Page 1

Israel og Mellemøsten er i mediernes fokus. Israel er også i fokus i et stort antal fremtidsprofetier i Bibelen. Men er der nogen sammenhæng mellem det moderne Israel og de bibelske profetier? Det spørgsmål er genstand for en ivrig og aktuel debat blandt kristne. Denne bog giver et overblik over de vigtigste argumenter og en oversigt over, hvad Bibelen siger om Israels fremtid. Bogen argumenterer for, at Israel har en afgørende rolle i et dramatisk slutspil i verdenshistorien.

Ole Andersen er generalsekretær i den kristne organisation »Ordet og Israel«. Han er teolog fra Københavns Universitet og har studeret jødisk historie ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. I bogen deler han ud af sin viden om Bibelen, om Bibelens jødiske baggrund og om jødisk historie og litteratur i både antikken og moderne tid.


Ole Andersen

Slutspillet om Israel Bibelens profetier og verdenshistorien


INDHOLD Forord

9

INTRODUK TION

11

Kapitel 1: Israel – en religiøs slagmark Kristne og Israel

12

14

Kapitel 2: Israel i Bibelen

17

De bibelske profetiers grundlag Fra trussel til profeti

18

19

Profeternes uddybning

22

De to store spørgsmål

24

FØRSTE DEL: HVORDAN SK AL KRISTNE FORSTÅ DE BIBELSKE PROFETIER OM ISR AEL? Kapitel 3: En tekst, to tolkninger

Hovedforståelse 1: Kirketolkningen Erstatning eller indlemmelse? Bibelsk grundlag

25

27 28 29

30

Tolkningsmetoder

32

Hovedforståelse 2: Israeltolkningen

33

Kontinuitet, sideordning og demonstration Bibelsk grundlag

34

35

Tolkningsmetoder

36

Ezekiel 11,17-20 på to forskellige måder Kapitel 4: Israel – udvalgt af Gud Udvalgt til velsignelse

37

39

39

Den store katastrofe: Fra velsignelse til forbandelse Planen om genoprettelse a) Åbenbaringsredskab Bibelen

43

Templet

44

Israels historie

43

45

b) Frelseshistorisk redskab Jesu første komme Jesu genkomst

42

46

47

På vej mod Paradis

48

46

40


Spørgsmålet om frelse To sandheder om Israel Guds folk

49 51

52

Abrahams børn Udvælgelse og frelse

54 54

Kapitel 5: Israels rolle efter Jesus

56

Israel – forhærdet, men ikke forkastet

57

Romerbrevet 9-10: Om Israels frelse

57

Romerbrevet 11: Om Israels udvælgelse Romerbrevet 9-11: Sammenfatning Profetierne – stadfæstet af Messias

60

70 70

Apostlenes forhold til Det Gamle Testamente

70

Det Nye Testamente bekræfter profetierne generelt Det Nye Testamente bekræfter specifikke profetier

73 78

Det Nye Testamente og Israels-profetierne: Sammenfatning Slægtskabet mellem Israel og kirken Kirken – Israels »medarving«

82

Israel – et »demonstrationsfolk« for kirken Det Nye Testamente og Israel

80

80 83

84

Kapitel 6: Vurdering af de to hovedforståelser af Israels-profetierne Ligheder og forskelle

85

85

Begge typer bibeltekster, tak!

87

Argument 1: Israel er stadig Guds folk

88

Argument 2: Israels-profetierne gælder stadig Israels folk Bibeltekster mod Israeltolkningen?

89

90

a) Bibeltekster, der viser bruddet mellem Israel og Jesus

90

b) Bibeltekster, der understreger, at ikke alle jøder bliver frelst

92

c) Bibeltekster, der bruger Israels-betegnelser om den kristne kirke

94

d) Bibeltekster, der anvender Israels-profetier om kirken og den nye jord

95

Sammenfatning: Kirketolkningens bibelargumenter Flere argumenter for Israeltolkningen

96

96

Argument 3: Domsprofetierne giver løsningen

96

Argument 4: Uden Israel bliver meget i profetierne meningsløst Argument 5: Ellers ville Gud have snydt Israels folk

102

Argument 6: Hjemkomsten fra Babylon opfyldte ikke profetierne Vigtige aspekter til vurderingen

112

100 106


Indlemmelse

112

Demonstration Sideordning

113 113

»Så læs da, hvad der står!«

114

ANDEN DEL: HVAD SIGER DE BIBELSKE PROFETIER OM ISR AEL I DAG? Kapitel 7: Israels fremtid ifølge profeterne A) Folkets hjemkomst til landet Profeten Hoseas Profeten Amos

118

Profeten Ezekiel

119 119

Profeten Zakarias

120

121

B) Landets frugtbarhed Profeten Esajas

122

123

Profeten Ezekiel

124

Landets herlige fremtid

126

C) Folkets nye forhold til Gud Profeten Zakarias Jesus

117

118

Profeten Jeremias

Jesus

116

127

128

129

Apostlen Paulus

130

Et antisemitisk håb?

130

D) Messias – folkets konge Ezekiels hyrdeprofeti Jesu hyrdetale

131 132

135

E) Et folk til velsignelse for folkene Håb for Mellemøsten

136

139

Velsignelse og liv for hele verden F) Forløsningens enhed

140

141

Ezekiels sammenfatning af Israels forløsning »Messias’ dage« og »Riget for Israel«

142

144

Kapitel 8: Hemmeligheden i Israels historie: Guds navn Guds navn og Israels fortid

145

Ezekiel og grundprincippet i Israels historie Guds navn og Israels fremtid

145

146

149

Guds navn og Israels landflygtighed og hjemkomst Guds navn og Israels fjerne fremtid

151

149

115


Betingede og ubetingede profetier Jonas og hans surmuleri

153

Jeremias og pottemageren

155

Ubetingede Israels-profetier Guds navn styrer!

153

155

157

Kapitel 9: Hvornår skal profetierne opfyldes? Opfyldelsen er fremtid

158

159

Antik jødedom: Denne verden, den kommende verden og riget imellem Ugeapokalypsen: En gradvis forløsning Fjerde Ezrabog: Et mellemrige Rabbinerne: Messias’ dage

163

164

166

Forventningen om profetiernes opfyldelse i antik jødedom Profeten Ezekiels overraskende tidsplan Hvornår angriber Gog?

169

170

En tidsplan med tre faser Hvorfor angriber Gog?

172 173

Ezekiels Bog 33-39 og Johannes’ Åbenbaring 20 Mellemriget i Johannes’ Åbenbaring

175

175

Gog og Magog hos Ezekiel og i Johannes’ Åbenbaring Den dobbelte tidslinje

Forskellige syn på tusindårsriget

180

181

Hvad gælder tusindårsriget, og hvad gælder den nye jord? Tusindårsriget som type på den nye jord Det profetiske bjergprincip

182

183

185

Længslen efter mere end Israels forløsning Hebræerbrevet om Abrahams længsel

187 188

190

Kapitel 10: Hvor langt er opfyldelsen af profetierne kommet? Israels folks hjemkomst

192

192

Israels lands genopbygning og genopdyrkning Israels folks nye forhold til Gud Israel – et tegn til håb

177

179

Messias’ dage, riget for Israel og tusindårsriget

Til dem, der længes

168

195

196

198

Kapitel 11: Israel og os – hvad skal vi mene? Israels folk – elskede for fædrenes skyld Totalt nej til kristen antisemitisme!

200 200

203

Hvad skal kristne mene om staten Israel og dens politik?

204

161


Det første svar: Profetierne

205

Det andet svar: Frelseshistorien Det tredje svar: Buddene

207

208

Plads til forskellige politiske vurderinger Arbejdet for fred i dag

210

210

Totalt nej til kristent had til palæstinensere eller arabere! Jesu forhold til ikke-jøder

212

Ufølsomhed strider mod profetierne og udvælgelsen En palæstinensisk stat? Et håb for hele verden

214

216

Kapitel 12: En plan om fremtid og håb Israel i Guds plan 223

219

219

Slutspillet i det store perspektiv Noter

212

221

214


FORORD I morges blev verden igen ramt af et terrorangreb, der kostede uskyldige mennesker livet. Mediernes rapporter og blodige billeder skriger til himlen om, at verden har brug for håb. Håb om befrielse fra terror, krig, sult, sygdom, uretfærdighed, fattigdom og ensomhed. Håb om befrielse fra død og alt ondt. I Bibelen findes der sådan et håb. Det findes blandt andet i en lang række profetier, der lover Israels folk en herlig fremtid med genoprettelse, retfærdighed, tryghed, glæde og frugtbarhed – eller kort sagt: en fremtid med shalom, fred. Det er disse profetier om Israels fremtid, der er emnet for denne bog. To spørgsmål er afgørende for forståelsen af disse profetier og dermed for forståelsen af det håb, Bibelen giver en terrorramt jord: Hvordan skal kristne i det 21. århundrede forstå de ældgamle bibelske profetier om Israel? Hvad siger disse profetier om det moderne Israel og dets fremtid? Disse to spørgsmål udgør temaerne for bogens to hoveddele. En bog om Bibelens Israels-profetier handler i sagens natur om Israel. Det er i sig selv et enormt spændende emne. Men når man arbejder med Israels-profetierne, bliver det tydeligt, at perspektivet er langt større. Guds plan for Israel er nemlig et element i hans store plan for hele verden. Profetierne om Israels fremtid handler om sidste akt i verdenshistorien inden realiseringen af Guds plan for hele menneskeheden. Israel spiller en vigtig rolle i slutspillet, men sejrsfesten omfatter hele verden. Det håb, Bibelen giver til Israels folk med dets lidelsesfyldte historie, er derfor også et håb til resten af verden med dens lidelser. Håbet er uløseligt knyttet til Messias. Bibelens budskab er, at Jesus er den Messias, der skal virkeliggøre håbet for både Israel og hele verden. Mange venner har gennem årene på forskellig måde opmuntret og hjulpet mig i arbejdet med bogen. Blandt dem er Hakon Christensen, Jan Frost, Jens Lomborg, Jørgen Sejergaard, Kirsten Østerby, Poul Arne Nyborg, Samuel Roswall, Torben Kjær og Torben Mathiesen, der har læst dele af eller hele manuskriptet og bidraget med talrige nyttige kommentarer. Ordet og Israels bestyrelse har i flere omgange givet mig skriveorlov til arbejdet. Anders Hjorth Vindum har ydet en stor indsats med sproglig redigering, og Rolf W. Jørgensen har hjulpet med de praktiske ting i forbindelse med klargøring af manuskriptet til udgivelse. En stor tak til dem alle! Den største tak skylder jeg dog som altid min kone, Krista. Ikke blot har hun i årevis levet med mit skrivearbejde, men hun har med forbløffende utrættelighed bevaret interessen og sin opmuntrende medleven i projektet.

