__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

E T ÅR ÆNDR E DE M I N E FORÆLDR E E N VÆSE NTLIG J U L E TRADITION: VI F I K DÅSE MAD TIL DESSE RT JU LE AF TE N

2017

En jul uden risalamande

2017

Pris: 49,95 kr.

Opskrift på en god jul Tekst — DANIEL SØGAARD LIND

Julen bliver slået så stort op, at man kan blive træt af den. Hvorfor i alverden gør vi det så også selv? Måske var det sådan, mine forældre tænkte det år, de lavede om på en af vores juletraditioner. De havde godt nok lavet lidt sjov med det. Men ingen havde forestillet sig, at det var andet end drilleri. For juleaften fik vi altid risalamande. Og bedst som vi sad og ventede, kom de ind med råcreme og dåsefrugt! Hvad lavede fabrikssyltede ferskner på julebordet, og hvor i alverden var mandlen henne? Selvom dåsemad blev opfundet under Napoleonskrigene, samtidig med at de første juletræer kom til Danmark, så har jeg svært ved at se koblingen mellem dåsefrugt og juleaften. Heller ikke den julenat under første verdenskrig, hvor engelske og tyske soldater mødtes mellem skyttegravene og sang julesalmer med dåsemad i maven, er nogen undskyldning for at droppe den danske tradition med den kolde, fede og let sødede risengrød med mandel i. Men det år fandt jeg mandlen. For jeg opdagede, at det ikke er traditionerne, men freden, der er julens hemmelighed overalt i verden! Julen er mere

Sammen med julen kan tunge tanker trænge sig på. Tanker om dem, vi har mistet. Eller frustrationer over dem, vi har svært ved at være i stue med. Også reportager om krig minder os om ufred. At vi har brug for trøst og tilgivelse. Heldigvis er julen mere end det, vi selv slår den op til at være. Julen handler om, at Guds søn kom med fred. Gud elskede verden, og derfor sendte han sin søn til verden, for at ingen skal behøve at leve i ufred med ham. Det er ikke afgørende, om vi føler os glade eller parate til den perfekte jul. For det, vi kommer med, redder hverken julen eller verden. Kun Jesus Kristus kan redde os fra død og ufred. Han er ikke en tradition, men kom til os med løftet om tilgivelse og evig fred den første julenat. Tag det håb med, når du fejrer jul. Det er i sidste ende kun det, der kan gøre din jul perfekt.

24_12_2017_omslag.indd 1

Et julemagasin

LUTHE R L ÆNGE LE VE !

Fra Aleppo til Kolding

VI B LIVER MATER IELT R IGER E O G R IGER E MEN FATTIGER E O G FATTIGER E PÅ NÆSTEK ÆR LIGHED

Jann Sjursen Formand for Rådet for Socialt Udsatte og generalsekretær i Caritas

20/09/2017 14.00


INDHOLD s. 3

s. 4

E T VE N DE PU N K T PÅ K ANTE N AF LIVET Redaktionelt

s. 4

JU L E NS STJE R N E R Løst og fast om det takkede symbol

s. 7

I DE T M I N DSTE K AN VI L E VE I TRYG HE D Tvunget på flugt fra krigen i Syrien

s. 12 s. 12

VI M ESTR E R I KKE L IVE T SE LV Interview med Jann Sjursen

s. 20

OPSKR I F T PÅ E N G OD JU L Reflektioner til hver dag i julen

s. 26

L ÆNG E L E VE LUTH E R Reformationens følger i Danmark

s. 26

s. 32

TI LG IVE L SE E R I KKE FOR TØSE DRE NG E Bliv klogere på tilgivelsens væsen

s. 35

H U N H JÆL PE R HON D U RANSKE UNG E I N D I VOKSE N L IVE T Reportage fra et land uden drømme

s. 42

F E M NYE FAVOR IT TE R TI L JU L E BORDE T Opskrifter på anderledes julemad

s. 46

s. 42

M I N SYG D OM G IVE R M E N I NG, NÅR JEG K AN H JÆL PE AN DR E Et liv med sclerose

s. 52

E N JU L U DE N R ISAL AMAN DE Tættere på julens budskab

© LogosMedia 10. udgave, 2017 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-801-8

Redaktion

Christoffer Fryd

Tine Szilas Amalie Puggaard Poulsen Astrid Reuss Rahbek Holger Skovenborg Kasper Bruun Vindum Brandt Stig Østermark Andreasen

Design

Udgiver

Camilla Engrob

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: info@lohse.dk Netbutik: www.lohse.dk

Forsidefoto

Tryk

Øko-Tryk

2 —

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission. 24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud. De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

2017

24_12_2017_omslag.indd 2

20/09/2017 14.00


ET VENDEPUNKT PÅ K ANTEN AF LIVET Carsten Skovgaard-Holm — Vicegeneralsekretær og missionsleder i Luthersk Mission, csh@dlm.dk

December måned er mørk. Mange tænder julelys og hygger sig. Hygge er vigtig for den danske befolkning. Faktisk i så høj grad, at hygge i 2016 kom på Kulturministeriets liste over de ti vigtigste værdier for det danske samfund. Men det er ikke alle, der forbinder december, jul og den mørke tid med hygge. For en del mennesker er det ikke alene en mørk tid udenpå, men også indeni. Hvor hygge ikke rimer på hoved og hjerte. Hos nogle skaber det angst og depression. Det er ikke alle, der flyder med decembers guldstrøm. I Danmark er angst blevet en folkesygdom og mange er bange for, at julen ikke bliver hjerternes fest, men en hjerteløs fest. En omvendt 11. september

Det var også en mørk tid på marken uden for Betlehem julenat. Det er forståeligt, at fårepasserne blev forskrækkede, da der kom en engel og lyste op som lyn fra himlen. For nu hyggede de sig lige. Jeg tror egentlig ikke, at hyrderne generelt var psykologisk ramt, men de havde ikke oplevet den slags før. Derfor blev det en mental mavepuster. Men så sagde englen: ”Vær ikke bange!” Og stemningen skiftede. Livet blev nok aldrig helt det samme igen for de ansatte på den mellemøstlige fårefarm. Natten blev et vendepunkt i deres liv. For mange mennesker blev den 11. september 2001 et rystende vendepunkt. Kollapset af tvillingetårnene i

New York mærkede dem negativt for livet. For hyrderne blev julenat en omvendt 11. september, som rystede dem – dog på den gode måde. For den nyhed, som blev kastet op på den himmelske storskærm uden for Betlehem, skabte ikke ”et før og efter” alene for hyrderne. Det var et verdenshistorisk vendepunkt. For os alle – selv om vi ikke er dyrepassere, men it-ingeniører, sygeplejersker eller mekanikere. Lille Jesus med stort håb

Nogle af os kan blive ramt af diagnosen angst. Andre kan i stille øjeblikke blive ramt af en oplevelse af mere almindelig livsangst. Vi kan i nogle sekunder blive grebet af en dyb følelse af at være alene på kanten af livet. Men her kan englens ord ”Vær ikke bange!” skabe et vendepunkt. En ny fremtid. Fordi den lille Jesus er født og kan give stort håb. Det fjerner ikke nødvendigvis en mental angst. Men det kan fjerne oplevelsen af at være alene på kanten af livet. For Jesus kom til verden julenat, og han er nu tæt ved os i vores liv. Som den, der kan vende decembermørke til lys livsglæde og overfladisk julehygge til dybt håb i hoved og hjerte. Håb for altid. Vores mål er, at denne udgave af 24:12 bringer denne glæde og dette håb til læserne. 2017

24_12_2017.indd 3

— 3

20/09/2017 14.03


J UL ENS STJ ER NE R Stjernen er et symbol på julen. Stjerner og jul hører sammen, fordi Bibelen fortæller om, at de tre vise mænd fulgte en stjerne, da de rejste helt fra Østen til Jerusalem for at finde "jødernes nyfødte konge": Jesus. Det står fortalt i Matthæusevangeliet kapitel 2. Noget tyder på, at de tre vise mænd, som også kaldes hellig tre konger, kom fra det nuværende Irak, og at de fulgte planeten Saturn. Saturn blev netop regnet som et symbol på det jødiske folk og den frelser, der skulle fødes i det folk. I år 7 før vor tidsregning var der et sammenfald hen over ni måneder af Saturn og planeten Jupiter. Det tog de vise mænd formodentlig som et tegn på, at det var nu, løftet om, at der skulle fødes en frelserkonge, ville blive opfyldt. Det svarer til, at det er almindeligt antaget, at Jesus blev født nogle år før år nul. Men det var ikke stjernen, som gjorde, at de fandt frem til Jesusbarnet, der netop var født. Det var Bibelen, som hjalp dem det sidste stykke fra Jerusalem til Betlehem. I Bibelen står der nemlig, at frelseren skulle fødes i Betlehem. I julesalmen "Dejlig er den himmel blå", står der, at vi også har en "ledestjerne", som viser os vej hen til Jesus: Det er Guds ord, altså Bibelen.

L ÆS ME RE ...

Potteplantens stjerner Den potteplante, som vi kender under navnet julestjerne, stammer oprindeligt fra Mexico, hvor det er en flere meter høj stedsegrøn busk med røde blade i toppen. I begyndelsen af 1800-tallet blev den indført til botaniske haver i Europa. Efterhånden fik botanikere udviklet den til en lavere stueplante, som siden midten af 1900-tallet, altså for kun 60-70 år siden, har prydet mange hjem op mod jul. Julestjernens røde "blomster", der minder om en stjerne, er i virkeligheden slet ikke blomster, men blade. Efterhånden har man udviklet sorter med hvide eller rosa "blomster". Kilde: www.plantorama.dk

om den stjerne, de vise mænd så, i artiklen "Den mystiske stjerne over Betlehem" på jesusnet.dk

4 —

24_12_2017.indd 4

2017

20/09/2017 14.03


Brødremenighedens adventsstjerner skal samles i hånden efter en nøje plan bortset fra de mindste størrelser, der ikke skal samles.

Gravstenens stjerner På gravsten betegner stjerner den dato, de afdøde er født, ligesom kors viser datoen for, hvornår de er døde. Når det netop er disse symboler, der bruges for fødsel og død, er det, fordi stjernen er et symbol på Jesu fødsel, og korset er et symbol på Jesu død.

B R ØDR E M E N IGH E DENS STJE R N E R Tyskland i 1700-tallet

Brødremenighedens adventsstjerne stammer fra Brødremenighederne i Tyskland i 1700-tallet. Stjernen blev opfundet af en af menighedens skolelærere, der brugte den i geometriundervisningen. Eleverne tegnede de pyramideformede spidser, hvorefter de fremstillede de tredimensionelle stjerner. For Brødremenigheden blev adventsstjernen et vigtigt symbol, der henviser til Jesus. Brødremenigheden i den tyske by Herrnhut anlagde i 1773 byen Christiansfeld i Sønderjylland, hvor man nu importerer og sælger de ægte adventsstjerner, Herrnhuter, fra Brødremenighedens "stjernefabrik" i Herrnhut.

2017

24_12_2017.indd 5

— 5

20/09/2017 14.03


JU LETRÆETS STJERNER

DIY

For nogle er en stjerne foldet af hvide papirstrimler den mest enkle og naturlige pynt på et juletræ. I Tyskland kaldes den Fröbelstjernen efter Friedrich Fröbel (1782– 1852), der grundlagde de første børnehaver. Han har nok ikke opfundet stjernen, men brugte den til at aktivere små børn.

STJ ER N ER PÅ SNOR

Det skal du bruge: — Kraftigt hvidt karton — Snor, gerne stiv og kraftig — En stor nål og en saks

Klip en masse femtakkede stjerner, gerne lidt ulige og skæve. Brug nålen til at få snoren igennem midten af stjernen. Bind en knude under hver stjerne. Variationer — — —

6 —

24_12_2017.indd 6

Brug forskellige typer papir Brug fx. en guldsnor Tilføj en perle over knuden

2017

20/09/2017 14.03


I det mindste kan vi leve i tryghed SEBA O G H E N DES FAM I L I E BL EV T VU NG E T PÅ F LU GT F RA KR IG E N I SYR I E N . M EN TR OE N PÅ G U D HAR H J U L PE T H E N DE G E N N E M DET H E L E TI L E T L IV M E D OMS OR G O G NYE VE N N E R I DAN MAR K

Tekst — KARIN BORUP RAVNBORG Foto — OLE LARSEN

– Det er svært at komme til et land som Danmark, hvor alt er fremmed og ukendt. Før krigen kom til Syrien, havde vi et meget godt liv. Vi var ikke rige – men vi levede et godt liv. Sådan siger 40-årige Seba fra Syrien, der er gift og har tre børn. Familien tilhørte det kristne mindretal i landet. De boede i byen Aleppo og levede i fred med deres kristne og muslimske naboer, indtil borgerkrigen brød ud i 2011. Seba var lærer, og hendes mand havde sin egen elektronikvirksomhed med 35 medarbejdere. De var meget aktive i deres kirke, hvor de var ledere for en søndagsskole med 200 børn. Krigen ødelagde alt

I 2015 måtte Seba og hendes mand og børn som mange andre syrere forlade alt, hvad de ejede, og flygte ud af landet. – Vi ventede på, at krigen skulle ende, men forholdene forværredes dag for dag. Vores by blev ødelagt, og vi var uden strøm og

24_12_2017.indd 7

20/09/2017 14.03


rent vand. Det var usikkert for os at gå ud på grund af snigskytter. Vi kunne ikke sende børnene i skole, og det blev sværere og sværere at passe vores arbejde, for vi vidste ikke, hvor og hvornår den næste bombe faldt. Derfor bestemte familien sig for at flygte – i første omgang til Beirut. – Det var en meget svær beslutning, men vi gjorde det, som vi altid har gjort. Vi bad til Gud, og vi gør, hvad han vil. Det giver en hvile at overlade det til ham. Senere rejste Seba og børnene videre til Danmark, hvor de søgte asyl. Efter nogen tid fulgte hendes mand efter. I dag – knap tre år efter – har familien fået en helt ny hverdag i Danmark. De har alle fået opholdstilladelse og bor nu i tryghed i en lille lejlighed i Kolding. Jeg møder Seba i familiens hjem til en snak om, hvordan det er at leve som flygtning i Danmark. Selv om pladsen er trang, byder hun hjerteligt velkommen indenfor og serverer kaffe og kager. Det er sen eftermiddag. Ud over Seba er det kun hendes to piger, Naja på 8 og Natali på 16, der er hjemme. Sønnen Michael på 13 er ude, mens Sebas mand, Dimitri, stadig er på arbejde. Seba fortæller stolt på et forståeligt, men lidt gebrokkent dansk, at hun lige er startet på integrationsuddannelsen, hvor hun er ved at læse til pædagogmedhjælper. Børnene går på en dansk skole i Kolding. – Vores liv er blevet helt forandret nu. Det var hårdt at blive tvunget til at forlade familien og alt det kendte i Syrien, fortæller Seba. Og selv om det har været svært at komme til et fremmed land, hvor sprog, kultur og levevis er så anderledes, føler hun, at familien er blevet taget godt imod i Danmark. – Jeg er så taknemmelig for, at vi har fået lov til at blive boende her i landet. Der er mange begrænsninger og regler for flygtninge i Danmark, men i det mindste kan vi leve

i tryghed. Vi har vores eget hjem, hvor vi kan leve i fred, siger hun. Kirken gav tryghed

Seba husker tilbage på den svære tid, hvor hun kom alene til landet med de tre børn. Først blev hun sendt til Sandholmlejren i Nordsjælland. Derefter til et asylcenter i Randers. – Det var hårdt. Men jeg følte, at Gud hjalp mig igennem det og gav mig styrke, fortæller hun. Hun havde brug for at finde en kirke, hvor hun kunne bede. En søndag gik hun og børnene efter lyden af kirkeklokker, fandt en kirke og gik indenfor til gudstjeneste. Hun forstod ikke et ord af, hvad der blev sagt, og sangene var slet ikke som i den ortodokse kirke hjemme i Syrien, men musikken og kirkerummet gav hende en form for tryghed. – Fællesskabet med andre i kirken gav mig ro til at bede, fortæller Seba, der gennem kirken kom i kontakt med en dansk kvinde, Pia. – Vi blev gode venner, og vi bad sammen. Men da hun ville begynde at lære mig dansk, skulle vi desværre flytte videre. Mens Seba fortæller, er der kommet endnu en på besøg i familiens lejlighed. Det er Jens Peter, der sammen med sin kone, Edel, var de første danskere, Seba lærte at kende, da hun flyttede til Kolding. Naja, den yngste af pigerne, hviner af fryd, da Jens Peter sætter sig i sofaen og begynder at drille hende. Det er tydeligt, at hun er glad for sine danske ”bedsteforældre”, som hun kalder Jens Peter og Edel. Jens Peter fortæller, hvordan han fik kontakt med Seba og familien. Sebas veninde Pia havde ringet rundt i sit netværk for at spørge, om de kendte nogle danskere i Kolding, som kunne tage

