__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

2018

Ups! Jeg kvalte dig!

Tekst — JAKOB SVENDSEN,

STAND-UP KOMIKER

“Far, kan du huske, da du kom til at kvæle mig med et reb?” Jeg er ved at hente min søn i børnehaven. Jeg vil gerne være den far, der henter sit barn i godt humør. Som har overskud og god tid. Kvalitetstid. Og ja, det kan jeg godt huske. I går legede vi en cowboy-leg, hvor jeg kastede en lasso om ham. Da han prøvede at slippe væk, ramte lassoen hans hals. “Nå, der var jeg lige ved at kvæle den kalv, jeg skulle fange” – og så grinede vi. I dag er der ikke just grin. Til gengæld giver sætningen masser af opmærksomhed, både fra andre forældre og pædagogerne. Og så rammer den mig. Usikkerheden. Følelsen af ikke at slå til. Nu gennemskuer de, at jeg ikke er ansvarlig nok til at være forælder. Den følelse rammer mig ofte. Når jeg er far. Når jeg står på scenen. Når jeg passer mit arbejde. Følelsen af at mangle tillid til mig selv. Selvtillid. Er jeg overhovedet god nok? Der er pres fra andre, fra mig selv, fra samfundet. Barren skal hele tiden sættes højere. Hvad nu hvis folk opdager, at jeg ikke er god nok? Hvad nu hvis jeg bliver gennemskuet? Hvis nu folk ser mig, som jeg virkelig er. Vil de så være sammen med mig? Eller vil de forlade mig? Men jeg er gennemskuet

Gud har set mig og har gennemskuet mig. Han kender mig fuldt ud. Al min utilstrækkelighed. Alle mine fejl. Gud har set det hele, og han er ikke skræmt væk. Han forlader mig ikke, selvom han har set det hele. Så bliver det at være gennemskuet pludselig det mest trygge, jeg kan være. Nu kan jeg sætte min tillid til noget større end mig selv. Gudtillid. Tilbage i børnehaven prøver jeg at undslippe min egen følelse af utilstrækkelighed ved at sige: “Nah, det er vist ikke helt rigtigt”. “Jojo, i går. I stuen, far.” Han har ikke tænkt sig at lade mig slippe. Som om det skulle gøre noget bedre, hører jeg mig selv sige: “Det var jo ikke et reb, det var et sjippetov.”

Et julemagasin | 2018

Papmor bygger håb af brugte kasser STÅ AF RÆSE T

Præsten der blev troende

GUD ER KOMMET HELT TÆT PÅ OS S OM JES US -BAR NET I KRYB B EN. DET HAR HAN VÆR ET HELE TIDEN – JEG HAR BAR E FØRST FÅET ØJE PÅ DET NU

Dina Al-Erhayem Skuespiller og tv-vært

24_12_2018_omslag.indd 1

24/09/2018 11.56


INDHOLD s. 3

s. 8

JEG G L ÆDE R M IG I DE N N E TI D Redaktionelt

s. 4

M EG E T M E R E JU L Løst og fast om julen

s. 8

LIVET BEGYNDER OG ENDER I DERES HÅND Jordemoderen og bedemanden

s. 14 s. 10

STÅ AF RÆSE T Jonas fravælger sociale medier

s. 16

T V -VÆRTE N DI NA MØDTE G U D Skepsis blev erstattet med levende kristentro

s. 24

PAPMOR BYG G E R HÅB AF B R U GTE PAPK ASSE R Kreative workshops giver flygtningebørn et fristed

s. 30

PÅ R U N DTU R I KI R KE ÅR E T

3

Har du tjek på helligdagene? s. 36

P RÆSTE N DE R B L E V TR OE N DE Interview med Frederik Berggren Smidt

s. 26

s. 42

LYS/ MØR KE Refleksioner til hver dag i julen

s. 48

TR E ( MÅSKE ) U NY T TIG E OG KR E ATIVE ØVE L SE R

TAG PÅ FOTOSAFARI Det kræver nærvær og øvelse at kunne se – altså rigtigt at se. Se sammenhænge, se skønheden, opdage de særlige ting, som er svære at se, når hverdagene flyver af sted. Og her er tiden mellem jul og nytår perfekt.

Sådan kan du følge Dronning Margrethes råd s. 52

Om at være gennemskuet

s. 40

© LogosMedia 11. udgave, 2018 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-808-7 Forsidefoto

Morten Friis, Fotonova Design

U PS! JEG K VALTE DIG

Camilla Engrob Tryk

Øko-Tryk

2 —

24_12_2018_omslag.indd 2

Gå på jagt efter fire billeder der … — indeholder farven rød — har et rundt element i midten — beskriver det samme begreb – sorg, skønhed, ro — er taget af nogle særlige detaljer på en særlig smuk dag

Redaktion

Rikke Holst Vigilius Amalie Puggaard Poulsen Astrid Reuss Rahbek Elna Borcher Brosbøl Holger Skovenborg Kasper Bruun Vindum Brandt Marie Schmidt Stig Østermark Andreasen

Du kan tage på fotosafari alene, sammen med familien eller med en god ven.

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission.

Udgiver

24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud.

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: info@lohse.dk / Netbutik: www.lohse.dk

De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

Når du har været af sted, kan du enten printe billederne ud og hænge dem op ved siden af hinanden. Eller du kan lave en digital collage via fx. Instagram, og dele den med dine venner. Måske det vil inspirere dem til at se verden fra en anden vinkel.

2018

24/09/2018 11.56


”J EG GL ÆDE R M IG I DE NNE TI D ! ” RIKKE HOLST VIGILIUS —

Redaktør

Hvad glæder du dig allermest til, når juleferien begynder? En af mine top 5’ere er tid. Tid til at drikke morgenkaffe i lang tid over aviserne, tid til at være sammen med familien, tid til at få styr på alt det derhjemme, jeg ikke lige når til daglig, tid til at gå og løbe ture, tid til at læse en bog til ende over få dage, tid til at reflektere lidt dybere over julens budskab, og hvor jeg er i livet nu. Når du læser dig igennem årets udgave af 24:12, vil du måske ligesom jeg opleve, at det med tid i al sin mangfoldige betydning går som en rød tråd igennem magasinet. Tag nu fx artiklen med jordemoderen og bedemanden, der kommer tæt på mennesker lige der, hvor tiden starter eller slutter. De absolut skelsættende tidspunkter i livet. Eller historien om den arabiske ateist Dina Al-Erhayem, der fik fejet benene væk under sig, da Gud i sin tid helt uventet viste sig for hende og skabte troen i hende. Eller kvinden, der fandt ud af, at det var tid til at skifte spor i livet og udskifte job og et almindeligt hverdagsliv med at bringe håb til flygtningebørn i form af kreative papkasse-workshops. Eller den nyuddannede præst, der i mødet med mennesker i hans menighed i deres livs mest udfordrende tider oplevede, at hans

syn på Gud og troen totalt ændrede sig. Det blev starten på en ny tid og en helt ny måde at være præst på. Her i julen vil jeg ”stå af ræset”. Komme ned i gear. Få tid. ”Stå af ræset” er også titlen på et minitema her i magasinet. Under læsningen blev jeg faktisk ramt af en pointe om ikke at lade min identitet være bundet op på det, jeg gør, men på den, jeg er. For hvad er det egentlig, jeg har så travlt med, når jeg går op i at udføre mit arbejde til UG med kryds og slange – og i øvrigt prøver at have styr på alt det andet, så ingen kan sætte en finger på noget? Skal jeg være helt ærlig, handler det meget om imagepleje og min identitet. Behov for bekræftelse og anerkendelse. I stedet for at sænke skuldrene og finde hvile i at jeg først og fremmest er elsket af Gud og mine nærmeste for den, jeg er. Kunne jeg blive bedre til at finde mere ro i det, ville jeg højst sandsynligt blive en mindre hektisk udgave af mig selv. Jeg glæder mig i denne tid – til tid! Håber også, at du her i juledagene vil finde tid til at læse 24:12 og blive inspireret og udfordret. Rigtig god læsetid! 2018

24_12_2018.indd 3

— 3

24/09/2018 13.25


MEGE T MERE JUL

Ingen er nogensinde blevet fattig af at give Anne Frank

J U L E NS SMÅK AG E R I dag er småkager en næsten uundværlig del af julen. Især de "traditionelle" former som klejner, pebernødder, brunkager og jødekager. De fleste småkager er imidlertid temmelig unge i den danske jul. Først i sidste halvdel af 1800-årene bliver komfurer almindelige, og med dem muligheden for at bage plade efter plade af småkager. Klejnen er dog alderspræsidenten blandt julesmåkagerne - netop fordi den skal koges i fedt og dermed kunne laves i komfurløse husholdninger. Klejnen, hvis navn kommer af det tyske "kleinet" (dvs. klein, lille), har været kendt siden middelalderen. Næstældst er pebernødderne, der går tilbage til 15-1600-årene og i øvrigt tidligere fremstilledes uden hjortetaksalt, hvilket gjorde dem næsten lige så hårde som "rigtige" nødder. Kilde: historie-online.dk

24_12_2018.indd 4

24/09/2018 13.25


J ULE N I P R O CE NTE R

0%

synes, at gaverne er det vigtigste juleaften

24 %

får ikke brændt kalenderlyset ned

42 %

laver selv julepynt

40 %

synes, at brunkagen er den bedste julesmåkage

12 %

foretrækker at spise kalkun juleaften

GAVE N ER GENBRUG “Den enes skrald, den andens guld,” siger man. Og det kan meget vel være sandheden om din næste julegave, for det bliver mere og mere almindeligt at købe julegaver i genbrugsbutikker. For nogle får det et stramt budget til at strække længere, for andre handler det om at finde unikke ting eller at købe en gave, som er mere bæredygtig. Samtidig støtter du ofte et godt formål, når du handler i en genbrugsbutik. Det gælder blandt andet i LUMI Genbrug og IM Genbrug, hvor overskuddet for eksempel går til integration af nydanskere og internationalt hjælpearbejde.

Kilde: Bo Bedre læserundersøgelse, 2017 2018

24_12_2018.indd 5

— 5

24/09/2018 13.25


1 8.1 5 0 KI LOM E TE R GAVE PAP I R Vidste du, at vi danskere bruger mere end 18.000 kilometer gavepapir i løbet af julen? Hvis man rullede det ud, kunne det nå en halv gang rundt om jorden!

Det er i sig selv en overvældende ting, at der er en kraft af kærlighed og mening bag alt i universet, hvis man tror på det. Men den tanke, at den kærlighed og mening vælger at fremstille sig selv som en baby født i skidt og møg og yderste fattigdom er genial... og får mig på knæ, bogstavelig talt. Bono, forsanger i U2

Kilde: Junkbusters.dk

PAK OP O G SM I D UD Halvdelen af alt legetøj, der gives til børn, går i stykker inden tre måneder og ender på lossepladsen. Kilde: Junkbusters.dk

JU L E N E R DAN KORTE TS FEST Danskerne brugte 31,6 milliard kroner på dankort i julen 2017. Det var 1,168 milliard mere end i 2016. 22. december blev den travleste dag i perioden og den største julehandelsdag nogensinde med sine 1,966 milliarder. Kilde: Nets

24_12_2018.indd 6

24/09/2018 13.25


BØGER

AN NONC E

– DE R SÆTTER SIG SPOR Manfred Spitzer

DIG ITAL DE M E NS

Lars Irgens Petersen & Thomas Bjerg Mikkelsen

ALLE VIL JO BAR E ELSKES En livstidsfanges historie og en vens tanker

392 sider, 299,95 kr.

280 sider, 199,95 kr.

»Digital Demens« er en tankevækkende bog, som vil forandre dit forhold til digitale medier. Den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer påviser bl.a., at brugen af digitale medier – særligt for børn – har en negativ konsekvens for udviklingen af hjernen og evnen til at interagere.

I 2003 deltager Lars Irgens Petersen i en smugleraktion, hvor 13 tons hash sejles til Danmark. I forbindelse med smugleraktionen begår han et nøje planlagt og kynisk drab. I bogen fortæller han sin livshistorie suppleret med 13 essays skrevet af vennen Thomas Bjerg Mikkelsen.

»Spitzer leverer her en velunderbygget samfundsdiagnose: Lokummet brænder! Bør læses af alle med interesse for teknologiens påvirkning af hjernen.« Imran Rashid, speciallæge i almen medicin og forfatter til »SLUK«

»De runder deres breve af med at skrive: »Kærlig hilsen din ven« og mærker, at der er noget håbefuldt i løftet om venskab. Brevene vidner om de temaer, som også præger deres samtaler: Skam, skyld, nåde, fortrydelse, tilgivelse og håb.« Fra interview med forfatterne i Kristeligt Dagblad

K ÆRLIGHEDENS 5 SPROG Gary Chapman

»Kærlighedens 5 sprog« har solgt mere end 30.000 eksemplarer i Danmark og har hjulpet flere tusind par til et stærkere parforhold.

BØRNE NES B IB E L BO G Anne de Vries

186 sider, 249,95 kr.

SK ABER TANKER – TANKER SK ABER Helle Viftrup Kristensen 64 sider, 99,95 kr.

Udfordrer læseren til at rive, flå, tegne og fortælle sin egen historie med Gud ud fra bestemte emner som bekymringer, glæder, rod, taknemmelighed og hvile.

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

24_12_2018.indd 7

288 sider, 149,95 kr.

Børnenes Bibelbog udkom første gang i 1960 og er trykt i mere end 145.000 eksemplarer. Gennem tiden har den været til stor glæde for mange dåbsbørn og deres forældre.

lohse.dk

24/09/2018 13.25


Tekst — ASTRID REUSS RAHBEK Foto — HEIDI SOPPELAND

LIVET BEGYNDER OG JORDEMODER

Ida Rom Secher Jordemoder på Esbjerg Sygehus – på fødegangen, barselsklinikken og som leder af en sorggruppe for forældre, der har mistet under graviditeten. Gift med Mathias, mor til to børn på otte og seks år. 37 år og bor i Bramming.

Hvorfor valgte du at blive jordemoder?

Da jeg begyndte at overveje uddannelse og karriere, lød det med at være jordemoder ret eksotisk. Senere blev det et meget bevidst valg for mig at søge ind på jordemoderstudiet. Det tiltalte mig, at man som jordemoder primært arbejder med forebyggelse gennem god rådgivning af gravide og nybagte forældre. Hvordan oplever du menneskers glæde i dit arbejde?

Jeg oplever jo glæde hos forældre næsten hver gang, når et sundt og raskt barn bliver født. Men det bliver ekstra stort, når jeg kan mærke, at der er meget på spil for forældrene. Hvis de før har mistet, eller kvinden har overvundet sin angst for at føde. Deres stolthed og glæde berører mig. Så kan jeg godt fælde en tåre, når barnet endelig er her. Fordi det er en stor forløsning for forældrene. Hvilken sorg bærer de forældre, der har mistet under graviditeten?

I sorggruppen møder jeg både forældre, hvor barnet er dødt inde i livmoderen, og forældre, der har valgt en abort på grund af mistanke om hjertefejl eller misdannelse hos fostret. Alle forældrene har en stor sorg til fælles. Sorgen over at have mistet drømmen om det raske barn. De har alle oplevet det uvilkårlige onde i verden ved at et barn kan dø, inden det når at leve. Nogle forældre i sorggruppen kan tvivle på, om de tog det rigtige valg om en abort. Det er nemlig uhyre svært at forudsige, om et barn bliver handicappet eller raskt. Den sorg er ekstrem kompleks – for ingen kan spole tiden tilbage og tage et andet valg. Hvilken fødselsoplevelse har gjort et stort indtryk på dig?

