Lixen

14 | Debat

April 2008 | LixEN

Panikdagens afløser Nedlæg panikdagen og indfør en praktikuge i stedet.

Sådan lyder meldingen fra de journaliststuderende i Århus, Odense og Roskilde. Forslaget bakkes op af Ekstra Bladet og Bastard Film.

Af DJ Stud, Ekstra Bladet og Bastard Film.

FY! Den ansvarshavende redaktør i skammekrogen.

Rettelse: Vi skrev i sidste nummer af Lixen, at billedet af Lene Rimestad var privatfoto. Intet kunne imidlertid være længere fra sandheden. Billedet er taget af fotografen Martin Mydtskov. Vi beklager fejlen. /redaktionen

Bryd reglerne, eller find dig i tilfældigheder. Sådan er virkeligheden for de medier og studerende, der i april skal matches til panikdagen.

Takket være et system, som ikke giver arbejdsgiverne tilstrækkeligt med tid til at læse ansøgninger og afholde reelle jobsamtaler, bliver de studerende ofte ansat på baggrund af nogle kriterier, som hverken ansøgere eller arbejdsgivere kan være tjente med.

I det nuværende ansættelsessystem er det ofte afgørende, hvordan ens ansøgning er placeret i bunken; om den studerende er blevet anbefalet af mediets nuværende praktikanter; og om vedkommende har gjort sig særligt bemærket

til Åbent Hus. Networking, held og fedteri vægtes således ofte tungere end selve ansøgningen og den praktiksøgendes journalistiske formåen.

Derudover spiller de studerendes hjemmesider en central rolle – dog kun for de studerende, som er blevet anbefalet eller af andre grunde er kendte af arbejdsgiveren i forvejen. Med mere end 250 hjemmesider i alt, er det ellers uoverskueligt at danne sig et overblik over ansøgerne fra de tre studier.

For at være sikker på at få ansat kvalificerede praktikanter, nøjes flere medier ikke med at lytte til anbefalinger og spotte studerende til Åbent hus.

Som det tidligere har været beskrevet i bl.a. denne avis, er det meget udbredt

at indkalde til samtale før det tilladte tidspunkt; at modtage cv’er eller ansøgninger uden om praktikudvalget; og afholde jobsamtaler flere dage før panikdagen. Heller ikke det, mener vi er rimeligt, men af ovenstående grunde, har vi forståelse for, hvorfor det sker.

Med det formål at skabe et bedre match mellem praktiksteder og praktikanter – som vel og mærke hverken er baseret på snyd, fedteri eller tilfældigheder – foreslår vi, at panikdagen i fremtiden bliver afløst af en praktikuge.

Ved at udvide ansættelsesperioden med bare fire dage, vil man undgå de mange tilfældigheder, som eksisterer i det nuværende system. Derudover vil det mindske incitamentet og muligheden for at snyde. Når det er sagt, er vi selvfølgelig klar over, at der med vores forslag vil være medier, som på forhånd vil opfordre deres førsteprioritet(er) til at stå klar uden for døren klokken otte. Indskærper

praktikudvalget, at den studerende ikke er forpligtet til at stå der, bliver det dog næppe det store problem.

Vi er også klar over, at vores model er lidt mere tidskrævende end det nuværende system.

Hertil er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at praktikugen ikke er et fuldtidsarbejde.

Parterne kan efter aftale placere samtalerne, så de forstyrrer mindst muligt.

For arbejdsgiveren betyder det en smule ekstraarbejde til dem som ansætter. Men set i forhold til gevinsten, er det til at leve med. For studierne betyder det, at ugen ikke behøver at være skemafri.

Og for de praktikanter som skal skifte praktiksted betyder det, at det ikke er nødvendigt at tage fri fra arbejde.

Et sidste forbehold handler om de studerendes forskellige geografiske placeringer. Hvis medierne indkalder til samtaler, umiddelbart efter at de har modtaget ansøgningerne, kan man frygte, at det

bliver afgørende, hvor den studerende opholder sig: om han eller hun kan rykke hurtigt ud til en samtale. Om denne frygt er reel, vil vi gerne opfordre praktikudvalget til at diskutere. Ved at sikre sig, at der ikke kan indgås bindende aftaler før om fredagen, vurderer vi dog, at det potentielle problem er overskueligt. Ved at udlevere standardkontrakter klokken otte fredag morgen, som kun få personer kender udformningen af, er det ligeledes vores håb, at selve incitamentet for at få samtaler overstået i en fart, er væk.

Således mener vi, at man kan få et bedre ansættelsessystem.

Hvad mener du?

Inden vi sender forslaget videre til praktikudvalget, vil vi meget gerne høre dine kommentarer og eventuelle forslag til forbedringer.

Bland dig i debatten på DJ Studs hjemmeside www.djstud.dk

Klumme-stafetten til at optage mig mest i de første måneder af 1998: Monicagate. Det blev surrealistiske dage, hvor jeg om formiddagen var på dødsgangen og resten af dagen fulgte strømmen af nyheder om sexskandalen.

Sikken cocktail: Død og sex. Så selvfølgelig vil jeg ikke af med mit pas. I hvert fald skulle det have et sidste stempel – for old times’ sake. Denne gang dog i en mere nedtonet anledning. Jeg var på vej til Boston for at deltage i en konference om fortællende journalistik og skulle derfra videre til New York for at besøge venner.

Det siges, at en rejse til USA er en rejse til fremtiden. Det, man ser der, kommer til Europa. Her er nogle snapshots fra mit møde med fremtiden og amerikansk journalistik anno 2008:

Af Tom Buk-Swienty, lektor i journalistik og tidligere Washington-korrespondent for Weekendavisen Hun ser intenst på mig og siger: »Vidste du, at dit pas udløber om to uger?« Jeg er på vej til USA og skal til at gå ombord i flyet. »Husk nu at forny det snart,« siger kvinden fra flyselskabet skarpt, inden hun lader mig slippe igennem.

Tror hun, jeg er blind? Hvad hun ikke ved er, at jeg bare IKKE vil af med mit pas. Mit pas rummer en historie om ti år som USA-korrespondent. Den kan man ikke bare smide væk. I passet er dusinvis af røde stempler, et for hver gang immigrationsmyndighederne i USA lukkede mig tilbage ind efter en ferie eller et besøg hos redaktionen i Danmark.

Hvert stempel fortæller sin egen historie.

Der er stemplet med datoen »19. september, 2001«. Der skulle egentlig have stået »11. september.« Den dag var jeg på vej tilbage til New York. Flyet strandede i Frankfurt på grund af terroranslagene. Jeg glemmer aldrig panikken i lufthavnen – og min egen panik, da jeg forsøgte at ringe til familien i New York. Telefonerne var døde og det USA, jeg kendte, var forandret for altid.

Der er stemplet fra februar 1998. Jeg havde været hjemme på redaktionen og forberedt en serie om dødsstraf i USA. Men det var i stedet en politisk skandale, der kom

13. marts. Nyhederne kører i mit hotelværelse. Hvad pokker er der sket? Tv-skærmen er et orgie af flimmer.

Aktiekurser løber blinkende hen over skærmen, nyheder i overskrifter løber om kap med dem. Vajende elektroniske amerikanske flag, lystavler og charts i alle afskygninger, skingre farver og indtil flere split-screens. Billedet af speakerne i studiet er reduceret til noget, der ligner et frimærke. Desperat forsøger tv tydeligvis at konkurrere med internettet ved at få skærmen til at ligne et website, som er gået amok.

14. marts. Cirka 1.000 journalister er til stede på konferencen. Stemningen er underlig blandet. På den ene side er der den ene fremragende foredragsholder og fortællende journalist efter den anden på podiet.

Opløftende. På den anden side sukker alle i kor over at aviser skærer ned og ned på seriøst stof. Ud over en lille håndfuld findes der ikke længere avisjournalister, som får lov til at lave dybdeborende journalistik. Det er for dyrt – og redaktørerne tør ikke satse på det, lyder klagen.

15. marts. Kan man i det mindste fortælle grundigt researchede historier i netformat? Der er dem i paneldiskussionerne, som hævder, at man kan ved at bruge gode fotos, velfortalte tekster og lægge et lydspor på. Men som en kollega fra Politiken sagde med rædsel i øjnene: »De ved fandeme heller ikke, hvad de skal gøre herovre. De famler sig lige så meget frem i blinde, som vi gør.« 16. marts. Tager til New York. I lufthavnsbussen overhører jeg to amerikanske journalister fra konferencen.

Den ene siger: »Jeg har været i branchen i 30 år. Jeg har aldrig set noget lignende. Vores verden er ved at kollapse.« Den anden svarer: »Ja, man så ud over disse

1.000 journalister og vidste, at de fleste snart vil være arbejdsløse.« 17. marts. Møder en ven i New York, som er grafisk designer og freelancer. Han leverer illustrationer til aviser.

Hans kone var i mange år fotochef for et stort golfmagasin i New York. For et halvt år siden sagde hun op. Hun var sikker på, at hun let kunne finde et nyt job. Hun har været arbejdsløs siden. På grund af den dårlige økonomi – og nettet – er magasinbranchen også under pres. Min ven og hans kone har ikke længere råd til sygeforsikring.

18. marts. Ude at spise med en gammel ven – nu pensioneret – featureskribent på det store Long Island dagblad Newsday, der få år siden havde et oplag på 800.000.

Han fortalte, at oplaget nu var nede under 500.000.

19. marts. Besøgte min redaktør på mit amerikanske forlag. Har aldrig før oplevet ham pessimistisk. Han er ellers en buldrende newyorker, som slår ud med armene og altid deklarerer: TOM, I LIKE TO THINK BIG. Ikke denne gang. Mødet gik med historier om den dårlige økonomi, som også rammer forlagsbranchen – og om, hvor svært det er at få anmeldelser i aviser og magasiner. »Man giver det ikke meget plads mere. Det skal alt sammen handle om sex og skandaler,« sagde han.

20. marts. Til middag på Upper West Side hos mine venner i den fine ende af byen. Her var redaktører og skribenter fra magasinet The New Yorker – og producers fra de store tv selskaber NBC og ABC. Den gode nyhed ved middagen var nichebladet The New Yorker – det har et oplag på 900.000, som holder sig stabilt. Magasinet henvender sig til et segment af veluddannede læsere, som gerne vil fordybe sig, og som vil væk fra flimmeret, støjen på nettet, mobiltelefonen og 24timers tv. Men klagesangen fra produceren på det store network NBC tog til gengæld ingen ende. Hun sagde: »Der skal laves mere og mere, og der er færre og færre penge. Kvaliteten er i bund. Det journalistiske niveau så ringe, at jeg ikke kan stå inde for det længere. Jeg siger op.« Og hvorfor så al den elendighed? Internettet. Alle bruger det, men få tjener på det – og samtidig skrumper annoncepengene på grund af den trængte økonomi.

Hvis det jeg netop har set i USA virkelig er et bud på fremtiden, tør jeg slet ikke forny mit pas. Hold på hat og briller.

Tom Buk-Swienty sender staffetten videre til Lasse Jensen, Lektor ved Center for Journalistik, SDU.