Page 1

Gud handler – Gud er i aktion. Bibelen er én lang fortælling om, hvordan Gud har handlet i historien gennem tusinder af år, og begivenhederne er fyldt med spænding og dramatik. I denne bog med flotte tegninger og masser af detaljer, finder du højdepunkter fra både Det Gamle og Nye Testamente. Mød Noa, Moses, kong David og mange andre fra Israels historie. Og følg med Jesus fra krybben i Betlehem til korsfæstelsen og opstandelsen i Jerusalem. “Gud i aktion” kan bruges til både læs-højt- og læs-selv-bog for alle fra 8 år og opefter. Teksterne er udvalgt af Dawn Mueller og oversat og bearbejdet til dansk af Jette Gøjsen Christensen. Bogen er illustreret af den danske teolog og illustrator Lars Kofod-Frederiksen.

Gud i aktion – Fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente 1. udgave, 1. oplag 2012 Originaltitel: God’s Story for All Originalforlag: Copenhagen Publishing House, Denmark © Lohse Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25 7000 Fredericia www.lohse.dk ISBN: 978-87-564-6187-0

Tekstudvalg: Dawn Mueller Oversættelse: Jette Gøjsen Christensen Illustrationer: Lars Kofod-Frederiksen Omslag: Ben Haman, Paul Erik Hummelmose og Martin Kristensen

GUD I AKTION

GUD I AKtioN

GUD I AKtioN Fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente


DET GAMLE TESTAMENTE

Gud skaber verden ........................7

De Ti Bud ....................................98

Guds første børn ..........................12

Jerikos mure...............................106

Kain og Abel ................................18

Gideon ....................................... 112

Den store oversvømmelse............25

Samson ...................................... 118

Tårnet i Babel...............................30

Drengen Samuel ........................125

Guds løfte til Abraham ................34

David og Goliat..........................130

Isak og Rebekka ...........................43

Den kloge kong Salomo ............. 137

Jakob og Esau ...............................46

Elias – ild fra Himlen .................144

Josef og drømmene .....................56

Jonas og den store fisk................ 151

Gud redder sine børn i Egypten ...64

Den glohede ovn ....................... 157

Slaver i Egypten ...........................73

Daniel og løverne ......................164

Gud kalder Moses ........................79

Dronning Ester ......................... 169

Ud af Egypten ..............................83

Guds by genopbygges ............... 176

Overgangen over Det Røde Hav og Guds omsorg for sine børn......91


DET NYE TESTAMENTE

Jesu fødsel .................................184

Lignelser om glæden

Jesus vokser op ..........................190

ved at finde noget tabt ...............246

Jesus bliver døbt og fristet .........196

Jesus viser, hvem han er ............251

Jesus kalder sine

Jesus på vej til Jerusalem ...........253

første disciple ............................202

Jesus opvækker Lazarus

Jesus forvandler vand til vin .....205

fra de døde .................................256

Jesus taler med autoritet ............ 210

Den stille uge .............................262

Bjergprædikenen .......................212

Jesus bliver korsfæstet, dør og læg-

Jesus helbreder mange

ges i en grav ...............................281

og kalder en discipel mere ......... 218

Jesus bliver levende igen ............287

Jesus fortæller lignelsen

Jesus vender tilbage til Galilæa ...294

om landmanden .......................222

Jesus stiger op til Himlen

Stormen lægger sig

og sender Helligånden ..............298

og dæmoner uddrives ...............226

Stefanus, den første martyr .......306

Jesus mætter tusinder ................230

Jesus kalder Paulus

Jesus elsker børn ........................235

som apostel ................................ 311

Jesus underviser

Det store syn om Himlen .......... 319

lovkyndige og farisæere ............241 Fadervor.....................................324 Den apostolske trosbekendelse ...325


JAKOB OG ESAU

(Første Mosebog 25-33)

A

braham var 175 år gammel, da han døde. Isak og Ismael begravede ham i grotten sammen med Sara. Gud velsignede Isak.

Der gik 20 år, men Rebekka fik ingen børn. Isak bad for hende, og Herren

hørte hans bøn, og Rebekka blev gravid med tvillinger, der kæmpede i maven på hende. Hun spurgte Herren: »Hvis alt er, som det skal være, hvorfor mærkes det så sådan?« Herren svarede hende: »To folkeslag slås inde i dig. Dine børn vil blive stamfædre til to forskellige folk. Den ene bliver stærkere end den anden, og den yngste kommer til at herske over den ældste.« Rebekka fødte tvillingerne. Den ældste var helt rød i huden og havde meget hår på kroppen. Ham kaldte de Esau, som betyder ‘behåret’. Den anden var også en dreng, og da han kom ud, holdt han fast om Esaus hæl. Derfor fik han navnet Jakob, som betyder ‘han tager fat i hælen’ eller ‘han snyder’. Da de blev voksne, var Esau altid ude på marken, og han var en dygtig jæger. Jakob derimod sad altid i teltet. Isak holdt mest af Esau, fordi han var så glad for at spise de dyr, Esau skød, men Rebekka holdt mest af Jakob. En dag, da Esau kom hjem fra jagt, kunne han lugte den mad, Jakob havde lavet. Han var træt efter jagten og sagde til Jakob: »Giv mig noget af den røde suppe, du har lavet, jeg er hundesulten.« (Derfor blev Esau også kaldt Edom, som betyder ‘rød’).

46


Jakob svarede: »Så skal du give mig din ret som den førstefødte.« Esau svarede: »Jeg er lige ved at dø af sult, så den ret har jeg ikke brug for.« Jakob sagde: »Du skal sværge på, at du giver mig den ret!« Esau svor så på, at Jakob nu skulle have den ret, Esau havde som den førstefødte. Esau spiste maden og tog af sted igen. På den måde viste han, at en portion mad var vigtigere for ham end hans ansvar og rettigheder som førstefødt. Herren viste sig for Isak og sagde til ham: »Jeg er Herren, din far Abrahams Gud. Du skal ikke være bange, for jeg er med dig og vil velsigne dig og give dig mange efterkommere, sådan som jeg lovede din far Abraham.« Isak byggede et alter og takkede Herren. Da Esau blev 40 år, giftede han sig med to kvinder fra hittitterne. Hans koner hed Judit og Basemat, og Isak og Rebekka var meget kede af det. Da Isak blev gammel, kunne han næsten ikke se mere. Han kaldte på Esau og sagde til ham: »Jeg er blevet gammel, og jeg ved ikke, hvornår jeg skal dø. Tag din bue og gå på jagt og skyd et dyr, som du skal tilberede til mig, og så vil jeg velsigne dig.« Rebekka hørte, hvad Isak sagde til Esau, og så snart Esau var taget af sted, kaldte hun på Jakob. »Jeg har lige hørt, at din far har sendt Esau på jagt efter et dyr, han skal lave et lækkert måltid af. Bagefter vil han give ham Herrens velsignelse. Hør nu her, og gør, som jeg siger: Gå ud og hent to geder. Så skal jeg tilberede dem, som din far godt kan lide dem, og så skal du bære det ind til ham, så han kan velsigne dig, inden han dør.« Jakob svarede: »Jamen, min bror har meget hår på armene, og mine arme er helt glatte. Hvis min far rører ved mig, ser det ud, som om jeg prøver på at snyde ham, og så bliver jeg forbandet i stedet for.« Rebekka sagde: »Den forbandelse må ramme mig. Gør nu, som jeg siger.« Jakob hentede så gederne, og Rebekka tilberedte dem, som Isak kunne lide det. Hun gav Jakob Esaus pæneste tøj på og bandt gedeskindene rundt om hans arme og rundt om hans hals.