Jeg husker særligt en familie fra Mellemøsten, som desværre skulle igennem en dødfødsel. Jeg skulle hjælpe dem gennem hele fødslen af det døde barn, og fødestuen var som en banegård – der var hele tiden mennesker – bedsteforældre, onkler og tanker, der fistrede ind og ud. Og jeg kan huske, at da den lille døde dreng kom ud, begyndte jeg at græde. Han var død, fordi der var kommet en knude på navlestrengen, og derfor var tilførslen af blod og næring stoppet. Dér slog uretfærdigheden mig virkelig. Sammen med forældrenes to sønner på fem og syv år målte og vejede jeg den døde dreng. Det var så naturligt og reelt, at hele familien var sammen i det, der gjorde ondt.

24_12_2018.indd 8

24/09/2018 13.25


ENDER I DERES HÅND BEDEMAND

Hans Bech Pedersen Hvorfor valgte du at blive bedemand?

Jeg havde været købmand i en supermarkedskæde i en række år, men jeg begyndte så småt at drømme om at være selvstændig. Jeg købte 10 kister og en rustvogn og satte en annonce i avisen. Så var forretningen i gang. Der findes ingen uddannelse til bedemand, hvilket egentlig er ret mærkeligt. Som bedemand står man som en central person i en situation, hvor mennesker er meget sårbare. Det ser jeg som et stort ansvar.

Har haft begravelsesforretning i 12 år. Oprindeligt udlært købmand. Gift med Rikke og har fire børn i alderen 12 til 22 år. 49 år og bor i Videbæk.

Hvordan møder du menneskers sorg i dit arbejde?

Jeg er typisk det første menneske uden for familien og vennekredsen, som man møder efter dødsfaldet. Der er mange valg, der skal træffes: dødsannonce, blomster, kiste, mindesamvær og kontakt til præsten. Nogle er meget praktiske, når jeg snakker med dem, mens andre også har brug for at tale om deres sorg, og hvordan de husker deres mor, far, bror eller datter. Det vigtigste, jeg har lært gennem mine år som bedemand, er, at sorg aldrig er ens. Man kan virkelig ikke generalisere, når det drejer sig om andre menneskers tab. Og den enkeltes sorg skal der gives plads til. Hvornår oplever du en begravelse eller bisættelse som god?

For mig er en god afsked, når familien har haft en begravelse eller bisættelse, som de havde forventet. Mange udtrykker en form for lettelse, når selve handlingen i kirken er overstået. Nogle kan også finde på at sige, at det var en god dag. Jeg oplever, at pårørende har en særlig fred, når de undervejs i forløbet kan sige, at den, de har mistet, “nåede sine mål og nu er kommet hjem.” Er der en begravelse, som særligt har ramt dig følelsesmæssigt?

For et par år siden arrangerede jeg en begravelse for en 45-årig familiefar, der var død i en arbejdsulykke. Han havde fire børn i alderen 6 til 15 år. Det var forfærdeligt. Ganske enkelt tragisk. Jeg tror især, at hans død rørte mig, fordi jeg selv er familiefar med kone og børn. Generelt har mit arbejde som bedemand gjort mig bevidst om, at det ikke er en selvfølge, at man lever, til man er 80 år. En dag vil mit liv også være slut. Jeg tror, at den bevidsthed har gjort mig mere nærværende over for nuet. Til den 45-åriges fars begravelse kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Som bedemand må man gerne vise, at man også kan være sårbar.

24_12_2018.indd 9

24/09/2018 13.25


STÅ AF RÆSE T For nogle kan et stort medieforbrug give anledning til stress, mens det for andre bliver en kilde til frustration over tidsspilde. Men hvad kan vi gøre ved det, når vi lever i en tid, hvor bevidstheden om at “være på” fylder mere og mere? Og kan den gamle bibel give gode råd om den slags? De næste tre artikler sætter fokus på medieforbrug og alt det, der følger med.

10 —

24_12_2018.indd 10

Tekst —

KASPER BRUUN VINDUM BRANDT

Foto — KASPER BRUUN VINDUM BRANDT | CAMILLA ENGROB

2018

24/09/2018 13.25


JONAS FRAVÆLGER SO CIALE MEDIER: FASTE N E R B LEVET DE T TIDSPUNKT PÅ ÅR E T, HVOR J EG FØL E R MIG TÆTTEST PÅ GUD I 40 dage op til påske fravælger 22-årige Jonas Mathiesen bevidst de sociale medier i de perioder af døgnet, hvor de ellers fylder mest. For ham giver det overskud og tid til fordybelse.

– Jeg synes faktisk, det giver et eller andet at ofre noget, som man ikke har brug for. Og så i stedet for gøre noget andet – og tilføje noget andet. Jonas trykker stemplet forsigtigt ned og hælder dampende varm kaffe i kopperne, mens han fortæller. Udenfor er det frostklart, og sneen dækker igen både stilladser, cigaretskodder og cykelstativer i baggården på Vesterbro. Påsken nærmer sig med hastige skridt, men vintervejret vidner langt fra om forårets komme, selvom kalenderen siger marts måned. Det milde vejr synes fjernt – og det samme kan tanken om at faste. Ud med telefonen og ind med Gud

I den kristne kirke har fasten fra oldtiden betydet, at man afholdt sig fra fast føde. I dag er fastebegrebet langt bredere og handler grundlæggende om at give afkald på et gode for at sætte større fokus på bøn og tid med Gud. Fasten op til påske varer i alt 40 dage fra askeonsdag, som er onsdagen efter fastelavnssøndag, og frem til påskedag. I de 40 dage faster Jonas. Ikke fra hverken mad eller drikke, men fra det, der tager alt for meget unødvendig tid i hans hverdag. – Jeg har lavet det princip, at fra jeg har børstet tænder om aftenen, må jeg ikke røre min telefon. Og så må jeg først kigge på den, efter jeg har børstet tænder igen om morgenen. Det er nemlig, når han ligger i sengen, at telefonen bliver altopslugende. Timerne går, men Jonas kan sjældent gøre rede for, hvad de er gået med, når han har telefonen i hånden. – I stedet forsøger jeg at tilføje en tid, hvor der ikke hele tiden er flimmer eller støj fra telefonen med Facebook og alle de andre 2018

24_12_2018.indd 11

— 11

24/09/2018 13.25


sociale medier. Jeg prøver at tilføje Gud. Det kan være gennem at læse i Bibelen eller gennem bøn. Jeg har også en lille andagtsbog, som jeg læser i, fortæller han.

fra skærmen og den digitale kommunikation med omverdenen hverken det første eller sidste, Jonas bruger sin dag på. Faste giver frirum til alenetid med Gud

Overspringshandlinger sniger sig let ind

Efter et sabbatår, hvor særligt musik og volleyball har fyldt i dagligdagen, er Jonas Mathiesen nu startet på Københavns Universitet, hvor han læser idræt. Siden han startede på universitetet i september 2017, har hverdagen været fyldt med både studiet og tidskrævende fritidsaktiviteter. Oveni det arbejder han omkring 10 timer om ugen i Betlehemskirken på Nørrebro i København, hvor han er ansat som junior- og teenmedarbejder. – Normalt står jeg op omkring klokken 8 eller 9 om morgenen. Så spiser jeg noget mad og tager ud på studiet, hvor vi for tiden dyrker en masse sport. Når jeg er færdig med det, går jeg i gang med at læse. Bagefter tager jeg hen til kirken og laver noget kirkearbejde. Så holder jeg fri om aftenen, hvor jeg enten tager til volleyball eller spiller i orkester, hvis ikke jeg ses med mine venner, siger Jonas. Men selvom dagene som regel er tætpakkede, er der nærmest altid tid til overspringshandlinger – og det er nogle af dem, Jonas vil til livs, når han faster. I erkendelse af at, at han har brug for sin telefon i løbet af dagen, har Jonas valgt, at fasten skal ligge i den periode, hvor han normalt ville spilde mest tid i lyset fra den lille skærm. – Jeg har været så træt af, at hver gang jeg lægger mig om aftenen, så scroller jeg bare igennem alt muligt på telefonen. På Snapchat eller Facebook, eller hvad det nu kan være. Og jeg bruger egentlig bare tiden på ingenting, synes jeg. Og så er det også det første, jeg gør om morgenen, siger Jonas, der prøver at gøre det nemt for sig selv at faste i stedet for igen og igen at stille sig selv i situationer, hvor han kan blive fristet. Derfor ligger telefonen ikke længere på natbordet ved siden af sengen. I stedet er den blevet forvist til skrivebordet, så han skal stå op af sengen for at få fat i den. På den måde bliver lyset

Hans mål med fasten er at luge ud i hverdagens ligegyldigheder med digital støj for i stedet at bruge spildtiden på at opbygge sit liv med Gud gennem bøn og andagt. – Jeg har haft en tendens til, at det der med Gud, det er noget, jeg gør sammen med andre. Men nu er fasten faktisk blevet det tidspunkt på året, hvor jeg føler, jeg kommer tættest på Gud. Og det er nok, fordi jeg søger ham alene, fortæller Jonas. Han kigger ud i vinterkulden, mens han holder om den varme kaffekop. Kontrasten er slående – og meget dækkende for de tanker, mange kan have om fasten anno 2018. For hvorfor har det moderne menneske overhovedet brug for at faste – og endda fra noget af den teknologi, der langt hen ad vejen er skabt for at gøre livet nemmere? For Jonas er svaret, at telefonen, som hjælper ham med en masse gøremål i det daglige, også kommer til at tage unødvendig tid. Tid, som kan bruges bedre og mere fornuftigt. – Jeg synes, telefonen tager noget fra mig på en eller anden måde. Helt overordnet er det min tid, den tager fra mig. Der er noget andet, jeg ikke kan nå på grund af min telefon, siger han og uddyber, at de sociale medier kan være med til, at man stræber efter de samfundsidealer, som er oppe i tiden. – I de sociale medier hersker der en forestilling om, hvordan man kan være en del af samfundet, hvem man skal være som person, hvordan man skal se ud og så videre. Mange glemmer, at Gud elsker én uanset hvad. Jeg tror, de sociale medier kan flytte én fra det billede, man skal have af sig selv. Og det billede som Gud har af én. Selvom Jonas’ faste reelt kun er få timer i døgnet, er han overbevist om, at det har en betydning. – Jeg synes, fasten kan noget. Men man skal tænke over, hvad man faster fra, og hvad man kan fylde ind i stedet for. Derfor var det vigtigt for mig, at det var noget, jeg personligt havde udfordringer med, og som stjal min tid, siger han og fortæller, at han nu overvejer, om han i fremtiden kan skabe et bestemt tidsrum i sin dag, hvor han kan tjekke sociale medier og følge med i vennernes gøren og laden. Gøre ordningen mere permanent og struktureret med andre ord. Faste kan være for alle

På natbordet ligger en bibel og en andagtsbog. Begge vidner om den tro, Jonas har, og de ting, han vil have til at fylde mere i hverdagen – også når fasten slutter. Men selvom fasten op til påske er en kristen begivenhed, som Jonas ønsker at tage del i, mener han også, at fasten kan være for alle – med eller uden religiøs overbevisning. – Når mine studiekammerater spørger ind til, at jeg faster, så tror jeg, de er meget sådan ‘nå, det er noget med Gud, og så må du ikke spise mad’. Men jeg fortæller dem, at det ikke er mad, jeg fjerner. Jeg fjerner noget for at sætte noget andet ind, som jeg bedre kan lide, siger Jonas og tilføjer: – Og det kan du også gøre, selvom du ikke er troende. Bare for at få noget ro på i din hverdag. 12 —

24_12_2018.indd 12

2018

24/09/2018 13.25


STR ESS-SYM PTOM E R IFØLG E C H R ISTIAN BÆK :

PSYKOLOG: VORES KULTUR HYLDER MULTITASKING – MEN DET STRESSER OS Moderne teknologi og sociale medier kan være medvirkende årsager til, at flere og flere føler sig stressede, siger psykolog. Et af hans råd lyder, at man skal blive bedre til at fokusere på én ting ad gangen Danskerne er stressede som aldrig før. Ifølge en livsstilsundersøgelse fra Danmarks Statistik er hver tiende dansker stresset på daglig basis, mens næsten hver tredje er stresset ugentligt. Men selvom flere og flere oplever stress tæt inde på livet, reagerer alt for mange alt for sent på de symptomer, som kendetegner stress, ligesom vores opfattelse af, hvad stress er, kan være med til at skubbe symptomerne i baggrunden. Sådan lyder det fra Christian Bæk, der er klinisk psykolog og har arbejdet med stressramte gennem flere år. – Stress er ikke bare en oplevelse. Det er en kropslig virkelighed. Vi kan godt komme til at tale om det som en oplevelse eller noget følelsesorienteret, men i bund og grund er det fysiologi, siger Christian. For mange er stress en udefinerbar størrelse, og det er på mange måder sandt. Stress kommer nemlig forskelligt til udtryk

De første stress-symptomer: Mere mundvand Hjertebanken Øget svedproduktion Tørhed i munden Sommerfugle i maven Alle symptomer optræder umiddelbart uden nogen fysisk årsag De moderate stress-symptomer: Svært ved at falde i søvn* Svært ved at sove igennem* Uro i kroppen Bliver lettere irritabel Får lettere til tårer Bliver indesluttet og indelukket *skyldes for højt kortisolniveau, så kroppen ikke ‘falder ned’ om aftenen, og man vågner for tidligt. De alvorlige stress-symptomer: Uforklarlige smerter Eksem eller sygdom, som man i forvejen har, forværres Mindre social aktivitet Meget aggressiv Irritabel Mave-tarm problemer (OBS: Alle kan opleve stress-symptomer forskelligt – derfor er denne liste ikke en facitliste)

fra person til person, ligesom der er stor forskel på, hvor meget der skal til, før man bliver stresset. Selv i stressforskningen bruges der over 25 definitioner, fortæller psykologen, der dog peger på én mulig definition, som forskningen har til fælles. Stress er kroppens tilpasning til krav og trusler

– Grundlæggende handler stress om, at kroppen udsættes for en trussel eller en udfordring. Når udfordringen eller truslen skal overvindes, mobiliserer kroppen ekstra energi, så man kan klare det, man står over for, fortæller Christian og uddyber: – Det er lidt ligesom at træde på speederen i en bil, når man skal overhale. Normalt kører man af sted i en vis hastighed, men når man skal overhale, har man brug for lidt mere energi. Det sker i kroppen, når hjernen registrerer en trussel eller 2018

24_12_2018.indd 13

— 13

24/09/2018 13.25


FEM GODE RÅD FRA PSYKOLOGE N TIL DE M DER ØNSKE R ME R E NÆ RVÆ R O G FORDYB E LSE – O G GER N E VIL AFH JÆ LP E E T KONSTANT STR ESSNIVE AU : 1Vær eksplicit. Skab tydelige rammer, som er nemme at navigere indenfor. Vælg eksempelvis et sted, hvor telefonen skal ligge, når du kommer hjem. 2Gør det sammen med andre. Om det er din ægtefælle, kæreste eller en ven. Bare du har nogen, som kan støtte dig i det – så bliver det hele nemmere. 3Skab gode rutiner. Når du først er inde i rutinen, er det ikke svært at overholde. Men du skal kæmpe for at komme ind i en god rutine. 4Prioriter. Det er et af de vigtigste principper. En prioritering indebærer også et fravalg af noget. Sørg for at prioritere søvn og kost, og husk at slappe af – også mens du er vågen. 5Accepter, at du har en grænse. Vi er bare mennesker – og mennesker kan ikke det hele på én gang. Det er okay og godt at minde sig selv om.