VI HAVDE HØRT F RA AN DRE F RA M E L LEMØSTEN , AT MANG E DANSKE RE IKKE TR OR PÅ G UD, SÅ JEG TROEDE I KKE , DET BETØD NOG E T FOR DEM

8 —

24_12_2017.indd 8

2017

20/09/2017 14.03


BL IV KONTAKTFAMILIE Der er flere muligheder for at blive kontaktfamilie for en flygtning eller en familie. Kontakt din kommunes frivilligcenter eller dit lokale asylcenter og meld dig som frivillig. Eller kontakt en af nedenstående: — Venskabskontakt.dk — Kontaktfamilie.dk — Flygtning.dk/frivillig - netværksfamilie

DE T K AN VÆRE MEG ET SVÆRT AT FORSTÅ DE T PR ES, VI L E VER UN DER .

kontakt til Seba og hendes familie, når de flyttede til byen. Og det ville han og hans kone gerne. – Vi havde netop sagt ja til at blive kontaktfamilie via Dansk Flygtningehjælp for nye flygtninge, der kom til Kolding. Da vi gik ind i det her, var det ikke et krav fra vores side, at det skulle være en kristen familie, fortæller Jens Peter, der selv er engageret i Indre Mission i Kolding. Men det blev det – til stor glæde for Seba, der begyndte at komme i Kristkirken sammen med sin kontaktfamilie. Børnene kom med i kirkens teen-, junior- og børneklub og har fået venner der. Og familien er flyttet ind i en lejlighed ved siden af missionshuset, så de er tæt på de aktiviteter, der foregår der. – Det betyder virkelig noget for os at være i et kristent fællesskab. Da jeg kom til byen, blev jeg meget overrasket over, hvor mange mennesker, der kommer i kirke. Vi havde hørt fra andre fra Mellemøsten, at mange danskere ikke tror på Gud, så jeg troede ikke, det betød noget for dem, siger hun. Det tager tid at skabe tillid

Som kontaktfamilie var Jens Peter og Edel klar til at hjælpe den syriske flygtningefamilie med praktiske ting som blandt andet at læse og forstå henvendelser fra kommunen. Det tog lidt tid at få tillid til hinanden, fortæller de. – I starten var det svært, fordi jeg kom alene med tre børn. Der var så meget, jeg skulle sætte mig ind i, og jeg vidste ikke,

hvordan jeg skulle bede om hjælp. Jeg kendte ikke rigtig Jens Peter og Edel, og de virkede så alvorlige, fortæller Seba. – Jeg tror, det var, fordi det var helt nyt for os at være kontaktfamilie – vi vidste ikke rigtig, hvordan vi bedst kunne hjælpe, smiler Jens Peter. I den første tid var Seba også bange for, hvad hun kunne fortælle sin danske kontaktfamilie. – Jeg havde ikke helt tillid til dem. Det kunne være, de var sendt af kommunen for at kontrollere os. Det var meget svært for mig at åbne op. – En aften blev min datter rigtig syg, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt alene og kendte ikke det danske sundhedssystem. Jeg var nervøs, men jeg slap min frygt og ringede til Jens Peter og Edel og bad om hjælp, fortæller hun. Edel tog med Seba og datteren på hospitalet, og Jens Peter blev hjemme hos de mindste børn. Den aften forstod Seba, at hendes kontaktfamilie ville hende det godt, og deres indbyrdes forhold har efterhånden udviklet sig til et dybt venskab. Det, at de deler den samme tro, gør også, at de kan bede sammen – og for hinanden. – Seba er nærmest blevet som en datter for os. Det har udvidet vores familie at lære hende at kende. Vi har en stor familie i 2017

24_12_2017.indd 9

— 9

20/09/2017 14.03


forvejen, men den er blevet endnu større, fortæller Jens Peter, der selv er ud af en søskendeflok på ti og sammen med Edel har to voksne børn og tre børnebørn. – Nu kan jeg snakke med Jens Peter og Edel om alt. Vi er blevet de bedste venner og besøger hinanden og hygger os sammen. Hvis jeg har problemer, så kontakter jeg dem med det samme. Jeg holder ikke noget tilbage. De er vores familie – vores bedstefar og -mor her i Danmark, siger Seba. Vi kan lære noget af hinanden

Hun er da heller ikke i tvivl om, at mødet med Jens Peter og Edel har hjulpet hende og familien til at falde bedre til i Danmark og forstå noget om den danske mentalitet. – Jeg taler meget med dem om dansk kultur, og hvordan det danske system virker. Ved at se på Jens Peter og Edel lærer jeg

KRIG EN I SYRIE N

noget om, hvordan man skal takle problemer – de har sådan en rolig måde at håndtere det på, fortæller hun. – I Syrien er vi meget stressede – her i Danmark er man mere stille og rolig. Det er så vigtigt for mig at vide, hvordan I danskere tænker. For jeg ønsker ikke at gøre noget, som I ikke kan lide. Jeg vil gerne forstå, hvordan jeg møder andre på en god måde og får det bedste ud af en situation – uden at blive frustreret og vred. – Så nu, når der opstår et problem, for eksempel i kontakten med kommunen eller andre myndigheder, har jeg lært at tage det ’stille og roligt’. Det gør bare, at man bliver bedre hørt. Og så er det også bedre for helbredet, smiler hun. Men kulturmødet går begge veje. For Jens Peter og Edel har mødet med den syriske familie fået dem til at sætte endnu større pris på værdien af fællesskab og samvær i familien. – De savner meget familien derhjemme i Syrien og taler ofte sammen på Skype. Vi har holdt jul og påske sammen med dem og kan mærke, at det for dem er nogle særlige højtider, hvor man i deres kultur ser hinanden meget mere, end vi nok gør i Danmark. Familien betyder utroligt meget. Jeg er selv vokset op i en kernefamilie, hvor vi var knyttet meget tæt sammen, så det har været rigtig godt for mig at blive mindet om, fortæller Jens Peter. Det er vigtigt, at danskere og flygtninge kan mødes på midten og lære noget af hinanden, mener Seba. – Jeg tror ikke på, at vi som flygtninge fuldstændig kan eller

Den 15. marts 2011 åbnede sikkerhedsstyrker ild mod demonstranter i Syriens hovedstad Damaskus. Det blev startskuddet på den krig, der i dag - seks år senere - er et regulært mareridt. Over 220.000 syrere er dræbt i den blodige borgerkrig, der har efterladt mange civile i nød. Det vurderes i dag at: — 13,5 mio. syrere har brug for humanitær hjælp — 6,3 mio. er fordrevet fra deres hjem og stadig opholder sig i Syrien — 4,6 mio. er flygtet til nabolande som Libanon, Tyrkiet og Jordan. Andre prøver at få asyl i Vesteuropa. Flygtninge fra Syrien udgør størstedelen af de flygtninge og indvandrere, der de senere år er kommet til Danmark.

Kilde: Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp.

10 —

24_12_2017.indd 10

2017

20/09/2017 14.03


skal blive en del af den danske kultur, men vi kan spørge ind til hinanden og være nysgerrige på hinandens måde at gøre tingene på. Jens Peter og Edel gør det samme. De spørger: ’Hvordan ville I gøre det her i jeres land?’, og så lytter de til det. Det er rigtig godt, siger hun.

DE T VAR HÅRDT AT B L IVE T VUNG ET

Arabisk fest i missionshuset

Hjemme i Syrien var Seba vant til at hjælpe andre. Da krigen kom, var hun og hendes mand sammen med andre fra kirken med til at uddele nødhjælpspakker til de fattige kristne og muslimer i byen. Til jul fik de ekstra hjælp. I dag er der over 4.000 familier i det krigsramte Aleppo, der får hjælp fra kirken. Hun brænder for at gøre noget godt for de mange andre syriske flygtninge, der er kommet til Kolding. Mange af dem har hun mødt på sprogskolen. De fleste af dem er muslimer. – Vi har det fint nok med hinanden her. Men det er svært, når der er konflikter hjemme i Syrien. Det tager vi med hertil. Krigen har skabt forvirring og mistillid mellem os, forklarer hun. Derfor har Seba taget initiativ til at holde en fest for de syriske kvinder, der bor i området. Hver anden måned samles de i missionshuset og laver mad sammen og hygger sig. – Vi laver det, som vi var gode til i Syrien: at holde fest. Vi spiser sammen, synger og danser sammen. Det er dejligt, når vi har fest, og der ikke er nogen mænd. Så kan kvinderne slappe af – tage deres tørklæde af og bare have det sjovt. Hun sidder også i bestyrelsen for en dansk-arabisk forening, hvor hun er med til at lave mange aktiviteter for flygtninge i samarbejde med kommunen og Røde Kors. Drømmer om at få et arbejde

Selv om familien er blevet taget godt imod i Danmark, er der også mange udfordringer ved at leve som flygtning, fortæller Seba. For eksempel er det svært at få lov til at arbejde og tjene penge. Seba fik hjælp til både at finde en praktikplads og siden et arbejde et halvt år som lærer på et asylcenter. Men asylcenteret skulle desværre lukke, og Seba stod igen uden arbejde. Derfor er hun nu gået i gang med en to-årig uddannelse som pædagogmedhjælper for at kunne få et job. – Min store drøm er at få et arbejde. Når man har et arbejde her i Danmark, så har man mere ro på sit liv og mulighed for at kunne gøre mange flere ting. I Syrien tog vi ofte på restaurant med børnene om søndagen efter kirke. Det kan vi ikke gøre her. – Det værste er, når min yngste datter Naja kommer og beder mig om en lille ting, og jeg ikke kan give hende den, fordi vi ikke har råd. Jeg hader den følelse. Jeg ville ønske, vi kunne få lidt af det samme liv tilbage, som vi havde i Syrien, siger Seba. Hendes ønske for fremtiden er, at alle i familien må klare sig godt. At den ældste datter Natali må blive dygtig nok til at studere, så hun kan opnå det, hun gerne vil. At hun selv må kunne gennemføre den uddannelse, hun er gået i gang med, så hun en dag kan komme ud og undervise igen. Og at hendes mand må klare sig godt med det nye firma, han har startet, hvor han tager rundt og sælger emballage til pizzeriaer og restauranter. – Han ønskede sig så meget at komme til at arbejde. Så beslut-

TI L AT FORL ADE FAM I L I E N OG ALT DE T KE N DTE I SYRIEN .

tede han sig for at starte sit eget firma, selv om andre advarede os om, at det var meget svært i Danmark. De første seks måneder havde de ingen penge ud over dem, Seba fik fra kommunen. Det var kun lige nok til at betale huslejen. Men nu går det bedre, fortæller hun. – Min mand arbejder hver dag fra kl. 8 morgen til sen aften. Han kommer træt hjem, men han ønsker sig bare så meget sit eget firma. Derfor gør det hende ondt at høre, når der i medierne bliver talt hårdt og nedsættende om flygtninge og indvandrere. – Vi kommer jo ikke her for at spise og sove. Vi blev tvunget til at komme her – men vi kæmper også. Min mand betaler skat. Vi ønsker virkelig at få et arbejde – men det er bare ikke særlig let for os, siger hun. Håber på fred

– Det kan være meget svært at forstå det pres, vi lever under. Vi kom fra krig – vi er presset i forvejen, vi er presset af systemet, af kommunen – vi har ikke også brug for at blive presset af danskerne med forventninger. Vi har brug for jeres hjælp, at I giver os lidt fred til at finde vores egne ben i det hele. Midt i det svære er det troen på Jesus, der har hjulpet hende til at klare det, mener Seba. – Jeg tror på, at han har båret mig igennem det hele. Han giver mig styrke – og hjælper mig til at finde den rigtige måde at gøre tingene på. Før manglede vi penge. Men jeg bad til Gud, og jeg følte, at han åbnede nogle små vinduer og gav mig styrke og visdom til at komme igennem. – Og han gav mig jo også Jens Peter og Edel, smiler hun. Hun beder for sin familie og de mange mennesker, der har lidt under krigen, og håber, at der en dag må blive fred i Syrien igen. – Nu er det to år siden, jeg har set mine forældre. Jeg drømmer om at rejse ned for at se dem, men det kan ikke lade sig gøre. Jeg håber at se dem, inden der måske sker noget med dem. De er ved at være gamle, og det er ikke sikkert, de lever så længe.

2017

24_12_2017.indd 11

— 11

20/09/2017 14.03


24_12_2017.indd 12

20/09/2017 14.03


Vi mestrer ikke livet selv Tekst — Dorte Sig Leergaard Foto — Christoffer Fryd

JANN S JU RSE N B L E V KE NDT S OM L ANDE TS YNGSTE MINISTE R . NU E R HAN KE NDT S OM FORTAL E R FOR DE SVAG ESTE . FOR HAM E R DE T VIGTIGSTE AT VÆRE KE NDT AF G U D.

24_12_2017.indd 13

20/09/2017 14.03


HVIS J EG KUNNE FÅ G E N N EM FØRT EN LOV

Alle skal have mindst én god ven! Jeg ved godt, at det er noget sludder, men pointen er, at man ikke kan lovgive om det mest værdifulde, om det allervigtigste.

Det er julenat i Betlehem. Mørket har lagt sig over dyr og mennesker. På en stenet mark under et oliventræ sidder to unge mennesker. Den ene er Jann Sjursen, den anden hans kammerat. I selskab med deres rygsække læser de juleevangeliet ”on location” og tænder et enkelt medbragt lys. Deres interrail er endt i Israel, og turen til Betlehem er lidt ufrivilligt endt på en mark. Året er 1983, og Jann Sjursen er 20 år. I dag sidder han i sin stue i Hillerød. Her er afsyrede danske møbler og hjembragte ting fra fjerne kyster. På bordet ligger en stak aviser, et par bøger og en bibel. Klaveret er slået op, og i køkkenet går hustruen Karen og bager. Her er ikke prangende. Her er rart. Rigtig rart. Jann Sjursen er blevet 54. Han klapper sin mobil sammen og griner selv lidt af den gamle model, inden han putter den i lommen. Han har været minister, men ejer ikke en smartphone. Han har mødt Nelson Mandela og Dronningen, men taler helst om socialt udsatte. Han har været Kristeligt Folkepartis partiformand og siddet i Folketinget. Han er generalsekretær, han har 14 —

24_12_2017.indd 14

været formand for stribevis af politiske udvalg, han er jævnligt i konkakt med ministre og en hyppig gæst i medierne. Men noget helt andet er vigtigst: – Min identitet er en anden end mine roller. Det er at være kendt af Gud. Det er vigtigt for mig, at min identitet er bundet op på Kristus, på det, han har gjort for mig og for hele menneskeheden. Vi mestrer ikke livet selv. Whatsoever man laver. En ny mulighed

Jann Sjursen har været politisk aktiv stort set hele sit liv. Som græsrod, som folkevalgt og som minister. Mere om det senere. Vi begynder nemlig i 2007, hvor Jann Sjursen greb en ny mulighed. Den katolske humanitære organisation Caritas manglede en ny generalsekretær. Sjursen søgte og fik jobbet. Jobbet bestrider han nu, samtidig med at han er formand for Rådet for Socialt Udsatte. Et regeringsudpeget udvalg, der både skal være de udsattes talerør og tilvejebringe viden, som kan kvalificere politiske beslutninger. En gang politiker – altid politiker, fristes man til at sige. I

