Issuu on Google+

LÆS I DAG REPORTAGE / 1-21 NAVNE / 22-23 DEBAT / 24-27

8

syv-otte andre forskellige typer medicin og narkotika.

BLIND VEJ

Men det er ikke stofferne og læsionerne, der truer kvindens liv. Det er nedkølingen til 27 grader. Det er det dobbelte brud på kvindens kæbeben, der har fået massive mængder blod til at samles i hendes svælg. Og det er blødningen i hjernen. Inden aftenen sænker sig over Limfjordsområdet, ser en vågen betjent de lokale nyheder. Med et opkald sætter han nattens menneskejagt i gang. Han ved øjeblikkeligt, hvem den livløse kvinde er. Han har mødt hende før, efter et opkald om trusler og ulovlig indtrængen. Kvinden hedder Yvonne.

I sensommeren 2007 blev 35-årige Yvonne Hansen tæsket, sparket og efterladt nøgen og hjælpeløs på en grusvej i Salling. Syv personer blev fredag kendt skyldige i dét, der er betegnet som en af de seneste års væmmeligste voldssager. Ondskab i sin reneste form. Men måske var HISTORIEN OM YVONNE til at forudse. Det er fortællingen om et Yderdanmark, hvor samfundets mest sårbare mennesker samles i faldefærdige boliger. Og hvor vold, misbrug, kriminalitet går i arv fra forældre til børn.

»Natasja kendte meget tidligt sit eget værd.« PETER SKOVSTED, manager, om sangeren Natasja

10

»Helt ærligt, så er Labour nødt til at lære at tale til folk på en anden måde.« CHUKA UMUNNA, Labourkandidat, om partiets fremtid

Arven Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Sigrid Nygaard

20

»Det er Danmarks bedste musicalteater.« PREBEN KRISTENSEN, skuespiller, om Det Ny Teater

MAGASINSØNDAG REDAKTØR: MICHAEL BJERRE REDAKTION: GRETHE NIELSEN/KIRSTINE LYNGKLIP FORSIDEFOTO: SIGRID NYGAARD REDAKTION: PILESTRÆDE 34 1147 KØBENHAVN K TELEFON: 3375 7575 FAX: 3375 2020 EMAIL: MAGASIN@BERLINGSKE.DK

02 MAGASINSØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 28. SEPTEMBER 2008

Da landpostbuddet triller ned ad grusvejen, er hun halvvejs på sin rute. Det tegner som en god dag; i formiddagssolen er Salling ved Limfjorden langsomt ved at varme op. Det bløde sand på vejen fedter under hjulene, og midterrabatten mellem hjulsporene skraber mod undervognen. Dette er en vej for traktorer, og landposten – en jordbunden, midaldrende kvinde med pjusket, blond hår – kommer her da heller ikke hver dag. Den blinde, bugtede grusvej går forbi en kirke, et forsamlingshus og en gårds store maskinlade, før den slår over i fintkornet sand og lægger alt undtagen tre spredte adresser bag sig. Hernede, skjult af brombærkrat og læhegn, ligger blot to sommerhuse og en fritidsgård. På denne onsdag i begyndelsen af september 2007 skal hun helt ned for enden; til gården. Men hun når aldrig derned. Et sted mellem nummer seks og ti bremser hun brat op og stirrer ud ad forruden på vejen 20-30 meter henne. Hun er ikke i tvivl om, hvad det er, der ligger ubevægeligt og blegt i hjulsporet. Bange ser hun sig omkring. Omkring den lille postbil står buske, majsplanter og træer tæt. Der kan så nemt som ingenting gemme sig en person derinde et sted. Hun låser halvvejs i panik dørene indefra, tager mobiltelefonen og ringer 112. Og giver sig til at vente. Opkaldet til alarmcentralen kommer klokken 10.40. Et kvarter senere drejer ambulancen fra Sallingsundbroen og kører ned ad grusvejen. Kvinden ligger med benene vendt mod dem, der ankommer. Hun er nøgen og ligger helt fladt på ryggen. På intet tidspunkt, mens det kvindelige postbud har ventet, har kroppen på grusvejen bevæget sig. Postbuddet er sikker på, at hun er død. Omkring kvindekroppen hænger tøjstykker spredt i buskadset, noterer den første Falck-redder, der bøjer sig over hende. Men det er noteringer uden vægt. Han fokuserer på sin patient og på førstehjælpens ABC: Er hendes luftveje frie? Er der vejrtrækning? Er der puls?