14 —

24_12_2018.indd 14

en arbejdsopgave eller noget ekstra, den skal overkomme. Så mobiliserer den ekstra energi i form af stresshormoner. Det er ikke synligt, og det er fuldstændig naturligt. Men det er problematisk, hvis belastningerne for længe overskrider vores evne til tilpasning, og det kan gøre os syge. – Hvis man har ligget for lang tid med speederen i bund, og der hele tiden er kommet flere trusler eller arbejdsopgaver, end man kan klare, er man tvunget til at blive i overhalingsbanen. Men man har brug for at komme ned igen, og hvis man ikke gør det, går stress fra at være helt naturligt, til at man bruger mere energi, end man rent faktisk har. Og så begynder man at udvikle forskellige symptomer, indtil man har overbrugt sig selv så meget, at ens krop står af. Stress-symptomer er simpelthen reaktionerne fra vores system, der for længe har skullet overpræstere og er ved at bukke under, siger han. Symptomerne kan ignoreres, men regningen skal betales

– Som hovedregel siger man, at selvom man mærker disse fysiske symptomer, kan man sagtens fortsætte. Det er lidt som at få en SMS fra banken om, at man har brugt for mange penge. Man får kun en SMS, men i virkeligheden ved man godt, at hvis man kigger på det, så er der noget mere alvorligt fat. Man kan godt fortsætte med at bruge penge, og man får bare en ny SMS, men på et tidspunkt skal pengene betales tilbage, fortæller Christian. Med andre ord står symptomerne ikke altid mål med, hvor alvorlig situationen er. Selvom kroppen er god til at fortælle, at man ikke bør fortsætte, kan mange tvinge sig selv til mere. Men man vil nå et punkt, hvor kroppen ikke kan det længere, og så bliver man stressramt. Teknologi og sociale medier stjæler vores fordybelsesevne

Ifølge Christian Bæk er vores kultur og samfund medvirkende til, at mange bliver ramt af stress – og først opdager det for sent. Det skyldes blandt andet begreber om multitasking og tanken om hele tiden at være ‘på’ - for eksempel gennem sociale medier, som altid er på telefonen i lommen. – Vi har hele tiden gang i forskellige ting og lader os afbryde, hvis vi læser en bog eller ser en film, snakker i telefon eller andet. Det betyder, at vores evne til fordybelse er påviseligt dårligere i dag end den var tidligere. Men hvis vi anerkender, at vi lever i en digital tidsalder som moderne mennesker i en kultur, hvor multitasking er en realitet og et krav, der stilles til mange af os i det daglige. Kan vi så gøre noget i andre dele af vores liv? – Tidligere satte den teknologiske begrænsning nogle rammer for, hvor tit jeg kunne være i kontakt med andre, og hvor tit jeg kunne beskæftige mig med, hvad andre gør gennem billeder og sociale medier. Da havde man ikke brug for selv at sætte en ramme for det. Det har man brug for nu og meget mere bevidst og eksplicit. Hvor det tidligere gav sig selv, så er det nu vigtigt at lave en modbevægelse, som er eksplicit tydelig og aftalt om, at man for eksempel lægger telefonen væk, når man kommer hjem, og kun må tjekke den på et bestemt tidspunkt.

2018

24/09/2018 13.25


SIGER BIBELEN NOGET OM FOLKESYGDOMMEN STRESS OG ET USUNDT MEDIEFORBRUG? Ja!, lyder det korte svar ifølge Carsten Hjorth Pedersen. Han har skrevet talrige bøger om pædagogik, opdragelse og om at være menneske – alt sammen i et kristent perspektiv. Han har udvalgt to passager fra Bibelen, som han forklarer i det følgende. Det dobbelte kærlighedsbud flytter fokus fra ”mig, mig, mig”

"Mester, hvad er det største bud i loven?" Han sagde til ham: “‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne." Matthæusevangeliet 22, 36-40 – Jeg synes, der er stor visdom i det, der står her. Når jeg gør noget, gør jeg det ikke for min æres skyld. Jeg gør det for Gud. Det er ham, jeg tjener. Hvis man har et højere mål og et andet fokus, er det lettere at tænke mindre over andres holdning til en. – Buddet om at elske din næste som dig selv peger på, at jeg ikke lever for min egen selvrealisering. Jeg lever ikke for, at jeg kan optimere mig selv. I stedet må jeg hjælpe min kammerat, som har brug for hjælp. Jeg får lov til at fokusere på noget, som er uden for mig selv: min næstes ve og vel. Og netop det – at fokusere på noget, som er større end dig selv og samtidig din næste – kan være en stor hjælp til ikke at få stress, tror jeg. – Men balancen kan være svær. Det er så lavpraktisk, så hvis nogen ringer til dig og vil have dig til at gøre noget, må du

mærke efter, om det er det, du skal. For man kan ikke alting på én gang, og det er der, vi kommer til den næste bibeltekst. Hver ting til sin tid

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. Prædikerens Bog 3, 1-8 – Man kan ikke gøre alting hele tiden. Der er tider, hvor du skal gøre noget og tider, hvor du skal forsømme den samme ting. Du kan ikke altid indfri andres forventninger. Du kan lige så godt lære det; Du kommer ikke igennem livet uden at skuffe nogen. Bibelteksten siger noget om, at der ikke er tid til alting hele tiden, men at der er en tid til alting på forskellige tider. Kan man overføre det til en hverdagspraksis? – Ja, det mener jeg, man kan. Helt lavpraktisk kan det være noget om, at vi er i en tid, hvor mange af os har et utrolig stort medieforbrug. Der kan man måske sige, at der er en tid til medier, men der skal også være tid til at holde mediefri. Når Facebook bliver det, du lever for, og det, du ikke kan undvære, så er det blevet som en gud i dit liv. Og du bliver mindre stresset, hvis du tager kampen imod den afgud op.

2018

24_12_2018.indd 15

— 15

24/09/2018 13.25


Tv-værten Dina mødte Gud 24_12_2018.indd 16

24/09/2018 13.25


SKEPSIS BLE V ERSTATTET ME D LE VE NDE KRISTE NTRO, DA DANSK-IRAKISKE DINA AL-ERHAYE M – E N ARABISK ATE IST FRA GILLELEJE – GIK IND I EN KIRKE OG OPLE VE DE BØN OG NÆRVÆR Tekst — Karin Borup Ravnborg Foto — Morten Friis, Fotonova

24_12_2018.indd 17

24/09/2018 13.25


Det var mit livs største overraskelse – at der findes en kærlig Gud, der vil have fællesskab med mig. – Kom nu ud af trosbusken! Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget? Hvordan i alverden har jeg kunnet gå rundt i så mange år, uden at nogen har fortalt mig, at man kan have et personligt forhold til en levende Gud? Spørgsmålet bliver stillet med en kærlig selvironi, for den dansk-irakiske skuespiller Dina med det kulsorte hår og det arabisk-klingende efternavn, Al-Erhayem, er selv født og opvokset i Danmark. Alligevel undrer det hende, at vi danskere er så blufærdige, når det gælder vores tro. Den populære tv-vært, der blev kendt på DR1 i 2006 for sit opgør med hierarkier og sine ligefremme spørgsmål til kendte gæster i talkshowet ”Dinas Dates”, er vokset op med en stærkt kritisk holdning til alt, hvad der har med kirke og tro at gøre. Men som 30-årig blev hun inviteret med til et kristendomskur18 —

24_12_2018.indd 18

sus i en kirke, og mødet med en levende kristentro forandrede hendes liv helt konkret. – Det var mit livs største overraskelse – at der findes en kærlig Gud, der vil have fællesskab med mig, siger hun ærligt og oprigtigt. Siden troen kom ind i hendes liv, har hun lavet adskillige tv-programmer om kristne værdier og holdninger, og det seneste års tid har hun været rundt i kirker og foreninger og holde foredrag. Her fortæller hun med stor indlevelse om sit liv på vejen fra ateist til kristen. Livtag med præstationssamfundet

Dina Al-Erhayem voksede op i Gilleleje i 70’erne som barn af en dansk mor og en irakisk far. Faderen kom fra et meget strengt muslimsk hjem i Mosul, men frasagde sig al form for tro, da han flyttede

2018

24/09/2018 13.25


til Vesten. ”Religion forfører dig,” var en af de påstande, Dina voksede op med. Derfor blev hun heller ikke hverken døbt eller konfirmeret, og hun lærte fra helt lille at have et skeptisk forhold til tro og kristendom. – Det med at have en personlig tro på Gud som en kærlig far var slet ikke noget, vi talte om derhjemme, fortæller hun. Det var ikke let for hende at vokse op i den lille nordsjællandske fiskerby. Tolerancen over for fremmede var ikke stor. Selv med en pæredansk mor, der hed Inge-lise, følte hun sig udenfor og anderledes. – Jeg husker tydeligt min første skoledag – hvor stolt jeg var. Jeg stod ved flagstangen med min nye skoletaske på ryggen og fik taget billede. Man kunne se jubelen i mine øjne. Kort efter jeg startede, måtte jeg dog skifte klasse, fordi jeg blev mobbet med at være en ”perker”. Jeg kom grædende hjem. Hun lærte at overleve ved at klare sig godt i skolen. ”Klem ballerne sammen”, lød det fra hendes far. Det var præstation, der gjaldt, og man var en ”tudeprins”, hvis man ikke kunne klare det. – Jeg lærte hurtigt konkurrencesamfundets normer at kende. Min far mente altid, at vores familie var noget særligt. Han er uddannet ingeniør og professor i svejsning, og den plads, man har i hierarkiet, betød rigtig meget for ham. Det lykkedes mig faktisk at blive rigtig dygtig i skolen, og jeg stod da også som student i 1994 og holdt tale foran alle mine medstudenter og sagde: ”Vi former selv vores lykke” og alt det der. Men noget inden i mig var tomt, og jeg var bange for, om jeg kunne leve op til mine egne ord. Som 18-årig rejste Dina et år til Hollywood i USA for at udleve drømmen om at blive skuespiller. Herefter gik hun på universitetet og blev i 2003 uddannet skuespiller fra Aarhus Teater. Det gav hende mange spændende opgaver. Hun har optrådt både som stand-up komiker, sangerinde og har spillet med i en film, inden hun i 2006 debuterede som talkshow-vært på tv, først i programmet ”Dinas Dates” på DR1 og senere som vært i ”Dina Direktøren”. Men bag skuespillerdrømmene og succesen lurede hele tiden faren for at falde igennem og fejle. – Drømmene blev til usikkerhed. På skuespillerskolen var det altid angsten for: ”Hvem kommer videre, og hvem gør ikke?” Og så kom jeg ind i mediebranchen, hvor der er endnu mere konkurrence. Jeg fik ondt i maven. Det blev til et fængsel for mig, som jeg ikke kunne komme ud af ved egen kraft. En simpel bøn

Som 30-årig tog hun imod en invitation fra en barndomsveninde om at komme med til et såkaldt Alpha-kursus – et slags grundkursus i kristendom – i Københavns Kristne Kulturcenter. – Jeg gad egentlig ikke og fandt på en masse undskyldninger for at slippe, men til sidst gav jeg efter. Jeg havde simpelthen fået præsenteret så mange holdninger og meninger i mit liv fra alle mulige autoriteter, så det var svært for mig at høre min egen stemme for alvor. Jeg tog helt klart med, fordi hun inviterede mig – og blev ved. Jeg ville aldrig selv bare være gået derind, for

Det at vokse op uden en tro har nok givet mig en indre fattigdom.

jeg vidste jo alt for lidt om, hvad der var at få i kirken. For mig var det ligesom at tage med til et aftenskolekursus eller noget i den retning. I starten var Dina da også på én gang skeptisk og nysgerrig over for det, hun mødte i den københavnske frikirke. – Min første tanke var, da jeg så dem stå med løftede hænder og bede til Gud: ”Tænk at være så naiv.” For mig var sandsynligheden for, at man kan kommunikere med en levende Gud det samme som at sige, at julemanden fandtes. ”Den må I simpelthen længere ud på landet med”. Da vi skulle på weekend-kursus, aftalte jeg med en anden, jeg fulgtes med: ”Hør lige her: Hvis vi er kommet ind i en eller anden sekt, så prikker vi lige hinanden på skulderen, ikke?” Jeg var da fuld af forbehold, selvfølgelig var jeg det, for det var jo det, jeg hele mit liv havde lært. Men mødet med mennesker, der oprigtigt praktiserede aktiv bøn i stedet for bare at tale om det, gjorde et dybt indtryk på hende. Efterhånden begyndte hun at opdage mere og mere af rigdommen i kristendommen. – Jeg gik forandret hjem fra kurset hver eneste gang. Jeg var så glad, som jeg ikke havde været længe. Passer det virkelig, at der er en Gud, der hører vores bøn? Og kan vi bede om hvad som helst i hans navn og modtage det? Det vidste jeg jo slet ikke. På et tidspunkt besluttede hun sig for at bede en personlig bøn til Jesus – og det svar, hun fik, ændrede hendes liv. – Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis det her virkelig er rigtigt, så går jeg jo glip af det allerstørste ved ikke at tro på ham. Så er Gud mere end bare en idé. Så er han en, der kan gribe ind i alle områder af ens liv. Jeg foldede mine hænder og bad en simpel bøn om, at han ville give mig et tegn, hvis han altså eksisterede. Og jeg ved godt, at lige her bliver ord nok tomme og 2018

24_12_2018.indd 19

— 19

24/09/2018 13.26


OM DINA — Født 1975 i Gilleleje — Barn af dansk mor og irakisk far — Uddannet 2003 på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater — Debut på tv i 2006 som studievært i programmet ”Dinas Dates” på DR1 — Filmdebut i 2006 i novellefilmen ”Istedgade” instrueret af Birgitte Stærmose — Har siden været studievært i programmet ”Univers” på DR2 og ”Dinas Talkshow” på DK4 — I 2017 vært på programserien ”Livsvalg” på DK4 — Optræder som konferencier, sangerinde og foredragsholder

fattige, for jeg kan egentlig ikke rigtig beskrive, hvad det var, der skete. Svaret kom ikke lige med det samme, men en aften hørte jeg, så højt jeg overhovedet kunne, Gud sige til mig: –”Jeg er din Skaber, og jeg er med dig!” Og jeg fik også et syn af Jesus – det var som at få taget et slør fra øjnene, fortæller hun. Mit livs største overraskelse

Det stærke møde med en levende Gud ændrede hendes syn på tro. At han svarede hendes bøn – og fortsat gør – kom som hendes livs største overraskelse. I kristendommen mødte hun en konkret kærlighed, som hun havde længtes efter, men ikke oplevet før, og mange af hendes forklaringsmodeller og forsvarsværker begyndte at falde. Nogle måneder senere blev hun døbt ved en gudstjeneste i kirken. Her blev hun en del af et fællesskab, hvor man aktivt søger Gud, og hvor der er fokus på omsorg for hinanden uanset baggrund. – Jeg har altid troet, at kristendommen bare var nogle gode værdier, man kunne læne sig op ad. Men det at træde ind i en kirke oplevede jeg som en frihed på et meget dybere plan, end 20 —

24_12_2018.indd 20

jeg kunne finde på nogen scene. Det er bare så fuldstændig transformerende, når man mærker Gud – altings skaber og ophav – komme helt nær. Ikke som en luftig forestilling, man sidder og diskuterer, men som en konkret virkelighed – en kærlig far, jeg kan sige godmorgen til, bede til og få svar fra, som jeg kan lukke ind i noget af det, der er allersværest. Jeg må bare sige, at det ændrede mit liv. Jeg oplevede at blive sat fri fra frygt, bekymring og kontrol. Det kan ingen succes på den røde løber ændre på. Det er det største, jeg nogensinde kan anbefale. Og det er der brug for i dagens samfund, hvor mange bukker under for stress, understreger hun. – Vi kender det jo alle sammen. Man kan gå ind ad døren på arbejde og virke overskudsagtig, og når man så er gået ud ad døren, bryder man sammen, og tårerne løber ned ad kinderne. Det gør simpelthen for ondt, hvis vi skal gå rundt og skjule vores svagheder over for hinanden. Der synes jeg, at kristendommen giver os en anden mulighed for at sørge for, at der ikke er nogen, der har det sådan. I Guds rige er tingene bare omvendt. Her handler det om at løfte hinanden op. Her er det den svage, der bliver ophøjet. Gud ser den på bagerste række, som ingen andre regner med. Nu taler hun med Gud om alting, som hun siger. Om de store og små ting i hverdagen, om personer og situationer, som hun oplever, hun skal bede for. Det, føler hun, har givet hende et helt andet perspektiv på livet. – Det at vokse op uden en tro har nok givet mig en indre fattigdom. Jeg har i mit liv savnet mennesker, som kunne formidle kristendommen og tale dybt nok ind til mig. Farvel til det nyreligiøse

