Page 1

04 MagasinSøndag

Berlingske . søndag 21. oktober 2007

Siderne er redigeret af Jens-Martin Ipsen

LOTTES DAGBOG

»

går ind til nu. Det kan være et plus.«

»Mon jeg snart forstår kemoens alvor og de konsekvenser, der følger, hvis man ikke følger spillets regler? Jeg kan ikke bruge dette år til noget som helst andet end at pleje mig selv. Min krop er så nedbrudt af kemo nu. Sad på gulvet i brusekabinen i tre kvarter og kunne ikke komme op ... Min søster ringede heldigvis midt i det hele og kom hjem til mig. Vi aftalte, at hun og Mortens far skal komme på skift og blive hos Morten og mig. Så nu bliver jeg/vi passet. Jeg har fået en del skældud, fordi jeg er så ski’ dårlig til at bede om hjælp. But I can’t help it.« Lotte Johansen, 10. januar 2005 De monotone, rytmiske bip-bipbip fra pulsslagene bryder den hvide stilhed på operationsstuen. Lotte er koblet til anæstesi-apparatet, der måler blodtryk, puls og blodets iltindhold. To læger, brystkirurgen og en plastkirurg, er netop blevet færdige med at studere Lotte. Alt vævet inde i brysterne og den overskydende hud skal fjernes, men det skal gøres, så Lotte senere kan få implantater indopereret. Snittene skal ligge rigtigt. Nu ligger Lotte på operationslejet med en dyne på. Bip-bip-slagene øges pludselig. »Nå, der blev du lidt nervøs igen, hva’?« Sygeplejersken fra før er hurtigt ved Lottes side og holder ved hendes arm. »Vi skal nok passe godt på dig, det ved du godt, ikke?« spørger hun. Lotte nikker og blinker i et hurtigt »Lotte-smil«. »Tænk på noget rart, en strand og palmer, måske,« siger narkoselægen. »Så vil jeg til Grækenland,« siger Lotte. Der går ti, måske 15 sekunder. Så er hun væk. Præcis klokken ni træder overlæge og kirurg Niels Bentzon ind ad døren igen med højt løftede, skrubbede hænder og arme. Han er høj og slank med venlige, lidt trætte øjne under det grønne hovedtørklæde. Med over ti års erfaring med brystkirurgi er han én af de forholdsvis få specialister til alt for mange patienter i Danmark. Nogle dage står han og plastikkirurgerne ved operationsbordet i over ti timer. Men ét er kirurgien. Noget andet er de mange og lange samtaler med patienterne. For Niels Bentzon er brystkræft en særlig svær diagnose at levere, fordi det for kvinden ikke bare handler om at besejre og overleve sygdommen. Brystet er et helt andet organ at få konstateret kræft i end så mange andre dele af kroppen, siger hans erfaring. Selv hvis sygdommen overvindes, vil mange kvinder – selv de, der er langt oppe i årene – stå tilbage med følelsen af at være amputeret på identiteten, selvværdet og seksualiteten, når brystet er fjernet helt eller delvist. Dette er en af de mere omfattende operationer. Med en speedmarker trækker kirurgen streger på Lottes brystkasse. En linje under hendes højre bryst og en nøglehulslignende streg op mod brystvorten og ned igen. Med en lille, elektrisk kniv påbegynder han det møjsommelige arbejde med at løsne brystvævet. Millimeter for millimeter.

»Første gang havde jeg en energi at gå ind i det med. Nu er jeg fuldstændig drænet. Så tænker man på, om man klarer den, ikke? Jeg er mere bange nu end før, jeg føler mig overtaget af sygehusverdenen. Men så tænker jeg også ... jeg ved, hvad jeg