47


Jakob bar maden ind til Isak og sagde: »Værsgo, far.« Isak spurgte: »Hvem er du, min søn?« »Jeg er Esau, din førstefødte,« svarede Jakob. »Jeg har gjort, som du sagde, jeg skulle. Sæt dig op, og spis dyret, så du kan velsigne mig.« Isak spurgte: »Hvordan har du nået at skyde dyret og tilberede det på så kort tid?« Jakob svarede: »Herren din Gud hjalp mig.« »Kom herhen, min søn, og lad mig mærke på dig,« sagde Isak. »Jeg er nødt til at vide, om du virkelig er min søn, Esau.« Jakob gik hen til Isak. Isak mærkede på ham og sagde: »Det er Jakobs stemme, men Esaus hænder. Er det virkelig dig, Esau?« »Ja det er,« løj Jakob. »Kom herhen, så jeg kan spise din mad og velsigne dig.« Da Isak havde spist, sagde han: »Kom herhen og kys mig, min dreng. Du lugter som marken, den mark, som Herren har velsignet. Må Herren give dig regn fra himlen, så dine marker giver megen afgrøde og mange druer. Må dine folk tjene dig godt og andre folk bøje sig for dig. Du skal herske over dine brødre, og både de og din mor skal bøje sig for dig. Alle, der forbander dig, skal selv være forbandede, og alle de, der velsigner dig, skal selv være velsignede.« 48


Lige da Jakob var gået, kom Esau hjem. Han tilberedte et lækkert måltid og tog det med ind til sin far. »Værsgo, far. Kom, sæt dig op og spis den mad, jeg har lavet til dig, så du kan velsigne mig.« »Hvem er du?« spurgte Isak. »Jeg er din førstefødte søn, Esau.« Isak blev meget vred og sagde: »Hvem var det så, der skød et dyr og tilberedte det til mig? Jeg spiste det, før du kom, og gav ham min velsignelse, og den kan ikke tages fra ham.« Da Esau hørte det, græd han. »Du er nødt til også at velsigne mig, far.« Isak svarede: »Din bror har snydt mig og taget din velsignelse.« Esau sagde: »Han passer til sit navn! Nu har han snydt mig to gange. Først fik han min ret som den førstefødte, og nu har han fået min velsignelse. Har du ikke også en velsignelse til mig?« Esau var ulykkelig. Isak sagde: »Du kommer til at bo, hvor der er tørre marker, og hvor regnen ikke falder. Dit sværd bliver dit våben, og du skal tjene din bror. Der kommer dog en tid, hvor du kan gøre dig fri af ham.« Esau var så vred på Jakob, at han lagde planer om at slå ham ihjel, når deres far var død. Det fandt Rebekka ud af, og hun sagde til Jakob, at han skulle rejse væk og hen til hendes bror, Laban, indtil Esaus vrede havde lagt sig. Rebekka sagde til Isak: »Jeg bryder mig ikke om de hittitiske kvinder. Hvis også Jakob gifter sig med en af dem, lægger jeg mig til at dø.« Isak kaldte Jakob ind til sig og sagde til ham: »Du må ikke gifte dig med en af de kvinder, der bor heromkring. Rejs til Betuel og gift dig med en af din morbror Labans døtre. Må Gud den Almægtige være med dig og give dig en stor familie, så du kan blive til et stort folk. Gud velsigne dig, som han velsignede Abraham, så du kommer til at arve det land, Gud gav ham.« Jakob tog af sted og rejste til sin mors hjemland. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede. Han tog en sten og lagde den som hovedstøtte. 49


Da han var faldet i søvn, drømte han om en stige, der gik helt op til himlen. Guds engle gik op og ned ad stigen. For enden af stigen stod Herren selv og sagde: »Jeg er Herren, Abrahams Gud og Isaks Gud. Jeg vil give den jord, du sover på, til dine efterkommere. Du får så mange børn, som der er støvkorn her, og I skal brede jer ud over landet mod nord og syd og øst og vest. Alle mennesker på jorden skal få velsignelse på grund af dig og dine efterkommere. Jeg vil være med dig og passe på dig. Jeg sørger for, at du engang kommer tilbage hertil, og jeg forlader dig ikke, før jeg har opfyldt mit løfte.« Da Jakob vågnede sagde han: »Herren er på dette sted, og det vidste jeg slet ikke. Det er som Guds hus og en dør ind til Himlen. Det er helt fantastisk.« Han rejste den sten op, som han havde brugt som hovedstøtte, og hældte olie over den. Han døbte stedet Betel, som betyder Guds hus, og han aflagde dette løfte: »Hvis Gud virkelig er med mig og passer på mig og sørger for, at jeg har tøj på kroppen og mad at spise og engang kan vende hjem til min far i fred, så skal han også være min Gud. Denne sten skal være som et Guds hus. Jeg vil give Gud en tiendedel af alt, hvad jeg har.« Da Jakob kom til sin mors hjemland, fandt han frem til sin onkel Laban og fik arbejde hos ham. Han sagde ja til at arbejde i syv år for ham for at få lov til at gifte sig med hans smukkeste datter, Rakel. De syv år gik hurtigt, for han elskede hende meget højt. Da de skulle giftes, blev bruden ført ind i Jakobs telt, men næste morgen var Jakob rasende. Han var nemlig ikke blevet gift med Rakel, men med hendes storesøster Lea. »Hvordan kunne du snyde mig på den måde?« råbte han. Laban svarede: »Vi har den skik, at den ældste søster skal giftes før den yngste. Behold Lea, så kan du om en uge få lov til også at gifte dig med Rakel. Du skal bare love mig at arbejde her syv år mere.« Rakel var smukkere end Lea, og Jakob elskede hende højest. Herren så, at Jakob ikke elskede Lea lige så højt som Rakel, og derfor sørgede han for, at Lea kunne få børn. Hun fødte en dreng, som fik navnet Ruben. Ruben 52


betyder ‘se, en søn’, og det navn fik han, fordi Gud havde set, at hun ikke havde det godt. Jakob elskede hende stadig ikke, men Lea fødte endnu en dreng. Hun sagde: »Herren har hørt, at Jakob ikke elsker mig, og derfor har han givet mig et barn mere.« Drengen fik navnet Simeon, som betyder ‘Han hører’. Da hun fødte deres tredje søn, sagde Lea: »Nu må Jakob da holde af mig,« og hun kaldte drengen for Levi. Da hun fødte sin fjerde søn, kaldte hun ham Juda, fordi det betyder ‘takke Gud’. Rakel var meget misundelig på Lea, fordi hun ikke selv havde fået børn. Hun sagde til Jakob, at han skulle få et barn med hendes tjenestepige Bilha, som hun så ville opdrage som sit eget. Bilha fik to drenge, Dan, som betyder ‘jeg har fået oprejsning’, og Naftali, som betyder ‘min kamp’. Lea gav også Jakob lov til at få børn med sin tjenestepige, Zilpa, og hun fik også to sønner: Gad, som betyder ‘lykke’, og Asher, som betyder ‘lykkelig’. Derefter fik Lea to sønner mere: Issakar, som betyder ‘belønning’, og Zebulon, som betyder ‘ære’. Lea sagde så: »Gud har givet mig store gaver. Nu må min mand da ære mig – jeg har født ham seks sønner!« Senere fik hun også en datter, der fik navnet Dina. Til sidst lod Gud også Rakel blive gravid, og hun fødte en dreng, som hun kaldte Josef. Josef betyder ‘give en mere’, og han kom til at hedde sådan, fordi hun bad om, at Gud ville give hende endnu en søn. Da Jakob havde arbejdet 20 år for Laban, mente han, at det var på tide at vende hjem. Han tog af sted med sine koner, deres tjenestepiger, børnene og alle dyrene – geder, får, køer, kameler og æsler – som han havde fået i løn, mens han arbejdede for Laban. På rejsen mødte Jakob Guds engle, og han sagde, da han så dem: »Her er Guds lejr.« Han rejste videre for at komme til Edom, Esaus land. Han sendte et sendebud i forvejen for at sige: »Sig til jeres herre Esau, at hans tjener Jakob har boet hos Laban og nu vender tilbage med kvæg og tjenere. Han håber, at han er velkommen.« Sendebuddet kom tilbage og sagde: »Esau kommer dig i møde, og han har 400 mand med sig.« 53


