Page 1

BOGENS BIDRAGSYDERE:

Skribenterne inddrager den kristne kirke både i Danmark og udlandet, og der trækkes på erfaringer fra kirkens historie helt fra begyndelsen og indtil i dag. Alt sammen som en hjælp til at kunne formulere evangeliet for mennesker i dag.

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

Jakob Valdemar Olsen er lektor ved Dansk Bibel-Institut og har desuden været deltids sognepræst ved Emdr up Kirke i København siden 2000. På Dansk Bibel-Institut under viser og forsker han i systematisk teologi, særligt religionsf ilosof i. Jakob Valdemar Olsen er cand.theol. fra Københavns Universitet 1995, og ph.d. fra Cambridge University 2000. Han udgiver løbende bøger og ar tikler om teologiske og religionsf ilosof iske emner.

»Den kristne forkyndelse« er ikke en decideret prædikenlære, men hensigten er alligevel at give hjælp til at videregive det kristne budskab ved at grave et spadestik dybere i emner, der har tydelig relevans for den kristne forkyndelse.

OLSEN

Både forkyndelse og god teologisk forskning er væsentlig for den kristne kirke i det 21. århundrede. Denne bog præsenterer gennem en række ar tikler en sammenkobling af teologisk forskning med et engagement i teologiens mål, som med god ret kan siges at være forkyndelse.

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

TEORI OG PRAKSIS FRA BIBELEN, I HISTORIEN, TIL VERDEN

Børge Haahr Andersen Kristian Mogensen Jakob Valdemar Olsen Peter Olsen Carsten Elmelund Petersen Nicolai Winther-Nielsen

REDIGERET AF JAKOB VALDEMAR OLSEN


DEN KRISTNE FORKYNDELSE Teori og praksis fra Bibelen, i historien, til verden redigeret af jakob valdemar olsen

KOLON


Indhold Indledning · 5 Introduktion · 7 1. 2. 3. 4.

5.

6.

7.

Mosebøgernes brug som vejledning Nicolai Winther-Nielsen · 14 At tolke og prædike over Jesu lignelser Børge Haahr Andersen · 68 Verbalpræsens. Guds nærvær i Ordet som Lov og Evangelium Peter Olsen · 89 Søren Kierkegaard som prædikant. Om prædikenen i spændingen mellem det erfaringsbaserede og det erfaringsstridige Børge Haahr Andersen · 124 Akademiske lægmandsprædikener. Om C.S. Lewis’ prædikener og prædikenstil Jakob Valdemar Olsen · 150 Omvendelse som brud og proces. Omvendelse i Sydetiopien i lys af Ny Testamente Kristian Mogensen · 178 Funktionel antinomisme – før og nu Carsten Elmelund Petersen · 210

Bidragsydere · 255 Indeks · 257


Indledning På Dansk Bibel-Institut arbejder vi både teoretisk og praktisk med den kristne forkyndelse. Forfatterne til artiklerne i denne bog fungerer alle jævnligt som forkyndere i forskellige sammenhænge, og i vores daglige undervisning og forskning er formidling af det kristne budskab et tilbagevendende tema. Derfor er det også en glæde for os at kunne præsentere en bog om forkyndelse med bidrag fra forskellige fagdiscipliner for en bredere skare. Både forkyndelse og god teologisk forskning er væsentlig for den kristne kirke i det 21. århundrede, og i denne bog præsenteres en sammenkobling af teologisk forskning og et engagement i teologiens mål, som med god ret kan siges at være forkyndelse. Det er ganske givet, at teologi involverer et væld af andre discipliner som for eksempel diakoni, økumeni, religionsfænomenologi og græsk grammatik, men de udspringer i teologien alle sammen af et ord om Guds gerninger, af en formidling af guddommeligt nærvær gennem budskabet om Jesus. Dette budskab får en række konsekvenser i kirkens liv uden dog dermed at ophæve den sandhed, at kirken ikke formår at leve uden forkyndelse og sakramenter, hvorfra livet udspringer og næres. Her er der et Ord og et nærvær, som er omdrejningspunktet i kirkens liv. Alle seks artikler er i forskellig form blevet fremlagt og diskuteret på forskerseminarer på Dansk Bibel-Institut, og efter at have været igennem en ekstern og uafhængig fagfællevurdering fremlægges de nu for en bredere skare af læsere. Dermed gives indblik i, hvad der optager os på Dansk Bibel-Institut, og artiklerne rækkes ud som hjælp til alle dem, som lever med og af forkyndelse.


Introduktion Jakob Valdemar Olsen

Det kendetegner den kristne forkyndelse, at den kredser om Bibelen. Men ikke kun Bibelen er i sigtekornet i forkyndelsen. Prædikenen er ikke en selvrefererende aktivitet, der aldrig når ud over teksten. Der er en forpligtelse på Bibelen, der henvises til Bibelen, og forkyndelsen er til stadighed i en bevægelse ud fra Bibelen, men det er netop en bevægelse med retning imod samtiden og hen til tilhørerne. Derfor er det oplagt, at en bog, der omhandler forkyndelsen, befinder sig i samme vekselvirkning mellem bibel, tilhørere og praksis, hvor der reflekteres over det bibelske budskab og den praksis, som har været og er en integreret del af kirkens læsning af Bibelen. I det følgende er der artikler med særlig fokus på Bibelen. Der er andre, der i højere grad trækker eksempler frem på forkyndelse i kirkens historie og atter andre, som særligt dvæler ved nutidig praksis. I alle artiklerne er der dog et fælles brændpunkt, som samler sig om forkyndelse som formidling af et bibelsk anliggende. I hundreder af år er der udgivet bøger om forkyndelse, prædikenlære og homiletikker. Grunden er, at der indbygget i kirkens selvforståelse er en drift i retning af mennesker, et ønske om formidling, en lidenskab for at nå ud over sig selv og nå andre, hvilket betyder, at der til stadighed reflekteres over forkyndelse, fordi forkyndelse er formidling. Da idealet for formidlingen er at nå mennesker på en måde, så de forstår, hvad der siges, er det nødvendigt med jævne mellemrum at overveje, om der er sammenhæng mellem ideal og praksis; om målet nås. Samtidig ligger der ikke alene i idealet, at mennesker skal nås, men at de skal nås med noget bestemt. Der er et anliggende, et budskab, der skal frem. Derfor må refleksionen til stadighed være en overvejelse om, hvorvidt det er budskabet, der formidles eller om det er noget andet, der lægges røst til. Sprog, også det danske sprog, forandrer sig, mennesker ændrer sig, og midt i den forandring er forkyndelsen sat. Det er baggrunden for titlen på en nyere prædikenlære: Teksten og Tiden. En midlertidig bog om


