Page 1

I 2003 deltager Lars Irgens Petersen i en smugleraktion, hvor 13 tons hash sejles fra Marokko til Danmark. I forbindelse med smugleraktionen begår han et nøje planlagt og kynisk drab. Set med menneskelige briller krydser han den grænse, hvor tilgivelse ikke længere synes mulig. Lars Irgens Petersen fortæller i denne bog om sin barndom og opvækst i Taastrup; en opvækst, der var præget af social isolation og mangel på kærlighed. Han fortæller ærligt og seløs adfærd – og om, hvordan han i dag kæmper for at gøre op med sin fortid med hjælp fra kirken og gode venner. Foruden Lars Irgens Petersens biografi indeholder bogen 13 essays om skam, skyld, empati, fremmedgørelse, psykopati, ondskab, nåde mv. De er skrevet af en god ven, som nægter at acceptere den præmis, at forbrydere er umennesker, hvis livsfortællinger man ikke behøver at interessere sig for.

ISBN 978-87-564-6370-6

ALLE VIL JO BARE ELSKES

vedkommende om, hvordan han udvikler en brutal og græn-

Lars Irgens Petersen Thomas Bjerg Mikkelsen

Lars Irgens Petersen (t.h.) i samtale med vennen og medforfatteren Thomas Bjerg Mikkelsen. Sidstnævnte er uddannet cand.mag. i dansk sprog og litteratur og er til daglig fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus.

Lars Irgens Petersen Thomas Bjerg Mikkelsen

ALLE VIL JO BARE ELSKES En livstidsfanges historie og en vens tanker

Jeg indledte med at sige, at hun helst ikke måtte afbryde mig, når jeg berettede min historie. Hun kunne vælge at tro på den eller lade være. Det var hun indforstået med. Jeg lagde hårdt ud med for første gang under hele sagen at sige: »Ja, jeg er skyldig i drabet på Kim Simonsen!« Derefter fortalte jeg hele historien. Og hold da op, hvor det lettede. Jeg forstår stadigvæk ikke, at det var det, som skulle blive gennembruddet for mit videre arbejde med mig selv, men det blev det. Lars Irgens Petersen Det er ubehageligt at skulle erkende, at voldsforbrydere er mennesker som en selv med samme menneskeværd. Det ville have været enklere og langt mere trygt og beroligende, hvis vi kunne forklare ondskaben med, at forbryderne først og fremmest er umennesker. Men forbryderne er netop mennesker som os med samme menneskeværd. Og ondskaben er ikke kun forbeholdt dem, men er et eksistensvilkår for os alle. Thomas Bjerg Mikkelsen


