Julemagasinet 24:12 2019

Page 1

2019

Vi kan lige nå toget, hvis vi løber

Et julemagasin | 2019

Tekst — JAKOB SVENDSEN,

STAND-UP KOMIKER

Rulleteksterne kører over det store biograflærred. Tegnefilmen er slut. En rigtig far/søn-tur i biografen. Far med overskud. Jeg kan roligt krydse denne dag af som succesfuld far-dag. Jeg har ikke engang lagt et “se, hvor til stede kvalitetstids far jeg er”-billede på de sociale medier. Vi går hen mod stationen for at tage toget hjem. Vi snakker om filmen og griner. Da vi er tæt på, ser jeg toget køre ind på perronen. Jeg sætter farten op og siger til min søn: “Hov, toget kommer der! Skal vi lige løbe, så vi kan nå det?” “Næh ...” Han holder fast i min hånd og fortsætter med at gå i samme tempo. “Jeg kan godt li’ at vente sammen med dig.” Mit spørgsmål var retorisk. Jeg var jo gået i gang med at løbe! Der bliver jeg konfronteret med det, som min søn finder værdifuldt ved far/søn-tid – netop det: Tid. Sammen. Meget af min tid bruger jeg på at nå så meget som muligt. Hvis jeg går, kan jeg nå lidt. Hvis jeg løber, kan jeg nå mere. Jo mere jeg skynder mig, jo flere ting kan jeg nå. Det er et krav til alle. Tid, hvor jeg ikke når noget, er spildt tid. Men der, på vej til stationen, bliver jeg mindet om, at ventetid ikke altid er lig spildtid. Ofte har jeg fokus på, hvad jeg skal nå hen til. Det næste jeg skal gøre. Jeg spørger også Gud, hvilke ting han gerne vil have, jeg gør. Hvad vil han gerne have, jeg når nu? Ofte tror jeg, hans svar er: “Jeg kan godt li’ at vente sammen med dig.” Han nyder at se alle de ting, jeg gør og opnår, men mest af alt vil han gerne bare være sammen med mig. Måske er det netop i ventetiden, vi oplever den ægte tid sammen med Gud. Måske er ventetiden der, hvor vi får overskud til at nå det næste. Jeg smiler, mens vi langsomt misser toget og går ned på perronen. På vej ned ad trappen tilføjer min søn endnu en sandhed: “Og med alle de popcorn, vi har spist, vil vi prutte helt vildt, hvis vi begynder at løbe.” Vi sætter os på en bænk og venter – lidt væk fra de andre passagerer.

”Det bedste, vi kan gøre for vores børn, er at elske hinanden” JULE NS HJE RTE R

Bibelen ånder liv i danskernes hverdagssprog

DE T E R I KKE SI KKE RT, AT JEG E R H E R OM TI ÅR . JEG VE D I KKE , HVAD G U DS P L AN FOR MIT LIV E R

Noa Bak-Pedersen Sprinter, spastiker og hjertetransplanteret


I NDHOLD s. 3

s. 4

SK AL D U I KI R KE JU L E AF TE N ? Redaktionelt

s. 4

BØ G ER

ANNONCE

– MED KANT

JU L E NS H JE RTE R Tre bud på julepynt, du selv kan lave

s. 8

s. 14

DET BEDSTE, VI KAN GØRE FOR VORES BØRN, ER AT ELSKE HINANDEN Et PREP-kursus styrker parforholdet

s. 14

NOA MOD AL L E ODDS Er livet som handicappet værdifuldt?

s. 22

s. 26

MAN K AN GÅ L ANGT PÅ E T E N KE LT ORD Gå-meditation i “Guds store katedral”

s. 34

L ÆNGSE L , TR ØST OG G L I MT AF E N STØR R E VI R KE L IG H E D Refleksioner til hver dag i julen

s. 40

En ny retning for debatten om køn og seksualitet

PÅVIRK ME D RESPE KT Af Carsten Hjorth Pedersen

Af Jacob Munk

I L IVE TS OVE R GANG E RÆKKE R G U D OG M E N N ESKE R U D MOD H I NAN DE N Kirken tager hånd om livets store begivenheder

s. 26

E N L ANGT BE DRE VE J

1 5 B I B E L SKE U DTRYK

256 sider, 249,95 kr.

Spørgsmålene om køn og seksualitet er i konstant bevægelse. Mange oplever denne udvikling som et af vores tids store fremskridt, der har banet vejen for en mere fri og rummelig verden. I »En langt bedre vej« præsenterer Jacob Munk en anden vision for køn og seksualitet, som fastholder traditionelle værdier som kærlighed, ægteskab og de to køn uden af den grund at blive nostalgisk eller tilbageskuende.

176 sider, 149,95 kr.

Når vi har med andre mennesker at gøre, påvirker vi dem - og omvendt. Neutralitet er en umulighed. Men vi kan påvirke på både gode og dårlige måder. »En sober og gennemtænkt bog om påvirkningens nødvendighed og farer.« | Kristeligt Dagblad »Det er den vigtigste, bedste og mest velskrevne bog om emnet, der er udkommet på dansk – nogensinde.« | Impuls

Bibelen lever i danskernes hverdagssprog s. 45

I MADAGASK AR G IVE R VOR ES HVE R DAG M E N I NG Familie på fem sagde farvel til alt det kendte

s. 52

s. 45

DIG ITAL DE ME NS

MU SL I MER MØDER J ES U S

Manfred Spitzer

– Fortællinger om flugt og ny tro

VI K AN L IG E NÅ TOG E T, HVIS VI LØBER

Af Jørgen Hedager Nielsen

Om at vente sammen 392 sider, 299,95 kr.

© LogosMedia 12. udgave, 2019 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-815-5 Forsidefoto

Morten Friis, Fotonova

»Digital Demens« er en tankevækkende bog, som vil foran dre dit forhold til digitale medier. Den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer påviser bl.a., at brugen af digitale medier – særligt for børn – har en negativ konsekvens for udviklingen af hjernen og evnen til at interagere.

Redaktion

Rikke Holst Vigilius Amalie Puggaard Poulsen Astrid Reuss Rahbek Elna Borcher Brosbøl Holger Skovenborg Marie Schmidt Stig Østermark Andreasen

Design

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission.

Camilla Engrob

Udgiver

24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud.

Tryk

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: info@lohse.dk / Netbutik: www.lohse.dk

De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

Øko-Tryk

2 —

2019

»Spitzer leverer her en velunderbygget samfundsdiagnose: Lokummet brænder! Bør læses af alle med interesse for teknologiens påvirkning af hjernen.« Imran Rashid, speciallæge i almen medicin og forfatter til »SLUK«

224 sider, 199,95 kr.

I denne bog får du ni stærke beretninger fra muslimer, der de seneste år er konverteret til kristendommen og døbt i Danmark. Mellem interviewene deler en række danskere med tilknytning til flygtninge- og migrantarbejdet ud af deres oplevelser og erfaringer. »Man bliver ganske enkelt klogere af at læse denne bog, og så skriver han ganske flydende.« Kristeligt Dagblad

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk


SK AL DU I KIRKE JULEAF TEN? RIKKE HOLST VIGILIUS —

Redaktør

Juleaften er den dag, hvor flest danskere går i kirke. For mange er det sådan, at det først rigtig bliver jul, når man har siddet skulder ved skulder i kirken, sunget med på julesalmerne og hørt det kendte juleevangelium, der begynder med: ”Og det skete i de dage”. Der er altså noget i kirken, der rækker ud mod mennesker i julehøjtiden. Det samme gør sig gældende i det, man kan kalde ”livets store overgange”: fødsel, overgang fra barn til voksen, indgang til ægteskab og endelig død. Her rækker Gud og mennesker ud mod hinanden på en særlig måde. Vi har en spændende artikel her i magasinet, der handler præcis om det. Mens mange vælger kirken til i livets overgange, er der også en gruppe danskere, der bevidst vælger kirken fra her. Fx konfirmander, der ikke tror på Gud og derfor fravælger konfirmation i kirken. Den ærlighed tager jeg egentlig hatten af for. For et par år siden var jeg med til en fest for et ungt menneske, der havde taget dette valg. Festen markerede en overgang til voksenlivet. Det var en dejlig fest, hvor der blev sagt mange gode og stærke ord. På et tidspunkt rejste hovedpersonens bedstefar sig op. Han ville gerne give barnebarnet nogle ord på dagen. Ord med vægt og tyngde. Derefter reciterede han

velsignelsen fra Det Gamle Testamente, som er blevet brugt i kirken gennem flere hundrede år: ”Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig – og give dig fred.” Bedstefaren følte ikke, han kunne sende sit barnebarn ud i livet uden netop denne velsignelse, sagde han – selvom han ikke betegnede sig som ”troende”. Denne episode har brændt sig fast i mig. Den siger mig noget om, at Gud rækker ud mod mennesker. Måske særligt i livets overgange. Måske særligt i kirkens højtider. Ellers er det bare der, vi er mest opmærksomme på ham. Jeg skal i kirke juleaften – og høre stærke ord, der ”åbner udsigten fra det lave”, som vi synger om i salmen ”Julebudet”. Sådanne ord rykker mennesker, forandrer mennesker. Åbner udsigten, så livet får et større og dybere perspektiv. Det kan Noa Bak Pedersen, der er paralympisk løber og spastisk lammet garanteret skrive under på. Det samme kan Charlotte og Kenneth Vittrup Pedersen, der sammen med deres tre børn for en tid har forladt de trygge rammer i Danmark og er rejst til Madagaskar. Læs om dem og mange flere i årets udgave af 24:12. Rigtig god læselyst. 2019

— 3


J ULE NS HJ E RTE R VERDE NS Æ LDSTE FL ETTEDE J ULE H J E RTE Traditionen med at flette julehjerter er dansk. Det første blev så vidt vides flettet af H.C. Andersen i 1860’erne – et hjerte i gult og grønt papir, som stadig findes og er udstillet på H.C. Andersen Museum i Odense. Det første hjerte havde ingen hank, men det fik hjerterne senere og blev dermed en del af juletræet pynt. I 1871 udkom en vejledning til det flettede julehjerte i det danske magasin Nordisk Husflidstidende.

P E RS ON L IG E J U L E H J E RTE R Trænger du til lidt mere udfordring, end det traditionelle flettede julehjerte giver, så tjek denne webside: tildeweb.au.dk/ au121/julehjerter Det var professor på Aarhus Universitet Gerth Stølting Brodal, der i sin tid ville flette hjerter med sine børns forbogstaver. Men projektet greb om sig og blev til en hjemmeside, hvor man kan indtaste sin egen tekst og derefter printe skabeloner til julehjertet.

Farvelæg selv

Hjertet er tegnet af Ninna Kaasgaard Hansen | Kærlig Hilsen www.kaerlighilsen.com

4 —

2019


DIY KRÆMMERHUSHJERTER Design og foto —

LOUISE HELMERSEN © LIVINGLY

Fold dine egne kræmmerhushjerter i karton, og pynt dem med gran eller andre grene. Eller fyld dem med godter, og hæng dem på juletræet. SÅDAN LAVER DU HJERTERNE: — Klip skabelonen ud og tegn den over på et stykke lækkert, tykt karton. — Skær ganske let med en hobbykniv mellem bue og spids for hvert buestykke, uden at skære igennem. Brug en skærelineal til hjælp, så du kan skære helt lige. — Lav hullerne med en hultang el.lign. — Fold langs alle linjerne. Dette gøres nemmest hen over en skarp kant, brug fx skærelinealen. De to linjer ved hullerne foldes modsat de andre. — Lim flappen sammen med den modsatte side. Brug en god bogbinderlim. — Hanken kan du lave af papirgarn, en messingring el. lign. — God fornøjelse

Materialer kan købes på www.livingly-design.dk, hvor du også finder et større udvalg af dansk papirkunst.

2019

— 5


DIY

HÆKLET JULEHJERTE Opskrift og foto —

BIRGITTE HAAHR HEJLESEN

Det kræver lidt øvelse at hækle de fine små hjerter. Til gengæld bliver resultatet rigtig flot!

SÅDAN G ØR D U

Materialer

Hæklenål: str. 2,5 – eller den nål, der passer til det valgte garn. Garn: Du kan bruge lige det garn, du ønsker. Størrelsen på det færdige hjerte vil blot variere, alt efter hvor tykt garn du vælger. En smule fyldningsvat. Forkortelser

Lm = luftmaske Fm = fastmaske Km = kantmaske Bm = bagerste maskeled Udtg = hækl 2 fm i én maske (xx) = angiver, hvor mange masker du skal have efter den pågældende omgang 6 —

2019

Slå 15 lm op. Omg. 1: 3 fm i 2. maske fra nålen, 1 fm i hver af de næste 5 lm, spring 2 masker over, 1 fm i hver af de næste 5 lm, 3 fm i næste maske, drej arbejdet og hækl tilbage i luftmaskerne du slog op i starten, 1 fm i det resterende maskeled på hver af de næste 5 lm. Omkring spidsen, der dannes af de to masker, du sprang over, hækles følgende: *fm, 2 lm, fm*, 1 fm i det resterende maskeled på hver af de sidste 5 lm (30). Omgangen afsluttes ikke, men marker omgangens start med en kontrasttråd. Omg. 2: 3 x udtg i bm, 4 fm i bm, spring 2 masker over, 4 fm i bm, 3 x udtg i bm, 6 fm i bm, omkring lm-buen hækles: *fm, 2 lm, fm*, 6 fm i bm (36). Omg. 3: fm i bm, *udtg i bm, fm i bm* x 3, 2 fm i bm, spring 2 masker over, 3 fm i bm, *udtg i bm, fm i bm* x 3, 7 fm i bm, omkring lm-buen hækles: *fm, 2 lm, fm*, 7 fm i bm (42). Omg. 4: 2 fm i bm, *udtg i bm, fm i bm* x 3, 3 fm i bm, spring 2 masker over, 4 fm i bm, *udtg i bm, fm i bm* x 3, 9 fm i bm, omkring lm-buen hækles: *fm, 2 lm, fm*, 8 fm i bm (48). Slut af med en km i omgangens første maske. Bryd garnet. Hækl 2 ens hjerter, og læg dem sammen vrangside mod vrangside. Sy dem sammen gennem det bagerste maskeled fra sidste omgang på begge hjerter. Start i hjertets fordybning i toppen – lad gerne trådenden være så lang, at du kan bruge denne til at lave ophænget med. Inden du syr hjertet helt sammen, fyldes det med lidt fyldningsvat.


BØ GER

AN NONC E

– OM KÆRLIGHED, VENSKAB OG TROFASTHED ÆGTESK ABET – et enestående venskab af Lise og Frederik Berggren Smidt

128 sider, 149,95 kr.

For nogle år siden gik det op for Lise og Frederik Berggren Smidt, at venskabet er afgørende i ægteskabet. I denne bog sætter de fokus på det at have sin ægtefælle som en enestående ven. »Parrets holdninger er præget af åbenhed og frem for alt af en fin forståelse for, at mennesker er af så mange slags, og ægteskaber derfor også så forskellige. Det gode ægteskab kan have mange former, men det gode venskab er altid den bedste partner.« Kristeligt Dagblad

K Æ R LIGH EDENS 5 SPR O G af Gary Chapman

186 sider, 249,95 kr.