Jakob blev rædselsslagen. Han bad til Gud: »Du min fader Abrahams og Isaks Gud! Du sagde til mig, at jeg skulle rejse til mit hjemland og min familie, og du lovede at være med mig, selv om jeg slet ikke har fortjent din trofaste kærlighed og omsorg. Red mig nu fra min bror, Esau. Jeg er bange for, at han vil komme og angribe mig og børnene og deres mødre. Men du har jo lovet mig, at du ville give mig lige så mange efterkommere, som der er sandkorn på stranden.« Jakob forberedte så en gave til Esau, som han sendte i forvejen. Han sendte 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere, 30 kameler, 40 køer, 10 tyre, 20 æselhopper og 10 æsler. Der var en tjener til hver gruppe af dyr, og han fortalte dem, hvad de skulle sige til Esau, når de så ham: »Her kommer vi med gaver fra Jakob til hans herre Esau.« Han håbede, at gaven ville formilde hans bror. Samme aften drev Jakob alle dyrene og hele sin familie over Jabbok, en flod, der flyder sammen med Jordanfloden. Om natten kom en mand og kæmpede med Jakob hele natten. Da manden fandt ud af, at han ikke kunne vinde, slog han Jakob på hoften, så den gik af led. »Lad mig nu gå, det er blevet morgen,« sagde han. »Du slipper ikke fri, før du velsigner mig,« svarede Jakob.


Manden sagde: »Jeg giver dig et nyt navn, for du skal ikke længere hedde Jakob. Fra nu af skal du kaldes Israel, fordi du har kæmpet mod Gud og mennesker, og du har vundet.« Så velsignede han Jakob. Israel betyder »han udfordrer Gud« Jakob døbte stedet Penuel, fordi det betyder ‘Jeg har set Guds ansigt og overlevet’. Da de nærmede sig Esau, delte Jakob familien op. Forrest gik Bilha og Zilpa og deres børn, så kom Lea og hendes børn og til sidst Rakel med Josef. Jakob selv gik i forvejen og bøjede sig syv gange til jorden, da Esau nærmede sig. Men Esau løb hen til ham og omfavnede ham. De kyssede hinanden og græd af glæde. Esau så den store skare, Jakob havde med sig, og spurgte ham: »Hvem er det, du har med?« »Det er de børn, Gud har været så god at give mig, din tjener,« forklarede Jakob. Alle kvinderne og børnene kom og bukkede for Esau. Esau bød dem alle velkommen hjem, og Jakob slog sig ned sammen med sin familie nær ved Sikem. Her købte han noget land, og der satte han sine telte op. Han byggede også et alter, som han kaldte El Elohe Israel, som betyder ’stor er Israels konge.’ Senere sagde Gud til Jakob, at han skulle rejse til Betel, og Jakob bad med det samme sine folk om at gøre sig rene og grave alle de husguder ned, som de havde taget fra Laban. Da de var taget af sted, havde Rakel en svær fødsel. Hun fødte en søn, som hun kaldte Ben-Oni, som betyder ‘sorgens søn’, fordi hun efter fødslen ikke havde kræfter til at leve ret meget længere. Jakob kaldte drengen Benjamin, som betyder ‘lykkens søn’. Rakel døde, og de begravede hende på vejen til Betlehem. Jakob vendte nu tilbage til Hebron i Kana’an, hvor hans far, Isak, boede. Isak var 180 år, da han døde, og Jakob og Esau begravede ham.

55


JOSEF OG DRØMMENE

(Første Mosebog 37 og 39-41)


J

akob boede i Kana’an sammen med sin familie. Da Josef blev 17 år, kom han ud at vogte får sammen med sine halvbrødre, Bilhas og Zilpas søn-

ner. Jakob elskede Josef højere end hans brødre, fordi han havde fået ham, da han var blevet gammel. Han gav Josef en flot jakke med lange ærmer, og da hans brødre så, at Josef blev forkælet på den måde, begyndte de at hade ham og tale grimt til ham. En nat havde Josef en drøm, og han fortalte sine brødre om den: »Hør lige, hvad jeg har drømt,« sagde han til dem: »Vi var ved at binde neg ude på


marken, og pludselig rejste mit neg sig op, mens jeres neg bøjede sig for mit« »Tror du nu, at du skal til at bestemme over os?« spurgte de, og de hadede ham endnu mere. Senere fik Josef en ny drøm. »Hør, hvad jeg drømte,« sagde han. »Denne gang bøjede solen, månen og elleve stjerner sig for mig.« Men nu gav også hans far Jakob igen: »Hvad er det for høje tanker, du har om dig selv? Tror du virkelig, at din mor og jeg og dine elleve brødre skal bøje sig for dig?« Hans brødre blev endnu mere misundelige, men hans far glemte ikke Josefs drøm. Et stykke tid efter sendte Jakob Josef ud på marken, hvor hans brødre vogtede får. Da hans brødre fik øje på ham, lagde de en plan om at slå ham ihjel. »Der kommer ham drømmeren. Lad os slå ham ihjel og smide ham i en brønd. Vi kan bare sige, at det var et vildt dyr, der gjorde det. Så må vi jo se, hvad alle hans drømme bliver til!« Men Ruben sagde: »Lad os ikke slå ham ihjel. Vi kan bare smide ham i brønden, så behøver vi ikke slå ham ihjel.« Ruben havde nemlig tænkt sig at redde Josef senere og tage ham med hjem til deres far. Da Josef kom hen til sine brødre, trak de den fine jakke af ham og smed ham ned i en brønd uden vand. Mens de sad og spiste, kom der en karavane af ismaelitter fra Gilead forbi. De var på vej til Egypten med deres krydderier og myrra. Juda sagde til de andre: »Hvad får vi ud af at slå ham ihjel? Lad os hellere sælge ham til ismaelitterne. Han er trods alt vores egen bror.« Det syntes hans brødre var en god ide. De trak Josef op af brønden og solgte ham for 20 stykker sølv til købmændene, som førte ham til Egypten. Bagefter tog de hans fine jakke og rev den i stykker og dyppede den i blodet fra en ged, de havde slagtet. Den tog de bagefter med hjem til Jakob. »Se, hvad vi har fundet. Er det ikke Josefs jakke?« spurgte de.

58


»Åh nej, åh nej! Josef må være blevet revet i småstykker. Et vildt dyr må have ædt ham.« Jakob skreg af smerte. Han rev sit eget tøj i stykker, tog sørgetøj på og sørgede i mange dage. Ingen af hans sønner kunne trøste ham. Da købmændene kom til Egypten, blev Josef solgt til en mand, som hed Potifar, lederen af Faraos livvagt. Herren var med Josef og velsignede alt, hvad han gjorde. Potifar havde stor respekt for ham og satte ham til at befale over alle sine tjenere. Herren velsignede også Potifar, så hans høst blev god, og alt det, han gjorde, lykkedes for ham. Potifar behøvede ikke at bekymre sig om andet end at spise og drikke, efter at han havde sat Josef i spidsen for det hele. Josef så godt ud, og Potifars kone prøvede at få ham på krogen. Det lykkedes ikke, og til sidst løj hun om Josef og sagde: »Den hebræiske slave dér har prøvet at overfalde mig!« Potifar troede på sin kone og sørgede for, at Josef kom i Faraos, kongen af Egyptens, fængsel. Men Herren passede også på Josef i fængslet. Fængselsbetjenten udnævnte Josef til at holde øje med de andre fanger, og så behøvede betjenten ikke længere bekymre sig om noget, for Herren sørgede for, at alt det, som Josef gjorde, gik godt. Da Faraos overtjener og bager blev sat i fængsel, var det Josef, der skulle tage sig af dem. En nat havde både tjeneren og bageren en mærkelig drøm, som de blev meget urolige over. Josef spurgte dem, hvorfor de var så bekymrede. »Vi har begge drømt noget mærkeligt, men der er ingen, der kan fortælle os, hvad det betyder,« sagde de »Det er kun Gud, der kan tyde drømme,« sagde Josef. »Fortæl mig, hvad det var, I drømte.« Tjeneren fortalte først om sin drøm: »Jeg så en vinstok foran mig. Den havde tre grene, og der var knopper på grenene, som blev til blomster og lidt efter til druer. Jeg havde Faraos bæger i hånden, og jeg pressede druerne, så saften løb ned i bægeret. Derefter gav jeg bægeret til Farao.« Josef sagde: »De tre grene betyder tre dage. Om tre dage kommer du ud af fængslet og tilbage til Farao igen, og det er dig, som skal servere for ham. 59