L ARS IRGENS PETERSEN THOMAS BJERG MIKKELSEN

Alle vil jo bare elskes En livstidsfanges historie og en vens tanker

LOHSE

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 3

02/07/2018 13.34


Indhold Forord · 7

BARNDOM · 13 En vens tanker om kærlighed og respekt · 26

UNGDOM · 35 En vens tanker om skam og skyldfølelse · 49

RØVERIET I NETTO · 57 En vens tanker om skam og vold · 69

LØSLADT · 74 En vens tanker om venskab og moral · 84

NORGE · 89 En vens tanker om anerkendelse og empati · 101

TILBAGE I DANMARK · 111 En vens tanker om sorg og håb · 124

FLUGTEN · 130

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 5

02/07/2018 13.34


En vens tanker om pligt og moral · 143

LØSLADT IGEN · 152 En vens tanker om fremmedgørelse og overfladiskhed · 165

TAASTRUPGAARD · 171 En vens tanker om grænsedragning og skyldserkendelse · 184

STØRRE KRIMINALITET · 189 En vens tanker om psykopati og ondskab · 202

KÆRLIGHED · 208 En vens tanker om omsorgssvigt og tilgivelse · 223

ANHOLDT · 228 En vens tanker om offer og gerningsmand · 243

AFSONING · 249 En vens tanker om magtmisbrug og nåde · 260

NYT LIV · 264 Anvendt litteratur · 275 Noter · 277

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 6

02/07/2018 13.34


Forord Det gør en stor forskel i et menneskes liv, om man fra sin helt tidlige barndom har været omgivet af nærværende og kærlige voksne. Det ved jeg positivt fra min egen barndom. I modsætning til Lars Petersen har jeg aldrig haft grund til at tvivle på mine forældres kærlighed. Selvom jeg naturligvis ikke kan huske noget fra min spæde barndom, er jeg ikke i tvivl om, at jeg fra første øjeblik i denne verden blev mødt med en strøm af kærlige handlinger, som gav mig en grundlæggende opfattelse af, hvad det vil sige at være forbundet med andre mennesker. I mødet med mine forældres åbne ansigter, kærlige stemmer og varme hænder blev jeg »kodet« med en grundfølelse af at være elsket og værdifuld. Det er nok den største gave, som mine forældre har givet mig. Men netop den gave er altså ikke alle forundt! Lars Petersen blev svigtet af de voksne, som skulle have været hans omsorgspersoner. Hans barndom var præget af magtesløshed, meningsløshed, social isolation og normløshed. Derfor kom han til at føle sig fremmedgjort over for andre mennesker. Resultatet har indtil nu været et liv fyldt med usunde relationer. I dag sidder han i Herstedvester Fængsel og afsoner en livstidsdom for drab og alvorlig narkokriminalitet. Hensigten med denne bog er ikke at afklare skyldsspørgsmålet. Lars har for længst erkendt sin skyld. Formålet er heller ikke at undskylde forbrydelsen med en urimelig hård og afstumpet barndom. For selvfølgelig bærer Lars et personligt ansvar for sine handlinger. Men jeg vil – sammen med Lars – gerne være med til at skabe en dybere forståelse for de forhold, som er med til at forme vores liv. Samtidig vil jeg gerne fremhæve værdien af

7

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 7

02/07/2018 13.34


et kristent menneskesyn, som ikke graduerer menneskers værd på baggrund af deres handlinger. Det er ikke første gang, der bliver skrevet en bog om Lars. Der er tidligere udkommet en journalistisk bog af Willy Bangsholt, som optrævler den forbrydelse, som Lars var med til at begå. Efter min mening er bogen ikke vellykket – især fordi den reducerer forbryderne til at være umennesker, hvis livsfortællinger, man ikke behøver at interessere sig for. Et menneske rummer altid mere, end man ser ved første øjekast. Mit venskab med Lars opstod, mens jeg var generalsekretær for Indre Mission. En dag modtog vi på hovedkontoret et brev fra Lars, der frimodigt spurgte, om vi ville være med til at give ham et nyt netværk. Efter at have læst brevet spurgte jeg min kone, om hun kunne rumme et venskab med en drabsdømt. Det kunne hun godt, og vi valgte at takke ja til tilbuddet om venskab. Siden har vi jævnligt været på besøg hos Lars, som vi i dag regner for en god ven, som vi ønsker at være forbundet med. Venskabet har ikke de samme vilkår, som andre venskaber, hvor man kan mødes frit og uden forbehold. Lars har en livshistorie, som sætter grænser for fællesskabet. Men der er nu noget særligt over venskaber, som opstår på trods af ulige vilkår og skel, der i udgangspunktet kan virke uoverkommelige. Lars har skrevet hele udkastet til de biografiske afsnit i denne bog. Han skildrer sin opvækst og historie ud fra, hvordan han betragtede verden på daværende tidspunkt. Lars anno 2018 er altså ikke uden videre enig med eksempelvis Lars anno 2001! I samarbejde med forlagsredaktør Jacob Bank Møller har jeg efterfølgende foretaget en gennemskrivning af teksten, hvor jeg også har foretaget en nænsom indholdsmæssig bearbejdning. Undervejs har jeg bestræbt mig på at fastholde Lars’ egen fortællerstemme. Det mener jeg, er lykkedes. Undervejs i forløbet har vi søgt aktindsigt i sager, der vedrører den tidlige kriminalitet, mens Lars stadig var umyndig. Fle-