»Kærlighedens 5 sprog« er solgt i mere end 30.000 eksemplarer i Danmark og har hjulpet flere tusind par til et stærkere parforhold. »Jeg havde aldrig troet en bog om forhold ville være noget for mig, men den her er SÅ fantastisk. Læste den som 20-årig og har endelig nu fået købt den. Alle der gerne vil blive klogere på forhold: LÆS den!« Fra saxo.com

BØR N

R OMAN NÅDESL ÆGTE N

E N VE N DE R TILGI’ R

af Francine Rivers

616 sider, 299,95 kr

Bibelhistorisk roman om fem kvinder i Jesu slægtstavle I Nådeslægten udfolder Francine Rivers fem kvinders livshistorie: Tamar, Rahab, Ruth, Batseba og Maria. Hun gør det i loyalitet mod Bibelens budskab og med den dybe personindlevelse, som kendetegner hendes forfatterskab. Tilsammen kan de fem kvinder lære os om håb, tro, kærlighed, nåde og lydighed. De fem livshistorier har tidligere været udgivet enkeltvis.

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

– Den sande historie om, hvordan Peter svigtede og Jesus tilgav.

af Dan Dewitt 38 sider, 99,95 kr.

En bog fuld af sjove og finurlige tegninger, der fortæller historien om disciplen Peter. Bogen egner sig til oplæsning eller læs selv for de lidt større børn.

lohse.dk


Tekst —

ASTRID REUSS RAHBEK

Foto — CECILIE STORBJERG

Det bedste, vi kan gøre for vores børn, Tove og Thorkild Kristensen er at elske tog imod kommunens gratis tilbud om at komme på kursus hinanden i parforhold. Med sig hjem fik de en bevidsthed om, hvordan de forstår og giver plads til hinandens forskelligheder. 8 —

2019


Der er nok mange par, som kan genkende, at man kommer træt hjem fra arbejde og med det samme fokuserer på det, som ikke er blevet gjort. Samtidig kan den anden part ikke forstå, hvorfor kritikken hagler ned over ham/hende med det samme. Batterierne er flade efter en lang dag. Overskuddet er lille. Grobunden for en konflikt er lagt. – Kan du huske, hvordan det var, når jeg kom hjem fra en lang døgnvagt, kom flyvende ind, og det første, jeg spurgte om, var, hvorfor opvasken ikke var taget, og der lå ting på køkkenbordet?, siger Tove og ler, mens hun kigger på sin mand gennem 26 år. – Nå jo, det har vi da prøvet nogle gange, siger Thorkild. – Altså det kan jo stadig ske, fortsætter Tove. – Men jeg er blevet bedre til at trække vejret, inden jeg går ind ad døren, så jeg kan tage mig tid til at kommunikere på en ordentlig og anerkendende måde. På den anden side er Thorkild også blevet mere opmærksom på, at det er vigtigt for Tove at have et pænt og ryddeligt hjem. – Dét har ikke altid haft førsteprioritet, når jeg har været alene hjemme med børnene. Men nu når jeg ved, hvor meget det betyder for Tove, så gør jeg mig umage for at rydde op og holde orden – også selv om det måske ikke betyder så meget for mig, siger Thorkild. Tove og Thorkild Kristensen er begge sidst i 40’erne. De har dannet par, siden de var 18 og 19 år og har dermed tilbragt langt størstedelen af deres liv sammen. To sønner og en datter, som nu er 16, 18 og 20 år, er kommet til. For fem år siden tog ægteparret imod Ringkøbing-Skjern Kommunes tilbud om at komme på parkursus. – Jeg tænkte, at det var en fantastisk mulighed, som vi også skulle benytte os af. Hvorfor skulle vi egentlig ikke det?, siger Tove. Thorkild var mere skeptisk. Ikke så meget, fordi det var et parkursus – det havde de deltaget i før. – Altså jeg tænkte meget på, om vi kunne tillade os at bruge kommunens penge på at tage af sted. Vi var jo ikke ved at gå fra

hinanden eller havde alvorlige problemer i parforholdet. Måske var tilbuddet egentlig ikke rettet mod os, siger Thorkild, der dog lod sig overbevise af Tove. En pause i den travle hverdag

Når Tove og Thorkild fortæller om deres hverdag, bærer det præg af et stort engagement i forskellige projekter, i børnene og i job. Thorkild blev for halvandet år siden selvstændig med eget entreprenørfirma og arbejder ofte fra 6 til 18. Tove har i mange år arbejdet som pædagog med typisk lange vagter. I dag arbejder hun sammen med Thorkild i entreprenørfirmaet. De har været engageret i deres børns fritidsaktiviteter som fodboldtræner og gymnastikinstruktør, og Tove er også politisk aktiv. – Selv om vi har travlt – ofte med hver sit – så lever vi ikke forskellige liv. Vi lever efter filosofien, at det, som er en del af dit liv, er også en del af mit, siger Thorkild. Alligevel kender ægteparret til, at der ikke er tid til at se hinanden i øjnene og virkelig tale om, hvordan det går, og hvordan de har det. – Altså vores liv går jo bare derudad. Vi har også oplevet, at hvis vi satte os ned og sagde, at nu fra klokken 20 til 21.30 skulle vi snakke om os, så vidste vi ikke rigtig, hvad vi lige skulle


snakke om. Så kunne en skemalagt snak om vores parforhold virke unødvendig, siger Tove. Kommunens parkursus lå om eftermiddagen i arbejdstiden, og det føltes som en stor ting at tage fri for ”bare at bruge tid på parforholdet”. – Det føltes som en kæmpe luksus. Tænk, at tage tid ud af vores hverdag – bare for at bruge tid på os, siger Thorkild og ryster let på hovedet. For børnenes skyld

Det parkursus, som Tove og Thorkild tog på, hedder PREP. Det er et forskningsbaseret kursus, hvor undervisningen kredser om, hvordan par kommunikerer konstruktivt med hinanden i de forskellige udfordringer, som helt naturligt kan opstå, når to mennesker lever tæt sammen. Udfordringer om familieliv og travlhed, sex, opvækst og så videre. Ringkøbing-Skjern Kommune var den første kommune

HVAD ER PREP ? PREP står for Prevention and Relationship Enhancement Program – altså et forebyggende og relations-vedligeholdende program. I løbet af et PREP-kursus kommer man igennem emner som kommunikation og kommunikationsudfordringer, konflikter og konflikthåndtering, forsoning, tilknytning og sex. PREP-kurset har samme opbygning, uanset hvor det udbydes. Det strækker sig over 14 timer, typisk fordelt på to dage eller en række aftener. Kurset består af en blanding af oplæg fra en PREP-instruktør og samtaler mellem parrene. Det er kendetegnende for PREP-kurserne, at man kun diskuterer emnerne med sin egen partner. PREP-konceptet er udviklet af psykologiprofessor Howard Markman fra University of Denver og er baseret på forskning i, hvad der styrker trivsel i et parforhold. Center for Familieudvikling fik konceptet til Danmark i 2004 og er i dag formelt ansvarlige for PREP-konceptet. De står for at opdatere kursusoplæggene og uddanne PREP-instruktører, som kan undervise på kurserne.

10 —

2019

herhjemme, som begyndte at tilbyde PREP-kurset gratis til alle par med børn fra 0-18 år bosiddende i kommunen. Det var på initiativ af Kristendemokraterne i byrådet, at der i 2012 blev sat penge af i budgettet til at afholde kurset samt at tilbyde gratis parterapi ved en terapeut eller psykolog. Året efter besluttede byrådet at gøre ordningen permanent. Hanne Simonsen, sundhedsplejerske og PREP-koordinator i kommunen, fortæller, at omkring 20 par om året er med på det gratis PREP-kursus. – Vores tilbud til børnefamilier om at komme på parkursus er helt og holdent for børnenes skyld. I kommunen tror vi på, at et barn trives bedst, hvis det kan vokse op med begge sine forældre. Derfor vil vi gerne gøre det, vi kan, for at par holder sammen, siger Hanne Simonsen. Og netop det at passe på sit parforhold for børnenes skyld var også en af Tove og Thorkilds motivationer. For da de var af sted på PREP-kurset var deres børn i skolealderen, og børn og opdragelse var en af de helt naturlige udfordringer for parforholdet. – Vi ville gerne støtte børnene i at have fritidsinteresser, men det betød også, at hjemmet hurtigt blev en banegård, hvor alle skulle nå at have aftensmad, inden de skulle køres til fodbold og gymnastik, siger Tove om dengang, børnene var yngre. Mange siger, at tiden med blebørn og søvnløse nætter er den hårdeste periode i et parforhold, men børn bliver ved med at være en vigtig opgave i parforholdet efter det. – Det var da ikke en dans på roser at skifte ble og mangle sin nattesøvn, men jeg synes faktisk, at det har været endnu mere udfordrende at have børn i skolealderen. Vi skal lære dem at handle og beslutte selv og støtte dem i at blive selvstændige mennesker. Det er en svær kunst, siger Thorkild og fortsætter: – Børn er skønne, men de fylder også i et ægteskab. Vores forhold kan let blive anden prioritet eller femte prioritet. Men jeg tror egentlig, at det bedste, vi kan gøre for vores børn, er at elske hinanden. Billigere at forebygge skilsmisser

Hanne Simonsen fremhæver, at der er en økonomisk gevinst ved at tilbyde en forebyggende indsats som et PREP-kursus. – En konfliktfyldt skilsmisse koster i både sagsbehandling og utallige kontakter med socialforvaltningen. Jeg ser også tilfælde, hvor børnene mistrives, og psykologer skal ind over. Det er selvfølgelig nødvendigt og vigtigt, men det koster også penge for kommunen, siger Hanne Simonsen og tilføjer: – I den optik er de omkring 200.000 kroner om året, kommunen bruger på PREP-kurset, småpenge. Hvorvidt tilbuddet om PREP-kursus i Ringkøbing-Skjern Kommune rent faktisk betyder, at flere par bliver sammen, er dog svært at sige entydigt. Kommunen oplevede godt nok et fald i antallet af skilsmisser efter, at PREP-kurset og parterapi blev et gratis tilbud, men antallet steg kraftigt igen få år efter – sandsynligvis fordi det på det tidspunkt blev langt nemmere rent administrativt at blive skilt. Der er heller ikke nogen forskning, som entydigt viser, at man kan sætte lighedstegn mellem et forebyggende parkursus


som PREP og færre skilsmisser. Dog er det videnskabeligt bevist, at PREP-konceptet kan reducere antallet af konflikter i parforholdet. – Det er en værdi i vores kommune, at vi gerne vil holde gode parforhold og ægteskaber ved lige. Det er blevet et offentligt anliggende hos os, siger Hanne Simonsen. Tal og lyt

Ud over en pause med tid til hinanden i et travlt hverdagsliv var et af de meget konkrete redskaber, som Tove og Thorkild fik med hjem fra PREP-kurset, et såkaldt tale-lytte-kort. Kortet er en hjælp til at udtrykke sig klart og tydeligt, mens ens partner lytter efter. Bagefter skal ens partner genfortælle, hvad han eller hun har hørt, der blev sagt. Thorkild syntes i begyndelsen, at det var frygteligt firkantet at bruge et lille visitkort til at kommunikere med. Men princippet i at tale og lytte til hinanden – især hvis en konflikt opstår, har de taget med sig videre. – Vi står ikke helt konkret med kortet, men det har lært os, at vi skal geare ned, når bølgerne går højt, og lytte til, hvad den anden siger. Og sammen forsøge at finde ud af, hvad denne her konflikt i virkeligheden handler om, siger Thorkild og tilføjer: – For konflikten er ikke farlig, den er en del af at leve sammen som mennesker. Det springende punkt er at kunne lytte til hinanden under en konflikt. Tove tilføjer, at ægteskabet ofte handler om at gå på kompromis og finde en fælles løsning. Hun husker et vigtigt element fra PREP-kurset om at give hinanden plads og skabe glæde for sin partner. – For eksempel kan Thorkild godt lide at cykle en tur alene og koble af på den måde. Før i tiden kunne han godt føle, at

han skulle spørge mig om lov til at forlade hus og opvask. Jeg er blevet bedre til at opfordre ham til at cykle en tur, fordi det gør ham glad, siger Tove. Op til deres sølvbryllup sidste år ville Thorkild forberede en tale til Tove. Og han kom igen til at fundere en del over, hvad det vil sige at leve sammen som mand og kone i et parløb. – Jeg er jo en praktiker, så jeg tænkte meget på vores parforhold som en have. I en have kommer der ukrudt, hvis man ikke passer den. På samme måde kommer der alvorlige konflikter og skænderier i vores forhold, hvis vi ikke bruger tid på at forstå hinanden, siger Thorkild, og have-metaforen kom med i sølvbryllupstalen. Lykken er ikke gjort ved at være på PREP-kursus en enkelt gang, fremhæver de begge. Ægteskabet er en livsopgave. – Vi opdaterer hele tiden vores telefoner og computere. Men hvorfor ikke også opdatere vores parforhold en gang imellem? Jeg tror, at vi hele livet skal arbejde med vores forhold til hinanden, for at vi kan blive ved med at have det godt med hinanden, siger Tove. 2019

— 11


AT TALE M E D SIN PARTNE R E R L IVSNØDVE N DIGT

SÅDAN FINDER I ET PREP -KURSUS En række kommuner tilbyder PREP-kursus for par med børn i alderen 0-18 år. Tjek din egen kommunes hjemmeside. Folkekirkens Familiestøtte afholder gratis PREP-kurser i Nordjylland og Midtjylland for par med børn. Se byer og tidspunkter på folkekirkensfamiliestøtte.dk. Center for Familieudvikling holder også selv PREP-kurser i Aarhus og Odense. Her er egenbetaling. Tjek familieudvikling.dk. Indre Missions Familiearbejde arrangerer også PREP-kurser, se familiearbejde.dk/ prep. Her er ligeledes egenbetaling. Flere andre private aktører tilbyder også PREP-kurser. Tjek bl.a. familieudvikling.dk/ eksternekurser.

