LIXEN DECEMBER 2022

Page 1

LIXEN 25. årgang 7. nummer december 2022 »HVER GANG JEG SER KENDTE MENNESKER, SÅ ER JEG SÅDAN: ‘ GUD, DU FINDES OGSÅ ’, OG DERFOR ER JEG IKKE BANGE FOR AT LØBE.« MARIA JENCEL ALLE TÆNKER DET, MEN KUN EN SIGER DET: »HVAD FANDEN LAVER TESFAYE HER?« LIXEN anmelder valgfester på Christiansborg »VI VIL GERNE HAVE EN CAVLING« MANDSHOLDET

LEDER

Feedback til Louise Kjærsgaard, Ralf Andersson og Daniél Hjortkjær Lundberg

Debatten om feedbacken raser på SDU. Eller det vil sige, debatten om feedbacken på SDU raser i virkeligheden i Politiken. Og bevares, det skal den da have lov til. Men her på LIXEN føler vi en trang til at kvalificere den. Derfor kommer her vores feedback.

Jeg vil forsøge at følge princippet om de fire k’er, der fortælles om i lederne af Center for Journalistiks læserbrev. Fire k’er jeg ikke kendte til til trods for, de åbenbart er definerende for det studie, jeg har gået på i nu halvandet år. Lad os se, om jeg ikke kan formå at være både konkret, konceptuel, konstruktiv og kammeratlig.

Den første feedback er til dig Daniél. Pas på med at sammenligne æbler og pærer. Feedback er vigtig, og jeg bifalder, at du starter en diskussion om, hvorvidt den er tilstrækkelig. Men det, at studerende, der tager initiativer til gavn for fællesskabet, belønnes, har intet med det at gøre. Om jeg har en grim smag i munden, nu hvor jeg selv er en af modtagerne af de otte gavekort på 200 kr. til Storms Pakhus? I så fald skyller jeg det nok ned med gratis øl. Det samme med kageordning, som jeg kun kan misunde dig. Det har der ikke været meget af på min årgang. Her vil jeg give lederne lidt ret og sige, at et trygt studiemiljø er vigtigt. Og sige at I nok er enige om mere, end I tror, fordi god efterkritik findes netop i et trygt studiemiljø.

Lad os så tage kritikken af feedbacken. Du langer ud efter dine medstuderende, og det er helt skævt. Det er underviserne, der har et ansvar for at løfte kritikken op i klasselokalet. Og det er Louise Kjærsgaard og Ralf Anderssons ansvar, at de gør det. Så når jeg ikke kender til de fire k’er, tænker jeg, de må finde ud af, hvordan de kan få banket det ind i hovedet på din årgang og løfte jeres efterkritik.

Og nu vi er ved Center for Journalistiks ledere, kunne de også godt bruge at holde øjet på bolden. Jeg har læst Daniéls debatindlæg, endda flere gange, for at kunne give ordentlig efterkritik, og han efterspørger ikke et utrygt læringsmiljø. Så hvorfor dette fokus på, at tryghed og trivsel er godt for studerende? Men når nu I, Louise og Ralf, selv nævner trivsel, synes jeg da, det er værd at nævne, at her er en studerende som ikke trives, og som er tryg nok til at sige det højt. Pak undskyldningerne væk og find det konstruktive k frem. Hvis feedbacken halter på studiet, er det jeres ansvar at gøre noget ved det.

Jeg håber, I kunne bruge min feedback, og jeg ser frem til at læse jeres fremtidige produktioner.

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk TRYK: OTM Avistryk OPLAG: 500 eksemplarer

FORSIDE-FOTO: Frederik Kongsgaard

INTERN

Denne måned er fyldt med Aha-oplevelser. INTERN guider dig til, hvad der er op og ned i den nye struktur i praktiksøgningen. Og Peter Bros bog om ja, Aha-oplevelser, tages under kærlig behandling i en venlig anmeldelse.

EKSTERN

Gør en negativ mediedækning, at færre søger mod SOSU-uddannelserne? Læs om det i EKSTERN i denne måned. I sektionen kan du blandt andet også læse om Instagramsiden Mandsholdet, der har ambitioner om at vinde en Cavling.

PORTRÆT

I denne måned har LIXEN talt med journalist og podcastvært Maria Jencel. Læs med, når hun fortæller om idéen bag podcasten ‘112 for knuste hjerter’, tyngende kærestesorg, og hvad fremtiden bringer.

SAMFUND

Folketingsvalget 2022 er ovre, men SAMFUND klæder dig på til næste gang. Hvem holder den bedste valgfest? Og hvad har liberalismen *egentlig* at byde på? Derudover tager Jesper Fæhnøe os med ind i ludomanens maskinrum for at udbrede forståelse for skammen, løgnene og tabuet.

KULTUR

Forlaget Falco vil gøre litteraturen til et samtaleemne på højde med de nyeste seriesatsninger fra Netflix. Og ambitioner er der nok af i månedens KULTUR, der også tager en snak med den feministiske fodboldklub Aarhus All Inclusive, der vil gøre op med en giftig fodboldkultur.

OPINION

I denne måned tager OPINION dig med på solorejse til alle verdensdele. Er det overhovedet sikkert at rejse alene og især som kvinde? Bliver det ensomt, og hvem skal man dele oplevelserne med? Alle spørgsmål besvares på side 18. I OPINION kan du også få dig et mere nuanceret billede af den famøse SDU-pendler.

BAGSIDEN

Hvordan dækker man et folketingssvalg? Og hvordan dækker man de journalister, der dækker et folketingsvalg? Det kan du få svar på, hvis du bladrer om på BAGSIDEN, der har dækket dem, der har dækket valget. Det er slet ikke så forvirrende, som det lyder!

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

C. Christensen Chefredaktør 2 DECEMBER 2022
Sebastian
Jungdal Chefredaktør
Mikkelsen INTERN-redaktør
Benjamin
Benjamin
Von Toornburg INTERN-redaktør Mikkel Kristensen EKSTERN-redaktør
Nanna
Boesgaard EKSTERN-redaktør
Pastré SAMFUND-redaktør Silke Bohse SAMFUND-redaktør
Sand Djernæs KULTUR-redaktør Eva Almann Simonsen KULTUR-redaktør Anna Katharina Wørmer OPINION-redaktør Camilla Tonnesen OPINION-redaktør
Frederik
Maria
Søren
Lissa Juul Paustian BAGSIDEN-redaktør
Sebastian C. Christensen Tore Peter Marconi Weile LIXEN LYD-redaktør

Ny struktur til praktiksøgningen

For at nedsætte stressniveauet blandt journaliststuderende har praktikudvalget fremsat en ny struktur til praktiksøgningen. Man håber på, at den nye struktur vil give både ansøgerne og arbejdsgiverne en bedre oplevelse.

Som journaliststuderende bliver du gennem din uddannelse kastet ud for et hav af forskellige opgaver, deadlines og eksaminer. Men alligevel er stressniveauet for disse intet sammenlignet med praktiksøgningen. Den såkaldte ’panikdag’ – officielt Store Match Dag – spøger over de studerende gennem hele uddannelsen. Mens nogle studerende ikke skænker praktiksøgningen en tanke, før den reelt set går i gang, er der mange, der går og bekymrer sig over praktikken, langt inden praktiksøgningen starter. Derfor har praktikudvalget nu forsøgt at ændre strukturen i praktiksøgningen, så både de studerende og de mange praktiksteder får en

Praktikudvalget:

Bestyrelsen og studienævnet på de tre journalistuddannelser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet har uddelegeret opgaverne i forbindelse med journalistuddannelsernes praktiktid til Praktikudvalget.

I praktikudvalget sidder repræsentanter for Danske Medier (dagblade, magasiner og specialmedier), Dansk Journalistforbund, DR, TV 2, Producentforeningen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og studerende fra de tre universiteter.

bedre oplevelse.

For at lykkes med netop dette valgte praktikudvalget at nedsætte et underudvalg, bestående af formanden for DMS, Kristine Schäfer, som sidder der på de studerendes vegne, samt repræsentanter fra arbejdsgiverne og uddannelserne. Underudvalget havde derefter til opgave at frembringe ideer til en ny struktur, som hele praktikudvalget kunne stemme om.

Ønsker om aktive ansøgninger

Fra arbejdsgiverne side, var der især et ønske om at gøre ansøgningerne mere aktive. Tidligere skulle man først sende sin ansøgning

Åbent hus ugen:

Praktikstederne holder åbent hus for de praktikanter, der er interesserede i at komme ud og se praktikstedet og høre, hvordan det er at arbejde der.

Kilde: kajosdu.dk

samme dag, man skulle til samtale hos praktikstederne. Dette gjorde, at arbejdsgiverne oplevede studerende, som kom til samtalen uden at have sat sig ind i praktikstedet.

»Fra arbejdsgivernes side var der et ønske om, at de studerende mødte dem mere forberedt«, lyder det fra Kristine Schäfer.

Derfor er det blevet lavet om, så man nu skal sende sin ansøgning, inden man kommer til samtale, så den danner baggrund for den samtale, man skal have. Det er dog ikke sådan, at praktikstederne vælger ansøgningerne ud. Alle kan stadig komme til samtale, når de har sendt en ansøgning ind. Selve retningslinjerne for, hvordan ansøgningen skal se ud, er blevet udarbejdet af praktikkoordinaterne på de tre uddannelser.

Kristine Schäfer tilføjer:

»Fra de studerendes side var der et ønske om, at oplevelsen skulle blive mindre stressende. Vi håber på, at vi med den nye struktur kan give de studerende en mulighed for at tage en beslutning på et mere oplyst grundlag.«

til at orientere sig. Det kan forhåbentligt være med til at give mere ro.

»Der var et ønske om at tage bedre hånd om de studerende, som ikke fik en forhåndsaftale inden Store Match Dag«, forklarer DMS-formanden.

Den nye måde at lave forhåndsaftaler kan sammenlignes med, når der er et transfervindue i fodbold - perioden, hvor fodboldklubber kan købe og sælge spillere. Store Match Dag kommer stadig til at ligge om onsdagen, som det også tidligere har gjort. Men fredagen inden åbner der et transfervindue, hvor der er mulighed for at indgå aftaler med de kommende praktikanter før tid. Dette skaber altså muligheden for, at de der allerede var sikret en praktikplads, får pladsen inden Store Match Dag. På denne måde er der god tid til, at de studerende, der ikke har en aftale endnu, kan indgå de bedste aftaler på dagen.

Forhåndsaftale

En forhåndsaftale er, når et praktiksted inden Store Match Dag aftaler med en ansøger, at de gerne vil tilbyde vedkommende en praktikplads.

Forhåndsaftalernes fordele Et stort fokus fra de studerendes side, repræsenteret af Danske Mediestuderende, var, hvordan forhåndsaftalerne blev lavet med praktikstederne. Man har derfor åbnet op for, at alle praktiksteder kan lave forhåndsaftaler med de studerende allerede om fredagen i åbent hus-ugen. De studerende vil på den måde få bedre tid

Den nye struktur er ikke fastsat, men blev afprøvet, da de studerende skulle søge praktik her til efteråret. Der vil blive lavet en evaluering af forløbet i januar, hvor praktikudvalget vil se på, om den nye struktur også skal gælde til foråret, eller om den skal omstruktureres igen.

»Vi ønsker, at begge parter skal få den bedst mulige oplevelse ud af praktiksøgningen, og at de rigtige studerende bliver matchet med de rigtige praktiksteder. Så forhåbentligt er systemet blevet bedre af, at vi har lavet de her ændringer«, fortæller Kristine Schäfer.

3 INTERN DECEMBER 2022
Grafik: Pixabay

Håndbog i huskbare hændelser

Peter Bro har gjort en lille gul bog ved navn »Kunsten at give aha-oplevelser. Sådan virker din formidling stærkere og bliver husket længere« om hvordan noget, som du gerne vil formidle, sidder bedre fast hos modtageren - dog uden at give en eneste aha-oplevelse i bogen selv.

Som efterfølger på artiklen »Samfundsvidenskabelig charmeoffensiv« i Lixens oktober-udgave, har undertegnede taget anmelderbrille på og læst den lille finurlige bog. Det var denne bog, som Peter Bro gav til Statsminister Mette Frederiksen, da hun var på besøg på SDU til uddannelsesdebat. Her kunne hun bruge den som kvittering til en studerende for et godt spørgsmål.

De 3 vigtigste pointer fra bogen Dette er ordlyden på aha-oplevelsens ligning:

»For det første gælder, at alle aha-oplevelser forudsætter et problem. For det andet gælder, at modtagerne skal have potentialet til at finde en løsning på problemet. Endelig gælder, at løsningen på problemet skal indfinde sig ved et overraskende perspektivskift.«

Dette er godt at overveje, når man skal skabe en aha-oplevelse.

gør, sælger eller skriver noget, som skal modtages af et publikum, fejler. Nemlig hvad er behovet for, at folk skal høre på dig, og hvad skal de bruge det til. Godt summeret op af pointe nummer tre - for hvis man ikke kan give en oplevelse, hvorfor skal man så gøre det?

Hvad kan du bruge det til?

Du kan bruge det, som en hukommelses-huskeseddel til at blive meget bedre end din gamle folkeskolelærer til at få opmærksomhed, bedre end den knastørre oplægsholder du blev skuffet over. Eller til at tage rummet, når du skal holde en gribende tale – og ikke bare stå og plapre løs uden at have tænkt over, hvad og hvordan du siger det.

Fordi du husker nok meget præcist en speciel undervisningsgang, som har grebet dig i rækken af gabsfremkaldende undervisninger. Prøv at give det en tanke. Vi har alle en, der for nyligt har grebet os. Hvem fremstår som afsender af aha-oplevelsen?

• Hvad gjorde denne undervisning til noget specielt?

• Fik du noget information, som du ikke havde regnet med at få?

• Åbnede underviseren dine øjne for en vinkel på noget, du aldrig havde set før?

• Eller var det helt simpelt, at den bare stak ud, ved at underviseren tog rummet og inspirerede?

Hvordan kan man bruge det som journalist? Peter Bro peger på, at vi som kommende journalister allerede er nogle af dem, der skal tage andre og nye vinkler i brug for at gøre problemer konkrete. Det gør vi blandt andet ved hjælp af AVIS-K kriterierne.

Et eksempel på journalistik, som Peter Bro kunne have henvist til, der kan skabe aha-oplevelser, er Adnan på tværs fra DR.

I en video ringer Adnan rundt til hovedsageligt højreorienterede politikere, såsom Kim Christiansen (DF), Jacob Buchwald Busk (NB) og Linda Englyst (DD). Han spørger dem, om vi i de danske folkeskoler skal indføre det arabiske talsystem. Det svarer de naturligvis ’nej’ til, og argumenterer herfor. Aha-oplevelsen for politikerne og seerne kommer, når Adnan afslører, at vores titalssystem er blevet udformet ud fra det vestarabiske talsystem. I telefonerne bliver der stille, og det er her, både seere og politikere får en aha-oplevelse.

Vi bliver gjort klar over, at vores talsystem har rødder i andre kulturer ligesom så meget andet, og at vi deler kulturelle forhold med mange andre kulturer.

Denne aha-oplevelse kan give os lyst til at undersøge, hvad der ellers nedstammer fra andre kulturer. Og ligesom SAS-reklamen om vores danske kultur, der skabte ramaskrig, bliver vi måske klar over, at vi er et stort remix af alt muligt.

“Det handler om at styre så meget som muligt af formidlingsprocessen, hvis man gerne vil give aha-oplevelser til andre. Ellers overlader man effekten af sin formidling til tilfældigheder. “

Hermed vil jeg udnævne Morten Westfall til debatarrangementets aha-oplevelsesmester. Peter Bro forsøgte ihærdigt at skabe aha-oplevelser for både os studerende men især for Mette Frederiksen, som han også selv sagde, var målet for debatarrangementet nemlig at få statsministeren til at huske SDU.

Som Beskrevet i forgængeren for denne artikel - »Samfundsvidenskabelig charmeoffensiv« formåede en specialestuderende fysiker ved navn Morten Westfall Norup Jørgensen at rive Peter Bros debatarrangement rundt. Han tog rummet og gjorde det til sit, som ingen havde forventet af ham. Hvis du ikke ved, hvad jeg henviser til, så skynd dig ind og læs artiklen.

Fysikeren formåede med sit svar at smide et stort fedt reagensglas i Peter Bros formidlingsmaskine, som for mig personligt gjorde, at jeg husker fysikerseancen til debatarrangementet bedre end noget andet. Nummer to på huskelisten var da Peter Bro offentliggjorde, at der var klistret spørgsmål op under bordene, hvis vi studerende ikke havde et relevant spørgsmål til statsministeren. Et forsøg på en aha-oplevelse, der blegnede i fysikerens gammastråling, og blev modtaget med spørgsmålstegn fra de studerende.

Så måske skal man som formidler turde at overlade lidt mere af formidlingen til tilfældighederne. Det kunne jo være, der dukkede en fysiker op.

Peter Bros gule håndbog får 4 ud af 6 LIXEN-logoer herfra. En 88 siders hurtigt læst håndbog i finurlig formidling, dog med lidt for mange akademikeranekdoter.

• Hvem fremstår som afsender af aha-oplevelsen?

• Hvem er de tiltænkte modtagere af aha-oplevelsen?

• Hvilke medieformater kan man anvende til at give aha-oplevelsen?

• Hvad er det bagvedliggende motiv for at give aha-oplevelsen til modtagerne?

Og til sidst kan bogens essens opsummeres ved dette gamle danske ordsprog.

»Fortæl mig noget, og jeg vil glemme det. Vis mig en ting, og jeg husker det måske. Giv mig en oplevelse, og jeg glemmer det aldrig.«

Nummer to af disse tre vigtige pointer, er her du får mest for pengene. For det er lige her mange af alle dem, der siger,

Adnan har hermed stillet et problem frem for os. Han har givet os muligheden for selv at regne den ud. Herefter vender han perspektivet og giver os svaret på problemet. En klassisk aha-oplevelse, ved hjælp af satirisk journalistik.

Desværre er det også her, bogen halter lidt. Peter Bro bruger adskillige sider på at forklare om f.eks. hans dejlige ophold på Columbia University i New York og et besøg i en boghandel der, hvor han begge steder har fået aha-oplevelser. Men kommer aldrig med mere aktuelle eksempler end Agatha Christies krimiromaner, og den afhængighed de skaber hos læseren.

Peter Bros brug af aha-oplevelser

Peter Bro skriver:

4 DECEMBER 2022 INTERN
Af Foto: Christoffer Tauber

På informationskrigens frontlinjer

Open Source Intelligence er blevet en væsentlig faktor i den informationskrig, der udspiller sig i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Uafhængige analytikere verden over deler i fællesskab efterretninger fra slagmarken, der er trevlet op gennem åben data og en analytisk tilgang til frit tilgængelig software. LIXEN har talt med OSINT-analytiker Oliver Alexander om hjemmebrygget efterretningsarbejde.

Hvad det helt præcist er, Oliver Alexander har foretaget sig siden Ruslands krig mod Ukraine brød ud i februar, er lidt svært at svare på.

Hvis man spørger ham, er det noget med geolocation, nærstudering af militært isenkram og diskussioner med ligesindede i lukkede internetfora bestående af nogle meget skarpe nichenørder, der specialiserer sig inden for områder som krigsskibe, missilhoveder, våbensystemer og private lejesoldater.

Fælles for dem alle er en passion for det arbejde, der er kendt som Open Source Intelligence. I daglig tale kalder de det blot OSINT, og danske Oliver Alexander er blandt de ypperste inde for feltet.

Disciplinen, som han har dyrket mere eller mindre fast siden Ruslands annektering af Krim tilbage i 2014, går i sin enkelthed ud på at indsamle data, analysere dem og lave håndfaste og konkrete efterretninger.

Selv kalder han det for en »demokratisering af efterretningsarbejdet.« Arbejdet foregår ofte med et fokus på konflikter verden over og bliver delt på blogs eller Twitter. Ved hjælp af satellitbilleder, videoer fra slagmarken og et enormt vidensfelt analyserer Oliver Alexander sig frem til, hvad der helt præcist sker real time i spydsspidsen af krigen i Ukraine.

Russisk eller ukrainsk?

Efter et missil var slået ned 5 kilometer inde i Polen, og resten af verden holdt vejret og ventede på officielle udmeldinger fra den polske regeringstop, var Oliver Alexander allerede i fuld gang med at nærstudere det missilvrag, der var faldet ned i den polske landsby Przewodów.

»Jeg var faktisk ude at gå en lang tur, da det skete. Dem, jeg gik med, synes, det var lidt træls, at jeg skulle stoppe op hvert 5. minut for at kigge på et eller andet eller sende et eller andet,« fortæller han grinende.

Efter han kom hjem, gik snakken allerede i de krypterede, lukkede grupper, han er en del af. Normalt er der bare lidt sniksnak, og hvis nogle mangler hjælp til noget, så snakker man om dét, men den 15. november kogte kedlerne i chatten.

»Det første, vi startede med, var at prøve at geolocate de billeder, der var kommet frem. Og det var faktisk relativt svært, for det var bare en væltet traktor og et par træer.«

Arbejdet i den første tid bestod i at nærstudere de billeder og den information, der løbende var tilgængelig. Og et par timer efter hændelsen er breaket, kommer de første billeder af missilet ud.

»Man har jo efterhånden set næsten alt, så man begynder at tænke, at det kunne være herfra. Så begynder man at finde referencebilleder fra tidligere missiler.«

»Det var så der, at jeg og mange andre fandt ud af, at det var raketmotoren fra et

S300-missil. Og hvis det er dét, så er det nok mere realistisk, at det er et ukrainsk missil, når det kun er 5 kilometer fra grænsen,« fortæller Oliver Alexander.

Oliver Alexander føler sig rimelig skråsikker i sin analyse, når han siger, at det med stor sandsynlighed var et missil affyret fra ukrainsk side. Et S300-missil har ikke en særlig lang rækkevidde, og retorikken fra Polens præsident Duda fandt han i sig selv bemærkelsesværdig.

»Polen kom jo hurtigt frem og sagde, det var et russisk-produceret missil, og senere at de havde ingen indikationer på det var russisk. Hvis man læser lidt mellem linjerne, så begynder det at passe.«

Medierne var ellers ikke blege for at kalde det et russisk missil, da nyheden først var breaket. Associated Press var først med meldingen om, at to russiske missiler var landet i Polen, og derfra gik der ikke lang tid, før verdens medier samlede nyheden op.

Eksperter uden fortjeneste

Det er svært at sætte en fælles betegnelse på de mennesker, Oliver Alexander arbejder med. Et par stykker er anonyme af hensyn til egen sikkerhed, en enkelt har kilder i Wagner-gruppen, nogle sidder helt tæt på krigszonen, og nogle sidder bare hjemme i deres stuer.

Han bider mærke i, at en del kommer fra den finansielle verden. Der er selvfølgelig også journalister, men ellers er det en utrolig bred skare. En fællesnævner er en stærk analytisk tilgang.

»Jeg tror, alle har noget, de er meget fascineret af. Det er jo utrolig nørdet. Og der bliver brugt utrolig meget tid på det.«

Han fortæller, at hvis han ville, kunne han nok tjene penge på det. Han laver længere ar-

tikler på Substack - en abonnementstjeneste, hvor man kan lægge artikler ud - men han har valgt at gøre det gratis. Hvis man har lyst, kan man støtte med et valgfrit beløb.

»Sådan nogle ting her føler jeg er vigtige. Jeg havde en lang artikel om eksplosionen på Krim-broen. Jeg kunne sikkert tjene penge, hvis jeg paywallede det, men jeg føler, at det er information, der skal være tilgængeligt, og det skal komme flest til gode,« siger analytikeren.

Noget for noget

Men selvom afkastet er småt, og arbejdet kan virke ærbødigt og nærmest ideologisk, oplever Oliver Alexander og hans fæller ikke altid den samme respekt for det arbejde, de lægger i det.

Det er ikke længe siden, at en fra miljøet, der krigen igennem har tracket russiske og iranske fly, der flyver med våbenleverancer, fik, ifølge Oliver Alexander og andre fra miljøet, kopieret sit arbejde.

Et af Englands største dagblade havde skrevet en lang artikel, de selv kaldte et scoop. Indholdet matchede næsten en til en med en Twitter-tråd skrevet af en anonym analytiker, der kalder sig Gerjon.

»Da jeg snakkede med ham, fortalte han, at det var utroligt demotiverende for ham. Han har brugt hundredevis af timer på det, og så kommer der nogle og kopierer hele hans arbejde.«

Dog oplever han, at journalister ikke altid sætter pris på det arbejde, han og andre analytikere frit tilgængeligt publicerer. Det er ikke lang tid siden, han blev kontaktet af et større amerikansk medie, der skulle bruge hjælp til at identificere en video. Han fik et fint tak, og det var dét.

Oliver Alexander er ellers ikke bleg for at samarbejde med andre journalister. En del af dem, han fast arbejder sammen med, er i forvejen journalister. Og til tider rækker journalister eller medier ud til Oliver Alexander for at få afklaring på et spørgsmål.

»Mange store aviser har brændt en del broer. Eksempelvis historien om de russiske fly. Der er ikke nogen af dem, jeg kender, der vil hjælpe dem.«

5 EKSTERN DECEMBER 2022
Jeg tror, alle har noget, de er meget fascineret af. Det er jo utrolig nørdet. Og der bliver brugt utrolig meget tid på det.
OLIVER ALEXANDER
Open Source Intelligence-analytiker
»Som sådan tænker jeg ikke over det. Jeg kan bare godt lide at dele det, jeg laver.«

Mediedækningens negative retorik og vinklinger er med til at

sproblem på social- og sundhedsområdet

En rapport fra forskningscentret VIVE viser, at 75 pct. af artikler omhandlende social- og sundhedsområdet er vinklet i en negativ retning. Forsker og projektleder

mener, at det skader fagets image

Social- og sundhedsområdet er presset på medarbejdere. Sundhedsvæsenet og ældreplejen kan risikere at mangle op mod 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2030, hvis der ikke er flere, der uddanner sig inden for feltet. Kommunernes Landsforening kalder rekrutteringsproblemerne for ’den klart største personaleudfordring i velfærdssamfundet.’

En ny rapport fra VIVE, som er sat i gang af Sundhedsstyrelsen, har undersøgt sundhedsfagenes image. Rapporten konkluderer, at det dominerende negative image af social- og sundhedsmedarbejdere og deres arbejdsforhold påvirker rekrutteringen i en negativ retning. Heidi Hesselberg Lauritzen fortæller, at tre ud af fire artikler om social- og sundhedsmedarbejdere har en negativ eller kritisk vinkling på enten medarbejderne eller arbejdsforholdene. Hun mener, at medierne har et medansvar i den dårlige rekruttering.

»Medierne er jo en statsmagt og en samfunds-oplysende institution i sig selv, så på den måde er det bekymrende, hvis medierne kun udlægger et område på en bestemt måde.«

Udover de negative vinklinger i medierne

»Medierne har et medansvar som en folkeoplysning at fortælle, hvad det egentlig er, det går ud på, når man arbejder som social- og sundhedsassistent og medhjælper. Det er ikke kun at gå ud og skifte en ble, det kræver faktisk en vis faglighed og nogle særlige kompetencer.«

’medarbejderflugt’, og at de er under ’tidspres’. Det pointeres, at det store fokus på de udfordrede arbejdsforhold skræmmer ellers mulige rekrutteringer og studiesøgende, fordi de ikke vil uddanne sig til et job, som er præget af strukturelle problematikker og dårlig omtale.

uddanner mig til. Det undgår jeg helst. Det er ligesom om, at når man skal sige det, så skal man forsvare det og sige, at man ikke bare tørrer røv hver dag.«

Det er et gennemgående eksempel i rapporten, at social- og sundhedsmedarbejdere bliver set som nogle, ’der bare tørrer røv’, og at det ikke er prestigefyldt at tage uddannelsen.

I rapporten bliver den generelle snak om erhvervet gennem klichéer og fordomme problematiseret. Heidi Hesselberg Lauritsen nævner, at det implicit kan komme til at underkende de faglærtes kompetencer. Det svarer hun på, når hun bliver spurgt ind til, om talemåden ’at der mangler hænder’, kan risikere at reducere de faglærte til udelukkende at være ’hænder’ – altså at alle kan gøre arbejdet.

Journalisters sprogbrug og klichéer spiller ind i den negative mediedækning

»Ja, vi mangler ikke hænder, vi mangler hoveder, og det er de rette hoveder. Vi kan jo sagtens gå ud og finde nogle hænder, men hvis ikke medarbejderne har de rette kompetencer eller kvalifikationer, så har det kæmpe konsekvenser for den måde, man for eksempel leverer ældrepleje på eller sundhedspleje.«

Lars Iggum Rasmussen mener modsat Heidi Hesselberg Lauritsen ikke, at medierne har et ansvar for at tale erhvervet eller sundhedsvæsenet op gennem sprogbrug og positive vinklinger. Han forklarer, at klichéer som ’der mangler hænder’ ofte blot er et forsøg på at gøre sproget mere levende.

PERNILLE

viser rapporten, at der er en generel misinformation om social- og sundhedsuddannelserne og de efterfølgende arbejdsopgaver. Det er blandt andet, at den brede befolkning tror, at det primært er plejeopgaver, man som færdiguddannet varetager, og at socialog sundhedsuddannelser er den sidste udvej, hvis ens karakterer ikke er gode nok. Heidi Hesselberg Lauritzen fortæller, at misinformationen er væsentlig i diskussionen om dårlig rekruttering i sundhedsfagene.

Lars Iggum Rasmussen er Politikens sundhedsredaktør. Han mener ikke, at det er mediernes job at tale professioner frem. De skal i stedet belyse det, der ikke fungerer.

»Nyhedsjournalistikken er kendetegnet ved at fokusere på det, der ikke fungerer. Vi skriver ikke når operationen er vellykket, vi skriver, når den er mislykket.«

Klichéer og vinklinger på pressede arbejdsforhold skræmmer mulige rekrutteringer

I rapporten bliver det klargjort, at de negative vinklinger også kommer af et bestemt sprogbrug om erhvervet - for eksempel klicheer om ’at der mangler hænder’, at der er

Pernille Mørch Kristensen, som er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent i Aalborg, kan nikke genkendende til, at det, man hører i medierne, kan skræmme nogle væk fra uddannelser som social- og sundhedsassistent eller hjælper. Hun fortæller, at mediernes udgangspunkt ofte er enkeltstående dårlige historier om pleje, der er udført dårligt. Hun mener også, at medierne ikke viser de faglærtes egentlige arbejde, og at mange får en opfattelse af, at social- og sundhedsjobs primært består af plejeopgaver som at ”tørre røv”. Det gør, at hun ofte skal forsvare, hvad hun uddanner sig til.

»Jeg er ikke så glad for at sige, hvad jeg

Han slutter af med at kommentere, at problemstillingen om konsekvent at belyse sager med en negativ lygte er en del af en journalistisk debat om konstruktiv journalistik, der lægger mere afstand til nyhedskriterier som sensation og konflikt.

»Det er en interessant journalistisk debat om negativ versus positiv vinkling. Nyhedsjournalistikken ønsker at diskutere problematiske forhold, og det kan jo give en opfattelse af, at alt går helt forfærdeligt, selvom det måske kun er et hjørne af sundhedssystemet, som ikke fungerer.«

Han slår dog fast, at det ikke er mediernes opgave at tale en faggruppes faglighed frem eller tilbage, men at beskrive og kritisere det samfund, vi har.

6 EKSTERN
forværrerekruttering-
bag rapporten Heidi Hesselberg Lauritzen og forværrer rekrutteringsproblemer. Af
»Jeg er ikke så glad for at sige, hvad jeg uddanner mig til. Det undgår jeg helst.«
KRISTENSEN SOSU-studerende
DECEMBER 2022
Heidi Hesselberg Lauritzen er forskeren bag rapporten.

Mikkel Andersson: »DR’s eksistensberettigelse bør være, at de ikke er en kommerciel aktør«

Ifølge chefredaktør for Kontrast, Mikkel Andersson, har DR en helt unik mulighed for at skabe lige nøjagtigt dét folkeoplysende indhold, som ikke ville være profitabelt for kommercielle aktører. Derfor finder han det problematisk, at DR vælger at skære i et program som Deadline.

Som en del af en ny digitaliseringsstrategi på DR Nyheder, vil DR målrette ’Deadline’ til digitalt brug i et nyt og opdateret format ved årsskiftet. Dertil vil programmet få færre sendedage på flow, selvom det ellers foreløbigt bliver sendt alle ugens syv dage. Konsekvensen af sidstnævnte er, ifølge Mikkel Andersson, problematisk, idet han netop betragter et program som Deadline som et glimrende eksempel på public service, når det fungerer:

»Det (Deadline, red.) er jo et fint, dagsaktuelt live-format med mere plads til analyse og debat, end hvad man ser andre steder og også på et højere analytisk niveau, end hvad man ser i andre programmer.«

Derfor finder han det også kritisabelt, at DR vælger at skære ned på programmets sendedage på flow.

»Problemet er jo, at man vælger at skære ned på ting, som faktisk er programformater, som markedet ikke kan levere i samme udstrækning. Man kan sige, at TV 2 News måske har nogle ting, der minder lidt om Deadline, men Deadline er et unikt format, og det har et lidt mere intellektuelt tilsnit. Derfor er det noget af det, som DR kan have ressourcer til at løfte, som andre måske ikke kan. Derfor synes jeg, det er fuldstændig åndssvagt, at man vælger at skære på de formater, der faktisk for mig at se er kerne-public service.«

Politiken, at beslutningen om at beskære antallet af Deadlines sendedage skyldes, at ”der skal findes penge”. Hun ser derfor ’Deadline’ som et nødvendigt sted at spare:

»Skal vi bruge flere penge på den digitale omstilling, skal vi være færre et andet sted. Vi kan jo ikke gå ud og sælge nogle flere reklamer,« siger hun til Politiken.

Men for Mikkel Andersson er Deadline et program, som lige præcis en public service udbyder som DR kan løfte i modsætning til kommercielle aktører:

»DR kan tillade sig at sidde og tænke: Hvad er det for noget indhold, vi kan lave, som man ikke kan lave på kommercielle vilkår.«

Der skal spares

Planen om at digitalisere samt give færre sendedage til ’Deadline’ er en del af en større ambition om at satse mere på at nå danskerne via DR’s digitale hovedindgange, som er DRTV og DR LYD. Sandy French, der er nyhedsdirektør i DR, har tidligere udtalt til

»Hvis man endelig vil lave public service-tv for offentlige penge, jamen så skal man jo naturligvis fokusere benhårdt på det, som markedet ikke kan levere, og det kunne i nogen grad være Deadline, men måske også i højere grad Orientering, fordi der har du et dyrt set-up med en masse korrespondenter rundt omkring i verden og alt muligt andet. Det er langt sværere for kommercielle aktører at løse, fordi det er der ikke så mange penge i at lave.«

Og faktisk er P1 Orientering også et af de programmer, der bliver skåret ned på ved årsskiftet som følge af DR’s digitaliseringsstrategi. Radioprogrammet skal nemlig ligesom Deadline målrettes digital brug og samtidig udkomme færre minutter på flow.

I kamp mod streamingtjenesterne?

I DR Nyheder fik i alt 14 medarbejdere besked

om, at man havde planer om at afskedige dem. Forklaringen på fyringsrunden blev begrundet med, at DR finder det nødvendigt at styrke den digitale udvikling af streamingtjenesterne DRTV og DR Lyd for at sikre, at man som brugerbetalt radio- og tv-station vil være i stand til at følge med udviklingen og konkurrencen fra globale giganter som Netflix. Men det løb er allerede kørt - i hvert fald, hvis man spørger Mikkel Andersson: »I vid udstrækning mener jeg, at DR allerede har tabt de unge seere til streamingtjenesterne. DR-medier har udgivet en rapport for nogle år tilbage, hvor man kiggede på, hvad folk mindst ville undvære. Blandt de unge seere, så er det især YouTube og Netflix.«

Her refererer Mikkel Andersson til DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier for 2016. Undersøgelsen viser helt konkret, at blandt de danske deltagere under 40 år ville næsten halvdelen savne Netflix og YouTube mest. Heraf ville Netflix blive savnet allermest med den begrundelse, at tjenesten har et stort udvalg af tv-serier.

DR’s 2021 rapport for medieudvikling indeholder ikke en tilsvarende undersøgelse for danskere i samme aldersgruppe. Til gengæld har de lavet en undersøgelse over, hvilke streamingtjenester danskere i en alder på over fire år bruger mindst ugentligt. Her lig-

ger YouTube øverst, hvor 54% af danskerne ugentligt er forbi. Dernæst kommer DRTV med 53% og på en tredjeplads ligger Netflix med 50% af danskerne som ugentlige besøgende. De tre streamingtjenester er altså i tæt løb.

Og ifølge Mikkel Andersson sår det tvivl om DR’s selvopfattelse, at DR har en vision om at konkurrere med globale giganter som Netflix:

»Hvis man forsøger at konkurrere med de globale streamingtjenester, så kommer man til at få en selvopfattelse af, at man bør levere noget, der er tilsvarende til de kommercielle streamingtjenester. DR er jo ikke tænkt som en kommerciel aktør. DR er tænkt som en public service-aktør.«

Derfor er han også kritisk over for DR’s planer om, at ’Deadline’ fremover skal fungere mere digitalt i et forsøg på at forynge formatet:

»De skal lade være med at sidde og tænke, at de har et format, der skal segmenteres, så det passer til en bestemt målgruppe. DR kan tillade sig at sidde og tænke: Hvad er det for noget indhold, vi kan lave, som man ikke kan lave på kommercielle vilkår, der er folkeoplysende og godt. Og det er den logik, jeg mener, DR skal agere indenfor, i stedet for at sidde og se sig selv som kommerciel aktør, fordi hele DR’s eksistensberettigelse bør være, at de ikke er en kommerciel aktør.«

7 EKSTERN DECEMBER 2022

Mandsholdet vil vinde en Cavling med satirisk og konstruktiv journalistik

Mandsholdet er kendt fra deres sjove Instagram-side med memes, alternative ordforråd og kammeratskab. Men kradser man igennem overfladen, opdager man hurtigt, at der ligger stærkere budskaber bag det sjove ydre. Mandsholdet har nemlig store planer og drømme om deres satiriske og konstruktive journalistik.

Vi skriver 8. juni 2019. Det danske fodboldlandshold har dagen inden lige spillet en søvndyssende uafgjort kamp mod Irland.

Dét resultat kvitterede Instagram-kontoen Mandsholdet med et meme-opslag, hvor tidligere landsholdsspiller William Kvist holder et redigeret billede af tidligere realitystjerne Susan K som parodi på DBU’s hyldest af selvsamme William Kvist. Men hvad er meningen med Instagram-kontoen? Hvem er de?

“Hvis du var en hund, hvilken hund ville du så gerne være?” var et spørgsmål, førnævnte William Kvist blev spurgt af en juniorreporter fra DBU før en kamp som en del af deres content op til en landskamp, husker Toke Hanghøj, en af Mandsholdets fire ”kammerater”, om mediets oprindelse. Det var ikke den slags indhold, landsholdsfans skulle leve med, mente de.

»Det har vi brugt som referencepunkt for noget, vi gerne ville gøre bedre. Vi prøver på rent faktisk at ændre noget. Vi laver konstruktiv journalistik, men for sjov. Vi er en uformel tåge af indhold, meninger og journalistik.«

»Det er noget, der er startet ud af et behov og et fælles sprog. Vi kunne se, at ting sejlede i Dannevang – både på den journalistiske og fodbold-kommunikationsmæssige front. Så udviklede det sig på den måde, som det gjorde.«

Mandsholdseffekten

Når Mandsholdet siger, at de vil ændre noget, så mener de det.

Før har maden i Parken, Danmarks hjemmebane, været udsat for hård kritik specielt af Mandsholdet, som har gjort, at Parken har ændret på menuen i nationalarenaen. Derudover har satiremediet belyst, at landsholdsstjernen Jesper Lindstrøms nummer af uransagelige årsager ikke var i Landsholdsshoppen - noget, der naturligvis, fristes man til at sige, er ændret nu.

Det kalder de selv for Mandsholdseffekten. Det handler om at gøre en forskel om det, der virkelig betyder noget for dem - som for eksempel maden i Parken og de rigtige trøjenumre i Landsholdsshoppen.

»Der sidder jo en masse dovne journalister derude, som går op i alle mulige kedelige ting, mens vi går op i de rigtige ting,« siger Toke Hanghøj grinende, men fastslår også mere alvorligt:

»Vi kunne godt tænke os, at der var styr på ting som det og maden i Parken, og det har jeg ikke set andre end os gå op i.«

Mener I, at det er jeres fortjeneste, at den slags bliver ændret?

»Ja.«

Nossebajere og en fodboldbane i Sierra Leone

Et bevis på, at Mandsholdet vil rykke noget med deres indhold kommer, når de indgår i samarbejde med organisationer som Football For A New Tomorrow og Hands In Your Pants, som støtter fodbold i udsatte områder og bekæmper testikelkræft. Årsagen bag det er bare det generelle behov for godt kammeratskab.

»Dybest set er det overordnede mål at udbrede kammeratskabet. Om det er i Parken, på en Serie 5-bane i Tørrerøvelse eller i Sierra Leone, det er underordnet. Det handler om at være en god kammerat, og så må vi jo selv gå forrest.«

Og dét med at være en god kammerat ved enten at få kammerater til at tjekke løgposen for testikelkræft eller bygge en fodboldbane i Sierra Leone trækker alt sammen tråde til den føromtalte Mandsholdseffekt.

»En ting er, at vi kan få ændret menuen i Parken eller sørge for, at The Minds of 99 ikke ødelægger græstæppet en gang til eller endda sørge for, at de rigtige spillernavne kommer bag på trøjerne.«

»Men kan vi nu få bygget en fodboldbane i Sierra Leone, som nogle børn kan spille på, så er det også en del af Mandsholdseffekten,« fastslår Toke Hanghøj.

Dybest er det overordnede mål at udbrede kammeratskabet. Om det er i Parken, på en Serie 5-bane i Tørrerøvelse eller i Sierra Leone, det er underordnet. Det handler om at være en god kammerat, og så må vi jo selv gå forrest

VM i Qatar

Den 20. november startede VM i Qatar – en turnering, der normalt er bygget på stolte traditioner og mindeværdige øjeblikke, men i dette års udgave er det ganske anderledes. Stadionerne i Qatar er bygget af migrantarbejdere, hvor flere tusinde er døde, og rettighederne for LGBTQ+-personer er ikke-eksisterende.

Det debatteres overalt i mediebilledet, hvordan medier skal dække verdensmesterskabet. Skal man boykotte? Hvordan belyser man de kummerlige

arbejdsforhold, migrantarbejderne har haft? De spørgsmål skulle Mandsholdet, der på deres egen måde dækker VM i fodbold med landsholdsbriller, også have.

»Jeg har ikke stødt på et argument for, hvad en boykot af Qatar skulle gøre af forskel. For mig føles det som en logisk fejlslutning, at fordi man ser fodbold et sted, hvor migrantarbejdere behandles dårligt, at så skal man lade være med det. De to ting kan jeg ikke samle.«

»Vi er selvfølgelig for menneskerettigheder, gode arbejdsforhold og for, at folk må kysse og bolle med dem, de har lyst til. Lad os bare få det på plads. Men vi skal ikke vaske os selv i godhedens navn. Det er der masser af journalister, der gør. Det kan de få lov til.«

Toke Hanghøj fastslår, at der skal være en god grund til det, der passer til Mandsholdets content-profil, hvis Mandsholdet skal sætte ekstraordinært fokus på problematikkerne ved VM i Qatar.

»Hvis vi skal sætte fokus på det, og det er jeg sikker på, vi nok skal komme til, så skal der være en vinkel med det, som er vores egen. Ellers kan vi lige så godt bare være ligesom alle de andre,« mener Toke Hanghøj.

Nummer ét på Spotify og drømmen om en Cavling

I optakt til netop VM-slutrunden er Mandsholdet for første gang udkommet på lyd, hvilket fansene har responderet ved med at tildele deres podcast, ”Mandsholdet FM”, en førsteplads på Spotifys danske podcasthitliste. Noget, der afspejler Mandsholdets popularitet i Danmark.

»Vi er faldet med røven først ind i en podcast, som i talende stund ligger nummer ét på Spotifys liste over podcasts. Vi har altså vasket gulve med Falktoft, Bendtner, Genstart, Mørkeland og alle de andre kedelige podcasts.«

»Sådan går det. Når Mandsholdet laver podcasts, så ligger vi nummer et, selvfølgelig. Det er jo meget nice,« siger han om deres podcast, de har lavet i samarbejde med Radio4.

Og når man kan samle så stor en følgerskare, ligge nummer ét på Spotify, ændre ting i samfundet, de selv synes er vigtige, hvad kan det hele så blive til? Hvad er drømmen for Mandsholdet? Der er svaret ganske klart og ambitiøst:

»Vi vil gerne have en Cavling,« siger han klart og tydeligt. Og uddyber:

»Hvis vi har udført et stykke arbejde, der gør, at verden er blevet bedre på en måde, hvor den etablerede Cavling-komité og den danske stand af snorkkedelige og fornærmede journalister siger ”okay, det var sgu meget godt lavet”, så ville jeg ringe hjem og sige det til min mor og far.«

8 DECEMBER 2022 EKSTERN
Af Rasmus Lykke Therkelsen Illustration: Mandsholdet
9 DECEMBER 2022 MARIA JENCEL »MAN FORESTILLER SIG HELE TIDEN ‘WORST CASE SCENARIO’, SÅ MAN ER HELE TIDEN BEKYMRET.«

Kærlighedsambulancen rykker ud: »Kærestesorger skal tages alvorligt«

32-årige Maria Jencel kan både kalde sig radiovært, journalist og forfatter. Senest er hun dog boomet frem med titlen som podcastvært. Siden sommeren 2021 har hun været selvstændig med sin egen podcast. Nu fortæller hun om de erfaringer, hun har gjort sig som journalist, samt hvordan det hele startede.

Når man åbner sin Podcast-app på sin telefon og klikker ind på ‘Mest populære udsendelser’, skal man ikke scrolle langt ned, før man vil opdage podcasten ’112 for knuste hjerter’. Taget i betragtning af at podcasten gik i luften i sommeren 2021, har den hurtigt formået at fange mange lyttere. Podcasten fungerer som en slags åndelig førstehjælp til kærestesorger. Kvinden og idemageren bag podcasten er Maria Jencel. Men hvem er hun, og hvordan er hun nået til, hvor hun står i dag?

Fra modedesigner til Christiansborg

Jeg møder Maria Jencel en fredag eftermiddag på den uhøjtidelige restaurant ‘Mother’ i Kødbyen i København. Selv kommer hun direkte fra sit studie, som også ligger i Kødbyen, hvor hun netop har optaget et afsnit til sin podcast ‘112 for knuste hjerter’.

For Maria Jencel har det ikke altid ligget i kortene, at hun skulle være journalist. Faktisk troede hun i mange år, at hun skulle være designer.

»Jeg syede og designede rigtig meget mit

eget tøj, helt fra jeg var lille. Jeg gik på en kreativ skole og elskede mode og kunst. Jeg udstillede som den yngste mit tøj på en modemesse, da jeg var 12 år gammel,« fortæller hun.

Men mode-vejen holdt ikke længe. Hun kom fra denne idé, da hun tænkte over, om hun ville kæmpe i en branche, der er så hård og usikker, som den er. Hun skulle derfor finde på noget nyt. I slutningen af gymnasietiden snakkede hun med sin onkel om, hvad hun skulle være. Samtalen faldt på, at Maria fortsat elskede mode og design - men hun elskede også at skrive. De kom frem til, at hun derfor skulle være modejournalist.

I hendes første sabbatår sendte hun en ansøgning afsted til modemagasinet ELLE. Herefter blev hun praktikant på magasinet i et halvt år.

»Det var fucking sjovt at være journalist. Det sjove var at skrive, men det kedelige var at skrive om mode.«

Her gik det op for Maria, at hun hellere ville skrive om politik, da det altid har været en naturlig interesse. Der var derfor heller in-

gen tvivl om, at dette skulle prøves af, blandt andet på Christiansborg.

Karrierestarten

Som 20-årig søgte Maria ind på journalistuddannelsen både i Odense og Århus, men endte på SDU. Under uddannelsen var hun både LIXEN-redaktør samt skribent på Ræson, hvor Clement Kjærsgaard var redaktør. Noget, som hun fandt meget spændende og lærerigt.

»Det var en kæmpe løn, at han (Clement, red.) redigerede hvad jeg skrev. Det lærte jeg meget af. Han er jo en superstjerne.«

Hendes praktik foregik ved DR, som var hendes første prioritet. Hun nåede omkring tre forskellige redaktioner, herunder Christiansborg-redaktionen, hvilket er noget af det sjoveste, hun har prøvet:

»Jeg var helt ung og lige startet og virkelig bidt af det politiske spil. Jeg syntes, det var så fedt at være på Borgen. Både at møde politikere og stå ude foran. Det er ligesom på film,« fortæller hun begejstret.

Hvis hun i dag skulle give sit unge jeg et

råd, så ville det være, at det hele kommer til at gå. For som hun selv siger, så kan noget helt random ende med at blive brugt til noget fucking vigtigt, såsom kærestesorger.

»For det første vil jeg sige, det hele kommer til at blive fucking fedt. Det hele kommer til at gå godt. Man forestiller sig hele tiden ‘worst case scenario’, så man er hele tiden bekymret. Det var der bare ikke nogen grund til at være. Slap af i det, nyd det - det kommer til at være perfekt. Hver gang du får en afvisning, så sker der noget andet.«

En bagage fuld af oplevelser

Man kan i den grad sige, at det nemlig er gået for Maria. Siden hun startede på journalistuddannelsen, har hun fået mange oplevelser med i bagagen. Bacheloren blev skrevet på Grækenland om ‘Gylden daggry’, hvorefter hun kom hjem og startede på kandidaten.

Jeg spørger hende, om hun vil remse rækkefølgen op.

»Under bacheloropgaven boede jeg i Grækenland et halvt år og skrev den. Så startede jeg på min kandidat, arbejdede lidt under

10 DECEMBER 2022 PORTRÆT

den i København, og så tog jeg til New York og læste ét semester af min kandidat på The City University of New York. Jeg kom hjem og arbejdede på Berlingske som Social Medie-redaktør. Så tog jeg til Grækenland for at skrive min kandidatopgave. Da jeg var der, begyndte jeg at sende nogle af min artikler fra Grækenland til Berlingskes udlandsredaktion. Det var Anna Libak, som var udlandschef på daværende tidspunkt. Hun købte mine artikler som freelance,« fortæller hun. Det var sådan Maria endte som udenrigskorrespondent fra Grækenland, og hun blev derefter i Grækenland i noget tid. Herefter ringede Anna Libak til hende, for at fortælle, at de nu manglede en Asien-korrespondent. Selvom Maria ikke havde den store viden om Asien på daværende tidspunkt, havde hun det gå-mod-på og den nysgerrighed, der skulle til, for at det kunne lykkes.

Selvom Maria har opnået mange forskellige ting i sin karriere, er hun ikke i tvivl om, hvad der giver mest mening.

»‘112 for knuste hjerter’ er jo mit eget hjertebarns-projekt. Personligt er det det, der betyder mest for mig, og det, som jeg synes, har været vigtigst for flest mennesker, der har modtaget den,« siger hun med et smil.

Kærlighedsambulancen rykker ud Selvom Maria ikke længere har kærestesorger i dag, er en stor del af hendes arbejde at snakke med gæster, der netop har kærestesorger og hjælpe andre videre på rette vej. Maria blev gift med sin mand, Pelle Peter, som hun i dag har to børn med. Mødet med Pelle muliggjorde, at de sammen først kunne skrive en bog for derefter at komme på ideen om en podcast.

På P3 fandt Maria og Pelle hinanden, da de begge var i en kærestesorg, og derfor var den første date, for nogle, måske lidt anderledes.

»Det startede med, at da Pelle og jeg mødte hinanden, der havde Pelle kærestesorg. Jeg havde lidt kærestesorg, men jeg var lidt længere i min proces. Han havde meget kæreste-

sorg. På vores første date lå han og snakkede om sin eks hele natten. Ikke om hvor meget han savnede hende, men om at han virkelig havde brændt sig på kærligheden,« fortæller Maria.

Parret gik dog hen og blev forelsket i hinanden, selvom de stadig var i hver deres kærestesorg. Det var stadig en del af deres forhold dengang at snakke om de brud, de hver især havde gået igennem. Ideen til konceptet bag ‘112 for knuste hjerter’ kom af denne tankegang, som de begge havde på daværende tidspunkt:

»Vi snakkede om, hvor sindssygt det er, at man står helt alene i sådan en sorg, og hvordan man kan være fuldstændig uarbejdsdygtig, og dét at skulle gå på arbejde, når man er allermest ulykkelig, hvor folk ikke tager det alvorligt og bare tænker: “Nå, det var bare en kæreste?”.«

Dog havde de begge hver deres idé i forhold til at komme kærestesorgen til livs.

»Jeg havde tænkt over, at jeg ville skrive en bog. Og han (Pelle, red.) havde tænkt over at lave en podcast, fordi han var radiovært, og det lå naturligt til ham. Vi starter med at skrive en bog sammen med hver vores forløb og begynder at researche helt vildt på videnskaben bag.«

Konceptet bag ‘112 for knuste hjerter’, startede altså med deres ‘break up-bibel’, som Maria selv kalder den. Under Marias første barsel foreslog Pelle, at hun kunne begynde at udvide formatet til podcast. Pludselig blev der brugt mange timer i studiet under den første barsel. Og selvom der bruges mange timer på både at optage og klippe afsnittene sammen, så er det ikke noget, der har holdt Maria tilbage. Podcasten har nemlig et særligt formål:

»Formålet er, at vi skal tage kærestesorger alvorligt og vide, at selvom vi bliver glade igen og kommer videre, for det gør vi, så er det en fuldstændig universel sorg, og det føles altoverskyggende, når man er i det. Man skal blive grebet i det og blive taget alvorligt, når man kommer og siger: “Jeg er helt ulykkelig

over den her person”. Det kan føles ekstremt, og det kan være svært at koncentrere sig om andet, når man er i det,« fastslår hun.

Og podcasten hjælper rigtig mange lyttere. Maria har nemlig en særlig interaktion med sine lyttere, som sender hende personlige beskeder om, hvordan hendes podcast hjælper dem i en kærestesorg.

»Mange skriver, at det er deres terapi og safe space. De bruger det rigtig meget.«

Meningen med podcasten er nemlig også, at når man lytter til den, så skal man vide, at man ikke er alene - dette bliver tydeliggjort i starten af hvert eneste afsnit.

Det er nemlig heller ikke helt uden erfaring, at Maria kan snakke om kærlighed. Selv har hun en del break-ups i bagagen, og der er netop kommet et afsnit ud af et af hendes egne ‘heart breaks’. Det er dog ikke ensbetydende med, at det skal være den eneste historie, lytterne får lov at høre.

»Jeg har den historie, som jeg har fortalt om i bogen, og det er jo ikke alle, der hører podcasten, som har læst bogen, men det er om mit store brud, som jeg havde lige inden Pelle,« siger hun.

Med Pelle som vært var det den historie, der gav mest mening at fortælle, da den også var ny for ham. Men hun vil ikke afvise, at hendes helt store brud også kommer som podcastafsnit.

Den nye ‘baby’

Jeg spørger Maria, om hun kan blive ved med at finde gæster til sin podcast, eller om hun eventuelt i fremtiden kan føle sig nødsaget til at ændre konceptet.

»Der er uendelige mennesker at tage fat i. Der er så fucking mange mennesker. Jeg har selv tænkt tanken: “Løber jeg ikke tør?”, men det gør man bare ikke. Jeg har verdens længste liste. Hvis man først for eksempel tager ‘Vild med dans’ og så ‘Bagedysten’, så er der nye kendte mennesker hvert år. Hver gang jeg ser kendte mennesker, så er jeg sådan: “Gud, du findes også”, og derfor er jeg ikke

bange for at løbe tør,« fortæller hun med fasthed i stemmen.

Selvom hun ikke er bange for at løbe tør for gæster, så er der stadig nye fremtidsudsigter. Også selvom det oprindelige ‘112 for knuste hjerter’-koncept bevares.

Da vi næsten er i mål med interviewet, fortæller Maria, at jeg kan være lidt ‘breaking’, hvis jeg har lyst. Med dette mener hun, at hun i den nærmeste fremtid kommer til at udvide 112-formatet. Hun kommer nemlig til at lave endnu en spinoff-podcast, som kommer til at handle om noget andet end kærestesorg. Jeg spørger, om hun kan røbe ideen:

»Det kommer til at handle om venskaber, men hvordan og hvorledes format-mæssigt, kan jeg ikke sige endnu. Det kommer til at være ligesom 112-universitet og samme format og koncept. Som lytter vil du føle, at du kender det her rum,« siger hun.

Og hun er slet ikke i tvivl om, hvor meget den nye podcast allerede betyder for hende.

»Det er min nye baby!« Udbryder hun smilende og fortsætter:

»Jeg vil ikke lave noget, før jeg synes, at det er rigtig godt. Jeg har arbejdet på det i lang tid, og det er helt sikkert ikke færdigt før 2023, men det skal være den rigtig gode, rare oplevelse, som man har, når man lytter til ’112 for knuste hjerter’.«

Eftersom Maria har fundet Pelle Peter og nu er blevet gift, er det ikke længere kærestesorger, der fylder i hverdagen. I takt med at hun er blevet ældre, jo mere bevidst er hun blevet om, at venskaber faktisk også kan være rigtig komplicerede at finde rundt i:

»Venskaber er så spændende og komplicerede relationer, som vi taler alt for lidt om. Det er bare, som om kærlighed er det svære, og så er venskaber ‘den nemme ting’. Men det er så kompliceret at være venner. Der er så mange ekstreme ting i venskaber, som fylder så meget. Også for mig lige nu, for jeg har jo ikke kærestesorg lige nu. Så jeg vil dykke ned i venskabets DNA. Det kan I glæde jer til i 2023,« siger hun.