Han åbner hendes mund og ser ned i svælget. Det er fyldt med blod og sekret, som han resolut skraber ud med en finger. Han forstår ikke, at hun overhovedet kan trække vejret. Men det gør hun. Hun lever. Ikke at det gør Falck-redderen mere fortrøstningsfuld. Kvinden mellem hans hænder hiver først hurtige åndedræt dybt ned i lungerne, så følger en række hurtige gisp, før vejrtrækningen holder helt op i 20-30 sekunder. Det er ildevarslende, et sikkert tegn på, at noget i kvindens hjerne er ødelagt. Måske var det bedre, at landposten aldrig var kommet denne onsdag formiddag. Måske var det bedre, at ambulancen havde været forsinket. Måske var det bedre, at livet for kvinden på grusvejen var endt her. Sådan skal mange komme til at sige i månederne, der venter forude. Uden kynisme, snarere med den allerstørste medfølelse. Men det kan ingen vide, da ambulancen haster af sted med hende. Inden der er gået en time, er hun tilkoblet maskiner, der skal hjælpe hendes organer til at udføre den simple, men lige nu hårdeste opgave: At holde hende i live. Inden eftermiddag har politiet sendt efterlysninger ud, og pressen har skrevet de første ord. For hvem er hun? Hvem er denne unge, mørkhårede kvinde; lemlæstet, nøgen, med tre manglende fingre, tatoveringer og stikmærker, efterladt på en øde vej i det fredsommelige Salling? Og hvem, hvilken ufattelig ondskab, står bag? Inden eftermiddagen går på hæld, er retsmedicineren kommet. Hun studerer den komatøse, ophovnede skikkelse i sengen. Gennemgår hende fra tåspids til pande, og inden den unge retslæge er færdig, har hun noteret 39 læsioner – mærker, rifter, sår – på kvinden. Hævelsen over øjnene, næse- og panderyggen er så massiv, at hun knap kan kigge ind til kvindens øjne. Hun har noget, der ligner et skoaftryk på halsen, rektangulære mærker på brystet, et netmønstret aftryk på skulderen og blodunderløbne mærker på lårene og i skridtet. I hendes blod findes der metadon og

Yvonnes skæbne er historien om en af de værste danske voldsforbrydelser i de senere år. I de seneste tre uger er sagen blevet oprullet i byretten i Viborg. Brik for brik er puslespillet stykket sammen, og et billede af mennesker, for hvem de simpleste udfordringer og opgaver i livet kan synes uoverskuelige, har taget form. Af et miljø, som hr. og fru Danmark haster forbi, og hvis håbløshed de næppe kan forestille sig. Det er historien om en ugerning, som Yvonnes familie kalder værre end mord. En historie om, hvordan følelsen af personligt ansvar kan forsvinde hos mennesker i flok. Om mennesker, der er helt hægtet af den fremgang og forfinelse, som 1990erne og 00erne har bragt os andre. Mest af alt burde historien om Yvonne have været til at forudse. Risikoen for, at Yvonne og hendes gerningsmænd kunne ende her, var indlysende; tegnet ind i statistikker og aflejret i socialarbejderes erfaring. Isoleret fra Velfærdsdanmark går risici og handlemønstre i dette undersamfund i arv fra forældre til børn med en determination og regelmæssighed, som ingen politiker trods flotte hensigtserklæringer har formået at bremse.

FORLADT LAND

Vejen til Mors er en tur op gennem det nordvestlige Jylland og over Sallingsundbroens potente 17 buer. Øen i Limfjorden strækker dovent sine flade bakker under himlen og ender i Sejerslev, et overskueligt net af fem-seks krydsede veje på Mors’ nordspids. I dag rejser flere fra landsbyerne end nogensinde. Små husmandssteder er afløst af storlandbrug, landsbyerne er affolket og selv de gamle morsingboer vil hellere bo i en moderne ældrebolig inde i Nykøbing. De, der bliver tilbage i landsbyer som Sejerslev, holder vejret, når endnu et hus på vejen forlades. For »de fremmede«, der flytter ind, er næsten »altid sådan no’en sølle stakler: Sprittere og narkomaner hele bundtet«, som det siges af de tilbageværende


arven1