12 —

2019

Alt for ofte søger par først hjælp i 11. time. Det er langt bedre, hvis man lærer at tale sammen om ens relation, inden konflikterne vokser én over hovedet, siger psykolog bag PREP-kursus i Danmark. Stifteren af Center for Familieudvikling havde prøvet det alt for mange gange. At sidde som psykolog foran et par og indse, at hun ikke kunne hjælpe dem. Det var for sent, deres forhold var allerede fuldstændig tyndslidt. Et brud, en skilsmisse var uundgåelig. Hun tænkte og ledte. Kunne man gøre noget for par, inden konflikter og misforståelser brød deres forhold ned? Løsningen fandt hun i PREP-konceptet: Et undervisningstilbud for par i kommunikation og i forståelse af hinandens følelser. Derfor stiftede hun Center for Familieudvikling, der i dag er ansvarlige for udviklingen af PREP-kurset i Danmark, fortæller centrets nuværende direktør, Mattias Stølen Due. – PREP-kursets formål er at hjælpe par, før det er for sent. Kurset forsøger at inspirere mennesker til at interessere sig for deres parforhold og lære dem at håndtere problemer og konflikter på en god måde, siger han og tilføjer, at det ikke dermed er sagt, at PREP-kurset er bedre end parterapi. De to ting henvender sig til forskellige mennesker og til mennesker forskellige steder i parforholdet. – Jeg plejer at sammenligne det med en kræftsygdom. Alle læger vil være enig med mig i, at det er nemmere og bedre at


forebygge kræft end at vente til sygdommen bryder ud og så gå i gang med at behandle, siger Mattias Stølen Due. Vigtigt at lære at tale sammen

– Man skal måske ikke foreslå et PREP-kursus lige efter første date, et par skal selvfølgelig have levet lidt liv sammen. Men grundlæggende mener jeg, at det helt fra starten er vigtigt, at et par lærer at kunne tale sammen, siger Mattias Stølen Due, der efter samme devise har skrevet bogen ”Pas på parforholdet – mens I stadig elsker hinanden”. For kommunikation i parforholdet er både vigtig og vanskelig. Selv om hverdagen ofte kan handle om vasketøj og indkøb, skal man sammen med sin partner også tage stilling til emner, som går tæt på. Sex, work-life-balance, børneopdragelse – hvad er vigtigt, og hvad vil man prioritere i hverdagen og i livet? Hvis man vælger at blive forældre, får man endda ansvar for et andet liv sammen. – Det er klart, at vi som mennesker kan blive pressede af alt dette. Især når man er en børnefamilie, kan man køre flad på batterierne. Og når vi er pressede, er det svært for os at kommunikere kærligt og konstruktivt, siger Mattias Stølen Due. Her kan man hente hjælpe fra de principper, som ligger i PREP-konceptet. Øve sig i at give partneren plads og lære at forstå, hvad der er på spil i ens partners reaktioner. Kort sagt tale sammen om udfordringerne og lytte efter, hvad partneren siger. Relationer har større betydning end helbred

Det er næppe tilfældigt, at Mattias Stølen Due holder problemer i parforholdet op imod fysiske lidelser. Relationer har nemlig mindst lige så stor betydning for menneskers velbefindende som helbredet og helt centralt står den nære relation i parforholdet. – Man siger, at børn har brug for en sikker base at opleve verden ud fra, men det har voksne faktisk også. Vi har brug for at vide os sikre på vores partner. Og i vores præstationskultur er det mere end nogensinde vigtigt for mennesker at vide, at vi grundlæggende er accepteret og elsket, siger Mattias Stølen Due og fremhæver, at utryghed i parforholdet er en af de faktorer, som stresser mennesket allermest. – Vi har ganske enkelt brug for en sikker base for, at vi kan fungere. Det kan derfor virke paradoksalt, at ikke flere par søger støtte og vejledning til deres forhold. En undersøgelse fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet konkluderede i 2018, at kun syv procent af danskerne har været i parterapi, og kun tre procent har deltaget i foredrag eller kurser (ligesom PREP) om parforholdet. I samme undersøgelse svarede hver sjette, at de lige nu havde alvorlige problemer i deres parforhold. En af grundene er, at det kan være dyrt at tage på parkurser og i terapi. – Vi har gratis lægehjælp, men når man tænker på, hvor vigtig vores parforholdsrelation er, så burde vi også kunne tilbyde mere gratis hjælp til parforholdet, siger Mattias Stølen Due, som glæder sig over, at nogle kommuner som Ringkøbing-Skjern tilbyder PREP-kurset gratis.

SY V PRINCIPPER FOR AT TALE OG LEVE SAMMEN SOM PAR Holde ved lige – tænk på, hvad du selv kan gøre for dit parforhold Holde af – vær en god ven. Holde sammen – tal om jeres udfordringer sammen. Holde igen – forstå din partners perspektiv, øv dig i at besøge din partners “ø”. Holde tonen – tænk på, hvordan du i kommunikationen bidrager positivt til jeres forhold. Holde om – rør ved hinanden. Holde ud – problemer vil altid være en del af livet, og det er normalt at opleve nedture i forholdet. Kilde: “Pas på parforholdet” af Mattias Stølen Due.


mod alle odds Tekst — Per Månsson Westh

Foto — Morten Friis, Fotonova


E T NY T H JE RTE , E N H JE RNESK ADE OG E N SPASTISK L AMME L SE K AN IKKE STOPPE NOA , DER I DAG E R B L ANDT E U R OPAS H U RTIGSTE SPRINTER E . HAN KU NNE I L ANG TI D IKKE ACC E PTE RE SIT HANDIC AP, ME N FIN DER SIN VÆRDI I, AT G U D G ODT K AN B RU G E HAM .


Det er sommer i Berlin. På bænken i et omklædningsrum sidder 22-årige Noa Bak-Pedersen. En høj og muskuløs fyr. Atlet på eliteniveau. Den røde Danmarks-trikot og de sorte løbe-tights sidder, som de skal, og tyske officials kontrollerer, at piggene på skoene ikke er længere end de tilladte 6 mm. Noa har sit genkendelige metalkors hængende i en kæde om halsen. Han beder en bøn for at dulme nerverne. Få minutter senere henter en lille golfvogn Noa og kører ham op til det atletikstadion, hvor han lige om lidt skal løbe et heat i konkurrencen i 200 meter løb ved Europamesterskaberne i paraatletik 2018.

Havde oddsene imod sig fra begyndelsen

Da Noa var helt lille, lå det ikke i kortene, at han en dag skulle sprinte af sted som en af verdens hurtigste og blive et forbillede for mange andre. Noa er født med et meget dårligt hjerte, og hans forældre fik dengang at vide, at hvis deres barn var blevet født i 1980’erne, havde lægerne ikke kunnet stille noget op. Heldigvis kommer Noa til verden i 1996, hvor lægevidenskaben har udviklet sig så meget, at man i det mindste kan prøve at operere. Efter en stor hjerteoperation i 1998, som egentlig går godt, får den to-årige Noa dog nogle svære komplikationer, og budskabet er, at han kan dø hvert øjeblik, det skal være. Hvis han overlever, er det ikke sikkert, at han nogensinde kommer til at gå eller tale. På trods af de mørke udsigter lærer Noa på mirakuløs vis at gå i løbet af de efterfølgende måneder, og da lægen ser det, ryster

han på hovedet og siger, at Noa fortjener at blive skrevet op til et nyt hjerte. I alt bliver det til fem store operationer i de første år af Noas liv. Den femte operation var i september 1999, hvor Noa – kun tre et halvt år gammel – fik en hjertetransplantation. Det reddede hans liv, men undervejs pådrog hans sig en hjerneskade samt lammelse og spasticitet i venstre side af kroppen. Et handicap, han lever med den dag i dag. – Jeg er spastisk som så mange andre, men jeg er også lammet. Så jeg kan for eksempel ikke mærke, når jeg lægger hånden på min venstre arm, siger Noa. – Der er ingen følelse på overfladen, fortsætter han, men hvis jeg begynder at klaske hånden på armen, kan jeg godt mærke det lidt. Konsekvenserne af sit handicap kan Noa mærke ved flere af dagligdagens opgaver. For eksempel når han skal skære en genstridig bøf ud på tallerkenen eller planlægge bestillinger af medicin til de kommende måneder. Men Noa tilføjer hurtigt med et skævt smil, at han da også har sine stærke sider.

Den summende lyd af stadionspeakeren, de andre atleter og tilskuerne tager til. Noas puls stiger. Hans hjerte banker hårdere og hårdere. Han stiller sig klar i startfeltet. Tankerne står stille, og han fokuserer bare på løbet og på, at han skal holde sig på benene uden at vælte. – Da jeg træder ud på løbebanen, føler jeg mig som en gladiator. Alle kameraer glor på mig, og jeg kan høre min mor fjernt ude i baggrunden: ”wuuuuhuuu!” Så ved jeg godt, at nu er det nu, siger Noa og griner højt, da han husker tilbage på den afgørende sommerdag i Berlin.


Vil brække foden for at vinde

Sport betyder rigtig meget for Noa, og han har haft så stor succes med det, at han både har været på landsholdet i fodbold og i atletik. Og det er ikke kommet af sig selv, men ved hårdt arbejde og stædighed. – Jeg er dedikeret, og jeg vil gå rigtig langt. Dengang jeg spillede på fodboldlandsholdet, sagde jeg altid, at hvis jeg ikke kunne gå ind og ville brække foden for at vinde, så ville jeg ikke gå ind, siger Noa. Selvom han er meget motiveret for sporten, får den alligevel ikke førstepladsen i hans liv. – Når vi nogle gange finder noget, som vi bare går fuldt efter, og noget, vi giver os 120 procent for, kan jeg være bange for, at det kommer til at tage førstepladsen, og det ønsker jeg ikke at min sport skal, siger Noa og fortsætter: – Det er ikke, fordi jeg ikke er dedikeret i det, jeg gør, men det må aldrig erstatte førstepladsen i mit liv, som er Gud. Så sporten betyder rigtig meget, uden at den betyder alt. Noa fortæller, at han ikke er typen, der altid går i kirke, men at han henvender sig til Gud, når han skal træffe vigtige valg i sit liv. Det giver ham stor tryghed at ”tage Gud med” i livet og de vigtige beslutninger. – Når jeg skal træffe valg i mit liv, så søger jeg Gud først, og så ser jeg, hvad der sker. Masser af træning

Noa har en lejlighed i et bofællesskab i Taastrup. Her har han boet, siden han var 18 år. Dengang ville han gerne hurtigt væk hjemmefra, så han kunne være mere selvstændig. Lejligheden byder på to værelser, et lille køkken og et badevæ-

Det er ikke, fordi jeg ikke er dedikeret i det, jeg gør, men det må aldrig erstatte førstepladsen i mit liv, som er Gud.

relse. Sådan en rigtig ungdomsbolig, hvor der lige skal luftes ud, inden gæsterne kan tage plads i lædersofaen. Dagligdagen står ofte på styrketræning i fitnesscentret og sprintteknik på Frederiksberg Idrætsforenings atletikanlæg – så meget hans krop kan holde til, gerne op til 15 timer om ugen. Næste store drøm er Paralympiske Lege i 2020. Store frustrationer i skolen

Når Noa ikke sveder i fitnesscenteret, slapper han ofte af i gamerstolen foran fladskærmen med et spil FIFA, Vikings eller et af de 10-20 andre PlayStation-spil, der står linet op på det hvide tv-bord i stuen. Eller også pukler han med matematik og dansk på VUC i Albertslund. Men skoledagen har aldrig været noget, han har set frem til med glæde. – Skolen har altid været noget, jeg har knoklet mig selv i laser med. Jeg er tit kommet hjem og har grædt mig i søvn, fordi jeg 2019

— 17


tænkte, hvorfor er jeg ikke lige så klog som de andre? Det har været en prøvelse for mig, siger han. Det har tit frustreret Noa, at han ikke kunne leve op til de krav, som skolen og samfundet stillede til hans alderstrin. Han brugte meget længere tid på prøver og tests i skolen end de andre elever. – Jeg kunne ikke følge med. Min hjerne var for ødelagt. Når jeg i dag viser en psykolog eller en neurolog et scanningsbillede af min smadrede hjerne, så kigger de ned på billedet, kigger op, kigger ned på billedet igen, og så kigger de op igen og siger: ”Hold da op!” Deres reaktion er nærmest frygt, som om de er skræmt, siger Noa med et smil. Følte sig værdiløs i samfundet

På grund af sit handicap har Noa ikke altid kunnet se, hvad han skulle bruge livet på. Tvivlen har meldt sig, for hvordan passer man ind i et samfund, der hele tiden taler om og belønner høje karakterer i de teoretiske skolefag? – Jeg har følt mig værdiløs i det samfund, jeg har været en del af, fordi jeg ikke kunne bidrage med de samme ting som andre. Og det har været hårdt, siger Noa. Svaret på, hvordan han selv passer ind, finder Noa i sin tro. En bestemt fortælling om Jesus gør særligt indtryk på ham, og

han genfortæller historien om, hvordan Jesus møder en mand, som har været blind fra fødslen. Disciplene spørger Jesus, om mandens forældre eller manden selv har syndet, siden han er født blind. Men det er ingen af delene, siger Jesus og forklarer, at det, der er sket med den blinde mand, vil føre til, at Guds kraft bliver synliggjort. – Fortællingen viser, at Jesus godt kan bruge den blinde mand, selvom han er født blind. Og det har jeg taget til mig. Gud kan også godt bruge mig, siger Noa. Noa finder fred i sit liv, fordi han tror fuldt og fast på, at Gud har lagt en plan for ham. Det er det, han hviler i. Det er der, han har sit håb. Også selvom den langsigtede plan ikke altid er let at få øje på. – Jeg tror, at når jeg tror på Gud, så skal han nok bane vejen, hvor jeg skal gå. Og så må jeg bare stole på, at han viser vej, siger Noa. Erkendelse af handicap gav sindsro

Så længe han kan huske, har Noa vidst, at han havde nogle særlige behov. Som helt lille var han så svækket af lammelse, at han måtte sidde i kørestol, og han var nødt til at bruge den op til 10-årsalderen. Alligevel var det svært for ham at erkende, at han havde et handicap. – Som 13-14-årig fandt jeg ud af, at jeg var spasser og handicappet, og det ramte mig totalt! Før havde jeg ikke tænkt på mig selv som handicappet, for inde i mit hoved var en handicappet en, der skulle have hjælp til alting, siger Noa. Men efter en tur hos lægen, hvor Noa skulle forklare, hvad hans handicap var, gik det op for ham, at han ikke forstod det selv. – Jeg fandt ud af, at det at være handicappet er en bred vifte. Der er ikke to mennesker, der er ens, og der er heller ikke to handicap, der er ens. Det ændrede mit syn på mig selv. Men også mit syn på andre mennesker med handicap. – Jeg har været handicappet, siden jeg var lille, men jeg ville

Det er ikke sikkert, at jeg er her om ti år. Jeg ved ikke, hvad Guds plan for mit liv er.


Jeg har følt mig værdiløs i det samfund, jeg har været en del af, fordi jeg ikke kunne bidrage med de samme ting som andre.

bare ikke indse det. Men det hjælper at erkende det, vil jeg sige. Det har givet mig sindsro at acceptere de ting, jeg ikke kan, siger Noa.

På trods af en langsom start løber Noa den sommerdag i Berlin hurtigere end nogensinde før og får sat en ny personlig rekord på 26,22 sekunder. Det er sjette hurtigst i Europa og nok til at sikre en plads i finalen. – Da jeg løber over stregen, har jeg utrolig meget fred. Presset slipper, siger Noa, der nogle gange ikke kan tro, at han på 20 år er gået fra kørestol med nakkestøtte til at være blandt Europas hurtigste.

Ingen skam over handicap

Mor gav mig standhaftighed

Noa har valgt at være meget åben om sit handicap. En mulighed, han har fået i kraft af sine sportspræstationer på fodboldlandsholdet og atletiklandsholdet, men også i en helt anden genre i tv-programmet ”Danmarks lækreste spasser”, der blev sendt i foråret 2019. – Hvis jeg som 13-14-årig knægt tror, at alle med handicap sidder i kørestol og ikke kan noget som helst, så er der folk, der ikke har været åbne nok omkring det at være handicappet, siger Noa. Derfor er der, ifølge Noa, behov for mere kommunikation fra mennesker med handicap. Han mener, at fordommene lever af uvidenhed. – Jeg ved godt, at jeg er god nok, selvom jeg er handicappet. Det er helt okay at snakke om. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, for man er pissesej, når man er handicappet og kan leve med de udfordringer, det giver, siger han.