8

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 8

02/07/2018 13.34


re har allerede dokumenteret handlingsforløbet omkring de alvorlige forbrydelser, der ledte frem til drabet på Kim Simonsen. Derfor har vi ikke fundet det relevant at dokumentere disse forhold yderligere. Bogen skal ikke bruges til at hænge konkrete personer ud. Derfor anvender vi ingen navne i den biografiske del. Lars har i udgangspunktet udarbejdet en meget detaljeret beskrivelse af drabet. Af etiske hensyn har jeg efterfølgende valgt at udelade beskrivelsen af drabsøjeblikket. Efter hvert af de biografiske kapitler har jeg skrevet et essay under overskriften »En vens tanker«. Her reflekterer jeg over nogle af de temaer, som springer i øjnene, når man læser Lars Petersens beretning. Min hensigt er ikke at skrive udtømmende om de enkelte emner, men mere at skabe grobund for læserens egen reflektion. Jeg skriver heller ikke mine afsnit i bogen som fagperson, men som en ven, der ønsker at leve sig ind i de omstændigheder og de handlingsmønstre, som i sidste ende førte til et drab. For bedre at kunne forstå Lars Petersens fortælling har jeg undervejs i skriveprocessen konsulteret romaner, film, fagbøger og artikler om udviklingspsykologi og sociologi, ligesom en række fagpersoner har hjulpet mig. Min nuværende kollega, teologiprofessor Kurt E. Larsen, har læst med undervejs og bidraget med mange værdifulde kommentarer. Ham skylder jeg en særlig tak. Jeg har også fået meget værdifuld hjælp af min kone, som i mange år har arbejdet professionelt med sårbare familier. Endelig vil jeg sige en stor tak til Jacob Bank Møller og Forlagsgruppen Lohse for kompetent hjælp og viljen til at bakke op omkring dette specielle projekt. Thomas B. Mikkelsen, juni, 2018

9

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 9

02/07/2018 13.34


Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 10

02/07/2018 13.34


Bøn af Lars Petersen Himmelske far, jeg takker dig for det menneske, du har gjort mig til. Og jeg takker dig for den snert af troværdighed, troen giver mig til at møde udfordringerne dagen igennem. Jeg tror på, at du har en god vej for mig og dem, jeg holder af. Jeg håber på din tilgivelse. Amen

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 11

02/07/2018 13.34


Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 12

02/07/2018 13.34


Barndom Jeg blev født den 28. august i 1975 på en lille fødeklinik over et discountsupermarked på Dorphs Allé i Taastrup, en forstad til København. Faktisk kender jeg kun meget få detaljer om min fødsel, da jeg blev født ind i en familie, som hverken er særligt sentimentale eller meddelsomme. Jeg har tit set, hvordan andre børns forældre med stor glæde og energi har brugt enormt meget tid på at lave små søde bøger om barnets første år og lignende ting. Mine forældre var ligegyldige over for den slags, og tidligere har jeg også selv fundet det lidt plat, når folk gik op i den slags ting. Det var for blødt for mig. I dag kan jeg godt se, at det er meget rart at vide, hvornår og under hvilke omstændigheder man er kommet til verden. Om der var kærlighed til stede. Men jeg ved meget lidt om de konkrete omstændigheder. Kun at jeg blev døbt Lars Irgens i Taastrup Nykirke. Dog fornemmer jeg, at der var nogle komplikationer i forbindelse med min fødsel, for derhjemme ævlede de nogle gange noget om, at jeg i en del tid lå i et ilttelt. Hvorfor og hvor længe meldte historien aldrig noget om. For det primære ved historien var nemlig, at fordi jeg var syg, skulle jeg altid klappes roligt på ryggen – og i et omfang, som tvang min mor til at betale mine søskende for at klare opgaven. Det har jeg skullet høre for gennem hele min barndom, og jeg fik nærmest indtryk af, at jeg derfor stod i en kæmpe gæld til hele familien. Jeg blev den sidste i en flok på fem børn. Vi er fire drenge og en pige, som er den mellemste af os. Der er 18 år mellem min ældste