8

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

forkyndelsen.1 Fordi forkyndelsen har med praksis at gøre, er der hele tiden aspekter i formidlingen, der skal justeres, såfremt idealet om formidling fastholdes. Det kendetegner mange bøger om forkyndelse, at de peger på sammenhængen mellem teologi og praksis. Ofte i dansk sammenhæng citeres Martin Luther og hans inddragelse af erfaring og praksis, som det for eksempel sker i en anden nyere homiletik: Den teologiske erkendelsesinteresse finder sit hjemsted i praksis. Det var det, der lå bag det polemiske udsagn i en af Martin Luthers bordtaler: »vera theologia est practica« – med tilføjelsen, rettet mod skolastikken: »speculativa igitur theologia, die gehört in die hell zum Teufel«, »den spekulative teologi hører til i helvede hos Djævelen«.2 Luther fastholder, at den sande teologi har et praktisk element. Ikke dermed sagt, at Luther forkaster det teoretiske, det abstrakt vanskelige – langtfra – han hengiver sig til det, men sigtet i det alt sammen er praksis, livet og menneskers gudsforhold. Ovennævnte homiletik, som citatet er taget fra, har titlen Ord virker, og det udsagn vender tilbage igen og igen i bogen, hvor det påpeges, at ord udretter noget. Det kan ske, at man løber ind i den oplevelse, at ord bare er ord og ikke kommer længere, men det er den modsatte erfaring, der trækkes frem i bogen Ord virker, hvor der peges på den sandhed, at sprogbrug i sig selv kan være en handling, hvilket er en pointe, der særligt er kommet frem i sprogfilosofien i det 20. århundrede.3 Ord og liv, prædiken og praksis er indbygget i teologien. Eller med Karl Barths ord, som også ofte er blevet citeret: »Der drives teologi, fordi der skal prædikes på søndag.«4 I teologien må praksis altid være inden for horisonten på trods af, at teorien kan blive kompliceret, fordi der er elementer i livet, der er indviklede. Denne bog er et vidnesbyrd om det samme, nemlig den teologiske hældning mod praksis; engagementet i formidlingen. Dog er det ikke en praktisk vejledning eller en konkret angivelse af, hvordan man får 1 2 3 4

Leif Andersen, Teksten og tiden. En midlertidig bog om forkyndelsen (Fredericia: Kolon, 2006). Jan Sievert Asmussen, Ord virker. Retorisk homiletik (Frederiksberg: Anis, 2010), 16. John L. Austin, How to do things with Words (Cambridge: Harvard University Press, 1975). Leif Grane, Kristendommen i historien (København: Reitzel, 1997), 243.


INTRODUK TION

9

skrevet en prædiken. Det er en bog, der har forkyndelsen i fokus, men med baggrund i teologisk forskning og teori. Den første artikel, om forkyndelse af moseloven, er med til at fremhæve betydningen af det levede liv og vigtigheden af, at der er en vejledning, der når frem til praksis, til handling. Den tanke er uomgængelig i Bibelen. Dog har der lige fra kirkens begyndelse og indtil i dag været strid om brugen af moseloven og Mosebøgerne i kirkens forkyndelse og liv. Det spørgsmål bliver adresseret af Nicolai Winther-Nielsen i artiklen »Mosebøgernes brug som vejledning«. Det bliver fremhævet i artiklen, at hensigten med lovene er, at de skal være til hjælp for Israel til at leve livet, og de blev brugt sådan. I den forstand kan man tale om dem som forkyndelse ind i menneskers liv. Loven kommer efter udfrielsen af Egypten, hvor Gud i sin nåde har grebet ind til frihed. I den nådepagt gives der vejledning, og man kan derfor pege på tydelige paralleller mellem vejledning i Det Nye og Gamle Testamente. Dog gives der ikke i artiklen noget enkelt skema for, hvordan Mosebøgerne kan bruges som etisk vejledning i dag, men der peges på muligheder, udfordringer og problemer med løbende inddragelse af nyere tolkninger af Mosebøgerne, og hele tiden med sigte på at fastholde Det Gamle Testamente som en del af den kristne kirkes bibel og som et værn imod hedenskab og en kilde til brug i forkyndelsen. I den følgende artikel »At tolke og prædike over Jesu lignelser«, af Børge Haahr Andersen, er der flere temaer fra første artikel, der følger med, men nu med fokus på evangelierne og forkyndelsen dér. Hvordan Jesu lignelser skal forstås og anvendes, er også en gammel diskussion, som har fulgt kirken fra begyndelsen. Haahr Andersen peger på, at tilknytningen til Det Gamle Testamente præger Jesu forkyndelse, hvor beskrivelser af Gud som hyrde og far har rødder i forkyndelsen i Det Gamle Testamente. Men hvordan lignelserne nærmere skal forstås, har der været uenighed om, og vi bliver ført ind i diskussionen om, hvorvidt lignelserne har en eller flere pointer. Samtidig er der i artiklen en stadig refleksion over, hvordan lignelserne kan bruges i en nutidig formidling, hvor man er opmærksom på den bibelske ramme, som lignelserne blev til i. Det fremhæves blandt andet, at når en fortælling anvendes, så er det muligt for tilhørerne at træde ind i historien og identificere sig med aktørerne i lignelsen, og der gives eksempler på måder, hvorpå det er forsøgt virkeliggjort i dag. Artiklen stopper altså ikke med spørgsmålet om, hvordan Jesu lignelser skal forstås, men bevæger sig videre til


10

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

spørgsmålet om formidling: Hvordan prædike over lignelser? Der peges på forskellige forslag, som er givet i nyere tid, og der gives råd til vejen videre frem for dem, der står i opgaven med at prædike over lignelser. Det at prædike over bibelske tekster og formidle bibelske pointer er en gammel disciplin i kirken. Derfor er der mange ressourcer at trække på fra kirkens historie. Det gælder ikke mindst for en luthersk kirke, hvor en af hovedpointerne i reformationen i 1517 var Skriften alene. Martin Luther lagde vægt på bibelarbejde og fremhævede, at i kirken skulle der prædikes over Bibelen. Det er bibelske pointer, der skal formidles. I artiklen »Verbalpræsens. Guds nærvær i Ordet som lov og evangelium«, af Peter Olsen, er det netop Luthers forståelse af det talte ord, der fokuseres på. Her fremdrages Luthers understregning af betydningen af det levende ord, forkyndelsen, at det skal øse af de bibelske skrifter, og at Gud selv er nærværende i ordet. Det stilles i modsætning til andre kirkelige traditioner, hvor ordet ikke i sig selv indeholder guddommeligt nærvær, men i stedet peger væk fra sig selv, og udfoldelsen af Luthers syn på ordets forkyndelse holdes også op imod andre tolkninger af Luther. Dermed bliver Luther brugt til at gentage bibelske indsigter, til at revitalisere, reformere og fastholde bibelbrugen i den kristne gudstjeneste som det sted, hvor Gud selv handler med mennesker: Gud kommer til mennesker i lov og evangelium, vi møder ham i hans vrede og i hans nåde. For nogle bliver prædikenen opfattet som en monologisk aktivitet, en envejskommunikation, hvor tilhørerne er uden for horisonten. Som en modvægt til den opfattelse inddrager Børge Haahr Andersen Søren Kierkegaards homiletiske refleksioner i artiklen »Søren Kierkegaard som prædikant. Om prædikenen i spændingen mellem det erfaringsbaserede og det erfaringsstridige«. Her bliver Kierkegaard læst som en luthersk teolog, der tydeligt inddrager menneskelige erfaringer i formidlingen af det, der ikke kan erfares adskilt fra evangeliet, nemlig Guds nåde. Nogle af Kierkegaards opbyggelige taler inddrages, analyseres og diskuteres på baggrund af nyere læsninger af Kierkegaard, hvor Haahr Andersen peger på, hvordan Kierkegaard til stadighed inddrager almenmenneskelig erfaring i formidlingen af kristendom. Det gøres dels med afsæt i forskellige tolkninger af Kierkegaard, men også ud fra Kierkegaards egne refleksioner om formidling. På den baggrund konkluderes det, at Kierkegaard ikke skal eller kan kopieres, men han er god at hente inspiration fra til egen prædikenvirksomhed, selvom Kierkegaard ikke ville kalde sine taler for prædikener, da han ikke var ordineret.