Lotte Johansen, oktober 2006 Når helt unge kvinder får brystkræft, bekymrer det lægerne ekstraordinært. Hos nogle familier nedarves brystkræften simpelthen i generne, så mødre, søstre og døtre én efter én bliver syge tidligt i livet. Lottes mor, Anni, døde, da Lotte var ni år. Hun kan ikke huske meget, kun at moren var indlagt måneder ad gangen. Lotte og hendes søskende kom sjældent med ind på hospitalet, hendes stedfar fortalte, at moren lå derinde med slanger i næsen og munden. Så en dag kom hendes stedfar hjem og fortalte, at nu var mor død. Kun et par-og-tredive år gammel. Lotte troede ikke på det. Heller ikke, da en ny stedmor og en ny søster efter nogen tid flyttede ind. Hun troede, at hendes mor og stedfaren var blevet skilt, at moren ville komme og finde hende en dag. Fantasien blev brat revet fra hinanden, da Lotte blev teenager. »Livets alvor« gik op for hende, siger hun i dag. Hun følte, hun manglede morens omsorg i familien med to stedforældre. At de ikke rigtig kendte hende. Små banale skænderier tog til i styrke. Skænderier, som endte med, at hun flyttede op til sin biologiske far, som hun knap kendte. Måske var det års psykisk belastning på et lille barn, der skubbede det hele ud over kanten. Måske var det bare sort uheld. I hvert fald havde Lotte kun boet hos faren i nogle uger, da en måske endnu mere skelsættende begivenhed i hendes barndom indtraf.

»Jeg var ikke med til begravelsen og har aldrig været ved min mors grav. Det er sådan en »de ukendtes grav«, det er bare en græsplæne. I dag kan jeg godt forstå med hjernen, at de ting er sket. Men i mange år drømte jeg om, hvor meget anderledes tingene ville være, hvis bare min mor levede. Jeg synes, jeg var en rigtig Askepot.« Lotte Johansen, januar 2007 På operationsstuen sidder kirurg Niels Bentzon sirligt bøjet over Lottes overkrop på anden time; som en håndværker der filer forsigtigt på sit svendestykke. Undervægtige Lotte er svær. Der er kun lange, mørkerøde muskelfibre og knudret brystvæv, næsten intet fedt på hendes overkrop. Og han brokker sig lidt over, at hun er ryger; de heler dårligere. Så er brystet løst, Bentzon får det sendt til nærmere analyse hos patologerne. Tilbage er et snit på Lottes højre side, som et T, der står på hovedet. Omhyggeligt syr han det til med små sting. Hvor huden mødes foroven, er der et lille »æseløre«, en lille tut af overskydende hud. »Lad det endelig være,« vurderer en plastikkirurg, der kigger forbi – det kan blive starten på en rekonstrueret brystvorte. Niels Bentzon retter sig op og strækker nakken. En sygeplejerske blander et glas rød saftevand og stikker et sugerør ind under hans operationsmaske. De er halvvejs. Venstre bryst – dét med cancer – går efter samme rutine. Men det er anderledes at arbejde med. Lottes tidligere strålebehandling har gjort brystvævet hårdt og sejt. Og nu, hvor kræften er tilbage, er der intet andet at gøre end at fjerne det hele. At fjerne det raske højre har Niels Bentzon det mere ambivalent med: »Lægevidenskab i dag handler meget om at finde den rette balance. Hvornår gør

SPREDNING. Indsprøjtet, radioaktiv væske skal afsløre, om Lottes kræft har bredt sig.

man noget godt, og hvornår gør man noget mindre godt? Der skal være en rimelig gevinst for at opveje det tab af livskvalitet, man uvægerligt påfører patienten nogle gange,« filosoferer han, mens han syr Lottes venstre side sammen. Endnu et bryst ryger af sted til patologernes undersøgelser.

Tre timer senere, på opvågningsstuen, knapper Lotte skjorten op og kigger ned ad sig selv. Længe og undrende. Hendes brystkasse er fuldstændig flad. Spinkel som på en ti-årig dreng. »Det er mærkeligt... Det er mærkeligt. Men det er rart at vide, at kræften

20071021_4  

»Jeg var ikke med til begravelsen og har aldrig været ved min mors grav. Det er sådan en »de ukendtes grav«, det er bare en græsplæne. I dag...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you