13

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 13

02/07/2018 13.34


halvbror og mig. Min mor fik mig sent – i en alder af 38 år. Det er jo almindeligt i dag, men dengang var det vist ikke så normalt. Mine to ældste brødre har en anden far, som jeg aldrig har hørt særlig meget om. Min søster og jeg har – er jeg temmelig overbevist om – den samme far, da det fremgår ret tydeligt af vores udseende. Min bror, som er født mellem min søster og mig, ligner os derimod ikke særligt meget. Og da jeg en dag for mange år siden kom til at spørge min mor »hva’ faen hun egentlig havde lavet i sommeren 1969?« opstod der en lidt trykket stemning. I kulissen spøgte en af min fars venner, eller hvad han nu var – jeg kendte ham kun under navnet »Børge Snot«. Da jeg var ganske lille, blev han anholdt for pædofili i et større sagskompleks. I den forbindelse blev min mor opsøgt af politiet, som ville høre, om der var sket noget med min bror. Min far, som ernærede sig som lastbilchauffør, har jeg kun mødt ved enkelte lejligheder. De få gange, hvor han var hjemme på besøg, viste han stort set kun interesse for min søster. Jeg går ud fra, at han havde lugtet skandalen med min mor og Børge Snot, for han blev skilt fra min mor, mens de ventede mig. Jeg forestiller mig, at han ikke ville tage ansvar for endnu et barn, som muligvis heller ikke var hans. Hvis min mor kunne lyve én gang, kunne hun vel gøre det igen. Derfor var det på en måde også fair nok, at han valgte at forlade min mor. Den eneste udtalelse, som min far mig bekendt er kommet med om min person, er, at jeg »var en idiot«. Baggrunden var, at jeg netop var blevet anholdt i Oslo med en kuffert, der indeholdt 1,5 kg. brun heroin. Ja, så lidt idiot var jeg vel. Min far døde i 1995 eller 1996 af hjertestop. Men det er jo som regel det, vi alle dør af … Foruden mig og mine søskende fik min far to børn mere. Men jeg har aldrig mødt dem og kender ikke noget videre til dem. Dog ved jeg, at de har fortalt min næstældste halvbror, at de aldrig vil

14

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 14

02/07/2018 13.34


møde mig, fordi jeg er »et dårligt menneske«. Min halvbror har jo informeret dem om, at jeg efter hans opfattelse faktisk altid stod i skolegårde og solgte heroin til små børn. En konklusion, som han kom frem til, efter at jeg blev dømt for narkosmugling i Norge. Min mor var kæderyger, og jeg husker hende som en indebrændt person med ekstrem selvmedlidenhed. Hun var – for at sige det ligeud – et ubehageligt og ondskabsfuldt menneske. Som barn måtte jeg stort set aldrig have andre børn med hjem og lege – og når jeg endelig fik lov, turde børnene ikke gå med af angst for min mor. En af årsagerne til hendes vrede var nok, at hun var enlig mor og arbejdede på en fabrik til mindsteløn. Hun var formentlig også bitter over i det hele taget at have fået børn, da vi forhindrede hende i at udleve hendes egne drømme. Hun talte altid om, hvor gode alle andre børn var i modsætning til os »dumme unger«. Når hun blev fornærmet på et andet menneske – og det skete tit og ofte på grund af en bagatel – kunne hun ignorere vedkommende i lang tid. Nogle gange i flere år. Vi unger skulle være solidariske og ligeledes ignorere den stakkels person, som måske ikke engang kendte årsagen til den tildelte straf. Det er desværre et af de knap så heldige karaktertræk, som jeg tog til mig i en tidlig alder som en slags arv fra min mor. Min opvækst var faktisk ret simpel, og hele min verden drejede sig om den vej, hvor mit hjem lå, det vil sige Taastrup Parkvej. Vi boede i nummer 85, 2. tv. Det var min verdens navle. Lejligheden var ganske almindelig med tre værelser og en stue. Min mor havde sit eget soveværelse (selvfølgelig det store værelse), og min søster havde også sit eget værelse. Det sidste værelse delte jeg med min bror uden de store problemer. Køkkenet var også stort nok til, at vi kunne sidde der og spise. Egentlig boede vi fornuftigt nok.

15

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 15

02/07/2018 13.34


Min mor led af en slags rengøringsvanvid, så der var faktisk temmelig rent alle steder. Hun var så glad for at gøre rent, at når vi kom op i lejligheden efter at have leget ude om sommeren og havde fået lidt sol i ansigtet, forvekslede hun det med snavs, og så blev der skrubbet løs, så man efterfølgende følte sig næsten hudløs. Et lille minus på en ellers god sommerdag. Gennem hele min barndom holdt vi grønne engelske undulater, som mærkeligt nok altid hed Bimmer. Fuglene fik en slags særstatus, og hver gang de døde, kunne man spore en oprigtig sorg i hjemmet. Jeg brugte meget tid på de fugle og hyggede mig med at gøre dem så tamme, som jeg kunne. Trods min mors rengøringsvanvid, fløj fuglene altid frit og kunne på den måde udfylde deres plads som en del af familien. Som barn lagde jeg mærke til, at fuglen ofte sad på gardinstangen og holdt øje med mig nede i gården. Eller det var i hvert fald, hvad jeg ønskede at tro … Vi boede i det, som jeg vil kalde et socialt boligbyggeri, som dog ikke var særligt belastet og slet ikke nogen ghetto. Min vuggestue, børnehave, fritidshjem, skole og idrætsanlæg lå alt sammen på Parkvej. I forbindelse med idrætsanlægget var der dengang et friluftsbad, som om sommeren blev mit faste holdepunkt, da vi ikke havde råd til at tage på ferie som andre. På Parkvej var næsten alle børn dog hjemme hele sommeren, da de fleste familier i området ikke havde mange økonomiske midler. Men når nu det var ens for alle, kunne vi unger ikke se, hvorfor ens forældre skulle eje en villa og svømmepøl, når vi bare kunne springe over hegnet efter lukketid og spæne ned og hygge os i vandet, indtil vi blev bortvist af den vicevært, der patruljerede i anlægget. Jeg var dengang en tynd, skeløjet knægt med brunt uglet hår og brune øjne. Nogle mennesker siger, at jeg så sød ud, men det var nu ikke tonen derhjemme. Fra min fars side har jeg et lidt

16

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 16

02/07/2018 13.34


mørkere pigment end min bror, hvilket resulterede i, at en ondskabsfuld ældre dame en dag stillede sig foran min bror, da han skulle hente mig i børnehaven, og sagde: »Hvad laver du med den perkerunge?« Episoden står prentet i min hukommelse, da den fik mig til at tvivle på, om jeg egentlig hørte til i den vrede familie. Jeg opfattede mig selv som et selvstændigt barn og holdt meget af at lege for mig selv. Til tider var jeg dog også ude at lege med de andre unger. Men ikke mindst leg med legoklodser var lige mig. I den leg kunne jeg være mig selv og udfolde mig i mit eget lille univers. Legoklodserne blev derfor mit foretrukne legetøj, indtil jeg begyndte at få andre gode idéer og blev for gammel til at lege. Når jeg legede udenfor, kom jeg ofte til skade og måtte jævnligt en tur forbi skadestuen på Glostrup Sygehus. Enten forstuvede eller brækkede jeg et eller andet, eller også skulle jeg syes sammen. Som seksårig begyndte jeg i børnehaveklassen på Parkskolen, og til at begynde med var det en utrolig spændende oplevelse at gå i skole. Måske fordi jeg hele tiden fik at vide, at jeg nu var en stor dreng. Derudover fik jeg jo også nogle nye kammerater. Jeg var nok den i klassen, som boede tættest på skolen. Hvis jeg gik hjemmefra, tre minutter før klokken ringede ind, kunne jeg stadig nå frem til tiden. Men jeg benyttede så heller aldrig fodgængerovergangen halvtreds meter fra indgangen til skolen, hvorfor skolebetjenten døbte mig ketchup, da han var overbevist om, at jeg en dag ville blive kørt ned under mine vanvittige spring over gaden. Til alt held skete det aldrig. I første eller anden klasse var jeg næsten konstant syg og havde altid ondt i halsen eller influenza. Jeg blev derfor indlagt på Glostrup Sygehus for at få fjernet mandlerne. Men det blev en temmelig lang affære, da jeg blev alvorligt syg under indlæggelsen. Hvad jeg fejlede, har jeg aldrig fået noget at vide om – for

17

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 17

02/07/2018 13.34


den slags talte man ikke om hos os. Det eneste, jeg husker, er, at overlægen forklarede min mor noget om, at jeg skulle fedes op, da jeg som sagt var meget tynd. Lægen glemte desværre at fortælle min mor, at hun skulle stoppe igen på et tidspunkt, og siden har jeg lidt af massiv overvægt. Det skulle bestemt ikke hedde sig, at min mor ikke sørgede godt nok for os – ikke fordi hun var bekymret for mit helbred, men fordi hendes stolthed så ville lide et knæk. Jeg har aldrig siden været alvorlig syg. Al sygdom blev til gengæld erstattet med fedme. Flot! Det meget lange fravær fra skolen satte mig rent fagligt en del tilbage i forhold til mine klassekammerater. Det gjorde sig gældende i stort set alle fag. Derhjemme var der ikke megen forståelse for, at mine manglende resultater i skolen måske skyldtes det lange sygefravær. Her lød forklaringen i stedet, at jeg var doven og dum! Hvorom alting er, så sakkede jeg længere og længere bagud, og jeg husker, at det føltes så udsigtsløst at gøre sig nogen som helst forhåbninger om at nå op på samme niveau som de andre i min klasse. Fremfor at forsøge på noget, som jeg ikke troede på, lavede jeg derfor en masse ballade. I mit barndomshjem udspandt der sig et helvede. Min mor terroriserede os og udviste altid en perfid og latterlig adfærd på en række punkter. Min søster, bror og jeg blev for eksempel næsten hver eneste aften tvunget til at massere hendes fødder eller ryg. Hvis vi sagde nej til at gøre det, fik vi turen om, hvor meget vi skyldte hende – hun stod jo op hver morgen klokken fem og arbejdede så hårdt for, at vi kunne få tøj på kroppen og mad på bordet. Da vi senere blev bedre til at argumentere, tog vi os den frækhed at gøre hende opmærksom på, at vi jo ikke havde bedt hende om at få børn. Det fik bølgerne til at gå højt. Men min holdning er nu den samme i dag. Hver eneste hverdag skulle der præcis kl. 15 være hældt et varmt karbad op til min mor, lejligheden skulle være støvsuget,