11 PORTRÆT DECEMBER 2022

Jespers familie opdagede først hans ludomani, da det var for sent

Jesper Fæhnøe husker tydeligt den første gang, han spillede. Det var lørdag, og seksårige Jesper lå med sin far på stuegulvet. De havde forinden været i den lokale kiosk Aktiv Super og sætte, hvad han kalder ‘gyldne krydser’ på en lille, gul seddel.

»Jeg forstod jo ikke spillet. Jeg syntes bare, at det var sjovt,« fortæller Jesper og uddyber, at hans far lærte ham, hvordan man satte krydsene bedst.

De ventede på gulvet i to timer og lyttede til, at målene blev scoret i radioen. Den lørdag havde Jesper spillet for ti kroner og vundet 121 kroner.

»Jeg var jo pavestolt, da jeg skulle hente gevinsten om søndagen,« husker Jesper fra sit første pengespil med faren.

En babushkadukke af løgne Men gevinsterne blev ikke ved med at komme. De sidste tre årtier har Jesper spillet for 10,8 millioner kroner, tabt 983.000 på ét spil, været hjemløs tre gange og haft tykke ringbind fulde af statistikker og endeløse notater fra tidligere fodboldkampe.

Jesper Fæhnøes misbrug taler ind ind i en støt stigende kurve af unge og voksne, der bliver slugt af pengespillet. I 2022 er der, ifølge Center for Ludomani, 476.000 personer med en grad af pengespilsproblemer i Danmark. Det er en fordobling i antallet siden 2016.

Selvom Jesper i dag har været spilfri i et år og to måneder, ser han stadig sig selv som ludoman. Som en russisk babushkadukke måtte han opbygge løgnene overfor familie, kollegaer og venner for ikke at blive opdaget. For eksempel fortalte Jesper til sin kone og børn, at han skulle til Østrig med arbejdet, men i virkeligheden rejste han derned for at se fodbold og satse penge.

»Nogle gange griner de af dig, fordi det er jo ‘bare’ spil. Det er jo ikke svært at stoppe

med at spille.«

Men det var det for Jesper, og ligesom han kendte ringbindenes statistiker og notater i detaljer, kendte han på lige fod lagene i sine løgne.

»Som misbruger vil man ikke bebyrde andre. Dem, man skal snakke med det om, de har ikke prøvet det.«

Ludomanien gjorde ham til en mester i manipulation, da skammen fik fast adresse i kroppen. Han var familiefar på fuld tid med en kone og tre børn. Han levede et dobbeltliv, og det kostede ham familien og resten af sit netværk.

»Du kaster alt ansvar væk. Du skal sørge for ikke at blive dårlig af psykiske abstinenser. Du skal skaffe til dit næste spilfix,« fortæller Jesper og forklarer, at ludomanien havde taget styringen over hans tanker og handlinger. Han blev skilt med sin kone, og mistede kontakten både til hende og deres tre dreng, blandt andet, fordi han ikke kunne prioritere sin tid på klassiske familieaktiviteter.

»Jeg fandt på undskyldninger, fordi jeg hellere ville sidde alene i fred og holde fokus på at spille.«

Jesper kunne bare stoppe spillet, ikke? Thomas Marcussen er klinisk psykolog og klinikleder på Forskningsklinikken for Lu-

domani på Aarhus Universitetshospital. Han siger:

»Ludomani er overordnet ikke tabubelagt, men der er en stor interesse i samfundet. Det er noget, som mange interesserer sig for og gerne vil tale om, men hos individet, der har problemer, og måske hos nogle pårørende, der kan det godt være tabubelagt.«

Han tilføjer, at der er tale om uvidenhed, når folk tror, at man bare kan stoppe spillet, som Jesper også oplevede, at nogle mente.

»Der er mange, som ikke forbinder ludomani med en psykisk lidelse og tænker, at det er en adfærd, man bare kan stoppe med.« Center for Ludomanis egen undersøgelse fra 2019 viser, at størstedelen af de adspurgte spilafhængige havde optaget lån for at finansiere deres spilafhængighed.

»Der er en tendens til, at man går med problemer rigtig længe. Først når lokummet virkelig brænder, eller nogen opdager, hvor omfangsrigt spillet er, så søger man hjælp,« siger Thomas Marcussen.

Følelsesmæssigt konkurs Jespers brændende lokum var et badeværelsesgulv i starten af 2020. Ved siden af sin ludomani havde han et alkoholmisbrug. Han blev fundet bevidstløs efter at være faldet i fuldskab og blev derefter indlagt i 23

dage på psykiatrisk afdeling.

»Det var mit kald. Hvis jeg skulle have noget ud af livet, så skulle jeg starte forfra,« tilføjer han som vendepunkt til historien om den første dag i sit nye liv.

På sin fødselsdag kom han 14 dage i døgnbehandling for ludomani. Det var efter denne behandling, at Jespers tidligere familie fandt ud af, at han er ludoman.

»De opdagede det først, da jeg gennemførte min behandling. De var målløse. De havde aldrig troet, jeg var ludoman,« fortæller Jesper og uddyber, at han på trods af det, ikke fik genoptaget kontakten til dem.

I dag er Jesper sygemeldt med stress på grund af sin afvænning, men han er optimistisk om fremtiden. Han har været clean i over et år og er for kort tid siden begyndt at holde foredrag for bl.a. unge om spilindustrien og sin egen fortid, da han gerne vil være med til at forebygge, at flere unge får starter livet med en spilafhængighed. Han er igen blevet familiefar og bor med sin nye kæreste og deres fælles datter.

Jesper er en af dem, der kom ud af misbruget, og derfor er hans råd til andre ludomaner:

»Lyt til dit indre og andre. Søg hjælp, eller råb højt til verden, hvis du ikke ved, hvor du skal gå hen.«

12 DECEMBER 2022 SAMFUND
Antallet af mennesker i Danmark, der har udfordringer med pengespil, har de seneste år været stærkt stigende. Tidligere ludoman Jesper Fæhnøe tager os ind i ludomanens maskinrum, der er fyldt med skam, løgne og tabu. En
note som Jesper skrev til sig selv på første dag i døgnbehandling for ludomani

Liberalismens livtag om borgerligheden

havde sejret.

De to store borgerlige partier, Venstre og De Konservative, har under valget været som et syngende postkort, hvor man får smækket samme sang i hovedet hver gang, man åbner det. Titlen på sangene er enten ’frit valg’ eller ’skattelettelser’. Nogle gange får vælgerne et ekstranummer i form af deres nye single ’Den minkede magtkritik’. Det får mig til at stille spørgsmålet: Er borgerlighed i dag blevet reduceret til et spørgsmål om skattelettelser og frit valg?

I min jagt efter svar har jeg forsøgt at definere, hvad borgerlighed egentlig er. Er det en usynlig, mental tilstandsform, er det troen på markedets usynlige hånd, eller er det kombinationen af begge disse u(sand)synligheder?

Jeg har henvendt mig til Christian Egander Skov, der er historiker, forfatter og aktuel med den anmelderroste bog ’Borgerlig Krise’. Debatbogen er en håndgranat, der er kastet direkte ind i det blå lejr, og det er en opsang, der særligt er rettet mod De Konservative og Venstre. Den er skrevet for at minde dem om, at borgerligheden har andre ansigter end det liberale.

‘Borgerlig Krise’ handler om, at den danske borgerlighed i dag er domineret af en liberalisme, hvor det udelukkende handler om at forsvare individet og dets frie valg. Staten bliver ikke brugt som et hjælpsomt middel til at gennemføre sin politik. Den og de høje skatter står i vejen for individets frigørelse.

Forfatteren efterspørger derimod en borgerlighed med tre ben: Et liberalt, et konservativt og et folkeligt. De tre ben sikrer stabilitet og minimerer risikoen for at vælte. Ifølge Skov er problemet, at den i øjeblikket kun hinker på sit ene, liberale ben.

»Det vil sige en borgerlighed, hvor man slår sig op på at forsvare individet og individets frie valg,« siger Skov.

Han tilføjer, at man har droppet den principielle kritik af velfærdsstaten for så at forme den på en måde, hvor »den giver bedst muligt rum for, at den enkelte kan indrette sig, som han eller hun vil.«

Ifølge Skov har Venstre og De Konservative kun to reelle mærkesager. Det er magtkritik, og det er en ekstrem dyrkelse af individualismen, hvor individet er hævet over ethvert ansvar for dets nære lokalsamfund, som i deres øjne, kun er lænker, der fastholder og undertrykker individet. Men hvorfor er det egentligt tilfældet?

Forklaringen skal ifølge Skov findes i den liberalisme, som særligt udsprang af Berlinmurens fald i 1989, og det der dengang blev kaldt ”historiens afslutning”. Her troede man at markedsøkonomien, det liberale demokrati og den grænseløse globalisering, endegyldigt

»Sejren i 89 betød, at den fortælling, som dyrkede individet og individualismen som et udtryk for frihed, fik medvind i en sådan grad, at det kom til at dominere borgerlighed fuldstændig,« siger Skov.

Hos De Konservative er man dog ikke enig i den kritik, Skov fremfører:

»Vi er ikke et liberalistisk parti på nogen som helst måde. For mig er det bundkonservativt at tænke fællesskabet. Det er jo derfor, vi gerne vil være rigere og have bedre uddannelse. Det stiller familierne bedre,« siger det nyvalgte konservative folketingsmedlem Mona Juul, hvorefter hun fortsætter:

»Jeg er på ingen måde ultraliberalist. Politik handler meget om økonomi og erhvervspolitik, og det gør det, fordi det er der, værdierne bliver skabt til det fællesskab, vi har. Det er den oversættelse, der måske nogle gange mangler hos nogle borgerlige partier.«

Ifølge Skov er det heller ikke fordi, at liberalismen i sig selv er roden til alt ondt. Men den skal have modspil og suppleres af andre ideologier og strømninger, fordi den i sig selv spiller fallit. Det er her, de to ben i form af konservatisme og folkelighed kommer til undsætning og danner den stabile trebenede taburet.

Folkeligheden er de meningsfulde, frivillige fællesskaber, vi indgår i, når vi engagerer os i lokale anliggender, og det er det, der giver tilværelsen værdi. Det var en gang en stor del af Venstres identitet, hvor man forsvarede bønderne mod den centralistiske elite, der udgik fra København, men i dag er Venstre blevet et parti, der netop varetager elitens interesser. Konservatismen handler om at

Jeg er på ingen måde ultraliberalist. Politik handler meget om økonomi og erhvervspolitik, og det gør det, fordi det er der, værdierne bliver skabt til det fællesskab, vi har. Det er den oversættelse, der måske nogle gange mangler hos nogle borgerlige partier.

Folketingsmedlem for Konservative

værne om vores kulturarv, velfærdssamfund og identitet, mener han.

Så for at vende tilbage til mit indledende spørgsmål, kan jeg med hjælp fra Christian Egander Skov forsigtigt konstatere, at den borgerlighed, Venstre og De Konservative giver udtryk for, næsten udelukkende handler om skattelettelser og frit valg, fordi de stadig hænger fast i 89’er tankegangen, imens

de skråler med på “Wind of Change” af Scorpions.

Selvom Mona Juul fra De Konservative siger, at de har talt om en masse andre ting i valgkampen, vil jeg gerne spørge dig kære læser, hvis du altså findes, om du blot kan huske en ting udover magtkritik, skattelettelser og frit valg, som de to store borgerlige partier har talt om? Jeg kan ikke.

SAMFUND 13 DECEMBER 2022
Endnu en valgkamp er gået på hæld, men hvad var det egentlig, de traditionelle borgerlige partier Venstre og De Konservative præsenterede for vælgerne? Af Louis Dohlmann Langen Foto:

Til valgfest hos…

Folketingsvalget er for længst overstået, og vælgernes dom faldt over politikerne. LIXEN var til stede på Christiansborg og har anmeldt, hvilke fester der poppede, og hvilke fester der floppede, så du ved, hvor du skal befinde dig på Christiansborg til næste folketingsvalg. Selv tak.

Radikale Venstres gender reveal

Lokation: Rød gang

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, at man var mødt op til gender reveal, hvor deltagerne spændt venter på, at barnets køn bliver afsløret. Men nej, de lyserøde og blå balloner er udsmykningen til Radikales valgfest.

Ved scenen bliver man mødt af et kæmpe lyserødt banner, hvor der står: “Tænk nyt”, og måske skulle Radikale Venstre selv begynde at følge det råd. For selvom de er den eneste valgfest, hvor baren serverer Odense Albani på fad, så er chipsene de klassiske sour cream & onion, skruer og… osterejer? Et kontroversielt valg, for der findes ikke noget mindre charmerende end osterejeaftryk på hvide duge. Derfor var vi også tilbageholdende med at give hånden til nogen.

Den katastrofale exitpoll rammer klokken 20. DJ’en fanger den lidt trykkede stemning og serverer en treenighed af sad music i form af “Summertime Sadness” i cover version, Duffy’s “Mercy” og “Wake me up when it’s all over”. Selvironien giver et par pluspoint i bogen.

Kort sagt:

Valgfest hos Radikale Venstre er ikke en entydig dårlig oplevelse - men den er heller ikke god. Selvom de ikke har meget at juble over, kan de stadig finde smilet frem.

Og så er Odense Albani på fad umuligt for LIXEN at ignorere, og derfor kvitterer vi med tre stjerner til Radikale.

Socialdemokratiet ølfest

Lokation: Fællessalen

I dagens anledning har Socialdemokratiet sat fem røde faner op, og rundt omkring hænger bannere med partiets logo. Det er svært at sige, hvad der er mest tørt; udsmykningen eller snack-menuen, der består af peanuts og chilinødder.

Heldigvis er der fadølsanlæg, som de unge DSU’ere svinger forbi et par gange. De står ved højbordene, der er placeret rundt omkring i lokalet, og råber og klapper, hver gang resultaterne fra valgsteder viser fremgang til Socialdemokratiet. Og ingen fremgang er for lille, men selvfedheden kan godt blive for stor.

Flere mandater bliver vekslet til flere øl, stemningen er god, og de er klar til fest. Selv

Astrid Krag har byttet det alvorlige og bekymrede ansigt ud til fordel for et smil. Det var måske også på tide.

Kort sagt:

Det var de voksne, der sørgede for det gode valgresultat, men det var de unge, der sørgede for festen. Derfor fortjener Socialdemokratiets valgfest hele fire stjerner.

Dansk Folkeparti! Dansk Folkeparti!

Dansk Folkeparti!

Lokation: Snapstingets kantine

Dansk Folkepartis valgfest ligger klods op ad Danmarksdemokraternes. Det er man i hvert fald ikke i tvivl om, da deres musik og jubel overdøver Dansk Folkepartis egen pianist, der spiller sange fra Højskolesangbogen. Som det ikke er træls, at Danmarksdemokraterne allerede har stjålet deres mandater. Nu stjæler de også deres shine.

Oppyntningen viser DF sygelige afhængighed af Dannebrog, og dem bliver der kun flere af, som aftenen skrider frem, og DF tilbage.

Festens højdepunkt er, når DFs it-girl Pia Kjærsgaard ankommer med paparazzi i hælene. Man tror næsten på hende, når hun vrisser af journalisterne, »at hun altså ikke er sur,« over vælgervandringen til andre partier. Morten Messerschmidt bliver modtaget som en konge, og når der bliver råbt »Mor-ten! Mor-ten! Mor-ten!« lyder det næsten som et mantra, der skal viske det dårlige valgresultat væk. Værst er det, da Messerschmidt holder sin tale og siger, »hvis I ser en journalist, så knib ham eller hende i armen og sig, at I måske ikke skal stole på prognoserne.« Herefter bliver vores presseafkrediterngskort meget tunge under de sultne DF’eres blikke, og vi bakker forsigtig ud af lokalet igen. Kan ikke anbefales.

Kort sagt:

Dansk Folkeparti er presset, og det smitter af på stemningen. Det hjælper bestemt ikke, at Danmarksdemokraternes valgfest overdøver DFs med højere bas, mere dans og ni mandater mere. Det er de store personligheder, der løfter festen. Dansk Folkeparti får 2,5 stjerner.

14 SAMFUND DECEMBER 2022
Peter Koefoeds (DF) reaktion på valgprognosen. Hos DF ligger flag og bolcher på gulvet. Radikale Venstre med plakat af tidligere leder Sofie Carsten Nielsen

Danmarksdemokraterne bliver konfirmeret Lokation: Snapstingets restaurant Det kommer ikke som en overraskelse, at lugten af frikadeller og bøfsandwich hænger i luften til Danmarksdemokraternes valgfest. I baren er der øl, vin og Støjbergs favorit: Coca Cola Zero. Hun har også inviteret sin longtime friend Jim Lyngvild, der ligner en, som kommer direkte ud af Barda. Vildt bliver det, da Inger Støjberg går ind i lokalet til toner af Jungs “Hun kommer tilbage.” Hun kommer med den største no-fucks-given attitude og bærer samme kjole, som hun i sin tid blev smidt ud af Folketinget i. Hos Danmarksdemokraterne er vi til konfirmation for at se Inger Støjberg træde ind i de voksnes rækker. Og ligesom til din egen konfirmation er der også en ængstelig toastmaster, der forsøger at holde en opdigtet tidsplan, en onkel, der har fundet AUX’en til soundboksen og et pinefuldt slideshow af aftenens hovedperson. Heriblandt et billede, hvor hun poserer med sin elskede labrador Ludvig. af hendes elskede labrador Ludvig

Kort sagt: Danmarksdemokraternes valgfest er så gennemført, at man slet ikke bemærker, at den faktisk bliver holdt i en københavnsk salon. Med træstammer beklædt i Dannebrog og rød-hvid konfetti, der dækker det lakerede trægulv, føles Snapstingets restaurant som et lokalt forsamlingshus i Hadsund. Derfor får Danmarksdemokraterne 5 stjerner.

større end andres. Det var lidt ligesom at se de syv trofaste facebookvenner, der altid skriver tillykke på ens væg, dukke op i egen person. En sidder på gulvet med sin telefon, en anden hækler, men de fleste sidder på stole op ad væggen og smalltalker.

I hjørnet står et bord med tapas og vin, men der bliver ikke skålet særlig meget. Måske fordi de ikke længere står til at kunne frelses. Det bliver Kristendemokraternes begravelse. Da klokken slår 00.30, og alle stemmerne er talt op, slukker Marianne Karlsmose for lyset i Grundlovsværelset.

Kort sagt:

Deres valgresultat er bedre end deres valgfest, og det siger en hel del. Lad os håbe de ikke genopstår. Kristendemokraternes får en halv stjerne.

Venstres firmareception Lokation: Landstingssalen

Venstre ankommer fashionably late til deres egen fest. Kikset, hvis du spørger os. Selv da lokalet begynder at få nogle ansigter, er det ikke fordi, stewzmningen liver mere op. Med et ubehageligt koldt lys, der afslører alles skønhedsfejl og uskarpe bud på en winged eyeliner, kan Venstres forsøg på en valgfest let forveksles med en firmareception. Festen består mest af folk over 30 , der kigger misundeligt på Socialdemokratiets fremgang. Stemningen bliver ligefrem heller ikke bedre, da Mattias Tesfaye dukker op. Alle tænker det, men kun en siger det: »Hvad fanden laver Tesfaye her?«, mens hun fortsætter med at ilte sin hvidvin i glasset.

Kort sagt:

Der er ikke meget fest over Venstres arrangement, og selvom de måske heller ikke har så meget at fejre, må vi alligevel sige, at vi er skuffet over, hvad Danmarks største borgerlige parti kan præstere. To stjerner bliver det altså herfra.

Lokation: Christiansborgs indre gård

Hvis du nogensinde har følt dig angrebet af Nye Borgerliges holdninger, så skal du prøve at træde ind til deres valgfest. En tung duft af cologne angriber og ætser næseborene indefra.

Som til en 18-års fødselsdag har Nye Borgerlige sat et party-telt op. Der er alkohol, snacks og en DJ, der allerede fra aftens begyndelse spiller den nyeste popmusik og de bedste 80’er hits. Der er sat to diskolamper op ved DJ-pulten, og det tilføjer kun til deres 18-års fødselsdags vibe.

Efter Pernille Vermunds tale er der champagne, og der bliver skålet til Nik og Jay’s “Lækker”. Selvom sangen nok er henvendt til Pernille Vermund, griber den yngste af hendes sønner chancen og fyrer et par moves af.

Kort sagt:

Der er god stemning indtil det efterhånden famøse ølkast, som Mette Thiesens kæreste står bag. Men kontroverser er ikke til at undgå til en 18-års. Det kender vi alle. Så Nye Borgerlige, I får 4,5 stjerner for en brandvarm valgfest.

Kristendemokraternes begravelse

Lokation: Grundlovsværelse

Selvom Kristendemokraterne har det mindste rum på Borgen, føles det meget

Det har været umuligt for LIXEN at være til alle 14 partiers valgfester, og derfor har vi kun anmeldt dem, der holdt til på Christiansborg. Finder man begrundelsen for LIXE manglende visit utilstrækkelig, kan der klages til chefredaktørerne.Untill next time.

15 SAMFUND DECEMBER 2022
Nye Borgerlige fylder 18 år Kristendemokraterne pakker sammen. Hos Danmarksdemokraterne bliver der festet, når Støjberg kommer tilbage. Inger Støjberg holder tale DJ-pult og diskolys hos Nye Borgerlige

Fynsk forlag serverer frozen margaritas og stærke fortællinger

Forlaget Falco ønsker at starte en uprætentiøs samtale om litteratur. Selv udgiver de bøger, som ligger i et spændingsfelt mellem det poppede og det højkulturelle. Forlaget holder til i hjertet af Odense, men beskæftiger sig med hele verden.

På øverste etage i en stor villa på Filosofgangen i det centrale Odense arbejdes der på højtryk for at gøre litteratur til allemandseje. Her ligger Forlaget Falco, hvor fem fastansatte medarbejdere og tre praktikanter deler både arbejdsopgaver og en stor kærlighed til litteratur.

Forlaget udsprang i september 2021 af nordens største lydbogsproducent, Swan Studio, som har hovedsæde i Vestergade i Odense. Cathrine Hedegaard er ansat som pressechef og har været med helt fra starten. Hun fortæller, at forlaget har en mission. De vil nedbryde den distance, der findes mellem forfatter, forlag og læser.

»Min vision er, at der skal ske noget i byen med litteratur flere gange om ugen,« siger Cathrine Hedegaard.

Hun og resten af holdet arbejder blandt planter, bogreoler og tykke gulvtæpper. Indimellem forvandles kontorlandskabet dog til fredagsbar, hvor både læsere, samarbejdspartnere og spirende forfattere deltager. Kontoret ligner sig selv, men til gengæld spiller en playliste med latina-disco, og der serveres popcorn, vin, øl og frozen margaritas.

»Det er vigtigt for os, at folk kan se, at de besøger Falco. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke slår et stort brød op i forhold til koncept og pynt for at invitere til fredagsbar, men at det er under afslappede forhold,« fortæller Cathrine Hedegaard.

Lokale ambitioner og verdensomspændende visioner

Cathrine Hedegaard har studeret på Syddansk Universitet, og allerede dengang savnede hun et aktivt litterært miljø i Odense.

»Vi har selv prøvet at være studerende med interesse for litteratur i den her by, og så sker der ikke noget,« siger hun selv om det, hun ser som en mangel på litterære arrangementer. »Og hvis der sker noget, så finder man først ud af det en uge efter.«

I stedet for at brokke sig er Cathrine Hedegaard glad for, at hun og kollegerne kan bidrage til, at den litterære samtale i Odense vokser.

»Vi har jo det her credo om, at vi gerne vil løfte læseoplevelsen til nye højder, men også skabe et litterært fællesskab,« forklarer Cathrine Hedegaard. ”Og det er noget, der har været vigtigt for os fra dag et, som vi konstant prøver at balancere i forhold til alle de andre arbejdsopgaver.«

Udover Swan Studio har Falco også det internationale forlag HarperCollins i ryggen. Så selvom kontakten med læserne ofte foregår lokalt, rækker deres ambitioner også langt ud over de fynske grænser.

»Vi ser os selv som et fynsk forlag, fordi vi gerne vil løfte litteraturen her i området på Fyn, men vores ambitioner er, at vi skal være konkurrerende med andre danske forlag,« siger Cathrine Hedegaard.

Falcos udgivelser tæller både danske forfattere og oversættelser af værker fra hele verden. Næste år udgiver de deres første debutant, Anne Katrine Bagai.

»Hun er også i det litterære miljø i Odense« fortæller Cathrine Hedegaard, ”det er jo det specielle ved at lave noget i den her by, når man er interesseret i noget med litteratur, så møder man jo konstant de samme.«

Cathrine Hedegaard har en baggrund i dansk og litteraturvidenskab, og har tidligere arbejdet på Spoken Word Festival i Odense.

Litteratur

for alle

Falco udgiver litteratur i forskellige genrer, men med et fokus på stærke fortællinger. De

udgiver alt fra kogebøger til udenlandske romaner, for eksempel fra Iran.

»Det vi udgiver, ligger i spændingsfeltet mellem det poppede og det litterære. Det, de har til fælles, er en bestseller-appeal noget vi tror på, at der er mange læsere i.«

Falco arbejder med de fortællinger, »der definerer os som mennesker,« beskriver Cathrine Hedegaard.

»Det kan være et spejl til ens egen måde at leve på, det kan være et vindue ud mod verden – men det gør, at man kan opfatte den fuldstændig absurde verden, vi nu engang lever i, igennem et eller andet filter af nogle levede erfaringer fra andre.«

Cathrine Hedegaard har et ønske om, at alle kan tale mere frit om litteratur.

»Det er jo det, vi konstant gør med film og serier. Vi deler hele tiden oplevelser, sådan ‘nu har jeg lige set The Crown i weekenden og er helt oppe at køre over den.’ Det synes jeg, bare kunne være så fedt også at gøre med bøger.«

op og spørge en forfatter ind til et værk.« Derfor interagerer forlaget med læsere. For eksempel er de aktive på sociale medier. På deres Tiktok-profil kan man finde små videoer, som fortæller om nye udgivelser og tager en med bag tæppet i forlagsbranchen.

I en video fra juni står marketingassistent Lotte Andkjær med en mulepose over skulderen. Der kører en engelsk voiceover i baggrunden. “I always keep one for emergencies”, siger en mandestemme, mens Lotte Andkjær kigger direkte ind i kameraet. En kvindestemme tager over, og marketingsassistenten mimer ordene, som om de er hendes egne. “So do I”. Samtidig fisker hun en bog op fra muleposen. Det er Grænseløs beundring af Aimee Molloy. “I keep mine in here” mimer hun videre, og holder bogen op foran sit ansigt, så man kan se dens titel.

Videoen har fået mere end 1400 views og er et eksempel på, hvordan forlaget når ud til sine læsere på alternativ vis.

Også offline går forlaget op i at møde læsere under uformelle omstændigheder. Det gør de blandt andet med deres fredagsbar. De møder dog også læserne uden for deres egen base. De har lige været på Bogforum og prioriterer generelt litterære arrangementer højt.

»Det betyder enormt meget for os også at være på Krimimessen i Horsens. Hvilket er det mest uprætentiøse læsefællesskab, jeg nogensinde har oplevet.«

CATHRINE HEDEGAARD Pressechef for Forlaget

Ned med litterære distancer

Falco ønsker at modarbejde den præstationsangst, der kan være til stede omkring litteratur, hvor man »er bange for at række hånden

Falco vægter de stærke fortællinger højt og går selv forrest for at udbrede litteratur af høj kvalitet. Det gør de for at ære historierne, og for at nedbryde grænserne mellem forlag og læser.

Er man nysgerrig, kan man jo tage forbi forlagets fredagsbar, drikke en frozen margarita – og hvis man er modig nok række hånden op og stille et spørgsmål til et værk.

16 DECEMBER 2022 KULTUR
Vi har jo det her credo om, at vi gerne vil løfte læseoplevelsen til nye højder, men også skabe et litterært fællesskab.
Falco
Af Nadia Levin Schou og Ida Marcher Mandøe Foto: Ida Marcher Mandøe

Aarhus All Inclusive er Danmarks formentlig første feministiske fodboldfraktion. De møder troligt op på Ceres Park for at støtte AGF, hver gang de spiller hjemmekamp. LIXEN har talt med tre af stifterne om bagsiden af medaljen for fodboldfans, eksistensberettigelsen af en feministisk fanfraktion og kærligheden til en fankultur, designet af mænd til mænd.

»Det hele startede med det sprog, der er derude«, fortæller Emma Furseth.