2017

20/09/2017 14.03


Sjursens tilfælde handler det blot om langt mere end opfyldelse af egne ambitioner. Politik er ikke hans identitet, men politikken udspringer af hans identitet. Hvis alt det med politik i bund og grund er sprunget ud af Guds opgave til mennesker, er identiteten rodfæstet et helt andet sted, nemlig i Guds gave til mennesker. Den gave der blev født julenat. Dermed er vi tilbage ved Jann Sjursens udsagn om, at hans identitet er bundet op på Kristus, og det han har gjort. Hvordan skal man forstå det? – Det at være kristen er at tage imod Kristus. Man må ikke gå fejl af, at Kristus kom til jord julenat for at frelse. Det var en frelser, der blev født. Når jeg selv vil være herre i livet, lykkes det ikke. Man skal lade Jesus komme til, svarer Jann Sjursen. Du er vokset op med kristendom, har gået i søndagsskole og til spejder. Er det ikke nemmere for en gammel spejderdreng at forstå det, end det er for én, der f.eks. har et massivt misbrug, eller én, der sidder alene i en tom lejlighed? – Spejderdreng eller ej, så vil vi jo alle helst selv være herre og bestemme i eget liv i stedet for at lade Gud komme til. Ikke som en diktator, men som den, der har villet mig fra starten af. Det er provokerende, uanset hvem vi er. Du sagde også, at vi ikke mestrer livet selv. Hvor mestrer du ikke livet? – Hmm, på mange måder har jeg jo greb om livet. Det går jo ikke helt tosset. Men der er ting i dagligdagen, ting jeg får sagt – ikke mindst i forhold til min kone – dér glipper livsmestringen nogle gange, svarer Jann Sjursen. På den ene side sætter han sin hustru og familien allerhøjest, og han kan han ikke forestille sig et arbejde, der ikke handler om mennesker, og hvor han arbejder tæt sammen med mennesker. På den anden side trives han med samfundspolitiske dagsordner, afgørende beslutninger og politisk debat. – Jeg er bedst til de store dagsordner. Men der er ting, jeg har skullet lære i mit liv, for det kan godt være, at man kan møde vigtige mennesker og træffe store beslutninger, men hvis ikke de nære relationer lykkes, så kan det være ligegyldigt. Man må arbejde på begge dagsordner. Man kan ikke rende rundt for at redde hele verden, hvis ikke man kan være i de nære relationer. Det ligger ham virkelig på sinde, at relationer fungerer godt. Det er et tema, der har fulgt ham. Måske fordi han brænder så stærkt for sine holdninger og de mest udsatte, at relationerne nogle gange lider skade. Man fristes til at spørge: Er du lidt kantet? – Ja, jeg er kantet, indrømmer han leende, mens hustruen Karen nikker energisk samtykkende. – Jeg har meninger om mangt og meget, og gennem tiden har jeg skullet file på kanterne. Det er nok især i relationerne, jeg kommer til kort. Det gælder også i ægteskabet. – Jeg har nogle gange – især som politiker – trukket store veksler på familien. Jeg er som sagt til de store dagsordner, og min kone er til det meget nære. Det nære går meget tættere på,

Når jeg selv vil være herre i livet, lykkes det ikke. Man skal lade Jesus komme til.

og det har været svært. Vi har arbejdet med forskelligheden, og jeg tror, at det har bragt os tættere sammen. Jeg tror, vi har lært, at begge dele er vigtigt, så vi beriger hinanden, siger generalsekretæren, formanden og ægtemanden. Hvad stiller du op, når livsmestringen glipper? – Jeg har brug for Guds tilgivelse, svarer han ærligt og føjer til: – Og hvis jeg har fået sagt noget, som sårer – eller hvis jeg ikke får sagt noget, så må jeg vende tilbage til det. Så må jeg få talt om det. Er det svært? – Ja, det kan det være. Det er måske noget af det sværeste. Troen til daglig, den levede kristendom er afgørende for Jann Sjursen. I det helt nære og i det store perspektiv. – Kristentro er ikke en åndelig gymnastisk øvelse. Der skal konkret handling til, for at Guds kærlighed kan manifestere sig for øjnene af mennesker. Evangeliet bliver tom snak, hvis det blot bliver prædiket og ikke fulgt op af handling. Det er i vores konkrete handlinger, at vi reflekterer Guds kærlighed. I mødet med næsten kan jeg modtage det største, siger Sjursen. Fattigere og fattigere på næstekærlighed

Det er med afsæt i sin kristne tro, at Jann Sjursen er optaget af arbejdet for socialt udsatte og for nødlidende verden over. Og arbejde er der nok af på den front. – Det bliver mere og mere nødvendigt. Vi bliver materielt rigere og rigere, men fattigere og fattigere på næstekærlighed. Det er foruroligende, at unge har ændret holdning, så mange i dag f.eks. mener, at socialt udsatte jo blot ligger, som de selv har redt. – Der er pres på de offentlige udgifter, og det er nemt at skære ned på udgifter til udsatte. Der er for eksempel forsvindende få af de 140.000 alkoholafhængige, der er i behandling. Blot 15.000 af dem. Og vi taler ikke om nogle, der har for stort forbrug, men om nogle der er direkte afhængige, siger Jann Sjursen. Han svarer ikke direkte på spørgsmålet om, hvor han ser, at presset på de offentlige udgifter kommer fra. I stedet siger han: – Jeg mener, at man skal elske sin skat. Det går an med konen, 2017

24_12_2017.indd 15

— 15

20/09/2017 14.03


men SKAT er i den grad kommet i miskredit. Solidariteten krakelerer. Og helt galt går det da, når pengene oveni købet fosser ud af SKAT. Sjursen er partiløs, og han udtaler sig ikke partipolitisk. Men engagementet brænder: – Er det et kristent land værdigt, at vi sylter dem, der har allermest behov? Vi har selvfølgelig ansvar for os selv, men vi har også ansvar for vores næste. Jeg taler ikke for, at den offentlige sektor nødvendigvis skal vokse, men vi må prioritere. Hvis man endelig vil tænke økonomi, så kan man sige, at f.eks. underbehandlingen på misbrugsområdet koster kassen. Hvis ikke vi tager fat i menneskers problemer, mens vi kan, bliver de blot endnu dyrere. Jann Sjursen pointerer, at der er et stort behov for de kirkelige og andre private organisationer: – Det hele skal ikke være offentligt. Meget af den kit, der holder samfundet sammen, består af det, der opstår mellem

Jeg har fundet et stærkt fundament. Det, der bærer. Det er det, der er kernen i julen. 16 —

24_12_2017.indd 16

mennesker. Det sker i det frivillige arbejde, i civilsamfundet, som det hedder. Det er af stor betydning for hele samfundet, men naturligvis først og fremmest for det enkelte menneske. Hjemme i selskab med katolikker

Jann Sjursen er ikke fristet af partipolitikken. I hvert fald får man ham ikke til at pege på et muligt parti, han kunne identificere sig med. Måske har han det også p.t. bedst i sin nuværende sammenhæng i katolske Caritas. Den katolske kirke har verden over tradition for at arbejde selvstændigt og etablere hjælpearbejde. I det regi kan Jann Sjursen påvirke og arbejde – ikke direkte politisk, men med indflydelse integreret som en del af det kirkelige arbejde. – Jeg tror, ”vi” er et godt match. I katolsk sammenhæng står det meget stærkt, at det at være kirke, det er også at være diakonal. Det kan ikke tænkes, at man er kirke uden. Kirken er faktisk defineret ud fra de tre: Ordet, Sakramenterne og Caritas, som betyder barmhjertighed. Det kan jeg identificere mig med. Man må agere – både i forhold til det enkelte menneske og i forhold til at skabe rammer, siger Jann Sjursen. Han understreger, at han ikke helt deler dogmer med katolikkerne, men da Caritas ikke er en missionerende organisation, har han ingen problemer med at stå i spidsen for den. – Den katolske kirkes sociallære føler jeg mig hjemme i. Den understreger, at vi alle er Guds skabninger, som er bundet sammen i den menneskelige familie, siger Sjursen. Og så vender han tilbage til det med Kristus. Til det med frelsen. Det er et budskab, som ikke blot er til dem, der kender det fra barnsben. – Det handler om skyld og skam. Det er begreber, som man også møder hos mange udsatte. Men hos Kristus skal man ikke

2017

20/09/2017 14.03


længere bære skylden og skammen selv. Han bærer det for os. Det gælder også mig. Kristendommen taler sandt om mig som person, også når det gælder skyld og skam. Mine fejltrin har måske ikke fået så store synlige konsekvenser, men fejlene er der, og jeg ved, at jeg ikke magter livet selv, som vi har været inde på. Det kan være, at nogen vil sige: Jann Sjursen, du er da en slapsvans! Men det gør ikke noget. Jeg har fundet et stærkt fundament. Det, der bærer. Det er det, der er kernen i julen. Mere end Fadervor

Det engagerede menneske Jann Sjursen begyndte livet på Frederiksberg i portnerboligen til missionshuset Sindshvile. Siden flyttede familien med faderens job i Favør til først Skovlunde og siden Næstved. Jann voksede op i et trygt, arbejdsomt, kristent hjem, hvor frivilligt arbejde var en naturlig del af dagligdagen. Blandt meget andet begyndte forældrene et spejderarbejde i KFUM-regi med en flok ulveunger. Jann var med, og spejderdrengen lærte mere end Fadervor og råbåndsknob. Den politiske spire fik sin første næring. – Jeg kunne lide at være i naturen. Det er Vorherres skaberværk, som vi som mennesker har gavn af og skal passe på. Det er her, forvalterperspektivet kom ind, siger Jann Sjursen og sigter til den kristne forståelse af mennesket som ansvarlig for at forvalte resurser, miljø, natur og medmenneskelighed. Jann Sjursens politiske spire fik yderligere næring i mødet med hans klasselærer Jens Raahauge Nielsen. – Han var en væsentlig årsag til, at jeg senere valgte lærerstudiet. Han var lærer 24/7. Han gik langt for at hjælpe dem, der havde det vanskeligt fagligt eller socialt, og dem, der måske var kommet på kant med loven, siger Sjursen. Noget at stå på – og stå for

Fra folkeskolen gik turen to år på Hellebjerg Idrætsefterskole. – Det var to gode år. Der fandt jeg ud af, hvad jeg stod på, og hvad jeg skulle stå for. Jeg blev også mere bevidst om det politiske, Jeg fandt ud af, at det at have en kristen tro også måtte have en betydning politisk, konstaterer Jann Sjursen. Han meldte sig ind i Kristeligt Folkeparti, og som 16-årig kom han i hovedbestyrelsen for Kristeligt Folkepartis Ungdom. På gymnasiet i Næstved klarede han sig i begyndelsen rigtig godt, men det politiske engagement vandt ofte over lektierne i konkurrencen om den unge mands opmærksomhed. Sjursen kom alligevel ud med en fornuftig studentereksamen. Det første år efter gymnasiet gik med arbejde og den føromtalte tur til Israel. I 1984 tog han på Børkop Højskole. Under opholdet nørdede Sjursen med politik og livssyn på et valgfag med temaet ”U90”.

Det siger Sjursen om: H U STR U E N K AR E N S J URSEN Vi mødtes på højskolen. Hun gik på musiklinjen, jeg gik på ”bundlinjen”, som vi sagde (egentlig grundlinjen). Men vi begyndte først at komme sammen fire år senere. Hun vidste ikke, hvad hun gik ind til med mig. Vi er forskellige. Hun er fantastisk til at være noget for dem, der er her lige nu. Hun ser behovene og tænker mere på det nære. Det gælder både i vores hjem og i kirken.

DE T E N KL E L IV I NATUREN Jeg kan lide at færdes i naturen. Mine otte år som spejder har helt sikkert præget mig. Vi tager gerne på vandreture, og vi har blandt andet vandret i Himalaya. I vores hytte i Sverige er der heller ikke indlagt vand og elektricitet. Det er godt at være i Vorherres skaberværk.

HVIS JEG KU N N E FÅ G E N N E M FØRT E N LOV Jann Sjursen blev engang spurgt af en journalist, hvilken lov han ville gennemføre, hvis det helt stod i hans magt. Han svarede: Alle skal have mindst én god ven! Jeg ved godt, at det er noget sludder, men pointen er, at man ikke kan lovgive om det mest værdifulde, om det allervigtigste.

2017

24_12_2017.indd 17

— 17

20/09/2017 14.03


Jeg har brug for Guds tilgivelse.

Det havde navn efter den tidligere undervisningsminister Ritt Bjerregaards meget omdiskuterede undervisningsreform. De begyndte tre på holdet, men kun to holdt ud. En af dem var selvfølgelig Sjursen. Landets yngste minister

Efter højskolen begyndte han at læse til lærer på Haslev Seminarium. – Politik fyldte meget. I 1984 stillede jeg op til kommunalvalget i Næstved. I 1987 blev jeg landsformand for Kristeligt Folkepartis Ungdom. På seminariet benævnte en lærer mig: ”Ugens gæst”. Der var for alvor gået politik i den, erindrer Jann Sjursen. I 1988 udsatte han sin sidste eksamen på seminariet for at støtte partiet i valgkampen i det såkaldte Atomvalg i maj. Han var på det tidspunkt formand for KFU, (Kristeligt Folkepartis Ungdom red.), generalsekretær for Kristen Demokratisk Ungdom i Norden, og samme år var han med i den danske delegation til FN’s generalforsamling som repræsentant for Dansk Ungdoms Fællesråd. Han fik dog sin lærereksamen i januar 1989 og begyndte at undervise på den katolske friskole i Næstved. – Det var supergode år. Jeg nød samarbejdet med børn og forældre. De viste mig stor, stor tillid. Skolen var meget fleksibel i forhold til mit politiske engagement. Undervejs var Jann Sjursen blevet forlovet med Karen. I 1989

blev de gift, og hun flyttede ind hos ham i Næstved. Aftalen var, at han nu skulle drosle lidt ned på politikken en tid til fordel for tosomheden. Han smiler lidt ved tanken. Det gik anderledes. I 1989 var han Kristeligt Folkepartis spidskandidat til Europaparlamentsvalget. I 1990 blev han landsformand for Kristeligt Folkeparti. Det var svært at sige stop. – Flemming Kofod-Svendsen meddelte, at han ikke længere ville være formand. Jeg kom, som 26-årig pludselig i spil til posten som formand, måske som det friske nye. I samråd med fruen stillede jeg op, fortæller han. Tre år senere, i 1993, blev han landets dengang yngste minister, da han som energiminister blev del af Nyrup-regeringen. Udfordret af baglandet

Man kunne tro, at det var sejrssødt eller overvældende at sætte sig i stolen bag ministerbordet. At det var særligt at få ansvaret og at få magten. Sådan ser Sjursen ikke på det. – Det er selvfølgelig noget særligt at blive minister. Men jeg havde været i politik, siden jeg var 16 år. Jeg vidste, hvad jeg ville, og følte, at jeg kendte det. Og med hensyn til ansvaret og magten er det sådan, at de tillidsposter, jeg har haft, har jeg ikke direkte stræbt efter. Jeg er ofte blevet skubbet i retning af dem. Selvfølgelig har jeg også ønsket indflydelse, men jeg er ikke gået efter magten. Det har lagt sig til rette. Man tror ham, som han fortæller det i stuen i Hillerød. Det er det med, at hans identitet ligger et andet sted end i rollerne. Det bekom Jann Sjursen godt at være energiminister. – Det var et meget godt sted at starte. Det er et relativt afgrænset område, og så havde det i høj grad relevans set i forhold til forvalteransvaret, siger Sjursen. For en del af partiet var det dog en bet at se Kristeligt Folkeparti i Nyrup-regeringen. – Vi fik naturligvis kritik for det, vi ikke fik gennemført, og det overskyggede ofte det, vi fik, vurderer Jann Sjursen. Ved Folketingsvalget i 1994 røg partiet ud. – Det var mit ansvar, at vi gik i regering, og det var mit ansvar,

Min identitet er en anden end mine roller. Det er at være kendt af Gud.

18 —

24_12_2017.indd 18

2017

20/09/2017 14.03


at vi røg ud, men jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det var en fejl at gå med i den regering. Kristeligt Folkeparti blev i 1998 igen stemt i Folketinget med fire mandater. Jann Sjursen blev også valgt. Denne gang havde partiet peget på en borgerligt ledet regering. Det var en sorg

Jann Sjursen trak sig som formand for Kristeligt Folkeparti i 2002. Der var diskussioner om partilinjen, og i 2003 skiftede partiet navn til Kristendemokraterne. I 2005 røg partiet igen ud af Folketinget. Den inkarnerede politiker havde det svært i sit parti, hvor en ny ledelse havde en mere liberal holdning til abort. I 2007 meldte Jann Sjursen sig ud af Kristendemokraterne. I knap tre årtier var han, partiet og politikken uløseligt forbundet. Nu følte han, at han var blevet partiløs. En lang politisk relation var brudt. – Det kan lyde mærkeligt, men det var en sorg, at det måtte komme til et brud. Det var ikke som at opsige et abonnement. Det var hårdt, siger han. – Det sværeste var, at mange af dem, jeg havde kæmpet sammen med i årevis, havde vanskeligt ved at forstå beslutningen og var skuffede. – Men jeg kan sige helt straight, at jeg ser tilbage på tiden i

Kristeligt Folkeparti med stor glæde og taknemmelighed – også over al den støtte, jeg mødte, og som var rettet mod hele min familie. Jeg har lært mange fantastiske mennesker at kende i det ganske land. Den dag han meldte sig ud af partiet, tog han op til familiens hytte i Sverige. Der blev hugget noget brænde. – Ja, det er et godt sted. Der har jeg mange gange hugget løs på problemer i mit liv. Dér kan man tænke og overveje tingene. Den bedste jul

Af og til har familien holdt jul i den svenske hytte. Det har været fint, selv om timingen af julemiddagen er udfordret, når det hele foregår med brændsel og uden rindende vand. Alt det, danskerne pakker julen ind i, siger ikke Jann Sjursen så meget. Han er simpelthen ikke til kommercialiseringen og forbruget. Desuden har også han for travlt op til højtiden. Som regel vinder han end ikke den godmodige fejde med Karen om nisser eller ikke-nisser. Så hvis han skal have farmors slidte, gamle nissebog sat frem på chatollet, må han selv gøre det. Han når det blot sjældent. Beder man ham nævne en jul med særlig betydning, svarer han: – Det er måske julen på Betlehems marker. Den var i al sin enkelhed ufattelig stor. 2017

24_12_2017.indd 19

— 19

20/09/2017 14.03


OPSKRIF T PÅ EN GOD JUL

De fleste er enige om, at julemad er god mad. Men hvis julen selv kunne spises, ville den smage forskelligt for hver enkelt af os. Så hvad skal der egentlig til for at gøre julen velsmagende for både unge og gamle? Hvilke ingredienser skal der til for at lave en god, ja måske endda livsforvandlende jul? Tekst — ANDREAS KAMMERSGAARD IPSEN Foto — CAMILLA ENGROB

24_12_2017.indd 20

20/09/2017 14.03


BER

1 stk. julemand

I år 325 var biskop Nikolaus til kirkemøde byen Nikæa. Her sad han sammen med mange andre biskopper og hørte på en fyr ved navn Arius, som forsøgte at argumentere for, at Jesus slet ikke var Gud. Måske var Nikolaus træt, måske sulten, eller måske blev han bare så forfærdet over det, Arius sagde, for den gode, fromme biskop Nikolaus rejste sig i hvert fald op, gik hen til Arius og gav ham én på skrinet. Denne biskop Nikolaus kender vi i dag bedre som Julemanden. Ovenstående historie er måske ikke så juleagtig, men det var der andre ting ved Nikolaus, som var, fx at han hjalp en fattig familie ved om natten at smide poser med guldmønter ind ad deres vindue. Spol omkring 1700 år frem i tiden, og Julemanden er i dag en munter fyr, som kravler ned gennem skorstenen og lægger gaver under træet. Men der er en hage. Hvor den oprindelige biskop Nikolaus hjalp den fattige familie, uanset om de havde fortjent det eller ej, så giver Julemanden kun gaver til de artige børn. Så kan jeg bedre lide den oprindelige Nikolaus. Julemanden er et hyggeligt og folkeligt indslag ved julen. Men jeg ville ønske, at vi kunne gøre ham lidt mere Nikolaus-agtig. Ikke fordi han skal pande folk ned, som det skete med Arius, men fordi julen dybest set handler om, at Gud har givet os alle verdens største gave – uanset om vi har været artige eller ej.

24. DE

23. DE

M CE

M CE

BER

2 tsk. nisser

I 2010 skabte en frikirkepræst i Løkken overskrifter ved at klynge en nisse op i en galge uden for sin kirke. Rundt om nissens hals hang et skilt med skriften: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. På denne måde fik præsten gjort sin holdning til nisser temmelig klar: nisser er djævelskab og er noget, som skal forsages. Bum. Hvis danskerne stadig gik rundt og troede på nisser på samme måde, som man gjorde for 200-300 år siden, kunne jeg til nød se meningen med det. I gamle dage var det en almindelig overtro, at der levede små ”mennesker” på loftet eller i laden, som bragte lykke, hvis de blev behandlet ordentligt, eller ulykke, hvis de blev forsømt. Nissen var en slags husgud, som der skulle ofres (fx grød) til, for at holde ham glad. Men i dag er der så godt som ingen, der tror på den slags nisser. Nisser har været igennem en lang og rensende udvikling og er i dag ikke meget andet end et hyggeligt krydderi på julen. Man kan sagtens fejre en kristen jul med kravlenisser på hylderne og Pyrus i fjernsynet. For i dag er det ikke nisserne, vi håber skal bringe os lykke, men i stedet ting som arbejde, karriere, succes, anerkendelse, penge, sex, underholdning osv. Alt sammen ting, vi kan finde på at ”ofre” til i håb om, at det skal give vores liv indhold og mening. Men julen fortæller os, at det kun er Gud, som kan give livet dets dybeste mening. Og hvor nisserne skal holdes glade med grød og andre ofre, så elsker Gud os allerede. Han elsker os så meget, at han kom til jorden for at være sammen med os. Så lad julenisserne leve, men overvej i stedet, om du har andre skjulte ”nisser” i dit liv, som du er slave for. Måske trænger du til at blive befriet.

2017

24_12_2017.indd 21

— 21

20/09/2017 14.03


BER

3 dl. selverkendelse

Der findes desværre ikke noget ordsprog, som lyder: ”Ingen jul uden selverkendelse”. Det burde der gøre. Noget af det vigtigste ved julen er nemlig erkendelsen af, at der er ting i mit liv, som ikke er, som de burde være. Det er et fællestræk ved os mennesker, at vi gerne vil være i kontrol: Andre mennesker skal helst tænke det rigtige om os, og vi er meget optaget af at holde vores facader pæne og rene. Men hvis vi skal være ærlige, så ved vi godt, at der langt fra altid er overensstemmelse mellem vores facader og vores indre. Og for mange er det en stor frygt, at facaden skal krakelere, sådan at omverden får virkeligheden om os at se: angst, usikkerhed, egoisme og meget andet. Måske tænker vi, at folk vil slå hånden af os, hvis de kender sandheden om os. De fleste af os kan komme gennem livet med facaderne nogenlunde i behold. Men der er én, som vi ikke kan snyde, og det er Gud. Gud kender til alt det, vi helst vil skjule for omverdenen. Betyder det, at Gud slår hånden af os? Nej, for julen er fortællingen om, at Gud gjorde alt for at opsøge os på trods af vores fejl og mangler. Gud ser alle dine mørke hemmeligheder og elsker dig betingelsesløst alligevel. Det er aldrig rart at se sine fejl og mangler i øjnene, men der findes ikke mange bedre tidspunkter at gøre det end i julen. Jo mere ærlig selverkendelse, du har, jo mere fantastisk er det, at Gud elsker dig alligevel. Ingen jul uden selverkendelse.

22 —

24_12_2017.indd 22

26. DE

25. DE

M CE

M CE

BER

1 stk. stort mirakel

Det må have sine fordele at være Gud: være enehersker over universet, blive tilbedt af engleskarer dag og nat, aldrig skulle bekymre sig om penge, mad eller overlevelse i det hele taget. Julen fortæller os, at Gud forlod alt dette og lod sig føde som et menneske. Gud gjorde sig afhængig af en mor og en far. Gud skulle lære at kravle, gå og tale. Gud fik brug for mad at spise, vand at drikke og luft at indånde. Der er mange andre religioner, der fortæller om guder, som besøger jorden i menneskeskikkelse. Men intet så radikalt som i kristendommen. Julen handler om, at Gud ikke bare forklædte sig som menneske og ”lod som om”, men at Gud virkelig blev menneske. Gud mærkede helt og fuldt den svaghed og skrøbelighed, som alle mennesker er underlagt. Han oplevede angst, smerte og ensomhed Og vildest af alt: Gud oplevede, hvad det vil sige at dø. Julen er et vaskeægte mirakel. Et hjernevridende, forstandssprængende mirakel. At Gud blev menneske, er ikke bare endnu et religiøst lærepunkt på linje med så mange andre. At Gud blev menneske, er grænsende til det vanvittige. Men sådan er det med Gud. Når han vil frelse mennesker, gør han det ikke for halv gas, nej, så går han all-in. Julen er Gud, der sætter alt på ét bræt for at redde dig. Julen er ikke bare et vanvittigt mirakel, den er lige præcis det mirakel, vi har brug for.

2017

20/09/2017 14.03


BER

400 gram enten/eller

Når Bibelen påstår, at det barn, der lå i krybben, var Guds søn, så sætter det os alle i en noget prekær situation. For så er der ikke nogen ”gylden middelvej” i forhold til Jesus. Enten er julens påstand løgn, eller også er den sand. Hvis det er løgn, er der ingen grund til, at du eller jeg skal bekymre os mere om Jesus eller kristendommen. Så er Bibelen løgn og latin, og kristne er faldet for verdenshistoriens største svindelnummer. Men hvis julens påstand er sand, hvis barnet i krybben virkelig er Guds søn, så giver det ikke mening bare at ”respektere” Jesus eller bare se ham som en stor og inspirerende lærer. Det er sådan noget, man kan sige, hvis man gerne selv vil være i kontrol over sin religiøsitet og bare bruge det fra Jesus, som man har lyst til. Men når påstanden er, at Jesus er Guds søn, må du enten forkaste det som løgn eller erkende, at Jesus virkelig er Gud. Der er ingen meningsfuld mellemvej. Man kan ikke komme til barnet i krybben og samtidig være i ”kontrol” over sin religiøsitet og bare tage det, man lige synes giver mening. Hvis barnet i krybben virkelig er Guds søn, er det ham, der er i kontrol over dig, og du må tage imod alt, hvad han vil give dig. Hvis Jesus virkelig er Guds søn, sætter det os alle over for et enten/eller. Vil jeg afvise ham og selv bevare kontrollen (eller illusionen om kontrol), eller vil jeg bøje mig for ham og give ham magten over hele mit liv?

28. DE

27. DE

M CE

M CE

BER

3 spsk. glæde

”Glade jul, dejlige jul”. Sådan synger vi hver jul. Men for mange mennesker er det lige modsat. Julen er for dem den tid på året, hvor sorgen, ensomheden eller angsten er mest gennemtrængende, og man for alvor bliver mindet om alt det, man ikke har. Når jeg her nævner glæde som en ingrediens til en god jul, er det ikke for at sige, at du kun kan få en god jul, hvis du ikke lever med sorg eller ensomhed. Men jeg siger, at du kan få en god jul, på trods af eller måske ligefrem fordi du erfarer disse ting. For julen er ikke budskabet om, at Gud er Gud for de populære, selvsikre eller sorgløse, men at Gud er Gud for de svage, magtesløse, angste og ensomme. Bibelen siger det sådan her: ”Det folk, der lever i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land” (Esajas' bog kap. 1 vers 9). Måske oplever du at leve i mørkets land. Så er julen budskabet om, at Gud kom til jorden, fordi han ville være Gud for netop dig. Gud trådte selv ind i det mørke, du lever i, for at du ikke skal være alene i det. Hvis du tillader Gud at komme til dig i mørket, vil det kunne give dig en smag af julens glæde midt i alt det svære. Ikke nødvendigvis en følbar glæde i traditionel forstand, men en glæde, der rækker ud over følelser, og måske bedre kan beskrives som en hvile eller fred: Hvile og fred i erkendelsen af, at du ikke er forladt i mørket, men at Gud selv er trådt ind mørkets land for at opsøge og frelse dig.

Julen er budskabet om, at Gud kom til jorden, fordi han ville være Gud for netop dig. 2017

24_12_2017.indd 23

— 23

20/09/2017 14.03


BER

½ liter håb

Kender du navnene på dine bedsteforældre? Formentlig. Måske også dine oldeforældre og tipoldeforældre, især hvis du har slægtsforskning som hobby. Men sandheden er, at de færreste kender navnene på alle deres oldeforældre eller tipoldeforældre. Og vi ved endnu mindre om, hvem de var som mennesker, hvad der optog dem, hvilke vittigheder de kunne fortælle, hvad deres livret var osv. Vi skal ikke længere end 3-4 generationer tilbage, før vores forfædre praktisk talt er glemt. Den triste erkendelse her er, at vi heller ikke skal mere end 3-4 generationer frem i tiden, før du praktisk talt vil være glemt. Dine oldebørn vil have så godt som ingen anelse om, hvem du var som menneske. Når den erkendelse synker ind, vil det for mange give en følelse af håbløshed. Og det giver god mening, for hvis livet ikke er mere end det, som kan måles og vejes, er det hele per definition meningsløst. Så vil ingen om ganske få år kunne huske dit navn, og det vil aldrig i evighed blive nævnt igen. Men fortvivl ikke! Hvis julen er mere end en tom tradition, hvis julen er den virkelige fortælling om Guds indgriben i vores verden, så er der håb! Så er julen et løfte til dig og mig om, at livet er mere end det, som kan måles og vejes, og at der er en Gud, som aldrig i evighed vil glemme dig. Hvis julens løfte er sandt, er du ikke bare endnu et navn i den endeløse række af glemte navne, nej, så har du evighedsbetydning for den levende Gud!

24 —

24_12_2017.indd 24

30. DE

29. DE

M CE

M CE

BER

1 kg. kærlighed

De fleste af os tænker på kærlighed som en særlig følelse. Og kærlighed er også en følelse, men det er ikke det vigtigste ved kærlighed. Kærlighed er først og fremmest noget, man viser i handling. Jeg elsker min kone, hvilket jeg også har informeret hende om. Men hvis jeg med mine handlinger aldrig viser den kærlighed i praksis, er mine følelser og kærlighedserklæringer ikke meget værd. Kærlighed er først og fremmest en handling. Kristendommen lærer, at Gud elsker dig og mig. Men den kærlighed ville ikke være meget værd, hvis den ikke var andet end varme følelser i Guds hjerte, mens han sidder trygt i Himlen langt fra vores verden, der er ved at drukne i død og ødelæggelse. Det ville være som en far, der står på kanten af poolen og råber ned til sit druknende barn: ”Bare rolig min dreng, jeg elsker dig!” Men Guds kærlighed er mere end varme følelser og tomme erklæringer. Guds kærlighed, som den viser sig i julen, er den ultimativt handlende kærlighed. En kærlighed, der træder ud af sikkerheden og risikerer livet for at redde den elskede. En kærlighed, der kaster sig i vandet for at redde sit barn. Julen inviterer dig til at modtage den kærlighed i dit liv. Modtage den Gud, som elskede dig ved at sætte sit eget liv på spil. Og dernæst at give den kærlighed videre til mennesker omkring dig. En kærlighed, der handler og risikerer.

2017

20/09/2017 14.03


31. DE

M CE

BER

Smag til med gaver og hygge

Julens ingredienser er mange. Nogle er søde, mens andre kan være svære at sluge. Men noget af det, vi alle elsker mest ved julen, er at glæde hinanden med gaver og nyde hyggen ved hinandens selskab. Vi forbinder os med hinanden i julen, og det er netop, hvad vi mennesker ifølge kristendommen er skabt til: fællesskab med hinanden som mennesker og fællesskab med den Gud, som har skabt os. Men én ting er idealer og en anden ting er virkelighed. For kristendommen lærer også, at mennesket har vendt Gud ryggen og forladt fællesskabet med ham. Det er et oprør, som skete ved syndefaldet, da Adam og Eva gjorde oprør mod Gud, og lever videre i os alle i dag. Men Guds kærlighed til os kender ingen grænser, og derfor valgte Gud at gøre det utænkelige: Han blev menneske for at vinde os tilbage, så vi igen kan blive det, vi er skabt til at være: Guds børn. Det er Guds gave til dig Julen handler i sin kerne om fællesskab: det fællesskab med Gud, som han rækker dig som en gave. Tag imod den gave, og lad hyggen omkring konfektfadet og gaverne under træet være mere end blot tradition. Lad det være en påmindelse om det fællesskab med Gud, som du er skabt til at leve i, og den umådelig store gave, Gud har rakt dig ved at blive menneske for at kunne være sammen med dig nu og i evighed.

Gud har givet os alle verdens største gave – uanset om vi har været artige eller ej.