18

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 18

02/07/2018 13.34


og der skulle være brygget kaffe til hende. Ellers brød helvede løs! Nogle gange kunne hun på en fridag finde på at spørge os, om vi ville en tur på Bakken, hvortil vi jublende svarede »ja«. Derefter lagde hun køkkenbakken på gulvet og sagde til sin egen store morskab: »Stil jer så på den!« Vi blev selvfølgelig kede af det – mest af alt fordi hun kunne finde på at grine så ondskabsfuldt. På de lyse sommeraftner måtte vi ikke gå ud og lege, skønt vi kunne høre alle vores kammerater løbe rundt og have det sjovt nede i gården. Der var ingen fornuftig grund til, at vi ikke måtte gå ned til de andre. Det handlede udelukkende om en perfid magtdemonstration fra hendes side. Når vores mor så ikke længere kunne høre stemmer nede fra gården, fordi de andre børn var gået op, efter at mørket var begyndt at sænke sig, sagde hun: »Så gå dog ned og leg, hvis det er så vigtigt for jer.« Sarkasme var det primære sprog i familien, så det mestrer jeg ganske godt i dag. Til tider er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv for ikke at støde andre mennesker bort med mine ord. Sarkasmen kan få mig til at virke vred, skønt jeg ikke er det. Jeg hadede min barndom. Mange af mine fridage eller feriedage gik med at køre lastbil med min næstældste halvbror – eller rettere sagt: Jeg skulle med ham på arbejde, så han kunne passe mig. Og en efterårsferie kan blive ufattelig lang, når man kun har lov til at sidde i et førerhus i en lastbil med et menneske, man dybest set ikke har noget til fælles med. Jeg har aldrig haft det særlig godt med min halvbror. Jeg glemmer for eksempel aldrig en dag, hvor jeg i en alder af seks eller syv år legede alene ude på trappestenen til hans hus i Karlslunde. Pludselig gik døren op, og min bror kom springende ud med en af sine venner, og helt uden grund lossede han til mig med træsko på, hvorefter de bare slog en kraftig latter op. Jeg vrælede selvfølgelig over den uretfærdige behandling, og det har ofte fyldt mig med vrede at tænke på den episode.

19

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 19

02/07/2018 13.34


Generelt var tonen mellem os søskende temmelig hård med megen ironi og sarkasme. Når jeg af og til oplevede tonen mellem søskende i andre familier, blev jeg temmelig paf over at erfare, at man frit kunne berette et eller andet, uden at man blev udstillet som dum eller på anden måde nedgjort. Desværre må jeg indrømme, at jeg selv bidrog til det absurde adfærdsmønster og den hårde eller ligefrem ondskabsfulde tone – også over for mennesker uden for familien. Men det var nu engang det sprog, jeg kendte. Det er pinligt, men sandt. Konsekvensen var, at mange tog afstand fra både mig og resten af familien. Livet i min familie var således fattigt på venskaber – både med udefrakommende og indbydes.

...

20

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 20

02/07/2018 13.34


En vens tanker om kærlighed og respekt Ingen kan blive helt klar over et andet menneskes væsen uden at elske det. Gennem den åndelige kærlighedshandling bliver man i stand til at se vigtige træk hos den elskede; og mere end det, man ser mulighederne i den elskede, man ser det, der endnu ikke er virkelighed, det, der bør virkeliggøres. Og endnu mere, gennem sin kærlighed gør den elskende det elskede menneske i stand til at realisere disse muligheder. Ved at få det til at se, hvad det kan være, og hvad det bør blive, får den elskede disse muligheder til at blive til virkelighed.