INTRODUK TION

11

Kierkegaard er ikke den eneste ikke-ordinerede, der har forsøgt sig med taler og prædikener i kirken, hvilket kommer frem i artiklen »Akademiske lægmandsprædikener. Om C.S. Lewis’ prædikener og prædikenstil«, af Jakob Valdemar Olsen. Lewis har et større forfatterskab på samvittigheden, og han er ikke kendt som prædikant, men prædiket har han, og hans prædikener kan bruges dels som en indføring i hans generelle tænkning om menneskelivet og kristendommen og dels som en hjælp til at overveje, hvordan vi i dag på bedste vis kan nå vores tids generationer med det, der ligger os på hjerte. Lewis’ prædikener læses her med udgangspunkt i Aristoteles’ retoriske fremhævelse af ethos, pathos og logos som afgørende i formidling. På den baggrund peges på styrker og svagheder i Lewis’ prædikener og på elementer hos Lewis, som vi med god grund kan lære af, hvis vi ønsker at formidle kristendom til mennesker i dag. Lewis bevæger sig i sine prædikener i spændingsfeltet mellem formidler, tilhører og budskab og er opmærksom på alle tre elementer, for at budskabet skal nå tilhøreren, selvom han dog må siges at tendere i retning af det akademiske, intellektuelle og filosofiske. Hele tiden er han i en bevægelse fra Bibelen i retning af samtid og tilhørere, og mens han gør det, reflekterer han over, hvordan man bedst kan lykkes med denne særlige formidling. Det er ikke kun i Europa, at der prædikes og Bibelen anvendes. Overalt i verden kan man støde på prædikener og bibelsk udlægning. Derfor er det sundt at have et perspektiv, der er større end Danmark og Europa. Dels kan det større perspektiv give en anden form for inspiration, og dels kan det fastholde en uundværlig global synsvinkel. Dette større perspektiv får vi hjælp til at rumme gennem artiklen »Omvendelse som brud og proces. Omvendelse i Sydetiopien i lys af Det Nye Testamente« af Kristian Mogensen. I denne artikel møder vi nyere eksempler på forkyndelsen i Afrika, hvor problemstillinger fra Etiopien trækkes frem, beskrives og bruges til refleksion for forkyndelse i dag. Der peges i artiklen på omvendelser i Mekane Yesus-kirken i Sydetiopien og på forståelsen af begrebet omvendelse. Det er tydeligt, at omvendelse har at gøre med et brud af en slags, og der inddrages en skelnen mellem grænser og centrum, hvor omvendelse kan forstås i forhold til en grænse, som passeres eller i forhold til et centrum, man bevæger sig ind imod. I artiklen kombineres erfaringer fra Etiopien med moderne missionsteologiske refleksioner og en nytestamentlig tale om omvendelse. På den baggrund argumenteres der for, at både grænser og centrum må inddrages, hvis


12

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

man skal tale meningsfuldt om omvendelse, da grænser kun kan forstås ret, hvis man passerer dem i retning mod noget, og et centrum giver ingen mening, hvis ikke det defineres og dermed afgrænses. I den sidste artikel, »Funktionel antinomisme – før og nu«, af Carsten Elmelund Petersen, er vi tilbage i Danmark, hvor fokus er på forkyndelsen i Danmark i dag på baggrund af en nyere analyse. Det drejer sig om, hvilken plads loven har i kirken, og om loven overhovedet bør have en plads i forkyndelsen. Artiklen dvæler ved en undersøgelse af forkyndelsen i nogle specifikke miljøer i Danmark, men refleksionerne har betydning for flere end bare nogle bestemte afgrænsede segmenter. Det drejer sig om, hvordan det kristne budskab kan og må få betydning for det levede liv og ikke alene være teoretisk formidling af intellektuelle pointer. I artiklen fremdrages kirkehistoriske eksempler på, at formidling af loven er blevet afvist, og det understreges, at en fuldstændig afvisning af loven er blevet kritiseret i Det Nye Testamente, af den tidlige kirke og af reformatorerne. På den baggrund rejses spørgsmålet om, hvorvidt mange menigheder i Danmark i dag i praksis er antinomistiske, og om brugen af bibelsk lov reelt er forladt, hvilket ses som en udfordring for nutidig forkyndelse. Alle artikler lægger vægt på forkyndelsens betydning, på dens forankring i Bibelen og på bevægelsen i retning af mennesker med henblik på forvandling eller forandring af liv. Den kristne forkyndelse er i sin egenart bundet både til Bibelen og til menneskers liv med et ønske om at røre og bevæge liv. Det ønske lader sig ikke altid virkeliggøre på simpel vis, da der kan opstå udfordringer i læsning af Bibelen, problemer med at finde de rette ord i formidlingen og misforståelser i praktiseringen. Derfor udgives denne bog som en hjælp til netop den uundværlige kirkelige aktivitet, der hedder prædiken. Alle forfatterne lever selv i kampen med at få formidlet ordet til menigheder og kirkelige fællesskaber i Danmark og kender til udfordringerne fra eget liv og er samtidig engageret i at få udrustet og opbygget en ny generation af Ordets forkyndere både i Danmark og uden for landets grænser. Forfatterne skriver ikke bare om en vekselvirkning mellem teori og praksis, men de lever selv midt i denne dialektik og brænder for, at formidlingen må lykkes. Derfor har de lært, at teoretisk arbejde med teologiske emner er uundgåeligt i kirkelig praksis. Selv i de mest abstrakte overvejelser kan praksis være inden for horisonten, så teori ret forstået er ikke en modsætning til praksis, men


INTRODUK TION

13

god teori har netop praktiske implikationer, hvilket denne bog er en udfoldelse af. Der var engang for mange, mange år siden, da jeg var stud.theol., hvor jeg ofte blev opbygget søndag formiddag af at lytte til sognepræst Erik Ladegaard. En gang spurgte jeg ham, hvordan han forberedte sine prædikener, og han sagde, at han altid læste den kommende søndags tekst om mandagen, og på den måde lod han teksten arbejde med ham i løbet af ugen. Den praksis tog jeg senere med mig og lever med i dag. En lignende praksis, har jeg fundet ud af, er der andre, der benytter med henvisning til moderne hjerneforskning. I en vejledning til prædikenskrivning i Præsteforeningens Blad, skriver sognepræst Arne Mårup: Jeg kan oplyse, at moderne hjerneforskning lærer os, at det er en god ide at begynde prædikenarbejdet med omhyggelig tekstlæsning så tidligt som muligt på ugen, så hjernen vågen og i søvne, har lejlighed til at arbejde ubevidst med problemerne […] Hvis man på denne måde har fodret den homiletiske kanin med tekstlæsning tidligt på ugen, så skal man til gengæld også være parat, når den – måske uventet – springer på en.5 Den teori, vi tilegner os, kan arbejde med os og sætte frugter, når vi mindst venter det. Der er brug for rødder og vanding af rødderne, før synlige frugter finder vej. Hvis man derfor ønsker hjælp til praksis, skal man ikke ignorere teori, men kan i stedet lade teorien arbejde med en og så opleve, at det af sig selv giver frugt (Mark 4,28). Alle artikler i denne bog er gennemsyret af bevidstheden om, at teori er vigtig og har betydning for praksis. Når der derfor på forskellig måde teoretiseres over forkyndelse og menneskeligt liv, sker det med det fælles mål at give hjælp til prædikenen, men med inddragelse af nyere forskning fra forskellige egne af de teologiske discipliner. Må det vise sig for læseren, at målet nås.