Når du er kommet tilbage, og det går dig godt, så husk på mig. Jeg er mod min vilje blevet ført væk fra mit hjemland og har ikke gjort noget galt.« Da bageren hørte, at tjeneren fik en god fortolkning af sin drøm, fortalte han også Josef om sin: »Jeg har drømt noget lignende. Jeg bar tre kurve med brød på hovedet, som skulle op til Farao, men fuglene spiste af brødet i den øverste kurv.« »Nu skal jeg fortælle dig, hvad det betyder,« sagde Josef. »De tre kurve betyder tre dage. Om tre dage vil Farao se dig ind i øjnene, og så vil han beslutte, at du skal hænges på et træ. Fuglene vil spise dit kød.« Tre dage senere fejrede Farao sin fødselsdag og holdt en stor fest for alle sine tjenere. Han førte både overtjeneren og bageren frem for sig. Overtjeneren fik sit arbejde igen, men bageren blev hængt, som Josef havde sagt. Overtjeneren glemte dog alt om sit løfte til Josef. To år senere fik også Farao en mærkelig drøm. Han stod ved Nilens bred, og der kom syv fede og flotte køer op af floden for at græsse. Efter dem kom der syv magre og grimme køer op af floden, og de åd de fede køer. Så vågnede Farao. Da han faldt i søvn igen, drømte han noget andet. Denne gang så han syv gode og fulde aks, der sad på et strå. Pludselig var der syv aks mere, men de var helt indtørrede af østenvinden. Straks åd de syv indtørrede aks de syv gode aks. Så vågnede Farao. Det var bare en drøm. Men næste morgen var kongen bekymret. Han tilkaldte sine vismænd og mirakelmagere, men ingen af dem kunne forklare ham, hvad drømmene betød. Så sagde overtjeneren: »Dengang da Farao var vred på sine tjenere,


bageren og mig, blev vi sat i fængsel. Mens vi sad der, havde vi begge en mærkelig drøm. En ung slave forklarede os, hvad drømmene betød, og det skete fuldstændig, som han havde sagt: Jeg fik min stilling tilbage, og bageren blev hængt.« Farao sendte bud efter Josef, som barberede sig og fik nyt tøj på og kom ind til kongen. »Jeg har haft en drøm, som ingen forstår, men jeg har hørt, at du kan forklare mig, hvad den betyder,« sagde Farao. »Det kan jeg ikke, men Gud vil give dig svaret,« sagde Josef. Farao sagde så: »Jeg drømte, at jeg stod på Nilens bred. Syv flotte og fede køer kom så op af vandet for at græsse. Derefter kom syv andre køer,


magre og grimme. Jeg har aldrig set så magre og grimme køer. Så skete der det, at de syv magre og grimme køer åd de flotte og fede køer, men de så stadig lige magre og grimme ud. Og så vågnede jeg. Da jeg faldt i søvn igen, drømte jeg noget mere. Denne gang drømte jeg om syv kornaks, fulde og gode, der voksede på et strå. Så skød der syv nye aks frem på strået, men de var tynde og indtørrede af østenvinden. De syv indtørrede aks åd de syv fulde aks. Jeg har fortalt mine vismænd om drømmene, men de forstår dem ikke.« Josef sagde til ham: »Drømmene betyder det samme. Det er Gud, der har vist dig, hvad han vil gøre. De syv fede køer er syv år, og de syv fulde aks er syv år. De betyder det samme. De syv magre køer og de syv indtørrede aks er syv års sult. Det er, som jeg sagde før: Gud har vist Farao, hvad der kommer til at ske. Der skal komme syv år med overflod i Egypten, og derefter kommer der syv år med stor mangel på mad. Når de syv år uden mad kommer, har man glemt alt om de gode år, fordi der vil være så forfærdelig stor mangel på mad. Gud gav dig to drømme for at understrege, at det kommer til at ske, og at det vil ske snart. Farao bør finde en klog mand, som kan styre indsamlingen af mad og sørge


for, at den bliver opbevaret, så landet ikke bliver helt ødelagt, når de magre år kommer.« Farao syntes godt om Josefs plan og sagde: »Når nu Gud har fortalt dig, hvad min drøm betyder, skal du have ansvaret for mit palads, og alle folkene her skal gøre, hvad du siger.« Han tog sin ring af og satte den på Josefs hånd, og han gav ham en kongelig dragt. Næst efter Farao var Josef nu den mægtigste mand i Egypten. Josef var 30 år, da han kom i tjeneste for Farao. I løbet af de syv år med overflod samlede Josef korn i hele landet og opmagasinerede det. Han blev gift med Asenat, som var datter af præsten i On, og de fik to sønner. Den første gav han navnet Manasse, som betyder ‘få til at glemme’, fordi han sagde, at »Gud har hjulpet mig med at glemme alt det, der er sket med mig«. Den anden kaldte han Efraim, som betyder ‘frugtbar’. »Gud har givet mig børn i det land, hvor jeg har oplevet så meget ondt,« sagde han. Da de syv år med overflod var gået, begyndte afgrøderne at svigte, ligesom Josef havde sagt. Når egypterne råbte til Farao om mad, sendte han dem hen til Josef, og Josef åbnede kornlagrene, så både egypterne og folk fra andre lande kunne få mad. Hele verden kom til Egypten for at købe mad.

63


GUD REDDER SINE BØRN I EGYPTEN

(Første Mosebog 42-50)

D

a Jakob fandt ud af, at der var korn i Egypten, sagde han til sine sønner: »Hvorfor står I bare her? Jeg har hørt, at man kan købe korn i

Egypten. Tag ned og køb noget til os, så vi ikke skal dø af sult.« Han sendte ti af sine sønner af sted til Egypten for at købe korn. Benjamin, Josefs bror, blev hjemme, fordi Jakob var bange for, at der skulle ske noget med ham. Det var Josef, der styrede Egypten og kontrollerede kornsalget. Da hans brødre ankom, bøjede de sig for ham. Han genkendte dem med det samme. »Hvor kommer I fra?« spurgte han hårdt. »Vi kommer helt fra Kana’an for at købe mad,« svarede de. De havde ikke genkendt ham. Josef kom i tanke om de drømme, han havde haft, men han sagde til brødrene: »I er spioner, der er kommet for at se, hvor det er lettest at komme ind i landet!« »Nej,« svarede de, »vi er dine tjenere. Vi er tolv brødre, og vores far bor i Kana’an. Vores yngste bror er hjemme hos vores far, og den næstyngste er død.« »Jeg er sikker på, at I er spioner. Jeg skal nok finde ud af, om I taler sandt. Jeg sværger på, at I ikke kommer herfra, før jeres yngste bror også kommer hertil. Send en hjem efter ham. Resten af jer sætter jeg i fængsel, indtil han kommer.« Han lod dem sidde i fængsel i tre dage. Da der var gået tre dage, løslod han dog sine brødre og sagde til dem: »Jeg tror på Gud. Hvis I gør, som jeg siger, overlever I. Nu skal det vise sig, om I er 64