Så kan dette blive mere end bare en god jul. Så kan det blive begyndelsen på et nyt liv.

2017

24_12_2017.indd 25

— 25

20/09/2017 14.03


Luther

L ÆNGE LEVE! Den 31. oktober i år kunne vi fejre, at Luther for 500 år siden slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det blev starten på en reformation af kirken og fik også gode følger for samfund, skole og kristendom i Danmark. Er du nysgerrig på hvordan? Så læs med på de følgende sider.

Tekst — KURT ETTRUP LARSEN, OLE ANDERSEN, AMALIE PUGGAARD POULSEN

MARTI N LUTHE R Født 10. november 1483 i Eisleben, Tyskland. Som 17-årig blev Luther optaget på det ansete universitet i Erfurt. Efter faderens ønske studerede han på det juridiske fakultet. På tilbageturen fra et besøg i sit hjem slog lynet ned tæt ved ham, og han blev kastet af sin hest og pådrog sig et åbent sår. Luther råbte: ”Hjælp, kære Skt. Anna, så vil jeg blive munk.” Luther overlevede og stod ved sit løfte. Han afbrød jurastudiet og bankede på porten til et munkekloster, der tilhørte augustiner-eremitterne. Denne munkeorden var kendt for en høj teologisk standard og en streng disciplin. Han blev efter kort tid ordineret til præst og sendt tilbage til Erfurt for at fortsætte sine akademiske studier ved det teologiske fakultet. Luther blev efter endnu en årrække doktor i teologi. I 1925 blev han gift med Katharina von Bora. Hun var blevet sat i kloster som barn, men Luther hjalp hende og andre nonner med at flygte fra klostret – skjult i sildetønder. Han fandt det bedre, at munke og nonner giftede sig og tjente Gud i et almindeligt hverdagsliv.

26 —

24_12_2017.indd 26

2017

20/09/2017 14.03


Evangeliet behøver ikke noget rum eller sted, hvor det skal være. Det vil og må være i hjerterne. Sagt af Luther

Luther var meget optaget af, hvad han kunne gøre for at undgå skærsilden og Helvede. Han oplevede, at det var utrolig svært at leve op til alle de krav, kirken stillede. Samtidig læste han meget i Bibelen uden deri at finde disse krav. Der stod noget om Helvede, men ikke noget om skærsilden, afladsbreve, helgener eller paven, som jo ellers var vigtige ifølge den katolske kirke. Til gengæld læste Luther i et af de breve, Paulus har skrevet i Bibelen, at "den retfærdige skal leve af tro". Med det når Luther frem til, at det er troen, der frelser, og ikke gerninger. Det var en kæmpe lettelse for Luther at opdage dette, men det bragte ham på kant med kirken. Han ønskede, at kirken fik "rettet op på sine fejl" – altså en reformation af kirken. Alle de ting, der ikke stemte overens med det, man kan læse i Bibelen, skulle rettes: Ingen afladsbreve, ingen helgener og ingen pave! Derimod var det vigtigt, at folk forstod, hvad der stod i Bibelen, så deres tro på Gud kunne blive stærk.

Troen alene DA MARTI N LUTHER I 1 57 1 SLOG SI NE 9 5 L ÆR ESÆTNI NGER OP PÅ KI R KEDØR EN I WIT TENB ERG, VAR DE T PÅ BAGGRU ND AF E N OP DAGEL SE , HAN HAVDE GJORT, DA HAN L ÆSTE I B I B EL EN.

Luthers debatoplæg For at gøre andre opmærksomme på fejlene formulerede han 95 små læresætninger med sin kritik af kirken. Han hængte dem op på døren til slotskirken i sin hjemby Wittenberg, så alle kunne se dem. Han håbede, at de vil skabe debat i kirken, og at han i sidste ende kunne overbevise paven med sine bibelske argumenter. De 95 teser skabte da også et værre postyr og blev begyndelsen på en lang diskussion med kirken og paven om, hvordan man skal forstå kristendommen. Men paven gav ikke Luther ret. Han ville derimod have Luther til at tilbagekalde sine teser, og da han ikke ville det, blev han ekskluderet af den katolske kirke og erklæret fredløs. Men Martin Luthers tanker om kirke og kristendom spredtes hurtigt til mange lande og betød, at den katolske kirkes autoritet svandt markant i Nordeuropa. Alene-ordene Luthers bibelske hovedtanker er formuleret i ordene: Skriften alene, Kristus alene og troen alene. ”Skriften alene” betyder, at Bibelen er Guds ord. Gud kan godt tale til mennesker på andre måder end gennem Bibelen, men i kirken skal Bibelen være den eneste autoritet. Den katolske kirke stolede på Bibelen som Guds ord, men den lagde også vægt på den mundtligt overleverede tradition og Guds åbenbaring til kirkens ledere, fx paven. ”Kristus alene” betyder, at det, som Jesus Kristus har gjort for os, er tilstrækkeligt til vores frelse. Det egentlige budskab i Bibelen er, at Jesus i sin død tog straffen for alle menneskers synd. Frelsen er en gave fra Gud, som han giver os gratis. Vi skal ikke gøre os fortjent ved hjælp af gode gerninger eller selv betale ved at købe afladsbreve. ”Troen alene” ligger lige i forlængelse af dette. Luther sagde, at når vi tror på Jesu frelse, så har vi den. Der skal ikke mere end troen til. Når vi tror på Jesus, bytter vi plads med ham – vi får hans retfærdighed og perfekte renhed.

Tese

NR. 32 Den, som tror, at han gennem afladen kan sikre sig sin frelse, bliver for evigt sammen med sin læremester fordømt.

2017

24_12_2017.indd 27

— 27

20/09/2017 14.03


LUTHERS B ET YDNI NG FOR DAN MARK

Budskabet Luthers vigtigste indsats for Danmark var, at han blev redskab til, at budskabet om tilgivelsen i Jesus Kristus kom til at lyde klart her i landet igen. Han pointerede, at kristendom ikke handler om, hvad mennesker gør; hverken almisser, afladsbreve eller valfarter kan give mennesket frelse og evigt liv. Men Jesus er død og opstået for at frelse syndere. Vi får frelsen fra Gud som en gratis gave, som vi kan modtage ved at tro på Jesus.

DER ER GOD G R UN D TIL AT FEJR E R EFOR MATIONEN I DAN MAR K . FOR LUTHER FIK BET YDNING PÅ MANG E OM RÅDER . O G SE LV OM HAN VAR MODSTAN DER AF AT L ÆG G E NAVN TIL FORANDR ING ER N E , SKYL DER VI HAM ALLIGEVEL TAK FOR DE

Kirken Danmark blev præget af Luthers tanker om kirken – nok mere end noget andet land i verden. Fordi vores kong Christian 3 havde hørt Luther i sin ungdom, og fordi der i Danmark var dygtige lutherske prædikanter, blev Danmarks kirke luthersk. Christian 3 ønskede, at Bibelens budskab skulle forkyndes mere end før. Han sørgede for, at der blev ansat præster overalt. Vi har derfor stadig en kirke, der er meget dansk og tæt knyttet til folketinget og dronningen.

GODE FØLG ER , HANS TANKER FI K I DAN MAR K – BÅDE I KIR KE O G SAMFUN D.

Lydighed mod øvrigheden Luther indskærpede lydighed mod øvrigheden. Landets regering var jo indsat af Gud selv – sådan står der i Romerbrevet kapitel 13 i Bibelen. Gode konger sørgede for, at lov og orden blev opretholdt, og var kongen på afveje, måtte præsterne sætte ham på plads. Det samspil mellem kirke og konge har på langt sigt betydet, at danskerne blev et lovlydigt folk. Vi har respekt for de fælles regler!

Det er bedre at give sin næste nogle penge end at bygge en forgyldt kirke for Sankt Peter. Det første er påbudt af Gud, det andet ikke. Sagt af Luther 28 —

24_12_2017.indd 28

Skolegang Reformationen fik stor betydning for skolevæsenet. Luther oversatte Bibelen fra latin til tysk, så folk kunne forstå den – men de skulle også lære at læse den. Luther skrev også nogle katekismer, som skulle lære folket om kirke og kristenliv. Den lille katekismus skulle læres af alle børn, og derfor måtte de mere i skole. Reformationen lagde på den måde grunden til et forbedret skolesystem. Selvom det endnu varede en rum tid, før alle danske børn kom i skole, lagde reformationen alligevel grunden til det undervisningsvæsen, som har været med til at udvikle Danmark til det, det er i dag.

2017

20/09/2017 14.03


Vi fejrer stadig jul Selv om den danske kirke blev luthersk, har vi beholdt mange katolske skikke og traditioner. Sådan behøvede det ikke være gået. Nogle af Luthers yderligtgående venner ønskede at fjerne alle traditioner, der ikke positivt kunne begrundes ud fra Bibelen. Det ville betyde, at vi ikke kunne fejre jul, fordi der intet står i Bibelen om, at Jesus blev født den 24. december. Men Luther var ikke enig med disse venner. Han ville kun fjerne de skikke, som direkte stred mod Bibelen. Fordi han var ret konservativ, fejrer vi nu i Danmark jul efter gammel katolsk skik. Og hurra for det! Med denne højtid bliver hele Danmark mindet om Jesus en gang om året.

Velfærdssamfund Det danske velfærdssamfund, som er et forbillede for andre lande, har sine rødder hos Luther. Før reformationen hjalp klostrene de fattige og syge, men da klostrene blev nedlagt, trådte kongen til. Ingen måtte sulte eller lide anden nød i et kristent land, mente Luther. Social omsorg blev dybest set en sag for kongen, og efterhånden er det gledet videre over på stat, region og kommune. Tankegangen er den samme: Ingen må lide nød, og det er i sidste ende en offentlig opgave.

ÅR

1483 LUTHER FØDES

1505

LUTHER GÅR I KLOSTER

1517

LUTHER SKRIVER SINE 95 TESER MOD AFLADSHANDLEN; REFORMATIONEN BEGYNDER

1521

LUTHER EKSKLUDERES AF ROMERKIRKEN

1522

LUTHER OVERSÆTTER DET NYE TESTAMENTE TIL JÆVNT TYSK

Arbejdsmoral Luther ændrede også folks syn på det at arbejde. Når man ikke længere skulle slide i det for at gøre Gud tilpas, fik man tid til overs til at tjene andre mennesker i hverdagen. Det daglige arbejde på marken og i køkkenet blev mere værdsat. I luthersk optik er mennesket skabt af Gud, der også har sat mennesket til at arbejde. Arbejdet skal derfor ses som et kald, og det præger stadig vores tænkemåde. Vi kan have svært ved at acceptere, at folk, der kan arbejde, ikke vil det.

1525

LUTHER GIFTER SIG MED KATHARINA

1528

LUTHER SKRIVER SALMEN ”VOR GUD HAN ER SÅ FAST EN BORG”

1529

Dansk sprog I dag er det en selvfølge, at gudstjenester foregår på dansk i Danmark. Men det var først med reformationen, at vi fik faste prædikener og salmer på dansk. Luther ønskede, at evangeliet skulle oversætte til folks eget sprog, for så kunne alle være med – også de, der ikke kunne latin. Med reformationen fik vi en mængde salmer på dansk, som stadig synges i kirken. De var enten oversat fra Luthers tyske salmer eller skrevet af danskere. De fik stor betydning, fordi de på en pædagogisk måde sang kristendommenv ind i folk. Også i dag er det sådan, at sange og vers huskes bedre end andre tekster, og for 500 år siden var sangene endnu vigtigere, fordi muligheden for skolegang ofte var begrænset, og bøger var dyre. Men kirkens salmer kunne man lære udenad og synge i mark og køkken.

24_12_2017.indd 29

LUTHER SKRIVER DEN LILLE KATEKISMUS

1536

CHRISTIAN 3 GØR DANMARK LUTHERSK I STEDET FOR KATOLSK

1546

LUTHER DØR

20/09/2017 14.03


MEG ET

..på natbordet

MER E

Den mest kendte bog skrevet af Luther er Luthers lille Katekismus, der udkom første gang i 1529. Den er en af grundstenene i Den danske Folkekirke. Luthers lille Katekismus er den mest læste bog i Danmark. Når man med stor sikkerhed kan sige dette, er det, fordi denne lille bog gennem tre århundreder var fast pensum i skolen, og mange skulle lære den udenad. En katekismus er en bog til undervisning i kristendom. Luthers lille Katekismus omhandler blandt andre emnerne dåb, de ti bud, trosbekendelsen og nadveren. Når vi taler om Luthers "lille" Katekismus, er det selvfølgelig, fordi han også skrev en stor katekismus, som gik mere i dybden med emnerne. Kristent Pædagogisk Institut har i årene 2006-2009 stået i spidsen for en indholdsmæssigt og sprogligt opdateret udgave af Luthers lille Katekismus. Den fik navnet Katekismus Updated og blev solgt i mere end 10.000 eksemplarer. Den kan læses på www.katekismusinspiration.dk.

LUTHER

..på bordet

På Luthers tid var øl noget, man drak til daglig. Flere danske bryggerier har derfor i forbindelse med reformationsjubilæet lanceret Luther-øl. Det gælder fx Viborg Bryghus, Ribe Bryghus og Bryghuset Vendia i Hjørring.

..på væggen

Luther slog teserne op på kirkedøren i Wittenberg. Nu kan du gøre det samme hjemme på din egen væg. www.kristneplakater.dk

..på børneværelset

...på fladskærmen

Skal der ske en reformation på børneværelset? Så får du god hjælp af Luther som playmobilfigur. www.bethesdas.dk

Læn dig tilbage i sofaen og få historien om Luther serveret. Filmen, som er fra 2003, er amerikansk-tysk produceret. 30 —

24_12_2017.indd 30

2017

20/09/2017 14.04


Det betyder

Luther for mig Af alle de gode ting, jeg har lært af Luther, vil jeg fremhæve en eneste ting: At centrum i den kristne tro er de gode nyheder om Jesus – evangeliet. At Gud er blevet menneske, da Jesus kom til jorden, og at Jesus levede og gav sit liv for alle mennesker. Det hele står og falder ikke med alt det gode, jeg skal gøre for Gud, men med alt det, han allerede har gjort for mig. Det, der virkelig giver livet værdi, er ikke, at jeg følger en masse gode råd om dit eller dat, men at de gode nyheder om Guds ufortjente kærlighed er en gave, Gud giver mig hver eneste morgen.

— JESPER OEHLENSCHLÄGER

FORSTANDER, NORDSJÆLLANDS EFTERSKOLE

Hver dag kan jeg lægge selvbebrejdelserne til side og leve i tilgivelsens gave. Jeg skal ikke fedte mig ind hos Gud. Nåden alene, sagde Luther. Jeg kan gribe dagen og kaste mig hovedkulds ud i det, Gud lægger foran mig, fordi succesen ikke afhænger af mig, men af Jesus. Kristus alene, sagde Luther. I smerten og nederlagene behøver jeg ikke bortforklare eller tvinge positiv psykologi ned over det svære. Gud elsker mig og bruger mig midt i mit underskud. Det er det, Luther kaldte korsteologi. Alt det er jeg rigtig glad for! — MATHIAS SECHER ROM

PRÆST I BRAMMING FRIMENIGHED

2017

24_12_2017.indd 31

— 31

20/09/2017 14.04


TIL G IVE LSE Tekst — Flemming Bak Poulsen

er ikke for tøsedrenge Har du svært ved at tilgive? Så er du ikke den eneste. Men vi mennesker har brug for tilgivelse – både den halvhjertede og den ægte.

24_12_2017.indd 32

20/09/2017 14.04


Tilgivelse er virkelig ikke for tøsedrenge – men hvor har vi brug for den! Eller det ser i hvert fald rimelig sort ud uden. For ondskaben får vi dagligt smækket lige i synet. Hvis ikke vi mærker den på egen krop, hører eller læser vi om den. Mord, vold og overfald, utroskab, familiestridigheder, mobning eller hverdagsondskab som at ignorere eller bagtale et andet menneske. Det er, som om der ingen grænser er for den menneskelige kreativitet, når det gælder om at ødelægge livet for andre. Jeg har det dobbelt med tilgivelse. På den ene side er jeg dybt fascineret. Der er få ting, der rører mig så dybt som at høre historier om tilgivelse. Tænk, hvis der virkelig findes håb selv i mødet med den sorteste ondskab, vi mennesker kan præstere. På den anden side kan jeg blive i tvivl, om tilgivelsen findes, sådan rigtigt. I mødet med den rene ondskab. Har jeg nogensinde selv tilgivet for alvor? Måske er det med tilgivelsen bare noget, vi bilder os ind, noget, vi fortæller os selv og hinanden for at kunne overleve, når livet bliver rigtig grumt. Jeg er ikke altid sikker på, om tilgivelsen findes, men der er to ting, jeg ikke er i tvivl om: at behovet for tilgivelse findes, og at historierne om tilgivelse findes. To facts og en konsekvens

En har sagt det på den måde, at behovet for tilgivelse hviler på to facts og en konsekvens. Det første faktum er, at mennesker gør hinanden ondt. Det andet er, at mennesker grundlæggende er sociale og ikke kan blomstre i isolation. Konsekvensen er, at vi enten tilgiver hinanden eller visner som personer, om ikke totalt så i hvert fald delvist. Vi gør hinanden ondt, og vi kan ikke undvære hinanden – derfor har vi brug for tilgivelse.

om tilgivelse. Tilgivelse er nemlig ikke for tøsedrenge. Hævn og had er naturlige reaktioner og følelser, som vi så kan sende indad mod os selv eller udad mod andre. Det egentlig overraskende er, hvis tilgivelsen virkelig findes som alternativ til hævnen. Kun det utilgivelige kan tilgives

Det er ikke så enkelt at give en god definition af tilgivelse. Tilgivelse er i familie med kærlighed, og den slags er både for stort og for dybt til, at det kan lade sig gøre at fange det ind i ord. Men vi kan alligevel sige noget, og jeg vil sige tre ting. For det første er det kun det utilgivelige, der kan tilgives. Og nej, sætningen fungerer ikke så godt rent logisk, men pointen er, at det kun giver mening at tale om tilgivelse, når der er sket noget så alvorligt, at forholdet til den anden er gået i stykker. Hvis du kommer til at træde en anden over tæerne i supermarkedet, behøver du ikke bede om tilgivelse, men hvis du hver dag "træder" på din kollega, er der brug for tilgivelse. Hvis noget er tilgiveligt, kan vi nøjes med at undskylde, beklage, forklare, smile afvæbnende eller lignende. Men hvis der er sket noget utilgiveligt, er der brug for tilgivelse. For det andet vil jeg nævne den bedste definition af tilgivelse, jeg kender: Tilgivelse er at give sig selv til den anden – på trods af det, der er sket. Det er meget almindeligt at tale om tilgivelse som noget, vi gør for vores egen skyld, for eksempel for at komme videre eller for at kunne leve med det, der er sket. Det er ikke forkert, for det er jo netop her, tilgivelsens håb ligger: At jeg kan komme videre på trods af det, jeg har gjort eller har været udsat for. Samtidig stikker tilgivelsen dybere end som så. Tilgivelse handler ikke kun om mig selv, så jeg bare kan glemme

Det overraskende alternativ

Historierne om tilgivelse findes, og de er mange. De dækker næsten enhver tænkelig situation. Jeg har mødt, læst eller hørt om mennesker, som kan fortælle, at de har tilgivet mord, vold, utroskab, seksuelle overgreb, tortur, alvorlige svigt i barndommen eller noget helt syvende. Deres historier og oplevelser af tilgivelsen er forskellige. For nogle kommer tilgivelsen hurtigt, for andre efter mange år. Nogle har et ønske om at tilgive og arbejder sig hen imod det. Andre ønsker egentlig ikke at tilgive, men opdager til deres egen overraskelse, at de har tilgivet. Det betyder selvfølgelig ikke, at tilgivelsen altid indfinder sig. Folkekirken lavede i 2016 en befolkningsundersøgelse, som viste, at 30 procent af danskerne inden for det sidste år har oplevet en situation, hvor de ikke har kunnet tilgive andre. Det er ikke overraskende. Det overraskende er, at der findes historier

VI K AN I KKE BARE B ESLUT TE OS FOR AT TI LG IVE , O G SÅ E R DE T OVERSTÅET

2017

24_12_2017.indd 33

— 33

20/09/2017 14.04


den anden. Tilgivelse involverer os begge, for tilgivelse er at give sig selv til den anden. For det tredje tror jeg, at tilgivelse dybest set er at få en gave – uanset om vi ”giver” eller ”modtager” tilgivelse. Det er en gave at kunne tilgive, og det er en gave at blive tilgivet. Der er noget ved tilgivelsen, som er taget ud af vores hænder. Vi kan ikke bare beslutte os for at tilgive, og så er det overstået. Tilgivelse er snarere en form for større virkelighed, vi kan finde ind i, eller en gave, vi kan få et højere sted fra. Lederen af den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission, Desmond Tutu, taler om tilgivelsen som et valg, og det tror jeg, han har ret i. For tilgivelse handler om, hvad vi vælger. Men samtidig er det en gave at kunne vælge tilgivelsen, og når vi vælger tilgivelsen, kan vi modtage en gave, som er større, end vi havde turdet drømme om, både når vi finder tilgivelsen som krænkere og som ofre.

ser i beretningen om Jesus. Men samtidig er der en påfaldende lethed, en ufattelig tilgængelighed over Guds tilgivelse. Hvis vi bekender, så tilgiver han. Så betingelsesløst kan Bibelen sige det. Tror du det, så har du det, sagde Martin Luther. Og på en måde er det altid så enkelt og frit i kernen af tilgivelsen. Så frit, at det kan være svært at tro det. Så frit, at det forpligter fundamentalt til at leve i tilgivelse: Guds tilgivelse af os og vores tilgivelse af andre. Hvis vi virkelig ser, hvor meget Gud har tilgivet os, så sætter det os fri til at tilgive andre. Vi kan aldrig gøre det helt ægte, men også hvor tilgivelsen er halvhjertet, er den livsforandrende. Vi har brug for den. Brug for at give den og modtage den. Både fra mennesker og fra Gud.

Menneskers tilgivelse er aldrig helt ægte

Findes tilgivelsen? Det er det store spørgsmål. Behovet er der, og historierne findes, men findes den ægte vare? Den rene tilgivelse i mødet med det utilgivelige? Nej. Vi kender ikke tilgivelsen i ublandet form. Uanset hvor rørende, fantastiske og uselviske historier og mennesker, vi møder, er tilgivelsen aldrig helt ægte. Det er ikke, fordi vi skal se ned på vores egen og andres tilgivelse, for al tilgivelse aftvinger respekt. Men vi skal befries fra illusionen om den rene tilgivelse, for den opnår vi aldrig. Vi kan ikke forvente den af os selv eller hinanden, så lad os hellere starte, hvor vi er. For tilgivelsens virkelighed er så stor, at det også er værd søge den, selvom det kun bliver halv- eller i værste fald kvarthjertet. Tilgivelsen behøver ikke være ren for at være noget værd. Selv i blandingsformerne peger tilgivelsen ud over sig selv. Vi ser ikke tilgivelsen rent, men måske kan vi trods alt se den koncentreret nok til at turde tro, at et sted bagved alt andet findes den rene tilgivelse. Når nu historierne om noget så utroligt som tilgivelse findes, peger de for mig at se på, at det er Gud, der står bag. Hvor skulle så grænsesprængende et håb ellers komme fra? Den grænseløse tilgivelse findes

Så: Ja! Tilgivelsen findes, og den er grænseløs. Tilgivelsen møder det utilgivelige. Derfor er der ikke noget, der ikke kan tilgives. Men noget kan kun tilgives af Gud, for menneskers tilgivelse har grænser. Vi kan møde tilgivelsen i sin rene form der, hvor Gud har sendt den ind i verden. Det begyndte med et lille barn, Jesus, som mange år senere i dødssmerten på korset bad for sine bødler: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Jesus havde talt om at elske sine fjender, og han levede ordene ud. Det kulminerede nogle dage senere, da hans grav på mystisk vis var tom. For tilgivelsen og kærligheden vandt. Ja, der findes ægte tilgivelse – hos Gud. Tilgivelsen er aldrig letkøbt, og Guds tilgivelse kostede død, blod og smerte, som vi 34 —

24_12_2017.indd 34

LÆS MERE OM TILGIVELSE I: Tilgivelse er ikke for tøsedrenge af Flemming Bak Poulsen 220 sider – 199,95 kr. Logos Media 2014, Forlagsgruppen Lohse www.lohse.dk

FLEMMING BAK POULSEN: - født 1974 - præst i Rønnevang kirke i Taastrup og ELMkirken i København.

2017

20/09/2017 14.04


Hun hjælper honduranske unge ind i voksenlivet C ATHR INE S ØR E NSE N VAR I 2 0 1 0 PÅ VE J TIL HAWAII FOR AT KOMB INE R E SIN P RAK TI K ME D S U R FING O G AFSL AP NING PÅ STRAN DE N . I STE DE T E NDTE HU N I HOND U RAS, HVOR HU N STADIG I DAG AR B E JDE R ME D AT H JÆ L P E BØR NE HJE MSBØR N I DE N SVÆR E OVE R GANG FRA BAR N TIL VOKSE N.

Tekst — ASTRID REUSS RAHBEK Foto — CATHRINE SØRENSEN OG YOUTH FOR HONDURAS, ASTRID REUSS RAHBEK

24_12_2017.indd 35

20/09/2017 14.04


Jeg kan se, at hvis jeg ikke var der for disse unge og støttede dem i at blive voksne, var der ingen andre, der gjorde det.

I teorien skal man kunne klare sig selv. Studie, arbejde, indkøb, madlavning, rengøring og budget. Men de fleste, der har prøvet at flytte hjemmefra i en ung alder i Danmark, har nok stadig haft brug for at ringe hjem engang imellem. – Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig. Men der gik jo ikke mere end en time, fra jeg sad selv i lejligheden, til jeg ringede til min mor, siger Cathrine Sørensen, der selv voksede op i en almindelig dansk familie med en mor og en far. I dag driver hun organisationen Youth for Honduras, der netop arbejder med unge, der lige er flyttet hjemmefra og står i overgangen mellem barn og voksen. Forskellen er bare, at disse unge ikke lige kan ringe hjem til deres forældre, når det at være voksen virker uoverskueligt. De er nemlig opvokset på børnehjem og har mange forskellige ting i bagagen, som gør, at det er en udfordring at kunne klare sig selv. Det kan være omsorgssvigt, incest eller vold i familien. Nogle af børnene har måske levet på gaden, inden de kom til børnehjemmet, eller levet så fattigt, at deres mor eller far blev nødt til at lade dem flytte på børnehjem. – Disse unge kommer fra ødelagte familier, og indeni slæber de rundt på en arv af svigt og brudte relationer, siger Cathrine. Heller ikke fra statens side er der meget hjælp at hente for de unge. Der er ingen formel opfølgning på, hvordan det går børnene, når de først går ud af børnehjemmets låge. Der er ikke statslig finansierede bostøtteordninger eller hjælp til at komme gennem en uddannelse. Det er tid til at klare sig selv. Finde en lejlighed, et arbejde eller begynde at studere. Bryde ud af den sociale arv, de havde med sig ind på børnehjemmet. Det scenarie sker for de få. Mødet med den voksne verden står nemlig i skarp kontrast til det relativt beskyttede liv, som børnehjemmet indtil videre har givet. I et land som Honduras, hvor mere end to tredjedele af befolkningen lever i fattigdom, hver femte honduraner lever for under to dollars om dagen, og arbejdsløsheden er stigende, er det en barsk virkelighed, som møder den unge. – Jeg oplever Honduras som et land uden drømme. Mange mennesker har så barske livsvilkår, at de har svært ved at se længere end til dagen i morgen, siger Cathrine. Men Cathrine har fundet sit hjem i Honduras og har nu boet her siden 2012. – Honduras har på mange måder været et vendepunkt for mig. Det land har betydet, at jeg ikke længere kun har mig selv og min egen udvikling i fokus, men at jeg gerne vil være der for at hjælpe andre mennesker, siger Cathrine. På vej til Hawaii

Egentlig var Honduras absolut ikke drømmedestinationen, da Cathrine for syv år siden var på vej i sin sidste praktik. Hun havde et år tilbage af sin pædagoguddannelse. – Jeg havde arrangeret at skulle til Maui i Hawaii, hvor jeg skulle køre rundt og vejlede udsatte familier. Et halvt år med strand, surfing, beach volley og så selvfølgelig lidt arbejde, griner Cathrine. Det trak dog ud med at få arbejdstilladelsen, og Cathrines far, der sad i bestyrelsen for VIVA – en organisation, der blandt

36 —

24_12_2017.indd 36

2017

20/09/2017 14.04


andet sender volontører til børnehjem i Honduras – begyndte at stikke til, om hun ikke skulle tage til Honduras i stedet for. – Min første tanke var, at det skulle jeg bare ikke. Jeg skulle ikke bo sammen med børnene på et lergulv på et eller andet børnehjem i Honduras. Jeg ville slet heller ikke få noget ud af at være et sted, hvor den pædagogiske linje bare er ”kæft, trit og retning”. Men samme aften som Cathrines far havde sikret sig, at hun godt kunne komme til børnehjemmet Emmanuel, hvis hun ville, fik hun en mail fra sit kommende praktiksted på Maui. På grund af nedskæringer kunne de alligevel ikke kunne tage en praktikant ind. Et par måneder senere sad hun i flyet på vej til et halvt års praktik på Emmanuel, et stort amerikansk drevet børnehjem, der ligger to timers kørsel fra hovedstaden Tegucigalpa. Som hun selv havde forudset, var praktiktiden ikke en videre succes. Cathrine arbejdede i huset, hvor babyer og børn op til skolealderen bor. Det var hårdt arbejde fra seks om morgenen til nogle gange otte om aftenen med børnepasning og bleskift.

Jeg er sikker, fordi jeg har min sikkerhed i Gud. Jeg er i Honduras, fordi han har sendt mig.

Sikkerhed i Gud

Inden hun skulle hjem, blev hun nødt til at indsamle nogle oplysninger, som hun kunne bruge i sin afsluttende praktikopgave. Deriblandt et interview med børnehjemmets leder, amerikanske Lydia, om børnehjemmets historie. Lydia og hendes mand oprettede Emmanuel for 28 år siden på baggrund af en vision, de mener at have fået fra Gud, om, at de skulle tage til Honduras og tage sig af faderløse og uønskede børn. Alt på Emmanuel er drevet ud fra denne vision fra Gud.

2017

24_12_2017.indd 37

— 37

20/09/2017 14.04


Honduras har på mange måder været et vendepunkt for mig. Det land har betydet, at jeg ikke længere kun har mig selv og min egen udvikling i fokus, men at jeg gerne vil være der for at hjælpe andre mennesker

Derfor var svarene på Cathrines spørgsmål også meget religiøse. – Jeg blev mere og mere frustreret, for jeg kunne jo ikke bruge det til noget i min opgave til pædagogseminariet, at Gud havde været med dem hele vejen. Midt i interviewet spørger Lydia, om Cathrine vil acceptere Jesus i sit hjerte. Uden at tænke over det udbryder Cathrine bare ja! – Selv om jeg er opvokset i en kristen familie, ville jeg nok kalde mig selv for skabskristen i den periode. Det betød egentlig ikke så meget for mig. Men der skete noget indeni, da Lydia spurgte mig og efterfølgende bad for mig, siger Cathrine, der bedst kan beskrive følelsen som en hvirvelvind i kroppen. Efter den oplevelse var Cathrine overbevist om, at der var en mening med, at hun ikke kom til Maui. Hun var sendt til Hon38 —

24_12_2017.indd 38

duras, og selv om hun tog hjem og afsluttede sin uddannelse, var hun langt fra færdig med Honduras. At være sendt til Honduras eller kaldet til landet kan Cathrine bedst forklare ved, at hun har fundet en indre ro. – På trods af at andre spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ville slå mig ned i et af de på papiret måske farligste lande, så havde jeg det så godt med beslutningen, fortæller Cathrine. Efter syv år i landet kan folk stadig spørge hende, hvordan hun kan bo og leve der. Hvordan hun kan føle sig sikker. – Jeg er sikker, fordi jeg har min sikkerhed i Gud. Jeg er i Honduras, fordi han har sendt mig. Og det er min sikkerhed for, at der ikke sker mig noget, siger Cathrine. Cirklen sluttes

Det blev særligt de unge, der flytter fra børnehjemmet, som Cathrine kunne se et behov hos, da hun undersøgte, hvilket arbejde hun skulle kaste sig over i Honduras. – Jeg føler ikke, at jeg som pædagog kunne give så meget i Danmark, som jeg gør her. Jeg kan se, at hvis jeg ikke var der

2017

20/09/2017 14.04


for disse unge og støttede dem i at blive voksne, var der ingen andre, der gjorde det, siger Cathrine. Man vurderer, at omkring halvdelen af de tidligere børnehjemsbørn ikke får brudt den arv, de havde med sig ind, når de flytter ud af børnehjemmet. De unge kvinder bliver hurtigt gravide, fordi de søger tryghed og sikkerhed hos de forkerte mænd. Nogle børnehjem oplever, at kvinderne kommer tilbage efter et år med en baby i favnen og flytter ind igen. Eller også bliver de prostituerede. De unge mænd havner i kriminalitet og i bandemiljøet. På den måde sluttes cirklen. Selv om man som barn er blevet fjernet fra ødelagte familier med vold, incest eller uden mad på bordet, har den trygge opvækst på børnehjemmet ikke hjulpet til, at man selv kan skabe en fremtid. Det har kun været en hjælp, mens barnet har boet på børnehjemmet. – Mange børnehjem i Honduras har deres fokus på det udsatte barn. På at få børn væk fra gaden og give dem en tryg opvækst. Men det virker til, at man glemmer, at barnet bliver voksen og en dag skal klare sig selv, fortæller Cathrine. – Børnehjemmene giver selvfølgelig børnene mad, tøj på kroppen, et sikkert hjem og kærlighed. Men det kan føles, som om de bare glemmer at støtte de unge, når de står over for at skulle klare sig selv. Det resulterer i, at når de unge flytter fra børnehjemmet, er de fuldstændig uvidende om, hvordan verden omkring dem fungerer. – De har ingen viden om, hvad det vil sige at leve selv uden for børnehjemmet. Måske har de ikke engang været derude, siden de flyttede ind på børnehjemmet. De har ikke lært at handle ind og lave mad til sig selv, hvordan man laver et budget, eller for den sags skyld hvordan man skal få sig et arbejde, siger Cathrine. På et stort børnehjem som eksempelvis Emmanuel, hvor der bor op imod 500 børn, kan det være svært at lære de unge helt basale færdigheder i livet. Der er ganske enkelt ikke ressourcer til at inddrage de unge i madlavning og indkøb, som man ville gøre i en familie. Der er nok at se til med at få hverdagen til at køre rundt, og det er mindre ressourcekrævende at sætte nogle enkelte voksne køkkenmedhjælpere til at lave mad fremfor at have børnene med til det. Dog har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund med blandt andet fondsmidler fra Danmark siden 2009 drevet tre forskellige ungdomsprogrammer for de ældste børn på Emmanuel, der skal forberede dem på det liv, der venter dem uden for børnehjemmet. I 2013 blev Cathrine leder for det arbejde, som i dag formelt hører sammen med Youth for Honduras. Her lærer de ældste børn på Emmanuel om helt basale livsevner: at lave mad, lægge et budget, skrive et CV, men også samarbejdsøvelser og om, hvordan man indgår i relationer med andre mennesker.

KORT OM CATHRINE Leder af organisationen Youth for Honduras, som driver et overgangshus for unge, der har boet på børnehjem Født og opvokset i Silkeborg Uddannet pædagog Kom til Honduras første gang i praktik i 2010 Flyttede permanent til Honduras i 2012 for at arbejde med unge på børnehjemmet Emmanuel Gift med honduranske Mayron, der studerer biologi

Dårligt selvværd og selvtillid

Mest af alt har de unge brug for at få forhøjet deres selvtillid og selvværd. Det største problem, når de unge skal lære at klare sig selv, er nemlig, at det er en flok unge, hvis selvtillid og selvværd 2017

24_12_2017.indd 39

— 39

20/09/2017 14.04


Jeg oplever Honduras som et land uden drømme. Mange mennesker har så barske livsvilkår, at de har svært ved at se længere end til dagen i morgen.

er helt i bund. Og som ikke har lært at føle efter, hvad der foregår inden i dem. – Det er svært at få et arbejde, når man går helt i baglås ved at skulle ud i en butik og aflevere sit CV, siger Cathrine. Det er netop også den manglende selvtillid, som kan gøre, at en ung pige, der flytter hjemmefra, søger tryghed de forkerte steder. – De unge piger leder efter bekræftelse hos mænd, de møder. Men det er langt fra sikkert, at mændene vil dem det godt. Vi forsøger derfor at lære dem, at de er så utroligt meget værd i Guds øjne. At de kan søge deres bekræftelse hos ham, siger Cathrine, der fortæller, at mange af de unge, der har været udsat for misbrug, ikke tror på, at Gud kan elske dem. For usikkert at snuse til verden

Men det er stadig et stort problem at vise de unge, hvordan verden rundt om dem fungerer, før de selv står der. I begyndelsen af programmet på Emmanuel tog Cathrine de unge med på ture uden for børnehjemmet, hvor de var på besøg i virksomheder og såkaldte mikroforretninger, hvor en forretningsdrivende fx 40 —

24_12_2017.indd 40

tjener penge på at sælge smykker, som hun selv laver. På den måde kunne de unge få inspiration til, hvad de selv kan arbejde med, når de flytter fra børnehjemmet. – Men så begyndte banderne i nærheden at sende trusler ud på sms om, at de ville overfalde alle lyshårede, alle med Nikesko og alle med røde eller gule t-shirts. Så vi kunne ganske enkelt ikke garantere, at det var sikkert at tage på den slags ture, fortæller Cathrine. Dette illustrerer, at det altid er et sikkerhedsspørgsmål, når man vælger at tage børnene fra børnehjemmet med uden for det trygge hegn med vagter. For hvis et børnehjemsbarn bliver kidnappet eller overfaldet, hvem skal så følge op på det? At blive mødt på den anden side

Men dagen kommer jo, hvor de unge flytter hjemmefra. Derfor begyndte Youth for Honduras’ nyeste initiativ sidste år, et såkaldt transition house eller overgangshus, hvor de unge kan flytte ind i fasen mellem at bo beskyttet på et børnehjem og møde den barske virkelighed. 16 unge fra børnehjem i hele landet er blevet mødt af en voksen på den anden side af børnehjemmets hegn. De er flyttet ind i lejligheder fire og fire sammen i Tegucigalpa og skal lære at klare sig selv. De får et stipendium til at betale husleje og ordne indkøb. Men kravet er også, at de enten finder et arbejde eller begynder at studere, samtidig med at de har et studiejob. Ellers kan de ikke bo der. Cathrine og hendes medarbejdere støtter de unge i at træffe deres egne valg – og det er en udfordring, når man ikke kender de spilleregler, som verden har sat op, og når man ikke er vant til at overveje sine egne beslutninger. – De unge vil ofte have mig til at sige ja eller nej til deres handlinger. Men de skal lære, at de selv skal tage beslutninger med de konsekvenser, det har. For eksempel var en af drengene blevet inviteret på byens Experimentarium og ville gerne have lov til at få fri fra undervisning. Og jeg ville ikke give ham lov eller ej, fordi det skulle være hans egen beslutning, om han skulkede fra undervisningen. Og det gjorde ham stiktosset, at han selv skulle tage sådan en beslutning, fortæller Cathrine. Alligevel lykkes det for de unge. Fem af de unge studerer på fuldtid, otte har lige taget adgangstesten til at komme ind på universitetet, mens otte af de 16 unge har fundet arbejde. – De unge, vi lader flytte ind, vil gerne noget med deres liv. De har et særligt drive. For eksempel startede en af vores piger først i 1. klasse som 16-årig, men hun speedede igennem både grundskole og gymnasium og er nu klar til at gå i gang på sygeplejestudiet, siger Cathrine. Men det er ikke nødvendigvis det, som er en succes. Det er de helt små forandringer inden i de unge, som Cathrine lægger mærke til, og hvor hun kan se, at det hjælper. – En af vores unge, en ung mand fra Emmanuel, var hele tiden ekstrem vred, og gad ikke lytte til os. Vi skulle i hvert fald ikke bestemme! Det var der, vi startede, og nu få måneder efter, at han flyttede ind, siger han, at han er ved at lære at lytte til os og til sig selv og så tage en beslutning. Om han bliver færdiguddannet, er hans eget valg, men han er begyndt at mærke efter sig selv i sine beslutninger. Det er for mig en succes, siger Cathrine.

2017

20/09/2017 14.04


På trods af hvide sandstrande ved dykkerøerne Roatán og Utila, tæt jungle og mayaruiner ved Copan er det ikke disse tiltrækkende karakteristika, der gør Honduras kendt. Landet har i en del år toppet listen med flest antal mord pr. indbygger. 60 mennesker pr. 100.000 bliver myrdet hvert år, hvor vi til sammenligning i Danmark kun oplever 0,8 mord pr. 100.000 indbygger. En stor del af mordraten og kriminaliteten i landet kan tilskrives de organiserede bander, der kontrollerer den handel med narkotika, der går igennem Honduras fra Sydamerika og videre til USA. Honduras har otte millioner indbyggere, hvor over halvdelen lever for under 5 dollars om dagen. Et af landets helt store problemer er arbejdsløshed, og det vurderes, at mere end 1 million honduranere står uden et job. Et andet udpræget problem i Honduras er vold og misbrug i hjemmet. Desuden vokser mange børn op i brudte familier uden begge deres forældre.

2017

24_12_2017.indd 41

Kilde: Association for a More Just Society

HON DURAS

— 41

20/09/2017 14.04


Fem nye favoritter til julebordet Opskrift og styling — HELLES DELI Foto — KIRSTINE MENGEL

SYLTEDE RØDLØG 8 rødløg 2 dl vand 3 dl eddike 200 g sukker 4 laurbærblade 10 sorte peberkorn

Rødløg pilles og skæres i smalle både. De øvrige ingredienser koges op og afkøles en smule. Lagen hældes derefter over rødløgene. Hele herligheden er klar efter at have trukket i 24 timer og kan holde sig i ca. fem dage.

42 —

24_12_2017.indd 42

2017

20/09/2017 14.04


SYLTEDE ABRIKOSER 125 g tørrede økologiske abrikoser 125 g tørrede abrikoser 125 g tørrede lyse sultanas rosiner

Lage: 200 g rørsukker saft af 2 stk. lime skiver af 1 stk. lime 2 tsk. chili (frisk eller sambal oelek) 1 håndfuld frisk mynte 6 tykke skiver ingefær

Lagen koges op, koger i ca. 10. minutter og afkøles derefter let. Hæld lagen over de tørrede frugter, og lad dem trække i 24 timer. Server de syltede abrikoser til steg, paté, ost eller dessert.

2017

24_12_2017.indd 43

— 43

20/09/2017 14.04


DADDELKONFEKT MED PISTACIE Et godt konfektalternativ, der er fri for gluten, laktose, animalsk fedt og sukker. 250 g udstenede dadler 60 g kakaopulver 60 g kokosolie 50 g hakkede mandler 50 g hakkede hasselnødder 100 g tørrede tranebær 60 g kokosmel

Rist nødderne i ovnen ved 175 grader i 5-10 minutter. Blend resten af ingredienserne til en ensartet masse. Tilsæt nødderne og blend kort. Pres massen ud i en form foret med bagepapir. Drys evt. med pistacienødder. Sættes på køl i 4-6 timer og udskæres derefter i passende stykker.

PEANUTBARER 300 g dadler 100 g mandler 100 g saltede peanuts 6 spsk. peanutbutter

Overtræk: Chokolade eller kakaopulver

Dadlerne udstenes, og alle ingredienser blendes/hakkes til en passende konsistens. Ønskes en mere saltet smag, tilsættes 1 tsk. Maldon Sea Salt. Peanutbarerne formes (à 30 g.) og overtrækkes med smeltet chokolade eller rulles i kakaopulver. Pynt med peanuts. Opbevares på køl.

44 —

24_12_2017.indd 44

2017

20/09/2017 14.04


YOGHURT MED MANGOSAUCE Yoghurt: 1 dl naturel surmælksprodukt 1 tsk. chiafrø

Sauce: ½ dl appelsinsaft ½ dl mangojuice

Dagen før: Surmælksprodukt og chiafrø røres sammen. Appelsinsaft og mangojuice koges ind, til saucen tykner. Sæt yoghurt og sauce på køl. På dagen: Anret yoghurten i glas, og top den med müsli og mangosauce. 2017

24_12_2017.indd 45

— 45

20/09/2017 14.04


MIN SYGDOM GIVER ME NING, NÅR JEG K AN HJÆL P E ANDR E Tekst — ASTRID REUSS RAHBEK Foto — LINE THORØ ØSTERBY

Når man sidder i kørestol, er det umuligt at skjule, at livet kan være hårdt. Kirsten Solgaard oplever, at hendes situation får andre mennesker til at tale om deres egne kampe.

Kirsten Solgaards personlige hjælper breder filtstoffet med zigzag-mønster i lilla og orange nuancer ud på gulvet. Hun og Kirsten taler om, hvordan det kan klippes til, så filtstoffet kan blive et tæppe. – Er det ikke lækkert? udbryder Kirsten begejstret og stryger sine fingre over det, da hun får det op i hænderne. Kirsten skal bruge tæppet til at lægge over sine ben. Hendes hverdag foregår nemlig siddende i en kørestol. Fra morgen til aften. Når hendes muskler dermed ikke er i gang, fryser hun også nemt. Derfor er det godt med et tæppe til at have om sig. – Det hele behøver ikke være så mørkt. Det er så dejligt med farver til den her sorte el-kørestol, fortsætter hun og viser en kaninskindstaske, hun har fået i julegave. Den skal sættes fast på kørestolen. Egentlig er den blot et hjælpemiddel til at få hverdagen til at hænge sammen. Men kørestolen, som Kirsten uden besvær styrer rundt i hjemmet, virker nærmest som indbegrebet af at kæmpe med en sygdom. Med den følger hoveddøren, der åbnes automatisk, et ombygget køkken med hæve-sænke-borde og anerkendelsen af, at sygdom kan forandre et liv totalt. Kørestolen er så meget mere

Kirsten bruger kørestol på grund af den kroniske nervesygdom sclerose, som blandt andet rammer førligheden. Sygdommen udvikler sig langsomt, og da de første problemer med at bevæge

24_12_2017.indd 46

20/09/2017 14.04


sig begyndte, kæmpede Kirsten for at blive ved med at kunne gå selv. Når hun var fuldstændig udmattet, kom først stokken og siden rollatoren frem. Til sidst blev kørestolen taget i brug. Det tog tid at sætte sig til rette i den. Fordi den for alvor viser, at man ikke kan klare sig selv. At man for alvor er syg. Men kampen for at blive ved med at gå og prøve at klare sig selv tog alt for meget energi, kan Kirsten se nu. At bruge kørestolen frigør en hel masse kræfter til at gøre de ting, som gør hende glad. – Når jeg ser andre, som bliver ved med at kæmpe for at kunne gå, og de vakler og falder, så ville jeg bare ønske, at de ville tage kørestolen i brug. For når alt kommer til alt, er den blot et hjælpemiddel, siger Kirsten.

Jeg kan ikke bare smile og lade, som om alt er i den skønneste orden.

Den udstillede sårbarhed

Kørestolen har også været et hjælpemiddel på en helt anden måde. Den udstiller over for andre mennesker, at Kirsten ikke lever et modgangsfrit liv. Hun kan ikke gemme sclerosen væk, da den altid er til stede i form af kørestolen, hver gang hun møder et menneske. Alle kan se, at hendes liv ikke har gået sin snorlige gang. At livet helt konkret har sat hende ned. – Kørestolen viser på en så konkret måde, at jeg ikke kan klare mig selv. Når jeg møder andre mennesker, kan jeg ikke pakke væk, at jeg sidder her. Jeg kan ikke bare smile og lade, som om alt er i den skønneste orden, siger Kirsten, der selv har valgt at være meget åben om sin sygdom – også på dage med smerter, hvor sclerosen overskygger Kirstens positive sind. Netop synligheden i at være sårbar og være åben omkring sin sclerose oplever Kirsten som en af sine store styrker. Mennesker, hun møder, betror sig til hende i højere grad, end da hun selv kørte sit liv i et højt gear med fuldtidsarbejde, har Kirsten lagt mærke til. Hun tror, at det er, fordi hun ikke har mulighed for at opretholde en facade af, at alt bare er perfekt. Fordi hendes sårbarhed er ligeså synlig, som de fire hjul, der får hendes hverdag til at fungere. Mennesker tør åbne sig op og fortælle hende om de ting, de finder svært, og de ting, de kæmper med. Det kan være deres egen sygdom, de kæmper med. Eller i forhold til at tro på Gud og have tillid til hans planer, som giver særlig mening for Kirsten, der selv har været troende hele sit liv. Gennem årene med sclerose har det ført til mange gode samtaler, hvor hun også har haft mulighed for at bede sammen med dem, som kommer til hende. – Når jeg kan tale med mennesker på den her måde og måske være med til at hjælpe dem et stykke på vej, så giver min situation mening for mig, siger Kirsten. Drømmen om at rejse ud

Det er ikke kun hjælpemidlerne, der adskiller Kirstens hjem i Løsning fra et hvilket som helst andet parcelhus på villavejen. Rundt om i stuen gemmer der sig tegn, malerier og små træfigurer, der fortæller om et liv langt væk fra vores breddegrader. Sammen med sin mand Jan og deres to børn tog Kirsten til Tanzania for over tyve år siden. Det var på mange måder kulminationen på drømme, som Kirsten og Jan havde haft, siden

de var unge. En lyst og et kald de havde sammen til at rejse ud. Hun som sygeplejerske og han som underviser. Man hører det, når hun fortæller om familiens seks år i Tanzania. På den ene side var tiden som missionærer forbundet med mening og med at udrette noget. Men tiden i Tanzania indledte samtidig en af de største kriser i Kirstens liv. At hun skulle blive kronisk syg. Efter flere års forberedelse og sprogskoleophold tog de af sted i 1994. Jan var bibelunderviser ude i forskellige landsbyer, mens Kirsten tog sig af børnene og fik hverdagen til at hænge sammen derhjemme. Samtidig arrangerede hun børneklub, underviste et ungdomskor i liv og tro og mødtes med og støttede lokale kvinder – alt sammen tilknyttet den lokale kirke. Arbejdet var 2017

24_12_2017.indd 47

— 47

20/09/2017 14.04


Jeg var vred og skuffet over Gud. Skuffet over, at jeg prøvede at gøre, som han ville, og så mislykkedes det.

meningsfuldt og rykkede noget, og familien trivedes med det nye liv i Tanzania. – Det var både det, at vi kunne hjælpe mennesker med at rykke sig. Jan gennem bibelundervisningen og jeg gennem mit engagement i den lokale kirke. Men det var også så stærkt at møde både rige og fattige fra en helt anden kultur og indse, at vi i virkeligheden har så meget til fælles med hinanden, fortæller Kirsten. Samme år som familien tog af sted, blev Kirsten ramt af de første symptomer. Trofast er han, som kalder

Familien blev på skift syge med for eksempel malaria og tyfus, ligesom alle andre blev det. Det var helt almindelige sygdomme og en del af hverdagen. Men det var, som om Kirsten blev oftere syg og var meget længere om at komme sig efterfølgende. – I begyndelsen tænkte jeg bare, at det var en del af pakken. Jeg havde jo født to børn, så det kunne godt være, at jeg var svagere. Det skulle i hvert fald ikke holde mig tilbage, husker Kirsten. Efter at have været ramt af malaria fik Kirsten synsproblemer. I en by et stykke væk var der en tysk øjenlæge, som diagnosticerede hende med en synsnervebetændelse. Hvad hun ikke vidste, var, at det er et af de mest almindelige første symptomer på sclerose. Da familien nogle år senere var tilbage i Danmark på orlov, var det helt almindelig procedure, at en tropelæge undersøgte, om alle var raske og klar til at komme tilbage til Tanzania. Lægen 48 —

24_12_2017.indd 48

undrede sig over, at Kirsten havde været så meget syg, og syntes, at hun skulle undersøges grundigere. Efter videre undersøgelser lød diagnosen sclerose. – Tæppet blev revet væk under mig. Jeg havde taget mig af svage scleroseramte, mens jeg arbejdede som sygeplejerske. Jeg kunne slet ikke se, at det skulle være mig, fortæller Kirsten, der var 30 år, da diagnosen blev stillet. Som helt ung var Kirsten også alvorligt syg, og derfor var hun nærmest endnu mere uforberedt på, at sygdom skulle ramme hende igen. – Jeg følte ligesom, at jeg havde taget min del, og at det ikke kunne ramme mig igen, siger Kirsten. Samtidig var familien overbevist om, at deres arbejde i Tanzania langt fra var slut. Kirsten og hendes mand havde regnet med, at de skulle være af sted i ti år. – Det hele føltes så meningsfuldt. Vi var blevet gode til swahili, børnene trivedes, og arbejdet med bibelundervisning gav så meget mening. Vi kunne slet ikke forestille os, at det skulle være slut nu, siger Kirsten. Et andet element var, at familien følte, at de havde handlet på deres tro på Gud. Deres tro på, at han gerne ville have dem til at udføre et arbejde i Tanzania. – Som kristne er det naturligt for os at spørge, hvad Gud vil have os til. Vi troede virkelig, at arbejdet i Tanzania var det, som Gud havde bestemt for os. Men det matchede ikke med, at jeg skulle blive syg. Var det her en kontraordre? spørger Kirsten og fortsætter: – Jeg var vred og skuffet over Gud. Skuffet over, at jeg prøvede at gøre, som han ville, og så mislykkedes det. I processen huskede Kirsten på et vers fra Bibelen, som familien fik med på vejen, da de rejste til Tanzania, der lyder: ”Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.” De ord gav familien ro i, at de på trods af Kirstens sygdom skulle rejse tilbage til Tanzania. For Gud havde kaldet dem til en opgave, som han lovede dem, han også ville støtte dem i, til den var færdig. Familien rejste tilbage og var af sted to år mere – indtil Kirstens sygdom var så udviklet, at de blev nødt til at tage hjem. At økonomisere sin energi

Da familien vendte hjem til Danmark, håbede Kirsten at kunne komme til at arbejde som sygeplejerske igen. Men selv om hun var i flexjob, blev det for hårdt at være sygeplejerske, når hun havde problemer med at gå, og anstrengelserne fik sclerosen til at udvikle sig mere. Hun har modtaget førtidspension siden 2002. – Nogle mennesker spørger, om jeg godt kan få tiden til at gå, når jeg bare går hjemme. Men jeg tænker nærmest, at der ikke er timer nok i døgnet til, at jeg kan nå at lave alt det, jeg gerne vil, siger Kirsten. Når hun lister alle sine aktiviteter op, forstår man, at tiden kan være knap, og at livet med en sygdom ikke behøver at være det samme som at være fastlåst. Kirsten går til ridning for at holde sine muskler i gang, synger i gospelkor og er aktiv i den lokale kirke og missionsforening. Hun mødes med andre for at læse i Bibelen og bede sammen. Især har hun fået hjerte for at møde de flygtninge, som er flyttet til området. At mødes og være gode naboer for dem, som ikke kender andre her i landet. Desuden er hun arbejdsgiver for

2017

20/09/2017 14.04


Jeg ved aldrig, hvor jeg har sygdommen – det er det uhyggelige ved sclerosen

Sclerose — Sclerose er en sygdom, hvor kroppens immunforsvar angriber nerverne i centralnervesystemet i hjernen og rygmarven. Det betyder, at nervesignalerne ikke kan gå ordentligt igennem, og kroppen derved kommer til at fungere dårligere.

Kilde: scleroseforeningen.dk

— Konkret viser sclerose sig ofte i synsforstyrrelser, lammelse i dele af kroppen og problemer med hukommelse og koncentration. — Sygdommen kan optræde attakvis, hvor symptomerne forværres under de såkaldte attak eller angreb, og resten af tiden er sygdommen helt i bero. Andre oplever, at deres symptomer langsomt bliver værre. — Sygdommen udvikler sig som oftest i 30-års alderen. — 4.500 danskere er ramt af sclerose, og to tredjedele af de ramte er kvinder.

2017

24_12_2017.indd 49

— 49

20/09/2017 14.04


Gud er blevet meget større og stærkere for mig med årene. Jeg er aldrig helt alene med min sygdom.

sine to personlige hjælpere, som hun lægger vagtplaner for og udbetaler løn til. Men med et liv som scleroseramt handler det i høj grad om at økonomisere sin energi. Prioritere sine kræfter og bruge energien på det, man gerne vil. – Sclerosen er svær at være i på den måde, at jeg ikke bare kan skubbe den væk og sige, at nu vil jeg gennemføre en bestemt opgave, siger Kirsten. Det har været svært for Kisten at lære, men det, hun har det sværest med, er, at hendes familie også har skullet lære at leve med uvisheden og usikkerheden i hendes sygdom. – Man ved aldrig, hvornår der kommer et tilbagefald, og hvornår sygdommen bliver forværret. Det er svært at planlægge og sige, om jeg vil være frisk nok til at tage med på en ferie for eksempel. Jeg ved aldrig, hvor jeg har sygdommen – det er det uhyggelige ved sclerosen, forklarer Kirsten. Det, hun savner mest, er netop muligheden for at komme ud at rejse. Eller det er muligt, men det kræver planlægning og forberedelse og mange kræfter. Da den øvrige familie for et par år siden var tilbage i Tanzania for at gense landet, tog Kirsten og hendes hjælper til Paris. Det var en fin tur, men det kunne ikke hamle op med at komme med tilbage til Tanzania. Og ugerne op til – og efter – turen til Paris blev for meget præget af den kraftanstrengelse, det var at være af sted. – Jeg har indset, at det giver mig langt mere at bruge kræfterne på den gode hverdag i stedet for, konstaterer Kirsten. Taknemlighed over sit liv

Den sclerose, som Kirsten har, rammer attakvis. Det vil sige, at hun i perioder får lammelser og føleforstyrrelser. Efter et attak er sygdommen forværret. Heldigvis er det flere år siden, at Kirsten har haft et attak. Hun sørger for at spise rigtigt og passe sin træning – fysioterapi og rideterapi. Og hele tiden søge ny information om sygdommen. – Jeg kan godt falde tilbage i, at min tilstand er frygtelig trist. Men den tilstand kan jeg heller ikke finde mig i. Jeg har så mange 50 —

24_12_2017.indd 50

muligheder for at være noget for nogen. Jeg ved hele tiden, hvad jeg skal gå i gang med, når jeg har kræfterne, siger Kirsten. Kirsten har mødt andre kronisk syge, der nærmest var taknemlige for at være blevet syge. Fordi Gud havde stoppet dem i en plan, som ikke var god for dem. Dertil er hun alligevel ikke nået – at være taknemlig over sin sygdom. – Gud er blevet meget større og stærkere for mig med årene. Jeg er aldrig helt alene med min sygdom. Det giver mod i hverdagen. At det er sket på grund af min sygdom, er jeg taknemlig for. Som årene går, sætter livet i kørestolen sit præg på kroppen. Selv om sclerosen kan holdes i ro, mærkes kroppen og får skader af at sidde så meget ned. – Jeg kan godt tænke over, hvad det skal ende med, når jeg for eksempel bliver 70 år. Det er 20 år endnu i denne her situation. Så kan jeg godt tabe modet og tænke meget på den dag, hvor jeg ikke er her mere, siger Kirsten og uddyber, at der i sygdommens mange år hele tiden har været en dobbelthed. At glæde sig over det liv og de forhold, hun har nu, samtidig med at glæde sig til den dag, hvor hun ikke er her mere og skal bruge evigheden sammen med Gud. – Livet er stadig godt. Det er stadig mig og ikke sygdommen, der bestemmer. Men jeg glæder mig også til det liv, jeg tror på, der venter mig, når jeg ikke er her mere. Så tror jeg på, at min krop vil være fri og rask, og jeg er sammen med Gud.

2017

20/09/2017 14.04


INDHOLD s. 3

s. 4

E T VE N DE PU N K T PÅ K ANTE N AF LIVET Redaktionelt

s. 4

JU L E NS STJE R N E R Løst og fast om det takkede symbol

s. 7

I DE T M I N DSTE K AN VI L E VE I TRYG HE D Tvunget på flugt fra krigen i Syrien

s. 12 s. 12

VI M ESTR E R I KKE L IVE T SE LV Interview med Jann Sjursen

s. 20

OPSKR I F T PÅ E N G OD JU L Reflektioner til hver dag i julen

s. 26

L ÆNG E L E VE LUTH E R Reformationens følger i Danmark

s. 26

s. 32

TI LG IVE L SE E R I KKE FOR TØSE DRE NG E Bliv klogere på tilgivelsens væsen

s. 35

H U N H JÆL PE R HON D U RANSKE UNG E I N D I VOKSE N L IVE T Reportage fra et land uden drømme

s. 42

F E M NYE FAVOR IT TE R TI L JU L E BORDE T Opskrifter på anderledes julemad

s. 46

s. 42

M I N SYG D OM G IVE R M E N I NG, NÅR JEG K AN H JÆL PE AN DR E Et liv med sclerose

s. 52

E N JU L U DE N R ISAL AMAN DE Tættere på julens budskab

© LogosMedia 10. udgave, 2017 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-801-8

Redaktion

Christoffer Fryd

Tine Szilas Amalie Puggaard Poulsen Astrid Reuss Rahbek Holger Skovenborg Kasper Bruun Vindum Brandt Stig Østermark Andreasen

Design

Udgiver

Camilla Engrob

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: info@lohse.dk Netbutik: www.lohse.dk

Forsidefoto

Tryk

Øko-Tryk

2 —

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission. 24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud. De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

2017

24_12_2017_omslag.indd 2

20/09/2017 14.00


E T ÅR ÆNDR E DE M I N E FORÆLDR E E N VÆSE NTLIG J U L E TRADITION: VI F I K DÅSE MAD TIL DESSE RT JU LE AF TE N

2017

En jul uden risalamande

2017

Pris: 49,95 kr.

Opskrift på en god jul Tekst — DANIEL SØGAARD LIND

Julen bliver slået så stort op, at man kan blive træt af den. Hvorfor i alverden gør vi det så også selv? Måske var det sådan, mine forældre tænkte det år, de lavede om på en af vores juletraditioner. De havde godt nok lavet lidt sjov med det. Men ingen havde forestillet sig, at det var andet end drilleri. For juleaften fik vi altid risalamande. Og bedst som vi sad og ventede, kom de ind med råcreme og dåsefrugt! Hvad lavede fabrikssyltede ferskner på julebordet, og hvor i alverden var mandlen henne? Selvom dåsemad blev opfundet under Napoleonskrigene, samtidig med at de første juletræer kom til Danmark, så har jeg svært ved at se koblingen mellem dåsefrugt og juleaften. Heller ikke den julenat under første verdenskrig, hvor engelske og tyske soldater mødtes mellem skyttegravene og sang julesalmer med dåsemad i maven, er nogen undskyldning for at droppe den danske tradition med den kolde, fede og let sødede risengrød med mandel i. Men det år fandt jeg mandlen. For jeg opdagede, at det ikke er traditionerne, men freden, der er julens hemmelighed overalt i verden! Julen er mere

Sammen med julen kan tunge tanker trænge sig på. Tanker om dem, vi har mistet. Eller frustrationer over dem, vi har svært ved at være i stue med. Også reportager om krig minder os om ufred. At vi har brug for trøst og tilgivelse. Heldigvis er julen mere end det, vi selv slår den op til at være. Julen handler om, at Guds søn kom med fred. Gud elskede verden, og derfor sendte han sin søn til verden, for at ingen skal behøve at leve i ufred med ham. Det er ikke afgørende, om vi føler os glade eller parate til den perfekte jul. For det, vi kommer med, redder hverken julen eller verden. Kun Jesus Kristus kan redde os fra død og ufred. Han er ikke en tradition, men kom til os med løftet om tilgivelse og evig fred den første julenat. Tag det håb med, når du fejrer jul. Det er i sidste ende kun det, der kan gøre din jul perfekt.

24_12_2017_omslag.indd 1

Et julemagasin

LUTHE R L ÆNGE LE VE !

Fra Aleppo til Kolding

VI B LIVER MATER IELT R IGER E O G R IGER E MEN FATTIGER E O G FATTIGER E PÅ NÆSTEK ÆR LIGHED

Jann Sjursen Formand for Rådet for Socialt Udsatte og generalsekretær i Caritas

20/09/2017 14.00

Profile for Forlagsgruppen Lohse

Julemagasinet 24:12 2017  

Julemagasinet 24:12 2017  

Profile for lohse
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded