Anupama Kundoo
”Ligesom mursten er vi enheder, en del af noget større, brændt af livet, og vores arv er et mærke på jorden, fra jorden og til sidst i jorden.” og folkelig, kritisk regionalisme og så videre, og det er så overfladisk. I bund og grund er jeg modernist. Det håndværksmæssige bliver lidt overspillet. Det er bare det, der giver mening dér, i en indisk håndværkstraditionskontekst. For mig handler arkitektur om det negative rum. En grydes funktion findes i dens intethed, i tomheden.”
At skabe arkitektur, at skabe liv Arkitekter beklager sig ofte over tab af handlekraft, måden hvorpå deres frihed til at skabe forringes og hæmmes af byggeledere, ingeniører, beklædningsspecialister, materialeproducenter og dumme regler. Arkitekturen defineres ganske givet i stigende grad af dens globale forsyningskæde; det er et stadigt mere homogent felt, begrænset af det tilgængelige og det, der er let at forestille sig, af et billede af, hvordan det moderne ser ud. Men Kundoo taler om ”frihed fra det kendte”. Hvad nu hvis, spørger hun i sin arkitektur, vi droppede normerne, så bort fra forsyningskæden? Ved at engagere sig i et samfund på tværs af sociale lag, fra udbud og tilblivelse til arbejde og liv peger hendes værk på en måde at genfinde handlekraften på, på arkitekten som den overordnede skaber, jævnfør ordets græske oprindelse, architektōn = bygmester. Men det handler om mere end bare at skabe et rum, det handler om at skabe samfund og liv. Der findes ikke noget mere modernistisk end ambitioner i den skala. Og samtidig giver hendes arbejde os mulighed for at se det, som allerede er der, og bruge det, at tage til os og tilpasse de mange teknikker, materialer og arbejdsmetoder, som er opstået af et steds særlige betingelser. Mursten, gryder og blokke med hønsenet er alt sammen på hver sin måde materialer, der er opstået af måder at skabe på, som er forbundet med jorden og elementerne. De har indlejret i sig og inkarnerer det menneskelige arbejdes processer og anstrengelser, sporene efter hænder og værktøj. I sidste ende gør huset ikke andet end byggeblokkene gør, nemlig at skabe en rustning til hverdagslivet. Den nagende fornemmelse af tabt handlekraft, tabet af arkitekters anseelse i samfundet og en kultur, der langsomt opgives, skyldes ifølge Kundoo samfundets outsourcing af intelligens. Den regulering, der styrer den stadigt mere globale arkitektur og de byg22
ningsmæssige normer, repræsenterer en uddelegering af kontrol, en manglende tillid til menneskets evner til at skabe. Fragmenteringen af ekspertise i byggeriet, varme- og ventilationsingeniører, akustikere, byggeledere, beklædningsdesignere og så videre er alle symptomer på denne frasigelse af kontrol. Samtidig er de med til at understrege de problemer, som bygningskulturen har påført sig selv gennem kompleksitet og global homogenitet, hvor de samme bygninger forventes at udtrykke radikalt forskellige klimaer, kulturer og kontekster. ”Vi vil have for meget kontrol,” siger hun. ”Jeg vil bare åbne vinduerne.” Når hun begynder at tale om bygninger, der ånder, om luftens porøsitet og om balancen mellem klima, natur og luft, er det svært ikke at komme til at tænke på yogi-filosofi, tankerne om kroppen i balance og det, som Kundoo betegner ”ligevægt”. Hun refererer ikke eksplicit til disse idéer (selv om hun selv dyrker yoga), måske fordi det kunne opfattes som en lidt for klichépræget reaktion fra en indisk arkitekt. Men de er der hele tiden. ”I mine bygninger,” siger hun, ”prøver jeg at opnå tre ting. For det første en fornemmelse af kontakt med én selv, hvor man kan have det godt på egen hånd. For det andet en kontakt med andre, hvor man kan mærke sig selv i et fællesskab, og for det tredje en kontakt med omgivelserne, med selve jorden, luften, regnen og naturen.” Dertil kan lægges den nære forbindelse med materialekulturen, med arkitekturens tilblivelse og måden hvorpå disse aspekter begge er åbenlyst knyttet til det sted, man er. Hos Kundoo fornemmer man tilknytningen til en bredere arkitektonisk kultur og en anerkendelse af ikke bare ældgammel historie, men også påvirkningen fra et århundrede med modernisme og dets gennemgribende omkalfatring af alt, hvad der var sket indtil da, og den kreative konflikt, der bliver mulig, når frigørelse kolliderer med tradition. Og så er der luksus, tidens og omhuens luksus indlejret i materialevalget, den luksus, det er at betragte årstidernes skiften, følelsen af materialernes tekstur og glæden ved den tilsyneladende enkelhed og intelligens, som bygningen inkarnerer. Og endelig er der den luksus, der ligger i selve tiden, den viden, at ingen bygning begynder med os, men har rødder i årtusinders tanker og konstruktioner. Vi bruger vores liv på at bo i bygninger, på at opfatte dem som baggrund og forgrund, redskab og tryghed, krop og sjæl, og de overlever os som Jorden også gør. Vi efterlader vores mærke, og de efterlader deres på den måde, vi har levet vores liv. Ligesom mursten er vi enheder, en del af noget større, brændt af livet, og vores arv er et mærke på jorden, fra jorden og til sidst i jorden. Edwin Heathcote er en britisk arkitekt og arkitekturkritiker ved The Financial Times. Han er forfatter til flere bøger, blandt andre The Meaning of Home. Anupama Kundoo – Taking Time vises frem til 31. januar 2021. Udstillingen er den fjerde i serien Arkitekturens værksteder. Ovenstående artikel findes også i det engelsksprogede katalog, der er udgivet i forbindelse med udstillingen. Desuden har Louisiana Channel interviewet arkitekten i marts 2020 – se channel.louisiana.dk.