Anden verdenskrig - læseprøve

Page 19

1 Krigens udbrud J uni -august 1939

Den 1. juni 1939 modtog Georgij Zjukov, en lavstammet, kraftig kavalerichef, en hasteindkaldelse til Moskva. Stalins udrensning af Den Røde Hær, som var blevet indledt i 1937, fortsatte stadig, så Zjukov, som allerede havde været under anklage én gang, formodede, at han var blevet angivet som en »fjende af folket«. I næste fase skulle han så igennem Lavrentij Berijas »kødhakkemaskine«, som NKVD’s (Folkekommissariatet for Interne Anliggender) afhøringssystem blev kaldt. I Moskvaprocessernes paranoia havde seniorofficerer været blandt de første, der blev skudt som trotskistisk-fascistiske spioner. Omkring 30.000 blev arresteret. Mange af de ældste officerer var blevet henrettet, og et stort flertal tortureret til at komme med latterlige tilståelser. Zjukov, som havde stået en del af ofrene nær, havde holdt en pakket taske parat til fængslet, siden udrensningen var begyndt to år tidligere. Efter at have ventet så længe på dette øjeblik skrev han et afskedsbrev til sin kone: »Til dig har jeg denne anmodning,« begyndte det. »Lad være med at klynke, vær rolig og prøv med værdighed at udholde den ubehagelige adskillelse på ærlig vis.« Men da Zjukov ankom til Moskva med toget næste dag, blev han hverken anholdt eller ført til Lubjanka. Han fik besked på at melde sig i Kreml for at tale med Stalins gamle kammerat fra 1. Kavaleriarmé i borgerkrigen, marskal Kliment Vorosjilov, som nu var folkekommissær for forsvaret. Under udrensningerne havde denne »middelmådige, anonyme, intellektuelt svage« soldat styrket sin position ved nidkært at eliminere begavede chefer. Nikita Khrusjtjov kaldte ham senere bramfrit for »den største sæk lort i hæren«. Zjukov fik at vide, at han skulle flyve til den sovjetiske satellitstat Ydre Mongoliet. Der skulle han overtage kommandoen over LVII Specialkorps, som inkluderede både Den Røde Hær og mongolske styrker, for at tilføje den japanske, kejserlige hær et afgørende nederlag. Stalin var vred over, at den lokale chef lod til at have udrettet så lidt. Med truslen om krig fra Hitler i vest ville han have gjort en ende på de japanske provokationer fra deres marionetstat, Manchukuo. Rivaliseringen mellem Rusland og Japan gik tilbage til zartiden, og Ruslands ydmygende nederlag i 1905 var bestemt ikke blevet glemt af det sovjetiske regime. Under Stalin var deres styrker i Fjernøsten blevet forstærket i væsentlig grad. Det japanske militær var manisk optaget af truslen fra bolsjevismen.

34240_Anden_verdenskrig.indd 25

16-05-2012 11:04:13


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Anden verdenskrig - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen - Issuu