Issuu on Google+


Uddrag  af  novellen  Ord  2000   Side  147-­‐150   ”Jeg  har  en  følelse,  der  er  forkert.  Jeg  sagde  ikke  noget  forkert,  men  måske  var  problemet  snarere,   at  jeg  ikke  sagde  noget  som  helst  til  det  møde”,  tænkte  han,  mens  han  gik  fra  cykelkælderskakten,   hen  til  gadedøren,  låste  sig  ind,  checkede  den  tomme  postkasse  og  vadede  op  på  anden  sal  i  sin   nyrenoverede  Vesterbro  lejlighed.  Der  lugtede  stadig  af  maling,  men  også  lidt  af  røg  som  i  gamle   dage.   Han  smed  sine  nøgler  i  den  keramik  skål,  som  hans  kæreste  fra  gymnasiet  drejede  til  ham.  Den  var   holdt  i  helt  triste  grå  og  blå  farver,  og  han  tænkte  hver  gang,  han  kastede  nøglerne  derned,  at  det   ikke  gjorde  noget,  hvis  den  gik  i  stykker.  Læderjakken,  der  var  pæn  engang,  lagde  han  på  sengen,   mens  han  kastede  et  flygtigt  blik  på  telefonsvareren,  der  med  det  samme  afslørede,  at  ingen   havde  ringet,  selvom  han  først  var  kommet  hjem  fra  arbejde  her  kl.  næsten  seks  om  aftenen.   Han  gik  hen  til  sin  leg  med  persiennerne,  mens  han  diskuterede  næsten  hørligt  med  sig  selv,  om   han  gad  at  gå  i  Føtex,  eller  om  Seven  Eleven  var  godt  nok  i  dag  også.  Han  havde  telefonrøret  ved   øret.   ”Jeg  ligner  helt  sikkert  en,  der  snakker  med  en,  der  betyder  noget  for  mig”,  tænkte  han,  ”og   alligevel  har  jeg  brug  for  adspredelse,  såsom  at  åbne  og  lukke  for  persiennerne  med  et  lidt   fraværende  udtryk  i  mine  øjne”.  Øjne  der  vandrede  meget  hjemmevante  henover  husmuren  på   den  anden  side  af  gaden.   Hun  er  hjemme,  tænkte  han  et  kort,  hektisk  øjeblik  og  lod  persiennen  stå  vidt  åben  og  øjet  ramte   en  blank  lamel,  og  så  tænkte  han  igen,  at  han  burde  gøre  noget  ved  sin  opfindelse.  At  han  havde   fundet  den  allersmarteste  måde  at  holde  persienner  støvfrie.  Man  skulle  bare  åbne  og  lukke  for   dem  2-­‐300  gange  hver  dag.  Det  kunne  støv  ikke  holde  til.   Der  brændte  en  pære  bag  den  halvt  matterede  rude  fra  hendes  badeværelse.  Men   soveværelsesvinduet  var  stadig  åbent,  og  hun  plejede  at  lukke  det  med  det  samme,  når  hun  kom   hjem.  Måske  var  hun  lige  kommet,  helt  samtidig  med  ham,  her  17.43,  det  måtte  han  huske,  og  så   var  hun  strøget  ud  for  at  tisse?  Han  ventede  fire  minutter,  men  hun  kom  ikke  ud  igen  fra   badeværelset.   Det  plejede  at  kaste  en  skygge  på  den  matterede  rude,  lige  når  hun  åbnede  og  lukkede   badeværelsesdøren.   Han  strejfede  rundt  i  sine  tre  byfornyede  værelser.  Egentlig  meget  pænt  indrettet,  takket  være   hans  søster  og  hendes  veninde,  der  havde  invaderet  ham  med  ideer  til  en  billig  penge.  De  blev  ved   med  at  hævde,  at  den  skulle  være  lys,  stram  i  indretningen  med  nogle  enkelte  fede  ting.  Det  kan   piger  lide,  sagde  de.  Og  så  det  der  ”blink,  blink”  med  øjnene,  mens  de  lavede  en  Anders  And  ”oink   oink”  lyd.  Så  dårlig  var  han  da  heller  ikke  til  det  med  piger.  


ORD (Novelleuddrag)