Hvor kommer det store drive fra, som får Noa til at kæmpe videre mod de næste mål? Til bare at blive ved og ikke give op, selvom det er mod alle odds? Ifølge Noa selv ligger det i hans opdragelse, og derfor er hans forældre også forbilleder for ham. – Min far og mor har været med til at bygge et stærkt fundament op. Et selvværd og nogle gode værdier, der har været med til at præge mig. Hvordan det er kommet til udtryk, fortæller Noa gerne en blodig historie om. – Jeg har gået med reklamer, og når man skal aflevere reklamerne i brevsprækken, kan man tit rive sin hånd til blods. Det gjorde jeg i hvert fald, siger Noa og fortæller, at den sidste postkasse på ruten voldte særlige problemer for ham. – Ved den sidste postkasse kunne jeg ikke rigtig få reklamerne i, 2019

— 19


Man er pissesej, når man er handicappet og kan leve med de udfordringer, det giver.

og jeg flossede bare bunken op, så jeg måtte hjem til min mor og få en ny. Så prøvede jeg igen, men den flossede jeg også op, og jeg begyndte at græde og tænkte, at det bare ikke kunne være rigtigt. Men der var ingen kære mor, da Noa kom hjem til huset i Gilleleje. Heldigvis, fortæller han, når han ser tilbage på det i dag. Han måtte bare op på hesten igen. – På den måde har hun været med til at give mig noget standhaftighed til at blive ved med at prøve, fordi der er ting, jeg godt kan. Og det lykkedes da også til sidst at få reklamerne i postkassen, fortæller Noa. Far vidste godt, at jeg kunne

Noa kan godt blive overvældet over, hvor langt han er nået siden alle operationerne i barndommen. Men han bestræber sig meget på at være jordnær og ikke få ”storhedsvanvid”, fortæller han. Hans bedste oplevelse med sport har da heller ikke meget med storhedsvanvid at gøre. Det er tværtimod en ganske jordnær begivenhed på toppen af en skibakke i Norge med korte ski på fødderne. – I fire vintre havde jeg som barn prøvet at lære at stå på ski sammen med min far, men jeg lærte det aldrig, siger Noa og ler højt. Som ung kom Noa på skiferie i Norge med efterskolen. Uden at have lært at stå på ski kastede han sig frimodigt ud på bakken, men styrtede med det samme. Han blev sur, rejste sig op og prøvede igen. Til sidst lykkedes det ham at komme op at stå på skiene, og han blev overvældet af glæde. – Jeg fik en hel glædesrus, men blev også meget frustreret, fordi min far ikke var der til at se det, siger Noa. Da Noa senere ringer hjem til sin far og fortæller, at han har 20 —

2019

lært at stå på ski, lyder det tilbage i telefonen: ”Noa, jeg vidste, at du kunne!” – Det var en stor tillid og en kæmpe kærlighed, jeg oplevede der, siger Noa. – Jeg har været til EM med fodboldlandsholdet og med atletiklandsholdet. Og jeg har vundet DM og sjællandsmesterskaberne med min fodboldklub. Men det rørte mig bare helt særligt, det der med at min far godt vidste, at jeg kunne. Gud er ikke tabu

Noa er på ingen måde bange for at tale om Gud, og måske skyldes det, at han er vokset op i et hjem, hvor kristendommen har fyldt meget. Men i konfirmationsalderen kom han til et punkt, hvor han måtte tage stilling til, hvad det var, han selv troede på. – Troen skulle være mit selvstændige valg. Det skulle ikke være mine forældres valg. Så der er ingen, der kan komme og sige, at jeg er hjernevasket, siger Noa og griner højlydt. Følelsen af tro eller følelsen af Gud, som nogle kristne oplever, mærker Noa ikke særlig tit. Til gengæld støtter han sig op ad citater fra Bibelen, og han er lynhurtig til at give en række eksempler: – ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,” eller ”Enhver, der kommer til mig, vil jeg ikke støde bort,” eller ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft,” eller ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer.” Alt sådan noget kan jeg blive ved med at fodre min hjerne med, når jeg bliver i tvivl om, hvad det er, jeg laver, eller hvorfor jeg skal igennem det, jeg skal igennem, siger Noa. Noa citerer jævnligt bibelvers, når han taler. Skal han sætte ord på sin tro, gengiver han også nogle linjer fra en gammel


sang: ”At tro, det er ikke at tro, at du tror, men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.” – Jeg forstår det sådan, at det ikke hele tiden handler om mig. At jeg skal lade være med at kigge så meget på mig selv. I stedet for handler det om Jesus og om, at det er ham, der kan frelse mig.

Efter spurten humper Noa ud og bliver interviewet, og bagefter går turen hjem for at slappe af. Men der er sket noget, for rigtig mange har fulgt med i tv-udsendelsen fra EM. Hjemme i stuerne har folk taget billeder af deres eget fjernsyn og har lagt det ud på de sociale medier. Internettet går amok. Da Noa ser, hvor stort det er hjemme i Danmark, går det op for ham, at han er en, som folk ser op til.

Drømme om fremtiden

Noa tænker ikke så meget på, hvad der skal ske ude i den fjerne fremtid. Men han har dog nogle forhåbninger. – Jeg drømmer i hvert fald om, at jeg har slået min personlige rekord på 100 meter. Det må jeg meget gerne have gjort inden ti år, siger han og griner igen. Men Noa ved ikke, om han sprinter om ti år. Det er ikke lysten, der mangler, men det er hårdt at dyrke elitesport, og han

kan mærke, at det slider på kroppen. Desuden er der også en dyster tanke, der af og til sniger sig ind, da holdbarheden på et nyt hjerte er kortere end for et almindeligt hjerte. – Det er ikke sikkert, at jeg er her om ti år. Jeg ved ikke, hvad Guds plan for mit liv er, men hvis jeg skulle lægge mine egne planer, var det nok at bo i en lejlighed, have en kone og være noget for nogle udsatte unge mennesker, som har haft hårde vilkår. Det er drømmescenariet, siger Noa. For Noa er nutiden vigtigere end fremtiden, og han går meget op i at tage mennesker omkring sig seriøst og give dem af sin tid. De udsatte unge har en særlig plads hos Noa. – Jeg er en af dem, der ikke har haft det svært hjemmefra. Men jeg har haft det svært, når jeg har været ude. Så jeg vil gerne give de unge lov til at pjatte og slappe af, og hvis der er en, der har lyst til at dele noget af det, han har det hårdt med, så vil jeg gerne lytte, siger Noa. Noa har også en håndgribelig plan om, at han vil blive rigtig god til at lave mad. – I mine drømme om at have en kone, kan jeg ikke alle de ting, som normale mænd kan. Altså gå på arbejde og tjene penge. Så hvad kan jeg ellers gøre for at være en god mand? Der kan jeg måske være bedre til at vise kærlighed og være ekstra lyttende og nærværende. For eksempel ved ikke at bruge al min energi på job, men i stedet have tid til at gå lange ture og til at tale sammen, eller til at lave mad, siger han.


I livets overgange rækker Gud og mennesker ud mod hinanden Tekst — VITUS VESTERGAARD Illustration — CAMILLA ENGROB

Vi har talt med sognepræst Peter Ø. Jacobsen fra Sankt Hans Kirke i Odense om kirkens rolle i livets overgange fra fødsel til død.

Her i julen hører vi om en fødsel, men som sognepræst skal du året rundt forholde dig til de helt store spørgsmål om livets gang fra vugge til grav. Hvad er egentlig kirkens rolle i livets overgange? Livets overgange er med til at understrege den helt særlige og samlende position, som en folkekirke har: at vi som kirke faktisk får lov at være med, når størstedelen af den danske befolkning oplever disse overgange. Hvis jeg skal prøve at trække en rød tråd mellem de fire store livsovergange, som vi har med at gøre – dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – så handler det om, at de alle er helt inde i tilværelsens kerne. Der er rigtig meget, som er ”skrællet af”, som ellers præger vores hverdag: karriere, skole, fritid, økonomi, ferie og alt muligt. Disse overgange i livet er måske der, hvor vi står allermest nøgne som mennesker overhovedet. Det lyder, som om der er forskellige dimensioner på spil, både psykologiske og sociale, men vel også nogle mere åndelige dimensioner? Som præst er jeg meget bevidst om, at jeg har en kerneopgave, som består i at forkynde evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser – som vores håb, som den, der sejrede over døden og giver os evigt liv gennem dåben og gennem troen på ham. Det vil sige, at hvis ikke dét budskab er kommet med i disse fire livsbegivenheder, har jeg ikke opfyldt min forpligtelse. Men det hele er vigtigt. For vi er skabt af Gud, så jeg tænker, at alt det almenmenneskelige er noget, som er lagt i os fra skaberen.

22 —

2019


Dåb Så lad os starte ved begyndelsen. Et lille barn bliver født, og kort efter møder du barn og forældre i forbindelse med barnedåb. Hvad er det centrale her, hvis du spørger forældrene? For mange er det letteste at sige, at ”jamen, det er en tradition i familien. Og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved det, for vi har altid døbt børnene i vores familie.” Så det at overholde traditionen og give noget kultur videre vil være det vigtigste, hvis de skal formulere det. Men hvis du kradser i overfladen, kommer der ofte en eller anden form for tro frem. Altså: ”Hvis der nu er noget om det med Vorherre, vil vi gerne give vores barn den del med også”. Så handler det om en god start på livet? Der ligger en form for tryghed i det. Der er en del diffuse begreber forbundet med dåben. På en eller anden måde samler dåben alt det gode, som man gerne vil give sit barn: tryghed, nærhed, fællesskab, kultur, rødder, værdier. Men dåben er samtidig en meget konkret handling. I dåbshandlingen bliver barnet en del af det kristne fællesskab med Guds løfte om, at han altid vil følge det som sit barn. Og gennem dåben og troen på Jesus Kristus som verdens frelser gives et løfte om evigt liv. I dåben – som i de andre ritualer – er der for mig en åbning ind til kernebudskabet, som handler om relationen til Gud. I dåben bliver vi hans børn – den stærkeste relation, man næsten kan forestille sig.

Ved dåben takker vi Gud for vores barn, og vi beder Gud være med ham eller hende gennem hele livet. Barnet bliver velsignet og får Guds løfte om, at han altid vil følge det som sit eget barn med sin kærlighed og velsignelse. Barnet bliver medlem af kirken. I dåben øser præsten vand over barnets hoved tre gange. En gang for Gud Fader, en gang for Gud Søn og en gang for Gud Helligånd. Præsten lægger sin hånd på barnets hoved og velsigner det med Guds løfte om at være med det fra nu og til evig tid. Kilde: www.folkekirken.dk/ livets-begivenheder/daab

2019

— 23


Konfirmation

Når du vælger at blive konfirmeret, siger trosbekendelsen i kirken og ja til konfirmationen, siger du ikke noget om, hvor meget eller hvor lidt du tror. Du siger ja til at tage imod Guds velsignelse og til, at Gud stadig er med i dit liv. Konfirmationen er din beslutning, og det er både du og Gud, som siger ja til hinanden en gang til. Der er to muligheder i ritualet til konfirmation: Enten spørger præsten, og konfirmanden bekræfter trosbekendelsen ved at svare ja og bliver velsignet. Eller konfirmanden skal ikke svare, men modtager med det samme velsignelsen ved, at præsten lægger hånden på konfirmandens hoved. I begge tilfælde slutter præsten ofte med at læse et bibelvers op: Konfirmandens eget konfirmationsord. Kilde: www.folkekirken.dk/ livets-begivenheder/konfirmation

I den danske folkekirke kommer konfirmationen som den næste store overgang. Hvad handler den egentlig om? Konfirmation betyder jo ”bekræftelse”, så uanset hvad er konfirmation en bekræftelse. Men man kan lægge vægten lidt forskelligt. Populært plejer man at sige, at i dåben er det forældrene, som siger ja på barnets vegne, men i konfirmationen er det konfirmanden selv, som bekræfter sin tro ved at sige ja. Men i de senere år har flere præster nok lagt vægten på, at konfirmationen er, at Gud bekræfter sit ja til de unge mennesker. Og det kan man også se i nogle af ritualerne og bønnerne, at der ligesom lægges vægt på begge dele. Jeg vil nok personligt lægge vægten på, at det er den unge, som bekræfter sin tro. Hvordan oplever du som præst de unge? Er de reflekterede, tvivlende, søgende eller sikre? Jeg oplever i hvert fald, at de tager det seriøst. Jeg plejer faktisk altid at spørge dem meget ærligt, om der er nogen på holdet, som kun bliver konfirmeret for pengenes skyld. Og jeg har praktisk talt aldrig fået et eneste ja til det spørgsmål. Selvfølgelig bliver de også konfirmeret for oplevelsen, festen og alt muligt, men der er altid – vil jeg sige – et element af tro. I ritualerne er der også forskellige muligheder for, om man overhovedet skal sige ja. Men når jeg fremlægger det for konfirmanderne og forældrene, så synes de, at det er helt mærkeligt: ”Jamen hvorfor skulle vi ikke sige ja? Det er jo det, det hele går ud på.” Men når det er sagt, så tvivler de da. De spørger: ”Skal man være lige så troende som dig, Peter, for at sige ja?” og ”skal vi tro på, at Jesus gik på vandet?” Så det er vigtigt for dem at få en afklaring af, hvad tro i grunden er. Konfirmationen handler om, at de unge blandt andet selv skal være med til at sætte ord på deres egen tro.

Et kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par. Ved brylluppet siger parret ja til at leve sammen som ægtepar og til at elske og ære hinanden. Et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed i bønner, salmer, bibellæsning, vielsestale og velsignelse. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Velsignelsen er det særlige, der sker ved vielsen i kirken. I velsignelsen får brudeparret styrke fra Gud, som er den, der er større end os selv og vores kærlighed. Kilde: www.folkekirken.dk/ livets-begivenheder/bryllup

24 —

2019

Bryllup


B e g ra v el se Hvad er din og kirkens funktion ved livets afslutning her på jorden? Det er måske dér, hvor jeg selv bliver mest ydmyg og taknemmelig for min rolle som præst. For jeg føler virkelig, at jeg bliver lukket ind på et helligt område. Det er ved begravelsen, vi alle kan se, at livet er større end os, og at vi ikke er herre over livet og døden. Så det er her, vi står allermest afklædt, og hvor vi derfor tydeligst spørger efter Gud og mening. Sorgen fylder selvfølgelig. Men du kan også sidde og få en latter i en samtale med de sørgende, hvis de når til det overskud, hvor de ser med taknemmelighed på vedkommende, som ikke er her mere. De ser den afdødes pudsigheder eller kommer i tanke om nogle finurlige ting, de har lavet sammen og så videre. Og så kan vi le af det og græde på samme tid. Og det her ægte menneskelige nærvær, det elsker jeg. Så i overgangen ved livets ophør på jorden kigger man meget tilbage. Men kigger man også frem? Ofte finder man ud af i samtalen, hvilke værdier der er i familien, og dermed også hvad de skal samles om videre frem. Hvad er det, som skal bære dem videre i livet? Og det vil ofte være nogle værdier, som de har taget med sig også takket være vedkommende, som er gået bort. Og det synes jeg jo er et springbræt til at tale om det, som også er julens budskab – altså at det, som vi skal leve videre på, også er noget, vi har fået fra en anden end os selv. Gennem Jesus. Og han har ikke blot givet os nogle værdier – han har også givet os liv. Ritualerne ved livets overgange bliver derfor et billede på, at selve relationen til Gud handler om vores liv. Og det er en relation, som fortsætter, selv når livet her på jorden er slut.