5

Arne Mårup, »Prædikenforberedelse med benspænd«, Præsteforeningens Blad, nr. 18 (2017), 471-474.


Mosebøgernes brug som vejledning1 Nicolai Winther-Nielsen

Se, nu lærer jeg jer love og retsregler, sådan som Herren min Gud har befalet mig […] 6 I skal følge dem omhyggeligt! Så vil andre folk få øjnene op for jeres visdom og indsigt, for når de hører om alle disse love, vil de sige: »Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk!« 7 Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham? 8 Og hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har så retfærdige love og retsregler som hele denne lov, jeg i dag lægger frem for jer? (5 Mos 4,5-8) 5 

Udfordringen i Moses’ lovprisning Moselovens relevans for kristen tro, praksis og forkyndelse har altid været til debat. Ingen ringere end Jesus selv gik ind i den debat ved at stille et dobbelt hermeneutisk spørgsmål til en jødisk teolog: »Hvad står der i loven?« og: »Hvad læser du dér?« (Luk 10,26). I den efter1

En varm tak for gode indspil til min phd-studerende, Christian Højgaard Jensen, phd-studerende Kenneth Bergland, og lektor Carsten Elmelund Petersen, som var opponent på artiklen på et forskerseminar 8. marts 2017, og tak for værdifulde indspil fra deltagerne på dette seminar. En bemærkelsesværdig grundig og konstruktiv fagfællekritik har skærpet min argumentation på en række punkter, så artiklen har vundet betragteligt ved det, og det takker jeg for. Sidst, men ikke mindst, en tak til både redaktøren for kommentarer og til Trine Tøndering og Dorte Klein for korrekturlæsning.


MOSEBØGERNES BRUG SOM VEJLEDNING

15

følgende stridssamtale tilslutter Jesus sig den lovkyndiges første svar, når han sammenfatter hele loven i det dobbelte kærlighedsbud. Jesus citerer dernæst med tilslutning 3 Mos 18,5: »Gør det, så skal du leve.« Teologen hører dette som et krav om en fuldkommen bogstavelig efterfølgelse af loven og indleder derfor en diskussion om læsningen af loven og rækkevidden af de krav, der skal efterfølges: »Hvem er så min næste?« Han retfærdiggør sig selv og bryder derved loven, ifølge Lukas. Jesus præsenterer da sin helt egen og langt dybere læsning af loven ved at fortælle om en fremmed samaritaner, der praktiserede en grænseløs barmhjertighed. Da han stilles over for kravet om at skulle agere næste for den nødstedte, tvinges denne jødiske teolog til at »reconfigure his moral universe«.2 Denne strid mellem to læsninger går op igennem hele historien. En bogstavelig tolkning af 3 Mos 18,5 står over for en opfyldelse i praksis. Den lovkyndige læser Moses som et grundlag for en hermeneutisk diskussion om næstebegrebets rækkevidde, mens Jesus læser Moses som en fordring til autentisk handling og som metafor for sit eget ultimative offer. Forskningen i Gammel Testamente har i dag i vid udstrækning afskrevet den norm, som den jødiske teolog og Jesus var enige om at forpligte sig på, men opgøret med Moses’ relevans for kristne er nu også senest aktualiseret i Peter Legarths bog om Moseloven, som har den programmatiske undertitel Det magtesløse ord fra Gud. Her tolkes Jesu tilslutning til loven ud fra 3 Mos 18,5 som »et ironisk udsagn, hvor Jesus faktisk mener det modsatte af det, han siger.«3 Teksten skal tolkes som »et udsagn om en lov-retfærdighed, som står i skærende kontrast til det kristne evangelium.«4 Denne tilgang synes at flugte med Luther, der i 1526 helt udelukker, at moseloven inklusive de ti bud gælder for kristne – end »ikke så meget som et punktum hos Moses angår os.«5 Alligevel ender Luther ikke med som kætteren Markion at fjerne Mosebøgerne fra den kristne kanon, for »vi vil godt anse Moses for en lærer, men vor 2 3 4 5

Andrew Sloane, At Home in a Strange Land. Using the Old Testament in Christian Ethics (Peabody, Mass.: Hendrickson, 2008), 19. Peter V. Legarth, Moseloven. Det magtesløse ord fra Gud (Fredericia: Kolon, 2016), 153. Peter V. Legarth, »Moseloven – Guds Ord til den kristne menighed?« i: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke 43, nr. 2 (2016), 121. Martin Luther, »Om den kristnes forhold til Mose lov« i: Martin Luther. Skrifter i udvalg. Troen og livet. Prædikener, sermoner og teserækker af Luther (København: Credo, 1992), 28


16

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

lovgiver er han ikke, medmindre han stemmer overens med Ny Testamente og den naturlige lov«.6 Luthers intense arbejde med fortolkning og oversættelse ud fra den hebraiske og græske grundtekst lærte ham desuden, at ordet »lov« bruges i mange forskellige betydninger og ikke kun om synderes møde med den anklagende Gud.7 Troende vil reagere på loven ved at »keep it outwardly and inwardly, on the basis of their trust in Christ.«8 Jeg har i et tidligere studie redegjort for, hvordan jeg mener, at loven både kan have en anklagende og en vejledende funktion – moseloven kan være både »torn« og »norm«.9 Jeg arbejder desuden bibelsk-teologisk ud fra en forudsætning om, at der er en åbenbaringshistorisk kontinuitet mellem Gammel og Ny Testamente. I denne artikel vil jeg dog ikke fokusere på Ny Testamente eller lovforståelsen i Luthers teologi, men på, hvordan loven skal læses, og hvad det betyder for brugen af Mosebøgerne rent praktisk i kirken. I Jerram Barrs pastoralt orienterede udfoldelse af glæden over Guds lov fra 2013 angribes udfordringen fra to vinkler.10 I samtidskulturen handler afvisningen af loven nemlig i udgangspunktet om sekulære livstydninger, som sætter det autonome menneske i centrum og tilsvarende relativiserer sandheden. For kirkens forkyndelse handler det derimod om at formulere et bibelsk alternativ til en læsning af moseloven som moralisme eller lovtrældom.11 Men for Moses selv er der ingen tvivl, for ifølge 5 Mos 4,5-8 er det indlysende, at tilhørere og læsere omhyggeligt skal efterleve de love, som er befalet af Herren hans Gud. De udmærker sig på tre forskellige punkter: Nabofolkene vil vurdere dem som udtryk for en enestående visdom og indsigt. Israel selv vil gennem moseloven opleve et vidnesbyrd om, at Gud er nær, når det kalder på ham. Sidst, men ikke mindst, har intet andet folk tilsvarende retfærdige love. Helt konkret går mit projekt ud på at udnytte den sprække, som Lu6 7

8 9 10 11

Luther, »Om den kristnes forhold«, 28. Robert Kolb, Martin Luther and the Enduring Word of God: The Wittenberg School and Its Scripture-Centered Proclamation (Grand Rapids, MI: Baker, 2016), 121. Kolb, Martin Luther, 201. Nicolai Winther-Nielsen, »Moseloven som torn, form og norm: skitse til en etisk brugervejlening.« i: SEE-J Hiphil 1 (2004), 16-19. Jerram Barrs, Delighting in the Law of the Lord: God’s Alternative to Legalism and Moralism (Wheaton, IL: Crossway, 2013) Barr, Delighting in the Law, 178-179, og pastoralt udfoldet s. 186-211.