9


Jeg tror, at Israel stadig er Guds folk. Min forhåbning er, at både mennesker, der på forhånd deler dette synspunkt, og de, der ikke deler det, vil finde bogen informativ som en hjælp til bedre at forstå den opfattelse, at der er en forbindelse mellem det moderne Israel og de bibelske profetier. Mest håber jeg dog, at bogen må bidrage til, at flere opdager, at Bibelens profetier indeholder et fantastisk håb for Israel og for verden. Det håb har vi brug for! Frederikssund, januar 2016 Ole Andersen


INTRODUKTION


KAPITEL 1

ISRAEL – EN RELIGIØS SLAGMARK Prædikanten ved fredagsbønnen i Masjid Al-Faruq-moskeen på Heimdalsgade på Nørrebro i København var den salafistiske imam Hajj Saeed. Datoen var den 13. februar 2015. Budskabet var meget klart. Muslimer skal ikke indgå i dialog med personer, der tilhører andre religioner. Mennesker, der ikke vil konvertere til islam, er vantro og skal betragtes som fjender, ikke dialogpartnere. Som begrundelse henviste imamen til Muhammeds forhold til jøderne. »Vores profet Muhammed havde jødiske naboer i Medina. Opfordrede han til nære relationer, harmoni og dialog med dem?« spurgte imam Hajj Saeed retorisk tilhørerne. »Nej,« fortsatte han. »Muhammed opfordrede dem i stedet til at tilbede Allah. Men det ville de ikke.« »I ved, hvad han gjorde ved dem,« fortsatte Hajj Saeed. »Han førte krig mod jøderne.« En af tilhørerne i moskeen denne fredag var den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein fra Nørrebro.1 Dagen efter kørte Omar El-Hussein til kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Her skød og dræbte han en tilfældig civil dansker og sårede fire betjente. Nogle timer senere, kort efter midnat, angreb han synagogen i Krystalgade. Den ubevæbnede jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt, og to betjente blev såret. Det var det værste angreb på danske jøder siden Anden Verdenskrig og en skelsættende begivenhed for det jødiske samfund i Danmark.2 Som Muhammed førte krig mod de vantro jøder i Medina, gjorde Omar El-Hussein det i Krystalgade i København. Det religiøst begrundede had til jøder er desværre ikke bare historie. Også i dag præger det alt for mange mennesker. I slutningen af september 2000 udbrød den anden palæstinensiske intifada. To uger inde i intifadaen holdt den tidligere rektor for Det Islamiske Universitet i Gaza dr. Ahmad Abu Halabiya fredagsprædikenen i Zayed bin Sultan Al Nahyan-moskeen i byen. Han er en anerkendt islamisk leder og blev senere valgt til det palæstinensiske parlament for Hamas. Prædikenen blev transmitteret i palæstinensisk TV. Budskabet i Gaza var det samme som 15 år senere i København: »Allah den Almægtige har pålagt os ikke at alliere os med jøderne og de kristne, ikke at kunne lide dem, ikke at blive deres partnere, ikke at støtte dem og ikke at indgå aftaler med dem.« I stedet, sagde dr. Halabiya, er tiden nu inde til at føre hellig krig, jihad. Jøderne er nemlig Allahs fjender. »Vis ikke jøderne barmhjertighed, uanset hvor de er. Kæmp mod dem, uanset hvor de er. Dræb dem, hvor som helst I møder dem! Dræb jøderne!«.

12


Dr. Halabiya understregede opfordringen med at henvise til, at Allah i Koranen har lovet Paradis til alle, der deltager i kampen for hans sag.3 I marts 2002 udsendte den danske afdeling af den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir en løbeseddel, der beskrev jøder som »et bagvaskende folk«, der forråder, bryder aftaler, opdigter løgne og dræber uskyldige. Løbesedlens overskrift var Koran-citatet: »Dræb dem, hvorend I finder dem«. Budskabet blev gentaget i en ny løbeseddel i efteråret 2004. Østre Landsret idømte senere organisationens danske talsmand, Fadi Abdullatif, tres dages fængsel for trusler mod jøder. Fra 2005 til 2013 var Mahmoud Ahmadinejad Irans præsident. I talrige taler fremlagde han sit syn på mellemøstkonflikten. Israels eksistens er ifølge Ahmadinejad i strid med Allahs vilje. Derfor er det en »utilgivelig forbrydelse« at anerkende staten Israel.4 Tværtimod har enhver muslim religiøs pligt til at arbejde for staten Israels udslettelse.5 Kampen mod Israel er selve hjertet i striden mellem islam og det gudløse oprør mod Allah. Zionister er nemlig en »manifestation af Satan«,6 og Israel er »Satans flag«.7 På baggrund af Ahmadinejads religiøse forståelse af konflikten i Mellemøsten er det ikke underligt, at en anden iransk leder, ayatollah Makarem Shirazi, i en tale direkte kunne sige: »At bekæmpe Israel er en gudstjeneste.«8 Efter det arabiske forår i 2011 fik Det Muslimske Broderskab magten i Egypten. Frem til juli 2013 var en af broderskabets ledere, Mohammed Mursi, Egyptens præsident. Medlemmerne af Det Muslimske Broderskab er sunnimuslimer, og organisationen ligger traditionelt i bitter teologisk strid med shiamuslimer som Ahmadinejad i Iran. Men når det gælder Israel, er shiaog sunni-islamisterne enige. Staten Israel er oprettet på et jordområde, som Allah har givet til muslimer. Derfor er statens eksistens et blasfemisk oprør mod Gud. Fra Hasan al-Banna, der stiftede Det Muslimske Broderskab i 1928, og frem til Mohammed Mursi, der blev egyptisk præsident i 2012, var budskabet klart: Muslimer har en religiøs pligt til at bekæmpe staten Israel. Det er ikke bare ord. Gennem de seneste årtier er talrige terroraktioner i Israel blevet gennemført til lyden af råbet »Allah er stor«. Gerningsmændene var overbeviste om, at de udførte Guds vilje. Men religiøst had og fanatisme er langtfra et islamistisk monopol. Det findes også på den jødiske side af konflikten. I juni 2015 brød en gruppe unge jødiske ekstremister ind i den kendte kirke for bespisningsunderet i Tabgha ved Genesaret Sø. De satte ild til kirken, og dens kontorer og en souvenirbutik udbrændte. På en mur ind til klostret malede de med store røde hebraiske bogstaver en stærk undsigelse af den afgudsdyrkelse, de åbenbart betragter kristentroen som.9 En måned senere kastede jødiske ekstremister med samme ideologiske baggrund en brandbombe ind i en palæstinensisk families hus i landsbyen Duma på Vestbredden. Ali på 18 måneder brændte ihjel, hans far og mor døde senere af deres kvæstelser, og hans store-

13


bror blev alvorligt forbrændt. På en mur havde gerningsmændene malet deres budskab: »Kong Messias leve!«. For dem kunne håbet om Messias’ komme åbenbart godt stemme overens med had, vold og mord på tilfældige palæstinensere.10 Samme tankegang lå bag tragedien den mørke novemberaften i 1995, hvor 25-årige Yigal Amir trak en pistol og skød Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin i ryggen. Kort forinden havde morderen fejret sabbattens afslutning ved aftenbønnen i synagogen. De efterfølgende forhør afslørede, at han var drevet af en dyb fornemmelse af religiøs pligt. Set med Amirs øjne stred Rabins overgivelse af land til palæstinenserne mod vigtige principper i jødedommen. Derfor måtte Rabin stoppes. Derfor dræbte Amir ham. »Måske hjalp Gud mig,« svarede han, da forhørslederen senere spurgte, om han havde medskyldige.11 Ligesom de islamistiske terrorangreb er mordbranden i Duma og attentatet på Rabin tragiske eksempler på, at religion spiller en afgørende rolle i det moderne Mellemøsten. På ét punkt ligner mange jødiske og muslimske ekstremister hinanden. Deres handlinger er styret af deres religiøse overbevisning. Deres forståelse af Gud og af det, han har sagt i de hellige skrifter, bestemmer deres holdning til konflikten mellem palæstinensere og israelere. Det gælder imidlertid ikke bare ekstremisterne. Også mange moderate jøder og muslimer er i deres forhold til hinanden på den ene eller anden måde præget af deres religiøse baggrund. Selv om de måske ikke på alle punkter efterlever buddene og traditionerne, er deres identitet og selvforståelse uløseligt forbundet med deres religiøse tilhørsforhold. Der er således ingen vej uden om religionen, når man taler om konflikten i Mellemøsten. Religiøse motiver er helt afgørende for mange menneskers holdning til konflikten. Det gælder for jøder og muslimer. Men det gælder også for kristne.

KRISTNE OG ISR AEL Mange kristne i den vestlige verden har bevidst eller ubevidst deres kristne tro som udgangspunkt, når de tager stilling til Israel og mellemøstkonflikten. Men de er voldsomt uenige om resultatet. Hvad fører et kristent udgangspunkt egentlig til, når det gælder forholdet til staten Israel? Nogle kristne har en meget politisk forståelse af kristnes forhold til Israel. De vælger aktivt at støtte de jødiske bosættere på Vestbredden. Gud har jo i Bibelen profeteret, at Israels folk en dag skal overtage dette landområde. Derfor må det være kristnes pligt at arbejde for, at staten Israel kan indlemme området i den jødiske stat. Det norske blad Israels røst udgives af kristne med denne indstilling. Kort før mordet på Yitzhak Rabin i 1995 erklærede bladet, at Rabin og de øvrige israelske politikere, der var villige til at overdrage dele af Vestbredden til palæstinenserne, var »forført af Satan«. Gud har nemlig i Bibelen lovet jøderne Vestbredden. Det er Guds plan. Og de, der modarbejder denne

14


plan, er Satans redskaber. De ortodokse jødiske bosættere på Vestbredden er derimod »Guds redskaber og medarbejdere«, som kristne bør støtte.12 I månederne før den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben i august 2005 spidsede skribenterne i Israels røst deres penne. Mosebøgernes befalinger til Israels folk under Josva for 3.500 år siden om at underlægge sig det forjættede land blev citeret og direkte overført på vores tid: »I dagens situation betyder det: Ødelæg alle moskeerne! Men Israel tør ikke gøre det, for hvad vil verden sige? Israel tør hverken gå ind i landet eller erklære det for sit. For hvad vil verden sige? Det er situationen i dag. Lad os bede om, at Israel en dag ser, at det lønner sig for dem at gøre det, Bibelens Gud beder dem om: at ødelægge alle afgudssteder, indtage landet og erklære det for sit!«. En tostatsløsning med oprettelse af en palæstinensisk stat vil ifølge disse kristne være en forbrydelse og i strid med Guds mål og planer. I stedet for at trække de jødiske bosættere ud af Gaza burde Israel fordrive palæstinenserne fra landet: »Araberne må ud af landet, og alle deres afgudssteder, moskeerne, må væk, tilintetgøres – før kan der ikke blive fred,« hedder det i bladet. Når Israel ikke vil det, er »Israels ledere på kollisionskurs med Guds ord«.13 En anden gruppe kristne har en historisk-profetisk forståelse. De tager udgangspunkt i, at Israels folk ifølge Bibelen er Guds udvalgte folk. Det betyder, at Gud bruger Israel som redskab til at virkeliggøre en plan om frelse for mennesker. Derfor blev Jesus født som Messias i netop dette folk. Men da Guds plan med Israel og hele verden først er fuldt ud realiseret, når alt ondt bliver fjernet ved Jesu genkomst, spiller Israels folk stadig en særlig rolle i verdenshistorien. De sidste hundrede års jødiske historie med immigration til Israels land og oprettelsen af staten Israel er ifølge denne forståelse en begyndende opfyldelse af de bibelske profetier om Israels fremtid. Kristne med denne forståelse kan have forskellige opfattelser af den konkrete politik, som forskellige israelske regeringer fører, men de har en grundlæggende positiv holdning til staten Israel og dens ret til at eksistere. For en tredje gruppe kristne er det grundlæggende princip, at der ikke er forskel på jøder og ikke-jøder. Israels historiske særstilling som Guds udvalgte folk blev ophævet, da Jesus blev født. Derfor kan hverken en historisk eller en profetisk forståelse af Israel danne udgangspunkt for holdningen til staten Israel og Mellemøsten i dag. I stedet vælger nogle af disse kristne at tage udgangspunkt i, at Jesus valgte side med de svage. I dag er palæstinenserne de svage over for en overvældende israelsk overmagt, siger de. Derfor må kristne støtte palæstinenserne i deres kamp for retfærdighed og retten til en stat på lige fod med alle andre. Nogle kristne kombinerer denne forståelse med en vægtlægning på, at der blandt palæstinenserne findes et kristent mindretal. Disse palæstinensiske kristne opfattes som de direkte efterkommere af de første kristne. Kristne i resten af verden bør først og fremmest støtte disse åndelige slægtninge, der kan give kirken en direkte forbindelse tilbage til de første kristne.