Så lad os springe videre til den næste overgang for mange, nemlig brylluppet, hvor man går fra at være én til at være to. Hvad er kirkens rolle i det? De fleste, jeg har snakket med, har ikke haft nogen særlig kirkelig baggrund, men de kalder alligevel et kirkebryllup for et ”rigtigt bryllup”. Jeg hører det også fra par, som vil have en kirkelig velsignelse, efter de er blevet borgerligt viet på rådhuset. De kalder det stædigt et bryllup og siger, at de skal giftes. Og det er jo meget sjovt, fordi det er sandelig et rigtigt bryllup på rådhuset! Men for mange er der en anden seriøsitet omkring det at være i kirken. Selv om skilsmissestatistikken siger, at cirka halvdelen går fra hinanden, er det stadig i folks bevidsthed ”once in a lifetime”, når du bliver viet i kirken. Og jeg tror da,

Ved en begravelse eller bisættelse kaster præsten jord på kisten og beder en bøn, hvor vi takker Gud for det håb, mennesket har fået gennem Jesu opstandelse fra de døde. Den samme bøn bliver bedt før dåben. På den måde begynder og slutter et kristent menneskes liv på jorden med tak. En begravelse i kirken afsluttes med, at kisten sænkes i jorden på kirkegården, mens en bisættelse afsluttes med, at kisten køres til krematoriet, og senere ved nedsættelsen af urnen. Kilde: www.folkekirken.dk/ livets-begivenheder/begravelser

Alt af nåde

at forestillingen om Gud på en eller anden måde præger den tankegang med noget ”seriøsitet”. At løftet betyder noget, for modsat på rådhuset bliver der givet et klart løfte til hinanden og til Gud i kirken. Hvilke ord sætter disse brudepar på den seriøsitet, som er forbundet med, at Gud er en del af det? De vil måske ikke altid bruge ordet velsignelse, men de fremhæver alligevel, at der bliver bedt en bøn. Det betyder meget. Jeg tror, at man prøver at trække på alle de store og høje kræfter, som man kan komme i nærheden af, fordi det her netop er en grænseovergang – en afgørende situation. Det er et af de tidspunkter, hvor vi står nøgne i livet som ægte mennesker, og der kalder vi på livets ophav.

2019

— 25


Man kan gå langt på et enkelt ord I ot t e å r ha r Pe t e r o g B e r i th M a d sen travet s t i e r n e i S m ø r m o se n u d e n f o r H e r lev t ynde t o sø n d a g e o m m å n e d e n . M e st i tavshe d, me n a ld r i g a le n e . Ko m m e d u d i “G uds stor e k at e d ra l ” o g o p l ev e n f o r m i d d a g m e d gåme d i t a t i o n .

Tekst — ANNIE SCHJELDE RASMUSSEN Foto — PETER MADSEN


Himlen er grå over parkeringspladsen ved spejdercentret. Det er vist en af de dage, hvor det ikke rigtig har tænkt sig at blive lyst – til gengæld er der frost i luften. Som klokken rammer 10, triller bilerne ind på pladsen, fem i alt. Syv er vi, der skal ud og meditere denne formiddag. Nogle har gået med i mange år, én er med for anden gang. Peter rager godt op over resten af flokken og byder velkommen i “Guds store katedral”. Vi skal gå sammen i en times tid med to små oplæg undervejs. Dem står hans kone, Berith, for. Begge er de iført fornuftigt fodtøj, varme vanter og jakker, der kan klare det danske vintervejr. Kærlighedens 21 synonymer

Vi taler om vejret, hvor mange gange man har været med, og om Peter og Beriths tre store børn, mens vi går ad grusstien ned mod første stop. Her finder Berith en lille plastiklomme frem med små papirlapper. De er slidt bløde i kanterne og har spor af kaffe og regnvejr. Det er Salme 139 i Det gamle Testamente, skrevet af den bibelske Kong David for omkring 2500 år siden, som vi læser et uddrag af i kor. Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. I otte år har Salme 139 indrammet dagens oplæg, som er forskelligt fra gang til gang. I dag skal vi gå over ordet

"kærlighed". Berith citerer fra Første Mosebog: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Gud skabte verden og mennesket i kærlighed. I det lys ser han på os hver dag. Der er mange synonymer til ordet kærlighed. Inspireret af forfatteren Jette Dahl fortsætter hun: Forbundethed, ansvarlighed, fællesskab, frihed, venskab, Gud, tryghed, evighed, tillid, kraft, trofasthed, sårbarhed, tilgivelse, mildhed, hænder, favntag, storhed, elskov, vækst, barmhjertighed, forpligtethed. – Mærk, hvilket ord der bider sig fast i dig, siger Berith. Hvilke tanker kommer til dig i forbindelse med det ord, du har valgt? Når vi nu går til næste stop, så forestil dig, at du befinder dig i Guds kærligheds lys. Hør ham sige til dig: “Jeg elsker dig!” Og del eventuelt dine refleksioner over ordet kærlighed med ham. Vi går overraskende hurtigt. De rutinerede finder ind på en række i venstre side af stien. Langs en sø går vi ind gennem skoven. Vi passerer hundeluftere, der søger øjenkontakten og det nik, der bekræfter, at lige netop deres kræ er ekstra nuttet og godt opdraget. De ønsker god tur, vi nikker tilbage. Syv voksne mennesker i tavs gåsegang en formiddag i mosen. Verden har nok set mærkeligere ting. Ned i kroppen

Der er en ro i bare at følge den, der går foran – jeg skal ikke forholde mig til, hvor vi skal hen, og om vi drejer rigtigt. Heller ikke samtalen skal jeg få til at flyde. Jeg skal bare sætte den ene fod foran den anden. Kroppen arbejder. Jeg kan mærke vinden bide i kinderne. Fødderne, der blev kolde under cykelturen herud, begynder at få varmen igen. Men mine tanker danser rundt, og ingen af ordene, Berith læste op, vil helt sætte sig fast. Jeg prøver at fokusere på mit åndedræt – det var et tip fra Berith, inden vi satte i gang. På indåndingerne tænker man ”Jeg 2019

— 27


indånder din kærlighed” og på udåndingen: ”Jeg udånder min egoisme.” Sådan har kristne gjort i tusind år, men lige i dag skal der åbenbart mere til. Vi er nået til andet stop og går ind til siden. Vi kan se is på den vintermørke sø. Berith graver igen ned i lommen og finder sit oplæg: – I Første Korintherbrev i Det nye Testamente står der: “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Og sangeren Bjørn Eidsvåg synger: ”Kærligheden er større end vores evne til at elske.” Når vi nu går videre til næste stop, så overvej på vejen, hvilken betydning det har, at kærligheden er større end vores evne til at elske. Nu er der en anden ro over tankerne. Fødderne har fundet deres rytme, skuldrene sænker sig, og der kommer styr på åndedrættet. Pludselig er der faktisk ro til, at ordene kan begynde at arbejde i mig. Der er en frihed i, at ingen måler, hvordan ordene har arbejdet i mig, eller hvor godt jeg kan gengive det, jeg hørte. Jeg skal faktisk bare være her. Gråt var det eneste, jeg så på parkeringspladsen. Nu kan jeg godt se farvespillet – birketræerne lyser hvide, mos i flaskegrønne og blågrå nuancer kravler hen over stammer halvt nede i mosevandet. Der lander en rødhals. Den puster sig op for at holde varmen og kigger på de syv, der går forbi i hver sin tankeverden. Der sidder et par ænder. Der ligger en pilekvist, den er knækket, men man kan se, at knopperne om ikke mange uger er klar til at sprække, så de blødeste gæslinger kigger frem og varsler tidligt forår. Mosen er tusind nuancer af grå i dag. Og det kommer til mig: Det falder ikke sammen uden dig. Hvis kærligheden er større end min evne til at elske, så falder det faktisk ikke sammen uden mig. Det er gode nyheder til de fleste. Vi går ud gennem skovbrynet, hestefolde til den ene side og mose til den anden. Lydene bliver nærværende – over motorvejens konstante susen kan jeg høre de andres skridt, min egen vejrtrækning, klukken af vand, is der knaser, skibukser der rasler. Ved tredje stop beder vi igen Salme 139. Nu er det frivilligt, om man vil tale sammen det sidste stykke eller gå i stilhed. Min


gruppe taler sammen – vi har hørt det samme, men det har arbejdet i os på vidt forskellige måder. Det er forskellige ting, der taler til folk, og det er spændende at lytte til, hvad der har gjort indtryk. Berith er en god vært, der blidt styrer samtalen væk fra, hvad folk laver til daglig – det gemmer vi til kaffen. Tilbage ved parkeringspladsen er der te, kaffe og chokoladekiks. En kiks og en kop kaffe smager sjældent så godt som efter en gåtur i kulden en formiddag. I Guds egen katedral. Gåturen blev hængende hele ugen

Jeg har inviteret mig selv på frokost hos Peter og Berith for at høre mere om, hvad der ligger bag gå-meditation. Begge er de vokset op med at gå regelmæssigt i kirke, men for nogle år siden stod de over for, hvad de selv kalder en ”kirkemæssig krise.” De var i tvivl om, hvilken kirke de skulle komme i, og i den periode var de en gruppe, der mødtes i hinandens hjem.

– Når vi havde spist, gik vi en tur, fortæller Berith. Vi bad og sang også sammen, men de gåture, hvor vi reflekterede sammen og delte liv, det var dem, der blev hos mig i løbet af ugen. I samme periode prøvede Peter både pilgrimsvandring og kristen meditation på en sommerlejr, han deltog på. – Det var nyt, at der var så meget at hente i tavsheden. Det med at sidde et sted – og det eneste, der sker, er, at Gud kigger på mig, og jeg kigger på Gud, det var en stor oplevelse. Det gik op for mig, at det virkelig ikke kommer an på, hvad jeg præsterer. Da de begyndte i en kirke, hvor der kun var gudstjeneste hver anden søndag, og der blev lagt op til, at man lavede noget i mindre fællesskaber de øvrige søndage, var de ikke i tvivl om, hvad de skulle gøre. De begyndte at gå. I otte år har de nu inviteret til gå-meditation den første og tredje søndag i hver måned. Nogle har været med helt fra starten, andre går med i en periode. Der er oftest nogle med fra 2019

— 29


af sted, finde en parkeringsplads og pakke familien ned, have øje på, om der er nogle nye, man skal hilse på ... Det er en svær balance. Der er meget kærlighed i forpligtelsen. Men der er også noget fantastisk i at slappe af og bare være til stede foran Gud. Gå en tur med Gud i julen

deres kirke, men de har også haft en artikel i Gladsaxebladet, som har affødt, at to nye er begyndt at gå med. I Guds store katedral skal der ikke stables stole

Det er helt bevidst, at Peter og Berith inviterer til gå-meditation i naturen og ikke på et løbebånd i det lokale fitnesscenter. Naturen har sin cyklus og går sin gang, uanset om vi kommer ud i den eller ej. I dag var det gråt, om nogle måneder ser vi et mylder af æbleblomster. På den måde er ”Guds store katedral” meget forskellig fra at komme i kirke. I Peter og Beriths kirke er der frivillige involveret i alting. Der skal tages stole frem, sættes stole væk, laves kaffe, hilses på og efterfølgende vaskes gulv. – Der er enormt meget arbejde ved at holde en gudstjeneste, ler Berith. Men de søndage hvor vi går, føles det mere som en hviledag. Her er det bare Gud, der siger: “Jeg har gjort klar, kom og se.” – Vi elsker at gå til gudstjeneste, indskyder Peter. Synge salmer og være sammen med folk. Men det er også altid et pres – vi skal 30 —

2019

Sidste jul inviterede Peter og Berith deres familie ud at gå efter julemiddagen. De læste juleevangeliet sammen, og så gik de – enten med vismændenes eller også med hyrdernes vinkel – hen mod stalden. – Jeg fik nogle nye oplevelser af vismændene – de gik jo faktisk forkert i første omgang og endte hos Herodes. Vismændene kan jeg identificere mig med. De kæmper med det, tænker, skal have tingene til at passe, går forkert og får forkert rådgivning. Modsat hyrderne, som får besøg af en hel hærskare af engle, og så går de den lige vej til stalden og møder Jesus, fortæller Peter. Det kan jeg også kende fra mennesker omkring mig. Nogle kæmper med Gud og troen et helt liv, og andre går nærmest ind fra gaden. – Gå-meditation er for alle, slår Peter fast til sidst. Det er jo i virkeligheden bare at gå en tur med tanke for Gud og invitere ham med på turen. Hvis man vil gøre det selv, skal man ikke være bange for, om man kan levere – for man kan gå langt på et enkelt ord. I julen er vi mange, som har godt af en lille gåtur. Om det så er for at samle ny appetit eller bare hvile ørerne lidt. Og man kan sagtens gå selv, hvis det skal være med meditation. Men det er skønt at være sammen om det.


PRØV DET SELV:

Gå-meditation i julen Klip denne side ud, og følg vejledningen på bagsiden. Vælg en smuk rute i naturen på ca. 5 km., som du er nogenlunde bekendt med, så du ikke skal bruge opmærksomhed på at finde vej. Start et sted, hvor der er ro og ikke for mange forbipasserende. Gerne med en smuk udsigt.


1.

2.

Læs sammen dette uddrag af Salme 139:

Gør holdt ved et roligt sted og læs næste oplæg. Læs igen bibelteksten langsomt.

Salme 139, vers 1-6: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Læs oplægget. Det er vigtigt at læse bibelteksten langsomt, så man får tid til at mærke alle ordene.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad der egentlig skete i julen. Vi ved – eller tror vi ved – hvordan det hele hang sammen, fordi vi kigger bagud. Men hvordan kunne vismændene fx blive så begejstrede over noget så almindeligt, som at der skulle fødes et barn? Tag med på en tidsrejse 2000 år tilbage i tiden. Forestil dig, at du er en af de kloge vismænd, der undres og stiller spørgsmål for at forstå. En af dem, der kigger på stjerner og læser tykke bøger. En af dem, der er sikker på, at der er mere at forstå, men også nages af tvivl, om du har fat i det rigtige. Så vil jeg læse en af de profetier, der forudsagde Jesu fødsel. Hvad gør ordene ved dig? Hvilken forventning skaber de i dig? Mikas Bog kapitel 5, vers 1-4: Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne. Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender. Han skal være fredens herre. Gå i tavshed den første tredjedel af turen.

32 —

2019

Jeg læser nu teksten om Jesu fødsel i Det nye Testamente, hvor vismændene omtales. Prøv at sætte dig i deres sted, og forestil dig at være midt i fortællingen. Vent og se, om beretningen har noget at fortælle dig. Matthæusevangeliet kapitel 2, vers 1-11: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.” Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: “I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.” Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.” Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Gå i tavshed den næste tredjedel af turen.

3. Gør holdt igen ved et nyt uforstyrret sted og læs bibelteksterne igen. Gå den sidste del af turen, og tal med hinanden om, hvad der kom til jer under gåturen. Vær nysgerrige og spørgende, men undgå at belære hinanden. Hvis ikke man har lyst til at snakke, kan man også fortsætte i tavshed.

4. Afslut gerne samme sted, som I begyndte, og slut af med at læse uddraget af Salme 139.


SALME 1 3 9 Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.


REF LE KSIONER—

Læ n gsel, trø st og glim t a f e n stø r re v irk eli ghe d

I disse ni korte julerefleksioner kan du læse om, hvordan Gud ønsker at møde dig lige der, hvor du er denne jul – i din travlhed, din sorg, dit rod eller din frygt for fremtiden. Samtidig beskriver de, hvordan julen peger ud over sig selv og frem mod en anden fest, et andet hjem og en større virkelighed. Tekst — KATRINE VIGILIUS KJØLLER-HANSEN 34 —

2019

Foto — CAMILLA ENGROB


24. DEC E MBE R—

25. DEC E M B ER—

Glimt fra den store fest

At komme hjem

I min familie har vi en helt særlig juletradition. Efter middagen sætter alle på nær min far sig ud i gangen. Alt lys slukkes, og døren ind til stuen lukkes. Min far går i gang med at tænde juletræets små hvide stearinlys. Imens sidder vi ude i mørket. Men efterhånden som lysene bliver tændt, trænger små lysstråler fra stuen gennem nøglehullet i døren og ud i gangen, hvor de reflekteres op på væggen. De fortæller om den fest, som venter i stuen. Vores liv her på jorden kan sammenlignes med at sidde i den mørke gang. Ikke alt i dette liv er mørkt. Men der er meget, som er uperfekt, utrygt og mørkt – i verden og i os selv. Bibelen beskriver Gud som en far, der forbereder den største fest hjemme hos sig selv. Vi har ikke alle haft en god far, men Gud er en fuldkommen far, som alle gode fædre er en afspejling af. Han ønsker at tage os fra mørket over i lyset hos ham. Og mens han forbereder festen, har han givet os lysglimt gennem nøglehullet til vores verden. Det største af de lysglimt er Jesus. Da han var på jorden, viste han i sit væsen, sine ord og handlinger glimt af, hvordan festen bliver hos Gud. Og han viste, hvordan vi kan komme derind. Det kan vi ved at bede til Jesus og erkende, at vi har brug for hans tilgivelse og kærlighed. For Jesus er døren mellem den mørke gang og lyset hos Gud. Og hele grunden til at han blev født som en baby julenat, var hans brændende ønske om at få os med til festen.

