man en del af et hold, og det gør en kæmpe forskel – især for en debutant.

HERNING FOLKEBLAD

SARAH SKYT PERSSON (f. 1985) er cand.mag. i dansk og filosofi. Hun har siden 2015 været ansat på Louisiana Literature og underviser desuden på Espergærde Gymnasium. Hun var med til at starte skrivelinjen på Københavns Kunstskole og har efter­ følgende selv været elev. Om bogen: Sku’ det være en anden gang er en satirisk samtids­ roman, hvor hovedpersonen arbejder som kasserer i Sydbank i Herning ligesom forfatteren selv har gjort.


MARGARET

ATWOOD Fortsættelsen til Tjenerindens fortælling

BERLINGSKE

EKSTRA BLADET

”Dystopisk sensation” WEEKENDAVISEN

GILEADS DØTRE Lindhardt og Ringhof

Roman

Profile for Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Bogmagasinet 2019  

Bogmagasinet 2019  

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded