__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

2015

Et julemagasin 2015

Pris: 49,95 kr.

300 m2 fyldt med gaver D U M I L DE HI M M EL

Fred

En madkunstner holder jul

FØRST SK AL D U B EGYNDE ME D AT L AVE DI N ØNSKE LISTE . BAR E E N OP P E I DIT HOVE D … JA , NU. HVAD ØNSKE R D U DIG?

Tekst — Helene Hammer Pihl

an kan ønske sig så meget … ligegyldigt. Rare ting … men ligegyldige. En ny smartphone. Rart ja, men egentlig ligegyldigt i livets større kabale. Så hvad ønsker du dig? Jeg mener: Hvad ønsker du dig virkelig? Er det, at du bliver rask? At der ikke er krig i dit hjemland? At du får en kæreste. At din far ikke var død? At du får et barn? At du ikke er ensom? Det er store ønsker, og ingen af dem hører rigtigt hjemme på den liste, vi sender rundt til familien op til jul. Ønskerne er for store og ville fremstå helt upassende. Ikke desto mindre er det den slags, vi virkelig ønsker os. Jeg gør i hvert fald. Fred. Det er noget, de fleste ønsker sig, men som meget få får. Vi ønsker os det, der kan skabe fred og balance i vores indre. Det, som kan modvirke sorg, ufred og uro inde i os. Vi kan tænke, at de ting, vi ønsker os allermest, kan skaffe os den fred. Men selv når vi måske oplever, at vores allerstørste ønske opfyldes, så udebliver den dybe fred alligevel – og vi ønsker os bare nye ting.

Julen fejrer vi på grund af Guds søn: mennesket Jesus. Da han trådte ind på verdensscenen, præsenterede englen ham således julenat: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” For han er i sandhed en glædelig nyhed til alle mennesker, som desperat mangler fred. Han kan opfylde det helt store og grundlæggende ønske om fred, som ikke rigtigt hører hjemme på ønskelisten sammen med gode krimier og en ny smartphone. Freden er et menneske

MAN FORN EMMER , AT DE RES ENESTE

Fred er dermed ikke blot en ting, ikke blot en følelse – det er et menneske. Freden kommer til dig i form af mennesket Jesus. Han bliver i Bibelen kaldt ”Fredsfyrste”, fordi han er indbegrebet af det, der kan skabe vedvarende fred både for dit liv og din død. Jeg tror ikke, at vi kan opleve ægte fred indeni, hvis ikke fredsfyrsten får adgang til vores hjerter, så han kan gøre det, han er bedst til – skabe fred.

RIGTIG E SAN DE VE N ER G UD

Louise Adrian Leder af Vridsløselille Fangekor

s. 52 —

2015

978-87-7425-792-9 24.12_2015_omslag_RT.indd 1

9 788774 257929

01/10/15 21.55


1 :1 Julebud J UL E TID E R

SMAL L STU F F

3 0 0 M 2 F YLDT

GAVE TID

Løst og fast om julen

M E D GAVER

Redaktionelt

s. 06

s. 04

Navn Job

Simon Struntze Ungdomspræst

Portræt af klunseren Allan Fisker s. 10

By

HISTORIEN OM J ES US

Randers 28

E R IKKE SLUT E N DN U.

Alder

DEN BLIVER SKRU N E D

G U DS OR D F RA

D O IT YOURSELF

Voxpop om forbrug

FOR B RYDE R E

Giv julen et personligt præg

s. 16

Louise Adrian står bag Fangekoret s. 18

STADIG SKR E VE T.

Det er blevet kaldt de gode nyheder, det med barnet i krybben og fred på jorden. Det kan virke som en tilsnigelse, i og med at det er 2000 år siden, begivenheden fandt sted. Det er næppe noget, nogen vil sende en nyhedshelikopter på vingerne for at dække. Eller også lever vi bare i sådan en brug-og-smid-væk tid, hvor vi har misforstået, hvad en ”nyhed” virkelig er. Min kones kærlighed til mig er en nyhed hver morgen; ikke fordi hun sluttede gårsdagen med vrede, men fordi hendes kærlighed til mig gør mig ny. Jeg ved, hun elsker mig, og i mødet med hendes kærlighed bliver jeg for-ny-et. Jeg finder mig selv i den. Historien om Jesus er ikke slut endnu. Den bliver stadig skrevet. Derfor er det nyt, hver gang et menneske tager sine første forsigtige skridt i tro på, at det er sandt, det med Jesus. At vi har brug for ham. At der er tilgivelse, fred, liv og endda frelse i at give alt til ham. Derfor er det nyt, hver gang et menneske finder sig selv i Guds historie og beslutter at blive der: i Guds ord. Den har det med at forandre mennesker, den historie om Jesus. Det er fordi, det er mere end en historie. Det er en virkelighed for millioner af mennesker, og den bliver til virkelighed for nye mennesker hver dag. Folk, der finder sig selv i det, han har sagt. Om du stadig har til gode at se, at julebuddet er skrevet ikke bare til dig, men om dig, eller om du har stået ved hans krybbe i mange år – så lyder julebuddet af den ene grund: At du skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dig fri.

s. 26

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Johannesevangeliet 8,31-32

s. 02 —

2015

24.12_2015_omslag_RT.indd 2

2015

— s. 51

01/10/15 21.55


DU M I LDE H IMME L

E N MADKU NSTN E R

FOTO

Bliv klogere på Himlen

HOL DE R JU L

Julefred ved fronten

s. 28

Kurt Bøndergaard vil gøre en forskel

s. 38

s. 34

AFR IK AS

R E F L E K TION E R

F R ED

BLØDE NDE H J E RTE

Julen har mange facetter

Hvad ønsker du dig?

s. 46

s. 52

Congo har brug for forsoning s. 40

© LogosMedia 8. udgave, 2015 ISSN 1903-458X ISBN 978-87-7425-792-9

Redaktion

Søren Kjeldgaard

Tine Szilas Amalie Puggaard Poulsen Anette Solgaard Mads Dahl Mølgaard Madsen Mia Reckweg Svenstrup Stig Østermark Andreasen

Design

Udgiver

Christian Rahbek Olsen

LogosMedia / Forlagsgruppen Lohse Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7593 4455 Email: 2412@dlm.dk Netbutik: www.lohse.dk

Forsidefoto

Tryk

Øko-Tryk

24:12 udgives af Luthersk Mission og Indre Mission. 24:12 vil fortælle den gode historie – om mennesker, om livet, om troen og om Gud. De holdninger, der kommer til udtryk i interviews i 24:12, er ikke nødvendigvis samstemmende med udgiverens holdninger.

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 3

— s. 03

01/10/15 21.55


J ULETID ER GAVETID

De fleste, der læser dette, har fået magasinet 24:12 foræret. Formodentlig af et familiemedlem, en kollega eller en nabo. For juletid er nemlig gavetid.

vis man skal forklare den rolle, gaver spiller i julen, kan man gå både til historien, psykologien og samfundsvidenskaben: Historisk mener nogle, at ”de hellige tre konger” spiller en rolle. For de gav den nyfødte Jesus gaver: guld, røgelse og myrra. Herfra skulle både kirken og kulturen have fået ideen med gaverne. Går man til psykologien, kan der gives en vifte af – til dels modstridende – grunde til, at vi giver gaver: Vi har et behov for at være gode mod dem, vi elsker. Der er jo den egenskab ved gaver, at de gør både modtageren og afsenderen glad. Det er for øvrigt det samme med taknemligheden. Den fører mennesker tættere sammen i en fælles glæde. Og samtidig har vi et naturligt behov for at minde dem, vi giver gaver, om os selv. Derfor skriver vi afsendernavn på pakken under træet. Det sidste kan blive en lille smule udspekuleret jævnfør et reklameslogan for en julegave for en del år siden, der sagde det direkte: ”En gave, du aldrig vil blive glemt for!” Og så er der de samfundsmæssige begrundelser: Det gavner omsætningen, skaber beskæftigelse og bliver for øvrigt et fælles s. 04 —

folkeligt ritual. I en tid hvor de fælles ritualer i samfundet bliver færre. En gave fra Gud

I julens inderste væsen er der også en begrundelse: Det barn, der blev født i julen, er Guds gave til os. Den gave er givet til os, fordi Gud vil bygge bro mellem sig selv og os: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Dette nummer af 24:12 handler både om de mange gaver, traditioner og ritualer i julen og om den store gave, som giver det hele mening. Læs, og glæd jer over de broer, der bygges i julen. Mellem mennesker. Og mellem Gud og os.

Jens Ole Christensen Generalsekretær i Luthersk Mission, joc@dlm.dk

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 4

01/10/15 21.55


Om han ikke var menneske, hvem var det da, som lå i krybben? Om han ikke var Gud, til hvem var det, englene sang lovsange? Om han ikke var menneske, hvem var det da, som blev indbudt til bryllup i Kana? Om han ikke var Gud, hvem forvandlede vand til vin? Om han ikke var menneske, hvem var det da, som sov i båden? Om han ikke var Gud, hvem truede vinden og stillede bølgerne? Om han ikke var menneske, hvem var det da, som græd ved Lazarus’ grav? Om han ikke var Gud, hvem var det, som befalede og kaldte ham ud, som havde været død i fire dage? Om han ikke var menneske, hvem var det da, som hang på korset? Om han ikke var Gud, hvem rystede jorden i dens grundvolde? Om han ikke var menneske, på hvis krop mærkede Thomas sårene efter naglerne og spyddet? Om han ikke var Gud, til hvem råbte Thomas i tilbedelse ”Min Herre og min Gud”? Efraim Syreren (300-tallet)

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 5

— s. 05

01/10/15 21.55


MEGA JU LEGAVER Frihedsgudinden, som Frankrig gav USA i 1886, er formodentlig verdens største julegave gennem tiden. Den er 46,5 meter høj og vejer 225 tons. Og juletræet, der hvert år står på Trafalgar Square i London, bliver sendt dertil fra Norge som en årlig tak til England, fordi London husede Norges eksilregering under 2. Verdenskrig.

Foto — Wikimedia Commons

Kilde: venere.com, lifeconnect.info

Alternativ julegave-transport

Alle ved, at gaver bedst uddeles fra en kane. Og dog ...

I Syrien bliver julegaverne uddelt af en af de vise mænds kameler. Den gave-uddelende kamel siges at have været den mindste i de vise mænds karavane. Og når julemanden besøger Finland stiller han kanen fra sig og rider på en ged, som hedder Ukko. Ukko er lavet af strå, men er alligevel stærk nok til at bære julemanden. Kilde: funology.com

En blå julemand Når vi tænker på julemanden, tænker vi typisk på en stor, rar, rund og rød herre.

Men sådan har julemanden ikke altid set ud. For bare hundrede år siden optrådte han i en mørk kåbe, og under den amerikanske borgerkrig i 1861-65 blev han fremstillet som en lille, elveragtig mand. I Rusland foretrak ”Bedstefar Frost” en mørkeblå kåbe. Men i begyndelsen af det 20. århundrede dukkede Santa Claus op i USA i rød dragt med hvide pelskanter, og han blev for alvor populær og verdenskendt, da Coca Cola i 1931 tog Santa med i sin reklamekampagne. Kilde: National Geographic

s. 06 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 6

01/10/15 21.55


Foto — Guto Costa/Divulgação

erdens største flydende juletræ findes i Brasilien. Det måler 85 meter og bliver hvert år finansieret og søsat af en brasiliansk bank. Juletræet, der flyder på Rio de Janeiros sø, Rodrigo de Freitas, er lige så højt som en 29 etager høj bygning. Kilde: Samvirke

DE T' EN T YSKER JEG HOL DT OP M ED AT TR O PÅ JU L E MAN DEN , DA JEG VAR SE KS. MOR Traditionen med at have en adventskrans begyndte tilbage i 1940, hvor det danske blad Billedbladet var på besøg hos Dronning Alexandrine, som kendte til adventskransen fra sit hjemland Tyskland.

Billedbladet havde fotografer med til artiklen om julehygge hos Dronning Alexandrine, og derved fik danskerne indblik i traditionen omkring adventskransen. Inden juleaften det år havde rigtig mange danskere købt eller lavet deres egen adventskrans.

TOG M IG M E D I ET STOR MAGASI N FOR AT SE HAM – OG HAN SP URGTE E F TE R M I N AUTOGRAF.

Shirley Temple Amerikansk barneskuespiller

Kilde: juleblog.dk

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 7

— s. 07

01/10/15 21.55


KE N D DIT JU LETRÆ

1.

Nordmannsgran Fyldige grene Drysser kun lidt

I Danmark er nordmannsgranen det mest populære juletræ. Og det er der ikke så meget at sige til, for med sine fyldige grene og nåle fylder det godt op i stuen, og selv efter fældning holder det godt på nålene – især hvis man giver det lidt vand.

2.

Rødgran Det 'originale' juletræ Drysser meget

På andenpladsen ligger rødgranen. Det regnes for at være det oprindelige juletræ i de nordiske lande, men er blevet overhalet af nordmannsgranen på grund af dets dårlige holdbarhed i en varm stue.

3.

Nobilisgran Svært at dyrke Flot og meget holdbart

Nobilisgran bliver mest brugt til pyntegran, da det er svært at dyrke et flot træ i det danske vintervejr. Men finder du en flot nobilisgran, kan du sagtens tage det med hjem i stuen. Det holder faktisk bedre på nålene end rødgran og nordmannsgran. Kilde: Samvirke

Pynt juletræet med edderkopper Bolivianere fejrer Misa del Gallo eller “Hanens messe” juleaften. Nogle folk tager haner med til midnatsmessen som symbol på, at hanen var det første dyr til at bekendtgøre Jesu fødsel. I Polen er edderkopper og edderkoppespind almindelig pynt til juletræet pga. legenden om, at en edderkop spandt et tæppe til Jesusbarnet. Polakker anser derfor også edderkopper op til jul for at være symboler på godhed og velstand. Kilde: facts.randomhistory.com

s. 08 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 8

01/10/15 21.55

Anno


Livshistorier og opskrifter

fra hele verden En oplagt gaveidé, hvis du elsker eksotisk mad eller gerne vil høre en personlig historie fra nogle af de mange mennesker, som kommer til Danmark.

LINE GRØNBÆK ANDE RSE N OG GITTE KNUDSE N

Medmennesker på menuen

Livshistorier og opskrifter

158 sider 199,95 kr.

Mød 20 medmennesker fra hele verden, som fortæller deres livshistorier; om opvæksten i hjemlandet, om hvordan og hvorfor de har fundet vej til Danmark og om de udfordringer og glæder, de oplever. De interviewede deler gavmildt ud af vidunderlige opskrifter fra deres hjemland.

I bogen får du bl.a. en opskrift på argurke- og rejesalat fra Burma.

Til dig der stiller spørgsmål om Gud H EN RIK H Ø JLUN D OG CARSTE N AN DERSEN

KIM HJER MI N D

Spot on

De overbeviste

Om Gud, os og verden – og vejen til den nye jord

Samtaler om tro Sognepræst Henrik Højlund og ateist Carsten Andersen er begge overbeviste om deres eget ståsted. Følg deres mail-samtale, hvor de argumenterer for hver deres overbevisning. Læs bogen, og få anledning til at prøve dine egne argumenter af.

216 sider 199,95 kr.

Historisk roman

Kim Hjermind er ingeniør og har skrevet en bog, der enkelt og lige på beskriver, hvem Gud er, og hvad der er hans plan for mennesker. Den viser, hvordan kristendommen er logisk og konsistent og forklarer den verden, vi ser i og omkring os. 116 sider Bogen er oplagt til dig, der er nys149,95 kr. gerrig på kristendommen – men også til dig, hvis tro trænger til et frisk pust og et nyt overblik.

Adventsgaver

AN ET TE BROBERG KNUDSE N

Uden for byporten

208 sider 199,95 kr.

Sjobek forlader sin fars værksted i Jerusalem, sin sikre fremtid og sin unge hustru Jeriot. Han vil mere end bare overholde moselovens forskrifter og sidde i synagogen. Han har valgt et større mål: Sammen med rabbi Kadmiel og hans disciple vil han befri Det Hellige Land fra de forhadte romere og dermed bane vejen for Guds evige herredømme. Det begynder som en drøm, en sang fra fjerne egne, men det ender i et mareridt ideaf forspildte muligheder og knuste ide aler for den unge stenhugger, der bliver kriger for Messias. Og en dag møder Sjobek sin skæbne uden for byporten.

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk Annonce 24-12.indd 1 24.12_2015_indhold_RT.indd 9

28 sider 49,95 kr.

18 sider 50,- kr.

Juleaktiviteter for børn

Løft en flap juleevangeliet

Med julekrybbe, julekort, opgaver og fortælling af juleevangeliet.

Juleevangeliet med farver, flapper og fortælling.

lohse.dk 29-09-2015 10:07:05 01/10/15 21.55


s. 10 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 10

01/10/15 21.55


300 m fyldt med gaver 2

KLU NSE R ALL AN FISKE R E LSKE R AT GIVE . HVE RT ÅR SE NDE R HAN ADSKILLIGE TONS AF STE D S OM NØDHJÆLP – TI NG, SOM VI ANDR E HAR SMIDT U D.

Tekst — Maria Due Pedersen Foto — Line Thorø Østerby og Anette Solgaard

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 11

— s. 11

01/10/15 21.55


e her – du kan få grillkul, hvis du vil ha' det med hjem – og et par gode riste. Kan du li' at grille? Så er der en grill i rustfrit stål. Og spid – jeg har bunker af spid, hvis du mangler. Du kan bare få. Den, der vil ha'et, får'et. Ud over grilltilbehør tilbyder Allan mig lampeolie, kalkfjerner, pottemuld og fuglefoder. Alt sammen ting, han har fundet i containere. Desuden bugner det med gamle støvsugere, dvdafspillere, legetøj, symaskiner, instrumenter, værktøj og meget andet, som han gerne vil af med. Allan Fisker er 72 år og bor i Gellerupparken i Aarhus i en 1-værelses lejlighed. Han er kristen og har besluttet sig for at bruge livet på at klunse andres affald, reparere det og sende det ud som nødhjælp. Boligforeningen i Gellerupparken har stillet 300 m2 i kælderen til rådighed for hans projekt, som han kalder ”Fiskers nødhjælp”. Projektet er et enmandsforetagende, der går ud på, at Allan Fisker dagligt året rundt spænder en hjemmebygget trailer efter cyklen og tømmer Aarhus’ containere for alt brugbart. Der er også omkring 100 muslimske familier fra lokalområdet, der afleverer brugt tøj og sko ved hans kælderdør. På sine cykeltogter finder han alt fra mekaniske biler til kongeligt porcelæn, og han plejer at sige, at man kan finde alt i Aarhus’ skraldespande: – Der er næsten ingen grænser, jeg finder alt. Det er vanvittigt, hvor meget der bliver smidt ud

Selv har Allan Fisker ikke brugt mere end 540 kroner på tøj og sko de sidste 16-17 år. Forbrugskulturen i Danmark er ”vanvittig”, synes han: – Hvis du vidste, hvad der ryger ud af tøj hver dag – nyt tøj. Jeg er rystet over det. Når man har noget børnetøj, skulle man jo tænke: Hvem kan jeg glæde med det? – i stedet for bare at smide det ud. Men det er for besværligt at aflevere det i en genbrugss. 12 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 12

01/10/15 21.55


butik. Hvis man skal flytte – så er det hurtigst bare at smide det ud i den første den bedste container. Når de unge flytter fra kollegierne, så smider de alt ud. Det er jo vanvittigt. Aftenerne bruger Allan i sin kælder, hvor han sorterer tøj, sko, legetøj og alt muligt andet, som pakkes i kasser og sendes udenlands som nødhjælp. Hvert år i november måned sender han en fyldt container til et børnehjem i Letland. Det er hans ”hjertebarn”. – Jeg lærte en russisk kvinde at kende, der var gift med en lettisk mand. De havde selv tre børn. Men hun græd over alle de hjemløse børn i Letland, der levede alt for usselt. De spurgte mig, om jeg kunne samle noget, så jeg begyndte med tøj og sko og andet, hvad jeg nu kunne finde. Første år sendte han 60 kasser til Letland, og allerede næste år, efter at det lokale beboerblad i Gellerup havde skrevet om

projektet, kunne han sende det dobbelte af sted. I 2001 sendte han en fyldt 40 fods container til Letland, og da varerne blev solgt, var der penge til at købe den grund, hvor børnehjemmet skulle bygges, og løn til en mand i et år. Hjælp til mennesker kommer før gøremål

Allan Fiskers bedste fund er hverken kongeligt porcelæn eller mekaniske biler. Det er derimod en ung pige i nød, han for mange år siden fandt ved en container. Hun blev hans ”ekstradatter” ud over de to døtre, han i forvejen har. – Det er det bedste, jeg nogensinde har fundet. Hun var på hash, hun røg og var fuldstændig forgældet. Men jeg kunne hjælpe hende – med praktiske ting, med mad og med tøj. Jeg havde noget, hun havde brug for, og så gav jeg hende det. Helt 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 13

— s. 13

01/10/15 21.55


enkelt. Senere blev hun interesseret i min tro på Jesus. Hun kom en dag og ville gerne have, jeg bad for hende. Den dag havde jeg meget travlt med praktiske gøremål. Men jeg måtte hjælpe hende først. Det har jeg aldrig fortrudt – at jeg tog mig tid til hende. Sådan er det – mennesker kommer først, derefter de ting, jeg skal have gjort. Når du ser en situation, hvor et menneske er i nød, så tænk: hvad har jeg, som jeg kan glæde dette menneske med?” Folk så kun det, jeg ikke kunne

Det er ikke en selvfølge, at Allan har fået dén tilgang til andre mennesker. For det er ikke sådan, han selv er blevet mødt som barn: – Jeg voksede op som handicappet. Jeg havde for korte akillessener og var meget platfodet. Derfor måtte min mor købe ortopædisk fodtøj i dyre domme. Hun måtte ofte køre mig i skole, fordi der var dage, hvor jeg ikke selv kunne gå. – I skolen blev jeg mobbet; jeg kan huske til en gymnastikopvisning i skolen, hvor vi skulle springe over buk. Jeg var så nervøs, så jeg måtte tisse flere gange, før jeg skulle ind i gymnastiksalen. Jeg kunne ikke engang komme over den laveste buk, så dér hang jeg på vej op på bukken – og blev helt til grin. Folk så kun det, jeg ikke kunne. Lægerne havde sagt, at Allan aldrig ville komme til at gå normalt. Derfor syntes han mor, at han skulle være bogholder. Men tal var ikke noget for Allan, så udsigten til at blive bogholder var det værst tænkelige. – Jeg kan ikke fordrage tal. Jeg kunne heller ikke spille fodbold. Til gengæld var jeg god til at læse. Og da jeg ikke kunne gå s. 14 —

så meget, læste jeg en masse bøger. Jeg lånte bøger på biblioteket – også kristne bøger. Bøgerne gav Allan en længsel efter at få fred med Gud. Han havde et ønske om at være Guds barn og vide, at Jesus ville give ham evigt liv. Han fandt dog ingen hjælp hos sin mor til den proces. Ganske vist kom hun fra et kristent hjem, men det med troen var ikke blevet personligt for hende. – I Bibelen havde jeg læst nogle ord, som Jesus sagde, mens han hang på korset. Ordene lyder ”det er fuldbragt”. Jeg begyndte at tage disse ord til mig. Det var ord, der gjaldt mig. Jesus havde gjort alting klar, så jeg kunne blive Guds barn og få det evige liv som gave. Jeg begyndte at sige tak for det, han havde gjort for mig. Og fra det øjeblik, jeg sagde tak, erfarede jeg en glæde og en fred indvendig. I stedet for at følge sin mors råd om at blive bogholder gik Allan sine egne veje. Han ville være smed og kæmpede sig igennem på teknisk skole. Han fuldførte uddannelsen med gode karakterer. Nu havde han imidlertid nået alderen, hvor han skulle på session. Men Allan syntes ikke om at komme ind til militæret: – Jeg var blevet mobbet så meget i skolen, og jeg tænkte: Hvis jeg kommer ind i militæret, bliver jeg mobbet endnu mere. Men samtidig havde jeg en anden tanke: Hvis Gud har en plan med, at jeg skal derind, så er jeg villig til det. Fri for skavanker

Men hvordan så det ud med helbredet? Allan havde hørt om, at Gud kunne helbrede, men han kendte ingen, der bad for syge. En dag, da han stod i sin kælder, lød det til ham: ”Ønsker du

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 14

01/10/15 21.55


FOLK , DE R I KKE HAR NOG E N PE NG E , K AN AL L IG E VE L G ØR E NOG E T

at blive helbredt?” Og han svarede: ”Selvfølgelig vil jeg det.” – Jeg var chokeret. Om det var en stemme i ørerne eller inden i mig, det ved jeg ikke. Men der blev sagt to ting til mig: 1. jeg skulle rejse mig til et møde i et kristent fællesskab og fortælle, at jeg var blevet helbredt. 2. jeg skulle fortælle det til en smed, jeg kendte – en grov fyr, der var alkoholiker. – Dét var i hvert fald ikke min egen opskrift. Det kan jeg godt love dig. At gå hen og fortælle mennesker i min egen by om, at Gud havde helbredt mig. Mig, som var så forsagt. Men Allan Fisker gjorde det. Rejste sig op og fortalte, at Jesus havde grebet ind. Da Allan Fisker sagde det højt, mærkede han en varm strøm gennem sine ben og fødder. – Jeg var blevet rask. Jeg vidste 100 %, at Gud havde grebet ind. Det var et guddommeligt mirakel. Et mirakel som da Jesus’ discipel Peter kunne gå på vandet. Eller da Jesus helbredte en blind mand ved at smøre mudder på hans øjne. Enhver øjenlæge ville mene, at det ikke lige var måden at gøre det på. Allan kom på session. Lægen troede ikke på ham, da han fortalte, at han var blevet helbredt. Så han undersøgte Allan på kryds og tværs – uden at kunne finde en eneste skavank. Og uden ét ord som kommentar blev Allan sendt videre. Fra som barn at blive opfattet som et nul oplevede han nu i forsvaret at blive anerkendt for den, han var. – En af befalingsmændene kaldte mig præsten. Det tog jeg med godt humør. Jeg kom ind på en stue med lidt over 20 mand. De respekterede mig. En aften spurgte de mig, om jeg ville holde en andagt. Det ville jeg godt på én betingelse: der skulle ikke være noget pjat. Dén aften var der ingen sjofel snak. Gaver behøver ikke at koste penge

Efter militæret og flere års arbejde som smed blev Allan Fisker arbejdsløs og havde ingen penge. Hans ældste datter ville så

gerne have en babydukke, men han havde ikke penge til at købe den, så han sagde til hende: du kan bede Jesus om den. En dag kom der nogle kørende forbi og smed 5 sække af ved nogle containere ved den vej, de boede på. Allan Fisker opdagede, at der var legetøj i flere af sækkene, og i en af dem var der netop den babydukke, som hans datter ønskede sig. – Min datter fik sin babydukke og blev så glad for den. Julemorgen kom hun meget alvorligt: 'Far', sagde hun, 'du må godt sende min nye babydukke ud til de fattige børn'. Jeg kunne ikke forklare hende, at vi ikke havde penge til at sende den af sted. Hun fik lov at beholde den – men jeg har ladet historien gå videre. For det kan få nogle voksne til at tænke over hendes gavmildhed. Jeg glemmer hende aldrig for det. I det hele taget behøver penge ikke stå i vejen for gode gaver, mener Allan Fisker. Som eksempel nævner han en tændstikæske, han fik i julegave af sin datter: – Min datter havde skrevet fem små sedler og lagt i æsken. På dem stod der: Hjælp til at rydde op i kælderen og lignende. Det er stort set den bedste gave, jeg nogensinde har fået af noget menneske. Det siger mig, at folk, der ikke har nogen penge, alligevel kan gøre noget: Giv en fridag til en enlig mor. Tag din nabo med ud at handle, hjælp nogle ældre mennesker med snerydningen. Tag dig tid med nogle børn – tag f.eks. ud og fisk med dem. På besøg i Allans kælder går vi til sidst forbi et campingbord i træ, der er slået sammen. – Det kan blive 3 gange så langt. Det er dit, hvis du vil ha’et. Du kan male det, hvis du vil. Skulle du mangle maling eller malerruller, så har jeg også det. Jeg siger til Allan, at det er farligt at slippe mig løs her i hans kælder. Han svarer prompte: – Det er da ikke spor farligt. Ved du hvad: Giv, så skal der gives jer – og Gud han giver i så rigt mål. Jamen, kan du ikke se: Du bliver også velsignet! 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 15

— s. 15

01/10/15 21.55


Navn

SKRU NED Det er blevet anti-status at have et stort forbrug. Derimod er nøjsomhed, bæredygtighed og ansvarlighed kommet på dagsordenen. Følger du trenden? Ellers kan du måske blive inspireret af disse tre, der alle har begrænset deres forbrug.

Job

Simon Struntze Ungdomspræst

Randers Alder 28

By

Hvordan begrænser du dit forbrug?

Jeg ønsker at leve så enkelt som muligt og køber derfor oftest både møbler og tøj i genbrug. Jeg har sparet penge ved at få både musikanlæg og møbler gennem nogle af de Facebook-sider, hvor man kan give ting bort i stedet for at smide dem ud. På et tidspunkt hentede jeg et par højttalere hos en, som viste sig at være skralder. Så prøvede jeg at skralde, og det var virkelig en fed oplevelse! Hvorfor begyndte du på det?

Jeg har prøvet at leve under meget fattige forhold i udlandet, og det har inspireret mig til at leve et simpelt liv, hvor økonomi ikke spiller den største rolle. Efter gymnasiet rejste jeg fra sofa til sofa rundt i verden, og især da jeg boede i Nepal hos en meget fattig familie, som ingen indkomst havde, fik jeg øjnene op for den livskvalitet, som ikke er bestemt af økonomi. Jeg er minimalist-inspireret; jeg oplever en frihed ved at have så få ting som muligt. Hvordan har det påvirket din hverdag at ændre forbrug?

I begyndelsen skraldede jeg næsten hver dag, men nu gør jeg det nærmest kun hver 14. dag, fordi jeg finder så meget mad hver gang. Indimellem deler jeg maden med dem, jeg bor med, eller tager den med til kammeraterne på studiet. Jeg har også oplært en del i at skralde. Man kan have sine fordomme, og jeg møder tit spørgsmålet: ”Er det ikke ulækkert at rode i en skraldespand?” Men når man selv har prøvet det, ændres ens syn ofte på det. Hvad mener du om danskernes forbrug?

Lige så snart man kigger ned i skraldespandene, så ser man den overproduktion, der er i samfundet. Vi lever i et forbrug-ogsmid-ud-samfund, og det bærer vi alle et ansvar for, mener jeg. Som forbruger kan vi let tænke, at maden bliver giftig fra den ene dag til den anden, når holdbarheds-datoen overskrides, men det gør den jo ikke. s. 16 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 16

01/10/15 21.55


Navn Job

Arne Pedersen Kommunikationssekretær

Voel Alder 37 By

Navn Job

Ida Roswall Pensioneret sygeplejerske

By

Hillerød 75

Alder

Hvordan begrænser du dit forbrug?

Hvordan begrænser du dit forbrug?

Jeg har prøvet et enkelt år ikke at bruge penge på mig selv ud over til mad, husleje og få andre helt nødvendige udgifter.

Jeg køber som hovedregel kun det nødvendige. Jeg gør ingen impulskøb, med mindre jeg ser noget rigtig sjovt, anderledes – og billigt; men det er ikke mere impulskøb, end at købet stadig har et bestemt formål. Jeg bruger alting op til sidste trevl og krumme. Eksempelvis levner jeg kun blomst og stilk af et æble og klipper tandpastatuben op for at tømme den helt, og badekåben ender sit liv som små karklude.

Hvorfor begyndte du på det?

Det var et nytårsforsæt. Vi lever i en meget ulige verden, hvad angår materielle goder. Og jeg tilhører den rigeste del af verden. Det ville jeg gerne blive mere bevidst om, mere taknemlig for og ikke bare tage som en selvfølge. Jeg ville prøve at udforske, hvad det er, penge gør ved mig – og hvis jeg ikke skulle bruge dem på mig selv, hvad kunne jeg så bruge dem på, som var bedre? Hvordan har det påvirket din hverdag at ændre forbrug?

Jeg blev overrasket over at finde ud af, hvor ofte min umiddelbare lyst egentlig var bare det at købe et eller andet. Nogle gange vågnede jeg om morgenen og var i dårligt humør, og hvor min reaktion førhen var, at jeg så kunne købe et eller andet at muntre mig selv op med, måtte jeg nu stoppe op og tænke ”hvorfor har jeg den tomhedsfornemmelse i dag?” Hvad mener du om danskernes forbrug?

Jeg synes, at materialisme fylder for meget i vores samfund. Vi omsætter alt i vores samfund til penge. Vi spørger: ”Bidrager du, eller nasser du?” i stedet for at sige: ”Du er et menneske, og du har værdi”. Vi trænger til at finde værdi i andet end det, der kan købes for penge.

Hvorfor begyndte du på det?

Som ung sygeplejeelev, hvor pengene var små, var det min beslutning at give tiende, hvilket vil sige, at jeg gav 10 % af min indtægt til Gud, så at sige – men gennem organisationer, der hjælper mennesker. Ordene fra Bibelen om at leve med gudsfrygt og nøjsomhed har ikke været uden betydning for mig, og at give tiende har været en del af min tilværelse siden dengang. Hvordan har det påvirket din hverdag at ændre forbrug?

Overordnet er det en glæde for mig at klare hverdagen med mindst muligt materielt set. I en periode kunne jeg lege ”julemand”. Det var, da jeg i min tredje alder arbejdede 13 år som sygeplejerske, og vi ikke regnede de penge, jeg tjente, med i budgettet. Det betød, at jeg kunne gøre en forskel, når jeg stødte på menneskers behov. Jeg stoppede med at arbejde for to år siden. Så nu er jeg tilbage ved udgangspunktet, og slikkrukken er ofte tom igen. Hvad mener du om danskernes forbrug?

Jeg undres – også fordi så frygtelig meget brugbart bliver kasseret. Der tales, som om ”øget vækst og velfærd” altid giver fremgang og livskvalitet, men jeg har mødt ”fattige” mennesker, der havde større taknemlighed og livsglæde end visse rige forbrugere. Gad vide, om forbruget er en jagt på lykke? 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 17

— s. 17

01/10/15 21.55


s. 18 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 18

01/10/15 21.55


GUDS OR D F RA FOR BRYDER E

Tekst — Annie Schjelde Rasmussen Foto — Søren Kjeldgaard

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 19

— s. 19

01/10/15 21.55


Louise Adrian synger med mænd, der ikke har megen grund til at synge. Hun er korleder, når Vridsløselilles fangekor turnerer landet rundt med sange om håb, skyld, fortrydelse og tilgivelse. Bag succesen ligger tyve års hårdt arbejde og en stædig tro på, at musik og tillid flytter mennesker.

s. 20 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 20

01/10/15 21.55


2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 21

— s. 21

01/10/15 21.55


lle stole er fyldt op, og publikum sidder spændt og klar på slaget 19.30, hvor koncerten skal begynde. Oppe ved mikrofonerne står tolv mænd i alle aldre. Nogle i skjorte, en enkelt også med slips, og andre i t-shirts og tatoveringer. De ser ikke ud af meget i den store sal i Købnerkirken på Amager. Men her er de, Fangekoret. Og fra første tone står det klart, at de uden problemer både kan synge rummet op og lukke publikum ind i en verden af savn og fortrydelse, men også med glimt af håb. Mændene er scenevante, de er gæster fra en eksotisk verden og vant til at blive kigget på. Men de står der med en tydelig værdighed – det er ikke en fornøjelsesudflugt, de er ude på. Der er et budskab, publikum skal have med hjem. Men hvordan kom det hertil, at en flok forbrydere kan trække fulde huse koncert efter koncert landet rundt? Nøglen til historien er den rødhårede kvinde, der henne fra klaveret dirigerer slagets gang. De synger, som om de kæmper

For 20 år siden manglede fængselskirken en organist. Louise Adrian sad dengang bag orgelet i en folkekirke i Valby, men hun syntes, fængselsudfordringen var spændende. Nu tager Louise fire gange om ugen turen til Vridsløselille Statsfængsel. Det er her, Egon Olsen begynder og ender i de fleste Olsen Bandenfilm, og her Louise leder det efterhånden berømte Fangekor, der har en lang række anmelderroste udgivelser bag sig og foran sig har koncertbookinger 2-3 år ud i fremtiden. – Jeg kom ind i en verden, som var helt fremmed. I begyndelsen var det svært at kommunikere med folk og finde en fællesnævner – men musikken er heldigvis universel. Det er noget helt særligt at synge med nogen, der aldrig har sunget før, og som ikke vidste, hvordan man gør. Jeg skal ikke finpudse deres udtryk, så de kommer til at synge som alle andre. De synger, som om de kæmper – for at overleve, for at vise sig eller for at udtrykke noget. Det er meget specielt, og det rører mig, fortæller Louise. Cirka 40 mænd synger på kryds og tværs af murene. Der er kormedlemmerne i Vridsløselille, og så er der dem, der er blevet løsladt eller overflyttet til andre fængsler. De synger stadig med, når de kan. s. 22 —

– Og selvom de er ude at føjte i flok, er der aldrig sket noget med de her rødder. De har selv været med til at bygge koret op og har en ansvarsfølelse for, at det skal gå godt. De vil også gerne vise et andet billede af sig selv – vise mig og hele Danmark, at de kan opføre sig ordentligt. Også et kor for de stumme

Vridsløselille er et lukket fængsel, og de indsatte har i gennemsnit afsonet 15 års fængsel. ”Er de derinde bag murene ikke bare en flok psykopater, som er ligeglade med, hvad de har gjort?” Fordommene kan stå i kø, og Louise har hørt det meste før. Hun møder i koret mænd, der er så mærkede af det, der gik galt, det, som ikke var planen, og det, som skete i affekt, at de har lukket ned for alle følelser. De hverken kan eller vil lave noget, der er hyggeligt, eller som gør dem glade. Smerten er så stor, at de ikke kan synge. – Dem er der også plads til i et kor som vores. De laver kaffe, sidder med eller ønsker sange og hjælper til, når vi er ude at synge. Og stille og roligt over en årrække åbner de måske op og begynder at kunne udtrykke sig med sang. Nogle kormedlemmer begynder også at skrive deres egne tekster undervejs. Det er de sange, fangerne optræder med, når de er ude. Louise finpudser teksterne og sætter melodi til. – Vi gør meget ud af at give et indblik i en verden bag tremmer, når vi er ude – det er ikke bare tilfældige gospel- eller kopinumre. Publikum får teksthæfter og kan læse med om skyld, savn og tilgivelse. Når far ikke kan komme med hjem

Tilbage i Købnerkirken indledes hver sang med en introduktion fra en af fangerne. Flemming fortæller om, hvordan det tynger, når man ikke kan være der for sin familie, sine venner – og ikke mindst børnene. Skylden vejer tungt på mange måder. Denne aften bliver det særlig tydeligt. Anastasia på syv år er gæstesolist på to vers til en sang. Hendes far er en del af Fangekoret, og sangen handler om, hvordan ”man bliver ked af det, når man ikke kan få sin far med hjem, når man vil”. Der er tårer rundt omkring i salen, både da Anastasia synger, og da Tom, som har skrevet sangen, kort og uden selvmedlidenhed fortæller om en

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 22

01/10/15 21.55


G U D E R PÅ M I N SI DE , O G JEG SK AL AL DR IG M E R E SL ÅS OG TAG E STOF F E R

Tom Indsat og medlem af fangekoret

opvækst med en alkoholiseret far, der ikke var bleg for at give et par på lampen. Da Tom blev voksen, blev det hurtigt til et misbrug af diverse rusmidler – ”den slags er dyrt, og så endte jeg bag tremmer,” fortæller han. Det er ikke de bedste odds at arbejde ud fra, og hvis det ikke havde været for fællesskabet i koret med ”Louise og drengene”, vidste han ikke, hvor han var i dag. I aften er udmeldingen kontant: ”Gud er på min side, og jeg skal aldrig mere slås og tage stoffer.” Når troen bliver livsændrende

Fangekoret er åbent for alle. Men det foregår i kirken, så deltagerne kender grundlaget. Nogle lader det aldrig komme tæt på, mens andre bliver nysgerrige på troen, og for andre igen får det massiv betydning. – Vi har lige nu en af de tunge drenge, som har været opgivet hele vejen. Han er 36 år, har siddet inde halvdelen af sit liv og har været ud og ind af institutioner som barn. Når vi er ude med koret, kan han fortælle om, at sidst han var på den her tankstation, smadrede han det hele. Som 18-årig fik han pension og beskeden om, at han var uden for rækkevidde. Det samme sagde fængslet; ”du kan ikke nås med noget.” Han havde opgivet troen på alt og på sig selv. Og pludselig får han i stedet troen på Gud. Det har ændret alt. Louise fortæller om manden, der ikke længere er voldelig, som hviler i sig selv, som skriver sange og spiller violin og klaver og fortæller de andre indsatte om Gud. Det virker helt overdrevet, at en tatoveret gut fra bandemiljøet sådan vender på en tallerken. Men der er virkelig nogle, understreger Louise, for hvem troen bliver livsændrende. – Det er nok også en af grundene til, at publikum får noget med hjem fra vores koncerter. De er ikke vant til at høre Guds

ord fra forbrydere, som både bander og svovler, samtidig med at de fortæller om, hvordan Gud har reddet dem, og at de uden ham havde været døde for længe siden, var blevet smadret eller havde taget andres liv. Man fornemmer, at deres eneste rigtige sande ven er Gud – fordi de er hadet af alle andre, stemplet for deres forbrydelse eller ikke kan tilgive sig selv. Jeg ville angribe det indefra

Louise fortæller længe og gerne om fangerne og koret, men da talen falder på hende selv, kommer samtalens første rigtige pause. For at troen og tilgivelsen kan give mening for en flok indsatte med tung samvittighed, er til at forstå. Men hvordan endte hun selv i kirken som korleder og sjælesørger? – Jeg blev ikke døbt som barn og havde ikke noget forhold til kirke og tro. Men så mødte min søster en kristen pige og blev døbt. Jeg var vred på hende, men samtidig syntes jeg, at jeg var nødt til sætte mig ind i, hvad det var, hun havde valgt, så jeg tog med til nogle bibelundervisnings-timer. Jeg kom der et helt år med det formål at angribe det indefra, men så skete der det modsatte. Louise oplevede, at hun blev berørt, når hun læste i Bibelen. Det var ikke bare vise ord men oplevelser af, at Gud sagde noget lige ind i hendes situation – selvom hun ikke havde spurgt efter svar. At han lyttede. Det var langtfra naturligt for Louise at nærme sig troen. Hun var bange for, hvad andre tænkte – og for at Gud ville lave hende om, eller kalde hende til at være missionær i Afrika. – Men jeg kunne ikke komme uden om at forholde mig til Gud. Jeg har en fantastisk far, som jeg elsker over alt på jorden. Og pludselig oplevede jeg at have endnu en far – en guddommelig far. Som om der var en helt ny dimension af kærlighed, jeg ikke havde kendt til før. Jeg fik lyst til at være sammen med Gud, 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 23

— s. 23

01/10/15 21.55


DE T FÅR B E T YDN I NG I FANG E R N ES L IV, AT DE OP L E VE R , AT G U D E R HOS DE M

snakke med ham, bede til ham og læse i Bibelen. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Og som 18-årig blev jeg døbt. Nu er Louise lige blevet 50 og beskriver selv sin relation til Gud som "en trofast ven, der er gået med hele vejen, som har løftet, givet nye kræfter, hjulpet og velsignet". Ikke kun i arbejdet med de indsatte, men også når der skulle navigeres i et system, der ikke ligefrem er gearet til at bakke op om korarbejde. – Det er faktisk her, jeg har haft mest brug for kraft og styrke. Nogle gange var det som at gå ind i en mur, og jeg tænkte, ’nu kan jeg ikke mere”. Kriminalforsorgen skal have fokus på sikkerhed, men bureaukratiet og systemerne har været tæt på at knække mig flere gange. Forpligtende fællesskab

Der findes ikke mange med en arbejdsbeskrivelse som Louises. De første år følte hun sig ofte ensom i jobbet og havde ikke lyst til at snakke arbejde med sine organistkolleger ude i de københavnske kirker. – Jeg følte, at de tænkte ”hold da op, hvorfor gider du overhovedet beskæftige dig med de folk?” Og ja, hvorfor synge med nogen, der ikke kan synge, og hvorfor sidde og spille på et stykke knækbrød, når man kan få et ordentligt orgel i en kirke ...? Det var først, da koret begyndte at synge uden for murene i 2005, at der var nogle, der viste lidt interesse og pludselig forstod, at det her betyder noget for nogen. – Af dem, der har været mere end tre år i koret, er 36 nu løsladte, og kun to af dem er røget ind igen. Det er seks procent, hvor gennemsnittet for tilsvarende indsatte med lange domme er 38 procent. Der er ikke noget, der er givet, når man kommer ud. Mange bliver alkoholikere eller går ned med flaget og tilbage i kriminalitet. Det er rart at kunne se, at det forpligtende fællesskab i koret har betydning for nogen i dag. Det må du tage dig af, Gud

Louise er optaget af ikke at skade sin relation til korsangerne. Derfor har hun også selvvalgt tavshedspligt, så ingenting kommer videre til hverken ansatte eller andre indsatte. Ofte hører s. 24 —

hun om ting, hun ikke selv kan gribe ind i, som har potentiale til at ende galt eller er tungt for den indsatte. Konflikter, familieproblemer, en mor, der er ved at dø, eller en kone, der er gået. Når det sker, beder hun for det. Selv, og nogle gange også i samtale med den indsatte. – Jeg har ofte oplevet, at det gjorde en konkret forskel. Det får betydning i fangernes liv, at de oplever, at Gud er hos dem, når de har det svært. Selv har jeg mange gange fået hjælp til at takle konflikter og konkrete problematikker i Fangekoret. For bølgerne kan godt gå højt, og når folk kommer op at skændes og truer hinanden, så tror man på det. Hvis det er en drabsmand, der siger det, er det ikke for sjov. Så er jeg nødt til at forholde mig til det og sige: ”det kan jeg ikke rumme, det må du tage dig af, Gud.” I et fængsel er der ikke meget, der rører ved vores følelser. Man skal være hård, have en maske på og ikke vise svaghedstegn. Men at fællesskabet i musikken former og forandrer mennesker, oplever Louise jævnligt. – Det sker, at vi møder en forbryder i begyndelsen af hans afsoning. Han skal have fjorten år og er en megasur type. Når han synger, lyder det, som om han smadrer hele verden – han hader sangene, han hader kirken, han hader alt og sig selv. En dag efter måske fire år spørger han, om han godt må synge solo. Og pludselig kan man høre, at han har kontakt med sit hjerte, han synger med følelse. Så vil jeg ikke have noget andet job i verden. Hvis der nu var noget om det

Koncerten nærmer sig sin afslutning. Klaus træder frem til en mikrofon – skaldet, med solbriller i panden og bred over skuldrene. Han fortæller om, hvordan han har ”vendt kajakken” og sagt farvel til dope, alkohol og smøger. Nu vil han gerne give noget tilbage og være den afgørende faktor for, at nogle ikke lander der, hvor han selv var. Næste skridt er en uddannelse som misbrugskonsulent. Da klapsalverne er færdige med at give ekko i salen, tilføjer Klaus som en eftertanke – nu er vi jo i en kirke – at han aldrig har oplevet, at det har skadet med en lille bøn. Tværtimod. Og det med Gud – hvis der var noget om det, kunne det være fedt. Om vi vil have et ekstra-nummer? Jo tak, det vil vi gerne.

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 24

01/10/15 21.55


Herre hør min bøn om forandring Jeg vil gøre mit, Tak at du gør dit Sjælen, som er fyldt med ar Har ingen andre set Det er kun mig selv og Gud, Som ved hvad der er sket Håndled, som er fyldt med ar Minder om dengang Med en nål i armen i en trappeopgang Langsomt mistede jeg alt Jeg kom læng’re ud i hampen Spillet om stoffer kan kun tabes Jeg opgav at vinde kampen Et liv fyldt op af nederlag Med had og skam over mig selv

Lagde låg på depressionen var tæt på at slå mig selv ihjel Jeg har skræmt og såret mange Det gør ondt på dem og mig Var styret af en stoftrang, der gjorde mig kold og fej Engang troede nogen på mig Havde evner og talent Men alle har opgivet håbet Kun bag tremmer og på gaden er jeg kendt Nej tak til afhængighedens nådesløse fængsel Hell’re fri herinde end bundet af mig selv Tekst af Karsten Nygaard Musik af Louise Adrian

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 25

— s. 25

01/10/15 21.55


DIY* Giv din jul et kreativt prĂŚg med hyggelige julekugler og dekorativ kagepynt. *Do it yourself

s. 26 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 26

01/10/15 21.55


1. JULEKUGL E R

2 . K AG E PYNT

Materialer

Materialer

Flamingokugler Aviser eller reklamer Limpistol En rest snor

Kageudstikkere og snor

Vejledning

Lim snoren fast i en løkke på kuglen. Rul derefter en side avispapir tyndt sammen og vrid den. Lim den fast rundt omkring kuglen. Fortsæt, indtil kuglen er fyldt ud.

Opskrift (40 stk.)

200 g blødt smør 375 g brun farin (ca. 6 1⁄4 dl) 2 æg 1 tsk bagepulver 1 tsk natron 2 tsk stødt kanel 1 tsk stødt ingefær 450 g hvedemel (ca. 7 1⁄2 dl)

Vejledning

Rør smør og farin godt sammen. Tilsæt et æg af gangen, pisk godt indimellem. Tilsæt resten af ingredienserne og stil dejen i køleskabet en times tid. Rul dejen ud og udstik kagerne med formene. Lav et hul til snoren, evt. med et sugerør. Bag kagerne ved 175 grader i ca. 12 min. Lad kagerne køle af og bind derefter en snor i dem hver. Kagerne kan spises, efter de har hængt til pynt. Kilde: Arla.dk

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 27

— s. 27

01/10/15 21.55


Du milde himmel FL ÆSKESTEG EN B LIVE R SAT PÅ BOR DE T J U LE AF TE N , O G VI SYN ES, DE N BÅDE D U F TE R O G SMAG E R H IM M EL SK . VI B R U G E R DE N I SP R O G E T – H I MLE N – O G R EG N E R MÅSKE O GSÅ ME D, AT DE T E R DÉ R , VI KOMME R H E N , NÅR VI D ØR . M EN HVOR E R H I MLE N , HVOR DAN SE R DE N U D, O G HVOR DAN KOMME R MAN I N D I DE N ? ALT DE T K AN DU BL IVE L IDT KLO G E R E PÅ , NÅR 24 : 1 2 PÅ DE NÆSTE SIDER TAG E R DIG ME D H E LT OP OVE R SK YE R N E .

Illustrationer — Chr Rahbek Olsen

s. 28 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 28

01/10/15 21.55


FADERVOR , D U S OM ER I HIML EN Bibelen taler en del om Himlen. Og kristne taler om at ”komme i Himlen”, når de dør. Men hvad er Himlen egentlig – og hvorfor skulle det være så godt et sted at komme hen? Tekst — Christian Maymann

imlen er først og fremmest dér, hvor Gud er. Bønnen Fadervor indledes med ordene “du som er i Himlen”. Men hvor er det? Man kunne godt få det indtryk, at det er en “etage” over jorden – men det er ikke det, der er meningen. Pointen er, at Himlen er Guds bolig. Himlen er dér, hvor Gud er i al sin majestæt og herlighed. Bibelen taler om en fremtid, hvor Gud og mennesker skal være sammen – og det er grundlæggende det, der menes, når vi taler om at ”komme i Himlen”. I Guds nærhed er alt godt, fordi Gud selv er godhed og kærlighed. Det ser vi allerede på Bibelens første sider, hvor der fortælles om skabelsen af verden. Vi hører om, at mennesket var sammen med Gud. Bibelen kalder det for Paradis. Sådan er virkeligheden ikke længere. Synden har skilt os fra

Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser?

Gud. Gud er usynlig for os. Og tvivlen melder sig: Findes Gud? Er han bare et fantasivæsen? Er der forskel på Gud og de fantasimonstre, børn kan ”tro” på? Når vi kommer i Himlen, er den overvejelse overflødig. For der står i Bibelen, at vi skal se Gud. Se ham, som han er. Se ham, som når vi ser andre mennesker. Det Paradis, der forsvandt, da mennesket vendte sig fra Gud, vender tilbage. Den skønneste verden, vi kan forestille os

Hvordan ser der så ud i Himlen? Det ved vi ikke så meget om, men Bibelen fortæller os, at Himlen er en ny verden. En ny jord, der er skabt af Gud, på samme måde, som den, vi lever på nu. Der skal være træer, floder, boliger, og mange andre gode ting, som vi kender fra den her verden. Bibelen sammenligner den nye verden med en by bygget af fantastiske materialer: guld og ædelstene. Den nye verden bliver det skønneste, vi overhovedet kan forestille os! Der er nogle helt afgørende forskelle mellem den verden, vi kender nu, og den, der kommer. Vores verden er præget af død og ødelæggelse. Noget af det er vi selv ansvarlige for. Det kan være krig eller terror. Andre ting er vi ikke herre over. Når naturen går amok, og der sker jordskælv eller tsunamier, kan vi bare se til. Begge former for død og ødelæggelse vil være forsvundet i den nye verden. Vores liv, som vi kender det nu, er nogle gange fyldt med smerte. Enten i vores eget liv eller hos vores kære. Måske endda smerte, som vi har opgivet at få til at gå væk. Sådan bliver det ikke i den nye verden. Dér skal der ikke være smerte mere. For Gud er der.

For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.

Salme 113,5-6 i Det Gamle Testamente Esajas’ Bog 57,15 i Det Gamle Testamente

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 29

— s. 29

01/10/15 21.55


HVAD KOSTER EN BI L L E T TIL HIML EN? Tekst — Kathrine Kofod-Frederiksen

eg er vokset op i en dansk kultur og en social sammenhæng, hvor det giver mening, at man skal yde, før man kan nyde. Hvis man engagerer sig og investerer tid, penge og kræfter, kan man nå langt – både professionelt og i sin fritid. Man kommer hverken sovende til drømmestillingen, en veltrænet krop eller stærke familierelationer, for kvalitet koster. Det blev sunget ind i os som børn, at ”har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå”, og det sidder som automatreaktion i os, at vi ikke får noget gratis. Hvis jeg pludselig bliver tilbudt noget gratis, vækker det en anden automatreaktion i mig. Skepsis. Det, man deler gratis ud, kan da ikke være værdifuldt. Og hvis jeg tager imod noget gratis fra en anden, sætter jeg mig i en eller anden form for taknemmelighedsgæld til giveren. Vi har jo lært af Steffen Brandt, at den rigtige mand er ”uafhængig og fri”. Og det gælder såmænd også kvinden, at hun både vil og kan klare sig selv på lange stræk. Når jeg møder religion, tager jeg mine automatreaktioner med mig. Det vil sige, at jeg egentlig helst vil klare mig uden Gud.

BØN

Hvis du findes Gud, så vis mig det. Hjælp mig til at turde overskride mine egne barrierer og forventninger. Jeg har hørt om dig og hørt, at du elsker mennesker. Jeg vil gerne finde ud af, hvad det kan betyde i mit liv. Jeg vil gerne høre til hos dig både her og i Himlen. Amen.

s. 30 —

Eller i hvert fald vil jeg tro på ham på min egen måde, så jeg kan fastholde idéen om min egen uafhængighed. Og så forventer jeg også, at det koster noget. I kristendommen er det vel noget med, at man skal leve et godt liv. Noget med høje moralske standarder, næstekærlighed og religiøs praksis – fx kirkegang. Altså, jeg giver Gud så fromt og godt et liv, jeg nu kan, og så strør han lidt lykke og glimmer ud over hverdagen og giver mig en billet til himlen. Tankegangen er, så vidt jeg kan skønne, meget almindelig. Den er bare ikke kristen. Bibelens Gud handler nemlig helt anderledes, end jeg forventer! Jakob Martin Strid har tegnet en fantastisk historie om ”Lille frø”, som er så belastende at være sammen med, at han går til verdens ende for at slippe for skældud. Efter også at være blevet skældt ud dér, hører han pludselig helikoptervinger: Hans familie har ledt efter ham i hele verden, og selvom han tilstår stadig at være lige slem, bedyrer hans mor, at det ikke gør noget: ”Bare du er vores egen lille frø og er hos os”. I kristendommen gør det noget, når vi mislykkes med at elske. Og det gælder både kærligheden til Gud, os selv og de mennesker, vi møder. Gud ser ikke igennem fingre med ondskab, men når han ser ondskaben i min egoisme og smålighed, er hans øjne fulde af kærlighed, fordi han elsker mig. Også selvom jeg er slem. Og hans kærlighed til mig drev Jesus igennem døden, fordi han kun på den måde kunne sætte mig fri fra ondskaben og genindsætte mig i det fællesskab med ham, som jeg blev skabt til at leve i. Jeg kan altså ikke gøre mig fortjent til en plads i Himlen. Kristendom handler ikke om at leve gode eller fromme liv for at fortjene en plads i Himlen engang. Billetten til Himlen er nemlig allerede betalt, og det er muligt at lære Gud at kende nu. Kristendom handler om at takke ja til billetten til Himlen, som er på Jesu regning. Det gør man for eksempel ved at bede Gud om tilgivelse og sige til ham, at man gerne vil høre sammen med ham. Og så er rejsen allerede i gang.

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 30

01/10/15 21.55


VITS Mekanikeren og Sankt Peter En mekaniker kom op til Sankt Peter. Han var meget vred og skældte ud – mente, at det var alt for tidligt , han skulle dø. Sankt Peter var venlig og imødekommende. Han sagde, at de normalt ikke lavede fejl , men tilbød at tjekke ham i systemet for en sikkerheds skyld. Efter lidt tasten er Sankt Peter tilbage med svar: ”Nej, jeg er meget sikker på, at vi ikke er for tidligt på den. Med de timesedler , du har skrevet, må du mindst være 105 år.”

SANKT PETER – VOGTER AF HIMLENS PORT? En jyde, en fynbo og en bornholmer kom op til Sankt Peter … Tekst — René Sølvsten Nissen

ange har nok på et tidspunkt hørt noget lignende, men hvorfra stammer vittighederne egentlig? Beretningerne om Peter, som vogter af Himlens port, stammer sandsynligvis fra den katolske kirke. De har dog deres forlæg i Bibelen, hvor Jesus siger til Peter, at han vil få overdraget nøglerne til Himmeriget og jorden. Den katolske kirke opfatter det sådan, at apostlen Peter fik en enestående autoritet til at bestemme, hvem der får lov til at komme ind i Himlen, og hvem der ikke gør, og denne autoritet mener

man, at Paven – som Peters stedfortræder – har fået overdraget lige siden. Humor om himmel og helvede

Folkereligiøsiteten har siden bidraget med lidt humor til et i grunden meget alvorligt spørgsmål om, hvorvidt evigheden skal tilbringes i Himmeriget eller i Helvede. Humoren har i den forbindelse haft en formildende effekt. 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 31

— s. 31

01/10/15 21.55


ER HI MLEN KEDEL IG? Tekst — Jens Ole Christensen

eg så en vittighedstegning i Weekendavisen. Man ser en lang kø foran et helvede, der reklamerer for ”Stress, smerte og tests 24-7”. På den modsatte side er ingen på vej ind i en himmel, der lover ”uforandret fred, ro og salighed!”. En af de engle, der bevogter himmerigets port, kommenterer det: ”Øhm ... måske sku vi se lidt på konceptet ...” Tegningen sætter ord på en følelse, som mange måske har: En evig salighed i Himlen er ærlig talt ikke det mest tiltrækkende, vi har hørt om. Fredeligt og kedeligt

Det skyldes, at der ofte tales om Himlen i åndeliggjorte og luftige vendinger, så man får billedet af harpespil og en endeløs korøvelse på en lyserød sky. En krops- og kønsløs tilstand, som kun de færreste af os kan forbinde nogen livskvalitet med. Det hele virker stillestående og begivenhedsløst: ikke mere at lave, ikke mere at opdage, ikke mere udvikling. Fredeligt og kedeligt! Men det, Jesus taler om, er, at Himlen er en ny jord. Denne jord, som vi bor på i dag, skal fornyes og generobres af livsglæde og livsudfoldelse. Uden ende. Det er det, Bibelen kalder evighed. Det er en interessant detalje, at når Bibelens sidste bog skal beskrive den fremtid, som venter dem, der tror på Jesus, så bruger den en hel del ord på det, som ikke skal være i den nye verden. Der skal ikke være sorg, død, tårer, skrig, pine … Med andre ord: Alt det, der tapper os for energi og livsglæde

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

skal være væk, og – underforstået – alt det, der gør livet værd at leve, skal være intakt. Vel at mærke uden modsigelse fra synd og Djævel og uden de spor af ondskab og død, som nu kan forstyrre selv de skønneste øjeblikke. Tag for jer af retterne

Der tales faktisk om en velsmagende festmiddag sammen med mennesker fra alle nationer, og med gudsrigets nye vin. Ikke specielt kostfornægtende. Så der er god plads til at fantasere om livet på en ny jord, renset for den nuværende tilværelses smerter og ondskab. Nogle af os håber på et bibliotek, andre ønsker sig måske en computer, et staffeli, en høvlebænk eller en fodboldbane … En dynamisk tilværelse med nye opdagelser om os selv og Gud. Fordi vi skal opleve det, ingen endnu har prøvet: At se Gud!

Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.

Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, vers 1-4

s. 32 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 32

01/10/15 21.55


MIT HI M M EL - HÅB Hvor finder man håb, når alt håb bliver taget fra en, og man ikke forstår den ulykke, man bliver ramt af? Tekst — Inger Margrethe Kofod-Svendsen

et er 11 år siden, og det er det sværeste, jeg har oplevet i hele mit liv. Vores søn og svigerdatter var med deres to børn rejst til Thailand for at få en lang, dejlig ferie hen over julen 2004-05, og de nød dagene i fulde drag. 2. juledag kom så jordskælvet ud for Sumatra. Et stort skælv og en tsunami rundt i hele Det indiske Ocean. Siden da hørte vi intet fra dem. Intet … De følgende måneder og år gennemlevede vi hele spektret af chok, savn, fortvivlelse, voksende erkendelse af virkeligheden og også en voksende accept af den, så vi kunne leve videre. Jeg mærker stadig en knugende fornemmelse i brystet, mens jeg skriver dette. Det er ok. Sådan er det at leve med et savn, der er en del af ens liv for altid.

FAKTA Jesus om Himlen

Give slip og tage imod

Gennem smerten har jeg lært noget om livets skrøbelighed, om min egen afmagt og om at give slip på retten til at have styr på alting. Det er Gud, der er Gud. Jeg har også lært noget om at tage imod godhed fra Gud og mennesker. Vi fik faktisk alle fire hjem og har en grav. Mennesker mødte os med overvældende omsorg, og i smerten var Gud nær. Jeg erfarede nemlig, når jeg læste i Bibelen eller sang salmer og sange, at de viste mig glimt af den åndelige virkelighed, som i Bibelen kaldes Guds rige. Min følelses-dimension var fyldt med sorg og savn. Men jeg erfarede en Guds-dimension af håb og fred. Gud er der. I Bibelen står der, at hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Gud, og det gav mig hvile i, at det også gælder mig og mine.

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Johannesevangeliet kapitel 14, vers 1-3

Himmel-håb

Troens fællesskab med Jesus gælder nemlig både i livet nu og i evighed. Derfor talte Jesus meget konkret med sine disciple om Guds rige. Vi skal se ham, som han er. Det er troens mål og kernen i det kristne himmel-håb. Midt i savnet af mine kære blev det en stor trøst for mig. Jeg tror, de er hos Gud nu, og jeg længes efter selv at komme hjem til Gud og være sammen med ham og dem. Dér skal der ikke længere være sorg, død eller pine, for Gud gør alting nyt.

Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Johannesevangeliet kapitel 14, vers 6

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 33

— s. 33

01/10/15 21.55


EN MADKUNSTNER HOL DER JUL

Tekst — Stig Andreasen Foto — Line Thorø Østerby

s. 34 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 34

01/10/15 21.55


Tro er ikke bare at have de rigtige holdninger. Tro er først og fremmest at være elsket af Gud og lade det få konsekvenser i sit liv til glæde for andre. Det er det, en vestjysk ”madkunstner” har erfaret.

an har talt sig varm. Øjnene stråler, og han slår ud med armene, der er prydet af et par tatoveringer (dem vender vi tilbage til) for at understrege det sagte. Vi sidder på hans ydmyge kontor bag køkkenet ved kantinen på Vestjysk Gymnasium i Tarm (VGT). Der er noget, der er vigtigt at få sagt: – Alt for tit slår vi os til ro med, at ”vi burde da også gøre noget, men det er der nok andre, der gør.” Men jeg må da gøre noget, når jeg kan se, at nogen har brug for det. Så er det jo mit problem! Så enkelt kan det siges, når talen falder på de mennesker omkring os, som ikke har det så let. – For der er jo ikke kun nød blandt mennesker i den tredje verden. Det er der, og det må vi ikke glemme. Derfor er det godt med Danmarksindsamlinger og andre former for indsamlinger. Men faren ligger jo i, at jeg så får lettet min samvittighed ved at give et beløb, og at jeg så ikke behøver at have det så skidt med, at der er folk i Danmark, der har det svært, ja, endda mennesker lige uden for min dør. Derfor er det vigtigt, at vi får øjnene op og

ser nøden. Og har jeg set nøden, så må jeg handle, for så er det mit problem! Ordene kommer varmt, ivrigt gestikulerende! De kommer fra Kurt Bøndergaard, 50 år, og sammen med kompagnonen Lasse Svenningsen indehaver af firmaet Mad & Co. Ud over at bestyre kantinen på VGT, bestyrer de også Skovpavillonen i Skjern og restauranten Rækker Mølle Bryghus. Begge steder arrangeres fester og bringes mad ud af huset. Fra autoværksted til madværksted

Opvokset i et kristent hjem i Vestjylland kom Kurt både i søndagsskole og juniorklub. Da han blev ældre, gled det kristne mere og mere i baggrunden. Ikke sådan, at han helt skippede det, men det betød bare ikke så meget, og der var vel heller ikke rigtig tid til det. To begivenheder var med til at ændre hans tilværelse: skilsmissen og hans mors død. Han følte en tomhed og en længsel efter at have noget at fylde sit liv med. Langsomt søgte han tilbage til rødderne og begyndte at komme i den relativt nystartede Skjern Bykirke. Her oplevede han det varme fællesskab, og troen fik en ny betydning for ham. Med troen kom også ønsket om at gøre noget for andre, men at det var på madfronten, det skulle ske, lå ikke lige for – og så alligevel … 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 35

— s. 35

01/10/15 21.55


For godt 30 år siden blev Kurt uddannet mekaniker. Som Kurt selv siger: – Jeg havde ikke de store evner inden for mekanikken, ja, faktisk vil jeg tro, at jeg nok er den ringeste mekaniker, der til dato er udlært i Danmark. Men det med at servicere kunder, som man også skulle på servicestationen, hvor Kurt blev udlært, det var noget andet, og det er så det, han har levet af siden. Dog er autoværkstedet byttet ud med madværksteder! – Nu kan jeg slet ikke forestille mig andet. Det er en dejlig branche, for vores fornemste opgave er at glæde mennesker. Et nyt fællesskab – nye opgaver

For cirka ti år siden blev Kurt skilt. Skilsmissen betød, at Kurt kun havde sine børn hvert andet år i julen. Hvad skulle han stille op med sig selv i julen de andre år? I 2010 tog han kontakt til en varmestue i Herning, hvor han vidste, de inviterede folk fra gaden ind til juleaften. Han tilbød sin hjælp med madlavningen og fik en rigtig fin oplevelse ud af det. Det var folk fra samfundets bund, narkomaner og alkoholikere, der kom ind, men for Kurt var det stor oplevelse at mærke den varme, som gæsterne blev mødt med, og den glæde, det var for gæsterne at få lov at være en del af et sådant fællesskab. Ideen var født! Sådan noget måtte også kunne arrangeres i Skjern! Forskellen var måske lige den, at det ikke ligefrem vrimler med narkomaner og alkoholikere i Skjern, så målgruppen måtte være en anden. – Vi forhørte os hos kommunen, om nogen havde brug for hjælp, men de havde ingen forslag. Derfor blev der sendt invitationer ud via de kirkelige kanaler: i missionshuse og kirker og en enkelt annonce i den lokale ugeavis med indbydelsen til at holde juleaften med andre, enten man nu var enlig, ens børn boede for langt væk, eller man bare ønskede at holde jul sammen med andre i et større fællesskab.

Indre Missions hus i Skjern, hvor Kurt også kommer, lagde ramme om det første arrangement i 2012. – Det kan være lidt svært at sætte et succeskriterie op for et sådant arrangement, men det blev et pænt besøg, som det vist hedder på vestjysk. Anden gang arrangementet løb af staben, var julen 2014. En ny ide blev afprøvet. Der kunne godt være mennesker iblandt, der ikke brød sig at komme sammen med andre. – De blev tilbudt at få en kurv ud med en julemiddag, lige til at tilberede. Der var bare det problem, at der var nogen, som ikke vidste, hvordan man tilberedte en and. Så næste step blev, at vi tilbød at bringe den færdige julemad ud. Nu har teamet omkring julemiddagen længe været i gang med at planlægge næste gang, og hvad man kan gøre, for at flere får gavn af tilbuddet. De er i øjeblikket i gang med at se, om de kan lave et samarbejde med Røde Kors og derigennem få kontakt til folk, der har brug for julekurve med varm mad. Juleaften

– Vi bestræber os på at lave en helt almindelig, traditionel, kristen juleaften. Sådan! Kurt og de 4-5 hjælpere har ingen intentioner om at lave en eller anden alternativ juleaften, men det skal være en aften, som de fleste kender fra tidligere. Gruppen møder op lillejuleaften for at dække borde, pynte juletræ, og hvad der ellers skal klares for at lave den helt rigtige, hyggelige juleaften. Juleaften begynder staben med at tage til gudstjeneste i Bykirken, og derefter tager man så hen i missionshuset og begynder forberedelserne, ”så det rigtig dufter af jul, når gæsterne ankommer kl. 18”. Omkring kl. 18.15 er man klar til at gå til bords. Menuen er den gode danske med and og risalamande. Efter middagen går man rundt om juletræet, synger de kendte julesalmer, og juleevangeliet bliver læst.

VI B ESTRÆB E R OS PÅ AT L AVE E N H E LT AL M I N DE L IG, TRADITION E L , KR ISTE N JU L E AF TE N . SÅDAN !

s. 36 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 36

01/10/15 21.55


Derefter er det tid til gaver, indkøbt for de midler, der er samlet ind i først og fremmest Bykirken, men også i Indre Mission og Luthersk Mission. Derefter er der kaffe, og aftenen slutter med en salme og en kort andagt. For Kurt og hans stab er det en rigtig god aften, hvor de får lov at gøre en måske ellers lidt trist juleaften festlig og hyggelig, og hvor deres betaling er de fremmødtes taknemlighed! Hvad er det, der får Kurt og hans hjælpere til at bruge en juleaften på at lave mad til andre? Grunden er lige nøjagtig den, at han vil bruge en juleaften på sådan en opgave, som Kurt nævnte fra start: ønsket om at gøre en forskel, vise næstekærlighed, og så fordi han netop har set behovet – jamen, så er det ham, der må handle! Det er troens konsekvens. Den tro, som efter bekendtskabet med Bykirken, er kommet til at betyde utrolig meget for Kurt. – Jesus betyder rigtig meget for mig i min hverdag. Jeg kommer meget til ham og føler, han er ved min side, så jeg kan snakke med ham/bede til ham, når jeg har brug for det. Når jeg lige har brug for hjælp, enten til at løse et eller andet problem, eller hvis jeg synes, det hele er lidt ”træls”, så må jeg sige det til ham. Han fortæller også, at han beder rigtig meget for sine børn, for de betyder allermest for ham. Han beder om, at Jesus må være hos dem og give dem styrke til at klare de opgaver, der møder dem i livet. – Og så beder jeg om, at de må få overskud til at se, når andre har brug for hjælp – og så hjælpe dem. Kurt fortsætter: – Og så takker jeg ham for, at han har åbnet mine øjne igen for

ham. Selv om jeg tit kommer for langt væk fra ham, så henter han mig igen, og der er altid plads til en som mig hos ham. – Jeg føler rigtig meget, at Jesus hører mine bønner og svarer mig. Det kan enten være noget fra Bibelen, han minder mig om, eller når jeg modtager en sms-andagt. Tatoveringerne

Og så bare lige til sidst et par ord om de tatoveringer, der pryder Kurts arme. På det område er Kurt forud for sin tid. Allerede for 12-13 år siden, før det endnu blev rigtig in at få lavet den slags pynt, fik han tatoveret initialerne for sine to børn, Mathilde og Mads. Senere er der kommet flere til. De sidste med klare signaler om hans kristne tilhørsforhold; blandt andet pryder en fisk den ene underarm. Linjerne er ”tegnet” med ordene fra Ny Testamente: ”Søg først Guds rige…” En anden tatovering er et skriftsted om Jesu dåb – Og der er plads til flere! kommer det med et smil fra Kurt. – Jeg ved godt, at mange synes, at tatoveringer er forfærdelige, men for mig er det en måde at signalere, at jeg er kristen – på samme måde, som hvis du har en fisk bag på bilen eller et kors om halsen. Og så må folk tænke, hvad de vil. Jeg er måske ikke så god til at prædike for folk, men netop via tatoveringerne har jeg oplevet at få en god snak med andre mennesker. Samtalen er ved at være slut. Tilbage sidder indtrykket af en mand, der ikke bare tør gøre tingene lidt anderledes, men også tør tage springet og gøre noget, der kan betyde noget for andre. En, der ikke bare vil nøjes med at sige: ”Jeg burde jo også …” 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 37

— s. 37

01/10/15 21.55


s. 38 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 38

01/10/15 21.55


FOTO Spontan våbenhvile Juleaften 1914 fik julens budskab om fred til mennesker et helt konkret udtryk. Krigens lyde forstummede og blev erstattet af julesange fra skyttegravene. Juledag mødtes de tyske og engelske soldater i ingenmandsland for at ønske hinanden glædelig jul. Der blev udvekslet cigaretter – og fjender blev pludselig til mennesker. En fodboldkamp blev spillet på de vinterfrosne marker, og de døde blev begravet. En engelsk soldat skrev hjem: Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle række hånd til tyskerne mellem fronterne en juledag, og jeg tror heller ikke, at I havde forestillet jer, at det var muligt. Så på en måde har vi haft en god jul. Kilde: altomhistorie.dk og filmogtro.dk

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 39

— s. 39

01/10/15 21.55


s. 40 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 40

01/10/15 21.55


Afrikas blødende hjerte AM E THYST R OTH HAR SAMME N ME D SI N MAND ANDR E W BOSAT SIG MIDT I DE T KR IGSHÆR GE DE CONGO. H E R ARB E JDE R DE FOR AT NE DB RYDE KU LTU R E LLE MU R E O G OP BYGGE E N LYSE R E FR E MTID FOR CONGOLESE R NE .

Tekst — Anette Solgaard Foto — International Rally

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 41

— s. 41

01/10/15 21.55


ejene er helt grå. Ikke asfaltgrå, men askegrå. Og nu i regntiden er de slet ikke til at køre på, for vandmasserne har udvidet hver en lille revne til kløftstørrelse, så bilerne må pænt vente, til støvet igen får overtaget. Gaderne ligger i Congos nordøstlige provinshovedstad Goma. Det er lavasten fra vulkanen Nyiragongo, der gør Gomas gader grå. Vulkanen ligger lidt uden for byen og med verdens største lavasø, der af og til går over sine bredder og vælter ud over byen, minder den congoleserne om, at her kan alt ske. Sidst vulkanen oversvømmede Goma var i 2002. Den største trussel for Gomas gader er dog den borgerkrig, der efterhånden er begyndt at rime på Congo, og lidt ligesom med vulkanen, er det aldrig til at vide, hvornår krigen igen kaster sig over byens gader. Sidst krigen oversvømmede Goma var i 2013. Lige her – mellem troperegn, lavasten og borgerkrig – har amerikanerne Andrew og Amethyst Roth valgt at leve deres liv. De er missionærer og flyttede for seks år siden til Den Demokratiske Republik Congo for at skabe en bedre fremtid for befolkningen i den uberørte og krigshærgede nordøstlige del og for at fortælle congoleserne om deres tro på Gud. Mure og barrierer skal rives ned

Amethyst Roth er 27 år gammel og uddannet journalist, mens hendes mand, Andrew, er 31 år og har læst kommunikation og teologi. De har boet knap syv år i Goma, og sammen har de påbegyndt non-profit-organisationen International Rally og driver i samarbejde med lokale kirker og organisationer flere forskellige initiativer. Alt fra mikro-lån til kvinder til uddannelse af præster og rehabilitering af børnesoldater. – Vores arbejde går grundlæggende ud på at nedbryde barrierer. De betontykke mure, landets barske historie og krig har bygget op mellem forskellige stammer, folkegrupper og kirker, skal rives ned. Lokalsamfundene skal bygges op, og folk skal lære at tale sammen på tværs, fortæller Amethyst Roth. Ægteparrets arbejde går blandt andet ud på at bygge og drive ”community centres”, som er neutrale steder, hvor folk fra forskellige grupperinger kan mødes og blive undervist i lederskab og i at opbygge fællesskaber og lokale samfund. Stederne er ejet af de lokale samfund, og de lokale ledere er blevet oplært til at s. 42 —

være brobyggere af Andrew og Amethyst. Centrene er åbne for alle, der selv er åbne over for andre, og det betyder, at de mennesker, som kommer der, tilhører vidt forskellige generationer, stammer, køn og religioner. Lyset skinner klarest i Congos mørke

Borgerkrigen har på mange måder gjort Congo til et mørkt land. Alligevel synes Amethyst, det er et fantastisk sted at bo: – For mig er Congo skønhed i det ekstreme. Alt her er ekstremt: Der er ekstrem kærlighed og ekstremt had, ekstrem fattigdom og ekstrem rigdom. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, men jeg er meget fascineret af det ekstreme. Måske ligger det bare i mit DNA: Jeg vil gå ”all out”. Congo udfordrer Amethyst – både på det personlige plan og på det spirituelle. Og det er helt bevidst, at hun vil leve et sted, hvor hun hele tiden bliver presset til at gå lidt over kanten. Hun vil ikke leve tilbagelænet og sætter pris på, at livet ikke er alt for komfortabelt, og at lænestolen ikke bliver for blød. – I Bibelen står der, at lyset altid kan overvinde mørket. Her i Congo er mørket stort og dybt. Men netop derfor bliver de små lysglimt meget tydelige, så jeg føler, at jeg har set mere til Gud her, end jeg nogensinde gjorde i USA. Hvis du bare bliver der, hvor der er masser af lys, opdager du ikke, når nogen tænder et stearinlys. Det gør man i Congo. På mange måder er Gud blevet mere personlig og hans kærlighed mere virkelig her i mørket, siger hun. Børn trænes som militsernes frontmænd.