Der er en grund til, at Chris Reas “Driving home for Christmas” har figureret på top-10 for jule-singler hvert eneste år siden sin udgivelse i 1986. Vi er mange, der kan sætte os ind i lykkefølelsen ved at sætte os på cyklen, i bilen eller i toget med kurs mod juleferie derhjemme. For nogle er hjem dog lig med anspændthed, facader og skænderier. Nogle har ikke noget sted at føle sig hjemme. Men grunden til at drømmen om at komme hjem til jul fylder i radioens toner og på julekort med snedækkede huse og oplyste vinduer, er, at vores hjerter er gearet til at komme hjem. Helt hjem. Bibelen fortæller, at der er et hjem, hvor vi hører til, og hvor Gud ønsker at byde os velkommen som en kærlig far. Da Jesus forlod sit hjem hos Gud og kom til jorden i julen, var det for at give mennesker mulighed for at blive adopteret ind i Guds familie og få hjemme hos ham. ”…Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn,” står der i Bibelen om Jesus. Lader du Jesus komme ind i dit hjerte ved at bede om hans tilgivelse og takke for hans kærlighed, bliver glæden ved at træde ind ad døren til dit nuværende hjem en sød forsmag på det, der vil møde dig, når du kommer helt hjem. Her vil du blive fyldt af en fred, der strømmer helt ud i fingerspidserne. Guds kærlige øjne vil møde dine, mens han siger: “Endelig, mit barn. Nu er du hjemme, helt hjemme. Jeg har ventet på dig.”

Der er meget, som er uperfekt, utrygt og mørkt – i verden og i os selv


26. DEC E M BE R—

27. DEC E M B E R—

Ind i en større virkelighed

Tag plads ved bordet

For mange er julen en mere eller mindre kærkommen pause fra hverdagen. Man hygger sig med god mad, julefilm og gåture og glemmer mandagenes stress og jag, inden virkeligheden igen banker på døren. Julen kan derfor godt virke lidt som en virkelighedsflugt. Men det er egentlig ikke pointen med julen. Faktisk tværtimod. En præst sagde engang, at pointen med budskabet om Jesus ikke er at tage os ud af virkeligheden, men at tage os ind i en større virkelighed. Denne pointe illustreres ved hyrderne i juleevangeliet. De var på arbejde på marken, da engle viste sig på himlen og begyndte at synge og fortælle dem om Jesus. De gik hen til stalden, så Jesus, og hvad skete der så? “Så vendte hyrderne tilbage,” står der. De vendte tilbage til marken, lugten af får, de ømme fødder og den simple hverdag. Julen tog ikke hyrderne ud af deres virkelighed, men de tog julens virkelighed med tilbage til hverdagen. De delte, hvad de havde oplevet i stalden og sang til Gud. Julens store virkelighed er med englenes ord til hyrderne “fred til mennesker med Guds velbehag”. Gennem Jesus kan vi få Guds “velbehag” – at Gud ikke dømmer os for det, vi gør forkert, men kalder os for sine venner. Den virkelighed kan vi tage med os, og den kan kaste lys over vores lille virkelighed, uanset om den udspiller sig på en mark, i en butik, en skole eller på et kontor.

I Royal Copenhagens butik i indre København kan man i december se en udstilling af borde dækket op til jul. Porcelænsfirmaet har gjort julebordet til en forretningsmulighed, og det er ikke så dumt. For netop det at samles om et veldækket bord er et centralt juleritual. Selvom vi kan synes, at mængderne af mad kan tage overhånd, er der noget særligt ved fællesskabet omkring bordet. Da Jesus kom til jorden som en baby julenat, var det blandt andet for at invitere os til at spise med ved Guds bord. Gud ønsker ikke bare, at vi skal vide en masse om ham og overholde hans regler eller blot være tilskuere, der ser på en fjern Gud, lidt ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der står udenfor og kigger ind på julefesten. Nej, Gud ønsker en relation med det enkelte menneske, og derfor inviterer Jesus os til at sidde med ved hans bord, når han en dag kommer tilbage og skaber en ny jord. Nogle oversatte linjer fra en sang af den amerikanske gruppe “Sidewalk Prophets” beskriver denne invitation: “Da alt håb var ude, åbnede Kærligheden døren for os. Han sagde: Kom til bords! Kom og sid sammen med de syndere, der er blevet sat fri, tag plads ved siden af frelseren nu. Sæt jer, og bliv sat fri. Kom til bords!” Vi kan derfor lade julens måltider pege frem mod det festmåltid, der venter hjemme hos Gud. Og vi kan give noget af hans kærlighed videre ved selv at invitere nogen, der er ”udenfor”, med ind til bordet.

Julen kan godt virke lidt som en virkelighedsflugt 36 —

2019


28. DEC E M BE R—

Fred midt i kampens hede “Jeg har brug for en stille nat, en hellig nat ... at slutte denne travle dag med en stille nat.” Sådan lyder omkvædet i en moderne julesang, og måske kan du genkende længslen? Vores jul kan være et ræs for at nå det hele og leve op til vores egne og andres standarder. Måske oplever du, at hverdagenes tempo konsekvent overskrider fartgrænsen, og at fred er en eksklusiv luksus. Denne luksus er et centralt tema i julen. I en profeti om Jesus i Bibelen kaldes han “fredsfyrste”, og han siger selv: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Det kan han sige, fordi han har vundet vores fred. Han levede et perfekt liv, der opfyldte alle Guds standarder. Og han gav dette liv til dig. Tager du imod Jesus, betyder det, at når Gud ser på dig, ser han Jesu fuldkomne liv. Det giver fred her i livet, for du er fri fra at skulle nå alt og lykkes i alt. Det har Jesus allerede gjort. Men det giver også en evig fred og hvile sammen med Jesus hjemme hos Gud. Det kan du se frem mod på de dage, hvor livet føles som en kamp. Ordene i dette vers fra en julesalme er til dig med det travle hjerte: ”Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden, fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god, højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen.” Chr. Hostrup, 1881

29. DEC E M B ER—

Hurra for den uperfekte jul Hvis du bruger sociale medier, vil du i juletiden opleve at blive oversvømmet med billeder af juletræer pyntet i en korrekt farvekombination ofte med en storsmilende, velklædt familie foran. Billeder af den perfekte jul. Om julen på billederne virkelig er perfekt, er langtfra sikkert. Men sådan kan det se ud. Du har måske også et billede i dit hoved af, hvordan din jul skal være. Måske ikke perfekt, men god nok til at gøre dine børn glade, hyggelig for alle, der kommer, eller bare som den plejer. Og måske lever din jul slet ikke op til det. Måske er der sygdom i familien, en uforløst konflikt, børn, der fejrer julen et andet sted, eller dårlig samvittighed over ikke at have gjort det godt nok. Et af julens befriende budskaber til dig er, at Jesus kom til os mennesker midt i vores uperfekte og brudte verden. I Bibelen står der: ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.” Et andet sted står der: “Det er den hjælpeløse, jeg ser til.” Det kan være godt at gøre rent, før du får gæster. Men måske rækker kræfterne ikke. Over for Jesus skal du ikke “gøre rent”. Du får lov at invitere ham ind i dit liv, som det er, med al dets uperfekthed, frustration og skam. Jesus bliver ikke overrasket over rod og skidt. Så invitér ham ind i dit måske rodede liv, din “stald”, denne jul. Han er vant til den slags steder. Og han elsker dig.


30. DEC E MBE R—

3 1. DEC E M B E R—

Det vigtige ved nostalgi

Julesorg

Et sted, der er værd at besøge i juletiden, er Den Gamle By i Aarhus. Her kan man opleve julen, som den var i en tid før mobiltelefoner og iPads til duften af hjemmelavede æbleskiver. Men var alting nu også bedre i gamle dage? Eller i barndommens jul, som med årene har mistet sin glans? Er nostalgi ikke bare en løgn om, at der engang var noget, der var perfekt? Nostalgi kan være gift, hvis den leder til desillusion og skuffelse over, at det aldrig bliver helt, som det var engang. Men nostalgien har også noget vigtigt at sige os. Forfatteren C.S. Lewis, der blandt andet har skrevet Narnia-bøgerne, skriver, at når vi længes efter et perfekt barndomsminde eller en uspoleret lykkestund, er det fordi vores hjerter ved, at det perfekte og uspolerede findes, og at vi hører hjemme der. “Vores livslange nostalgi, vores længsel efter at blive forenet med noget i universet, som vi føler os afskåret fra, at være inden for en dør, som vi altid kun har set udefra, er ikke nogen neurotisk fantasi, men det mest sande billede af vores virkelige situation.” Det sted “bag døren” er Guds land, den nye jord, som Jesus indbyder os til at sætte kursen for vores livsrejse mod. Og han kom til jorden i julen for at være vores rejsemakker på vejen dertil. Så vær i nuet og denne verden, som den er. Men lyt også til din nostalgiske længsel. Den fortæller om et sted, som virkelig findes.

For de fleste af os vil nogle af livets højtidsfejringer være fyldt af sorg. Det kan være, du for første gang fejrer jul og nytår uden en elsket, som er gået bort. Eller at savnet hænger ved år efter år. Mange kæmper med psykiske lidelser som depression, stress, angst eller spiseforstyrrelser. De sygdomme holder ikke ferie, bare fordi det er højtid. Nogle er fyldt af ængstelse for de dage, der venter på den anden side af nytåret, med eksamener, et job, hvor man ikke føler, man slår til, en hverdag som ledig, eller en sygdom, der udvikler sig. Med jer, der mærker sorgens byrde, vil jeg dele et vers fra julesalmen ‘Hjerte løft din glædes vinger’:

38 —

2019

“I, som tunge stier træde, stands og hør! Her er dør til den sande glæde! Og i huset inden døre trøstes ved slig en fred, ingen sorg tør røre!” Hvilken ”sand glæde” er det? Og hvilken fred er det, som ingen sorg tør røre? Det er glæden og freden ved navnet Jesus. Jesus betyder “Gud frelser”. Han led en smertefuld død på et kors for dig, som lider. Dermed banede han vejen ind til et sted uden sorg. Om det sted står der i Bibelen: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” Intet, der er sket i det forgangne år, eller som vil ske i det kommende, kan rokke ved, at dette sted virkelig findes, og at Jesus kan tage os med derhen. Glæden over det er “den sande glæde”. Freden i det er en fred, som ingen sorg tør røre.


1. JAN UAR—

Trøsten ved julens uforståelighed Måske har du de seneste uger hørt julens beretning om Josef, Maria og Jesusbarnet. Mange af os har hørt den igen og igen år efter år. Derfor tænker vi måske ikke altid så meget over, hvad det egentlig er, der sker i historien. Men gør vi det, vil vi indse, at det, som skete i julen, må have været lidt uforståeligt for flere af dem, der var der. Tænk på Maria. Hun fik at vide, at hun skulle blive gravid uden at have været sammen med en mand, og at det barn, hun skulle føde, var Guds søn. Efter hun har født i en stald, kommer en flok hyrder på barselsbesøg, fordi de har hørt englesang på marken. Noget tid senere kommer der vise mænd fra Mellemøsten, som hævder at have set en kæmpestjerne. Mærkværdigt, men alt sammen en del af Guds plan. Kort sagt gav det, som skete i julen, nok ikke klokkeklar mening for Maria. Men bag det hele var Guds mirakuløse redningsplan for hele verden ved at udfolde sig. Det må være en trøst for os, når vi oplever ting i vores liv, som virker uforståelige. Og det må give håb, når vi kigger ind i et nyt og ukendt år. Gud kender dig og din livsbane, ligesom han kendte Marias. Han kendte den større mening bag det uforståelige. I salme 139 i Bibelen siger forfatteren om Gud: “Alle mine veje er du fortrolig med.” Gud er fortrolig med dit 2020. At tro på Gud betyder ikke at forstå Gud, men at stole på Gud. Også når livet er svært at forstå, og det ikke umiddelbart giver mening. Stol på, at Gud arbejder i kulissen, stol på, at hans plan er god. Også når 2020 møder dig med uforståelige dage.

Jesus bliver ikke overrasket over rod og skidt. Så invitér ham ind i dit måske rodede liv


15 bibelske udtryk Det danske sprog er fyldt med bibelske udtryk og referencer. Mange af disse indgår så naturligt i hverdagssproget, at vi sjældent skænker det en tanke, at de stammer fra skrifter med mere end 2000 år på bagen.

Tekst — TOBIAS LØNDORF ROSENKRANDS

Ramaskrig JER EM IAS’ BOG 3 1,15 Det siges oftere og oftere, at vi lever i en krænkelseskultur. I hvert fald kan man konstatere, at medierne i dag flittigt bruger udtrykket “ramaskrig” til at beskrive situationer, der vækker bred forargelse blandt befolkningen. Udtrykket har sin oprindelse i en profeti fra Det gamle Testamente om Rakel fra byen Rama, der græder over sine børn.

40 —

2019

At gå fra Herodes til Pilatus

LU K ASE VANGE LIE T 23,1 -1 2 Den jødiske leder Herodes og den romerske leder Pilatus havde svært ved at beslutte, hvad de skulle stille op med Jesus, og han blev derfor sendt frem og tilbage mellem dem. Derfor bruges udtrykket i dag i mødet med et uoverkommeligt bureaukrati.


At skille fårene fra bukkene MATTHÆUSEVANGE LIE T 25, 32- 33 Udtrykket stammer fra en tale af Jesus til disciplene og handler egentlig om dommedag. Men i dag bruges udtrykket ofte i konkurrencesituationer, hvor de svageste skilles fra gruppen af de stærkeste. Det skabte stor diskussion, da Anders Fogh Rasmussen under Muhammedkrisen brugte udtrykket til at skelne mellem de medier, der – ifølge ham – bakkede op om ytringsfriheden, og dem, der ikke gjorde.

Falde i god jord LUK ASEVANGE LIE T 8,4-15 Lignelsen om sædemanden er fortællingen om korn, der bliver sået og falder blandt tidsler og på klippegrund og dør, mens andre korn falder i den gode jord, vokser og giver overskud. Selvom de færreste af os i dag har direkte erfaring med landbrug, er essensen af udtrykket bevaret i den overførte betydning “at noget får en ønsket virkning”.

BI BE LE N L EVE R I HVER DAGSSP R OGE T Den første komplette danske bibeloversættelse, Christian III’s bibel, så dagens lys i 1550. Denne bibel blev ikke oversat direkte fra den oprindelige hebraiske og græske tekst, men i stedet fra Martin Luthers tyske oversættelse, hvilket skulle komme til at få stor betydning for det danske sprog. – Luthers oversættelse var rigtig god på den måde, at den var meget mundret. Han var meget opmærksom på, at det skulle være talesprog, forklarer Birgitte Stoklund Larsen, der er generalsekretær i Bibelselskabet. Hun tilføjer, at Luthers ideal var, at teksten skulle afspejle det sprog, som “forældrene i hjemmet, barnet på gaden og de almindelige mennesker på torvet” brugte. Den danske oversættelse bevarede denne hverdagssproglighed, og det var, ifølge Birgitte Stoklund Larsen, dette, der tillod de bibelske tekster at sive naturligt ind i det danske sprog på dette tidspunkt i historien. – De bibelske referencer er kommet ind i sproget med Luthers oversættelse – det er jeg slet ikke i tvivl om, siger hun. Mens senere oversættelser af Bibelen forsøgte at lægge sig så tæt op ad de hebraiske og græske grundtekster, at man nærmest skulle have en doktorgrad for at kunne forstå dem, var Bibelen i Luthers hænder langt mere folkelig. – Luthers bibel blev ved med at blive udgivet helt op i 1800-tallet som hus- og rejsebibel. Det var denne bibel, man havde derhjemme, og det er vendinger fra denne version, der er gået ind i sproget, siger Birgitte Stoklund Larsen. Bibelen er fuld af menneskelige erfaringer

Med Bibelens enorme udvalg af historier og billedsprog kan man undre sig over, hvorfor det netop er udtryk som “et judaskys” eller “en ørkenvandring”, der har bidt sig fast i sproget. Eller hvorfor

FORTSÆTTES


At vaske sine hænder MATTHÆUSEVANGE LIE T 27, 24 Da den romerske statholder Pontius Pilatus i forbindelse med Jesu korsfæstelse vaskede sine hænder, var det ikke af hygiejnegrunde, men som et symbol på ansvarsfralæggelse. Udtrykket har bevaret denne betydning og findes i dag i forskellige former. Et eksempel på dette er omskrivningen “der var kø ved håndvasken”, som fx bruges, når en gruppe politikere prøver at løbe fra et ansvar.

Et Judaskys

MATTHÆU SE VANGE LIE T 26,47-56

Da Judas forrådte Jesus i Getsemane Have, gjorde han det med et kys på kinden efter aftale med de romerske soldater. I dag fungerer det som en metafor for det ultimative forræderi begået af én, der giver sig ud for at være en ven eller allieret.

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med MATTHÆUSE VANGE LIE T 1 2 , 34

At være farisæisk LU K ASEVANG ELI ET 1 8,9-14 Farisæerne var en jødisk bevægelse på Jesu tid, der gik til yderligheder for at overholde moselovens mange regler. Jesus beskyldte dem for at være selvretfærdige og hykleriske, og det er i denne betydning, udtrykket bruges i dag.

42 —

2019

I Det nye Testamente taler Jesus om, at et menneskes godhed eller ondskab kan kendes på, hvad de siger. Herfra stammer udtrykket, der i dag bruges, hvis en person frivilligt eller ufrivilligt kommer til at tale om det, der ligger personen stærkt på sinde.


I den 11. time MATTHÆUSEVANGE LIE T 20,1-16 Udtrykket kommer fra Jesu lignelse om arbejderne i vinmarken, hvor vingårdsejeren betaler de første arbejdere og dem, som kom sidst – i “11. time” – samme løn for dagens arbejde. I dag bruges udtrykket om at færdiggøre noget i sidste øjeblik.

Der er intet nyt under solen

PRÆDI KER ENS BOG 1,9

Et udtryk, der betegner, at der ikke er sket nogen betydningsfuld forandring. Citatet er hentet fra Prædikerens Bog, hvori forfatteren forsøger at komme overens med livets tilsyneladende meningsløshed.

At se skriften på væggen DANIE LS BOG 5 “Mené, mené, teqél, ufarsín”. Det er disse fire ord, der mirakuløst skrives på væggen hos kong Belshassar i fortællingen fra Daniels Bog. Det lykkes profeten Daniel at tyde skriften, hvorfor han udnævnes til kongerigets tredjemægtigste mand. Uheldigvis dør kongen samme nat, og udtrykkes bruges derfor i dag ofte i betydningen at få sikre tegn på en ugunstig udvikling.

eksempelvis fortællingen om David og Goliat fortsat bruges som metafor på en ulige kamp. – Bibelen indeholder nogle fantastisk gode historier som eksempelvis beretningen om David og Goliat. Alle og enhver kender jo denne situation med en undermåler, der slår den store kæmpe ud. Et andet eksempel er syndefaldsberetningen, der udgør en slags grundfortælling om, hvad det vil sige at være menneske, siger Birgitte Stoklund Larsen. At Bibelen lever videre i sproget i dag, understreger altså dens evne til at illustrere en lang række almenmenneskelige erfaringer, der stadig er relevante, selvom vi snart skriver 2020. Dette på trods af, at kun et fåtal af danskere mener, at Bibelen har nogen særlig betydning for dem. En undersøgelse fra 2010 foretaget af Bibelselskabet viste således, at kun omkring otte procent læser i Bibelen mindst én gang om måneden. Gammel vin på nye sække

Med den svindende læserskare kunne man godt tro, at Bibelen er ved at miste sin forankring som referencepunkt i det danske sprog, hvilket Birgitte Stoklund Larsen da også vedkender sig: – Jeg tror ikke, Bibelen spiller samme rolle i det danske sprog, som den gjorde tidligere. Dette er måske grunden til, at nogle bibelske vendinger med tiden er blevet misforstået og har fået nye betydninger. Når Jesus i sin bjergprædiken siger til sine disciple, at de ikke skal sætte deres lys under en skæppe, handler det om, at de skal gå ud i verden og sprede ordet om Gud. I dag er betydningen nærmere, at du i stedet for at skjule dine talenter skal realisere dig selv. Også på Christiansborg får de bibelske referencer nyt liv, mener Birgitte Stoklund Larsen: – De danske politikere er gode til at bruge bibelske referencer. Man kan godt høre dem beskylde deres politiske modstandere for at være farisæiske, bruge udtryk som, at “der var kø ved håndvasken” eller påpege, at man som borger ikke skal være nødt til at “gå fra Herodes til Pilatus”. På den måde lever de bibelske referencer deres eget liv igennem nyfortolkninger. 2019

— 43


At kunne gå på vandet

MATTHÆU SE VANGE LIE T 14, 22- 33

At sætte sit lys under en skæppe

Et af de mirakler, der for alvor fik disciplene til at spærre øjnene op, var, da Jesus gik på vandet. Det er derfor ikke mærkeligt, at udtrykket i dag bruges om medgang, der er så overvældende, at man føler sig i stand til at klare alt – endda undertvinge naturlovene.

MAT THÆ U SE VANGELI ET 5,5 Mens udtrykket oprindelig stammer fra Jesu bjergprædiken og handler om ikke at begrænse Guds rige i verden, bruges det i dag i den langt mere individualistiske betydning, at du ikke skal begrænse dig selv og dine talenter.

En uriaspost ANDE N SAMU E LSBOG 1 1

En ørkenvandring 2 . -5. MOSEBOG Israelitterne vandrede 40 år i ørkenen under ledelse af Moses, og det er ikke svært at forstå, hvordan den historie har givet udtrykket sin nuværende metaforiske betydning, der hentyder til en langvarig og meningsløs proces.

44 —

2019

Kong David havde i strid med Guds love gjort soldaten Urias’ kone gravid. For at “lovliggøre” sin handling måtte Urias dø, hvorfor Kong David sendte ham frem til den allerfarligste del af fronten. Urias faldt, men lever videre i denne metafor, der betyder “at indtage en farlig position eller et farligt hverv”.


I MADAGASK AR GIVE R VORES HVERDAG MENI NG

I 2018 satte Kenneth og Charlotte fra Nordjylland for første gang deres ben på afrikansk jord. Nu skulle Madagaskar være hjem for dem og deres tre børn. Kenneth skulle arbejde som pilot i et lille nødhjælpsfly.

Tekst — ANETTE SOLGAARD Foto — MAF DANMARK / PRIVATFOTOS


Charlotte på indkøb på det lokale marked i hovedstaden Antananarivo. Nogle gange kan hun få de madvarer, hun havde tænkt sig, andre gange er de løbet tør for forsyninger.

Klokken var næsten midnat den 12. februar 2018, da en familie på fem landede i lufthavnen i Antananarivo i Madagaskar. Regnen silede ned, og natteluften var tung og varm. Ti kufferter, fem stykker håndbagage og ikke mindst tre trætte børn blev slæbt gennem lufthavnen. Det var første gang nogensinde, familien havde sat deres ben på afrikansk jord. Og nu skulle Madagaskar – nærmere bestemt hovedstaden Antananarivo – være deres nye hjem. Jeg savner Madagaskar

Kenneth og Charlotte Vittrup Pedersen og deres tre børn, William på ni, Zander på seks og Sophia på tre, har sagt farvel til den trygge og velkendte hverdag i Danmark for at flytte til Madagaskar, hvor Kenneth er blevet pilot for den internationale missions-

Kenneth hilser på mennesker, som er mødt op på landingsbanen i Anjabetrongo. Her har han netop sat et lægehold af.

og hjælpeorganisation MAF – Mission Aviation Fellowship. Som i enhver anden børnefamilie er der gang i morgenmad, Lego-byggeri og højlydt leg og snak, da 24:12 besøger familien i et sommerhus i Nordjylland for at høre nærmere om deres usædvanlige bopælsskift til den store afrikanske ø i det Indiske Ocean. – Jeg savner Madagaskar. Der har jeg venner, siger tre-årige Sophia mellem rundstykkebidderne. Familien er på besøg i Danmark og skal om få dage tilbage til det Madagaskar, de nu kalder deres hjem. Et hjem, der på alle måder er anderledes end det, de forlod i Danmark for lidt over et år siden. Den første dag

De husker tydeligt den første dag i Antananarivo, hvor de vågnede op til et hav af nye indtryk. På den anden side af vinduerne i deres nye hus var alt frodigt og grønt. Særligt en koloni af knaldgule blomster gjorde indtryk. Men der var også beskidt og støvet. Der lå bunker af affald rundt omkring, og trafikken var noget mere farverig, end de var vant til fra villakvarteret hjemme i Sørup i Nordjylland. Der var oksekærrer ind imellem bilkøerne, mennesker med store mængder pikpak siksakkede over vejene, og grise, der var bundet op på hjemmebyggede trækvogne, skreg på vej til slagtning. Lydene og lugtene, sproget og kulturen var alt sammen nyt. Der skulle ske noget nyt

Men der skulle meget mere til for at slå familien ud. For vejen til Madagaskar havde været lang – meget, meget lang. Da det gik op for Kenneth, at det var lige netop jobbet som pilot for MAF, han ville have, havde han ikke engang en pilotuddannelse. Kenneth arbejdede på det tidspunkt som maskinmester, men var så småt begyndt at kede sig på sit arbejde. Da hans kollega fejrede 16-års-jubilæum på kontoret, gik det op for Kenneth, at han virkelig ikke havde lyst til at tilbringe så mange år i jobbet som maskinmester. Der skulle ske noget nyt nu. Så det gik han


hjem og fortalte sin kone, der på det tidspunkt var på barsel med deres andet barn, Zander. – Vi fik bladet fra MAF og kunne se, at de manglede piloter. Siden jeg var en lille dreng, har jeg altid været fascineret af pilotjobbet. Og for både Charlotte og mig har det aldrig været en fjern tanke at skulle rejse ud for at hjælpe andre og dele vores tro på Gud, så på en eller anden måde faldt femøren bare, siger Kenneth. Søvnløse nætter

Alligevel var det på ingen måde en nem beslutning. De havde to små børn, og Charlotte var midt i sit kandidatstudie på Aalborg Universitet, hvor hun læste samfundsfag og religion. Derudover kostede en pilotuddannelse omkring 600.000 kroner. – Vi lå nærmest søvnløse i nogle uger. Vi talte så meget om det hele tiden, at vi var nødt til at aftale, at ingen af os måtte nævne det med et ord, efter vi var gået i seng, fortæller Charlotte om de mange overvejelser, de gjorde sig. Da beslutningen først var taget, gik der fem år, før familien landede i Madagaskar. Ud over en to-årig pilotuddannelse skulle Kenneth også samle flyvetimer og erfaring nok. Årene krævede stor tålmodighed – og familien var ikke engang sikre på, at MAF-drømmen ville blive til noget. Uddannelsen er meget krævende med forskellige tests, og der skulle samles penge ind. Men i sommeren 2017 fik de det opkald fra MAF, de havde ventet på: Familien kunne blive udsendt til Madagaskar! Det tog kun Kenneth og Charlotte tre dage at takke ja til det, der indtil videre har vist sig at være deres livs oplevelse. – Vi var fyldt op af spænding og eventyrlyst. Jeg har nok altid været tiltrukket af action, og vi havde længe drømt om, at der skulle ske noget helt nyt for os som familie, siger Kenneth. Den første danske pilot

Kenneth blev dermed den første danske MAF-pilot nogensinde. Han flyver et lille fly, Cessna 182, der kun har plads til tre passagerer. Hans arbejdsopgaver i Madagaskar er blandt andet at flyve medicin, byggematerialer, nødhjælpsarbejdere og missionærer rundt til svært fremkommelige steder og afsidesliggende landsbyer. Han har fx fløjet en missionær til en lille, fjern landsby. Hvis missionæren skulle have taget turen via landevejene, ville

Charlotte og Kenneth sammen med deres børn; William på ni, Zander på seks og Sophia på tre år. Bagved er det fly, som Kenneth flyver for MAF.

Fak ta om MAF Ch a rl o t t e o g Ke n n e t h Pe de r se n e r u d s e n d t a f de n da n ske de l a f M issio n Av i at i o n Fe l l owsh ip, MAF Da n ma rk . På ve r d e n s p l an h a r M issio n Avia t io n Fe l l owsh ip 1 3 1 f ly, so m de bru g e r t il a t n å u d t il m e n n e s ke r, so m bo r i iso l e r e de e g n e , me d f ys i s k h j æ l p o g de t k rist n e bu dsk a b. M issio n Avia t io n Fe l l owsh ip a rb e j d e r i M a da g a sk a r o g 2 5 a n dr e l a n de , hvo r då rl ig e ve je , l a n g e a f st a n de o g u r o l i g h e d e r g ø r de t svær t a t f å h jæl p e n f r e m p å an d r e må de r e n d me d f ly. D u k a n o g s å h jæl p e me d, a t me d i c i n , byg g e ma t e ria l e r, n ø dh jæl p s a rb e j d e r e o g missio n ær e r n å r u d t il M a da g as k ar s f j e r n e e g n e . G iv e n g ave t il MAF i M a d ag as k ar p å M o bil e Pay t il 8 474 4 o g sk riv “ M ad ag as k ar ” i be ske df e l t e t.


Sundhedsvæsnet i Madagaskar er begrænset til de store byer, og nogle madagaskere har flere hundrede kilometer til en læge. Derfor flyver MAF læger ud til landsbyer og flyver syge og tilskadekomne på hospitalet.

det have taget ham mindst tre dage, hvorimod turen i Cessna 182-flyet kun tog to timer. Charlotte arbejder også for MAF som frivillig kommunikationsmedarbejder, hvor hun blandt andet sørger for at tage billeder og kommunikere om organisationens mange forskellige opgaver. En af de opgaver, MAF også har påtaget sig, har været at få transporteret 375.000 portioner vacciner rundt på øen, der har været ramt af en mæslingeepidemi med over 100.000 smittede. Mæslingevacciner skal holdes kolde, så de er pakket i flamingokasser og kan på den måde holde en tilpas kølig temperatur op til fire dage. Det betyder, at vaccinerne skal flyves af Kenneth og hans kollegaer for at nå frem i tide til øens mest isolerede landsbyer.

sig store, hurtigere end Cessna 182 kan flyve, kan det være, turen må opgives. En af Kenneths hidtil sværeste flyvninger resulterede i en sikkerhedslanding på en lille ø, hvor han og hans passagerer efterfølgende var strandet i en hel uge. – Vi blev fanget af rigtig dårligt vejr. Jeg kæmpede mod skyerne, men vi kunne simpelthen ikke komme igennem den front, der havde fanget os, fortæller Kenneth om den dramatiske tur. Han var så småt ved at løbe tør for brændstof og var nødt til at lande på den nærmeste ø – selvom han godt vidste, der ikke var brændstof på øen: – Mens jeg fløj, havde jeg hele tiden øen i sigte. Den var min eneste udvej i uvejret, så jeg måtte bare ikke miste den af syne. Landingen gik fint, og jeg fik med det samme ringet hjem og sagt: Hvad gør vi? Vi mangler brændstof. Det dårlige vejr gjorde, at der gik en hel uge, før det var muligt at få sejlet brændstof til øen, og flyet atter kunne komme på vingerne.

Pilotjobbets store udfordringer

Pilotjobbet giver Kenneth masser af professionelle udfordringer. I regntiden kan vejrforholdene tvinge ham til at flyve mellem skyerne, som var det en anden labyrint. Og hvis skyerne vokser

Infrastrukturen i Madagaskar er virkelig dårlig og mange steder ikke-eksisterende. Derfor er det en stor udfordring at nå til landsbyerne med bil. Det tager ofte mange dage, og i regntiden kan det være umuligt at komme frem.

Gud ville bruge os

Kenneth er begejstret for de udfordringer og afvekslende arbejdsdage, jobbet giver ham. For slet ikke at tale om den gode


udsigt han oftest har bag flyets styrepind. Men det ubetinget vigtigste er, at arbejdet giver mening. – Det er noget helt andet end fx at være charterpilot på Gran Canaria. Vi flyver ambulanceflyvninger, transporterer vacciner og gør arbejdet nemmere for præster og nødhjælpsarbejdere, og det er fantastisk at opleve, at Gud kan bruge os til det, siger Kenneth. Familien Vittrup Pedersen har nemlig ikke vendt op og ned på deres liv, bare fordi der skulle ske noget nyt. Formålet og motivationen bag handler om noget langt, langt større. Som kristne ser de det som deres opgave at fortælle andre det gode budskab om, at der er frelse ved tro på den kærlige Gud. Desuden har de begge tidligere rejst meget og har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der er mange i verden, der er langt dårligere stillet end danskerne. Behovet for hjælp er stort. Både Kenneth og Charlotte er overbevist om, at opgaven i Madagaskar er et kald fra Gud. – Det er ikke sådan, at vi har set et tydeligt tegn eller har hørt en høj røst, der sagde, det var det, vi skulle. Men vi tror på Gud, og vi tror, at alle kristne har fået et generelt kald til at fortælle andre om Jesus, og at Gud ønsker, vi skal gøre en forskel for vores medmennesker med de evner og talenter, vi nu engang har. Vi tror, Madagaskar er Guds mening med os lige nu, siger Charlotte. Et smertefuldt farvel

Selvom Kenneth og Charlotte hele tiden har kunnet se meningen med Madagaskar-opholdet, var det smertefuldt at skulle vinke farvel til venner og familie hjemme i Danmark, da de flyttede flere tusinde kilometer væk. På samme måde bliver det også svært at skulle sige farvel igen, når Danmarks-ferien om et par dage får ende, og familien igen skal flyve til Madagaskar. – Det er ikke rugbrød og flæskesteg, vi savner i Madagaskar. Det er alle relationerne. Det er møgsvært at skulle sige farvel til venner og familie, for der er rigtig meget at savne, og der er meget, vi går glip af på den front, siger Charlotte. Særligt for børnene. Det er dem, Charlotte og Kenneth har været mest bekymrede for. For hvordan ville de håndtere at skulle sige farvel til alle deres venner hjemme i Danmark og starte forfra i et fremmed land? De skulle lære fransk, som der bliver talt i Madagaskar, og starte i en ny og anderledes skole og børnehave. – Beslutningen om at flytte til Madagaskar er vores ansvar, og det har en enorm indflydelse på vores børns liv og trivsel. På

Jul i M a d ag askar Ch a rl o t t e o g Ke n n e t h h a r h o l dt d e r e s f ø r st e ju l i M a da g a sk a r. Ju l e t ræ e t va r a f p l a st ik , o g de t p e be rk a g e h u s, de h avde f o r sø g t at b ag e , f a l dt h u r t ig t s a mme n i de n h ø je f u g t i g h e d o g de 3 0 g ra de r s va rme . B ø rn e n e l ær t e f ra n ske ju l e s a n g e i s ko l e n , o g de rh je mme s å de da n sk ju l e k al e n d e r, me n u n de r e t e n ke l t a f sn it k u n n e st r ø mme n g å o p t il t r e g a n g e . M e n u e n ju l e a f t e n va r g ril l e t mør b rad o g s a l a t. Fo r n å r ma n g ril l e r, e r m an i k ke s å a f h æn g ig a f st r ø m t il ovn e n . Ju l e a f t e n – midt i ” Et ba rn e r f ø d t i B e t l e h e m” – ba n ke de f a mil ie n s c an ad i s ke n a bo p å dø r e n . En k a mæl e o n s æ g var ve d a t k l æk ke , o g de t sk u l l e bø rn e ne d a i k ke g å g l ip a f, s å de st yr t e de ove r t i l n ab o e n f o r a t h il se p å små , nye k a mæl e o n u n g e r, o g ju l e s a l me rn e må t t e ve n t e . – Vi e r ik ke s å t ra dit io n sbu n dn e , s å v i syn t e s f a k t isk ba r e , de t va r ra r t at f e j r e ju l p å e n l idt me r e e n ke l må de . O g s å e r de r a l t s å o g s å n o g e t ch a rme r e n d e ove r a t k u n n e sidde o g g ril l e i so l o g var m e i h ave n , sig e r Ch a rl o t t e .

2019

— 49


sammen med børnene, efter de flyttede til Madagaskar. Digitale fristelser som tablet, computer og mobiltelefon fylder heller ikke nær så meget i hverdagen, hvor børnene bruger mere tid på at lege udenfor med hinanden og deres venner. Danmark kan næsten være for tryg

Når MAF flyver et lægehold til en landsby, er der lang kø for at komme til lægen. Der kan gå flere måneder før, der er en læge til stede igen.

børnenes første skoledag var jeg grædefærdig: De kunne ikke et ord fransk, og alt var så nyt for dem. Men de har heldigvis fået et rigtig godt børneliv her. Det kan godt være, vi ikke kan komme i Fårup Sommerland, men til gengæld er her 25 grader, og børnene kan lege ude året rundt, siger Charlotte og tilføjer, at børnene går i en god skole, hvor de har fået mange nye venner, og at de har været hurtige til at lære de franske gloser. Charlotte håber, at børnenes barndom kan komme til at gå lidt langsommere og vare lidt længere, end den ville i travle Danmark. For både Kenneth og Charlotte har fået mere tid

50 —

2019

Familien Vittrup Pedersen har i første omgang en fire-årig kontrakt med MAF, så der går mindst et par år endnu, før de vender tilbage til Danmark. Men når den dag engang kommer, venter der endnu en udfordring for børnene. Til den tid skal de på ny vænne sig til en ny skole og nye venner. – Vi kommer nok til at føle os som fremmede i eget land i starten, når vi flytter tilbage til Danmark. Børnene vil ikke kunne dansk på samme niveau som deres klassekammerater, de vil ikke vide, hvem der senest vandt MGP, og meget vil – endnu engang – være nyt for dem, siger Kenneth. Alligevel tror Charlotte og Kenneth, at Madagaskar-opholdet alt i alt kommer til at være et stort plus på børnenes konto. – På nogle måder kan Danmark næsten være for tryg. Jeg tror, denne oplevelse kommer til at ruste vores børn godt til fremtiden. De kommer til at opleve, at de kan klare svære udfordringer og lære nyt. De får et nyt sprog med i bagagen, lærer en ny kultur at kende og får forhåbentlig en mere nuanceret verdensforståelse, siger Charlotte. På trods af de omkostninger, som det at flytte til Madagaskar har haft – og måske får i fremtiden, fortryder Charlotte og Kenneth intet. – Vi er så glade for livet her i Madagaskar. Det er meningsfyldt, og vi lever på mange måder et mere enkelt og roligt familieliv. Hvis vi skulle lave noget om, er det absolut eneste, at vi skulle have rejst af sted noget før, siger Charlotte.

Både Kenneth og Charlotte har rejst meget i deres liv og har før set, hvordan mange mennesker er stillet meget dårligere end danskere. De føler, at deres tro på Gud kalder dem til at gøre en forskel for deres medmennesker.


I NDHOLD s. 3

s. 4

SK AL D U I KI R KE JU L E AF TE N ? Redaktionelt

s. 4

BØ G ER

ANNONCE

– MED KANT

JU L E NS H JE RTE R Tre bud på julepynt, du selv kan lave

s. 8

s. 14

DET BEDSTE, VI KAN GØRE FOR VORES BØRN, ER AT ELSKE HINANDEN Et PREP-kursus styrker parforholdet

s. 14

NOA MOD AL L E ODDS Er livet som handicappet værdifuldt?

s. 22

s. 26

MAN K AN GÅ L ANGT PÅ E T E N KE LT ORD Gå-meditation i “Guds store katedral”

s. 34

L ÆNGSE L , TR ØST OG G L I MT AF E N STØR R E VI R KE L IG H E D Refleksioner til hver dag i julen

s. 40

En ny retning for debatten om køn og seksualitet

PÅVIRK ME D RESPE KT Af Carsten Hjorth Pedersen

Af Jacob Munk

I L IVE TS OVE R GANG E RÆKKE R G U D OG M E N N ESKE R U D MOD H I NAN DE N Kirken tager hånd om livets store begivenheder

s. 26

E N L ANGT BE DRE VE J

1 5 B I B E L SKE U DTRYK

256 sider, 249,95 kr.

Spørgsmålene om køn og seksualitet er i konstant bevægelse. Mange oplever denne udvikling som et af vores tids store fremskridt, der har banet vejen for en mere fri og rummelig verden. I »En langt bedre vej« præsenterer Jacob Munk en anden vision for køn og seksualitet, som fastholder traditionelle værdier som kærlighed, ægteskab og de to køn uden af den grund at blive nostalgisk eller tilbageskuende.

176 sider, 149,95 kr.

Når vi har med andre mennesker at gøre, påvirker vi dem - og omvendt. Neutralitet er en umulighed. Men vi kan påvirke på både gode og dårlige måder. »En sober og gennemtænkt bog om påvirkningens nødvendighed og farer.« | Kristeligt Dagblad »Det er den vigtigste, bedste og mest velskrevne bog om emnet, der er udkommet på dansk – nogensinde.« | Impuls

Bibelen lever i danskernes hverdagssprog s. 45

I MADAGASK AR G IVE R VOR ES HVE R DAG M E N I NG Familie på fem sagde farvel til alt det kendte

s. 52

s. 45

DIG ITAL DE ME NS

MU SL I MER MØDER J ES U S

Manfred Spitzer

– Fortællinger om flugt og ny tro

VI K AN L IG E NÅ TOG E T, HVIS VI LØBER

Af Jørgen Hedager Nielsen

Om at vente sammen 392 sider, 299,95 kr.

© LogosMedia 12. udgave, 2019 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-815-5 Forsidefoto

Morten Friis, Fotonova

»Digital Demens« er en tankevækkende bog, som vil foran dre dit forhold til digitale medier. Den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer påviser bl.a., at brugen af digitale medier – særligt for børn – har en negativ konsekvens for udviklingen af hjernen og evnen til at interagere.

Redaktion

Rikke Holst Vigilius Amalie Puggaard Poulsen Astrid Reuss Rahbek Elna Borcher Brosbøl Holger Skovenborg Marie Schmidt Stig Østermark Andreasen

Design

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission.

Camilla Engrob

Udgiver

24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud.

Tryk

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: info@lohse.dk / Netbutik: www.lohse.dk

De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

Øko-Tryk

2 —

2019

»Spitzer leverer her en velunderbygget samfundsdiagnose: Lokummet brænder! Bør læses af alle med interesse for teknologiens påvirkning af hjernen.« Imran Rashid, speciallæge i almen medicin og forfatter til »SLUK«

224 sider, 199,95 kr.

I denne bog får du ni stærke beretninger fra muslimer, der de seneste år er konverteret til kristendommen og døbt i Danmark. Mellem interviewene deler en række danskere med tilknytning til flygtninge- og migrantarbejdet ud af deres oplevelser og erfaringer. »Man bliver ganske enkelt klogere af at læse denne bog, og så skriver han ganske flydende.« Kristeligt Dagblad

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk


2019

Vi kan lige nå toget, hvis vi løber

Et julemagasin | 2019

Tekst — JAKOB SVENDSEN,

STAND-UP KOMIKER

Rulleteksterne kører over det store biograflærred. Tegnefilmen er slut. En rigtig far/søn-tur i biografen. Far med overskud. Jeg kan roligt krydse denne dag af som succesfuld far-dag. Jeg har ikke engang lagt et “se, hvor til stede kvalitetstids far jeg er”-billede på de sociale medier. Vi går hen mod stationen for at tage toget hjem. Vi snakker om filmen og griner. Da vi er tæt på, ser jeg toget køre ind på perronen. Jeg sætter farten op og siger til min søn: “Hov, toget kommer der! Skal vi lige løbe, så vi kan nå det?” “Næh ...” Han holder fast i min hånd og fortsætter med at gå i samme tempo. “Jeg kan godt li’ at vente sammen med dig.” Mit spørgsmål var retorisk. Jeg var jo gået i gang med at løbe! Der bliver jeg konfronteret med det, som min søn finder værdifuldt ved far/søn-tid – netop det: Tid. Sammen. Meget af min tid bruger jeg på at nå så meget som muligt. Hvis jeg går, kan jeg nå lidt. Hvis jeg løber, kan jeg nå mere. Jo mere jeg skynder mig, jo flere ting kan jeg nå. Det er et krav til alle. Tid, hvor jeg ikke når noget, er spildt tid. Men der, på vej til stationen, bliver jeg mindet om, at ventetid ikke altid er lig spildtid. Ofte har jeg fokus på, hvad jeg skal nå hen til. Det næste jeg skal gøre. Jeg spørger også Gud, hvilke ting han gerne vil have, jeg gør. Hvad vil han gerne have, jeg når nu? Ofte tror jeg, hans svar er: “Jeg kan godt li’ at vente sammen med dig.” Han nyder at se alle de ting, jeg gør og opnår, men mest af alt vil han gerne bare være sammen med mig. Måske er det netop i ventetiden, vi oplever den ægte tid sammen med Gud. Måske er ventetiden der, hvor vi får overskud til at nå det næste. Jeg smiler, mens vi langsomt misser toget og går ned på perronen. På vej ned ad trappen tilføjer min søn endnu en sandhed: “Og med alle de popcorn, vi har spist, vil vi prutte helt vildt, hvis vi begynder at løbe.” Vi sætter os på en bænk og venter – lidt væk fra de andre passagerer.

”Det bedste, vi kan gøre for vores børn, er at elske hinanden” JULE NS HJE RTE R

Bibelen ånder liv i danskernes hverdagssprog

DE T E R I KKE SI KKE RT, AT JEG E R H E R OM TI ÅR . JEG VE D I KKE , HVAD G U DS P L AN FOR MIT LIV E R

Noa Bak-Pedersen Sprinter, spastiker og hjertetransplanteret


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.