Når man ikke er opvokset med den kristne tro, kan det være svært at gennemskue de mange forskellige åndelige tilbud, man bliver mødt med. I flere år deltog Dina Al-Erhayem i kurser i meditation og bevidsthedsøvelser på Vækstcenteret i Nørre Snede, som ledes af Jes Bertelsen. Det fortsatte hun med, efter hun kom til tro på Gud, også selv om flere af hendes venner fra kirken advarede hende mod det. – I første omgang så jeg det som noget, der sagtens kunne forenes med min tro på Gud. Der var flere af mine rigtig gode venner, der kom der – både skuespillere og mediefolk, som jeg anser for at være super kloge og intelligente mennesker – og jeg ville bestemt ikke dømme nogen ude. Jeg sad der på centeret med min lille bibel og læste og slog op for at undersøge, om det, der blev undervist i, kunne passe med det, der stod i Bibelen. Det var først, da hun hørte Jes Bertelsen sige om sig selv: ”Jesus er død – her sidder den levende lærer”, at hun besluttede sig for at bryde med centeret og dets principper. – Da gik det op for mig, at – nej, det der tror jeg simpelthen ikke på. Jeg smed alle mine bøger fra Vækstcenteret ud, og det har været den mest befriende beslutning i mit liv, selvom det også var rigtig svært, for jeg holder virkelig meget af menneskene på stedet, siger hun. Den nye Jørgen Thorgaard

Efter Dina Al-Erhayem mødte Gud, er formidling af temaer som tro og kristendom blevet en hjertesag for hende. I 2009

2018

24/09/2018 13.26


blev hun studievært på DR2’s daværende ugentlige trosmagasin ”Univers”, hvor hun sammen med et hold journalister satte fokus på livets eksistentielle spørgsmål. Hun er blevet kaldt den nye Jørgen Thorgaard – efter den afdøde folkekære præst, forfatter og tv-vært, der i 80'erne blev kendt for tv-programmet ”Eksistens”, hvor han på drævende jysk og med sit alvorsfulde og dybe blik stillede mennesker de store spørgsmål om liv og tro. – Det var lidt vildt, sådan at skulle sidde og ”kloge” sig blandt teologer og professorer, smiler hun. – Jeg anede jo ikke ret meget om kristendommen, for jeg var så ny i det. Jeg kan huske, at jeg sad og forberedte mig og var rystende nervøs, for det var altså ret svært, så jeg måtte lægge mig på mine knæ og bede Jesus om at hjælpe mig. Senere blev hun vært i programmet ”Dinas Talkshow” på DK4 og har siden lavet en række programmer i serien ”Livsvalg”, hvor hun interviewer kendte mennesker om deres tro og livssyn. Så sig det dog!

Der er ikke noget som helst krukket over den erfarne skuespiller og tv-vært. Selv om hun har fundet troen og taler om Helligånden i sit liv, kan der godt slippe et enkelt ”sgu” ud i ny og næ. Hun er åben og lyttende og udstråler en oprigtig interesse i andre. Og det er da også netop gennem samtalen, at hun mere og mere finder et sprog for den tro, hun har manglet hele sit liv. Dina Al-Erhayem har ikke svært ved at tale med mennesker om det, som andre synes, kan være svært at tale om. Hun ser sig selv som en slags Pippi Langstrømpe, der stikker lidt til folk og godt kan lide at vende tingene på hovedet. – Der er to spørgsmål, man ikke stiller hinanden i Danmark: Hvad stemmer du på, og tror du på Gud? Hvorfor er det sådan? Jeg kan godt finde på, når jeg sidder sammen med mine veninder, der snakker om huskøb og parforhold, at bryde ind og spørge: ”Sig mig, tror I på Gud?” Hvorfor skal det være sådan et tabu at tale om tro? På et tidspunkt kontaktede hun entertaineren Niels Hausgaard, som i et af sine shows havde sagt noget i retning af: ”Jeg

Jeg tænkte, at hvis det her virkelig er rigtigt, så går jeg jo glip af det allerstørste ved ikke at tro på ham. synes, kristendommen er en god idé, som vi skulle overveje at indføre.” Hun spurgte ham: ”Tror du på Gud?” ”Ja, jeg er da ikke naiv,” svarede han med sin sædvanligt lune, nordjyske humor. ”Så sig det dog”, udbrød Dina. Efterfølgende lavede hun et interview med ham om hans tanker omkring tro og tvivl, som førte til, at han senere stod frem på tv i primetime i programmet ”Aftenshowet” og åbent fortalte, at han tror på Gud. Hun har også interviewet blandt andre skuespiller Bodil Jørgensen og folketingspolitiker Ida Auken om deres tro. – Det er en vandring, hvor jeg får lejlighed til at møde nogle skønne, spændende mennesker og snakke med dem om, hvad troen betyder i deres liv. Tro er jo noget, der vedrører os alle. Som Bodil Jørgensen, som jeg har interviewet flere gange, udtrykker det: ”Når man står med det ene ben i graven – så råber man. Så kalder man på Gud.” Og hun har da i den grad oplevet smerte i sit liv og haft døden tæt på. – Det får mig til at tænke: Hvorfor skal troen gemmes inde i klædeskabet? Hvorfor skal det bedste komme til sidst? Jeg gider ikke vente med at tale om det væsentligste, til jeg står med det ene ben i graven. Trospolitiet rykker ud

I dag arbejder Dina Al-Erhayem som freelancer, blandt andet som konferencier mange steder rundt i landet – en opgave, hun 2018

24_12_2018.indd 21

— 21

24/09/2018 13.26


Jeg gider ikke vente med at tale om det væsentligste, til jeg står med det ene ben i graven.

løfter med stor indlevelse og passion. Hun formår at indtage rummet, hvor hun kommer frem, og med sine skuespillerevner og sin journalistiske erfaring gøre emnet levende og vedrørende for deltagerne. I fritiden vinterbader hun og tager gerne en løbetur efter endt arbejde for at klare hjernen. Og så nyder hun at være med i en bibelstudiegruppe i den lokale folkekirke i Valby, hvor hun får lov til at ”nørde” lidt og få styrket sit kendskab til Bibelen. Det seneste års tid har hun holdt foredrag i en række forskellige kirker, hvor hun fortæller om sit møde med kristendommen. – Gud må virkelig have humor, når han kan bruge mig – en arabisk ateist fra Gilleleje. Jeg har aldrig i mit liv troet, at jeg skulle være sådan en, der skulle ud i kirker og tale om tro, smiler hun. I foredraget giver hun sit bud på, hvad der skal til, for at troen bliver levende og nærværende for flere danskere, og hun lægger ikke fingre imellem, når hun opfordrer kirkefolk til at tale mere åbent om tro og kristendom. – Hvorfor skal troen og det vigtigste i livet pakkes ned og gemmes væk? Jeg kan da sagtens tage den ateistiske kasket på igen og sætte mig ind i, hvorfor det moderne menneske har svært ved at tro. Længere tid er det jo heller ikke siden, jeg selv var der. Jeg kan godt forstå dem, der føler, at religion er noget, man bliver påduttet. Vi vil ikke have noget trukket ned over hovedet eller have nogen til at bestemme, hvad vi skal mene. Jeg bryder mig heller ikke om, når religion bliver til envejskommunikation – hverken når nogen brænder bibler af, eller når kristne for den sags skyld brænder Harry Potter-bøger af. ”Vi har fået kristendommen serveret lidt forkert,” som Niels Hausgaard udtrykker 22 —

24_12_2018.indd 22

det. Derfor er det vigtigt, vi tør tage dialogen og tale sammen om det, vi tror på. Hun kalder sine foredrag ”trospolitiet” – et udtryk, hun har med sig tilbage fra skuespillerskolen. – Vi kommer så let til at dømme hinanden ude. Da jeg kom ind på skuespillerskolen, opdagede jeg, at der var noget, der hed ”teaterpolitiet”, som kom efter en, hvis man ikke kunne sine Aleksandrinere, sin Molière eller Shakespeare godt nok. Siden har jeg hørt fra mine musikervenner, at der også er noget, der hedder ”jazzpolitiet”, og det er vist endnu værre. Så kan der vel også være noget, der hedder ”trospolitiet”, siger hun og fortsætter: – Nogle gange tror jeg, vi kommer til at sætte et fængsel op for hinanden ved at have så mange regler for, hvornår man passer ind, og om man kan tillade sig at tale om tro i det offentlige rum. For mig er troen blevet mere end værdier og overbevisning – den er blevet levende og frisættende. Jeg elsker det kristne menneskesyn. Den fred, som Jesus taler om, som overgår enhver

2018

24/09/2018 13.26


forstand, den mærker jeg som en realitet i mit liv. Jeg har lyst til at råbe det ud, at Gud findes, så andre også kan få del i den livsforvandling, det er at lære ham at kende. Mere end brunkager og julepynt

Indimellem kan der godt være nogen, der siger til hende: ”Arh, Dina, alt det der med Gud og Helligånden, er det ikke lige lovligt underligt?” Men som oftest oplever hun, at mennesker faktisk gerne vil tale om tro, når man lige tager hul på det. Hendes egen familie – dem, som hun har talt med det om – har været meget åbne og imødekommende, fortæller hun. – Det er jo nemt for mig at bringe emnet på banen, når folk spørger mig: ”Hvad laver du?”. ”Jeg laver programmer om tro.” Og så er man jo ligesom i gang, ikke? Men det er ikke sådan, at jeg overfalder folk med Bibelen – jeg kan godt snakke med om brunkager og sådan noget. Jeg er meget god til at tilpasse mig, men derfor vil jeg ikke undgå at tale om det, der er vigtigt her i livet. – Mange længes efter ikke kun at skulle fortælle om deres julepynt i december måned. Jeg har da oplevet masser af mennesker, der, når jeg spørger, om jeg må bede for dem, siger: ”Ja tak, det må du gerne.” Og som næsten får julelys i øjnene, for kan det virkelig være rigtigt, at nogen vil det? Man kan godt tillade sig at springe direkte ind til sorg og glæde i en samtale, når det er liv og død, vi taler om. Det handler jo også om at interessere sig for hinanden på indersiden. Jeg oplevede ikke selv tidligere, at nogen helt havde haft mod til at tage den snak med mig. Dansede om juletræet af glæde

Lige siden Dina Al-Erhayem kom til tro, har julen haft en ganske særlig betydning for hende. Hun husker stadig tilbage på den første jul, efter hun var blevet døbt. – Tror du ikke lige, jeg dansede en ekstra gang rundt om juletræet af bare glæde? Jeg gik og skrålede de der sange med en inderlighed som aldrig før, fortæller hun. De kendte julesalmer fra barndommen blev pludselig levende og nærværende for hende på en helt ny måde. – Jeg elsker at gå rundt om træet og synge julens fantastiske salmer – også sammen med dem i min familie, der ikke tror på Gud. Jeg bliver simpelthen så glad, fordi jeg oplever, at vi synger om en virkelighed, som er blevet levende. Det er jo selve julens budskab, hvor vi synger om, at Gud er kommet helt tæt på os som Jesus-barnet i krybben. Det har han været hele tiden – jeg har bare først fået øje på det nu. Det er da nok den største gave, et menneske kan modtage.

MEST P I N LIG E OPL EVEL SE: Engang under et maraton i Afrika, som ambassadør for løbet, hvor jeg fór vild på savannen, fordi jeg tog fejl af et skilt og skulle hentes af nogle rangers i en bil.

STØRSTE L AST : Jeg spiser for meget take-away mad – det skal jeg til at holde op med.

SÆT TE R STOR PRIS PÅ : Gæstfrihed. Jeg elsker at dumpe ind hos andre til aftensmad.

Gud er kommet helt tæt på os som Jesus-barnet i krybben. Det har han været hele tiden – jeg har bare først fået øje på det nu. 24_12_2018.indd 23

DE N B E DSTE BO G, J EG HAR L ÆST : ”Skrevet af Helligånden – profetisk bibellæsning” af Erik A. Nielsen.

2018

— 23

24/09/2018 13.26


Papmor bygger håb af brugte kasser J U DITH J ØNSBY O G H EN DES OR GAN ISATION ” PAP MOR ” AR B E J DE R PÅ F R IVI L L IG BASIS FOR AT H JÆ L PE U DSAT TE

Tekst — MORTEN BONDE PEDERSEN Foto — KATRINE GRAM | JUDITH JØNSBY

BØR N , DE F L ESTE F RA F LYGTN I NG E FAM I L I E R . VED AT BYG G E M E D BR U GTE PAP K ASSE R G IVER DE BØR N E N E ET F R ISTE D O G E T HÅB OM E N B E DR E F R EMTI D.

24 —

24_12_2018.indd 24

2018

24/09/2018 13.26


Navnet valgte jeg for at vise, at projektet handler om at drage omsorg for andre end sine egne børn.

For fire år siden havde Judith Jønsby et godt job på et digitalt bureau. Det skulle ændre sig, efter at hun fik en idé, der koncentrerede sig om at hjælpe andre ud fra et koncept bygget op over ordet ”Papmor.” – Jeg har i mange år arbejdet med koncepter og fortællinger til mange forskellige slags virksomheder, og jeg ved, at Papmor er et eksempel på et godt koncept og en relevant fortælling, som de fleste af os kan relatere til. Navnet valgte jeg for at vise, at projektet handler om at drage omsorg for andre end sine egne børn, samtidig med at vi leger kreativt med papkasserne og inspirerer børnene til at tænke ud af boksen, også når det gælder, hvordan vi opfatter andre. F.eks. kan indvandrerdrenge ofte opleve at blive placeret i ”ballademager-kassen”, siger Judith Jønsby. Hun forklarer, at ideen om Papmor var ligesom en kløe. – Jeg måtte klø tilbage. Fortællingen voksede inde i mit hoved, og en dag sagde min mand, at jeg skulle se at gøre noget ved det. Derfor tog jeg med til en julefest for flygtninge og begyndte dér at lave kreative pap-workshops med børnene, fortæller Judith Jønsby og fortsætter: På et tidspunkt sad jeg med et papkassehus, og en dreng på 7-8 år kom hen og ville lege med. Jeg tænkte, at det skulle handle om noget uskyldigt, men uanset hvordan jeg prøvede at dreje legen hen på noget uskyldigt, kom det til at handle om våben og vold. Da vi prøvede at lege købmandsbutik, lavede han et skilt med ”Shop for guns”. Senere kom han selv

med en kasse med noget, han havde lavet. Da jeg spurgte, hvad det var, åbnede han den og viste, at han havde tegnet en masse knive i bunden, fortæller Judith Jønsby. Oplevelsen den dag blev skelsættende for hende: Man siger, at drenge tegner det, de frygter, mens piger tegner det, de drømmer om. Børn er formbare. Hvad man lægger i dem, er det, de kommer videre med. Derfor kan man gøre meget godt ved at fylde positive fortællinger på dem. Jeg tænkte: Nogen må gøre noget – og nogen var mig. Judith Jønsby begyndte derfor at deltage i cafe-arrangementer på Center Sandholm i Allerød for at lege med pap sammen med centerets flygtningebørn. Der gik ikke længe, før andre frivillige begyndte at komme med. De fangede hurtigt konceptet og så, at vores arbejde kunne gøre en stor forskel for børnene, fortæller hun. En vandring i tillid

Selvom hun brændte for ideen om Papmor, kneb det med tiden, da hun samtidig havde karrierejob og mand og børn. Derfor bad hun om lov til at gå ned i tid på arbejdet. – Som forventet fik jeg nej, og så sprang jeg ud i det. Jeg sagde mit job op. Jeg oplevede, at det var noget, jeg var nødt til at gøre. Jeg stoler på, at der er en Gud, der vil mig det godt. En Gud, der 2018

24_12_2018.indd 25

— 25

24/09/2018 13.26


Vi vil gerne inspirere børnene til at se, at de kan blive til mere, end de selv og andre umiddelbart ser i dem.

har en god plan for mit liv, hvor jeg kan være noget for andre med de evner, jeg har. Derfor oplever jeg også det her som mit kald og vil fortsætte så længe, han åbner dørene for mig. Det er en vandring i tillid. Jeg må give slip og stole på, at det hele nok skal gå. Det har det også gjort, fortæller hun. Kasseret pap får nyt liv

Det er ikke kun navnet Papmor og de mange betydninger, det har, hun godt kan lide. – Selve ideen om at genbruge og upcycle gamle papkasser, synes jeg er god, for vi passer på naturen, ligesom vi passer på mennesker. Det er lidt som en moderne udgave af pottemageren, siger Judith Jønsby med henvisning til den bibelske fortælling om pottemageren, der sidder ved drejeskiven og arbejder med det våde ler. Hvis en krukke mislykkes, former han det om til en anden krukke. – På samme måde kan man lave et køkken, et slot eller en racerbil af noget, som er gammelt og kasseret. Man kan overføre det til børnene. Vi vil gerne inspirere dem til at se, at de kan blive til mere, end de selv og andre umiddelbart ser i dem. Ved at bruge gamle papkasser til at skabe noget af, understreger vi for børnene, at det, vi har her i livet, kan udvikles og blive til noget flot og kan være med til at gøre godt her i verden. Vi ønsker at inspirere dem til at tænke ud af boksen – både omkring deres eget liv og verden omkring dem, så de ser mulighederne frem for begrænsningerne. Derfor skal de også have lov til at drømme og bare være børn, som børn er bedst: nemlig sprængfyldt af drømme, ideer og kreativitet, siger Judith Jønsby. Flygtningebørn uden skolegang

De frivillige i Papmor arbejder primært ud fra Welcome House på Frederiksberg, der er et offentligt drevet velkomstcenter for

24_12_2018.indd 26

24/09/2018 13.26


Jeg plejer at sige, at hos os tegner vi uden for stregerne, for det er som regel der, livet leves. flygtninge. Papmor kører også ud til forskellige arrangementer. Typisk er det børn i alderen 5-13 år, tilbuddet retter sig mod. Fælles for børnene er, at de er udsatte. De fleste er mellemøstlige. – Det hele er jo lidt anderledes, i og med at vi har at gøre med børn fra Mellemøsten. Det med at komme til tiden tager man typisk ikke så seriøst. Og mange af børnene, især dem fra Syrien, har ikke gået i skole længe og er ikke gode til at sidde stille. Og så ser man grundlæggende anderledes på børn i den mellemøstlige kultur. Mens de er små, forventer man sig ikke rigtigt noget af dem, mens kravene strammes, efterhånden som de vokser. Man kan sige, at det er omvendt med danske børn, der får større og større frihed, jo ældre de bliver. Det kan godt være svært som teenager fra Mellemøsten at opleve, at der bliver stillet større og større krav til en, mens danske teenagere får større og større frihed, fortæller Judith Jønsby. Det er ikke kun i arbejdet med børnene, at de frivillige skal tage bestik af den mellemøstlige kultur. – Nogle af de voksne har undrende spurgt os, hvorfor vi bruger tid på at snakke med de helt små børn. De kan jo ikke byde ind med noget, mener de. Så må vi forklare, hvordan vi ser på børn, og hvordan vi mener, vores identitet formes og dannes, mens vi er børn. Vi tegner uden for stregerne

Papmor holder værdibaserede workshops, der altid indeholder følgende ingredienser: kreativitet, pap, en stærk visuel bærende fortælling eller et tema, som børnene kan relatere til, og som inspirerer til at blive udforsket. – Jeg plejer at sige, at hos os tegner vi uden for stregerne, for det er også som regel der, livet leves, hvor fantastiske ting kan ske, og hvor ideer opstår. Til vores workshops kan børnene opdage, hvor meget mere de rummer, samtidig med at de frit kan

Børn er formbare. Hvad man lægger i dem, er det, de kommer videre med. 2018

24_12_2018.indd 27

— 27

24/09/2018 13.26


OM JUDITH Judith Jønsby bor med sin mand og deres to drenge i København. Hun står bag organisationen Papmor, som hjælper udsatte børn gennem kreativ leg med brugte papkasser. Læs mere på www.papmor.com.

reflektere over temaet ud fra, hvor de er, siger Papmors leder. – At det hele er så visuelt og kreativt, er der rigtigt mange fordele ved, forklarer hun. – Ofte møder vi jo børn, som ikke har lært dansk endnu, og som vi derfor ikke kan kommunikere med. Men med vores visuelle materiale og ikke mindst gruppen af fantastiske frivillige papmødre oplever vi, at alle får rigtig meget ud af de timer, vi er sammen. Vi som frivillige får lige så meget ud af at være sammen med de her børn, som vi håber, at de gør. Hun forklarer, at mange af de faglige erfaringer, principper og værktøjer, som hun har brugt i sit arbejdsliv, også kan bruges i de workshops, Papmor holder sammen med flygtningebørnene. – Uanset hvor forskellige vi er som mennesker, hvor vi kommer fra, og hvor vi er i livet, har vi alligevel nogle fælles grundsandheder og behov som mennesker, uddyber Judith Jønsby. Typisk begynder en workshop med nogle ukomplicerede kreative øvelser, som introducerer børnene til temaet, og dernæst en aktivitet, som de skal gøre til deres egen og folde ud. – Vi inspirerer dem, men giver dem frihed til at tage det i den retning, de vil, og det kommer der tit helt uventede fantastiske ting og refleksioner ud af. Selvom det mest foregår ved borde, så oplever vi, at selv drenge med masser af krudt i kroppen og ofte også forældre eller de ansatte, der hvor vi kommer ud, bliver så grebet af at skabe og bygge løs i pap, at de næsten ikke er til at stoppe igen, når det er tid til at pakke sammen. – Det elsker vi, siger Judith Jønsby. Gud får fat, når vi slipper kontrollen

I tiden, da hun etablerede Papmor, oplevede Judith Jønsby, at der var mange ting, der faldt på plads. – Mit fokus flyttede sig fra at bruge mine evner på at blive den bedste inden for mit fag til i stedet at tænke over, hvordan jeg kunne være noget for andre. Jeg skal ikke lade mig begrænse af mine egne begrænsninger. Jeg bruger mine evner og min intelligens, så godt jeg kan, men hvis Gud skal have plads til at gøre fantastiske ting, så må jeg også huske at give slip på kontrollen, siger hun. Selvom Judith Jønsby selv har rod i det kirkelige miljø, er der blandt de 12 frivillige i Papmor både folk, der er vant til at komme i kirke, og folk, der ikke er, men alle arbejder ud fra et fælles værdisæt om, at alle mennesker har lige stor værdi, er værd at elske og kan være med til at skabe et bedre liv og en bedre verden, hvis man bare tør træde uden for ”kassen”.

Mit fokus flyttede sig fra at bruge mine evner på at blive den bedste inden for mit fag til i stedet at tænke over, hvordan jeg kunne være noget for andre. 28 —

24_12_2018.indd 28

Mennesker vil elskes, ses eller frygtes

Vi er alle med til at forme og danne hinandens selvforståelse som mennesker, og jeg har læst en artikel af en psykolog, som skrev: ”Alle mennesker har behov for at blive elsket, og hvis man ikke oplever at blive elsket, vil man søge at blive set, og bliver man ikke set, så vil mange søge at blive frygtet.” Når jeg så ser børn eller teenagere, der lever et liv, hvor de spreder frygt, tænker jeg, at der er blevet forpasset alt for mange chancer for at vise dem kærlighed. Det er trist og må ikke ske. Så hvis vi i Papmor kan være med til at plante sund kærlighed i udsatte børn og give dem nogle opbyggende livsfortællinger med på vejen,

2018

24/09/2018 13.26


Jeg tror på, at det, man giver til andre mennesker, får man oftest igen. tænker jeg, at vi kan gøre en stor forskel, siger Judith Jønsby. Projektet er meget meningsfuldt for Judith Jønsby som kristen, fortæller hun: – Jeg tror på, at det, man giver til andre mennesker, får man oftest igen. Så hvis man giver kærlighed, er det det, man får tilbage fra andre. Gud har givet os alle noget unikt. Se bare på, hvor mange forskellige mennesker med forskellige evner der findes i verden. Jeg tror på, at vi mennesker trives bedst i livet, hvis vi får mulighed for at bruge og leve det ud, som er plantet i os. Også på et mere jordbundet plan oplever hun, at arbejdet med Papmor giver mening, tilføjer hun: – For eksempel passer antallet af børn og antallet af frivillige stort set altid sammen, når vi er ude. Det er jo ikke alle frivillige, der kan hver gang, og der er heller ikke lige mange børn hver gang. Det har faktisk heller ikke regnet en eneste gang i de tre år, hvor vi har skullet flytte papkasser frem og tilbage udenfor. Papkasser og regnvejr er en dårlig kombination. De fleste børn kender Supermand, der kun kan skydes ned med kryptonit. Jeg plejer at sige til dem, at regn er Papmors kryptonit. Indtil nu er Papmor ikke blevet ramt.

24_12_2018.indd 29

24/09/2018 13.26


Juleaften uden et besøg i kirken er som sommer uden sol og computer uden internet. Sådan er der mange danskere, der har det. Men jul er kun ét af mange højdepunkter i kirken. Kender du de øvrige helligdage? Tekst — HENRIK HØJLUND Tegninger — CAMILLA ENGROB

De fleste kender navnene på hovedbegivenhederne i kirkeåret: Jul, påske og pinse. Jesu fødsel, Jesu død og opstandelse og så noget lidt svævende med pinse, noget med Helligånd. Jul, påske og pinse – det er kristendommen i en nøddeskal. De fleste har lidt fornemmelse af det, men mange synes måske også, at det er en historie, der svæver lidt højt over hovederne på dem. Hvor er forbindelsen til ens egen livshistorie og for den sags skyld til den store verdenshistorie? En enkel måde at få Jesus-historien foldet ud på er at tage en tur gennem kirkeåret, fra begyndelsen til enden. Jeg siger jævnligt til folk, der har svært ved at se relevansen af kristendommen for deres liv: Prøv at give det en chance et år eller to. Af sted til kirke hver søndag og se, hvad der sker. Jeg plejer at tilbyde et væddemål på en halv månedsløn. Jeg vil vædde på, at de allerfleste vil flytte fra ligegyldighed over for kristendommen til begyndelsen på et livslangt afhængighedsforhold, hvis de går med på væddemålet. En af de største nulevende danske digtere, Søren Ulrik Thomsen, skriver et sted: ”Den blotte deltagelse i gudstjenesten er kongevejen til troen.” Og han var netop ikke vant til at gå i kirke hjemmefra. Han begyndte i voksen alder og uden særlige forudsætninger eller særlig forståelse for gudstjenesten. Han forstod faktisk ikke rigtig noget af gudstjenesten, da han begyndte. Men han blev ved med at komme, søndag efter søndag. Og stykke for stykke greb den store kristne historie ham. Der er ingen grund til at starte på helt bar bund som Søren Ulrik Thomsen. En lille brugervejledning til kirkeårets helligdage må være det mindste, man kan forlange. Her får du den. 30 —

24_12_2018.indd 30

2018

24/09/2018 13.26


Oktober

November

December

ADVE NT Kirkeåret begynder med advent, helt præcist første søndag i advent. Der er som bekendt fire søndage i advent før jul. Man kan sige, at hele adventstiden er en optakt til jul. Men netop kun optakt. Ikke jul endnu. Advent betyder ”komme”. Det sigter selvfølgelig på jul – på det med Jesus, der kom til jorden. Men da det som sagt ikke er jul endnu, sigter ”komme” på andet og mere end Jesu komme til jul. For eksempel første søndag i advent, hvor de tekster, der prædikes over, handler om Jesus, der kom ridende ind i Jerusalem på et æsel, eller om Jesus, der kom ind i sin hjemby Nazarets synagoge og prædikede. Begge de tekster lægger op til den vigtige pointe, at Jesus vil komme nu til sin kirke gennem hele det nye kirkeår. Ikke synligt som dengang, men usynligt, ”åndeligt”, gennem ord og gennem nadverens brød og vin. Altså egentlig ret ydmygt, ligesom da han red på et æsel og ikke på en vældig stridshingst. Eller som da han kom som et fattigt barn, født i en stald og med nogle dyrs ædetrug som vugge. Anden søndag i advent handler om Jesu komme på en radikalt anderledes måde. Nemlig hans sidste, endegyldige komme ved tidernes ende. Den dag, hvor han vil vise sig for hele verden i al sin magt og vælde. Disse forskellige betydninger af ”komme” udvider meget kraftigt vores billede af det lille Jesusbarn. Han er ikke bare en romantisk fortælling fra fortiden. Han er nutid og fremtid.

— FAKTA Adventskransen understreger forventningen og optakten til jul. Vi tænder ét lys mere for hver uge, vi nærmer os jul. Adventskransen er en tysk skik, som bredte sig til Sønderjylland i begyndelsen af 1900-tallet. Det var dog først under Anden Verdenskrig, at traditionen blev almindelig udbredt i resten af Danmark. Kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed.

JUL Jul handler om Gud, der kom til vores jord som et lille barn. I tre af Det Nye Testamentes fire evangelier, som er en slags Jesus-biografier, er der beretninger om, hvad der skete omkring Jesu fødsel. Beretningerne er ikke helt ens, men refererer tydeligvis til samme begivenhed. Især beretningen i Johannesevangeliet skiller sig ud. Johannes prøver at forstå det hele i et slags evigheds-perspektiv. Han ser det hele fra oven. Han fortæller ikke om Maria, Betlehem, Herodes og de vise mænd. Han fortæller om den evige, usynlige Gud, der blev menneske. Og når man så kombinerer Johannes’ med Lukas’ og Matthæus’ meget mere jordnære beretninger, melder der sig bunkevis af mening med begivenheden. For eksempel den mening, at når Gud kom til os gennem noget så håndgribeligt og livsbekræftende som en fødsel, gennem vand og blod og slim og barneskrig, så kan Gud ikke være fjern fra en eneste af os i vores helt almindelige liv. Gud svæver ikke bare højt over det hele med det store, almægtige overblik. Han går helt ind i livet og ser os med et menneskes blik. Han ved, hvad det vil sige at være menneske. 2018

24_12_2018.indd 31

— 31

24/09/2018 13.26


Januar

Februar

Marts

MELLEM JUL OG FASTE Af pladshensyn gør jeg kort proces med nogle mindre stop fra jul til næste store stop i kirkeåret: fasten. Anden juledag, som ret beset kaldes ”Stefanusdag” til minde om den første kristne, Stefanus, der blev slået ihjel for sin tro. Nytårsdag, som egentlig drejer sig om Jesu omskærelse, jødedreng som han var. Men en dag, som selvfølgelig også tager højde for nationens fejring af nytårsskiftet. Helligtrekonger-tiden, som på en måde får julen til at kulminere med en række søndage, der sætter fokus på, hvor meget mere der gemte sig i Jesus-barnet, end man ved første øjesyn skulle tro.

— FASTELAVN Fastelavnssøndag indleder fastetiden, og er den søndag, hvor mange kirker holder fastelavnsfest med tøndeslagning og fastelavnsboller. Det var oprindelig en dag, hvor man festede og spiste god mad inden de 40 dages faste, som forbereder påsken.

— FAKTA Undervejs i fasten er der et lille fint mellemspil med en søndag, som kaldes Mariæ Bebudelsesdag, ni måneder før jul, hvor vi lige pludselig synger advents- og julesange og bliver mindet om den dybe sammenhæng mellem jul og påske.

32 —

24_12_2018.indd 32

FASTE Til jul synger vi ”Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske”. Men så synger vi også: ”Nej, det er ikke sandt, nej, det er ikke sandt, for indimellem kommer fasten”. Og det passer, for cirka 40 dage før påske begynder fasten. Fasten tager sit afsæt i, at Jesus meget tidligt i sin offentlige fremtræden tog ud i en ørken og fastede i 40 dage. Og ved enden af de 40 dage kom Satan og fristede ham, og vi får en slags omvendt Adam-Eva-historie. I menneskehedens historie indgår der også meget tidligt en helt afgørende fristelse. Den med Adam og Eva, der blev fristet af slangen. Den begivenhed endte skidt. Meget skidt endda, for den har lige siden sat dagsordenen for verden, som vi kender den. Verden som et sted, hvor vi hele tiden er i konflikt med hinanden, os selv og Gud. Verden som et sted, hvor døden ser ud til at få det sidste ord hver gang.

2018

24/09/2018 13.26


April

Maj

Juni

PINSE — FAKTA

PÅSKE Fasten kulminerer helt naturligt med påske, hvor Satan får det afgørende skud for boven. Fra da af er han druknende. Han gør sig stadig gældende i verden, men han ved, at hans dage er talte. Kulminationen sker på korset langfredag og i opstandelsen påskedag – påskens centrale begivenheder. Jesus hænger på korset som en mærkelig form for stedfortrædende offer. Det kræver mange flere ord at forklare omfanget og dybden af det. Men den korte version er: Han hang der i stedet for alle mennesker. Alle os, der siden Adam og Eva har gjort verden til et konfliktfyldt sted – fra de små hverdagskonflikter til de store verdenskonflikter. Alt det, man kan samle i ét bibelsk begreb: synd. Jesus hang på korset, som var han lige pludselig den eneste synder i hele verden, den, der tog alles synd og skyld på sig. Og påskemorgen får langfredag den mest kraftfulde bekræftelse, man kan forestille sig. Eller man kan netop ikke forestille sig det: Jesus bliver levende igen. Det går over enhver forestillingsevne. Og det sætter samtidig døden skakmat. Døden huserer endnu i vores liv. Men den behøver ikke længere at få det sidste ord. Jesus sagde engang: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, selvom han dør.” Leve, selvom man dør. Det er ikke til at fatte, for livet er blevet nærmest utænkeligt uden døden. Og dog. Måske har Søren Ulrik Thomsen også fat i noget, når han i et digt skriver: ”og det er så mærkeligt at vi virkelig skal dø men tanken om opstandelse ikke mærkeligere end at vi virkelig findes” Nej, måske er Jesu opstandelse tættere på livets udspring og mening end døden.

Påskedag falder på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn (21. marts). Det kan altså være lige fra 22. marts til 25. april.

— PÅSKEÆG Traditionen med at spise og pynte med æg til påske har flere betydninger. Ægget er et tegn på forår og frugtbarhed, fordi hønsene igen lægger æg efter en lang, mørk vinter. Det er også et tegn på nyt liv – og derved på Jesus, der står op af graven påskemorgen.

FRA PÅSKE TIL PINSE De næste mange søndage frem mod pinse er én lang fest for Jesu sejr over døden, kulminerende lige før pinse med den lidt oversete Kristi himmelfartsdag. En torsdag, hvor mange tager i Plantorama for at købe forårsplanter. Men de skulle unde sig selv at tage i kirke, for dér bliver der festet igennem for Jesus, som genindsættes i sin guddommelige værdighed efter at have levet et slags fordækt liv som menneske i rundt regnet 30 år. Denne dag blev han løftet væk for øjnene af sine nærmeste disciple. De så ham simpelthen forsvinde i noget skylignende, som meget ofte i Bibelen signalerer Guds eget nærvær. 2018

24_12_2018.indd 33

— 33

24/09/2018 13.26


Juli

August

September

RESTEN AF KIRKEÅRET Efter pinse kommer den halvdel af kirkeåret, hvor der næsten ikke er nogen højdepunkter. Men hver søndag har alligevel sin særlige betydning, hentet fra en lang række hændelser og ord i Jesu liv. Man kan sige, at denne anden halvdel af kirkeåret udfolder for os, hvad alt det om jul, påske og pinse betyder i vores liv nu.

PINSE Pinsen er også en slags kulmination på påsken. Jesu tilhængere sidder i Jerusalem, stadig med påskeglæden i krop og sind, men endnu kun for sig selv. Pinse er ligesom påske også en jødisk fest. Så Jesu første disciple, som alle sammen var jøder, var sammen for at fejre pinsefesten. Og mens de er sammen, bliver de på en meget håndgribelig måde fyldt af Guds Ånd – og det endda så håndgribeligt, at folk uden for bygningen ser og hører mærkelige ting og stimler sammen, og det hele ender med, at disciplene fortæller på livet løs om Jesus, så den ene efter den anden af tilhørerne bliver overbevist og vil døbes. Og ikke mindre end 3.000 bliver døbt den dag! Og det er starten på, at budskabet om Jesus spreder sig til hele verden. Påskens begivenheder brænder helt igennem og breder sig som en steppebrand fra de første Jesus-tilhængere til mennesker uden for deres egen kreds og skridt for skridt gennem de næste mange århundreder til resten af verden. Og på den måde er det egentlig stadig pinse.

— FAKTA Da disciplene fik Helligånden, blev de i stand til at fortælle om Jesus – også på andre sprog end deres eget. Dagen blev altså startskuddet til, at kristendommen kunne spredes til resten af verden. Det er grunden til, at pinse også kaldes kirkens fødselsdag.

34 —

24_12_2018.indd 34

2018

24/09/2018 13.26


Oktober

November

December

ALLEHELGEN Hen mod slutningen af kirkeåret kommer den søndag, som er blevet en af de store folkelige samlingsdage i kirken – Allehelgen. Den har ikke afsæt i en særlig begivenhed i Jesu liv, men fokuserer på noget, han sagde til sine disciple om at være ”fattig i ånden” og alligevel ”salig” og om at være ”lys og salt” i verden som Jesu disciple. Det er en dag, der har fået folkeligt gennemslag, fordi man de allerfleste steder oplæser navnene på dem, der er døde siden sidste år. Og det skaber en fin sammenhæng med de sidste søndage i kirkeåret, som fokuserer på, hvad der sker, når et menneske dør, eller hele verden dør. Begge dele kommer med sikkerhed til at ske. Alt dør til sidst. Eller næstsidst. For Jesus sagde ligeud: Jeg kommer til allersidst. Jeg er begyndelsen og enden. Når sidste lys ser ud til at være slukket, så kommer jeg, som er verdens lys. På den måde slutter kirkeåret også ringen. Fra kirkeårets afsluttende tema om Jesu genkomst glider vi over i det nye kirkeårs begyndelse og hører det lige straks igen: Jesus kommer ved denne tidsalders ende. Kirkeårets rundgang er kun begyndelsen. Vi venter på det store gennembrud. Vi venter på Gud, der kommer fra fremtiden. Gud har tænkt sig at komme på jordens og universets sidste dag, når alt håb øjensynlig er ude, når sidste klima- og nedrustningsaftale må overgive sig til naturens ubønhørlige tale. Da taler Gud. Han får sidste ord.

— HALLOWEEN Der er ingen direkte sammenhæng mellem kristendom og halloween, selv om navnet egentlig kommer af ”All Hallows Eve” (Alle Helgens aften). Halloween har sine rødder i den keltiske folketro, som emigranter tog med sig til USA i 1800-tallet. Man mente, at de døde på denne aften rejste sig fra graven for at hjemsøge de levende, og man gjorde derfor alt for at skræmme genfærdene væk.

2018

24_12_2018.indd 35

— 35

24/09/2018 13.26


LYS/ MØR KE Refleksioner til hver dag i julen

Tekst — JAKOB RAHBEK Foto — CAMILLA ENGROB

24_12_2018.indd 36

24/09/2018 13.26


24. DEC E MBE R—

Guds største gave

25. DEC EM B ER—

Jesus blev født på en dato

DE N LYSE SIDE/

DEN LYSE SIDE/

Hvem kender ikke til det at glæde sig til gaverne juleaften? Det er (i hvert fald i en vis alder) det allerstørste ved juleaften. Der kan ligge ægte kærlighed bag en sådan julegave, og der kan komme store overraskelser, glæde og varme, når gaven bliver åbnet.

I 300-tallet besluttede man i kirken, at Jesu fødsel skulle fejres den 25. december. Der står ikke i Bibelen, hvilken dato der er den rigtige, så der er jo statistisk set ikke mere end en 365. del chance (0,27%), for at det er den rigtige dato. I Norden har vi altid holdt festen aftenen op til julenat – altså den 24. december – men det er stadig en fejring af Jesu fødselsdag den 25. december. Det geniale ved at lægge hans fødselsdag i slutningen af december var, at alle kulturer i Europa netop holdt en eller anden slags solhvervsfest, fordi vi går mod lysere tider. Og dermed blev denne verdslige lysfest til en Jesusfest – fantastisk.

Mon ikke også mange af os kender til trætheden over kæmpe mængder af gavepapir og forbrugsræs og pligten til at ”bytte gaver” med den og den. Det kan nærmest blive en forretning og en rettighed at få gaver og også utroligt kommercielt. Ja, og så kan det stadig være svært at stille alle tilfredse, og resultatet kan hurtigt blive, at køerne til at bytte tingene igen er større end køerne fra før jul.

Ja, men det har bestemt også sin ulempe. For så er der risiko for, at fødselaren Jesus forsvinder midt i forbrugsfesten, nisserne, julefrokosterne, juletræet og pynten og al den anden ”verdslige” solhvervsfejring, som julen jo stadig er – og så drukner det kristne budskab let i risalamande, sovs, familiehygge og alle de mange gaver.

/DE N MØRKE SIDE

/DEN MØR KE SI DE

Alligevel er selve princippet ”at give gaver” et af de stærkeste udtryk, vi har i vores traditionelle julefejring, for, hvad Bibelens jul handler om. Den handler nemlig om, at Gud giver gaver. Et af Bibelens mest kendte og allervigtigste vers (Johannesevangeliet 3,16) lyder: ”Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn.” Gud gav. En gave er noget, man giver gratis. Gud gav i hvert fald gratis. Og Guds gave var det dyrebareste, han havde: Det var hans eneste søn. Han lod sin søn komme til jorden, fordi han vidste, det kunne hjælpe os. Og derfor, når du slider med at få pakket de sidste julegaver ind (eller ud), så kan alle vores mere eller mindre perfekte gaver jo minde os om den gave, som Gud gav os, og som viser Guds store, ægte kærlighed. Det kan give os glæde at vide os elsket – og det er den sande juleglæde. Rigtig glædelig jul!

For og imod den 24. og 25. december. Det vigtigste er, at Jesus blev født. Og han blev født på en dato. Historien om Jesus er ikke et eventyr. Der har virkelig levet et menneske, der er den Jesus, som vi fejrer i julen. Det er der ingen seriøs historiker, der vil benægte. Og dette menneske blev født, fordi Gud sendte Jesus for at redde os. Jesu fødselsdag er samtidig den dag, hvor verdens virkelige mørke tabte, og lyset vandt frem, for da kom lysets Gud til vores jord. Måske glippede det for dig. Det der med at fejre Jesus den 24. december? Men så er den 25. måske en ide – den er tit lidt mere rolig. Ellers kan du jo prøve at finde stilheden den 26. december, ja, eller den 11. marts. Datoen er jo lige meget. Når vi ikke kender den rigtige dato, kan vi jo fejre ham hver dag.

2018

24_12_2018.indd 37

— 37

24/09/2018 13.26


2 6. DEC EMBE R—

Velkommen i Guds fællesskab

27. DEC EM B ER—

Hjem til far

DE N LYSE SIDE/

DEN LYSE SIDE/

Det er åbenbart næsten kun på dansk, man har et ord for ”hygge”. Mærkeligt nok. Ingen dansker vil vel kunne forestille sig at undvære hyggen og da slet ikke i juletiden. Verden omkring os har dog efterhånden fået øje på dette danske ord. Særligt i England kom ”hygge” [huegah] ind på en andenplads som årets engelske ord for få år siden. En rigtig dansk eksportsucces. Forståeligt nok – for hygge er en fantastisk ingrediens i et fællesskab.

Julen er familiens fest. Trafikken over Storebælt er stor. Motorveje, busser og tog belastes til det yderste. Afstande skal krydses, for nu skal man være sammen. Der gives knus og kys.

Der er desværre en bagside ved hyggen, og det er, at den ofte er nødt til at ske i en atmosfære af lukkethed. Og det gør det også svært at invitere andre ind i ens hygge og svært at blive en del af andres hygge. Men det virkelig sunde fællesskab tager alligevel skridtet og risikerer hyggen for at åbne sig for den udefrakommende, og det er vigtigt, for ellers bliver det hele meget lukket og indestængt. Den virkelige julehygge åbner sig altså og siger: ”Velkommen, du må gerne være sammen med os”.

Et sted: en kvinde sidder alene. Et andet sted: en stol står tom – han ville ikke komme. Et tredje sted: en jul hos mor den ene dag og hos far den næste. Et fjerde sted: en blomst på kirkegården og sorg i stuen. Et femte sted: skænderier, misundelse og en familie, der ikke kan fungere på nogen måde. Ja, netop fordi julen er familiens fest – så kan det blive så smertefuldt, når det ikke er, som man synes, det skulle være.

/DE N MØRKE SIDE

/DEN MØR KE SI DE

Bibelen fortæller os, at Gud ønsker fællesskab med os. Han vil have med os at gøre, og julen handler om, at Gud rakte ud til os. Gud åbnede op og tog initiativet for at vi kunne være sammen. Han blev et menneske for at komme i øjenhøjde med os og møde os. Som mennesket Jesus forkyndte han Guds kærlighed og Guds invitation til fællesskab med ham. Må vi i denne hyggelige juletid sige ja til Guds fællesskab, og må vi også lære af Guds eksempel og selv række ud til mennesker uden for vores egne hyggelige fællesskaber.

38 —

24_12_2018.indd 38

Der findes en familietragedie mere: Alle vi mennesker er skabt til at være Guds børn, men vi har vendt os bort fra ham, og det har ødelagt familieidyllen. Bibelen fortæller, at julenat blev en stor afstand krydset. Gud sendte sin elskede søn til denne verden. En endnu større afstand blev krydset i påsken. Da blev et sund krydset. Det var ikke Storebælt eller Øresund, men den store afgrund, vi kalder for synden (det kristne ord synd kommer faktisk fra ordet sund og udtrykker noget, der adskiller). Jesu død på korset skaffede os tilgivelse for vores synd, og han er blevet broen til Gud. En stor afstand bliver krydset i det øjeblik, du tager imod Jesus. For den dag har du taget vejen hjem til din himmelske far – og det bliver den største familiefest, der findes. Uanset hvad.

2018

24/09/2018 13.26


2 8. DEC EMBE R—

Vi længes efter det perfekte

29. DECEM B ER—

Tilgivelse genopretter relationer

DE N LYSE SIDE/

DEN LYSE SIDE/

Fik du holdt den perfekte jul? Sådan som den skal være. Med strålende børneøjne? Med glitrende lys? Med kærlig, omsorgsfuld stemning? Med den lækreste mad? Svaret kan sagtens være ja. Der er rigtig mange steder, hvor der bliver holdt virkelig gode juleaftener og juledage med alt det bedste. Sådan en, der kan få os til at mindes vores skønne barndomsjul med glæde og nostalgi.

