Issuu on Google+

MagasinSøndag

Berlingske . søndag 21. oktober 2007

Brystkræft ■ - er den mest almindelige kræftsygdom blandt kvinder i Danmark. ■ - rammer 1 ud af 9 kvinder. ■ - diagnosticeres hos 4.000 nye kvinder hvert år. 40.000 lever allerede med sygdommen. ■ - koster godt 1.700 kvinder livet årligt. ■ - er i voldsom stigning i hele den vestlige verden. ■ - kan behandles og holdes nede hos mange. Overlevelsesraten er forbedret betydeligt de sidste 20 år. I dag lever 81 pct. efter fem år, 66 pct. efter ti år. ■ - koster flere livet i Danmark end i vores nabolande, hovedsagelig pga. manglende screening.

skal behandles for at forhindre endnu et tilbagefald. Lotte spekulerer, og lægerne kan ikke give hende sikre svar. Deres råd er baseret på erfaring og statistik. Ikke nødvendigvis vished. Hjemme igen fører hun sære nøgterne, hverdagsagtige sætninger ind i dagbogen:

»Det ene, som man troede var et forstadie til kræft, viste sig at være en knude på syv millimeter. Den anden knude, som man først antog var 14 milimeter, viste sig at være 17 millimeter. De er begge ondartede aggressive kræftknuder. Puuuha, jeg er voldsomt hårdt angrebet. Det styrker mig endnu en gang i, at jeg valgte rigtigt, da jeg fik begge bryster fjernet. Jeg er lidt rystet.« Lotte Johansen, 8. november 2006

GIFT. Kemikalierne i kemoterapi er stærke. Lotte taber sit hår efter anden kemobehandling.

OPVÅGNING. Lotte ser for første gang sig selv efter operationen.

er væk. At det er overstået,« siger hun. Og så smiler hun et Lotte-smil. Otte dage efter operationen mødes hun med Niels Bentzon igen. Hun har rustet sig psykisk; forventer det værste, så kan hun puste ud og ånde lettet op bagefter. Men Niels Bentzon har blandet nyt. Operationen er gået godt,

men vejen foran Lotte er lang. Hun lytter og forsøger at forstå det hele. Forsøger at tage stilling til de måneder, der ligger foran hende nu, hvor den usynlige sygdom skal bekæmpes med midler, der vil gøre hende synligt syg. Meget syg. Eller rettere; Lotte er nu i princippet en kræftfri kvinde, der

Lotte siger selv, at fundamentet til hendes kampgejst og egenrådighed blev lagt den lørdag morgen få uger før, hun fyldte 15 år. Hun var hos sin biologiske far, da det skete. Uden varsel – og så alligevel ikke. To gange havde 14-årige Lotte haft krampeanfald, hvor hun var blevet indlagt. Første gang sagde lægerne, at hun måtte have epilepsi. Anden gang at hun bare ville have opmærksomhed. Tredje gang kom blodproppen. Hun kan huske, at hun var på vej ud af sengen for at tjekke, om hendes far havde bagt morgenbrød som lovet. Det havde han ikke. Pludselig kunne hun høre sit hjerte banke, som om hele lokalet dunkede. Hun forsøgte at lægge sig på sin seng igen, men faldt om. Fra det øjeblik husker hun kun sekvenser: Faren, der stod målløs i døren. To Falck-mænd, der ankom. At hun ikke kunne bevæge sig. At hun lå i ambulancen. At hun byttede om på tallene, da redderne spurgte til hendes cpr-nummer. Og at hendes stedfar og søster stod ved sengen, da hun vågnede. Lotte havde fået en blodprop i hjernen. Hele hendes venstre side var lammet. »Du kommer aldrig til at gå igen«, og »du skal på Esbønderup Plejehjem,« var lægernes besked. Men Lotte, der knap kunne tale, nægtede. Ligegyldigt hvad lægerne og velmenende socialarbejdere sagde. De næste mange år turede hun fra behandling til genoptræning og endte til sidst på en ungdomspension. Hun lærte at gå og tale igen, og fik styr, om end ikke 100 procent, på sin venstre arm. Hun skændtes og sloges med de pædagoger, som ville andet end det, hun selv ville. Med læger som hun følte havde opgivet hende på forhånd. Det var hendes oprør mod alt det uretfærdige, der var sket. Og mens hun egenrådigt styrede sin egen gen-

optræning og sit eget liv, skete der noget, som burde have væltet læsset. Det gjorde bare det modsatte. Som 19-årig, i 1984, blev hun gravid med Sara, sit første barn: »Fra det øjeblik var jeg mor. Da satte jeg alt andet til side. Fra det øjeblik fik jeg styr på mig selv og mit liv,« siger Lotte .

»Jeg har aldrig villet leve som handicappet. Det sagde jeg fra starten. Jeg vil sgu leve som alle andre.« Lotte Johansen, januar 2007 Lotte trækker en stor tot hår ud, kigger på den og går hen til skraldespanden og smider totten ned blandt éngangskopper og servietter. Det er den 20. december 2006. For tre år siden, før kræften, havde Lotte langt lyst hår. Da første omgang kemoterapi var overstået, voksede der helt mørkt hår ud igen. Det er det hår, hun nu sidder og hiver lidt åndsfraværende i. Hun forsøger ellers at passe på sit hår. Hun hader parykker; de giver hende en »klæde-ud-fornemmelse«. Så hellere acceptere tingenes tilstand, som hun siger. Men hårene løber bare ned ad hende med vandet, når hun er i bad. Og sønnen Morten driller hende lidt, når de spiser. »Er der hår i maden i dag?« spørger han. »Det generer mig, at jeg skal gå og være skaldet til april. Mine venner siger: ‘Ih, hvor kan du bære det’. Men håret er ens identitet og kvindelighed. Jeg har jo heller ingen bryster mere. Jeg føler bare, at jeg er ribbet,« siger hun, mens hun forsøger at få endnu en lang ventetid til at gå på hospitalets gange. Klokken er 12. Lotte har endnu intet spist, for så ved hun, at hun kaster op, så snart kemikalierne begynder deres vej rundt i hendes krop. Da hun bliver kaldt ind, beholder hun sin brune jakke og huen på. Hun vil ikke føle sig hjemme, siger hun. Ikke her. »Jeg håber sådan, at det kan blive på til nytårsaften.« Lotte klapper på sit hår og kigger spørgende på sygeplejersken. »Det tror jeg desværre ikke ... det går nok ikke,« siger sygeplejersken og tænder stuens juletræ. En pose med hindbærrødt kemikalie bliver koblet til Lottes drop, det hindbærrøde begynder sin vej ind i Lottes årer. Hun vrider sig lidt i stolen. Det svider og bobler i munden. Hun er mat i øjnene. Det er anden behandling ud af seks. Tredje uge ud af 18. Den første behandling gik godt. I dag går hun direkte hjem og lægger sig. Kvalmen, hovedpinen og kemosmagen i munden tager til. Juleaften er hendes hår faldet af.

»

05


20071021_5