Issuu on Google+

9. november, formiddag: Victoria gøres klar til operation i et lokale, som er opvarmet til 30 grader. Der er gået en uge siden Cecilies ankomst til Nepal.

Operation Victoria I september så Cecilie M. Hansen et billede af en alvorligt syg, lille pige i Berlingske. 20 måneder gamle Victoria er født med vand i hovedet og var lagt til at dø. Cecilie tager til Nepal for med egne midler at forsøge at redde pigens liv i samarbejde med neurokirurgen dr. Pant. Nu venter mindst tre risikable operationer.

Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Mads Nissen

Victoria græder. Hun ligger på operationsbordet og hvert ansigt, hun kan se, er skjult bag masker og hårnet. Lyset er skarpt, og lejet under hendes enorme hoved er hårdt. Herfra begynder helbredelsen. Hvis alt går vel. Første skridt til et bedre liv tages for hende denne tirsdag i november i det opvarmede operationsrum på Annapurna-hospitalets sjette sal. Det ved det 20 måneder gamle

barn ikke. Hun er bange. Det metalliske bip-bip-bip fra anæstesiapparatet accelererer til 177 slag i minuttet. Dr. Pant træder ind gennem svingdørene. Tager bestik af øjeblikket. Dette er hans scene. Den er mindre, mere slidt og dårligere udstyret end andre kirurgers. Men han har den fineste udsigt. På den anden side af vinduet glimter Himalayas snedækkede spidser mod den blå himmel.

»Herinde griner, græder og råber vi. Men i dag skal der kun være smil,« siger han og lægger en hånd på Victorias hoved. Hovedet er større end en voksen mands. Hjernen er efter en medfødt misdannelse fyldt med alt for meget væske, der skal tappes gradvist. Hele hendes liv har barnets hoved udvidet sig, og hendes kranieplader kan ikke nå sammen. I en bred bræmme på

toppen af Victorias hoved er der kun hud, har scanningerne vist. Vandet har presset ubønhørligt på hendes spædt udviklede hjerne. Hvor meget, der er ødelagt derinde, kan kun tiden vise. Men dr. Pant er opløftet. Om morgenen har han set resultaterne af en EEG-måling, som har registreret den elektriske aktivitet i Victorias hjerne med elektroder sat overalt på hendes hoved. Hospitalets ekspert var målløs.


Victoria vågner på intensivstuen, hvor hun ligger mellem voksne trafikofre. Cecilie er lettet. Drænet fungerer, og allerede inden aften begynder hovedet at synke sammen.

»Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg troet, at dette var et normalt barn,« sagde han. Men ødelæggelsen af hendes hjerne skal stoppes i dag. Allerede om få timer vil man kunne se hovedet synke sammen som en utæt badebold. Næste skridt er farligere. Victorias kranieplader er, som frygtet, vokset forkert sammen i nakken. Er ikke længere flydende »øer« som hos babyer. Derfor skal Victorias kranieplader i en efterfølgende risikabel operation brækkes op og hovedet omformes, planlægger dr. Pant. Men først dræningen af vandet. Anæstesilægen trykker en kanyle i bund i Victorias drop. Hendes gråd ophører. En maske lægges over hendes mund. Pulsslagets bip-bip-bip sløves til 151. Hun sover. »Okay. Jeg er klar,« siger dr. Pant.

KAPITEL 4

Se mange flere billeder, læs de første tre kapitler på: www.berlingske.dk/victoria Læs sidste kapitel i morgen: »EN CHANCE TIL VICTORIA«

Cecilie Mose Hansen venter på tagterrassen omgivet af nepalesiske syge og pårørende. Hun taler med sin mand Christian i telefonen. Hjemme i Gentofte har deres etårige søn, Sebastian, taget sine første skridt. Det stikker i hjertet. Tænk, hvis Sebastian er vred på hende, når hun kommer hjem. Det er en styrke, tænker hun, at hun har sit eget barn derhjemme. Hun tog ikke af sted med behovet for at finde kærlighed eller for at få et barn, som det lille fremmede væsen inde på operationsbordet skal opfylde. Men Victoria er vokset på hende hver eneste dag, siden hun så billedet af hende første gang. Måske kan Victoria overleve, at Cecilie forlader hende igen. Men kan Cecilie holde det ud? Spørgsmålet har meldt sig. Hvis nu alt går godt, hvad skal der så ske bagefter? Ingen i Nepal siger det direkte, men det hænger i luften: Spørgsmålet om adoption. Forventningen om Cecilies ultimative omfavnelse af forældreløse Victoria. Tanken ligger ikke Cecilie fjernt, og hun har undersøgt mulighederne. Tænkt tanker om, hvordan Victoria ville berige Sebastians liv og Christian og hende som par. Hvordan selv et institutionsliv i Danmark ville være så meget bedre end det, Nepal selv med sine bedste, dyreste tiltag ville kunne tilbyde. Men først ville Christian skulle møde Victoria. Opleve den tilknytning, som vokser i Cecilie. Og i sidste ende er det en beslutning, som de skal træffe i fællesskab. I ro. Den kan ikke træffes nu. Den er overvældende.

I operationsrummet ligger Victoria skjult af sterile, blå klæder. En sygeplejerske har med pincet og vat penslet hendes hoved med rustorange jod. Kun et rektangel på tre gange ti centimeter af Victorias højre tinding ligger blottet. Dr. Pant kommer retur fra håndvasken i en blå kittel og med løftede arme. Han stikker hænderne i de latexhandsker, en sygeplejerske rækker frem. Og tager imod en kanyle. Med kanylen stikker dr. Pant gentagne gange i Victorias blottede hud. Huden hæver op i en tyk pølse. Hans hånd rækker ud, en skalpel lægges i den. Et lille snit, og dr. Pant presser en gennemsigtig dropslange gennem den ophovnede hud, indtil fem centimeter af slangen ligger under huden. »Min bekymring er, om vandet vil sprøjte ud som et springvand. Vi må holde trykket under kontrol,« siger han og former en løkke af slangens ende. Den assisterende læge rækker ham en elektrisk kniv. Dr. Pant tænder den på en pedal under bordet og sætter kniven mod Victoria. Han brænder sig gennem den spændte hud. »Tang,« beder han. Den lægges i hans hånd, som han klemmer omkring enden på den gennemsigtige slangestump. Han sætter slangens ende mod det åbne snit. Trykker den ind i Victorias hoved. Og giver et lavmælt udbrud, da slangeenden hopper ud igen. »Så voldsomt, voldsomt tryk, hun har derinde,« siger dr. Pant. Han griber fastere om tangen: »Lad os gå ind igen.« Han havde taget sit pæne tøj på, da han dukkede op om morgenen: Rødbrun skjorte, blåt slips med prikker, grå bukser. Sin plettede kittel udenpå. Udtrådte badetøfler på fødderne. Klar til et hastigt indkaldt pressemøde. »Det er mit supermandskostume,« sagde han til Cecilie. Cecilie trådte ind i lokalet med de ventende journalister. Hun var nervøs. I tvivl om hun kunne komme til at sige noget, der virkede unødigt sårende på nepaleserne, når hun skulle fortælle om sin indgriben i Victorias skæbne. Dr. Pant skulle føre ordet: »Jeg fik en email for nogle uger siden. Først var jeg tøvende. Men da jeg fik det tredje brev, kunne jeg se, at denne kvinde var seriøs …,« begyndte dr. Pant. Han fortalte, hvordan han havde opsøgt barnet på statshospitalet. At Cecilies overbevisning om, at også dette forladte, syge barn havde

ret til kærlighed og pleje, havde slået ham: »På en måde forsøgte jeg at tage modet fra hende. Men hun ville gøre noget. For hende er det et globalt ansvar. Men det er også et opråb til os,« sagde dr. Pant stående foran røntgenbilleder af Victoria. Journalisterne sad let apatiske. Ingen spørgsmål. En kameramand væltede ind. Cecilie fik ordet: »Verden er lille, når man tænker over det. Folk i hele verden er kun en email og et klik væk. Og hvad får så et menneske til at reagere? Jeg ved det ikke. Jeg kunne bare ikke glemme den lille pige. Når man har besluttet at hjælpe, er resten blot skridt på vejen.« Stadig apati hos journalisterne. Indtil dr. Pant tændte sin computer og viste sin lille film af Victoria. Der lå hun, på en stol på statshospitalet, halvnøgen med sit store hoved. Og smilede til ham. Tre kvindelige journalister græd, da de tog hjem for at skrive næste dags avisforsider og redigere indslag til aftenens nyhedsudsendelser. Med et hårdt tryk presser dr. Pant slangeenden gennem snittet ned i Victorias hoved igen. Hovedet giver sig under hans tommel. Denne gang bliver enden dernede. En sygeplejerske kommer til med en tom droppose. Slutter den til slangen. Dr. Pant nikker i retning af den tråd, han vil sy med, og beder om at få sine læsebriller på. Han koncentrerer sig mere end vanligt om stingene. Huden på Victorias hoved er trukket så tyndt over kraniet, at huden kan briste, hvis stingene lægges forkert. Han syr først omkring slangen, hæfter den med et sting, så tre mere og tre mere for at sikre, at den ikke presses ud af hovedet. Han ser vurderende på det et øjeblik. Tilfreds. Sætter et stort plaster ovenpå. Alles skuldre sænkes, og sygeplejerskerne begynder at rydde op. Det hele har taget omkring en halv time. Dr. Pant står et øjeblik alene tilbage med Victoria. Han holder dropposen op. Om lidt køres barnet ned på intensiv for at vågne mellem to mandlige trafikofre. Med en lykkelig og lettet Cecilie ved sin side. Inde i posen løber de første dråber fra Victorias hoved. Drypper hurtigere og hurtigere. Væsken er helt klar. Som rent vand. lin@berlingske.dk madn@berlingske.dk


Victoria kap.4