MOSEBØGERNES BRUG SOM VEJLEDNING

17

ther selv åbner for brugen af Moses som lærer, med henblik på at finde en ny og innovativ læsning af Mosebøgerne som vejledning. Jeg vil gerne tilslutte mig reformatorernes opgør med moralisme og lovtrældom. Jeg ønsker at formulere et nutidigt udtryk for Mosebøgernes visdom, frelsesvidnesbyrd og retfærdige lovgivning, for at jeg derigennem kan fremme Mosebøgernes brug i bibellæsning, forkyndelse og undervisning. Diskussionen flugter derved med anliggendet i artiklen »Funktionel antinomisme – før og nu« i denne bog.12 I analysen af forkyndelsen i missionsbevægelserne afdækker Carsten Elmelund Petersen en nutidig tendens til en ubevidst og utilsigtet forsømmelse af loven og plæderer for en sund nomisme i Ny Testamente og oldkirken. I mit eget forsøg på at spore en tilsvarende sund nomisme i Mosebøgerne trækker jeg på personlig erfaring fra hundredvis af foredrag, bibeltimer og prædikener gennem et langt liv. Sigtet er dog fagteologisk at begrunde, med hvilken ret vi kan læse og bruge Mosebøgerne i forkyndelse, undervisning og personligt bibelstudium. Jeg skal ikke foregøgle, at denne akademiske undersøgelse på nogen måde giver en fiks og færdig mosaisk prædikenopskrift, og da slet ikke et kvik-fix til bibellæsning. Jeg håber dog, at den kan give et bidrag til en kritisk refleksion over brugen af Mosebøgerne som vejledning i personlig praksis og i kirke og samfund. Artiklens opbygning er som følger: Jeg begynder med at formulere en ny model for brugen af Mosebøgerne som vejledning (afsnit 1). Min nye forståelsesnøgle begrunder jeg i tre underafsnit om vejledningen før, på og efter Sinaj. Først diskuteres vejledningens karakter og rolle i Første Mosebog (afsnit 2). Dernæst vælger jeg Anden Mosebog til at beskrive udfoldelsen af vejledningen frem imod den grundlæggende åbenbaring af Guds lov for Israel i 2 Mos 19-24 (afsnit 3). Til slut bruges Femte Mosebog til at illustrere Moses’ brug af De Ti Ord fra 5 Mos 5 som vejledning for den næste generation (afsnit 4). Det afsluttende afsnit diskuterer tre forskellige tilgange til Mosebøgerne og præsenterer på den baggrund brugen af Mosebøgerne som vejledning i forkyndelse, undervisning og læsning i en kirkelig praksis (afsnit 5). Eller kortere og helt knivskarpt formuleret: Hvis læserne – af artiklen og herefter af Mosebøgerne – skal kunne forstå Moses’ lovprisning (sic), må de opdage den lovende (sic) vejledning! 12

Artiklen indgår i en bog, som formidler forskningsbaserede og dermed fagfællevurderede analyser af forkyndelse til en målgruppe af præster, prædikanter, fagkolleger og teologistuderende.


18

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

Mosebøgerne som vejledning Selv om sigtet med dette bidrag er at bruge min forskning til at udforme en didaktisk brug af Mosebøgerne, kan jeg ikke helt undgå at inddrage den dogmatiske tradition for brugen af Mosebøgerne. Det kan skærpe forståelsen for den konkrete opgave, der skal løses, og på den baggrund kan der tegnes et billede af Moses som lærer. Den afgørende udfordring for en ny syntese er den ganske udbredte trefoldige opdeling af loven. Ross fremhæver, at tredelingen i morallov, ceremoniellov og civillovgivning er en fælleskirkelig læresætning, som ikke blot forener alle klassiske trossamfund op gennem århundrederne, men også giver helt utvetydige svar på, i hvilken udstrækning loven er gyldig for den kristne:13 Ceremonielloven er slet ikke bindende mere, fordi den er opfyldt i Kristi fuldkomne offer, som den skulle pege frem imod. Retsplejeloven er delvist gyldig, fordi dens underliggende moralske principper stadig er bindende, om end ikke i den aktuelle udformning i moseloven. Moralloven er derimod altid bindende og eviggyldig. Problemet med denne skelnen mellem »ikke-gyldig, princip-gyldig og evig-gyldig« er dog, at den er svær at gennemføre. For det første indrømmer Westminster Konfessionen selv, at ceremonielloven også delvis indeholder »divers instructions of moral duties«.14 Men det er vanskeligt at skulle bedømmes moralsk ud fra udefinerbare, underliggende principper, og derfor er deduktion af gyldig lov efter denne model ikke uden videre operativ. For det andet er det ikke indlysende, at selv de ti bud er morallov per se, altså uden ret og kult, og hvilken mening de har, når de løsnes fra konteksten i Mosebøgerne. Sidst, men ikke mindst, er det overraskende, hvis den kristne i virkeligheden heller ikke er forpligtet på de ti bud, men på en »naturlig« lov, som ikke er åbenbaret, men implanteret i samvittigheden hos det faldne menneske. Det andet store problem er, at det deduktive skema for sortering af moseloven i »ikke-gyldig, princip-gyldig og evig-gyldig« skal kunne kalkulere gyldig morallov under læsningen af bibelteksterne. Imidlertid har stort set al nyere eksegetisk bevidst bibelforskning måttet give op over for denne opgave, fordi Mosebøgerne i den ene lov efter den 13

14

Philip S. Ross, From the Finger of God: The Biblical and Theological Basis for the Threefold Division of the Law (Ross-shire, Scotland: Christian Focus, 2010), 2. Ross, From the Finger, 9.