Hun, søsteren Synne Furseth og veninderne Line Albæk og Melanie McLennan stiftede i 2021 den feministiske fodboldfraktion Aarhus All Inclusive - eller AAI, som ifølge dem selv »nok er Danmarks første feministiske fodboldfraktion.« . De forklarer bl.a., at den sierraleonske spiller Mustapha Bundu under sin tid i AGF blev mødt af kampråb, der havde et unødvendigt fokus på spillerens hudfarve.

»Vi er anti-racistiske, -sexistiske, -transfobiske og -homofobiske. Vi er trætte af sproget,« fortæller Emma Furseth.

De genkalder sammen en anekdote, der yderligere pustede til den ubehag de følte »Vi sad på familieafsnittet og hørte en otteårig dreng råbe “ludersøn” af dommeren, og hans far sad stolt ved siden af,« fortæller Synne Furseth.

»Det er jo ikke fordi, man ikke må have følelserne med i fodbold. Der er dog stor forskel på at sige “skandaledommer” og bruge noget, der har sexistiske undertoner og taler ned til et helt erhverv,« påpeger Emma

Furseth.

Den feministiske fraktion har tidligere stået forskellige steder på stadion. Dog er de nu rykket til “stemningsafsnittet”, som er der, hvor de ‘hardcore’ fans fra andre fraktioner også står.

»Man kan godt mærke, det er et mandsdomineret afsnit. Jeg har ofte fået at vide, at stemningen ikke er for kvinder,« beretter Line Albæk og fortsætter:

»Selv nu er der steder, man bliver frabedt at stå. Der er en form for uskrevne regler på stadion.« Hvortil Emma Furseth tilføjer:

»Vi besluttede os for, at vi er lige så meget fans som dem. Vi har også lov til at stå på stemningsafsnittet.«

“Vi er ikke i Syrien”

En oplevelse blev dog en skelsættende dråbe i et allerede fyldt bæger, der for de tre kvinder illustrerer eksistensberettigelsen af fraktionen. Det fandt sted på en ellers ordinær kampdag, hvor de gik “Aarhus Walk” - en fast tradition, hvor fans samles og varmer op, inden de i samlet flok vandrer ned mod Ceres Park. Den pågældende dag havde Emma Furseth valgt at svøbe sit AGF-tørklæde om hovedet til dels, fordi hun synes, det ser smart ud og og fordi det praktisk dækker for ørerne. En anden AGF-fan havde dog et budskab på sinde, og da han gik forbi hende, råbte han“Vi er ikke i Syrien.” Hun valgte dog at ignorere hans udsagn. På stadion i halvlegen forsøgte han sig med en ny taktik for at få sin pointe igennem. Han rev halstørklædet af hendes hoved og råbte “DET skal stadigvæk ikke være herude.” Da de efterfølgende prøvede at konfrontere ham, blev han vred.

»Efter kampen gik vi hver for sig og fulgtes med nogle andre vi kendte ud,« fortæller Line Albæk.

De nægter at få deres ‘dresscode’ dikteret og har nu gjort det at bære tørklædet på den måde til en fast del af deres “uniform”.

»Der er simpelthen ikke nogen på stadion, der skal bestemme, om vi må gøre det eller ej,« siger Line Aalbæk på sin kraftfulde vestjyske dialekt.

AGF og nynazismen AGF har en blakket fortid. Hooliganisme og nynazisme har gået hånd i hånd, siden AGF-fraktionen Ultra White Pride (UWP) blev etableret i 1994. I sin selvbiografiske roman fra 2010 beskriver Charlotte Johannsen hvordan gruppen, hvervede unge på stadion til et fodboldfællesskab præget af racisme, homofobi, had til venstreorienterede og vold. Det var et AGF og et Aarhus, som på daværende tidspunkt ikke tog ansvar for en giftigt ladet politisk kultur, der langsomt sivede ind på tribunen.

Femten år senere er UWP skrumpet indog deres diametrale modsætning, AAI, har set dagens lys.

AGFs fans har dog stadig ifølge fraktionen deres del af prekære slagsange.

»Vi synger ikke med på dem. Vi har prøvet at råbe et alternativ højt, så vi kan vise, at “hey, det her er måske lidt federe”, specielt når der står yngre personer. Men jeg synes ikke, vi er belærende,« fortæller Line Albæk.

De mener selv, at kulturen i fraktionerne er skiftende til det bedre. Blandt andet er der slagsange, som nu er blevet lavet om, fordi de var racistiske. AAI peger dog også på, at de kan stå inde for de fleste sange, da tonen er “relativt sober” eller »PG13«, som Line Albæk refererer til den. De lægger dog vægt på, at sangene stadig skal gå modstanderholdene på klingen. Line Aalbæk reciterer nu

en stikpille mod FCK, som var den et stykke Tove Ditlevsen poesi på speed:

»AGF 1880 vi står stadig her tilbage. Holder fast i vor sjæl, kan ikke købes for hver en pris, en fodboldklub som få, ik’ ligesom FCK, vi er Aarhus GF, traditionernes klub, den vil ingen nogensinde slå. Ned ad Stadion Allé, lige meget om vi vinder, går jeg turen igenhvor skulle jeg ellers tage hen?« Hun holder en pause og reflekterer

»Den er ret sød, på den spicy måde.«

sad på familieafsnittet og hørte en otteårig dreng råbe “ludersøn” af dommeren, og hans far sad stolt ved siden af«

SYNNE FURSETH Medstifter af AAI

Pigetoilettet er et godt sted at hverve medlemmer

Fraktionen tæller nu syv medlemmer. De lægger vægt på, at der er en tendens med flere kvinder på “stemningsafsnittet”.

»Når vi står i nærheden af nogen, hvor vi godt kan se, at de har det ubehageligt, så introducerer vi os selv. Vi har snakket med flere piger derude, der synes, det lyder meget spændende. Jeg tror, vi er en alternativ god start, for det er svært at “infiltrere” et fodboldfællesskab,« fortæller Emma Furseth.

»Pigetoilettet er et godt sted at hverve nye medlemmer,« tilføjer hun, og de ler alle tre.

Men de møder blandede reaktioner, når de fortæller, de har en feministisk fodboldfraktion.

»Jeg tror, det kommer an på hvad dit forhold er til ordet ‘feminisme’. Om du tænker, det er negativt ladet, og om du er klar over, hvad det indebærer, og ikke er ræd for det. Så det ikke er den her mænd versus kvinder-ting,« påpeger Line Albæk.

»Ud fra den maskuline kultur, som man ser i fodboldmiljøer, vil jeg gå ud fra, at der er mange, der misforstår begrebet,« siger Emma Furseth.

»Og fans som generelt er bange for forandring,« tilføjer Line Albæk.

Fraktionen har også nogle konkrete bud på hvad der bør ændres i fodboldmiljøet.

»Mest af alt sproget,« kommer det prompte fra Synne Furseth. Søster Emma Furseth følger op:

»At alle kan føle sig trygge. Derudover kunne vi godt tænke os, at man kunne få veggie-pølser på stadion.«

»Og Skinny Bitches!« Udbryder Synne Furseth.

17 KULTUR DECEMBER 2022
Aarhus All Inclusive: »Fodbold sætter et spotlys på det, der får de grimmeste ting op i folk«
»Vi
»Vi er anti-racistiske, -sexistiske, -transfobiske og -homofobiske. Vi er trætte af sproget.«
EMMA FURSETH Medstifter af AAI
Synne Furseth på "stemningsafsnittet". Foto: Line Albæk. Aarhus All Inclusive på stadion. Deres aktiviteter kan følges på Instagramkontoen @aarhusallinclusive. Foto: Synne Furseth.

Kalder alle kvinder: Klar til takeoff

Det lyder måske skræmmende for de fleste, men min oplevelse er, at andelen af kvinder, der rejser alene, er opadgående. De sidste mange år har jeg selv backpacket i alle verdens hjørner, så min opfordring er helt klar: Spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til takeoff.

Tanken om at drage ud i den store verden helt alene kan både være angstprovokerende og fyldt med spørgsmål. Er det overhovedet sikkert at rejse alene og især som kvinde? Bliver det ensomt, og hvem skal man dele oplevelserne med? Spørgsmålene er mange, men på baggrund af mine egne rejseoplevelser igennem de sidste år, pakker flere og flere kvinder rygsækken for at opleve verden på egen hånd.

Jeg er en ung kvinde på nu 22 år, der lider af permanent udlængsel. For mig har lysten til at udforske det ukendte altid eksisteret. Siden jeg var helt lille, har Jules Vernes berømte ”Jorden rundt på 80 dage” været højtlæsning derhjemme. Og når ferierne en sjælden gang imellem ikke blev tilbragt i udlandet, gik de med at lytte til morfars utallige eventyr om jorden rundt til søs - derude på den anden side af kloden ville jeg også en dag.

At turde at tage springet I 2019 tog jeg det spring, som mange andre tøver med at tage: En rejse på ubestemt tid. Langt fra trygge rammer og helt alene i den store verden. Det var min allerførste solo-rejse, og hvordan skulle det så gå? Første destination var Bangkok, og lad mig nu bare være ærlig: Det var mere lort end lagkage.

Min pointe er, at man som rejsende ikke skal regne med, at det hele bare er let fra start. Et lille guldkorn herfra er YouTube-videoer. De er fyldt med tips og tricks, og de er en god måde at få ro i maven på, men i virkeligheden lærer man bedst ved bare at springe ud i det.

Jamen, er det ikke farligt? Jeg har ofte haft den tankegang, at rigtige eventyr er resultatet af dårlig planlægning. Er det første gang, man rejser alene, eller udforsker man ukendte områder og kulturer, skylder man sig selv og sin egen sikkerhed at undersøge sit rejsemål. Vidste du fx, at man i Thailand kan få en bøde eller op til ét års fængsel for at ryge på en strand? Eller at man i New Zealand kan blive holdt tilbage i lufthavnen, hvis man har jord under skoene? Nej vel…

Misforstå mig endelig ikke. Rejsen skal ikke planlægges på forhånd, for det fantastiske opstår som regel i det uvisse. Men som ung kvinde er der store kulturelle forskelle og

dermed forbehold at tage.

Nej det er ikke farligt at rejse alene, ej heller som kvinde! Terror, uroligheder, tyveri og andre ubehageligheder foregår alle steder i verden, og så længe man ikke søger det, er man på den sikre side. Man skal huske på, at Danmark er et stort skridt foran de fleste andre lande, når det kommer til påklædning, køn, ytringsfrihed og generelt frisindethed. Det betyder ikke, at man skal lade sig begrænse i det store udland, men måske bare være

jsende fra hele verden blev rådet til at medbringe en stor mængde kontanter, hvis man skulle rejse i landet. Den store mængde kontanter gjorde de rejsendes færden utryg i flere af de store byer, og min familie og jeg blev røvet for 10.000 kr. i kontanter i en metro i Athen. Én ting er at miste pengene, men en anden ting er utrygheden, og det at andre har overtrådt en privat sfære. Inden udlandseventyret bør man derfor gøre sig tanker om, hvordan man beskytter sig mod ubehagelige oplevelser. Især fordi man som rejsende typisk be-

mulighed at tage afsted påw egen hånd. Der er mange ting ved solo-rejsen, der er grænseoverskridende fx at spise alene på en restaurant om aftenen. Men lige så grænseoverskridende som det kan være at spise ude alene, lige så fantastisk kan det være at sidde for sig selv, reflektere over sine oplevelser og blot kigge på mennesker. Jeg spiste engang på en restaurant i Brisbane, da en ung amerikansk mand, som også backpackede alene, spurgte, om han måtte sætte sig. Vi kendte ikke hinanden, men vi kunne dele vores oplevelser og inspirere hinanden til flere rejser i alle verdens hjørner.

Jeg er enig i, at glæden føles mest rigtig, når den bliver delt. Men der er jo ingen regler for, hvem man deler den med. Hvorfor ikke møde en masse nye mennesker og skabe venner verden over - det har jo aldrig været nemmere at holde kontakten på de sociale medier.

opmærksom på de kulturelle forskelle. Det handler lige så meget om at udvise respekt for den kultur, man kommer til, men også om at beskytte sig selv.

Jeg har et utal af gange skulle dække knæ og skuldre i sydlandske katolske kirker eller østlige ortodokse kirker. En norm, jeg personligt finder en smule mystisk, men som jeg ikke desto mindre gør af respekt for det land, jeg kommer til. Dermed følger man også landets regler og normer, og det gør uden tvivl, at man får en mere autentisk rejse.

Husk at pakke dine forholdsregler Som solo-rejsende er man mere udsat for ubehagelige oplevelser såsom tyveri. Hjemme i vante omgivelser går man sjældent rundt med en stor mængde kontanter, pas, kørekort, flere kreditkort og andre værdigenstande, som man ofte gør, når man begiver sig rundt i udlandet.

I Grækenland under den økonomiske krise i 2015 lukkede samtlige græske banker. Re-

finder sig i de mere turistede områder, hvor de, der vil én noget dårligt, ved, at man befinder sig. Et godt råd er at holde pas og penge tæt på kroppen og bruge kreditkort i de lande, man kan. Hvis du tager taxi, så følg med på Google Maps, hvor chaufføren tager dig hen. Lejer du en scooter eller en bil, så husk at tage en video af køretøjets stand inden brug. Helt generelt bør du holde fokus på dine ting og ikke lade andre aflede din opmærksomhed.

De mange fordele

Fordelen ved at rejse alene er de utallige muligheder for at gøre præcis, som man vil. Ens eget forum, hvor man ikke skal stemme om, hvor man rejser hen, hvad man skal se, eller hvad man vil spise til aftensmad. Man skal dog ikke tage fejl af, at det stiller krav til kreativiteten, når man ikke just kan hægte sig på sin rejsemakkers idéer.

Jeg har følt, at man ”svigter” dem derhjemme ved ikke at invitere dem med, men mange kvinder under ikke sig selv den

Er det en kliché at finde sig selv? Det lyder som lidt af en kliché, men det at rejse alene er virkelig noget, man vokser af. Man lærer både at finde sig til rette i sit eget selskab, men man lærer også at bryde isen og at være sammen med fremmede. Man lærer at tilpasse sig og ikke mindst at tage egne beslutninger, når man er på dybt vand. Opfordringen herfra er altså helt klar: Udvid dine horisonter, lær noget om andre mennesker og kulturer, men vigtigst af alt: Lær lidt om dig selv. Tag på DIT eventyr, og udforsk en ny plet på verdenskortet.

Tre gode råd til den grønne solorejse:

1) Undersøg dit rejsemål: Gør dit forarbejde og sæt dig ind i landets kulturelle normer.

2) Brug din sunde fornuft: Tag dine forholdsregler, tænk logisk og hav pas og penge tæt på kroppen, så du ikke havner i problemer.

3) Accepter, hvis det at rejse ikke er noget for dig: At rejse alene er ikke for alle. Start med destinationer tæt på Danmark evt. Hamborg eller Göteborgeller tag med på en grupperejse.

18 DECEMBER 2022 OPINION

Jeg er mere end bare en ”pendler”

Disclaimer: Denne artikel er på ingen måde en kritik, men nærmere en løftet pegefinger om, hvad en ”pendler” i virkeligheden er.

Hej med dig. Pendler er mit navn. Sådan kunne jeg godt nogle gange have lyst til at introducere mig selv. Jeg er selv pendler og transporterer mig til dagligt mellem København og Odense. Det betyder, at jeg bruger cirka 3,5 time på transport fra min dør til Medietorvet per dag. Og ja, det er lang tid. Men det giver mening for mig, og jeg vil næsten gå så langt som at sige, at jeg elsker det.

De mange spørgsmål

Når jeg går rundt på Medietorvet og nævner, at jeg er pendler, kan jeg godt mærke, at det sætter tankerne i gang hos mine samtalepartnere. Jeg bliver til tider mødt med spørgsmålene: ”Hvordan kan du overskue det?”, og ”Er det ikke anstrengende?”. Og jo, det er det da også til tider, men ikke hele tiden. For nogle kan en pendler virke som en, der bare ikke gider at skifte sit hjem ud med ”lille” Odense. Men sådan er det ikke. I hvert fald ikke for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig har tilbragt tid i Odense, før jeg begyndte at studere her. Men indtil videre har jeg intet at sige mod byen. Odense er en smuk by med en masse søde mennesker. Mit eneste kritikpunkt er måske jeres få bakker, mange røde lyskryds, hvor man skal trykke på en knap, men det er nok det.

En tryg base base

Så hvorfor flytter jeg ikke bare til Odense?

Det er, fordi jeg har en masse i København, som jeg er rigtig glad for. Ud over min familie og venner har jeg også et job i en af Danmarks større medievirksomheder. For mig er det job en motivation i forhold til mit studie og den fremtid, jeg forestiller mig. Jeg har de bedste kollegaer, som jeg på relativt kort tid er blevet tæt med. Sidst men ikke mindst går jeg også op ad nogle rigtig dygtige journalister, som gerne deler et råd eller to ud midt på deres arbejdsdag. Det har jeg ikke lyst til at give slip på.

Brugbare timer i toget Hver morgen, når jeg tager toget fra Ny Ellebjerg Station til Odense, møder jeg en lille gruppe medstuderende, som også pendler til Medietorvet. I toget diskuterer vi alt fra det faglige indhold på studiet til vores oplevelser uden for studiet.

Deres situation ligner min. De har nogle fantastiske jobs, hvor de til dagligt kommer i tæt kontakt med journalistikken. Derudover har de også familie, venner og kærester her i København. Hvis de, ligesom mig, skulle flytte til Odense, ville de være nødsagede til at give afkald på deres job og have et langdistanceforhold til familie, venner og kærester. I det lys er det måske ret praktisk at pendle frem og tilbage og få det bedste fra begge verdener.

Når tasken er på bagagehylden, og jakken hænger på knagen i toget, sætter jeg mig tit

ned og bruger tiden på opgaver og læsning. Tiden i toget er disponibel tid, såvel som tiden hjemme hos mig selv. Som pendler vælger jeg bare at udnytte transporttiden på praktisk vis, så jeg kan nyde fritiden, når jeg er sammen med familie og venner. Jeg har derudover den luksus at sidde ved siden af to medstuderende, der kan komme med inputs til mine opgaver eller læsningen. På den måde er vi vores egen lille studiegruppe.

Tiden i toget er disponibel tid, såvel som tiden hjemme hos mig selv. Som pendler vælger jeg bare at udnytte transporttiden på praktisk vis, så jeg kan nyde fritiden, når jeg er sammen med familie og venner.

At pendle er “sundt”

Nogle forskere siger ovenikøbet, at pendling er sundt. Det gør lektor Malene Freudendal-Pedersen, som forsker i pendling og transport på Roskilde Universitet »For mange er pendling kvalitetstid, som de bruger til at tænke over livet og få ro i hjernen. Det er et af de eneste tidspunkter, hvor vi ikke er underlagt en masse krav fra omverdenen, og hvor vi kan læsse af i hverdagen. På den måde er pendling positivt for vores livskvalitet«.

Mine øjne når sjældent at åbne sig, før jeg hælder en kop brandvarm kaffe ned i kroppen. Jeg bruger fandens mange penge på mit pendlerkort og i 7Eleven, og i sidste ende kommer DSB stadigvæk for sent. Godt nok har jeg lidt travlt om morgenen, når jeg skal skynde mig hen til stationen, men når jeg først sidder i toget, nyder jeg det virkelig. Så Malene Freudendal-Pedersen har fat i noget i sin forklaring.

Forståelsen for os pendlere

Men måske er jeg bange for at prøve noget nyt? Hvem siger, at jeg ikke kunne have nogle af de samme oplevelser i Odense? Det spørgsmål kan ikke besvares direkte. Jeg vil på ingen måde mene, at jeg er bange for at prøve noget nyt. Det kan ikke udelukkes, at jeg muligvis en eller anden gang flytter til Odense, men lige nu føles det bare rigtigt at have fødderne solidt plantet i København. Men hvad er det egentligt, at jeg vil med dette debatindlæg? Jeg håber, at du som læser får et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være en pendler. Mange af os pendlere pendler ikke, fordi vi ikke gider at flytte til Odense. Vi har jobs, venskaber og familiære relationer, som vi ønsker at beholde, som de er. Og det er noget, man ikke bare lige kan give slip på fra den ene dag til den anden. Du behøver ikke at kunne forstå os, men nu kender du måske til flere af de grunde, der gør, at nogle af os vælger at være pendlere.

19 OPINION
DECEMBER 2022
Af Aske Emil Bonato Grafik: Pixabay

BAGSIDEN

Folketingsvalget 2022: LIXEN var taget med på Christiansborg for at dække journalisterne

Den 1. november 2022 tog vi til folketingsvalg på Christiansborg for at snuse til journalisternes gøren og laden. Det var stressfyldt, udfordrende og nervepirrende, men også sjovt, spændende og lærerigt. Vi giver jer her et indblik i valgaftenens forløb set gennem to spæde journaliststuderendes øjne.

Kl 16:49 Stod vi spændte i den bidende novemberkulde ude foran Christiansborg Slot i Indre København. Derinde, bag den mastodontiske murstensfacade, ligger Folketinget, Regeringen og Højesteretten. Kl. 17:00, da vi passerede Slotspladsen, kimede rådhusklokkerne tungt i luften. Det lød nærmest som et varsel til landets borgere om, at i aften var en ganske særlig aften med meget på spil: Vi stod nemlig overfor et uforudsigeligt og nervepirrende folketingsvalg. Kl. 17:05 fandt vi frem til den diskrete besøgsindgang. Her bad en vagt os om at identificere os, og nervøst viste vi ham vores pressekort. Vi fik derefter lov til at træde indenfor på Christiansborg - klar til at opleve et folketingsvalg på nærmeste hold. Vi havde dog en lidt anden agenda end de mange andre fremmødte journalister.

For ligesom de var mødt op for at dække selve valget for hvert deres respektive medier, var vi interesseret i at se, hvordan disse journalister faktisk tilgik en hektisk valgaften på Christiansborg.

Kl. 17:20 havde vi fundet vej til et tætbefolket presserum på 1. sal med et stort bord og 16 stole, som vi alle måtte deles om. Lokalet var fuld af koncentrerede journalister, der bankede løs på deres tastaturer - nærmest om kap med hinanden for at få bragt de politiske nyheder først. På listetæer bevægede vi os forbi dem og fik hængt vores jakker på et overfyldt tøjstativ bagerst i lokalet. Vi følte os en smule malplacerede, da vi tog plads ved bordet, for stemningen var alt andet end lig vores trygge rammer og vante undervisningslokale på Syddansk Universitet. Men vi forsikrede hinanden om, at vi som journaliststuderende selvfølgelig havde lige så meget ret til at være her som alle de garvede journalister fra de store mediehuse. Og da vi fortalte dem, at vi var journaliststuderende, blev vi mødt af anerkendende smil, der gjorde, at vi løsnede mere op. Kl. 17:30 bevægede vi os rundt på Borgen for at mærke stemningen og se journalisternes gøren og laden, inden det hele gik løs. Vi kom forbi TV2’s storstilede live-opsætning, som lå placeret i midten af Vandrehallen. En assistent løb hurtigt ind foran kameraerne og fyldte vand i glassene til de fire værter, som havde sat sig til rette ved nyhedsbordet. Det var svært ikke at blive fascineret af at se selveste Cecilie Beck, Troels Mylenberg, Hans Redder og Ask Rostrup sidde der i spotlightet klar til at guide danskerne igennem folketingsvalget. Kl. 19:00 mødte vi to journaliststuderende, Pernille og Birgitte, som hver især er i gang med deres praktikforløb. Vi spurgte dem, om de havde nogle gode råd i ærmet i forhold til, hvordan de selv tilgik valget som journalister. Vi hæftede os især ved Pernilles bemærkning: “Fake it till you make it”, hvor hun refererede

til den usikkerhed, vi selv havde følt tidligere.

Kl. 20:00 lukkede valgstederne rundt omkring i landet, og den første exitpoll var klar. Vi stod i et tætpakket rum hos Dansk Folkeparti, da første praj om partiets skæbne ramte skærmene. “2,5%. Det er fint!” beroligede René Christensen, partiets næstformand, til alle journalisterne. Men han rystede uroligt, da ordene røg over hans læber. Kl. 21:50 var der kommet rod i prognoserne. På dette tidspunkt var vi tilbage i presserummet i Vandrehallen, hvor der hang to fladskærme, som viste TV2’s valgdækning. 87 mandater til rød blok, sagde prognosen. Det kom bag på os. Vi havde nemlig kort forinden været forbi Radikales valgfest, og der var ikke ligefrem nogen sejrsstemning, hvilket almindeligvis markerer gode prognoser.

“Flertal til rød blok! Pusher du lige den, Anders?” råbte en ihærdig journalist til sin kollega tværs henover langbordet.

“Øøh, altså ikke på DR…”, får en af os sagt. Deres prognose gav nemlig kun 80 mandater til rød blok - langt fra et flertal.

Ham der hed Anders, pushede ikke nyheden om 87 mandater til rød blok. I stedet ventede han. Det skulle vise sig at blive symptomatisk for journalisternes arbejde de næste mange timer fremover.

Kl. 23:36 bevægede vi os ind til Socialdemokratiets valgfest, da stemningen der blev mere og mere intens og nervepirrende. TV2’s prognose sagde stadig 87 mandater til rød blok, mens DR’s læste 86. Vi fik presset os frem i mængden af fotografer, assistenter og andre mediefolk og fandt et smalt trappetrin, vi lige knap kunne balancere på. Det kom vi til at gøre længe. Det ellers store lokale var kraftigt indelukket og lugtede syrligt af sved,

øl og mandeparfume. I baggrunden kørte et konstant housebeat blandet med slagsange som “Når jeg ser et rødt flag smælde” og “Vi er SDU’er’, vi’ de eneste, der dur”. Flere journalister havde ørepropper med, og det var tilsyneladende en rigtig god idé. Kl. 00:18 Mødte vi et par journalister, der delte ud af erfaringer. Vi stod meget tæt på trappen, så det var uundgåeligt ikke at falde i snak. Én anbefalede en øjengel fra Clinique, der kunne friske ansigtet lidt op. Han havde også øjendråber og nye kontaktlinser med. En anden havde været smart at købe en drikkebillet til Socialdemokratiets bar tidligere på aftenen. Ingen havde nemlig regnet med et så sent valgresultat, og med et lokale tæt pakket med socialdemokrater og journalister, løb baren tør for både øl og sodavand, medmindre man på forhånd havde købt en billet og “reserveret” til senere. De desperate købte et glas lunken rødvin til 85 kroner.

Kl. 00:40 “Fire, fire, fire, fire ååår” råbte de mange munde i kor, da der blev meldt 98,2% stemmer optalt. Præcis som hvis de stod på stadion og heppede på det danske Herrelandshold. Kl. 00:48 kulminerede euforien, glæden og sejren. Der var nu 100% optalte stemmer, og DR’s prognose viste 87. Flere timers optrappende ekstase eksploderede og fik de festparate socialdemokrater til at udsende et glædesbrøl, der kunne høres helt ude i Borgens fjerneste afkroge. Magnus Heunicke græd, andre kyssede. En fotograf ramte i sin iver en anden fotograf i hovedet med sit kamera, så han begyndte at bløde. De bemærkede det begge, men lod sig ikke påvirke. Først da euforien havde lagt sig, prøvede fotografen at tørre den røde blodplet af sin hvide skjorte. De kiggede på hinanden,

men begge med udtryk der signalerede, at det var, hvad der kunne ske, når man befinder sig til en hektisk valgaften på Borgen. Kl. 01:25 vendte alle journalister og fotografer sig på et splitsekund 180 grader. De rettede deres mikrofoner og kameraer mod indgangen til lokalet, hvor en tydeligt rørt statsminister ankom og holdt sin tale. kl. 01:45 var de glade socialdemokrater og dehydrerede journalister klar til at forlade lokalet. Der var bare ét problem: Menneskemængden var simpelthen så trang, at det var svært at komme ud. Kl. 01:48 besvimede en kvinde ved udgangen og måtte bæres ud af vagterne. Det var tredje gang på denne valgaften, at vi vidnede en person besvime til Socialdemokraternes menneskefyldte partifest. Det tog os en halv times tid at komme ud fra Socialdemokratiets valgfest, og først kl 02:42 forlod vi Borgen. Nogle journalister pakkede først sammen ved 7-tiden den næste morgen. De kunne ikke skrive deres tekster eller redigere billeder før sent om natten. Valgresultatets uforudsigelighed påvirkede journalisternes arbejdsgang og skubbede hele tiden deres arbejdstider frem.

Det var en hektisk nat, og vi lærte en del. Alt i alt var det spændende at bevidne et journalistisk arbejdsmiljø, hvor intensiteten var skruet så højt op, som den var. Der var gevaldigt stress på, og vi kunne tydeligt mærke, at adrenalinen bragede derudaf hos alle fremmødte. Vi forstår godt, at adrenalinkicket er vanedannende, og at denne specielle arbejdsplads byder på spændende og udfordrende arbejdsopgaver, som man som journalist kun kan blive utroligt draget af. Om vi en dag selv skal ind og arbejde på Christiansborg, vil tiden vise.