Victor Emil Frankl

Det er alment kendt, at forældres kærlighed til deres barn og deres bekræftelse af, at det er set, er helt essentiel for barnets følelsesmæssige udvikling. Helt fra vi er spæde, har vi brug for at mærke vores forældres opmærksomhed, tilknytning og kærlighed. Ved at se glimtet i vores forældres øjne kan vi hurtigt fornemme, om vi er værdige til at blive elsket. Det tænker jeg tit på, når jeg står med min egen datter i armene. Hun skal se det samme glimt, som jeg har set i mine forældres øjne. Gennem mit kropssprog og mine ord skal hun erfa-

26

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 26

02/07/2018 13.34


re, at hun er uendelig værdifuld, og at jeg altid vil stå på hendes side. Jeg har selv et sådant tillidsfuldt forhold til mine forældre, og jeg håber, at jeg formår at etablere det samme kærlige bånd til min datter. Det er den sociale arv, som jeg ønsker at række videre til hende. Jeg tror ikke, at Lars i løbet af sin opvækst har set mange kærlige glimt i sine forældres øjne. Det har snarere været matte glimt, der signalerede fravær og fremmedgørelse. Han beskriver en mor, som var følelsesmæssigt skadet og ude af stand til at opbygge et gensidigt kærlighedsforhold til sine børn. Tværtimod styrede hun hjemmet med vold og andre former for magtsprog. Det var den styreform og det sprog, hun kendte og forstod at bruge. Og det var det sprog, som Lars tog med sig fra sit barndomshjem ud på en kriminel løbebane. Mange mennesker har ligesom Lars ubehagelige minder fra deres barndom, som har påvirket dem hele livet og ført dem ud på en negativ kurs. Det har jeg stort set ikke. De gange, hvor det var ved at gå galt, endte det aldrig i katastrofe. Desuden tog mine forældre altid hånd om situationen. Der var ikke mangel på struktur og rammer i min barndom. For eksempel kan jeg huske en morgen, hvor jeg vågnede ved lyden af fremmede i huset. Stemningen var kaotisk. Min lillebror var gået i alvorlig krampe, og en vagtlæge havde tilkaldt en ambulance. Lægen frygtede, at han havde fået meningitis. Under al postyret blev jeg hjulpet til at sidde under en dyne sammen med min storebror. Mens ambulancefolkene kørte bort med min lillebror, sad vi under dynen og fulgte med i et juleprogram på DR. På den ene side var det en utryg situation, og jeg kan huske, at jeg var bange for, hvad der var ved at ske med min bror. På den anden side var der også noget trygt ved situationen, fordi jeg fik lov til at sidde tæt sammen med min storebror. Den fælles seng var en tryg ramme i en angstfyldt situation. Og når jeg i

27

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 27

02/07/2018 13.34


dag tænker tilbage på begivenheden, er det følelsen af tryghed, der står stærkest i min hukommelse. Det skyldes sikkert, at min lillebror hurtigt blev rask, og at historien på den måde fik en lykkelig afslutning. Men det handler nok også om, at mine forældre i situationen forstod at etablere en omsorgsfuld ramme, og at de efterfølgende talte med os om det, der var sket. Når Lars tænker tilbage på sin barndom, er tavsheden noget af det, som larmer allermest. Det fremgår flere gange af hans fortælling, hvordan han aldrig fik hjælp til at bryde tabuet og forstå sin egen situation. Han havde et udefineret behov for at blive hørt, respekteret, informeret og medinddraget, men han mødte ingen voksne på sin vej, der var i stand til at møde det behov. I dag er det åbenlyst, at både han og hans søskende i en tidlig alder burde have været anbragt uden for hjemmet i et miljø, hvor der fandtes voksne med det rette glimt i øjnene og en stærk vilje til etablere de nødvendige rammer, som kunne ændre situationen. Men det skete ikke, og Lars var i stedet henvist til en barndom i en dysfunktionel familie, hvor kærlige blikke og anerkendende ord var en mangelvare. Risikofaktorerne var ellers til at få øje på fra en meget tidlig alder: butikstyverier, ustabil skolegang, asocial adfærd, accelererende voldelig adfærd.

• Jeg tror fuldt og fast på, at kærligheden er en så stærk kraft, at den kan ændre et menneskes liv. Det gælder også de mennesker, som er anbragt i Herstedvester Fængsel. I indledningen til dette kapitel har jeg anbragt et citat af den verdensberømte psykoterapeut og professor Viktor Emil Frankl. Citatet er hentet fra bogen Psykologi og Eksistens (udgivet på dansk i 1967), hvor han med udgangspunkt i sine egne erfaringer som koncentrationslejrfange i Auschwitz formulerer rammerne for en ny eksisten-

28

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 28

02/07/2018 13.34


tiel psykologi, som fik stor betydning i sidste halvdel af det 20. århundrede. Viktor Frankl pointerer, at netop villigheden til at ville elske er en afgørende forudsætning for, at vi kan lære et andet menneske at kende. Når vi lader et andet menneske se det kærlige glimt i vores øjne, giver vi ikke kun dette menneske mulighed for at forstå sin egen værdi. Vi giver også os selv mulighed for at se vigtige træk hos den elskede, som vi ellers ikke ville have haft mulighed for at få øje på. Vi ser alle de uforløste potentialer, som ligger gemt i selv de mest mislykkede liv. Men mere end det – vi giver også medmennesket mulighed for at respondere på kærligheden. Det er, når vi oplever os elskede, at vi for alvor får en ny chance for at tage ansvar for vores eget liv. Citatet af Victor Frankl peger på, at kærligheden har et dobbeltsidigt mål. Den gør det muligt for os at se dybere ind i vores næste, samtidig med at den udfordrer næsten til at tage ansvar for sit eget liv. Det er i en vis forstand gartnerens perspektiv, som Victor Frankl her gør sig til talsmand for. Gartneren ser netop potentialet i den plante, som han forsøger at få til at vokse. Han ser, hvad planten kan blive til, hvis den får den rette omsorg og pleje. Et andet og måske mere naivt perspektiv på kærligheden finder vi i Antoine de Saint-Exupérys hjertevarme fortælling om Den Lille Prins, som passer og plejer sin elskede rose. Her bliver kærligheden mere til et spørgsmål om at elske med åbent hjerte og sind uden at have et mål for øje. Herigennem bliver vi selv gjort ansvarlige over for medmennesket. Et sted lyder det: »Det er den tid, du har mistet for din roses skyld, der gør rosen vigtig for dig. Du er ansvarlig for din rose.« Et andet citat lyder: »Du bliver for altid ansvarlig for dét, som du har gjort tamt. Du er ansvarlig for din rose.« Saint Exupéry vil have os til at se på hinanden med barnets tillidsfulde og åbne blik. Han vil lære os, at det vigtige i livet er at bevare sin autenticitet og sin integritet samt være i stand til at

29

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 29

02/07/2018 13.34


elske. Denne tillidsfulde optimisme har i tidens løb aftvunget en bidende kritik, der stempler »Den lille prins« som eksponent for politisk korrekt og naiv humanisme. Kynikere vil også hurtigt indvende, at mennesker kan blive så nedbrudte, at livet allerede er tabt for dem. Der er ingen vej tilbage! Eller de kan indvende, at mennesker kan påføre sig selv så stor skyld, at de ikke er værdige til at blive mødt med kærlighed. De præmisser nægter jeg at anerkende. Både ud fra en kristen livsforståelse, men også ud fra en humanistisk. Kristen medfølelse og humanitet er værdier, som man ikke skal gå på kompromis med. Så hellere blive beskyldt for at være naiv og politisk korrekt. Hermed ikke sagt, at mennesker ikke kan være onde. Ondskab findes! Jeg tror heller ikke, at ondskaben alene kan forklares som en konsekvens af en ydre påvirkning som for eksempel omsorgssvigt i barndommen. Vi har alle ondskaben boende i os dybt inde i sindet, og det er nødvendigt, at vi både opretholder en moral og en lovgivning, som kan holde os ansvarlige for vores handlinger. Alle er i praksis styret af nogle af de samme adfærdsmønstre som Lars. Min pointe er derfor også alene, at de store forandringer til det bedre sker, når vi vover at elske selv dem, som i de flestes øjne ikke virker elskværdige. Når vi lader nåde gå for ret.

30

Alle vil jo bare elskes - med rettelser.indd 30

02/07/2018 13.34

Alle vil jo bare elskes  
Alle vil jo bare elskes  
Advertisement