ærlige. En af jer skal blive her, resten kan tage hjem med maden, I har købt, til jeres sultne familier. For at bevise, at I har talt sandt, skal I komme tilbage med jeres yngste bror. Hvis I ikke gør det, skal I alle dø.« Brødrene sagde til hinanden: »Det er helt sikkert på grund af vores bror, at det her nu sker for os. Vi så, hvor bange han var, men vi var ligeglade. Det her er straffen.« Ruben sagde: »Jeg sagde jo, at vi ikke skulle gøre ham noget! Nu skal vi stå til regnskab for hans liv.« Josef forstod jo alt, hvad de sagde, og han blev meget rørt, men han talte selv gennem en tolk, for at de ikke skulle genkende ham. Han tog Simeon ud af flokken og lod ham binde og føre væk. Så gav han ordre til, at brødrenes sække skulle fyldes med korn, og deres penge lagde han tilbage i deres sække, uden at de lagde mærke til det. Da brødrene havde fået mad med til rejsen, læssede de deres æsler og tog af sted. Da de om aftenen holdt hvil, fik en af brødrene øje på pengene i sækken. Da blev de bange: »Hvad er det dog, Gud gør mod os?« spurgte de hinanden. Da de kom hjem og tømte deres sække, så de, at de alle havde penge med hjem igen. Jakob blev fortvivlet, da de fortalte ham om deres tur til Egypten. »Josef er død. Simeon er død, og nu vil I også tage Benjamin fra mig! Hele verden er imod mig.« Ruben sagde til ham: »Du må slå mine to drenge ihjel, hvis vi ikke kommer hjem med Benjamin igen. Stol på mig, far, jeg skal nok få ham hjem.« Men Jakob ville ikke lytte til ham. »Benjamin får ikke lov at tage derned sammen med jer. Hans bror er død; han er den sidste, jeg har. Hvis der sker ham noget, dør jeg af sorg.« 65


Men i Kana’an var der stadig ingen mad at få. Da de havde spist alt det, de havde købt i Egypten, sagde Jakob til sønnerne: »Rejs til Egypten og køb mere mad.« Juda mindede sin far om, hvad manden i Egypten havde sagt – at han ikke ville se dem, medmindre de havde deres yngste bror med. Jakob tøvede, men sagde så til sidst: »Tag noget af det bedste, vi har i landet, med som gaver. Tag dobbelt så mange penge med denne gang. Måske var det en fejl, at I fik pengene med tilbage. Tag jeres bror med ned til manden. Må Gud bevare jer på rejsen og sørge for, at I får jeres bror og Benjamin med hjem igen. Kommer jeg til at sørge over mine børn, må jeg gøre det.« Brødrene tog gaverne, dobbelt så mange penge og Benjamin med ned til Josef. Da Josef så Benjamin, sagde han til sin tjener: »Før mændene ind i mit hus, de skal spise sammen med mig.« Brødrene var rædselsslagne, da de kom ind i Josefs hus, og sagde: »De ved, at vi ikke betalte for kornet sidste gang, og nu vil de overfalde os og gøre os til slaver.« Derfor sagde de til tjeneren: »Da vi sidste gang var her for at købe mad, fandt vi vores penge i sækkene, da vi kom hjem. Vi ved ikke, hvordan det er gået til, men vi har taget dobbelt så mange penge med denne gang for at betale jer.« »Det skal I ikke tænke på. Jeres fars Gud gav jer pengene tilbage. Vi har fået det, vi skulle have,« forklarede han. Han hentede Simeon og gav dem noget vand, så de kunne vaske deres fødder, og han hentede foder til deres æsler. Brødrene skyndte sig at lægge gaverne frem for Josef, og da de gav dem til ham, bøjede de sig dybt for ham. »Hvordan har jeres far det? Lever han stadig?« spurgte Josef. »Vores far, din tjener, lever stadig og har det godt,« svarede de, mens de bukkede. Josef kiggede rundt og fik øje på Benjamin. »Er det jeres yngste bror, som I fortalte mig om?« spurgte han, og til Benjamin sagde han: »Må Gud være dig nådig, min søn.« 68


Josef var meget berørt af at se sin yngste bror og skyndte sig ind i et værelse ved siden af, hvor han kunne græde uden at blive set. Så vaskede han sig i ansigtet, trak vejret dybt og gik ind ved siden af igen. »Server maden,« sagde han til tjenerne. Da brødrene igen skulle af sted, befalede Josef, at deres sække skulle fyldes helt til randen, og at pengene skulle lægges tilbage i sækkene, og at hans eget sølvbæger skulle lægges i Benjamins sæk. Brødrene rejste næste morgen. Da de var taget af sted, sendte Josef en tjener efter dem og beskyldte dem for at have stjålet hans sølvbæger. »Det ville vi aldrig gøre! Vi har givet jer de penge, vi fandt i vores sække sidste gang. Hvis I finder det bæger hos en af os, må I slå ham ihjel, og resten af os skal være jeres slaver,« sagde brødrene. »Kun ham, der har taget bægeret, skal være slave,« sagde tjeneren. Han kiggede i alle sækkene og begyndte hos den ældste bror. Han fandt bægeret hos Benjamin. De andre brødre råbte af fortvivlelse. De læssede deres æsler og vendte tilbage til Josef. Josefs brødre kastede sig til jorden foran Josef, og han sagde til dem: »Ved I ikke, at jeg ser ting, andre ikke ser? Hvad er det, I har gjort?« Brødrene tryglede Josef: »Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har jo vist dig, at vi er skyldige. Du må beholde os alle sammen som slaver, bare ikke ham, som havde bægeret.« Josef sagde til dem: »Jeg beholder kun ham, der havde bægeret. Resten af jer kan rejse hjem til jeres far i fred.« Juda sagde: »Jeg er nødt til at fortælle dig noget, og du må ikke blive vred! Du spurgte til vores far, og du fandt ud af, at vi havde en bror mere. Vi sagde til dig, at han ikke kunne rejse fra sin far, men du sagde til os, at vi ikke måtte komme tilbage uden ham. Da vores far hørte det, sagde han: ‘Min kone fødte to sønner. En af dem forsvandt og blev flået i stykker af et dyr. Hvis I også tager den anden fra mig, tager det livet af mig.’ Min far elsker ham så højt, at han dør, hvis han ikke får ham hjem igen, og det vil være vores, dine tjeneres, skyld. Jeg lovede, at han kom med os tilbage. Tag mig i stedet! Jeg 69


kan ikke holde ud at tænke på, hvad det vil gøre ved vores far, hvis vi ikke har ham med.« Nu kunne Josef ikke holde sine følelser skjult længere, og han sendte sine tjenere ud af rummet. Alle hans tjenere og Faraos tjenere hørte, at han græd højt. Han sagde: »Jeg er Josef. Lever min far stadig?« Brødrene blev stive af skræk. »Kom her,« sagde han, »jeg er Josef, den bror, I solgte som slave. I skal ikke være kede af det. Gud sendte mig i forvejen, så jeg kunne være med til at holde jer i live. Han har gjort mig næsten lige så mægtig som Farao og har sat mig over dette store land. Skynd jer hjem til far, og sig til ham, at han skal komme til Egypten. I skal bo her i nærheden af mig i Goshen. Hele familien og alt jeres kvæg skal I tage med herned. Vi kommer til at mangle mad i fem år mere. Se på mig! Det er virkelig mig, jeres bror! Fortæl far det hele, og sig til ham, at han skal skynde sig herned.« Han græd og kyssede Benjamin og alle brødrene. Farao blev glad for at høre, at Josefs brødre var kommet. Han sagde til dem, at de skulle tage vogne med hjem, så de hurtigt kunne flytte til Egypten. Da de tog af sted, sagde Josef til dem: »Nu må I ikke skændes på vejen!« Jakob troede ikke sine egne ører, da brødrene fortalte om Josef. »Josef lever! Han regerer Egypten!« Hans hjerte stod helt stille, og først da han så alle vognene fra Egypten, troede han på dem. Han pakkede alt, hvad han ejede, og tog af sted. I Be’ersheba ofrede han til Gud, på samme måde som Abraham og Isak havde gjort. Gud kaldte på Jakob: »Jakob, Jakob!« »Ja, Herre,« svarede Jakob. »Jeg er dine fædres Gud. Du skal ikke være bange. Din familie skal blive til et stort folk, mens I er i Egypten. Jeg følger med dig til Egypten, og jeg vil få dig hjem igen. Josef vil være hos dig, når du dør.« Jakob rejste til Egypten med hele sin familie, børn og børnebørn og alt kvæget.