Et år er ved at være gået. Nu kunne det være et godt tidspunkt at se tilbage og se på de relationer, man har. Er de blevet styrket, eller er de gået i stykker? Måske har du ødelagt en relation. Talt grimt om en ven. Undladt at besøge ”den gamle”. Såret dit barn – løjet – slået – svigtet. Så er der noget fantastisk, der hedder tilgivelse. At få sagt undskyld og bede om tilgivelse, så relationen kan blive god igen.

Og ja … så er der selvfølgelig også alt det, som ikke fungerede – og det findes i selv den bedste jul. Måske kan netop selve drømmen om den perfekte jul ødelægge rigtig meget. Det kan skabe pres og stress. For vores virkelighed er jo tit problemfyldt, og det kan julen ikke altid skygge over – heller ikke bare for en aften.

/ DEN MØRKE SIDE

Har du nogensinde tænkt på, at vores drøm om det perfekte skyldes, at det perfekte findes? Hvis vi mennesker altid har levet i en uperfekt verden, hvorfor har vi så alle drømmen om den perfekte familie? Den fuldendte kærlighed? Bibelen fortæller os, at der var et paradis. Og at vi mennesker er skabt til paradis. Den fortæller, at de første mennesker valgte Gud fra og valgte det onde til. Og så måtte paradiset jo forsvinde. Vi er stadig i en verden, der er et tabt paradis, og som kun giver blege minder om det, vi er skabt til. Men Bibelen fortæller, at en dag vil Gud genskabe himlen og jorden. Gud har altså ikke opgivet det skaberværk, som han engang skabte, men han vil forvandle det, så det bliver perfekt igen. Når Jesus kom i julen, var det for at give os mulighed for, at også vi kan komme med ind i denne perfekte verden. Vejen til den perfekte jord blev åbnet for os i julen.

”Nej, det tør jeg ikke”. ”Så vil jeg tabe ansigt”. ”Næh, du kan tro nej, ikke før hun/han selv kommer først og siger undskyld”. ”Nej, det er for sent.” ”Gjort er gjort”. ”Det, jeg gjorde, er utilgiveligt”.

/DEN MØR KE SI DE

Vi har brug for tilgivelse – også Guds. For relationen til ham er også ødelagt. Det, vi gør forkert over for andre, gør vi også forkert over for Gud. Han har jo skabt vores medmennesker, så Gud bliver vred, når vi skader hans højt elskede mennesker. Julens store budskab er, at Jesus blev født for at genoprette vores brudte relation til Gud. Jesu død var voldsom – det var en korsfæstelse. Bibelen fortæller, at det var fordi, han blev ramt af Guds vrede. Det, Jesus gjorde fra sin fødsel (jul) til sin død (påske), gjorde han altså netop for at give os tilgivelse. Enhver, som tror på Jesus, vil Gud tilgive. Ja, Guds tilgivelse er fantastisk, og så giver den også motivation til at kæmpe for vores menneskelige relationer. Uanset om vi er dem, der skal tilgive, eller dem, der skal modtage tilgivelse.

2018

24_12_2018.indd 39

— 39

24/09/2018 13.26


3 0. DEC E MBE R—

10 + 10 + 1

3 1. DEC EM B ER—

Gud bevare …?

DE N LYSE SIDE /

DEN LYSE SIDE/

Så skal der snart være fest. Party!! Der skal skråles/ ønskes ”Godt nytår”. Dronning Margrethe skal tale. Bordbomber. Fyrværkeri. Det skal nok blive sjovt.

Er der noget mere spændende end fremtiden? Der kan ske alt muligt fantastisk. Fremtiden kan måske her på tærsklen til 2019 se utrolig lys ud for dig.

Nå, det var så det år. Fik du påskønnet det? Eller blev det til 365 dage, der bare gik derudad i en lang trummerum? Hvad er der overhovedet at fejre, nu når året er ved at være gået?

Eller den kan se mørk ud og være hverken spændende eller fantastisk. Eller den kan se lys ud – og så slet ikke blive det. For hvis der er noget, vi kan være sikre på med fremtiden, så er det, at den er u-sikker. Helt og aldeles usikker, utilregnelig og umulig at vide særlig meget om. Det eneste, vi kan vide, er, at dronningen slutter sin nytårstale med ordene ”Gud bevare Danmark”.

/ DEN MØRKE SIDE

/DEN MØR KE SI DE

Et råd, jeg gerne vil give dig til din nytårsfest, er at give dig og dine medgæster rum til ro og eftertanke. Prøv at få alle gæsterne til at sætte sig ned. Tag så hver især et papir frem og skriv 10 gode minder fra året, der er gået. Det lyder måske ikke af meget, men vi glemmer hurtigt – og så ville vi nok synes, det var lettere at finde 10 ting, der bare var rigtig sure. Men find 10 gode minder. Del dem med hinanden – og del dem med Gud – han er jo giveren. Og så anden runde: Skriv på bagsiden 10 ting for det nye år, som I er spændte på eller bekymrede for. Og tænk så på, hvor godt det er, at du kan bede til Gud for det. Han har stor omsorg og kærlighed til os – også i 2019. Og ved du, at din nytårsaften kun bliver med sjov og spas, så gør det nu – her dagen før. 10 ting med tak. 10 ting til bøn. Og 1 Gud, der gerne vil høre det hele.

Nåh nej, det er heller ikke sikkert! Måske vil vores regent slet ikke være i stand til at holde en tale – fremtiden er usikker. Og for øvrigt har Gud egentlig ikke lovet, at han bevarer Danmark. Dronningen og jeg ønsker det godt nok. Det er derfor, det hedder ”bevare” uden r – det er den gamle danske ønskemåde. Gud har faktisk sagt, at hele jorden en dag skal gå under. Så hvad kan vi regne med? Jo, det, vi kan vide, er, at den, som har fået fællesskab med Gud, er blevet Guds ven og beskyttes af ham. Enhver kristen er i Guds hænder og under hans omsorg. Døden og smerten kan ramme os. Men aldrig i evighed kan vi rives ud af hans hånd. Hvis du vil tage imod julens Jesus, ham der giver dig fællesskab med Gud, kan jeg sige, som sandt er, at ”Gud bevarer dig” (med r) uanset, hvad fremtiden så end vil bringe.

40 —

24_12_2018.indd 40

2018

24/09/2018 13.26


1. JANUAR—

Noget nyt og noget gammelt

DE N LYSE SIDE / Der er ikke noget som at begynde på en frisk. Uanset om det er et nyt skoleår, nyt arbejde eller nyt sted at bo. Det er nemlig en anledning til at begynde forfra – men nu klogere, fordi man har erfaring fra det gamle. Sådan en anledning er det nye år, og derfor er det oplagt med nytårsforsætter. Nu skal det være anderledes, og det er godt at have muligheden for at starte på en frisk.

Hvorfor virker nytårsforsætterne så ikke? Kun ét ud af ti løfter bliver holdt. Et eller andet går galt. Der er åbenbart noget fra det gamle år, der fortsætter ind i det nye år. Og det er det, som Bibelen kalder for ”vores gamle, syndige natur” – i daglig tale vil vi nok kalde det for vores dovenskab, egoisme, stridbarhed, glemsomhed osv. Men det er det samme. Der er noget i os, som bare ikke bliver bedre.

Men bygger jeg på korsets gåde, så svarer han, på hvem jeg tror: ”Det nye år, min gamle nåde vil også gå i samme spor”

/DE N MØRKE SIDE

Jeg har en yndlingsnytårssang, hvor et af versene lyder: Det nye år, de gamle synder vil muligt gå i samme spor, med rige løfter jeg begynder – kan jeg nu også holde ord? Men bygger jeg på korsets gåde, så svarer han, på hvem jeg tror: ”Det nye år, min gamle nåde vil også gå i samme spor” (Jacob Paulli 1902) Der er altså også noget andet ”gammelt”, der går med ind i det nye år: Guds nåde – eller på hverdagsdansk: Guds ufortjente godhed. Guds godhed mødte vi i julen. Den godhed vil gå med dig i det nye år. Du, der tror på julens budskab om Jesus som redningsmanden. Også selvom ingen af os fortjener det. Rigtig glædeligt nytår!

2018

24_12_2018.indd 41

— 41

24/09/2018 13.26


Jeg betragter det i dag som noget af et under, at jeg kom tilbage til kirken

24_12_2018.indd 42

24/09/2018 13.26


PRÆSTEN DER BLEV TROENDE Tekst — HOLGER SKOVENBORG Foto — HOLGER SKOVENBORG, CAMILLA ENGROB, PRIVAT

Da Frederik Berggren Smidt blev præst for indbyggerne i et landsogn, var det ikke ham, der lærte dem om Gud, men dem, der lærte ham, hvad det vil sige at tro.

I Tersløse, Skellebjerg og Niløse sogne nordøst for Slagelse fik man for godt ti år siden en ung og energisk præst. Frederik, hed han. Frederik Berggren Smidt. Han og ægtefællen Lise havde i flere år set frem til at blive præstefamilie med deres tre børn. Og når de blev det, skulle der ske noget i det sogn, de kom til. – Jeg kom direkte fra uddannelsen til præst med længsel efter at bruge det, jeg havde lært, fortæller Frederik. – Vi kom med gåpåmod og ønskede at sætte mange ting i gang. I studietiden havde jeg været sognemedhjælper i Roskilde, så jeg forestillede mig meget, at det at være præst var noget med at gøre nogle ting i sognet. Frederik var ivrig efter at sætte aktiviteter i gang. Klubber for børn og unge og alternative gudstjenester. Alt så lyst ud. Manden kunne ikke sove

Men ret hurtigt skete der nogle ting, som ændrede hans forståelse af det at være præst. Kort tid efter han var kommet til de 2018

24_12_2018.indd 43

— 43

24/09/2018 13.26


tre sogne, blev han ringet op af en mand, hvis kone han havde begravet. – Han sagde, at han ikke kunne sove, selv om han tog sovemedicin. Han var rædselsslagen, fordi han så sin afdøde kone for sig igen og igen. Jeg besøgte ham og fik bedt for ham, og så sov han roligt nogle nætter. – Men nogle dage senere ringede han igen, fordi det var kommet tilbage. Det var ikke en mand, der var vant til at bede, men jeg printede Fadervor ud på en seddel, som han kunne sætte op, så han kunne se bønnen for sig, før han gik i seng. Der var ikke noget magisk over det. – Jeg ringede til ham et par dage senere. Nu sov han roligt hele natten. Oplevelsen af, at Gud findes og svarer på bøn, var ukendt og ny for den unge præst. Men han fik flere af den slags oplevelser i mødet med menigheden og virkeligheden på Vestsjælland. Kvinden led af depression

– En kvinde, der led af depression, havde brug for hjælp. En af hendes ældre venner ringede og bad mig om at komme. Hun sagde til mig, at jeg skulle læse Jakobsbrevet kapitel 5 i Bibelen, og at det nok var en god ide at tage lidt olie med. Frederik kendte ikke noget til det, som Jakobsbrevet fortæller om at bede for syge og salve dem med olie i Jesu navn. Men han læste om det og fandt noget olie til formålet, som en tidligere præst havde efterladt i en lille flaske. Og da han kom ud til kvinden med depression, var der andre kristne til stede, som hjalp ham på vej. Sådan gik det til, at han pludselig var i gang med at være præst på en helt anden måde end den, han havde forestillet sig.

Han salvede kvinden med olie ved at smøre lidt olivenolie på hendes pande i form af et kors og ved at bede en bøn for hende. Efter nogle uger fik hun det bedre. – Det var noget af det, jeg ikke havde lært om på universitetet, og det var jeg nødt til at lære på stedet, siger Frederik, som der skete en forandring med ved den slags oplevelser. – Jeg blev taknemlig for, at Gud hører troens bøn, det vil sige den bøn, hvor man ganske enkelt beder Gud om hjælp og har tillid til, at han hører. Troens bøn er tillid til Guds hjælp. Hun åbnede øjnene

– En ældre kvinde i menigheden var døende og lå på Slagelse Sygehus, fortæller Frederik om endnu et af de møder, han havde med folk i sin første tid som præst. – Et af hendes børn ringede og spurgte, om jeg ville komme hurtigt og give hende nadveren for sidste gang og lyse velsignelsen over hende. – Jeg tog derned og læste et afsnit fra Bibelen for hende og indviede brødet og vinen, som skulle bruges i nadveren. Jeg brækkede et lille stykke af nadverbrødet af og gav hende det i munden. Derefter gav jeg hende en lille dråbe vin på hendes læber. – Men da jeg så begyndte at bede Fadervor, åbnede hun pludselig øjnene og begyndte at bede med. Og få dage efter havde hun det så godt, at hun kunne komme hjem igen og levede mange år mere. Også det kom bag på den unge og uerfarne præst, som i sit barndomshjem ikke havde mødt modstand mod kirken, men heller ikke fået den store erfaring med den kristne tro. Frederik er taknemlig for, at hans forældre tog ham med til børneguds-

Da jeg så begyndte at bede Fadervor, åbnede hun pludselig øjnene og begyndte at bede med.

24_12_2018.indd 44

24/09/2018 13.26


tjeneste fem-seks gange om året, men han erindrer ikke, at der blev talt om den kristne tro i hjemmet. I sine tidlige ungdomsår kom Frederik langt væk fra kirke og kristendom, men blandt andet forholdet til sin kristne morfar og en særlig interesse for vikingernes overgang til kristendommen medvirkede til en spirende tro på Gud. Han begyndte at gå i kirke, og efterhånden opstod ønsket om at blive præst. Men en dybere erfaring med den kristne tro fik han først for alvor som præst i mødet med andre kristne i menigheden. For eksempel da den dødssyge kvinde fik nadverens brød og vin og pludselig åbnede øjnene. – Jeg oplevede Guds hjælp gennem nadveren. Nadveren er mad og drikke til evigt liv, fortæller han roligt med et smil, der afslører hans store glæde over at tro på Gud. – Nogle gange får vi en forsmag på det evige liv, ligesom da kvinden blev rask og levede i mange år, selv om hun havde været tæt ved at dø. Der er et løfte i nadveren. Jesus døde for os, for at vi kan stå op fra de døde med ham. På sygehuset oplevede jeg helt konkret, at det blev til liv.

Præstens glæde ved at spille og synge bliver også brugt ved gudstjenester. Her er det i Skellebjerg Kirke ved Slagelse.

Bibelens ord blev levende

– Inden jeg blev præst, var Bibelen en bog, som rørte mig, når jeg læste i den, og også en bog, som provokerede mig. Men det at læse Bibelen sammen med andre og som noget, der kunne forandre mig, var nyt for mig. – Bibelen gik fra at være en spændende bog til at være et levende ord, som forandrede og forvandlede liv. Det så jeg hos andre. Det begyndte så også at blive levende for mig selv. Jeg begyndte at læse mere i Bibelen. Mens Frederik læste teologi, var Bibelen en bog, som han kun læste i, når han var nødt til det. Når den var en del af hans pensum. Alligevel havde han i slutningen af studietiden en oplevelse, der på en måde pegede frem mod det forhold til Bibelen, som han senere mødte som præst i Tersløse: Bibelen som Guds ord. – Jeg læste om dengang, Jesus kom hen til sin døde ven Lazarus’ grav. Der står, at Jesus brast i gråd. Og så gjorde Jesus Lazarus levende. Jesus viste, at han ikke bare talte om vores liv, men gik ind i vores liv. Tænk, at han elskede sin ven så meget, at han gav ham livet igen, forklarer Frederik med tydelig glæde. – Tænk, hvis han også elsker mig, og det tror jeg, han gør. Så vil han også give livet til mig! Da Jesus gjorde den døde Lazarus levende igen, var det et forvarsel om, at Jesus selv skulle stå op fra de døde og give evigt liv til alle dem, der tror på ham. Frederik ser også den oplevelse, han havde ved at læse om det, som en form for forvarsel om det, der senere skulle ændre sig i hans eget forhold til Gud og Bibelen.

Som præst i Tersløse, Skellebjerg og Niløse ville Frederik gerne give sine konfirmander nogle særlige oplevelser. Her lærer de, hvordan man binder neg.

Mens familien boede i præstegården i Tersløse begyndte Lise og Frederik at læse mere i Bibelen, også for deres tre børn.

Vi beder for jer

– Mens vi var præstefamilie i Tersløse, begyndte vi at læse mere og mere i Bibelen derhjemme, fortæller Frederik. Lise og Frederik læste i Bibelen sammen, inden de skulle sove. De begyndte også at læse for deres tre børn fra en børnebibel. Efterhånden

2018

24_12_2018.indd 45

— 45

24/09/2018 13.26


Det er vigtigt for Frederik at være i kontakt med folk i sognet, også i Fredens-Nazaret sogn på Østerbro. Kirken her ses i baggrunden.

Lige så overrasket, som jeg nogle gange er blevet over Guds hjælp, lige så skuffet er jeg blevet andre gange.

Lise og Frederik har på mange måder fulgt hinanden på vejen til den kristne tro.

som børnene blev i stand til det, var det dem, der læste højt for de andre. Efter oplæsningen snakkede de om teksten. – Senere begyndte vi også at bede sammen med børnene, fordi vi mødte det hos andre. Når jeg var ude i hjemmene, oplevede jeg, at folk efter måltidet bad en bøn, som de formulerede frit med deres egne ord. Det var vi ikke vant til, men ved at blive inviteret ind i andres traditioner med bøn, lærte vi at takke for dagen og bede for andre. – Folk sagde til os: I er på vores liste over folk, vi beder for. Det var nyt for mig. På kanten af troen

Kopien af Thorvaldsens Kristus-figur på Frederiks kontor mangler armene. Det er med til at vise, at Jesus har brug for os for at kunne hjælpe andre.

Frederik manglede troen, da han blev præst: Troen på, at Gud er levende og nærværende. Troen på Jesus som frelser. På Helligånden. – Jeg kan se nu, at vi kun stod på kanten af troen, siger Frederik, når han ser tilbage på den tid. Og Lise, hvis tro på Gud på flere måder har udviklet sig parallelt med Frederiks, er enig: Den præst, som skulle forkynde om den kristne tro, kendte den dybest set ikke selv. Men det ændrede sig. Præsten fik ”en levende tro med kærlighed til Jesus Kristus”, som Lise udtrykker det i dag. Der skete noget med både hende og ham, efter at de var flyttet til Tersløse som præstefamilie. – Jeg kom dertil som uddannet teolog, men det var menigheden, der hjalp mig til at blive præst, siger Frederik. – Jeg havde brug for deres opdragelse og opmuntring til at tage del i deres liv i menigheden. Vendt mod gaden

Frederiks præstekontor ligger nu på Østerbro i hjertet af København. Efter en række år som præst på Vestsjælland søgte han

24_12_2018.indd 46

24/09/2018 13.26


mod hovedstaden, hvor han blev præst i Fredens-Nazaret sogn. Kontoret har et vindue lige ud til gaden. I vindueskarmen har han sat en Jesus-figur. Men den er drejet, så Jesus kigger ud mod gaden. Efter det, som Frederik mødte i landsognene ved Slagelse, er han blevet ivrig efter at bruge sit liv som præst til at fortælle andre mennesker om livet med Gud. Om Jesus og troen på ham. Nogle uger før dette interview havde han en oplevelse, som på en særlig måde trak linjer tilbage til tiden i Tersløse. Specielt til dengang han bad for kvinden med depression og salvede hende med olie. – Jeg begravede denne kvindes mand. Han havde fået kræft, og jeg havde bedt for ham på hospitalet, hvor han lå, og jeg havde også salvet ham med olie. – Men denne gang var Guds svar på bønnen ikke helbredelse, som da hans kone blev rask. Guds svar på bønnen var, at manden kunne sove ind med viden om, at Gud ville ham det godt. Frederik havde håbet på et mirakel: At manden blev rask. Men det var en anden slags mirakel, han oplevede. Han ser det som Guds svar, at en kvinde, der var til stede, og som han ikke mener er vant til at bede højt, nu brød ud i tak til Gud. Det, hun takkede for, var netop, at denne mand kunne dø med fred. – Lige så overrasket, som jeg nogle gange er blevet over Guds hjælp, lige så skuffet er jeg blevet andre gange. For eksempel hvis jeg har bedt for et par, som kæmper for at redde deres ægteskab, men alligevel ender med at blive skilt. Eller har bedt for en syg, som ikke bliver rask, fortæller Frederik åbent. – Men den tillid til Gud, som min første menighed viste mig, har ikke sluppet mig siden. Tilliden er ikke afhængig af, hvad Gud svarer, når jeg beder til ham, men at han hører mig.

Ved at tro på Jesus har jeg fået mod på livet og på at være sammen med mennesker

Præsten vil gerne hjælpe

Som præst vil Frederik gerne give den tro på Jesus videre, som han selv har fået. Men han vil også gerne hjælpe mennesker på andre måder i de situationer, de står i. For eksempel kom han til at have meget med asylansøgere at gøre i Tersløse. – Fordi jeg havde arbejdet med sagsbehandling for asylansøgere, mens jeg var yngre, begyndte de at komme til mig for at få hjælp med papirerne, fortæller Frederik, der blev nødt til at overveje forholdet mellem det at hjælpe rent praktisk og det at hjælpe dem ved at forkynde for dem om Jesus. Fordi Frederik også var præst for dem, viste han dem en video om Jesus på deres eget sprog, ligesom han holdt gudstjenester specielt for asylansøgerne. – Jeg tilbød også at bede for dem, og det tog de gerne imod. Troens liv er også at gå ind i et grænseland, hvor man ikke altid vælger situationen selv eller selv bestemmer, hvor troen fører os hen. Efter kommunalreformen i 2007 og finanskrisen faldt mange arbejdspladser væk i Tersløse og omegn. – Der var en stigende social nød, forklarer Frederik. – Med afsæt i de behov, vi så, tog vi sammen med andre initiativ til en en mandecafé, et spisefællesskab og en menighedspleje,

der hjælper folk på sommerlejr, giver julehjælp og har tilbud til udsatte unge. Det er med stor glæde, Frederik kan konstatere, at det arbejde er vokset, efter at han og Lise er flyttet derfra. Mod på livet

– Jeg betragter det i dag som noget af et under, at jeg kom tilbage til kirken. Jeg synes selv, det er et troens under, at jeg har et levende og nærværende liv med Gud, fortæller Frederik. Det manglede han i sine unge år. – Jeg føler mig sat fri af min ungdoms melankoli og opgivenhed. Ved at tro på Jesus har jeg fået mod på livet og på at være sammen med mennesker. – Før tænkte jeg meget på: Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Men den følelse af magtesløshed, jeg havde som ung, blev efterhånden fyldt med håb. Det håb, tror jeg ikke, jeg havde fået uden at have mødt Gud, som har fulgtes med mig siden. – Gud gav mig formålet og retningen for livet: Du skal ud at fortælle om mig! Det er det, Frederik nu brænder for. 2018

24_12_2018.indd 47

— 47

24/09/2018 13.26


Tre (måske) unyttige og kreative øvelser Ide og foto — CAMILLA ENGROB

“Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål. Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne – et sytøj, en skitseblok; noget med farver. Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda.” Dronning Margrethe II, nytårstalen 2017

Der er nok mange af os, der kender følelsen af, at vi spilder tiden, hvis vi ikke er produktive. Ind i den situation kan dronningens opfordring til at gøre noget unyttigt være ret provokerende! Men du skulle tage at prøve! Lad oplevelsen være vigtigere end resultatet, og giv slip på tanken om, at alle kreative øvelser skal ende ud i et perfekt produkt. Julens budskab minder os om, at Gud elsker os, og at vi har værdi, uanset hvad vi gør. Hvilket giver den perfekte ramme for at skabe noget unyttigt – fordi præstationen bliver unødvendig, og andres bedømmelse mister betydning. Dit udtryk kommer bedst frem, når det er båret af den, som du er skabt til at være, og ikke af, hvad du tror, verden ønsker eller forventer af dig. Det sker bedst, når du overgiver dig til det unyttige.

48 —

24_12_2018.indd 48

2018

24/09/2018 13.27


1

LAV FARVESTRÅLENDE COLLAGER Når pakkerne for længst er købt og endelig pakket op, er det tid til at få det sidste ud af gavepapiret og julekatalogerne. Det farvestrålende papir er perfekt til at lave collager af. Hvis du ikke er så vant til at lave collager, er det en god hjælp at vælge en figur – fx. cirkel – og starte med at klippe cirkler ud af det gavepapir eller de sider i bladene, du synes er flottest. Du kan prøve at arrangere cirklerne på forskellige måder og se, hvor forskelligt resultatet bliver. Du kan også prøve at klippe gavepapiret i små stykker, kaste dem op i luften og se, hvordan de lander. Det kan også være sjovt at putte lim på papiret, inden du kaster, og se, hvor mange af de små farverige stykker, der hænger fast.

24_12_2018.indd 49

24/09/2018 13.27


2 OPFIND DIT EGET SPIL Denne øvelse er sjovest sammen med børn. De har en særlig evne til skøre påfund og sjove ideer. Og de har endnu ikke lært at betvivle eller begrænse dem, allerede inden de får dem sagt højt. Lav jeres eget spil med jeres egne regler, jeres egne opgaver, jeres egne brikker og jeres egen spilleplade. Det er også jer, der bestemmer, hvornår spillet er færdigt, og hvordan man vinder … hvis der overhovedet skal findes en vinder. Det skal I bruge: — Pap, tusser, tape, papir, snor, nogle gamle legetøjsbiler, et par lysestumper, et sjippetov ... eller noget helt andet. — En stor portion fantasi og et ønske om at slippe kontrollen og begrænsningerne.

50 —

24_12_2018.indd 50

2018

24/09/2018 13.27


INDHOLD s. 3

s. 8

JEG G L ÆDE R M IG I DE N N E TI D Redaktionelt

s. 4

M EG E T M E R E JU L Løst og fast om julen

s. 8

LIVET BEGYNDER OG ENDER I DERES HÅND Jordemoderen og bedemanden

s. 14 s. 10

STÅ AF RÆSE T Jonas fravælger sociale medier

s. 16

T V -VÆRTE N DI NA MØDTE G U D Skepsis blev erstattet med levende kristentro

s. 24

PAPMOR BYG G E R HÅB AF B R U GTE PAPK ASSE R Kreative workshops giver flygtningebørn et fristed

s. 30

PÅ R U N DTU R I KI R KE ÅR E T

3

Har du tjek på helligdagene? s. 36

P RÆSTE N DE R B L E V TR OE N DE Interview med Frederik Berggren Smidt

s. 26

s. 42

LYS/ MØR KE Refleksioner til hver dag i julen

s. 48

TR E ( MÅSKE ) U NY T TIG E OG KR E ATIVE ØVE L SE R

TAG PÅ FOTOSAFARI Det kræver nærvær og øvelse at kunne se – altså rigtigt at se. Se sammenhænge, se skønheden, opdage de særlige ting, som er svære at se, når hverdagene flyver af sted. Og her er tiden mellem jul og nytår perfekt.

Sådan kan du følge Dronning Margrethes råd s. 52

Om at være gennemskuet

s. 40

© LogosMedia 11. udgave, 2018 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-808-7 Forsidefoto

Morten Friis, Fotonova Design

U PS! JEG K VALTE DIG

Camilla Engrob Tryk

Øko-Tryk

2 —

24_12_2018_omslag.indd 2

Gå på jagt efter fire billeder der … — indeholder farven rød — har et rundt element i midten — beskriver det samme begreb – sorg, skønhed, ro — er taget af nogle særlige detaljer på en særlig smuk dag

Redaktion

Rikke Holst Vigilius Amalie Puggaard Poulsen Astrid Reuss Rahbek Elna Borcher Brosbøl Holger Skovenborg Kasper Bruun Vindum Brandt Marie Schmidt Stig Østermark Andreasen

Du kan tage på fotosafari alene, sammen med familien eller med en god ven.

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission.

Udgiver

24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud.

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: info@lohse.dk / Netbutik: www.lohse.dk

De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

Når du har været af sted, kan du enten printe billederne ud og hænge dem op ved siden af hinanden. Eller du kan lave en digital collage via fx. Instagram, og dele den med dine venner. Måske det vil inspirere dem til at se verden fra en anden vinkel.

2018

24/09/2018 11.56


2018

Ups! Jeg kvalte dig!

Tekst — JAKOB SVENDSEN,

STAND-UP KOMIKER

“Far, kan du huske, da du kom til at kvæle mig med et reb?” Jeg er ved at hente min søn i børnehaven. Jeg vil gerne være den far, der henter sit barn i godt humør. Som har overskud og god tid. Kvalitetstid. Og ja, det kan jeg godt huske. I går legede vi en cowboy-leg, hvor jeg kastede en lasso om ham. Da han prøvede at slippe væk, ramte lassoen hans hals. “Nå, der var jeg lige ved at kvæle den kalv, jeg skulle fange” – og så grinede vi. I dag er der ikke just grin. Til gengæld giver sætningen masser af opmærksomhed, både fra andre forældre og pædagogerne. Og så rammer den mig. Usikkerheden. Følelsen af ikke at slå til. Nu gennemskuer de, at jeg ikke er ansvarlig nok til at være forælder. Den følelse rammer mig ofte. Når jeg er far. Når jeg står på scenen. Når jeg passer mit arbejde. Følelsen af at mangle tillid til mig selv. Selvtillid. Er jeg overhovedet god nok? Der er pres fra andre, fra mig selv, fra samfundet. Barren skal hele tiden sættes højere. Hvad nu hvis folk opdager, at jeg ikke er god nok? Hvad nu hvis jeg bliver gennemskuet? Hvis nu folk ser mig, som jeg virkelig er. Vil de så være sammen med mig? Eller vil de forlade mig? Men jeg er gennemskuet

Gud har set mig og har gennemskuet mig. Han kender mig fuldt ud. Al min utilstrækkelighed. Alle mine fejl. Gud har set det hele, og han er ikke skræmt væk. Han forlader mig ikke, selvom han har set det hele. Så bliver det at være gennemskuet pludselig det mest trygge, jeg kan være. Nu kan jeg sætte min tillid til noget større end mig selv. Gudtillid. Tilbage i børnehaven prøver jeg at undslippe min egen følelse af utilstrækkelighed ved at sige: “Nah, det er vist ikke helt rigtigt”. “Jojo, i går. I stuen, far.” Han har ikke tænkt sig at lade mig slippe. Som om det skulle gøre noget bedre, hører jeg mig selv sige: “Det var jo ikke et reb, det var et sjippetov.”

Et julemagasin | 2018

Papmor bygger håb af brugte kasser STÅ AF RÆSE T

Præsten der blev troende

GUD ER KOMMET HELT TÆT PÅ OS S OM JES US -BAR NET I KRYB B EN. DET HAR HAN VÆR ET HELE TIDEN – JEG HAR BAR E FØRST FÅET ØJE PÅ DET NU

Dina Al-Erhayem Skuespiller og tv-vært

24_12_2018_omslag.indd 1

24/09/2018 11.56

Profile for Forlagsgruppen Lohse

24:12 Et julemagasin 2018  

24:12 Et julemagasin 2018  

Profile for lohse
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded