Issuu on Google+

»Vi taler det hele« Idil, Jenny og Megan, 1.Y, Tagensbo Skole. Middagsfrikvarter midt på Bispebjerg. Idil, Jenny og Megan bagest i skolegården hopper rundt i deres fælles sjippetov og i deres fælles forelskelse i lyserød, som tilsyneladende deles af syvårige småpiger på tværs af alle kulturer og sprog. De går i første klasse og er bedste venner: »Altså, Jenny og mig bliver nogle gange uvenner, men så bliver vi gode venner igen. Jeg har sovet omme ved Jenny, men så ville jeg ikke en anden gang, og så blev Jenny sur …,« sludrer Megan løs, mens hun og veninderne dingler med hovedet nedad på et trådhegn. Idils forældre er fra Somalia nede i Afrika. Jennys mor og far fra Vietnam. Det betyder, at man hjemme hos Jenny og Idil taler to sprog. Men pigerne kan kun små nemme ord på somalisk og vietnamesisk. Megans forældre er bare fra Danmark, dvs. hendes far er faktisk fra Sverige, men han taler ikke specielt mærkeligt af den grund. Når man er syv år, er den slags forbavsende ligegyldigt. Oppe på rektorkontoret, hvor skoleleder Jens Husum kan stå og se ud over sin skolegård, vækker børnesammensætningen med 80 pct. børn fra andre kulturer lidt flere hovedbrud. Ikke fordi børnene er problemet. Børn med to sprog er en ressource – og en udfordring. »Vores hverdag er præget af, at vi har en masse forskellige kulturer. Jeg taler ikke om integration og etniske grupper hele tiden. Jeg taler hellere om, at vi har en børnegruppe her

med vidt forskellige forudsætninger,« siger han. I skolerne på Bispebjerg er det ikke alle børnenes familier, der har råd til lejrture eller nyt tøj. Eller bare til at give deres barn en tyver med til madboden. Nogle er kommet til Bispebjerg efter år i flygningelejr eller asylcenter. Enkelte af dem har svært ved at finde ud af, hvad rammerne er, og hvilke indtryk de skal filtrere til og fra. Så kommer politiet på besøg i skolegården. »Når man har et samfund, der udvikler sig, og når man har haft den boligpolitik, man har gennem tiden, så er der en pris at betale på et tidspunkt. Og det er den, vi betaler og arbejder med nu. Man har klumpet de fattigste sammen i de dårligste boliger. Der er alt andet lige social skævhed og ulighed i dagens Danmark. Og når vi ligger i det her kvarter, skal vi i den grad være på forkant med det og sørge for, at alle de guldklumper, vi har her i øjeblikket, ikke falder igennem sikkerhedsnettet. Det er succeskriteriet: At ingen, absolut ingen herfra, havner på kontanthjælp. De skal have en meningsfyldt tilværelse.«

FAKTA

■ 80 pct. af børnene på Tagensbo Skole er af anden etnisk oprindelse. ■ 17 pct. af Bispebjergs borgere er fra ikke-vestlige lande. På landsplan er tallet ca. 4,5 pct. Kilde: Københavns Kommune. Region Hovedstaden. Danmarks Statistik.

»Det er som at blive kvalt« Jytte Andersen, førtidspensionist, KOL-patient »Når anfaldene kommer, er jeg dødsens angst. Man tror altid, at NU sker det; nu dør jeg. Det er som at blive kvalt. Jeg plejer at gå ud og råbe om hjælp i opgangen. Så håber jeg bare, at nogen kommer. Jeg kæmper virkelig en brav kamp, og man føler, der går en evighed, før ambulancen kommer. Hvis man bare kunne få ind i hovedet, at man kan trække vejret, men man panikker. Ambulancefolkene kender mig efterhånden. Nogle gange kommer de farende, så de er ved at vælte hele huset. Men bare nogen kommer, så bliver jeg roligere. Man skal passe på, at man ikke bliver rigtig deprimeret. Man har lyst til at opgive det hele. Man bliver så udmattet og så træt. Anfaldene bliver kun værre, og det belaster hjertet hver gang. Det har vi alle fået at vide, men det skal man ikke tænke for meget på. Det værste er, at man aldrig ved, hvornår man får det dårligt. Det sætter sine begrænsninger på ens sociale liv. Jeg hoster slim og nogle gange lungevæv op hver morgen, men jeg kan også få et grimt hosteanfald, når jeg går på gaden. Så kigger folk på én med væmmelse. Som om man er på druk. Folk går ikke tæt på én og kommer slet ikke over og hjælper. Kun hvis man siger ’Hjælp mig dog, for pok-

04 MAGASINSØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 04. JANUAR 2009

ker’. Det synes jeg måske godt, man kunne blive lidt bedre til i Danmark. Jeg ved ikke, om folk tror, det smitter. De går i hvert fald i en stor bue udenom.« Jytte Andersen har KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom – eller »rygerlunger«. I dag lider over 200.000 danskere af KOL, og den er den førende årsag til indlæggelser på medicinske afdelinger i dag. Otte ud af ti har sygdommen på grund af tobaksrygning. Alligevel koster cigaretter – til sundhedsøkonomernes frustration – i faste priser mindre i dag end for 30 år siden. KOL – der forsnævrer luftvejene og ødelægger bronkierne, så patienten går med en konstant følelse af åndenød – er den mest socialt ulige fordelte sygdom i Danmark. De mange oplysningskampagner om rygestop er kun gået ind hos smårygerne og de højtuddannede.

FAKTA

■ Sygdommen KOL – også kaldet rygerlunger – er den socialt mest ulige fordelte sygdom. Tobaksrygning alene er årsag til mindst 40 pct. af Danmarks ulighed i sundhed. Kilde: »Den tunge ende«, Dagens Medicin.


berlingske 4