Mindre end 40 kilometer uden for Goma er der krigszone. Her bekæmper forskellige militser, regeringstropper og lokale hinanden, så etnisk vold, nedbrændinger og massevoldtægter er dagligdag for mange, og nogle børn ender på den bekostning som børnesoldater. Typisk er børnene mellem 8 og 20 år. Pigerne bruges som sexslaver, og drengene, som er flest, trænes som soldater. Børnesoldaterne bliver huset i Congos dybe, mørke skove. Den slags skove, der er for kolde om natten og for varme om dagen, hvor luftfugtighedsprocenter på 90 er standard, og hvor troperegnen er en del vådere end de danske sommerbyger. Der er altid for lidt mad, for lidt tøj, for lidt husly. I junglen lærer

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 42

01/10/15 21.55


børnene at stjæle fra bønder og landsbyer og at kæmpe og slås som militsernes frontmænd. En af de drenge, der har været fanget af oprørerne, var ikke mere end 15 år gammel, da han lige havde vristet en hakke fra en lokal bonde. Han var sulten og på rov efter bondens høst. Fingrene knugede om træskaftet. Det var slet ikke meningen; han ville stjæle, ikke andet, men hans kommandør så tyveriet. ”Gør det”, råbte kommandøren. Den 15-årige løftede hakken op over hovedet, lukkede øjnene helt i og svang hakken så hårdt, han kunne. Bonden faldt sammen, død på stedet. Drengen er en af de mange tusinde børnesoldater, Congos borgerkrig har på samvittigheden. Og han er et af de børn, der efter at være sluppet ud af militsen er blevet en del af Rally Internationals rehabilitering og reintegration af børnesoldater. Fra soldat til barn

De fleste børnesoldater er blevet tvunget i militsernes grønne uniformer, andre har selv valgt dem. Børnesoldaterne kommer

ud af oprørsgrupperne igen, hvis militserne taber et slag mod FN’s tropper, pludselig mister deres økonomiske støtte og må opløses, eller hvis børnene selv flygter. Når børnene vender tilbage til landsbyen, er det for størstedelen til en helt anden virkelighed end den, de husker. Børnene har måske mistet fem års skolegang, og deres familier kan være blevet dræbt, mens de har været væk. Pigerne er ikke længere jomfruer og dermed ikke eftertragtede, når ægteskabskabalen skal gå op. Alt er anderledes. – Børnesoldaterne er sårede og ødelagte. Mange har ikke noget at vende tilbage til. Børnene kommer til at lade vreden gå ud over landsbyen, og landsbyen aner ikke, hvad de skal stille op med eks-soldaterne. De kan ikke hele dem og er måske også bange for dem. Derfor bliver børnene endnu mere sårede og isolerede, og det er begyndelsen på en ond cirkel: Børnene vender tilbage til skoven, til krigen, til det, de kender, og til det, de kan, fortæller Amethyst. For at give børnene mulighed for en anden fremtid, har Amethyst og Andrew påbegyndt et ”Peace maker”-projekt med plads til 100 eks-soldater. Her får børnene mulighed for at tage 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 43

— s. 43

01/10/15 21.55


en uddannelse, blive oplært i lederskab og fredsmægling, få interesser som sport eller musik og tid til at rekreere gennem leg. Alt sammen noget, der skal hjælpe børnene til igen at blive en del af lokalsamfundet. Ifølge Amethyst har børnene brug for at opleve en meningsfuld hverdag med stabilitet og faste strukturer, hvis forandringen skal lykkes, og her spiller skolegang en stor rolle. Dog peger hun på, at det vigtigste i processen er menneskelige relationer. Derfor opererer organisationen med smågrupper, hvor lokale ledere med tiden lærer børnene at kende, og hvor børnene får en følelse af at være en del af noget. I grupperne bliver der snakket om alt fra natlige mareridt til finansiering af skolebøger. ”Gud kan hele alle menneskers sår”

Livet i skoven har forandret børnene. Militserne har trænet dem til at stjæle, voldtage og dræbe, og med ondskab som hverdagskost oplever Amethyst, at det nogle gange ikke lykkes at ryste soldaten ud af børnene. Nogle er blevet kyniske, bærer rundt på skam og vrede og har fået et grundlæggende anderledes menneskesyn. Men selv om transformationen udebliver, er Amethyst ikke i tvivl om, at det er muligt for børnesoldaterne at blive hele igen: – Som kristen tror jeg, at Gud kan hele alle menneskers sår – også børnesoldaternes. Vores arbejde er at hjælpe de unge til at ændre retning og lægge vreden bag sig, men børnene er nødt til selv at tage beslutningen. Det betyder ikke, at de ikke stadig kan føle had over for en bestemt stamme, men det betyder, at de vælger ikke at handle på den. Med tiden tror jeg, Gud kan hjælpe børnene til at tilgive og slippe af med hadet. Når børnene har taget en beslutning om at lægge krigen og vreden fra sig, er det utrolig vigtigt, at lokalsamfundet står klar til at hjælpe og støtte op omkring transformationen, fortæller Amethyst. Børnene skal mødes med omsorg og kærlighed, og det er netop derfor, ægteparret træner lederskab og fællesskab i landsbyerne. Amethysts opvækst i hårdkogt ghettomiljø

Unge, ødelagte mennesker er ikke fremmede for Amethyst, hvis amerikanske baggrund ikke er så idyllisk, som man kunne forestille sig. Hun har latinamerikanske rødder, og hendes forældre var en del af en spansk ungdomskultur, der holdt til i nogle af s. 44 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 44

01/10/15 21.55


DE T ÆR L IG E SVAR E R , AT JEG TIT VAR BANG E

New Yorks farligste kvarterer, hvor stoffer, kriminalitet og fattigdom var hverdag i ghettoen. En kristen missionær besøgte jævnligt det socialt udsatte område og kom her i kontakt med Amethysts forældre. Igennem ham kom forældrene på en kristen lejr og begyndte at tro på, at Gud også var der for dem. Hendes forældre blev kristne og begyndte at hjælpe andre udsatte unge mennesker. Det barske miljø, Amethyst er vokset op i, har åbnet hendes øjne for, hvordan Gud kan forandre menneskers liv og gøre dem frie. Hendes egen personlige tro voksede derfra og er i dag en overbevisning om, at Gud kan gribe ind. For Amethyst og Andrew begyndte drømmen om at blive missionærer for mange år siden, da Amethyst gik i high school og Andrew på college. På det tidspunkt kendte de ikke hinanden, men de bad begge til Gud om at få lov til at tjene ham ved at rejse ud til fjerne steder. Samtidig gik de hver især i gang med at samle penge sammen. Nogle år senere mødte de hinanden på et projekt i Zimbabwe, blev forelskede, forlovet og gift og valgte at kaste deres fælles kærlighed på Congo. I Congo er alt anderledes

Det er ikke helt ufarligt at bosætte sig i Congo, hvor der har været borgerkrig i 20 år. I den del, hvor Andrew og Amethyst bor, er krigen stadig aktiv, og FN’s fredsbevarende styrker er konstant tilstede i Goma. Da byen for tre år siden blev invaderet, var natten fuld af skyderier, og lyden af bomber var det,

Amethyst vågnede op til. – Engang imellem var jeg måske lidt bange, fortæller hun, inden hun afbryder sig selv: Nej, det ærlige svar er, at jeg tit var bange. Min fantasi løber løbsk, når jeg hører skud, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor tæt på skyderierne er. Amethyst har af og til været i situationer, hvor kuglerne fløj omkring hende. For eksempel var hun en dag kørt en tur i bilen sammen med nogle congolesere, hvorefter de og andre på gaden blev beskudt fra tagene. De var tilfældigvis havnet i en mindre demonstration, hvor politiet svarede igen ved at skyde fra hustagene. Den større usikkerhed er bare en af de ting, Amethyst og Andrew skulle vænne sig til, da de flyttede til Goma. Selv om der er over en million indbyggere i byen, er strøm og vand ikke en selvfølge. De har strøm 36 timer om ugen og kan ikke være sikre på, at der er rindende vand i rørene. Som mange andre i Goma lever ægteparret af majsgrød, fisk og grøntsager. Kulturen er også meget anderledes end den vestlige. Congoleserne er meget åbne omkring, hvad de føler, og det sætter Amethyst pris på: – Hvis de er meget passionerede om noget, kan de græde, mens de taler. Hvis de ikke kan lide dig, siger de det direkte op i ansigtet på dig, og hvis de elsker dig, siger de også det. Det er en smuk ting ved kulturen. Og så er congolesere Afrikas bedste dansere – og for mig er det grund nok til være her, siger hun med et smil og understreger, at midt i alt det anderledes er hun begyndt at føle sig hjemme. 2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 45

— s. 45

01/10/15 21.55


Julenisser, juleand, julegaver. Julen er mange ting, men hvad er egentlig vigtigst? Thomas Frovin leder dig her igennem ni refleksioner om julens mange andre facetter. Du kan lÌse en refleksion om dagen fra d. 24. december til 1. januar. Tekst — Thomas Frovin

s. 46 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 46

01/10/15 21.55


24 : 12

25:1 2

Juleglæde

Julesorg

Mange har det nok som jeg: at julen er bedst, hvis der er et par børn med. Børn kan have sådan en vidunderlig umiddelbar glæde over noget; det er, som om de mange dages forventning med julekalendere og juleafslutninger og jule-dit og -dat i dem koncentreres til en eksplosion af lykke over gaverne juleaften. For dem er julen langt fra den rutine, det kan være for de mere kyniske af os. Børn kan glæde sig helt udelt, uden bagtanker, uden at bære vægten af verdens fortrædeligheder på deres skuldre. De forstår julens særlighed og sætter glæden fri. Jesus sagde engang, at vi skulle blive som børn på ny, og det med glæden forklarer måske lidt af det. Vi voksne kan så let blive alvorligt eftertænksomme, måske endda ligefrem fornuftige, og så kan det pludselig blive vanskeligt at overgive sig helt til glæden. I virkeligheden er det jo glæden, der overgiver sig til os i julen. Da Gud gav os sin søn den nat, var det for at give os glæde. Gud forstår nok, at det kan være vanskeligt for os at finde glæden i os selv, derfor gav han os den. Et lille barn. Et nyt liv. En evighed af muligheder – bogstaveligt talt – for os. Hvis vi tror på ham, inviterer han os ind i glæden. Hvis vi lytter til ham og læser det, han har sagt, kan glæden bedre rodfæste sig hos os. At glæde sig er i kristen forstand en vejledning og en opmuntring på samme tid – det er ikke en præstation. Det handler om at turde tro, at glæden er blevet os givet.

Ikke kun melankolikere kan rammes af følelsen af sorg midt i glæden. Der findes endda en særlig julevariant, julesorg, som der er digtet og skrevet om i litteraturen. Jeg tror, det handler om en følelse af skrøbelighed midt i det skønne. Et savn, der slår ned, et sår og en sorg, der rippes op. Julesorgen minder os om det vilkår, livet byder os. At selv midt i livet er vi tæt på døden. Hånd i hånd går de to modsætninger tæt op ad hinanden og findes også i livets tilsyneladende lysere dage. Mørket lurer altid i en krog i nærheden. Dette mørke, denne sorg, minder os om alt det, der er galt med denne verden. Det var dette mørke, Jesus kom for at jage på flugt for altid. Vi forstår, at sorgen, døden, mørket er fremmedelementer her, når vi instinktivt vender os fra dem eller væmmes over dem. Vi fatter jo nok, at det ikke er meningen, det skal være sådan. Men sådan blev det, og derfor blev barnet født i Betlehem, og derfor fejrer vi julen. For at holde fast ved det lys, der tændtes den nat. Det lys, som en dag kommer til at fylde hele jorden og for altid fjerne smerte, sorg og mørke.

Jesus sagde: "Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen"

”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” Johannes’ Åbenbaring 21,4

Johannesevangeliet 15,11

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 47

— s. 47

01/10/15 21.55


26 : 12

27:1 2

Julehjerte

Julefred

”Hvor din skat er, der vil også dit hjerte være,” står der i Bibelen. Hjertet er dér, hvor vi gemmer det mest dyrebare, vi har. Maria gemte vismændenes ord i sit hjerte. Vore børns ansigter er prentet der. Man kan klippe og flette et julehjerte i mange farver. Der er de skæve, der er klippet i børnehaven. De kunstfærdige, der er købt i Magasin. De hjemmelavede, der bærer hele historier om gamle familiejule med sig. ”Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet,” står der også i Bibelen. Vi pynter op med hjerter, men hvordan står det egentlig til med vore egne hjerter? Hvordan passer vi på dem, vogter dem ligefrem, så de ikke stødes eller ødelægges af ondskab? Barnet julenat ønsker at bo i vores hjerte. Helt derinde, hvor vi gemmer alt. Tør vi lukke Jesus helt ind i vores livs inderste, i hjertet, ja, så lukker vi alt det, julen i virkeligheden er, ind i vores liv. Den bedste måde at passe på vores hjerte er måske endda at lukke ham ind og bede ham vogte det for os.

Der er intet i verden så stille som sne. Måske er det derfor, vi altid småhåber på at få en hvid jul. Fordi vi drømmer om fortættede stille julenætter, hvor sneen og freden lukker sig omkring os, og vi kan befinde os i en lomme af jul, en lomme af fred. Et sted, hvor verdens fortrædeligheder ikke kan nå os; hvor vi barnligt kan glemme hverdagens krav til os et øjeblik. Verden søger efter fred. Mennesker søger efter fred. Powernaps og mindfulness afslører det fjogede i, at vi gerne vil roen, men kun i afmålte, korte, fastfood-agtige bidder. Den dybe ro får sjældent lov til at rodfæste sig i os, før vi er på vej videre. Fred er dér, hvor hjertet hviler, hvor ingen krav eller bekymringer har magt, og hvor vi må være de mennesker, vi er. ”Fred på jorden” sang englene for de skrækslagne hyrder, som nok først senere begreb, hvilken fred der var tale om, på trods af at sangen fulgte et ”frygt ikke!” Frygt ikke! Ja, gid man kunne! Og fred på jorden – ja tak! Det fantastiske er, at det er netop det, vi må få. Fred med Gud. Det er det, Jesus kom for at give os. En fred, vi må bo i. En fred, der bærer os. En fred, der vil bo i os. En fred, som vil give os ikke at frygte noget, fordi vi hos Jesus får liv, frihed, fred og håb.

”... at jeres tro på Kristus må være af en sådan art, at han kan have fast bopæl i jeres hjerter. Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, så I sammen med alle de andre kristne kan forstå, hvor stor og dyb den er på alle leder og kanter.” Efeserbrevet 3,17-18 (Bibelen på Hverdagsdansk)

Jesus sagde: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerter må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Johannesevangeliet 14,27

DE R FINDES E N G U D, SOM E R STØR R E , O G S OM K AN VE N DE DE T G RÅ TI L SOL

s. 48 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 48

01/10/15 21.55


28 :12

29 :1 2

Juletre

Juleknas

Nej, det er ikke en stavefejl. Jeg tænker ikke på de tre vise mænd; nej, jeg tænker på den lidt vanskeligt håndterbare treenighed, som består af Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er som at have tre sider på en mønt; de er alle tre en del af Gud, og det er et mysterium. Vi kan ikke forstå det, så derfor må vi tro det. De var der alle tre, den aften barnet blev født. Faderen, der havde planlagt det hele, skabt en jord, skabt mennesker, der ikke evnede at gøre det, der var til deres bedste, og som derfor behøvede hjælp, indgriben; en frelser, faktisk, for de var – og er – på vej ad helvede til. Helligånden, som først havde besøgt Maria og formidlet det provokerende mirakuløse: At en jomfru blev gravid, og som nu kom igen til hyrderne, til de vise mænd fra øst; til Maria og Josef, der nok forstod, at deres barn var noget særligt, men sandsynligvis ikke fattede, hvor særlig han faktisk var, og at et mirakel var det, der skulle til for at redde menneskeheden. Og Sønnen, Jesus, et lille bitte nyfødt barn, fedtet, som den slags er, hjælpeløs, svag, med små kvækkende lyde og ynkelige piv; han der kom for at bringe fred på jorden og i hvert menneske velbehag. Treenigheden udfordrer mig. Den umådeligt lille søn. Faderen, hvis plan var så besynderlig, at han måtte lade sin søn fødes i en stald. Og Helligånden, så udefinerbar og så nærværende på samme tid. Vores tro bliver udfordret, når vi skal tro, at Gud er både Fader, Søn og Helligånd. Treenigheden tvinger os til at tro, og præcis så svag og dog så stærk som det lille barn i krybben var, præcis så svag og så stærk må vores tro være.

Der findes dage, hvor alt går i kage. Hvor det, vi planlagde, ikke blev, som vi havde håbet eller troet. Hver jul er der ænder og flæskestege, der brænder på. Endnu oftere sker det, at mennesker frustreres over sig selv. Det hænder jo så ofte, at det, der er omgærdet med forventninger, ikke helt folder sig ud, som vi havde drømt om. Forventningerne skuffes. Det særlige bliver fyldt med almindelighedens kedsommelighed. Det hyggelige bliver u-hyggeligt. Det skinnende klare bliver gråt. Man fristes til at give sig selv skylden for det hele. En af grundene til, at jeg holder af at læse i Bibelen, er, at her kan vi møde så mange mennesker, for hvem tilværelsen ikke kom til at forløbe som forventet. Vi kan møde deres forvirring, deres overraskelse, deres frustration over, at der gik knas i det hele. Men vi kan også få lov til at se, at den knas ikke var en hindring for en mægtig Gud for at bruge dem og deres liv, så det kunne blive til glæde for mange. Måske kan det være godt at stoppe op, når det knaser, og huske på, at udfordringerne ikke nødvendigvis definerer, hvem vi er. Der findes en Gud, som er større, og som kan vende det grå til sol. En Gud, hvis kærlighed vi kan få lov til at række videre til naboen på trods af vores egne skuffelser. En Gud, som sagtens kan få øje på det værdifulde, vi hver især har at give, også når vi selv har lyst til at give op og lukke ned.

”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Efeserbrevet 2,10

”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Hebræerbrevet 11,1

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 49

— s. 49

01/10/15 21.55


3 0 : 12

3 1:1 2

Fri-jul

Bagjul

Man kan ikke køre på frihjul i livet. Intet menneske er en ø. Ingen kommer til verden uden andre mennesker, og ingen lever uden at være i kontakt med andre mennesker. Mennesker er drønbesværlige. Det kender vi jo godt fra os selv. Vi ved godt hver især, hvad det er, der findes i vores liv, som ikke er så godt. Kirken findes, fordi mennesker – på trods af alle deres fejl og mangler – er skabt til fællesskab med Gud og med hinanden. Fællesskabet består ikke af solister, men af individer, som ønsker at søge Gud og medmennesket på trods af og på grund af deres egne fejl. Jesus kom ikke for at redde nogle få. Han kom for at give sit liv for hele verden. Derfor hører alle, som tror, sammen med hinanden og sammen med ham. I kirken er der ingen, der kører på frihjul. De fleste kører på fri-jul, og det er det, der giver dem benzinen og energien til at klø på. Julen er brændstoffet; håbet, troen og kærligheden, der kommer fra den første julenat, er det, de deler; påsken er det, de fejrer sammen, for at glæde sig over livets sejr over døden. Hver søndag står døren åben. Det er godt at gå derind. Det er godt i sin egen vaklen at støtte sig til de vaklende. Det kristne fællesskab er mere, end det ser ud til, for Jesus er der selv.

”Julen varer lige til påske,” synger vi glade, vel vidende at det ikke passer helt, for indimellem kommer fasten. Man kunne ønske, at julen varede til påske! Som en lang fest af fridage, god mad og fællesskab med dem, man har allermest kær. Men det går jo ikke. Vi er mange, der holder af at stikke næsen i en rose, selvom vi ved, hvad den dufter af. Vi er mange, der holder af at vende tilbage til julen år efter år, måske netop fordi den minder os om noget, vi godt ved, men som vi har tendens til at glemme så hurtigt. Når supermarkederne stiller marcipan og brunkager frem i september, tænker vi ”allerede?”, og når træet er pakket ned og gaverne byttet, tænker vi ”allerede?”. Det går så stærkt. Vi er altid på vej et andet sted hen. Et nyt år venter. Ofte lader vi julen blive tilbage i det år, der forsvandt. Julen har noget at sige os. Noget om fred. Noget om Guds virkelighed, der er større end vores. Noget om, at vi må håbe på det lille barn, og så vil han bringe os ro, glæde og liv. Og er der noget, man har brug for, når man sidder i januars kålsuppediæt og februars vintersjap, så er det ro, glæde og liv. Derfor må vi øve os på at tage det lille barn med os. Vi må finde os en mental babylift, vi kan bære ham med i, så vi ikke glemmer ham. For mig er Bibelen og bønnen sådan en hjælp. At læse i den gode bog om Jesus, hans liv og ord – det minder mig om jul. Det dufter af gran og det dufter af liv. At bede til ham – lade mine ord og tanker rette sig mod ham – inviterer ham ind i mine dage. Jul hele året.

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” Johannesevangeliet 3,16-17

Jesus siger: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.” Johannesevangeliet 10,10

s. 50 —

2015

24.12_2015_indhold_RT.indd 50

01/10/15 21.55


1 :1 Julebud J UL E TID E R

SMAL L STU F F

3 0 0 M 2 F YLDT

GAVE TID

Løst og fast om julen

M E D GAVER

Redaktionelt

s. 06

s. 04

Navn Job

Simon Struntze Ungdomspræst

Portræt af klunseren Allan Fisker s. 10

By

HISTORIEN OM J ES US

Randers 28

E R IKKE SLUT E N DN U.

Alder

DEN BLIVER SKRU N E D

G U DS OR D F RA

D O IT YOURSELF

Voxpop om forbrug

FOR B RYDE R E

Giv julen et personligt præg

s. 16

Louise Adrian står bag Fangekoret s. 18

STADIG SKR E VE T.

Det er blevet kaldt de gode nyheder, det med barnet i krybben og fred på jorden. Det kan virke som en tilsnigelse, i og med at det er 2000 år siden, begivenheden fandt sted. Det er næppe noget, nogen vil sende en nyhedshelikopter på vingerne for at dække. Eller også lever vi bare i sådan en brug-og-smid-væk tid, hvor vi har misforstået, hvad en ”nyhed” virkelig er. Min kones kærlighed til mig er en nyhed hver morgen; ikke fordi hun sluttede gårsdagen med vrede, men fordi hendes kærlighed til mig gør mig ny. Jeg ved, hun elsker mig, og i mødet med hendes kærlighed bliver jeg for-ny-et. Jeg finder mig selv i den. Historien om Jesus er ikke slut endnu. Den bliver stadig skrevet. Derfor er det nyt, hver gang et menneske tager sine første forsigtige skridt i tro på, at det er sandt, det med Jesus. At vi har brug for ham. At der er tilgivelse, fred, liv og endda frelse i at give alt til ham. Derfor er det nyt, hver gang et menneske finder sig selv i Guds historie og beslutter at blive der: i Guds ord. Den har det med at forandre mennesker, den historie om Jesus. Det er fordi, det er mere end en historie. Det er en virkelighed for millioner af mennesker, og den bliver til virkelighed for nye mennesker hver dag. Folk, der finder sig selv i det, han har sagt. Om du stadig har til gode at se, at julebuddet er skrevet ikke bare til dig, men om dig, eller om du har stået ved hans krybbe i mange år – så lyder julebuddet af den ene grund: At du skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dig fri.

s. 26

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Johannesevangeliet 8,31-32

s. 02 —

2015

24.12_2015_omslag_RT.indd 2

2015

— s. 51

01/10/15 21.55


2015

Et julemagasin 2015

Pris: 49,95 kr.

300 m2 fyldt med gaver D U M I L DE HI M M EL

Fred

En madkunstner holder jul

FØRST SK AL D U B EGYNDE ME D AT L AVE DI N ØNSKE LISTE . BAR E E N OP P E I DIT HOVE D … JA , NU. HVAD ØNSKE R D U DIG?

Tekst — Helene Hammer Pihl

an kan ønske sig så meget … ligegyldigt. Rare ting … men ligegyldige. En ny smartphone. Rart ja, men egentlig ligegyldigt i livets større kabale. Så hvad ønsker du dig? Jeg mener: Hvad ønsker du dig virkelig? Er det, at du bliver rask? At der ikke er krig i dit hjemland? At du får en kæreste. At din far ikke var død? At du får et barn? At du ikke er ensom? Det er store ønsker, og ingen af dem hører rigtigt hjemme på den liste, vi sender rundt til familien op til jul. Ønskerne er for store og ville fremstå helt upassende. Ikke desto mindre er det den slags, vi virkelig ønsker os. Jeg gør i hvert fald. Fred. Det er noget, de fleste ønsker sig, men som meget få får. Vi ønsker os det, der kan skabe fred og balance i vores indre. Det, som kan modvirke sorg, ufred og uro inde i os. Vi kan tænke, at de ting, vi ønsker os allermest, kan skaffe os den fred. Men selv når vi måske oplever, at vores allerstørste ønske opfyldes, så udebliver den dybe fred alligevel – og vi ønsker os bare nye ting.

Julen fejrer vi på grund af Guds søn: mennesket Jesus. Da han trådte ind på verdensscenen, præsenterede englen ham således julenat: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” For han er i sandhed en glædelig nyhed til alle mennesker, som desperat mangler fred. Han kan opfylde det helt store og grundlæggende ønske om fred, som ikke rigtigt hører hjemme på ønskelisten sammen med gode krimier og en ny smartphone. Freden er et menneske

MAN FORN EMMER , AT DE RES ENESTE

Fred er dermed ikke blot en ting, ikke blot en følelse – det er et menneske. Freden kommer til dig i form af mennesket Jesus. Han bliver i Bibelen kaldt ”Fredsfyrste”, fordi han er indbegrebet af det, der kan skabe vedvarende fred både for dit liv og din død. Jeg tror ikke, at vi kan opleve ægte fred indeni, hvis ikke fredsfyrsten får adgang til vores hjerter, så han kan gøre det, han er bedst til – skabe fred.

RIGTIG E SAN DE VE N ER G UD

Louise Adrian Leder af Vridsløselille Fangekor

s. 52 —

2015

978-87-7425-792-9 24.12_2015_omslag_RT.indd 1

9 788774 257929

01/10/15 21.55

Profile for Forlagsgruppen Lohse

Julemagasinet 24:12 2015  

Julemagasinet 24:12 2015  

Profile for lohse
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded