Issuu on Google+

20 MagasinSøndag

Berlingske . søndag 9. december 2007

Siderne er redigeret af Grethe Nielsen

Lottes farvel I over et år fulgte Berlingske Tidende den brystkræftsyge LOTTE JOHANSEN. Vi forlod hende i september, hvor hun efter en lang, opslidende behandling endelig kunne begynde at se fremad. Artiklen om hende, »Lottes dagbog«, blev bragt d. 21. oktober. Desværre sluttede Lottes historie ikke dér. To dage efter artiklen påbegyndte Lotte det sidste kapitel i sin dagbog.

Lotte ser sig forvirret omkring, og så lukker hun øjnene igen. Morfinen har sin rus. Smerterne er tiltagende. Og Lotte er i bevægelse. På vej væk. Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Sigrid Nygaard

I sygestuens tusmørke ligger en sortrød Kina-bog. Den har Lottes smilende billede udenpå. Og tre forskellige håndskrifter indeni; Lottes, datterens og venindens. Det er Lottes dagbog. Den er ikke skrevet helt færdig endnu; der mangler de sidste ord og de sidste følelser, men alle ved nu, at det lille noteshæfte vil blive sidste kapitel i Lottes projekt. Og at 42-årige Lotte næppe selv kommer til at føre pennen til sidste punktum. Lottes datter, Sara, sidder ved vinduet og kigger på sin mor. Tavst, ømt og bange bag trætte øjne. Lottes benede krop forsvinder næsten ned i sengetøjet, når hun indimellem spjætter uroligt. Øjenlågene glider op,

Lotte Johansen er fire år inde i den rejse, som hendes alvorlige sygdom og den moderne lægevidenskab har sendt hende på. I de sidste fire år er hun blevet opereret flere gange; begge hendes bryster er væk, hun har fået 13 gange kemoterapi, 29 strålebehandlinger og kræftforebyggeren Herceptin. Det har slidt. Hver dag vinder kvinder som Lotte og lægevidenskaben små sejre over kræften. Kræft er i dag ikke nødvendigvis en dødsdom – mange typer cancer kan fjernes eller holdes hen i årevis. Hver overlevende i statistikken giver håb til nye sygdomsramte som Lotte. Men sejrene skaber også en pukkel af forventninger. En præcedens. Et krav om, at den syge presser sig selv ud til behandlingsmulighedernes kant og måske en smule over. I kampen for at vinde tid eller

endda blive sygdommen kvit skal den kræftramte gennemgå pinefulde behandlinger, hvis formål i de mørkeste stunder kan synes svær at se. Mange gange går det godt. Andre gange er det hele forgæves. Som for Lotte, der nu ligger på 17. etage på Herlev Sygehus. Alene på en tomandsstue, mens mere raske medpatienter er flyttet ud på gangen. For Lotte er døende. Hun er ved enden af sin rejse. Der er ikke mere at gøre, og det er gået så stærkt fra den optimistiske Lotte til den udmagrede kvinde i sengen, at selv lægerne har svært ved at finde ord og fortilfælde. Denne tirsdag eftermiddag i Herlevs tyste halvmørke er det 16 dage siden, Berlingske Tidende bragte en syv siders artikel om Lotte. Seks uger siden vi mødte hende til det sidste interview og hørte hende tale om de rejser, hun nu skulle på. Om den kærlighed, hun ville ud og lede efter. Om det spændende i at iagttage sine knap voksne børn finde deres eget ståsted i livet. Det var dér, den sidste artikel sluttede. Med håb. »Mine venner siger, at jeg er for sej. De havde for længst givet op, siger de. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig. Men først og fremmest må det være mine børn. Jeg er for nysgerrig til ikke at se, hvordan det går dem. Men jeg tror sgu også, at der må være noget kærlighed til mig, der venter. Jeg har udsat den indtil nu. Men den må komme en dag, så jeg ligesom kan sige: Så, nu landede jeg på min hylde.« Lotte Johansen, Berlingske Tidende, 21. oktober 2007

LOTTES DAGBOG

berlingske.dk

Læs også den første artikel, »Lottes dagbog«, på www.berlingske.dk www.brystcancer.webbyen.dk Lise Lotte Johansens fulde dagbog kan læses på hendes egen internetside.

Nu ligger hun her – og håbet er ikke bare lille, det er væk. Nu er det – ved familien, lægerne og vi – et spørgsmål om tid. Lægerne er skeptiske over, at vi skriver mere om Lotte. Lottes tilfælde er specielt. En meget aggressiv kræftform, usædvanlig hurtigt fremskridende i dette sidste stadie. At skrive om det kan tage håbet fra alle andre kræftramte, siger de, og deres job er at holde håbet i live. Men Lottes venner, familie og børn er uenige. De vil ikke ’putte’ med Lottes virkelighed. Og Lotte selv ville det

anderledes, da vi mødte hende i efteråret 2006. Hun havde selv kæmpet for at finde personlige beretninger og erfaringer fra andre kvinder med brystkræft. Om alt lige fra bivirkninger og hårtab til angsten for døden og følelsen af aldrig at blive helt forstået af »de raske«. Hun kunne ikke bruge damebladsreportager og skønmalerier, hvor brystopererede kvinder var iført store kjoler, fin makeup og vindersmil. Hun søgte rigtige mennesker, der kunne fortælle hende, hvordan man takler kræften. Som kunne inspirere hende til, hvordan man bedst holder modet oppe og angsten stangen. Og hun søgte noget, der kunne fjerne følelsen af at være alene. Helt fra begyndelsen og helt til enden; om enden så var den ultimative. »Folk skal vide, hvordan det er. Hvordan det virkelig er. Det er ikke rosenrødt,« sagde hun flere gange. Og i sin dagbog skrev hun: »Det betyder alt for mig at være åben omkring min behandling og vise udadtil, hvad det er der sker, når vi får brystkræft. Samtidig giver det mig en følelse af ikke at stå helt alene med


20