15


En fjerde, mere ekstrem gruppe lader deres forhold til Israel være bestemt af den historiske modsætning mellem jøder og kristne. Jøderne dræbte Jesus, siger de. Derfor bør kristne af princip være modstandere af det jødiske folk og staten Israel. Da en jordansk soldat i marts 1997 dræbte syv israelske skolepiger ved Naharayim på grænsen mellem Jordan og Israel, strømmede det ind med kondolencebreve til pigernes skole i byen Beit Shemesh. Et af brevene kom fra en kristen gruppe i USA. Brevet forklarede, at pigerne ikke havde fortjent bedre, fordi de tilhørte et folk, der har forkastet Jesus.14 Racistiske amerikanske grupper som for eksempel Christian Identity og World Church of the Creator har videreudviklet dette synspunkt til en teori om, at jøder er Satans børn. Mellemøstkonflikten er et led i den store kamp mellem Satan og Gud. Jøderne og staten Israel står på Satans side og må derfor bekæmpes af de sande kristne. Nogle tilhængere af denne slags ekstreme synspunkter har ladet ordene følge af handlinger og sat ild til synagoger og gennemført skudangreb mod jøder.15 Når det gælder religiøst begrundet had, har kristne ingen grund til at pege fingre ad jøder og muslimer. Også blandt kristne ekstremister findes der had, terror og mord. De synspunkter, der er nævnt her, er bare eksempler på de vidt forskellige opfattelser af Israel, der findes blandt kristne. Det eneste, de er enige om, er, at den kristne tro må være udgangspunktet for kristnes stillingtagen til Israel. Men måderne, de gør det på, er vidt forskellige. Og resultaterne, de når til, er så diametralt modsatte, som tænkes kan. Konsekvensen er dyb uenighed om, hvilket forhold kristne mennesker bør have til det jødiske folk og staten Israel. I centrum for denne diskussion mellem forskellige kristne står nogle profetier i Bibelen. Tolkningen af dem er en af de afgørende faktorer for, hvilket forhold kristne har til Israel. Det er forståelsen af disse Israels-profetier i Bibelen, der er emnet for denne bog.


KAPITEL 2

ISRAEL I BIBELEN Nazisterne forsøgte det. De ville gøre Jesus arisk. Udslette kristendommens jødiske rødder. Fjerne Israel fra Bibelen. Men det er et lige så håbløst foretagende som at ville skabe et kæmpeakvarium uden vand. Det kan godt være, at der er både fisk og havplanter i akvariet. Men de dør. Det hele bliver uden sammenhæng og uden liv. På samme måde går det med Bibelen, hvis man forsøger at fjerne Israel fra den. Bibelen har på alle måder med Israel at gøre. En væsentlig del af Bibelen er historiske optegnelser over Israels folks historie. Mosebøgerne fortæller om Israels tilblivelse som folk og følger folket fra dets stamfar, Abraham, og frem til folkelederen Moses. Senere følger beretningen om erobringen af Kana’ans land i Josvabogen og den efterfølgende tid i Dommerbogen og Samuelsbøgerne. Kongetiden fra opblomstringen under David og Salomo og frem til Israels undergang og Jerusalems ødelæggelse ved Babylons angreb i 586 f.Kr. er omtalt i Konge- og Krønikebøgerne. Og selv i mange af de bibelske bøger, som ikke direkte er historieberetning, er baggrunden og rammen for teksterne Israels folks historie. Den geografiske scene for størstedelen af Bibelen er Israels land. Der er selvfølgelig undtagelser fra reglen. I en del af Mosebøgerne opholder hovedpersonerne sig i Egypten, og Ezekiels og Daniels bøger foregår i Babylon. Men det skyldes, at Israels folk eller dele af det på disse tidspunkter befandt sig i netop Egypten og Babylon. I Det Nye Testamente foregår en del af Apostlenes Gerninger i Lilleasien og Grækenland. Men selv i disse afsnit spiller Israels folk en afgørende rolle. Dels fordi hovedpersonen, Paulus, var jøde, og dels fordi beretningen ustandseligt fortæller om lokale jødiske samfund og synagoger i Lilleasien og Grækenland. Bibelens forfattere var stort set alle jøder. Den markante undtagelse er Lukas, men han understreger i indledningen af sit evangelium, at han har fået beretningerne overleveret af øjenvidner, og de var jøder. Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk, Israels sprog. Og selv det græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, er præget af hebraisk tankegang og hebraiske udtryksmåder og låneord. Dertil kommer, at hovedpersonen, som binder de mange vidt forskellige tekster i Bibelen sammen til ét værk, er Israels Gud. Hele Det Gamle Testamente handler om den Gud, der udvalgte Israels folk. Og i Det Nye Testamente understreger både Jesus og apostlene, at den Gud, de forkynder, er »Abrahams, Isaks og Jakobs Gud«. Det er med Paulus’ ord »dette folks Gud, Israels Gud«, der først handlede med israelitterne på Det Gamle Testamentes tid og siden

17


sendte Jesus som Messias på Det Nye Testamentes tid (ApG 13,16-25). Den Gud, Israels folk troede på og tilbad, er det egentlige centrum i alle Bibelens bøger. Uanset hvilken side man vælger at betragte Bibelen fra, møder man på den ene eller den anden måde Israel. Historisk set hænger Bibelen uløseligt sammen med Israels folk. Det er imidlertid ikke denne historiske forbindelse, der har størst betydning for kristnes forskellige holdninger til Israel i dag, men derimod én bestemt del af Bibelens mange udsagn om Israel, nemlig profetierne om Israels fremtid.

DE BIBELSKE PROFETIERS GRUNDL AG Udgangspunktet for de bibelske profetier om Israel finder vi allerede i Mosebøgerne. Der er to helt grundlæggende tekster, nemlig Tredje Mosebog kapitel 26 og Femte Mosebog kapitel 30. Begge tekster hører hjemme i en sammenhæng, der handler om Guds pagt med Israels folk. En pagt er en overenskomst eller en aftale mellem to parter. Pagten mellem Gud og Israel minder på mange måder om de politiske pagter, der ofte blev indgået mellem datidens riger i Mellemøsten. Når en konge for en stormagt havde undertvunget et andet rige, kunne han indgå en pagt med den overvundne konge, der således blev vasal. Pagtens bestemmelser blev nedskrevet i en traktat. Hovedtrækkene i den slags traktater eller pagter var ofte opbygget efter et bestemt mønster. De begyndte med en oversigt over det historiske forhold mellem de to parter. I den historiske oversigt kunne stormagtskongen for eksempel gøre rede for, hvor meget godt han havde gjort for vasalkongen. Derefter fulgte et afsnit med de forpligtelser eller betingelser, vasalkongen blev pålagt. Der kunne være tale om både generelle forpligtelser til at være loyal mod stormagtskongen og mere specifikke og detaljerede bestemmelser om, hvordan den overvundne konge skulle forholde sig i forskellige situationer. Traktaten sluttede med at opremse en række velsignelser, som ville indtræffe, hvis den overvundne konge overholdt pagtens bestemmelser, og nogle drabelige forbandelser, han ville blive ramt af, hvis han vovede at bryde pagten. Samme mønster findes i Bibelens beskrivelser af Guds pagt med Israel. Det gælder for eksempel den pagt, som Gud indgik med Israel, lige inden folket skulle drage ind i Kana’ans land. Fyrre år tidligere var Israels folk sluppet væk fra slaveriet i Egypten. Dengang havde Gud sluttet en pagt med dem ved Sinajs bjerg, og derefter havde folket opholdt sig i ørkenen i fyrre år. Nu var de nået frem til området øst for Jordanfloden, Moabs slette. Her havde de slået lejr, mens de ventede på grønt lys til at gå over floden og erobre Kana’ans land. Men inden de fik lov til det, fornyede Gud med Moses som mellemmand sin pagt med Israel. Beskrivelsen af denne pagt fylder stort set hele Femte Mosebog. Og hovedlinjerne i pagten følger mønstret fra datidens politiske pagter. Femte Mosebog indledes med en historisk oversigt, der understreger, hvordan Gud havde ført Israels folk gennem de fyrre års ørken-

18


vandring og givet dem sejr over deres fjender (kapitel 1-3). På baggrund af alt det, Gud havde gjort for Israel, følger derefter en detaljeret fremlæggelse af de forpligtelser over for Gud, der nu påhviler Israel (kapitel 4-26). I sidste del af bogen findes blandt andet en opregning af de velsignelser, der vil følge israelitterne, hvis de overholder Guds pagt, og de forbandelser, der vil ramme dem, hvis de bryder pagten (kapitel 28). Afsnittet med velsignelser og forbandelser ligner på mange måder det tilsvarende afsnit i 3 Mos 26. Velsignelserne er først og fremmest, at det vil gå Israels folk godt, når de efter ørkenvandringen kommer ind i det land, som Gud har lovet dem (3 Mos 26,3-13 og 5 Mos 28,1-14). Afgrøderne vil blive store, og folket vil leve i fred, tryghed og rigdom. Gud selv vil bo iblandt dem og beskytte og hjælpe dem. Modsat vil det gå, hvis folket forkaster Gud og bryder pagten med ham. Så vil velsignelserne blive vendt til forbandelser (3 Mos 26,14-39 og 5 Mos 28,15-68). Gud vil selv vende sig mod folket og ramme dem med hungersnød, sygdom og krig. Fjenderne vil gå til angreb, og Israels folk vil miste landet. Forbandelserne vil resultere i, at Israels land bliver lagt i ruiner og Israels folk tvunget i landflygtighed. Som selvstændig nation vil Israel blive tilintetgjort.

FR A TRUSSEL TIL PROFETI Ved en pagtslutning var forbandelserne ment som en trussel. Hvis vasalkongen bryder pagten, så vil der ske alt det forfærdelige, der er indeholdt i forbandelserne. Sådan er det også i Guds pagt med Israel. Hvis Israels folk bryder Guds pagt, så vil de blive ramt af hans forbandelser. Men i pagten mellem Gud og Israel er forbandelserne ikke kun en trussel. I både Tredje og Femte Mosebog er der en glidende overgang i teksten fra trussel til profeti. Gud ved på forhånd, at det vil ende med, at Israel bryder pagten med ham. Derfor beskrives forbandelserne ikke bare som en risiko, der kun vil indtræffe i værst tænkelige tilfælde. Forbandelserne beskrives i teksterne som noget, der vil komme. Det underbygges af profeten Ezekiel, der levede mange hundrede år senere. Han siger rent ud, at Gud allerede under ørkenvandringen besluttede og tilmed aflagde ed på, at Israel på et tidspunkt ville blive fordrevet fra deres land på grund af frafald (Ez 20,23-24). Fordi Gud forudså, at Israels folk ville gøre oprør imod ham, bliver pagtsforbandelserne i Mosebøgerne til forudsigelser af, hvad der vil ske med Israel i fremtiden. Eller sagt med andre ord: Forbandelserne bliver til en profeti om Israels fremtid. Glidningen fra trussel til profeti antydes allerede i selve forbandelsesteksterne i 3 Mos 26,14-39 og 5 Mos 28,15-68. De lange beskrivelser af fjendernes angreb, ødelæggelsen af landet og fordrivelsen af folket får det truende »hvis I bryder min pagt« til at glide i baggrunden. Endnu tydeligere bliver det i den uddybning af forbandelserne, som Moses giver i 5 Mos 29,17-27. Først gentager Moses, at enhver i Israels folk, der bryder pagten, vil blive ramt af alle

19


de forbandelser, der er nævnt i pagtsbestemmelserne. Men så fortsætter han med at beskrive et tidspunkt langt ude i fremtiden. Den dag skal efterkommerne af Israels folk ved selvsyn konstatere, at Israels land ligger øde og ufrugtbart hen. De skal undre sig over den katastrofe, der har ramt landet, og så skal de få at vide, at det skyldes, at Israel svigtede pagten med Gud: Da flammede Herrens vrede op mod det land, så han bragte hele den forbandelse over det, som er skrevet i denne bog. Herren rykkede dem op af deres jord i stor vrede, i harme og raseri og slængte dem bort til et andet land, hvor de nu er (5 Mos 29,26-27). Moses beskriver altså et tidspunkt i fremtiden, hvor mennesker skal se tilbage på fordrivelsen af Israels folk og tale om den i datid. Det er endnu en antydning af, at Israels landflygtighed ikke bare er en mulighed, men noget, som vil ske. Allertydeligst bliver denne glidning fra trussel til profeti imidlertid i de afsnit, der følger efter forbandelsesteksterne. I Femte Mosebog drejer det sig om de første ti vers i kapitel 30, der er en af de to tekster, der lægger grunden for de bibelske profetier om Israels fremtid. Dette afsnit indledes med ordene: Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til … (5 Mos 30,1). Her er der ikke længere nogen tvivl. Israel vil komme til at opleve både velsignelsen og forbandelsen. Når Israels folk kort tid efter indgåelsen af denne pagt går over Jordanfloden og erobrer Kana’ans land, så vil folket komme til at opleve både tider med velsignelse og tider med forbandelse. Og forbandelsestiderne vil ende med, at folket igen mister Kana’ans land og bliver fordrevet til fremmede lande. »Hvis« (5 Mos 28,1 og 15) er nu blevet til »når« (5 Mos 30,1). Fordrivelsen af Israels folk fra deres land er ikke længere bare en mulighed, men noget, der med sikkerhed vil ske. Truslen er blevet til en profeti om fremtiden (se også 5 Mos 31,16-22). Og netop på det tidspunkt kommer så den store overraskelse i Moses’ tale. Velsignelserne og forbandelserne ligner det, man kunne læse i mange af datidens politiske pagter. Men i Guds pagt med Israel kommer der noget efter forbandelserne, som er helt anderledes. Noget enestående. Efter at have beskrevet, hvordan Israels land vil blive lagt i ruiner og Israels folk blive fordrevet til fremmede lande, fortsætter Moses nemlig med at forudsige, hvad der vil ske efter fordrivelsen:

20


Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig, både du og dine sønner, da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til. Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra. Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som dine fædre fik i eje, og det skal du tage i besiddelse; han vil gøre dig lykkeligere og talrigere end dine fædre. Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve. Og Herren din Gud vil lægge alle disse forbandelser på dine fjender og modstandere, som har forfulgt dig. Selv skal du vende om og adlyde Herren og følge alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag. I al din gerning vil Herren din Gud give dig frugt af dine moderliv, frugt af dit kvæg og frugt af din jord i overflod, for Herren skal igen glæde sig over dig til dit eget bedste, som han glædede sig over dine fædre, når du adlyder Herren din Gud og holder hans befalinger og love, der står skrevet i denne lovbog, og vender om til Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl (5 Mos 30,1-10). På et tidspunkt, hvor Israels folk er spredt og lever i landflygtighed rundt om på jorden, vil Gud gribe ind. Han vil vende Israels skæbne og forbarme sig over folket. På to afgørende måder vil folkets situation blive totalt forandret. For det første vil Israel omvende sig til Gud og adlyde ham (vers 2, 8 og 10). Teksten forklarer, at omvendelsen er Guds værk. Det er Gud, som vil ændre folkets holdning til ham, så de ikke længere bryder hans pagt, men elsker ham (vers 6). For det andet vil Gud den dag føre Israels folk tilbage til deres land og gøre landet enormt frugtbart (vers 3-5 og 9). I 5 Mos 30 glider pagtens velsignelser og forbandelser altså over i en profeti om Israels fremtid. Israels historie vil komme til at bestå af tre perioder, siger Moses. Folket vil komme til at bo i landet og dér opleve både velsignelse og forbandelse. Frafaldet fra Gud vil imidlertid blive så gennemgribende, at det ender med folkets fordrivelse fra landet og landflygtighed. Men en dag langt ude i fremtiden, mens israelitterne lever i landflygtighed, vil Gud vende deres skæbne og føre dem tilbage til deres land og frelse dem fra deres frafald.

Israels fremtid ifølge Moses

I landet:

· velsignelse · forbandelse

Fordrevet fra landet: · landet ødelagt

Tilbage:

· hjemkomst · vækkelse

21


Præcis samme mønster findes i 3 Mos 26, der er den anden grundlæggende tekst for de bibelske profetier om Israel. Efter en lang beskrivelse af velsignelsen og forbandelsen glider teksten over i en forudsigelse af, at Israels folk, når de til den tid befinder sig i deres fjenders lande, vil omvende sig til Gud. Når det sker, vil Gud tage dem til nåde og huske på de løfter, han har givet dem. Da skal de bekende den synd, de selv og deres fædre i troløshed begik mod mig, og også, at de trodsede mig, så også jeg måtte vise dem trods og føre dem ind i deres fjenders land. Og da skal deres uomskårne hjerte ydmyge sig, og de skal betale af på deres skyld. Så vil jeg huske på min pagt med Jakob; også min pagt med Isak og også min pagt med Abraham vil jeg huske på, og landet vil jeg huske på. Men først skal landet forlades af dem og have erstatning for sine sabbatter, mens det ligger øde hen, befriet for dem; og de skal betale af på deres skyld, netop fordi de forkastede mine retsregler og vragede mine love. Men selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke forkaste dem og ikke vrage dem og ikke gøre det af med dem, så jeg bryder min pagt med dem. Jeg er Herren deres Gud! For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene, som jeg førte ud af Egypten for øjnene af folkene for at være deres Gud. Jeg er Herren! (3 Mos 26,40-45). Allerede i Mosebøgerne blev det altså forudsagt, at Israels folk en dag ville miste deres land. Men samtidig forudsiger Mosebøgerne, at forbandelsen og landsforvisningen ikke bliver det sidste i Israels historie. Inden verdenshistorien slutter, skal Israels folk igen vende tilbage til deres land og til deres Gud. Profetierne i 3 Mos 26 og 5 Mos 30 om Israels hjemkomst og omvendelse kom til at spille en enorm rolle i Israels senere historie.

PROFETERNES UDDYBNING Efter den store pagtslutning på Moabs slette gik Israels folk over Jordanfloden og begyndte erobringen af Kana’ans land. I løbet af nogle århundreder blev landet overtaget af israelitterne, og Kana’ans land blev til Israels land. Historien derefter blev præcis, som Moses havde forudsagt. Der kom tider, hvor Israel oplevede velsignelse. Under kong David og hans søn kong Salomo blev Israel et forholdsvis stort, stærkt og velhavende rige. Men så begyndte det at gå galt. Der udviklede sig en slags hjemmelavet gudsdyrkelse, som nok var ment som tilbedelse af Israels Gud, men som samtidig foregik i modstrid med retningslinjerne i Guds pagt. Samtidig begyndte den afgudsdyrkelse, som hele tiden havde eksisteret i dele af Israels folk, at tage overhånd. Den åndelige udvikling bort fra Gud gik ikke stille af. Gang på gang optrådte der profeter, som tordnede imod frafaldet. De henviste til forbandelserne i den pagt, Gud havde sluttet

22


med Israels folk på Moses’ tid. Indtrængende advarede de om, at folket ville komme ind under forbandelse, hvis de valgte at bryde Guds pagt. Profeternes forkyndelse indeholder samme glidende overgang fra trussel til profeti, som findes i Mosebøgerne. Undertiden var profeternes forkyndelse en klar advarsel: Hvis I ikke omvender jer, så vil I blive ramt af forbandelsen. Til andre tider konstaterede profeterne, at folket allerede havde brudt pagten med Gud, og derfor forkyndte de, at forbandelsen og katastrofen uafvendeligt var på vej mod folket. Fjenden ville angribe, landet ville blive ødelagt, og folket ville blive fordrevet til fremmede lande. Profeterne tilføjede mange detaljer, men i bund og grund var forudsigelserne de samme som i Mosebøgerne. Men heller ikke profeterne stoppede ved forudsigelserne om dom og forbandelse. Præcis ligesom 3 Mos 26 og 5 Mos 30 talte de om en fremtid efter landsforvisningen. De forudsagde, at Israel efter forbandelsen vil opleve en ny velsignelsestid. Gud vil vende Israels skæbne. Han vil føre dem tilbage til deres land, der skal blive genopbygget og meget frugtbart. Og han vil frelse dem fra deres frafald og give dem et helt nyt gudsforhold.

Israels fremtid

Moses

Profeterne

Gud vil vende Israels skæbne

5 Mos 30,3

Jer 29,14; Amos 9,14

5 Mos 30,3-5.9

Ez 36,24.33-36; Amos 9,13-15

Gud vil samle Israels folk i det genopbyggede land Gud vil frelse Israels folk

5 Mos 30,

fra frafald

2.6.8.10

Ez 36,25-28; 37,23; Jer 31,31-34

Profetierne om den velsignelsestid, Israel engang i den fjerne fremtid vil opleve, fylder rigtig meget i de profetiske bøger i Bibelen. Udgangspunktet er forudsigelserne i 3 Mos 26 og 5 Mos 30 om en ny epoke i Israels historie efter fordrivelsen til de fremmede lande. Til den tid vil Israels folk leve i et pagtsforhold med Gud. I deres beskrivelser af den tid griber profeterne tilbage til velsignelsesløfterne i pagterne i Mosebøgerne og giver med udgangspunkt i dem en række detaljerede forudsigelser af de vidunderlige tilstande, Israel engang skal opleve. Profeternes forudsigelser af dom og forbandelse gik i uhyggelig grad i opfyldelse. I år 722 f.Kr. blev den nordlige del af Israel erobret af stormagten Assyrien, og israelitterne blev spredt for alle vinde. Og i år 586 f.Kr. kom turen til den sydlige del af Israel, Juda Rige. Stormagten Babylon erobrede Jerusalem og lagde den i ruiner. Mange israelitter flygtede til nabolandene, og mange andre blev tvunget i landflygtighed i Babylon. Da romerne i år 70 e.Kr. ødelagde Je-

23


rusalem for anden gang, blev situationen cementeret. Lige siden har det altovervejende flertal af jøder levet spredt ud over hele jorden. Domsprofetierne gik altså i opfyldelse. Men hvad med profetierne om Israels herlige fremtid? Er der nogen forbindelse mellem de bibelske profetier og det, der sker i det moderne Israel? Det er det store spørgsmål, som endnu i dag er en af de væsentligste årsager til, at kristne har så forskellige holdninger til Israel.

DE TO STORE SPØRGSMÅL Profetierne om Israels lykkelige fremtid spiller en stor rolle for mange ortodokse jøder. Nogle af de mest nationalistisk indstillede jøder i Israel, for eksempel i partiet Habait Hayehudi, begrunder netop deres politik med henvisning til de bibelske profetier. Det er imidlertid ikke emnet for denne bog. Her vil vi holde os til profetiernes betydning for kristnes forhold til Israel. For kristne er der to helt afgørende spørgsmål forbundet med Bibelens profetier om Israel. For det første er spørgsmålet: Hvordan skal kristne i dag læse de bibelske profetier om Israel? Vi lever efter Jesu første komme. Vi tror, at Jesus er Messias, Guds søn. Vi har fået Det Nye Testamente. Hvad betyder det med hensyn til, hvordan vi som kristne skal læse profetierne om Israel i Det Gamle Testamente? Hvem handler profetierne om, når de bliver læst med kristne øjne – Israel eller den kristne kirke? Når det første spørgsmål er afklaret, dukker det næste spørgsmål op: Hvad siger de bibelske profetier egentlig om Israel i dag? Det er disse to spørgsmål, denne bog behandler.


INDHOLD Forord

9

INTRODUK TION

11

Kapitel 1: Israel – en religiøs slagmark Kristne og Israel

12

14

Kapitel 2: Israel i Bibelen

17

De bibelske profetiers grundlag Fra trussel til profeti

18

19

Profeternes uddybning

22

De to store spørgsmål

24

FØRSTE DEL: HVORDAN SK AL KRISTNE FORSTÅ DE BIBELSKE PROFETIER OM ISR AEL? Kapitel 3: En tekst, to tolkninger

Hovedforståelse 1: Kirketolkningen Erstatning eller indlemmelse? Bibelsk grundlag

25

27 28 29

30

Tolkningsmetoder

32

Hovedforståelse 2: Israeltolkningen

33

Kontinuitet, sideordning og demonstration Bibelsk grundlag

34

35

Tolkningsmetoder

36

Ezekiel 11,17-20 på to forskellige måder Kapitel 4: Israel – udvalgt af Gud Udvalgt til velsignelse

37

39

39

Den store katastrofe: Fra velsignelse til forbandelse Planen om genoprettelse a) Åbenbaringsredskab Bibelen

43

Templet

44

Israels historie

43

45

b) Frelseshistorisk redskab Jesu første komme Jesu genkomst

42

46

47

På vej mod Paradis

48

46

40


Spørgsmålet om frelse To sandheder om Israel Guds folk

49 51

52

Abrahams børn Udvælgelse og frelse

54 54

Kapitel 5: Israels rolle efter Jesus

56

Israel – forhærdet, men ikke forkastet

57

Romerbrevet 9-10: Om Israels frelse

57

Romerbrevet 11: Om Israels udvælgelse Romerbrevet 9-11: Sammenfatning Profetierne – stadfæstet af Messias

60

70 70

Apostlenes forhold til Det Gamle Testamente

70

Det Nye Testamente bekræfter profetierne generelt Det Nye Testamente bekræfter specifikke profetier

73 78

Det Nye Testamente og Israels-profetierne: Sammenfatning Slægtskabet mellem Israel og kirken Kirken – Israels »medarving«

82

Israel – et »demonstrationsfolk« for kirken Det Nye Testamente og Israel

80

80 83

84

Kapitel 6: Vurdering af de to hovedforståelser af Israels-profetierne Ligheder og forskelle

85

85

Begge typer bibeltekster, tak!

87

Argument 1: Israel er stadig Guds folk

88

Argument 2: Israels-profetierne gælder stadig Israels folk Bibeltekster mod Israeltolkningen?

89

90

a) Bibeltekster, der viser bruddet mellem Israel og Jesus

90

b) Bibeltekster, der understreger, at ikke alle jøder bliver frelst

92

c) Bibeltekster, der bruger Israels-betegnelser om den kristne kirke

94

d) Bibeltekster, der anvender Israels-profetier om kirken og den nye jord

95

Sammenfatning: Kirketolkningens bibelargumenter Flere argumenter for Israeltolkningen

96

96

Argument 3: Domsprofetierne giver løsningen

96

Argument 4: Uden Israel bliver meget i profetierne meningsløst Argument 5: Ellers ville Gud have snydt Israels folk

102

Argument 6: Hjemkomsten fra Babylon opfyldte ikke profetierne Vigtige aspekter til vurderingen

112

100 106


Indlemmelse

112

Demonstration Sideordning

113 113

»Så læs da, hvad der står!«

114

ANDEN DEL: HVAD SIGER DE BIBELSKE PROFETIER OM ISR AEL I DAG? Kapitel 7: Israels fremtid ifølge profeterne A) Folkets hjemkomst til landet Profeten Hoseas Profeten Amos

118

Profeten Ezekiel

119 119

Profeten Zakarias

120

121

B) Landets frugtbarhed Profeten Esajas

122

123

Profeten Ezekiel

124

Landets herlige fremtid

126

C) Folkets nye forhold til Gud Profeten Zakarias Jesus

117

118

Profeten Jeremias

Jesus

116

127

128

129

Apostlen Paulus

130

Et antisemitisk håb?

130

D) Messias – folkets konge Ezekiels hyrdeprofeti Jesu hyrdetale

131 132

135

E) Et folk til velsignelse for folkene Håb for Mellemøsten

136

139

Velsignelse og liv for hele verden F) Forløsningens enhed

140

141

Ezekiels sammenfatning af Israels forløsning »Messias’ dage« og »Riget for Israel«

142

144

Kapitel 8: Hemmeligheden i Israels historie: Guds navn Guds navn og Israels fortid

145

Ezekiel og grundprincippet i Israels historie Guds navn og Israels fremtid

145

146

149

Guds navn og Israels landflygtighed og hjemkomst Guds navn og Israels fjerne fremtid

151

149

115


Betingede og ubetingede profetier Jonas og hans surmuleri

153

Jeremias og pottemageren

155

Ubetingede Israels-profetier Guds navn styrer!

153

155

157

Kapitel 9: Hvornår skal profetierne opfyldes? Opfyldelsen er fremtid

158

159

Antik jødedom: Denne verden, den kommende verden og riget imellem Ugeapokalypsen: En gradvis forløsning Fjerde Ezrabog: Et mellemrige Rabbinerne: Messias’ dage

163

164

166

Forventningen om profetiernes opfyldelse i antik jødedom Profeten Ezekiels overraskende tidsplan Hvornår angriber Gog?

169

170

En tidsplan med tre faser Hvorfor angriber Gog?

172 173

Ezekiels Bog 33-39 og Johannes’ Åbenbaring 20 Mellemriget i Johannes’ Åbenbaring

175

175

Gog og Magog hos Ezekiel og i Johannes’ Åbenbaring Den dobbelte tidslinje

Forskellige syn på tusindårsriget

180

181

Hvad gælder tusindårsriget, og hvad gælder den nye jord? Tusindårsriget som type på den nye jord Det profetiske bjergprincip

182

183

185

Længslen efter mere end Israels forløsning Hebræerbrevet om Abrahams længsel

187 188

190

Kapitel 10: Hvor langt er opfyldelsen af profetierne kommet? Israels folks hjemkomst

192

192

Israels lands genopbygning og genopdyrkning Israels folks nye forhold til Gud Israel – et tegn til håb

177

179

Messias’ dage, riget for Israel og tusindårsriget

Til dem, der længes

168

195

196

198

Kapitel 11: Israel og os – hvad skal vi mene? Israels folk – elskede for fædrenes skyld Totalt nej til kristen antisemitisme!

200 200

203

Hvad skal kristne mene om staten Israel og dens politik?

204

161


Det første svar: Profetierne

205

Det andet svar: Frelseshistorien Det tredje svar: Buddene

207

208

Plads til forskellige politiske vurderinger Arbejdet for fred i dag

210

210

Totalt nej til kristent had til palæstinensere eller arabere! Jesu forhold til ikke-jøder

212

Ufølsomhed strider mod profetierne og udvælgelsen En palæstinensisk stat? Et håb for hele verden

214

216

Kapitel 12: En plan om fremtid og håb Israel i Guds plan 223

219

219

Slutspillet i det store perspektiv Noter

212

221

214


FORORD I morges blev verden igen ramt af et terrorangreb, der kostede uskyldige mennesker livet. Mediernes rapporter og blodige billeder skriger til himlen om, at verden har brug for håb. Håb om befrielse fra terror, krig, sult, sygdom, uretfærdighed, fattigdom og ensomhed. Håb om befrielse fra død og alt ondt. I Bibelen findes der sådan et håb. Det findes blandt andet i en lang række profetier, der lover Israels folk en herlig fremtid med genoprettelse, retfærdighed, tryghed, glæde og frugtbarhed – eller kort sagt: en fremtid med shalom, fred. Det er disse profetier om Israels fremtid, der er emnet for denne bog. To spørgsmål er afgørende for forståelsen af disse profetier og dermed for forståelsen af det håb, Bibelen giver en terrorramt jord: Hvordan skal kristne i det 21. århundrede forstå de ældgamle bibelske profetier om Israel? Hvad siger disse profetier om det moderne Israel og dets fremtid? Disse to spørgsmål udgør temaerne for bogens to hoveddele. En bog om Bibelens Israels-profetier handler i sagens natur om Israel. Det er i sig selv et enormt spændende emne. Men når man arbejder med Israels-profetierne, bliver det tydeligt, at perspektivet er langt større. Guds plan for Israel er nemlig et element i hans store plan for hele verden. Profetierne om Israels fremtid handler om sidste akt i verdenshistorien inden realiseringen af Guds plan for hele menneskeheden. Israel spiller en vigtig rolle i slutspillet, men sejrsfesten omfatter hele verden. Det håb, Bibelen giver til Israels folk med dets lidelsesfyldte historie, er derfor også et håb til resten af verden med dens lidelser. Håbet er uløseligt knyttet til Messias. Bibelens budskab er, at Jesus er den Messias, der skal virkeliggøre håbet for både Israel og hele verden. Mange venner har gennem årene på forskellig måde opmuntret og hjulpet mig i arbejdet med bogen. Blandt dem er Hakon Christensen, Jan Frost, Jens Lomborg, Jørgen Sejergaard, Kirsten Østerby, Poul Arne Nyborg, Samuel Roswall, Torben Kjær og Torben Mathiesen, der har læst dele af eller hele manuskriptet og bidraget med talrige nyttige kommentarer. Ordet og Israels bestyrelse har i flere omgange givet mig skriveorlov til arbejdet. Anders Hjorth Vindum har ydet en stor indsats med sproglig redigering, og Rolf W. Jørgensen har hjulpet med de praktiske ting i forbindelse med klargøring af manuskriptet til udgivelse. En stor tak til dem alle! Den største tak skylder jeg dog som altid min kone, Krista. Ikke blot har hun i årevis levet med mit skrivearbejde, men hun har med forbløffende utrættelighed bevaret interessen og sin opmuntrende medleven i projektet.

9


Jeg tror, at Israel stadig er Guds folk. Min forhåbning er, at både mennesker, der på forhånd deler dette synspunkt, og de, der ikke deler det, vil finde bogen informativ som en hjælp til bedre at forstå den opfattelse, at der er en forbindelse mellem det moderne Israel og de bibelske profetier. Mest håber jeg dog, at bogen må bidrage til, at flere opdager, at Bibelens profetier indeholder et fantastisk håb for Israel og for verden. Det håb har vi brug for! Frederikssund, januar 2016 Ole Andersen


INTRODUKTION


KAPITEL 1

ISRAEL – EN RELIGIØS SLAGMARK Prædikanten ved fredagsbønnen i Masjid Al-Faruq-moskeen på Heimdalsgade på Nørrebro i København var den salafistiske imam Hajj Saeed. Datoen var den 13. februar 2015. Budskabet var meget klart. Muslimer skal ikke indgå i dialog med personer, der tilhører andre religioner. Mennesker, der ikke vil konvertere til islam, er vantro og skal betragtes som fjender, ikke dialogpartnere. Som begrundelse henviste imamen til Muhammeds forhold til jøderne. »Vores profet Muhammed havde jødiske naboer i Medina. Opfordrede han til nære relationer, harmoni og dialog med dem?« spurgte imam Hajj Saeed retorisk tilhørerne. »Nej,« fortsatte han. »Muhammed opfordrede dem i stedet til at tilbede Allah. Men det ville de ikke.« »I ved, hvad han gjorde ved dem,« fortsatte Hajj Saeed. »Han førte krig mod jøderne.« En af tilhørerne i moskeen denne fredag var den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein fra Nørrebro.1 Dagen efter kørte Omar El-Hussein til kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Her skød og dræbte han en tilfældig civil dansker og sårede fire betjente. Nogle timer senere, kort efter midnat, angreb han synagogen i Krystalgade. Den ubevæbnede jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt, og to betjente blev såret. Det var det værste angreb på danske jøder siden Anden Verdenskrig og en skelsættende begivenhed for det jødiske samfund i Danmark.2 Som Muhammed førte krig mod de vantro jøder i Medina, gjorde Omar El-Hussein det i Krystalgade i København. Det religiøst begrundede had til jøder er desværre ikke bare historie. Også i dag præger det alt for mange mennesker. I slutningen af september 2000 udbrød den anden palæstinensiske intifada. To uger inde i intifadaen holdt den tidligere rektor for Det Islamiske Universitet i Gaza dr. Ahmad Abu Halabiya fredagsprædikenen i Zayed bin Sultan Al Nahyan-moskeen i byen. Han er en anerkendt islamisk leder og blev senere valgt til det palæstinensiske parlament for Hamas. Prædikenen blev transmitteret i palæstinensisk TV. Budskabet i Gaza var det samme som 15 år senere i København: »Allah den Almægtige har pålagt os ikke at alliere os med jøderne og de kristne, ikke at kunne lide dem, ikke at blive deres partnere, ikke at støtte dem og ikke at indgå aftaler med dem.« I stedet, sagde dr. Halabiya, er tiden nu inde til at føre hellig krig, jihad. Jøderne er nemlig Allahs fjender. »Vis ikke jøderne barmhjertighed, uanset hvor de er. Kæmp mod dem, uanset hvor de er. Dræb dem, hvor som helst I møder dem! Dræb jøderne!«.

12


Dr. Halabiya understregede opfordringen med at henvise til, at Allah i Koranen har lovet Paradis til alle, der deltager i kampen for hans sag.3 I marts 2002 udsendte den danske afdeling af den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir en løbeseddel, der beskrev jøder som »et bagvaskende folk«, der forråder, bryder aftaler, opdigter løgne og dræber uskyldige. Løbesedlens overskrift var Koran-citatet: »Dræb dem, hvorend I finder dem«. Budskabet blev gentaget i en ny løbeseddel i efteråret 2004. Østre Landsret idømte senere organisationens danske talsmand, Fadi Abdullatif, tres dages fængsel for trusler mod jøder. Fra 2005 til 2013 var Mahmoud Ahmadinejad Irans præsident. I talrige taler fremlagde han sit syn på mellemøstkonflikten. Israels eksistens er ifølge Ahmadinejad i strid med Allahs vilje. Derfor er det en »utilgivelig forbrydelse« at anerkende staten Israel.4 Tværtimod har enhver muslim religiøs pligt til at arbejde for staten Israels udslettelse.5 Kampen mod Israel er selve hjertet i striden mellem islam og det gudløse oprør mod Allah. Zionister er nemlig en »manifestation af Satan«,6 og Israel er »Satans flag«.7 På baggrund af Ahmadinejads religiøse forståelse af konflikten i Mellemøsten er det ikke underligt, at en anden iransk leder, ayatollah Makarem Shirazi, i en tale direkte kunne sige: »At bekæmpe Israel er en gudstjeneste.«8 Efter det arabiske forår i 2011 fik Det Muslimske Broderskab magten i Egypten. Frem til juli 2013 var en af broderskabets ledere, Mohammed Mursi, Egyptens præsident. Medlemmerne af Det Muslimske Broderskab er sunnimuslimer, og organisationen ligger traditionelt i bitter teologisk strid med shiamuslimer som Ahmadinejad i Iran. Men når det gælder Israel, er shiaog sunni-islamisterne enige. Staten Israel er oprettet på et jordområde, som Allah har givet til muslimer. Derfor er statens eksistens et blasfemisk oprør mod Gud. Fra Hasan al-Banna, der stiftede Det Muslimske Broderskab i 1928, og frem til Mohammed Mursi, der blev egyptisk præsident i 2012, var budskabet klart: Muslimer har en religiøs pligt til at bekæmpe staten Israel. Det er ikke bare ord. Gennem de seneste årtier er talrige terroraktioner i Israel blevet gennemført til lyden af råbet »Allah er stor«. Gerningsmændene var overbeviste om, at de udførte Guds vilje. Men religiøst had og fanatisme er langtfra et islamistisk monopol. Det findes også på den jødiske side af konflikten. I juni 2015 brød en gruppe unge jødiske ekstremister ind i den kendte kirke for bespisningsunderet i Tabgha ved Genesaret Sø. De satte ild til kirken, og dens kontorer og en souvenirbutik udbrændte. På en mur ind til klostret malede de med store røde hebraiske bogstaver en stærk undsigelse af den afgudsdyrkelse, de åbenbart betragter kristentroen som.9 En måned senere kastede jødiske ekstremister med samme ideologiske baggrund en brandbombe ind i en palæstinensisk families hus i landsbyen Duma på Vestbredden. Ali på 18 måneder brændte ihjel, hans far og mor døde senere af deres kvæstelser, og hans store-

13


bror blev alvorligt forbrændt. På en mur havde gerningsmændene malet deres budskab: »Kong Messias leve!«. For dem kunne håbet om Messias’ komme åbenbart godt stemme overens med had, vold og mord på tilfældige palæstinensere.10 Samme tankegang lå bag tragedien den mørke novemberaften i 1995, hvor 25-årige Yigal Amir trak en pistol og skød Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin i ryggen. Kort forinden havde morderen fejret sabbattens afslutning ved aftenbønnen i synagogen. De efterfølgende forhør afslørede, at han var drevet af en dyb fornemmelse af religiøs pligt. Set med Amirs øjne stred Rabins overgivelse af land til palæstinenserne mod vigtige principper i jødedommen. Derfor måtte Rabin stoppes. Derfor dræbte Amir ham. »Måske hjalp Gud mig,« svarede han, da forhørslederen senere spurgte, om han havde medskyldige.11 Ligesom de islamistiske terrorangreb er mordbranden i Duma og attentatet på Rabin tragiske eksempler på, at religion spiller en afgørende rolle i det moderne Mellemøsten. På ét punkt ligner mange jødiske og muslimske ekstremister hinanden. Deres handlinger er styret af deres religiøse overbevisning. Deres forståelse af Gud og af det, han har sagt i de hellige skrifter, bestemmer deres holdning til konflikten mellem palæstinensere og israelere. Det gælder imidlertid ikke bare ekstremisterne. Også mange moderate jøder og muslimer er i deres forhold til hinanden på den ene eller anden måde præget af deres religiøse baggrund. Selv om de måske ikke på alle punkter efterlever buddene og traditionerne, er deres identitet og selvforståelse uløseligt forbundet med deres religiøse tilhørsforhold. Der er således ingen vej uden om religionen, når man taler om konflikten i Mellemøsten. Religiøse motiver er helt afgørende for mange menneskers holdning til konflikten. Det gælder for jøder og muslimer. Men det gælder også for kristne.

KRISTNE OG ISR AEL Mange kristne i den vestlige verden har bevidst eller ubevidst deres kristne tro som udgangspunkt, når de tager stilling til Israel og mellemøstkonflikten. Men de er voldsomt uenige om resultatet. Hvad fører et kristent udgangspunkt egentlig til, når det gælder forholdet til staten Israel? Nogle kristne har en meget politisk forståelse af kristnes forhold til Israel. De vælger aktivt at støtte de jødiske bosættere på Vestbredden. Gud har jo i Bibelen profeteret, at Israels folk en dag skal overtage dette landområde. Derfor må det være kristnes pligt at arbejde for, at staten Israel kan indlemme området i den jødiske stat. Det norske blad Israels røst udgives af kristne med denne indstilling. Kort før mordet på Yitzhak Rabin i 1995 erklærede bladet, at Rabin og de øvrige israelske politikere, der var villige til at overdrage dele af Vestbredden til palæstinenserne, var »forført af Satan«. Gud har nemlig i Bibelen lovet jøderne Vestbredden. Det er Guds plan. Og de, der modarbejder denne

14


plan, er Satans redskaber. De ortodokse jødiske bosættere på Vestbredden er derimod »Guds redskaber og medarbejdere«, som kristne bør støtte.12 I månederne før den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben i august 2005 spidsede skribenterne i Israels røst deres penne. Mosebøgernes befalinger til Israels folk under Josva for 3.500 år siden om at underlægge sig det forjættede land blev citeret og direkte overført på vores tid: »I dagens situation betyder det: Ødelæg alle moskeerne! Men Israel tør ikke gøre det, for hvad vil verden sige? Israel tør hverken gå ind i landet eller erklære det for sit. For hvad vil verden sige? Det er situationen i dag. Lad os bede om, at Israel en dag ser, at det lønner sig for dem at gøre det, Bibelens Gud beder dem om: at ødelægge alle afgudssteder, indtage landet og erklære det for sit!«. En tostatsløsning med oprettelse af en palæstinensisk stat vil ifølge disse kristne være en forbrydelse og i strid med Guds mål og planer. I stedet for at trække de jødiske bosættere ud af Gaza burde Israel fordrive palæstinenserne fra landet: »Araberne må ud af landet, og alle deres afgudssteder, moskeerne, må væk, tilintetgøres – før kan der ikke blive fred,« hedder det i bladet. Når Israel ikke vil det, er »Israels ledere på kollisionskurs med Guds ord«.13 En anden gruppe kristne har en historisk-profetisk forståelse. De tager udgangspunkt i, at Israels folk ifølge Bibelen er Guds udvalgte folk. Det betyder, at Gud bruger Israel som redskab til at virkeliggøre en plan om frelse for mennesker. Derfor blev Jesus født som Messias i netop dette folk. Men da Guds plan med Israel og hele verden først er fuldt ud realiseret, når alt ondt bliver fjernet ved Jesu genkomst, spiller Israels folk stadig en særlig rolle i verdenshistorien. De sidste hundrede års jødiske historie med immigration til Israels land og oprettelsen af staten Israel er ifølge denne forståelse en begyndende opfyldelse af de bibelske profetier om Israels fremtid. Kristne med denne forståelse kan have forskellige opfattelser af den konkrete politik, som forskellige israelske regeringer fører, men de har en grundlæggende positiv holdning til staten Israel og dens ret til at eksistere. For en tredje gruppe kristne er det grundlæggende princip, at der ikke er forskel på jøder og ikke-jøder. Israels historiske særstilling som Guds udvalgte folk blev ophævet, da Jesus blev født. Derfor kan hverken en historisk eller en profetisk forståelse af Israel danne udgangspunkt for holdningen til staten Israel og Mellemøsten i dag. I stedet vælger nogle af disse kristne at tage udgangspunkt i, at Jesus valgte side med de svage. I dag er palæstinenserne de svage over for en overvældende israelsk overmagt, siger de. Derfor må kristne støtte palæstinenserne i deres kamp for retfærdighed og retten til en stat på lige fod med alle andre. Nogle kristne kombinerer denne forståelse med en vægtlægning på, at der blandt palæstinenserne findes et kristent mindretal. Disse palæstinensiske kristne opfattes som de direkte efterkommere af de første kristne. Kristne i resten af verden bør først og fremmest støtte disse åndelige slægtninge, der kan give kirken en direkte forbindelse tilbage til de første kristne.