MOSEBØGERNES BRUG SOM VEJLEDNING

19

anden og i fortælling efter fortælling gennemsyres af varierende grader af juridiske, ceremonielle og moralske aspekter eller dimensioner. Hvis bibelteksterne in toto og i kontekst skal være norm for dogmatikken, kan den trefoldige skelnen ikke forsvares, og den kan kun i bedste fald bruges til at sortere visse bibelsteder ned i de forudbestemte dogmehistoriske skuffer. Når ydermere Ny Testamente som regel heller ikke sorterer omtalen af loven ud fra lovkategorier, er det ikke underligt, at eksegeter »will find it challenging to divide all laws into three neat, watertight compartments.«15 Man kunne overveje, om det ville hjælpe at inddele loven efter tre eller fire lovsamlinger,16 men det hjælper ikke læseren med at finde ud af, hvad der er gyldigt, og hvad der skal kasseres. I de følgende afsnit vil læsningen af Mosebøgerne i detaljer afsløre en række grunde hertil: (1) Der er to forskellige udgaver af de ti bud i 2 Mos 20 og 5 Mos 5, og der er stor forskel på, hvordan de bruges i konteksten. (2) Lovsamlinger består af retspleje og etiske formaninger i en skøn blanding med ceremoniellovgivning. (3) Det er slet ikke klart, at Femte Mosebog er en lovsamling. Opdelingen i morallov, retsplejelov og ceremoniellov har i praksis vist sig at fungere dårligt, som det fremgår af eksemplet fra 5 Mos 24,6 om at undgå at tage en kværnsten i pant, for det er en privatretslig bestemmelse, der dog helt og klart er moralsk begrundet.17 Især det vigtige kapitel 3 Mos 19 er et af de tydeligste eksempler på, hvordan alle love er blandet uadskilleligt sammen. Wright konkluderer:18 We need to study and classify the laws of the Old Testament against their own social background in ancient Israel, and then discuss what significant moral features or principles emerge within every kind of law they had.

15 16 17

18

Jason C. Meyer, The End of the Law: Mosaic Covenant in Pauline Theology (Nashville, Tenn: B&H, 2009), 282. Christopher Wright, Old Testament Ethics for the People of God, (Leicester: InterVarsity, 2004), 284-288. David A. Skeel Jr. og Tremper Longman III, »The Mosaic Law in Christian Perspective«, i: Law and the Bible: Justice, Mercy and Legal Institution, redigeret af Robert F. Cochran og David VanDrunen (Downers Grove: Apollos, 2013), 91. Citatet er fra Wright, Old Testament Ethics, 288, hvor han forinden har citeret Elmer Martens konklusioner efter et studie af 3 Mos 19.


20

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

Det er altså vanskeligt og ofte umuligt litterært-kompositorisk at afgrænse omfanget af særskilte lovsamlinger, og spørgsmålet er derfor, om det går bedre, hvis man klassificerer ud fra typen af lovstof. Den enkleste løsning er at regne med bare to typer, så der skelnes mellem etiske love for forholdet mellem mennesker, som har paralleller i Israels omverden, og religiøse love, som gælder forholdet til Gud og er unikke for Israel, men det forklarer ikke særlig meget.19 Hiers kategoriserer lovstoffet ud fra nutidige juridiske kategorier og opnår derved en retsteoretisk gevinst: (1) privatretslig lovgivning for kontrakter, skade, arv og gaver, (2) den bibelske strafferet i forhold til retssager, retsprincipper, dødsstraf og procesret og (3) sociallovgivning.20 Disse kategorier giver dog ikke nogen særlig god hjælp til en successiv læsning af Mosebøgerne, fordi en stor del af materialet må hentes fra andre dele af Gammel Testamente. Det er næppe heller dækkende at skelne mellem strafferet, erhvervsret og familieret.21 Problematikken i sådanne kategoriseringer kan bedst illustreres ud fra Wrights opdeling i hele fem forskellige lovtyper, fordi det viser problemerne ved at anvende retsteoretiske kriterier på Mosebøgerne:22 En meget mere frugtbar tilgang er imidlertid at orientere sig ud fra, hvordan lov blev forstået i samtiden. Komparative studier af brugen af lovsamlingerne fra Nærorienten har skabt en ny syntese, på baggrund af at det nu står klart, at lovene aldrig blev brugt ved domstolene, men i stedet var øvelsestekster til træning af dommere. Nærorientalske lovsamlinger fungerede som deskriptive afhandlinger og samlinger over retsregler og sædvaneret fra traditionel praksis. Dommerne kunne i vanskelige sager konsultere dem som vejledning i eksisterende praksis, som udmøntede retten.23 Det er meget muligt, at den mundtlige overleveringskultur, som dominerer det gamle Israel, har brugt lovene i 2 Mos 19

20 21

22 23

Samuel Greengus, Laws in the Bible and in Early Rabbinic Collections: The Legal Legacy of the Ancient Near East (Eugene, Oreg.: Cascade Books, 2011), 8, skelner mellem et etisk og et rituelt program. Richard H. Hiers, Justice and Compassion in Biblical Law (London og New York: Continuum, 2009). Skeel og Longman, »The Mosaic Law«, 91-99. De engelske betegnelser for de to sidstnævnte er »economic and commercial regulation« og »marriage, divorce and sexuality« (s. 91). I det følgende sammenfatter jeg Wright, Old Testament Ethics, 288-301. Raymond Westbrook, »Cuneiform Law Codes and the Origins of Legislation«, i: Zeitschrift für Assyriologie 79 (1989), 202, og artiklen som helhed. Bruce Wells, »What is Biblical Law? A Look at Pentateuchal Rules


MOSEBØGERNES BRUG SOM VEJLEDNING

21

21-22 som »self-executing laws«, det vil sige et selvregulerende system præget af den mundtlige kultur.24 Michael Lefebvre bruger dette nye paradigme til at løsne lovgivningen fra en senere juridisk tolkning af lovgivning og i stedet knytte den til en kulturel og ofte religiøs opfattelse af retten som kilde til retspraksis. Denne tidligere sædvaneret kunne bruges litterært til arkivering (5 Mos 31,26) og kommunikation på stenmonumenter (Jos 8,32) og didaktisk i opdragelsen (5 Mos 18,18-20; Jos 1,8; 2 Krøn 17,7-9).25 På den baggrund kan Mosebøgernes love opfattes som Herrens oprindelige vejledning for et nyt religiøst samfund. Det er først i den hellenistiske jødedom og under indflydelse af Ptolomæus II’s hofreform, at Mosebøgernes samlinger får en helt ny funktion som en bindende forfatningslov, en lovkodeks.26 Det er derfor ikke under Ezra og Nehemias, men under senere hellenistisk indflydelse, at loven får sin nye legalistiske status, fordi det ikke længere er tilstrækkeligt at opfatte »the law book as an ideal, but not itself as ›the law‹«.27 Ifølge denne nye forskningssyntese er det derfor den hellenistiske legalisme og ikke den oprindelige mosaiske vejledning, som der gøres op med i Ny Testamente. Det nye syn på orientalsk og bibelsk lovgivning befordrer også en kanonisk og tekstorienteret læsning af Mosebøgerne. Det skyldes ikke kun, at der generelt ikke længere findes en kritisk konsensus om Mosebøgernes tilblivelse ud fra det historisk-kritiske paradigme. Helt konkret gælder også, at de traditionelle kilde- og formkritiske metoder har givet et begrænset udbytte for studiet af bibelsk lovgivning, fordi lovene bedst forstås historisk på baggrund af den gamle nærorientalske lovtradition.28 Hertil kommer så, at de rationalistiske metoder ikke er relevante for en tekstorienteret og kanonisk hermeneutik. Opgaven her er

24

25

26 27 28

and Near Eastern Practice«, i: Catholic Biblical Quarterly, 70 nr. 2 (2008), 223-243, 229-230 og 242-243 vælger også denne model. Se sammenfatningen i Bernard Jackson, Wisdom-Laws: A Study of the Mishpatim of Exodus 21:1-22:16 (Oxford: Oxford University Press, 2006), 389-395; der er ikke langt fra visdomstraditionen til familieopdragelsen. Michael LeFebvre, Collections, Codes, and Torah: The Re-Characterization of Israel’s Written Law (New York, N.Y.; London: T&T Clark, 2006), 25, 37-38. LeFebvre, Collections, Codes, and Torah, 258-259. LeFebvre, Collections, Codes, and Torah, 262. Således kort sammenfattet i Raymond Westbrook og Bruce Wells, Everyday Law in Biblical Israel: An Introduction (Louisville, KY.: Westminster John Knox, 2009), 11 og 24.


22

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

at afdække den teologiske plan i den overleverede udgave af Mosebøgerne, men dette sigte ligger helt uden for de tekst-evolutionære forudsætninger i de traditionelle historisk-kritiske metoders læsestrategi. Der skal i stedet bruges en retorisk-kritisk tilgang, som kan afdække »the communicative and persuasive techniques built into every text« og på den måde finde frem til, hvordan teksterne bærer sig ad med at »instil both theological truths and ethical ideals into their readers.«29 Desuden er trenden i den seneste forskning at behandle tekster som større samlede enheder, samtidig med at teksternes historiske referencer tolkes minimalistisk. Denne nye tilgang er en form for kritisk-historisk metode, som forankrer teksterne i et sent fiktivt univers, og den står så i kontrast til en kommunikativ-historisk metode, der prioriterer de foreliggende teksters sproglige univers og tolker deres historiske referencer maximalistisk.30 For at nå ind til essensen i Mosebøgerne er der derfor brug for at vælge en anden løsning end at afgrænse omfanget af lovsamlinger og sortere teksterne i lovtyper. Det er indlysende, at Mosebøgerne indeholder love, og i teksterne bruges flere forskellige kontekstualiserede betegnelser for sådanne love. Alligevel synes den hermeneutiske nøgle at ligge i at tage udgangspunkt i Mosebøgernes centrale og generelle betegnelse tôrāʰ,31 som mange kender som Torah eller toraruller, for det har betydningen ›undervisning‹ eller ›vejledning‹.32 Dette nøglebegreb står desuden centralt i den nyeste forskningssyntese, som forankrer Mo29 30

31

32

Gordon Wenham, Story as Torah: Reading the Old Testament Ethically (Edinburgh: T&T Clark, 2000), 3. Nicolai Winther-Nielsen, »Konstruktion eller kommunikation? Den historisk-kritiske metode, Københavnerskolen og formidlingen af Gammel Testamente« i: SEE-J Nordisk Teologi 1 (2009) [http://www.see-j. net/index.php/nt/article/view/72], 21-26 udfolder et kommunikativt og teknologisk alternativ. Ordet bruges første gang i 1 Mos 26,5: for translitterationen her og i de efterfølgende eksempler se Bible OL’s gengivelse i http:// bibleol.3bmoodle.dk/text/show_text/ETCBC4-translit/Genesis/26. Daniel I. Block, »Preaching Old Testament Law to New Testament Christians« i: Hiphil 3 [http://hiphil.org/index.php/hiphil/article/view/27] (2006), 5 og n. 14 begrunder dette blandt andet ud fra Ordsp 1,8; 4,1-11; 13,14; 31,26; Rom 15,4; 2 Tim 3,16. Tilsvarende Wright, Old Testament Ethics, 283. Tom Schreiner, 40 Questions About Christians and Biblical Law (Grand Rapids, MI.: Kregel Academic, 2010), 21 og n. 4, afviser dog denne forståelse ud fra Paulus og eksempelvis Luk 2,22-24; Joh 7,19.23.51; 8,17; 19,7; ApG 7,13-14.


MOSEBØGERNES BRUG SOM VEJLEDNING

23

sebøgerne i den israelitiske opdragelsestradition.33 Det er dog vigtigt at betone, at valget af en anden term end lov på ingen måde svækker det autoritative sigte, fordi vejledningen også har sit ophav i guddommelig kommunikation. Der er flere måder, hvorpå man kan se på Mosebøgerne som vejledning. En mulighed er med Wright at orientere sig ud fra de teologiske, sociale og økonomiske vinkler, men det socio-økonomiske er tæt forbundet, og de tre kategorier favner ikke bredt nok.34 I det følgende videreudvikler jeg i stedet Gosnells forslag om at tage afsæt i grundfortællingen om Guds handlinger (»foundation stories«) som en basis for etikken og så anvende den som personlig vejledning i forhold til moral og efterlevelse af retslige krav.35 I denne model skabes fællesskabet mellem Gud og hans folk og den enkelte gennem den store grundfortælling om skabelsen, dommen og frelsen. Denne relation er etableret af nåde, udtrykt i hellighed og bekræftet i kærlighed.36 Grundfortællingens guddommelige nåde, hellighed og kærlighed fungerer da i Mosebøgernes love som motivation for en lydighed, der helt konkret motiverer til omsorg for de svage i kærlighed til næsten, men etikken inspireres også af, at Skaberen ønsker at opretholde den gode orden i skabelsens verden. Det er denne grundfortælling, der er præget af Israels konstante oprør mod Gud, og som begrunder det stærke budskab i Gal 3,21-25 om »the sinner’s depravity and guilt before a holy God.«37 Inspirationen fra Gosnell er her udfoldet til en model for guddommelig vejledning på tre forskellige planer.38 Denne treplansmodel intro33 34 35

36 37

38

Wright, Old Testament Ethics, 340-341; cf. også hans fokus på husstanden (s. 147) og »Family-focused justice« (s. 301). Imod Wright, Old Testament Ethics, 23-99. Peter W. Gosnell, The Ethical Vision of the Bible: Learning Good from Knowing God. (Downers Grove, Ill.: IVP Academic, 2014), 38, skelner under »legal instruction« mellem »legality« og »morality«. Gosnell, The Ethical Vision, 118-119. James M. Todd III, Sinaj and the Saints: Reading Old Covenant Laws for the New Covenant Community. (Downers Grove. Ill.: IVP Academic, 2017), 33. Det er det seneste eksempel på en læsning, som ser Israel som både et demonstrationsfolk og en illustration af, hvordan synden tog til, så folket måtte leve under Guds vrede og havde brug for en frelser (s. 45-88). Seth D. Postell, Eitan Bar og Erez Soref, Reading Moses, Seeing Jesus: How the Torah Fulfills Its Purpose in Yeshua (Ukendt sted: One for Israel, 2017) udfolder dette for messiansk jødisk forkyndelse. Skeel og Longman, »The Mosaic Law«, 83-84, inddeler ud fra tre gennemgående temaer, som er Guds natur, folkets hellighed og retten i lan-


