Page 1

Kollega Persson


Kollega Persson Af Alice Persson

Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Michael Ford Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93434-02-8 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris

Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com


KO L L E G A PERSSON A lice P ersson


1975


1

”Det er vist ikke gået op for dig, at verden er delt i øst og vest.” Den sorte uniform med de blanke knapper kommer frem i lyset. Jeg når at tænke åh nej, hvad nu, da stemmen fortsætter. ”I unge mennesker tror, at I bare kan rejse om på den anden side af jerntæppet. De har bygget en mur for mange år siden. Sig mig, lærer I ikke noget i skolen?” Kontrolløren på færgen Kong Frederik retter på brillerne, som er faldet langt ned på næsen. Jeg kigger på hans sprukne hænder, som holder mit pas åbent. ”Jo, men jeg skulle hente mit visum her på færgen.” ”Javel. Og hvem skulle have lagt det til dig?” Han lægger hovedet tilbage og fikserer mig med sammenknebne øjne. Læberne under den smalle moustache smiler overbærende. Et hår står vinkelret ud fra hans kind og vipper som et siv i vinden. Jeg skutter mig ved synet. Da går det op for mig, at jeg kun har medbragt Hermans navn, men ingen adresse eller telefonnummer. ”Han hedder Herman Dost, og vi har aftalt, at han skal hente mig ved Ostbahnhof i Berlin.” ”I Østberlin, mener du vel? Denne hr. Dosts adresse og telefonnummer, har du ikke det med? Og du skal besøge ham?”

7


”Nej, nej, jeg skal arbejde dernede. Han skrev, at de ville telegrafere visummet til færgen.” ”Ja så. Skal du arbejde dernede?” Smilet er nu klistret fast til hans ansigt. ”Du er vist bare en naiv charlatan på vej mod øst.” Jeg tørrer hurtigt en sveddråbe af panden. Der er intet, jeg hellere vil end at retfærdiggøre mit ærinde. Bare jeg kunne give ham den overlegne kontrollør et stykke papir i hånden med en invitation fra Dr. Herman Dost med personlig underskrift og stort stempel. Mit blik flytter sig forbi kontrolløren mod glaslugen og kvinden bag skranken. Jeg prøver at trylle et visum frem i kvindens hænder. Faktisk aner jeg ikke engang, hvad et visum er. Er det en lille bog ligesom passet? Eller et stykke papir? Eller et stempel? Kontrollørens stemme bryder ind i mine tanker. ”Næ, den går ikke, min pige, det er på tide at slippe drømmen. Verden er forandret. Der er lukket, du slipper ikke ind. Men vær du glad for, at du er på den danske færge. Østtyskerne ville ikke have været så venlige som jeg. Der er diktatur dernede.” Han nikker indforstået til de omkringstående, rækker mig mit pas og ser på uret: ”Gå du ned i toget og snak med konduktøren om en pladsbillet hjem.” Jeg stirrer på knapperne i uniformen. En af dem er løs. Den hænger i en spinkel sort tråd. Jeg ser for mig min sorte læderjakke, der hænger på knagen derhjemme med en løs knap. Den ville have været god at have på nu, fordi den giver mig et mere voksent udseende. ”Må jeg komme til?”

8


Et puf fra en medpassager sender mig tilbage til færgen, og da trænger kontrollørens ord ind. Selvfølgelig ville det da ikke have hjulpet at have en anden jakke på. Der er ikke mere at gøre, og jeg bliver fysisk bevidst om trætheden efter den lange togtur fra København til Gedser. Spændingen siver ud af kroppen ved tanken om, at jeg ikke kommer til Berlin alligevel. Herman Dost vil stå ved Ostbahnhof og vente forgæves. Hvor pinligt. Så vil han tage tilbage til redaktionen og sige, at jeg ikke var der. Imens vil jeg sidde og se de danske marker fare forbi for anden gang i løbet af et døgn og forestille mig, hvordan det bliver at vende hjem til de gamle og forklare mig. På vej ned ad den smalle trappe kommer jeg til at gå efter en mor og datter: ”Mor, når vi kommer til Berlin, kan vi så godt tage i zoologisk have?” Jeg kigger på den lille pige med pagehåret og de fine solbriller og mærker et stik af misundelse. En mand bag mig ånder tungt og tvinger mig til at gå hurtigere ned ad trappen. Toget er heldigvis let at finde. Konduktøren er flink, og det går hurtigt med at få ordnet billet og pladsreservation til den del af toget, som skal retur til København. Jeg synker ned i togsædet. På den ene side er det en lettelse at drage hjem igen. Hjem til det kendte, kedelige og trygge. Hjem til klubværelset på Nørrebros Afholdshjem i Rantzausgade og den lette tilværelse med busstoppestedet og kinesergrillen lige om hjørnet. Undgå at blive konfronteret med nye sider af livet, ukendte mennesker og begivenheder, udfordrende arbejde og uddan-

9


nelse til journalist. Jeg kan kort sagt fortsætte den tilværelse, jeg har lært at leve gennem min barndom og ungdom. På den anden side er jeg træt af dette livs ligegyldighed. Jeg trænger til at bryde den kærlighedsløse mur ned og skabe mig en tilværelse med viden, udfordringer og spændende mennesker, der har et mål med deres liv. Ironisk nok vil jeg ind bag en anden mur for at bryde min egen ned. Jeg vil gerne kunne svare på spørgsmål, når jeg bliver spurgt. Jeg vil have min egen mening i stedet for automatisk at fyre mors af hver gang. Ja, jeg vil også have et mål. Et sted jeg skal hen. Så jeg vil vælge at forlade det passive hul og tage ud i livet. Heldigvis står studentereksamen for døren, så jeg kan komme ud af det lede gymnasium. Jeg er på vej til det virkelige liv i den virkeliggjorte socialisme. Den verdensorden, som jeg allerede som barn drømte om. Hvor alle er lige. Socialismen, som min mor og mormor og DKU-kammeraterne har fortalt mig om, og som jeg også kender til fra et par års brevveksling med en penneveninde fra Potsdam. Det har gjort sådan et indtryk på mig, at hendes hjemland ser det som sin vigtigste opgave at pleje sårene efter nazismen. Men noget uforståeligt er sket. Har de fortrudt? Hvorfor lå der ikke noget visum? Turen hjem til København i et varmt tog. Et slukøret tilbagetog. Jeg kender det hele, lige fra damen med serveringsvognen, over bremsernes skrig til den rytmisk dunkende lyd. Jeg er slet ikke sådan. Jeg er ikke en charlatan, som han sagde. Jeg tager ikke bare af sted på må og få. Jeg har tænkt og tænkt over det. Han skulle bare vide, hvor mange tanker

10


jeg gør mig om livet og verden. Jeg hader at blive misforstået på mine hensigter. En knirkende lyd trænger igennem mine tåger. Damen med vognen står foran mig. Hun ser venlig ud. ”Skulle det være noget?” De forbandede tårer presser på. Jeg blinker og kigger nedad, mens jeg åbner min taske. ”En øl og en sandwich.” ”Så gerne,” siger damen venligt og slår bordet foran mig ned. Jeg tager en grådig slurk af den kolde øl, kaster et blik på sandwichbrødet og dømmer det til at være tørt. Jeg sætter tænderne i det og får ret. Spejlet på det lille togtoilet er snavset. Toget slingrer og ryster, så jeg har svært ved at stå stille og tørre udtværet mascara af. På vejen til Warnemünde så jeg en frisk, glad og spændt pige kigge tilbage på mig, fuld af løfter om spænding og eventyr. Nu er glansen gået af blikket, og det lange hår hænger træt omkring mine kinder. I det fimsede lys træder mine fregner frem. Jeg klasker mig på begge kinder og mærker tårerne igen, men presser dem tilbage. Det er svært at klaske ydmygelsen væk. Det er blevet mørkt, men der er stadig lys i den lille lejlighed på Nørrebro, hvor min mor nu bor sammen med sin nye mand, Ib. Oppe på fjerde sal sætter jeg kufferten fra mig og ringer på, før jeg har overvundet min stakåndethed. ”Jamen … hvad laver du her?” Jeg kigger på mit ur.

11


”Hvad er der sket? Hvorfor er du ikke i Berlin?” Min mor står i sin skriggrønne, stramme natkjole og ligner klovnen Charlie Rivel. Hun ser stadig ikke ud til at forstå, hvorfor hendes datter står i døren. ”Det er en lang historie.” Jeg sætter mig udmattet i den nærmeste lænestol. Fra soveværelset lyder Ibs kraftige snorken.

12

Læseprøve Kollega Persson  
Læseprøve Kollega Persson  
Advertisement