70


Da de kom til Goshen, slog Josef armene om sin far. De græd længe af glæde, og Jakob sagde: »Nu er jeg klar til at dø, for nu har jeg selv set, at du lever.« Jakob bosatte sig i Goshen, som var den bedste del af landet. Jakob velsignede Josefs sønner, Efraim og Manasse, og da han havde velsignet dem, kaldte han på sine egne sønner og velsignede dem hver især. Da Jakob døde, var han 147 år gammel. Han blev balsameret og ført hjem til Kana’an, hvor han blev begravet sammen med sine forfædre. Josef beroligede sine brødre med, at alt det, han var gået igennem, var sket til gavn for familien, og sagde til dem: »I skal ikke bekymre jer om noget. Jeg skal nok sørge for jer.« Josef blev 110 år gammel. Før han døde, sagde han til sine brødre og deres familier: »Gud vil hjælpe jer. Han vil føre jer ud af Egypten og tilbage til det land, som han har lovet vore forfædre Abraham, Isak og Jakob. Når det sker, så lov mig, at I tager mine knogler med!« Da Josef døde, balsamerede de ham og lagde ham i en kiste.


STORMEN LÆGGER SIG OG DÆMONER UDDRIVES

(Matthæus 8-9. Markus 4-5)

E

n aften sagde Jesus til sine disciple: »Lad os tage over til den anden side af søen.« De forlod folkemængden og gjorde klar til at sejle over Ge-

nesaret Sø. Der var flere både på søen sammen med dem. Jesus var træt og lagde sig til at sove. Pludselig blæste det voldsomt op, og vinden fik store bølger til at slå ind over båden, så den blev fyldt med vand. Men Jesus sov stadig. Selv om nogle af disciplene var fiskere og var vant til at være på vandet, var de rædselsslagne. De gik derfor hen til Jesus og vækkede ham og spurgte: »Mester, er du ligeglad med, at vi er ved at drukne?« Jesus rejste sig og sagde til disciplene: »Hvorfor er I bange? Hvorfor er jeres tro så lille?« Derefter råbte han til stormen: »Ti stille!«, og til bølgerne sagde han: »Læg jer!« Vinden lagde sig med det samme, og vandet blev helt roligt. Han sagde til disciplene: »Hvorfor blev I bange? Stoler I endnu ikke på mig?« Disciplene var virkelig meget bange, men også forundrede, og de sagde til hinanden: »Hvem er han egentlig? Han giver ordrer til vinden og bølgerne, og de adlyder ham!« På den anden side af søen, i Gerasenernes land, boede to mænd, som var blevet besat af dæmoner. De var så voldelige, at man ikke kunne komme i nærheden af dem. De råbte og skreg, både dag og nat, og løb rundt på gravpladserne. En af dem var særlig farlig. Han kunne sprænge de tykkeste lænker, og ingen kunne holde ham. Da mændene fik øje på Jesus, løb 226


de hen til ham. De bøjede sig ned foran ham og sagde: »Lad os være, Jesus, søn af den højeste Gud. Du må ikke gøre os ondt.« Jesus sagde til dæmonerne: »Kom ud!« Han spurgte ham, som var den voldeligste: »Hvad hedder du?« Han svarede: »Legion,« for han var besat af mange dæmoner. Dæmonerne bad Jesus: »Du må ikke sende os i afgrunden, send os ind i svinene.« Der gik en stor flok svin og græssede på skråningen. Jesus sagde til dæmonerne: »Af sted!« Dæmonerne fór ud af mændene og ind i svinene. Men hele flokken styrtede ned ad den stejle skråning og ned i vandet, hvor de druknede. Mændene, der passede svinene, så, hvad der skete, og de løb ind til byen for at fortælle, hvad de havde set. Folkene fra landsbyen kom ud til stedet, og de blev overraskede, da de så de to mænd, som havde været besat, sidde ved siden af Jesus. De havde tøj på og opførte sig normalt. Svinehyrderne fortalte igen, hvordan Jesus havde beordret dæmonerne til at fare ud af mændene, og hvordan svinene var løbet ned ad skråningen og ud i vandet, da dæmonerne var faret i dem i stedet for. Folkene fra landsbyen var ude af sig selv af skræk og bad Jesus om at gå sin vej. Da Jesus var på vej ned til båden, kom en af de mænd, som var blevet befriet for dæmonerne, og sagde til Jesus: »Må jeg ikke godt komme med og blive sammen med dig?« Men Jesus sagde til ham: »Tag hjem og fortæl alle, du møder, hvad Gud har gjort for dig. Fortæl dem, hvordan Gud har vist dig sin nåde.« Mændene tog af sted og fortalte alle i området om alt det, Jesus havde gjort for dem. Alle, der hørte det, blev meget forbavsede.

227


LIGNELSER OM GLÆDEN OVER AT FINDE NOGET TABT

(Lukas 15-16. Johannes 10)


D

e skriftkloge og farisæerne bemærkede, at ‘synderne’ og tolderne samledes for at høre på Jesus. De skumlede lidt for sig selv og sagde:

»Se der! Han bruger tid sammen med syndere, og han spiser endda sammen med dem, som om han var deres ven.« Derfor fortalte Jesus dem denne lignelse: »Prøv at forestille jer, at I havde hundrede får. Hvis et af dem en dag blev væk, ville I så ikke lade de nioghalvfems får blive i ødemarken, mens I gik ud og ledte efter det ene får, der var blevet væk, og blive ved med at lede, indtil I fandt det? Og når I så havde fundet det, ville I så ikke løfte det op på jeres skuldre og glæde jer over det? I ville gå hjem og sige til jeres venner og naboer: ‘Glæd jer sammen med mig! Jeg har fundet det får, der var blevet væk!’ Tro mig! Der bliver større glæde i Himlen over én synder, der vender om til Gud, end over nioghalvfems, der ikke har brug for det. Eller forestil jer en kvinde, der har ti sølvmønter. Hvis hun taber en af dem, tænder hun lyset og fejer omhyggeligt hele huset, indtil hun finder den. Når hun har fundet den, tilkalder hun sine venner og naboer og siger: »Glæd jer sammen med mig! Jeg tabte én af mine mønter, men nu har jeg fundet den igen.« På samme måde glæder Guds engle sig over en synder, der vender om til Gud.« Jesus sagde til dem: »Der var en mand, som havde to sønner. Den yngste af sønnerne sagde: »Far, giv mig den del af pengene, som jeg engang skal arve.« Faren delte så sin ejendom mellem sønnerne. Et par dage senere samlede den yngste søn alle sine ting sammen og rejste til et land langt borte. Der brugte han hele sin formue på det vilde liv. Da hans penge var sluppet op, blev der hungersnød i hele landet, og det endte med, at han måtte tage arbejde som svinehyrde for en af landets indbyggere. Han var så sulten, at han gerne havde spist af grisenes mad, men der var ingen, der gav ham noget. Til sidst kom han til fornuft og sagde til sig selv: »Min far har mange tjenere, og de har mere end nok at spise, og her sidder jeg og er ved at dø af sult. Jeg vil gå hjem til min far og sige til ham: »Far, jeg har syndet mod Himlen og mod dig. Jeg er ikke værdig til at blive kaldt din søn, men jeg vil hellere end gerne arbejde som daglejer.« 248


Så begyndte han rejsen hjemad. Mens han endnu var langt væk hjemmefra, fik hans far øje på ham, og faderen blev så glad, at han løb ham i møde og omfavnede og kyssede ham. Sønnen sagde: »Far, jeg har syndet mod Himlen og mod dig, og jeg er ikke værdig til at blive kaldt din søn.« Faren kaldte på sine tjenere: »Hurtigt! Hent det fineste tøj til min søn. Hent en ring og sæt den på hans finger, og find nogle sandaler til hans fødder. Slagt en kalv, for nu vil vi feste. Min søn var død, men er blevet levende igen. Jeg havde mistet ham, men nu er han hos os igen.« Og de begyndte straks at feste. Den ældste bror arbejdede ude i marken og hørte musik og dans, da han nærmede sig huset. Han kaldte på en af tjenerne og spurgte: »Hvorfor holder vi sådan en stor fest?« Tjeneren svarede: »Din bror er kommet hjem. Din far har slagtet kalven for at fejre, at han er kommet hjem i god behold.« Men den ældste bror blev meget vred og nægtede at deltage i festen. Hans far kom ud og prøvede at overtale ham til at komme ind. Broderen sagde til sin far: »Jeg har arbejdet for dig i alle disse år. Jeg har aldrig været ulydig mod dig, men du har aldrig givet mig så meget som et lille kid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. Nu kommer så din søn hjem efter at have ødslet dine penge bort på kvinder og vilde fester, og så slagter du kalven til ham!« Faderen sagde mildt til sin søn: »Du er altid her sammen med mig, og alt det, jeg ejer, er dit. Nu vil vi feste og være glade, for din bror var død, men nu er han i live. Han var forsvundet, men er nu kommet tilbage.«

249


Farisæerne gik og hviskede om Jesus til hinanden. De syntes slet ikke om de ting, han sagde, for det hang ikke sammen med deres egen stræben efter at opnå Guds anerkendelse. Jesus sagde til dem: »I prøver at retfærdiggøre jer selv over for mennesker, men Gud ser ind i jeres hjerter. Folk beundrer jer måske, men Gud kan ikke fordrage, at I prøver at gøre jer bedre, end I er. En anden gang sagde Jesus til farisæerne: »Hør her: Enhver, som klatrer over hegnet for at komme ind i fårefolden, er en tyv, men den, der går ind gennem lågen, er den rigtige hyrde. Dørvogteren lukker op for ham. Han kalder på sine får, og de hører, at han kalder på dem og fører dem ud. De følger efter ham, fordi de kender hans stemme. De ville ikke følge efter en fremmed, fordi de ikke kender den fremmedes stemme.« Jesus sagde ligeud til dem: »Jeg er døren ind til fårene. Alle, der kom før mig, var røvere. Fårene lyttede ikke til dem. Tyvene kom for at stjæle og slå fårene ihjel. Jeg er kommet, for at de skal beholde livet og leve godt. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal frelses. Han kan gå ind og ud og finde græs at spise. Jeg er også den gode hyrde. Jeg er kommet for at ofre mit liv for fårene. En hyrde, man bare har lejet, stikker af, hvis fårene bliver angrebet af en ulv, men jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, lige som jeg kender Faderen, og Faderen kender mig. Jeg ofrer mit liv frivilligt. Det er det, Faderen har bedt mig om at gøre. Der er ikke nogen, der tager det fra mig, for jeg har magt til at give mit liv og magt til at tage det tilbage igen.« Da jøderne hørte, at han sagde sådan noget, troede de, at han var blevet skør eller var blevet besat. Men nogen sagde: »En dæmonbesat taler ikke sådan. Kan en besat gøre den slags undere, som han gør?«

250


JESUS KALDER PAULUS SOM APOSTEL

(Apostlenes Gerninger 9 og 26. Romerbrevet 5. Første Korintherbrev 10 og 15. Andet Korintherbrev 8. Galaterbrevet 4. Efeserbrevet 2 og 6. Filipperbrevet 4. Kolossenserbrevet 3.Første Thessalonikerbrev 5, Første Timotheusbrev 1. Andet Timotheusbrev 3. Titusbrevet 3. Andet Korintherbrev 13)

S

aulus fra Tarsus var en ung mand, der studerede Guds ord meget ivrigt. De jødiske ledere i Jerusalem hjalp ham i hans studier, og han blev fa-

risæer. Han var overbevist om, at han skulle bekæmpe læren om Jesus fra Nazaret. Saulus rejste til fremmede byer for at forfølge dem, der troede på Jesus. Han gik til ypperstepræsten og søgte om tilladelse til at rejse helt til Damaskus og arrestere de troende der og tage dem med tilbage til Jerusalem for at få dem fængslet. Saulus fik tilladelsen og tog af sted. Da han havde rejst over 200 km, nærmede han sig byen. Det var midt på dagen. Pludselig skinnede et meget stærkt lys fra Himlen rundt om ham. Lyset var stærkere end solen. Saulus og alle dem, han rejste sammen med, faldt til jorden, og han hørte en stemme sige: »Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?« Saulus spurgte: »Hvem er du, Herre?« Stemmen svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Rejs dig nu op. Jeg har vist mig for dig for at gøre dig til min tjener og et vidne om det, du har set, og det, du skal få at se. Jeg sender dig ud for at vidne for dit eget folk og de fremmede, så deres øjne bliver åbnet, og de kommer ud af mørket ind i lyset. De skal ikke længere være i Satans, men i Guds magt. De skal få tilgivelse for deres synder og plads i mit hellige folk, når de tror på mig. Gå nu ind til byen, så skal jeg fortælle dig, hvad du skal gøre.« Mændene, der rejste sammen med Saulus, var stumme af forbløffelse. De havde hørt lyden, men havde ikke set nogen. Saulus rejste sig op. Da

311


han åbnede øjnene, kunne han ikke se. Derfor tog de ham i hånden og førte ham til Damaskus, og han hverken spiste eller drak noget i tre dage. I Damaskus boede en discipel, der hed Ananias. Herren talte til ham i et syn: »Ananias!« sagde han. »Her er jeg, Herre,« svarede Ananias. Jesus sagde: »Rejs dig og gå hen til Judas’ hus, der ligger i Den lige Gade. Spørg efter Saulus fra Tarsus, for han beder. Han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme hen og lægge hænderne på ham, så han igen kan komme til at se.« »Herre,« svarede Ananias, »jeg har hørt meget om ham og alt det, han har gjort mod dem, der tror på dig, i Jerusalem. Han er kommet hertil med magt fra ypperstepræsten til at arrestere alle dem, der tror på dig.« Herren sagde: »Ananias, jeg har udvalgt ham til at gøre mit navn kendt blandt de fremmede folk og deres konger og israelitterne. Og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for min skyld.« Ananias gik så hen til det hus, hvor Saulus boede. Han lagde sine hænder på ham og sagde: »Bror Saulus, Herren har sendt mig herhen. Jesus, som du så på vejen, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt af Helligånden.« Straks kunne Saulus igen se, og han rejste sig op og blev døbt. Han spiste og kom til kræfter. Saulus blev sammen med disciplene i Damaskus i flere dage. Han begyndte med det samme at prædike i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, var meget overraskede og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem har sørget for, at mange Jesus-troende blev slået ihjel? Kom han ikke her til vores by for at føre dem, der tror på Jesus, til ypperstepræsten i lænker?« Men Saulus blev stærkere og stærkere, og han forbløffede jøderne ved at gøre rede for, at Jesus er Kristus, den frelser, de havde ventet på. Da der var gået et stykke tid, planlagde jøderne at slå Saulus ihjel. De holdt øje med byporten både dag og nat, for at han ikke skulle flygte fra dem. Men Saulus og de troende i Damaskus hørte om det, og de firede Saulus ned fra bymuren i en stor kurv, så han kunne flygte.

314


Saulus vendte tilbage til Jerusalem, hvor han prøvede at slutte sig til Jesu disciple. Men de troede ikke på, at hans tro var oprigtig. De var bange for ham. Barnabas, en respekteret discipel, troede dog på ham og tog sig af ham. Han tog Saulus med hen til de andre disciple og fortalte, hvordan Saulus havde set Herren, og hvordan han frimodigt havde prædiket om Jesus, efter at Herren havde talt til ham. Så gav de ham lov til at slutte sig til dem, og Saulus prædikede frimodigt i Jesu navn i hele Jerusalem. Han talte og prædikede også for de græske jøder, men de prøvede at slå ham ihjel. Derfor sendte disciplene ham til Cæsarea og derfra videre til Tarsus, den by, hvor han var født. I Judæa, Samaria og Galilæa var der fred i menighederne og de blev stærke i troen. De levede i tro på Herren og fik hjælp af Helligånden, og der kom flere troende til. Paulus blev en stor missionær. Han var ikke bange for at prædike for hverken jøder eller de fremmede folk, og han rejste både over land og hav. Han skrev mange breve for at opmuntre og undervise de nye troende. Til dem, der boede i Rom, skrev han: »Da vi var hjælpeløse, kom det øjeblik, hvor Kristus døde for ugudelige. Hvis vi havde været retfærdige, ville han ikke have haft grund til at sætte livet til for vores skyld. Måske ville nogen sætte livet til for én, som havde gjort dem godt, men Gud viste sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi stadig var syndere. Når han altså var villig til at gå i døden for syndere, behøver vi, der er gjort retfærdige ved hans blod, ikke frygte for Guds vrede. For mens vi var hans fjender, gjorde Gud os til sine venner ved, at hans søn døde.« Paulus opmuntrede menigheden i Korinth og skrev til dem: »Hvis I tror, I står fast, så pas på, at I ikke falder. I vil ikke møde nogen usædvanlig fristelse. Gud er trofast. I kan stole på ham. Han vil ikke udsætte jer for prøvelser, I ikke kan holde til. Når I bliver fristet, vil han vise jer en udvej, så I 315


ikke falder.« Han skrev også: »Syndens straf er døden, og loven giver synden sin styrke. Men vi vil takke Gud, for han har givet os sejr over synd og død ved vor Herre, Jesus Kristus.« Han skrev også sådan til korintherne: »I kender vor Herre Jesus Kristi nåde. Selv om han var rig, blev han fattig for jeres skyld, så at I kan blive rige gennem hans fattigdom.« Til menighederne i Galatien skrev Paulus: »Da tiden var inde, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født til at opfylde alle lovens bud for at gøre os frie, der var underlagt loven, så vi kunne blive hans børn. Fordi I nu er Guds børn, har Gud også givet os sin søns ånd i vore hjerter. Ved Ånden kan vi kalde Gud «Far«. Du er altså ikke længere slave, men barn, og når du er barn, er du også hans arving!« Paulus boede i byen Efesos i en længere periode. Da han var rejst, skrev han et brev til dem. I brevet stod blandt andet: »I er frelst af nåde, når I tror; ikke på grund af noget, I selv har gjort. Det er en gave fra Gud; ikke noget, I har fortjent, så I kan prale af det. Han har gjort os til det, vi er, skabt i Jesus Kristus til at gøre gode gerninger, som han har lagt til rette for os for længe siden.« Han skrev også: »I skal være stærke i Herrens store magt. Tag hele Guds rustning på, så I kan kæmpe imod Djævelen. Vi kæmper nemlig ikke mod mennesker af kød og blod, men imod onde magter og kræfter i den åndelige verden. Tag derfor rustningen på, så at I på kampens dag kan stå imod og holde ud. I skal have sandhedens bælte spændt rundt om livet og retfærdighedens brynje om brystet. Som sko på fødderne skal i have evangeliet om fred, som hjælper jer til at komme hurtigt fremad. Hold altid troens skjold op foran jer, så I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Tag frelsens hjelm på hovedet, og hold Åndens sværd, Guds ord, parat. Bed altid i Ånden, og hold jer vågne for at bede for dem, der tror på Jesus.« Til dem, der boede i Filippi, skrev Paulus: »Glæd jer altid i Herren! Jeg siger det igen: Glæd jer!

316


Alle skal se jeres venlighed. Herren er nær. I skal ikke bekymre jer om noget, men bed til Gud, og lad ham vide, hvad I ønsker, og sig tak til ham for alt. Guds fred, som er mere vidunderlig, end nogen kan forstå, vil bevare jeres hjerter og jeres tanker i Jesus Kristus.« I sit brev til de kristne i Kolossæ skrev Paulus en påmindelse til læserne: »I er hellige og højt elskede. Som Guds udvalgte folk skal I klæde jer i barmhjertighed, venlighed, godhed og ydmyghed. I skal være tålmodige og hjælpe hinanden. Tilgiv hinanden, som Herren også har tilgivet jer. Men frem for alt skal I klæde jer i kærligheden, som binder det hele sammen i fuldkommenhed.« Paulus skrev to breve til menigheden i Thessaloniki. I det første af brevene skrev han: »I skal aldrig gengælde ondt med ondt, men forsøg altid at være venlige. Vær glade, bed, og sig tak, lige meget hvad der sker, for det ønsker Gud, I skal gøre i Jesus Kristus. Sluk ikke Helligåndens ild. Vær ikke ligeglade med Guds ord, når det bliver talt. Efterprøv alt. Hold jer til det gode. Undgå al ondskab. Må fredens Gud gøre jer hellige på alle måder og holde jer fri for fejl, indtil vor Herre Jesus Kristus kommer. I kan stole på ham, som har kaldet jer. Han vil gøre det, han har lovet!« Paulus skrev også opmuntringsbreve til præsterne Timotheus og Titus. Til den unge Timotheus skrev han blandt andet: »Jeg takker Gud i Jesus Kristus, som har givet mig kraft. Han viste mig tillid ved at udpege mig til at gøre hans arbejde. Selv om jeg spottede Gud, forfulgte de kristne og var en voldelig mand, viste Gud mig nåde, for jeg gjorde det af uvidenhed og uden tro på ham. Herren viste mig en nåde så stor, at ingen kan forstå det. Det er et sandt ord, som er værd at tage imod. Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg er den største. Men det var derfor, Jesus viste mig nåde, for at han kunne vise sin ubegrænsede tålmodighed på mig som et eksempel for andre, så de kan tro på ham og få evigt liv. Hold fast ved det, du har lært af Skrifterne, helt fra du var lille. De vil give dig visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus. Alle Skrifterne er fra Gud. 317


De er nyttige til undervisning, bevisførelse, vejledning og opdragelse i at leve ret, så alle, der tror på Gud, kan få visdom og blive udrustet til gode gerninger.« Præsten Titus var på øen Kreta, og Paulus skrev til ham: »Engang var vi tåbelige og fulgte ikke Guds lov. Vi levede i ondskab og had. Men da Gud, vor frelser, viste os sin kærlighed og godhed, frelste han os, ikke på grund af det, vi havde gjort, men af nåde! Han frelste os ved dåbens bad, som genfødte os til et nyt liv! Helligånden blev givet os i rigt mål gennem Jesus Kristus, så at vi, fordi vi er blevet regnet retfærdige ved hans kærlighedsgave, kan blive arvinger til løftet om det evige liv. Det er sandt, hvad jeg siger.« Paulus afsluttede alle sine breve med en velsignelse. Her er en af dem: »Vor Herre Jesu Kristi nåde, Gud vor faders kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!«

Profile for Forlagsgruppen Lohse

Uddrag af gud i aktion  

Uddrag af gud i aktion  

Profile for lohse
Advertisement