24

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

duceres her i dens grundtræk for så efterfølgende at blive begrundet og forfinet som en nøgle til forståelsen af teksternes brug om åbenbaringen af Guds vilje før, på og efter Sinaj. Det er da muligt på plan 1 (grundfortælling og troslydighed i oversigt 1) at undersøge den historiske udfoldelse af Mosebøgernes essentielle vejledning på det guddommelige plan og at undersøge, hvordan skabelse og genløsning motiverer responsen i tro og lydighed mod Gud. Uden for denne grundfortælling findes imidlertid også plan 2 (omsorgen for næsten) med en respons, som konkretiseres i etiske krav på et personligt plan. På disse to planer kan og skal der skelnes mellem to typer retfærdighed, nemlig den Gud tilregnede Abraham i tro (1 Mos 15,6), modsat en anden type retfærdighed, som Abraham skal praktisere som en model for slægten (1 Mos 18,19). Her nævnes imidlertid også plan 3 (lovlydighed), som handler om at øve ret. Det er en respons på samtidens eksistentielle vilkår, og det gælder om at leve et ordentlig liv, fordi Gud ønsker at fremme det gode for alle skabninger. På det grundlæggende plan handler det altså om relationen til Gud, og den er bærende for den etiske vision på de to andre planer, hvor det handler om at »advance good on others, on oneself, on one’s world or hindering behavior that advances harm in one’s world.«39

Oversigt 1. Mosebøgerne i en didaktisk treplansmodel 1. GRUNDFORTÆLLINGEN og TROSLYDIGHED: det essentielt-dogmatiske: Guds store plan. Fortælletråden i Mosebøgerne, Guds gerning og tro fejres i kulten Israel, som Guds børn, der adlyder ham i deres gudsforhold ved at elske ham. 1 Mos 1-3; 6-9; 12-50; 2 Mos 1-17; 19-20; 24; 3 Mos 16; 21-25; 4 Mos 15-19; 20-22; 31; 5 Mos 1-4; 31-34. Terminologi om Guds ord og retfærdighed 1 (respons på Guds frelse). 2. OMSORG: Næstekærlighed og personlig moral som det etisk-pædagogiske: om gudfrygtiges praksis. Bibelsk etik og oplæring i familien spredt ud over fortællinger og love. Fædrene og Israel som Guds tjener, et kongeligt præstefolk, der lever i hellighed og renhed.

39

det, og organiserer derfor materialet noget anderledes. Gosnell, The Ethical Vision, 20.


MOSEBØGERNES BRUG SOM VEJLEDNING

25

1 Mos 12-50; 2 Mos 18; 20; 22B-23; 3 Mos 19; 4 Mos 11-14; 4 Mos 10; 5 Mos 4-17A;* 26-30. Terminologi om overholdelse af love og retfærdighed 2 (hvad Gud kræver i efterfølgelse). 3. LOVLYDIGHED: Retspleje og samfundsvilkår som det eksistentieltværdipolitiske: livet i Guds verden. Bibelsk vejledning for den privatretslige sfære. Mennesker og dyr som skabt af Gud og omsorgen for medskabningerne i samfund, natur og kultur. 1 Mos 1; 4; 11; 2 Mos 18; 21-22A; 5 Mos 17B-25 Terminologi om overholdelse af retsregler og retten (respons i en borgerlig retskaffenhed med sigte på de medmenneskelige relationer). Eller endnu kortere udtrykt: Det første plan er den grundlæggende relation til Gud, som han etablerer i skabelsen, dommen og frelsen, der ofte højtideligt stadfæstes i forskellige former for pagtsceremonier, og som skal føre til lydighed i tro. Det andet plan er det etiske, hvor den personlige moral udfoldes som en konsekvens af gudsforholdet i en retfærdig livsførelse og i en egentlig næstekærlighed. Det tredje plan handler primært om at regulere lovgivningen i samfundet på en måde, så medmennesket beskyttes til at kunne leve et retskaffent liv.40 Styrken i denne model er, at den kan inkludere alle planer i Guds vejledning, samtidig med at den kan prioritere brugen i forhold til deres rækkevidde. Den er i stand til at forklare, hvordan de tre planer spiller sammen i et eksempel som 3 Mos 25,37-38, der kræver, at der skal lånes penge ud til den fallerede uden renter. Rentesatser er et retsetisk spørgsmål, som afhænger af samfundsindretningen i forskellige samfundsmodeller og epoker (plan 3), og forbuddet kunne med fordel inspirere gudfrygtige lovgivere og økonomer i dag. Selve kravet om at tage et helt særligt hensyn til en falleret landsmand definerer en socialetik, som den gudfrygtige skal efterleve som en konkretisering af næstekærligheden (plan 2), og det kan vejlede gudfrygtige til alle tider i lignende situationer. Den mest omfattende spændvidde ligger i, at kravet gøres absolut ved at være begrundet i den fundamentale åbenbaring om Guds historiske gerning i udfrielsen af Israel fra Egypten (plan 1), og denne forståelse af Guds folks mission kan inspirere kirken i dag. 40

Det handler om rettigheder og pligter, som kan håndhæves i retsplejen (Westbrook og Wells, Everyday Law, 1).


26

DEN KRISTNE FORKYNDELSE

Det andet plan kan udfoldes dybere, hvis man som Gordon Wenham fokuserer på personlig moral og gode dyder. Der er en åbenlys begrænsning af etikkens rolle i loven, fordi retsplejen kun kan give klare regler for, hvordan øvrigheden skal håndhæve sanktioner i særlige sager, men ikke kan dømme om de dybereliggende intentioner og indstillingen til den gode opførsel.41 Loven regulerer institutioner som ægteskab og slaveri, men beskriver ikke de etiske idealer inden for samliv og husstand. Et »ethico-religious ideal« kan på det andet plan tolkes som en positiv genspejling af Guds kærlige trofasthed.42 Det er denne konkrete vejledning, som ikke kommer til udfoldelse i en snæver luthersk fokusering på en anklagende moselov, som er afskaffet ved Kristi komme og derfor de facto ikke bruges af den kristne. Treplansmodellen er ikke snævert og ensidigt begrænset til, hvad der rent bogstaveligt er gyldigt for den kristne, men fokuserer meget bredere på, hvad der kan læres om gudsforholdet og livet efter Guds vilje, og hvad der kræves i forhold til medmennesket og i samfundsforhold. Modellen støtter en didaktisk brug af Mosebøgerne in extenso og ikke kun de ti bud eller blot dele af Sinaj-lovgivningen, så vejledningen af de gudfrygtige motiveres af grundfortællingen om skabelse og frelse. Dermed begrænses brugen af Mosebøgerne ikke til filtre med fokus på øvrighedens forvaltning af straf eller Israels frafald, for det kan udfoldes i en mere kongenial emisk læsning af Mosebøgerne som en »Guidebook to life«.43 Vi kan således udnytte den inspiration, som bibelforskningen har fået fra de komparative studier af de nærorientalske love og fra det moderne studie af bibelsk etik, og i det lys forstå potentialet i at opfatte Mosebøgerne som vejledning. Det virker desuden til, at en treplansmodel, som spænder over et kontinuum fra troens lydlighed mod Guds frelse til en lovlydighed i samfundsspørgsmål, og som har etik og dyd som et personligt omdrejningspunkt, kan give en god hermeneutisk nøgle til læsningen af Mosebøgerne. Men det må naturligvis komme an på en prøve. Det er opgaven i de næste afsnit.

41 42 43

Wenham Story as Torah, 80. Wenham, Story as Torah, 81. Wright, Old Testament Ethics, 283; udtrykket emic svarer til »read from within«.

6571 uddrag af bogen  
6571 uddrag af bogen  
Advertisement