Issuu on Google+

»

ARVEN Indimellem vender de aggressionerne mod hinanden, men i sidste ende falder alt alvorligt ned over Yvonne. Skriger hun af smerte? Græder hun? Det gør hun formentlig. Men i dag husker alle de øvrige tilstedeværende scenen som stum; ingen kan huske Yvonnes skrig. Den eneste, der holder sig væk fra Yvonne, er håndværkeren Michael. Han prøver at holde især Per og Ivan væk fra kvinden på gulvet. Han synes, de er nogle fjolser, men er bange for Per og Ivans reaktion, hvis han lægger sig imellem. Yvonne er endnu ved bevidsthed. Hun vil hjem til sin far i Vejle, hører én hende sige. Michael går hjem, han gider ikke mere og skal på kursus næste dag. Men de andre har et uløst problem. Måske er det Julle, der foreslår det. Måske er det Ivan. Måske er det en misforståelse. Men da de tidligt om morgenen den 5. september tager den tyndt påklædte Yvonne ud på en natlig køretur, står ideen klar for de fleste. Yvonne skal smides ud fra Sallingsundbroen.

TESTAMENTE Der sidder de så, fordelt i to biler med en blødende Yvonne på et bagsæde, på vej ud i natten. Hvem er de mennesker, der er i gang med at skabe overskrifter og snart vil blive beskrevet som noget af det værste, erfarne kriminalfolk har set? I hvilken form kommer »ondskaben« her? Denne nat tager den skikkelse i en 42-årig svagt begavet førtidspensionist. I hans jævnaldrende, emotionelt forstyrrede ekskone. Hendes søn, der trods sine blot 16 år har oplevet fle-

Grand Teatret 29. september - 5. oktober 2008

Programoversigt Mandag d. 29. sept. De unge år Erik Nietzsche, del 1 (DK) kl. 17.00

Søndag d. 5. okt. kl. 12.00

Du levende (S)

Tirsdag d. 30. sept. kl. 17.00

Søndag d. 5. okt. kl. 14.20

The Home of the Dark Butterflies (FI)

Onsdag d. 1. okt. kl. 17.00

Søndag d. 5. okt. kl. 16.40

Mig og Yngve (N)

Torsdag d. 2. okt. kl. 17.00

Søndag d. 5. okt. kl. 19.00

White Night Wedding (IS)

Fredag d. 3. okt. kl. 17.00

Søndag d. 5. okt. kl. 21.30

Billetbestilling på www.grandteatret.dk

re skoleskift og mindre stimulering end de fleste danske børn. To brødre med misbrugsproblemer. En 30-årig kvinde, der som barn blev seksuelt misbrugt og svigtet, og som voksen har set sine to børn blive fjernet. En 20-årig kvinde, hvis mor begik selvmord efter en fødselspsykose og netop er flyttet fra den institution, hvor hun har tilbragt sin ungdom. Fordelt mellem sig har de seks børn; fire er allerede fjernet fra hjemmet. »Kriminalitet begynder i børneværelset« lød konklusionen sidste år på en undersøgelse af et indlysende fænomen: Mennesker, der har oplevet svigt og indgriben fra myndighederne i deres barndom, optræder fem gange så ofte i statistikkerne over vold, indbrud og narkotikakriminalitet. Det er det, skiftende social- og statsministre – Anders Fogh Rasmussen utallige gange endda – har kaldt til kamp mod, men som alle undersøgelser viser, at vi selv med verdens dyreste velfærdskasse intet har kunnet ændre ved: Den Negative Sociale Arv. Arvingerne til den sidder tæt her i bilen. Den udspekulerede, beregnende, ond-til-roden vold- og drabsmand hører til i kriminalromaner, som oftest ikke i virkeligheden. I Underdanmarks virkelighed bliver små ofre voksne gerningsmænd eller voksne ofre. Kaspers mobiltelefon går på en telemast på Mors’ østside mellem klokken fire og fem. Bilerne har kørt på må og få i måske en time, men da de når Sallingsundbroen, stopper de ikke. Det er for farligt, for meget trafik bremser planen om at smide Yvonne ud fra den 30 meter høje bro. Det er Brian, der viser vej. Han kender et sted, så snart bumler bilerne i nattens mulm og mørke ned ad den nærliggende, blinde grusvej Langerodde. Julle, der kører forrest, stopper efter et sving. Carina lader lyset på sin bil være tændt. I keglerne fra billygterne bliver Yvonne flået ud. Hvis volden i huset var voldsom, skal den, der ligger foran hende vise sig at være værre. Det bliver en leg, en konkurrence, en rus. Det går på omgang; »nu er det din tur, og din, og din«, peger Julle. De sparker hende i siden, i hovedet, på benene. Slår hende. En sengelamel bliver fundet frem fra Julles bil. Normalt bruger Julle den til at holde bagsmækken åben. Nu tæsker de løs på Yvonne med lægten, og Julle sætter den ene ende af trælamellen på Yvonnes øvre brystkasse og trykker til med al sin vægt. Der er intet hastværk. Marianne, Julle og flere af mændene giver sig tid til afslapning mellem anstrengelserne. Ivan sidder på køleren af en bil og knapper en øl op. Hans tøj, hele vejen ned ad benene og på bagsiden af højre arm, er tilsølet med Yvonnes blod. De andre varmer sig ved en smøg i nattens syv-otte graders varme. De skodder, uvidende om, at de dermed efterlader DNAmateriale dybt i sandet. »Tuder hun nu?« spørger Julle på et tidspunkt, mens hun suger på en Red Corner. De andre bekræfter. »Fedt! Så ved hun, hvordan jeg har haft det,« triumferer Julle.

Hvornår holdt Yvonne op med at skrige? Hvornår ramte det invaliderende slag? Ingen kan fortælle det. Det er Per, der tager kontrollen fra flokken og taber sin egen. Han sparker hende gentagne gange i skridtet, så de andre kan høre en knasende lyd. Han flår hendes tøj af, fra inderst til yderst, løfter hende op, smider hende ind i krattet og propper til sidst hendes menstruationsbind i munden på hende. Blodrusen stopper brat på toppen af vanviddet. En har set et lys blive tændt ude i mørket. I tumult vælter de ind i bilerne, speeder op og får vendt på en gårdsplads for enden af vejen. Hjulene sidder næsten fast i det bløde sand, og mændene må ud og skubbe på. På vej væk skal de passere Yvonne. De er tæt på at køre over hendes arm. Brian springer ud af bilen for at flytte den. Han bøjer sig ned og ser på hende. Hendes øjne står åbne, mens hendes vejrtrækning er sær. Uregelmæssig. Der går et langt sekund. Så vender han ryggen til, og de kører væk i den gryende morgen. Væk fra Langerodde. Væk fra Yvonne, der ligger alene tilbage, nøgen og livløs i stilheden.

FANGET Næste formiddag SMSer Julle på må og få. Hun er trist, meddeler hun. Ivan er bare træt og vil sove. Men da nyheden om den fundne, livløse kvinde fra Langerodde melder sig på radioen, spreder en vis febrilskhed sig. Julles bil får fjernet nummerpladerne og køres i garage. Per smider sit tøj og sko i brændeovnen, mens Michael – der er dukket op igen – foreslår, at Carina og Kasper skal køre til stranden og lave hjulspind for at brænde dækmønsteret skævt. Der bliver talt om, at »den der sladrer, vil få samme tur som Yvonne«. Men sladre er netop, hvad de gør. Da to betjente banker på hos Ivan, lukker han selv op med ordene »det er noget værre noget med Yvonne«. Han gumler løs på sin aftensmad. Upåvirket. »Det var meningen, jeg ville kaste hende ud fra broen, men jeg måtte ikke for de andre. Hun skulle bare helt væk fra verden,« siger han senere i politibilen, ivrig for at tage ansvaret. Han vil, har han forklaret senere, gerne være »sådan lidt helte-agtig«. På vej retur mod stationen får betjentene en anmodning om assistance. To kolleger eftersætter en mistænkelig bil. I den sidder Carina, Kasper, Julle og Michael, der har opgivet deres dækafbrænding. Per og Marianne, der har brugt eftermiddagen på at ringforlove sig igen, anholdes

06 MAGASINSØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 28. SEPTEMBER 2008

samme aften. Og mens grundlovsforhørene i Viborg Byret skrider frem næste dag, sendes en patruljevogn ud efter Brian. Fredag, et år senere, faldt dommen. Alle syv bliver kendt skyldige i drabsforsøg og står nu til mellem fem års fængsel og livstid. Michael, der holdt sig uden for volden, blev frifundet. For nylig fyldte Yvonne 36 år. Den dag tog en gammel ven et billede af hende, som han værner særligt om. Særlig gammel bliver Yvonne nok ikke, siger han. For hvilket liv er dette? Siden volden i september sidste år har Yvonne ligget i respirator, før hun kom til genoptræning hos hjerneskade-specialister i månedsvis, men Danmarks bedste læger måtte give op. Der kan ikke forventes nogen bedring. Nogensinde. Nu bor hun på et ældrecenter på Vejlekanten, nær sin syge og slidte far og sin moster. Hun kan knap bevæge sig eller holde hovedet selv, hænder og fingre er krummet op mod underarmene. Hun kan intet spise, men er på sondemad. Altid. Hun kan ikke tale, kun kommunikere ved at blinke. Hun kan give udtryk for ubehag og viser antydningen af smil, når Bamses Venner bliver spillet for hende eller en besøgende har tid til at ae hende på kinden. Det sker sjældnere og sjældnere. Yvonne tilbringer stadig mere tid i sin seng, døsende, sovende. Kender hun sin skæbne? Indser hun, i et klart øjeblik, hvor hun er og hvorfor? Ingen ved det. På det nylige billede ser hun lige frem på kameraet. Underlæben er skudt frem i den lammedes lidt mutte trutmund, det mørke, lange, glatte hår er redt tilbage og samlet, men det stadig ophovnede, ituslåede kæbeparti har for altid erstattet Yvonnes »rigtige« ansigt. På billedet er det dog kun øjnene, man ser. Yvonnes store, runde øjne, der er fanget af blitzen som et dådyr i skumring. De lyser af usikkerhed; spørgende, som hos et barn, der gerne vil forstå, men bare ikke kan. Et sted ude i Danmark går seks andre små eksistenser rundt med spørgsmål, de formentlig aldrig kommer til at finde svar på eller forståelse for. To er tvangsfjernede, to er i familiepleje, to har set deres far blive hentet i patruljebil og anbragt i fængslet. I Sejerslev og omegn kan mormortyper stadig mærke moderinstinktet krympe sig ved tanken om den yngste, der tre uger gammel blev båret rundt i byen en frostdag uden overtøj og »hue på det bette ho’ed«. Hvad arver sådan seks små størrelser? Det samme som Yvonne? Det samme som deres nu fængslede forældre? I morgen afgør nævningene i Viborg Byret, hvornår de dømte ser deres forældre i frihed igen. Yvonne er resten af sine dage fanget et sted derinde bag de lysende blå øjne. lin@berlingske.dk

Kilder: Retsbøger og tilstedeværelse i Viborg Byret. Statens Byggeforskningsinstitut. Samtaler med advokater, politi, sociale myndigheder. Ugebrevet A4. Danmarks Statistik. Statsministeriet. Velfærdsministeriet. Dansk Socialrådgiverforening.


Arven side 6