15


En fjerde, mere ekstrem gruppe lader deres forhold til Israel være bestemt af den historiske modsætning mellem jøder og kristne. Jøderne dræbte Jesus, siger de. Derfor bør kristne af princip være modstandere af det jødiske folk og staten Israel. Da en jordansk soldat i marts 1997 dræbte syv israelske skolepiger ved Naharayim på grænsen mellem Jordan og Israel, strømmede det ind med kondolencebreve til pigernes skole i byen Beit Shemesh. Et af brevene kom fra en kristen gruppe i USA. Brevet forklarede, at pigerne ikke havde fortjent bedre, fordi de tilhørte et folk, der har forkastet Jesus.14 Racistiske amerikanske grupper som for eksempel Christian Identity og World Church of the Creator har videreudviklet dette synspunkt til en teori om, at jøder er Satans børn. Mellemøstkonflikten er et led i den store kamp mellem Satan og Gud. Jøderne og staten Israel står på Satans side og må derfor bekæmpes af de sande kristne. Nogle tilhængere af denne slags ekstreme synspunkter har ladet ordene følge af handlinger og sat ild til synagoger og gennemført skudangreb mod jøder.15 Når det gælder religiøst begrundet had, har kristne ingen grund til at pege fingre ad jøder og muslimer. Også blandt kristne ekstremister findes der had, terror og mord. De synspunkter, der er nævnt her, er bare eksempler på de vidt forskellige opfattelser af Israel, der findes blandt kristne. Det eneste, de er enige om, er, at den kristne tro må være udgangspunktet for kristnes stillingtagen til Israel. Men måderne, de gør det på, er vidt forskellige. Og resultaterne, de når til, er så diametralt modsatte, som tænkes kan. Konsekvensen er dyb uenighed om, hvilket forhold kristne mennesker bør have til det jødiske folk og staten Israel. I centrum for denne diskussion mellem forskellige kristne står nogle profetier i Bibelen. Tolkningen af dem er en af de afgørende faktorer for, hvilket forhold kristne har til Israel. Det er forståelsen af disse Israels-profetier i Bibelen, der er emnet for denne bog.


KAPITEL 2

ISRAEL I BIBELEN Nazisterne forsøgte det. De ville gøre Jesus arisk. Udslette kristendommens jødiske rødder. Fjerne Israel fra Bibelen. Men det er et lige så håbløst foretagende som at ville skabe et kæmpeakvarium uden vand. Det kan godt være, at der er både fisk og havplanter i akvariet. Men de dør. Det hele bliver uden sammenhæng og uden liv. På samme måde går det med Bibelen, hvis man forsøger at fjerne Israel fra den. Bibelen har på alle måder med Israel at gøre. En væsentlig del af Bibelen er historiske optegnelser over Israels folks historie. Mosebøgerne fortæller om Israels tilblivelse som folk og følger folket fra dets stamfar, Abraham, og frem til folkelederen Moses. Senere følger beretningen om erobringen af Kana’ans land i Josvabogen og den efterfølgende tid i Dommerbogen og Samuelsbøgerne. Kongetiden fra opblomstringen under David og Salomo og frem til Israels undergang og Jerusalems ødelæggelse ved Babylons angreb i 586 f.Kr. er omtalt i Konge- og Krønikebøgerne. Og selv i mange af de bibelske bøger, som ikke direkte er historieberetning, er baggrunden og rammen for teksterne Israels folks historie. Den geografiske scene for størstedelen af Bibelen er Israels land. Der er selvfølgelig undtagelser fra reglen. I en del af Mosebøgerne opholder hovedpersonerne sig i Egypten, og Ezekiels og Daniels bøger foregår i Babylon. Men det skyldes, at Israels folk eller dele af det på disse tidspunkter befandt sig i netop Egypten og Babylon. I Det Nye Testamente foregår en del af Apostlenes Gerninger i Lilleasien og Grækenland. Men selv i disse afsnit spiller Israels folk en afgørende rolle. Dels fordi hovedpersonen, Paulus, var jøde, og dels fordi beretningen ustandseligt fortæller om lokale jødiske samfund og synagoger i Lilleasien og Grækenland. Bibelens forfattere var stort set alle jøder. Den markante undtagelse er Lukas, men han understreger i indledningen af sit evangelium, at han har fået beretningerne overleveret af øjenvidner, og de var jøder. Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk, Israels sprog. Og selv det græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, er præget af hebraisk tankegang og hebraiske udtryksmåder og låneord. Dertil kommer, at hovedpersonen, som binder de mange vidt forskellige tekster i Bibelen sammen til ét værk, er Israels Gud. Hele Det Gamle Testamente handler om den Gud, der udvalgte Israels folk. Og i Det Nye Testamente understreger både Jesus og apostlene, at den Gud, de forkynder, er »Abrahams, Isaks og Jakobs Gud«. Det er med Paulus’ ord »dette folks Gud, Israels Gud«, der først handlede med israelitterne på Det Gamle Testamentes tid og siden

17


sendte Jesus som Messias på Det Nye Testamentes tid (ApG 13,16-25). Den Gud, Israels folk troede på og tilbad, er det egentlige centrum i alle Bibelens bøger. Uanset hvilken side man vælger at betragte Bibelen fra, møder man på den ene eller den anden måde Israel. Historisk set hænger Bibelen uløseligt sammen med Israels folk. Det er imidlertid ikke denne historiske forbindelse, der har størst betydning for kristnes forskellige holdninger til Israel i dag, men derimod én bestemt del af Bibelens mange udsagn om Israel, nemlig profetierne om Israels fremtid.

DE BIBELSKE PROFETIERS GRUNDL AG Udgangspunktet for de bibelske profetier om Israel finder vi allerede i Mosebøgerne. Der er to helt grundlæggende tekster, nemlig Tredje Mosebog kapitel 26 og Femte Mosebog kapitel 30. Begge tekster hører hjemme i en sammenhæng, der handler om Guds pagt med Israels folk. En pagt er en overenskomst eller en aftale mellem to parter. Pagten mellem Gud og Israel minder på mange måder om de politiske pagter, der ofte blev indgået mellem datidens riger i Mellemøsten. Når en konge for en stormagt havde undertvunget et andet rige, kunne han indgå en pagt med den overvundne konge, der således blev vasal. Pagtens bestemmelser blev nedskrevet i en traktat. Hovedtrækkene i den slags traktater eller pagter var ofte opbygget efter et bestemt mønster. De begyndte med en oversigt over det historiske forhold mellem de to parter. I den historiske oversigt kunne stormagtskongen for eksempel gøre rede for, hvor meget godt han havde gjort for vasalkongen. Derefter fulgte et afsnit med de forpligtelser eller betingelser, vasalkongen blev pålagt. Der kunne være tale om både generelle forpligtelser til at være loyal mod stormagtskongen og mere specifikke og detaljerede bestemmelser om, hvordan den overvundne konge skulle forholde sig i forskellige situationer. Traktaten sluttede med at opremse en række velsignelser, som ville indtræffe, hvis den overvundne konge overholdt pagtens bestemmelser, og nogle drabelige forbandelser, han ville blive ramt af, hvis han vovede at bryde pagten. Samme mønster findes i Bibelens beskrivelser af Guds pagt med Israel. Det gælder for eksempel den pagt, som Gud indgik med Israel, lige inden folket skulle drage ind i Kana’ans land. Fyrre år tidligere var Israels folk sluppet væk fra slaveriet i Egypten. Dengang havde Gud sluttet en pagt med dem ved Sinajs bjerg, og derefter havde folket opholdt sig i ørkenen i fyrre år. Nu var de nået frem til området øst for Jordanfloden, Moabs slette. Her havde de slået lejr, mens de ventede på grønt lys til at gå over floden og erobre Kana’ans land. Men inden de fik lov til det, fornyede Gud med Moses som mellemmand sin pagt med Israel. Beskrivelsen af denne pagt fylder stort set hele Femte Mosebog. Og hovedlinjerne i pagten følger mønstret fra datidens politiske pagter. Femte Mosebog indledes med en historisk oversigt, der understreger, hvordan Gud havde ført Israels folk gennem de fyrre års ørken-

18


vandring og givet dem sejr over deres fjender (kapitel 1-3). På baggrund af alt det, Gud havde gjort for Israel, følger derefter en detaljeret fremlæggelse af de forpligtelser over for Gud, der nu påhviler Israel (kapitel 4-26). I sidste del af bogen findes blandt andet en opregning af de velsignelser, der vil følge israelitterne, hvis de overholder Guds pagt, og de forbandelser, der vil ramme dem, hvis de bryder pagten (kapitel 28). Afsnittet med velsignelser og forbandelser ligner på mange måder det tilsvarende afsnit i 3 Mos 26. Velsignelserne er først og fremmest, at det vil gå Israels folk godt, når de efter ørkenvandringen kommer ind i det land, som Gud har lovet dem (3 Mos 26,3-13 og 5 Mos 28,1-14). Afgrøderne vil blive store, og folket vil leve i fred, tryghed og rigdom. Gud selv vil bo iblandt dem og beskytte og hjælpe dem. Modsat vil det gå, hvis folket forkaster Gud og bryder pagten med ham. Så vil velsignelserne blive vendt til forbandelser (3 Mos 26,14-39 og 5 Mos 28,15-68). Gud vil selv vende sig mod folket og ramme dem med hungersnød, sygdom og krig. Fjenderne vil gå til angreb, og Israels folk vil miste landet. Forbandelserne vil resultere i, at Israels land bliver lagt i ruiner og Israels folk tvunget i landflygtighed. Som selvstændig nation vil Israel blive tilintetgjort.

FR A TRUSSEL TIL PROFETI Ved en pagtslutning var forbandelserne ment som en trussel. Hvis vasalkongen bryder pagten, så vil der ske alt det forfærdelige, der er indeholdt i forbandelserne. Sådan er det også i Guds pagt med Israel. Hvis Israels folk bryder Guds pagt, så vil de blive ramt af hans forbandelser. Men i pagten mellem Gud og Israel er forbandelserne ikke kun en trussel. I både Tredje og Femte Mosebog er der en glidende overgang i teksten fra trussel til profeti. Gud ved på forhånd, at det vil ende med, at Israel bryder pagten med ham. Derfor beskrives forbandelserne ikke bare som en risiko, der kun vil indtræffe i værst tænkelige tilfælde. Forbandelserne beskrives i teksterne som noget, der vil komme. Det underbygges af profeten Ezekiel, der levede mange hundrede år senere. Han siger rent ud, at Gud allerede under ørkenvandringen besluttede og tilmed aflagde ed på, at Israel på et tidspunkt ville blive fordrevet fra deres land på grund af frafald (Ez 20,23-24). Fordi Gud forudså, at Israels folk ville gøre oprør imod ham, bliver pagtsforbandelserne i Mosebøgerne til forudsigelser af, hvad der vil ske med Israel i fremtiden. Eller sagt med andre ord: Forbandelserne bliver til en profeti om Israels fremtid. Glidningen fra trussel til profeti antydes allerede i selve forbandelsesteksterne i 3 Mos 26,14-39 og 5 Mos 28,15-68. De lange beskrivelser af fjendernes angreb, ødelæggelsen af landet og fordrivelsen af folket får det truende »hvis I bryder min pagt« til at glide i baggrunden. Endnu tydeligere bliver det i den uddybning af forbandelserne, som Moses giver i 5 Mos 29,17-27. Først gentager Moses, at enhver i Israels folk, der bryder pagten, vil blive ramt af alle

19


de forbandelser, der er nævnt i pagtsbestemmelserne. Men så fortsætter han med at beskrive et tidspunkt langt ude i fremtiden. Den dag skal efterkommerne af Israels folk ved selvsyn konstatere, at Israels land ligger øde og ufrugtbart hen. De skal undre sig over den katastrofe, der har ramt landet, og så skal de få at vide, at det skyldes, at Israel svigtede pagten med Gud: Da flammede Herrens vrede op mod det land, så han bragte hele den forbandelse over det, som er skrevet i denne bog. Herren rykkede dem op af deres jord i stor vrede, i harme og raseri og slængte dem bort til et andet land, hvor de nu er (5 Mos 29,26-27). Moses beskriver altså et tidspunkt i fremtiden, hvor mennesker skal se tilbage på fordrivelsen af Israels folk og tale om den i datid. Det er endnu en antydning af, at Israels landflygtighed ikke bare er en mulighed, men noget, som vil ske. Allertydeligst bliver denne glidning fra trussel til profeti imidlertid i de afsnit, der følger efter forbandelsesteksterne. I Femte Mosebog drejer det sig om de første ti vers i kapitel 30, der er en af de to tekster, der lægger grunden for de bibelske profetier om Israels fremtid. Dette afsnit indledes med ordene: Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til … (5 Mos 30,1). Her er der ikke længere nogen tvivl. Israel vil komme til at opleve både velsignelsen og forbandelsen. Når Israels folk kort tid efter indgåelsen af denne pagt går over Jordanfloden og erobrer Kana’ans land, så vil folket komme til at opleve både tider med velsignelse og tider med forbandelse. Og forbandelsestiderne vil ende med, at folket igen mister Kana’ans land og bliver fordrevet til fremmede lande. »Hvis« (5 Mos 28,1 og 15) er nu blevet til »når« (5 Mos 30,1). Fordrivelsen af Israels folk fra deres land er ikke længere bare en mulighed, men noget, der med sikkerhed vil ske. Truslen er blevet til en profeti om fremtiden (se også 5 Mos 31,16-22). Og netop på det tidspunkt kommer så den store overraskelse i Moses’ tale. Velsignelserne og forbandelserne ligner det, man kunne læse i mange af datidens politiske pagter. Men i Guds pagt med Israel kommer der noget efter forbandelserne, som er helt anderledes. Noget enestående. Efter at have beskrevet, hvordan Israels land vil blive lagt i ruiner og Israels folk blive fordrevet til fremmede lande, fortsætter Moses nemlig med at forudsige, hvad der vil ske efter fordrivelsen:

20


Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig, både du og dine sønner, da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til. Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra. Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som dine fædre fik i eje, og det skal du tage i besiddelse; han vil gøre dig lykkeligere og talrigere end dine fædre. Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve. Og Herren din Gud vil lægge alle disse forbandelser på dine fjender og modstandere, som har forfulgt dig. Selv skal du vende om og adlyde Herren og følge alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag. I al din gerning vil Herren din Gud give dig frugt af dine moderliv, frugt af dit kvæg og frugt af din jord i overflod, for Herren skal igen glæde sig over dig til dit eget bedste, som han glædede sig over dine fædre, når du adlyder Herren din Gud og holder hans befalinger og love, der står skrevet i denne lovbog, og vender om til Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl (5 Mos 30,1-10). På et tidspunkt, hvor Israels folk er spredt og lever i landflygtighed rundt om på jorden, vil Gud gribe ind. Han vil vende Israels skæbne og forbarme sig over folket. På to afgørende måder vil folkets situation blive totalt forandret. For det første vil Israel omvende sig til Gud og adlyde ham (vers 2, 8 og 10). Teksten forklarer, at omvendelsen er Guds værk. Det er Gud, som vil ændre folkets holdning til ham, så de ikke længere bryder hans pagt, men elsker ham (vers 6). For det andet vil Gud den dag føre Israels folk tilbage til deres land og gøre landet enormt frugtbart (vers 3-5 og 9). I 5 Mos 30 glider pagtens velsignelser og forbandelser altså over i en profeti om Israels fremtid. Israels historie vil komme til at bestå af tre perioder, siger Moses. Folket vil komme til at bo i landet og dér opleve både velsignelse og forbandelse. Frafaldet fra Gud vil imidlertid blive så gennemgribende, at det ender med folkets fordrivelse fra landet og landflygtighed. Men en dag langt ude i fremtiden, mens israelitterne lever i landflygtighed, vil Gud vende deres skæbne og føre dem tilbage til deres land og frelse dem fra deres frafald.

Israels fremtid ifølge Moses

I landet:

· velsignelse · forbandelse

Fordrevet fra landet: · landet ødelagt

Tilbage:

· hjemkomst · vækkelse

21


Præcis samme mønster findes i 3 Mos 26, der er den anden grundlæggende tekst for de bibelske profetier om Israel. Efter en lang beskrivelse af velsignelsen og forbandelsen glider teksten over i en forudsigelse af, at Israels folk, når de til den tid befinder sig i deres fjenders lande, vil omvende sig til Gud. Når det sker, vil Gud tage dem til nåde og huske på de løfter, han har givet dem. Da skal de bekende den synd, de selv og deres fædre i troløshed begik mod mig, og også, at de trodsede mig, så også jeg måtte vise dem trods og føre dem ind i deres fjenders land. Og da skal deres uomskårne hjerte ydmyge sig, og de skal betale af på deres skyld. Så vil jeg huske på min pagt med Jakob; også min pagt med Isak og også min pagt med Abraham vil jeg huske på, og landet vil jeg huske på. Men først skal landet forlades af dem og have erstatning for sine sabbatter, mens det ligger øde hen, befriet for dem; og de skal betale af på deres skyld, netop fordi de forkastede mine retsregler og vragede mine love. Men selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke forkaste dem og ikke vrage dem og ikke gøre det af med dem, så jeg bryder min pagt med dem. Jeg er Herren deres Gud! For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene, som jeg førte ud af Egypten for øjnene af folkene for at være deres Gud. Jeg er Herren! (3 Mos 26,40-45). Allerede i Mosebøgerne blev det altså forudsagt, at Israels folk en dag ville miste deres land. Men samtidig forudsiger Mosebøgerne, at forbandelsen og landsforvisningen ikke bliver det sidste i Israels historie. Inden verdenshistorien slutter, skal Israels folk igen vende tilbage til deres land og til deres Gud. Profetierne i 3 Mos 26 og 5 Mos 30 om Israels hjemkomst og omvendelse kom til at spille en enorm rolle i Israels senere historie.

PROFETERNES UDDYBNING Efter den store pagtslutning på Moabs slette gik Israels folk over Jordanfloden og begyndte erobringen af Kana’ans land. I løbet af nogle århundreder blev landet overtaget af israelitterne, og Kana’ans land blev til Israels land. Historien derefter blev præcis, som Moses havde forudsagt. Der kom tider, hvor Israel oplevede velsignelse. Under kong David og hans søn kong Salomo blev Israel et forholdsvis stort, stærkt og velhavende rige. Men så begyndte det at gå galt. Der udviklede sig en slags hjemmelavet gudsdyrkelse, som nok var ment som tilbedelse af Israels Gud, men som samtidig foregik i modstrid med retningslinjerne i Guds pagt. Samtidig begyndte den afgudsdyrkelse, som hele tiden havde eksisteret i dele af Israels folk, at tage overhånd. Den åndelige udvikling bort fra Gud gik ikke stille af. Gang på gang optrådte der profeter, som tordnede imod frafaldet. De henviste til forbandelserne i den pagt, Gud havde sluttet

22


med Israels folk på Moses’ tid. Indtrængende advarede de om, at folket ville komme ind under forbandelse, hvis de valgte at bryde Guds pagt. Profeternes forkyndelse indeholder samme glidende overgang fra trussel til profeti, som findes i Mosebøgerne. Undertiden var profeternes forkyndelse en klar advarsel: Hvis I ikke omvender jer, så vil I blive ramt af forbandelsen. Til andre tider konstaterede profeterne, at folket allerede havde brudt pagten med Gud, og derfor forkyndte de, at forbandelsen og katastrofen uafvendeligt var på vej mod folket. Fjenden ville angribe, landet ville blive ødelagt, og folket ville blive fordrevet til fremmede lande. Profeterne tilføjede mange detaljer, men i bund og grund var forudsigelserne de samme som i Mosebøgerne. Men heller ikke profeterne stoppede ved forudsigelserne om dom og forbandelse. Præcis ligesom 3 Mos 26 og 5 Mos 30 talte de om en fremtid efter landsforvisningen. De forudsagde, at Israel efter forbandelsen vil opleve en ny velsignelsestid. Gud vil vende Israels skæbne. Han vil føre dem tilbage til deres land, der skal blive genopbygget og meget frugtbart. Og han vil frelse dem fra deres frafald og give dem et helt nyt gudsforhold.

Israels fremtid

Moses

Profeterne

Gud vil vende Israels skæbne

5 Mos 30,3

Jer 29,14; Amos 9,14

5 Mos 30,3-5.9

Ez 36,24.33-36; Amos 9,13-15

Gud vil samle Israels folk i det genopbyggede land Gud vil frelse Israels folk

5 Mos 30,

fra frafald

2.6.8.10

Ez 36,25-28; 37,23; Jer 31,31-34

Profetierne om den velsignelsestid, Israel engang i den fjerne fremtid vil opleve, fylder rigtig meget i de profetiske bøger i Bibelen. Udgangspunktet er forudsigelserne i 3 Mos 26 og 5 Mos 30 om en ny epoke i Israels historie efter fordrivelsen til de fremmede lande. Til den tid vil Israels folk leve i et pagtsforhold med Gud. I deres beskrivelser af den tid griber profeterne tilbage til velsignelsesløfterne i pagterne i Mosebøgerne og giver med udgangspunkt i dem en række detaljerede forudsigelser af de vidunderlige tilstande, Israel engang skal opleve. Profeternes forudsigelser af dom og forbandelse gik i uhyggelig grad i opfyldelse. I år 722 f.Kr. blev den nordlige del af Israel erobret af stormagten Assyrien, og israelitterne blev spredt for alle vinde. Og i år 586 f.Kr. kom turen til den sydlige del af Israel, Juda Rige. Stormagten Babylon erobrede Jerusalem og lagde den i ruiner. Mange israelitter flygtede til nabolandene, og mange andre blev tvunget i landflygtighed i Babylon. Da romerne i år 70 e.Kr. ødelagde Je-

23


rusalem for anden gang, blev situationen cementeret. Lige siden har det altovervejende flertal af jøder levet spredt ud over hele jorden. Domsprofetierne gik altså i opfyldelse. Men hvad med profetierne om Israels herlige fremtid? Er der nogen forbindelse mellem de bibelske profetier og det, der sker i det moderne Israel? Det er det store spørgsmål, som endnu i dag er en af de væsentligste årsager til, at kristne har så forskellige holdninger til Israel.

DE TO STORE SPØRGSMÅL Profetierne om Israels lykkelige fremtid spiller en stor rolle for mange ortodokse jøder. Nogle af de mest nationalistisk indstillede jøder i Israel, for eksempel i partiet Habait Hayehudi, begrunder netop deres politik med henvisning til de bibelske profetier. Det er imidlertid ikke emnet for denne bog. Her vil vi holde os til profetiernes betydning for kristnes forhold til Israel. For kristne er der to helt afgørende spørgsmål forbundet med Bibelens profetier om Israel. For det første er spørgsmålet: Hvordan skal kristne i dag læse de bibelske profetier om Israel? Vi lever efter Jesu første komme. Vi tror, at Jesus er Messias, Guds søn. Vi har fået Det Nye Testamente. Hvad betyder det med hensyn til, hvordan vi som kristne skal læse profetierne om Israel i Det Gamle Testamente? Hvem handler profetierne om, når de bliver læst med kristne øjne – Israel eller den kristne kirke? Når det første spørgsmål er afklaret, dukker det næste spørgsmål op: Hvad siger de bibelske profetier egentlig om Israel i dag? Det er disse to spørgsmål, denne bog behandler.

Uddrag af Slutspillet om israel  

Bibelens profetier og verdenshistorien Af Ole Andersen

Uddrag af Slutspillet om israel  

Bibelens profetier og verdenshistorien Af Ole Andersen

Advertisement